Giv det videre

Man kan jo blive ædt af en haj

Alt kan ske, når 77-årige Jørgen Peter Wind sætter sig i børnehavens fortællerstol. Hans fortællinger får hurtigt bemærkninger med på vejen

Af Kurt Balle Jensen Foto Lars Skaaning

”Når så vi skulle ud at bade, skulle vi passe på ikke at komme for langt ud. Det ved I jo godt: Man må ikke gå for langt ud i vandet, vel?” Det er Jørgen Peter Wind, der stiller spørgsmålet. Han er fortæller.

Børnene er koncentrerede. Et par stykker ryster på hovedet. Så lyder det højlydt fra en lille dreng: ”Nej, for man kan jo blive ædt af en haj…”

Der må Jørgen Peter Wind overgive sig, for her sidder han og vil smugle en lille pædagogisk advarsel mod farlige bølger ind i sin fortælling, og så overtrumfes han af barnets fantasi.

Vi er i Børnehuset Skovløkken i Højby ved Odense. Klokken er snart 10, og Jørgen Peter Wind har været i gang som fortæller et kvarters tid. Han fortæller om sin barndom og om dengang, han skulle til at gå i skole for 70 år siden. Han fortæller om sommerferier hos sine bedsteforældre og om, at de ikke havde strøm hjemme på gården. ”Så vi sad ved sådan nogle lygter her,” fortæller han og har taget et par petroleumslamper med, som han viser frem.

Han fortæller også, at de ikke kunne se fjernsyn om aftenen, for sådan noget var der ikke. ”Men vi spillede ludo,” siger han. ”Det har vi også derhjemme,” siger en pige med begejstret stemme. For selv om meget er sket, siden dengang Jørgen i den flotte fortællerstol var barn, er noget alligevel det samme. Jørgen fortæller, at de heller ikke havde bil, og én af pædagogerne spørger børnene, hvad de mon så gjorde, når de skulle på besøg? ”Cyklede,” foreslår en lille pige. ”Det er helt rigtigt,” svarer Jørgen.

Han har dialogen med børnene, og de hører om, hvordan han og hans bror måtte op klokken fem om morgenen og malke køer, før de tog i skole. Han demonstrerer, hvordan man dengang malkede, og børnene ved udmærket, at den mælk, de får i børnehaven kommer fra køer. De ved også, at man nok ikke malker på samme måde i dag, som da Jørgen var dreng.

Giv det videre

Nu er der lidt uro, og måske skal vi holde en pause? Det synes børnene, er en god ide. Et øjeblik efter er de ude på legepladsen, og Jørgen Peter Wind bliver budt på en kop kaffe. I mellemtiden kan vi lige høre lidt om, hvorfor han har meldt sig som fortæller: ”Ældre Sagen i Odense sendte nogle papirer om muligheden for at blive fortælleven. Jeg havde overvejet at blive besøgsven, men det her havde jeg mere lyst til,” siger Jørgen.

Han var med det samme klar, og Ældre Sagen sørgede for det praktiske med at få godkendelse i form af børneattest hos politiet. Jørgen har også meldt sig til Odense Kommunes kursus i fortælleteknik. Her forventer han at lære mere om, hvordan man bliver god til at fortælle en historie. Indtil nu virker det dog til, at Jørgen er lidt af et naturtalent. ”Det er jo vigtigt at give historier videre. Hvem skal fortælle om, hvordan det var at være barn i gamle dage, når vi ikke er mere,” spørger han.

Kaffepausen er forbi. Børnene har ’fået brændt noget krudt af’ og er tilbage igen. De sætter sig i rækker foran Jørgen, der igen tager plads i fortællerstolen. ”Jeg havde også en oldemor, og hun var meget fattig. Ved I, hvad det vil sige

Jørgen Peter Wind har sat sig godt til rette i fortæller stolen, som Odense Kommune har stillet til rådighed.

at være fattig,” spørger Jørgen og ser ud over børneflokken. En dreng mener, at det er noget med at være rig, men nej, siger én af pædagogerne og forklarer, at det faktisk er det modsatte. Når man er rig, har man mange penge, når man er fattig, har man ingen.

Jørgen nikker. ”Derfor gik min oldemor rundt med kurve og samlede træ, som hun kunne bruge som brænde. Hun havde ikke penge til at købe det. Og ved I hvad, børnene så sagde? De sagde, at hun var en gammel heks, og det var hun jo ikke, så hun blev ked af det.”

Børnene ser lidt betuttede ud. De synes, det er synd for den gamle kone. Men så fortæller Jørgen, at hans far nogle gange kørte en hestevogn fyldt med brænde ned til oldemor, så hun havde noget. Og børnene ser helt lettede ud ved tanken.

