36 minute read
Læserbreve
Læserbreve sendes på mail til bladet@aeldresagen.dk eller Ældre Sagen, Att.: redaktionen, Snorresgade 17-19, 2300 København S. Mærk kuverten ”Læserbrev”. Vi bringer udvalgte – og aldrig anonyme – læserbreve.
Bedste læserbrev. Vinderen modtager chokolade og karameller.
Det kan jeg godt
AT TIDEN giver kroppen en patina, der gør, at man ikke mere kan det ene eller andet, er nok ikke en rar fornemmelse for de fleste. ”Jeg er blevet gammel,” lyder det fra flere. Jeg har en anden måde at tackle det på. Min fysiske krop er 70, men i mit hoved er jeg kun lidt over 30 år, måske 30½. Når kroppen svigter, siger jeg til mig selv: ”Det kan jeg godt.” Tænker tilbage på, da jeg gjorde det, fx stillede op til et 100-meter-hurtigløb på tid, og derefter siger jeg: ”Men jeg gør det bare ikke mere.” Det kan jeg godt, men jeg gør det bare ikke mere – så falder det stille og roligt i baggrunden og forsvinder. For jeg kan jo godt, det ved jeg inde i mit hoved. Den regel gælder både det fysiske og det åndelige og virker for mig. Om jeg så skulle miste et ben eller blive blind, så er jeg stadig god til at løbe – jeg gør det bare ikke mere.
KELD GRAUGART, GLOSTRUP
Leg gennem livet
DA JEG VAR UNG, legede jeg på gulvet. Senere legede jeg på gulvet som far med mine børn og fortsatte som farfar og morfar med at lege på gulvet med mine børnebørn. Den eneste forskel var, at nu var det en ynk at se mig komme op!
MORTEN ZIERAU, FREDERICIA
Du bliver mere
DU BLIVER MERE,
mere end bare dig selv. I fællesskabet bliver du dig selv. Du indånder. Du integrerer. Du rummer forskellighed. Du er ikke en ø. Du er dig selv i kraft af andre. Vi er i hinandens hånd.
RON RIDENOUR, STRØBY EGEDE
Barndomsminder
SOM BARN tilbragte jeg mine første mange år på landet i en gammel præstegård med en stor have til. Kirkeuglen er nok den fugl, der fylder allermest i mine erindringer herfra. I haven havde vi en kæmpe sølvpoppel, hvis blade hvislede og musicerede ved den mindste vind, der rørte sig. Her holdt kirkeuglerne til, og her kunne vi iagttage dem, når de sad højt til vejrs og så ned på os med deres store, gule øjne, mens vi børn gyngede eller vippede under træet. Hen på sommeren, inden ungerne var flyvefærdige, så vi dem sidde tæt sammen med deres forældre på de øverste grene og ligne store uldtotter. Om aftenen faldt vi i søvn til de voksne uglers tuden. Den lyd havde vi på det nærmeste fået ind med modermælken, så vi oplevede det som noget trygt.
VIBEKE ROSTRUP, KØBENHAVN
LIVET ER SKØNT UDEN STØTTESTRØMPER
Tove tager en Active Legs™ tablet hver dag. Det er en tablet baseret på rødvinsblade. Rødvinsblade modvirker følelsen af trætte og tunge ben samt hjælper til at vedligeholde en sund venefunktion i benene.
Tove er 81 år. –Jeg holder meget af at gå ture, og specielt glæder jeg mig til at gå på besøg hos mine veninder, som jeg spiller kort med hver uge. I de senere år har jeg været opmærksom på følelsen af tunge og trætte ben. Det gjorde mig utrolig ked af at tænke på det, jeg ville så nødig gå med støttestrømperne. –Jeg købte en æske Active Legs hos Matas. Det er kun én tablet om dagen, så det er nemt at huske. Jeg er så glad for Active Legs tabletterne, der indeholder rødvinsblade der kan hjælpe med at vedligeholde en sund venefunktion i benene og modvirke følelsen af trætte og tunge ben, og nu glæder jeg mig til at jeg skal spille kort med mine veninder. Jeg er lykkelig for følelsen af lette og friske ben, også når jeg kommer hjem fra en tur i supermarkedet.
DERFOR ER ACTIVE LEGS™ TABLETTEN SÅ GOD!
En vene er et kar, der fører blodet mod hjertet, så det kan pumpes videre til lungerne for at iltes. Med alderen kan venefunktionen aftage. Et ekstrakt fra naturlige rødvinsblade kan hjælpe med at vedligeholde en sund venefunktion i benene. Active Legs tabletten er baseret på et ekstrakt af rødvinsblade i kombination med fransk maritim fyrrebark plus vitamin C. Indholdet af rødvinsblade kan modvirke følelsen af trætte og tunge ben samt hjælpe til at vedligeholde en sund venefunktion i benene. Fransk maritim fyrrebark støtter en god blodcirkulation og indholdet af vitamin C bidrager til den normale dannelse af kollagen for en normal funktion af blodkarrene.
RÅD & VEJLEDNING
Hvis du har spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte New Nordic på:
TLF.: 46 33 76 00
FORHANDLES HER
Active Legs™ kan købes i Matas, Helsam og Din Lokale Helsekost samt på apoteket. Fås også online på :
www.newnordic.dk
Læserbreve sendes på mail til bladet@aeldresagen.dk eller Ældre Sagen, Att.: redaktionen, Snorresgade 17-19, 2300 København S. Mærk kuverten ”Læserbrev”. Vi bringer udvalgte – og aldrig anonyme – læserbreve.
Gør det dog
DER ER TING, du kan forandre, du kan gøre noget ved. Jamen gør det dog, for pokker, så din sjæl kan finde fred. Hvorfor gå og spekulere, hvorfor svede angstens sved, når du ikke ved om det, du frygter, bli’r til virkelighed.
