Ældre Sagen AKTIV oktober 2019 by Ældre Sagen

AKTIV F R I V I L L I G B L A D E T | O K T O B E R 2 019

Vi kan og gør sammen Temaet i frivilligbladet er denne gang fællesskab. Det, vi mærker selv, og det, vi bringer andre. Fællesskaber kan rumme mange, og de kan være små. Fælles for dem alle er, at vi har brug for dem. Og uden os – intet fællesskab.

04 Tilpas gåtur?

10 Når alder (virkelig bare) er tal

16 En veteran stopper

07 Med på Annettes kontrakt?

12 Sådan er en utrættelig ildsjæl

18 Bliv internetsvindlernes fjende

08 Telefonstjerne i 26 år

14 Ny trivselsvedtægt

20 Besøgsvensquizen

Hvis længde og tempo justeres, kan flere få glæde af frisk luft.

Frivilligklummen om et fællesskab for klodens fremtid.

Birthes morgenritual har glædet mange, som er for meget alene.

A K TI V FOR FRI V ILLIGE

25-årig håndboldentusiast og blind 71-årig lærer af hinanden.

Slagkraftig, snedig og social formand fra Aalborg.

Hvem vil ikke trives? Vedtægt sætter fokus på fælles bedste.

Nanny har været med siden 1987. Nu sendes stafetten videre.

Lær trickene at kende, og undgå ubehagelige fiduser på nettet.

Denne gang er vi i Brørup, hvor Kamma knytter sociale bånd.

Vi skaber os

ælleskaber kommer ikke af sig selv. Fællesskaber er noget, man gør, vi gør. Hvor mange er du med i, hvor mange har du været med til at skabe? Der findes nære og mere perifere fællesskaber, og vi har brug for begge dele. Ældre Sagen har begge dele. I fællesskaberne er vi forbundet via holdninger og interesser, og vi kan finde sammenhold og mening. I dette nummer af Aktiv skal vi kigge på de synlige og de mindre synlige. Vi skal lære os selv og de fællesskaber, som er omkring os, bedre at kende. Ude fra set kan Ældre Sagen synes som et homogent fællesskab, men vi lidt over 20.000 frivillige byder på mange fællesskaber og ved at gøre dem synlige, kan vi også gøre dem tilgængelige, og vi kan slet og ret fejre den energi og de kræfter, som fæstner båndene mellem mennesker hver dag. For er der stærke fællesskaber, er der som regel også endnu større appetit på at hjælpe andre. Fællesskaber kan styrke omverdenen. Det er ikke kun os i Ældre Sagen, som har fået øje på fællesskabernes kvalitet. Fællesskab er en præmis for menneskers trivsel sammen, og sådan har det nok altid været, men det er i nyere tid også blevet mere almindeligt, at eksempelvis virksomheder forsøger at skabe meningsfulde fællesskaber for deres kunder – de skal købe sig til en holdning, et udtryk – en form for fællesskab. Den slags fællesskaber synes ikke at holde i længden. Langvarige fællesskaber kommer af lyst og oprigtig forbindelse mellem mennesker. Ældre Sagens fællesskaber kan ruste frivillige indbyrdes, og jo bedre vi er til at være noget for hinanden, desto mere kan vi også være noget for andre. Fællesskab, naboskab, venskab. Lad os bekæmpe ensomhed, fordomme om ældreliv og sammen hjælpe dem, der har brug for os.

24 Peter holder fast i Helga

Der er flere måder at sørge på. Besøgsven bragte minder til live.

Landsformand Preben Staun ps.lb@aeldresagen.dk

28 Sorg kan bringe os sammen Sisses livsmodsgrupper vækker nye fællesskaber.

30 Landet Rundt

Med i næste nummer? Mail aktiv@aeldresagen.dk.

Snorresgade 17-19 2300 Kbh S Tlf. 33 96 86 86 aeldresagen.dk Ansvarshavende Maria Luisa Højbjerg mlh@aeldresagen.dk

Redaktør Ea Ørum aktiv@aeldresagen.dk Oplag 20.000 Udsendes 4 gange årligt Design og tryk vahle+nikolaisen

Citat mod kildeangivelse, jf. ophavsretsloven. Deadline for næste blad 14. oktober 2019

OK TOBER 2019

Gå din egen vej Næsten halvdelen af alle lokalafdelinger går ture sammen. Også i Randers bliver de flere og flere, bl.a. går en voksende gruppe om søndagen ”tilpassede ture”. Af Charlotte Kjærholm Fotograf Tor Birk

“V

i går ned til gederne,” annoncerer dagens turleder, da alle er samlet foran Randers Regnskov og pænt har givet hånd til de andre fremmødte. Håndtrykkene er en tradition, der har sne-

A K TI V FOR FRI V ILLIGE

get sig ind, så alle, både faste og nye får hilst ordentligt, inden turen begynder. Mens vi bevæger os ad grusstierne, som slanger sig i takt med Gudenåen, bliver der hurtigt dannet små grupperinger tilpasset deltagernes tempi

og lyst til at gå længere eller kortere. Den tilpassede tur kom i stand sidste oktober. En tidligere kollega inspirerede Hanne Lorentzen, der er frivillig i Randers, ved at spørge om de arrangerede kortere ture, hvor man kunne

GUIDE TIL GODE GÅTURE Karin Schultz, sundheds- og idræts konsulent for frivillige i Ældre Sagen: "Gåture giver fællesskab, og mange, der ikke er så mobile, tør ikke komme ud i naturen, fordi de er bange for at falde.” Men man kan gøre som i Randers og hjælpes ad. Hun påpeger, at det er relativt enkelt at starte vandreture, da man jo ikke behøver et lokale, og at mange mødes et sted og lægger ruten derfra, så planlægningen bliver minimal. ”Små grupper på fire-seks personer er en fin holdstørrelse. Hellere flere små gågrupper end en stor,” siger hun.

Dårligt gående – ingen hindring!

Start turen tæt på deltagernes hjem og gå gerne kortere ture med mulighed for en pause ved en bænk undervejs i små hold. Tilbyd gerne gåture for rollatorbrugere på gode stier.

For friske ben

Nogle vælger at mødes samme sted hver gang og går derfra sammen. Andre mødes nye steder for at skabe variation, men det kræver mere planlægning. For at tilpasse turene en bredere deltagergruppe, kan man sørge for ruter i forskellige længder.

Så er der bølgegang

gå med rollator. Tre uger senere var de afsted på den første tur med længde og tempo, der matchede dem, som havde lyst til at gå med på dagen. Og sådan har det efterfølgende været hver søndag. I dag er vi 16 fremmødte. Ej længere hjemmegående At turene er tilpassede, tiltrak Kirsten Jørgensen. Og i dag er vejret ideelt til en gåtur, hverken for varmt eller for koldt, men vinteren har nu heller ikke holdt Kirsten tilbage, til trods for at bevægel-

se ikke var en del af hendes hverdag, før hun fandt gågruppen, fortæller hun. Sidste år besluttede hun, at til sommer ville hun kunne gå fem km, og det mål lykkedes. Kirsten har været ramt af en depression, og for hende har det fysiske og sociale på gåturene lige stor betydning, for det kan være svært at komme ud, når man har været meget hjemme i en periode. ”Men jeg er kun blevet hjemme en enkelt dag, hvor det stod ned i stænger,” siger hun.

Bakket terræn er udfordrende for godt gående og fint til intervaltræning, fx ved at gå stærkt et minut og så langsomt. Det får pulsen op. På stop kan der laves øvelser, fx armstrækninger ved træer eller balancetræning på liggende træstammer.

Stav til sikker kondi

Gå du med stave, styrker gang også ryg og arme. Stave er også gode, hvis du har problemer med balancen. Og stavgang kan, som de også gør i Randers, snildt kombineres, så nogle går med og andre uden.

Den første del af turen ender ved et par bænke, hvor alle, der kommer forbi, kan få et hvil, og vi drikker den medbragte kaffe og spiser småkager. Indtil videre har vi gået lidt over en kilometer. Hanne Thomassen tager sig også en velfortjent pause. Hun har KOL og er derfor nødt til at gå langsomt, ellers kan hun ikke få nok luft. Hendes tempo er der bestemt også plads til. ”Men når vi først er i gang, kan jeg egentlig godt gå ret langt,” siger hun. Hovedårsagen til, at hun ikke er med hver gang, er familiebesøg på Sjælland, ellers ville hun gerne. Søndagen bliver brugt på frisk luft Hver søndag kommer en stor håndfuld faste deltagere, men nye kigger heldigvis også forbi. Og at det lige blev en søndag var taktisk smart, fortæller initiativtageren til gruppen: ”Det var egentlig lidt tilfældigt, at det blev søndagsture, men det har vist sig at være en god mulighed for aktivitet og samvær på en dag, der godt kan være lidt lang for nogle,” s iger Hanne – det var hende, hvis kollega spurgte efter ”tilpassede gåture”, og som gik videre med idéen. Inger Jensen er en af dem, som netop nappede søndagsplanen. I dag har hun også stave med for at kunne h olde balancen. På sidste tur havde hun en stok, men for hende fungerer det bedre med stavene, forklarer hun. Endnu har hun ikke været med så mange gange, men hun finder sig tydeligt godt tilpas i, at det er en åben gruppe, ”hvor man bliver modtaget så hjerteligt,” siger hun med et smil. At alle ikke er i samme form, og at der starter flere ture på samme tid, så man kan gå forskellige længder, taler alligevel til et større fællesskab. Det mærkes her i pausen. Og mange gør også som i Randers. Faktisk har halvdelen af alle Æ ldre Sagens lokalafdelinger vandreture på programmet. For det meste er det forholdvis lange ture på omkring fire-fem km over en times tid i et nogenlunde rask tempo, men nogle er som i Randers ligeledes opmærksomme på forskellige niveauer og tilrettelægger derefter.

