Vendepunktet

from Ældre Sagen MEDLEMSBLADET december 2022

Ordet er frit

Max: ”Jeg valgte Afrika”

”Jeg blev et helt menneske, da jeg lærte at leve halvt i Afrika og halvt i Danmark”

Af Liv Mygind Illustration: Maria Wandel

”Det generte mobbeoffer Max står en dag foran en montre på Naturhistorisk Museum og ser en udstoppet løve, nogle gazeller og en stork. Den dag fødes en drøm i ham. En drøm om en anden verden”

SKRIV TIL OS Har du oplevet, at dit liv ændrede sig fra det ene øjeblik til det andet? Så hører vi gerne fra dig, og så er det måske dit vendepunkt, vi dykker ned i næste gang. Skriv til vendepunktet@aeldresagen.dk, eller send et brev med dit navn og din adres-se til: Ældre Sagen, Snorresgade 17-19, 2300 København S. Mærk brevet: ”Vendepunktet”.

Af Liv Mygind Illustration: Maria Wandel

”Jeg gik i fjerde mellem i Finsensgades Skole i Aarhus, og det var ikke nogen succes. Jeg blev mobbet og psykisk mishandlet af min klasselærer, og min matematiklærer drev mig gennem klasselokalet med syngende lussinger, når jeg ikke kunne løse et matematisk problem. Men jeg havde også en god, varm og pædagogisk dannet naturhistorielærer. Han tog os med på Naturhistorisk Museum, hvor vi skulle vælge et land og skrive en opgave. Jeg valgte Afrika. Museet havde en stor montre med en hanløve, nogle gazeller, fugle og andre smådyr, der stod omkring et vandhul. Der var en mængde dyrespor, vi skulle identificere. Det sendte min fantasi på langfart. En drøm om at komme til Afrika var sået, men det var utopisk at rejse så langt væk for en dreng fra en arbejderfamilie i 50’erne.

Jeg stoppede i skole halvvejs inde i fjerde mellem. Mine lærere havde fået mig til at miste modet, og jeg troede ikke længere på mig selv. Samtidig døde min far, og mit kærlige barndomshjem var ikke det samme uden ham. Jeg savnede ham frygtelig meget. Jeg blev udlært typograf, og jeg blev gift og fandt ud af, at jeg ikke kunne få børn. Dengang var der ikke fertilitetsbehandling, som vi kender det i dag. Jeg blev skilt og tog endnu en uddannelse, nu som socialrådgiver.

Jeg var 29 år, boede alene og arbejdede i åndssvageforsorgen i Nordjylland. Jeg drømte om at få en familie, og jeg dagdrømte stadigvæk om Afrika. Men jeg troede ikke, det kunne lade sig gøre for mig at rejse til et helt andet kontinent.

En dag så jeg en annonce i en avis, hvor Mellemfolkeligt Samvirke søgte frivillige til at arbejde i Uganda. Det sagde bare ’bum’. Jeg skrev ansøgningen med det samme, og tre måneder senere var jeg på vej til Afrika.

Det afgørende vendepunkt skete den 1. januar 1968 klokken syv om morgenen i Entebbe lufthavn i Uganda, hvor jeg landede sammen med en gruppe unge frivillige. Jeg trådte ud af flyet og blev lamslået stående. En frisk varme omfavnede mig. Solen skinnede klart og farvede himlen lilla-rød, som jeg aldrig før havde set. Fremmedartede dufte fra træer, buske og blomster bølgede omkring mig. De farverige fugles morgensang havde en helt anden klang, end jeg var vant til. Jeg forsvandt ind i en anden verden. Jeg var kommet til min barndoms drømmeland.

Jeg havde erfaret noget vigtigt, noget underfuldt, der talte til mig på et sjæleligt plan. Jeg var i berøring med noget, jeg havde længtes efter.

Jeg arbejdede to år i et revalideringscenter i Uganda. Jeg fik mere selvtillid og lærte mere om mig selv. En dag, hvor jeg var ude i en flygtningelejr, skulle jeg sætte mig på en bænk. Den tippede bagover, så jeg slog en baglæns kolbøtte, og der gik et sus gennem alle. Der blev helt stille. Så grinede jeg og vinkede. Alle grinede, og jeg opdagede, at jeg ikke skal tage mig selv så højtideligt. I det hele taget kom jeg i balance, mens jeg var i Uganda. Jeg oplevede mig selv som den, jeg er. Jeg startede et fodboldhold med lokale unge, jeg fik gode kammerater, og vi tog rundt og spillede hver weekend. Så min drøm om Afrika gik i opfyldelse.

