Tørst 2024: Venskab

EFTERÅR 2024 AREOPAGOS

DERFOR ER DET VIGTIGT AT TALE OM VENSKABER NETOP NU

VENSKABETS FORPLIGTELSE I SVÆRE TIDER

LÆNGSLEN EFTER EN SJÆLEVEN

TEMA

AREOPAGOS vil bidrage til, at flere mennesker erfarer fred, mening og sammenhæng i tilværelsen.

Har du nogensinde længtes efter noget uden helt at vide hvad? Vi tror, at alle mennesker bærer på fælles længsler, der forener os på tværs af kulturer, tro og livssyn. Vi arbejder med disse længsler og inviterer til at søge sammen efter mening, sammenhæng og fred i en verden præget af rastløshed, polarisering og uro. Men også en verden, der er smuk og fuld af håb.

Vores bidrag er at skabe mødepladser og dele kompetencer – både fysisk og digitalt – som bidrager til mere dialog og åndelig praksis i verden. Vi giver sprog til åndelige erfaringer og længsler. Vi faciliterer arrangementer og mødesteder med plads til at søge og erfare det guddommelige. Vi udgiver artikler, bøger, videoer og podcasts om eksistens, mening og spiritualitet.

For os er mødet mellem øst og vest definerende for vores tilgang. Ud fra en dyb refleksion og med mere end 100 års erfaringer eksperimenterer vi med nye praksisser og tilgange til tro og spiritualitet. Vi ønsker at forene det, der ofte adskilles: krop, sjæl og ånd; fordybelse og handling; videnskab og tro; himmel og jord.

For os er dialog og mødet på tværs af tro og kultur centralt. Målet er ikke at forandre den anden, men at forandring kan finde sted. For det er netop, når vi lader os berøre af den andens tro, liv og erfaring, at vi frimodigt kan dele ud af vores eget. Sådan bryder vi barrierer og skaber forståelse og respekt mellem mennesker med forskellig tro og praksis.

Vi tror, at Gud altid er større. Derfor er vi – med udgangspunkt i et kristent ståsted – altid søgende, eksperimenterende og på vej i vished om, at vi kan finde spor af det guddommelige overalt, og at vi altid kan udvide vores horisont.

Vi er Areopagos, og du er velkommen på rejsen. Lad os sammen søge skønhed, sandhed og godhed.

I de seneste 25 år har vores evne til at bygge nære relationer været under en ny form for pres. Vi er sammen gået ind i en digital virkelighed, som kræver særlig navigation og opmærksomhed på det mellemmenneskelige univers, og vi har sammen oplevet en pandemi, der har kostet noget på nærheds- og fællesskabskontoen.

Venskab og viljen til at komme hinanden i møde med ægte nysgerrighed og godhed er nogle af de vigtigste elementer til at skabe fred i både den nære verden, men også blandt alle folkeslag på jorden og mellem mennesker og naturen.

I Areopagos har vi brugt mere end 100 år på at udfolde den kraft, der findes i venskab og dialog. Vores grundlægger, Karl Ludvig Reichelt, lagde gennem sit møde med buddhisterne i øst grundstenen til at bygge bro, også med den verden, som er langt væk fra vores egen hverdag. For Reichelt blev venskab en central teologisk virkelighed, som danner rammen for den måde, vi er sammen i verden på.

Med dette nummer af Tørst du sidder med, vil vi i Areopagos’ Danmark i 24/25 sætte særligt fokus på emnet ”venskab”. Det betyder blandt andet, at det også vil være temaet for vores festival d. 20. – 22. juni 2025. Og det betyder, at vi løbende vil have spændende interviews og praksisarbejde, der åbner et kreativt og aktivt rum omkring temaet.

Så lad os starte et sted. Lad os arbejde med at bygge venskaber i verden, både nære venskaber, men også venskaber på tværs af kultur, religion og grænser.

BENTE MIKKELSEN PAHUS

LANDECHEF I AREOPAGOS

MARTIN

KRATH-ANDERSEN

REDAKTØR

PÅ TØRST

For en 30-årig fyr som jeg, der har byttet min jyske hjemstavn ud med at bo i hovedstaden, er mine venner blevet til min udvidet familie. Det er mennesker, jeg selv vælger at bruge mit liv sammen med.

Jeg tror, at venskaber betyder mere end nogensinde før. Eller hvert fald på en anden måde end tidligere. Vi kan på mange måder leve vores liv socialt isoleret og stadig overleve. Vi kan arbejde uden noget nævneværdigt socialt liv, handle ind alene, bo alene og være dybt begravet i vores telefoner alene med en følelse af, at vi er involveret i andre menneskers liv.

Men det tror jeg, er en illusion. Venskaber giver autentisk glæde, nærvær og kærlighed. Det indebærer dog også til tider en god portion irritation, selvopofrelse og forpligtelse. Det strækker os, udfordrer os og tilfredsstiller os. Venskaber er den rigdom, vi har i verden, for bundærligt: Hvem vil leve sit liv uden en ægte ven?

Vi er dog udfordrede på vores venskaber. Unge mennesker er dybt påvirkede af præstationssamfundet, også når det gælder venskaber. Man vil være sammen med de andre, der også får 12 i skolen, dem som er populære på Instagram, og som kan bidrage til, at vi kravler en smule op ad den sociale rangstige. Vi bliver udfordrede når vi, som jeg, går ind i 30’erne og ser vores venskaber fordufte til fordel for livets mange gøremål. Vi mænd er udfordrede, når vi bliver gift, får børn og ikke plejer vores venskaber.

I dette magasin udforsker vi nogle af disse udfordringer. Vi undersøger, hvad der udgør et godt venskab, hvordan vi kan pleje dem, og hvorfor de er dødsens nødvendige for os mennesker.

Velkommen til et dyk ned i venskabets verden. Vi er glade for, at du er her.

TEMA

Derfor er venskaber særligt betydningsfulde i vores tid

SIDE 6

TEMA

Venskab ifølge Aristoteles

SIDE 11

VOXPOP

Hvad betyder venskaber for dig?

SIDE 12

KUNST

En ven af naturen

SIDE 14

ARTIKEL

Han fik Peter Øvig tvangsindlagt på den lukkede afdeling: ”Som ven var jeg forpligtet på at gøre noget, jeg syntes var modbydeligt”

SIDE 16

TEMA

Modernitetens påvirkning af vores sociale relationer

SIDE 21

KLUMME

Så længe der har været mennesker, har der været venner

SIDE 22

ARTIKEL

For singlekvinderne Claudia og Danica er venskabet altafgørende for det gode liv

SIDE 24

REFLEKTIONER

Længslen efter en sjæleven

SIDE 30

INTERVIEW

Parterapeut: ”Venskab er afgørende i parforholdet, men vi kan ikke være en landsby for hinanden. Ingen kan være alt for et andet menneske”

SIDE 34

DIGT

En venskabsvensignelse

SIDE 38

ARTIKEL

Derfor skal mænd for alt i verden huske at pleje deres venskaber

SIDE 40

ARTIKEL

Kunsten at skabe langvarige og dybe venskaber i en travl hverdag

SIDE 44

OKTOBER 2024

ANSVARLIG CHEFREDAKTØR

Bente Mikkelsen Pahus

REDAKTØR

Martin Krath-Andersen

I REDAKTIONEN

Camilla Engrob

Christoffer Krøgh Engholm

Bent Bjerring Nielsen

DESIGN

Camilla Engrob

TRYK

PR Offset København

UDGIVET AF

Areopagos Danmark

Peter Bangs Vej 5B

2000 Frederiksberg

Tlf: 23 60 23 50

HAR DU RIS ELLER ROS?

Vi hører gerne fra dig på mka@areopagos.dk

FOTO

Camilla Engrob

Martin Krath-Andersen

Oliver Ørskov

FORSIDE

Camilla Engrob

Ærlighed og troværdighed:

Derfor er venskaber

særligt betydningsfulde i vores tid

AF MARTIN KRATH-ANDERSEN

Venskaber er særligt betydningsfulde i vores tid af flere grunde, der er tæt forbundet med de unikke udfordringer og muligheder, som det moderne samfund præsenterer. Men hvad er nøglen til et godt venskab i dag?

Lad mig komme med et bud på en livscyklus, der repræsenterer venskabet i dets forskellige faser.

Mødet med venskabet starter for første gang i sandkassen. Vi låner hinandens skovl, slår hinanden i hovedet med en håndfuld sand og spørger impulsivt, om den anden vil lege eller være venner. I starten af vores liv lever vi i et umiddelbart stadie, hvor det for mange er nemt at få nye venner og legekammerater.

Vi bliver ældre. Og nu ses vi med vores venner i skolegården. Vi begynder til spejder, vi sjipper og laver lektier sammen. Vi begynder til fester og bliver interesseret i det modsatte køn. Nogle får bøjle på, andre drikker Breezere, og ungdomslivet står for døren.

forskellige retninger i livet ved at vælge forskellige uddannelser, og nogle flytter til udlandet for en tid.

Vi begynder at forelske os og danner par. Nogle mødes til parmiddage sammen, og vores kærester begynder at lære hinanden at kende. Polterabender pibler frem her og der. Og vi begynder at afholde bryllupper for hinanden. Nogle bliver best-men, andre bliver brudepiger.

Dybe og nære relationer er en afgørende faktor i denne livscyklus for menneskets trivsel.

Herefter søger folk typisk mod de større byer. Det kan være, de begynder at studere, og mange flytter sammen som bofæller. Langsomt tager vi

Så kommer invitationerne til babyshower, og de første spæde skridt bliver taget for en ny generation.

For mange par kommer skilsmissen på et tidspunkt. Det er den nye æra, hvor ens skilte ven låner en sofa, fordi vedkommende ikke har noget andet sted at være, og her opsøger mange deres venner på ny.

Nogle genopdager ungdomslivet, tager på byture og singleferier sammen. Mange deltager i hinandens børnefødselsdage og har flere penge

nu, end de havde, da de var unge – så de kan tage ud og spise med hinanden eller drikke en dyr drink sammen.

Børnene begynder at have legeaftaler, og vi inviterer hinanden over til mad. Efter flere år begynder vi i en seniorklub, hvor vi spiller bridge, strikker huer til børnebørnene og på et tidspunkt bliver nogle af os enker og enkemænd. Vi går til hinandens begravelser og tænker tilbage på de gode minder, livet gav os med hinanden.

VENSKABETS AFGØRENDE ROLLE I DET MODERNE SAMFUND

Denne beskrivelse er naturligvis en forsimpling af livets og de tilhørende venskabers cyklus. Cyklussen ser også meget forskellig ud alt efter, hvor man bor i landet, hvordan man har valgt at uddanne sig og så videre.

Ikke desto mindre er det et bud på, hvordan mange menneskers livsbane i højere eller mindre grad kommer til at udspille sig i vores komplekse og moderne samfund.

Selvom sociale medier kan forbinde os med mange mennesker, kan de også fremme en overfladisk form for socialt samvær og endda føre til følelser af ensomhed og utilstrækkelighed. Ægte venskaber giver en modvægt til dette ved at tilbyde autentiske, dybe forbindelser.

MENTAL SUNDHED OG VELVÆRE : Der er stigende opmærksomhed på mental sundhed i vores tid, og forskning viser, at stærke sociale relationer, herunder venskaber, er afgørende for at bevare god mental sundhed. Venner kan tilbyde støtte, lytte, og give råd i svære tider.

Den nationale sundhedsprofil, der er udviklet i samarbejde med Sundhedsstyrelsen og Statens Institut for Folkesundhed, konkluderer i en rapport fra 2021, at gode, sunde, tætte og nære relationer blandt andet gør mennesker mindre syge, og at man bliver hurtigere rask, når man er syg.

Forskning viser, at stærke sociale relationer, herunder venskaber, er afgørende for at bevare god mental sundhed.

Dybe og nære relationer er en afgørende faktor i denne livscyklus for menneskets trivsel. Til tider udvikler livet sig på en sådan måde, at mennesker er dybt afhængige af deres relationer. Det er primært ved skilsmisser, dødsfald, familiekonflikter, livskriser eller lignende.

Og vi er afhængige af nære venskaber på en anden måde, end vi tidligere har været.

Her er nogle nøgleårsager til, hvorfor venskaber er så betydningsfulde for os i dag:

TEKNOLOGISK UDVIKLING OG DIGITALISE -

RING: Selvom teknologien gør det nemmere at holde kontakten med mennesker over store afstande, kan den også føre til overfladiske forhold og isolation. Ægte venskaber giver en dybere, mere meningsfuld forbindelse, som mange føler mangler i deres digitale interaktioner.

