Tørst - Nummer 1 2023

tørst

Areop A gos er en dialogmission som søger sandhed, skønhed og en holistisk spiritualitet, gennem dialog og trospraksis.

Vi er et pilgrimsfællesskab af grænsevandrere. Inspireret af vores organisations grundlægger Karl Ludvig Reichelt vil vi bidrage til, at flere mennesker i vores tid kan erfare en fred, som overgår al forstand, og som giver mening og sammenhæng til vores væren og tilværelse.

Vores bidrag er at skabe mødepladser og dele kompetencer, som bidrager til mere dialog og trospraksis i denne verden. For os er dialogen mellem Øst og Vest definerende for vores tilnærmelse til trospraksis og spiritualitet.

Nylig ku NN e vi lese om funnene fra en stor undersøkelse om åndelige og eksistensielle behov, gjennomført av forskere fra Syddansk Universitet. Forskerne var overrasket av at hele 4 av 5 meldte at de opplevde en åndelig lengsel eller et eksistensielt behov for å finne indre fred.

Jeg tror ikke disse tallene ville vært så annerledes i Norge, selv om stadig færre oppgir at de tror på Gud ifølge den norske samfunnsundersøkelsen Norsk Monitor. For selv om vår trosbekjennelse er i endring, forsvinner jo ikke vår eksistensielle lengsel eller søken.

Areopagos er en bevegelse som gjennom et århundre har utforsket denne søken. Gjennom dialog, trospraksis og fordypning har vi oppdaget spor av Gud der hvor andre kanskje ikke har ønsket eller våget å gå.

Temaet for Tørst­nummeret du holder i hånden er Gud i alt? Det er ment som et åpent uttrykk for pilegrimens søken. Den holistiske spiritualiteten som Areopagos står for har som utgangspunkt at Gud kan oppdages både i naturen og kulturen, at den freden som overgår all forstand kan erfares både i liturgiens faste form og i den frie lovsangen, og at vår søken etter sannhet er både en individuell og kollektiv øvelse.

Språk er også en kollektiv øvelse som forstås og utvikles i felles­

skapet. Vi fortsetter i år øvelsen av å lage et Tørst som gjør bruk av rikdommen i både det norske og danske språket. Med det inviterer vi deg som leser til å ta deg tid til å lytte ordentlig til teksten – også når den er på det andre språket enn ditt eget.

Selve navnet Tørst er et uttrykk for at Areopagos ønsker å ta vår tids åndelige og eksistensielle søken på alvor. Det vil vi gjøre gjennom å våge oss ut på nye grensevandringer i tiden som kommer. Sammen søke etter de spørsmålene, svarene og erfaringene som bringer oss nærmere Gud. Som også kan forstås og oppleves som indre fred og dyp livsmening.

God og fredfull lesning!

g i en gave til t ørst n orge

Vipps: 61583

d anmark

Mobilepay: 943349

o rdbog

Kanskje – måske Språk – sprog

Silje Kvamme Bjørndal, generalsekretær, Areop A gos

April 2023

a nsvarshavende

chefredak T ør

Silje Kvamme Bjørndal

r edak T ør

Lea Braüner Larsen

i redak T ionen

Christine Nybraaten Colstrup, Erlend Klepsvik Haus, Kristine Hovda, Martin Krath-Andersen, Christoffer Krøgh Engholm, Bente Mikkelsen Pahus

d esign

Magnus Osnes

f o T o på forsiden

Oliver Ørskov

Tryk

Merkur Grafisk AS, Oslo, og Specialtrykkeriet Arco A/S, Skive.

u dgive T af

Areopagos Norge, PB 6763 St. Olavs plass, 0130 Oslo, (Bernhard Getz' gate 3, 0165 Oslo)

+47 23 33 17 00 www.areopagos.no og

Areopagos Danmark, Peter Bangs Vej 5B, 2000 Frederiksberg

+45 23 60 23 50 www.areopagos.dk

Har du ris eller ros?

Vi hører gerne fra dig på info@areopagos.dk

tema

Findes Gud i alt? Det spørgsmål deler en universitetslektor, en psykolog, en præst og en komiker deres tanker om.

s ide 6

v i lytter

En eksplosion i hjertet, en påmindelse under bøn, en tolv år gammel avis og en forsvunden halskæde. Åndelige oplevelser opleves forskelligt.

s ide 10

e ssay

Møt trær som har stått på hellige steder i hundrevis av år.

s ide 12

interview

Morgenkaffen

blev en vej til at se mere af Gud for jesuitpræst Daniel Nørgaard.

side 17

Fotocollage

Findes Gud i Københavns duer, graffiti eller statuer?

Gå på opdagelse i fotograf Oliver Ørskovs smukke billeder.

side 20

reportasje

Badstumiljøet i Oslo har eksplodert de siste årene. Finnes det også en spirituell dimensjon ved det?

side 22

aK tiviteter

Areopagos har mange aktiviteter både i Norge og Danmark.

side 26

Kultur­

anbe F alinger

Kunstnere, filosofer og

teologer har i årtusinder funderet over, om der er mere mellem himmel og jord.

side 27

i ntervju Musikk er som akupunktur i følelsene våre, mener musiker og produsent, Inge Engelsvold.

side 36

r eportage Med kroppen og sanserne udforskes det guddommelige under åben himmel.

s ide 32

r e F le K sjon

Areopagos sin grunnleggers oppdagelse i Kina.

s ide 39

Findes Gud i alt?

Vi har spurgt en universitetslektor, en psykolog, en præst og en komiker, om de mener, Gud findes i alt.

pr Æ sten : g ud er hos alle

− Gud er overalt og hos alle. Det er Guds væsen, og det er helt uafhængig af, hvad vi tror og ikke tror, og hvad vi har gjort af godt og ondt. Han forsvinder ikke fra os, siger Stian Kilde Aarebrot, der er præst og ansvarlig for trospraksis i Areopagos i Norge.

Aarebrot mener, at Gud er til stede hos alle mennesker altid, men det er ikke er det samme, som at Gud er relationelt nær. Han sammenligner det med to mennesker, der sidder fysisk ved siden af hinanden. De kan sidde tæt uden at kende hinanden. Uden at have en relation.

− Vi kan ikke rejse til Gud, for Gud er her, men vi kan rejse væk fra os selv. Vi kan rejse væk fra at være til stede i vores eget liv, siger han.

Her kommer trospraksisser ind i billedet. De kan hjælpe os til at være til stede. Aarebrot definerer en trospraksis, som alt, der er inspireret af troen. Det er vigtigt for ham ikke at skille det materielle og immaterielle af.

− Fysisk træning kan defineres som en kristen trospraksis, hvis den udspringer af min tro, ligesom mere indre vaner som bøn. De kan ikke rangeres, forklarer han.

Trospraksis er tæt knyttet til den person, der udfører den, og derfor kan den også se forskellig ud fra person til person.

− Når jeg folder hænderne eller knæler, er det en fysisk praksis, men hvis en ateist knæler, når han binder snørebånd, beder han ikke. Den

indstilling, vi har til praksissen, når vi udfører den, gør forskellen.

Praksisser kan også forandre sig over tid. Der kan være forskellige praksisser til forskellige livssituationer.

− I en livssituation som min, et hektisk småbørnsliv, må jeg øve mig i praksisser, der ikke tager tid. Det kan for eksempel være at korse sig. Det tager lidt under et sekund, men det hjælper mig til at konkretisere nogle intentioner for mit liv. Jeg kobler mig på, og det er let at gøre mange gange i løbet af dagen, fortæller han.

universitetsle K toren : g uds eksis T ens kan aldrig bevises

− Eftersom jeg ikke tror på, at Gud findes, kan jeg ikke se ham i hjernen, siger Uffe Schjødt, lektor på religionsvidenskab, Aarhus Univer­

sitet. Schjødt har forsket i, hvordan hjernen reagerer, når kristne beder.

− Når folk beder en bøn, kan vi se i en scanner, hvilke områder hjernen benytter sig af. Hjernen benytter et system, som vi kender fra andre studier om social interaktion. Det siger os, at hjernen behandler Gud som en person.

Hjernen har ikke et særligt sted, der er designet udelukkende til kommunikation med Gud, men trækker på andre af de systemer, mennesker bruger for at overleve. Når buddhister mediterer, ser forskere ikke den samme aktivitet i hjernen som ved kristnes bøn, da buddhistens meditation ikke er rettet mod en Gud, fortæller Schjødt. Hjernen slår heller ikke ud, hvis en person, der ikke tror, beder i scanneren.

p r Æ sten: Stian Kilde Aarebrot. fo T o: Tone Leksbø Walgermo

− Forestillingen om en personlig Gud aktiverer noget andet. Vi havde også en gruppe inde i scanneren, som ikke tror på noget, men alligevel bad derinde. Deres bøn aktiverede ikke de samme systemer i hjernen som de kristnes, fortæller han.

Uffe Schjødt forholder sig åbent til spørgsmålet om Gud, men er fascineret af forestillingen om, at religion og Gud er et biprodukt af evolutionen, der stiller et behov, som mennesket deler med andre pattedyr.

− Troen på Gud er en ekstremt attraktiv forestilling, fordi den tilfredsstiller vores behov for tryghed. Vi søger normalt vores mors skørter, vores primære forsøger, når vi er utrygge. Forestillingen om den

almægtige og allestedsnærværende Gud overstimulerer vores behov, når vi er utrygge.

I det perspektiv mener Uffe Schjødt heller ikke, at videnskaben nogensinde vil kunne bevise Guds eksistens.

− Så længe man skelner mellem det, der er immaterielt og åndeligt, og det, der er fysisk, kan vi ikke bevise noget. Det fysiske kan vi måle og veje. Det åndelige kan ikke måles og vejes. Det har vi ingen adgang til, derfor kommer vi aldrig nogensinde til at kunne sige noget om det åndelige.

psy K ologen : n ogle ser g ud i mørke T , andre gør ikke

− Alle relationer er vigtige. Det ville være arrogant af mig at beslutte, hvilken relation der er vigtigst i et menneskes liv. Det gælder også et menneskes eventuelle gudsrelation, siger Elli Kappelgaard, der er psykolog ved Center for Familieudvikling i København.

Når hun har samtaler med mennesker, der på grund af livskriser, sorg eller andet oplever et stort mørke i deres liv, er hun altid nysgerrig på, hvad der kan få mennesket til at blomstre igen. Her kan en tro på Gud for nogle være en ressource.

− Nogle troende har en fordel i mørket. De kan opleve en kilde til ekstra ressourcer ved for eksempel bøn, meditation eller intellektuel stimulans, som kan anspore dem til accept eller handling.

Kappelgaard forklarer, at håb er vigtigt for mennesker i krise. Den østrigske professor i neurologi og psykiatri, Viktor Emil Frankl, der overlevede en koncentrationslejr,

− Dem, som har en tro, har det nogle gange sværere

e lli k appelgaard, psykolog

beskrev, at de, der havde noget at sætte deres håb til udenfor sig selv, havde en bedre chance for at overleve koncentrationslejren.