HANS JØRGEN BUCHBERG, KALUNDBORG
Lev livet …
VI LEVER i verdens bedste samfund, påstår nogle. Trods dette oplever vi et utal af brokkerier og utilfredshed. Endnu værre er misundelse, fnidder, fnadder og sladder. Min opfordring er ganske klar og enkel: ”Livet er for kort til at tage sig af, hvad andre siger og tænker om dig – så lev livet ... og giv dem noget at snakke om.”
ERIC VESTERLUND, HADERSLEV HVER ONSDAG KOM MIN MORMOR HJEM TIL OS OG LAVEDE VARM KAKAO OG KRYDDERBOLLER. DET VAR ET FAST RITUAL. MINE BEDSTE BARNDOMSMINDER HAR MED HENDE AT GØRE.”
Peter Mygind, skuespiller, til Ud & Se
Vind præmier i Ældre Sagens adventskalender
VI FEJRER den søde juletid med en ny stor adventskalender. Fire søndage i advent kan du få nyttig viden, svare på spørgsmål og være med i lodtrækningen om flotte præmier.
julekalender.dk/adventskalender22
Poul Erik Jensen spiller op til både fest og fællessang, og det har han gjort, siden han var dreng.
Hverdagshistorier
Mød Poul Erik Jensen, der i 50 år har turneret rundt i især Nordjylland med sit elorgel og keyboard for at spille til familiefester og fællessang. Han fik sin debut som 14-15-årig, da han skulle spille til et bryllup og med egne ord var ”tossenervøs” og for genert til at synge for publikum. Musikere som Poul Erik Jensen blev før i tiden i folkemunde kaldt ”suppe, steg og is-musikere”. Det var dengang, familiefesterne blev holdt i forsamlingshuse med en kogekone i køkkenet. I dag kalder han sig slet og ret for spillemand.
Spillemanden spiller op
Poul Erik Jensen har i 50 år kørt rundt med sit elorgel og keyboard og spillet til familiefester og fællessang
Af Vera Bundgaard Foto: Lars Horn
Poul Erik Jensen slår de første toner an, og snart fylder glade sangstemmer Asaa kulturhus, hvor Husmoderforeningen har kaldt til fællessang. ”Fællessang er bare fantastisk. Man kan ikke synge og være sur samtidig. Det løfter simpelthen stemningen,” siger Poul Erik Jensen.
Og når man som han har spillet op til fællessang og familiefester i mere end 50 år, ved man jo nok, hvad man taler om. 65-årige Poul Erik Jensen fik sin debut som selskabsmusiker 22. juli 1972, da han spillede til et bryllup i Flauenskjold i et telt i haven. ”Samme dato i år var jeg ude og spille til et guldbryllup. Det var dog et andet guldbrudepar, men ellers var det specielt at spille lige netop den dag 50 år senere,” siger han. ”Det med at komme ud og spille har altid været mig. Det er meget tilfredsstillende at gøre folk glade,” tilføjer han.
Hjem uden klaver
Poul Erik Jensen voksede op på et husmandssted i Vendsyssel, og det var noget af et tilfælde, at han endte som musiker. Og så dog alligevel ikke. ”Jeg kommer ikke fra et hjem med klaver, men min mor spillede harmonika og var glad for at synge og danse. Hendes far spillede violin til baller, så jeg har nok musikken fra dem. I folkeskolen havde jeg en god musiklærer, og jeg var én af de få i klassen, der syntes, at musiktimerne var sjove,” fortæller han.
At det blev elorgel og senere klaver, der blev hans instrument, skyldes en sommerferie i barndommen. Han var
på ferie hos sin tante og onkel, der boede på et husmandssted uden for Østervrå. ”Sammen med mine fætre var jeg på besøg hos naboen, og oppe på loftet stod der et gammelt trædeorgel med blæsebælg. Det blev jeg meget optaget af at spille på. De voksne må have hørt det, og så gik snakken om, at jeg da vist skulle gå til undervisning,” fortæller han.
Som sagt så gjort. Poul Erik Jensen startede til elorgelundervisning i Dybvad hos musikeren Kaj Kjæhr, der havde sit eget orkester. ”Han var af den gamle skole, røg cigar og var meget bestemt, men han var også en meget dygtig musiker,” siger Poul Erik Jensen.
Den første gang, han mødte op til undervisning, var hans far med, og han spurgte Kaj Kjæhr, om han troede, hans søn kunne lære at spille. Spørgsmålet blev sendt videre til Poul Erik Jensen: ”Kan du tælle til fire?” Jo, det mente han godt, han kunne. ”Så kan du også lære at spille!” svarede musiklæreren. Og det kunne han. Hver lørdag formiddag cyklede Poul
Erik Jensen de fem kilometer til
Dybvad, hvor Kaj Kjæhr havde sit øvelokale ude i baghuset. Efterhånden lærte han at spille datidens populære dansktophits.
Tossenervøs
Snart blev det første elorgel købt til hjemmet. Et italiensk Elka-orgel med to rækker tangenter og fodbas, så han kunne øve akkorder med fingrene og basspil med fødderne. Efter nogle år var han klar til sin debut: det føromtalte bryllup. ”En kollega havde meldt afbud. Så spurgte de mig, og jeg sagde ja. Jeg
POUL ERIK JENSEN, SPILLEMAND
var tossenervøs, men blev kastet ud i det, og det gik fint. Jeg var kun 14-15 år og for genert til at synge, så det blev kun instrumentale melodier,” fortæller han.
Dengang var orglerne store og tunge, fordi de havde trærammer, så de første år kørte hans far ham ud til diverse forsamlingshuse og hjalp med at bære orglet ind og ud igen, når festen var forbi. ”Man var godt brugt efter sådan en fest, når jeg havde spillet fra klokken 18 til ud på natten og slæbt på det tunge grej. I dag er keyboards ikke nær så tunge, og de lyder også bedre,” siger han.