Derudover giver venskaber et sundere blodtryk og mindsker depression og angst. Man har mindre risiko for at udvikle diabetes og hjertekarsygdomme. Man lever længere, da ens immunforsvar er bedre, fordi der bliver udskilt gavnlige hormoner såsom dopamin og endorfiner. Når vi oplever os forbundet til andre gennem et kram, et smil, et grin eller lignende, udskiller hjernen disse lykkehormoner, som er gavnlige for vores overordnede trivsel som mennesker.

Moderne livsstil er ofte præget af travlhed, stress og høje krav både i arbejdslivet og privatlivet. Venskaber tilbyder et tilflugtssted, hvor man kan slappe af, være sig selv og finde støtte og forståelse uden at skulle præstere.

GLOBALISERING OG MOBILITET: Med øget globalisering og mobilitet flytter mange mennesker væk fra deres hjemsteder på grund af arbejde eller studier. Venskaber kan skabe en følelse af hjem og stabilitet i nye omgivelser og hjælpe

med at opbygge nye netværk og fællesskaber.

Livet i dag indebærer mange ændringer og udfordringer, såsom karriereskift, flytninger, familieforhold og så videre. Venskaber tilbyder kontinuitet og støtte gennem disse forandringer – hvilket kan siges at være uvurderligt.

KULTUREL OG SOCIAL INTEGRATION: I multikulturelle og diversificerede samfund som Danmark, kan venskaber på tværs af kulturelle og sociale skel bidrage til øget forståelse, tolerance og samhørighed.

Specifikt i Danmark er begrebet ”hygge” centralt for social interaktion. Hygge handler om komfort, nærhed og nydelse i selskab med andre, og venskaber spiller en central rolle i at skabe disse hyggelige øjeblikke.

Disse faktorer gør venskaber til en essentiel del af det moderne liv, idet de hjælper med at modvirke mange af de negative aspekter ved det moderne samfund og fremme personlig og social trivsel.

DET VIGTIGSTE FOR OS I ET VENSKAB

Når det er cementeret, at venskaber er essentielle for et liv i trivsel, er det på tide at kigge på, hvad nøglen til et godt venskab er.

Først og fremmest viser forskning, at ærlighed og troværdighed er to nøgleord, når det kommer til venskaber.

Det konkluderede en række psykologforskere fra California University, der stod bag et forskningsprojekt om, hvordan man bygger det perfekte venskab. Ærlighed og troværdighed er uundværlige egenskaber i en venskabelig relation. Ud af 449 deltagere fandt de, at ord som ærlighed, troværdighed, pålidelighed og loyalitet gik igen, for at et venskab kan bestå.

Og her kommer det ikke an på, hvilket køn du er. Jessica Ayers, der er en af forskerne bag projektet, udtalte til PsyPost:

”En af de største overraskelser ved studiet var manglen på kønsforskelle. Det er muligt, at vi ikke observerede nogen kønsforskelle, fordi vi spurgte deltagerne om deres præferencer for positive egenskaber ved potentielle venner. Eftersom alle kan drage fordel af de positive egenskaber, vi præsenterede for dem, giver det mening, at vi ikke så nogen kønsforskelle”.

Om du er mand eller kvinde er der altså ikke nogen overordnet forskel på, hvilke egenskaber din relation finder vigtigt hos dig. Men selvom ærlighed og troværdighed er til stede i dit venskab, er der andre faktorer, der spiller en rolle for, om dit venskab kan bevares og udvikle sig.

VENSKABSSØJLER

Den internationale venskabsforsker Robin Dunbar har udviklet syv søjler, der skal til, for at venskab opstår og bevares. De er:

FÆLLES SPROG ELLER DIALEKT.

SAMME HJEMEGN.

ENS UDDANNELSESMÆSSIGE BAGGRUND.

FÆLLES INTERESSER.

FÆLLES HUMOR.

FÆLLES MUSIKSMAG.

F

ÆLLES LIVSSYN FRA RELIGIØS OVERBEVISNING TIL POLITISK ORIENTERING.

Det er naturligvis ikke nødvendigt, at samtlige syv søjler skal være til stede, for at et venskab kan opstå eller bevares. Men jo flere jo bedre. Forskeren, der står bag de syv søjler, uddyber i en artikel til Kristeligt Dagblad:

”Jo flere af de syv forhold, man deler i en relation, jo større er sandsynligheden for, at venskabet opstår og bevares,” siger Robin Dunbar og fortsætter:

”Et venskab er kendetegnet ved tryghed og en følelse af hjemlighed, og de syv forhold udtrykker, hvad der skal til, for at de følelser kan opstå.”

Venskab ifølge Aristoteles

Ifølge den græske filosof Aristoteles findes der tre typer venskaber, som hver især er baseret på forskellige grunde til, hvorfor mennesker knytter bånd til hinanden. Disse typer er:

NYTTEVENSKABER (VENNER BASERET PÅ NYTTE):

Denne type venskab er baseret på, at begge parter får noget praktisk eller nyttigt ud af forholdet. For eksempel kan det være en forretningsforbindelse, hvor begge parter drager fordel af samarbejdet.

Disse venskaber har tendens til at være kortvarige, da de kun varer så længe, der er en gensidig nytte.

LYSTVENSKABER (VENNER BASERET PÅ FORNØJELSE):

Denne type venskab opstår, når begge parter nyder hinandens selskab og har det sjovt sammen. Det kan være fælles interesser eller aktiviteter, der binder dem sammen.

Disse venskaber kan også være midlertidige, især hvis interesserne eller aktiviteterne ændrer sig over tid.

DET GODE VENSKAB (VENNER BASERET PÅ DET GODE/DYDEN):

Dette er den højeste form for venskab ifølge Aristoteles. Det er baseret på en gensidig anerkendelse og beundring af hinandens gode karaktertræk og dyder.

Sådanne venskaber er dybe og langvarige, da de bygger på en ægte respekt og kærlighed for den anden persons moralske karakter og person.

I et sådant venskab ønsker man det bedste for den anden person for deres egen skyld, ikke på grund af egen nytte eller fornøjelse.

Aristoteles mente, at mens de to første typer af venskaber er mere overfladiske og kan ændre sig over tid, så er det gode venskab stabilt og varigt, da det er baseret på dyder, som er mere konstante og vedvarende egenskaber hos mennesker.

Hvad betyder venskab for dig?

AF CHRISTOFFER KRØGH ENGHOLM

CHRISTINA KREUTZMANN ØSTERBY, 29 ÅR

SEXOLOG OG FOLKESKOLELÆRER (GIFT)

Hvad er en god ven i dine øjne?

Det er en, jeg kan være 100% mig selv med. En, jeg kan være uenig med og samtidig respektere og blive respekteret af den anden vej. En, jeg kan være meget ærlig med om mine følelser, processer og synspunkter. Og så er det vigtigt, at vi kan have det sjovt sammen.

Hvordan forsøger du at være en god ven?

Ved jævnligt at holde kontakt og sørge for at have en fornemmelse af, hvor mine venner er i livet – særligt følelsesmæssigt. Ved at lade dem vide, at jeg altid kun er et opkald væk og altid lige kan finde 5 minutter til dem, hvis de har brug for at læsse af. Ved at respektere dem, ikke at dømme dem og ved at være med på alle rejser og processer, de går igennem i livet.

Hvilken betydning har venskaber i dit liv?

Samme betydning, som jeg tillægger familie. Det er afgørende for mig at ses med mine veninder i løbet af en hverdag. Hvis der går for meget studie eller arbejde i den, kan jeg mærke, at min livsglæde bliver helt low. Nogle gange er de en vigtigere prioriteret end min ægtefælle.

Hvad gør du for at opretholde og udvikle dine venskaber?

Jeg prøver at være nysgerrig på dem. Det indebærer at være åbensindet og kærlig, når det kommer til, hvad de er optaget af.

Nogle gange er det smertefuldt, når man går i forskellige retninger værdimæssigt i løbet af livet. Men det er vigtigt at anerkende og respektere mine venners proces, selvom den ikke ligner min egen eller er svær at forstå.

Det er også en mulighed for at forstå og kende dem på et dybere plan.

NICOLAI BERINGER, 28 ÅR, KOMMUNIKATIONSRÅDGIVER (KÆRESTE OG FAR)

Hvad er en god ven i dine øjne?

En, som jeg ikke behøver at se hver dag, men hvor det alligevel føles som om, at vi så hinanden i går, når vi ser hinanden.

En, hvor vi kan snakke om alt mellem himmel og jord – det behøver ikke altid at være dybe snakke altid, men man skal kunne mærke, at der altid er mulighed for at gå dybt efter behov.

En, der har min ryg og er der for mig, hvis jeg fx har hjertesorg, eller der er noget svært i mit liv.

Hvordan forsøger du selv at være en god ven?

Jeg prøver at være der for mine venner, når jeg mærker, der er brug for at få snakket. Jeg forsøger at spørge ind, når det er svært. Jeg stempler ind med mine gode venner nogenlunde jævnligt. Men jeg tror samtidig, at mine venner har forståelse for, at vi lever hver vores liv, og at der til tider kan være travlt. Nu blev jeg selv far for lidt siden, så hvis vi ikke lige får stemplet ind, skal venskabet kunne holde til det alligevel.

Jeg synes, at en god ven skal give plads. Plads til, at der er andet i livet end venskabet.

Hvilken betydning har venskaber for dig i dit liv?

Virkelig stor betydning. Venskaber er noget af det mest konstante og dyrebare i mit liv. Venner er dem, der er der for en, hvis det hele brænder på. Man er ikke meget i livet uden sande venner. Venner er med til at gøre dig til den, du er.

ANNE-METTE FREDERIKSEN, 32 ÅR, LÆGE I PSYKIATRIEN (SINGLE)

Hvad er en god ven i dine øjne?

En, som kender mig, og som jeg er fortrolig med. En, jeg godt kan lide at være sammen med. En, jeg kan være ærlig med uden at frygte at blive fordømt.

De venskaber, der betyder mest, er dem, der har varet ved over tid. Vi har ingen hemmeligheder. Vi har set det hele og vil stadig være venner med hinanden. De venner, der følger med i ens liv. Livsvidner, som oprigtigt interesserer sig og ved, hvordan jeg har det.

Hvordan forsøger du selv at være en god ven?

Jeg forsøger at huske på mine venner. At spørge ind og bruge tid. At huske at skrive, ringe og spørge, hvordan det går. At vise interesse for det, der betyder noget for dem – selv hvis jeg ikke lige synes, det er spændende. At det, der er vigtigt i mine venners liv, også er vigtigt for mig.

Hvilken betydning har venskaber i dit liv?

Meget stor. Jeg har altid haft mange bekendtskaber, men ikke så mange dybe venskaber. Men dem, jeg har, er jeg så taknemmelig for. Mine venner er som familie for mig. Særligt fordi, jeg ikke har stiftet min egen familie endnu.

Hvad gør du for at opretholde og udvikle dine venskaber?

Jeg prøver at være ærlig og at blive ved med at involvere mig i deres liv, selvom vores livsfaser forandrer sig. At tydeliggøre, at vi stadig kan være venner, selvom nogle er gift og har børn og andre er single. Helt lavpraktisk prøver jeg fx at hjælpe mine venner, som har småbørnsfamilie ved at komme med mad eller lignende, så jeg letter deres praktiske byrde i hverdagen.

Ven af naturen

AF BENTE MIKKELSEN PAHUS

I

juni måned i år besøgte vi Lene Abildgaard Knudsen.

Lene er en ven af naturen, og hun viser os sit venskab ved at dele naturens liv og skønhed med os. Når Lene går ud gennem hendes hoveddør er det ofte med tanke på at samle ind i jakkens lommer. De er ret store de lommer. Hun laver små samlinger, små studier i den liv og død der udspiller sig i naturen lige udenfor hendes hoveddøren. Hendes samlinger viser hun os blandt andet gennem sirlige indsamlede tulipanblade i alle bladets livsfaser via hendes insta-konto og via indrammede udstillinger heraf. På den måde inviterer hun os ind i et rum der fejre og studerer naturen, og det har vores hjerter brug

for, hvis vi også skal finde den nærhed til det der er omkring os. Her i reportagen viser vi dig, via billeder, hvordan Lenes øjne ser den natur, der er så livsvigtig for os.

Hvis vi skal klarer den helt nødvendige omstilling naturen trænger til, er det væsentligt at vi finder venskab med naturen, at vi værner om den, og tager os tid til den, og det er den kærlighed Lene vil dele med os. Følg med i Lenes venskab med naturen på hendes Instagram profil.

At være samler er også en praksis – der tager varer på livet med naturen.

VÆVER & BILLEDKUNSTER.

Siden Lene blev uddannet har hun arbejdet på sit værksted med bestillingsopgaver, udsmykningsopgaver og egne værker.

Lenes arbejde og værker kan ses rundt om i landets kirke som messehagler, stolaer og antependium, samt på forskellige udstillinger.