− Relationen til Gud kan være noget af det, mennesker falder tilbage på, når de ikke har andet, og som de klynger sig til, siger hun.

Men Gud kan også blive et ekstra mørke i mørket, hvis et forventet møde med Gud udebliver for den troende.

− Dem, som har en tro, kan nogle gange have det sværere. Hvis de forventer at kunne se Gud i mørket, og han ikke er der, kan det blive endnu mørkere. De kan føle sig truet på hele deres eksistens, når livet ikke viser sig at hænge sammen, som de forventer.

l e K toren: Uffe Schjødt.

f o T o: Lars Kruse – Aarhus Universitet psy K ologen : Elli Kappelgaard. f o T o: Privat

Ifølge Kappelgaard kan gudsrelationen eksempelvis blive udfordret, hvis et barn, der har lært at bede om at blive bevaret fra ulykker, mister en forælder i et trafikuheld.

− Nogle oplever, at troen bliver så udfordret, at den går i stykker, andre, at den forandrer sig. Et menneske kan ikke fryse sin tro eller en relation ned i en dybfryser. Den skal have plads til at kunne udvikle sig hele livet for at forblive sund, mener hun.

K omi K eren : h umor er g uds gave

− Jeg tror, Gud findes i humoren. Humor er en ægte kærlighedsgave, mener standupkomiker Jakob Svendsen. Han forklarer nærmere:

− Det at grine og have det sjovt er en gave. Livet handler ikke kun om at overleve. Det er vigtigt, men der er noget, der er vigtigere. Humor er en af de ting – herunder også kunst og smukke ting – der gør livet værd at leve.

Er humor da kunst? Det spørgsmål har Jakob Svendsen brugt en del tid på at tænke over.

− Jeg er kommet frem til, at humor er kunst. Jeg har tidligere sagt, at en joke ikke er det samme som Monets åkander. Men noget af det, som standup kan, og som kunst også kan, er at få folk til at tænke sig om og blive rørt. Nogle gange kommer folk bare ind for grinets

skyld, men det kan have en kæmpe betydning, oplever han.

Gud er ikke kun i humoren. Han er også med Jakob Svendsen på scenen, når han optræder.

− Jeg har en aftale med Gud og snakker med ham, hver gang jeg skal på scenen. Det hele er meget i samarbejde med Gud. Jeg ville ikke kunne lave det, jeg laver, hvis jeg ikke havde Gud med i det.

Jakob Svendsen er af den overbevisning, at man kan lave sjovt med alt, men han gør sig mange overvejelser omkring, hvad og hvordan han laver sjov med ting.

− Jeg kan lave jokes om kristendommen, fordi jeg står indefra og kan se nuancerne. Jeg er klar over, hvornår jeg rammer en stereotyp.

Det ville jeg slet ikke vide, hvis jeg skulle lave jokes om islam.

Erfaringen har også lært ham, at der er en ting, han ikke skal lave sjov med, når han laver standup for kristne, medmindre han har forberedt joken godt hjemmefra.

− Hvis jeg siger ordet Helligånden på scenen, er der nogen, der står helt af. Det er det emne, som folk har det sværest med, at jeg laver sjov med. ●

o rdbo K

Grine – le Joke – spøk Åkander – vannliljer Sjovt – morsomt

j akob s vendsen, komiker

K omi K eren : Jakob Svendsen. f o T o: Christine Louw

Har du haft en åndelig oplevelse?

Annelene Plüger, 44, produktchef, Solrød Strand (dk )

Jeg har flere forskellige åndelige oplevelser – oplevelser som hver især har styrket min tro på, at der er mere mellem himmel og jord, og at der findes en højere guddommelig kraft. En kraft som i sidste ende styrer os henimod mere kærlighed og medfølelse. Min første oplevelse, som kom delvist uventet, var, da jeg fik en »hjerteeksplosion«. Jeg kan ikke finde et mere passende ord,

da der kun er lidt information at finde om fænomenet – og det meste er fra udlandet. Jeg oplevede, at mit hjerteområde på et splitsekund eksploderede af energi. Rent fysisk begyndte mit hjerte at hamre, og der pulserede enorme mængder energi omkring hjertet – området i sig selv blev varmt. Samtidig blev jeg fyldt med så meget kærlighed, at jeg ikke kan sætte ord på det, og jeg husker, at jeg ganske simpelt blev overvældet med tårer af ren lykke og kærlighed.

Oplevelsen og de fysiske/følelsesmæssige symptomer varede ved i flere timer, men nu hvor det er flere år siden, kan jeg også sige, at det har forandret mig som menneske. Sidenhen er jeg også blevet klogere på fænomenet, og jeg er meget taknemmelig over, at jeg har fået lov til at mærke den kraft og forandring, det har medført. Jeg tror på, at vi alle har potentialet for at opleve det, men at det for nogle er forudbestemt, før vi inkarnerer på jorden.

Jeg tror, det er svært at undgå åndelige oplevelser. De er langt mere almindelige end mange tror. Forleden brugte jeg tid på at bede til Gud sammen med en gruppe venner, som jeg har set regelmæssigt de sidste par år. Vi har fulgt hinanden igennem alle slags livssituationer: Glæde, sorg, tab, sygdom, håb. Jeg kommer i en frikirke, og i vores tradition lægger vi ofte hænderne på hinanden, når vi beder. Det er et symbol på, at Gud er tæt på og har omsorg for os. Da turen kom til mig, og mine venner lagde hænderne på mine skuldre, oplevede jeg, at Gud mindede mig om, at troen trives bedst i fællesskab med andre. Jeg er med til at bære de andre, og de er med til at bære mig.

Kristian Dolberg, 29 år, studerende, Aarhus ( dk )

– Jeg er med til at bære de andre, og de er med til at bære mig

k ris T ian d olberg

– Jeg blev fyldt med så meget kærlighed, at jeg ikke kan sætte ord på det

f o T o: Oliver Ørskov

– Jeg tenker: Marcello?

Var det Marcello Haugen?

Min kone hadde fått et anheng med kjede, i gave fra selveste kunstneren Camilla Prytz.

En dag var anhenget borte. Det første stedet vi lette var i den lille pappesken hvor anhenget lå når det ikke ble brukt. Der var det ikke. Vi endevendte leiligheten uten resultat.

Så skulle vi legge oss for natta. Rett før jeg sovnet, sa jeg inni meg: Kjære Gud! Jeg vet at dette bare er en gjenstand, som ikke er viktig utover symbolsk verdi, men likevel: Gi meg i det minste et lite hint om hvor det kan ha blitt av!

Tidlig neste morgen, fikk jeg en underlig fornemmelse. Jeg følte at noen sa: Jeg sender Marcello! Og så, i denne halvsøvnige tilstand, været jeg en eldre mannskikkelse, som sa: Amuletten ligger i pappesken! Høh, tenkte jeg. Nei! Ikke tale om! Pappesken var det første stedet vi lette!

Jeg forteller min kone om mitt drømmesyn. Vi ler litt, tar en kopp te, og prater om dagens gjøremål. Plutselig må jeg inn på stua for å hente noe. Da ser jeg pappesken. Jeg får en underlig fornemmelse… Skal jeg ta en titt, likevel? Jeg åpner esken. Der ligger anhenget! Og jeg tenker: Marcello? Var det Marcello Haugen?

(Marcello Haugen er en kjent, synsk nordmann som levde fra 1878–1967, red.anm)

Jeg var på besøk hos min søster, og hun hadde et gammelt uthus som var blitt ryddet mange ganger de siste årene. Midt på gulvet lå det en tolv år gammel avis. Jeg hadde gått og tenkt på min gamle venn Tore den dagen. Og da jeg åpnet avisen fikk jeg sjokk – der var det en to siders artikkel om nettopp min venn. Han døde ganske kort tid etter at avisen kom ut. Det var akkurat som om han var her igjen, jeg kjente sorgen og savnet etter ham så sterkt. Det var sterkt og mystisk på samme tid; hvordan dukket denne avisen opp akkurat her og nå? Følget mitt den ettermiddagen sa «Han vil fortelle deg noe!», og da sto det brått klart for meg hva Tore ville minne meg på; Jesu ord om Himmelriket som er inni oss. Gudsriket midt i blant oss.

o rdbog

Anheng med kjede – kæde med vedhæng

Pappesken – papæsken

Legge oss for natta – lægge os til at sove

Prater – taler Sykepleier – sygeplejerske Fiolinist – violinist

Ole­Henrik Moe, 57 år, komponist og fiolinist, Oslo (N)

Kari Anda Harestad, 62 år, sykepleier, Stavanger (N)

Valebrokk

Istanbuls trær åpner for det hellige

Kan trær ha en form for bevissthet? Kan de handle på eget initiativ? Thomas Arentzen er ekspert på tidlig kristen poesi og litteratur, og har forsket på tidlige kristnes oppfatning av trær. Sist høst var Arentzen i Istanbul. Her møtte han trær som har stått på hellige steder i hundrevis av år.

Der er alltid noe som skjelver i Tyrkia. Motsetninger syder, plater møtes og historier krysser hverandre. Istanbul forbinder Europa med Asia, med én fot på hver side av Bosporos står den gamle staden og skrever. Hit kommer handelsreisende og turister fra alle kanter, og hit kommer flyktninger. En gresk­ ortodoks patriark sitter nede ved Det gylne horn og en armensk på den andre siden av neset. Dervisjer hvirvler gjennom byens indre landskap, ospeløv i de grønne lungene. Det er alltid noe som skjelver. Vikinger seilte hit og møtte kristne romere. Osmanere innlemmet byen i et sunni­muslimsk rike. Hit ledet engang Silkeveien. Hit drog jeg høsten 2022 for å treffe trær, disse stillferdige vesenene som bevitner og bevirker historien.

I platanenes by Utenfor Bayezid­moskéen i Fatih­ distriktet sentralt i Istanbul blir jeg møtt av en elegant olding som strekker de lange lemmene sine mot meg. Han er rundt 375 år gammel og nesten 8 meter om livet. Ikke uten ironisk lekenhet, sier han:

«Velkommen til Beyazıt­plassen, bygget på Istanbuls tredje høyde. Jeg er ett av historiens mange tause vitner, min kjære venn.»

Trygt plassert øverst på Theodosius’ forum – mellom hovedinngangen til Istanbul­universitetet, moskéen og basaren – er denne aldrende skapningen langt mer fortrolig med historie enn jeg noensinne kommer til å bli, langt mer kunnskapsrik om alle jordskjelv og omfavnelser og menneskelige tumulter som har funnet sted blant torvets steiner, men, som han sier, han tier. Han taler fra en plakett, taler med menneskeskrift.

