JAPAN #4
Voksenbleer og badekåber 5:20. Alarmen ringer. Jeg skynder mig i bad og får hældt en hurtig kop kaffe ned. Jeg skal nå toget fra stationen klokken 6 for at være fremme tids nok til at erhverve mig en billet. Ca. 350 billetter dagens event bliver sat til salg fra klokken 8. Resten af billetterne er for længst udsolgt. Da jeg mødes med Samu, lidt i 7 er køen allerede over 100 meter lang. Vi stiller os bagerst i køen og jeg får en lille lap med nr. 298 på. Det er den tredjesidste dag af årets tredje Grand Tournament i sumobrydning. (Der er 6 årlige turneringer hvoraf halvdelen afholdes i Tokyo)
Alle turneringens sumobrydere skal kæmpe mod hinanden én gang i løbet af de 15 dage, som turneringen varer. Den med flest sejre den sidste dag vinder titlen. Dagen vi havde besluttet os for at se sumo, var tilfældigvis den dag de to indtil videre ubesejrede skulle kæmpe. Kampene startede allerede om formiddagen med de unge prospects. Nogle af dem havde endnu ikke fået opbygget den størrelse eller styrke som kæmperne i de bedre rækker havde. Men i løbet af dagen steg vi i niveauet i takt med at arenaen blev mere og mere fyldt. Arenaen er en kvadratisk bygning med et podie i centrum lavet af ler og sand, “dohyõ”, det er her kampene foregår. Dagen igennem kom der flere og flere mennesker, og gangene blev efterhånden fyldt med fans og boder hvor man kunne købe alt fra t-shirts til pandekager med de samme mål som “dohyõ’en” (målestok 1:40). Da de rigtig
gode kæmpere ankom til stadion var det afspærringer og råbende fans. Det var ret sjovt at se, men også at se dem på tæt hold. Nogen af dem er alvorligt store (næsten 2 meter og over 150 kg, viste en hurtig wikipedia-søgning) Da den sidste altafgørende kamp skulle kæmpes havde vi siddet igennem over 50 kampe af svingende kvalitet. Men nu havde vi lært reglerne, havde engelske kommentatortransmission i øret og arenaen var fyldt til bristepunktet. Hver kamp indledes med et langt ritual bestående af vand, saltkasteri og det legendariske sumotramp. Jeg må indrømme at det var lidt en flad fornemmelse når foden ramte jorden, hver gang forestillede jeg mig at arenaen rystede og et rungende brag men man kunne ikke høre andet end et klask på låret. (Måske jeg har set lidt for mange film) Kampen var meget spændende og den lange intro til kampen løftede bare intensiteten endnu mere. Da de to store kroppe ramte hinanden gik publikum amok, der blev råbt og skreget, men mesteren vandt og efter 10 sekunders kamp var slut (10 sekunder er lang tid i sumobrydning). Vi skyndte os ud af arenaen så vi kunne nå hver vores metro hjem inden alt lukkede til med mennesker. Det var en rigtig spændende oplevelse og jeg blev mere og mere grebet af kampene jo mere jeg forstod reglerne. Jeg endte endda med at stå og råbte med til den sidste kamp, men det er svært at beskrive den fulde oplevelse da hele sportsgrenen er gennemsyret af lange ritualer og symbolik fra shintoismen. Sumobrydning var oprindeligt noget man fandt på for at underholde guderne, og tilsyneladende må guderne have god smag i underholdning, for jeg var da også godt underholdt det meste af dagen.