Billederne brugt i denne artikel er alle Lenes.

Du kan finde lene her: leneabildgaardknudsen.dk

Instagram: lene_abildgaard_knudsen

Han fik Peter Øvig tvangsindlagt på den lukkede afdeling:

”Som ven var jeg forpligtet på at gøre noget, jeg syntes var modbydeligt”

”Hej Niels, det er mig,” siger jeg og vinker til Niels, idet han træder ind ad døren på den café, vi har aftalt at mødes på i Indre By i København. Jeg har læst hans efterskrift i Peter Øvigs bog, ”Min mor var besat – da jeg mødte depressionens dæmon”. Et efterskrift om venskab, om forpligtelse og selvopofrelse. Om tålmodighed og udholdenhed. Og om at tvinge en beslutning igennem, man som ven aldrig hverken havde drømt om eller nogensinde ønsket at skulle gøre. Dampen står op af vores to sorte kopper kaffe. Bogen ligger ved siden af os. Niels kigger ud ad vinduet og henter sine tanker dybt nede fra en brønd, der ligger i hans indre.

BESÆTTELSEN

”Peter og jeg blev venner, da vi var 11 år”, fortæller Niels Mosumgaard indledningsvist. Han er musiker og komponist og har været politisk aktiv i musikbranchen i mange år.

”Når man har en relation, som Peter og jeg har, er det noget, man konstant vælger til.”

”Peter stod i spidsen for et skoleblad i folkeskolen, som det skulle vise sig, at jeg kom med i. Det var starten på vores livslange venskab, og vi har i dag været venner i over 50 år.”

Ifølge Niels Mosumgaard har Peter Øvig ofte haft nedture i forbindelse med sit forfatterskab. ”Nogle huller”, de begge kunne falde ned i. Men en sommer i 2017 blev Peter mere trist, end han plejede, og det blev værre og værre på trods af, at han opsøgte hjælp.

Da forfatteren Peter Øvig fik en voldsom depression, nægtede han at blive indlagt. Men hans bedste ven, Niels Mosumgaard, måtte tvinge en indlæggelse igennem. ”Venskabet er en forpligtelse på den anden”, fortæller Niels Mosumgaard i dag

”Da det blev efterår, gik vi en tur i dyrehaven. Han fortalte mig, at han var angst og gerne ville passe sig selv. Vi havde en aftale i vores venskab om, at ville der ske noget med os eller med vores familier, så ville vi være der for hinanden,” fortæller Niels Mosumgaard og fortsætter:

”Da vi nærmede os hans hjem, mærkede jeg, at jeg måtte tage over. Vi talte med hans kæreste, og vi lavede et skema, hvor vi kunne sørge for, at han ikke var alene. Han skulle enten være sammen med mig, sin kæreste eller andre af vores venner.”

Men de fandt hurtigt ud af, at Peter Øvig begyndte at snyde dem. Han aflyste sine aftaler

med den begrundelse, at han skulle være sammen med nogle af de venskaber.

Men det var løgn. For aftalerne fandt ikke sted i virkeligheden, og ved at lyve overfor sine venner og kæreste forsøgte Peter Øvig at være alene.

FORPLIGTELSEN

I MØRKET

”Hmmm,” siger jeg og ser op på Niels. Vi tager en lille pause i fortællingen om Peter Øvigs sygdomsforløb.

”Hvordan vil du beskrive dig selv som ven?”, spørger jeg ham.

Han kigger eftertænksomt ud ad vinduet.

”Stabil, loyal og vedholdende,” siger han og tænker videre.

Indtil nu fornemmer jeg, at en venskabsrelation ifølge Niels Mosumgaard indebærer at kunne bære sin vens smerte på sine skuldre.

Han fortsætter sin tankestrøm:

”Det er noget med, at man føler sig forpligtet i et venskab. Man er forpligtet.”

”Jeg tror på mine venner. Jeg har en del gode venner, som jeg har haft i mange år, hvor vi stoler på hinanden. Det er som et kærlighedsforhold, hvor man ikke kan erstatte vedkommende. Traumet med Peter handler om, at jeg følte, at han forsvandt. En relation, som ikke kan erstattes af noget som helst. Så jeg kæmpede også for at fastholde vores relation. Peter er jo min bror, min livsmakker,” siger han og fortsætter:

”En familiebror har man jo ikke valgt. Så man er forpligtet på en anden måde. Hos ens venskabsbror kan man altid blive forladt. Det er noget, man vælger til – og det tror jeg er meget vigtigt. Når man har en relation, som Peter og jeg har, er det noget, man konstant vælger til.”

”Som livsmakkere har vi delt fortroligheder med hinanden og tanker fra vores inderste liv. Det indebærer, hvordan man etablerer sig selv som menneske, og vi har haft indspark i hinan-

dens liv i alle dets facetter og perioder. Den slags relationer har jeg ikke til andre, selvom jeg har andre rigtig gode venskaber.”

”Jeg tror ikke, at det er noget med, at man føler sig forpligtet i et venskab. Man er forpligtet,” fortæller han. Jeg giver slip på mit blik og vender øjnene ud mod de mennesker, der sidder på cafeen. Mine tanker studser over, hvor mange af mine venner jeg egentlig ser mig forpligtet overfor.

Niels fortsætter samtalen og vender tilbage til forløbet med Peter Øvigs sygdomsforløb:

”Det var mig, hans kæreste og vores fællesven Jukke, der tog ansvaret og gik samme vej i situationen. Som venner skal man være der, og man ved først, hvad det vil sige at være der for den anden, når man er midt i en situation som denne.”

”En tidlig fredag morgen ringede hans kæreste til mig. Jeg var meget insisterende på, at han skulle indlægges. Vi fik ham ind på akutafdelingen på Rigshospitalet op ad formiddagen. Og det skete på trods af, at vi for mange år siden havde aftalt aldrig at ville indlægge hinanden.”

”Vi havde engang en fornemmelse af, at hvis man var omsorgsfuld nok, så kunne man hjælpe alle. Men da vi fik Peter indlagt, var han psykotisk. Vi kunne ikke drage omsorg for ham – vi kunne ikke hjælpe ham. Det var helt ekstremt hårdt at indse,” fortæller Niels Mosumgaard.

Men på den anden side af indlæggelsen ventede der sig en befrielse for Niels. For personalet, der tog imod Peter Øvig, var yderst kompetente, og der faldt en sten fra Niels’ hjerte. Han indså, at personalet var meget bedre i stand til at hjælpe ham, end Niels var.

”Han ville virkelig ikke ind til at starte med. Det var en helt forfærdelig formiddag. Jeg stod meget alene med synspunktet om, at han skulle indlægges, og han ville blive ved med at diskutere det. Men han blev noget mere medgørlig, da først vi kom ind på hospitalet, men hele den episode var ekstremt ubehagelig.”

Men selvom det var ”totalt grænseoverskridende” for Niels Mosumgaard at tvinge indlæg-

”Man kan ikke tvinge sig til loyalitet, omsorg eller kontinuitet, hvis ikke man dybt

nede respekterer hinanden.”

gelsen igennem, så han sig forpligtet til at tage en beslutning på sin bedste vens vegne.

”Jeg havde besluttet mig, men det var hårdt, at det var min standhaftighed, der fik ham gennem behandlingen, der kunne indebære elektrochok. Men jeg måtte ikke være i tvivl. For så ville diskussionerne fortsætte. Og ja, jeg følte mig skyldig, men der var ingen anden vej. Hvilket de også mente på Riget – vi skulle have været inde med ham for nogle måneder siden, sagde de. Han røg ind på Den Lukkede med det samme.”

Efter nogle måneder besøgte Niels Mosumgaard sin ven. Denne gang på Den Åbne. De begyndte at gå ture, og nu var Peter blevet mere sig selv, på trods af at han havde glemt mange ting ovenpå sine elektrochok.

”Jeg er ekstremt påvirket af det stadigvæk,” fortæller Niels Mosumgaard der erkender, at han har svært ved at tale om det, selvom han i dag sidder med en følelse af, at han gjorde det rigtige. Det, at tage så afgørende en beslutning på et andet menneskes vegne, sidder stadig i ham som noget, han må leve med, fortæller han.

NÅR VENSKAB BLIVER FAMILIE

Af forskellige årsager valgte både Niels Mosumgaard og Peter Øvig deres familier fra, da de boede i Aarhus. De søgte begge mod København og skulle hver især finde det sted, de hørte til.

”Vores relation blev broderagtig, idet vi valgte hinanden til. Vi var ikke knyttet sammen

Tre vigtige egenskaber I et venskab ifølge Niels Mosumgaard

RESPEKT

ANERKENDELSE

INTEGRITET

gennem arbejde, for jeg var musiker, og Peter var journalist. Vi blev snarere knyttet sammen af vores refleksioner om, hvad livet var for noget, og hvor det bar os henad. De værdier, vi har, er noget, vi er kommet frem til i fællesskab, hvilket har krævet, at vi ofte har været uenige med hinanden.

Nu hvor I begge er opvokset i familier, som på hver sin måde ikke har været ’en stor lykkelig familie’, har der så ligget et potentiale i at forpligte sig på hinanden og blive hinandens familie?

”Ja. Men det kræver omsorg – på den måde minder det om kærlighed, som jeg har sagt. Der ligger noget uden for rationalet, der i vores tilfælde binder os sammen. Det tror jeg handler om respekt – Peter og jeg har dyb respekt for hinanden.

”Både når det kommer til parforhold og den her type venskaber, er respekt helt afgørende.

”I sådanne type venskaber, som nærmest

bliver familiære, er det afgørende, at begge parter bevarer motivationen til venskabet og er udholdende.”

Man kan ikke tvinge sig til loyalitet, omsorg eller kontinuitet, hvis ikke man dybt nede respekterer hinanden. Og man er heldig, hvis man bliver ved med at respektere hinanden, men på samme tid tror jeg også, at der skal en stærk vilje til for at vælge hinanden til,” fortæller Niels Mosumgaard og fortsætter:

”I sådanne type venskaber, som nærmest bliver familiære, er det afgørende, at begge parter bevarer motivationen til venskabet og er udholdende. På samme måde som ægteskaber går i opløsning, når respekten og udholdenheden forsvinder, gør venskaber det også. Der skal være en strøm af noget uforklarligt; en indstilling fra begge parter om, at jeg virkelig vil den her relation.”

AT BLIVE EN GOD VEN

Så hvordan bliver man ifølge Niels Mosumgaard en god ven? For ham handler det om, at venner ser hinanden. ”En god ven ser en. Gode venner får en til at føle, at man bliver set,” siger han.

Men at se hinanden handler også om at kunne sætte sig selv til side og forstå, at man ikke er relationens omdrejningspunkt, mener han.

”Der er stor integritet i et venskab. Man ser hinanden, og man skal respektere hinanden som noget andet, der ikke er mig. En god ven er en, der anerkender, at man ikke er i symbiose. Man er i virkeligheden ensom. Men man får gaven af at have oplevelsen af at blive set, anerkendt og respekteret.”

”Derfor var det meget grænseoverskridende, da jeg måtte få Peter tvangsindlagt. For her måtte jeg overskride nogle grænser, jeg dybest set ikke havde lyst til, men som i situationen var nødvendige.”

Og, tilføjer Niels Mosumgaard, det er essentielt at lave noget meningsfuldt sammen. For ham og Peter indebar det at lave et skoleblad

sammen, tage på vandreture med hinanden på Samsø og cykle lange ture, hvor de endte på Roskilde Festival.

”Om man fisker, spiller fodbold eller lignende sammen, så tror jeg, at der skal være et rum for fælles aktivitet, hvor man får fælles minder.”

ÅNDELIGT FORBUNDETHED

Efter indlæggelsen er Peter Øvig kommet om på den anden side og er blevet rask. Peter har ifølge Niels Mosumgaard været smerteligt bevidst om, at han har været en belastning for sine relationer og har efterfølgende været god til at tage hånd om sig selv, når han var på vej tilbage i sit mørke.

”Han kunne godt være kommet tilbage og have været stjernevred på mig, fordi vi fik ham indlagt. Men det har han ikke været. Han har været respektfuld, forstående og tilgivende. Vi har fundet ny grund i vores venskab og kontinuiteten i vores venskab er bevaret.”

Jeg kigger på uret og fornemmer, at vores samtale er nået til vejs ende. Kaffen er drukket, og vi har for længst overskredet tiden. Men der er alligevel et spørgsmål, der trænger sig på fra min side.

Hvis jeg siger åndeligt forbundethed. Hvad siger du så?

”Peter og jeg er bestemt åndeligt forbundne. Vi har på mange måder det samme værdisæt i forhold til, hvad vi synes, man bør gøre og ikke bør gøre. Vi deler humor, og det var noget af det forfærdelige, vi mistede sammen, da Peter blev syg.”