Teinten hans er skjoldete, delvis dekket av mose og lav, mens bladene er friskt grønne. Han strekker seg, ser det ut til, i en motsols dreining, mot klokka, som for å understreke at hans tid – tre­tiden – er en annen tid enn den som pikkende tikker i våre moderne menneskehoder.

Nå for tiden er denne gamle platanen oppkalt etter en lokal poet, Istanbul­sønnen Hüseyin Avni Dede. Han er et menneske hvis krone består av et langt bølgende skjegg og en grå manke, og som angivelig har tilbragt nesten førti poetiske år ved foten av platantreet. Men platanen må ha lydt andre navn og hilst på utallige andre mennesker før dikteren og meg. Han taler taushet. Eller kanskje taler løvet et språk jeg ikke forstår, der det vinker i formiddagsvinden.

Ingen av oss vet hva Hüseyin Avni Dede­platanen

tenker (skjønt jeg mistenker at poeten har en anelse); uansett er han bare ett av flere trær som har fått en egen stemme – med litt støtte fra Istanbul kommune. Denne byen tar trær på alvor. Ikke minst plataner – som overskuer de fleste urbane palassene, parkene og moskéene i Europas folkerikeste stad –forbinder perioder og epoker, religioner og riker.

Kjærl I ghet t I l plataner For osmanske mennesker gav plataner assosiasjoner om hellighet, storhet, styrke og et langt liv,

men de menneskelige platan­forbindelsenes røtter strekker seg enda dypere ned i historien. Hüseyin Avni Dede­paret – den skjeggete mannen og det gamle treet – vokser inn i en lang tradisjon i disse områdene, en eldgammel fornemmelse av slektskap mellom menneske og platan. På klassisk gresk er ordet for ‘platan’ feminint, og grekerne oppfattet dem gjerne som kvinnelige. Ifølge historikeren Herodot (400­tallet f.Kr.) ble kong Xerxes I forelsket i én på sin vei gjennom Lilleasia: «Xerxes kom over en platan, som han for hennes skjønnhets skyld

Platanen ved Eyüp Sultan moskéen.

smykket med gull, og han gav én av sine ‘udødelige menn’ ordre om å vokte henne.» (7.31) I Theodor Prodromos’ bysantinske roman Rhodanthe og Dosikles fra det tolvte århundre, sørger den mannlige helten sin elskede, som ligner et platantre. Han tror hun er død og utbryter: «Akk, Rhodanthe, hvor er din ungdoms vår, din fagre figurs sypress, … dine lokkers eføy … som slynger seg om hodet ditt som rundt en platan?» (6.291–295).

I den senantikke perioden forteller Johannes Moschos (+ ca. 619) om en hellig mann. Han het Adolas, og han elsket en platan så høyt, øyensynlig, at han slo seg ned inne i det hule treet. Der levde han sitt skjeggete liv, midt i Thessaloniki (Den åndelige enga 70), ikke helt ulikt Hüseyin Avni Dedes poetiske tilværelse på Beyazıt­plassen ett og et halvt årtusen senere. En annen legende forteller at en sufi­mester pleide å meditere i den hule platanen ved Atik Valide­moskéen i bydelen Üsküdar på den østre siden av Bosporos, og lignende historier er kjent fra den persiske verden. Plataner er gjestfrie; deres tilbøyelighet til å opplate stammene sine mens de fortsatt er i live åpner hule og hellige rom for fredsommelige retreater. Buskete menn og barkede stammer danner symbiotiske par.

e t levende K apell

Men ikke alle platanboere er skjeggete. Utenfor de bysantinske bymurene ligger en gammel Maria­helligdom som kalles «Den livgivende kilde». Ifølge legenden ble denne viktige pilegrimskirken reist på stedet hvor en helbredende kilde vellet frem, midt i en lund av trær, i den tidlig­bysantinske perioden – bare noen få år før Johannes Moschos’ platan omfavnet den menneskelige beboeren med stammen sin. Den nåværende kirkestrukturen er ny, og det samme er patriarkgravene i sypress­skyggene utenfor. Men den hellige kilden kan saktens være den samme – om nå rennende vann noen gang er det samme. Oppkommet pipler frem, klart og friskt. Og utenfor kapellet som er bygget rundt ilen, bebor et annet lite kapell gårdsplassen: et platantre. Denne planten har åpnet en sprekk i sitt eget liv. Inni stammen holder et ikon av Guds Moder til.

Folk tenner vokslys og røkelse fremfor det. Det er et kapell som lever og vokser, et kapell som skyter knopper hver vår.

Fra en hell I g KI lde Utenfor Eyüp Sultan­moskéen, et viktig muslimsk pilegrimsmål på utsiden av murene, ber unge gutter og kvinner i stående positur, bøyer seg forsiktig, som om en vind sakte svaiet dem. Inne i selve Abu Ayyub al­Ansari­mausoleet har et hvitt løv blitt rammet inn og stilt ut. På skiltet står det: «Blad fra treet som den hellige profeten Muhammad plantet.» Men det er utenfor folkemengdene samles. På gårdsplassen, hvor der ellers ville ha stått en shadirvan, en renselses­fontene, strekker en veldig platan seg opp fra den omgjerdede plattformen, og de troende har samlet seg rundt den. Bladene er grønne. Treet vokser fra en hellig kilde. «En kilde som de som er nærmest Gud, skal drikke av» står det på plaketten. Én gang for tusen år siden fantes en nonne i denne byen. Hun regnet sypresser blant sine nærmeste. Irene het hun. Om nettene vandrer hun rundt blant trærne i klosterhaven, og somtid, når Irenes bønner krever bøyninger, følger to sypresser bevegelsene hennes. De bøyer kronene sine i takt med henne og nærmest krummer seg mot bakken. En morgen ser de andre nonnene dessuten tørklær som henger fra toppen av de høye sypressene. Hva skal dette bety? Irene svarer megetsigende: «Noen som betrakter disse trærne som hellige, mine barn, har hengt opp tøystykkene til Guds ære.»

Hva trærne tenker i sine stille sinn, vet bare Gud, men jeg kan ikke la være å undre om ikke også platanen i Eyüp, med den lett foroverlente holdningen, deltar i kvinnenes svaiende bønn.

b la F rende bønner

Det første treet jeg møtte da jeg ankom Istanbul, var ikke noen platan i det hele tatt. Han het Nâzım Hikmet og var hverken mystiker eller religiøst hengiven. Hikmet, som vokste opp i Istanbul, tilbragte livet i den modernistiske poesien. Han tenkte med trær, skrev med trær, sang med trær. Det var dette som kom til meg:

– Det er et kapell som lever og vokser, et kapell som skyter knopper hver vår

– Hva hadde jeg egentlig bedt om?

Thomas a ren T zen

Mit hoved er en skummende sky, indeni og udenpå er jeg et hav.

I Istanbuls Gülhane­park er jeg et valnøddetræ, et gammelt, knudret og arret valnøddetræ, men du og heller ikke politiet aner det.

Jeg er et valnøddetræ i Gülhane­parken: mine blade glimter som fisk i vand, mine blade flagrer som silkelommetørklæder, pluk bare ét, elskede, og tør dine tårer. Mine blade er mine hænder, det vil sige med hundredtusind hænder rører jeg, rører ved Istanbul og dig!

Mine blade er mine øjne, og jeg rystes, med hundredtusind øjne ser jeg, ser på Istanbul og dig!

Som hundredtusind hjerter er mine blade, og de slår og de slår!

I Gülhane­parken er jeg et valnøddetræ, men du og heller ikke politiet aner det! (overs. Murat Alpar og Erik Stinus)

Hikmet skrev dette diktet i eksil, med hodet brusende i vinden av Istanbul­minner, kanskje slitt mellom kjærlighet og frykt. Stadig forfulgt for sine kommunistiske sympatier hadde poeten tidligere vært fengslet av tyrkisk politi, men han er fortsatt, fra eksilet, et levende nærvær, en usett observatør i hjertet av byen, hundre tusen blader som ser og berører og vibrerer mens menneske­strømmene bølger forbi ham, som blafrende lommetørklær. Han er et valnøtt­tre. Liksom en Hüseyin Avni Dede er han et stille vitne til de politiske spenningene som alltid har rørt seg blant mennesker i disse gatene og parkene, fristelsene og grusomhetene.

I en s K og av te K st I ler Dager senere skulle jeg reise til arkipelet Prinsøyene i Marmarahavet. Den største øya kalles Prinkipos av grekere og Büyükada av tyrkere. Mektige bysantinere som hadde havnet i unåde, satt én gang i tiden inne­

sperret her. Nå drar mektige hit mest for å slappe av. Fra havnen vandrer jeg opp den drøye stigningen forbi det grandiose ortodokse barnehjemmet (visstnok Europas største trebygning, men også, ettersom det for lengst er fraflyttet, én av de mindre velholdte), passerer noen kuer og en geit i den solvarme Marmara­luften, før jeg gir meg på den siste og bratteste oppstigningen mot høyden Yücetepe. Biltrafikken på øya er strengt regulert; veien opp mot toppen smalner til og er brolagt for menneskeføtter. Ja, det er sant å si mer av en sti enn en vei. Jeg begynner å klatre opp den bratte bakken som leder til Georg av bjellene, øyas berømte valfartsmål. Legenden forteller at klosteret bygdes etter at en hyrde og en saueflokk hørte bjelleklang klemte nede i marken på denne avsides pletten. Det ortodokse helligstedet, vakkert plassert på øyas topp, tiltrekker seg både kristne og muslimske troende.

En ekte pilegrim forventes gå de siste stegene taust og barbeint. Jeg hadde beholdt skoene på. Mens jeg sakte skred oppover fjellet, nådde lukta av furu meg. Jeg var omgitt av stammer og buskas på alle kanter; som om jeg selv utgjorde et lite opptog, stod bartrær, men også oliven, frukttrær og andre løvtrær, sammenklemte langs stien. Her oppe, hinsides byens mektige plataner, var trærne mer beskjedne. Men de var alle kledd opp – i farverike stoffer. Lange garntråder i rødt, hvitt og gult dukket først opp langs stien, deretter strømper og sløyfer, munnbind, pannebånd, tørklær, skolisser og hyssing, bomullsbelter (tror jeg), bandanaer og talløse uidentifiserbare hvite stoffremser. Jeg var kommet inn i en skog av tekstiler, en løvsal hvor mennesker og trær bad sine bønner i fellesskap, gjennom tøystoffers lydløse språk. Hver eneste tråd var en bønn, båret oppe av grener og kvister, beveget av vinden. De siste buskene langs pilegrimsveien stod bare noen meter unna klosteret, og likevel nådde de selv aldri inn i det hellige rommet; de var opptatt med å bære frem bønnene. Og villniset der ute, fikk jeg for meg, dannet liksom en egen helligdom, en plass for uopphørlig bønn.

Etter å ha besøkt kirken, trakk jeg frem lommetørkleet fra lomma og bandt det til en furu.