Det er blevet til mange fester og fællessangsarrangementer gennem årene. Hvor mange, har han ikke tal på, men det har han til gengæld på årsindtægten for fx 1974: 6.265 kroner, som han nøje har noteret ned i sin lommekalender fra samme år. Dengang kunne et spillejob give et honorar på mellem 100 og 270 kroner pr. aften.
Ved siden af musikken blev han uddannet til kontorassistent og ansat i et foderstoffirma i Brønderslev og derefter bankassistent i Handelsbanken, der senere blev til Danske Bank. Her var han indtil 1997, da han blev fyret i en sparerunde.
Derefter besluttede han sig for at satse på musikken og tog linjefag i musik på Hjørring Seminarium. På seminariet lærte han blandt meget andet at spille på klaver af en dygtig musiklærer, Jens Stig Olsen.
Han blev fuldtidsmusiker og underviser i musik og er desuden dirigent for sangkoret Frejdig, hvor gennemsnitsalderen er 78 år, fortæller han.
Suppe, steg og is
Før i tiden blev musikere som Poul Erik Jensen i folkemunde kaldt ”suppe, steg og is-musikere”, fordi menuen til familiefester som hovedregel stod på netop det. I dag kalder han sig selskabsmusiker eller slet og ret spillemand. ”Festerne blev holdt i forsamlingshuse med en kogekone ude i køkkenet, men dem er der ikke så mange tilbage af. Dengang var der også mange festsange, og det var ikke usædvanligt med 10 sange på en aften. Rekorden var 20 sange. Det tog godt nok lang tid at komme igennem dem,” husker han.
I dag er der ifølge Poul Erik Jensen ikke så mange hjemmegjorte festsange, ligesom nogle fravælger selskabsmusikeren for i stedet at hyre et orkester eller måske en DJ, især til bryllupsfester. ”Vi er måske en uddøende race – sådan har det i hvert fald af og til lydt – men vi er her endnu og kan spille ’live’ og synge for til de festsange, der jo heldigvis stadig kommer. Og med de nye og moderne keyboards kan vi stadig være med,” siger han.
Da coronapandemien kom til landet, blev spillemændene også ramt. ”Under corona blev alt aflyst, også os, men det var der jo ikke noget at gøre ved,” siger Poul Erik Jensen.
Til gengæld fik han under nedlukningerne tid til at udleve en mangeårig drøm om at skrive og få udgivet en nodesangbog. ’Festmusik & fortællinger’ hedder den, med danske sange, som han har komponeret musik til og nu turnerer rundt med, herunder til Husmoderforeningens fællessang i Asaa.
Coronatiden har også været med til at fremme interessen for fællessang, og ifølge Poul Erik Jensen er det kommet for at blive. ”Festmusikere har gjort en stor indsats over hele landet for at beva-
• Født i 1957 ved Skævebro ved Dybvad i Vendsyssel. • Uddannet kontorassistent og ansat i et foderstoffirma. Derefter bankassistent i Handelsbanken, senere Danske
Bank, indtil 1997. Spillede til fester ved siden af sit job. 1998-2000: linjefag i musik på Hjørring Seminarium. Derefter fuldtidsmusiker og underviser i musik. Desuden dirigent for mandskoret Frejdig. • Har skrevet ’Festmusik & fortællinger’ med danske viser og fællessange komponeret af Poul Erik
Jensen.
• Bor i Øster Brønderslev med sin kone, Jytte. De har fire børn og to børnebørn.
re interessen for den gamle tradition, som fællessang er,” mener han.
Og selvom han er kommet lidt op i årene, har han ingen planer om at lægge musikken på hylden.
”Jeg tror ikke, jeg kan undvære det. Én gang spillemand, altid spillemand. Jeg har også læst, at musik skulle være godt for helbredet, ja ligefrem livsforlængende.”
KONKURRENCE:
Noder & fortællinger
”Jeg er ikke fra et hjem med klaver, men musikken har jeg sikkert fra min mor, som var glad for både at synge og danse.”
Sådan står der i forordet til ’Festmusik & fortællinger – syng danske viser og sange’. Forfatter, musiker og komponist Poul Erik Jensen har i sin nodebog samlet 50 egne kompositioner med melodier til tekster af flere danske digtere. Ud over noder og sangtekster rummer bogen små fortællinger fra Poul Erik Jensens næsten 50 år lange karriere som festmusiker. Har du lyst til at læse om Poul Erik Jensens musikerliv, der begyndte i Nordjylland, kan du deltage i en konkurrence om at vinde en af de tre eksemplarer af ’Festmusik & fortællinger’, som han donerer til Ældre Sagens læsere. Gå ind på hjemmesiden aeldresagen.dk/konkurrence, og skriv dit navn og din adresse. Eller send os et postkort med navn og adresse, så vi har det i hænde senest 3. januar 2023. Adressen er: Ældre Sagen, Snorresgade 1719, 2300 København S. Mærk kortet ”Noder”.
Vinderne får direkte besked.
Vi skal turde stille os ud i blæsevejret
Det er på tide, at vi erstatter fordomme med fakta og satser på seniorerne
Af Mette Fugl Foto: Per Morten Abrahamsen
Ovenstående er sagt af Sara Vergo, formand for Djøf, fagforeningen for samfundsvidenskabelige akademialt muligt godt på arbejdspladserne. Derfor har vi stiftet hyldestlisten ’Bedst over 60’, hvor ambitionen er at lave en liste med de 60 kere. Optimistisk formuleret om en opgave, der langtfra er nem i en tid, hvor seniorer i vid udstrækning oplever diskrimination på arbejdsmarkedet.