”Vi har talt en del om åndelighed og kristendom sammen i løbet af årene. Jeg føler mig i kontakt med noget sprogløst, der følger mig. Noget, der er til i verden. Sådan tror jeg også, Peter har det. Men for mig er det hverken agnostisk, kristent eller ateistisk. Det er noget, som er. Men det er som om, at når sproget kommer, så bliver billedet forstyrret. Måske der i virkeligheden er noget åndeligt over venskaber, men det tør jeg ikke sige noget om,” afslutter Niels Mosumgaard.

Modernitetens påvirkning af vores sociale relationer

Anthony Giddens, en indflydelsesrig sociolog, har skrevet omfattende om sociale relationer og modernitetens påvirkning af disse. Her er nogle af hans hovedpointer om venskab i vores tid:

1. MODERNITET OG REFLEKSIVITET

Giddens argumenterer for, at moderniteten har medført en høj grad af refleksivitet, hvor individer konstant evaluerer og reevaluerer deres sociale relationer. Venskaber bliver dermed mere refleksive, hvor folk aktivt vælger og former deres sociale bånd fremfor at have dem påduttet af traditioner eller fællesskab.

2. ADSKILLELSE AF TID OG RUM

I moderne samfund er tid og rum blevet adskilt, hvilket betyder, at relationer ikke længere er bundet til bestemte steder. Venskaber kan opretholdes over lange afstande gennem teknologi, hvilket giver mulighed for at opretholde sociale bånd uanset geografisk placering.

3. INTIMITET OG AUTENTICITET

Giddens mener, at moderne venskaber ofte er præget af en søgen efter intimitet og autenticitet. Folk søger relationer, hvor de kan være sig selv og dele deres inderste tanker og følelser. Dette står i kontrast til mere overfladiske eller formelle relationer.

4. TRANSFORMATION AF INTIMITET

I hans bog ”The Transformation of Intimacy” diskuterer Giddens, hvordan intimitet i moderne tid er blevet mere flydende og mindre bundet af traditionelle strukturer som ægteskab og familie. Venskaber kan ofte opfylde mange af de behov for støtte og intimitet, som tidligere blev dækket af familieforhold.

5. RISIKOFAKTORER OG TILLID

I en verden præget af kompleksitet og usikkerhed bliver tillid en central komponent i venskaber. Giddens understreger, at tillid er nødvendig for at navigere i det moderne livs risici, og at venskaber ofte bygger på denne gensidige tillid og pålidelighed.

6. SELVIDENTITET OG LIVSSTILSVALG

Moderne venskaber er også tæt knyttet til individers selvidentitet og livsstilsvalg. Folk vælger ofte venner, som deler deres interesser, værdier og livsstil, hvilket styrker deres egen identitetsfølelse.

Så længe der har været mennesker, har der været venner

AF BENT BJERRING-NIELSEN

Det såkaldte Gilgamesh-epos (ca. 2100 f.kr.) bliver gerne set som verdens ældste nedskrevne verdenslitteratur. Her er et centralt element (blandt flere) netop venskab, mere specifikt venskabet mellem hovedpersonen Gilgamesh og Enkidu.

Det er ikke så overraskende, at venskabet bliver tematiseret så tidligt i skriftlig form. Vi er som mennesker skabt til relation med andre mennesker, og når relationen bliver stærk og vedvarende, så

kalder vi det venskab. Gilgamesh-eposset minder os om, at der intet nyt er i det.

VENSKABETS FORPLIGTENDE KARAKTER

I det Gamle Testamente hører vi om venskabet mellem Kong David og Jonathan. Det særlige ved det venskab er, at Jonathan er søn af kong Saul, som David afløste på tronen. De to kunne således ses som rivaler, hvad der imidlertid ikke forhindrede dem i at udvikle et stærkt venskab. Vi hører om etableringen af venskabet i begyndelsen af det attende kapitel af Første Samuels bog, hvor det beskrives således:

Da samtalen mellem David og Saul var forbi, tog Saul samme dag David til sig og gav ham ikke lov til at vende tilbage til sin fars hus. Jonathan følte sig stærkt knyttet til David; og han elskede ham lige så højt som sig selv. Han sluttede pagt med David, fordi han elskede ham som sig selv. Jonatan tog den kappe af, han havde på, og gav den til David sammen med sin dragt, ja, selv sit sværd, sin bue og sit bælte.

Et af de særlige træk ved den måde, venskabet her beskrives på, er dets forpligtende karakter. Det understreges ved, at de slutter en ”pagt”, som det siges, og ved de gaver, Jonathan giver. I beretningens fortsættelse understreges denne forpligtende karakter, og det vises, at venskabet i bogstaveligste forstand rækker ud over døden gennem Davids ageren over for Jonathans familie.

DE FIRE FORMER FOR KÆRLIGHED

Tanken om venskabet kan siges at ligge i selve hjertet af den kristne teologi i forestillingen om treenigheden.

For et moderne menneske kan det være lidt overraskende, at der bruges et så stærkt ord som kærlighed om deres relation, idet vi har en tendens til primært at forbinde kærlighed med erotik. For oldtidens mennesker i både den jødiske og den græsk-romerske kultur var det imidlertid naturligt, at kærligheden kunne komme til udtryk på mange måder.

Det skriver den engelske forfatter C.S. Lewis (1898-1963) om i bogen The Four Loves, som i den danske oversættelse er kommet til at hedde Om kærlighed. C.S. Lewis tager her udgangs-

Guds karakter er kærlighed og venskab

punkt i fire græske ord for kærlighed, der gerne bruges for at betegne henholdsvis den erotiske kærlighed, den relationelle kærlighed (som f.eks. mellem forældre og børn), den guddommelige kærlighed og endelig den venskabelige kærlighed.

I afsnittet om den venskabelige kærlighed får Lewis sagt nogle smukke ting om venskab og forskellen på den erotiske og venskabelige kærlighed: ”Elskende taler altid med hinanden om deres kærlighed; venner taler som aldrig med hinanden om deres venskab. Elskende står som regel ansigt til ansigt, opslugte af hinanden; venner står side om side, opslugt af en fælles interesse” (Om kærlighed, s. 103).

HJERTET I DEN KRISTNE TEOLOGI

Tanken om venskabet kan siges at ligge i selve hjertet af den kristne teologi i forestillingen om treenigheden. Treenigheden bliver gerne fremstillet som et lidt abstrakt, uforståeligt dogme; det er som sådan forståeligt nok, idet tanken om, at Gud er én og samtidig møder os som tre selvstændige personer, Faderen, Sønnen og Helligånden, naturligvis ikke kan rummes af vores begrænsede menneskelige logik.

Det er der grund til at glæde sig over; det er alt andet lige temmelig betryggende, at Gud er så meget større end vores forståelse. Samtidig fortæller tanken om treenigheden os, at Guds karakter er relation. Det udtrykkes stærkt i den ortodokse teologi, hvor man kan fremstille treenighedens mysterium som en evig kærlighedens dans mellem Faderen, Sønnen og Helligånden.

Guds karakter er kærlighed og venskab. Og den kærlighed og det venskab udstrækkes til os mennesker; vi indbydes til at tage del i kærlighedens og venskabets dans mellem Faderen, Sønnen og Helligånden.

Denne indbydelse til deltagelse i treenighedens evige dans møder vi også i Johannesevangeliet. Her er kapitlerne 13-17 en beskrivelse af

det sidste måltid, Jesus har med sine disciple; det efterfølges af en længere undervisning, hvor han forbereder dem på konsekvenserne af sin forestående død og opstandelse.

I den forbindelse (i Joh 15,15) kalder Jesus disciplene for sine ”venner”; det udtrykkes på denne måde: ”Jeg kalder jer ikke længere tjenere, for tjeneren ved ikke, hvad hans herre gør; jeg kalder jer venner, for alt, hvad jeg har hørt af min fader, har jeg gjort kendt for jer. (Joh 15,15).

VENSKAB, VENLIGHED OG ÆGTE

NYSGERRIGHED

Jesu indbydelse til venskab med ham er naturligvis også en invitation til, at vi møder andre mennesker på samme måde, som Jesus gjorde det. Et af de mennesker, som virkelig havde forstået konsekvensen af det, var stifteren af Areopagos, Karl Ludvig Reichelt (1877-1952).

Da Reichelt i 1903 første gang rejste til Kina som missionær, var hans udgangspunkt en nysgerrighed over for og et ønske om venskab med de mennesker, han mødte. Det gjaldt ikke mindst de buddhistiske munke, som han havde et særligt kald til. Da Notto Thelle i 2022 udgav den store biografi, Karl Ludvig Reichelt: Misjonær mellom øst og vest, understregede han på denne måde venskabets centrale betydning for Reichelt (s. 554 i bogen):

Noget af det mest særprægede ved Reichelts arbejde ble v aldrig formuleret som en strategi eller en arbejdsmetode, men viste sig først og fremmest som en praksis i mødet med andre: Venskab, venlighed og ægte nysgerrighed i forhold til ”den anden”.

Reichelts virke er en stadig påmindelse om, at netop tillid er et grundlæggende udtryk for tro. Venskab er en teologisk kvalitet, som kan være vigtigere i formidlingen af evangeliet end intelligente teorier, gode argumenter og fine formuleringer.

Med disse smukke ord om Reichelt får Notto Thelle lov til at afslutte denne klumme om venskab.

Totalt afhængig af venskaber:

For singlekvinderne

Claudia og Danica er venskabet altafgørende for det gode liv

AF MARTIN KRATH-ANDERSEN

Sociale relationer har stor betydning for vores livsglæde og levetid, viser forskning. Alligevel forsømmer mange deres venskaber i 30’erne, når kærester, hverdag og børn fylder livet ud til randen. Men der er også et stigende antal af singler i 30’erne, for hvem venskaber udgør de mest essentielle relationer for livsglæde og trivsel.

”I would like three cappuccinos, please.”

Jeg er taget til Islands Brygge i København for at mødes med Claudia Novalee og Danica Chloe og tale med dem om venskaber i 30’erne og betydningen af venskaber, når man er single og lever livet uden fast partner.

Jeg står på bageriet Hart, som jeg ved er deres yndlingssted at købe kaffe. For jeg har skamhørt Claudia og Danicas populære podcast ’Voksendating’, der handler om at være et menneske i 30’erne på jagt efter den store kærlighed.

Lettere starstruck møder jeg dem i deres lydstudie på Njalsgade med tre cappuccinoer på havremælk i hænderne. Jeg har hørt deres afsnit om venskab, hvor de hylder venskabet som noget helt essentielt og livsvigtigt for dem – særligt da de begge er singler og ikke har en partner, de deler livet med. Og jeg er meget nysgerrig på at tale med dem om, hvilken betydning venskaber har for os voksne, der ikke har en kæreste.

sin eksmand. Hendes arbejdsliv sker i høj grad også gennem Instagram suppleret med hendes værtsrolle på Voksendating.

”Jeg har tidligere taget venskaber for givet, men jeg har totalt ændret mit blik på venskaber,” siger Danica og fortsætter:

”Med mand og børn plejede jeg ikke mine venskaber tilstrækkeligt. Hvis man ikke opretholder sine relationer, så forsvinder de. Og når man bliver skilt, som jeg blev, så er man pludselig meget alene. Det gælder også for tætte venskaber. Det er noget, man skal investere i, og det er noget, jeg har opdyrket de sidste to år, mens jeg har været single.”

”Man kan godt være vigtige for hinanden, på trods af at man vokser hver sin vej i livet, hvis man er villig til at flytte sig for hinanden.”

VENSKABETS BETYDNING SOM SINGLE

”Venskaber har altid haft en enorm rolle i mit liv,” indleder den 34-årige Claudia Novalee. Hun er instagrammer ved siden af sit arbejde som vært på podcasten Voksendating og har tidligere været selvstændig konsulent i ti år.

Danica sidder overfor hende og ser på Claudia. Danica er 38 år og har ligesom Claudia heller ikke en partner i dag. Hun stiftede dog tidligt familie men blev skilt og har to børn med

”Det er virkelig gået op for mig, hvor betydningsfulde venskaber er, og hvor glad jeg kan være som single, så længe jeg har gode venskaber omkring mig. Det er noget nyt, at jeg holder en stor fødselsdag, hvor jeg samler

fyldt lige så meget, som de gør nu, og jeg har været nervøs for, at mine venskaber skulle fordufte, når mine veninder fik børn og ægtefælle,” siger hun og fortsætter:

”Jeg har arbejdet hårdnakket på at følge med mine venskaber i deres forskellige livsfaser. Det har været vigtigt for mig at hente deres børn og være en del af deres familieliv, ligesom jeg forventer, at det er vigtigt for dem at høre på ting, der følger med et liv som single af hjertesorg og til tider ensomhed.”

