Areopagos

Page 1

VI SØGER

skønhed, sandhed og godhed sammen

Areopagos vil bidrage til, at flere mennesker erfarer fred, mening og sammenhæng i tilværelsen, lyder det i vores kernefortælling, og på de følgende sider vil vi tage jer med på tur ind i den hverdag, der er blevet vores 100-årige organisation til del.

Vores grundlægger Reichelt har sørget for at vi, selv 100 år efter hans virke og liv i Kina og Hong Kong, sidder med en moderne organisation, der skaber åndelige mødepladser, hvor folk med forskellige indgange til det at tro har fundet sammen. Menneskets spirituelle erfaringer og praksisser har mange udtryk, og jo flere mødepladser, vi kan facilitere for den nysgerrige og nære dialog, jo bedre mulighed er der for fællesskab om livet.

Vi glæder os over at efterlade dig med indholdet af denne lille bog, der præsenterer vores arbejde og programmer i Danmark, og at udfolde de temaer, der kan være med til at sætte fokus på at åbne flere åndelige mødepladser både i dit eget liv og rundt om i vores land.

Bente Mikkelsen Pahus, landechef

SÅDAN ER VI ORGANISERET

Areopagos er en stiftelse med medlemsforeninger i Danmark og Norge. Vi samarbejder bredt med kirke- og fagmiljøer i Skandinavien og internationalt. Vores kontorer i Danmark og Norge arbejder tæt sammen. Flere af vores ledere og ansatte er ordinerede præster i den danske folkekirke og i den norske kirke.

VELKOMMEN

TAO FONG SHAN I HONG KONG

Det var netop her på bjerget

Tao Fong Shan, det hele startede. På dette sted erkendte

Karl Ludvig Reichelt, at ”Gud ikke er langt væk fra en eneste, men allerede til stede”.

Areopagos vil bidrage til, at flere mennesker erfarer fred, mening og sammenhæng i tilværelsen

HAR DU NOGENSINDE LÆNGTES EFTER NOGET

UDEN HELT AT VIDE HVAD?

Vi tror, at alle mennesker bærer på fælles længsler, der forener os på tværs af kulturer, tro og livssyn. Vi arbejder med disse længsler og inviterer til at søge sammen efter mening, sammenhæng og fred i en verden præget af rastløshed, polarisering og uro. Men også en verden, der er smuk og fuld af håb.

Vores bidrag er at skabe mødepladser og dele kompetencer – både fysisk og digitalt – som bidrager til mere dialog og åndelig praksis i verden. Vi giver sprog til åndelige erfaringer og længsler. Vi faciliterer arrangementer og mødesteder med plads til at søge og erfare det guddommelige. Vi udgiver artikler, bøger, videoer og podcasts om eksistens, mening og spiritualitet.

For os er mødet mellem øst og vest definerende for vores tilgang. Ud fra en dyb refleksion og med mere end 100 års erfaringer eksperimenterer vi med nye praksisser og tilgange til tro og spiritualitet. Vi ønsker at forene det, der ofte adskilles: krop, sjæl og ånd; fordybelse og handling; videnskab og tro; himmel og jord.

For os er dialog og mødet på tværs af tro og kultur centralt. Målet er ikke at forandre den anden, men at forandring kan finde sted. For det er netop, når vi lader os berøre af den andens tro, liv og erfaring, at vi frimodigt kan dele ud af vores eget. Sådan bryder vi barrierer og skaber forståelse og respekt mellem mennesker med forskellig tro og praksis.

Vi tror, at Gud altid er større. Derfor er vi – med udgangspunkt i et kristent ståsted – altid søgende, eksperimenterende og på vej i vished om, at vi kan finde spor af det guddommelige overalt, og at vi altid kan udvide vores horisont.

Vi er Areopagos, og du er velkommen på rejsen. Lad os sammen søge skønhed, sandhed og godhed.

Areopagos’ internationale arbejde har i 100 år haft fokus på dialog og trospraksis – mødet på tværs af tro og kultur, særligt i Asien, og mødet mellem Asien og Norden. Arbejdet bygger bro mellem tro og handling og styrker relationer mellem mennesker og samarbejder på tværs.

ØST MØDER VEST

AREOPAGOS’ INTERNATIONALE ARBEJDE

I Areopagos tror vi på, at dialog er en åben måde at være i – og møde –verden på. Dialog og en dialogisk trospraksis kan gensidigt berige og fordybe vores egen tro, idet vi møder og bygger relationer med mennesker med anden tro og kultur.