Må vi blæse lamperne ud?

Klokken nærmer sig 10.30, og fortælletimen er forbi. Nogle af børnene stimler sammen omkring Jørgen for at få lov til at blæse petroleumslamperne ud. Så farer de ud i dagen og lyset. Pædagog Frank Nielsen har arrangeret og stået for aftalen med Jørgen Peter Wind. Nu skal han have sagt ordentlig farvel. 

Der er umiddelbar respons på de historer, som Jørgen Peter Wind underholder børnene med.

 ”Vi synes, det gik godt, og vil gerne have Jørgen til at komme igen,” siger han, mens fortælleren nikker. Det vil han gerne. ”Vores leder havde fået papirerne fra Odense Kommune om muligheden for at gå med i Projekt Fortællerstole, så vi drøftede det i personalegruppen og syntes, det er en god ide. Det er vigtigt at holde liv i fortællekunsten, og det er vigtigt, at børnene får historierne om, hvordan det var et være barn for mange år siden, fra dem, der selv var der. Vi voksne synes jo også, det er spændende.”

Franks kollega, Maria Koordt, er i gang med at skrive et referat på en iPad ud fra nogle stikord, hun tog undervejs. ”Vi har et lukket forum, Mit Barn, hvor vi lægger det ud. Så kan forældre spørge ind til det, når børnene kommer hjem. Og måske er der bedsteforældre, der kan supplere. Det giver mulighed for, at der kan snakkes videre i hjemmene,” siger Maria Koordt.

For hende og Frank er der mange muligheder i projektet. De kan forberede børnene og bede fortælleren komme med særlige historier. Fx kan de bede Jørgen fortælle om julen i hans barndom, og så kan de inden da i børnehaven se billeder og høre lidt om jul i gamle dage.

Det mener børnene

Mathias, 4 år:

Jeg synes, det var det med køerne, der var sjovest at høre om. Det med at malke sådan med hænderne. Det kunne jeg godt tænke mig at prøve. Jeg synes, han var god til at fortælle om køer og om alt det andet. Jeg synes, han skal komme igen en anden dag.

Lucas, 4 år:

Det var sjovt, da han fortalte om de nye malkemaskiner. Det værste, han fortalte var, at de ikke havde noget toiletpapir. Det havde de slet ikke. Ingen toiletpapir. Så måtte de bruge avispapir i stedet for. Det er ikke rart. Jørgen skal komme og fortælle igen.

Freja, 4 år:

Jeg synes, det hele var det mest spændende. Når man ikke har telefon, kan man ikke ringe til hinanden. Det havde de ikke, da Jørgen var lille. Det var mærkeligt, at de ikke havde toiletpapir. Han fortalte også om køer. Jeg kunne godt tænke mig at blive ko-passer.

En stærk generationspagt

Med fortællerstole har den levende fortælling fået nyt liv

Af Kurt Balle Jensen

”Ældre har så meget at give videre til de yngre generationer, og børnene kan give de ældre gode oplevelser,” mener Susanne Crawley, børn- og ungerådmand i Odense Kommune. 22 daginstitutioner i Odense Kommune har fået leveret en fortællerstol i form af en gammel lænestol, som den ældre kan sætte sig i for at fortælle historier fra deres liv. Fortællerne er fundet i samarbejde med Ældre Sagen og Odense Fortællekreds, og børnene elsker at få historier, der er levende fortalt. Projektet er en del af projekt ’En stærk generationspagt,’ der nu løber på andet år i Odense Kommune. ”Vi er ikke i tvivl om, at det har værdi for både børn og ældre, når vi bringer generationerne sammen,” siger børn- og ungerådmanden i Odense. ”Ældre kan give deres erfaringer videre. De kan fortælle eventyr, og de kan fortælle om byens historie. De kan også fortælle yngre generationer om det mere alvorlige, som hvordan en krig starter. Og på samme måde kan børnene give de ældre noget. Bare deres latter og stemmer kan gøre den ældre glad, men de er også skarpe på it, sociale medier og meget andet, som de kan give videre .”

I 2018 brugte kommunen to millioner kroner på initiativer som fællesspisninger, generationsgymnastik, fælles haver og meget mere, og der er afsat et lignende beløb for 2019. Pengene kan søges af borgergrupper, foreninger og institutioner, og med projektet vil kommunen sende et signal til borgerne, fortæller Susanne Crawley. ”Vi vil gerne lægge op til, at generationerne oplever værdien i at være sammen, lave mad, synge, passe have sammen, eller hvad det nu kan være. Vi har villet skubbe det her i gang, og vi tror og håber, at det herefter kan køre videre af sig selv, fordi alle oplever den store værdi, det har, og den sammenhængskraft, det skaber,” siger rådmanden.