”Venskaber skal plejes, og begge parter skal gøre sig umage.”

nye og gamle venner. Men her på den anden side af min skilsmisse må jeg erkende, at det betyder alt for mig at have de venskaber i mit liv,” siger Danica med stor entusiasme. Hun tilføjer:

”Det tænkte jeg ikke på samme måde, da jeg var i et parforhold. I dag er hele mit liv bygget op omkring mine venskaber fra dagen starter til dagen slutter. Jeg er dybt afhængig af mine venskaber.”

”Der, hvor jeg i særdeleshed indså værdien af venskaber, var, da jeg ved at blive skilt og mistede nogle af mine venner, der ikke kunne rumme, at jeg gennemgik noget svært. Der fandt jeg ud af, hvad jeg selv skal bidrage med til et venskab, når min ven står i en svær situation. Jeg indså betydningen af at tage telefonen og smide hvad man har i hænderne for den anden. Venskaber er ikke kun sjove byture. Det er også de svære samtaler, når der er noget, der går en på.”

For Claudia derimod er det ikke nogen ny erkendelse, hvor meget venskaber betyder for at trives i livet.

”Jeg har ikke været i et forhold, der har varet mere end halvandet år,” fortæller hun.

”Derfor har jeg været vant til at være single en stor del af mit liv. Mine venskaber har altid

”Jeg er afhængig af mine venner på en anden måde, end de er af mig. For jeg har ikke en partner, jeg kan dele mit inderste med, og jeg skal aktivt opsøge dem. Derfor gør jeg en indsats for at være relevant og vigtig i deres liv –ligesom de også gør en indsats overfor mig.”

DATINGUDMATTELSE FØRER TIL DYBERE VENSKABER

Både Claudia og Danica oplever, at der eksisterer et stort singlemiljø i Danmark, hvor mange mennesker kommer op i årene og bliver trætte af at skulle møde nye romantiske relationer.

”Som single kan man blive udmattet af hele tiden at skulle lære et nyt menneske at kende,” fortæller Danica.

Hun peger på, at mange singler har opgivet tanken om at finde en livslang partner. Derimod bruger flere og flere tid på venskaber, fordi venskaber holder over længere tid i modsætning til datingrelationer, der har det med at fordufte efter kort tid, når der ikke er et match til et længerevarende forhold.

Claudia pointerer, at det er en svær opgave at finde en fast partner, fordi en partner skal kunne rumme så mange egenskaber, at det næsten er umuligt at finde.

”I romantiske relationer skal man have det sjovt sammen, have god seksuel kemi, skal kunne tale dybt med hinanden, have samme planer i livet, have en god familie og være villig

CLAUDIA NOVALEE

til at forpligte sig til hinanden,” siger Claudia og fortsætter:

”Men når det kommer til venskaber, har jeg relationer, som jeg dyrker i forbindelse med bestemte interesser. Nogle tager jeg på kursusser med, andre tager jeg i byen med. En anden tager jeg med hjem til min farmor.”

”Den luksus har man ikke i et parforhold. Den ene person skal udfylde hele paletten. I venskabet er der ikke en eksklusivitet – man kan have mange forskellige venskaber, som er bedre til bestemte ting eller bestemte snakke. Det er ikke underligt, at presset om at finde the one er en helt særlig relation at finde, fremfor venskaber,” siger Claudia Novalee.

På den måde er vi ifølge de to kvinder et sted i vores samfund, hvor venskaber er attraktive, fordi de kan sammensættes alt efter behov. Vi kan tage et hjørne af et menneske og skabe en relation, hvor venskabet trives under nogle bestemte rammer, alt efter hvilken type ven, der er tale om. Og det kan vi gøre med mange forskellige mennesker, fordi venskaber ikke er eksklusive, som de er med en partner.

har tænkt på, at venskaber er en form for rigdom, vi hver især har i vores liv.

”Jeg tænker, at venskab er som en valuta. Som Danica nævnte, afholdt hun for nylig en stor fødselsdag for sine venner. Til festen gik jeg over til hende og sagde ’prøv lige at tage det her øjeblik til dig og se, hvor heldig du er’,” siger Claudia og kigger over på Danica, der sidder og nikker.

”Gennem vores podcast har vi skabt et fællesskab af singler. Vi oplever, at mange mennesker søger efter venner at rejse med og dele deres interesser med. Og måske det her er et storbysfænomen, men vi oplever en stor efterspørgsel på gode venskaber. For mange føler sig ensomme,” siger Claudia.

”Det kan blive et stort problem,” tilføjer Danica og fortsætter:

”Villigheden til at forstå, at vi ikke er det samme sted på det samme

tidspunkt, er essentiel for et længerevarende venskab.”

Men på trods af at venskaber for de to singlekvinder er en stor kilde til livsglæde, så er der også visse ting, venskaber ikke kan.

”Selvom vi kan holde store fødselsdage, skabe fantastiske minder sammen og tage på spa-ophold med vores veninder, er der hos mange stadig et hul i form af en længsel efter en partner,” fortæller Claudia.

”Mange længes efter den ene person, som man kan dele hele livet med og være intim med. Den relation, hvor vi ved, at vi har hinanden, når livet krakelerer, og den relation er typisk i det traditionelle kæresteforhold,” siger hun.

VENSKAB SOM VALUTA

Under vores samtale sætter Claudia ord på nogle tanker, jeg har gået med inden interviewet. Jeg

”Jeg har veninder, jeg har mistet, fordi de ikke har plejet deres venskaber efter de fandt deres partner. Hvis de bliver skilt i 40’erne, har de ikke nogen venner der står klar til at modtage dem i den krise.

DANICA CHLOE

Man kan ikke forvente, at ens venner står klar ti år efter, at relationen sluttede.”

”Konsekvensen af ikke at pleje sine relationer når man bliver ældre er ensomhed, og man risikerer, at ens livskvalitet bliver forringet,” fortæller Danica.

Mens der blandt kvinder er et stærkt ønske efter flere nære venskaber, er det snarere typisk mænd, der har udfordringer med at holde venskaberne intakt:

”Det

er virkelig gået op for mig, hvor betydningsfulde venskaber er, og hvor glad jeg kan være som single, så længe jeg har gode venskaber omkring mig.”

”Kvinder kommer op i alderen og er typisk ret gode til at holde deres relationer ved lige. Vi holder filmaften, går til keramik og drikker kaffe. Mænd isolerer sig i højere grad. De går måske ikke længere til sport og mødes ikke så ofte for at høre, hvordan hinanden har det. Jeg tror, at kvinder har haft større tradition for at samles og samtale ved for eksempel at strikke sammen, stå og skrælle kartofler og dets lige. Mænd har typisk mødt om noget, de skulle fikse eller klare,” fortæller Claudia.

MEDVANDRING I VENSKABET

Hvis nu man finder sig selv et sted i livet, hvor ens venskaber krakelerer, og man sjældent ses med sine venner – har I så et godt råd for at bevare sine venskaber?

For Claudia er der ikke ingen tvivl. For at bevare sine venskaber skal man blive ved med at vokse sammen med hinanden:

”Hvis jeg hårdnakket sad tilbage og var træt af, at mine venner ikke var som de var for ti år siden, og jeg var træt af at de ikke ville med i byen fordi de havde fået børn eller lignende –og hvis ikke jeg var villig til at sidde på deres træterrasse i forstaden og spise bolognese mens

barnet spiser babymos – ville der ikke være et venskab,” siger hun og fortsætter:

”Villigheden til at forstå, at vi ikke er det samme sted på det samme tidspunkt, er essentiel for et længerevarende venskab. Jeg skal ikke fastholde, at ’sådan her var vi engang’, og så tænke, at det var ærgerligt, og at relationen derfor forsvinder. Man kan godt være vigtige for hinanden, på trods af at man vokser hver sin vej i livet, hvis man er villig til at flytte sig for hinanden.”

Danica stemmer i og tilføjer, at det som mor er fantastisk at have veninder, der er villig til at vokse med ind i den nye rolle som forældre. Hun kigger på Claudia og siger:

”Claudia, når du er villig til at hente andres børn og være veninde på de præmisser, der følger med til at være forældre, så er du en kæmpe gave for dine veninder,” siger Danica og fortsætter:

bliver afvist,” siger Claudia og tilføjer:

”Der er ikke nogen, der gider række hånden op og sige, at man er ensom.”

FREMTIDENS FAMILIE

Det er tydeligt, at de to singlekvinder jeg sidder overfor, har et rigt socialt liv med mange gode venskaber. Jeg begynder at undre mig over, hvorfor de gerne vil finde en fast partner, og om de overhovedet har tiden og villigheden til at prioritere det.

”Konsekvensen af ikke at pleje sine relationer når man bliver ældre er ensomhed, og man risikerer, at ens livskvalitet bliver forringet.”

”Jeg er enig med Claudia i at venskab indebærer at man vokser med hinanden og gør en indsats. Venskaber skal plejes, og begge parter skal gøre sig umage. Man kommer ikke sovende til at have dybe relationer, der vil dukke op til sin fødselsdag.”

Men én ting er at vedligeholde sine venskaber. En anden ting er at opdyrke dem – måske for at få en ny ven eller genoptage en relation. Det er sårbart, fortæller Claudia, der mener, at det er en hård erkendelse, at man efterspørger nogen at tage i biografen med, tage på campingferie med eller se fodbold med.

”Nogle gange kræver venskaber også bare noget arbejde fra en selv. At man selv tager initiativ og gør sig attraktiv for at opdyrke venskaber. Man skal til tider gøre sig umage og vise, hvad man gerne vil med relationen og foreslå nogle konkrete ting, man kan lave med vedkommende. Men det er svært, for det er sårbart at sætte sig selv i det sted, hvor man rækker ud og potentielt

Det gør Danica også.

”Jeg er sted i mit liv nu, hvor jeg ikke føler, at jeg har tid til en romantisk relation, fordi mit liv allerede er fyldt op af venskabsrelationer,” fortæller hun og fortsætter:

”Venskaberne kan godt blive en hæmsko for at finde en romantisk relation. Hvis jeg skal finde kærligheden, skal jeg opgive noget af tiden med mine mandlige venner for at skulle kunne rumme det. Jeg har venner, som på mange måder fungerer som en kæresterelation, uden at det intime aspekt er med i det. Med venner kan jeg sagtens se film, tage ud og spise og kramme, uden at vi er kærester.”

Claudia er enig. ”Venskaber dulmer de længsler jeg efter parforholdets tosomhed,” siger hun.

Jeg fristes næsten til at sige, at vi som samfund kunne ende et sted, hvor det er normen, at vi får børn med vores venner, og så har vi romantiske relationer, der kommer og går?

Begge kvinder er enige. Claudia fortæller, at hun taler med veninder om at flytte sammen i bofællesskaber med sine veninder og deres børn, og Danica tilføjer, at venner er den nye familie:

”Tidligere var vi tvunget til at være sammen med vores familier, også på trods af at vi ikke kan lide dem. I dag kan vi tænke på os selv og vælge de mennesker i vores liv, som vi oprigtigt har lyst til at investere vores liv med,” afslutter Danica.

Venskab er Guds natur

“Venskab er Guds natur. Den kristne forestilling om Gud som treenig er det mest sublime udtryk for forskellighed i intimitet; en evig, gensidig strøm af venskab.”

Sådan giver John o’Donohue, irsk poet, forfatter og præst, udtryk for den helt særlige sensitivitet og opmærksomhed, der i den keltiske kristne tradition er på venskab.

Skaberens dybeste natur er venskab. Derfor er venskabets struktur, aftryk og længsel til stede i alt, der er til.

Venskabet har en betydningsfuld position i den keltiske kristne tradition, og ikke bare som en konkret praksis, men en dyb gennemgående tråd. Selve Guds natur som den treenige er her et spejl, som den keltiske bror eller søster stillede sig overfor i både kontemplation og i livets bønner og tjeneste.

Treenigheden er et billede og en sandhed, som både farver blikket på Gud i gudstjeneste, meditation, poesi og kunst – men også et billede, der præger mødet med verden: Skaberværket, naturen, er en virkelighed, som vi møder med ærbødighed, og hvor vi leder efter Guds fingeraftryk og tilstedeværelse.

Men naturen er også medskabning, og derfor selv en potentiel ven. I den keltiske salme “Må din vej gå dig i møde” synger vi til naturen, for at den må velsigne lytteren; vi beder om, at “vinden må være din ven”.

Skaberens dybeste natur er venskab. Derfor er venskabets struktur, aftryk og længsel til stede i alt, der er til. Naturen og universet spejler Gud, og Gud er kærlighed og venskab.

Som sagt er venskab for det keltiske kristne menneske også en dyb og konkret praksis, og særligt unikt det at være en “Anam Cara”, en sjæle-ven.