Vi arbejder også med dialog for at modvirke polarisering og fremmedgørelse i verden; at skabe relationer mellem mennesker, hvor relationen ikke er der i forvejen. Vi tror på, at dialog forbedrer forhold for mennesker, hvor der ellers er risiko for konflikt med hinanden. Vi ser, at der – også i dag, hvor der er stærke polarisende kræfter –fortsat er et enormt behov for at forstå hinanden, bygge tillid og relationer – og at styrke samarbejder for social forandring på tværs af kultur, tro og livssyn.

HVAD VI ARBEJDER MED

Værdierne og arbejdsmetoderne fra dengang, Areopagos blev stiftet, præger stadig arbejdet. Da de kristne missionærer Karl Ludvig Reichelt og Notto Norman Thelle åbnede et dialogcenter og et brødrehjem for taoistiske og buddhistiske munke i Kina i 1922, bar arbejdet præg af dialog og åbenhed for andre menneskers religiøse traditioner og erfaringer – særligt buddhisme, samt kinesiske og asiatiske religioner og kulturer. Der var fokus på gæstfrihed, venskab, respekt, stilhed, bøn og samtale. Religionsdialog og fordybelse var centralt. Karl Ludvig Reichelt besøgte ledende buddhistiske og andre religiøse studiecentre i Øst- og Sydøstasien. Disse ting præger stadig Areopagos og det internationale arbejde den dag i dag, hvor der fortsat er fokus på dialog og medvandring med mennesker med en anden tro end den kristne, en liturgisk-kontemplativ trospraksis, religionsstudier og diakonalt og fredsskabende arbejde i mødet med mennesker i nød og en verden præget af ufred, fremmedgørelse og polarisering.

TAO FONG SHAN

Tao Fong Shan (”Bjerget, hvor Kristusvinden blæser”) i Hong Kong blev grundlagt af Areopagos’ grundlægger Karl Ludvig Reichelt og er stadig hjertet, hvorfra Areopagos’ internationale arbejde udspringer og hvorfra flere af Areopagos’ partnere arbejder med fokus på Hong Kong, Kina og Asien.

Tao Fong Shan er startet ved en pilgrimsrute og er stadig et pilgrimssted. Tao Fong Shan Christian Centre arbejder for at fremme dialog, kulturel udveksling, kristen spiritualitet, liturgi og kunst. Institute of Sino-Christian Studies arbejder akademisk med undervisning, oversættelse og udgivelse af teologisk materiale med et netværk af universiteter i Kina. Lutheran Theological Seminary er en uddannelsesinstitution for studerende fra Hong Kong, Kina og regionen og koordinerer projektarbejde i Sydøstasien (Mekongregionen).

LÆS MERE

I Mesterens Lys bygger bro mellem spirituelt søgende mennesker og skaber rum for fælles erfaringer af det guddommelige. Det gør vi især ved at invitere ind i trospraksisser, hvor man kan gøre sine egne erfaringer: bøn, meditation og sang, retræter, gudstjenester og koncerter samt forskellige former for fællesskaber, kurser og konferencer.

I MESTERENS LYS

Mange kender I Mesterens Lys på grund af vores tilstedeværelse på helsemesser som f.eks. Mystikkens Univers og Krop-Sind-Ånd. På messerne tilbyder vi at bede sammen med mennesker og at lytte og snakke om de ting, som rører sig i den enkeltes liv. Vi har mange dybe og meget meningsfulde møder med mennesker, både besøgende på messerne og andre udstillere, og vi oplever Guds velsignende og helende berøring gennem bønnen og samtalen.

En vigtig del af vores arbejde handler om at genopdage rødderne fra kristen trospraksis og skabe nye praksisformer, der rummer hele mennesket – krop, sjæl og ånd. Vi er optaget af holistisk spiritualitet, f.eks. har vores forbundethed med og ansvar for naturen og ønsket om menneskers heling en central plads. I en tid, hvor mange oplever uro og stress, ønsker vi at skabe rum for stilhed og refleksion, med plads til at ånde og være.

HVAD VI ARBEJDER MED

LÆS MERE

Vi ser det som en helt essentiel del af vores arbejde at støtte den enkelte i processen frem mod at være et helt menneske. Derfor handler vores praksisser også om at finde hvile i Guds kærlighed og at se og erfare, at vi er villet og uendeligt værdsat. Ud af den erfaring kan vi finde vores plads i helheden, og vores personlighed og gaver kan blomstre til glæde for både os selv og mennesker omkring os.

