Hverdagshistorier

Jørgen Christensen er en af efterhånden ganske få ringere i Danmark. Jobbet bliver overtaget af automatik.

Hverdagshistorier om danskere

Af Vera Bundgaard Foto Mette Johnsen

Klangen fra kirkeklokker har i mere end 1.000 år ledsaget danskerne fra vugge til grav. Klokkerne fortæller os om døgnets rytme, om glæde og sorger og advarede før i tiden om overhængende fare. Og i gamle dage fortalte de bonden på marken, at nu var det på tide at få seletøjet af hesten, trække i stadstøjet og gå til gudstjeneste. I dag tænker de færreste på, om det er et menneske eller en maskine, der får klokkerne til at bimle. Jørgen Christensen er én af dem, der stadig trækker i rebet og ringer med klokkerne i to landsbykirker i Nordvestjylland. Det har han gjort i 29 år, men i de fleste af landets kirker er hans arbejde nu overtaget af maskiner.

Klokkeren fra Hillerslev

Jørgen Christensen har i 29 år ringet med kirkeklokkerne i en landsbykirke i Thy

Af Vera Bundgaard Foto Mette Johnsen

Jørgen Christensen tager fat i rebet, og snart lyder det første dong fra klokken oppe i tårnet. Klokken er 8, og solen er for længst stået op. Eleverne i den nærliggende skole går ind til første time, mens indbyggerne i landsbyen Hillerslev gør klar til dagens gøremål.

De næste tre minutter trækker Jørgen Christensen omkring 100 gange i rebet. Han slutter af med tre langsomme træk. Dong – dong – dong, adlyder klokken, efterfulgt af en pause, og så igen to gange tre slag, indtil de i alt ni bedeslag har lydt ud over sognet.

Så går han ned til bilen på parkeringspladsen og kører de to kilometer til Kåstrup kirke, den anden landsbykirke, der hører under pastoratet. Klokken 8.15 gentager seancen sig, og Jørgen Christensen ringer dagen ind for både folk og fæ, for klos op ad kirken ligger der en stor kvæggård.

Jørgen Christensen er én af de efterhånden få, der stadig bruger håndkraft, når han skal ringe med kirkeklokkerne. I størstedelen af landet har maskiner taget over, og de fleste kirker har i dag automatiseret ringningen. På landet i

især Nord- og Midtjylland holder mange dog fast i traditionen. ”Vi er nok ikke så meget for det nye,” siger Jørgen Christensen. Og dog, for også i hans to kirker har automatiseringen delvist sneget sig ind. Når der skal kimes med klokkerne i forbindelse med bryllup eller helligdage, trykker han blot på en knap, og så sørger en maskine for de mange hurtige slag på klokkerne. Et arbejde, der tidligere kunne tage hårdt på armmusklerne. ”Her i sognet Vi er nok ikke så har vi tradition for at kime hver sønmeget for det nye dag mellem påske og pinse, og før JØRGEN CHRISTENSEN det blev automatiseret, var det lige ved at sende mig ud af arbejdet. Jeg blev så øm i armen, at jeg frygtede at give håndtryk til folk, jeg kunne se, havde mange kræfter,” fortæller han.

Arbejde ude

Jørgen Christensen voksede op i Skjoldborg i den sydlige del af Thy i Nordvestjylland, hvor hans far havde en smedeforretning. Selv blev han udlært tømrer, men da det i begyndelsen af 1980’erne var svært at få arbejde som tømrer, arbejdede han blandt andet på fabrik.

Jørgen Christensen er både ringer og graver ved to landsbykirker i Thy.

At klokke i det

Den, der ringer med klokkerne kaldes en ringer. En klokker var i gamle dage en person, der i de større byer havde til opgave at indkassere betaling for ringning med kirkernes klokker. Det var i forbindelse med begravelser og vielser. Måske var han ikke den skarpeste kniv i skuffen, siden ordet klokker også er blevet betegnelsen for én, der ikke altid kommer lige heldigt afsted.

Kilde: Kirkeministeriets klokkekonsulent, Per Rasmus Møller.

”Jeg ville gerne arbejde ude, så da der var en ledig stilling ved Hillerslev kirke, lå det mig ikke fjernt at blive graver,” siger han og fortæller, at det tidligere hed ”ringer og graver”.

Menighedsrådet krævede dengang, at den, de ansatte, skulle bo i sognet, så da han fik jobbet i 1990, flyttede han med familien til Hillerslev. Han fandt hurtigt ud af, at det var godt at bo tæt på kirken, for han skulle jo hen og ringe morgen og aften, til gudstjenester, bryllupper og begravelser. ”Det er også en kæmpe fordel at bo tæt på menigheden, for man kommer til at kende alle. På den anden side er det også hårdt, når folk falder fra. Jeg kan mærke, at det er blevet hårdere med årene, når nogen dør, for jeg kendte dem jo,” siger Jørgen Christensen.