A K TI V FOR FRI V ILLIGE

Spis med Danmark i dag og få en ven i morgen?

Danmark Spiser Sammen drejer sig selvfølgelig om at dele et måltid og en god stund, men det handler også om at knytte bånd, som kan række ud over måltidet og ind i et nyt fællesskab. Ældre Sagen vil nu undersøge, hvor tit og hvordan det sker, forklarer David Vincent Nielsen. Han er socialhumanitær konsulent i Frivilligafdelingen: ”Vi ved, at flertallet af delta gerne har en positiv oplevelse

ved selve arrangementet, men hvad sker der efterfølgende? Vi skal kigge på, hvorvidt deltagerne bliver sendt godt hjem med en ny aftale i lommen, eller måske de selv har fået lyst til at blive frivillige. Og vi skal kigge på, hvad der sker i de følgende måneder, fastholdes fællesskabet,” spørger han. I Aktiv vil vi holde øje med undersøgelserne. Tilfredsheden blandt deltag

Frivilligklumme:

Hvem vil Annettes generationskontrakt? I uge 45 skal vi heldigvis spise sammen igen, og det skal vi også i uge 17, men hvorfor er det egentlig så vigtigt?

Af Annette Guildal, frivillig på Frederiksberg og fast frivilligskribent i Aktiv

erne i Danmark Spiser Sammen er blevet undersøgt løbende. Sidst viste den, at 79 % var meget positive, og 10 % var positive. Tallene er flotte, men måske også de sidste procent kunne blive endnu gladere. Og måske det kunne ske ved at trække samværet ind i en anden kontekst efterfølgende. Den seneste undersøgelse viste nemlig også, at 23 % deltager for at lære nye mennesker at kende.

i tilhører alle generationsfællesskaber: Efterkrigsårenes store årgange, der nu er i pensionsalderen, 60’ernes love and peace-ungdom, 70' og 80'ernes selvcentrering i yuppie- og me, me, me-kulturen over til de seneste årtiers digitale fællesskaber. Alle generationer har idealer, for hvordan man er sammen, og deres særlige holdninger til ageren i samfundet. Forårets valg affødte mange kloge tanker i aviser om vælgergrupper og politiske fællesskaber. Mon ikke jeg har forstået det korrekt, hvis jeg siger, at det unge vælgersegment fyldte en god del i medierne med deres bekymring for klimaet og klodens fremtid? Men det, der er interessant – og som jeg synes, medierne ikke rigtig ’fangede’ – er det faktum, at 50+vælgergruppen, seniorerne, de ældre, om man vil, naturligvis også er interesseret i klimaproblematikken. Måske er vi ikke en del af fællesskabet lige så længe, men vores bidrag til fællesskabets grønne fremtid kan da være lige så stort. Mit er i hvert fald. Klimaets dystre fremtidsudsigter har selvfølgelig en mere direkte betydning for ungdommen, men ældre har nu engang også børn og børnebørn, som påvirkes. Så det virker på mig temmelig ensporet, at det primært var de unge vælgere, politikerne henvendte sig til i klimaspørgsmålet, medens emner som sundhed og pension åbenbart tilhører ældresegmentet. Må jeg i al stilhed bemærke, at unge mennesker faktisk bliver gamle med tiden. Det interessante ved vælgersnakken er også, at vi ældre som generation faktisk har ret meget magt, da vi simpelthen er flere og stadig bliver flere, fordi vi lever længere. Magt er for mig et lidt negativt ladet ord, men det fællesskab, den fælles referenceramme, vi som gruppe har, skal da forvaltes fornuftigt, så både vores egen tid her og nu er optimal under de givne vilkår, og de unges lidt fjernere fremtid er bedre sikret. Jeg foreslår en generationskontrakt, hvor unge vælgere støtter ældre i deres generelle velfærd, og at æ ldre hjælper med at sikre fremtiden for unges ve og velfærd. Jeg kan for mit eget vedkommende tilslutte mig Kennedys legendariske ord ”Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for dit land”. Udover en politisk grundholdning om at tage os af hinanden nu og i fremtiden bruger jeg det rent praktisk som frivillig. Jeg kan ikke forlange, yngre generationer påvirkes af ord sagt i en anden tid, men jeg kan håbe, generationskontrakten aldrig får en udløbsdato, fordi vores fællesskaber fungerer på tværs af alder. Klummen er udtryk for skribentens egne holdninger.

I 26 år, hver morgen, kl. 8 26 x 365 x 30. I så lang tid har Birthe gjort noget helt konkret, for at andre kan føle sig til trygge. I de godt 5000 timer har hun fungeret som telefonstjerne.

Af Ea Ørum Fotograf Cathrine Ertmann

irthe Christensen siger godmorgen til 17 mennesker hver dag i telefonen. Hun ringer nemlig til dem for at høre, om alt er, som det skal være: ”Da min mand levede, vidste han, at mellem kl. 8 og 9 var det kontortid. Der måtte han ikke forstyrre, for jeg skulle dengang ringe til 12 mennesker, som havde brug for, at nogen holdt ekstra øje med dem,” siger Birthe. Dengang i 80’erne boede hun i Brande, og der var så mange, som via Ældre Sagen ønskede sig et trygheds opkald, at de var seks til at dele opgaven. I dag er hun 82 år og bor i Karup. Her flyttede hun til efter sin mands død. Og som hun selv siger, er ”vanens magt stor,” og hun fik hurtigt samme rolle som tryghedsopkalder i sin nye lokalafdeling.

En særlig kæde Det er vigtigt for Birthe, at trygheden, som hun insisterer på at bringe, ikke er falsk. Hun vil derfor have styr på tingene og mulighed for at reagere, når nogen en dag ikke svarer: ”Nogle ringer til hinanden ligesom en rigtig kæde, men det duer jo slet ikke. Hvis en bliver syg og ikke tager tele fonen, får den næste jo aldrig et opkald, for så er kæden død. Sådan noget sker ikke, når jeg ringer rundt. Jeg bruger omkring 30-45 min. hver morgen på at ringe til alle 17. Og er der nogen, som jeg ikke kan få fat på, så rækker jeg hurtigt ud efter de kontaktpersoner, jeg har fået oplyst,” siger Birthe. Sommetider er kontaktpersonerne pårørende, og ofte er det hjemmeplejen, for de kan komme hurtigt og tage a ffære. Bagefter får Birthe altid besked om, hvordan det er gået. ”Det er heldigvis meget sjældent, at folk ikke svarer, når jeg ringer. Når det sker, bliver jeg altid nervøs, men jeg er også glad for, at jeg kan sende hjælp. Forleden kunne jeg ikke få fat på en kvinde, som jeg har været telefonstjerne

A K TI V FOR FRI V ILLIGE

for længe. Hun er 101 år. Nu er hun blevet indlagt. Jeg håber selvfølgelig, at hun snart er hjemme igen, men jeg ved jo også godt, at ingen lever for evigt. Og alligevel er det så trist, når nogen dør,” siger hun. Birthe har stort set ikke mødt en eneste af dem, hun ringer til. De har til gengæld modtaget et lille brev med et billede af hende. De svære samtaler Det er både mænd og kvinder, som får opkald. De fleste bor alene og er i 80’erne og 90’erne. Nogle har en besøgsven, nogle har familie, og andre er meget ensomme, fortæller Birthe. ”For det meste er det vældig hyggeligt lige at vende en bog, en tv-udsendelse eller hønsene og blomsterne i haven, når jeg ringer op, men sommetider vil nogle tale sygdom og økonomi. Det hverken vil eller kan jeg. Så forsøger jeg at skifte emne eller henviser til rådgivningen i Ældre Sagen, som man jo kan ringe til og få hjælp hos,” siger Birthe. Og hvis hun selv bliver syg, ringer hun til en fra lokalafdelingen, som så tager over. ”Det er blevet en vane. Hvis jeg er sammen med mine børn og børnebørn om morgenen, så ved de godt, at da skal jeg ringe. Jeg ville nok savne det, hvis jeg ikke gjorde det ugens syv dage, men jeg er da begyndt at overveje, om jeg skulle få en afløser – en, der kan hjælpe lidt, når jeg er på ferie eller gerne vil sove længe. Sidste år fik jeg 25 års-nålen. Det er næsten ikke til at tro, og jeg bliver helt sikkert ved, især når jeg hører dem, jeg ringer til, sige, at de ikke kan undvære det,” fortæller Birthe. En afløser, eller på anden vis at være flere om opgaven, tilrådes. På den måde bliver opgaven mindre anstrengende og endnu mere sikker i tilfælde af sygdom.