AKTIVITETER

• Deltagelse på helsemesser

• Stilleretræter

• Meditative gudstjenester med plads til stilhed og eftertanke, f.eks. Identitet og livsforvandling og aabenhimmel

• Meditationskoncerter

• Nautilus – åbent fællesskab med brunch, meditation, sang og helende bøn

• Jesusvejen – et gruppeforløb med fokus på praksis, inspireret af Jesus’ liv og undervisning

• Foredrag, workshops og konferencer

• Bøn og samtale med mennesker

Christfulness er både en praksis og et samlet udtryk for en spiritualitet og et menneskesyn, der søger at være Kristus-centreret. Vi ser det som en måde at udtrykke kernen af det, vi er skabt til.

Christfulness betyder at være fyldt af Jesus Kristus. Vi kan finde både Gud og os selv, når vi spejler os i Jesus. Christfulness handler ikke om noget, som vi skal frembringe i os selv, men om noget, vi kan tage imod og lade os fylde af. Vi bliver hele mennesker ved at give slip på vores anstrengelser og vores forsøg på at opnå anerkendelse i andre menneskers øjne. Vi bliver hele mennesker ved at tage imod Guds kærlighed i Kristus og lade ham fylde os med sit liv - Kristus i os.

Christfulness handler om, at vi erkender, at vi ikke er alene. Kristus er med os, og vi er omsluttet af Guds nærvær.

Christfulness betyder også, at vi genkender Kristus i vores medmennesker og hans nærvær i alt det skabte. Vi forsøger at lede efter Kristus i den anden og i verden omkring os - i troen på, at alt er skabt og forbundet i Guds kærlighed i Kristus, og at alt finder sin fuldendelse i ham.

Christfulness har et samarbejde med Bøn i Bevægelse om gudstjenester og retræter.

CHRISTFULNESS

Bøn i Bevægelse er en kristen meditationsform, hvor du inviteres til at bede med hele dig - ånd, krop og sjæl. Vi er til stede rundt om i hele landet. Ved hjælp af langsomme bevægelser guides du med få ord til at falde til ro og være til stede i Guds kærlige nærvær.

BØN I BEVÆGELSE

I Areopagos arbejder vi med trospraksisser for ånd, krop og sjæl. Bøn i bevægelse er en af vores praksisser. Mange danskere praktiserer allerede det at bede gennem bevægelse. Bøn i Bevægelse er for dig, som ønsker at lade kroppen være en naturlig del af troslivet. Og for dig, som måske allerede praktiserer mindfulness, Qigong, yoga eller en anden kropspraksis og ønsker hjælp til at inkludere Gud i denne. Her inviteres du til at omfavne ånd, krop og sjæl i en smuk forening.

Bøn i Bevægelse stammer fra kirkens mangfoldige bønspraksis – med inspiration fra fysioterapi, afspændingsterapi, psykosomatik, kampkunst, neurovidenskab og bevægelsestræning som forebyggende sundhedsarbejde. Vi arbejder med kroppen henimod hvile i Gud. I stilheden, med milde bevægelser og med få bønneord åbner vi os for Guds arbejde i os.

HVAD VI ARBEJDER MED

Formålet med Bøn i Bevægelse er ikke perfekt udøvelse af en bestemt teknik. Her er der ingen, som ser efter, om du gør tingene rigtigt. Du inviteres til at lægge præstationsangst og egne ambitioner væk og i stedet træde ind i bønnen med et ønske om samvær med Gud – med et ønske om at lære kroppens bøn at kende.

De langsomme bevægelser udføres med opmærksomhed og trigger kroppens egne systemer, som hjælper dig med at blive stille og lytte til Gud.

De rolige bevægelser smører samtidig leddene, øger bevægeligheden og blodcirkulationen og forbedrer din koordination. De øger din evne til at være til stede her og nu og mestre et turbulent sind. Bevægelserne gør dig samtidig opmærksom på Guds mangfoldige kommunikation.

Repetition af skriftsteder fra Bibelen sammen med de kropslige bevægelser hjælper dig med at få ordet forankret i dit indre, så det kan blive styrkende for din adfærd. Det kan også give dig erfaring af, at ordet er livgivende og kan opmuntre dig i hverdagen.