Hvad vil I konkret gøre? ”Vi ser jo, at allerede de +50-årige har svært ved at fastholde job eller få et job. Når man forhøjer pensionsalderen og forlænger vores tid på arbejdsmarkedet, forekommer det ret absurd, at man efter at have nået en vis alder pludselig ikke længere er helt så værdifuld. Så vi har besluttet, at det ikke længere er nok bare at råbe op. Vi vil hylde folk over 60. For der findes jo virkelig mange dygtige, kloge, stærke og fantasifulde mennesker over 60. Vi vil sætte fokus på dem, der har bidraget med mest inspirerende +60-årige.” Har du selv oplevet diskrimination på grund af alder? ”Jeg blev 50 for et lille år siden. Og da jeg overvejede at blive formand for Djøf, vidste jeg jo, at hvis alt gik vel, så kunne jeg sidde i maks. seks år, til jeg er 56 år – og hvad så bagefter? Og tænk, at det skulle blive et issue for mig. Det synes jeg, er helt vanvittigt. Men jeg bliver meget præget af alle de historier, jeg hører om vanskelighederne ved at få job, når man bliver ældre. Jeg besluttede mig dog for, at jeg ikke ville lade den bekymring præge mine valg af job. Det er hvervet som formand i øvrigt alt for spændende til.”
”I en undersøgelse blandt ældre medlemmer kan man netop læse om triste erfaringer. Oplevelser af at blive overset og ignoreret. Tydelig diskrimination.”
Hvad er det vanskeligste ved at skulle lægge arm med seniorforskrækkede arbejdspladser? ”Det værste er nok, at problemet som regel er uerkendt i ledelsen – eller ikke bliver accepteret som et problem. Her skal der virkelig tages fat.”
Nyt partnerskab
”Der er faktisk her i dag, hvor vi mødes (oktober 2022, red.), kommet breaking news fra politisk hold med et tilløb til at tage fat på problemerne. I en meddelelse fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard hedder det: ”Seniorerne udgør en værdifuld ressource, der besidder dyrebar viden og erfaringer, som kan komme arbejdsmarkedet til gode. Derfor skal vi skabe så gode rammer som muligt for seniorerne. Og her mener jeg, at et tværgående ’Partnerskab for seniorer og erfarne hænder i job’ er en vigtig del af løsningen.” ”Det kan jeg jo kun være yderst tilfreds med – især fordi både Djøf og Ældre Sagen skal være med i partnerskabet.”
Sagen er vel også, at Danmark halter efter Sverige og Norge med en seniorpolitik? ”Ja. Og vi har i Djøf regnet på, hvad det vil betyde at gøre som i nabolandene. Der ligger jo en kæmpe arbejdskraftreserve i at fastholde seniorer i job. Der er tale om 50-60.000 mennesker. Det handler også om ledelse og kultur, når vi oplever tilbøjelighed til at overse diversitet. Det er så afgørende at anerkende, at man i slutningen af karrieren kan noget andet og mindst lige så vigtigt som i begyndelsen.”
Hvor finder du derudover værdi i diversiteten? ”Et yndlingseksempel er, fra da man for en seks år siden flyttede statslige arbejdspladser ud. Der var jo rigtig mange medarbejdere, der ikke flyttede med – og man mistede utrolig meget viden. Når jeg siger det, spørger man i Jylland, om det skal forstås sådan, at man ikke ved noget i Jylland? Det er ikke det, det handler om. Det handler om, at den viden og erfaring, der er opsparet gennem årtier, bare
forsvandt. Og det tager lang tid at få samlet det op igen.” Sara Vergo nøjes ikke med at have blik for ældres manglende muligheder. Hun har også engageret sig i et andet væsentligt punkt på tidens dagsorden: ligestilling mellem kønnene. Berlingske Tidende tog i 2020 i en artikel fat i, hvad bladet ser som en sensation: Ægteparret Sara og Peter Vergo valgte for fire år siden at prioritere Sara Vergos karriere. Dengang var hun ikke formand for hele Djøf, men for Djøf Offentlig. Det betød i første omgang, at Peter sagde sit job op, for at logistikken omkring deres fire børn kunne gå op. Gevinsterne ved ordningen har været mange. Men der har også været tab. ”Vi havde dengang fire hjemmeboende børn, og vi havde meget lange arbejdsDet er så afgørende at dage. Med bopæl i Vordingborg hang det ikke sammen. Det har fungeret, men det anerkende, at man i slutningen af karrieren har selvfølgelig betydet afsavn for os alle, og børnene har da også reageret på det. Så får jeg stikpiller: "Nå, kommer du nu for at kan noget andet og hente ungerne?" eller "Tænk, skal vi se dig til mindst lige så vigtigt forældremøde?”. Har det været det værd? som i begyndelsen ”Det har jeg selvfølgelig haft løbede diskussioner med mig selv om. Jeg er sådan set ligeSARA VERGO, FORMAND FOR DJØF glad med, hvad andre end min familie mener. Helt ligeglad. Det var bare nødvendigt, hvis jeg skulle passe det job, som jeg brænder for.” Jeg har hørt din mand beskrevet som modig. Når vi en dag frem til, at det ikke drejer sig om mod, men at det er helt naturligt? ”Der er meget lang vej igen. Nu er der blevet talt en del om øremærket barsel. Og der er jo kæmpe diskussion om, hvorfor nogen skal blande sig. Men kvinder tager jo 90 %, og mænd kunne godt tage meget mere, hvis de ville. Jeg ved godt, at der er noget økonomi – manden tjener typisk flere penge og mister mere, hvis han går på barsel. Måske skulle vi arbejde noget mere med fleksibilitet på mange niveauer. Måske skulle vi kunne skrue op eller ned for arbejdstiden. Fx efter behovene derhjemme eller i slutningen af arbejdslivet, hvor deltid og mere fleksibilitet kunne få flere til at blive på arbejdsmarkedet. Man skal ikke enten løbe med 120 kilometer i timen eller ligge helt stille. Lidt blødere overgange, tak.”
