Metadækning

METADÆKNING I DANSK KRIGSJOURNALISTIK EN ANALYSE AF JYLLANDS-POSTENS OG POLITIKENS METADÆKNING AF KRIGENE I AFGHANISTAN OG IRAK AF THOMAS BO CHRISTENSEN VEJLEDER: ERIK ALBÆK

SEPTEMBER 2010 | SPECIALE | SYDDANSK UNIVERSITET | CENTER FOR JOURNALISTIK

Center for Journalistik

SPECIALE-FORSIDE CAND.PUBLIC. Indleveringsdato:

15. september 2010

Vejleder:

Erik Albæk

Navn:

Thomas Bo Christensen

Fødselsdato:

6. Juni 1982

Linje A:

X

Titel på dansk:

Metadækning i dansk krigsjournalistik

Titel på engelsk:

Metacoverage in Danish war journalism

Omfang inkl. noter:

79,4 sider á 2.400 anslag

Det erklæres herved på tro og love, at undertegnede egenhændigt og selvstændigt har udformet specialet. Alle citater i teksten er markeret som sådanne, og opgaven eller væsentlige dele af den har ikke tidligere været fremlagt i anden bedømmelsessammenhæng.

Underskrift:

____________________________________________

1

INDHOLDSFORTEGNELSE

1. INDLEDNING .......................................................................................................4 1.1 SPECIALETS FOKUS ...................................................................................................................6 1.2 PROBLEMFORMULERING.......................................................................................................9 1.3 SPECIALETS STRUKTUR........................................................................................................ 10

2. TEORETISKE OVERVEJELSER ....................................................................... 11 DEL I: METADÆKNING - EN KONSEKVENS AF MEDIALISERINGEN .............. 11 2.1 MEDIALISERINGSTEORIEN................................................................................................ 11 2.1.1 MEDIALISERINGEN AF POLITIK.............................................................................. 13 2.1.2 MEDIERNES OG DEN POLITISKE KOMMUNIKATIONS UDVIKLING..... 16 2.2 METADÆKNING....................................................................................................................... 19 2.2.1 FRA MEDIALISERING TIL METADÆKNING........................................................ 19 2.2.2 METADÆKNINGENS KERNE ..................................................................................... 21 DEL II: MEDIERNE, KRIGE OG METADÆKNING ..................................................24 2.3 MEDIALISERINGEN AF KRIGE ......................................................................................... 24 2.4 METADÆKNING I KRIG ....................................................................................................... 29 2.5 KRITISK DÆKNING OG METADÆKNING I MEDIALISEREDE KRIGE ........... 31 DEL III: FRAMING - EN RAMME FOR FORSTÅELSE AF METADÆKNING .......36 2.6 FRAMINGTEORI – EN RAMME FOR FORSTÅELSE ................................................... 37 2.7 METADÆKNING OG FRAMING ........................................................................................ 41 DEL IV: RESEARCHSPØRGSMÅL OG HYPOTESER ................................................46 2.8 ANALYSE I ................................................................................................................................... 47 2.9 ANALYSE II ................................................................................................................................. 47

3. METODE FOR ANALYSE .................................................................................. 49 3.1 VALG AF MEDIER .................................................................................................................... 49 3.2 VALG AF DATA I MEDIER.................................................................................................... 50 3.3 VALG AF ANALYSEPERIODE ............................................................................................. 51 3.4 IDENTIFIKATION AF KRIGSARTIKLER ........................................................................ 52 3.5 IDENTIFIKATION AF METAHISTORIER ....................................................................... 53 3.6 IDENTIFIKATION AF METAFRAMES.............................................................................. 55

2

4. ANALYSE: METADÆKNING I DANSK KRIGSJOURNALISTIK................... 62 4.1 INTERKODERRELIABILITET.............................................................................................. 62 4.2 GENERALISERBARHED ........................................................................................................ 63 4.3 RESULTATER & ANALYSE.................................................................................................... 66 4.3.1 ANALYSE I ........................................................................................................................... 67 4.3.2 ANALYSE II.......................................................................................................................... 70 4.4 SAMMENFATNING OG DISKUSSION.............................................................................. 71 4.4.1 MEDIER I KRIG - UKRITISKE ELLER PÅ EN UMULIG MISSION? ............... 75

5. PERSPEKTIVERING........................................................................................... 83 6. KONKLUSION ..................................................................................................... 85 7. SUMMARY: METACOVERAGE IN DANISH WAR JOURNALISM ............... 90 8. LITTERATURLISTE ........................................................................................... 92 9. BILAG .................................................................................................................... 99 9.1 BILAG 1: TYSKE MEDIERS METADÆKNING I KRIG................................................ 99 9.2 BILAG 2: PROPOSITIONER OG SCRIPTS HOS ESSER & D’ANGELO 2003 ...... 100 9.3 BILAG 3: KODEMANUAL FOR DEN EMPIRISKE ANALYSE ................................ 101

3

1. INDLEDNING Marts 2003. Det er få dage siden, at den længe ventede invasion af Irak er gået i gang. Verden venter på, at en koalition af lande med USA i spidsen skal fange diktatoren Saddam Hussein, som beskyldes for at opbevare masseødelæggelsesvåben. Politiken skriver: ”De amerikanske og britiske styrker står ifølge deres oplysninger godt rustet til et hurtigt fremstød mod den irakiske hovedstad, Bagdad, i de kommende dage. De nåede i går flere af de mål, de havde sat sig for de første dage af en landkrig, men deres informationer blev dementeret fra irakisk side som led i den propagandakrig, der også udfolder sig mellem de krigsførende parter” 1. ’Propagandakrigen’ er emnet for artiklen. Den beskriver videre, hvordan bombardementer af Bagdad vil være en vigtig del af den amerikanske militære strategi, og at målet er at ramme enheder af den irakiske republikanske garde og de irakiske ledere – ikke civilbefolkningen. Journalisten analyserer: ”Derfor lægger amerikanske militærtalsmænd hele tiden vægt på, at op til 80 procent af de benyttede bomber og missiler er såkaldt 'intelligente' våben, der rammer de i forvejen definerede mål - og kun dem. Der har dog været civile tab i Bagdad, og billederne af sårede børn blev vist på de internationale tv-kanaler i går. Irakerne hævdede også, at civilbefolkningen i Basra har lidt tab under kampene i og omkring byen”.

Krigen raser altså, men det foregår ikke alene i Irak. ”Mediekrigen raser næsten lige så voldsomt,” lyder det et par dage senere i avisen2. Baggrunden er, at der både i USA og i Danmark diskuteres, hvorvidt man skal bringe billeder af amerikanske krigsfanger, idet krigsfanger ifølge Genève-konventionen ikke må udstilles eller ydmyges offentligt. En artikel beskriver, at både DR og TV2 har vist billeder og optagelser af tilfangetagne amerikanere, mens de store dagblade er delte. Journalisten bag artiklen interviewer bl.a. avisens egen chefredaktør, som forklarer, at ”hvis vi kun bringer billeder af udbrændte bygninger og troppeopbygninger, reducerer vi krigen til at handle om militært isenkram, teknologi og bygninger. Vi er

1

Fra: ”Krigens gang: Til kamp mod overmagten” af Michael Seidelin, 23.03. 2003, 1. sektion, side 2.

2 Fra: ”USA's hårde mediekrig” af Poul Husted, 25.03. 2003, 1. sektion, side 6.

4

nødt til også at vise de billeder, som dokumenterer krigens grusomheder, ellers forholder vi offentligheden vigtige oplysninger” 3.

De ovenstående artikeludpluk er eksempler på en type journalistik, medieforskere i bredere sammenhæng har betegnet som metakommunikation eller metadækning. Det kan grundlæggende karakteriseres som journalistiske historier, hvor journalister skriver om medier og deres forhold til magthavere og deres kommunikationsstab. Historierne kan bl.a. omhandle magthavernes motiver i en given sag som i første eksempel omkring de amerikanske militærtalsmænd. Men de kan også fokusere på, hvordan medierne selv præsterer i deres dækning, eller eksempelvis hvordan pressen lever op til sin demokratiske rolle, som det er tilfældet i det sidste eksempel om pressens forpligtigelse til at bringe billeder af krigsfanger.

International forskning har vist, at denne type historier fylder en ganske betydelig del af mediernes politiske dækning. En undersøgelse har f.eks. vist, at to tredjedele af amerikanske tv-stationers historier ved præsidentvalget i 2000 indeholdt såkaldt metadækning (Esser et al. 2003, p. 625). Metadækningens udbredelse er ligeledes fundet i britisk og tysk sammenhæng (Esser et al. 2006) og senest også i dansk kontekst (Hansen 2006).

Metadækning ses flere steder i litteraturen som en logisk følge af den tendens, der betegnes som medialiseringen af politik. Tendensen indebærer bl.a., at politikerne i stigende grad tilpasser sig til de stadigt mere magtfulde mediers logik og rutiner. Det er de nødt til for at få deres budskaber igennem, eftersom nærmest al kommunikation mellem politikere og borgere foregår via medierne. Som konsekvens opruster og professionaliserer politikerne deres kommunikation, f.eks. ved at ansætte kommunikationsrådgivere (Hjarvard 2008; Mazzoleni et al. 1999; Zaller 1999).

Den mere professionelle politiske kommunikation får journalister til at se på politik som en sammensat virkelighed, de ikke kan dække til fulde på grund af politikernes massive forsøg på at styre informationsstrømmen. Antagelsen er derfor, at via metadækning kan medierne forholde sig kritisk til deres egen mere magtfulde rolle samt politikernes mere

3

Fra: ”Krigsbilleder deler danske medier” af Mona Samir Sørensen, Marie Hjortdal og Christine Cordsen, 25.03. 2003, 1. sektion, side 6.

5

professionelle kommunikation, fordi de eksempelvis kan demaskere politikernes motiver og forsøg på at ’spinne’ en sag i deres favør (Esser et al. 2005, p. 34).

Metadækningens forskellige elementer ses af nogle som en negativ udvikling. De frygter, der sker en forfladigelse af den politiske debat, fordi fokus rettes mod image, processer og strategier og derved skygger for den politiske substans (f.eks. Patterson 1993).

Omvendt ser fortalere metadækning som en fornuftig udvidelse af det offentlige debatforums sfære. De mener f.eks., at den øgede fokus på personer gavner demokratiet, fordi den giver et mere helstøbt billede af beslutningstagerne og i sidste ende giver borgerne bedre muligheder for at træffe beslutninger (f.eks. McNair 2000).

Formålet med dette speciale er netop at undersøge metadækning. Om end der har været studier på området, er der stadig tale om et relativt nyt og sparsomt belyst felt. Af de hidtidige studier har næsten alle koncentreret sig om metadækning i valgkampe – inklusiv den enlige danske undersøgelse. Det er til trods for, at valgkampe kun foregår i få uger og med op til fire års mellemrum. For at bidrage med ny viden til området, virker det derfor oplagt at undersøge metadækning i andet end valgkampsammenhæng. Problemfeltet for dette speciale vil derfor være at undersøge metadækning i forbindelse med krig.

1.1 SPECIALETS FOKUS Krigsjournalistik er som forskningsfelt grundlæggende interessant. Mediernes dækning af krige betragtes som central i et velfungerende demokrati, og kun så længe borgerne får stillet de nødvendige oplysninger til rådighed, kan de beslutte, om de støtter brugen af militær magt i en given konflikt (Kristensen et al. 2006, p. 13). Krigsjournalistik er desuden særlig vigtig, fordi magthaverne mere end på noget andet tidspunkt forsøger at påvirke medierne og deres krigsdækning for at legitimere krigshandlingerne (Cottle 2006, p. 74; Esser 2009, p. 713). Krigsjournalistikken siges derfor at udgøre journalistfagets lakmusprøve (Allan et al. 2004, p. 4), eftersom ”journalism comes under the greatest pressure in times of war” (Cottle 2006, p. 74).

Med specialets fokus på metadækning er det derfor særlig interessant at undersøge krigsjournalistik, da man kan argumentere for, at krige også er under indflydelse af mediali-

6

seringsprocesser. Som i politik generelt er også krigsaktørernes4 kommunikation blevet professionaliseret, og de underlægger sig i stigende grad mediernes krav og rutiner, når de forsøger at styre krigsinformationerne i en for dem favorabel retning (Esser 2009; Cottle 2006; Manheim 1994).

Det virker derfor logisk at tro, at journalister også ser krige som sammensatte virkeligheder, de ikke kan dække til fulde, og derfor føler et behov for at granske sig selv, forholdet til magthaverne osv. Man kunne altså forestille sig, at medierne metadækker i deres krigsjournalistik. Det kunne i så fald også have konsekvenser i form af indflydelse på borgernes stillingstagen til - og legitimiteten af – krige, eftersom det er medierne, der konstruerer krigens virkelighed for borgerne igennem deres informationer. Det er derfor interessant at undersøge, hvordan medierne metadækker krige.

Hidtil har der kun været et studie på området. Det er en eksplorativ undersøgelse fra 2009 af tyske avisers metadækning af Irak-krigene i 1991 og 2003. Undersøgelsen viser bl.a., at brugen af metadækning er steget, i takt med at professionaliseringen i den politiskmilitære kommunikation ligeledes er øget (Esser 2009). Væsentligt er det dog at bemærke, at Tyskland ikke deltog aktivt i krigene, og om end forskning på området bør bifaldes, virker det mere interessant at undersøge metadækning i krigsførende lande. Det skyldes både, at medierne i et krigsførende land må formodes at være mere påvirket af de krigsførende magthavere i landet, og fordi indflydelsen på borgernes stillingstagen til krigen unægteligt må siges at være mere væsentlig her.

Vender man blikket mod Danmark, virker koblingen mellem metadækning og krig særlig interessant. Den danske deltagelse i krigene i Afghanistan i 2001 og i Irak i 2003 er uden tvivl to af de vigtigste udenrigspolitiske beslutninger i nyere dansk historie. Krigene har mange fællestræk, men hovedforskellen må siges at være deres politiske beslutningsgrundlag: Hvor der i 2001 var næsten fuld opbakning i Folketinget til at støtte og senere deltage i den FN-godkendte Afghanistan-mission som reaktion på terrorangrebet på USA d. 11. september, var det i 2003 et snævert flertal, der besluttede at deltage i USA’s koalition mod Irak uden om FN. 4

Betegnelsen vil fremover blive brugt i forhold til de politiske og militære magthavere i krigssammenhæng og skal forstås som regering, folketing, militær og lign.

7

Det generelle indtryk har dermed været, at den senere krig i Irak var mere kontroversiel end den i Afghanistan, hvilket ifølge iagttagere har afspejlet sig i mediernes dækning.

For selvom der har været peget fingre af pressen for ukritisk journalistik i forbindelse med begge krige, har der også været debat om, hvorvidt den journalistiske dækning af Afghanistan-krigen har været for føjelig, fordi krigen et langt stykke ad vejen har nydt politisk og folkelig opbakning. ”Pressen er blevet fanget på tomandshånd, fordi de kritiske historier, som pressen jo alt andet lige har til formål at komme med, dem er der ikke nogen, der efterspørger. Hverken politikere eller befolkningen,” har lektor i journalistik på Roskilde Universitetscenter, Mark Ørsten udtalt. Politisk kommentator Hans Engell har ligeledes karakteriseret danske journalisters Afghanistandækning som svag: ”Medierne har ikke været særlig optaget af, hvad der skete bag krigens kulisser…

Det har været en svag dækning på Forsvarets, politikernes og myndighedernes præmisser” 5.

Sætter man ovenstående påstande i forhold til medieteori om udenrigspolitik, er de ikke grebet ud af den blå luft. Her argumenteres der for, at der er forskel på graden af mediernes kritiske dækning af en given udenrigspolitisk beslutning, afhængigt af om der er enighed eller uenighed blandt de politiske magthavere. Er der uenighed, vil dækningen ofte afspejle dette, mens politisk enighed om en beslutning vil gøre medierne mindre tilbøjelige til at udøve kritisk journalistik (Robinson 2001). Argumentationen hænger på sin vis sammen med den parallelisme, der er mellem det politiske system og nyhedsmediers politiske tendens, og som betyder, at mange aviser f.eks. reflekterer en specifik politisk strømning i deres journalistiske prioritering (Hjarvard 2008). Derfor kan man forvente, at medier dækker krig i forskelligt kritisk lys, afhængigt af hvilken politisk strømning mediet bekender sig til, og hvordan denne forholder sig til krigen.

Men hvis disse forhold gør sig gældende for krigsjournalistik generelt, hvad betyder det så specifikt i forhold til mediernes dækning af dem selv og deres forhold til magthaverne? Hvad betyder det for metadækningen i krig?

5

Begge citater er fra P1’s ”Mennesker og Medier”, d. 1.1. 2010, tema: ”Afghanistan set fra Danmark”. Det skal bemærkes, at Engell ikke forholder sig eksplicit til sammenligningen med Irak-krigen.

8

1.2 PROBLEMFORMULERING Dette speciale ønsker at bidrage med ny viden til den eksisterende forskning af metadækning på følgende punkter: Specialet vil først og fremmest udforske ny grund ved at undersøge, hvordan medier i krigsførende lande metadækker i krig. Det vil ske i forhold til danske medier, som tidligere kun er blevet undersøgt i valgkampssammenhæng. Desuden vil specialet undersøge, om der er en forskel på mediernes kritiske metadækning i krig afhængigt af det politiske beslutningsgrundlag for krigen og det enkelte medies politiske standpunkt. Undersøgelsen sker via en komparativ analyse af to medier med forskelligt politisk standpunkt i to krigscases med forskelligt politisk beslutningsgrundlag - henholdsvis krigen i Afghanistan i 2001 og krigen i Irak i 2003.

Det leder frem til denne overordnede problemformulering: Hvordan kommer danske mediers metadækning til udtryk i deres dækning af invasionerne af Afghanistan i 2001 og af Irak i 2003?

I besvarelsen vil specialet foretage en kvantitativ indholdsanalyse med en hypotetiskdeduktiv metode. Den vil bestå af en såkaldt framinganalyse, som i hovedtræk hviler på den fremgangsmåde, som Esser & D’Angelo har brugt i forbindelse med tidligere undersøgelser af udenlandske mediers metadækning (2003; 2006).

Det er overordnet vigtigt at pointere, at da viden om metadækning - og specifikt metadækning i krig - er yderst beskeden, vil specialet et langt stykke ad vejen også være af en forholdsvis eksplorativ karakter. Samtidig skal det nævnes, at det ikke er hensigten at belyse alle sider af metadækning og dens forekomst i krig, eftersom det ikke er muligt med de givne rammer for opgaven. Tværtimod vil specialet kun koncentrere sig om en del af området – nærmere bestemt selve forekomsten af metadækning i medierne. Det betyder, at eksempelvis metadækningens effekter ikke bliver undersøgt, selvom det også er en vigtig del af fænomenet.

9

1.3 SPECIALETS STRUKTUR På baggrund af problemstillingen er specialet struktureret således: Kapitel to gennemgår det teoretiske fundament for specialet og afsluttes med opstilling af hypoteser for den empiriske analyse. Kapitlet vil bestå af fire dele, hvor del I forklarer medialiseringen af politikken og herefter sammenhængen med og kernen i metadækningsbegrebet. Del II vil argumentere for, at krige også er medialiserede, og at man derfor kan forvente, at der også her metadækkes. Desuden vil der redegøres for forhold, der har betydning for mediers kritiske dækning af krig, og hvad det betyder for kritisk metadækning. Del III vil dernæst forklare framingteorien, som er udgangspunktet for den empiriske analyse, samt dens anvendelse i forhold til metadækning. Endelig afslutter del IV med en opstilling af hypoteser på baggrund af den gennemgåede teori.

Kapitel tre redegør herefter for metoden bag den empiriske analyse og for valg af datamateriale. Den empiriske analyse, inklusiv forbehold for resultaternes troværdighed og generaliserbarhed, fremlægges i kapitel fire. I kapitlets afsluttende afsnit sammenfattes og diskuteres resultaterne i en demokratisk kontekst. Kapitel fem perspektiverer til, hvordan man kan gå videre med forskningen efter denne undersøgelse, mens kapitel seks udgør konklusionen på specialet.

10

2. TEORETISKE OVERVEJELSER Specialets teoretiske fundament består af tre hoveddele og herefter et afsluttende afsnit med forventninger til den empiriske analyses resultater på baggrund af teorien. Første teoridel redegør indledende for medialiseringsbegrebet, da det er den proces, som flere forskere mener, at metadækningen udspringer af. Herefter følger en forklaring for sammenhængen med og definitionen af metadækning. Del II vil dernæst argumentere, at også krige er medialiserede, hvorfor vi kan forvente, at medierne også metadækker her. Desuden vil der være en redegørelse for forhold, der har betydning for mediers kritiske dækning af krig, og hvad det betyder for kritisk metadækning. Del III af det teoretiske afsnit vil give en introduktion til framingteorien og forklare, hvordan framing bruges i undersøgelsen af metadækning i krig. Samlet vil de teoretiske overvejelser danne basis for den afsluttende opstilling af hypoteser i kapitlets fjerde og afsluttende del.

DEL I: METADÆKNING - EN KONSEKVENS AF MEDIALISERINGEN Forståelsen af medialiseringsbegrebet er som nævnt essentiel for at kunne undersøge metadækning. Derfor vil denne del af teoriapparatet indlede med en introduktion til begrebet, hvorefter det konkretiseres til medialiseringen af politikken og dens udvikling i Danmark.

Derefter følger en forklaring på, hvorfor medialisering leder til metadækning samt selve definitionen på fænomenet.

2.1 MEDIALISERINGSTEORIEN Begrebet medialisering er centralt i forståelsen af mediernes betydning for samfundet. Begrebet har været anvendt i en række sammenhænge til at belyse mediernes indflydelse på forskellige fænomener, men der har indtil omkring årtusindeskiftet ikke været gjort større forsøg på at definere det nærmere. Tværtimod har den hidtidige brug af begrebet savnet en entydig og fælles betydning. I nogle tilfælde har begrebet karakter af en løs, overordnet betegnelse for mediernes øgede indflydelse i samfundet, mens det andetsteds har været 11

intentionen at udvikle en teori om det ændrede forhold mellem medier og politik.

Netop medialiseringen af politik er interessant, eftersom metadækningen i litteraturen ses som en logisk konsekvens af denne proces. En af de mest citerede udlægninger af medialiseringen af politik kommer fra Mazzoleni & Schulz: ”Mediatized politics is politics that has lost its autonomy, has become dependent in its central functions on mass media, and is continously shaped by interactions with mass media” (1999, p. 250).

De understreger, at ovenstående ikke indebærer, at medierne har overtaget den politiske magt fra de politiske institutioner. De har stadig væsentlig kontrol over politikken (ibid., p. 259), men de er i stigende grad blevet afhængige af medierne og må tilpasse sig dem (ibid., p. 251-252). Mens udlægningen har været blandt hovedstudierne i europæisk sammenhæng, har der i USA været en lignende strømning under begrebet media politics.

Modsat den europæiske version kan media politics nærmere anskues som en tilstand af den politiske virkelighed end en egentlig proces. Begrebet dækker hovedsagligt over en tilgang til politik hos politikerne, hvor alle politiske beslutninger tages med pressen for øje (Zaller 1999, p. 1).

Ovenstående definitioner har været flittigt anvendt i medieteorien – også i forhold til metadækning. Alligevel vil specialet anvende Hjarvards (2008) forståelse af medialisering, da han har den bredeste, men samtidig mest dybdegående begrebsafklaring. Hjarvard anvender både medialisering som det bærende begreb i en generel teori om mediernes øgede og ændrede betydning i kultur og samfund, men også specifikt i forhold til medialiseringen af politik og dette endda i en dansk kontekst. Det er samlet set yderst brugbart for specialet, idet Hjarvards teori dermed ikke alene dækker det politiske område, men også andre områder, der er påvirket af medialiseringsprocesser – som f.eks. specialets fokus på krige.

Uden at gå i detaljer med Hjarvards overordnede samfundsteori kan hovedpointen sammenfattes til, at medialiseringen er en proces, hvor samfundet i stigende grad underlægges eller bliver afhængigt af medierne og deres logik. Processen er kendetegnet ved en dobbelthed, hvor medierne integreres i andre samfundsinstitutioners virke, men samtidig selvstændiggør sig som samfundsinstitution. Som konsekvens må den sociale interaktion både inden for enkelte institutioner, mellem institutioner og i samfundet som helhed foregå gennem medierne (ibid., p. 28).

12

Medialiseringen begynder især at tage fart i den sidste del af det 20. århundrede, men det er ikke en universel proces, der kendetegner alle samfund. I takt med globaliseringen er flere lande blevet påvirket af medialiseringen, men der kan være betydelige forskelle i, hvor omfattende denne påvirkning er. I moderne, højtindustrialiserede samfund som USA, Japan og Europa – herunder i Danmark - er den dog massiv: ”Det aktuelle samfund er gennemsyret af medier i en sådan grad, at medierne ikke længere kan tænkes adskilt fra kulturens og samfundets øvrige institutioner” (ibid., p. 13).

Det gælder også medialiseringen af politikken, som er emnet for næste afsnit.

2.1.1 MEDIALISERINGEN AF POLITIK Indledende skal det fremhæves, at det er centralt for medialiseringen af politik - som af samfundet i det hele taget at Hjarvard betragter medierne som en institution. Det kræver en forklaring.

Institutionstankegangen er især kendt fra Cook (2005), som med et amerikansk afsæt argumenterer, at medierne er en institution, idet de som øvrige institutioner er holdbare over tid, vidtfavnende på tværs af organisationer og udfylder en central funktion i samfundet. Journalister har en generel tilbøjelighed til at genbruge de samme vinkler på historier over tid, hvorved der igen og igen gentages et sæt af vedholdende værdier for tilgangen til nyheder på tværs af organisationer (ibid., pp. 81-82). Som Cook pointerer: "Stated simply, rather than think of journalists as free-wheeling individuals writing their stories, it reminds us that they work according to unspoken and uncritically accepted routines, procedures, and rules of who and what makes news" (ibid., p. 75).

At den fælles forståelse af nyhedsbegrebet netop er uudtalt, resulterer i usikkerhed, i den forstand at journalister og medier ikke tør skille sig ud af frygt for ikke at fange de historier, konkurrenterne har. Det fører til en konvergens af såvel nyhedsindhold som nyhedsprocesser på tværs af medier (ibid., p. 78). Cook skelner ikke mellem nyhedsmedierne

13

ud fra vante opdelinger som medietype og størrelse, men mener derimod, at nyhedsmedierne kan ses som én samlet institution, der deler fælles processer, rutiner og opfattelser6.

Tilbage til medialiseringen af politikken. Som med samfundet generelt er dansk politik påvirket af en proces, hvor den politiske institution bestående af parlament, partier, valghandlinger osv. i stigende grad bliver afhængige af medierne og deres logik (Hjarvard 2008, p. 65). Som ved den generelle samfundsmæssige proces er der i medialiseringen af politikken en central dobbelthed.

På den ene side integreres medierne i de politiske organisationers og aktørers virke.

Dvs. at de politiske aktører bliver nødt til at følge medielogikker og tage hensyn til journalisternes normer for nyhedsværdi, hvorved politikkens form og indhold påvirkes. På den anden side bliver medierne i processen en selvstændig institution, som bidrager til to centrale politiske beslutninger – dels etableringen af det offentlige samtykke til politiske beslutninger, dels fastlæggelsen af den politiske dagsorden (ibid., p. 65). Disse to funktioner er essentielle og kræver tillige en forklaring: Som udgangspunkt - og ifølge grundloven – er folkevalgte politikere frie til at handle efter egen overbevisning, når de først er blevet valgt. Men i en medialiseret politisk virkelighed forholder det sig imidlertid anderledes, fordi politikere er nødt til fortløbende at skabe et offentligt samtykke til de politiske beslutninger via medierne. Derfor har det en mere ”uhåndgribelig og fantomagtig karakter”, som Hjarvard skriver, end det samtykke, der skabes gennem folkeafstemninger og valg, men alligevel har det betydelig indflydelse på de politiske beslutninger (ibid., pp. 73-74).