Men samtidig længtes jeg hjem. Hjemveen bølgede op og ned. Det gav mig en uro, at jeg var i Afrika, hvor jeg havde det godt, men samtidig gerne ville hjem og skabe en familie. Jeg kunne være blevet, men jeg valgte at rejse hjem igen. Det var svært at sige farvel til de mennesker, som jeg var kommet tæt på i Uganda, men da jeg kom hjem, var jeg mere åben og rummelig, og jeg havde fået en forståelse for, at ting ikke går, som man har planlagt dem. Jeg var blevet mindre selvhøjtidelig og mere humoristisk. Jeg blev gift igen, men også skilt hurtigt. Så det med at få en familie gik ikke efter planen.

I stedet har jeg vekslet mellem at være i Afrika og vende hjem igen i fem årtier nu. Det har gjort mig hel og givet mig en balance. Og jeg kan slet ikke forestille mig mit liv uden hverken Afrika eller Danmark.

Den familie, som jeg ikke fik i Danmark, har jeg på en måde fået i Afrika. For før min gode ven Sefu og hans kone døde, lovede jeg at tage mig af deres yngste datter, Angella. Det har jeg gjort i små 20 år nu. Jeg har betalt hendes skolegang, nu læser hun på universitetet, og vi ses, hver gang jeg er i Uganda. For et års tid siden ringede hun og spurgte, om hun måtte kalde mig ’dad’. Så Angella er blevet min datter.

OM MAX

• Født i 1938.

• Udlært typograf og uddannet socialrådgiver fra Den Sociale Højskole. • Er en aktiv cykelrytter og har spillet fodbold det meste af sit liv.

I dag træner han tre gange om ugen i et fitnesscenter.

• Har fra 1968 og frem til i dag været udsendt i længere eller kortere perioder til Uganda, Zimbabwe, Tanzania,

Kenya og Thailand. Han har været udsendt for Mellemfolkeligt Samvirke, SOS Børnebyerne og Seniorer uden Grænser.

• Arbejder for Seniorer uden Grænser og rejser stadigvæk til Afrika og arbejder med projekter for forældreløse børn og unge. Derudover hjælper han i privat regi i alt fem børn og unge med uddannelse. Hans bonusdatter, Angella i Uganda, som han taler og skriver med jævnligt og hjælper økonomisk med at læse en master på universitetet, er netop blevet udtaget til landsholdet i basketball, og det gør ham glad. Lyt til podcasten, hvor Max fortæller om drømmen om Afrika, og hvordan den blev til virkelighed. Du finder podcasten i din foretrukne podcastapp ved at søge på Vendepunktet eller på Ældre Sagens hjemmeside: aeldresagen.dk/ podcast. Du kan også bruge kameraet på din telefon og scanne QR-koden her.

Lyt til VENDEPUNKTET

DANSKERNES REJSEVANER DE SIDSTE 100 ÅR

• 1920’erne: Meget få danskere rejser til udlandet, og hvis man vil rejse, må man som arbejdstager selv betale sine feriedage. • 1930’erne: I 1938 får danskerne to ugers betalt ferie.

De drager ud i landet med telt eller besøger familien på tværs af Storebælt.

• 1940’erne: Under besættelsen er der meget ringe mulighed for at rejse udenlands. • 1950’erne: Med det økonomiske opsving i 1950’erne får flere danskere råd til en bil, og nu åbner grænserne mod nabolandene for alvor. Danskerne kører bl.a. til Tyskland,

Østrig og Spanien med bus. • 1960’erne: I 1966 har cirka 23 % af danskerne været uden for landets grænser. • 1970’erne: Flere og flere rejser til udlandet. • 1980’erne: Fra 1980 har 50 % af danskerne været i udlandet. De unge tager på interrail igennem Europa, og børnefamilierne tager på aktiv ferie. • 1990’erne: I takt med at flyrejser bliver billigere, rejser unge mere med fly end tog. Der kommer øget fokus på klimaaftryk. Det er ikke kun charterturisterne, der sviner – også rygsækturisterne bliver mere bevidste om den belastning deres ferier har på klima og miljø. • 2000’erne: I 00’erne udvider turismen sig til resten af verden, og den danske middelklassefamilie kan også tage til Thailand i to-tre uger. • 2010’erne: Københavns Lufthavn har 15,1 mio. rejsende i 2019. Ingen af de afrikanske lande hører til danskernes foretrukne rejsemål, og der er fortsat meget få eller ingen direkte fly til Afrika. • 2020’erne: Covid-19 lægger en dæmper på danskernes rejselyst.

Kilder: Nationalmuseet og Jyllands-Posten