Med det keltiske blik på venskabet inviteres vi ind i dybere venskab, ind i intimitet og kær-

AF JOHAN NIELSEN

lighed. Det venskab, vi er skabt til, er ikke en “light-version” af andre typer relationer.

Venskabet er helligt. Venskabets mønster er Kristi frie og selvopofrende kærlighed til os. Den keltiske vision om, at Gud er kærlighed og venskab kalder os ind i en dyb ømhed og åbenhed i vores egne relationer.

En vigtig del af Anam Cara-venskabet i keltisk tradition er også rummet til udfordring. Eller måske egentlig mere præcist rummet til fuld ærlighed.

I de gamle keltiske klostre kom det ofte til udtryk helt konkret ved, at din Anam Cara også ville være din skriftebror eller -søster – den i dit fællesskab, der som den første (og i nogle tilfælde eneste) i fortrolighed hører om alle kampe, fejl og skuffelser.

O’Donohue fremhæver også lignende relationer i andre religioner, f.eks. Kalyana-Mitra, “den ædle ven”, i buddhistisk tradition. Den ædle vens rolle er mildt og vedholdende at konfrontere os med vores blindhed. At være et spejl, der nøgternt sætter fokus på de vinkler, vi mere eller mindre bevidst undgår gennem livet. På tværs af kulturer og generationer er det tydeligt, at når mennesker søger sammen for at vokse i modenhed og søger det guddommelige, så bliver dette element af venskabet helt centralt.

Trygheden, ømheden og ydmygheden er lige så vigtige som ærligheden, for at venskabet bliver til liv. Og det kan godt være udfordrende at prioritere begge dele.

Der er i den keltiske tradition dog heldigvis en fornemmelse af, at det dybest set er naturligt for os at stå i den levende spænding: Vi er skabt i Guds billede. Også vi, ikke kun universet omkring os, bærer venskabets dybe aftryk.

Under de steder, vi er blevet brudt og såret, dér ligger vores naturlige længsel efter dybt, intimt venskab. Vi længes efter at elske, fordi det er vores egentlige kerne, vores egentlige mål. Ligesom Gud selv i sin natur er kærlighed, frit givet og modtaget i en evig udveksling, så er det i den frie, elskende kærlighed og i venskabet, at vi lever i overensstemmelse med vores natur. Gud er venskab, og hele universet bærer venskabets aftryk. Gud er venskab, og vi er skabt i Guds billede.

Under de steder, vi er blevet brudt og såret, dér ligger vores naturlige længsel efter dybt, intimt venskab. Vi længes efter at elske, fordi det er vores egentlige kerne, vores egentlige mål.

Vi står altså ikke overfor et enkelt spejl, men mellem to: Både mødet med Gud såvel som mødet med verden, venner, den fremmede. Det kan blive en opdagelsesrejse ind i nye dimensioner af venskab og liv.

Vi har brug for, at andre kan være vores spejl. Vi har brug for hjælp til at se vores blinde vinkler.

Når vi på denne her måde får lov at være et spejl for hinanden, så er det som med et spejlbillede på en vandoverflade. Vandet er nødt til at være i ro, for at billedet ikke bliver forvrænget. Vi er nødt til at være trygge og føle omsorg, for at vi kan lade paraderne falde og se bristerne i os selv.

Når vi bliver stående mellem de to spejle, mellem Gud og den anden, så får vi lov til at erfare, at livet og verden udvider sig. At der kan tænkes og føles større om både Gud og os. Vi mærker og ser en større vision for, hvad venskab kan være.

Og jeg tror, vi får en oplevelse af sammen med Paulus og vores keltiske venner fra kirkens tidligste år at få “(...) styrke til at fatte, hvor stor bredden og længden og højden og dybden er, og til at kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse, så I fyldes, til hele Guds fylde nås (…)” (Ef 3, 18b-19).

AF MIA BRO JAKOBSEN

Hvor fantastisk at have en ven!

En, som jeg kan stole på, som jeg er tryg ved, har en lang historie med og kan fortælle stort set alt til. Hvis vi ikke har sådan en ven, kan vi have en dyb længsel efter at finde en.

Vores længsel er

lagt i os, for at vi skal søge efter og gradvist finde den ven, der allerede er her og selv længes efter vores venskab.

Sandheden er, at for de fleste er der forskellige typer venskaber, som kan noget forskelligt. Men de færreste har den helt betroede ven, der altid er der og ved alt om dig. Endnu sjældnere finder vi det, som kelterne kalder en Anam cara. Det kan oversættes med sjæleven, men det er mere, end hvad vi lægger i ordet. Det er ikke bare en ven men også en medvandrer eller åndelig vejleder og en, som følger min åndelige rejse på tætteste hold.

En, som jeg kan betro, præcis hvor i troens og tvivlens landskab, jeg befinder mig, uden at jeg behøver at bekymre mig om at føle mig forkert.

Jeg har fulgtes med mange og betroet mig til dem på forskellig vis, om hvad der rørte sig i mit åndelige liv. Men de fleste har kun været rejsekammerater i kortere tid. Så skiltes vores veje som regel fysisk men også nogle gange bare på grund af livets almindelige travlhed og udfordringer. Det er svært at bevare en stor fortrolighed og et dybt kendskab, hvis man kun ses meget sjældent.

Thomas Merton fortalte engang en af sine elever, at åndelige vejledere og sjælevenner var sjældne at finde, og ofte var de også kun midlertidige. I min drøm om at finde en Aman cara har jeg nok forestillet mig en tryg ledsager, der vidste alt om mig, og hvis guidning jeg kunne stole på. Lidt ligesom nogle følges med en psykolog eller terapeut i flere år. Men også det forhold er midlertidigt og endda både dyrt og måske præget af en professionel distance.

Hvad jeg i virkeligheden søger, er nok, nu vi alligevel er ved terapien, den perfekte forælder, som til stadighed favner mig og guider mig.

Eller en form for skriftefader, som går dybere ind i mine bekendelser.

Hvad jeg søger, er nok en utopi. Få får den slags venskab i gave hele livet. Ikke engang Jesus fulgtes fysisk med disciplene særligt længe. Og det, jeg længes efter, er måske en mere fysisk manifestation af Guds kærlige blik på mig, fysiske ord, en fysisk hånd i min hånd eller på min skulder.

Jeg har mange skønne venner og familiemedlemmer, som jeg kan dele alt muligt med. Jeg får også med jævne mellemrum dybe samtaler med folk, jeg møder undervejs. De er alle skønne og kærlige ansigter, som kan give fysiske udtryk for det dybeste åndelige venskab. Dette venskab må jeg efterhånden indse, at intet menneske kan bære, lige så lidt som intet menneske kan indfri drømmen om den perfekte eneste ene. Varme venskaber, kram og midlertidig åndelig vejledning, kan jeg tage imod som gaver fra den virkelige åndelige ven, som jeg ikke kan se, men som kender mig længere ind end i min inderste knoglemarv, alligevel elsker mig ubetinget og dagligt velsigner mig ved hvert eneste åndedrag og hjerteslag.

Den længsel, jeg føler, er en spejling af denne vens længsel efter mig. Og når vi leder efter at

få opfyldt vores længsel gennem menneskelige relationer, hvor dybe og åndelige de end måtte være, må vi nødvendigvis blive skuffede. For intet menneske kan bære os på den måde, vi længes efter at blive båret på. Mysteriet er, at vi allerede bliver båret i ubetinget kærlighed og gennemstrømmende venskab. Jeg tror, vores længsel er lagt i os, for at vi skal søge efter og gradvist finde den ven, der allerede er her og selv længes efter vores venskab.

Nu er alle mine relationer sat fri til at være lige præcis så uperfekte, skæve og sammensatte, som menneskelige relationer altid vil være. Nogle venner har fulgt mig langt, andre kort. Intet menneske kender mig på alle leder og kanter, men alle kan være midlertidige fysiske udtryk for min hellige vens evigt bankende hjerte.

Og når jeg går alene i skoven eller sidder i en solstribes stilhed, er jeg ikke alene. Jeg er sammen med min hellige ven, hvis kærlighed jeg får i små portioner. Ellers ville mit menneskehjerte slet ikke kunne rumme den.

Parterapeut:

”Venskab er afgørende i parforholdet, men vi kan ikke være en landsby for hinanden. Ingen kan være alt for et andet menneske”

Hvilken rolle spiller venskab i et sundt parforhold? Ifølge parterapeut Amanda Lagoni er venskab en forudsætning for en romantisk relation. Men vi kan ikke være både euforiske elskere, hinandens største eventyr, den bedste samtalepartner, praktiske kollegaer, konstant underholdning og bedste venner på samme tid

I min jagt på at forstå, hvilken rolle venskab spiller i et sundt parforhold, har jeg interviewet sexolog, parterapeut og forfatter Amanda Lagoni. Hun er forfatter til bøgerne ”At elske er ikke en følelse”, ”Lidt om Lyst” og ”Voksenkærlighed i børnefamilien”. Vi vender og drejer centrale spørgsmål, der kredser sig om venskab, romantik og forventninger i forholdet.

Amanda, man kan jo godt være venner uden at være kærester. Men kan man være partnere (på den lange bane) uden at være venner? Det kommer an på, hvordan vi definerer venskab. I ordbogen beskrives venskab som et nært, fortroligt og tillidsfuldt forhold mellem to eller flere personer. Det er jeg meget enig i. De elementer, mener jeg, er nødt til at være i et parforhold. Hvis dét er venskab, kan vi godt være venner uden at være kærester, men vi kan ikke være kærester uden at være venner på den lange bane. Vi behøver ikke at være hinandens bedste venner, men venskab er en forudsætning, vil jeg mene. Vi skal have lyst til at være sammen med hinanden. Vi skal have lyst til at dele ting med hinanden. Vi skal have lyst til at pleje relationen. Men venskab er bare én del af en romantisk relation.

Nej. Jeg mener, at et sundt og bæredygtigt parforhold har tre ben at stå på. Det ene er, at vi oplever os elskede, valgt og villet. Under den paraply ligger den venskabelige fortrolighed og tillid. Det andet er god kommunikation. At vi føler os set, hørt, mødt og næret af hinanden. Det tredje ben hedder intimitet. Den seksuelle og romantiske forbindelse. Hvis ikke de tre ben er intakte, vil parforholdet halte.

Du siger, at man ikke behøver at være hinandens bedste ven. Hvorfor ikke?

”Vi kan godt være venner uden at være kærester, men vi kan ikke være kærester (på den lange bane) uden at være venner.”

Det behøver man bestemt ikke. Min mand er ikke min bedste ven. Han er min elsker. Han er min partner. Han er den, jeg har valgt at leve med. Derfor har vores forhold også venskab som en del af det. Men bare fordi det er en romantisk relation, er han ikke automatisk min bedste ven.

Vil du sige, at venskab er nok til at skabe et godt parforhold?

For mig er der en kæmpe forskel på karakteren af mine venskabelige relationer og min romantiske relation. Fordi han skal også være min medforælder. Ham, jeg bor med. Ham, jeg ordner økonomi med. Ham, jeg har seksuel intimitet med. Venskab er kun én dimension ud af alle de roller, vi har med hinanden i et langvarigt parforhold. Med mine venner er venskabet den primære rolle. Derfor bliver venskabet i de relationer ofte plejet mere. Med min mand plejer vi både vores romantiske-, økonomiske-, praktiske-, logistiskeog venskabelige relation. Men jeg hører mange

sige, at deres partner er deres bedste ven og mest fortrolige – og det er fint. Men sådan er det ikke automatisk, og sådan behøver det ikke være.

Jeg tror netop, det handler om fortrolighed, når folk tænker, at deres partner skal være deres bedste ven. At de partout tænker, at det skal være deres mest fortrolige for at have et sundt forhold. Hvad tænker du om det?

Der er forskellige former for fortrolighed. Min mand og jeg har en fortrolighed, som andre ikke bliver lukket ind i. Samtidig har jeg fx tanker og følelser som kvinde og mor, som jeg ikke partout forholder for min mand, men som jeg deler mere med gode veninder, hvor jeg har en anden fortrolighed.

Jeg tror, vi skal passe på med at føle, at vi skal sætte vores parforhold øverst på alle parametre. At det skal være det mest fortrolige. At det skal være vores bedste ven. Vi skal være bevidste om, at vores partner ikke kan være en landsby. Vi kan ikke være alt for hinanden. Vi kan ikke både være elskere, hinandens største eventyr, den bedste samtalepartner, konstant stimulans, gøgl, erotik og bedste ven. Det er meget høje krav at stille til en relation. Vi er nødt til at have flere mennesker, der kan fylde os op i livet.

