GIV DET VIDERE
Man kan jo blive ædt af en haj Alt kan ske, når 77-årige Jørgen Peter Wind sætter sig i børnehavens fortællerstol. Hans fortællinger får hurtigt bemærkninger med på vejen
Af Kurt Balle Jensen Foto Lars Skaaning
”
Når så vi skulle ud at bade, skulle vi passe på ikke at komme for langt ud. Det ved I jo godt: Man må ikke gå for langt ud i vandet, vel?” Det er Jørgen Peter Wind, der stiller spørgsmålet. Han er fortæller. Børnene er koncentrerede. Et par stykker ryster på hovedet. Så lyder det højlydt fra en lille dreng: ”Nej, for man kan jo blive ædt af en haj…” Der må Jørgen Peter Wind overgive sig, for her sidder han og vil smugle en lille pædagogisk advarsel mod farlige bølger ind i sin fortælling, og så overtrumfes han af barnets fantasi. Vi er i Børnehuset Skovløkken i Højby ved Odense. Klokken er snart 10, og Jørgen Peter Wind har været i gang som fortæller et kvarters tid. Han fortæller om sin barndom og om dengang, han skulle til at gå i skole for 70 år siden. Han fortæller om sommerferier hos sine bedsteforældre og om, at de ikke havde strøm hjemme på gården. ”Så vi sad ved sådan nogle lygter her,” fortæller han og har taget et par petroleumslamper med, som han viser frem.
78
Han fortæller også, at de ikke kunne se fjernsyn om aftenen, for sådan noget var der ikke. ”Men vi spillede ludo,” siger han. ”Det har vi også derhjemme,” siger en pige med begejstret stemme. For selv om meget er sket, siden dengang Jørgen i den flotte fortællerstol var barn, er noget alligevel det samme. Jørgen fortæller, at de heller ikke havde bil, og én af pædagogerne spørger børnene, hvad de mon så gjorde, når de skulle på besøg? ”Cyklede,” foreslår en lille pige. ”Det er helt rigtigt,” svarer Jørgen. Han har dialogen med børnene, og de hører om, hvordan han og hans bror måtte op klokken fem om morgenen og malke køer, før de tog i skole. Han demonstrerer, hvordan man dengang malkede, og børnene ved udmærket, at den mælk, de får i børnehaven kommer fra køer. De ved også, at man nok ikke malker på samme måde i dag, som da Jørgen var dreng. Giv det videre Nu er der lidt uro, og måske skal vi holde en pause? Det synes børnene, er en god ide. Et øjeblik efter er de ude
på legepladsen, og Jørgen Peter Wind bliver budt på en kop kaffe. I mellemtiden kan vi lige høre lidt om, hvorfor han har meldt sig som fortæller: ”Ældre Sagen i Odense sendte nogle papirer om muligheden for at blive fortælleven. Jeg havde overvejet at blive besøgsven, men det her havde jeg mere lyst til,” siger Jørgen. Han var med det samme klar, og Ældre Sagen sørgede for det praktiske med at få godkendelse i form af børneattest hos politiet. Jørgen har også meldt sig til Odense Kommunes kursus i fortælleteknik. Her forventer han at lære mere om, hvordan man bliver god til at fortælle en historie. Indtil nu virker det dog til, at Jørgen er lidt af et naturtalent. ”Det er jo vigtigt at give historier videre. Hvem skal fortælle om, hvordan det var at være barn i gamle dage, når vi ikke er mere,” spørger han. Kaffepausen er forbi. Børnene har ’fået brændt noget krudt af ’ og er tilbage igen. De sætter sig i rækker foran Jørgen, der igen tager plads i fortællerstolen. ”Jeg havde også en oldemor, og hun var meget fattig. Ved I, hvad det vil sige