”Jeg står op 7.30, og kl. 8 ringer jeg rundt. Så sidder jeg med morgenkaffen og hører radio. Jeg synes egentlig, det er rigtig hyggeligt” Birthe, tryghedsopkalder

OK TOBER 2019

Malenes venskab har ingen alder 25-årige Malene blev motionsven for at gøre noget aktivt for andre. I dag har hun et tæt venskab med Inge, og de deler mere end raske gåture.

Af Aida Bachiri Fotograf Jonas Klitgaard

lokken har endnu ikke slået 8.30, og Malene Breinbjerg fra Skejby er på vej til Inge, hvor morgenbordet står klar. Friske rundstykker med smør og ost som altid. “Vi er begge A-mennesker, så det passer os rigtig godt at ses om morgenen. Så spiser vi dejlig morgenmad sammen, inden vi bevæger os ud på en rask gåtur, og hvad vi ellers finder på. Jeg har altid ro i kroppen, når jeg har været hos Inge, og glemmer ofte

A K TI V FOR FRI V ILLIGE

tiden. Hun er jo blevet min veninde,” siger Malene. I knap et år har Malene været motionsven for Inge på 71 år. De aftaler fra gang til gang, hvornår på ugen de skal ses, og de har heller ikke et helt fast program med planer. “Det er egentlig meget loose. Jeg er sikker på, det er derfor, vores relation er så god. Fordi vi gør det af lyst, når det passer os begge. Inge har jo ikke nødvendigvis behov for, jeg er der. Hun er blind, så hun kan ikke se, og vurde-

rer mig udelukkende på, hvordan jeg opfører mig. Vi har lyst til hinandens selskab, og det er super rart at mærke, at alderen slet ikke er af betydning,” forklarer Malene. At Inge ikke er seende, spiller heller ingen rolle for deres relation. Som mange andre mennesker var Malene ikke klar over, hvad der kan lade sig gøre som blind, men det blev hun hurtigt efter sit møde med Inge. ”Hun kan jo alt selv. Når vi snakker sammen, og jeg så lige bliver distra-

heret et øjeblik og kigger væk, så fornemmer hun det straks. På den måde har jeg også lært at være mere til stede og nærværende – ikke kun, når jeg er sammen med Inge, men generelt med familie og venner,” siger Malene. Fra håndbold til motionsven Før Malene meldte sig som frivillig, havde hun gået med tanken længe. For nogle år siden fik hun på sit studie øje på en flyer om besøgsvenner fra lokalafdelingen i Aalborg. Det var straks interessant, men livet som radiografstuderende og professionel håndboldspiller gav ikke plads til meget fritid. Derfor blev det sat på hold, men kun indtil Malene fik mere tid. “Efter jeg stoppede med at spille professionel håndbold, kunne jeg skabe tid til det og forpligte mig. Jeg har spillet, siden jeg var 12 år, så motion føles som mit hjem. Det er jeg tryg ved, og jeg ved, hvor vigtigt det er for ens livskvalitet. Derfor gav det også

mening for mig at blive motionsven,” fortæller Malene. Det afgørende for Malene er lysten til motion og at være sammen med nogen om det, og hun ser det som et kæmpe plus, at hun som motionsven ikke har ansvaret for specifikke opgaver. Tempoet betyder ikke så meget. Omdrejningspunktet er samvær, nærvær og hyggelige gåture i naturen og ikke mindst en positiv relation til et andet menneske. En relation, der kan ende med at blive tæt, som i Malene og Inges tilfælde. De hyggesnakker om kærlighed og mere tunge emner som livets forskellige faser – de gode såvel som de svære. Øje for hinandens mange ressourcer Malenes fart og livsglæde smitter af på Inge. Og Malene værdsætter Inges overvejelser, råd og indstilling til livet. “Nogle af de ting, som jeg går og tumler med, ved hun alt om. Hun

har jo været der. Emnerne kan være en lille smule låst med jævnaldrende, fordi vi alle sammen er det samme sted i livet. Der har Inge jo 50 års livserfaring, som jeg kan suge til mig. Hun har meget respekt for sig selv, og det smitter af på mig. Jeg har derfor fået mere tro på egne evner,” fortæller Malene. Malenes indsats som frivillig har givet hende blod på tanden. Hun vil lave mere inden for frivilligverdenen og ser det som en nem måde at gøre andre glade på – og sig selv. “Min oplevelse med Inge har rykket i mig. Jeg havde ikke troet, at vi ville få så tæt en relation, og jeg er sikker på, at den varer ved. Min drøm er at spille musik på plejehjem og bofællesskaber for ældre. Mine kusiner og jeg elsker at spille sammen og ved, at det skaber glæde og god stemning. Bare det der med at give et frisk kick i andres hverdag, det gør mig glad og motiverer mig,” siger Malene.

OK TOBER 2019

Anni går på

BARRIKADERNE for de svageste

Energis formand fra k bruger helst Aalborg k bag facaden, ræfterne kæmper. Men når hun højre for et f at slå en lige ælle for dem, som s bedste og ik selv, ligger h ke kan ende lige for.

A K TI V FOR FRI V ILLIGE

un ved godt, hun kan være svær at komme udenom, hvis hun har sat sig noget i hovedet. Og hun har ry for at finde boksehandskerne frem, når det kræves. Men hvis den 78-årige formand i Ældre Sagens Aalborg- afdeling selv skal sige det, vil Anni Walther hellere beskrive sig som en, der stod forrest, da der blev uddelt helbred og energi, og at hun derfor kører noget længere på literen, end de fleste. Og netop den energi mærker de snart 23.000 medlemmer, som afdelingen i det nordjyske kan mønstre, i en allestedsnærværende formand, som dagligt svarer på alle mails og opkald fra medlemmerne. For trods den ugentlige træffetid, så kender de jo allesammen hendes navn og personlige telefonnummer, som hun siger: “Jeg tror, at mange bliver overraskede over, at sådan noget Ældre Sags-værk fungerer lige så godt som en arbejdsplads, når du henvender dig. Men det skal vi jo, hvis vi skal kunne følge med samfundet i dag.”

Vil hjælpe demensramte Hun er ikke bleg for at bruge sit enorme netværk, der er samlet gennem sine 53 arbejdsår i Aalborg Kommune. Den tidligere forvaltningschef og leder i godt 36 år har i dag opbygget det, hun betegner som en strømlinet bestyrelse. Og hun har som formand to mærkesager. De svage ældre, som ikke længere kan kæmpe for sig selv, og aktive ældres muligheder for at leve det bedst mulige liv. Den sidste gruppe bobler hovedet konstant over med idéer til. Så meget, at hendes næstformand har bedt hende lige klappe hesten. Anni griner ved den indskydelse. De har et godt forhold, forsikrer hun. Og nogen er også nødt til holde hende fast, “så makronbunden på lagkagen bliver ordentlig, inden hun farer ud og laver mere lækkert flødeskum til toppen,” som hun siger. Absolut enige er bestyrelsen særligt på demensområdet. De vil være med til at påvirke udviklingen, forklarer hun: ”I december 2015 tog vi initiativ til et spændende forskningssamarbejde med Aalborg Universitet og Aalborg Kommune, fordi vi havde fået at vide, at 15 ældre demensramte var forsvundet eller fundet døde inden for det seneste år,” siger hun. Den slags skal Anni ikke høre to gange, før hun rykker. ”Jeg henvendte mig til ledelsen på universitetet, hvilket kort fortalt førte frem til forskningsprojektet, som om ganske kort tid får verdenspremiere. Resultatet er et spritnyt lokaliseringsprodukt til demensramte. Og her i 2019 er vi med i et nyt forskningsprojekt, der handler om anerkendende etik og samskabelse i overgangen fra hjem til plejehjem,” siger hun. Kamp skaffer medlemmer Hun vender selv tilbage til det med boksehandskerne, for hun vil gerne understrege, at de altså kun ryger på, når det er absolut nødvendigt. Eksempelvis som da kommunen forrige år ville lukke en række plejehjem: “Der gik jeg på barrikaderne og arbejdede 90 timer ugentligt to uger i træk, tog ud og talte med plejehjemsledere og skrev et åbent brev til politikerne. Den kamp vandt vi.” Noget tid efter fik Anni et opkald fra Ældre Sagens sekretariat, som spurgte, hvordan Aalborg pludselig havde fået 200 nye medlemmer på to uger. Et kig i kalenderen afsløreTEK ST TE A SLE T V ED FOTO JA N HØS T-A A RIS

de, at det var lige der, hvor hun havde kæmpet højlydt for de svageste. Et klippekort til sociale ydelser for samme gruppe ville politikerne også sløjfe, men der fik hun også sat en kæp i hjulet: “Husk på, jeg har siddet ved siden af fire-fem borgmestre, så jeg er vant til alle mulige politiske numre. Derfor kan jeg nemt gennemskue spillet og er ikke bange for at sige noget til dem. Et byrådsmedlem fortalte mig, at de er mere bange for, når jeg tropper op til et møde, end når nogle fra de andre partier taler dem imod.” Formanden vil høres Man kan godt slå sig på Anni, medgiver hun. Hun vil have lov at sige sin mening og høres i det, hun mener, hun har kompetencer til. Sådan var det i arbejdslivet. Sådan er det nu i hendes virke i Ældre Sagen. Hun er ikke altid enig i, hvad der bliver besluttet i sekretariatet, så nogle gange finder hun sine egne veje heroppe i Aalborg. “Men, hvis jeg har fået lov til at sige min mening, som for eksempel, at vi er nødt til at være en moderne organisation, så kan jeg også rette ind. Og det har jeg det faktisk finere med, end folk nok tror. Når jeg lige er færdig med at være lidt sur.” Egentlig arbejder hun bedst uden alt for meget palaver, understreger hun. “I dagligdagen har jeg en politik om, at jeg ikke er den, du ser i læserbrevene, jeg gider ikke være kværulant-typen. Næh, jeg arbejder faktisk hellere bag facaden og tager den diskrete vej til en løsning.”