Som illustration af det offentlige samtykke kan nyhedsformidlingen betragtes som et dobbelt kommunikationskredsløb (se figur 1) med mediet og den politiske journalist som 6

Det skal nævnes, at der er en forskel på Hjarvards og Cooks institutionsforståelse: Ifølge Cook er nyhedsmedierne via deres større uafhængighed selv blevet en politisk institution, og journalister kan betragtes som politiske aktører, bl.a. fordi de – som der redegøres for senere - nu udfylder en vigtig politisk funktion som dagligt bidrager til konstruktionen af den politiske dagsorden (2005, kapitel 5). Men ifølge Hjarvard har medierne som samlet institution ikke nogen intention om at påvirke samfundet i politisk forstand. Derfor finder Hjarvard det mere korrekt at tale om medierne som en selvstændig samfundsinstitution – i stil med retsvæsenet, uddannelsessystemet m.fl. - der qua sin rolle for samfundets kollektive kommunikation påvirker den politiske institution på forskellige måder (2008, p. 72).

Dette vil også være udgangspunktet for specialet.

14

det centrale mellemled i kommunikationen mellem politikere (også indbyrdes) og befolkningen.

Figur 1

Figuren viser det dobbelte kommunikationskredsløb, som opstillet af Hjarvard (2008, p. 75).

I kraft af den journalistiske research, udvælgelse og vinkling har mediet og journalisten indflydelse på, hvilke dele af den politiske virkelighed der præsenteres for såvel publikum som politiske aktører, samt hvordan denne virkelighed fremstilles. Det offentlige samtykke skabes dermed gennem den stadige ’forhandling’ på de to kommunikationsakser med medierne som mellemled og afspejles i den tematisering, vinkling og prægnans, som den pågældende problemstilling og de enkelte aktørers synspunkter underkastes og tildeles (ibid., p. 74).

Det har samtidig betydning for, hvordan medierne bidrager til fastlæggelsen af den politiske dagsorden. Det skyldes, at politikere og publikum forstår kommunikationen på akserne forskelligt: Publikum vil generelt aflæse stoffet som en rapportering om, hvilke emner og synspunkter der er fremherskende blandt de politiske aktører. Omvendt vil de politiske aktører opfatte nyhedsstoffet som et vidnesbyrd om, hvilke synspunkter og emner der optager den brede befolkning (ibid., pp. 74-75).

Publikum og politikere bruger således det samme medieindhold som pejlemærke for, hvad der er på dagsordnen7 hos hinanden. Resultatet af det er, at den politiske institutions dagsorden kommer i konkurrence med, hvad der kan kaldes mediernes dagsorden, hvilket vil sige medieindholdet. Eftersom den er central for vælgernes kontakt med politikken, bliver den også afgørende for politikerne, hvis de skal sikre befolkningens samtykke til 7

Forstået som et sæt af politiske temaer, der er hierarkisk ordnet efter vigtighed.

15

politiske beslutninger og dermed skabe politisk legitimitet i bred forstand (ibid., pp. 68-69).

Ovenstående redegørelse for medialiseringen af politik er essentiel for forståelsen af metadækning og for den senere argumentation for, at også krige er medialiserede. I den forbindelse er det ligeledes vigtigt at kende den konkrete udvikling i medierne og i den politiske kommunikation. Der er tale om en langstrakt proces, som i dansk sammenhæng kan deles op i fire perioder8, hvilket er emnet for næste afsnit.

2.1.2 MEDIERNES OG DEN POLITISKE KOMMUNIKATIONS UDVIKLING I første periode - fra forfatningskampens begyndelse i 1866 og fremefter – blev medierne gradvist omformet til en partipresse og blev dermed et væsentligt redskab for de politiske partiers kommunikation med medlemmer og vælgere. Aviserne udgjorde således den organisatoriske ramme for kommunikationen mellem partier og de sociale klasser, de repræsenterede. På den måde kan aviserne på det tidspunkt siges at være underlagt politikkens logik, idet de i et vist omfang både blev redigeret og skrevet af personer med til knytning til det politiske liv. Firebladssystemet kan betegnes som kulminationen på denne periode (ibid., pp. 65-66).

I den anden periode udviklede mediernes sig i stedet til kulturinstitutioner, der formidler politik. Perioden begynder med Henrik Cavlings omlægning af Politiken i 1905, hvormed der indvarsles en transformation fra parti- til omnibuspresse, og som i realiteten først afsluttes med Aktuelts lukning i 2000. Radioens fremkomst fra midten af 1920’erne og tv’s fra begyndelsen af 1950’erne bidrager tillige til en udvikling, hvor medierne til dels bliver mere centrale som politisk orienteringskilde for befolkningen og dels bliver mindre afhængige af de politiske partier. Selvom omnibusaviserne fortsat er præget af politiske grundholdninger, bliver de gradvist også kommercielle virksomheder, der sigter mod at servicere alle læsere uanset holdning. Derfor adskilles nyheder fra holdninger, og opinionsstof forbeholdes særlige genrer som ledere, debatindlæg og læserbreve (ibid., p. 66).

8

Hjarvard anerkender, at periodiseringen er grovkornet, og at man skal tage det forbehold, at samspillet mellem politik og medier ikke udgør et simpelt lineært forløb, ligesom de enkelte medier ikke bevæger sig i samme takt. Desuden skal det nævnes, at Hjarvard trækker på og ’fordansker’ internationale studier, der har forsøgt at periodisere medialiseringen, bl.a.

Strömbäck 2008 og Blumler et al. 1999.

16

I tredje periode begynder medierne som kulturinstitutioner at undersøge politik. Fra slutningen af 1960’erne udvikler journalistikken sig således i en mere selvstændig retning: Formiddagsaviserne begynder at lave kampagnejournalistik mod samfundets magthavere, og tv og radio bevæger sig ligeledes i en mere kritisk og selvstændig retning med journalisterne i centrale, udspørgende roller. Politikerne må derfor indrette deres kommunikation efter de præmisser, medierne sætter. De lærer at optræde medievant i radio og tv, og pressemøder og pressemeddelelser bliver integreret i den politiske kommunikation. Politikkens ’tilpasning til mediernes logik’ er dog afgrænset til formidlingen af politikken. Udformningen af politik og udøvelsen af den politiske magt foregår fortrinsvis på politikernes egne præmisser. Men fremkomsten af protestpartier som Fremskridtspartiet og CD i 1970’erne indvarsler en ny politisk virkelighed, hvor politikere med simple budskaber, formidlet gennem medierne, kan ændre på de politiske realiteter (ibid., pp. 66-67).

Den fjerde og nuværende periode begynder i 1980’erne og kan betegnes som den medialiserede politik. Herfra sker der et opbrud i mediesystemet på en lang række områder, hvor bl.a. monopolet på tv og radio brydes og internettet udbredes. Karakteristisk for praktisk talt alle nye medier er, at de etableres som rent kommercielle virksomheder, hvor salget ikke styres af hensyn til kulturel eller politisk almenhed, men af hensyn til virksomhedernes forretning. De gamle massemedier omstilles også til en langt højere grad af modtagerorientering, hvor servicering af kunderne snarere end adresseringen af borgerne er i højsædet9 (ibid., pp. 67-68). Det får samlet Hjarvard til at konkludere: ”Som helhed er medierne ikke længere at betragte som en kulturinstitution, idet deres styringslogik ikke længere er præget af et hensyn til almenhedens interesser” (ibid., p. 68).

Den nye periode betyder også, at politikken nu påvirkes i stigende omfang af mediernes logik. Det ses især i forhold til oprustningen og professionaliseringen af den politiske kommunikation, som for alvor har taget fart siden sidst i 1990’erne (Jønsson i Bro et al., 2006, pp. 46-48)10. Resultatet er en stigning i antallet af kommunikationskonsulenter og lign. i ministerier, partier m.m. I partierne betjener man sig desuden af fokusgrupper, væl9

Et eksempel på dette var Berlingske Tidendes ’Tættere på læserne’-projekt fra 2003, hvor avisens ledelse - som følge af en presset økonomi - så sig nødsaget til at undersøge, hvordan kernelæserne ønskede, at avisen skulle være, for derved at fastholde oplaget (Lunde 2003).

10 Bygger på Norris 2000, men fordansket af Jønsson.

17

geranalyser, medietræning og meningsmålinger, hvorved de kan målrette deres kommunikation til potentielle vælgere og håndtere medierne og deres logik på den bedst mulige måde (ibid., pp. 46-48).

Det er især Anders Fogh Rasmussen og Venstre, der har været eksponent for, hvad der kaldes den postmoderne fase i den politiske kommunikation, og hvis udviklingstræk man har kunne se små 10 år tidligere i England og USA (ibid., p. 47). Tendensen indebærer, at ”hvis man ikke er i stand til at præsentere sine synspunkter og mærkesager på en forståelig og nyhedsværdig måde, er det stort set umuligt at påvirke den politiske dagsorden. Det er til syvende og sidst denne udvikling, der har fået stort set alle politiske aktører i Danmark til at engagere professionelle rådgivere på medie- og kommunikationsområdet” (Lund i Nielsen 2004, p. 230).

Medieekspertisen får således også en mere central placering i udformningen af politiske budskaber og kampagnestrategier: ”Som i kommercielle virksomheder bliver kommunikationen udadtil et strategianliggende, fordi den i dette tilfælde er afgørende for afsætningen af politiske synspunkter og i sidste ende sikring af genvalg,” skriver Hjarvard (2008, p. 68). Medierådgivningen er dermed ikke længere kun et spørgsmål om at kunne formidle politikken rigtigt – den begynder også at indgå som en integreret del i det politiske arbejde, herunder udformningen af selve politikken (ibid., p. 68).

Medieprofessionaliseringen er også blevet omtalt som spin, og politikernes pressechefer og medierådgivere som spindoktorer. Termen er en oversættelse af det engelske ord spin doctor, og første gang ordet er registreret på dansk, var i en artikel i Politiken fra 1992 om det amerikanske præsidentvalg. ”Spindoktor er et nyt ord for opinions-manipulator og et pænere ord for løgnhals,” skrev journalisten dengang (refereret fra Kjøller 2001, p. 25). Siden da har ’spin’ og ’spindoktor’ udviklet sig til at være ofte benyttede begreber i den politiske retorik i medierne (Albæk et al. 2009, p. 88), men begreberne opfattes generelt stadig i negativ forstand (Lund et al. 2006, p. 9). Det gør de også af journalister, hvilket bl.a. er baggrunden for, at de anvender såkaldt metadækning. Årsagen til dette samt sammenhæng med medialiseringen, er derfor emnerne for de næste afsnit om metadækning.

18

2.2 METADÆKNING Metadækning er en del af det overordnede begreb metakommunikation, hvilket banalt kan siges at være kommunikation om kommunikation. Metadækning er dog mere kompliceret end som så og vil derfor blive uddybet og konkretiseret i det følgende. For at forstå metadækning til fulde er det indledende nødvendigt at redegøre for koblingen med den medialiserede politik, idet metadækning skal ses som ”a discursive outcome of structural mediatization processes” (Esser 2009, p. 729).

2.2.1 FRA MEDIALISERING TIL METADÆKNING Som sagt indebærer medialiseringen af politik, at medierne både bliver en selvstændig institution og samtidig integreres i den politiske institution, idet politikere optager medielogikker for at få deres budskaber igennem. På linje med det anfører Cook, at medierne og politikken som institutioner glider stadigt mere ind over hinanden, da de er afhængige af hinanden: Journalisterne har brug for politikerne som kilder og igangsættere til deres historier, og omvendt har politikerne brug for medierne til at kommunikere med borgerne, med hinanden osv. (2005, p. 141). Resultatet bliver en 'coalition journalism', og i forlængelse af mediernes rolle i dagsordenssætningen betyder dette, at ”enterprising policymakers and investigative reporters carve out a pact that pushes a policy problem in the news and raises its visibility and its place on the political agenda" (ibid., p. 95).

Journalisternes koalition med politikerne er dog ikke uproblematisk: Medierne bliver på den måde en del af det ’spil’, de selv dækker, hvilket kan svække deres objektivitet i såvel deres egne som i deres publikums øjne. Journalister har derfor behov for at vise deres professionalisme, og at de forsvarer deres integritet og distancerer sig fra politikerne (ibid., pp. 105-106). Ligeledes bliver de nødt til at tænke på deres egen rolle, ansvar og indflydelse og reflektere over deres dækning (ibid., p. 175).

Mediernes behov for at distancere sig fra politikerne er tæt forbundet med den markante oprustning og professionalisering af den politiske kommunikation, som bl.a. ses i ansættelsen af spindoktorer, brugen af fokusgrupper osv. Journalisterne ser den strategiske kommunikation som stærkt manipulerende (Esser et al. 2005, p. 34), og som Esser & D’Angelo opsummerer: ”Given the central role of media coverage in the political success in all modern 19

information societies, reporters find themselves enmeshed in the action as campaign operatives and political PR strategists attempt to get them to deliver the campaign’s message ”of the day”… journalists resent the feeling that they are being ”used” to pass on what the ”news massagers” have dreamed up” (2001, p. 25).

Journalister føler sig dermed ikke professionelle, hvis de blot agerer ’talerør’ for politikerne. Tværtimod ligger det på journalisternes rygrad, at de skal sigte efter at producere et sofistikeret nyhedsprodukt, som er rig på journalistisk fortolkning og kritisk analyse både fordi de selv synes, det er mest interessant, og fordi det giver anerkendelse fra kolleger og publikum (Zaller 1999, p. 24). I forlængelse af journalisternes professionalisme og ønsket om uafhængighed har journalisterne derfor brug for et modtræk til at balancere den skærpede politiske kommunikation (Esser et al. 2005, p. 34) og udøve kritisk analyse og fortolkning. De har kort sagt behov for at sætte deres eget mærke på politiske historier (Blumler et al. 1999, p. 215).

Måden, de gør det på, er ved at erkende, at medierne bliver manipuleret og ved at vende fokus indad (Johnson et al. 1996, p. 664; Esser et al. 2001, p. 17). Derfor producerer de historier, som omhandler journalisten selv, pressen, forholdet til magthaverne osv. Som Esser & Spanier forklarer (i forhold til dækningen af valgkampe): “News stories that to some extent cover the press or publicity reflect the view among journalists that a campaign is a composite reality that cannot be covered fully and accurately unless news stories at times consider how the respective behaviour of news media and political publicity intersect with each other” (2005, p. 30).

Denne udvikling medfører altså, at journalister ikke længere blot ‘står på balkonen’ og rapporterer om den strategiske kamp mellem de politiske lejre. Tværtimod indtager de en aktiv rolle på scenen og skriver sig selv ind i historien. Denne trend opfattes ikke overraskende forskelligt af politikere og deres medierådgivere og af journalister. Mens det fra mediernes synspunkt er et logisk tiltag i en ny politisk virkelighed, hvor politikerne manipulerer offentligheden (ibid., p. 35), er holdningen mere negativ på den anden side af bordet: ”From the specific viewpoint of politicians and their advisers, journalistic fascination with message design, political marketing and press-politics relations smacks of an incestuous, self-serving, widely overblown obsession at the expense of substantive issues that journalists are too lazy to cover instead” (ibid., p. 35).

Flere studier har forsøgt at sammenfatte og definere denne type af journalistiske historier under begreber som self-referential and process news (Kerbel 1995) og coverage of coverage 20

(Gitlin 1991). Som tidligere nævnt vil dette speciale anvende betegnelsen metadækning, som stammer fra Esser & D’Angelo, der har stået for de mest toneangivende studier på området (2003; 2006). Hvordan metadækning egentlig skal forstås, er emnet for næste afsnit.

2.2.2 METADÆKNINGENS KERNE Grundlæggende definerer Esser & D’Angelo metadækning som ”coverage of media politics that explicitly describes the role in shaping campaign events and outcomes played by news media, communications technology, public relations, and media organizations not traditionally tied to the news media” (2003, p.

619).

Metadækning kan komme til udtryk på to måder: Enten i form af selvreferentielle historier om kvaliteten og betydningen af pressens dækning i det politiske spil, eller i historier om politikernes aktiviteter for at få omtale i medierne for derved at vinde stemmer.

Førstnævnte vil fremover blive betegnet som pressehistorier eller pressedimensionen, mens den sidstnævnte type blive omtalt som publicitetshistorier eller publicitetsdimensionen. Det skal understreges, at begge dimensioner er tæt forbundet både i teori og i praksis, og at de kan lappe over hinanden i samme historie (ibid., p. 620).

En pressehistorie kan karakteriseres som en nyhed, der henfører til dækning af nyhedsmediers og journalisters tilstedeværelse, opførsel, produkter og roller. ”Reporters increasingly highlight themselves as subject of… news, deviating from their traditional role of communicator as they write themselves into the storyline,” skriver Kerbel (1995, p. 86). Dette forhold kan bl.a. spores i det faktum, at nyhedsmedier dækker stadig mindre af politikernes egne ord (Hallin 1992).

Skal man i øvrigt give en beskrivelse af de selvreferentielle historier, der illustrerer, hvordan de sætter fokus på forholdet mellem den professionelle politiske kommunikation og pressen, er det gavnligt, at henvise til en typeinddeling af Johnson & Bordreau (1996, p.

658). Den er lavet på baggrund af valgkampe, og derfor gives der i det følgende en fortolkning af disse typer af selvreferentielle historier, som søger at udbrede konceptet i forhold til politik generelt. Typerne inkluderer:

21

• Historier om pressens præstationer, som evaluerer, hvor godt pressen dækker politik, og de diskuterer emner, som hvorvidt deres dækningen har været fair, eller om medierne tildeler de forskellige emner tilstrækkelig opmærksomhed.

• Historier om mediernes indflydelse, som undersøger, hvilken magt pressedækning har, og hvordan medierne påvirker borgerne, eller måden hvorpå politikerne fører deres politik.

• Historier om mediernes dækning af politiske emner, som er historier, der diskuterer den opmærksomhed, som medierne tildeler magthavernes standpunkter i relation til substantielle politiske spørgsmål.

Det skal her nævnes, at studier i både Europa og USA har vist, at konkurrerende medier sjældent kritiserer hinanden, medmindre kritikken er ideologisk motiveret. Derimod forekommer ’mediekritik’ som oftest mellem forskellige medietyper – primært mellem printmediet og tv (Esser 2009, p. 713). Samtidig viser andre studier, at medierne sjældent kritiserer sig selv. Bertrand konkluderer således på baggrund af en international undersøgelse af medie-etik, at ”self-criticism is almost unknown” (2000, p. 116).

Værd at tilføje i denne forbindelse er det dog, at forskningen i ’mediejournalistik’, herunder i mediekritik og selvkritik, er begrænset – ikke mindst i Europa (Fengler 2001, p.

183; Haas 2006, p. 350). Det er for så vidt overraskende, eftersom der generelt opleves en stigning i historier, hvor journalister skriver sig selv ind. Ligeledes er der i såvel Danmark som i resten af Europa i aviser, tv, radio og internet i de senere år kommet flere medieklummer, magasiner m.m. (Haas 2006, p. 350).

Mens ovenstående selvreferentielle pressehistorier er født af pressens forandrede rolle i samfundet som mere magtfuld institution, er de såkaldte publicitetshistorier opstået som journalisternes svar på de nye medierådgiveres magtfulde rolle i det politiske spil.

(Esser et al. 2003, p. 619) Historierne handler overordnet om, hvordan spindoktorer og andre mediekonsulenter hjælper magthaverne med at fange mediernes opmærksomhed og kontrollere, hvordan deres politik og image bliver dækket (Esser et al. 2003, pp. 619-620).

Kerbel (1998, kapitel 3), hvis studier delvist ligger til grund for Esser & D’Angelos

22

forskning, har identificeret en række historietyper, der hører under denne dimension11, og også disse fremstilles her i generaliseret form: • Historier om politikere og medierådgiveres forsøg på at fremme deres sag i medierne. Disse inkluderer eksempelvis historier om anstrengelserne for at konstruere et favorabelt image ved at lave events, planlægge politiske optrædener i medierne, vælge de rigtige placeringer og tidspunkter for politiske udspil m.m.

• Historier om magthaveres motivation er historier, hvor journalister præsenterer deres teorier om, hvorfor politikere agerer på en bestemt måde. Disse teoriers udgangspunkt er som regel, at politikernes ageren er drevet af deres egne politiske ambitioner frem for almenhedens interesse.

• Historier om forholdet mellem politikere og pressen. Disse historier refererer ofte til forholdet som konfliktfyldt. Fokus er her mindre på politikernes forsøg på at påvirke medierne, men mere på, hvordan det føles for en journalist at opleve disse forsøg, og hvad det betyder for deres forhold til magthaverne.

For at en historie kan betegnes som en publicitetshistorie, er det ikke en betingelse, at de omtalte aktiviteter retter sig direkte mod medierne. Omtale af spinaktiviteter i sig selv betragtes også som publicitetshistorier, fordi aktiviteterne netop er iværksat for at fange mediernes opmærksomhed, som er altafgørende for, at en politiker eller et parti kan vinde stemmer (Esser et al. 2003, p. 620).

De ovennævnte typer af metadækningshistorier er fundet i de analyser af metadækning, der hidtil har været på området. Disse undersøgelser har som nævnt fortrinsvis været lavet i forbindelse med valgkampe, hvoraf hjørnestenen blandt disse er Esser & D’Angelos undersøgelse af to amerikanske tv-stationers brug af metadækning i forbindelse med præsidentvalgkampen i 2000. Her fandt de, at ca. 40 procent af nyhedsindslagene kunne siges at falde ind under presse- eller publicitetsdimensionen (ibid., p. 625).

Samme forfattere har også sammenlignet metadækning i forhold til amerikanske, britiske og tyske medier: I en undersøgelse af de nationale tv-stationers dækning af valg i de tre lande viste det sig, at metadækningen var mest udbredt i USA og Tyskland og mindre i 11

Kerbel angiver kategorien som ’process news’, men dette kan i høj grad siges at være i overensstemmelse med publicitetsdimensionen hos Esser et al., 2003 23

Storbritannien (2006, p. 55).

Også i Danmark har der været en undersøgelse af metadækning i forbindelse med valgkampe. I en analyse af tre danske avisers valgkampsdækning i 1998 og 2005 fandt man en høj tilstedeværelse af metadækning: Andelen af artikler, som rummede metadækning i 1998, var 61 procent, mens samme tal for 2005 var 63 procent (Hansen 2006, p. 97)12. Dette er interessant, idet det som minimum viser, at danske medier er i stand til at metadække.

Hvorvidt de også gør det i andre medialiserede sammenhænge end valgkampe, er som nævnt genstand for analyse i dette speciale. I forlængelse heraf vil emnet for teoridel II netop være at belyse et andet område, som hævdes at være under indflydelse af medialiseringsprocesser, nemlig krige.

DEL II: MEDIERNE, KRIGE OG METADÆKNING I det følgende vil der først blive argumenteret for, at krige er blevet medialiserede - herunder udviklingen i mediernes dækning af krige og i magthavernes kommunikation. Herefter følger en forklaring på, hvorfor man også i krige kan forvente at finde metadækning. Endelig vil der være en redegørelse for, hvordan mediers kritiske krigsdækning afhænger af politisk konsensus omkring krigsbeslutningen og af mediets eget politiske standpunkt til krigen.

2.3 MEDIALISERINGEN AF KRIGE Når dette speciale argumenterer for, at krige er blevet medialiserede, hænger det først og fremmest sammen med, at krige nærmest udelukkende opfattes af offentligheden gennem medierne: ”It is in and through the different mediums, forms and appeals of journalism that most of us come to know about the conflicts… waged in the world today,” som Cottle skriver (2006, p. 3). Borgerne har naturligvis også tidligere fået information om krige via medierne. Men forholdet er blevet forstærket p.g.a. den generelle medieudvikling jf. afsnit 2.1.2, hvor først aviser og senere radio, tv og internet har betydet, at borgerne har fået langt flere informationer til 12

Det skal bemærkes, at Hansen bruger en modificeret udgave af Esser & D’Angelos fremgangsmåde i forhold til kodning af artikler.

24

rådighed om krigen. Desuden har den generelle teknologiske udvikling medført, at offentligheden løbende har fået mulighed for at ’opleve’ krigen og dens væsen, som det ikke var muligt tidligere (Carruthers 2000, p. 2).

Vietnam-krigen betegnes gerne som den første konflikt, hvor medierne bragte krigen helt ind i borgernes stuer (Kristensen et al. 2006, p. 14). Herefter tog udviklingen fart, og i den første Irak-krig i 1991 fik publikum mulighed for at se computerspilslignende videoklip af jagerfly, der præcisionsbombede fjendens mål, der var videregivet fra det amerikanske militær. 12 år senere under Irak-krigen i 2003 fik journalister lov til at følge med militære enheder under invasionen, og her kunne de via satellittelefoner, video-uplink m.m. hjemsende grynede krigsbilleder og rapportere førstehåndsindtryk fra fronten i ’realtime’ (Cottle 2006, pp. 75-76).

Som følge af udviklingen taler man i dag om media wars (ibid., p. 77) eller medialiserede krige (Esser 2009, p. 709). ”As politics and society change so does the nature of war. In the twenty-first century politics is conducted via the mass media with the result that… war is also waged through the media,” som Brown forklarer (i Thussu et al. 2003, p. 87). Sammenholdt med den tidligere redegørelse om medialiseringen af politikken, er der med krige også tale om en proces, hvor de krigsførende parter bliver afhængige af medierne og deres logik. Den er ligeledes karakteriseret ved en dobbelthed: På den ene side integreres medierne i krigsaktørernes virke – på anden side selvstændiggør medierne sig.

Begynder vi med selvstændiggørelsen af medierne, hænger udviklingen naturligvis sammen med den generelle udvikling i medierne. Kigger man specifikt på krigsjournalistikken, kan man sige, at den og den ’moderne’ krigskorrespondent blev født i Krim-krigen i 1854-56. Hidtil havde militæret selv skrevet rapporter om krigshandlinger, som det passede dem, eller haft journalister på slæb, der skrev, hvad de fik besked på eller blev bestukket til (Cottle 2006, p. 74-75; Lund 2003). Med udstationeringen af to journalister fra The Times i London, William Howard Russell og Thomas Cheenery, blev det ændret. Russell skrev fra krigsskuepladsen på Krim og Cheenery fra det britiske militærhospital i Istanbul. Begge beskrev de kritisk de drabelige forhold på fronten - forhold, der vel at mærke ikke kunne genfindes i de officielle krigsbulletiner. Effekten på det avislæsende publikum på hjemmefronten var så stor, at det var umuligt for generalerne at få dem fjernet (Lund, 2003).

25

Omkring samme tidspunkt blev telegrafen udbredt (opfundet i 1843), hvilket tillige gjorde det muligt at sende information i en hastighed, hvorved befolkningen og politikerne derhjemme kunne følge med i slagenes gang næsten simultant. Samtidig betød det, at de militære ledere ikke længere kunne være ligeglad med pressen og dens evne til påvirke den offentlige holdning til krigene og til generalernes præstationer på slagmarken (Kalb i Bennett 1994, p. 3).

På den måde blev krigsjournalistikken en realitet, og siden da har medierne fået en stadig større betydning i krige og konflikter. Væsentligt for den ændrede medierolle er, at medierne i dag kan undersøge krige og være kritiske over for de politiske og militære magthaveres beslutninger. Graden af kritik er dog – som det senere argumenteres - afhængig af forskellige faktorer. Yderligere er det vigtigt at fremhæve, at krige anses som godt nyhedsstof (McQuail 2005, p. 530), fordi ”war is dramatic, attention-grabbing, and played for enormously high stakes and, as such, it is a top priority for news-makers” (Webster i Thussu et al. 2003, p. 58).

Krig sælger, hvilket skyldes, at krige opfylder de kriterier for nyheder, som journalister traditionelt følger13, hvilket særligt gælder konflikt- og væsentlighedskriteriet, om end sidstnævnte varierer i forhold til, hvilken type krig der er tale om: Er der tale om ’vores’ krige, hvor mediets publikum selv er involveret som part eller på anden måde har en særlig interesse, eller er det ’andres krige’, som oftest foregår langt væk og ikke har betydelige konsekvenser for publikum (Carruthers 2000, p. 4; Webster i Thussu et al. 2003, p. 58).

Krige skal dermed også ses i et markedsperspektiv i forhold til medierne, idet ’god’ krigsdækning sælger flere aviser og tiltrækker flere seere og lyttere, hvilket dermed genererer større omsætning (Kristensen et al. 2006, p. 17; Cottle 2006, p. 83). Derfor bruger medierne stadig flere ressourcer på at dække krige. F.eks. eksploderede antallet af journalister, der dækkede krigen i Irak i 2003 sammenlignet med den i 1991 – hele tre gange så mange journalister var udstationeret i Golf-området i 2003 i forhold til 1991 (Esser 2009, pp. 711-712 samt p. 721). Sigende er det således, at hvor den senere kendte CNN-journalist Peter Arnett som den eneste rapporterede fra Palestine Hotel i Bagdad under de amerikan-

13

Meilbys (1999) uddybning af Galtung og Ruges nyhedskriterier fra 1965: Væsentlighed, identifikation, sensation, aktualitet samt konflikt.

26

ske bombardementer i 1991, var der i 2003 mere end 100 reportere samme sted (Esser 2009, pp. 711-712 samt p. 721).

Ser man overordnet på udviklingen, er mediernes rolle i krige i det 20. og 21. århundrede blevet betydeligt større og har afstedkommet en øget civil involvering og en tilsvarende bekymring fra magthavernes side (Carruthers 2000, pp. 2-5). Det skyldes, at når en demokratisk valgt regering sender landets soldater i krig, løber de den risiko, at de kan miste deres politiske legitimitet. Derfor ser magthaverne sig nødsaget til at søge offentlig opbakning og samtykke, hvilket de gør via medierne (Cottle 2006, p. 74).

Det hænger således sammen med den anden dobbelthed i medialiseringen af krige; mediernes integration i krigsaktørernes virke. Ligesom de politiske magthavere har krigsaktørerne i stigende grad optaget medielogikker for at tilpasse sig den nye virkelighed, hvor medierne er i centrum: ”Policy-makers have recognized the presence of television cameras…in war zones, with the result that foreign policy has taken on a public-relations, or media-diplomacy, dimension of substatial proportions…Policy-makers cannot ignore news management as a key part of the policy process” (Bennett 1994, p. 12).

Begreber som news management (ibid.), (strategic) public diplomacy (Manheim 1994) eller slet og ret krigspropaganda (McQuail 2005, p. 529) er alle begreber, der kredser omkring krigsaktørernes ønske om at styre medierne for at fremstille krigen og dens legitimitet i deres favør. Ligesom vi taler om politisk spin, kan vi således også tale om spin i krig (Brown i Thussu et al. 2003, p. 91). Det er som sådan ikke nogen ny trend, at stater forsøger at bruge information og medier strategisk (Cottle 2006, p. 74). Første Verdenskrig regnes for at være den første krig, hvor propaganda var et vitalt og organiseret instrument for krigsaktørerne (Carruthers 2000, p. 29). Men hvad der siden da har ændret sig, er omfanget af anstrengelserne, som krigsaktørerne bruger på at påvirke medierne, hvilket sker som følge af den større mediebetydning (Webster i Thussu et al. 2003, p. 57; McQuail 2005, p. 530). Som Brown skriver: ”Attempting to shape the representation of the conflict becomes more important for the belligerents even as it becomes harder to do” (i Thussu et al. 2003, p. 87).

Integrationen af medierne i krigsaktørernes virke kommer til udtryk på samme måde som i politikken: Krigsaktørerne forsøger at følge mediernes normer for nyhedsværdi og forskellige udtryksformer ved f.eks. at udsende pressemeddelelser, afholde pressemøder og 27

forsyne medierne med billedmateriale fra krigssituationer. Det gælder også mere generelt i forhold til oprustningen i krigsaktørernes kommunikation - eksempelvis ved tilknytning af egentlige kommunikationsbureauer. Det sås f.eks. i forbindelse med den første Irak-krig i 1991, hvor det amerikanske militær hyrede et PR-bureau, hvis formål var at fremstille Kuwait som en demokratisk stat og dæmonisere Irak – bl.a. ved at plante historier om irakiske drab på spædbørn, hvis rigtighed der senere er blevet stillet spørgsmålstegn ved (Esser 2009, pp. 710-711; Manheim i Bennett et al. 1994, p. 140).

I Danmark kan man også spore en længerevarende oprustnings- og professionaliseringstendens i den politisk-militære kommunikation siden begyndelsen af 00’erne. Den inkluderer bl.a. flere kommunikationsmedarbejdere og medierådgivere14, hyring af kommunikationsbureauer (Forsvarsministeriet 2004; Forsvarskommandoen 2004; Bureaubiz.dk 2010) samt udarbejdelse af målgruppeundersøgelser (Forsvaret.dk 2005).

Webster mener, at man ligefrem kan tale om en ny type krige, grundet mediernes nye betydning og krigsaktørernes kommunikationsoprustning (i Thussu et al. 2003, p. 57). I disse nye krige er medierne og medierådgivningen ikke længere kun et spørgsmål om at kunne formidle krig rigtigt – de udgør en selvstændig del af den militære strategi (Thussu et al. 2003; Allan et al. 2004; Bennett et al. 1994, p. 12). Dette vil altså sige, at som med politikken generelt får medieekspertisen hos krigsaktørerne også her en mere central placering i udformningen af politiske (krigs)budskaber og kampagnestrategier.

Endelig er det vigtigt at nævne, at medialiseringen også indebærer, at medier kan påvirke krige igennem deres relation til deres publikum. Dette henviser således til den nævnte funktion, hvor medierne bidrager til etableringen af offentligt samtykke og fastlæggelse af dagsordnen. Overført til krigssammenhæng vil det sige, at det offentlige samtykke til krige skabes gennem en ’forhandling’ mellem krigsaktørerne og befolkningen med medierne som mellemled. Denne forhandling bygger også her på mediernes dækning, som i

14

Der findes ikke egentlige statistikker for udviklingen i kommunikationspersonale i Forsvaret, men bl.a. Forsvarsforliget fra 2004 samt flere rapporter viser, at der er sat penge af til ansættelser af kommunikationspersonale, eksempelvis i en ny kommunikationstjeneste.

Dertil kommer, at de relevante ministerier (Forsvars-, Udenrigs- og Statsministeriet) har fået tilknyttet særlige rådgivere, kommunikationsmedarbejdere m.m. som led i den generelle kommunikationsoprustning i centraladministrationen (Jønsson i Bro et al. 2006, kapitel 3).

28

kraft af deres journalistiske research, udvælgelse og vinkling har indflydelse på, hvilke dele af krigens virkelighed der præsenteres for befolkningen, samt hvordan den fremstilles.

Det spiller ligeledes ind på fastlæggelsen af dagsorden: Også her er medieindholdet om krigen nemlig et pejlemærke for såvel befolkningen som krigsaktørerne mht., hvilke synspunkter og emner der er på dagsordnen hos hinanden, og begge kan på den baggrund justere egne synspunkter og handlinger i forhold til krigen. Dermed kommer krigsaktørernes dagsorden også her i øget konkurrence med mediernes, og eftersom sidstnævnte er central for vælgernes kontakt med politikken, bliver den afgørende for at sikre befolkningens samtykke til - og dermed også legitimiteten af – krigen.

Netop mediernes indflydelse og graden af denne har været omdrejningspunktet for hovedparten af forskningen i de seneste 30 år på området for medier og krig (Kristensen et al. 2006, p. 18). Det vender specialet kort tilbage til i afsnit 2.5, som redegør for mediernes kritiske dækning afhængigt af det politiske beslutningsgrundlag og deres eget politiske standpunkt. Inden da er det dog væsentligt at slå fast, hvorfor medialiseringen af krige kan formodes at resultere i metadækning hos medierne.

2.4 METADÆKNING I KRIG Som med metadækning af politik skal metadækning af krige ses i forhold til det nye integrerede forhold mellem medier og krigsaktører. Ørsten skriver, at ”krig og medier i dag er smeltet sammen på en måde, som ikke er set tidligere” (i Kristensen et al. 2006, p. 139), mens andre direkte anfører, at medierne og de militære magthavere nu er så tæt forbundet, at det er umuligt at adskille dem fra hinanden (Thussu et al. 2003, p. 7; Esser 2009, p. 710). Sammensmeltningen - eller hvad man med Cooks ord kan kalde ’coalition journalism’ - er også her problematisk for medierne, fordi de ligeledes bliver en del af det ’spil’, de selv dækker, hvilket kan svække deres objektivitet i såvel deres egne som i deres publikums øjne.

Den journalistiske professionalisme bliver dermed også i krig væsentlig i mediernes dækning p.g.a det ændrede forhold til krigsaktørerne, ligesom oprustningen og professionaliseringen af krigsaktørernes kommunikation spiller ind: ”Media wars… position journalists and their professional claims concerning the public’s right to know at odds with the state and military efforts to

29

curb and control the flow of information,” som Cottle skriver (2006, p. 77). Faktisk hævder Cottle, at den spænding, der er mellem medier og magthavere, vokser, når der udbryder krig: ”This tension… becomes exacerbated in war time often revealing the bases of power underlying state-media interactions more generally. Today this interaction is not only reflexively monitored and responded to by states and military planners, but by the media and publics” (ibid.).

Journalisterne har altså også i krigssituationer brug for at vise, at de forsvarer deres integritet og distancerer sig fra krigsaktørerne (Cook 2005, p. 105-106; McQuail 2005, p.

530), ligesom de bliver nødt til at reflektere over deres egen rolle, ansvar og indflydelse i deres dækning (Esser 2009, p. 712). Tidligere studier af krigsdækning bakker dette op (Cleve et al. 2002; Zelizer 1992), og af særlig interesse er en dansk undersøgelse af danske mediers dækning af invasionen i Irak i 2003: Den viser, at temaet ’Medier og krig’ er fremtrædende i hver 10. af de analyserede historier, og at der i artiklerne fokuseres på spin, propaganda og censur, journalisternes vanskelige arbejdsvilkår, ofre blandt korrespondenter og arabiske nyhedsmediers (f.eks. Al-Jazeeras) rapportering (Kristensen et al. 2006, p. 47).

Forfatterne til undersøgelsen skriver, at medierne dermed bidrog til at skabe ”en slags selvrefleksivitet” omkring forholdet mellem krig, propaganda og medier, og at den forholdsvis hyppige frekvens indikerer en øget opmærksomhed i medierne omkring deres egne rolle i konstruktionen af nyheder – og af virkeligheden (ibid., p. 48).

Fælles for de tidligere studier er det imidlertid, at de enten er meget begrænsede eller ikke har brugt en systematisk tilgang til denne type historier (Esser 2009, p. 714). Ikke desto mindre understøtter de dog forventningen om, at journalister i krig - ligesom i politik generelt - bruger, hvad der hidtil er blevet kaldt metadækning. Det er således også, hvad Esser (2009) fandt med sit tyske studie af krigene i Irak i 1991 og 2003, der som nævnt er den eneste større undersøgelse af metadækning i krig, om end den stadig var af en meget eksplorativ karakter15. Som med politik skriver Esser, at “metacoverage reflects the view among journalists that a (political or military) campaign is a composite reality that cannot be covered fully and accurately unless news stories at times consider how the behaviors of news media and political publicity intersect with each other” (ibid., p. 716).

15

Det anfører Esser selv (2009, p. 717) 30

Resultaterne af Essers undersøgelse vil blive fremlagt i del III, idet det for forståelsens skyld inden da er nødvendigt at redegøre for elementerne i en såkaldt framinganalyse, som er den metode, Esser bruger, og som specialet også vil anvende. Væsentligt er det dog at pointere her, at Esser finder dækning for to ting: At hans resultater styrker tesen om medialiseringen som et totalfænomen, og at metadækning som analytisk koncept kan appliceres til ikke alene politik generelt, men også krig (Esser 2009, p. 729-731). Med dette in mente kunne man tro, at der også i en dansk medialiseret virkelighed vil forekomme metadækning, når danske medier ’går i krig’.

Mht. hvad vi i det hele taget kan forvente at finde i specialets analyse af danske mediers metadækning i krig, er det værd at huske på, at udgangspunktet for metadækning er journalisters professionalisme, som igen er styrende for ønsket om at bidrage med kritisk analyse (Zaller 1999, p. 24). Metadækning og kritisk journalistik hænger derfor uløseligt sammen. Mediernes kritiske dækning af krig kan som nævnt i indledningen afhænge af forhold som politisk konsensus i beslutningsgrundlaget for krigen og mediets eget politiske standpunkt til krigen. Det virker derfor interessant at belyse disse faktorer nærmere, idet de muligvis kan hjælpe os med, hvad vi skal forvente af journalisters metadækning i krig. Mediernes kritiske krigsdækning og sammenhængen med metadækning er derfor emnet for næste afsnit.

2.5 KRITISK DÆKNING OG METADÆKNING I MEDIALISEREDE KRIGE Når der i det følgende først redegøres for, hvordan mediers kritiske krigsdækning varierer afhængigt af politisk konsensus, sker det med udgangspunkt i Robinsons ’policy-media interaction-model’ (2001). Da det oprindelige formål med Robinsons model er at belyse mediernes indflydelse på udenrigspolitiske beslutninger (herunder krige), og da netop mediernes indflydelse på politikken som nævnt er en væsentlig del af medialiseringen af krige, vil der indledende være en kort redegørelse for dette aspekt. Herefter følger en redegørelse for, hvorfor kritisk krigsjournalistik også er afhængig af det enkelte medies politiske standpunkt i forhold til krigen. Begge faktorer for kritisk krigsdækning vil undervejs blive sat i forhold til kritisk metadækning.

I den hidtidige forskning i mediernes indflydelse i krige findes der en debat om, 31

hvilken rolle medierne skal tilskrives. Hovedstandpunkterne kan deles op i to lejre: På den ene side findes fortalerne for den såkaldte CNN-effekt, som mener, at medierne har en betydelig indflydelse på det politiske niveau. De mener, at medierne kan forme politiske beslutningsprocesser og i visse tilfælde endda være den selvbestaltede drivkraft bag politiske tiltag (Robinson 2001, p. 524). I den modsatte ende hævder tilhængere af den såkaldte ’manufacture consent’-retning, at mediernes eneste rolle i krigsdækningen er at skabe opbakning og enighed omkring de vedtagne politiske beslutninger (især argumenteret for af Herman et al. 1988; Hallin 1986; Bennett 1990). Som Robinson skriver: ”Broadly speaking, this critical litterature understands the news media as being influenced by, and not influencing, government policy” (2001, p. 525).

Ifølge Robinson har begge standpunkter både teoretiske og empiriske svagheder.

F.eks. har et studie af dækningen af Vietnam-krigen vist, at den generelle opfattelse af, at det var de amerikanske mediers kritiske dækning, der vendte den folkelige opinion, ikke holder stik. Tværtimod var medierne først kritiske, efter at dele af den politiske elite i Washington begyndte at tale imod krigen (Hallin, 1986). Det taler dermed imod CNNeffekt-tilgangen. Omvendt ser Robinson også empiriske problemer i ’manufacture consent’-retningen, hvori grundforståelsen forudsætter, at medierne ikke kan have nogen selvstændig effekt på magthavernes politik. Her fremhæver han eksempelvis, hvordan højtstående personer i den amerikanske regering har henvist til mediernes dækning af krisen i Somalia i 1992 som den direkte årsag til, at USA intervenerede (ibid., p. 529).

På denne baggrund har Robinson opstillet sin egen model, der forsøger slå bro over de to standpunkters modsætninger16. I tabel 1 er der opstillet en modificeret udgave af denne model, hvor de dele, der er relevante for specialet, er medtaget17.

16

Det skal nævnes, at Robinson bygger sin model på data og observationer fra USA og Storbritannien, og at modellen derfor først og fremmest skal ses som en mulig forklaringsmodel for forholdet mellem staten og medierne i netop disse lande. Da specialet blot vil anvende modellen – og helt specifikt dens forudsigelser om kritisk journalistik – til opstilling af hypoteser for analysen, anses det ikke som problematisk, da det netop er dette aspekt, der ønskes undersøgt.

17 F.eks. mener Robinson, at det er vigtig for mediernes indflydelse, om der eksisterer en fastlagt policy i forbindelse med den udenrigspolitiske beslutning. Men da det ikke er mediernes indflydelse i sig selv, som specialet er interesseret i, men derimod mediernes kritiske dækning, uddybes dette aspekt ikke yderligere og inddrages heller ikke i modellen.

32

Tabel 1 Level of elite consensus Elite consensus

Media-state relationship Media operates within a sphere of consensus

Elite dissensus

Role of the media Media manufactures consent for official policy Media reflects elite dissensus

Media operates within a sphere of legitimate controversy Tabellen viser en modificeret udgave af Robinsons ’policy-media interaction-model’ omkring mediernes indflydelse på udenrigspolitiske beslutninger (2001, p. 536).

Af tabellen fremgår det, at mediernes rolle og indflydelse på den politiske beslutningsproces er afhængig af graden af politisk enighed-uenighed blandt den politiske elite – dvs. at jo mere politisk uenighed der er, desto mere indflydelse har medierne og omvendt (ibid., p.

531)18. Dette skyldes ifølge Robinson, at mediedækningen i krigssituationer ”conforms to the interest of political elites in general” (ibid., p. 26), hvilket igen hænger sammen med den kritiske journalistik. Som Robinson skriver: ”Critical journalism is unlikely to surface with respect to issues that fall within a sphere of consensus. However, when there exists elite dissensus with respect to an issue… news media coverage reflects this debate and we can expect to observe a variety of critical and supportive news media coverage” (ibid., p. 531).

Dette er naturligvis særligt interessant mht. den kritiske journalistik, hvor Robinsons påstand altså er, at der er en samvariation mellem en krigs politiske beslutningsgrundlag (hvad der her kan kaldes den uafhængige variabel) og graden af mediernes kritiske journalistik (den afhængige variabel). Eller sagt mere simpelt - graden af politisk konsensus er bestemmende for graden af kritisk journalistik. Denne pointe er yderst væsentlig for specialet, når man tænker på, at metadækning netop er en måde for journalister til at være kritiske på (jf. baggrunden for metadækning i afsnit 2.2.1.). Det virker derfor logisk at formode, at graden af politisk konsensus også har indflydelse på metadækningen – specifikt at graden af politiske konsensus er styrende for graden af kritisk metadækning.

18

Fremgår også af Cook (2005, p. 105), som skriver, at dette er tilfældet i politik generelt, men at forholdet er særligt gældende i krigssituationer.

33

Det skal dog fremhæves, at Robinsons model og hans teser omkring kritisk krigsjournalistik

skal

ses

i

forholdet

mellem

medierne

og

magthaverne.

I

et

metadækningsperspektiv er det derfor væsentligt at påpege, at modellen altså ikke umiddelbart siger noget om det andet ben i metadækningen – altså om hvorvidt medierne skulle dække sig selv mere eller mindre kritisk afhængigt af graden af konsensus. Ikke desto mindre virker det dog sandsynligt, at der er en sammenhæng.

Det skyldes, at journalister som nævnt forsøger at balancere den skærpede politiske kommunikation (Esser et al. 2005, p. 34) ved at udøve kritisk analyse og fortolkning (Zaller 1999, p. 24). Men det gør de ikke alene ved at kigge magthaverne efter i kortene – de bliver også nødt til selv at vende blikket indad og reflektere over deres egen og andres dækning, fordi de er klar over, at medierne har fået en større rolle i krige og bliver manipuleret (Johnson et al. 1996, p. 664; Esser et al. 2001, p. 17). Det virker derfor logisk at tro, at hvis graden af kritisk analyse varierer i forhold til krigsaktører, så varierer den også i forhold til medierne selv, idet de ellers ikke til fulde balancerer den politiske kommunikation.

Dermed synes der at være grundlag for at tro, at graden af politisk konsensus også er bestemmende for graden af kritisk metadækning i såvel presse- som i publicitetsdimensionen. Dette er samlet set interessant, idet der som nævnt kan siges at være betydelig forskel på graden af konsensus i forbindelse med de to cases, der analyseres i specialet - krigene i Afghanistan i 2001 og i Irak i 2003.

Når Robinson argumenterer for, at politisk konsensus-dissensus om en krigsbeslutning vil reflekteres i medierne, kan forklaringen på dette bl.a. findes i begrebet politisk parallelisme. Argumentet bag dette er, at et nyhedsmedie kan siges at have en politisk tendens i kraft af den holdning, der udtrykkes på lederplads, i opinionsstof og – mest interessant - i den redaktionelle prioritering af journalistikken. Om end praktisk talt alle aviser i dag er uafhængige af partipolitiske interesser, bekender de sig alligevel til en politisk strømning (Hjarvard 2008, pp. 79-80). Det medfører f.eks., at uenighed om en beslutning mellem politiske partier vil manifestere sig i medier, der bekender til de forskellige partiers holdninger.

Umiddelbart strider ideen om politisk parallelisme mod professionaliserings- og kommercialiseringstendensen i medialiseringen, men de udelukker ikke hinanden: ”I løbet af 34

det sidste årti har vi således på én og samme tid været vidner til en vækst i en kommerciel og politisk neutral presse og en udvikling i den publicistiske del af pressen, hvor der lægges betydelig vægt på politiske holdninger og værdier,” forklarer Hjarvard (ibid., p. 79). Tendensen er kun blevet forstærket af den polariserende udvikling, som det danske politiske system er undergået igennem det sidste årti. Hvor den politiske scene i Folketinget tidligere var kendetegnet ved mindretalsregeringer, der søgte parlamentarisk støtte hen over midten, er dansk politik i dag domineret af to politiske blokke, henholdsvis en centrum-venstre blok og en højreblok (ibid., p. 80).

Hjarvard argumenterer for, at blokpolitikken har resulteret i en opdeling af den landsdækkende presse i et regerings-oppositions pressemønster, hvor f.eks. Jyllands-Posten og Berlingske Tidende har støttet regeringens politik, mens Politiken og Information har støttet oppositionens politik. Aviserne har ikke fungeret som talerør for enkeltpartier eller politikere som i partipressens dage, men de har på lederplads og i den journalistiske dækning fremmet synspunkter og dagsordner, der har været sympatiske over for hver deres blok (ibid., p. 80).

De to blokke har først og fremmest været delt på de værdipolitiske områder som f.eks. flygtninge og indvandrere, men i høj grad også om Irak-krigen: Den tidligere refererede analyse af danske avisers dækning af Irak-invasionen i 2003 dokumenterede også, hvordan de enkelte aviser afspejlede forskellige politiske holdninger, selvom hovedparten af nyhedsdækningen beroede på samme kilder. Medier, der i ledere støttede regeringen og krigen, havde tendens til en mere ’opbakkende’ journalistisk dækning af krigen, mens medier, der argumenterede imod og støttede oppositionen, havde tendens til en mere ’kritisk’ dækning19 (Hjarvard et al. 2004, pp. 93-99).

Ovenstående er samlet set interessant for undersøgelsen af metadækning i krig.

Hvis uenigheden mellem politiske partier om en beslutning, f.eks. Irak-krigen, manifesterer sig i medierne, betyder det således også, at medier, der bekender sig til partier med en kritisk holdning til krigen, også vil dække krigen kritisk (hvilket undersøgelsen understreger). I lighed med argumenterne om det politiske beslutningsgrundlags betydning for kritisk krigs19

’Kritisk’ betød her, at der systematisk blev taget afstand fra eller stillet spørgsmålstegn ved krigen, dens begrundelse etc., mens ’opbakkende’ betød systematisk at støtte baggrunden for krigen.

35

journalistik synes der derfor at være grund til at tro, at et medies politiske standpunkt - og dermed dets stillingtagen til krigen - (den uafhængige variabel) også er bestemmende for graden af kritisk metadækning (den afhængige variabel). Det vurderes dog på baggrund af både teorien om politiske parallelisme og undersøgelsen af Irak-krigen, at dette kun er tilfældet i forhold til publicitetsdimensionen.

Det skal grundlæggende pointeres, at når man taler om ’graden’ af kritisk metadækning, skyldes det, at metadækning kan komme til udtryk på forskellige måder. Det skal således understreges, at når man undersøger metadækning, er det ikke mængden af metadækning i forhold til den samlede dækning, der er interessant. Det er derimod vigtigere at analysere, hvordan journalister metadækker ud fra, hvordan forskellige typer af metadækning fordeler sig. Det hænger sammen med, at der ifølge Esser er forskel på, i hvilken udstrækning de forskellige ’fremstillinger’ af medierne, krigsaktørerne og forholdet imellem dem gavner borgernes stillingtagen til brug af militær magt (2009, p. 731).

For at kunne undersøge, hvordan journalister metadækker, vil specialet behandle metadækning i et framingperspektiv. Mere specifikt vil vi koncentrere os om de forskellige frames, journalister bruger, når de metadækker. Framing som metadækningens forståelsesog analyseramme er derfor emnet for tredje del af det teoretiske fundament.

DEL III: FRAMING - EN RAMME FOR FORSTÅELSE AF METADÆKNING Framing-konceptet har i de senere år været underkastet betydelig forskningsmæssig opmærksomhed. Framing kan fortælle noget om både nyhedsproduktion, indhold og effekter (de Vreese 2003, p. 21), og det er som nævnt blevet brugt i analyser af metadækning. Dette gælder især Esser & D’Angelo i valgkampsdækning (2003) og af Esser i krigsdækning (2009), og det er disse undersøgelsesmetoder, specialet vil læne sig op ad. Da disse studier ikke er særlig uddybende omkring grundforståelsen af framingbegrebet, vil der først være en redegørelse for dette. Herefter følger en forklaring på de såkaldte frames, som er fundet i metadækning, og endelig vil der redegøres for de resultater, som Esser har fundet i den tyske undersøgelse af metadækning i krig.

36

2.6 FRAMINGTEORI – EN RAMME FOR FORSTÅELSE Grundtanken bag framing er, at ethvert emne kan ses fra en række forskellige synsvinkler – altså gennem en række forskellige frames. En eventuel ændring af synsvinklen kan have indflydelse på, hvordan emnet opfattes, og hvilken betydning det tillægges (Chong et al.

2007, p. 104). Lige så vel som rammen (engelsk: frame) omkring et billede både afgør, hvilke dele af motivet der er med på billedet, og hvilke der udelades, og således fastsætter, hvad beskueren får mulighed for at se, afgør synsvinklen på et givent emne, hvilket udsnit af emnet der fokuseres på. Sniderman & Theriault (2004) eksemplificerer dette ved et forsøg: To grupper stilles over for det samme dilemma. Grupperne er på forhånd blevet opdelt efter deltagernes grundsyn på de vigtigste samfundsværdier, således at respondenterne i den ene gruppe er fælles om at prioritere frihedsidealer højest, mens deltagerne i den anden sætter lov og orden over frihed. Begge grupper bliver bedt om at tage stilling til en ekstremistisk bevægelses anmodning om at afholde en demonstration. I hver respondentgruppe får halvdelen af deltagerne spørgsmålet: Med tanke på, at ytringsfriheden er vigtig, skal bevægelsen så have tilladelse til at demonstrere? Den anden halvdel får spørgsmålet: Med tanke på risikoen for vold, skal bevægelsen så have tilladelse til at demonstrere?

Med andre ord ligger synsvinklen i det første spørgsmål på ekstremisternes frihed, mens den i det andet peger på, at lov og orden udsættes for potentiel fare. I forsøget viser den forskellige formulering af spørgsmålet sig at være afgørende for respondenternes svar, uanset hvad deres grundholdninger på forhånd er. Den halvdel af ’lov og orden’-gruppen, der får fremhævet ytringsfriheden i spørgsmålet, er næsten lige så tilbøjelige til at sige ja, som de tilhængere af frihedsidealerne, der får samme spørgsmål, er. Modsat gør understregningen af risikoen for vold, at de friheds-fokuserede respondenter er nogenlunde lige så tilbøjelige til at afvise demonstrationen som tilhængerne af lov og orden (ibid., p. 152).

Det ses således i et simpelt eksperiment, at forskellig framing kan have en tydelig effekt. Dette er også udgangspunktet for Entmans grundlæggende definition af framing: ”To select some aspects of a perceived reality and make them more salient in a communicating text, in such a way as to promote a particular problem definition, causal interpretation, moral evaluation, and/or treatment recommendation for the item described” (1993, p. 52).

37

De, der framer et givent emne ved at udvælge og tydeliggøre bestemte aspekter ved emnet, udstikker dermed retningen for, hvordan man tænker om det. Dvs. hvilke problemer man ser, hvad der forårsager dem, hvordan man bedømmer moralske aspekter af emnet, og hvordan/hvorvidt det er nødvendigt at handle for at ændre på tingenes tilstand.

Frames kan dermed overordnet siges at være et tema eller en organiserende idé, der løber som en rød tråd ned gennem historien og tillægger de forskellige elementer mening. Den skaber en meningsgivende struktur, som historien hænges op på, og den bliver med andre ord den fortolkningsramme, som afsenderen anlægger på historien.

Når man ser på frames i relation til medierne, er det vigtigt at skelne mellem på den ene side mediernes framing af et emne og på den anden side framingens potentielle indflydelse på modtagernes opfattelse af emnet (de Vreese 2003, p. 24). Den førstnævnte type kan betegnes som medieframes - og er det, som er forklaret ovenfor - mens sidstnævnte kan kategoriseres som individuelle frames hos modtagerne eller publikumframes.

I publikumframes er det kognitive strukturer, der kan siges at fungere som skemaer for modtagernes bearbejdning af information. De hjælper de individuelle modtagere med at skabe orden på emnet og få det til at give mening. Disse fortolkninger sker i interaktion med teksten og er individuelle og kan på den måde også være vidt forskellige på trods af, at teksten er den samme. Effekten begrænses af, at de anvendte frames skal være begribelige og genkendelige for modtagerne, fordi ”people’s information processing and interpretation are influenced by preexisting meaning structures or schemas” (Scheufele 1999, 105).

Modtageren vil derfor forstå en tekst ud fra sine egne erfaringer, ud fra den historiske kontekst og ud fra den herskende opfattelse i samfundet. En frame er derfor en ramme for forståelse, der strukturerer, hvordan en bestemt begivenhed opfattes, men som er betinget af, hvilke udtryk afsenderen anvender, og hvilke virkelighedsopfattelser modtageren allerede har.

Som illustration af framingkonceptet kan man med fordel bruge den model, som de Vreese (2003) har opstillet (se figur 2), hvor han betragter framing som en proces - fra en frame dannes over selve nyhedsframen til fortolkningen af en nyhed20. Her bruger de Vree20

Modellen bygger i væsentlighed på Scheufeles model (1999, p. 115). Men modsat denne har de Vreese - som Scheufele selv efterlyser - formået at skabe en egentlig proces-model.

38

se ikke medieframes og publikumframes, men skelner i stedet mellem framebuilding og framesetting.

Figur 2

Frame-building

Framing in the newsroom •

•

internal factors (editorial politicies, news values) external factors

Frame-setting

Frames in the news • •

issue-specific frames generic frames

Framing effects • • •

information processing effects attitudinal effects behavioural effects

Figur 3 - Claes de Vreeses integrated process model of news framing (de Vreese, 2000:42)

Figuren viser de Vreeses ‘integrated process model of news framing’ (2003, p. 42).

Her afbildes framing som en proces, der begynder i nyhedsproduktionen, er manifest i nyhedsindholdet, og påvirker nyhedsmodtageren. Som det vil fremgå af gennemgangen af Framing in the newsroom er begyndelsespunktet processen: Eftersom journalister er nødmodellen, er der mange ligheder mellem for framingprocessen og Faircloughs diskursteori.

saget til at vælge og prioritere for at fortælle en historie, spiller framing en central rolle i I de Vreeses model henviser framebuilding til de processer, samt interne og eksterne deres nyhedsproduktion. Da de kun har en vis portion spalteplads eller sendetid, behøver faktorer, der påvirker hvordan den enkelte journalist og nyhedsinstitution (in the newsde frames til at simplificere og skabe mening hos publikum (ibid., p. 42). room) framer en sag, herunder normer og værdier, rutiner, nyhedskriterier samt relatio97 ner til kilder.

Enså afselve de eksterne faktorer,Den der henviser er særligher interessant at bemærke, når man Herfra kommer framebuildingen. til de processer og interne skal sammenligne de Vreeses model med Faircloughs betragtninger angående den aktuog eksterne faktorer, der påvirker, hvordan den enkelte journalist og nyhedsinstitution fraelle udvikling inden for mediediskursen, er konkurrenceforholdene på mediemarkedet. mer enJournalisterne sag. Interne faktorer være individuelle journalisters normer og værdier, mediers anvenderkan nemlig ikke kun frames i nyhedsproduktionen til hurtigt at orrutiner, m.m. Særligt nyhedsværdier er vigtige i forhold til selektionen nyheder, ogog depasser er ganisere og simplificere historier, så nyheden produceres indenaffor deadline ind i det antal eller ætersekunder, derindflydelse er til rådighed.

Frames anvendes tæt forbundet med spaltelinier framingen, eftersom de også har på, hvordan nyhederneogså til at fange og fastholde publikums interesse, idet frames hjælper publikum til at skabe bliver præsenteret (ibid., p. 43). Som de Vreese skriver: ”Framing a story in terms of conflict, for mening af informationen: ”A news frame is a template for journalists to compose a example, is a translation of a key news selection criterion into a template for organizing the news story in a news story in order to optimize audience accessibility.”98 Selv om de Vreese ikke taler way that familiar tosom journalists, sources,varer, and audience” (ibid., pp.gør 43-44). omis nyheder symbolske som Fairclough det i sin tese om at medietekster i stigende grad bliver underholdningsprægede, er der konsistens imellem de to teorier i Med hensyn til eksterne faktorer kan disse være ejerskabsforhold og konkurrencen det synspunkt, at markedsforholdene er medbestemmende for hvordan den enkelte nypå mediemarkedet, men også indholdsudfyldes.

– og særlig relevant for specialet – inputs fra magthavernes hed betydningsmæssigt kommunikationsrådgivere og spindoktorer: ”They contribute to the proces og message framing as af framebuildingprocessen er de p. manifeste frames i nyhedsproduktet. Tænkes they giveResultatet stories a ’spin’ congenial with their goals” (ibid., 43). denne del af framingprocessen ind i Faircloughs model, svarer framebuilding til tekstproduktionen i den diskursive praksis., da Fairclough ligesom de Vreese fremhæver, at institutionelle processer, rutiner i nyhedsproduktionen og eksterne forhold har betydning for, hvilken diskurs der manifest kommer til udtryk i den enkelte tekst.

I modellen henviser Frames in the news til de konkrete frames, der findes i nyhedsproduktionerne. I en analyse kan man lede efter generelle frames (generic frames) eller

39

Resultatet af framebuildingprocessen er selve de manifeste frames, der kommer til udtryk i nyhedsproduktet (hvad der i forhold til den tidligere nævnte skelnen kan siges at være medieframes). Frames in the news henviser dermed til de konkrete frames, der findes i nyhedsproduktionerne. Når man skal analysere disse, er der brug for at skelne mellem to typer frames: Emnespecifikke frames og generelle frames.

Emnespecifikke frames henholder sig, som det fremgår af ordet, til særlige emner eller nyhedsbegivenheder. Analyser af emnespecifikke frames giver den fordel, at man kan opnå meget præcise resultater. Ulempen er til gengæld, at det er svært at sammenligne resultaterne med anden forskning. Den svære sammenlignelighed har desuden skabt en tendens til, at forskeren for let finder, hvad vedkommende leder efter, og at der til hver ny undersøgelse genereres et nyt sæt unikke – og altså ikke sammenlignelige - frames (ibid., pp.

28-29).

Generelle frames er i modsætning hertil ikke afgrænset til et specifikt emne. Analyse af generelle frames bevæger sig derfor ud over de begrænsninger, der følger af et emnespecifikt studie, idet der søges efter frames, der kan genfindes i tekster om vidt forskellige emner. Man kan f.eks. undersøge, om der er tale om en konfliktramme, eller om de frames, der findes i nyheden, er positive eller negative over for den i nyheden omtalte begivenhed.

Den potentielle ulempe er dog, at visse emnespecifikke detaljer bliver svære at medtage i analysen (ibid., p. 30).

Nyhedsframes leder herfra til selve framesettingen, der henfører til interaktionen mellem de frames, der optræder i medierne, og den enkeltes forudsætninger for fortolkning, såsom adgang til information, uddannelsesniveau, forhåndenværende viden m.v. (altså de tidligere nævnte publikumframes). Framesettingen er dermed medbestemmende for, hvordan en sag opfattes af den enkelte modtager af nyheden, hvilket vil sige framingeffekter (ibid., pp. 34-46). Der er lavet nogle undersøgelser på effektområdet – både i forhold til generelle og emnespecifikke frames – og forskningen har vist meget forskellige resultater.

Siden der i specialet ikke vil gennemføres en analyse af, hvilke effekter som fundne frames har på modtagernes holdninger eller handlinger, vil dette aspekt ikke blive beskrevet yderligere.

40

I stedet vil fokus være på framebuilding-fasen, hvor der tages udgangspunkt i Esser & D’Angelos (2003) framinganalyse-model til operationalisering af metadækning. Fordelen ved framinganalyse er, at ”[it] is more far-reaching than a simple explanation of the themes or subjects of… stories” (Kerbel 2000, p. 12), og at den giver redskaber til både at observere indholdet i tekster og identificere et eller flere frames i disse tekster (Esser et al. 2003, p. 622). Specifikt gennemfører specialet en deduktiv analyse af generelle (medie)frames, hvor der tages udgangspunkt i en række på forhånd definerede frames, opstillet og valideret igennem undersøgelser af Esser & D’Angelo (2003; 2006) og Esser (2009). Disse frames m.m. vil derfor være emnet for de følgende afsnit om metadækning og framing.

2.7 METADÆKNING OG FRAMING Esser & D’Angelo har i deres undersøgelse af amerikanske tv-stationers dækning af præsidentvalgkampen i 2000 udviklet en model til identifikation og analyse af frames i metadækning (2003)21. Modellen har de siden brugt i et lignende valgstudie (2006), og det er også denne model i en modificeret udgave, som Esser (2009) bruger i sin undersøgelse af tyske mediers metadækning af krigene i Irak i 1991 og i 2003. Mens det metodiske afsnit senere vil redegøre for den fremgangsmåde til at undersøge metadækning, vil der i det følgende være en afklaring af de fire typer frames, som der er fundet dækning for i Essers undersøgelse af metadækning i krig, og som kunne formodes at være til stede i de danske mediers metadækning.

De fire typer metadækningsframes er: Kanal, strategi, ansvarlighed og personlighed22. De første tre typer stammer fra Esser & D’Angelos første studier af metadækning i politisk journalistik i forbindelse med valg, mens Esser tillige har identificeret personlighedstypen i specifik sammenhæng med krigsdækningen. I det følgende vil der først være en overordnet præsentation af de fire typer frames, hvorefter de konkret vil blive beskrevet i

21

Modellen er udviklet med inspiration fra Pan et al. 1993.

Min oversættelse fra den engelske: ’conduit’, ’strategy’, ’accountability’ og ’personalization’.

22

41

forhold til de to førnævnte metadækningsdimensioner – presse- og publicitetshistorier.

Begge dele vil ske med specifik fokus på krigsjournalistik23.

En kanalframe en frame, der lægger vægt på mediernes basale kommunikationsfunktion i medialiserede samfund (Esser 2009, p. 715). Det er kort sagt en meget neutral type frame, og den har typisk fokus på basale referencer til medier eller magthavernes publicitetsaktiviteter. Det skyldes, som Esser skriver, at ”professional standards and news values of relevance, completeness, and factuality require news reporters to include the obvious presence and factual significance of the mass media and PR/publicity operations in their reports of a ‘media war’“ (ibid., p.

716).

Omvendt er en strategiframe mere kritisk og fortolkende, idet den metakommunikerer, at medierne er viklet ind i magthavernes – inklusiv militærets - taktiske aspekter.

Framen udlægger nyhedsmedierne som værende i en konstant konflikt med krigsaktørerne og udstiller deres søgen efter positiv presseomtale og deres anstrengelser for at få det (ibid., p. 715). Også her spiller journalisters selvopfattelse altså ind, eftersom de ikke blot vil være talerør for politikerne, men i stedet ønsker at kontrollere, vinkle og fortolke den politiske kommunikation selv. Strategi-frames er desuden meget attraktive for journalister, idet de giver dem mulighed for at beskrive forholdet til politikerne eller militæret på en spændende måde, der indeholder både drama og konflikt. Endvidere har denne type frames ofte en kynisk undertone, eftersom historier med framen ofte fremstiller magthavere som manipulerende (Esser 2009, pp. 715-716).

Ansvarlighedsframen kan også være kritisk, men dens fokus er rettet mod journalistiske standarder og normer eller på publicitetshandlinger i en demokratisk og offentlig kontekst (Esser et al. 2003, p. 623). Det sker på basis af en bekymring hos journalisterne i forhold til at opretholde deres professionelle standarder ved at monitorere og selvkritisk analysere udviklinger inden for krigsjournalistik: ”Because the mass media have become one of the nerve centers of modern campaigns and wars, the public needs to be informed about the performance of the media and of government institutions that try to influence the media.” (Esser 2009, p. 717).

Mens strategiframen som sagt ofte kan være kynisk, er ansvarlighedsframen mere refleksiv i forhold til mediernes magtfulde rolle i politikken. Den adresserer nærmere kom23

Denne specialisering i forhold til krig hviler på udredningen fra Esser 2009, p. 715-717.

42

pleksiteten i forholdet mellem medier og magthavere, og den sigter efter at vise de regler og praksisser, der findes mellem dem, med det formål at øge den demokratiske deltagelse (ibid., p. 717).

Foruden disse tre typer identificerer Esser en frame, der kan siges at være særlig i forhold til metadækning i krig - en personlighedsframe. Den koncentrerer sig om selvobservation og karakterer, men dog uden den samme grad af refleksion som ved ansvarlighedsframen. Der er mere tale om journalisternes egne oplevelser i forhold til at dække krig samt portrætter af publicitetsaktørerne (ibid., p. 717).

De fire typer frames indsætter Esser i en demokratisk normativ kontekst. Hans udgangspunktet er, at medierne grundlæggende har en demokratisk forpligtigelse til at facilitere borgernes deltagelse i en mediekonstrueret offentlighedssfære, at oplyse om de ændrede regler i medialiserede krige og endelig at holde magthaverne ansvarlige for deres handlinger (2009, pp. 726-729).

Ud fra denne tankegang mener Esser, at kanalframen indtager en nøgtern, informerende rolle, som demokratisk set hverken hjælper eller modarbejder mediernes opgave.

Modsat mener han, at når journalister strategiframer og agerer den ’kyniske fortolker’, har det potentielt negative effekter på image, troværdighed og opfattet legitimitet af den politiske proces. Ifølge Esser hjælper de strategisk framede historier dermed ikke til at oplyse borgerne. De kan derimod potentielt udløse magthaverlede ved at fokusere på det modsætningsfyldte forhold mellem journalister og krigsaktører og ved at udlægge selve det politiske system som problemfyldt uden at gøre noget ved det (ibid., pp. 726-727).

Omvendt ser Esser ansvarlighedsframen som meget demokratisk værdifuld og positiv for oplysningen af borgerne. Det skyldes, at journalisten her udfylder rollen som ’offentlighedens advokat’, der bidrager med nyttig information om medialiseringen af krig til den almindelige borger. Endelig ses personlighedsframen som et udtryk for en bekymrende trend mod kendis-journalistik og selv-promovering af journalister24 (ibid., pp. 726727).

24

Det skal pointeres, at Esser ikke er særlig eksplicit i sin vurdering af personlighedsframen i forhold til mediernes demokratiske opgave, men han virker dog overordnet til at være negativt indstillet i forhold til trenden.

43

Den demokratiske betydning af de forskellige frames vendes der tilbage til, når analysen er overstået, og specialets resultater kan diskuteres. Overordnet kan det dog siges, at ansvarlighedsframen er særlig interessant i denne forbindelse. For mens strategiframen har været kendt i længere tid i den politiske journalistik, er ansvarlighedsframen ny og kan karakteriseres som selvrefleksiv. Netop det refleksive element er centralt, idet det kan ses som et resultat af medialiseringsprocessen i forhold til pressens mere centrale rolle som formidler og stigningen i professionaliseringen af den politiske kommunikation.

De fire frametyper bruges i såvel presse- som publicitetsdimensionen, hvilket samlet bliver til otte frames. I forhold til journalistiske historier i krig kommer de otte frames til udtryk således25: • En kanal-presse-frame findes i historier, hvor pressen portrætteres som den vigtigste informationsindsamler og -formidler i medialiserede krige, men uden anden intention end at understrege denne kommunikationsfunktion. Det kan eksempelvis være ved blot at vise, at der er journalister til stede ved selve krigsdækningen.

• En kanal-publicitets-frame findes i historier, der indeholder henvisninger med omtale af publicitetshandlinger af politikere eller militæret på en neutral, beskrivende måde.

Det kan f.eks. være ved nøgtern omtale af pressemøder, talsmandsaktiviteter m.m.

• En strategi-presse-frame findes i historier, der omtaler nyhedsmedierne som selvstændige og magtfulde aktører i et strategisk spil, og som er i evig konflikt med de politiske og militære aktører. Det sker f.eks. i historier, hvor en krigsaktør kritiserer, at medierne ’holder en historie kørende’, eller hvor krigsaktører anfører, at pressen får dem til at tilpasse deres strategi til mediernes dækning (Esser et al. 2003, p. 633).

• En strategi-publicitets-frame gælder i historier, som rummer en vurderende omtale af krigsaktørernes brug af politisk markedsføring, strategiske rådgivere, iscenesættelser, motiver, taktik m.m. Historierne fremhæver publicitetsaktiviteter, hvad enten de er rettet mod offentligheden i bred forstand eller specifikt mod at fange mediernes opmærksomhed. Publicitetsaktiviteter fremstilles under denne frame typisk med skepsis, på dæmoniserende vis og i et fjendsk lys. De karakteriseres ofte ved, at publicitet er selviscenesættende, hvilket f.eks. omfatter omtale af imagepleje, og ved 25

Bygger, hvor andet ikke er nævnt, på Esser 2009, pp. 715-717.

44

at journalister som ’insidere’ kommer med deres fortolkning af årsagen til særlige publicitetshandlinger (ibid., p. 633).

• En ansvarlighed-presse-frame findes eksempelvis i historier, hvor nyhedsmedierne selv er opmærksomme på og bekymrede for, om deres krigsdækning lever op til den forventede og fornødne demokratiske standard. Dvs. at historier med en ansvarligheds-frame f.eks. diskuterer, hvorvidt pressen i krig opfylder dens demokratiske rolle som ’den fjerde statsmagt’ ved at være kritisk over for beslutningstagerne og militæret.

• En ansvarligheds-publicitets-frame kan i lighed hermed siges at være i historier, hvor journalister diskuterer publicitetshandlinger og ”the ’fact’ that advertising, marketing, public relations, and scripted debate performance and outcomes should be regulated by principles of democratic performance and outcomes” (ibid., p. 634). Derfor forsøger de, at lave historier med indsigtsfuld information om krigsaktørernes strategiske kommunikation (Esser 2009, p. 716).

• En personligheds-presseframe findes i historier, hvor der er en høj grad af fokus på journalisten selv. De kan være skrevet i en dagbogsstil og behandler eksempelvis de arbejdsbetingelser, som journalisten oplever i forbindelse med dækningen af krig.

• En personligheds-publicitetsframe findes omvendt i historier, hvor fokus er på det personlige element hos publicitetsaktørerne. Det kunne eksempelvis være et portræt af en talsmand hos militæret.

De netop beskrevne frames anvendes i den empiriske analyse af metadækningen af de to krige. Inden da bør der kort redegøres for resultaterne af den foreløbig eneste undersøgelse af metadækning af krig – den tyske undersøgelse af metadækningen i de to krige i Irak i 1991 og 2003. Det er klart, at undersøgelsens resultater for krigen i 2003 er de mest interessante for specialet, og ser man her specifikt på fordelingen af de forskellige frames i de to metadimensioner, fandt Esser følgende26 (oversigt over undersøgelsens resultater i bilag 1): I forhold til presseframes var kanal-, strategi- og ansvarlighedsframes omtrent ligeligt 26

Dog skal det pointeres – som det også vil fremgå i metodeafsnittet – at der er forskelle i undersøgelsens fremgangsmåde, i forhold til den som specialet bruger.

45

brugt, mens personlighedsframen fyldte klart mindst. Mht. til publicitetsframes divergerede fordelingen af frames mere, om end ikke meget: Kanalframes udgjorde den største andel, tæt efter kom strategiframes og derefter ansvarlighedsframes. Også i publicitetsdimensionen fyldte personlighedsframen klart mindst (ibid., pp. 725-726). Samlet kalder Esser de tyske mediers brug af frames for ”balanceret”, og han hæfter sig især ved deres brug af ansvarlighedsframes: ”The German press has to be acknowledged for using a fair share of accountability frames… the German press… strived to assist citizens to reach a more educated judgment on the relationship of war and media” (ibid., p. 727).

Med ovenstående på plads er det nu tid til belyse, hvilke resultater vi kan forvente af den empiriske analyse på baggrund af den gennemgåede teori.

DEL IV: RESEARCHSPØRGSMÅL OG HYPOTESER Som nævnt spurgte problemformuleringen, hvordan danske mediers metadækning kommer til udtryk i dækningen af invasionerne af Afghanistan i 2001 og af Irak i 2003. Det spørgsmål vil blive besvaret ad to omgange: Én med fokus på medierne som samlet enhed (analyse I) og én med fokus på enkelte mediers metadækning (analyse II).

De to analysedele behandles først igennem et researchspørgsmål, hvis grundlæggende formål er at beskrive, hvordan der metadækkes. Det skyldes, at det er vanskeligt at opstille konkrete mål og hypoteser for forekomsten af de forskellige metaframes i de to krige, eftersom den hidtidige forskning på området er beskeden, og fordi specialet på væsentlige punkter undersøger nye grene af metadækningsfeltet27.

Hypoteseopstillingen er dog mulig, når de to krige sammenlignes. Det sker i forhold til den gennemgåede teori om sammenhængen mellem graden af politisk konsensus i beslutningsgrundlaget og graden af kritisk journalistik. Desuden er hypoteseopstillingen mulig, når enkelte medier sammenlignes i forhold til deres støtte til eller modstand mod Irak-krigen som følge af den politiske parallelisme. Samlet giver det mulighed for at opstille to hypoteser om mulige forskelle i metadækningen, hvilket leder frem til følgende: 27

Den refererede tyske undersøgelse vurderes således ikke at være et godt nok grundlag til udlede hypoteser på, da den divergerer på væsentlige punkter fra specialet (metode, krigscases, undersøgelsesperiode, Tysklands deltagelse i krigene).

46

2.8 ANALYSE I Researchspørgsmål I: Hvordan metadækkede danske medier i deres krigsdækning af invasionen af Afghanistan i 2001 og af invasionen af Irak i 2003?

Hypotese I: Hvis vi vender tilbage til Robinsons ’policy-media interaction-model’ (jf. afsnit 2.5) og dens udledte tese om, at graden af politisk konsensus i forbindelse med udenrigspolitiske beslutninger er bestemmende for graden af kritisk metadækning, virker det sandsynligt, at de danske medier metadækkede den dissensus-prægede Irak-krig i 2003 mere kritisk end den konsensus-prægede Afghanistan-krig i 2001. Dette ræsonnement leder dog over i et nyt og essentielt spørgsmål for specialet: Hvad vil kritisk metadækning sige?

Sætter man dette spørgsmål i forhold til specialets framingmetode og den tidligere redegørelse for de forskellige metaframes (jf. afsnit 2.7), vurderes det troværdigt at anføre følgende: Hvor kanalframes for såvel presse- som publicitetsdimensionen i deres natur hælder mod det mere neutrale og refererende, går strategi- og ansvarlighedsframes i begge dimensioner mere mod det kritiske og fortolkende28. Hvis forventningen således er, at metadækningen i forbindelse med Irak-krigen i 2003 var mere kritisk end i Afghanistan-krigen i 2001, da må formodningen således også være, at andelen af strategi- og ansvarlighedsframes var forholdsmæssigt større i 2003 sammenlignet med 2001, mens det forholder sig omvendt med kanalframes.

2.9 ANALYSE II Researchspørgsmål II: Hvordan metadækkede danske medier, der henholdsvis støttede eller tog afstand fra Irak-krigen, i deres krigsdækning?

Hypotese II: På baggrund af den tidligere redegørelse for politisk parallelisme og den danske undersøgelse omkring mediers standpunkt i forhold til Irak-krigen (jf. afsnit 2.5) virker det sandsynligt, at medier, der argumenterede imod Irak-krigen, således også metadækkede krigen mere kritisk end medier, der støttede krigen. I et metaframing-perspektiv vil det 28

Personlighedsframen er i den forbindelse noget sværere at placere, hvorfor den ikke medtages i hypotese-opstillingen.

47

dermed sige, at medier, der argumenterede imod krigen, var forholdsmæssigt mere tilbøjelige til at bruge strategi- og ansvarlighedsframing end medier, der støttede krigen. Det gælder som nævnt dog kun for publicitetsdimensionen, da der hverken via teorien eller den tidligere nævnte undersøgelse meningsfuldt kan udledes noget om pressedimensionen.

Med researchspørgsmål og hypoteser på plads er det nu tid til at redegøre for den metode, den empiriske analyse anvender.

48

3. METODE FOR ANALYSE Den grundlæggende metode for specialet er en kvantitativ indholdsanalyse med kvalitative elementer29. Kendetegnende for en indholdsanalyse er, at den skal være systematisk, og at procedurerne omkring den skal være eksplicitte og gennemsigtige, således at den er gentagelig for andre (Krippendorff 2004, p. 18). Derfor redegør følgende afsnit nærmere for valg og metode i indsamlingen og undersøgelsen af empirien.

Det skal understreges, at hovedformålet for den empiriske analyse er at identificere og måle andelen af de tidligere forklarede metaframes i krigsdækningen. Det vil som nævnt ske ved hjælp af en framinganalyse, sat op i et komparativt analysedesign i forhold til de to krigscases. Udgangspunktet for framinganalysen vil være Essers metode(2009), der i væsentlighed bygger på Esser & D’Angelo (2003), der igen bygger på Pan & Kosicki (1993).

Det er dog vigtigt at påpege, at ingen af de tidligere studier er særlig eksplicitte i deres fremgangsmåde. Derfor vil specialets metode for analysen bygge på kombinationer af ovenstående studier samt egne løsninger. Først er det imidlertid nødvendigt at træffe nogle valg for at finde empirien, der skal analyseres.

3.1. VALG AF MEDIER Først skal medierne, der er genstand for analyse, findes. En optimal undersøgelse af danske mediers metadækning af krigene i Afghanistan og i Irak ville inkludere forskellige medieplatforme som tv, radio, avis og internet. Da der ikke er ressourcer til det, vil der være fokus på én type medie, hvilket vil være avismediet.

Det skyldes, at undersøgelser har vist, at der eksisterer en ’journalistisk fødekæde’, hvor journalisterne på tværs af de forskellige medietyper genbruger hinandens historier. I denne fødekæde er det dagbladene, der er hovedleverandør af dansksprogede nyheder med 71 procent af originalproduktionen (Lund 2010, p. 3). Det virker derfor fornuftigt at analysere disse medier. Da danske dagblade under ét også er en for stor mængde at analysere, vil 29

Som Krippendorff argumenterer, kan al tekstlæsning siges at være kvalitativ, også selvom særlige aspekter ved teksten senere konverteres til tal og kvantificeres (2004, p. 16).

49

disse indsnævres til landsdækkende dagblade på grund af deres størrelse, og da de i langt højere grad end f.eks. lokalaviser dækker krigene p.g.a. af deres udlandsredaktioner.

For at kunne foretage analyse II er det i udvælgelsesprocessen nødvendigt at udvælge aviser med forskelligt politisk standpunkt og stillingtagen til Irak-krigen. Det gælder for dagbladene Jyllands-Posten og Politiken, som desuden er udvalgt, idet de under begge krige også havde de højeste oplagstal30. Selvom de er uafhængige af partier, bekender begge aviser sig til forskellige politiske hovedstrømninger. Hvor Jyllands-Posten betragter sig som en avis med en ”borgerlig linje”, ledes Politiken som et ”radikalt-socialliberalt dagblad”31. I forhold til den politiske parallelisme kan Jyllands-Posten som nævnt siges at støtte VKregeringen, mens Politiken støtter oppositionen (Hjarvard 2008. p. 80).

Forskellen mellem de to aviser kom til syne i forbindelse ved den ene af de to krige, der analyseres. Mens begge aviser støttede invasionen og dansk krigsdeltagelse i Afghanistan i 2001, forholdt det sig anderledes med Irak-krigen i 2003: Jyllands-Posten bakkede op om den danske regerings støtte til den USA-ledede koalition, mens Politiken tog afstand fra dette. Som sagt tyder det på, at den politiske parallelisme og forskellige stillingtagen kan spores i krigsdækningen. Den tidligere nævnte medieundersøgelse32 af Irak-krigen viste således, at Jyllands-Posten havde tendens til en mere opbakkende dækning af krigen, mens Politiken havde tendens til en mere kritisk dækning (Hjarvard et al. 2004, pp. 93-99). Mht. hypotese II og spørgsmålet omkring metadækning skal det derfor ekspliciteres, at det er logisk at forvente, at Politiken metadækkede Irak-krigen mere kritisk – det vil sige brugte strategi- og ansvarlighedsframet forholdsvist mere - end Jyllands-Posten.

3.2 VALG AF DATA I MEDIER Det siger selv, at ikke alle producerede artikler i Jyllands-Posten og Politiken vil være relevante for specialet. Det er derfor nødvendigt at præcisere, hvad der analyseres i de to aviser. Specialet vil her afgrænse sig fra at analysere artikler fra nyhedsbureauer og udenlandske partneraviser, da interessen i specialet retter sig mod de pågældende mediers 30

Danske Dagblades Forening, Oplagsudvikling 2001-2005.

Fra avisernes hjemmesider (besøgt d. 25. maj 2010).

32 Der var konkret tale om en undersøgelse af avisforsider hos bl.a. disse to aviser i 17 dage under Irak-krigen.

31

50

produktioner. Netop fordi det er avisernes journalistiske artikler, der analyseres, er ledere, essays, kroniker, debat- og kommentarindlæg tillige udeladt, eftersom de tilhører en helt anden og langt mere åbenbart subjektiv genre. For at sikre, at de enkelte artikler ikke er en leder, et debatindlæg eller fra et nyhedsbureau, er det et kriterium for artiklernes udvælgelse, at det fremgår, hvilken eller hvilke journalister der har skrevet den enkelte artikel.

Endelig er diverse lokaltillæg heller ikke inddraget.

3.3 VALG AF ANALYSEPERIODE Et andet vigtigt empirivalg er undersøgelsesperioden. På grund af specialets omfang er det klart, at denne periode må være af en overskuelig størrelse. Specialet vil undersøge hver krig i 10 dage, men modsat Esser (2009) vil disse ikke kun være efter krigsudbruddet. Det skyldes, at krigsdækning som begreb skal ses i en bred sammenhæng, idet debat om krigsdeltagelse også må forekomme inden krigsudbruddet.

Det gælder også krigsaktørernes strategiske kommunikation, eftersom de politiske magthavere har behov for at skabe tilslutning og politisk legitimitet på både eliteniveau og hos befolkningen inden krigsudbruddet. Optaktsperioden til krig er således også interessant at belyse i et metadækningsperspektiv, idet den strategiske kommunikation kan forventes at være massiv her. Faktisk mener nogle, at mediernes dækning er allervigtigst netop i fasen op til, at et land går i krig (Dorman et al. i Bennett et al. 1994, p. 63), og som Carruthers skriver: ”In the build-up to war, the media may play an important legitimatory role in sanctioning the ressort to organised violence by not only suggesting that inefficacy of other options but also by presenting an enemy so threatening that it requires to be ’self-defensively’ engaged” (2000, p. 44).

Der er derfor til at være gode grunde til at undersøge mediernes dækning af krigene både før og efter krigsudbruddet, hvilket her vil være fem dage før og fem dage efter. Fordi det er aviser, der analyseres, er deres dækning af krigene forsinket. Med det menes, at aviserne først kan trykke nyheden om krigsudbruddene dagen efter, de er fundet sted – f.eks. begyndte Afghanistan-invasionen d. 7. oktober 2001, hvorfor nyheden først kunne ses i avisen d. 8. oktober. Derfor lægges analyseperioderne så at sige i forhold til krigsudbruddene ’i aviserne’. Konkret betyder det, at de to analyseperioder bliver henholdsvis d. 3.-12.

51

oktober 2001 for Afghanistan-krigen og d. 16.-25. marts 2003 for Irak-krigen (begyndte reelt d. 20. marts med indledende missilangreb, hvilket var i aviserne d. 21. marts).

3.4 IDENTIFIKATION AF KRIGSARTIKLER Med disse valg af empiri på plads er det nu tid til at finde de historier i de to aviser, der skal analyseres. Da det er mediernes dækning af de to krige, der er genstand for analyse, skal det derfor uddybes, hvordan ’krigsartiklerne’ er fundet33. Redskabet har været artikeldatabasen Infomedia, hvor der indledende er foretaget en skanning af artikler fra begge perioder for at udlede nøgleord i krigsdækningen. Herefter er der i begge analyseperioder blevet søgt på to trunkerede nøgleord, der på baggrund af skanningen vurderes at være de væsentligste i forhold til emnet - ’*krig*’ og ’*invasion*’ - samt på den pågældende stat, der blev invaderet – ’Afghanistan’ eller ’Irak’. Disse bruttosøgninger giver dog også resultater, der ikke er relateret til de to konflikter, men omhandler andre krige m.m. Derfor er der efterfølgende lavet en grovsortering, hvor disse artikler er taget ud.

Selv efter denne sortering er der artikler, der kun nævner krigene perifert, og som det ikke virker meningsfuldt at analysere. I og med at det netop er krigsdækning, der skal undersøges, er det derfor nødvendigt at foretage endnu en sortering mellem dækning af krigene og dækning, der kun omtaler dem perifert eller i anden sammenhæng. Derfor har specialet valgt at identificere krigsartikler ud fra, at fokus skal være eksplicit på krigene i Afghanistan eller Irak. Det betyder bl.a., at en artikel, der kun nævner krigene som afsæt for at bevæge sig ud i et andet emne, ikke er inddraget34. Endelig er mere overordnede fraser som ’krigen mod terror’, ’terrorangrebet mod USA’ m.fl. ikke medtaget som dækning af krigene. Omvendt er det vigtigt at nævne, at krigsdækning skal forstås i en bredere forstand end blot reportager og lign. fra fronten og hos beslutningstagerne. Eksempelvis er demon-

33

I Essers krigsundersøgelse anfører han, at al ”war-related coverage” indholdsanalyseres. Dvs. artikler, der laver ”explicit reference” til de pågældende krige (2009, p. 720). Den specifikke måde, hvorpå dette gøres, redegør han dog ikke for.

34 Det gælder f.eks. erhvervsartikler, som kort nævner krigen som faktor i forhold til valutaog aktieændringer m.m.. De er ikke medtaget, da det vurderes, at de ikke meningsfuldt kan siges at være krigsdækning. Dog er større artikler om krigens økonomiske konsekvenser medtaget.

52

strationer i Danmark mod krigene også en del af krigsdækningen, fordi de er en del af den offentlige debat.

3.5 IDENTIFIKATION AF METAHISTORIER Med datagrundlaget på plads er næste skridt i analyseprocessen at identificere historier med metadækning (men altså endnu uden det undersøges, hvilke frames der optræder i denne dækning). Her er der hos både Esser (2009) og Esser & D’Angelo (2003) visse uklarheder35, hvorfor specialet kun vil anvende noget af deres metode i kombination med en egenudviklet løsning (med inspiration fra Hansen 2006).

For at identificere metahistorier vil specialet afkode artikler med særlig henvisning til presse- og/eller publicitetsdimensionen. Disse henvisninger kalder Esser & D’Angelo for ”press and publicity designators”, som overordnet er “the linguistic (printed or spoken) or visual items on which journalists impose framing devices to frame a topic in a particular way” (2003, p. 62536).

Disse designators er altså betegnere for presse og publicitet, som bidrager til at skabe bestemte frames for et emne, alt efter hvilke betydningsudfyldere (”framing devices”) betegnerne optræder sammen med. Betegnerne kommer i form af ord, vendinger og lign. omkring de to dimensioner, som det derfor gælder om at udlede for at kunne fastslå, om der er tale om en metahistorie. Derfor er der udviklet en liste af nøgleord, -sætninger m.m.

– specifikt lavet i forhold til krigssituationen - med det formål at få præciseret, hvilke udtryk der kodes som presse- og publicitetsbetegnere.

Listen af betegnere, som ses nedenfor, er induktivt udledt af et større udsnit af artikler fra begge krige og fra begge aviser. Der er desuden taget udgangspunkt i det tidligere 35

Det skal nævnes, at både Esser & D’Angelo og Esser først afdækker, hvilke emner der optræder i historierne, men som ikke handler om pressen eller publicitet. Dette skyldes, at de opererer med en antagelse om, at metadækning aldrig optræder som et selvstændigt emne. Formålet med denne optælling er senere at kunne afdække hvilke frames, der dominerer i forhold til de enkelte emner (Esser et al. 2003, pp. 624-625; Esser 2009, p. 719).

Esser finder i undersøgelsen af metadækning i krigsjournalistik dog kun en delvis sammenhæng mellem emner og metadækningframes (2009, pp. 727-729). Sigtet i dette speciale er ikke at afdække, om der knytter sig særlige emner til metakommunikativ krigsdækning, og derfor vil denne del ikke gå igen i specialets analyse.

36 Bygger på Pan et al. 1993, pp. 62-63.

53

teoretiske afsnit omkring presse- og publicitetsdimensionerne og hentet inspiration fra såvel Esser (2009, p. 714) og Hansen (2006, p. 85). Det skal pointeres, at listen primært skal ses som eksempler på nøgleord, -vendinger og lign., eftersom de i artiklerne optræder i forskellige afskygninger, og en fuldstændig liste ville derfor være umulig at fremsætte her. ’Presse-betegnere’: • • • • •

Navn på eget eller andre medier. ’Journalist’, ’redaktør’, evt. ved navns nævnelse. ’Medier’, ’pressen’ samt forskellige medietyper ’avis’, ’tv’ osv. ’Nyhedsdækning’, ’presseopbud’ og lign. ’Vi’, ’os’, eller ’jeg’ om medieaktør eller journalist.

’Publicitets-betegnere’ 37: • • • • • •

’Talsmand’, ’presseofficer’, ’spindoktor’, ’informationsminister’ m.fl. ’Iscenesættelser’ for pressen, eks. journalister ’embedded’ med hæren. ’Tv-tale’, anvendelse af nyhedsmedier som kommunikationsplatform m.m. ’Pressemøder’, ’briefing’, ’udsendelse af pressemeddelelser’, ’erklæringer’ m.m. ’Kontrol af information’, ’militære restriktioner på pressen’ m.m. ’PR’, ’image’, ’propaganda’ m.fl.

For at en artikel kan siges at handle om pressen eller publicitet - og dermed kan betegnes som en metahistorie - må betegnerne for presse og publicitet være tilstrækkeligt væsentlig i historien. Det skyldes, at ”framing of the press and publicity cannot occur within a story until the press and publicity constitute enough of the story’s topical structure” (Esser et al. 2003, p. 625).

I den forbindelse bruger såvel Esser (2009) som Esser & D’Angelo (2003) begge meget uklare metoder til at beregne tilstrækkeligheden af betegnere. Begge anfører, at betegnerne skal udgøre en vis procentdel af artiklen for at være en metahistorie. Esser & D’Angelo opdeler herefter metahistorier med en primær og en sekundær tilstedeværelse ud

37

Publicitetsbetegnere er kun kodet i forhold til regeringer, partier, militær osv. og ikke tredjepart som f.eks. nødhjælpsorganisationer, kirker og lign., idet førstnævnte er det interessante i forhold til specialets fokus. I sætninger, hvor det f.eks. nævnes, at en ”talsmænd udtalte til journalister”, er denne sætning kun kodet som publicitetsbetegner, da der overordnet er tale om en publicitetshandling.

54

fra en procentdeling38. Om end der er god grund til at skelne mellem mere parentetisk forekomst af metadækning og historier, der kan siges egentlig at omhandle presse eller publicitet, og som derved kan betegnes som metahistorier, er ovenstående metode ikke hensigtsmæssig.

Det skyldes både, at ingen af studierne uddyber, om opgørelsen er sket ud fra optælling af ord, sætninger eller afsnit, hvorfor en gentagelse af denne metode dermed ikke er mulig. Desuden virker det i hele taget uhensigtsmæssigt at gøre metadækning op i procent af en artikel, da metaelementerne således kan være spredt ud i artiklen i så små doser, at de ikke meningsfuldt kan siges at konstituere en metahistorie. Derfor vil dette speciale benytte sig af en anden metode til identificering af metahistorier.

Sorteringen af artikler vil i stedet ske ud fra en vurdering af, om presse eller publicitet er en præmis for historien eller en vigtig del af historien. Det gælder, hvis metadækningen – altså betegnerne - er en del af artiklens rubrik, underrubrik39 eller indledning40, eller hvis metadækningen fungerer som en præmis for artiklens øvrige indhold (en lignende kodningsmetode findes hos Hansen 2006). Da presse og publicitet ofte forefindes i en og samme artikel, er optællingen inddelt i dækning, som henholdsvis omtaler pressen, publicitet, både presse og publicitet41 og ingen metadækning.

3.6 IDENTIFIKATION AF METAFRAMES Vi kan nu finde og kategorisere de frames, som artiklerne indeholder. Denne proces består af flere trin, som hver kræver en forklaring. Første skridt er at finde såkaldte propositioner i 38

En primær tilstedeværelse definerer Esser & D’Angelo ved, at presse eller publicitet optræder i mere end 50 procent af en histories indhold, mens en sekundær tilstedeværelse defineres ved, at presse eller publicitet optræder i 10 til 50 procent af historien (2003, p.

625).

39 I den forbindelse skal det nævnes, at Pan & Kosicki også argumenterer, at elementers placering i teksten har betydning for framingen. De mener, at rubrikken på en artikel er det stærkeste framingredskab, skribenten har til rådighed, mens underrubrikken er den næststærkeste (1993).

40 ’Indledningen’ vurderes at være indtil første mellemrubrik. I korte artikler uden mellemrubrikker ledes der efter betegnere i hele artikelteksten 41 Presse- og publicitetskategorien gælder også artikler, der har en slags betegnere i rubrik, underrubrik eller i indledning, men som har den anden type betegnere senere i artiklen.

55

metahistorierne. En proposition kan karakteriseres som fremstillinger, sætninger m.m. om fakta, der omhandler ”the behaviours, roles and standards of the news media and [...] the presence and use of communications media in the publicity process” (Esser et al. 2003, p. 627).

De er en slags basale beskrivelser af virkeligheden i forhold til medier og krigsaktører og forekommer således i både presse- og publicitetsdimensionen. De identificeres via de førnævnte presse- og publicitetsbetegnere og fremkommer gennem journalistens omtale og gennem kilders udtalelser (ibid., p. 627). Et eksempel på en presseproposition er f.eks., når der i en artikel henføres til andre medier, når journalister interviewer journalister eller hvis journalisten kommer med en grundlæggende observation omkring pressen, pressestandarder m.m. På samme måde kan publicitetspropositioner være, når der refereres til medierådgivere, magthaveres strategier og lign.

Propositioner er interessante, fordi de er tæt forbundet med, hvad Esser & D’Angelo betegner som scripts. Scripts er en slags hypoteser, udledt af propositionerne, som igen udtrykker en frame (ibid., p. 631). Propositioner, scripts og frames er således tæt forbundet, og sammenhængen mellem de tre elementer kan opsummeres således: Hver enkelt proposition er empirisk knyttet til et script, som er en hypotese, der udtrykker en frame.

Enhver metahistorie indeholder således en frame, der er bygget op om de hypoteser, som propositioner og scripts fremsætter (Esser 2009, p. 715). Dvs. ved at identificere propositioner kan man udlede hypoteser/scripts, som igen kan kategoriseres til frames.

Det er således også, hvad Esser & D’Angelo gjorde i deres undersøgelse af amerikanske tv-stationers dækning af præsidentvalgkampen i 2000. De identificerede i alt 15 kategorier af propositioner i deres materiale, og via propositionerne udledte de fem pressescripts og seks publicitets-scripts42. Disse scripts udtrykte således de tidligere refererede presseframes og publicitetsframes – tre i hver dimension – henholdsvis kanal-, strategi- og ansvarlighed (2003, pp. 629-631).

På samme måde vil specialets analyse af metadækning i dansk krigsjournalistik ske ved at finde og analysere de forskellige metaframes via propositioner og scripts. Kodningen af empirien begynder derfor med, at der opstilles propositionskategorier på baggrund af en

42

De udledte propositioner og scripts kan findes i bilag 2.

56

prætest af et udsnit af artiklerne43. Det sker ud fra de tidligere identificerede presse- og publicitetsbetegnere og med inspiration fra de allerede fundne propositioner i Esser & D’Angelos studie overført til avis- og krigssammenhæng. Selvom der ofte er flere betegnere til stede i en og samme artikel - og dermed også flere propositioner - identificeres kun den mest dominerende proposition for hver af de to dimensioner. Det sker ud fra en samlet vurdering af de forskellige propositioners hyppighed og placering i teksten i forhold til rubrik, underrubrik eller indledning.

På baggrund af de udledte propositionskategorier opstilles scripts (igen med inspiration fra de opstillede scripts af Esser & D’Angelo). Herefter gennemgås hele empirien, hvor der identificeres propositioner, der efter en placering i forhold til de udledte scripts efterfølgende kodes som en af de mulige metaframes.

Tabel 2 viser en oversigt over de identificerede propositionskategorier.

Tabel 2 Presse-propositioner 1) Tilstedeværelse, omtale og henvisninger til journalister, medier m.m.

Kan eksempelvis være, når artiklen skriver om andre medier i en reportage, omtaler sig selv som værende i besiddelse af eksklusiv information eller simpelthen kildehenviser til andre medier som nyhedskilder.

2) Journalister interviewer journalister Forekommer især i forhold til danske journalister, der interviewer lokale journalister i krigsområderne.

3) Om pressestandarder og –kvalitet, -etik Inklusiv udtalelser om pressebias, journalisters fjendtlighed og kynisme og offentlighedens mistillid til pressen. Både i forhold til de pågældende aviser, men også hvis de omtaler andre medier og deres pressestandarder.

4) Nyhedsmedier som platform og aktiv spiller Bl.a. om mediernes øgede betydning i krig, og når de fremhæves i forbindelse med debatten herom. F.eks. hvis det understreges, at en bestemt avis har trykt en historie, leder m.m., som har afstedkommet forskellige reaktioner, konsekvenser osv.

5) Om forholdet mellem medier og politikere, militær m.m.

Typisk som et konfliktfyldt forhold.

43

Prætesten udgør 20 artikler fra hver af de to aviser i begge krige - altså i alt 80 artikler.

57

6) Den politisk-militære strategiske kommunikations indflydelse på journalister Om hvordan mediehåndteringsstrategier m.m. påvirker medierne. Både omkring egentlig propaganda i medierne, men også om hvordan politikere eller militæret blokerer for adgang til medier, giver medierne reprimander, søger mediernes opmærksomhed eller forsøger at ’spinne’ over for medierne.

7) Journalist beskriver livet som krigsreporter Typisk om de mere praktiske ting ved at dække krig og typisk i ’jeg’-form.

Publicitets-propositioner 1) Medierådgivere, spindoktorer, presseofficerer, talsmænd m.m. som nyhedskilder Typisk nøgtern omtale af talsmænd m.fl. som kilder til nyhedshistorier.

2) Om mediehåndtering, publicitetshandlinger og indflydelsen på borgerne Gælder bl.a. omtale af publicitetshandlinger, men ikke nødvendigvis af analyserende eller kommenterende karakter. F.eks. referencer til pressemøder m.m.

3) Om styring af begivenheder, image m.m. i forhold til medier og offentligheden generelt Typisk indsigt i egentlige strategiske overvejelser hos de forskellige aktører og ofte i et vurderende lys. Kan eksempelvis også være aktører, der angriber andre aktører for dunkle publicitetsmotiver.

4) Personligheder inden for politisk- eller militær-publicitet Typisk portrætter af militærets kommunikationsansvarlige.

Med propositionskategorierne på plads udledes der herefter scripts/hypoteser. Tabel 3 viser en oversigt over de udledte scripts, som er sat op i forhold til de tidligere forklarede metaframe-typer i henholdsvis presse- og publicitetsdimensionen44.

Tabel 3 Presse-dimensionen Script 1) Nyhedsmedier som teknisk viderebringer af information om krigen Typisk kildehenvisninger til andre medier. Kan også være reference til journalisten eller mediet selv, men uden personlige betragtninger.

Frame-type: Kanal

44

Også her hviler scripts og script/frame-forholdet på Esser et al, 2003 samt på inspiration fra Esser 2009 i forhold til personlighedsframen.

58

2) Nyhedsmedier som en betydningsfuld aktør i et strategisk politisk spil Typisk omkring forholdet mellem medier og krigsaktører eller offentligheden som konfliktfyldt.

Strategi

3) Nyhedsmedier prøver at leve op til demokratiske standarder Typisk om at medierne er selvkritiske, opmærksomme og bekymrede omkring mediernes opførsel, standarder, effekter og ansvar i forhold til at dække krig. Dette kan være både implicit og eksplicit. Scriptet gælder også, når medier omtaler dette i forhold til andre medier – f.eks. udenlandske mediers udbredelse af krigsaktørernes propaganda.

Ansvarlighed

4) Journalistens betragtninger om at dække krig som vigtige for at forstå krigen Om journalisters selvobservation - typisk om personlige tanker i forhold til at dække krigen.

Personlighed

Publicitets-dimensionen Script 1) Massemedier som viderebringer af publicitetshandlinger Eksempelvis neutral omtale af tv-taler m.m., men også publicitetshandlinger som pressemøder, talsmandsudtalelser og lign.

Frame-type: Kanal

2) Publicitet som manipulerende Typisk med fokus på publicitetshandlinger som værende kyniske.

Strategi

3) Publicitet kræver taktisk ekspertise Typisk beretninger omkring strategiske overvejelser og motiver bag publicitetshandlinger.

Strategi

4) Publicitet som teater Typisk om image, facade og præsentation af krigsaktører. Fokus er på publicitetshandlinger som en del af et selviscenesættende

Strategi

59

spil. Gælder også i forhold til publicitetshandlinger, der virker uigennemtænkte eller latterlige.

5) Publicitet som en anvendelig del af medialiseret krig F.eks. oplysende og indsigtsfuld viden omkring baggrunden og effekten af publicitetshandlinger. Modsat strategiscripts er dette script mere nøgternt og ser ofte på publicitetshandlinger i et bredere, demokratisk perspektiv.

Ansvarlighed

6) Sandheden omkring publicitet kan afdækkes Typisk hvor journalister vurderer påstande om krigsaktørers publicitet.

Ansvarlighed

7) Krigsaktørernes publicitetspersonale som interessante for forståelsen af krigen og krigsaktørerne generelt Typisk portrætter af talsmænd, presserådgivere osv.

Personlighed

Det skal nævnes, at ligesom kun den mest dominerende proposition kodes, kodes også kun den mest dominerende frame i hver af de to dimensioner. Det vil således sige, at en metahistorie maksimalt kan indeholde to frames – en presse- og en publicitetsframe. I den forbindelse bør det pointeres, at der ved gennemsyn af datagrundlaget er fundet mange eksempler på omtale af flere handlinger eller begivenheder, som hver især kan være framet forskelligt. Det gælder ikke kun i artikler, der rummer både presse- og publicitetsbetegnere.

Også artikler med kun en type betegner omtaler ofte flere handlinger, som kan være framet forskelligt. Det ville naturligvis have været optimalt, hvis specialet kunne have taget højde for en sådan grad af dobbelt- og krydskodning, men det har der ikke været ressourcer til.

I det hele taget skal det pointeres, at den fortolkningsmæssige del af indholdsanalysen naturligvis udfordrer undersøgelsens gentagelighed, og foruden ovenstående forbehold kan de relativt brede kodningskategorier også risikere at gå ud over reliabiliteten, eftersom risikoen for at, forskellige kodere skønner forskelligt, dermed øges (reliabiliteten testes senere). Omvendt øges validiteten på den måde, eftersom flere nuancer kan gå med ind i en samlet vurdering af artiklen.

60

Overordnet skal det i forhold til indholdsvaliditeten påpeges, at specialets operationalisering ikke dækker over alle dimensioner af metadækning. I framinganalysen undersøges de såkaldte generelle frames i modsætning til emnespecifikke frames (jf. afsnit 2.5 om framingteori), og der er derfor givetvis detaljer, der går tabt i et tradeoff med den umiddelbare validitet, muligheden for at kunne sammenligne med andre undersøgelser samt for at opnå kumulativ viden til den eksisterende forskning på området. Samlet set vurderes framinganalysen og de valgte frames derfor at udgøre den bedste måde at undersøge metadækning på.

Kodemanualen for undersøgelsen findes i bilag 3. Heraf vil det fremgå, at artiklerne – ud over at blive kodet for propositioner, scripts og frames - også kodes for nogle få variable af mere faktuel karakter, samt hvem de forskellige frames er rettet imod i de to metadimensioner. Dette er gjort dels af praktiske årsager, dels for senere at kunne spore eventuelle sammenhænge i resultaterne.

61

4. ANALYSE: METADÆKNING I DANSK KRIGSJOURNALISTIK Analysen er delt op i tre hovedafsnit: Indledende redegør afsnittet for eventuelle forbehold i forbindelse med metoden og resultaterne. Herefter følger den egentlige fremlæggelse af undersøgelsens resultater og de to analyser i besvarelsen af specialets problemformuleringen om, hvordan mediernes metadækningen kommer til udtryk i krigsdækningen af invasionerne af Afghanistan i 2001 og af Irak i 2003. Slutteligt følger en sammenfatning og diskussion af resultaterne i en demokratisk kontekst.

4.1 INTERKODERRELIABILITET Ved kodning af data som i specialets undersøgelse er det nødvendigt at kontrollere resultaternes troværdighed. ”In most general terms, reliability is the extent to which data can be trusted to represent genuine rather than spurious phenomena,” som Krippendorff skriver (2007b). Fordi specialet benytter et redskab som indholdsanalyse, der bygger på menneskelige fortolkninger, er det særligt vigtigt at sikre, at resultaterne er troværdige, idet kilderne til utroværdige resultater er mange: Kodningsmetoden kan have fejl, den kan fortolkes forskelligt af koderne, koderne kan ændre kodningsmetode undervejs, hvis de bliver trætte etc. (ibid.). Skal resultaterne af en undersøgelse, hvor der indgår kodning, kunne bruges til noget, er det derfor nødvendigt at kontrollere graden af overensstemmelse i kodningen. Det gøres via Krippendorffs interkoderreliabilitetstest (2007a)45.