Jeg møder par, der siger, at deres partner egentlig ikke er en vildt god ven, men er en dejlig elsker, en dejlig samlever og en dejlig medforælder, som de kan dele nogle ting med, selvom de ikke deler alt. Hvis man er tilfreds med det, er det superfint, og den forventningsafstemning kan gavne forholdet.

Venskaber er ofte der, hvor vi deler interesser. Det er der, hvor vi spejler os i hinanden, og hvor vi synes, vi ligner hinanden. Men det er jo ikke sikkert, at vores partner gør det, og det skal vi ikke tvinge dem til. Vi kan selvfølgelig inspirere hinanden, men vi må også acceptere og elske hinanden, som dem vi er, såvel som dem vi ikke er.

”Bare fordi, vi har en romantisk relation, er han ikke automatisk min bedste ven.”

Jeg vil gerne sætte streg under, hvor vigtigt det er for forholdet, at vi har et godt økosystem af familie og venner omkring os. At vi tænker over, hvem vi har, der kan møde vores behov. Det er simpelthen ikke meningen, at vi skal være hinandens alting. Det har det aldrig været. Vi er flokdyr, og vi har altid boet i landsbyer og indgået i sociale systemer. Det, at vores partner skal bære det hele og møde alle behov, er alt for store krav.

Men hvis vi savner fortrolighed, et stærkere bånd eller mere venskab i forholdet, er det noget andet. Så skal der måske arbejdes på det og skrues op for det.

Jeg hørte for nyligt nogen, der snakkede om, at mange folk har svært ved at finde en partner i dag, fordi vi forventer, at en partner skal udfylde mere eller mindre alle behov og roller, mens vi i venskaber kun forventer, at venner skal udfylde specifikke behov. Lige præcis. Det er det, jeg mener. Der er mange forventninger i et parforhold, hvilket også er naturligt. Men vi skal passe på ikke at blive urealistiske.

Jeg sad med et par for nyligt, hvor kvinden sagde, at hendes mand ikke var stabil og ikke kunne bære hende i kriser. Derfor var hun i tvivl, om hun var det rigtige sted. Jeg spurgte, om hun havde andre, der kunne bære hende i kriser. Hun havde gode veninder og noget familie. Jeg spurgte, hvorfor det er ham, der skal være den støtte i krisen. Hvis han kan være en god elsker, medforælder og samlever på så mange andre plan, og hvis de grundlæggende har det godt sammen. Hvorfor kunne hun ikke bruge resten af sit økosystem?

Det havde hun simpelthen ikke tænkt over. Det er vigtigt. Vi stiller ekstremt høje krav til hinanden. Det gælder også i venskabet. Forventningen til, at vi skal kunne stå der i storm. At vi skal være der, når alting brager derudaf. Det

er ikke sikkert, at vi altid kan det for hinanden. Det er nødt til at være okay. Der er ingen, der kan alt.

Derfor tænker jeg, at et sundt parforhold, der også bygger på venskab, indebærer at vi er bevidste om, hvilke relationer vi har rundt om vores forhold, der kan støtte op om os, når vi ikke rækker til for hinanden.

Hvordan kan man opretholde et romantisk forhold samtidig med, at man er gode venner og til tider praktiske kollegaer, der prøver at få tingene til at spille i hverdagen?

Romantik og erotik er noget, vi skaber. Noget, vi vælger. Noget, vi inviterer til. For at vedligeholde det ved siden af en venskabelig og familiær relation, skal vi skabe lommer til det. Vi skal ikke tro, at romantik, gnist, begær og lyst kommer af sig selv som et naturligt biprodukt af, at vi lever sammen og har valgt hinanden. Faktisk tværtimod. Det kan ofte falme i takt med det familiære, genkendelige og gentagende. Jo længere tid vi lever sammen, jo mere fortrolige vi er, jo bedre venner vi er, desto mindre afstand er der og dermed ofte mindre begær.

Hvis man primært har bygget forholdet på seksuel kemi, passion og gnist, men opdager lidt inde i forholdet, at man faktisk ikke er særligt gode venner, og at det mangler for at få forholdet til at holde på den lange bane. Hvordan kan man så pleje og udvikle den del?

Det tror jeg faktisk sker for flere, end man lige regner med. Der vil jeg minde om, at venskab bygger på fortrolighed, sårbarhed og gensidighed.

”Vi skal passe på med at føle, at vi skal sætte vores parforhold øverst på alle parametre.

At det skal være det mest fortrolige. At det skal være vores bedste ven. Vi skal være bevidste om, at vores partner ikke kan være en landsby. Vi kan ikke være alt for hinanden.”

Længsel opstår tit i alt det, vi ikke har. Så når vi for alvor har valgt hinanden til, kan det være svært at fastholde den gnist. Derfor skal vi fortsat pleje det aktivt og søge efter at se nye sider af hinanden – invitere til erotik og romantik. Tænde stearinlys. Sætte musik på. Finde massageolie frem. Gøre noget nyt. Både seksuelt, men også i det hele taget, så vi ikke stagnerer, og det udelukkende bliver fortroligt og tillidsfuldt. Det rimer ikke nødvendigvis på lyst, begær og romantik.

Hvis man vil opbygge mere af det, kan man fx købe samtale-kort. Det er en øvelse i at have samtaler, hvor vi prøver at lære nyt om hinanden. Hvor vi prøver at dele ting, vi ellers ikke ville dele og får stillet spørgsmål, vi ikke selv kunne finde på at stille. Derudover vil jeg se på, om I kan finde nogle fælles interesser eller skabe nogle nye sammen. Måske gå til dans, spille padel eller noget tredje. At lave ting, der skaber gode minder og historier. Alle følelser er grundlæggende bagudrettede. Det vil sige, vores følelser og oplevelser af forbindelse, bygger på minder og gode historier. Hvis vi primært skaber minder og historier med andre mennesker, vil vores venskabelige og varme følelser ligge der. Men hvis vi prioriterer det i parforholdet, vil der opstå varme følelser der. Der er sex ikke nok. God sex er ikke gode nok historier. Hvis vi bare har en intim relation med lidenskab og begær, er det ikke tykt nok til at hænge krogen på til et langvarigt parhold. Hvis ikke vi bliver ved med at pleje relationen og skabe gode minder og historier sammen, holder vi op med at synes, at hinanden er interessante. For der mangler ny data. Det er gamle data. Vi forandrer os hele tiden. Derfor må vi forblive nysgerrige på hinanden.

En venskabsvelsignelse

AF JOHN O’DONOHUE

Må du blive velsignet med gode venner, Og lære at være din egen gode ven, Idet du rejser til det sted i din sjæl, hvor Der er kærlighed, varme og følelse.

Må det forvandle det, som er negativt, fjernt,

Og koldt i dit hjerte.

Må du blive ført ind i virkelig lidenskab, venlighed,

Og følelse af at høre til.

Må du værdsætte dine venner,

Må du være god overfor dem, være der for dem, Og modtage alle de udfordringer, den sandhed og det lys, du behøver.

Styr uden om ensomhed og isolation:

Derfor skal mænd for alt i verden huske at pleje deres venskaber

Mænd skal lægge deres fjol lidt til side og opskalere sårbarheden i venskaber for at undgå at blive ensomme, mener mandecoach

Mere end hver fjerde mand over 18 år taler aldrig eller sjældent fortroligt med nogen.

Sådan lyder meldingen fra Forum for Mænds Sundhed. Og mændene bliver syge af være alene med deres følelser og problemer, konkluderer de. Den manglende fortrolighed fører nemlig ofte til uønsket isolation og ensomhed, hvilket kan lede en større dødelighed. I en artikel til DR siger Svend Aage Madsen, der er psykolog og formand for Forum for Mænds Sundhed:

”Fællesskab og nære relationer er måske et af de allerstærkeste værn over for sygdom, ensomhed og mistrivsel. Hvilket både er en stor menneskelig, men også samfundsøkonomisk byrde, som vi som samfund bør gribe ind overfor.”

Mikkel Braginsky, der arbejder som coach

med fokus på mænd og kommunikation i parforholdet og som er forfatter til bogen ”Hankøn” og stifter af podcasten med samme navn, genkender problematikken.

”I mit forfatterskab og i min podcast undersøger jeg mandens identitet i dag. Noget af det, jeg ser mænd typisk bakser med er, at de mangler et sprog for deres indre, og det kan godt spille ind i, hvorfor mænd kan have problemer med venskaber i dag,” fortæller han indledningsvis.

For Mikkel Braginsky er venskaber helt essentielle for mænd. Men på baggrund af forskellige undersøgelser tyder meget på, at mænds venskaber typisk ikke stikker særligt dybt.

Tværtimod er de ofte kendetegnet af en usårbar overflade. Og det er ofte de betydningsfulde

”Vi

mænd har ikke altid en naturlig social interesse i at vedligeholde vores venskaber, mens det er noget, kvinder er enormt dygtige til.”

ting, mænd ikke deler med hinanden. Ofte er der en forventning mellem mænd, at de skal kunne nogle specifikke ting og at der er nogle særlige måder, man skal være på, fortæller han.

”Det hænger sammen med den kultur og det samfund og den biologi, vi lever i og med. Mange mænd ligger i konkurrence med hinanden. Det kan være sjovt – vi kan godt lide at lege og spille spil med hinanden. Det er skidesundt og skidegodt for mænd,” siger han og fortsætter:

”Men konkurrencen består også i, at man skal være på en specifik måde, der ofte resulterer i, at mænd udtrykker, at de har styr på livet. Så når man spørger ’hvordan det går med og din relation’, kan han svare, at det går super godt, men i virkeligheden går det ikke så godt på hjemmefronten. Mange mænd har ikke udviklet et sprog for, hvordan man kan tale om svære ting i deres venskaber.”

”Hvis sårbarhed ses som en svaghed, og at det er en svaghed at tingene ikke er perfekte og at det går dårligt med x, y og z, så bliver det svært at tale om. Og i den situation er mænd typisk utrænede i at have et sprog for deres indre. Så det ender typisk med, at det helt bliver udeladt at tale om betydningsfulde ting.”

SÅRBARHEDEN SKAL RUMMES

For Mikkel Braginsky indebærer et godt venskab mange facetter. Det betyder, at et godt venskab både kan være legende, humoristisk og let, men der skal i særdeleshed også være plads til at kunne tale om, hvordan begge parter i venskabet har det.

”Hvis en af mine venner har det dårligt, så fortæller han mig, at han har det dårligt. Og så tager jeg mig tid og prioriterer, at vi skal kere

os om situationen og undersøge følelserne sammen,” fortæller han og fortsætter:

”Det, der kendetegner mine gode venskaber, er både det sjove og dybe element, men også at vi er direkte overfor hinanden. Jeg synes mænd er dygtige til at kunne sige noget direkte til hinanden, uden at det betyder, at man behøver at hænge sig i det i lang tid eller at relationen går i stykker.”

Men, understreger han, der er også venskaber, som kan forskellige ting. Og det er helt okay. Alle venskaber behøver ikke at kunne rumme en stor dybde, og nogle er fine at have til at spille dart eller fodbold sammen med. Og så er man klar over, at det er det, relationen kan.

Problemet opstår, når mænd slet ikke har nogen tætte venskaber. Og det vil påvirke ens parforhold, mener Mikkel Braginsky:

”Mænd, der ikke har nogen tætte venskaber vil mangle nogen at reflektere sammen med. De har for eksempel brug for at kunne reflektere over deres parforhold sammen med deres venner. De har brug for nogen, der kender dem, der siger til dem, at de er kommet ud på et vildspor, hvis de er det. Eller nogen, der fortæller dem, at det forhold, de er i, måske er værd at mærke efter, om det er sundt for dem at være i. Eller spørger dem, hvorfor de er fraværende, og at man aldrig ser dem længere og så videre.”

”Hvis ikke man har den sårbarhed og dybde i et venskab, er det svært at sige, at man savner hinanden. Det er også svært at være ærlige overfor hinanden. Jeg har efterlyst flere af mine venner i løbet af mit liv, hvor jeg har spurgt dem, hvor fanden de er blevet af. Og for nogle kan det virke feminint, at man udtrykker, at man savner sine venner.”

”Så får man børn, huskøb og travlt med familielivet, og pludselig bliver man skilt igen. Så er du 52 år og har glemt alle dine venner. Vi mænd har ikke altid en naturlig social interesse i at vedligeholde vores venskaber, mens det er noget, kvinder enormt dygtige til.”

Og Mikkel Braginsky er ikke i tvivl om, at konsekvenserne af de manglende relationer

”Mænd, der ikke har nogen tætte venskaber vil mangle nogen at reflektere sammen med.”

ender ud i mange af de problematikker, vi ser angående mænds sundhed i dag; en udbredt ensomhed og psykiske sygdomme hos mænd.