3 HURTIGE TIL FORMANDEN Hvorfor blev du formand? “Jeg blev sådan set på moderne dansk headhuntet i marts 2014, hvor jeg ikke engang var medlem. Men bestyrelsen kendte mig fra min tid som chef i Aalborg Kommune, og jeg har lavet frivilligt arbejde, siden jeg var 17.” En typisk Anni Walter? “Jeg ville gerne have Ernst Trillingsgaard, tidligere direktør for Aalborg Kongres og Kultur Center, til at starte en café for mænd, som lænestolen klæber for meget til. Så jeg havde inviteret ham til kaffe. Da han havde drukket den, sagde han tak for kaffe og wienerbrød og troede, det var det. Så sagde jeg: Jamen kære Ernst, du tror da vel ikke, jeg bare har inviteret på wienerbrød…” Hvem er dit forbillede? Et af dem er Steen Hildebrandt, der inspirerer mig med sit syn på ledelse. Jeg bliver ikke klogere af at sidde ved et skrivebord, men af at læse og gå ud og lytte til nogen. Det er jeg lige så sulten efter, som da jeg var 20. Lise Nørgaard har beholdt sin nysgerrighed på verden, og det kan jeg godt lide, jeg har også bevaret interessen for samfundet.

OK TOBER 2019

8.2 er netop blevet skrevet ind i Ældre Sagens vedtægter. Trivsel har altid været vigtigt, men nu har den fået sin egen paragraf.

8.2 Af Aida Bachiri

vad tænker du på, når du læser ”trivsel”? Det er i hvert fald et af tidens buzzwords, og vi hører jævnligt om trivselsmålinger i institutioner og på arbejdspladser. I Ældre Sagen har trivsel også været et tema i mange år, men det kom for alvor formelt og eksplicit på dagsordenen i 2018.

Skal selv forme trivsel Landsbestyrelsen nedsatte nemlig et ad-hoc-udvalg for at øge fokus på trivsel, der medførte, at trivsel blev skrevet ind i vedtægternes paragraf 8.2 efter en afstemning ved delegeretforsamlingen i november 2018. Trivsel blev således en decideret opgave, der skal værnes om i gode såvel som dårlige tider. Mogens Rieks er foreningskonsulent i Ældre Sagen. Han har til opgave at hjælpe lokalafdelinger organisatorisk, og han hilser trivselsparagraffen velkommen: ”Det er klart, at bevidstheden om frivilliges trivsel nu bliver markant større. Vi har altid beskæftiget os med frivilliges trivsel, men de enkelte lo-

A K TI V FOR FRI V ILLIGE

kalafdelinger har gjort det på hver deres måde. Nu er det skrevet ind i vores vedtægter og dermed løftet i betydning,” siger han og påpeger, at trivsel ikke nødvendigvis betyder det samme for alle. Frivillige i Ældre Sagen er nemlig forskellige med mangeartede kompetencer og livsvilkår. Den tidligere direktør, folkeskolelæreren og butiksekspedienten, enken, den gifte og den arbejdende skal alle opleve anerkendelse for deres indsats. Derfor er det også vigtigt, at lokalafdelingerne former egne veje til bred trivsel. I gang i Fredericia I lokalafdelingen i Fredericia hilser man også den nye paragraf velkommen. Her ser bestyrelsen det som en kerneopgave at styrke fællesskabsfølelsen og arbejde for, at alle frivillige trives – uanset baggrund og frivilligrolle. Og derfor er man netop også gået i gang med at drøfte, hvordan man kan fremme trivsel for afdelingens frivillige. Skal man have en trivselskoordinator, eller skal der afholdes flere sociale arrangementer på tværs af

frivillig roller? Det diskuteres i lokalafdelingen, hvor Niels Hother Jakobsen sidder for bordenden som formand: ”Trivsel skal være en gennemgående faktor. Derfor har vi i vores lokalbestyrelse nu en dialog om, hvordan vi organiserer det bedst muligt. Jeg tror, det har en effekt, hvis vi sætter fokus på det og afsætter ressourcer til det, så det ikke bare er et ord, som står i vedtægterne – men der kommer konkret handling bag,” siger han. Erfaringen er, at faste traditioner og aktiviteter året rundt, fx fælles spisearrangementer, udflugter, foredrag og underholdning, samler og fremmer tillid, glæde og motivation. ”Hver enkelt frivillig er uundværlig, og uden dem vil det lokale arbejde falde fra hinanden. Det er helt afgørende, at man som frivillig i Ældre Sagen trives og føler sig set, hørt og værdsat,” siger formanden fra Fredericia.

handler om din trivsel

Om den nye vedtægt På frivilligportalen kan alle lokalafdelinger tilgå trivselsmateriale, som kan inspirere til nye måder at arbejde med området på. Dyk eksempelvis ned i trivselsbarometeret til at tage temperaturen på din egen lokalafdeling, tips til at afholde gode og effektive møder og modeller i anerkendende tænkning, der kan bidrage til god kommunikation. Den nye vedtægt ligger i § 8.2 under kap. IV. Lokal afdelinger, koordinations udvalg og distrikter og lyder som følger: Lokalbestyrelser, koordinationsudvalg og distrikter har til opgave at fremme Ældre Sagens formål bl.a. ved: at arrangere medlemsaktiviteter og -arrangementer at forestå en social- humanitær indsats, at tale ældres sag overfor kommunen og andre myndigheder gennem en ældre- og sundhedspolitisk indsats at forestå pressekontakt og kommunikation at fremme frivilliges trivsel

OK TOBER 2019

”Farvel til en livsstil” veteran fra 1987 takker af Nanny er årgang 1987 i Ældre Sagen. Det var året, de første medlemmer kom til, og udviklingen til alt det, vi kender i dag, begyndte. Nu lader hun andre tage over. Af Jeppe Nybye Fotograf Marie Ravn

et var en brochure, som i første omgang fangede Nanny Jørgensen. Kalenderen sagde 1987, og Nanny, som var på besøg hos noget familie, kunne ikke lade være med at reagere på folderen fra Ældre Sagen, som lå foran hende. Her så hun nogle, der ville gøre en forskel for ældre som hende selv. Siden er 32 år passeret, og Nanny er blevet 96 år. I de 23 af dem har hun

A K TI V FOR FRI V ILLIGE

været frivillig i Ældre Sagens lokalafdeling i Viborg, men nu sætter hjerteflimmer imidlertid punktum for tiden som frivillig. En epoke, som hun med egne ord finder ”begivenhedsrig”. Forening i bevægelse Dengang Nanny blev medlem af Ældre Sagen, var foreningen netop blevet stiftet. I begyndelsen fulgte hun lokal afdelingens arbejde fra sidelinjen og

kunne se, hvordan gør-det-selv-ånden herskede blandt de første pionerer. Initiativer som besøgsvenner og tryghedsopkald havde på daværende tidspunkt endnu ikke set dagens lys eller var kun på forsøgsstadiet. ”Der var mange ting, som skulle opfindes, men vi fandt ud af det hele hen ad vejen,” som Nanny siger. Hun mærkede lige fra begyndelsen tydeligt den store interesse for Ældre

”Det overgik, hvad nogen overhovedet kunne have forestillet sig. Det hele voksede enormt hurtigt”

Sagen, og interessen forvandlede foreningen til en bevægelse. Medlemmerne strømmede til, og flere og flere nye ansigter dukkede op omkring hende: ”Det overgik, hvad nogen overhovedet kunne have forestillet sig. Det hele voksede enormt hurtigt.” I 1996 valgte Nanny selv at blive frivillig, og hun gjorde efterfølgende sit til at styrke den socialhumanitære indsats i Viborg. Hun tog eksempelvis initiativ til tryghedsopkald blandt byens ældre, efter en veninde havde ligget død i sit hjem i fire-fem døgn, før hun var blevet fundet. ”Jeg kunne se, jeg kunne gøre en forskel her. Jeg kendte jo også andre, der var faldet og først blev fundet en dags tid senere,” siger Nanny. Telefoner, tryghed og farvel Nanny fortæller, at Viborg Kommune ganske vist havde telefonkæder, men at de langt fra var så pålidelige som det system, hun byggede op. Som hovedperson i en såkaldt telefonstjerne ringede hun hver eneste dag mellem klokken 8 og 9 til samtlige personer på listen. ”Det første år oplevede jeg, at én ikke svarede. Straks reagerede vi, og det viste sig, at personen var død i sin lejlighed. Det var en grim oplevelse, men beviste jo også, at tryghedsopkaldene virkede.” Med sit stop siger Nanny også farvel til en rolle, som ellers har præget hele hendes liv. Lige fra barnsben har hun været frivillig, bl.a. i spejderbevægelsen og i den lokale svømmeforening. ”Det har været en livsstil. Jeg vil jo gerne gøre en forskel for andre, og når man som jeg havde muligheden og tiden til det, skal man yde en indsats. Sådan har jeg altid set på det,” siger hun. OK TOBER 2019

