FRIVILLIG ELLER EJ? EN ODE TIL AGENDAS AUTONOMI

Information skriver i 2022, at frivillighed er vigtigere, end vi tror. Trods stigende mistrivsel hos unge studerende, stiger interessen for at være frivillig – og det er sundt. Frivillighed har nemlig en positiv indflydelse på ens trivsel, og er med til at give en følelse af, at man er en del af noget større. Men det er dog ikke ligegyldigt, hvad man bruger sin fritid på, og frivillighed kan også skabe en negativ effekt. Især hvis man ikke bliver hørt.

TEKST Sofie Rosenkrantz Hansen

Jeg startede som frivillig skribent på Agenda i 2021, hvor jeg siden hen er blevet ansat som chefredaktør. Jeg elsker livet som frivillig, og jeg elsker at se mit eget bidrag til noget større, som jeg selv er heldig at være en del af. Den første artikel jeg skrev til Agenda handlede om TikTok, og den var ikke særlig god, men jeg var alligevel pavestolt – fordi jeg selv havde skrevet den, og nu stod den trykt i et blad. Det var vildt. Jeg kan sammenligne det at være frivillig med at være en lille bitte myre. Hver enkelt myre i tuen arbejder sammen med de andre i et fælles projekt, og hver enkelt myre er vigtig og giver sit eget unikke bidrag til processen og resultatet. Sådan er det også at være frivillig, og det er federe at være en myre, end man lige skulle tro.

Da jeg startede på Agenda var vi en forholdsvis lille redaktion, og antallet af skribenter er kun faldet gradvist i løbet af de sidste par år. Der var ikke nogen, der var passionerede omkring Agenda, eller måske kendte de bare ikke til det? Det var i hvert fald en kamp at få nogle flere med ombord. Til at starte med, som ny frivillig, tænkte jeg, at der nok bare ikke var så mange som mig, der synes, at det er virkelig fedt at være en del af det her fællesskab. Men så tog jeg med til Studentersamfundets julefrokost. Og der var fuldstændig spækket med frivillige studerende, som var en del af alle Studentersamfundets organer. Det var fedt at se, men også en trist sammenligning. Der sad vi, for bordenden, tre frivillige fra Agenda. Blandt hundredvis af andre frivillige, som var en del af store fællesskaber. Jeg kunne godt mærke, at mange kendte hinanden i forvejen, og selvfølgelig gjorde de det – men hvordan bliver man en del af fællesskabet, når man kommer fra et lille, men vigtigt, organ?

Det har jeg aldrig rigtig fundet ud af. Misforstå mig ikke, vi har et fantastisk fællesskab på redaktionen og hygger os enormt meget i hinandens selskab – det er bare som om, at vi aldrig rigtig er blevet en integreret del af det fællesskab, som generelt eksisterer i foreningen. Derfor tog jeg mig til takke med, at vi i det mindste havde vores eget lille fællesskab og autonomi over vores lille organ. Men den drøm krakelerede hurtigt, da jeg blev ansat i selv samme organ.

Da jeg blev ansat som redaktør på Agenda, var jeg ovenud lykkelig. Jeg har ambitioner om at arbejde som journalist i fremtiden, så jeg så frem til den erfaring, Agenda kunne give mig. Og erfaring har jeg også fået, men måske mere inden for institutionalisme og bureaukrati end journalistik. Jeg blev oplært af den forhenværende redaktør, og jeg takker stadig guderne hver dag for hendes rådgivning, for ellers havde jeg aldrig klaret mine opgaver. Jeg havde dog en formodning om, at selvom hun stod for at oplære mig, så ville jeg blive formelt præsenteret for en bestyrelse på et tidspunkt. Det skete dog aldrig. Og jeg har stadig ingen anelse om, hvem der sidder og træffer de beslutninger, der har betydning for mig.

Jeg slog det hen med, at vi havde vores egen lille sub-forening kørende, og at alting bare forblev, som det altid har været. Den forventning blev også manet i jorden. Det skete, da jeg i efteråret fik en besked om, at bestyrelsen altså havde taget den beslutning, at Agenda fra efterårssemesteret 2023 skal være udelukkende online. Jeg kan ikke ligefrem sige, at jeg tog det pænt. Og selvom der er utallige argumenter for, hvorfor det er en enormt dårlig idé, så synes jeg egentlig, at det dårligste ved beslutningen var, at jeg overhovedet ikke havde været inde over det. I min kontrakt står der, at jeg blandt andet er ansat til at vurdere, hvad der vil gøre Agenda relevant og spændende for de studerende. Jeg tænker umiddelbart, at det er et synspunkt, som er meget værdifuldt, når det kommer til sådan en beslutning.