– Av én eller annen grunn gav denne formen for

Blant grenene fant bønnene sammen, hva enten de var kristne, muslimske eller – Gud vet – kan hende kommunistiske. Var det ikke på ett vis som om trådene surret rundt disse trærne også bandt mennesker sammen?

Dette grublet jeg på mens jeg ruslet gjennom Gülhane­parken, nedenfor Topkapı­palasset og Den hellige fredens kirke, blant glitrende fiskestimer, valnøtter strødd utover bakken, under knudrete kroner. Hva hadde jeg egentlig bedt om? Med hvilken hensikt hadde jeg bundet lommetørkleet mitt til en gren? Hva bad kvinnene i Eyüp for? Eller ungguttene foran den hellige platanen? Om hva ber alle disse bleknende tøystykkene som flagrer høyt over Marmarahavet? Jeg var usikker. Jeg er usikker. Jeg kommer aldri til å være sikker. For å være ærlig vet jeg like lite om bønn som jeg vet om trærnes indre liv, men av én eller annen grunn gav denne formen for tre­bønn intuitiv mening for meg. Noen ganger ber vi for et krigsherjet land, det er sant, eller en jordskjelvrammet nabo – i Tyrkia fins der mangt å be for – men etter hvert falmer bønnene i sola og blir stillere bønner, stummere bønner. Kanskje det vi innerst inne håper på, i den hule målløsheten vår, når vi overlater bønnenes kropper til kvister og grener, er en dypere resonans, å dele sukk med hverandre og trærne og vinden? Kunne påkallelsenes ordløse kor, den blafrende stillheten, undret jeg, utgjøre en lengsel etter forening? Kanskje det var dette sufier og kristne mystikere, poeter og andaktsfulle mennesker – eller til og med en katt jeg så i en platan der i parken – alle lengtet etter å finne: sine egne hjerter skjelvende med løvet?

Kanskje fornemmelsen av slektskap, som synes å krysse både religiøse og kulturelle grenser, på tvers av store og stolte historier, kan avsløre en spire til tre­het i oss alle?

Kanskje. Jeg vet ikke. Og det gjør ikke politiet heller. ●

En engelsk versjon av dette essayet ble publisert i tidsskriftet Kalabalik! 13 (2022).

Thomas a ren T zen er dosent ved Uppsala universitet med PhD fra Lunds Universitet.

Arentzen er ekspert på tidlig kristen poesi og litteratur, og har de siste tre årene forsket på tidlige kristnes oppfatning av naturen generelt, og trærne spesielt.

Skriver – skræver (spredte ben)

Ospeløv – aspeløv

Plakett – tavle

Skjoldete – skællet

Motsols – mod urets retning

Pikkende – hakkende

Oppkommet – resultatet

Arkipelet – øhavet

geit – ged

Saueflokk – fåreflok

Stegene – trinene

Barbeint – barfodet

Lukta av furu – lugten af fyrretræ

Stoffremser – stofstrimler

o rdbog

Benedicte Sato Arentzen

tre-bønn intuitivt mening for meg

Thomas a ren T zen

Guddommelig morgenkaffe

I sin iver efter at have fokus på Gud ville jesuit og skolepræst Daniel Nørgaard ikke distraheres af noget – heller ikke morgenkaffen. Men han overså, at kaffen og næsten alt andet kan inddrages som en vej til at finde Gud mere.

Daniel Nørgaard arbejder til dagligt som ungdoms- og skolepræst på Niels Steensens Gymnasium.

g ud k AN fi N des i stort set alt. Sådan lyder det fra 42­årige Daniel Nørgaard. Det er med årene blevet tydeligere og tydeligere for ham. Når han fortæller om, hvor han finder Gud, fremhæver han naturen. En gåtur i skoven, en smuk solnedgang såvel som i sin egen krop. Han uddyber:

– I mit åndedræt. I det, at der er noget, der opretholder mig. Alene i den energi som findes i, at jeg er til. Dér finder jeg Gud.

a t I nddrage alt

F or at FI nde g ud

Men det har ikke altid været så åbenlyst for Daniel Nørgaard. Det var først for nogle år siden, at han begyndte at kunne nyde sin morgenkaffe, mens han bad.

– Det var min iver efter at være helhjertet og dedikeret i mit fokus på Gud. Jeg ville ikke distraheres af noget. Heller ikke en kop kaffe. Men jeg overså, at Gud møder os, hvor vi faktisk er.

Nu ser han i retrospektiv, at det i virkeligheden ikke var kaffen, der distraherede ham, men sin egen selvretfærdighed og stræben. I dag finder han Gud i nydelsen af morgenkaffen eller et godt måltid mad såvel som i foldede hænder.

– Vi gennemgår alle forandringer. For mig var det en omvendelse af mit perspektiv. Jeg fandt ud af, at religiøse praksisser ikke bør separeres fra hverdagslivet. Jeg overså, at min kop kaffe eller en smuk udsigt er fra Gud og kan være en vej til at finde ham lige her. Jeg er gået fra at afskære en masse i ønsket om at have fokus på Gud alene til at inddrage stort set alt som en vej til at finde Gud endnu mere.

Daniel Nørgaard er blevet glad for udtrykket ‘at spilde sin tid’ på Gud. Der er ikke et særligt mål for samværet med Gud.

– Nu sidder jeg blot i taknemmelighed med Gud. Det kan være så simpelt som at registrere, det er blevet så lyst, at jeg kan sidde og meditere i vores havestue og nyde den smukke udsigt.

Det efterlader noget godt i mig.

Han griner let og fortæller, at han ikke kan sige om sin daglige morgenbøn, at der var ild i en tornebusk som med Moses i Bibelen, eller at tydelige guddommelige ord blev talt til ham.

– Men summen er, at jeg sidder tilbage med en fornemmelse af, det er godt, at jeg er til. Og jeg bliver taknemmelig. Der vækkes en glæde over dagen, der skal til at begynde. Jeg begynder at se dagen i Guds lys og ser frem til dens gøremål. Det er i virkeligheden banalt. En ateist kunne sandsynligvis opleve det samme, men jeg kobler det på Gud. Jeg kan ikke lade være med at sige tak og føle det som gaver fra en afsender ­ ikke bare tilfældigheder. Hovedbudskabet, jeg får ud af det, er: Der er en Gud, der vil mig det godt.

o mvendelse a F perspe K t I v Daniel Nørgaard mener, at en nøgle til at få øjnene op for Gud ligger i at bryde med illusionen om, at Gud ikke vil mig det godt og ikke giver mig noget. Han oplever, at særligt selvmedlidenhed fodrer den tanke og slører blikket for Guds tilstedeværelse i og omkring os.

– Taknemmelighed er den vigtigste modgift mod selvmedlidenhed. Der ligger en befrielse i at takke Gud – selv i modgangen.

Han uddyber, at det er en øvelse i omvendelse ­ ikke som en moralsk omvendelse, hvor vi skal opføre os bedre ­ men som en omvendelse af perspektiv. Et perspektiv, hvor man får et nyt syn på virkeligheden og ser Guds gaver i det daglige. Et perspektiv, hvor selv ens nederlag kan ses som en vej til at forstå Guds storhed og nåde.

– Jeg tror, syndefaldet først og fremmest er et ‘fald af perspektiv’. Altså, den grundlæggende tvivl om: Vil Gud mig det virkelig godt? Det er dér, synd begynder. Omvendelse leder til nye linser, hvor vi ser, at han har givet os det hele, at han vil os det godt, at han hjælper os til at fravælge ondt og gå mod det gode, skønne og sande.

Jesuitterne er kendt for deres store samfundsmæssige indflydelse på kultur, videnskab, politik, social retfærdighed og intellektuelle arbejde verden over.

–Hovedbudskabet, jeg får ud af det, er: Der er en Gud, der vil mig det godt

e n hell I g hverdag

Med et holistisk fokus på at finde Gud i alt, mener Daniel Nørgaard, at man finder frem til en dybere og sundere spiritualitet, end hvis man konstant prøver at adskille det guddommelige og menneskelige.

– Hvis vi begrænser Gud til at findes i kirken, når vi folder hænder og beder, så overser vi, de mange muligheder i løbet af dagen, hvor vi er i Guds nærvær og kan erfare ham lige der.

l ad m I g bl I ve m I s F orstået

Da jeg til sidst spørger, hvordan han undgår, at hans tilgang til tro og spiritualitet bliver et selvoptaget projekt,

– Jeg beder nogle gange: Gud, lad mig blive misforstået

d aniel n ørgaard

svarer han smilende med en anekdote: En katolsk præst bliver ringet ud af sengen om natten af en from katolik, som absolut vil skrifte nu og her. Katolikken siger til præsten: Jeg er den største synder i hele verden. Hvortil præsten svarer: Vel er du ej, du er bare en skiderik ligesom os andre!

– Jeg tror, det er afgørende, at vi ikke tager os selv for selvhøjtideligt, siger Daniel.

– Jeg beder nogle gange: Gud, lad mig blive misforstået. Jeg bruger meget energi på at blive forstået, og at folk må anerkende, hvad jeg har at byde ind med. Det er en sørgelig stræben, og der er det nogle gange bedre at blive misforstået. ●

j esui T erordenen:

• En af verdens største katolske religiøse ordener. Grundlagt i 1540 af Skt. Ignatius af Loyola

• Kendetegnet af en praktisk og hverdagsnær teologi og filosofisk tænkning

• Der er omkring 14.000 jesuitter i verden i dag, den nuværende Pave Frans er jesuit og millioner af mennesker lever efter deres spiritualitet og tænkning

d aniel n ørgaard:

• Skole- og ungdomspræst på Niels Steensens Gymnasium

• Læste 7 år til katolsk præst umiddelbart efter gymnasiet

• Arbejdede som præst ved den katolske domkirke i København i 12 år

• Læste til jesuit i 2019 på et 2-års novicitat i Genova og 1-års master i ignatiansk spiritualitet i Madrid

• Har afgivet evige løfter om lydighed og cølibat til Jesuiterordenen

o rdbo K

Smuk – vakre

Inndrage – inkludere

Spilde – kaste bort

Blot – bare

Griner – ler

Fodrer – forer

Skiderik – idiot

Gud i København?

En renselse midt i uken

Badsturitualer har tatt Oslo med storm det siste året. For noen har ritualene også en spirituell dimensjon.

– d et føles som å bli ny. Det er en renselse, en pause fra hverdagen.

Det er en onsdag kveld i Oslo sentrum. På en flytebrygge like ved operaen står tre kvinner i badetøy og varmer seg rundt et bål. En av kvinnene er Kristina Aarekol. Hun står og får tilbake pusten etter at hun har vært inne i badstuen sammen med venninnene Genevieve Frachon og Evelyn Myhre. Da de kom inn i badstuen for halvannen time siden, var de pratsomme og virrete. Nå hviler det en ro over damene, selv om de står ute i kulda med bare badetøyet på.