Undgå internettets svindlere

Flere af Ældres Sagens lokalafdelinger og Østjyllands Politi afholder i efteråret arrangementet ”Sikker på nettet” for at skabe tryghed blandt brugerne. Af Charlotte Kjærholm Illustration vahle+nikolaisen

om enhver anden morgen satte Anders Sørensen, der er frivillig i Ældre Sagens it-café på Randers Bibliotek, sig for halvandet år siden foran computeren. Klokken var cirka 9.00, da han ville tjekke Ekstra Bladets hjemmeside og sporten på TV2. Helt som han plejer. Men da han tjekkede sin mail, skete der noget mærkeligt. Uden advarsel kunne han med ét ikke tilgå sin computer. ”Jeg har gudskelov aldrig set et tilfælde som det her før,” siger Anders. Det var lykkedes en hacker, muligvis gennem en inficeret mail, at bryde ind i Anders' harddisk, og han

A K TI V FOR FRI V ILLIGE

kunne kun få adgang til sine billeder og dokumenter, hvis han betalte en løsesum. Bliv it-sikker Sagen er heldigvis usædvanlig. Det er ganske få, der er blevet udsat for den invaderende afpresning, som Anders oplevede. Ikke desto mindre er det med en vis utryghed, at mange benytter deres PC, iPad eller smartphone. Det har Østjyllands Politi taget konsekvenserne af. I efteråret afholder de en række arrangementer i Ældre Sagens lokalafdelinger med titlen ”Sikker på nettet” i syv

3 RÅD 1 Brug stærke passwords

og genbrug dem ikke.

2 Handler du på nettet, så lav

research på sælger. Kender nogen i din omgangskreds vedkommende? Undlad at overføre penge på forhånd.

3 Opgiv ikke oplysninger til

nogle, der giver sig ud for at være fra fx SKAT, Nets, MobilePay eller banken, og som henvender sig på andre måder, end de plejer.

østjyske kommuner. Det fortæller Daniel Stefansson, der er seniorkonsulent i Østjyllands Politi. Med arrangementet håber politiet at kunne skabe tryg færden på nettet. Deltagerne vil lære de vigtigste forholdsregler, så de undgår at blive snydt. ”Kriminelle kan finde på at ringe og udgive sig for at være en myndighed eller en bank. Så laver de det, man kalder phishing. De fisker efter oplysninger på dem, de ringer til. Det kan være cpr-nummer eller bankoplysninger,” forklarer Daniel. Han peger også på videresalg på Den Blå Avis og Facebook som steder, hvor nogle oplever at blive snydt. Man kan sagtens købe ting derigennem, men det er vigtigt at tage sine forholdsregler. Hvordan bliver man sikker? Daniel vil gerne understrege, at selvom mange har en opfattelse af, at ældre er særligt udsatte over for it- relateret kriminalitet, er det ikke tilfældet. ”Selvom det er de ældre, der er mest utrygge, er det de unge, der er mest udsat,” siger han og tilføjer, at forskellen dog ikke er kæmpestor. Utrygheden genkender Tove Jørvang, der er formand i lokalafdelingen i Aarhus. De har tidligere for-

søgt sig med forskellige arrangementer om færdsel på nettet, blandt andet sammen med Borgerservice, men hun oplever stadig stor usikkerhed blandt medlemmerne og hilser derfor netop initiativet med politiet velkomment: ”Vi mangler redskaber til at skelne skidt fra kanel, så man kan færdes på nettet uden at være overnervøs. Folk bliver dygtigere og dygtigere til at snyde, så det er let at blive narret. Samtidig oplever vi også, at mange er overforsigtige og nervøse, når de fx modtager en mail.” Daniel kommer også til Aarhus og holder oplæg. Meld det til politiet Da Anders’ computer var blevet hacket, kontaktede han ikke politiet. Det anbefaler Daniel, at man gør til enhver tid: ”Der er et ret stort ”mørketal”, når det handler om økonomisk it-kriminalitet, og det kommer vi bedst til livs ved at modtage anmeldelser. Vi anbefaler aldrig, at man betaler noget til nogen,” siger han. Det gjorde Anders heller ikke. I stedet tog han konsekvensen og købte en ny computer. Heldigvis havde han alle billeder og dokumenter på en ekstern harddisk, så han mistede ikke sine værdifulde minder.

OK TOBER 2019

BES

VENNEQ U ØGS

Forbind dem du tror hører sammen Se svarene på næste side

Hvem er ven Hvad ledte du efter, da du søgte en besøgsven? Jeg har faktisk ikke ledt efter nogen. Lokalformanden fra Ældre Sagen spurgte, om jeg kunne tænke mig det. Jeg undrede mig over, hvad det gik ud på, men det gik op for mig, at det kunne være fint med en besøgsven, for jeg går egentlig og keder mig. Mit syn er blevet så dårligt, at jeg ikke kan deltage i noget, og hørelsen er heller ikke for god længere. Så jeg tænkte, lad os endelig prøve det da!

Hvad ledte du efter, da du søgte en besøgsven? Vi prøvede at finde en person, der gerne ville gå ture med Hans, som har demens, for det kan han så godt lide. Det har han altid gerne villet og dyrket meget, men Helga kan ikke gå med ham hele tiden. Samtidig var det også vigtigt, at Helga kunne få lidt fri uden at skulle bekymre sig om Hans. Som ægtefælle har man også behov for et pusterum, hvor man kan handle ind, besøge en veninde eller noget andet ude af huset.

Hvad ledte du efter, da du søgte en besøgsven? Jeg ledte efter en, der kunne komme hjem til mig, og som jeg kunne gøre noget sammen med. Jeg har følt mig meget ensom, siden min mand gik bort. Han efterlod et mægtig stort tomrum, og jeg savner ham, men han kommer jo aldrig igen, så jeg er nødt til at komme videre. Og så er det godt, at nogen kommer, og vi lige får snakket og spillet kort, for mange timer alene kan godt være slemme.

A K TI V FOR FRI V ILLIGE

og vært? Hvorfor blev du besøgsven? Jeg kan godt lide at være sammen med andre og hjælpe. Det gør mig glad. Da jeg gik på pension, begyndte jeg som skubber på det lokale plejehjem. Hver uge var jeg ude at s kubbe en ældre i kørestol på en fælles tur, og det var godt med den friske luft, men min ryg kunne ikke holde til det. Jeg fandt ud af, at jeg kunne blive besøgsven i stedet. Det er hyggeligt, og jeg kan mærke, at man er rigtig glad for at se mig, når jeg kommer. Jeg føler, jeg bliver værdsat.

Hvorfor blev du besøgsven? For det første synes jeg, det er en god ting, og jeg kan godt lide det. Vores egne børn bor ikke i området, så tanken har da strejfet mig, at det kan være, jeg selv får brug for en besøgsven på et tidspunkt. Desuden synes jeg, det er hyggeligt, og jeg vil gerne give lidt og få lidt igen. Jeg giver samvær og nærvær og en mulighed for at tale med en om de ting, man ikke lige vil tale med sine børn om. Ens børn kan ikke altid forstå det, der rører sig omkring en, fordi der er en generation til forskel. Så er det rart, at vi kan snakke sammen om de ting. Også for mig.

Hvorfor blev du besøgsven? Jeg synes, der bliver gjort for lidt for mange ældre, og så er frivillige nødt til at gøre noget. Der bliver simpelthen sparet så meget, og det er trist at se på. Det er trods alt de ældre, der har været med til at skabe det samfund, som vi har i dag. Jeg føler, jeg har overskud til at give noget, så det vil jeg gerne gøre. Jeg har det godt med at hjælpe. Det er tilfredsstillende.

TEK ST TOR BIRK OG E A ØRUM FOTO TOR BIRK

OK TOBER 2019

Venner og værter i Brørup JENS BUKH

VAGN KLYNGE

76 år og besøgsvært

66 år og besøgsven

Hvad er det bedste ved netop Vagn som besøgsven?

Hvad overraskede dig, da du begyndte som besøgsven?

Det ved jeg ikke, jeg har jo aldrig prøvet andet! Men det er ganske udmærket. Han skal ikke skiftes ud lige foreløbigt, for jeg er godt tilfreds med vores samvær. Vi mødes hos mig en gang om ugen, får en kop kaffe, et stykke frugt eller en øl. Først gennemgår vi de fodboldkampe, der har været i Europa, og så vender vi verdenssituationen. Det er godt at få besøg, det giver mig noget at se frem til. Vagn Klynge

Jens Bukh

MARGIT SVENDSEN

INGER LUNDEMAN

84 år og besøgsvært

68 år og besøgsven

Hvad er det bedste ved at have netop Inger som besøgsven?