Gælder den her problematik for alle mænd – eller er det primært et fænomen vi ser i Udkantsdanmark eller blandt mænd, der er dårligt uddannede eller med en negativ social arv?

”Det er over det hele. Det er både stilladsarbejderen i Skjern og konsulenten i Rungsted, der føler sig alene. De mangler samtaler med betydning og på baggrund af det føler de sig ikke forbundet til nogen på et dybere plan.”

”Min fornemmelse er, at det både er gifte og ugifte. Men problematikken opstår for alvor, når mænd bliver skilt. I sådan en situation er det ekstremt svært at løfte telefonen og sige “hey, det er da for længe siden vi to har set hinanden, skal vi ikke drikke en kaffe?” Det er virkelig sårbart,” fortæller Mikkel Braginsky.

Mænd bør ifølge ham lægge ideen om, at det er sårbart at spørge sine venner om betydningsfulde spørgsmål væk. Nøglen ligger i at stille

spørgsmål som ”hvordan har du det?”, ”hvordan går det med din kæreste?”, og indføre en lille sætning om, at man er oprigtig interesseret i at høre om vedkommendes liv, og hvad der sker med ham.

”Løft telefonen og snak med dine venner. Og er man ensom, har vi et fantastisk foreningsliv i Danmark. Gå til fodbold, til Bridge, eller hvis du synes fugle er fede – meld dig til et fuglekursus. Det er ikke så vigtigt hvad vi laver, men kom ud og lav noget socialt. Der møder man nogle ligesindede mænd, der har samme interesser som os selv.”

”Kom derud, hvor der er noget på spil. Der er ikke noget på spil hvis du lægger mursten eller gemmer dig bag din titel som Consultant Manager. At ringe til nogen, du ikke har talt med i et halvt år – dér er noget på spil. Vi tror, at andre mænd synes vi er fesne. Men lever vi på den måde, så ender det med, at vi lever vores liv alene. Jo mere der er på spil, jo mere sårbart er det. Og det er sårbarheden, vi mænd må arbejde på,” afslutter han.

Kunsten at skabe langvarige og dybe venskaber i en travl hverdag

CHRISTOFFER KRØGH ENGHOLM

Når vi er pressede og mangler tid i hverdagen, er det alt for ofte venskaber, der betaler prisen. De får bagsædet til fordel for partner, børn, karriere og den seneste hobby. Sådan lyder det fra videnskabsjournalist og forfatter Lydia Denworth, der peger på, at venskabelige ritualer og vaner er vejen til lange, dybe venskaber.

Videnskabsjournalist Lydia Denworth, der har skrevet bogen ”Venskab: Evolutionen, biologien og den ekstraordinære styrke ved livets fundamentale bånd”, beskriver, hvordan venskaber opstår lettere og virker mere ligetil, når vi er børn, teenagere og unge voksne. I disse livsfaser er vi naturligt omringet af ligesindede i samme alder i skolen, på studiet og i fritidsklubber. Der er mange potentielle venner at vælge mellem. Samtidig viser forskning, at vores hjerner er mest åbne for og indstillet på social aktivitet og tilknytning i dette stadie af livet. Når vi bliver ældre, starter på voksenjobs, får fast partner og

måske stifter familie, bliver det sværere at prioritere venskaberne.

Her får de oftest bagsædet.

Først, når vi når et godt stykke hen i livet, får vi typisk mere tid og plads. Børnene bliver voksne. Karrieren kræver mindre. Der er igen rum til, at venner kan fylde mere. Men sådan behøver det – ifølge Denworth – ikke at være. Personligt står jeg ved en af de skillelinjer, Lydia Denworth sætter ord på. Jeg er 29 år. Jeg er gift. Jeg er relativt nyuddannet, startet på fuldtidsarbejde og er far til en datter på to år. Jeg har en naturlig lyst til at prioritere min kone,

Hvor ofte tænker

vi over, at vaner, rytmer og ritualer kan være afgørende for at forme og afgøre kvaliteten af venskaber?

somhed i alle stadier af livet. Denworth forklarer, at mange mennesker forsømmer venskaber, fordi det kan virke hedonistisk og selvisk midt i livets mange andre krav. At prioritere karrieren virker produktivt og nødvendigt. At prioritere familien virker meningsfuldt og værdimæssigt korrekt. Men at prioritere vennerne kan virke som unyttigt tidsfordriv.

Det er en fejlopfattelse, mener hun. Forskning viser, at venskaber er lige så afgørende for vores sundhed og trivsel som sund kost, motion og andre gode vaner. Det er afgørende for vores trivsel, sundhed, lykke og ikke bare længden af, men også kvaliteten af vores liv. Og så er det jo bare en bonus, at det ofte er noget vi nyder, når vi prioriterer tid med venner.

min datter og min familie. Jeg vil gerne udvikle min karriere. Jeg vil gerne være engageret frivilligt. Jeg vil gerne prioritere mine hobbyer, og jeg ønsker at leve en aktiv livsstil. Samtidig vil jeg gerne prioritere mine venner.

Jeg har (heldigvis stadig) en ret solid vennekreds og et fornuftigt netværk omkring mig. Sådan vil jeg gerne, at det bliver ved med at være. Derfor kan det skære i ørerne og være skræmmende at høre, hvordan venner ofte ryger langt ned ad prioriteringslisten, når man rammer min livssituation. Sådan ønsker jeg ikke, det skal gå.

Men hvad er nøglen til at jonglere livets mange prioriteter og krav, mens vi holder venskaberne i live, fortsat udvikler dem og holder os åbne for nye?

Undersøgelser viser, at hver ottende amerikaner ikke har én eneste nær ven. I Storbritannien står det endnu værre til. Halvdelen af briterne har svært ved at få venner og hver femte har slet ingen nære venner.

Lydia Denworth mener, at venskaber er en livslang indsats, som kræver vores opmærk -

VENSKABELIGE RITUALER OG RYTMER

Der kan siges meget om, hvad der får venskaber til at fungere – også i travle perioder af livet. Men jeg vil dykke ned i et gennemgående tema, jeg stødte på i min research, da jeg læste artikler og undersøgte forskning om venskaber. Behovet for ritualer, aktiviteter og rytmer, som ”tvinger” os sammen som venner.

En ting, der i dag fylder meget i populærlitteraturen, blandt selvhjælpsguruer og hos diverse influencers, er vigtigheden af vaner og rytmer.

Det handler om, hvilken kraft små og store vaner har til at forme os som mennesker. Både de gode og de dårlige. Men hvor ofte tænker vi over, at vaner, rytmer og ritualer kan være afgørende for at forme og afgøre kvaliteten af venskaber?

Emily Langan, der er professor i interpersonel kommunikation ved Wheaton College, er en af fortalerne for dette. Hun mener, at en nøgle til gode venskaber er faste ritualer.

Årlige weekendture i sommerhus. En fast månedlig cafétur. En ugentlig snak over tele-

Når venskabet får faste rytmer, bliver det langt nemmere at prioritere i en travl hverdag.

fonen. Et gentagende ritual med at drage på samme festival år efter år. En fast time om ugen, hvor vi skriver beskeder og stempler ind hos de venner, vi ikke har snakket med for nyligt.

Det vigtige er ikke, hvad vi gør. Det afgørende er, at vi gør noget. At vi finder noget, vi nyder som venner, og at vi gør det til en fast del af livet og prioriterer det. Når venskabet får faste rytmer, bliver det langt nemmere at prioritere i en travl hverdag.

Hun mener, at mange af os er vant til dette med vores familie og partnere, men at vi glemmer at gøre noget særligt ud af vores venskaber. Ifølge Langan bør vi behandle vores venskaber på samme måde som andre forhold.

Mens jeg skriver dette, går det op for mig, at de mennesker, jeg kender, der virkelig er gode til

venskaber, følger Langans råd. De prioriterer sommerhusturene. De husker jævnligt at skrive og følge op. De samler vennerne til den årlige fødselsdagsfejring. De lever med en form for rytmisk sans for, hvilke venner de har prioriteret, og hvilke, der har været forsømt – og så handler de på det.

Jeg tror, at en væsentlig pointe ved dette er, at prioriteringen af venskaber ikke udelukkende bliver følelsesmæssigt styret af, om vi lige har lyst på dagen, men den kommer af et tilvalg om, at vi ønsker at fylde i hinandens liv.

AMBIVALENTE VENSKABER

Samtidig skal vi ikke holde fast i vores venskaber for enhver pris. Lydia Denworth, som vi mødte først i artiklen, forklarer, at det er normalt, at venskaber ændrer sig over et liv. Gode venskaber kræver tid, men der kan sagtens være forskellige langvarige venskaber over et liv.

Hvis et venskab ikke er sundt og opløftende, hvis det konstant er drænende, eller hvis initia-

Overraskende nok var det ikke de mest negative relationer, der medførte de værste konsekvenser, men de mest ambivalente.

Overraskende nok var det ikke de mest negative relationer i studiet, der medførte de værste konsekvenser, men de mest ambivalente –altså dem, der scorede tre på begge parametre. Der, hvor forventninger ikke stemmer overens med erfaring. Der, hvor der er utryghed og uforudsigelighed. Der, hvor der er usagte frustrationer eller uløste konflikter.

Lydia Denworth understreger samtidig, at ingen relationer er perfekte.

Men vi kan arbejde på at rydde op i de negative sider i relationer. Hertil opstiller hun tre veje.

Den første er, at vi prøver på at forbedre relationen, arbejde på den, måske tage den svære samtale eller prioritere de gode rytmer og ritualer, som vi hørte fra Emily Langan.

tivet altid ligger på den ene part, er det måske på tide at ændre relationen.

De fleste ved formentligt, at decideret negative venskaber er dårlige for os. Men forskning viser, at selv ambivalente venskaber er dårlige – også rent biologisk. Undersøgelser om ambivalente relationer viser, at omkring halvdelen af vores relationer kan kategoriseres som ambivalente. Defineret som relationer, hvor positive og negative følelser oftest sameksisterer.

I et studie undersøgte forskere relationer på en skala fra et til fem. Deltagerne skulle rangere, hvor positivt og negativt en relation fik dem til at føle. De relationer, der rangerede to eller mere på begge parametre, blev set som ambivalente.

Det interessante var, at selv de relationer, der scorede fem i positivt og to i negativt, viste sig at forøge risiko for hjertekarsygdomme, medføre forhøjet puls, højne risikoen for depression og andre helbredsudfordringer. Det positive vejede altså ikke op for det negative.

Her er det væsentligt, at vi først fokuserer på vores andel af relationen. Hvad bidrager jeg med? Hvordan kan jeg være hjælpsom og gavmild? Hvornår har jeg sidst være opmuntrende og værdsættende? Er jeg en loyal ven?

Den anden vej er, at vi kan droppe relationen fuldstændig, hvilket ofte er hårdt og dramatisk.

Den sidste vej er, at vi rykker personen en tak ud i vores sociale cirkler for en periode. På den måde er vi ikke lige så følelsesmæssigt afhængige af personen. Den sidste løsning kan både gøre godt for os selv, men faktisk også ofte en vej til at forbedre relationen på sigt – når vi vælger at holde fast, men gør det med sunde grænser og selvrespekt.

Før du går en af disse veje, er der tre elementer, du kan overveje i dine relationer, som Denworth nævner som minimumskrav til det gode venskab: Der skal være et relativt stabilt og langtidsholdbart bånd; relationen skal primært være positivt; relationen skal være gensidig med et ønske om at være der for hinanden.

Spørger du Denworth, er evnen til at være en god ven og opretholde langvarige venskaber noget af det absolut vigtigste, vi kan lære både os selv og vores børn her i livet.

20.-22. juni

Sommerfestival VENSKAB

DEN 20-22 JUNI AFHOLDER VI

AREOPAGOS SOMMERFESTIVAL

PÅ GALLERI EMMAUS.

HER KAN DU MØDE MANGE SPÆNDENDE FOREDRAGSHOLDERE

OG DELTAGE I FORSKELLIGE WORKSHOPS, DER HAR VENSKAB

SOM OMDREJNINGSPUNKT.

BEGIVENHEDEN OPDATERES LØBENDE.

”Ingen har større kærlighed end den, der sætter sit liv til for sine venner.”

Johannes 15,13

Alle steder, hvor mennesker er forsamlede, er der en åndelig dimension i spil. I Areopagos vil vi gerne være til stede blandt mennesker og skabe muligheder for, at den åndelige dimension får plads og rum.

Vores eget ståsted findes i den kristne tro. Men med inspiration fra Østens spiritualitet,har vi i mere end 100 år arbejdet for at fremme dialog og arbejdet med den praksis, der følger med at være et åndeligt menneske.

Hvis du er optaget af dialog og af arbejdet med at udfolde troen i praksis, så kan du blive medlem af Areopagos. Bliv en del af rejsen her.