2 minute read

ÆSTETIK PÅ TIKTOK DARK ACADEMIA?

TikTok er det ypperste af underholdning, så kan platformen stadig kritiseres – og desværre på mange punkter. På TikTok bliver vi konstant eksponeret for forskelligt indhold, som, takket være algoritmen, er nøjagtig det, vi gerne vil se. Fantastisk, men farligt. Det vil altså også sige, at hvis man måske har vist interesse for et bestemt aesthetic, så bliver man derefter fuldstændig bombarderet med videoer fra det her lille subsamfund, som nichen tilhører. Det tror jeg påvirker identiteten, og jeg ved ikke, om det er positivt.

Advertisement

Problemet er i princippet tosidet, for på den ene side kan man argumentere for, at det bare er godt, at unge mennesker har en gruppe, de tilhører, så de føler sig mere sikre. Men på den anden side skaber det også bare ekkokamre, hvor de andre nicher pludselig ikke er noget værd, og hvor de, der er en del af de aesthetics eller cores, er iboende dårligere. Samtidig tror jeg også, at det kan påvirke ens selvudvikling, fordi man forsøger at holde sig inden for de her meget fastlåste grænser, hvilket afholder en fra at undersøge andre ting og måske få nye interesser. Det bliver lidt en gruppementalitet, som ikke nødvendigvis er sund. Og det er ikke en gruppe, man nemt kan flygte fra, for man har den altid i bukselommen.

Derudover kan nogle af de her identiteter også være ret svære at opnå, hvis man ikke ser ud på en bestemt måde, eller hvis man ikke har mulighed for at købe noget bestemt tøj. Det er ikke ligesom førhen, hvor man bare tog et sort outfit på og kaldte sig selv goth. Det tror jeg også kan påvirke unge på en negativ måde, fordi man ikke føler, at man passer ind. Samtidig er der utallige forskellige nicher at vælge imellem, hvilket giver anledning til en identitetskrise i sig selv – er jeg cottagecore eller dark academia? Det er nogle store valg, som man står overfor. Det virker i hvert fald sådan.

Det virkede som noget af det vigtigste i verden at sætte sig selv i boks, da jeg var teenager. Hvordan kan man passe ind, hvis man ikke ved, hvilken gruppe man tilhører? Det er bare blevet endnu sværere nu, fordi der er et utal af valgmuligheder, som har hver deres specifikke krav. Jeg tror, at det er en vigtig del af ens udvikling at prøve forskellige aesthetics af, men jeg tror også, det har nået et punkt, hvor ikke alle kan følge med længere. Samtidig er TikTok så ny en platform, at der er meget begrænset forskning inden for det – man ved i princippet ikke, hvilken effekt det egentlig har på de helt unge brugere. Jeg tror, at TikTok kan bidrage til meget godt, men når det kommer til at skabe hele sin identitet inden for bestemte grænser, så er jeg ikke sikker på, at det er helt sundt.

This article is from: