At tale om døden

At tale om døden

Døden er ikke længere det store tabu, den var engang – heldigvis. Flertallet af os vil faktisk gerne tale om vores egen død, og langt de fleste synes ikke, at vi taler nok om emnet. Samtalen om døden er nok noget, der bør tages op så tidligt som muligt, inden nogen af parterne er blevet syge eller svækkede – men vi når ikke altid at få taget initiativet. Når først man er flyttet på plejehjem, begynder tiden til at tale om døden at blive kort. Medmindre du med sikkerhed ved, at hverken du eller den, du er pårørende til, er parat til at tale om døden, kan du gøre jer begge en tjeneste ved at tage ansvaret for at få samtalen i gang.

1. Skab gode, rolige rammer Ingen vil påstå, at det er en nem samtale eller en hurtig samtale. Derfor skal du først tage hul på samtalen, når du ved, at I har tid og ro til langsomt at tale jer ind på emnet. Måske ender den første samtale faktisk med at blive ret kort, fordi den ene eller den anden bliver for berørt – men det kan lige så godt være, at du lukker op for en lang og god samtale.

2. Tænk over, hvordan du vil starte Det sværeste er nok at komme i gang. Her er nogle ideer til, hvordan du kan åbne en samtale med spørgsmål, der alle kan lede til mange flere spørgsmål. Spørg fx • Tænker du på døden? • Hvordan tror du, at det er at dø? • Er du bange for at dø eller længes du efter døden? • Tænker du anderledes om døden nu, end da du var yngre/raskere? • Hvem skal være hos dig til allersidst? • Hvordan vil du gerne tage afsked med de allernærmeste? • Er der grænser for, hvor meget behandling du vil have? • vil du genoplives, hvis du får hjertestop? Røde Kors og Ældre Sagen har sammen udarbejdet materiale, du kan bruge som inspiration til en samtale om døden. Det findes her: www.aeldresagen.dk/Frivilligportalen/Social-indsats/Aktiviteter-i-den-sociale-indsats/Vaagetjenesten/ Samtalesaloner/Gode-samtaler

3. Vent ikke for længe Når noget er svært, kommer man nemt til at udskyde det – og pludselig er det for sent. Lad for alles skyld være med at vente for længe med at tage hul på at tale om døden. Især hvis din nærtstående lider af demens, er tiden nok knap. Det er svært at være velovervejet omkring sine ønsker, når man står i en akut situation, og så kan det hjælpe dig, hvis du på forhånd kender din kæres ønsker.

4. Grib enhver åbning Det kan sagtens være, at din kære selv har forsøgt at åbne for en samtale ved at udtrykke et ønske om at få lov at dø. Det kan være svært at høre, at et menneske, man holder forfærdeligt meget af, gerne vil herfra, og derfor er din første impuls måske at trøste eller opmuntre. Men prøv i stedet at gribe åbningen og tage ønsket alvorligt ved at spørge til tanker, ønsker og bekymringer.

5. Tål tavsheder Fordi samtalen om døden er noget, som helt naturligt påvirker vores følelser, kan der forekomme pauser og tavsheder undervejs. Måske er det tænksomme pauser, måske er det følsomme tavsheder, der godt kan virke ubehagelige. Hvis du kan modstå impulsen til at fylde tavsheden med dine egne ord, har du måske en god chance for at blive klogere.

6. Søg ikke enighed, men forståelse Det kan være, at du allerede har tænkt over, hvordan du ønsker, at din egen død skal blive. Det kan du måske bruge som inspiration, når du spørger ind til din kæres tanker. Men husk, at det ikke er din død – eller en filosofisk, generel død – som I taler om, men din kæres helt personlige død i en ikke alt for fjern fremtid. Den enkeltes død er ikke til forhandling, og I behøver ikke at være enige om, hvad der er bedst. Men du har brug for at forstå, hvad din kære ønsker, og din kære har brug for at mærke, at ønskerne bliver forstået og accepteret uden forbehold.

7. Vær ikke for mange sammen om samtalen Fordi samtalen er følsom, er det bedst at tage den under fire øjne. Hvis du ikke selv føler dig stærk nok, så aftal indbyrdes, hvem i familien der evt. kan tale med din kære om døden. Naturligvis skal de nære familiemedlemmer, som ikke var til stede, bagefter have at vide, hvad jeres kære tænker og håber på. Overvej også at fortælle personalet om samtalerne, så de på forhånd ved, hvilke ønsker din kære har udtrykt.

8. Regn ikke med én enkelt samtale Ikke alene kan døden være svær at tale om, man kan også ændre mening med tiden. Derfor er samtalen om døden ikke altid gjort med en enkelt, grundig snak. Det kan være godt at vende tilbage med jævne mellemrum. Måske har din kære engang sagt, at hvis han eller hun endte med at sidde i en kørestol hele dagen, eller blev fuldstændig blind, så måtte livet gerne slutte. Men den dag, frygten er blevet til virkelighed, har man måske fundet andre værdier og glæder som gør, at det alligevel ikke føles så slemt. Man kan ikke holde et meget sygt menneske fast på nogle holdninger, som det raske menneske havde en gang – men man kan godt lade disse holdninger påvirke de valg, man tager for et menneske, der ikke længere selv kan kommunikere sine ønsker.

9. Adskil samtalen om døden fra samtalen om afskeden Døden er den store, eksistentielle skillelinje. Lad det også være en skillelinje i jeres samtale, så du ikke får blandet din kæres holdning til genoplivning sammen med ønskerne om begravelsessalmer. Det er to helt forskellige samtaler. Til den om afskeden efter døden kan du bruge bedemændenes pjece Min sidste vilje, som du kan hjælpe din kære med at udfylde. Begravelse eller bisættelse føles mest rigtigt, når ceremonien på en eller anden måde afspejler den afdødes personlighed – men afskeden er også familiens, og derfor er dine og den øvrige families ønsker også vigtige at få med i samtalen med din kære.

10. Få din kæres accept af al ny behandling Vi skrev tidligere om at give samtykke til behandling. Det nemmeste er at sige ja til alt, hvad lægen kan tilbyde. Men er det altid det bedste? Overvej ved hvert forslag om ny behandling, om du skal spørge din kære: ”vil du dette, eller er du hellere fri?” Fortæl eventuelt om dine bekymringer for ubehag og bivirkninger, så I har et fælles og realistisk grundlag for beslutningerne. Hvis din kære ikke selv er i stand til at samtykke, bliver det den nærmeste pårørendes opgave. Hvis det er dig, hviler der et stort ansvar på dine skuldre. Men selv hvis din kære er meget svækket kognitivt, kan det måske godt lade sig gøre at få svar på ja/nej spørgsmål som ”kan du klare det?”, ”er det for slemt?”, ”vil du helst være fri?”.