Djøfisering
Sara henviser til fremtidsforskeren Anne Skare Nielsen som inspirationskilde. På arbejdsmarkedet er det vigtigt at gøre noget andet, end
vi plejer, både som chef og som ansat. For Skare Nielsen er det afgørende at få os til at forstå, at livet ikke bare handler om at komme i mål, men i særdeleshed om små magiske øjeblikke i hverdagen. ”Jeg kan godt lide, at hun spørger os om, hvorfor vi har så travlt med at løbe mod den gyldne port. Vi pisker afsted, og hvad er der så? 30 år på pension. Én lang pause. Kunne vi fordele pausen ud over hele livet? Derfor skal vi satse på fleksibilitet – til at rejse jorden rundt med familien eller tage en ny uddannelse. Vi er alt for lineære i vores tankegang.” Vi kommer ikke uden om djøfisering. Det tales der meget om, og i den samtale er der ikke mange komplimenter at hente til dig og dine. ”Ja, det er et bandeord.” Men hvad er det, hvis vi skriver af efter lærebogen? Djøfisering er en proces i en organisation, hvor ledelsen bliver domineret af jurister, økonomer og folk med en statskundskabsuddannelse på bekostning af folk med uddannelse inden for organisationens hovedområde. Ordet ”djøfisering” er afledt af den faglige organisation Djøf og bruges ofte negativt.
”Det ligger jo i en del af djøfernes arbejde, at man skal rationalisere og spare, strømline og den slags. Vores faglighed er jo at være med til at holde styr på paragraffer og pengene. For at sige det firkantet. Det kan jo godt være irriterende – megairriterende for den, der driver et sygehus og insisterer på at give patienterne den bedst mulige behandling, når vedkommende møder en djøfer, der siger ’Jamen nu er der ikke flere penge’. Politikerne har ikke sat flere penge af. Så er man jo ond og iskold. Men vi kommer jo egentlig med et politisk budskab. Det er et politisk mandat, vi har fået. Vi pisker afsted, og hvad er der så? Og derfor bliver vi opfattet som dem, der bare spidser blyanter i penalhuset. Det er også belejligt at have en prygelkna30 år på pension. be. Djøferne bliver synonym med alt, hvad der Én lang pause er ubehageligt: alt papirarbejde. Det er ikke os, der har fundet på det hele. SARA VERGO, FORMAND FOR DJØF Djøferens opgave er at sikre en spareplan, så sygehuset overlever, mens lægens opgave er at redde liv.” Kan den djøfer høre, hvad lægen siger? ”Vi skal altid overveje, om vi er gode nok til at forstå hinandens faglighed, og der hviler et særligt ansvar på os, fordi vi ofte tilrettelægger rammerne for andres faglighed. Det er jo i virkeligheden politikernes ansvar. Det koster penge at redde liv, og det er unfair at lægge det ansvar over på andre end beslutningstagerne.” Sara Vergos kalender er proppet. Ligestilling, medlemmernes interesser, embedsværket, opgør med afskyen for djøfisering. Med store bogstaver står kampen mod aldersdiskrimination. Ikke let. Alligevel holder formanden fast i, hvad hun sagde, da hun blev valgt: ”Vi skal turde stille os ud i blæsevejret.” Det tør hun. Indtil videre ser hun ikke særlig forpjusket ud.
OM SARA VERGO
• 50 år, født i København.
• Gift og mor til fire børn. • Uddannet cand.techn.soc. fra
Roskilde Universitet.
• Formand for Djøf, der er en faglig organisation for samfundsvidenskabelige og erhvervsøkonomiske akademikere. De repræsenterer 107.000 medlemmer.
Mikael Melbye har malet portrættet af Steen Eigil Jensen med Carlsbergs jubilæumsmedalje.
I ramme
I forbindelse med 50-årsjubilæer på Carlsberg får jubilaren malet et portræt af sig udført af en kunstner efter eget valg
Af Kirsten Skaaning Foto: Lærke Posselt
Dengang Steen Eigil Jensen havde 50-årsjubilæum, valgte han kunstneren Mikael Melbye til at male et portræt af sig. Han fortæller, at det er noget af det mest spændende, han har oplevet – at møde kunstneren til en snak om, hvordan maleriet skulle være. Det skulle være afslappet med åbentstående skjorte og et levende udtryk.
Spændingen blev holdt til afsløringen af maleriet – et portræt, som Steen Eigil Jensen er uhyre tilfreds med.
Portrættet hænger nu blandt de 153 andre 50-årsjubilarer i det smukke Carlsberg Museum på Valby Bakke. Udenfor budt velkommen af de ikoniske elefanter i porten, som brygger Carl Jacobsen og fru Ottilia står som bygherrer for. Indenfor med lokaler så smukke – fra de mønstrede mosaikgulve til skulpturer og malerier strøet med smagfuld hånd rundt i salene.
Portrætvæggene blev påbegyndt af brygger Carl Jacobsen. Han fik udført seks portrætter af medarbejdere, som havde gjort sig særlig fortjent.
Traditionen blev mere konsekvent taget op fra 1927, nu for medarbejdere, der havde været ansat i 50 år.
Da jeg spørger HR-chef Anne Magnussen, om det i fremtiden er relevant at forvente flere 50-årsjubilarer, svarer hun: ”Da jeg blev ansat, satsede jeg på at blive i fem år. Nu har jeg været her i 40.”
Steen Eigil Jensen har haft et fortroligt forhold til Carlsbergs elefanter gennem mere end 50 år.
Tro tjeneste
50-årsjubilar Steen Eigil Jensen giver et historisk tilbageblik over tiden i Carlsberg
Af Kirsten Skaaning Foto: Lærke Posselt
Chefen på Carlsberg Bryggerierne var nær ved at eksplodere, da Steen Eigil Jensen bad om at få orlov og miste sin indtægt, mens hans syge, nyfødte søn skulle indlægges på hospitalet.