I interkoderreliabilitetstesten sættes antallet af artikler, som ikke er blevet kodet ens af de to kodere, i forhold til det samlede antal artikler. 0 er minimumsværdien, og 1 er mak45

Formlen for testen er således (Krippendorff 2007a, p. 3):

n = samlede antal observationer , n c = antal mulige observationer i hver enkelt kategori (hvilket her vil sige framekategori), occ = antal observationer kodet ens.

62

! !

simum. Jo tættere resultatet ligger på 1, jo højere overensstemmelse er der mellem kodningerne – og altså dermed mellem kodernes måde at fortolke de analyserede tekster på. Som udgangspunkt skal værdien – kaldet Krippendorffs alpha – helst ligge over 0,80. Dog kan værdier ned til 0,67 accepteres, hvis man vil nøjes med at drage forsigtige konklusioner (2007b).

Til testen blev der udvalgt et sæt af 25 tilfældige artikler med forskellige metaframes fra såvel presse- som publicitetsdimensionen. Det svarer til lidt over 10 procent af det samlede antal artikler med metadækning, hvilket vurderes at være en passende størrelse for reliabilitetstesten. Testen er foretaget med hjælp fra en testkoder46, som har fået instruktion til kodningen via gennemlæsning af metodeafsnittet. Testkoderen har således fulgt samme fremgangsmåde som specialets forfatter i forhold til kodning og kategorisering af propositioner, scripts og endelig frames, hvoraf sidstnævnte er den egentlige genstand for interkoderreliabilitetstesten, idet det er disse enheder, der er fokus for analysen.

Testen viser et tilfredsstillende resultat: Krippendorffs alpha for den samlede mængde artikler er 0,95, mens tallet fordelt på de to dimensioner henholdsvis er 1 for pressedimensionen og 0,84 for publicitetsdimensionen47. Interkoderreliabilitetstesten tyder altså på, at resultaterne af kodningen er troværdige.

4.2 GENERALISERBARHED Samfunds- og medievidenskab har som regel en ambition om at nå ud over det specifikke og drage slutninger fra noget undersøgt til noget ikke-undersøgt. Det er også målet med dette speciale. Det fordrer imidlertid en vurdering af, hvorvidt de resultater og konklusioner, som undersøgelsen finder, udelukkende siger noget om Jyllands-Postens og Politikens metadækning af de to undersøgte krige, eller om resultaterne er udtryk for mere generelle medietendenser i metadækningen af krige. Her er der flere ting at bemærke - først og fremmest datagrundlagets størrelse: Den indledende sortering af artikler fra de to analyseperioder viste, at det samlede datagrundlag for de to krige i alt udgjorde 464 krigsartikler. Artiklerne fordeler sig således: 74 artikler i Politikens dækning af Afghanistan-invasionen og 75 for Jyllands-Posten. I Poli46 47

Testkoderen er medstuderende Mikkel Venø Arre.

Overordnet var der således kun en frame, der var kodet forskelligt.

63

tikens dækning af Irak-invasionen er der fundet 145 krigsartikler, og i Jyllands-Posten er der fundet 140 krigsartikler. Umiddelbart vurderes det at være et relativt solidt grundlag at foretage specialets undersøgelse på, men det er naturligvis klart, at en længere analyseperiode med et større datagrundlag til følge ville have været at foretrække. Det har dog ikke været muligt inden for specialets rammer.

Mht. til den markante forskel i antallet af artikler mellem de to krige skal det pointeres, at den hovedsagligt skyldes, at der i 2001 er en stor portion artikler om den overordnede ’Krig mod terror’ (hvilket ikke var tilfældet i 2003, hvor fokus hovedsagligt lå på konflikten i Irak). Som nævnt er disse artikler udeladt i udvælgelsen af datagrundlaget, idet de ikke har selve Afghanistan-invasionen som fokus. Det forhold har imidlertid både indflydelse, når man beregner andelen af metadækningsartikler i forhold til de samlede krigsartikler, men også i fordelingen af metaframes, som bliver målt i procent, hvorfor relativt få forskelle kan give relativt store forskydninger. Dette er derfor et væsentligt forbehold at have for øje for hele den empiriske analyse. Det skal for god ordens skyld pointeres, at resultaterne af analyserne ikke signifikanstestes, eftersom alle krigsartikler i de pågældende aviser i undersøgelsesperioderne er analyseret. Empirien kan dermed siges at udgøre universet/totalpopulationen, og signifikanstests er derfor ikke nødvendige.

En anden omstændighed, der har betydning for generaliserbarheden, er undersøgelsens repræsentativitet. Mht. til de undersøgte medier vurderes det forsvarligt at hævde, at Jyllands-Posten og Politiken er repræsentative for øvrige danske dagblade, der dækker krige, da de ligesom andre danske dagblade har været udsat for de samme medie- og samfundsmæssige udviklinger som beskrevet i teoriafsnittet. Det gælder også andre medietyper end dagbladene, men alligevel er der grund til større forsigtighed her. Som nævnt udvalgte specialet aviser som analyseenhed, bl.a. fordi de er hovedleverandør af nyheder i den journalistiske fødekæde i Danmark. Det er imidlertid uvist, om forskellige danske medietyper metaframer ens, idet metadækning kun er blevet belyst i forhold til aviser i dansk sammenhæng. Med det in mente er der grund til at udvise forsigtighed i forhold til at generalisere til danske medier generelt.

Om end formålet med specialet er at belyse dansk metadækning, bør der for god ordens skyld redegøres for, hvorvidt undersøgelsens konklusioner kan sige noget om, 64

hvordan dagblade i krigsførende lande generelt metadækker krige. Det gælder særligt i forhold til spørgsmålet om den eventuelle forskel i metadækningen af de to krige som følge af forskelligt politisk beslutningsgrundlag. I den forbindelse kan man pege på, at forskellige stater har forskellige medie- og politiske systemer (Hallin et al 2004, kapitel 4) – herunder forskellige grader af politisk parallelisme - og at journalister opfatter deres rolle forskelligt fra land til land (Patterson i Graber et al. 1998, p. 21). Det må formodes at have indflydelse på mediernes output og dermed muligvis også metadækningen. Danmark indgår her i, hvad der betegnes som den demokratisk korporative model i Nordvesteuropa (Hallin et al 2004, p. 67), hvilket taler imod en generalisering til lande uden for denne model.

Omvendt kan man sige, at Esser & D’Angelo betegner metadækning som et tværnationalt koncept, og komparative analyser af metadækning af valg i Tyskland, USA og Storbritannien - hvoraf de to sidstnævnte tilhører det nordatlantiske-liberale mediesystem, mens Tyskland tilhører den samme model som Danmark – viser relativ høj overensstemmelse i mediernes metadækning i de forskellige lande (Esser et al. 2006, p. 59). Men selvom det taler for en vis lighed i metadækningen i forskellige lande, vurderes det - med tidligere forbehold taget i betragtning – at der alligevel bør udvises stor forsigtighed ved en generalisering af specialets konklusioner ud over de danske grænser.

Endelig er det nødvendigt at knytte kommentarer til de to krigscases. Komparative casestudier søger ofte at påvise en kasualitet mellem den uafhængige variabel og den afhængige variabel, hvilket også er tilfældet med specialets to analyser. Et vigtigt hensyn i det henseende er at kunne afvise alternative forklaringer, hvilket ofte fremmes ved at vælge et ’most similar systems design’: Dvs. at man ønsker at få mest mulig variation på den uafhængige variabel, samtidig med at alle øvrige uafhængige variable holdes konstant (Andersen et al. 2010, p. 91).

Det er således tilfældet med de to krigscases i specialet, idet de i mange henseender er ens: Tidsmæssigt er krigene i Afghanistan og Irak tæt på hinanden. USA er hovedaktøren bag begge krige, og Danmarks rolle i krigene er forholdsvis ens. Den væsentligste forskel mellem de to krige er beslutningsgrundlaget (den uafhængige variabel i analyse I); mens Afghanistan var en konsensus-krig, var Irak-krigen modsat en dissensus-krig. Det gælder internationalt, hvor der i forbindelse med Afghanistan-krigen var bred international opbak65

ning til det FN-godkendte amerikanske angreb, mens USA i 2003 måtte gå uden om FN og ikke havde opbakning fra store nationer som Frankrig, Tyskland og Rusland.

Men det gælder også i Danmark: Den brede danske enighed48 om at bakke op om USA og deltage i Afghanistan-missionen i 2001 står således i skærende kontrast til det splittede Folketing, som efter en ni timer lang debat i marts 2003 vedtog at sende danske styrker til Irak på baggrund af VK-regeringens og Dansk Folkepartis stemmer. Den markante forskel i de to krigscases udgør et polariseret variationsspænd på den uafhængige variabel og fremmer muligheden for at påvise kausaliteten, og den styrker dermed også generaliserbarheden af undersøgelsens konklusioner i forhold til at efterprøve teserne.

Vurderer vi generaliserbarheden samlet, betyder ovenstående forhold, at der bør udvises en vis forsigtighed mht. til at generalisere på baggrund af undersøgelsen, og at det primært bør begrænses til danske dagblade.

4.3 RESULTATER & ANALYSE I dette afsnit vil der indledende være en kort redegørelse for undersøgelsens overordnede resultater, hvorefter de to analysedele bliver behandlet. Undersøgelsens overordnede resultater forholder sig således: Det samlede datagrundlag for de to krige på 464 krigsartikler blev kodet i forhold til betegnere for presse og publicitet. Da presse og publicitet som nævnt ofte findes i samme artikel, er den overordnede optælling for overblikkets skyld inddelt i dækning, som henholdsvis omtaler pressen, publicitet, både presse og publicitet eller; ingen metadækning. Resultaterne af denne kodningsproces kan findes i nedenstående tabel 4 for Afghanistan-invasionen og i tabel 5 for Irak-invasionen.

Tabel 4 Presse & Ingen metaAfghanistan 2001 Presse Publicitet Publicitet dækning Artikler i alt Politiken 16 8 20 30 74 Jyllands-Posten 11 14 12 38 75 Artikler/ Procent 27/18% 22 / 15% 32 / 22% 68 / 46 % 149 / 101%* Tabellen viser forekomsten af metaartikler i Politikens og Jyllands-Postens dækning af invasionen af Afghanistan i 2001 i de 10 analyserede dage. *Skyldes afrunding.

48

Det skal nævnes, at Enhedslisten stemte imod krigsdeltagelsen.

66

Tabel 5 Presse & Ingen metaIrak 2003 Presse Publicitet Artikler i alt Publicitet dækning Politiken 36 13 26 100 175 Jyllands-Posten 24 13 29 74 140 Artikler/Procent 60 / 19% 26 / 8% 55 / 18% 174 / 55% 315 / 100% Tabellen viser forekomsten metaartikler i Politikens og Jyllands-Postens dækning af invasionen af Irak i 2003 i de 10 analyserede dage.

Beregninger af de tre meta-kategorier viser, at 55 procent af Jyllands-Postens og Politikens artikler i dækningen af Afghanistan-invasionen kan karakteriseres som metahistorier, mens andelen i dækningen af Irak-invasionen var 45 procent49. Det er som nævnt ikke mængden af metadækning, der er vigtigst, men derimod fordelingen af frames. Dette er således fokus for de to analyser.

4.3.1 ANALYSE I Researchspørgsmål I ønskede at undersøge, hvordan danske medier samlet set metadækkede de to krige, dvs. hvordan fordelingen af metaframes så ud i de to dimensioner. Starter vi med dækningen af invasionen af Afghanistan i 2001, kan man i tabel 6 konstatere, at dagbladene her hovedsagligt metaframede krigen i et kanal-perspektiv i pressedimensionen (73%), mens de i publicitetsdimensionen både kanal- og strategiframede (henholdsvis 48% og 41%). Ansvarlighedsframingen udgjorde ca. en tiendedel af framingen i begge dimensi49

Det skal som i foregående afsnit igen nævnes, at det er svært at tillægge dette mængdeforhold og forskellen mellem de to krige nogen større værdi, da de er afhængige af de valg, der er foretaget i udvælgelsesprocessen af det grundlæggende datamateriale, og som heraf giver forskydninger i de procentuelle resultater. Dog tyder tallene på, at den forskel, der er mellem specialets metode og den, som Esser bruger i den tyske undersøgelse af metadækning i krigen, er betydelig, idet andelen af metadækningsartikler i 2003 her kun udgjorde 16 procent af det samlede undersøgelsesgrundlag. Det giver således grund til ekstra forsigtighed i forhold til at sammenligne resultater i den videre analyse. Dog bør det for god ordens skyld nævnes, at de to procentsatser for andelene af metadækning i specialet, er nogenlunde tæt på de mængder, som er fundet i den danske metadækningsundersøgelse af valg, og hvis metode minder mest om specialets. I valgundersøgelsen fandt Hansen som nævnt, at andelen af artikler, som rummede metadækning i valget i 1998, var 61 procent, mens samme tal for valget i 2005 var 63 procent (2006, p. 97).

67

oner, mens personlighedsframingen var sparsomt til stede i pressedimensionen (7%) og slet ikke til stede i publicitetsdimensionen.

Tabel 6 JP & POL 2001 Kanal Strategi Ansvarlighed Personlighed I alt Pressedimensionen 73% 9% 12% 7% 101%* Publicitetsdimensionen 48% 41% 11% 0% 100% Tabellen viser Jyllands-Postens og Politikens samlede metadækning af Afghanistan-invasionen i 2001, fordelt på presse- og publicitetsframes. *Skyldes afrunding.

Vender man herefter blikket mod avisernes metadækning af Irak-krigen i 2003, tegner der sig et andet billede (se tabel 7): I pressedimensionen er det stadig kanalframingen, der dominerer (57%). Men såvel strategi- som ansvarlighedsframingen er begge større her end i 2001 (udgør her henholdsvis 23% og 19%), mens personlighedsframingen er minimal (2%).

Kigger man på publicitetsdimensionen, er her ligeledes ændringer: Om end en væsentlig del af metadækningen kanalframes, er andelen markant mindre end i 2001 (den udgør her 32%). I stedet er det strategiframingen, der dominerer (49%). Ansvarlighedsframingen er ligeledes større i 2003 (udgør her 16%), mens der nu kan spores en personlighedsframing om end yderst begrænset (3%).

Tabel 7 JP & POL 2003 Kanal Strategi Ansvarlighed Personlighed I alt Pressedimensionen 57% 23% 19% 2% 101%* Publicitetsdimensionen 32% 49% 16% 3% 100% Tabellen viser Jyllands-Postens og Politikens samlede metadækning af Irak-invasionen i 2003, fordelt på presse- og publicitetsframes. *Skyldes afrunding.

Fælles for begge krige og for begge dimensioner er, at personlighedsframes nærmest ikke er til stede50. Det er derfor svært at drage yderligere konklusioner for framen, ud over at konstatere, at fokuseringen på publicitetspersonligheder og den selv-promoverende journalistik altså ikke er udbredt i dansk avissammenhæng.

50

De syv procent personlighedsframing i pressedimensionen i avisernes dækning af Afghanistan-invasionen bygger på et meget lille datamateriale. De svarer således kun til fire frames, hvorfor framen ikke meningsfuldt kan siges at være udbredt.

68

Omvendt kan vi fastslå, at dagbladene bruger de øvrige tre typer frames i begge dimensioner og krige. Ser vi på brugen af disse i forhold til den opstillede hypotese I, formodede vi, at avisernes andel af strategi- og ansvarlighedsframes var større i dækningen af Irak-invasionen end af Afghanistan-invasionen som følge af den politiske dissensus omkring beslutningsgrundlaget for Irak-krigen. Omvendt var det forventningen, at andelen af kanalframes var større i Afghanistan-dækningen i forhold til Irak-dækningen. Sammenligner vi resultaterne for mediernes metadækning af de to krige, virker antagelsen til at være korrekt: Den overordnede forskel i fordelingen af metaframes mellem dækningen af de to krige kan ses i tabel 8. Heraf fremgår det, at andelen af kanalframingen i begge dimensioner er mindre i 2003 end i 2001 (16 procentpoint for begge dimensioner). Omvendt er andelen af avisernes strategiframing større i 2003 i forhold til 2001 – især i pressedimensionen (14 procentpoint), men også i publicitetsdimensionen (8 procentpoint). Ligeledes er også ansvarlighedsframingen større i 2003 end i 2001 (7 procentpoint i pressedimensionen og 5 procentpoint i publicitetsdimensionen).

Tabel 8 Frames i presseForskel 2001-2003 Frames i publicitetsForskel 2001-2003 dimensionen i procentpoint dimensionen i procentpoint Kanal -16 Kanal -16 Strategi 14 Strategi 8 Ansvarlighed 7 Ansvarlighed 5 Tabellen viser forskellen i andelen af metaframes for henholdsvis presse- og publicitetsdimensionen i Jyllands-Postens og Politikens samlede metadækning af invasionerne i Afghanistan i 2001 og i Irak i 2003, målt i procentpoint.

Forskellen mellem de to krige er særligt tydelig, når man ser på strategi- og ansvarlighedsframingen samlet som ’kritisk metadækning’ - som er fokus for hypotesen - modsat den neutrale, refererende kanalframing: Beregnet således, viser resultaterne, at avisernes strategi- og ansvarlighedsframing i pressedimensionen samlet udgjorde 21 procentpoint mere i 2003 end i 2001. Samme tendens - men noget mindre – viser sig i publicitetsdimensionen, hvor strategi- og ansvarlighedsframingen var 13 procentpoint større i 2003 end i 2001.

69

Selvom forskellen i den kritiske metadækning altså er mest markant i pressedimensionen, virker tendensen alligevel til at pege i retning af, at Jyllands-Posten og Politiken generelt metadækkede Irak-invasionen mere kritisk end Afghanistan-invasionen, og den opstillede hypotese I forekommer derfor korrekt. Hvordan de to aviser hver især metadækkede krigene, er emnet for næste analyse.

4.3.2 ANALYSE II Researchspørgsmål II ønskede at undersøge, hvordan medier med forskelligt politisk standpunkt til Irak-krigen metadækkede invasionen, idet teori om politisk parallelisme og en tidligere undersøgelse af krigsdækning gjorde det nærliggende at tro, at mediers forskellige politiske standpunkt kan spores i deres metadækning af publicitet i krig. Tabel 9 viser, hvordan Jyllands-Posten og Politiken hver især metadækkede i publicitetsdimensionen for Irak-invasionen i 2003 samt en sammenligning af resultaterne51.

Tabel 9 Frames i publicitetsJyllandsForskel på Jyllands-Posten og dimensionen Posten Politiken Politiken i procentpoint Kanal 41% 23% -18 Strategi 43% 56% 13 Ansvarlighed 14% 18% 4 Personlighed 2% 3% 1 Tabellen viser forekomsten af metadækning i publicitetsdimensionen i dækningen af Irak-krigen i 2003 hos henholdsvis Jyllands-Posten og Politiken samt den beregnede forskel mellem de to aviser i procentpoint.

Som det fremgår af tabellen, har Politiken, som tog afstand fra krigen, benyttet sig mindre af kanalframen (18 procentpoint), men derimod mere af strategiframen (13 procentpoint) 51

Det skal for god ordens skyld nævnes, at specialet ikke fremlægger resultater for hver af de to avisers metadækning af Afghanistan-invasionen. Man kunne ellers på baggrund af teorien om politisk parallelisme argumentere for, at avisernes dækning her burde ligne hinanden, idet de som nævnt begge støttede beslutningen om at gå i krig. Ikke desto mindre viser resultaterne ikke en ens dækning. Det skal dog i overvejende grad tilskrives det meget begrænsede datagrundlag for dækning i 2001, som kun bliver endnu mindre og dermed mere usikkert, når det deles op på de to aviser. Vurderingen er derfor, at metadækningen af Afghanistan-invasionen ikke kan bruges som kontrolgrundlag for tesen om politisk parallelisme.

70

end Jyllands-Posten, der støttede krigen. Mht. ansvarligheds- og personlighedsframes er de nærmest identiske for de to aviser, om end Politikens andel er en anelse større (4 og 1 procentpoint).

Mht. hypotese II formodede vi, at medier, der argumenterede imod Irak-krigen, metadækkede den mere kritisk end medier, der støttede krigen - i et metaframingperspektiv forstået som værende mere tilbøjelig til at strategi- og ansvarlighedsframe. Ser vi på undersøgelsens resultater og på ’kritisk metadækning’ under ét, viser de, at Politikens kritiske metadækning samlet udgjorde 17 procentpoint mere end Jyllands-Posten. Det tyder dermed på, at Politiken metadækkede Irak-krigen mere kritisk i publicitetsdimensionen end Jyllands-Posten, og hypotese II forekommer dermed korrekt.

4.4 SAMMENFATNING OG DISKUSSION På baggrund af ovenstående analyser kan vi grundlæggende slå en ting fast: Resultaterne viser som minimum, at de undersøgte danske medier i lighed med tyske medier anvender metadækning i deres krigsjournalistik. Dermed styrker undersøgelsen tesen om medialiseringen som et totalfænomen (Esser 2009, p. 729), og den understreger, at metadækning som analytisk koncept kan appliceres til ikke alene politik generelt, men også krig (ibid., p.

731). Samlet må det siges at være en væsentlig erfaring for den fremtidige forskning på området.

Foruden denne overordnede konklusion er der flere interessante pointer i undersøgelsen, der kan gøre os klogere på brugen af metadækning. Formålet med dette afsnit er derfor at sammenfatte de væsentligste af disse og diskutere dem i en demokratisk kontekst.

Inden vi kommer så vidt, er det dog først nødvendigt at belyse yderligere to sider af Jyllands-Postens og Politikens metadækning, som bidrager til billedet af, hvordan medierne metadækker: Hvem mediernes frames er rettet imod, og hvordan metadækningen fordeler sig over tid.

Hvis vi indledende ser på de overordnede resultater for presse- og publicitetskategorierne, viser de, at aviserne i begge krige metadækkede sig selv og andre medier omtrent

71

lige så meget som krigsaktørerne52. Det adskiller sig dermed fra resultaterne af den tyske undersøgelse af metadækning af Irak-krigen i 2003, hvor pressedimensionen var klart mest dominerende53. Esser forklarer overvægten i pressehistorier med, at ”it would require enormous effort and determination to investigate the Pentagon’s PR and publicity strategy, especially for a distant bystander like the German press. By contrast it is much easier to report on the very public role of the mass media” (2009, p. 722).

Selvom Danmark modsat Tyskland deltager i Irak-krigen, ville det alligevel være forkert at hævde, at Danmark og den danske presse skulle være meget tættere på beslutningernes centrum end den ditto tyske. Ikke desto mindre tyder det altså på, at de danske dagblade har været mere opmærksomme på at dække krigsaktørernes publicitet end de tyske. Men kigger man herefter på, hvem de danske avisers metaframing er rettet imod, er der flere interessante pointer, der er værd at bemærke54: Starter vi med publicitetsframingen, viser det sig, at det i begge krige hovedsagligt er koalitionspartnere og ikke danske krigsaktører, der er i fokus. I metadækningen af Afghanistan-invasionen er 65 procent af de samlede publicitetsframes og 73 procent af den samlede strategiframing rettet mod andre koalitionsaktører. Frames rettet mod danske krigsaktører udgør kun fem procent af den samlede publicitetsframing, og ingen er strategisk framet.

Nogenlunde samme billede gælder for metadækningen af Irak-invasionen. Her udgør publicitetsframes mod koalitionsaktører en mindre andel - 35 procent - men fokus på dem er dog stadig dominerende, og ud af den samlede strategiframing er 40 procent rettet mod disse. Om end danske krigsaktører her udgør en større andel af den samlede publicitetsdækning (16 procent) i forhold til Afghanistan-dækningen, da er de minimalt strategisk 52

Beregninger af den samlede metadækning for hvert år viser således, at de to dimensioner i både 2001 og i 2003 er tæt på hinanden i andelen af metaframes: I 2001 udgør pressedimensionen således 52 procent af den samlede metadækning, mens publicitetsdimensionen udgør 48 procent. For 2003 er der lidt mere forskel: Henholdsvis 59 og 41 procent.

53 Essers resultater for Irak-krigen i 2003 - som er dem, der er mest relevante at sammenligne med - viser, at 87 procent af metadækningen befandt sig i pressedimensionen, mens 13 procent fokuserede på publicitet (2009, p. 723). Igen skal det dog fremhæves, at Essers metode afviger fra specialets.

54 Kodeskemaet i bilag 4 viser de mulige aktører, som frames i presse- og publicitetsdimensionen kan være rettet mod.

72

framet; kun 3 procent af den samlede strategiske framing er rettet mod de danske krigsaktører - eller hvad der svarer til én artikel med denne type framing.

Umiddelbart virker dette måske ikke overraskende, idet det logisk nok er hovedaktørerne i koalitionerne bag de to krige – USA og til dels Storbritannien – der har stået for hovedparten af publiciteten. Omvendt tyder det dog også på, at de danske medier i undersøgelsesperioden ikke har fundet det væsentligt eksempelvis at motivforklare, hvorfor danske magthavere er gået med i krigene. Det er naturligvis især interessant i forhold til Irak-krigen, idet det på baggrund af den politiske uenighed i Danmark og i andre lande umiddelbart virker oplagt at analysere, hvilke årsager der ligger bag, at Danmark – modsat store europæiske magter som Tyskland og Frankrig - gik med i den USA-ledede koalition.

Kigger man på pressedimensionen, er det tillige interessant at kunne konstatere, at presseframingen i begge krige hovedsagligt er rettet mod udenlandske medier og medier generelt. Det gælder også strategi- og ansvarlighedsframingen, hvor omkring 60 procent i begge krige er rettet mod udenlandske medier eller medier generelt. Modsat er presseframingen mod danske medier - både generelt og i forhold til strategi- og ansvarlighedsframes – minimal i begge krige (under 10 procent i alle kategorier). Det flugter dermed med resultaterne af den tyske metadækningsundersøgelse55 og giver samtidig yderligere opbakning til den teoretiske antagelse, der blev redegjort for i afsnit 2.2.2, om, at medier sjældent vender blikket indad i deres mediejournalistik, men i stedet fokuserer på andre medier eller den samlede medieinstitution.

Foruden dette er det som sagt også interessant at kaste et blik på metadækningen over tid i de to gange 10 dage lange analyseperioder: Her viser resultaterne, at mængden af metadækning i begge krige er klart størst efter krigsudbruddene. Figur 3 illustrerer således, hvordan metadækningen nærmest eksploderer ved selve krigsbruddet i aviserne, og metadækningen følger dermed mønstret for den øvrige krigsdækning, som tidligere studier har vist er mest omfattende i startfasen af en krig (Kristensen et al. 2006, pp. 35-36).

Dog er der, som det kan anes i figuren, en vis forskel i avisernes før-og-eftermetadækning af de to krige: Hvor avisernes metadækning af invasionen i Afghanistan var 55

I Essers undersøgelse af Irak-krigen i 2003 udgjorde presseframes, rettet mod tyske medier, således kun 17 procent af den samlede presseframing (2009, p. 723).

73

fordelt med 17 procent før krigsudbruddet og 83 procent efter, er tallene for Irak-krigen henholdsvis 30 procent før krigsudbruddet og 70 procent efter. Medierne metadækkede altså optakten til den dissensus-prægede Irak-krig relativt mere end optakten til den konsensus-prægede Afghanistan-krig.

Figur 5 45 40 Metaframes

35 30 25 Metaframes for JP+POL 2001 Metaframes for JP+POL 2003

20 15 10 5 0 1

2

3

4

5

6

7

8

9 10

Dage i analyseperioderne

Figuren viser et diagram over Jyllands-Postens og Politikens brug af metaframes over tid i de to analyseperioder i dækningen af henholdsvis Afghanistan-krigen i 2001 (markeret med cirkel) og Irak-krigen i 2003 (markeret med firkant). OBS: Krigsudbruddet i aviserne er på dag seks.