Jeg vil dog også slå et slag for, at det netop er de frivillige, der lider mest under det her: De hårdtarbejdende frivillige, som hver måned sørger for at skabe et Agenda, som er værd at læse. De frivillige som tager tid væk fra deres studie til at bidrage til noget større. De frivillige som alligevel aldrig bliver hørt, når det kommer til stykket. De frivillige som pludselig bliver underlagt en forventning om, at de skal producere artikler til en hjemmeside flere gange om måneden ved siden af deres studie. Og de frivillige som nok vurderer, at det ikke længere er det værd.

Pitchet til den her digitale udgave af Agenda er nemlig, at der løbende skal udgives artikler på hjemmesiden. Ligesom på Uniavisen - altså den avis der er drevet af professionelle og betalte journalister. Jeg tror ikke, det er en struktur, der fungerer. Agendas struktur er på nuværende tidspunkt, og har gennem flere år været, at man hver måned har indtil d. 25. i måneden til at skrive artikler til den næste udgave, hvorefter korrekturlæser og layouter færdiggør bladet. Det er altså en deadline på 25 dage, hvilket er en deadline, som de fleste studerende kan få til at passe ind i deres ellers travle skema. Det er en struktur, som fungerer. Og jeg frygter for, at fremtidsudsigten kommer til at lægge et pres på de frivillige, som kan få dem til at vælge det helt fra. Alternativt kan man opdatere hjemmesiden en gang om måneden med artikler, men det betyder også en hjemmeside, som står tom i 25 dage eller mere. fordrede holdning til det hele – med tryk på uopfordret. Men jeg tror dog, at det er et værdifuldt perspektiv, som man favorabelt kunne have taget i mente under beslutningsprocessen. Jeg er bange for, at det her er begyndelsen på slutningen for Agenda, men jeg håber, at jeg tager grueligt fejl. Jeg håber, at der kommer en struktur, som kan være fordelagtig for både de frivillige og Agenda generelt. Derfor vil jeg også gerne opfordre alle, der sidder derude, som kunne have bare en lille smule interesse i frivilligt arbejde som skribent, fotograf, interviewer eller bare som kreativt individ, til at melde sig som frivillig på Agenda. Gør det som jeg ikke formåede at gøre og bring Agenda tilbage til sin storhedstid og til et medie, som de studerende kender og elsker. Vi er de studerendes blad, skrevet af og til de studerende – og jeg håber virkelig, at det forbliver på den måde.

Det her er bare min uop-

Tekst

Sofie Christensen

Så er det snart den tid igen, hvor de mundtlige eksamener starter, og hvis du, som mange af os, er typen, hvor bare ordet ”mundtlig eksamen” giver dig nervøse træk gennem hele kroppen, så har vi her fundet på tre gode råd, der kan hjælpe dig igennem denne årlige afprøvelse af dit nervesystem!

1. Lad det ligge!

Dagen inden en mundtlig eksamen er forfærdelig, men noget, der kun gør den værre, er at sidde og læse og genlæse sin opgave. Vi har alle gjort det, men det hjælper intet, og i stedet ender man bare med at synes, at hvert ord, der står, lyder som noget, der kunne være skrevet af et børnehavebarn. Så i stedet for at sidde og stresse dig selv ved at genlæse din opgave for tusinde gang så planlæg din læseferie, således at du dagen inden eksamenen ikke behøver at læse op, men i stedet kan slappe af og prøve at få tankerne over på noget andet. Og selvom det kan være svært at lægge bøgerne fra dig dagen inden du skal op, så hver ærlig overfor dig selv, for sandsynligheden for, at du finde noget brugbart, er lille, og i stedet ender du bare med at paniklæse hele dagen, hvilket kun er med til at gøre dig mere nervøs dagen efter, når du prøver at huske alle de informationer, du prøvede at presse ind i hovedet dagen før.

2. Kom tidligt.

Der er intet værre, end det bliver eksamensdag, ikke kan gøre andet end vente på, at tiden er inde. sidde derhjemme og forestille der kunne gå galt, så aftal dine venner at mødes ude på sammen. At kunne sidde sammen perfekt til at få nerverne lidt eksamen, for selvom de ikke så vil det kunne give dig here tankerne fra at vandre du bare ikke har behov på lige her og