Hvad overraskede dig, da du begyndte som besøgsven?

HANS HEINRICH PETERSEN

ANDREAS PETERSEN

Nu har jeg jo ikke haft andre besøgsvenner, men jeg synes, vi snakker godt sammen. Det betyder meget, at man kan tale om alle mulige ting. Det kan jeg med Inger. Det er en følelse af, at vi klinger sammen og har god kemi. Det kunne jo også have været en, som ikke kunne sammen med mig, fordi vi havde vidt forskellige synspunkter, men Inger og jeg passer heldigvis godt sammen. Margit Svendsen

Hvad er det bedste ved at have netop Andreas som besøgsven? Det er dejligt, at Andreas kan lide at trave, så kan de få noget frisk luft. Hans og Andreas har samme humor, og de er sønderjyder begge to, så de kan snakke meget om gamle dage. De snakker i det hele taget om mange forskellige ting. Det er også vigtigt, at Helga har tillid til Andreas, så hun er tryg ved, at han skal være sammen med Hans.

Jeg kendte til at være besøgsven gennem min mand, som er formand for lokalafdelingen. Det er godt at være besøgsven, for man kommer ud af sin egen hule og får en snak. Det udvider mit netværk og min horisont. Lige nu, hvor jeg er besøgsven hos Margit, er det slet ikke krævende, for vi snakker bare. Jeg har før været besøgsven hos en med Parkinson, og det var mere krævende.

Inger Lundeman

Har demens og svarer i fælles skab med sin kone Helga Petersen

Andreas Petersen

Det har jeg ikke spekuleret over. Nu ville skæbnen, at jeg kendte Jens i forbindelse med mit arbejde. Han var murer, og jeg var sælger i en tømmerhandel. Jeg var faktisk forundret over, at vi kunne snakke sammen i to timer. Jeg er vestjyde og er ikke en mand af mange ord, så det har faktisk været en positiv overraskelse, at vi sådan kunne få tiden til at gå med snak.

Hans Heinrich Petersen

A K TI V FOR FRI V ILLIGE

65 år og besøgsven Hvad overraskede dig, da du begyndte som besøgsven?

Inden jeg blev besøgsven hos Hans, vidste jeg, at han var demensramt. Det overraskede mig faktisk, at Hans er så positiv at snakke med. Han er lun i det og en sjov mand. Han er frisk og hyggelig til trods for sin sygdom. Han siger da mange gange de samme ting, men sådan er det. Jeg ved, at det er en del af sygdommen, så det generer mig ikke. Jeg blev også imponeret over Hans’ fysiske form.

Mød hende der matcher

KAMMA PEDERSEN 72 år og socialhumanitær kontaktperson i Brørup Hvad er den største udfordring?

Alle besøgsvennerne har jeg kendt på forhånd. Brørup er jo en lille by, så man kender hinanden gennem det ene og det andet og ved, hvad folk foretager sig. Det er egentlig nemt at sætte fingeren på, hvad de vil være gode til, men anderledes er det med værterne, som jeg ikke altid kender. Jeg gør det, når jeg får en henvendelse fra en, som gerne vil have en besøgsven, at jeg selv tager ud og besøger dem først. Så får jeg en lille snak med dem og kan spore mig ind på, hvilke interesser de har, og hvad de ønsker, at en besøgsven kan gøre for dem. Og det kan godt være en udfordring, for det kan være svært at gennemskue, om et match kan gå. Et første indtryk kan jo også godt snyde. Jeg har ikke oplevet det endnu, men måske der kommer et tidspunkt, hvor puslespillet ikke lykkes – og så må vi jo bare finde et andet match.

Hvorfor var Andreas og Hans et godt match?

Hans er demensramt, og derfor var det vigtigt at finde en med forståelse for det. Hans vil jo rigtig gerne gå ture, så den interesse skulle matches. Og det var også vigtigt, at det var en, som Helga kunne med, fordi besøgsvennen jævnligt skulle komme forbi.

Hvorfor var Inger og Margit et godt match?

Margit fortalte, at hun var ensom og savnede sin mand, så jeg tænkte, at hun ville passe godt med Inger, fordi hun er så positiv. Inger med sit lyse sind og gode energi kunne være et godt match til at hjælpe.

Hvorfor var Vagn og Jens et godt match?

De to har nogle håndværksmæssige interesser. Jens har også dyrket sport i en menneskealder, og jeg vidste, at Vagn ligeledes er fritidsmenneske. Man kunne også have fundet en besøgsven, der overhovedet ikke ved, hvad fodbold eller håndbold er, men det dur jo ikke.

OK TOBER 2019

“Helga er her ikke, men jeg lever sammen med hende i minderne, og det er jeg lykkelig for” Da hans livs kærlighed døde, gik alt i stå for Peter. Det ændrede en sorggruppe og samtalerne med en frivillig fra Ældre Sagen. Af Tea Sletved Fotograf Ólafur Gestsson

agene efter Helgas død var nærmest uoverkommelige. Tiden blev en mærkelig størrelse, og den blev brugt på sofaen med at stirre op i loftet, mens han tænkte over, hvordan han nogensinde skulle kunne finde ud af det uden hende. For Helga var ikke bare kærligheden i næsten 65 års ægteskab, hendes blide væsen var selve fundamentet i familien og for 88-årige Peter Hansen. Derfor svarede han nej, da bedemanden spurgte, om han ville se sin hustru en sidste gang inden begravelsen. Han havde engang set en person, der havde været død i tre dage, og som var faldet fuldstændig sammen. Det minde ville han ikke have med sig. Han ville huske hende, som hun var i live. “Og det gør jeg. Så er det bare op til mig at føre et godt liv, så længe jeg kan. Det gør jeg lige her i minderne, det giver mening. Og jeg er et hundrede procent sikker på, at det også er Helgas mening.”

A K TI V FOR FRI V ILLIGE

Meningen med sorg Peter sender et skarpt blik igennem den smalle, sortkantede brille, samtidig slipper en tåre ned ad den ene kind. Det er hårdt at tale om Helgas død, men han gør det gerne. For mange har en mening om sorg, og hvordan man bedst lever videre i et liv, hvor der nu mangler en. Her er ‘at komme videre’ en vej, nogle mener, sørgende bør tage, men Peter er lodret uenig. Han skal ikke videre nogen steder. Han skal være lige her. Han slår ud med de blåstribede skjortearme mod den overdækkede terrasse, som han og Helga byggede sammen med resten af sommerhuset i 1968. Faktisk, fortæller han og peger, så er det Helga, der har lavet alle fugerne i muren. Sommerhuset tegnede den tidligere arbejdsleder og slagterimedarbejder selv – efter Helgas nøje anvisninger. Det er ikke kun fuger og grundplan, som bærer præg af den tidligere frue. Hun hænger på familiebillederne på væggen, hendes seng er

stadig redt, og på badeværelset står hendes tandbørste i det gule tandkrus. Og i sommerhuset har Peter det allerbedst. At han skulle nå hertil, havde han ikke troet for to og et halvt år siden, da han lå og kiggede op i loftet. Dag efter dag i tre måneder. Til sidst insisterede hans to sønner på, at han gik til lægen, som henviste til en psykolog, der fik to besøg, og så sagde Peter stop. “Jeg havde på fornemmelsen, at han talte hen over hovedet på mig. De ting, han spurgte til, havde jeg ikke oplevet. Jeg følte ikke, han kunne hjælpe mig. Om det så var, fordi han holdt øje med klokken, skal jeg ikke kunne sige.” Frivillig forstod behov Hans søn foreslog Peter at kontakte Ældre Sagen, og som sagt så gjort. Ikke lang tid efter ringede det på hans dør. Udenfor stod en mand, der præsenterede sig som Carsten. Han ville gerne tilbyde en god snak, og så bød Peter den

frivillige indenfor til kaffe. Så sad de der, skråt ved siden af hinanden og kiggede ud på haven. Og Carsten, han sad ikke og kiggede på klokken. “Han spurgte til, hvor længe vi havde haft huset, og hvor længe vi havde været gift, og så kunne jeg lige pludselig m ærke, at nu begyndte vi at tale om det, jeg gerne ville tale om.” Carsten blev to en halv time og kom derefter jævnligt på besøg, og Peter var med egne ord ‘lykkens pamfilius’. For hvor psykologen ville tale om, hvordan han havde det med, at Helga var død, ville Peter gerne have lov til at tale om ham og Helga. “I princippet drejer det sig ikke om mig, men om os. Om det, vi har lavet sammen. Det var det, Carsten havde så stor forståelse for.” Samtalerne efterlod Peter et sted, hvorfra han selv begyndte at opsøge det, han følte ville hjælpe. Her var han omkring et arrangement hos Ældre Sagen for mennesker OK TOBER 2019

som ham, der lige havde mistet. Han opdagede, hvor rart det var at tale med andre i samme situation, og at han kunne bruge deres erfaringer til at navigere sin egen vej. Det vigtigste, han tog med sig, var en kvindes fortælling om, at hun med det samme havde solgt huset for at komme videre. Det havde hun fortrudt. For hun var flyttet fra alle minderne. “Jeg sagde til mig selv; Peter Hansen, du flytter ingen steder,” siger han og banker med en flad stor hånd ned i dækservietten. Lever med sorgen Nu var han sporet ind på, hvad samværet med andre kunne, og da den lokale præst, som også havde begravet Helga, begyndte en sorggruppe, takkede han ja. Her talte de om deres afdøde mænd, koner eller børn, om livet uden dem og den sorg, de nu sad tilbage med. Ifølge Peter havde præsterne en særlig evne og kunne få dem til at komme ud med det, de ellers holdt for sig selv. “Når du hører om andres triste oplevelser, så letter det på dine egne. Det er ikke ondt ment.” Det har taget to år for Peter igen at blive den glade mand, der sidder her i sit elskede sommerhus og drikker kaffe, har rosé på køl i køkkenet og griner sit skæve, skælmske grin, som han også har på alle billederne sammen med Helga inde på stuevæggen. “I dag har jeg så godt et liv i minderne, jeg kunne ikke forestille mig at være noget andet sted. Jeg kan gå hver dag og glæde mig over, at jeg er her endnu. Helga er her ikke, men jeg lever sammen med hende her, og det er jeg lykkelig for.” Overskuddet rækker længere end til at holde både huset hjemme i Odense og sommerhusets store have, og derfor er han i dag både besøgsven gennem Røde Kors og spiseven i Ældre Sagen. Som tak for alt det, der fik ham videre i sin sorg.