I dækning! Bygningen begyndte at svaje, det var på tide at kaste sig i sikkerhed under bordet. Man kunne mærke bygningen svaje fra side til side, hvad der føltes som flere meter. Efter 20-30 sekunder hørte den sejlende bevægelse op og vi slukkede for gastilførslen i køkkenet og søgte mod døren, så bygningen begyndte at bevæge sig igen. Denne gang var det voldsomme rystelser som fik bordet til næsten at danse rundt på gulvet, vi klamrede os til bordbenene og sørgede for at holde hovedet i sikkerhed under bordpladen. Endnu 20 sekunder forløb før rystelserne med ét stoppede. Resten af holdet som havde kigget på mens den dramatiske scene udspillede sig begynder at klappe som markerer slutningen af øvelsen. Vi er på den lokale brandstation aka. Disaster Prevention Centre hvor man kan blive trænet i hvad man skal gøre i tilfælde af en række katastrofer. Jordskælvsimulatoren var den sidste øvelse efter simulationer af tyfon, brand og røg. Jeg er der med mit japanskkursus. De går meget op i at forberede os på hvad vi skal gøre i tilfælde af jordskælv, da der er stor risiko for at et kraftigt jordskælv rammer Tokyo. Det kan eftersigende ske når som helst, da det er noget der sker med jævne mellem rum (hvert hundrede år) Det var spændende at føle hvordan et jordskælv opleves og rart at få instruktioner for hvordan man skal agere, men også skræmmende at skulle forberede sig på noget så slemt som sidst det hændte, resulterede i massive skader og hele områder af byen brændte ned (Great Kanto Earthquake i 1923). Heldigvis har Japan sidenhen gennemført adskillige stramninger i bygningsreglementet samt forberedt mange forskellige procedurer til når det sker. Fast forward til et par uger senere: Jeg sidder i lobbyen i den bygning hvor jeg bor, jeg er samlet med en håndfuld af de andre internationale studerende til vores ugentlige fremvisning af det nyeste afsnit af Game of Thrones. Pludselig begynder min telefon af ringe. Men det er hverken lyden af min ringetone eller alarm, hvorefter jeg kan se at dekorationerne på væggen svinger frem og tilbage. Det er et jordskælv. Og kraftigt nok til at sætte den offentlige transport på standby i 10-15 minutter. Heldigvis uden nogle alvorlige skader og ikke nok til at ting faldt ned fra hylder. Alarmen som kom fra min telefon er en del af et nationalt
varslingssystem som få sekunder før jordskælvet sender en advarsel ud til folks telefoner (lydløs eller ej) som fortæller at de skal gøre sig klar. Jeg har hørt fra folk der var i toget da det skete at man kunne høre telefoner bimle og bamle alle vegne, tænker næsten at den del må være mere skræmmende. Jeg blev ihvertfald meget forvirret over de fremmede lyde min iPhone pludselig lavede. Men det er rart at vide at man bliver advaret før større jordskælv rammer. Og da jeg allerede har oplevet hvordan et meget kraftigt jordskælv føles (simuleret) er det lidt mindre frygtindgydende. Og jo mere jeg lærer om jordskælv og de japanske byer bliver jeg mindre og mindre skræmt ved tanken om jordskælv. Men jeg krydser dog fingre for at det ikke bliver i løbet af den tid jeg er her.
Ø-hop på to hjul
Det var torsdag og efter min morgenundervisning var slut hoppede jeg på Shinkansen (hurtigtoget) mod vest. Efter knap 5 timers transport skal jeg ankomme til Onomichi en gammel havneby nær Hiroshima, hvor landets smukkeste cykelrute starter. Ruten strækker sig over 80 km og forbinder den ene ø efter den anden med broer og færger. Tidlig torsdag aften ankommer jeg til Onomichi badet i den gyldne aftensol. Byen ligger omgivet af bjerge og ud til et smalt stræde som man krydser med en kort færgetur inden cykelturens begyndelse. Jeg havde fået et tip om et cykelhotel som jeg havde reserveret min første overnatning på. Hotellet er indrettet i en gammel lagerbygning på kajen. Konceptet er at du får overnatning til både dig og din cykel, så der er plads på væggen til din dyre racercykel. I lobbyen er der cykelstativer og bygningen er indrettet med restaurant, bageri og Giant-cykelbutik i et stort åbent rum. Spændende måde at genanvende en gammel industribygning med god beliggenhed.