Ser man på fordelingen af de forskellige frames over tid, er det ligeledes interessant at kunne konstatere, at mediernes metadækning i begge dimensioner af optaktsfasen til Irakkrigen var betydeligt mere strategisk – og dermed kritisk – framet, sammenlignet med optakten til invasionen af Afghanistan. I publicitetsdimensionen - som her må siges at være den væsentligste, da den går bag om den strategiske kommunikation og dennes forsøg på legitimering af krigen over for borgerne – dominerede strategiframingen således dimensionen med en andel på 63 procent i dækningen af Irak-invasionen. Modsat var optaktsfasen til Afghanistan-invasionen klart domineret af kanalframing og indeholdt blot 30 procent strategiframing.

At optakten til Irak-krigen var mere kritisk dækket end optakten til Afghanistankrigen, giver til en vis udstrækning sig selv, idet invasionen af Irak i det hele taget blev mere 74

kritisk dækket end Afghanistan-invasionen. Ikke desto mindre er det interessant, idet flere som tidligere nævnt anser dækningen af optakten til en krig for at være særlig vigtig i forhold til legitimiteten af og borgernes stillingtagen til krigen (Dorman et al. i Bennett et al.

1994, p. 63; Carruthers 2000, p. 44).

De to ovenstående forhold om, hvem mediernes frames er rettet imod og forekomsten af metaframes over tid, nuancerer billedet af mediernes metadækning af krigene.

Overordnet falder de dog fint i tråd med undersøgelsens øvrige resultater, som – med forbeholdene in mente – forekommer at støtte antagelserne om, at graden af politisk konsensus i beslutningsgrundlaget og den politiske parallelisme har betydning for mediernes kritiske metadækning. For bedre at kunne forstå resultaterne vil de blive diskuteret i en demokratisk kontekst i næste afsnit.

4.4.1 MEDIER I KRIG – UKRITISKE ELLER PÅ EN UMULIG MISSION? Når vi diskuterer metadækning i demokratisk sammenhæng, sker det ud fra et normativt udgangspunkt. Som tidligere nævnt er det Essers opfattelse, at medierne grundlæggende har en demokratisk forpligtigelse til at facilitere borgernes deltagelse i en mediekonstrueret offentlighedssfære, at oplyse om de ændrede regler i medialiserede krige og endelig at holde magthaverne ansvarlige for deres handlinger (2009, pp. 726-729).

Det er også udgangspunktet for specialets diskussion af den demokratiske betydning af de danske mediers metadækning af invasionerne af Afghanistan og Irak. Alligevel skal det pointeres, at Essers tilgang til spørgsmålet om mediernes demokratiske opgave blot er en ud af mange i en meget omstridt debat (McQuail 2010, p. 163), og at synet på medierne tillige afhænger af, hvilket opfattelse man har af demokratiet (Strömbäck 2005, p. 331).

Dertil kommer, at der også er forskellige holdninger til, hvilken rolle medierne skal spille i krigssammenhæng.

P.g.a. specialets omfang er der ikke plads til en dybere redegørelse og diskussion af forskellige demokratimodeller og journalistiske standarder generelt og i krig. Det skal blot pointeres, som det også vil fremgå af nedenstående diskussion, at der ikke kun er én måde at se på, hvordan medierne kan og skal agere i et demokrati, hvilket også betyder, at man

75

skal være påpasselig med at drage alt for positive eller negative konklusioner på mediernes bekostning. Hertil kommer, at specialet - bl.a. som følge af undersøgelsens størrelse - i det hele taget skal være forsigtig med at drage håndfaste konklusioner om mediernes metadækning og dermed dens demokratiske betydning.

Når vi skal diskutere, hvorvidt medierne lever op til de forpligtigelser, som Esser har opstillet, gøres det ud fra, hvordan de bruger de forskellige metaframes. Det skyldes som nævnt, at der er forskel på, i hvilken udstrækning forskellige ’fremstillinger’ af medierne, krigsaktørerne og forholdet imellem dem gavner borgernes stillingtagen til brugen af militær magt (Esser 2009, p. 731). Som vi husker fra teorien, kan kanalframes i den sammenhæng anses som værende neutrale, da de hverken er positive eller negative i forhold til oplysningen af borgerne. Modsat har strategiframes potentielt negative effekter, da de ifølge Esser ikke direkte hjælper til at oplyse borgerne, men potentielt kan udløse magthaverlede. Omvendt er ansvarlighedsframen meget demokratisk værdifuld og positiv for oplysningen af borgerne, idet journalisten her udfylder rollen som ’offentlighedens advokat’, der bidrager med nyttig information omkring medialiseringen af krige til den almindelige borger. Endelig ses personlighedsframen som et udtryk for en bekymrende trend mod kendis-journalistik og selv-promovering af journalister (ibid., pp. 726-727). Kigger vi med det for øje på mediernes metadækning, er der flere interessante iagttagelser.

Indledende skal det først konstateres, at selvom der sås en tendens i den tyske undersøgelse til en større, om end stadig begrænset brug af personlighedsframen i begge dimensioner, tyder specialets resultater på, at de danske dagblade ikke anvender denne frame. Hverken når de dækker dem selv eller krigsaktørerne. Hvad denne forskel skyldes, er ikke sikkert. Men i det mindste kan man sige, at eventuelle negative demokratiske konsekvenser, der kan følge af kendisjournalistik og selvpromovering af journalister, ikke er relevante at diskutere i dansk sammenhæng.

Går vi videre til de øvrige resultater og begynder med pressedimensionen, er der især ét forhold, der er værd at bemærke - kanalframingen dominerer massivt i dækningen af både Afghanistan- og Irak-invasionen. Kanalframingen kommer som regel til udtryk igennem referencer til andre medier, og som nævnt er disse i overvejende grad rettet mod udenlandske medier eller medier generelt. Det er i et vist omfang naturligt, eftersom det 76

overvejende er store udenlandske medier som CNN, BBC og New York Times, der er mål for de store krigsaktørers publicitet, og som derfor også bringer informationerne om krigen videre, herunder til danske medier. Framen er som nævnt ikke særlig interessant i et demokratisk øjemed, idet den hverken hjælper eller skader i oplysningen af borgerne. I stedet understreger framens udbredelse, at medier kildehenviser, og at de er opmærksomme på mediers tilstedeværelse og betydning som en del af krigen.

Hvad der er mere spændende, er andelen af strategi- og ansvarlighedsframes. Disse to frames bliver anvendt omtrent lige meget, men betydeligt mere i dækningen af Irakinvasionen end af Afghanistan-invasionen. De potentielt negative sider af strategiframingen opvejes dermed af den demokratisk mere gavnlige ansvarlighedsframing – også selvom framingen som nævnt er rettet mod udenlandske medier eller medier generelt, mens de danske medier generelt går fri for deres egen kritik. Overordnet må man derfor (i lighed med den tyske undersøgelse) anerkende, at de danske aviser ”strived to assist citizens to reach a more educated judgment on the relationship of war and media” (ibid., p. 727) – særligt i forhold til den dissensus-prægede Irak-krig.

Det samme kan ikke siges, når vi vender blikket mod publicitetsdimensionen. Her er det i begge krige kanal- og strategiframingen, der dominerer; hvor kanalframingen er mest markant i dækningen af Afghanistan-invasionen, er strategiframingen mest udbredt i Irak-invasionen. Mht. Afghanistan-dækningen kunne man tillige overveje, om den store andel af kanalframing (48%) er et udtryk for, at krigsaktørerne har haft succes med deres propaganda-strategi over for medierne. Hvis det er tilfældet, må det i et demokratisk perspektiv betragtes som bekymrende, da man dermed kan frygte, at det oplysningsgrundlag, som borgerne har fået om Afghanistan-krigen, ikke har været tilstrækkeligt kritisk belyst.

Om ikke andet tyder det på, at kritikken om, at Afghanistan-dækningen er foregået på krigsaktørernes præmisser, er berettiget.

Omvendt kunne man i forbindelse med Irak-invasionen i 2003 tolke den store andel strategiframing (49%) som et tegn på, at de danske medier har været mere skeptiske i forhold til krigsaktørernes strategiske kommunikation og f.eks. forsøgt at gå bag om deres motiver m.m. På den ene side kan den strategiske framing siges at være positiv for borgernes stillingtagen til brugen af militær magt, eftersom den i det mindste giver den strategiske 77

kommunikation et modspil. Det har dog som sagt været møntet på de øvrige koalitionsaktører og ikke de danske. Omvendt kan framen som nævnt have negative effekter på troværdighed og opfattet legitimitet af den politiske proces og udløse magthaverlede i stedet for oplysning af borgerne.

I begge krige kunne det derfor være demokratisk fordelagtigt, hvis ansvarlighedsframingen modvejede de potentielt negative effekter af strategiframingen. Det skyldes, at ansvarlighedsframingen implicit kan bidrage til at gøre modtagerne opmærksomme på de mange forskellige interesser, som forsøger at manipulere nyhedsbilledet – dvs. i bedste fald medvirke til en mere kritisk og oplyst reception af nyhederne hos borgerne. Men kigger vi på andelen af ansvarlighedsframes, er de i begge år betragteligt mindre brugt end den strategiske framing (11% i 2001 og 16% i 2003). I lighed med den tyske undersøgelse kan man derfor sige, at nok fortjener de danske medier ros for i det mindste at anvende ansvarlighedsframen, men at ”a comprehensive and enlightening analysis of government new management was asking too much of real-time press coverage” (ibid., p. 726).

Om den forholdsvis begrænsede anvendelse af ansvarlighedsframen skyldes, at journalisterne har fundet det vigtigere at forklare krigsaktørernes motiver bag deres handlinger på en spændende måde, eller om det har været for svært for medierne at ansvarlighedsframe, vides ikke. Uanset må det dog karakteriseres som bekymrende for oplysningen af borgerne, at den strategiske framing ikke opvejes af de indsigtsgivende ansvarlighedsframes. Konsekvensen kan være, at borgerne i begge krige har fået et unuanceret billede af krigen, der potentielt kan resultere i en apati og fremmedgjorthed mod det politiske system.

Det er dog ikke kun den demokratiske værdi af de enkelte frames, der er interessant. Også når vi sammenligner den kritiske metadækning af de to krige, er der forhold, der er værd at bemærke mht. mediernes demokratiske ansvar. Som forventet viste analyse I en overordnet tendens til mere kritisk metadækning af Irak-invasionen end af Afghanistaninvasionen – mest i forhold til metadækningen af medierne selv, men også i forhold til krigsaktørerne. Hovedforklaringen skal ifølge den gennemgåede teori findes i, at mediernes dækning reflekterer den politiske debat – det vil henholdsvis sige den politiske konsensus, der prægede krigsbeslutningen om Afghanistan-invasionen i 2001, og den politiske dissen78

sus omkring Irak-beslutningen i 2003. Det vil dermed sige, at medierne var mere kritiske i dækningen af Irak-invasionen, fordi de afspejlede de forskellige holdninger til krigen, mens de i Afghanistan-dækningen var mindre kritiske, fordi der (næsten) ikke var nogen, der var uenige i beslutningen om at gå i krig. Det falder dermed i tråd med kritikken af Afghanistan-dækningen fra indledningen, om at pressen blev ”fanget på tomandshånd, fordi de kritiske historier, som pressen jo alt andet lige har til formål at komme med, dem er der ikke nogen, der efterspørger” 56.

Til trods for at det i et vist omfang kan synes naturligt, at den politiske enighed kan spores i mediernes kritiske metadækning, er der alligevel spørgsmål, der trænger sig på, og som også kan anes i ovenfornævnte citat: Hvis ingen andre stiller kritiske spørgsmål til krigsbeslutningen, er det så ikke lige præcis mediernes opgave at gøre det? Er det ikke netop mediernes demokratiske forpligtigelse at holde magthaverne ansvarlige for deres handlinger og være ekstra kritiske, når det gælder krig, uanset om der i øvrigt er enighed om krigens berettigelse, og uanset om medierne selv er enige i krigsbeslutningen? Og er det ikke netop her, at der er brug for journalistisk selvkritik mht., om dækningen er skarp nok og har fokus på de væsentligste emner? Det virker i hvert fald på sin plads at stille disse spørgsmål. Både når man tænker på de enorme konsekvenser, der er ved krig generelt, og som siden hen har vist sig i Afghanistan. Men også fordi krigsjournalistikken netop er fagets lakmusprøve, hvor ”war journalists are thought to do what all journalists do, only in a more heightened, vibrantly important fashion” (Allan et al. 2004, p. 4).

Den højere standard i krigsjournalistikken må i særlig grad gælde det kritiske element og herunder også den kritiske metadækning, idet den netop oplyser om krigsaktørernes strategiske kommunikation og deres forsøg på legitimering af krigen. I den forbindelse skal det påpeges, at krigsaktørers strategiske kommunikation generelt er mest effektiv, når niveauet af information hos offentligheden er lavt (Esser 2009, p. 731). I tilfældet med Afghanistan må offentlighedens informationsniveau karakteriseres som relativt lavt. For selvom der var en forståelse for at reagere på angrebet d. 11. september 2001 på USA, var det uklart, hvad der reelt var målet med missionen i Afghanistan. Det ses bl.a. i et interview i Politiken lige efter invasionen med den daværende formand for SF, Holger K. 56

Udtalt af lektor i journalistik på Roskilde Universitetscenter, Mark Ørsten, i P1’s ”Mennesker og Medier”, d. 1.1. 2010, tema: ”Afghanistan set fra Danmark”.

79

Nielsen, som støttede angrebet på Afghanistan, men alligevel påpeger: ”Problemet er, at det er svært at finde ud af, hvad man vil med denne aktion. Vil man ødelægge bin Ladens terrorbaser, eller har man et mere overordnet mål?” 57.

Mediernes indflydelse er størst, når de er kritiske (Robinson 2001, p. 531), og havde de i højere grad haft ovenstående problematik på deres dagsorden, når de metadækkede, kunne den muligvis også have haft betydning for magthavernes dagsorden (jf. teorien om dagsordner i medialiseringen). Men ved ikke at metadække Afghanistan-invasionen mere kritisk – herunder optakten til invasionen – kan det tænkes, at medierne i stedet gav krigsaktørerne større frirum til at påvirke borgernes stillingtagen til krigen i den for dem mest favorable retning, hvilket i en demokratisk sammenhæng vil kunne betragtes som bekymrende.

Det skal dog nævnes, at der også kan være en anden forklaring på undersøgelsens resultater, som specialet hidtil ikke har berørt. Den omhandler det såkaldte rally ’round the flag-syndrom og er hovedsagligt blevet belyst i amerikansk sammenhæng. Begrebet dækker over den efterhånden veldokumenterede antagelse, at en nation samler sig på tværs af politiske skel i opbakning til lederskabet, når der er en dramatisk international konflikt, som landet er involveret i (Hetherington et al. 2003, p. 37). Begrebet er særlig interessant, fordi medierne også er omfattet af fænomenet: ”In times of war, there is a strong tendency for the media to “rally ’round the flag” and accept the precedence of politics over the media” (Strömbäck 2008, p.

235).

Det er tillige dokumenteret, at en variabel, der har betydning for omfanget af rallyeffekten, er FN’s stillingtagen til konflikten: En krig, der er støttet af FN, medfører således større opbakning til lederskabet end en krig, der ikke er (Chapman 2004, p. 906). Det blev netop bevist ved de to analyserede krige: Hvor angrebet d. 11. september 2001 og det efterfølgende FN-godkendte angreb på Afghanistan udløste det hidtil største registrerede hop i meningsmålinger i støtten til en amerikansk præsident - et spring på 35 procentpoint - udløste Irak-krigen uden FN-mandat blot en stigning på 13 procentpoint (Smith et al. 2003).

Umiddelbart virker det derfor heller ikke usandsynligt, at rally-effekten og FN-variablen har 57

Fra: ”Krig mod Taleban: Bred opbakning til USA's angreb” af Bjarne Steensbeck og Kjeld Hybel, d. 9.10. 2001, 1. sektion, side 12.

80

haft betydning for de danske dagblade og forskellen i deres kritiske metadækning af de to krige58.

Disse overvejelser leder dog hen til et andet og ligeledes essentielt spørgsmål for hele diskussionen af mediernes kritiske journalistik i krig: Hvad kan vi tillade os at forvente af medierne i deres dækning i krig? Det spørgsmål skal forstås på to måder. For det første må vi spørge os selv, om journalister kan og skal være kritiske for enhver pris, når det gælder krig? Når man tænker på, at krig ofte skyldes trusler mod statens sikkerhed - herunder mediernes ytringsfrihed - virker det ikke unaturligt, at også medierne er påvirket af dette aspekt. Og som kommentaren Hans Engell påpeger i forhold til den danske dækning af Afghanistan-krigen, så er ”de farlige og kritiske spørgsmål ikke blevet stillet, fordi vi alle føler med soldaterne derude” 59.

For det andet må vi også spørge, om medieforskningen sætter forventningerne til medierne for højt? Taylor fremhæver, at akademiske undersøgelser konsekvent er meget kritiske i deres bedømmelse af mediernes dækning af krig, og at konklusionen altid er, at de ikke lever op til deres ansvar. Han forklarer, at p.g.a. offentlighedens afhængighed af mediernes nyheder og fortolkning af komplekse begivenheder, og fordi medierne generelt ikke kan levere den objektive og balancerede dækning, som medieforskere værdsætter, ”scholarly analysis of media performance is rooted more in frustration about what the media ’should’ be saying, or are not saying, as distinct from what it is possible to say” (i Cottle, 2003, p. 78).

Svaret fra medierne på kritikken har ofte været, at forskningen ikke befinder sig i den virkelige verden i forhold til, hvordan det er realistisk at dække krig (ibid., p. 78). Set i det lys er det måske også for nemt, når dette speciale f.eks. peger fingre ad de danske medier for ikke at ansvarlighedsframe nok i forhold til krigsaktørerne. Årsagen til dette kan muligvis være, at det simpelthen ikke har været praktisk muligt for medierne at bringe den type reflekterende dækning, eftersom krigene kun lige er begyndt i analyseperioderne, og da adgangen til information formentlig har været vanskelig.

58

Det skal naturligvis bemærkes, at der er markante forskelle på det amerikanske og danske mediepolitiske system, herunder den forfatningsmæssige forskel i forhold til præsidentstatsminister-rollen.

59 Fra P1’s ”Mennesker og Medier”, d. 1.1. 2010, tema: ”Afghanistan set fra Danmark”.

81

I hvert fald må det være en vigtig pointe for den videre forskning, at man skal overveje, om forventningerne til mediernes dækning af krig står mål med, hvad der er praktisk muligt for dem at præstere. Hvis det ikke sker, kan konsekvensen være, at kløften mellem forskningen og medierne udvides endnu mere, hvilket ikke er til gavn for nogen af parterne.

82

5. PERSPEKTIVERING Der synes alt i alt at være god grund til at beskæftige sig yderligere med metadækning. For selvom specialet bidrager med ny viden omkring mediernes metadækning, stiller det også nye spørgsmål til fremtidig forskning. Her kan det først påpeges, at hvor specialet har undersøgt metadækning i krig i dansk sammenhæng, virker det oplagt at undersøge fænomenet i andre lande, som i højere grad end Danmark kan betegnes som hovedaktører i krig. I tilfældet med specialets cases vil det sige USA. Det er interessant, i og med USA som ledende krigsaktør må formodes at have målrettet publicitetsindsatsen mod store amerikanske og internationale medier for at skaffe national og international opbakning til deres aktioner. Disse medier kan derfor tænkes at være udsat for den mest markante påvirkning fra krigsaktørernes strategiske kommunikation, og et studie af deres metadækning kunne bidrage med væsentlig viden om deres måde at håndtere den strategisk kommunikation på, bl.a. set i forhold til de danske medier.

Desuden kunne det i fremtiden være relevant at belyse metadækning i krig på andre tidspunkter end blot i forbindelse med krigsudbruddene. Det kunne fortælle, om medierne på et senere tidspunkt er bedre til at reflektere over dem selv og krigsaktørernes publicitet.

Det samme kan siges om metadækning i et bredere perspektiv: Hidtil har studier af metadækning fokuseret på særlige begivenheder som valg og i dette tilfælde krig. Ikke desto mindre kunne det være gavnligt for den grundlæggende forståelse af metadækning, hvis fænomenet blev belyst i en ’hverdagssammenhæng’. Dette ville også kunne bidrage med væsentlige informationer om, hvornår journalister føler sig nødsaget til at bruge metadækning og de forskellige frames. Dette område er kraftigt underbelyst, og det kunne derfor ligeledes være nyttigt for forståelsen af metadækningens natur, hvis der blev udført flere kvalitative undersøgelser, hvor journalister kunne svare på, hvad der driver dem til at dække dem selv og publicitetsaktiviteterne.

Endvidere bør studier af metadækning generelt udvides i forhold til de undersøgte medier. I lighed med specialet har tidligere metadækningsstudier også fokuseret på den mere seriøse ende af medieudbuddet. Ikke desto mindre fylder tabloidpressen en væsentlig del af nyhedsbilledet, og det ville derfor være nyttigt, hvis også denne del af medierne blev 83

inddraget i belysningen af fænomenet. Det samme kan siges i forhold til netmedier generelt p.g.a. deres stadig større betydning for oplysningen af borgerne.

Et sidste område, der bør udforskes nærmere, er selve effekten af metadækning.

Om end der har været visse undersøgelser af eksempelvis strategiframens betydning for borgernes opfattelse af politik, er området langt fra klarlagt. Eksempelvis er ansvarlighedsframens formodede gavnlige effekter næsten ikke blevet berørt. Ser vi på den specifikke sammenhæng med krig, findes der ingen effektstudier overhovedet, hvilket må anses som særlig kritisk, da vi dermed ikke kan være sikre på, at effekterne her er de samme som for øvrig politik.

Det betyder samtidig, at der i det hele taget bør fokuseres mere på den normative betydning, som tillægges de forskellige frames – herunder om betydningen af dem ændres, afhængigt af forskellige kontekster de bruges i. Man kan i forlængelse af analysens diskussion spørge, om strategiframen vitterlig er så problematisk, som en stor del af den foreløbige litteratur på området hævder? Og hvis den er, om det så alligevel ikke er naturligt, at journalister bruger den, når man tænker på krigsaktørernes massive strategiske kommunikation, hvis informationer til offentligheden i visse tilfælde har været af tvivlsom karakter - jf. eksemplet om irakiske drab af kuwaitiske spædbørn i Irak-krigen i 1991 og senest i dansk kontekst omkring den arabiske oversættelse i den såkaldte Jægerbogssag. Samlet er der derfor god grund til at foretage yderligere undersøgelser af de forskellige betydninger af frames, idet det er essentielt for den demokratiske forståelse af metadækningen.

84

6. KONKLUSION Formålet med specialet har været at undersøge, hvordan danske mediers metadækning kommer til udtryk i deres dækning af invasionerne i Afghanistan i 2001 og i Irak i 2003.

Interessen for problemstillingen skyldes grundlæggende, at specialet kan bidrage med yderligere viden til forståelsen af metadækningskonceptet, som den foreløbige forskning tillægger en væsentlig betydning. Undersøgelsen af metadækning i krig er særlig interessant i en demokratisk sammenhæng, fordi metadækning kan have indflydelse på borgernes stillingstagen til og legitimiteten af krige, fordi det er medierne, der konstruerer krigens virkelighed for borgerne igennem deres informationer.

Specifikt udvider specialet den eksisterende litteratur ved at undersøge fænomenet for medier i krigsførende lande, hvilket hidtil ikke har været gjort. Specialet bidrager samtidig med ny viden ved at sammenligne de to pågældende krige, da det giver mulighed for at undersøge, om mediernes kritiske metadækning påvirkes af graden af politisk konsensus i beslutningsgrundlaget for krigen. Ved at sammenligne to medier med forskelligt politisk standpunkt til Irak-krigen giver det samtidig mulighed for at undersøge, om dette forhold har indflydelse på mediets kritiske metadækning af krigen.

For at besvare problemformuleringen var det indledende nødvendigt at forklare baggrunden bag og elementerne i metadækning. Da metadækning er en konsekvens af medialiseringen af politik, var redegørelsen for medialiseringen samt selve definitionen af metadækning emnet for teoridel I i kapital 1. Her blev der redegjort for, at metadækning kan komme til udtryk på to måder: I en pressedimension, hvor der er fokus på pressen selv, herunder på kvaliteten og betydningen af pressens dækning. Eller i en publicitetsdimension, hvor der er fokus på magthavernes aktiviteter for at vinde omtale i medierne.

Herefter blev der i del II af teorien argumenteret for, at krige i lighed med politik er underlagt medialiseringsprocesser, og at man derfor kan forvente, at medierne også metadækker i krige. For senere at kunne opstille hypoteser for analysen, blev der redegjort for, hvordan graden af kritisk krigsdækning afhænger af politisk konsensus omkring krigsbe-

85

slutningen og af mediets eget politiske standpunkt til krigen. Derefter argumenterede specialet, at det var sandsynligt, at det samme gælder kritisk metadækning.

Da specialet undersøger metadækning via framinganalyse, var det nødvendigt at forklare framingkonceptet og sammenhængen med metadækning i del III. Her blev der redegjort for fire typer frames, der tidligere er fundet i mediers metadækning af krig i både presse- og publicitetsdimensionen: Kanal, strategi, ansvarlighed og personlighed.

Kanalframen udspringer af et journalistisk ønske om faktuel korrekthed. Den er meget nøgtern og beskrivende og har typisk fokus på basale referencer til medier eller krigsaktørernes publicitetsaktiviteter. Omvendt er strategiframen kritisk, og den fokuserer på, at medierne ikke er talerør for krigsaktørerne og fortolker derfor den strategiske kommunikation. Framen har ofte en kynisk undertone, fordi den fremstiller krigsaktørerne som manipulerende. En ansvarlighedsframe er også kritisk, men fokuserer på journalistiske standarder eller publicitetshandlinger i en demokratisk kontekst. Framen er refleksiv i forhold til mediernes egen magtfulde rolle, og den adresserer kompleksiteten i forholdet mellem medier og magthavere for at øge den demokratiske deltagelse. Dermed adskiller den sig fra personlighedsframen, der er koncentreret om selvobservation og karakterer, men uden samme grad af refleksion. Fokus er i stedet på journalisters egne oplevelser i krigsdækningen samt portrætter af publicitetsaktørerne.

Der blev videre redegjort for den betydning, de forskellige frames har i en demokratisk kontekst. Mens kanalframes er neutrale, fordi de hverken gavner eller modarbejder oplysningen af borgerne, anses strategiframes generelt for negative, da de potentielt kan udløse magthaverlede. Omvendt er ansvarlighedsframen demokratisk værdifuld, idet journalisten udfylder rollen som ’offentlighedens advokat’. Endelig ses personlighedsframen, som et udtryk for en bekymrende trend mod kendis-journalistik og selv-promovering af journalister.

I den fjerde og sidste del af kapitel 1 blev besvarelsen af problemformuleringen delt op i to analysedele. Da specialets undersøgelse har en eksplorativ karakter, indeholdt analyserne hver et overordnet researchspørgsmål, der spurgte grundlæggende til mediernes metadækning, samt en hypotese i forhold til den kritiske metadækning.

86

Analyse I ønskede svar på, hvordan medierne som samlet enhed metadækkede invasionerne af Afghanistan i 2001 og af Irak i 2003. Hypotesen var, at man på baggrund af teorien om samvariation mellem kritisk krigsdækning og graden af politisk konsensus i beslutningsgrundlaget kunne forvente, at medierne metadækkede den dissensus-prægede Irak-krig mere kritisk end den konsensus-prægede Afghanistan-krig. Kritisk metadækning blev forstået som brug af strategi- og ansvarslighedsframen.

Analyse II ønskede svar på, hvordan medier, der henholdsvis støttede eller tog afstand fra Irak-krigen, metadækkede invasionen. Hypotesen var, at man på baggrund af teorien om samvariation mellem et medies politiske standpunkt til krigen og graden af kritisk metadækning kunne formode, at et medie, der argumenterede imod krigen, metadækkede den mere kritisk, end et medie der støttede krigen. På baggrund af teorien var det kun forventeligt, at det ville gælde i publicitetsdimensionen.

Kapitel 2 redegjorde herefter for valg og metode for den empiriske analyse. Heraf fremgik det, at medierne, der skulle analyseres, var Jyllands-Posten, der støttede Irakkrigen, og Politiken, der argumenterede imod.