Kombinationen af bevægelse, ord og åndedræt hjælper dig med at få troen fra hovedet ind i hjertet, ind i kroppen og ud i livet. Det åbner op for, at du kan se dig selv og skaberværket med Guds blik og ikke med et bekymret, vurderende eller dømmende blik.

LÆS MERE

BØN I BEVÆGELSE

VORES HJEMMESIDE

Du kan være med til Bøn i Bevægelse de fleste steder i landet. På vores hjemmeside kan du se en oversigt over hvor, hvornår og hvordan du kan være med.

RETRÆTER

Find ro og dyrk stilheden sammen med os. Bøn i Bevægelse afholder af og til retræter, hvor du sammen med os kan sænke dine skuldre og lytte til dit indre liv og til Gud. Hold dig opdateret på vores retræter på kalenderen på vores hjemmeside.

BLIV UDDANNET

Vil du være med? Vi søger altid efter engagerede guides til Bøn i Bevægelse rundt i landet. Så drømmer du om at starte Bøn i Bevægelse op i din kirke eller lignende, så tøv ikke med at kontakte os gennem vores hjemmeside. Vi vil glæde os over at have dig med på rejsen.

MØD

Herre, vor Herre!

Hvor herligt er dit navn over hele jorden, du, som har bredt din pragt ud på himlen!

Salme 8:2

NATURSYN OG KLIMAFOKUS

Det er en grundtanke for Areopagos, at vi kan møde Gud overalt.

Vi kan møde Gud i den mægtige katedral og i den lille landsbykirke. Vi kan møde Gud i den brusende lovsang sammen med mange andre, og vi kan møde Gud, når vi tilbeder helt alene. Vi kan møde Gud i det store fællesskab og i ensomheden. Vi kan møde Gud, såvel når vi går en tur i storbyen, som når vi går i naturen.

Vi kan møde Gud i naturen på en uendelig række forskellige måder. Det kan ske på en stille, klar nat, hvor vi ser ud på stjernehimmelen og mylderet af galakser i et uendeligt univers og pludselig erfarer, hvor små vi selv er, og hvor stor Gud er. Det kan ske på en vandretur på Amager Fælled, eller når vi står på stranden i Vestjylland og sanser bølgerne og vinden, der slår imod os. Vi kan opleve Gud på en ensom vandretur, eller når vi sammen med andre er på en pilgrimsvandring.

HVAD VI ARBEJDER MED

KLIMAANTOLOGI

Denne forståelse af naturens betydning var en væsentlig motivation for arbejdet med antologien Klima, tro, håb og handling – Natursyn og kristendom, som udkom i november 2023. Her er udgangspunktet, at klimakrisen også er en åndelig krise, hvor en besindelse på Guds skaberværks skønhed og storhed er en afgørende forudsætning for at kunne handle ansvarligt. Det kan også hjælpe os til en erkendelse af vores egen forbundethed med naturen. Vi er skabt af Gud, vi er med-skabninger med det øvrige skaberværk og må indse, at vores handlinger og livsstil har betydning for naturen.

GUDSTJENESTE I NATUREN

Synet på naturen betyder også, at det er naturligt for Areopagos at møde og fejre Gud i naturen sammen med andre. Det kan ske på mange måder, som f.eks. pilgrimsvandringer og skovkirke. Ideen om skovkirke har været meget levende i den keltiske tradition i Irland og Skotland. Den kom til Danmark formidlet fra den anglikanske tradition (den engelske kirke). Her begyndte mennesker at spørge, hvordan man kunne integrere den keltiske tradition med ønsket om at være kirke på sit sted i den moderne verden. Der var en længsel efter at se mennesker, der var optaget af økospiritualitet og natur, knytte an ved kirkens aktiviteter. Ud af dette voksede ”Forest Church”, som nu finder sted utallige steder i Storbritannien.

SKABEREN OG DET SKABTE

I kirkens historie har der til tider været en mistro overfor det, der handlede om det skabte som en ramme for det åndelige liv. Frygten har været, at man kom til at tilbede det skabte og ikke Skaberen. Det kan være en udfordring for os mennesker, at noget fysisk tager den plads, som Gud skulle have hos os. Det ændrer dog ikke ved, at mange mennesker længes efter en spiritualitet, der er jordbunden og beskæftiger sig med den fysiske verden. I tidens åndelige nysgerrighed ligger nemlig også en kim af længsel efter en spiritualitet, som ikke blot er himmelvendt og behandler Gud som noget fjernt, vi først får at se ansigt til ansigt på den anden side af døden; der er en længsel efter ikke kun at tale om Gud, men at erfare Gud.

