SHIROKANEDAI, TOKYO
5 April 2016
J A PA N
Efter 3 timers forsinkelse lettede flyet endelig fra Kastrup Lufthavn. Det var lidt frustrerende at stå og vente på at komme afsted når nu man endelig var nået til det sidste skridt inden man stod i Tokyo, men jeg vidste også at jo længere jeg ventede i København, desto mindre tid havde jeg før jeg kunne tjekke ind på hotellet i Tokyo.
Flyveturen forløb stille og roligt, hvis man ser bort fra naboen exceptionelt sure tæer, som blev luftet fra start til slut. Jeg havde sikret mig en vinduesplads, da jeg normalt har lidt svært ved at sove i fly og normalt godt kan lide at fordrive tiden med at observere det passerende landskab af skov, floder, skyer osv. Motivationen for at sove var heller ikke i top, når jeg i stedet kunne kigge ud på det mørke Rusland kun oplyst af de brændende fakler fra ødemarkens gasfelter og nordlyset som dansede om flyet.
1
SHIROKANEDAI, TOKYO
5 April 2016
Turen til hotellet forløb nemt nok, og at dømme på den smule toget befandt sig over jorden, var kirsebærtræerne så småt ved at springe ud, noget som Japan er meget kendt for, og som fejres landet rundt.
Resten af dagen forløb med lur på hotellet, sushi-takeaway og en enkelt øl at sove på.
Dagen efter kunne jeg allerede tjekke ind i min permanente bolig.
Lejligheden er en del af et bygningskompleks på 3 bygninger med 5-6 etager i hver. Udelukkende for studerende og forskere. Min bygning er specifikt for internationale universitetsbesøgende. Det hele ligger i et meget pænt nabolag, med boutiques, high-end bryllupsarrangører og minimum én hundesalon. Noget tyder på at jeg er endt i Tokyos svar på Østerbro (så er alt jo godt). Hver gang japanere fra universitet har spurgt hvor jeg bor henne og jeg svarer Shirokanedai, får jeg et “ooooh, very lucky” igen. Jeg føler mig også meget heldig, når jeg kan bo på et værelse med både bad, køkken og altan til under en fjerdedel af hvad jeg betaler derhjemme. Så “yes, very lucky”.
Weekenden brugte jeg på at få sovet ud og lige få købt nogle helt basisting til lejligheden, da skabene var gabende tomme. Det er sværere end man skulle tro at købe noget så simpelt som shampoo eller mælk når intet står på engelsk. Men tror nok det lykkedes til en vis grad. Jeg slog også et smut forbi Megurokawa som er en betonlagt flod som løber igennem den vestlige del af Tokyo. Den har en åben strækning på ca. 3 km og er omkranset af over 600 kirsebærtræer. Eftersigende skulle det være et af de bedste steder til Sakura (kirsebærblomstring). Og efter dømme at dømme på mængden af japanere var den vist god nok. Tusindvis af japanere var mødt op for at tage selfies, spise mad fra gadekøkken og drikke lyserød martini, meget classy arrangement.
I går mandag, havde jeg så “første skoledag”. Min tutor som skulle tage imod mig var desværre blevet syg, men han havde sørget for at der var en anden der kunne tage sig lidt af mig. Dagen startede med velkomst og introduktion af uddannelsen og nogle af de forskellige professorer som er en del af afdelingen. Det foregik primært på japansk med en smule på engelsk. Man kunne godt fornemme hvem de talte til når det foregik på engelsk, da det skete med skarp øjenkontakt til mig og den eneste anden ikke asiat i lokalet nemlig Samu, en finsk fyr som også er på udveskling som mig. Så på hele uddannelsens 1. år er vi 2 udvekslingsstuderende.
“50 STUDERENDE, 2 BLEGE SKANDINAVERE OG 2 TIMERS INTRODUKTION PÅ 90% JAPANSK OG 10% JAPENGLISH.”
2
SHIROKANEDAI, TOKYO
5 April 2016
Men jeg fik da fat i det væsentligste, tror jeg, nemlig “Tillykke til jer og særligt også jeres forældre”, efterfulgt af en masse information, bl.a. sikkerhedsinstrukser.
U n i v e r s i t y o f To k y o e r m e g e t m e r e forskningsfokuseret end jeg er vant til på Københavns Universitet. Her er det forskning der er et primære og så supplerer man med forelæsninger. Det betyder også at man som studerende bliver tilknyttet et laboratoriet indenfor e t s p e c i fi k e m n e h v o r m a n s å h a r s i n arbejdsplads. Man vælger så sit emne og hveranden uge har man lab-meetings med laboratoriets professorer og studerende, en slags vejledning hvor man præsentere hvor man er nået til. Da jeg formentlig skal have kurser for at kunne overføre pointene til Københavns Universitet må jeg finde ud af hvordan jeg kan få tilrettelagt mit ophold, for det er en spændende mulighed for at lave noget selvstudie.
Afdelingen for Urban Engineering (som jeg læser på) udbyder også et sprogkursus for det internationale forskere og studerende. I dag, tirsdag havde jeg 1. lektion, 8:30, så tidligt op og med metroen til campus. Vi er indtil videre 3 deltagende, Samu, Raju (en indisk masterstuderende) og mig selv. Meget intenst, og med 3 undervisningsgange af 1,5 time om ugen skal der nok ende med at sidde noget fast (håber jeg).
Som nytilkommen beboer i kommunen, skal man registrere sin adresse på det lokale city office. Det er lettere sagt end gjort. Det tog mig næsten halvanden time før jeg kunne gå igen, og det var ikke fordi der var kø, tror måske det var mine ikke japanske navne der voldte dem problemer. Jeg måtte i hvert fald af flere omgange udtale hvordan Jønck og Faartoft udtales således de omsætte dem til nogle japanske tegn. Jeg har i dag alene udfyldt de første 7 formularer for at få skrevet min adresse på bagsiden af mit residence card og for at få et kort som giver mig ret til behandling på hospitalet. De japanere elsker deres formularer, kopier, underskrifter og dokumenter.
Det endte med en længere smøre end jeg havde forudset, men nu må jeg hellere få over mit japanske så jeg ikke er helt så tabt i morgen.
“Hajimemashite!”
“Watashi wa Andreas desu”
Og nu til det let fordøjelige…
3
SHIROKANEDAI, TOKYO
5 April 2016
4
SHIROKANEDAI, TOKYO
5 April 2016
5