A K TI V FOR FRI V ILLIGE

Hvad Peter ville ønske, han og Helga havde talt om “Døden. Og eftertiden for den, der blev tilbage. Det skulle vi have gjort, da vi havde det godt, så vi havde fået afklaret, hvor vi skulle ligge på kirkegården, hvilken gravsten vi skulle have og alt det andet, der vedrører at komme herfra. På den måde havde vi sikret, at tilværelsen kunne fungere, selvom den ene ikke var der, men vi krøb udenom.”

Peters bedste råd til dig i sorg “Du må ikke sætte dig hen og kigge op i loftet, som jeg gjorde. Du skal tale med andre, du skal have kontakt til mennesker omkring dig. Jeg har aldrig gjort det før, men nu taler jeg for eksempel med folk, når jeg er ude at handle. Det er vigtigt, for du bliver dum i hovedet af bare at sidde og kigge. Det er, som om du så fuldstændig mister gnisten.”

Vil du også dele dine erfaringer med Ældre Sagens besøgsvenner eller sorggrupper til inspiration for Aktivs læsere, så skriv til aktiv@aeldresagen.dk.

VÅGETJENESTEN I TAL Æresbeviser tildeles en frivillig, der har ydet en særlig indsats som medlem af lokalafdelingen eller ved på anden vis at have ydet en betydningsfuld indsats.

Våget jenesten har fået 16,5 % flere frivillige i år

Vågetjenesterne har været ude at

våge i 2834 timer mere hos 37 % flere døende end året før

92 % vågere

GUNNAR SVENDSEN Allerød Gives for en helt ekstraordinær indsats for Ældre Sagen – både på landsplan og lokalt. For over 10 års formandskab for Ældre Sagen i Allerød og her at stå i spidsen for mange aktiviteter, fx tirsdagsmøder, undervisning i it og et meget vigtigt samarbejde med kommunen og Ældrerådet for at få den bedst mulige udvikling i Allerøds indsats på ældreområdet. En indsats helt ud over det sædvanlige. LILLIAN B. THOMSEN Åbenrå Gives for en helt ekstraordinær indsats for Ældre Sagen – lokalt som bestyrelsesmedlem gennem 10 år. Og for gennem otte år at være en skattet besøgsven – samt til stor hjælp som lokalafdelingens kasserer gennem syv år – en indsats helt ud over det sædvanlige. BENTE LYKKE GANSLER Åbenrå Gives for en helt ekstraordinær indsats for Ældre Sagen – lokalt som bestyrelsesmedlem gennem fem år og for altid at være en ”hjælpende hånd” ved forskellige arrangementer. En indsats helt ud over, hvad der forventes. RITA HANSEN Kalundborg Gives for en helt ekstraordinær indsats for Ældre Sagen – for at være den dygtige og sikre koordinator for lokalafdelingens telefontjeneste. Der er nu en trofast skare af frivillige, som Rita har sørget for, har været med i mere end 20 år. En indsats helt ud over det sædvanlige. ALF OLSEN Køge Gives for en helt ekstraordinær indsats for Ældre Sagen – for igennem alle sine 21 år i lokalafdelingen, at passe sin kassererfunktion til punkt og prikke, sørge for at styre afdelingen gennem nogle økonomisk svære tider. For at stå fast på principperne, passe på medlemmernes penge og for at skrue bissen på, når der var behov for det. En indsats helt ud over det sædvanlige.

92 %

er kvinder

8 % vågere er mænd

VÅGERE STØTTER DØENDE OG PÅRØRENDE:

69%

18%

bor langt væk fra den døende

81%

var helt uden pårørende

trængte til søvn

Kønsfordeling hos de døende 57 % 43 %

65 % 35%

2018

2017 Kvinder

De fleste, som fik en våger, var over

70 år

20%

havde en demens sygdom

82 %

18 %

2016 Mænd

var 30-49 år

Sisse vender sorg til livsmod Hun trækker på egne erfaringer, når svære emner vendes i de sorg- og livsmodsgrupper, hun leder. Det skaber et rum, hvor svære følelser er tilladte.

Af Charlotte Kjærholm Fotograf Mew

org over at miste skal de fleste igennem. Man kan prøve at forberede sig på, at nogen skal dø, men hvad stiller man op, når sorg overmander en? I Århus Midt har lokalafdelingen lavet sorg- og livsmodsgrupper for efterladte. Her taler deltagerne om de følelser, der dukker op, og i fællesskab bearbejdes sorgen. Sisse Baklund er gruppeleder, fordi hun ønsker at yde omsorg til mennesker, der har mistet, fortæller hun: ”Jeg ved, at sorgen bliver anderledes på et tidspunkt, selvom sorgprocesser er individuelle. For nogle aftager sorgen hurtigt, for andre går det meget langsomt. Fælles er, at sorgen over at have mistet altid vil ligge i en,” siger Sisse. De fleste af deltagerne har fundet vej til gruppen, fordi en ægtefælle gennem mange år er gået bort.

Hvad skal der ske med mig? For 28 år siden tog Sisse orlov og passede sin mor, da hun lå for døden. I dag bruger Sisse erfaringerne fra dengang til at igangsætte samtaler, der ellers kan være svære at dele med omgivelserne: ”I grupperne taler vi om sorg ud fra emner, jeg tager med, og gen-

A K TI V FOR FRI V ILLIGE

nem personlige eller praktiske dilemmaer, der rører sig i gruppen. Hvordan får man ordnet sin have, når man ikke har stået for det før? Skal man blive boende i sit store hus? Det kan også være tungere spørgsmål om, hvor ofte man bør gå på kirkegården, eller hvad der skal ske, når man selv dør.” For mange bliver det helt naturligt at tale om egne ønsker til sin bisættelse eller begravelse, forklarer Sisse. Hun har også selv gjort sig klart, hvad der skal ske, når hun engang skal herfra, ligesom hendes egen mor også gjorde det: ”Nogle forbereder deres egen død ned til mindste detalje. Andre stritter imod og vil ikke forholde sig til det. Selv synes jeg, det var en befrielse, at min mor havde skrevet sine ønsker ned. På den måde havde hun også medbestemmelse,” siger Sisse. Og når hun først selv har fortalt, byder andre ind. Nyt fællesskab I grupperne er udgangspunktet det enkelte tab, og hvorfor det kan være vanskeligt at tale om. Sisse kalder deltagerne for ”eksperter i deres egne følelser”. Hendes rolle er at etablere frirummet, som sorgen kan blive bearbejdet i:

”Vi prøver at komme ind på det, der er svært at få talt med børn eller andre familiemedlemmer om. Det kan være meget svært at blive alene, men der kan også være lettelse forbundet med tab af en ægtefælle e fter et langt og opslidende sygdomsforløb. Når vi lukker døren, og man er i gruppen, må man tale om alle de forbudte ting,” siger hun og forklarer, at de arbejder med sorgen som en livsændring. Den er et vilkår, som forandrer et liv, der skal leves videre. Sorg- og livsmodsgrupperne giver plads til en svær tid, samtidig er de ofte også rammen for et nyt fællesskab. Når følelser forbundet med tabet er talt igennem, typisk efter otte til ti måneder, begynder grupperne at tage på café eller i biografen. Det kan være svært de første gange, så alle synes, det er rart at følges med nogen. ”I begyndelsen er deltagerne slet ikke klar over, hvor meget fællesskabet kommer til at betyde, men mange får ret hurtigt en oplevelse af, at de kan hjælpe hinanden med praktiske ting. Efterfølgende kommer omsorgen og de følelsesmæssige aspekter, for drivkraften i gruppen er, at de har en fællesnævner i at have mistet et af de mennesker, der har stået dem nærmest,” siger Sisse.