LÆS MERE

Arbejdet med at give sprog til åndelige erfaringer har i Areopagos også altid hængt sammen med diverse udgivelser. I takt med, at vores verden også er blevet digital, bruger vi nu også dette rum til at skabe indhold for den åndelige erfaring.

UDGIVELSER

Ånd Ind er et digitalt univers, der henvender sig til unge voksne, og som eksisterer for, at du kan finde ressourcer om åndelige erfaringer, kristen spiritualitet og trospraksis. Med Ånd Ind ønsker vi at skabe et rum for åndelighed og dialog, hvor man både kan se og høre indhold, der udforsker spiritualitet og kristen trospraksis.

Vi tror på, at verden higer efter ro og stilhed. I en kontemplativ ånd ønsker Areopagos at stille Ånd Ind til rådighed i en verden, hvor vi til stadighed bruger mere og mere af vores tid i den digitale verden. Også dér er vi til stede med det, som kendetegner Areopagos: medvandring, udforskning af tro og spiritualitet samt at finde Gud i stilheden.

Vi udgiver video og lydindhold, du kan fordybe dig i der, hvor du normalt hører dine podcasts. Vi er til stede der, hvor mennesker også er: på de sociale medier. Har du lyst til at dykke ned i vores indhold, kan du derfor scanne QR-koderne på denne side.

Vi ønsker, at enhver uanset tro og baggrund kan finde en kilde til fordybelse og nærvær hos os. Vi er ikke en klub for de særligt indviede, men vi går nysgerrigt til værks for at åbne nye horisonter og søge sandhed sammen. Gennem Ånd Ind inviterer vi dig på en erfaringsrejse ind i det åndelige.

HVAD VI ARBEJDER MED

Som en del af Areopagos’ udgivelser har vi i mange år udgivet magasinet Tørst – i de seneste år i et samarbejde med Areopagos i Norge.

Tørst er et journalistisk magasin, hvori vi udgiver dybdegående artikler om tilværelsens store spørgsmål. Vi identificerer nogle af de åndelige og eksistentielle temaer, der er oppe i tiden – og med Tørst stiller vi spørgsmål, undersøger og graver os ned i emner, som bevæger menneskets inderste liv og længsler.

Det er helt essentielt for os at skrive om det, vores samfund og medmennesker er optaget af, herunder også kunst og kultur. Derfor holder vi os ajour med forskning og diskurser i samfundet, som er af mere eksistentiel karakter. Det kunne være ny forskning, der klarlægger danskernes åndelige behov. Eller det kan være, at vi støder på undersøgelser og diskussioner, der viser, hvor essentielt venskaber og dybe relationer er.

At leve et holistisk menneskeliv betyder også at søge en sammenhæng i verden, hvor det jordiske liv mødes med det åndelige liv. Her er Tørst med til at tolke det, vi oplever i vores hverdag, og forbinde det med den åndelige dimension.

Tørst er gratis, og ved at bruge QR-koden på denne side kan du få det tilsendt uden omkostning, hvis du følger linket for at modtage Areopagos’ nyhedsbrev – eller hvis du er medlem af Areopagos. Artiklerne publiceres også digitalt på vores hjemmeside.

MODTAG NYHEDSBREVET
ÅND IND

DET NYSGERRIGE OG ÅBNE MØDE

Igennem mere end 100 år har vi i Areopagos været optaget af at bygge videre på det grundlag, som Karl Ludwig Reichelt, Areopagos’ stifter, lagde for arbejdet med dialog og trospraksis i den Nordiske Kristne Buddhist Mission, som Areopagos oprindelig hed.

Vi arbejder med en tilgang til mødet med andre religioner, som er gæstfri, ikke-polemisk og lærende. Vi er optaget af, hvordan religionsmødet kan få en understrøm af nysgerrighed og åbenhed, hvor vi skaber mødesteder for ægte dialog.

Det spirituelle eller det åndelige har på en ny måde fundet vej til de danske hjerter over de sidste år, og her betyder det noget, at vi i vores samfund skaber rum til at drøfte åndelige erfaringer og praksisser med hinanden.