– Når vi går inn, er vi veldig pratsomme, og når vi er ferdige, er vi helt rolige. Det er helt perfekt på onsdager, som en midtuke­renselse. Huden blir helt myk. Og så er det så fint med utsikten over hele Oslo, sier Aarekol.

En time tidligere sitter de inne i badstuen i en sky av damp. På hodet har de ull­luer som skal beskytte hodet fra den verste varmen. Badstumester Edwin Cabascagno bruker en vifte for å nærmest dytte den varme luften over de rundt femten deltakerne i alle aldre, som sitter fordelt over benkeradene i tre nivåer.

– Prøv å beholde roen, selv om dere må ut og ta en pause. Vi vil at dere skal forbli i den meditative tilstanden, sier Cabascagno til noen gutter som må ta seg en tur ut i havet for å kjøle seg ned.

Et badsturituale er en ledet badstuøkt, der alle sanser tas i bruk. På badstuene til Oslo badstuforening holdes det rituale to ganger i uken; på onsdager og fredager. I løpet av en og en halv time tas deltakerne med gjennom flere seanser, som å drikke varm urtete, slik at kroppen

k ris T ina a arekol

blir gjennomvarm, og å bli dasket med greiner av eukalyptus, slik at blodgjennomstrømmingen skal få fart på seg. Mellom sekvensene går deltakerne ned i det kalde vannet, og det oppfordres til å bruke pusten for å være helt tilstede i både det varme og det kalde. Badsturitualet er ment å skulle gjennomvarme og rense kroppen for slaggstoffer, og tilføre en ro i hverdagen som ikke er så lett å få til andre steder.

Badsturitualet utføres likt hver gang, og på den måten ligner det religiøse ritualer. Men mens Edwin Cabascagno er opptatt av at badsturitualene ikke har noe med religion å gjøre, har hans kollega i Oslo Badstuforening, Marie Hovden Kaada, en litt annen tilnærming. Hver nymåne og fullmåne holder hun badsturitualer, og tidspunktet er ikke tilfeldig.

– Jeg har hatt en fascinasjon for månen veldig lenge. Månen har forskjellig form i forskjellige tidspunkt av måneden. Den kan minne oss på vår posisjon i verdensrommet, at vi lever i et univers, og at vi ikke egentlig vet noen ting om verden og hvorfor vi er her. Tradisjoner som er opptatt av månen har ofte vært dominert av kvinner, og de har vært knyttet til menstruasjonssyklusen. Jeg har valgt å ha dette åpent for begge kjønn, sier hun.

Hennes badsturitualer endrer seg i takt med månesyklusen. Hun mener at mennesker blir påvirket av månen, og at vi kan utnytte syklusen for å få det bedre med oss selv og skape positiv endring.

– Vi følger tradisjonen med at på nymånen setter man en intensjon. Det er da man sier at klarheten er sterkest. Det er den beste tiden for å stake ut en kurs. Ved fullmåne blir man månesyk, lunatic, og da skal man stå gjennom, våge å vente. Det handler om å jorde seg, og å ikke forhaste seg i å ta valg akkurat da, sier Hovden Kaada.

Hun tenker.

– For meg handler det vel så mye om det å koble seg på eksistensen og en større sammenheng, og dermed også en mindre sammenheng. Inn, og ned i seg selv. Som en gjentakende prosess.

b ads T umes T er: Marie Hovden Kaada holder badsturitualer hver ny- og fullmåne. For henne er badstu tett knyttet til åndelighet.

f o T o: Line Svea

Marie Hovden Kaada er utdannet danser og bevegelsesterapeut, og opptatt av kroppen som en vei til dypere erkjennelse og endring. På nettsiden til Oslo Badstuforening står det litt spøkefullt hvordan hun bruker sang til å tilkalle de gode badstuåndene.

– I finsk tradisjon snakker man om badstuånder, og tanken var at

– Når vi går inn, er vi veldig pratsomme, og når vi er ferdige, er vi helt rolige

h e TT : Badsturitualet skaper en helt egen atmosfære, også fordi deltakerne får beskjed om å være helt stille. Å sitte i varmen og stillheten sammen, med bare lyden av vannet som freser mot badstusteinene, gir ro i sjelen.

u rban T : Badstuflåten ligger midt i Oslo sentrum, et steinkast fra sentralstasjonen. Badstumiljøet i Oslo har eksplodert de siste årene.

e n T usias T : Evelyn Myhre, Suzane Hamze og Genevieve Frachon ved badstuen. Genevieve Frachon er blitt stor tilhenger av å ta badstu etter at hun oppdaget det for alvor i løpet av fjoråret. Nå har venninnegjengen byttet ut hvitvin med varm damp og kalde bad.

man renset kroppen når man tok badstu. Ikke bare kroppslig, men også spirituelt. Man svettet ut det vonde, og så ba man de gode badstuåndene om å hjelpe til. Jeg synes det er en fin tanke. Og jeg merker at det påvirker folk når jeg synger. Det skaper en spesiell stemning, sier hun.

– Hvorfor akkurat i badstu?

– Badstu er et kroppslig sted, hvor man kommer inn i kroppen og øyeblikket. Man legger vekk telefonen, sitter og svetter sammen med andre mennesker, før man går ned i det kalde vannet. Og så er de ritualene jeg holder med på å underbygge og gå dypere inn i det. Når du bringer oppmerksomheten din ned i kroppen, så kommer du til det som faktisk er, ikke til ideene om hva som er. På den måten får du en erfaring av deg selv, i verden, som et fysisk individ. Du kan bli oppmerksom på skjelettet ditt, du kan sitte og være tilstede med bevisstheten helt ut i tærne. Og noe av det som skjer da, er at alt man går og tenker på forøvrig, konsepter og ting som vi skaper hele tiden, som handler om hvordan vi har bygget opp samfunnet vårt og livene våre, det forsvinner litt. Og så er vi i ett med oss

selv som natur. Da er det lettere å se seg selv og verden litt mer åpent. Hun beskriver hvordan badsturitualet også har påvirket hennes syn på hvordan hun skal skape kunst.

– Før tenkte jeg at jeg må sette i gang og lage ting. Nå tenker jeg at de kan få lov til å oppstå. At jeg kan la verden rundt meg handle, og så responderer jeg på det, ved å ta det inn og la det virke gjennom meg. Der kommer åpenheten og tilstedeværelsen inn, sier hun.

Tilbake på Langkaia prøver de tre badstuvenninnene å forklare hva de akkurat har vært med på.

– Det er kanskje litt som søvn. En dyp hvile. Kroppen må presse seg, først blir det veldig varmt, og så blir det veldig kaldt. Kroppen tåler veldig mye, og det er interessant å se hvor mye, sier Genevieve Frachon.

Hun og venninnene pleide å dra ut etter jobb for å drikke vin. Nå har badsturitualet overtatt.

– Dette er mye bedre. Det er en så fin aktivitet å gjøre med venninner, sier hun.

Kristina Aarekol nikker.

– Alt er på plass etterpå. Det er virkelig verdt det. Du blir aldri lei av utsikten. Alt er perfekt. ●

• Badstubad er en eldgammel badeform; ulike folkeslag synes å ha utviklet den uavhengig av hverandre.

• Badstubad ansees av mange å være meget rensende fordi den sterke svettingen åpner porene godt. Temperaturen i baderommet holdes oftest mellom 55 og 70 °C, men kan gå betydelig høyere (over 100 °C). Det har vært hevdet at det virker sterkt herdende på grunn av de store temperaturvekslingene, og motvirker tretthet og muskelstølhet ved å bedre blodsirkulasjonen i musklene.

k ilde: Store Norske Leksikon

o rdbog

Badstue – sauna

Kveld – aften

Flytebrygge – flydedok

Virrete – urolige

Ull-luer – uldhuer

Benkeradene – bænkerækkerne

Badstuøkt – saunatur

Slik – så

Pusten – åndedrættet

Slaggstoffer – affaldsstoffer

Det er kanskje litt som søvn. En dyp hvile

g enevieve f rachon

a reopagos har mange aktiviteter både i Norge og Danmark. Her er et lite utvalg. Du finner mer informasjon om alt som skjer på www.areopagos.dk og www.areopagos.no

Bliv medlem af Areopagos i Norge www.areopagos.no/medlem eller i Danmark www.medlem.areopagos.dk

Norge Danmark

t rospraKsisbiennalen – t esting pÅgÅr

20.–22. oktober i Oslo, inviterer vi til vår aller første trospraksisbiennale – et utstillingsvindu for kristne trospraksiser. I løpet av helgen vil det foregå foredrag, seminarer, verksteder, konsert og klubbkveld.

j esusdojo

Dojo er det japanske navnet for treningsstudio og betyr «stedet for veien». Vi formes av Jesus, gjennom å sammen gjøre konkrete øvelser og refleksjon. Samlingene foregår både digitalt og i Oslo.

m editasjon og messe

Meditasjonen tar utganspunkt i en av jesusfortellingene i Bibelen. Metoden er å leve seg inn i fortellingen som om du selv var til stede. Meditasjon og messe foregår i Nordstrand kirke i Oslo.

p od K ast

Kulturmisjonen:

Her diskuteres aktuelle bøker og tv­serier i lys av eksistensielle og teologiske tema.

Og: En samtidskommenterende pod der vi binder sammen alt det viktige i eksistensen: Gud og menneske, himmel og jord, synlig og usynlig, natur og kultur.

b øn i b ev Æ gelse

Bøn i Bevægelse er en kristen meditationsform. Vi benytter langsomme bevægelser sammen med få ord som hjælp til at falde til ro og være til stede i Guds kærlige nærvær. Der findes også en lokal gruppe nær dig.

Ånd i nd

Til sommer går Ånd Ind i luften. Se spændende samtaler om åndelighed, bøn, stilhed og meget mere. Lyt til guidede meditationer, hvor du hører podcast. Alt sammen helt gratis.

m esser

Mød Areopagos på alternativmesser over hele landet. Få en forbøn, deltag i en workshop eller bliv lyttet til af de frivillige lyttere fra Den Lyttende Kirke.

n autilus

Et fællesskab for dig, der er åndeligt nysgerrig og ønsker at være i et fællesskab i København, hvor du kan lære mere om kristen meditation og bønspraksis.

Meld deg på det norske nyhetsbrevet: www.areopagos.no/nyhetsbrev Tilmeld dig de danske nyhedsbreve: www.nyhedsbreve.areopagos.dk

Kulturanbefalinger

Findes der mere mellem himmel og jord, end det vi kan se? Det spørgsmål har optaget teologer, filosofer og kunstnere gennem årtusinder. Her finder du stabens anbefalinger af musik, film, podcast, billedkunst og musik, som på hver sin måde kan kaste lys på »Gud i alt?«

Natur, der bryder rammen

Anna Sybergs bror mente ikke, at hendes billeder var værd at købe. Men de er radikale og helende, og giver inspiration til et holistisk gudsbegreb.