Det kan der ikke være tale om, tordnede chefen. I stedet beordrede han sin medarbejder til at blive hjemme, til sønnen var helt rask. Og med fuld løn. ”Det var stort. Så bliver man loyal,” siger Steen Eigil Jensen lavmælt.
Vi bliver lidt stille.
Fortællingen er svaret på mit spørgsmål om, hvorfor Carlsberg er en god arbejdsplads.
Samtalen med chefen fandt sted for 31 år siden. I dag er sønnen rask og aktiv på arbejdsmarkedet. Det samme er Steen Eigil Jensen. Tilmed i det samme firma, hvor han sidste år fejrede 50-årsjubilæum.
Farvel og goddag
Steen Eigil Jensen var 14, da han meddelte sin far, at han ville ud af skolen. Det accepterede faren, mod at sønnen tjente sine egne penge.
Sønnen stemplede ud af skolen på en fredag. Mandag morgen stemplede han ind som piccolo hos Tuborg – en plads, som hans far skaffede ham. Her gik han rundt med breve. ”Heldigt, at e-mails ikke var opfundet,” siger den ordbelagte jubilar.
Passede han sit arbejde på bryggeriet, var han garanteret en læreplads som 18-årig. Den fik han. Han blev bryggeriarbejder ansat i treholdsskift og blandede malt, urt og humle i store kobberkar, der rummede 1.000 liter. Det var varmt og anstrengende, men også en god tid.
Siden er det gået slag i slag fra det ene arbejdsområde til det andet inden for bryggerikoncernen –
i en blanding af at blive forfremmet og selv at søge nye udfordringer. Da en stilling som privatchauffør for direktør og bestyrelse var ledig, søgte og fik han den. Et 24-7job i uniform med diskret optræden. ”Det er alfa og omega for at have det job.”
Derfor er det kun få ord, det er til at lokke ud af chaufføren fra de 14 år, han sad bag rattet. Jo, en amerikansk udenrigsminister – navnet husker han ikke – blev da kørt til Nordsjælland engang. En anden gang blev han inviteret på te i køkkenet under Marselisborg, da han kørte for dronning Ingrid.
Og det er det.
Til gengæld fik han en tæt fortrolighed med direktøren, som han passede børn for, da Carlsbergs anlæg i Fredericia åbnede.
En erfaren medarbejder
”Det var en god tid,” siger Steen Eigil Jensen. Det samme siger han om tiden i de andre afdelinger, han har været i.
Det gælder arbejdet i Tuborgs tapperihal i Hellerup Havn, indtil den lukkede. Dernæst fem forrygende år som telefondame. Ene mand blandt fem kvinder, som fik at vide, at de måtte oppe sig, hvis han skulle have noget pænt at kigge på. Selv fik han igen af samme skuffe. En tid var han vicevært i Rosenbygningen i Tuborg. Så flyttede han i kundeservice, hvor der var lejlighed til at snakke med folk. 50 år hos Carlsberg, heraf 25 år med omstruktureringer og slankning af koncernen. Kun én gang nåede Steen Eigil Jensen at tænke: Nu bliver jeg fyret. Det var, da han uventet blev kaldt ind til personalechefen. Men – viste det sig – kun for at blive tilbudt et nyt arbejdsområde som udekørende konsulent til restauranter og supermarkeder, med egen bil og mulighed for at snakke med folk.
I dag arbejder han i teknisk service med ansvar for 20 teknikere, der reparerer anlæg i pizzeriaer og restauranter. Af og til er der brug for, at han skal ud at snakke med kunderne. Det er skummet på toppen af jobbet.
I et historisk tilbageblik på arbejdspladsen gennem 50 år kan Steen Eigil Jensen fortælle om tiden, da der i højsæsonen var 8.000 ansatte – med fri øl til alle. De gratis øl havde hvide etiketter, fordi de var til ’indvortes brug’ og skattefri. Det var normalt, at der blev kørt 10.000-15.000 øl i timen – i døgndrift – rundt til ansatte landet over. Med hvide etiketter. ”Det var ikke usædvanligt, at en ølkusk kunne drikke en kasse øl om dagen,” fortæller han.
Til bagsiden af historien hører, at nogle af konerne til de ansatte stod uden for bryggeriet om fredagen for at sikre sig en del af mandens løn, inden han gik i byen.
Inde på bryggeriet var der egen pølsevogn til de ansatte og de såkaldte borgerstuer. En for kvinder og en for mænd. Ingen chefer skulle bryde sig om at afbryde frokosten, medmindre de fik tilladelse fra arbejderne. ”Dengang var bryggeriarbejdere de næsthøjest lønnede efter stilladsarbejdere,” fortæller Steen Eigil Jensen.
I dag er der 1.500 ansatte hos Carlsberg i Danmark og 40.000 på verdensplan.
Travheste
Steen Eigil Jensen ved ikke, hvornår han stopper i det firma, hvor han har haft så mange gode timer. Når han gør, er han sikker på, at han finder på noget andet. ”Jeg kan ikke bare sætte mig hjem. Så tager jeg nok et job ved kassen i Bilka. Jeg skal have nogle at snakke med. Det er det vigtigste for mig.”
Og så har han en passion. På mobilen viser han et billede af ’Net Line’, som han har solgt til Tyskland. Føllet er afkom af de travheste, han tidligere har ejet. Med sig selv i sulkyen har han deltaget i adskillige travløb i Italien og i Norden – foruden de løb, han har vundet i Danmark. Nu tager han til Sverige med en ven for at se på travløb. Eller bare hygge.
Hans-Willy Bautz og Theodor William Larsen tager os med ind i forfatterværkstedets maskinrum.