ARVEN FRA REICHELT

Notto R. Thelle i

“Karl Ludvig Reichelt” , s. 554

“Noget af det mest særprægede ved Reichelts arbejde blev aldrig formuleret som en strategi eller en arbejdsmetode, men viste sig først og fremmest som en praksis i mødet med andre: Venskab, venlighed og ægte nysgerrighed i forhold til ”den anden”. Det kom til udtryk i de betegnelser, Missionen (altså Buddhistmissionen) brugte, som Daovennernes eller Logos-vennernes selskab, Broderhjem og Broderskab. Tanken var, at ethvert søgende menneske er en ven og bror og søster. Han var sig bevidst, at man kunne være åndsbeslægtede uden at mene det samme.“

VENSKAB, VENLIGHED OG ÆGTE NYSGERRIGHED I FORHOLD TIL ”DEN ANDEN”

POLARISERING ELLER VENSKAB?

Vi lever i en verden, der er præget af voldsom polarisering både mellem enkeltmennesker og mellem etniske, religiøse og politiske grupper. Der opleves også en ødelæggende splittelse mellem mennesket og naturen og i det enkelte menneske mellem følelse og forstand, mellem legeme, sjæl og ånd. Menneskets krop, sjæl og ånd er uløseligt bundet sammen også med naturen og den verden, vi lever i, det hele er skabt af Gud. Derfor er Reichelts anliggende særligt aktuelt i vor tid, idet i mødet med den østlige kultur, v ar hans erfaring, at ånd, sjæl og legeme hænger uløseligt sammen.

“Guds

kall til oss i Buddhistmisjonen”

Foredrag av Karl Ludvig Reichelt ved den konstituerende generalforsamling i Oslo 11.- 13. maj 1926

For os i Buddhistmissionen bliver det derfor sådan at vi takker og glæder os over hver en lille lysstråle, hvor vi end finder den. Hver stråle bliver en hilsen fra Ham, vores konge og mester. Vi vil erkende dette syn og denne glæde med indre frimodighed for Gud og mennesker og lade det blive klart for alle, at vi ønsker “alle steder” - at bygge videre på det grundlag, som Kristus selv har lagt. For - det som er sandt og godt - omend skrøbeligt og ensidigt - i sin ydre åbenbaringsformdet vil få en fuldendelse i Ham - et nyt, vidunderligt lys falder herved ind over de forskellige folk og kulturer, religioner og livserfaringer i verden.

ARVEN FRA REICHELT

“Guds kall til oss i Buddhistmisjonen, Foredrag av

Karl Ludvig Reichelt ved den konstituerende generalforsamling i

Oslo 11.- 13. maj 1926

Vi erkender at der blandt disse religiøse mennesker (læs buddhister, red. ) findes meget værdifuldt religiøst materiale, lyspunkter og tilknytningspunkter frembragt ved Guds Ånds stille og skjulte virksomhed.

Dette materiale findes i deres hellige skrifter, som i deres ritualer og tankemønstre.

Ved organisationens første møde i 1922 stod det klart, at grundlaget for Reichelts missions-forståelse blandt andet kunne findes i det nysgerrige og åbne møde. Det nye vidunderlige lys – er således for Reichelt et ståsted, hvor mødet med andre folk og kulturer, religioner og livserfaringer fremstår som det vigtigste parameter for dialog og fællesskab. Her bliver sandheden søgt på tværs af kulturer og religioner, og i dialog med ”den fremmede”. Denne dialogiske tilgang kommer i Reichelts samtid til at stå for den moderne tilgang, at evangeliets kærlighedsforståelse kommer til udfoldelse gennem et genuint venskab med andre. Kristen mission bliver således for Reichelt det at knytte stærke bånd med andre. Her bliver nøglen, at man sammen søger sandheden, ikke på den måde, at hver enkelt forlader sin egen religion og kultur, men på en måde, så der opstår et møde om et fælles tredje – at erfaringen af kærlighed, sandhed, skønhed og nåde også kan findes i et fælles sprog.

AT VANDRE SAMMEN MOD LYSPUNKTERNE

I nutidens kontekst skaber den tilgang til dialog og praksis grundlag for at ”vandre sammen” i en fælles åndelig søgen. Her må vi alle betegnes som søgende, som pilgrimme på vej. Og – det er på den rejse, at Reichelt byder os at gå sammen på samme vej, selvom vi måske kommer med forskellige former for tro. Ikke i den forstand, at vi skal forlade vores eget hjerte og praksis, men i den forstand, at vi skal udforske vejen frem sammen på en ikke-polemisk og venskabssøgende måde.