De blomstrende georginer

med kaktusblomsterne. Anna Sybergs planter er ikke velordnede og rammesatte som samtidens blomsterbilleder, de er væsener i deres egen ret. De er malet i øjenhøjde, og man er nærmest på talefod med dem.

Den store stilhed

bryder rammen. De skubber til interiøret, mens de nærmest trænger ind udefra. Druerne folder sig ud i sanselighed, så man nærmest kan gå ind i billedet. Vandkaktussens akvarelfarver giver en effekt af, at beskueren selv er under vandet sammen

Anna Syberg (1870–1914) var en af de anerkendte fynske kunstmalere. Hendes natursyn var banebrydende for samtiden. Hendes værker får mig til at tænke på kirkefædrenes og ­mødrenes mere holistiske gudsbegreb, som de senere år er blevet samlet smukt op af teologiprofessor Niels Henrik Gregersen i bogen Ind i fællesskabet. Her er det en pointe, at mennesker, planter og dyr er gjort af samme stof, og at Kristus ikke bare blev født som menneske, men som skabning, og dermed viser Guds kærlighed til hele skabningen. Se Syberg på den Hirschsprungske Samling i København inden 21. maj eller senere på Faaborgs Museum og bliv inspireret.

Kristine Kaaber Pors, senior konsulent og partnerkoordinator

o rdbo K

Nemme – enkle

Rigtige – ekte

Smukke – vakre

Skubber – dytter

En pointe – et poeng

o rdbog

Trekkspill – harmonika

Kanskje – måske

Kveld – aften

Mykt – blødt

Opptaksmarker – optagelsesmarker

Ulike – forskellige

I den nye danske film, »Den store stilhed«, møder vi en verden, der mere end noget andet er stille – og samtidig fuld af drama. Filmen beskriver livet i en moderne, fiktiv, katolsk nonneorden i Danmark

Filmens hovedperson Alma står foran sin endelige optagelse i ordenen, hvor hun skal afgive sine løfter og blive »gift« med Jesus, som det udtrykkes. Midt i det dukker hendes halvbror Erik op, og han er på mange måder den diametrale modsætning til hende. De har en historie sammen, som langsomt oprulles i filmen og viser, hvorfor deres relation er så kompliceret, som det er tilfældet.

Med udgangspunkt i en meditativ grundstemning beskrives nonnerne i klostret som rigtige mennesker med masser af udfordringer og kampe, men også med smukke træk. Samtidig får den på en intens måde præsenteret store spørgsmål som skyld og tilgivelse og forsoning, og væver det ind i personernes historie i filmen. Den leverer ingen nemme svar, men stiller gode spørgsmål.

Virkelig værd at se.

Bent Bjerring-Nielsen, akademisk medarbejder

Bach & Buenos Aires

Hørt om instrumentet bandoneón? Smidig som et trekkspill og høystemt som et orgel. Bragt til Argentina i 1880­årene av tyske sjøfolk. Regnes i dag som landets nasjonalinstrument. Mest kjent gjennom argentinsk tango. Brukes i dag i mange sjangre.

Gorrión (spor 8) er stykket som fikk meg til å stoppe opp ved dette lyriske mirakel. Den argentinske bandoneonspilleren Dino Saluzzi åpner med en ren mollakkord. Noen forsiktige toner og så en ny mollakkord igjen. Alt innenfor eolisk skala, som er en mollskala uten ekstra hevede eller senkede trinn. Bare hvite tangenter. Var dette folkemusikk? Kirkemusikk? Jazz? Uansett hva dette var, var jeg solgt. Jeg ble dratt inn i en sakral melankoli, og tenkte at hvis Bach hadde sittet på pub i Buenos Aires og druknet sine sorger i en bandoneónimprovisasjon, ville dette ha vært hans musikk.

Gorrión betyr spurv. Kanskje tenker Bach på ordene fra evangeliet, om fuglene under himmelen som ikke sår og ikke høster, men som får det de trenger likevel. Kanskje spør han seg hvordan det kan ha seg at Gud føles så nærværende i kveld. Er det musikken som har gjort hjertet mykt?

Som Arnold Eidslott skriver i diktsamlingen Lyset fra Bach:

Nærmere enn mine ører fordi Han er hørselen

Nærmere enn min ånd fordi Han er min ånd

pod K ast Et podkast­år tilsvarer 30 menneske­år –Etter tre års tid har de fleste podkaster reist til de evige opptaksmarker. Den britiske podkasten Nomad er derfor en institusjon med sine foreløpige 14 aktive år. Den er som folkekirken – den publiserer trofast sine episoder, mens jeg kommer og går i ny og ne, uten å kjenne på noen som helst forpliktelse til oppmøte.

Nomad ble startet av fem venner som lenge hadde diskutert ulike sider ved kristen tro og vantro. Nå bestemte de seg for å sette på opptaksknappen. Eller, kanskje ikke så enkelt – den første episoden er med ingen ringere enn forfatter og biskop N.T. Wright. Vennegjengen var vokst opp i evangelikale miljøer, og de første episodene handler mye om å vende rundt på

Gilead av Marilynne

alle troens byggesteiner, for å finne sin egen tro. Podkasten har flere ganger nesten avgått ved døden, men har funnet nytt liv, ved hjelp av nye verter. Fokuset er nå langt bredere enn dekonstruksjon av evangelikal kristendom. Personlig vil jeg trekke frem tre episoder som peker mot en holistisk forstått kristendom fra ulike

kanter: N214

– Christian Animism and the Re-Enchantment of the World. N234 – Everybody Now – Climate Emergency and Sacred Duty. N244 Richard Rohr – The Cosmic Christ.

Stian Kilde Aarebrot, Areopagosprest og ansvarlig for trospraksis

(Cappelen Damm, 2022)

bo K Hva betyr det å komme fra et sted? Hva er nåde? Jeg kan ikke tro at noen vil stå uberørt igjen etter et møte med Robinsons fortryllede univers; vi forundres over at vi kan forundres. Hun drar oss tilbake til begynnelsen, til oss selv, igjennom romanfigurenes store spørsmål og følelser. Ta og les!

Ann Jeanette Ekberg, ansvarlig for dialog og diakoni

podcast Meningsfulde Samtaler sætter kavalkader af tanker i gang og får flakkende tanker til endelig at falde på plads. Podcasten åbner et rum, hvor du som fluen på væggen kan lytte til eftertanker om tro, tvivl, dannelse og det, der definerer og former os.

Robinson

musi KK

Jo Hegle Sjøflot, Areopagosprest og musiker

Dino Saluzzi Cité De La Musique ecm 1997

Christoffer Krøgh Engholm, kommunikatør og projektkoordinator

Et poetisk skattkammer fra Japan

Folk spør meg av og til hvorfor i all verden en norsk teologiprofessor skriver om japanske vandrere og diktere som tilhørte en annen tid, fulgte andre poetiske konvensjoner og forsto sine liv ut fra helt andre religiøse erfaringer enn norske lesere.

Jeg kunne si at kunsten ikke har noen grenser: musikken, poesien, den gode fortelling, dans og drama, billedkunst i mange former. Eller at vandringen ligger nedfelt i oss som en lengsel etter å se det som er «over de høie fjelle».

Noe er selvsagt fjernt og fremmed, men det er ufattelig mye gjenkjennelse når man følger disse dikternes vandringer og deres opplevelser av

naturen i dens skjønnhet og brutalitet, av liv og død, ensomhet og vennskap, angster og drømmer, kriser og konflikter, det opphøyde og det hverdagslige.

Jeg oppdaget disse vandrepoetene da jeg arbeidet for Areopagos i Japan, fra 1969 til 1985, med forskning og religionsdialog som ansvarsområde. Og de har fulgt meg siden. De gir helt andre innsikter enn lærebøkenes prosa og prelatenes belæringer. Poesien åpner en verden som er nær og konkret og uten grenser. Jeg må åpne mitt sinn for deres erfaringer og innsikter, og oppdager at min egen tro blir formet og forandret i denne prosessen. ●

n o TT o r . Thelle Veiens visdom og vandringens poesi – Fire japanske vandrepoeter

Verbum Forlag 2023

s an T ôka

Samuraien Bashô (1644–1694) «lot seg lokke av vindens drivende skyer» og erstattet sverdets presisjon med penselens myke følsomhet.

Bondegutten Issa (1763–1827) ble drevet hjemmefra som 14-åring og skrev «nedenfra». «Hverken regn og vind eller frosne netter under åpen himmel kan få min fot til å stanse.»

Den lærde Ryôkan (1758–1831) valgte fattigdommen og ble en buddhistisk Franciscusskikkelse. Lek med barn var hans fremste visdom.

n o TT o r . Thelle ble født i Hongkong i 1941. Han har vært misjonsprest i Kyoto, Japan, og ble senere professor i økumenikk og missiologi ved det teologiske fakultetet på Universitetet i Oslo.

Den traumatiserte vandremunken Santôka (1882–1940) var til tider mer boms enn tiggermunk, og brøt både litterære og religiøse konvensjoner, men hans korthogde poesi har gitt trøst til mange.

– En som kommer fra helvete løper ikke og skriker ikke, men vandrer stille med ansiktet mot jorden

»Tomheden er en forandringskraft«

En anbefaling af Andreas Vermehren Holms forfatterskab og virke som forlægger på Forlaget Virkelig, hvor antologiserien Ny Jord udkommer. Og en brevveksling mellem to mennesker, der begge søger svar.

Kære a ndreas, Jeg har vist læst de fleste af dine digtsamlinger, meget af hvad der udgives på forlaget Virkelig ­ og brugt mange timer, ja, dage, på at vandre med øjne og fingre gennem antologierne Ny Jord I-V. Dine projekter er for vidtrækkende til at kunne opsummeres her, så i stedet vil jeg gerne spørge ind til en enkelt figur, som vandrer gennem dit forfatterskab ­ nemlig pilgrimmen. Hvem er det? Hvorfor?

Selv føler jeg mig vel også som en slags pilgrim, men oftest vandrende i mørket. En gudstro, der engang flød gennem hvert åndedrag, blev til sin modsætning, en gennemgribende oplevelse af tomhed. Jeg blev så ensom. Det har jeg skrevet om igen og igen og igen. Men noget er begyndt at ændre sig. Jeg ved stadig ikke helt, hvad det er, men jeg er begyndt at lytte mere, række ud. Ja, jeg føler vist, at tomheden er blevet mindre tom, måske blot den bevægelse, der kommer af at søge? En søgen genkender jeg i Ny Jord, disse åbne samlinger, hvor tekster af vel efterhånden flere hundrede forskellige nulevende og afdøde ­ digtere, videnskabsfolk, kunstnere, sci­fi­forfattere, bjergvandrere og mystikere ­ står side om side. Der er ikke noget hieraki: Geologer og biologers beskrivelser

af naturen står sammen med Frans af Assisi og Simone Weil. At den mystiske såvel som den videnskabeligt beskrivende tilgang til naturen får lov til at befrugte hinanden, giver mig et rum, der endelig er vidtfavnende nok til den pilgrim, jeg er blevet.