Fredagen starter med en tur til den kommunale cykeludlejning hvor jeg scorer mig en af de få cykler i nærheden af min størrelse. En citybike med 8 indvendige gear og skivebremser. På med rygsækken og så afsted mod færgen og min første fulde dag på cykel. Vejret er dejligt og en smuk tur langs øens kyst venter forude. Hele ruten er markeret med en blå linje langs kantstenen som de fleste steder følger landevejen uden væsentlig trafik. Ruten deler navn med en højtprofileret motortrafikvej, Shimanami Expressway som sørger for en direkte vej på tværs af øerne så de mindre kystveje som cykelruten følger er ikke så trafikerede at det betyder noget. Dette vejprojekt består af 4 hængebroer hvoraf den længste er over 4 km. Der er heldigvis blevet plads til cyklerne på de fleste af dem, så man som cyklist har fornøjelsen af at cykle højt hævet over den maritime trafik under i stræderne mellem øerne. At broerne er bygget til biler mærkes på højden af brodækket. Et niveau man som cyklist også er nødt til at nå op til for at kunne krydse vandet. Det har resulteret i nogle ambitiøse løsninger hvor man som cyklist kører i spiraler med svage hældninger indtil broens niveau er nået. Første dag sluttede med en svømmetur på en strand hvor jeg tilsyneladende var den eneste gæst der havde været i sandet siden højvande da mine fodspor var de eneste. Vandet var dejligt, nok meget lig de danske badevandstemperature men da jeg talte med min vært på det guesthouse jeg boede på gøs han ved tanken. Jeg havde fornøjelsen af at være den eneste gæst på mit guesthouse og nød en 5-retters aftensmad med udsigt solnedgangen bag bugten, øerne og bjergene. Helt fantastisk. Vejrudsigten for andendagen bød på regn over middagstid, så jeg prøvede at komme afsted lidt tidligt. (Den blev vel nok omkring klokken 9 trods alt) Det var gråt hele turen men stadig utrolig smukt. Jeg besluttede mig for at kaste mig ud i at komme til toppen af Mt. Kiro som eftersigende skulle have en fantastisk udsigt over bugten og Le Grand Finale på ruten, to sammenhængende hængebroer på i alt 4 km (en af verdens længste hængebroer) og min slutdestination Imabari. Stigningen strækker sig over 3,5 km. med en endelig højde 300 meter. Fy for en skefuld! Stigningen blev brudt ned i små bidder fra hårnålesving til hårnålesving. Efter den første kilometer havde jeg lyst til at vende om, men kom frem til at det ville være spild af mælkesyre. De sidste 500 meter ramte jeg muren. Cyklens
1. gear var simpelthen ikke nok til stigningen og jeg måtte trække det sidste stykke. Men udsigten fra toppen og ikke mindste nedkørslen var det hele værd. De sidste 17 km bød på regn regn og atter regn og efter have krydset den sidste laaaaange bro, nåede jeg frem til min slutdestination fuldstændig gennemblødt. Efter et bad og en velfortjent pause på mit hotelværelse kunne begive ud i byen i våde sko på en mission efter et par nye tørre sko som ikke suger vand ind gennem sålen. Mission accomplished. Byen var ikke sønderligt imponerende. Jo imponerende grim. Komplet med huse af blik og beton fordelt på et vejsystem bestående af snorlige veje. Det eneste byen havde at byde på var en gammel borg med en stor voldgrav og derudover et højhus som var Tokyo værdig bygget af byens millionær som gerne ville have et højhus (byens sædvandlige bygningshøjden varierer fra 2-9 etager så højhuset på over 25 etager rager lidt op) I skrivende stund sidder jeg igen i Shinkansen og drøner mod Tokyo med knap 300 km/t og så rammer hverdagen igen i morgen. (red. i dag, mandag, da jeg skrev teksten i toget hjem, før billederne var klar til upload) Det var et godt lille afbræk med sammenlagt 90 km og lidt over 2100 højdemeter i saddelen. Og nu til lidt stemningsbilleder fra mit lille eventyr.