Det, som Reichelt her kalder lyspunkter og tilknytningspunkter – et materiale, som findes i deres hellige skrifter og i deres ritualer og tankemønstre, bliver i den østlige spiritualitet til en søgen efter stilhed, langsomhed, skønhed og opmærksomhed. Disse praksisser, som han i Østen oplever udlevet blandt andet gennem meditation og gennem kunst og nærvær, disse praksisser ønsker Reichelt, at vi skal lære af og dykke ned i, så de netop også bliver vores praksisser – så vi ser værdien af det, disse praksisser kan give os i vores daglige liv. Her har Areopagos i Norden været optaget af at introducere praksisser, der bygger på netop søgen efter stilhed, langsomhed og skønhed, for bare at nævne nogle.

ARVEN FRA REICHELT

EN FÆLLES SAG

Når Reichelt bliver så optaget af at sætte rammen for ”missionsforståelsen” og mødet med det fremmede som en venskabsramme, er det netop, fordi Gud også kalder på, at vi finder ind i en fælles ”sag”, hvor vi finder hinanden i nåden og søger fred i verden sammen. At det, som ingen af os kan selv, det kan vi sammen.

Med tanke på åndelige mødepladser i vores del af verden er det fristende, at hvert menneske ”bare bliver i sit eget univers” omkring sin tro. For det er nemmest ikke at vedgå sig den tvivl, vi bærer i vores hjerter. I Areopagos vil vi gerne også give plads til tvivlen og oplevelsen af, at vi alle kommer ligeligt med hver vores indgang til det fællesskab, som også i vores tid er under angreb. Derfor er vi lige så optaget af hjertets poesi, som vi er af hjernens faglighed. Poesien har altid haft plads i vores rødder, og Østen har lært os at hjertet spiller en vigtig rolle i praksisdelen. For hvad hjertet er fuldt af, ja, det finder liv i verden.

Når man indser, at noget er skønt, vil en naturlig reaktion være at passe på det. Når vi forstår, at vores medmennesker er skabt af Gud og har billedet af Gud i sig, vil det påvirke vores relation til dem. Når vi åbner os for naturens skønhed, vil det på samme måde anspore os til at tage ansvar. Skønheden leder til godhed.

Både historisk og aktuelt har Areopagos gerne talt om skønhed. Udgangspunktet er en begejstring over, at Gud har skabt et enestående univers og har givet os mennesker en særlig plads i verden. Vi har et særligt ansvar og en forpligtigelse som forvaltere over jorden og vores medskabninger; et ansvar, som det kun vil lykkes os at påtage os, hvis vi erkender skønheden i verden. Skønheden kan også komme til udtryk i kunsten og kulturen og åbner os for foreningen af hjernens faglighed og hjertets poesi.

I Areopagos’ tilfælde var det særlig mødet mellem Øst og Vest, der åbnede op for en forståelse af skønheden i den kinesiske kultur.

Skønheden og godheden udspringer af sandheden. Jesus omtalte sig selv som sandheden (Johannesevangeliet 14:6). Sandheden er ikke først og fremmest et abstrakt, teoretisk system eller en række dogmatiske læresætninger. Sandheden er først og fremmest en person, Jesus Kristus, og fra ham udspringer al sandhed, godhed og skønhed.

ARVEN FRA REICHELT
SANDHED
SKØNHED GODHED

AKTUEL RUMMELIG

Som de 100 år er gået, siden Reichelt først rejste østover, står det klart, at Reichelts missionssyn har været og stadig er vældigt aktuelt. Det er aktuelt i den forstand, at Reichelts tanker også repræsenterer et opgør med den ”klassiske” forståelse af ordet mission, og at han præsenterer en langt mere rummelig forståelse af, hvordan forskellige åndelige bevægelser kan mødes om noget af det, vi har til fælles. Reichelts arbejde har vist os, at man netop ikke behøver at sætte sit eget over styr for at finde den anden, og at vi med særlig fordel kan lære af hinanden.

FORSTÅELSE

DAGLIGE MEDITATIONER, REFLEKSIONER OG INSPIRATION

VI ER AREOPAGOS

OG DU KAN FINDE MEGET

MERE OM OS OG VORES

ARBEJDE PÅ HJEMMESIDEN

BLIV MEDLEM

Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.