I kapitel 3 indledte den empiriske analyse med at forklare, at resultaterne af undersøgelsen tyder på at være troværdige, da en interkoderreliabilitetstest viste et tilfredsstillende resultat. Herefter blev der redegjort for, at især undersøgelsens størrelse og mediernes repræsentativitet medfører, at man skal udvise forsigtighed med drage at håndfaste konklusioner samt at generalisere undersøgelsens resultater. Herefter fulgte de egentlige analyser i besvarelsen af problemformuleringen: Analyse I viste overordnet set, at Jyllands-Posten og Politiken brugte kanal-, strategi- og ansvarlighedsframen i deres metadækning, men at personlighedsframen nærmest ikke var til stede i nogen af dimensionerne. I pressedimensionen var det i begge krige kanalframen, der dominerede, mens strategi- og ansvarlighedsframen blev brugt mindre, men ligeligt. I publicitetsdimensionen var forholdet anderledes. Her var det i begge krige kanalog strategiframingen, der dominerede. Mens kanalframingen var massiv i dækningen af Afghanistan-invasionen, var strategiframingen mest udbredt i Irak-invasionen. Derimod blev ansvarlighedsframen i begge år brugt væsentligt mindre. Samlet tydede der på at være dækning for hypotesen, når man sammenlignede metadækningen af de to invasioner: Jyl87

lands-Posten og Politiken metadækkede samlet set Irak-invasionen mere kritisk end Afghanistan-invasionen.

I analyse II, som belyste de enkelte avisers metadækning, viste resultaterne, at Politiken

brugte

strategi-

og

ansvarlighedsframing

mere

end

Jyllands-Posten

i

publicitetsdimensionen af Irak-invasionen. Dermed fandt analysen også opbakning til hypotesen om, at Politiken, der tog afstand fra Irak-krigen, var mere kritisk i metadækningen af publicitetsdimensionen, end Jyllands-Posten der støttede krigen.

I kapitlets sidste del blev resultaterne sammenfattet og diskuteret. Det blev overordnet konstateret, at en hovedpointe i undersøgelsen er, at den viser, at de danske dagblade rent faktisk bruger metadækning i deres krigsdækning. Desuden giver analyserne – med de tidligere nævnte forbehold in mente - støtte til antagelserne om, at graden af politisk konsensus i beslutningsgrundlaget for krigen og den politiske parallelisme har betydning for mediernes kritiske metadækning.

Resultaterne blev herefter diskuteret i en normativ demokratisk kontekst. Det blev argumenteret, at mediernes metadækning i pressedimensionen afspejler, at de forsøgte at give borgerne et mere oplyst grundlag til at forstå forholdene for medier i krig. Det samme var ikke tilfældet i publicitetsdimensionen, hvor det blev fundet problematisk, at kanalframingen var meget massiv i Afghanistan-dækningen. Det forhold gav anledning til at tro, at krigsaktørerne havde haft succes med deres propaganda-strategi, hvorfor man kunne frygte, at borgernes oplysningsgrundlag om Afghanistan-krigen ikke var blevet tilstrækkeligt kritisk belyst af medierne. Desuden blev det vurderet som bekymrende, at strategiframingen i begge krige ikke blev opvejet af ansvarlighedsframing. Konsekvensen kan være, at borgerne har fået et unuanceret billede af krigen, der potentielt kan resultere i en apati og fremmedgjorthed mod det politiske system.

Endelig blev der argumenteret, at forskellen i den kritiske metadækning mellem de to krige kunne være problematisk. Det skyldes, at det er mediernes demokratiske rolle i krig at være kritiske - uanset om der er politisk enighed om krigsbeslutningen eller ej - p.g.a. den forstærkede strategiske kommunikation fra krigsaktørernes side, og fordi konsekvenserne ved krig er enorme. Slutteligt blev det påpeget, at der kan være forhold, der gør, at medierne ikke kan være kritiske i deres krigsdækning, og det blev understreget, at en vigtig pointe, 88

når man undersøger krigsjournalistik, er, at man skal overveje, om forventningerne til medierne står mål med, hvad der er realistisk for dem at præstere.

89

7. SUMMARY: METACOVERAGE IN DANISH WAR JOURNALISM Metacoverage refers to a trend by journalists to make the news media and publicity efforts aimed at them important aspects of their stories. It is understood as a discursive outcome of structural mediatization processes, which positions the media as the central intermediary agent in society and where political actors have to adapt their behavior to the media logic and must rely on strategically thinking publicity expertise (Esser 2009). Research on metacoverage has so far been done mainly on election campaigns, which is why this study aims at transferring the concept to another mediatized event - wars.

Specifically, this thesis provides new information on how the media in war waging states use metacoverage when covering war. The purpose of the thesis is to investigate how the Danish media used metacoverage in their coverage of the invasions of Afghanistan in 2001 and of Iraq in 2003. These cases were chosen because of their significance in Danish foreign policy and for the heavy criticism directed towards the media’s coverage. Specifically, it has been argued that the media lacked critical news and analysis in their coverage of the war in Afghanistan compared to Iraq because no one, neither the politicians nor the public, demanded it.

This view finds support in literature on the media in foreign relations. It argues that in situations with political consensus on a foreign policy issue, such as when the Danish Parliament supported the war in Afghanistan in 2001, critical coverage is unlikely to surface. However, if there exists political dissensus, as in the case of the decision to go to war in Iraq in 2003, media coverage reflects this debate and critical coverage is expected (Robinson 2001). This view relates to theory of political parallelism (Hjarvard, 2008), where the media are said to reflect views of political institutions, for example political parties.

This thesis investigates whether these theoretical expectations also influenced the Danish media’s metacoverage, specifically critical metacoverage, of the two wars through a quantitative content analysis of articles in two leading Danish newspapers throughout a 10day period leading up to and at the beginning of both wars. The newspapers were chosen for their different political stance towards the Iraq war. The subjects of analysis were 90

frames and the method for analyzing them is based on a combination of previous studies (Esser et al. 2003; Hansen 2006).

Although emphasis was given to the size of the data analyzed, meaning that conclusions were drawn with a high level of caution, it nonetheless seemed reasonable to make an overall conclusion that the thesis found evidence that Danish newspapers use metacoverage when covering war. Results showed that journalists primarily used three frames to describe the role of the news media and political-military news management: Conduit, strategy and accountability. Conduit frames refer to the basic connectivity function of media and are considered neutral. Strategy frames are critical of the relationship between the press and publicity actors and often have a cynical tone and may potentially have negative democratic consequences for the credibility of the media and political system. Accountability frames, on the other hand, are also critical but democratically desirable because they provide insightful information on how media and publicity actors fulfill their role as instruments of democracy (Esser 2009).

The analysis showed support for the theoretical assumptions: Danish newspapers showed an overall tendency to be more critical in their metacoverage of the Iraq war compared to the war in Afghanistan by using more strategy and accountability frames. Likewise, media opposing the decision to go to war in Iraq showed a tendency to be more critical in their metacoverage of publicity in the war compared to media that supported the decision.

Keeping in mind that these conclusions should be treated with caution, it is discussed whether the different use of critical metacoverage in the two wars could be problematic. It is argued that the press has a democratic obligation to be even more critical in their war coverage when a political consensus exists on a decision to go to war, like in the case of Afghanistan. This is because of the enormous consequences of war and that political strategic communication efforts are higher in times of war with the purpose of influencing public opinion in favor of their policy. If the media doesn’t provide citizens with critical, useful and insightful information about this doctored reality of modern wars, this is democratically worrying. On the other hand, it is emphasized that certain conditions make critical war reporting difficult and that academic research often forgets this when criticizing media for not living up to their public interest obligations.

91

8. LITTERATURLISTE Albæk, E., C. Elmelund-Præstekær, D.H. Hopmann og R. Klemmensen (2009) ”Eksperter I valgkamp: Proces eller indhold?” Journalistica, No. 1.: pp. 86-101.

Allan, S. og B. Zelizer (2004) Reporting War: Journalism in war time Routledge, MPG Books Ltd. Andersen, L.B., K.H. Hansen og R. Klemmensen (2010) Metoder i statskundskab Hans Reizels Forlag, Special-Trykkeriet Viborg A/S. Bennett, L. (1990) ”Toward a Theory of Press-State Relations in the United States” Journal of Communication, Vol. 40, No. 2: pp. 103-125.

Bennett, L. og D.L. Paletz (1994) Taken by storm: the media, public opinion, and the U.S. foreign policy in the Gulf War The University of Chicago Press.

Bertrand, C.J. (2000) Media ethics and accountability systems New Brunswick, New Jersey, Hampton Press.

Bro, P., R. Jønsson og O. Larsen (2006) Politisk journalistik og kommunikation 1. Udgave, Frederiksberg: Samfundslitteratur.

Blumler, J.G. og D. Kavanagh (1999) ”The Third Age of Political Communication: Influences and Features” Political Communication, 16: pp. 209-230.

Bureaubiz.dk (2010) Overraskende valg af bureauer hos Forsvaret, http://www.bureaubiz.dk/composite-2926.htm (besøgt 13.4. 2010).

Cappella, J. og K. Jamieson (1997) The Spiral of Cynicism: The Press and the Public Good New York: Oxford University Press.

Carruthers, S. (2000) The media at war: Communication and Conflict in the Twentieth Century Palgrave Macmillian.

92

Chapman, T.L. og D. Reiter (2004) ”The United Nations Security Council and the Rally 'Round the Flag Effect” The Journal of Conflict Resolution Vol. 48, No. 6, december: pp. 886909.

Chong, D. og J.N. Druckman (2007) "Framing Theory" Annual Review of Political Science, Vol. 10: pp. 103-126.

Cottle, S. (2003) News, Public Relations and Power Sage Publications, The Cromwell Press Ltd., Trowbridge, Wiltshire.

Cottle, S. (2006) Mediatized Conflict Open University Press, Bell & Bain Ltd, Glasgow.

Danske Dagblades Forening (2006) Oplagsudvikling 2001-2005, http://danskedagblade.dk/artikel/oplagsudvikling-2001-2005 (besøgt 26.5. 2010). de Vreese, C.H. og H.A. Semetko (2002) ”Cynical and engaged: strategic campaign coverage, public opinion and mobilization in a referendum” Communication Research Vol. 29, No. 6: pp. 615-641. de Vreese, C.H. (2003) Framing Europe – Television news and European integration Aksant Academic Publishers, Amsterdam.

Entman, R. (1993): “Framing Toward Clarification of a Fractured Paradigm” Journal of Communication Vol. 43, No. 4.: pp. 51-58.

Esser, F. (2009) ”Metacoverage of mediated wars – How the press framed the role of the news media and of military news management in the Iraq wars of 1991 and 2003, 2009” American Behavioral Scientist, Vol. 52, No. 5: pp. 709-734.

Esser, F. og P. D’Angelo (2003) ”Framing the Press and the Publicitiy Process. A Content Analysis of Meta-Coverage in Campaign 2000 Network News” American Behavioral Scientist Vol. 46, No. 5, January Sage Publications: pp. 617-641.

Esser, F. og P. D’Angelo (2006) ”Framiing the Press and Publicity process in U.S., British, and German General Election Campaigns: A Comparative Study og Metacoverage” The Harvard Inernational Journal of Press/Politics Vol. 11, No. 3, Sage Publications; pp. 44-66.

93

Esser, F., C. Reinemann og D. Fan (2001) ”Spin Doctors in the United States, Great Britain, and Germany. Metacommunication about Media Manipulation” The Harvard Inernational Journal of Press/Politics Vol. 6, No. 16: pp. 16-46.

Esser, F. og B. Spanier (2005) ”News management as news: How Media Politics leads to metacoverage” Journal of Political Marketing Vol. 4, No. 4: pp. 27-57.

Fengler, S. (2001) ”How journalists cover themselves: A survey of research on media journalism and media criticism in the United States” Studies in Communiation Sciences Vol. 1: pp.

183-192.

Forsvaret.dk (2005) Forsvaret tager pulsen på sine målgrupper, http://www.forsvaret.dk/FKO/Nyt%20og%20Presse/Unders%C3%B8gelser/M%C3%A 5lgruppe/Pages/Forsvaret%20tager%20pulsen%20p%C3%A5%20sine%20m%C3%A5lgr upper.aspx (besøgt 13.4. 2010).

Forsvarskommandoen, Advice Analyse og Strategi (2004) Forsvarets kommunikation med omgivelserne, www.forsvaret.dk/fak/.../04.../forsvarets_corporate_branding.pdf (besøgt 13.4. 2010).

Forsvarsministeriet (2004) Forligstekst fra forsvarsforliget, http://www.forsvaret.dk/FKO/OM%20FORSVARET/FORLIG/FORLIGSAFTALEN /Pages/default.aspx (besøgt 13.4. 2010).

Gitlin, T. (1991) ”Blips, bytes and savvy talk: Television’s impact on American politics” pp.

119-136 i P. Dahlgren og C. Sparks (red.): Communication and citizenship Boston: Routledge.

Graber, D., D. McQuail og P. Norris (1998) The Politics of News The News of Politics, Washington, D.C.: CQ Press.

Hansen, U.G. (2006) Mediernes metakommunikation – en analyse af pressens metadækning af folketingsvalgene i 1998 og 2005 Roskilde Universitet.

Haas, T. (2006) ”Mainstream news media self-criticism: A proposal for future research” Critical Studies in Media Communication Vol. 23, No. 4: pp. 350-355.

Hallin, D.C. (1992) ”Sound bite news: Television coverage of elections 1968-1988” Journal of Communication Vol. 42: pp. 5-42.

94

Hallin, D.C. (1986) The Uncensored War Oxford University Press.

Hallin, D.C. og P. Mancini (2004) Comparing media systems. Three models of media and politics Cambridge: Cambridge University Press.

Herman, E.S. og N. Chomsky (1988) Manufacturing Conset: The Political Economy of the Mass Media, New York: Pantheon.

Hetherington, M. J. og M. Nelson (2003) ”Anatomy of a Rally Effect: George W. Bush and the War on Terrorism” Political Science and Politics Vol. 36, No. 1: pp. 37-42.

Hjarvard, S. (2008) En Verden Af Medier – Medialiseringen af politik, sprog, religion og leg Samfundslitteratur, Narayana Press.

Hjarvard, S., N.N. Kristensen, M. Ørsten (2004) ”Mediernes dækning af invasionen i Irak 2003” MODINET working paper No. 13, København: Modinet.

Johnson, T.J., og T. Bordreau (1996) ”Turning the spotlight inward: How leading news organi- zations covered the media in the 1992 presidential election” Journalism & Mass Communication Quarterly Vol. 73: pp. 657-671.

Kerbel, M. R. (1995) Remote and controlled: Media politics in a cynical age Boulder Westview Press.

Kerbel, M.R. (1998) Edited for Television: CNN, ABC, and American Presidential Elections, 2th edition, Boulder, Westview.

Kerbel, M. R., S. Apee og M. Ross (2000) ”PBS ain’t so different: Public broadcasting, election frames, and democratic empowerment” Harvard International Journal of Press/Politics Vol. 5, No. 4.: pp. 8-32.

Kjøller, K. (2001) Spindoktor Aschehoug, 1. Udgave, 1. Oplag, Trykt hos Nørhaven.

Krippendorff, K. (2004) Content Analysis – An Introduction to Its Methodology, Thousand Oaks, Calif.: Sage Publications.

95

Krippendorff, K. (2007a) Computing Krippendorf's Alpha-Reliability, http://www.asc.upenn.edu/usr/krippendorff/webreliability.doc (besøgt 10.07.2010).

Krippendorff, K. (2007b) Testing the Reliability of Content Analysis Data: What is Involved and Why?, http://www.asc.upenn.edu/usr/krippendorff/Krippendorff_Alpha.doc (besøgt 10.07.2010).

Kristensen, N.N. og M. Ørsten (2006) Krigen i medierne, medierne i krigen 1. Udgave, Forlaget Samfundslitteratur, Narayana Press.

Lund, A.B. (2010) Specialmedierne i den journalistiske fødekæde Lavet for Dansk Specialpresse http://www.specialmedierne.dk/den-journalistiske-f%C3%B8dek%C3%A6de-2010 (besøgt 6.6.2010).

Lund, B.B. og M.C. Esbensen (2006) Samtaler om spin. Insiderberetninger om medier og politik Haase & Søns Forlag 1. Udgave, 1. Oplag.

Lund, E. (2003) Krigsjournalistik fra lertavle til satellit-tv, http://www.update.dk/cfje/vidbase.nsf/90422154a9132ec6c1256b040040c48e/fa13cd31e 43739ebc1256d580044667b?OpenDocument (besøgt 2. 5. 2010).

Lunde, N. (2003) Tættere på læserne, http://www.berlingske.dk/danmark/taettere-paalaeserne (besøgt 20. 4. 2010).

Nielsen, M.F. (2004) Spin, selvfremstilling og samfund – public relations som reflekterende praksis Frederiksberg. Samfundslitteratur.

Norris, P. (2000) A Virtuous circle, Political Communication in Postindustrial Societies Cambridge, Cambridge University Press.

Manheim, J. (1994) Strategic Public Diplomacy & American Foreign Policy Oxford University Press, New York.

McNair, B. (2000) Journalism and Democracy Routledge, MPG Books Ltd., Bodmin.

McQuail, D. (2005) McQuail’s mass communications theory 5th edition, Sage Publications, The Alden Press, Oxford.

96

McQuail, D. (2010) McQuail’s mass communications theory 6th edition, Sage Publications, TJ International Ltd, Padstow, Cornwall.

Meilby, M. (1999) De klassiske nyhedsværdier, http://www.update.dk/cfje/vidbase.nsf/6b8d2800d0772c9cc125748f00549bd8/f713da09 1fb5e6b2c125672a00401c1b?OpenDocument (besøgt 2. 5. 2010).

Pan, Z. og G. Kosicki (1993): “Framing Analysis: An Approach to News Discourse” Political Communication Vol. 10, No. 1.: pp. 55-75.

Patterson, T.E. (1993) Out of Order, Alfred A. Knopf, INC. Pedersen, O.K., A. Esmark, E.M. Carlsen, M. Horst og P. Kjær (2000) Politisk Journalistik Århus: Ajour.

Robinson, P. (2001) ”Theorizing the influence of media on World Politics” European Journal of Communication Vol 16: pp. 523-544.

Scheufele, D.A. (1999) “Framing as a Theory of Media Effects” Journal of Communication Vol. 49, No. 1.: pp. 103-122.

Smith, C. og J.M. Lindsay (2003) Rally 'Round the Flag: Opinion in the United States before and after the Iraq War, The Brookings Institution, http://www.brookings.edu/articles/2003/summer_iraq_lindsay.aspx, (besøgt 2.9. 2010).

Sniderman, P.M. og S.M. Theriault (2004) ”The Structure of Political Argument and the Logic of Issue Framing” pp. 133-165 i W. E. Saris og P.M. Sniderman (red.): Studies in Public Opinion Princeton, New Jersey: Princeton University Press.

Strömbäck, J. (2005) “In Search of a Standard: four models of democracy and their normative implications for journalism” Journalism Studies Vol. 6, No. 3: pp. 331-345.

Strömbäck, J. (2008) ”Four Phases of Mediatization: An Analysis of the Mediatization of Politics” The International Journal of Press/Politics Vol. 13: pp. 228-246.

97

Thussu, K.D. og D. Freedman (2003) War and the media – Reporting conflict 24/7 London: Sage Publications Ltd., Athenaeum Press, Gateshead.

Zaller, J. (1999) A Theory of Media Politics. How the Interests of Politicians, Journalists and the Citizens Shape the News. Bogmanuskript, tilgængelig på http://www.sscnet.ucla.edu/polisci/faculty/zaller/ (besøgt 20.4. 2010).

98

9. BILAG 9.1 BILAG 1: TYSKE MEDIERS METADÆKNING I KRIG 726 American Behavioral Scientist

Table 3 Press Frames and Publicity Frames

Press with conduit frame Press with strategy frame Press with accountability frame Press with personalization frame Total Publicity with conduit frame Publicity with strategy frame Publicity with accountability frame Publicity with personalization frame Total

Iraq War I 1991, n (%)

Iraq War II 2003, n (%)

53 (36) 44 (30) 39 (27) 10 (7) 146 (100) 15 (30) 22 (43) 9 (18) 1 (1) 47 (100)

68 (25) 78 (29) 72 (26) 42 (15) 260 (100) 36 (40) 30 (33) 15 (16) 9 (9) 90 (100)

Ranking of Frame Prominence 1 1 1 4 1 1 3 4

Note: Content analysis of five leading German dailies (Welt, Frankfurter Allgemeine Zeitung, Sueddeutsche Zeitung, Frankfurter Rundschau, and Taz–Tageszeitung) from January 17 to 30, 1991, and March 20 to April 2, 2003. The unit of analysis is “frames.”

a comprehensive enlightening analysis of government newsi 1991 management Tabellen viserthat resultaterne af Essersand undersøgelse af metadækning af krige i Irak og 2003 i forhold was asking too much of real-time press coverage. The share of the publicity-related til presse- og publicitetsframes (2009, p. 726). accountability frames in both wars ranged from 16% to 18% (see lower part of Table 3), which corresponds approximately to the shares known from election coverage (Esser & D’Angelo, 2006). The newly considered personalization frame, which presents military publicity from a “people” perspective, was still a peripheral matter, but its presence nonetheless underscores a general tendency toward more personalitydriven war coverage. It increased significantly over time, one-way χ2(1) = 49, p = .03.

Thus, to answer Research Question 1, there were about as many conduit frames as strategy frames in the metacoverage about the two Iraq wars. Accountability frames, which emphasize the press’s awareness of professional standards and democratic norms, played a slightly smaller role. Research Question 2, on whether there was an increase in personalization frames, could be clearly answered in the positive, albeit on a relatively low level. Some of the personalized stories were selfcongratulatory and narcissistic, others critical and dissociating in nature. What ought we to make of these trends? From the standpoint of normative democratic theory (which sees the media as having an obligation to facilitate the participation of informed citizens in a media-constructed public sphere), conduit frames can be considered unproblematic—neither helpful nor hurtful. Strategy frames, on the other hand, are said to have potentially negative effects on the image, credibility, and perceived legitimacy of the political communication process. In Kerbel’s (1999) view, for example, strategically framed news stories neither educate the people nor protect

Downloaded from http://abs.sagepub.com at Aarhus Universitets Biblioteker / Aarhus University Libraries on February 3, 2010

99

en del af den proposition, som journalisten fremsætter. Argumentet bag dette er, at det netop er ved at få kilder til at fremføre propositioner, at journalister fremtræder som objektive. Denne praksis ”simultaneously underscores their constitutive role in shaping events through the act of telling stories and distances them from that role (Tuchman, 1978).”29 Esser & D’Angelo identificerer i alt 15 propositioner i deres materiale, som er 9.2 BILAG 2: PROPOSITIONER OG SCRIPTS HOS ESSER & D’ANGELO 2003 gengivet i skemaet herunder.

Press and Publicity Propositions in Campaign 2000 Meta-Coverage Classification 1) Press 2) Press 3) Press 4) Press 5) Press 6) Press 7) Press 8) Press 9) Press 10) Publicity 11) Publicity 12) Publicity 13) Publicity 14) Publicity 15) Publicity

Description of Propositions Visual presence of journalists at campaign events News media report their own commissioned polls Cross-promotion and cross-referencing on news programs Journalists interview journalists “Insider” views of life of the campaign trail Standards and quality of news coverage The news media as a platform and a player Candidate-news media relationship and/or interactions Influence of news management strategies on journalists Strategies and placement of ads and impact on voters Campaign aides and political and/or media consultants as news source Preparation before, performance in, and spinning after televised presidential debates Image and event management techniques not aimed directly at news media but at media in general or at general public Candidate’s appearances in entertainment shows (daily talk or late shows) Media celebrities (actors, singers) as campaign supporters

Efter Esser & D’Angelo (2003:629), her tilføjet nummerering.

Tabellen viser de propositioner, som Esser & D’Angelo har udledt i deres undersøgelse af amerikanske tvstationers metadækning af præsidentvalgkampen 2000 (2003, p. 629).

Propositionerne anvendes ikke direkte ogi heller ikke alle i specialets analyse, da flere af dem i en vis forstand er idiosynkratiske, idet de tydeligt knytter sig til det medie, ny26

Esser & D’Angelo (2003:627) van Dijk bekender sig ligesom Fairclough til den kritiske diskursanalyse (CDA). van Dijk adskiller sig dog fra de fleste andre teoretikere inden for CDA ved at have en socio-kognitiv tilgang til feltet.

28 Esser & D’Angelo (2003:627) 29 Ibid.

27

87

Tabellen viser de scripts, som Esser & D’Angelo har udledt i deres undersøgelse af amerikanske tvstationers metadækning af præsidentvalgkampen i 2000 (2003, p. 629).

100

9.3 BILAG 3: KODEMANUAL FOR DEN EMPIRISKE ANALYSE Kodningsvariabel

Evt. forklaring

1. Medie - Politiken - Jyllands-Posten 2. Invasion - Afghanistan i 2001 - Irak i 2003 3. Dato

Analyseperioder for de to krige bliver henholdsvis d. 3.-12. oktober 2001 for Afghanistan-krigen og d.

16.-25. marts 2003 for Irak-krigen

4. Artiklens rubrik 5. Placering

Placeringen kodes efter eks. ’1.sektion’, ’kultur’, Jyllands-Postens særtillæg ’Krig mod terror’ osv.

6. Genre - Nyhed - Baggrund/analyse - Reportage - Portræt - Interview 7. Betegner - Presse - Publicitet - Presse & Publicitet

De betegnere, som er forklaret i metodeafsnittet

8. Proposition Presse-propositioner: 1) Tilstedeværelse, omtale og henvisninger til journalister, medier m.m.

2) Journalister interviewer journalister 3) Om pressestandarder og –kvalitet, -etik 4) Nyhedsmedier som platform og aktiv spiller 5) Om forholdet mellem medier og politikere, militær m.m.

6) Den politisk-militære strategiske

De propositioner, der er redegjort for i metodeafsnittet

101

kommunikations indflydelse på journalister 7) Journalist beskriver livet som krigsreporter Publicitets-propositioner: 1) Medierådgivere, spindoktorer, presseofficerer, talsmænd m.m. som nyhedskilder 2) Om mediehåndtering, publicitetshandlinger og indflydelsen på borgerne 3) Om styring af begivenheder, image m.m. i forhold til medier og offentligheden generelt 4) Personligheder inden for politisk- eller militær-publicitet 9. Script Presse-scripts: 1) Nyhedsmedier som teknisk viderebringer af information om krigen 2) Nyhedsmedier som en betydningsfuld aktør i et strategisk politisk spil 3) Nyhedsmedier prøver at leve op til demokratiske standarder 4) Journalistens personlige betragtninger om at dække krig som vigtige for at forstå krigen

De scripts, der er forklaret i metodeafsnittet

Publicitets-scripts: 1) Massemedier som viderebringer af publicitetshandlinger 2) Publicitet som manipulerende 3) Publicitet kræver taktisk ekspertise 4) Publicitet som teater 5) Publicitet som en anvendelige del af en medialiseret krig 6) Sandheden omkring publicitet kan afdækkes 10. Dominerede frame - Presse-kanal - Publicitet-kanal - Presse-strategi - Publicitet-strategi - Presse-ansvarlighed - Publicitet-ansvarlighed - Presse-personlighed - Publicitet-personlighed

De frames, som er redegjort for i metodeafsnittet

11. Henvendt mod For pressebetegnere:

Kodning af hvem de forskellige frames er rettet mod 102

- Journalisten/mediet selv - Danske medier - Udenlandske medier - Flere medietyper - Medier generelt For publicitetsbetegnere: - Danske krigsaktører - Udenlanske krigsaktører i koalitionen - Fjendens krigsaktører (dvs. Taleban, Osama Bin Laden m.fl. i Afghanistan og Irak, Saddam Hussein m.fl. i Irak) - Flere - Generelt - Andre

103