Alt godt, Rakel

tomheden er aktiv, så at sige, en kraft, der gør det muligt for tingene at gå i forbindelse med hinanden. Tomheden er en summen, kunne man sige. Intet er nedarvet som sig selv, men altid åbent og i bevægelse imod og med noget andet. Tomheden er en forandringskraft. Der er en form for nåde i at åbne sig for den, synes jeg. Verden er større. Selvfølgelig drukner man. Men der er også en sødme i den afmagt, det er at åbne sig som menneske.

Jeg starter Nye mytologier med et pilgrimsbrev til Egeria, en af de allerførste pilgrimme i den kristne tradition. Hun var optaget af især de kvindelige trosfællesskaber, og hun havde stor sans for de landskaber, hun gik igennem. At læse hendes bog er ligesom at vandre i en stor landskabskirke, et religiøs rum, som er uden for kirkens fire vægge. Vi er på jorden, indenfor biosfæren.

Kære r a K el, Ja, netop: Der er ikke noget hierarki. Vi arbejdede ud fra Simone Weils logos­begreb, hvor logos også er i skæringspunkterne mellem verden; hvor

For mig er pilgrimmen som figur nært knyttet til fortællingen om Jakob i Det gamle testamente. Han vågner alene og møder en anden, der spørger ham, hvem han er. Det er vigtigt, at han er alene. De mange lange ture, jeg har gået alene, har lært mig dette. Man bliver en anden for sig selv. For Jakob, der er en af de store arvtagere, handler pilgrimsvandringen om forsoning. Og

– Selv føler jeg mig også som en slags pilgrim, men oftest vandrende i mørket

ndreas v ermehren h olm

så handler den om overlevering. Han skal forstå, at han ikke kun er arving, men selv en forgænger. Han skal lære at huske frem i tid. For mig handler det også om at lære at drage omsorg for de stemmer, der taler i en. Slutte venskab med de dæmoner, der hjemsøger for at blive budt velkommen. Man er selv en fremmed, man skal lære at passe på.

For mig var arbejdet med Ny Jord vigtigt på flere måder. Dels at kunne søge, som du skriver, på tværs af tid og rum, på tværs af generationer, med hele rigdommen fra den menneskelige historie. At give læserne lov til at læse videnskaben som poesi, og poesien som videnskab. Og frem for alt tage visdomslitteraturen alvorligt som litteratur, som fortællinger og historier. Jakobskampen, at man er to indeni, mindst. At man er en anden. Buddhas ord om tomheden, som et aktivt stof,

der flytter os. Laozis ord om opmærksomheden overfor det små, det ligegyldige. Frans af Assisis strenghed over for sproget, hans store sans for at afvæbne forbandelser i hverdagssproget og velsigne. Ved siden af vidnesbyrd fra de store krige. Beskrivelser af økologiske tab, af arter. Og af ukrudt, der blomstrer i et bombekrater et sted. En gruppe unge, der forsvarer en skov ved at flygte op i træerne .... Videnskaben og visdomslitteraturen eller den religiøse litteratur, litteraturen i det hele taget, handler om hele tiden at lære at huske, hvordan verden er eller må være. Pilgrimmen er en gavmild figur. Hun starter ikke med at vide, hvem hun er, men med et spørgsmål: Hvem er jeg. Dette spørgsmål fører til verden.

Mange gode og varme hilsner, Andreas

r akel h aslund g jerrild er en dansk forfatter. Hun debuterede i 2016 med bogen Øer. Senest har hun udgivet Adam i paradis, der udkommer på norsk til efteråret. Norske læsere kan møde hende på Norsk Litteraturfestival i Lillehammer til maj.

a ndreas v ermehren h olm er en dansk forfatter, oversætter og forlagsredaktør på Forlaget Virkelig, hvor han blandt andet redigerer skriftserien Bestiarium og Ny Jord – tidsskrift for naturkritik. Adskillige af hans tekster og digtsamlinger er udkommet på norsk på forlaget H//O//F, herunder den seneste udgivelse Nye Mytologier (2022 på både dansk og norsk).

o rdbo K

Blot – bare

Hinanden – hverandre

Især – spesielt

Indeni – på innsiden

Rakel Haslund-Gjerrild

Sveinung Rudjord Unneland

– Der er en form for nåde i at åbne sig for tomheden

a

Naturen er Guds andet kirkerum

Bål, salmer og stilhed i naturen er faste elementer, når lokale i alle aldre mødes til Skovkirke på Djursland. Med kroppen og sanserne udforsker de det guddommelige under åben himmel.

Bålet k N itrer, og røgen stiger til vejrs på Helgenæs i landsbyen Esby på den sydligste spids af Djursland. En gruppe mennesker på tværs af generationer sidder tæt og varmer sig på bålets store flammer, for selvom det er skyklart, og forårssolen viser sig fra sin bedste side, suser den friske vind mellem de gamle træer.

Men hverken kulden eller røgen fra bålet er nogen hindring for de mange fremmødte i at dukke op til Skovkirke.

– Man skal helst tage hjem fra Skovkirke og lugte af bål, siger Søren Thuesen, der leder dagens Skovkirke, i sin indledning til gudstjenesten til de hue­ og flyverdragtsklædte deltagere, alt imens børn løber rundt på den bløde skovbund, suser ned fra rutsjebanen og klatrer i træerne, inden der bliver råbt:

– Der er børnekirke!

Dagens program består af nogle salmer på akustisk guitar, en kort prædiken, en skovvandring og til sidst qigong – en bevægelsesform med rødder i kinesisk medicin, hvor der stræbes efter at integrere kroppen med sindet. For, som Søren Thuesen gør klart i sin indledning, er Skovkirke et sted, der rummer forskellige mennesker med forskellige overbevisninger, og et sted, hvor det guddommelige udforskes med kroppen.

n aturens sp I r I tual I tet Få kilometer derfra bor præst og pilgrim Henrik Lausten Madsen. Han er med til at arrangere skovkirke for Areopagos på Helgenæs.

– Skoven og naturen rummer en dyb spiritualitet, fortæller han i sit drivhus på Helgenæs, mens han spejder ud over grønne enge og dybblåt hav. For nogle år siden købte han sammen med sin kone Elisabeth en stor gård, som de har forvandlet til et lille refugium til glæde for mennesker, der søger stilhed, samtale og mulighed for at deltage i tidebønner.

– Når vi mødes til Skovkirke, bliver vi stille for det, som er til stede. Vi hører og sanser de ting, vi normalt ikke registrerer. Vi lytter til fuglene, havets brusen eller vinden i træerne. Vi føler og mærker på genstande i naturen. Vi tager imod det, naturen giver til os, og vi opdager, at her er jeg midt i en stor sammenhæng, siger han.

Henrik Lausten Madsen mener, at vi mennesker risikerer at glemme skabelsens storhed og kompleksitet i hverdagens trummerum.

– I dagligdagen kan vi glemme, at vi er en del af noget stort, og at de stjerner vi ser, kun er dem, der er tættest på. Vi glemmer, at universet er stort – at Gud er meget stor – og

Skoven og naturen rummer en dyb spiritualitet

at vi er en del af et stort hele, siger han og fortsætter:

– Ifølge forfatteren C.S. Lewis så man i Middelalderen ind i universet I dag siger vi, at vi ser ud i universet, som om vi er afkoblet fra universet. Til Skovkirke søger vi efter Gud i det skabte, og vi ser ind i den mystik, som naturen rummer.

e r g ud her nu?

Tilbage ved bålet er sidste salme sunget under den blå himmel. Det er tur til en skovvandring. Opgaven er, at de fremmødte skal bemærke noget i naturen, der spirer, og at de skal åbne sig for en åndelig erfaring og tydning af, at noget dør og noget andet spirer frem.

– Naturen er i et godt flow. Den er i Guds flow, fortæller Peder Poulsen, der prædiker til gudstjenesten. Han er kørt fra Aarhus til Helgenæs for at være med til Skovkirke.

– Øvelsen til skovvandringen handler om at erkende, at alt ikke lever evigt, men at døden og livet eksisterer side om side. Vi må lære at finde fred med, at noget dør, og andet spirer frem.

Alle rejser sig i stilhed og vandrer hver for sig op mod et kors, der står på toppen af en skrå eng. Nogle går med bøjede hoveder og iagttager skovbunden, en går med armene samlet på ryggen med blikket rettet mod himlen, en anden piller skånsomt ved barken på et gammelt træ.

De mødes i en rundkreds foran korset. Ingen siger et ord. En kvinde

Henrik Lausten Madsen, medansvarlig for Skovkirke.

– Naturen er i et godt flow. Den er i Guds flow

Deltagerne bruger kroppen til at erfare det guddommelige.

Deltageren Manja Jensen har taget sine to børn med til Skovkirke. For hende er naturen en kærlighedsgave til mennesker.

ved navn Karen Hasseriis bryder tavsheden.

– Nu har vi kropsbøn, inspireret af qigong, fortæller hun.

– Alle kan være med. Vi inviterer det, som allerede er.

Deltagerne løfter armene over hovedet i en bue. De mærker jorden under deres fødder i en erkendelse af, at de selv er en del af jorden og er selv er kommet af den.

– Mærk hele kroppen, og vend jer mod solen. Hvordan er vejrudsigten indvendig lige nu? spørger Karen Hasseriis, der leder kroppenes bevægelser.

– Vi hengiver os til det, som er, uden at lave noget om. Vi vender venligheden ud mod verden, ud mod vores medmennesker. Og samtidig ind mod os selv.

Deltagerne står med lukkede øjne, begravet dybt inde i deres eget sind, mens de ånder langsomt ind og ud.

– Saml nu opmærksomheden i hjertet. Overvej muligheden af, at Gud er til stede i din indånding. Overvej, at der ikke er nogen adskillelse men en overgivelse og en sammensmeltning med det, som er større. Fornem vinden, duften, solens varme, lydene, siger hun lavmælt og fortsætter:

– Vi inviterer Kristus ind til at stå her sammen med os. Kristus er i os, under os, ved siden af os, over os, bag ved os.

Med sindet rettet mod Kristus kombinerer deltagerne tankerne med kropslige bevægelser. De rækker hænderne ud og modtager velsignelsen fra det guddommelige, som har »givet dem åndedrættet, kroppen og naturen de står midt i«.

e t andet KI r K erum

Henrik Lausten Madsen rejser sig fra den bænk, han sidder på i sit drivhus. Han putter hænderne i sine lommer og stiller sig over til ruden for at kigge ud over landskabet.