Den unge mand og den gamle røver
Theodor William Larsen og Hans-Willy Bautz er et herligt makkerpar som krimiforfattere
Af Kirsten Skaaning Foto: Lars Skaaning
Theodor William Larsen og Hans-Willy Bautz har udgivet børnekrimien ’Skelettet på slottet’. Theodor er 10 år og bor alene med sin mor i et rækkehus i Haslev. Hans bedste voksenven er Hans-Willy Bautz på 76.
Forfatterne bor fire huse fra hinanden. De seneste måneder har de turneret rundt til boghandlere på Sjælland for at præsentere den første krimi, de har skrevet sammen. Og den næste er på vej.
Mark og Frederik er hovedpersoner i ’Skelettet på slottet’. En dag finder de et indemuret skelet på det slot, hvor Frederik bor alene med sin far. Herfra tager handlingen fart og omfatter en smed, der går igen, et mystisk tyveri af en værdifuld smaragdring og en sølvskat. Marks magiske evner hjælper med opklaringen af mysterierne og er med til at gøre bogen både uforudsigelig og uhyggelig.
Det er ret genialt af forfatterne at lade Mark på 10 år være hovedperson, for ham kender Theodor som sin egen bukselomme. Eller rettere nærmest som sig selv. ”Men jeg har ikke de magiske evner, som Mark har,” siger Theodor.
Guppyer skal fodres
Theodor står bag Hans-Willy, da han åbner døren til vores aftalte interview om et venskab, der spænder over to generationer. Inde i huset åbenbarer et forfatterhjem sig med bøger på hylder og i stabler og notater og papirer på skrivebordet, centreret om den computer, som har spyet i tusindvis af bogstaver ud til forfatterparrets første børnekrimi.
Hans-Willy har skrevet, siden han var 15. Men det mente faren ikke, man kunne leve af. I stedet bliver han handelsuddannet inden for bilbranchen. Et erhverv, han forlader i 1981 for at udgive turistaviser, fra 1984 også i Uetze i Tyskland, som han flytter til samme år. I 1990 opgiver han dobbeltjobbet for at blive redaktør af en ugeavis for Uetze og omegn. I alt 30 år arbejder han i Tyskland.
En blodprop i hjernen, der stadig påvirker hans gang, sætter en brat stopper for det udadvendte job. I 2014 vender Hans-Willy tilbage til Danmark og slår sig ned i barndomsbyen Haslev, fire huse fra Theodor og hans mor.
Humør og gåpåmod er stadig intakte, og han går ’all in’ på at skrive.
Det ligger Hans-Willy meget på sinde, at børn læser. Idéen til at udgive en børnekrimi fik han efter at have udgivet ti voksenbøger, heraf to krimier på tysk og seks på dansk. En føler om at inddrage Theodor som medforfatter blev positivt taget imod af både moren og den nysgerrige søn, der er sprængfyldt af energi.
Theodor går til spejder og svømning, interesserer sig for karate og er god til IT. Det kræver struktur at få hverdagen til at hænge sammen, når også skole og venner skal passes. Og struktur, det har Theodor, som midt under interviewet sprinter hjem for at fodre sine guppyer.
Snaphaner
I hverdagen supplerer de to venner hinanden godt. Praktisk hjælper Theodor med rullekufferten, når Hans-Willy kommer hjem fra besøg hos sin kæreste i Jylland. Og når radio og Bluetooth skal indstilles i den nye bil, Hans-Willy for nylig har købt, trykker Theodor på knapperne, til det hele spiller.
Til gengæld er Hans-Willy en fabelagtig fortæller, som ved alt om historie og kan berette levende om Tordenskiold og Kulsoen, når de to forfattervenner kører rundt for at researche til deres næste børnekrimi. Den er inspireret af Gøngehøvdingen og svenskekrigene i 1600-tallet.
De har været rundt om Gøngehøvdingens hule i Bønsvig nær Jungshoved på Sydsjælland, hvor sagnet fortæller, at gøngerne – snaphanerne – gemte sig, før de overrumplede svenskerne.
De har været på besøg hos en våbensamler, hvor Theodor har prøvet en rustning fra 1600-tallet. ”Orv, den var varm at være inden i,” fortæller Theodor, der også prøvede at holde et gammelt sværd i hænderne.
På vej hjem spurgte han eftertænksomt: ”Hvor mange tror du, det sværd har dræbt, Hans-Willy?”
Aldersforskel ingen hindring
Det er tydeligt, at der er en særlig fortrolighed og gensidig respekt mellem de to – med humoren som underlægningsmusik. Den ligger hele tiden
THEODOR WILLIAM LARSEN
og lurer under overfladen og sender indforståede glimt i øjet hen over kaffebordet, tilsat en rap bemærkning fra Theodor: ”Når jeg skal have tysk i skolen til næste år, skal du hjælpe mig, HansWilly.”
Theodor er også skarp som korrekturlæser. En teksttung sætning i ’Skelettet på slottet’ fik denne kommentar: ”Jeg kan godt forstå dit voksensprog, Hans-Willy, men jeg er ikke sikker på, at mine venner kan. Så jeg tror, du skal omformulere den sætning.”
Theodor var knap tre år, da HansWilly blev hans næstennabo. ”Så jeg har boet her længere end Hans-Willy, selvom han er årtier ældre,” konstaterer Theodor. ”Med jævne mellemrum spiser vi sammen – den unge mand og den gamle røver,” kommer det lunt fra Hans-Willy.
Altid med Theodor for bordenden.
Øverst til venstre på omslagets bagside kan du ane en edderkop. Den er med i bogen som et hip til Theodors mor, der skriger højt ved synet af en spindler.
KONKURRENCE:
Det spøger på slottet
”Ikke for noget, men skete der ikke noget mærkeligt i nat? Eller er det bare noget, jeg har drømt?” spurgte Frederik sin ven, da han vågnede om morgenen. ”Du har ikke drømt,” svarede Mark. ”Ved hjælp af mine magiske evner har vi været 400 år tilbage i tiden. Der har vi befriet den indemurede smed.”