OK TOBER 2019

LANDET RUNDT

Krolf – en ny populær aktivitet på Ærø

rolf et socialt spil, hvor præcision er vigtigere end kondition. Spillet er udfordrende, let at lære og tilmed økonomisk overskueligt – og derfor er det populært. Det kan Kirsten Skov, lokalformand på Ærø bekræfte. ”Vi begyndte med krolf i maj og har nu to hold med i alt 22 medlemmer, der spiller en gang om ugen, et hold om formiddagen og et om eftermiddagen,” fortæller Kirsten og tilføjer, at nogle endda spiller med på begge hold. Et medlem af lokalbestyrelsen er tovholder for den nye aktivitet, mens Kirsten er ”medhjælper”, som hun kalder det. Lokalafdelingen har søgt og fået midler til udstyr fra Ældre Sagens søgepulje til motion. Instruktører fra DGI har hjulpet med at stille banen op, og den er lavet så smart, at hullerne kan dækkes til, når spillet er slut, så arealet også kan bruges til fx fodbold, bagefter. Til næste

år er der planer om at spille to gange om ugen, og det kan lade sig gøre, fordi flere frivillige allerede har meldt sig til at give en hånd med. ”Og vi vil med glæde dyste mod andre lokalafdelingers krolfhold til næste år, lyder det fra Kirsten Skov.

Om krolf • Krolf er en blanding af kroket og golf. • Udstyret er næsten som i kroket med en kraftig kølle og en stor kugle. • Det handler om at få kuglen i hul på færrest mulige slag. • Banen er langt mindre end i golf.

”Nu tændes der stjerner på himlens blå…”

an behøver hverken være musicalstjerne eller synge i kirkekor for at deltage i Ældre Sagen Grenaas sangcafé, der har eksisteret siden 2011 med lokalafdelingens formand Vibeke Enoksen som tovholder. Flere end 100 medlemmer mødes en gang om måneden i byens kulturhus og synger sammen, naturligvis med en kaffepause midtvejs. ”Der

A K TI V FOR FRI V ILLIGE

opstår et sammenhold, når man synger sammen,” siger Vibeke Enoksen. Man må dog også gerne være med, selvom man ikke ønsker at synge. Sommetider er det Vibeke, der vælger de sange, der skal synges, og de er næsten altid fra Ældre Sagens sangbog ”Sange til Livet” og Højskolesangbogen. Det sker også tit, at et af sangcaféens med-

ÆRØ

Søgepuljen • Lokalafdelingspuljen til motion støtter en bred vifte af motionsaktiviteter og opstart af nye eller udvidelse af eksisterende aktiviteter. Der er løbende ansøgningsfrist. • Målgruppen for motionsaktiviteterne er mindre mobile og ikkemotionsvante ældre. • Lokalafdelingerne kan bl.a. søge penge til indkøb af udstyr og annoncering af aktiviteten eller rekruttering af frivillige. • Læs mere om søgepuljen og find ansøgningsskema på Frivilligportalen under organisationsarbejdesøgepuljer og støtte.

GRENAA

lemmer melder sig til at sammensætte programmet. Pianisten Ove Bjerregaard sørger hver gang for musikledsagelse til sangene, der af og til bliver sammensat ud fra et bestemt tema, det kan fx være farver eller fugle, der optræder i de sange, som skal synges. ”Alle nyder at holde liv i vores dejlige danske sangskat,” slutter Vibeke Enoksen.

RIBE

FREDERIKSBERG

Fællesskab for singler

Børnene kan igen træde i pedalerne

vad gør man, når man lige er flyttet til en ny by, hvor man kun kender få mennesker, og ønsker at få en omgangskreds i byen? Sådan spurgte Else Jensen sig selv, da hun i 2016 flyttede fra Brønshøj til Ribe. Hun kom på løsningen: At oprette en singleklub. Else indrykkede en annonce i avisen og spurgte, om andre singler ville mødes til socialt samvær. ”Ved første møde sad 19 mennesker i min lille stue til kaffe og kage, og vi talte om alle de ting, vi gerne ville lave,” fortæller Else. Det stod hurtigt klart, at interessen var stor, og stuen for lille, til at de kunne mødes dér. Derfor henvendte Else sig til Ældre Sagen i Ribe, som straks var med på idéen om en singleklub. Siden har Else været tovholder for Ældre Sagen Ribes ”Singleklubben Optimisterne”, der nu har mere end 40 medlemmer (flest kvinder, flere mænd er velkomne), som kommer i Vind rosens fine lokaler en gang om ugen. På møderne kommer deltagerne med forslag til, hvad de skal lave i den kommende tid – det er blevet til mange ture. Singleklubben har fx besøgt Varde Sommerspil, deltaget i genåbning af Lillebæltsbroen, besøgt Tirpitz og været til jazzfestival. Ribe lokalafdeling arbejder med ”mentorer”, hvilket i singleklubben betyder, at et medlem ofte tager et nyt medlem med, sådan at vedkommende kan se, hvad aktiviteten går ud på, og om det er noget, han/hun er interesseret i. ”I singleklubben er der mulighed for at være en del af fællesskabet og besøge nye steder, man nok ikke ville have besøgt alene,” siger Else. Hun nævner et besøg på et hospice, som noget af en øjenåbner – og et sted, hun nok ikke ville havde besøgt på egen hånd.

ørst på sommeren modtog Ældre S agens frivilligafdeling en lidt atypisk henvendelse. Det var en pædagog fra en børnehave i København, som spurgte, om det var muligt, at en frivillig fra Ældre Sagen ville kigge på børnehavens cykler. De stod nemlig desværre stille på legepladsen, da de var i stykker, og der ikke var midler til en større reparation. Forespørgslen blev sendt videre til Ældre Sagen Frederiksberg, hvor den ”hjælpende hånd”, Bjørn Fosdal, hurtigt meldte sig til at hjælpe. ”Jeg kørte derud og konstaterede, at der bl.a. manglede dæk og slanger til fem-seks cykler,” fortæller Bjørn. Han måtte en tur til Helsingør for at købe slanger og dæk, der passede til de små cykler og tog derefter cyklerne med op til sit kolonihavehus, hvor han i løbet af kort tid ordnede det fornødne. Udgifterne til materialer betalte børnehaven. Få dage efter kunne Bjørn glæde sig over at se begejstrede børn stige op på cyklerne og drøne rundt på legepladsen. ”De var glade for hjælpen i børnehaven,” siger Bjørn beskedent, men faktisk var pædagogerne så imponerede over Bjørns indsats, at de har anbefalet ham til en anden børnehave, som har brug for hjælp med nogle vakkelvorne stole. ”Måske vil der være flere, der ringer,” siger Bjørn, inden han skynder sig ud af døren for at finde den type skruer, han skal bruge til de små stole.

OK TOBER 2019

MØD TO FRA

LANDSBESTYRELSEN

JOHN KIRSTEIN Jeg meldte mig ind i Ældre Sagen i begyndelsen af 90’erne, og i 2017 blev jeg en del af landsbestyrelsen. Først var det den gode sag, som trak i mig og min kone, og ja, måske vi en dag ville få brug for råd og vejledning. Da jeg så gik på efterløn, mente min kone, at jeg, inden der var gået en måned, ville have engageret mig. Og hun fik så sandelig ret, må man sige. Først var jeg it-frivillig, så suppleant i lokalafdelingen, så formand, så distriktsformand, og nu er jeg altså også en del af landsbestyrelsen, hvor jeg hele tiden prøver at skabe mest mulig åbenhed. Jeg har altid engageret mig i politisk arbejde – altid – fordi jeg kan lide at arbejde med mennesker, og fordi jeg er handlingsorienteret. Ældre Sagen vokser, og jeg insisterer på, at vi hele tiden holder trit med samfundets udvikling. Frivilliges forhold forandrer sig eksempelvis. Der kommer nye grænser og nye forventninger, og vi skal turde påvirke forholdene. Det er vigtigt, at frivillige har mulighed for at give wauw-oplevelser, for det er tilfredsstillende, men indsatsen skal også altid bygge på lyst. Lokalformændenes trivsel ligger mig ligeledes på sinde. De skal have mulighed for at gøre tingene på deres egne måder.

ANNE GRETHE KROAGER Min vej til landsbestyrelsen var ikke planlagt, men den var heller ikke rigtig overraskende, for jeg har altid været interesseret i organisa torisk arbejde og ledelse. Jeg vil gerne tage ansvar og være med til at sørge for, at politik aldrig kun er tomme ord. Man skal ikke bare lede for at lede, men for at gøre noget for nogen der ikke selv kan. Da jeg meldte mig ind i Ældre Sagen i 2011, var min interesse primært det humanitære, og så tog det altså fart med det organisatoriske! Jeg kom også med på Folkemødet, og der mødte jeg min tidligere chef, som jeg fortalte om mine nye roller, og at jeg overvejede at stille op til landsbestyrelsen i Ældre Sagen. Der var ingen overraskede miner i chefens ansigt, for sådan noget ”er da lige dig”. I november 2016 stillede jeg så op og blev valgt ind. Nu er jeg så også en del af Age, som på europæisk plan arbejder med ældrepolitik, og det ligger mig meget på sinde at få gjort de temaer aktuelle i min lokalafdeling. De seneste år har simpelthen været en fantastisk rejse for mig, især fordi jeg kan se resultaterne af det, jeg har kastet mig ud i.

AKTIV F R I V I L L I G B L A D E T | O K T O B E R 2 019