For ud over at ringe med klokkerne består en stor del af arbejdet som graver – som navnet antyder – i at sørge for gravene på kirkegården. ”Vi gør klar til, at en entreprenør kan komme og grave hullet, og så dækker vi med håndkraft efter begravelsen. Vi sørger også for urnenedsættelser og holder gravene med vinterdækning og beskæring. En grav er jo ligesom en lille have,” siger han. ”Vi hjælper også folk, når de skal finde en gravplads til deres pårørende. Nogen vil have en plads tættest på hjemmet, andre vil have, at den afdøde skal ligge med fødderne ud mod gangen,” siger han og fortæller, at nerverne kan sidde uden på tøjet efter et dødsfald. ”Når nogen har mistet, skal de have nogen at læsse af på. Der er alt det praktiske, og vi møder koner, der aldrig har haft med pengesager at gøre, for det har deres mand altid ordnet. Der kan være nogle frustrationer, der skal ud, og så er det nogle gange wos, det går ud over,” siger han med thybomålets udtale af ”os”.

Frihed under ansvar

Arbejdet består også i at gøre rent i kirken og konfirmandstuen, købe ind og holde opsyn. Teknologien er også blevet en vigtig del af jobbet. I hjørnet af frokoststuen, hvor han og de to gravermedhjælpere spiser deres mad og drikker kaffe, står en computer. ”Jeg bruger en del tid på at registrere grave og aftaler om, hvor længe vi skal passe dem, et år ad gangen eller i en længere periode. Alt skal registreres og dokumenteres. Før i tiden kunne man bare aftale det mundtligt med folk,” siger Jørgen Christensen.

Han er 62 år og kunne egentlig gå på efterløn til næste år, men det har han nu ingen planer om. ”Det er et godt arbejde og et frit job, men det er frihed under ansvar. Der skal gøres det og det og det, og man skal selv tage initiativ. Menighedsrådet blander sig som regel ikke i det,” siger han.

Med de mange gøremål er det enkelte gange sket, at han har været ved at glemme at ringe til tiden. Der har også været en enkelt smutter en tidlig lørdag morgen, dengang han skulle ringe klokken syv om morgenen. ”Der er som regel altid nogen, der bemærker det, og så kan man godt få

OMJørgen Christensen

• Født 1956 i Skjoldborg i Thy. • Udlært tømrer. Arbejdede på fabrik og for Post Danmark, før han i 1990 blev ansat som graver ved Hillerslev kirke.

Fra 2004 også graver ved Kåstrup kirke. • Bor på en gård ved Hillerslev sammen med sin kone,

Kirsten. De har to døtre, den ene er gravermedhjælper, og den anden er gift med en graver.

kommentarer. Der var en graver, der engang glemte en aftenringning. Da der var én, der spurgte til det, sagde han, at én gang om året ringer vi ikke om aftenen. Jeg ved ikke, om han troede på det,” siger han.

Seletøjet af hesten

Det er menighedsrådet, der beslutter, om kirken skal gå over til automatiseret ringning, men så vidt han ved, er der ingen planer om det. Og godt det samme. ”Fordelen ved manuel ringning er, at vi kommer til den mindre kirke to gange om dagen, når vi skal ringe morgen og aften. Så ser vi lige, om alt er i orden i kirken og på kirkegården. Det ville vi jo ikke gøre, hvis det var automatiseret,” siger han om Kåstrup kirke.

Det er som regel ham, der ringer i weekenden. Til gengæld har han fri om mandagen. Som alle andre med weekendarbejde skal det passes ind i privatlivet, men det var sværere, dengang han skulle ringe klokken 18 om aftenen. Så kunne det hænde, at han kom for sent, når de var inviteret til middag. I dag ringer han klokken 15.45 og 16 i henholdsvis Kåstrup og Hillerslev.

Hvad det vil sige at ringe, har ikke altid været let for andre at forstå. Især ikke for børn: ”Engang havde min datter besøg af en veninde. Min kone var på arbejde, så de to piger skulle være alene, mens jeg var henne i kirken. Jeg sagde til dem, at nu kører jeg hen og ringer, og så spurgte veninden min datter: ”Har I ikke selv telefon?”

Ud over at angive døgnets rytme er der også helt faste og historisk begrundede regler for, hvordan der skal ringes fx til en gudstjeneste. ”Jeg starter med at ringe med tre bedeslag en time før gudstjenesten. I gamle dage havde folk jo ikke ure, så det skulle fortælle bonden, at det var på tide at få seletøjet af hesten og komme ind fra marken,” fortæller han.

Før i tiden blev kirkeklokkerne også brugt til at advare befolkningen om overhængende fare som ildebrand eller atomangreb. ”Vi havde tidligere et papir om varselsringning, men da der kom sirener, var det slut med det. Jeg fik heldigvis aldrig brug for det,” siger han.

Menneske eller maskine

Omkring 85 procent af kirkerne har i dag automatiseret ringning. Udviklingen har taget fart siden år 2000, især på Sjælland og Fyn. På landet i Nord- og Midtjylland har mange kirker stadig manuel ringning. Sammenlignet med vores nabolande er Danmark et af de lande, der har holdt længst fast i manuel ringning. I Tyskland og Sverige ringer stort set alle kirkeklokker automatisk.

Kilde: Kirkeministeriets klokkekonsulent, Per Rasmus Møller.