– Jeg tror, at Skovkirke kan være

et supplement til den almindelige gudstjeneste. Kirkens rum kan noget særligt, og kirkens storslåede rum viser en del af, hvem Gud er. Men naturen er et andet kirkerum, hvor vi kan møde Gud. I naturen kommer vi på en anden måde i kontakt med, at vi er skabt af jorden og er en del af skabelsen, end vi gør inde bag lukkede døre, siger han.

Ovre på engen er deltagerne færdige med qigong. De har sat sig i en cirkel og er nu klar til at dele ud af deres oplevelser med den spirende natur.

– Jeg fandt en gammel træstamme og så, at der var nogle små planter, der spirede. Jeg kom til at tænke på salmen, hvor der synges Navnet Jesus blegner aldrig, skyder stadig friske skud, fortæller en kvinde, der sidder med benene over kors.

– Jeg er ved at genfinde min tro, siger en anden og fortsætter: – Jeg synes, jeg mærker livet på ny på sådan en dag som i dag.

Da runden er ovre, rejser deltagerne sig fra deres forskellige kropspositioner. Skovkirke er slut for i dag, og nu er det tid til chokoladekage tilbage ved bålpladsen.

Deltageren Manja Jensen har taget sine to børn med til Skovkirke. Hun er der, fordi der er »højt til himlen herude«.

– Til Skovkirke er der et unikt fællesskab med mange forskellige mennesker, der dyrker troen på det guddommelige forskelligt. Uanset hvor mennesker er på troens vej, om de tror på Jesus eller ej, så er vi fælles om at søge det, som er større end os selv. Og det er der plads til, siger hun og fortsætter:

– Naturen er enestående. Vi har brug for at se Gud, og i naturen ser jeg Gud. Naturen er ikke Gud, men Gud har skabt noget smukt, en gave til mig og til min nydelse. Naturen er et rum, hvor Gud ikke vil mig noget, og jeg vil ikke Gud noget, men hvor vi er sammen i stilhed og i kærlighed, afslutter hun. ●

s kovkirke er, som navnet indikerer, en gruppe mennesker, der går ud i skoven og holder kirke sammen. Der er ikke nogen fast opskrift på Skovkirke, men der er ofte nogle fællestræk: taizesange, bønner fra den keltiske tradition og praktisering af meditativt nærvær, hvor deltagerne forsøger at være til stede, blive nærværende i naturen og lytte til det, der bliver givet dem at høre. Sansninger og brugen af kroppen er en essentiel del af Skovkirke.

o rdbo K

Skovkirke – skogkirke

Hue- og flyverdragtsklædte –lue og termodress

Hverdagens trummerum –hverdagens gjentagende rytme

Jer – dere Smukt – vakkert

– Naturen er et rum, hvor vi er sammen i stilhed og i kærlighed

m anja j ensen

ALL MUSIKK ER ET UTTRYKK FOR LIV

Musikk skal bevege kroppen, og dermed oss, mener produsent og musiker Inge Engelsvold.

– Jeg te N ker A t musikk finnes for å skape bevegelse. Først øverst, i hodet, i fantasien. Med en gang du glemmer deg litt av, kommer det bilder i hodet når du hører på musikk, sier produsent og musiker Inge Engelsvold i studioet sitt på Tou i Stavanger. Han er en erfaren produsent, og har samarbeidet med norske artister som Morten Abel, Sigvart Dagsland og Carola, i tillegg til selv å ha spilt i flere anerkjente band.

Han fortsetter:

– Videre er det hjertet, som er følelsene våre. Jeg tenker at vi mennesker prøver å unngå ubehagelige følelser så godt vi kan. Problemet er at når vi unngår de ubehagelige, mister vi de behagelige også. Musikk er som akupunktur i følelsene, den pirker borti alle sammen. Jo bedre vi klarer å gjenkjenne alle de forskjellige, jo sunnere er vi følelsesmessig. Det å

ha nyanserte følelser, gir oss også et rikere liv, sier han.

Engelsvold er også opptatt av sang, og hvordan det å synge kan bære enormt mye følelsesmessig informasjon.

– For meg er god sang når teksten og artisten kommuniserer tydelig. Om det er rent eller vakkert, er mindre viktig for meg. Det kan til og med være litt i veien. Hvis noen uttrykker en følelse ved å gå ut av tonaliteten, og vi ønsker at det skal være rent og pent, reduserer vi informasjonen som ligger i det kunstneriske uttrykket, sier han.

Han fortsetter:

– Jeg mener at musikk er verdt noe i seg selv, og skal ikke brukes til å få fram et budskap på utsiden av musikken. Selvfølgelig kan det ligge et budskap i musikken, som du kan ønske å få fram, men musikk må ikke brukes for å manipulere. All musikk

b evegelse: For Inge Engelsvold, som har vokst opp i et kristent miljø, er det ingen forskjell på kristen og ikkekristen musikk. Alt handler om å uttrykke seg, og dermed oppfylle Guds skaperbefaling.

er lovsang, for all musikk er et uttrykk for liv. Og alt som er et uttrykk for liv, ærer Skaperen, sier han.

– Hva er forskjellen på sang og tale?

– Ja, det er jo mysteriet. For alle skjønner at det er noe høyere som skjer når man synger. Det er nesten som det er noe åndelig som skjer. Musikk er Guds språk, og jeg tror at da Gud skapte verden, sang han.

Vi snakker om bevegelse, og Inge Engelsvold er kommet til hoftene.

– Det handler om at jeg får lyst til å danse. Jeg skal kunne styre, i måten jeg mikser musikken på, om sangen gynger oss sakte eller hurtig. Hvis en sang ikke gynger, er det veldig kjedelig. Dans er kroppens lek. En av de tingene jeg angrer på i livet, er at jeg ikke har lært meg å danse ordentlig.

– Musikk er som akupunktur i følelsene, den pirker borti alle sammen i nge e ngelsvold

p rodusen T : Inge Engelsvold har jobbet som studioprodusent i over 25 år, men klarer fortsatt ikke forstå hva musikk egentlig er for noe. Det han vet, er at vi trenger den.

– Musikk er Guds

i nge e ngelsvold

Han tenker.

– Alt som har med bevegelse å gjøre, handler om liv. Mangel på bevegelse fører til at vi blir statiske i tankene og følelsene. Et av problemene er at vi har delt mennesket opp i ånd, sjel og bevegelse. Vi er ikke tre ulike deler, det er bare et bilde av tre sider av mennesket, men alt henger sammen. Samfunnet vårt er også sånn; psykiske problemer er liksom noe helt annet enn fysiske smerter. Men det er så opplagt at vi er en helhet.

– Så når jeg beveger kroppen, beveger jeg også tankene og følelsene?

– Ja. Når vi sitter fast i en følelse, og det er ofte en ubehagelig en, trenger vi å bevege oss. Det skjønner til og med dyrene. Hele samfunnet vårt er lagt opp til at vi skal ha faste rammer og være fast definerte, bo på et bestemt sted og holde oss til det vi har. Men vi har godt av bevegelse, og vi trenger musikken til å hjelpe oss til det. Da er det ikke sortert i god og dårlig

musikk lenger, for folk er forskjellige og trenger ulike ting for å bli beveget.

– Mener du at musikken har sin egen vilje?

– Ja, når jeg får en musiker i studio som har skrevet en sang, kan det godt være jeg opplever at låten vil noe annet enn det artisten som har skrevet den vil. Låten er en person med sin egen mening. Hvorfor det er sånn, vet jeg ikke. Men når vi jobber med musikk, er det en slags velvilje over situasjonen, som gjør at det går mot et resultat. Hver låt er som et frø, som har alt i seg til å bli det treet det er ment til. Oppgaven vår er å legge til rette for at det frøet skal spire.

Han tenker.

– Hvis man skal snakke teologisk om det, tenker jeg at ønsket om å skape musikk, handler om å oppfylle Guds skaperbefaling. Derfor tenker jeg at hvem som helst som kommer hit med et ønske om å lage musikk, gjør noe godt, sier Engelsvold. ●

i nge e ngelsvold er en komponist, produsent og mikser fra Stavanger. Han har 25 års erfaring som produsent, og har blant annet samarbeidet med Sigvart Dagsland, Morten Abel, Anne Grethe Preus, Stavanger Symfoniorkester og Kaizers Orchestra. I tillegg til arbeid i studio som produsent og mikser, trives han på scenen der han spiller for det meste tangenter.

o rdbog

Pirker borti – prikker i glemmer deg litt av – glemmer dig lidt

Låt/låten – sang/sangen

Kommuniserer – kommunikerer

Vakkert – smukt

Det skjønner – det forstår

språk, og jeg tror at da Gud skapte verden, sang han

GUD ER IKKE LANGT BORTE FRA EN ENESTE AV OSS

Areop A gos si N gru NN legger Karl Ludvig Reichelt opplevde at alle hans forsøk på å gjøre Kristus kjent for Kinas buddhister falt på steingrunn. Men noe skjedde da han ble minnet om Paulus sine ord på Areopagos: «Gud er ikke langt borte fra en eneste av oss. For det er i ham vi lever, beveger oss og er til» (Apg 17,27–28).

Ordene fikk Reichelt til å se at Gud hadde vært i Kina hele tiden og satt sine spor i mennesker, kulturer og religioner. Fra nå av ønsket han å lytte etter hvor Ånden allerede var i arbeid, og slutte sitt eget arbeid til det.

Denne oppdagelsen bryter inn i den sekulære virkelighetsforståelsen. Den sekulære kulturen oppfatter Gud og verden, Ånd og materie som adskilte størrelser. Den har delt verden i en verdslig del der mennesker og natur befinner seg, og en åndelig del der Gud og åndsmakter hører hjemme. Delene er skilt som et hus med to etasjer og en smal trapp imellom.

Gud kommer sjelden ned i første eta­

sje og om det skjer, regnes det som «overnaturlig».

Denne virkelighetsforståelsen har også preget kirkene. Ja, den er som frukten av en teologi som ønsket å ivareta Guds annerledeshet og opphøydhet (transendens) over det skapte. Troens forventning om å gjenkjenne Guds nærvær og virke i det skapte og i våre daglige gjøremål ble svekket. I stedet begynte kirken å beskrive mennesket og naturen i kontrast til Gud, som passiv og fallen.

Reichelt gjenoppdaget Gud som nær og som virker i alle ting. Bibelen forteller at da Gud hadde skapt alt, velsignet han det. Det betyr at han gjorde det skapte til tegnet på og verktøyet for hans eget nærvær, visdom og kjærlighet. Alt som fins er Guds gaver til mennesket, og det fins for å gjøre Gud kjent for menneskene og for å gjøre livet til et samfunn med Gud.

Verdens grunnskade består i at den har mistet bevisstheten om dette. Men Jesus Kristus og hans Ånd gjør «heling» mulig! ●

Tore l augerud , prest i Areopagos