Frederik og Mark er ti år, da de finder et indemuret skelet på det slot, hvor Frederik bor. Mere mystisk bliver det, da en smaragdring også forsvinder uden tegn på indbrud.
Har du lyst til at vinde børnekrimien ’Skelettet på slottet’, som forfatterne Theodor William Larsen og Hans-Willy Bautz har skrevet, kan du deltage i en konkurrence om en af de tre bøger, Forlaget Mellemgaard donerer til Ældre Sagens læsere. Gå ind på hjemmesiden aeldresagen.dk/ konkurrence, og skriv dit navn og din adresse. Eller send os et postkort med navn og adresse, så vi har det i hænde senest 3. januar 2023. Adressen er: Ældre Sagen, Snorresgade 1719, 2300 København S. Mærk kortet ”Spøgelse”.
Vinderne får direkte besked.
HUKOMMELSES- OG. KONCENTRATIONSBESVÆR.
Berit er en aktiv kvinde, som sjældent sidder med hænderne i skødet. Men da hendes mor blev syg, fik hun svært ved at bevare overblikket. Huskesedlerne hobede sig op på køleskabet, og energien forduftede. Den overraskende hjælp fandt hun i et særligt planteudtræk.
Jeg måtte skrive huskesedler til mig selv
De fleste har prøvet at glemme. Det er helt normalt, men i svære perioder kan det tage overhånd. Det oplevede Berit Tousig, da hendes mor blev syg.
For mange bolde i luften
- Jeg boede tæt på min mor og er ikke på arbejdsmarkedet, så det var helt naturligt, at det blev mig, der passede hende sammen med mine 2 søskende. Og jeg ønskede virkelig også at være der for hende, men det var hårdt, fortæller Berit, som meget hurtigt fik langt mere at se til.
Når man som menneske bliver presset af ekstraordinære omstændigheder, er det ikke nye systemer, digitale portaler og sene aftentimer ved computeren, man har mest brug for. Men det var præcis det, som Berit nu måtte indstille sig på. - Der var bare så meget at huske. Nye passwords, digital post, loginoplysninger til MitID … Listen var nærmest endeløs, og jeg mistede hurtigt overblikket. Så jeg skrev mange huskesedler til mig selv.
Fik overskuddet tilbage
En dag besluttede Berit sig for, at det var nok. Hun havde brug for en hjælpende hånd og kontaktede Wellvita, som hun har været kunde hos i mange år. - De tog sig god tid til at lytte, og efter at have hørt om mine udfordringer, anbefalede de Tempozil. Det indeholder ginkgo biloba, som er godt for hukommelsen, og vitamin B6 mod træthed. Det lød perfekt i mine ører, så jeg bestilte straks en pakke, fortæller Berit, og det har hun ikke fortrudt.
Faktisk har hun svært ved at se, hvordan hun skulle have klaret sig igennem den hektiske tid uden ingredienserne i Tempozil. - Jeg er overbevist om, at det daglige tilskud har øget mit overblik og gjort mig mindre træt. Det er jo derfor, jeg er så ivrig efter at dele min gode oplevelse. Hvis det kan hjælpe andre, så er min mission lykkedes! En ting er helt sikkert, jeg fortsætter med Tempozil, afslutter en smilende Berit.
Prøv til halv pris
Tempozil kan prøves på abonnement til halv pris for første pakke. Nu kun kr. 119,- (inkl. fragt kr. 158,-)
2 måneders forbrug Ingen bindingstid. Kan betales efter varen er modtaget.
RING: 82 30 30 40 Man-fre 8:00-16:00
WEB: www.wellvita.dk
Energivej 4 6700 Esbjerg
Uskarp og glemsom?
Når man kommer lidt op i årene, oplever mange, at blodomløbet ikke længere er i topform. Hukommelsen er måske ikke længere, hvad den har været – og hørelsen og synet er også blevet ringere. Det sker for alle mennesker og kan bl.a. skyldes forandringer i kredsløbet – især i de små blodkar. Tempozil indeholder ekstrakt af ginkgo biloba, hjælper med at bevare en god hukommelse, når man kommer op i årene. Kosttilskud med ginkgo biloba hører til blandt de mest solgte i verden.
4ANNONCE grunde til at hjælpe dit blodomløb
1Hukommelse Har du svært ved at huske, kan det være på grund af blodomløbet. Mange oplever også, at det bliver sværere at koncentrere sig. Det er nemlig to sider af samme sag. Ginkgo biloba indvirker på kredsløbet i de små blodkar.
2Indlæring Din evne til at lære er også relateret til blodomløbet. Med et godt blodomløb får du de bedste betingelser, når du giver dig selv og din hjerne nye udfordringer.
3Syn og hørelse En godt blodomløb er afgørende for et godt syn og hørelse. Ginkgo biloba fremmer blodomløbet, hvilket er specielt godt for synet og hørelsen.
4Træthed Blodomløbet kan også have indflydelse på træthed og udmattelse. B6-vitamin i Tempozil bidrager til at mindske træthed og udmattelse.
SÆT GANG I DIT BLODOMLØB
Tempozil indeholder ekstrakt af ginkgo biloba, der er kendt for sin gode effekt på kredsløbet (mikrocirkulation). Af det blod, der cirkulerer rundt i kroppen, får hjernen ca. 20 %. Når hjernen forsynes tilstrækkeligt med blod, er det bl.a. med til at bevare hukommelsen i god form. Ginkgo biloba hjælper med at bevare en god hukommelse, når man kommer op i årene. Ginkgo biloba fremmer blodcirkulationen, hvilket er specielt godt for synet og hørelsen. Tempozil indeholder også Vitamin
B6, som bidrager til at mindske træthed og udmattelse.
