KOGEBOGSEKSPERT: Hellere kager sammen end kulhydratfattig mad alene MUNKE-OST: Norsk askesekloster laver gourmet-ost VEGETAR: Til bords med Krishna i København
tørst 01 2012 Et magasin udgivet af
TEMA: Måltid
Farvel til madsnobberiet »Jeg tror på et comeback til spisningen« Per Brændgaard
Besøgsadresse: Peter Bangs Vej 1D 2000 Frederiksberg Tlf. 38 38 49 10 info@areopagos.dk Annoncer: Tlf. 38 38 49 10 Redaktør: Ann Kristin van Zijp Nilsen akn@areopagos.org
De fleste kender nok fornemmelsen af at stå foran køledisken i Føtex efter en lang arbejdsdag. Man kigger lettere apatisk ned på madvarerne og spekulerer over, hvad man mon skal finde på at berige sig selv og sin eventuelle familie med til aftensmad. Frikadeller eller fasansteg? Eller måske bare pasta og ketchup?
Mad kan ofte være noget, der bare skal overstås. For spises skal der jo, ellers knurrer maven, børnene skriger, og energien forsvinder. Men selvom mad ofte kan virke som en stressende del af en travl hverdag, så fylder mad alligevel meget i medierne og i mange danskeres bevidsthed, især såkaldt »god mad«. Det bliver ikke opfattet som specielt ødselt at købe vin til flere hundrede kroner eller at bruge et par tusind kroner på et måltid på en Michelin-restaurant. En Facebook-status om et besøg på Restaurant Noma bliver mødt af utallige »thumbs up« fra vennerne. God mad er vigtigt, for det giver os en følelse af … ja, af hvad egentlig?
Dansk redaktør: Merete Riis Jensen mrj@areopagos.org
Spørgsmålet er jo, om måltidet i virkeligheden er så meget bedre, fordi det har fået en gylden stjerne? Måske kan en hotdog på en havnegrill faktisk føles mere nærværende og romantisk end en gourmet-middag?
Bidragsydere i dette nummer: Ellen Lande Gossner, Hanna Maria van Zijp, Benedicte Blix, Tone Leksbø, Dorthe Stieper, Tore Laugerud og Sidsel Marie Hegnsvad Drengsgaard.
I dette nummer af Tørst kan du læse adskillige artikler om måltider – blandt andet om drømmemåltider. Lad os ikke afsløre for meget allerede, men et af fællestrækkene for interviewpersonerne er, at nærværet, taknemligheden og fællesskabet omkring måltidet betyder mere end kvaliteten af rødvinssaucen.
Grafisk produktion: Apall Design as Forsidebillede: Maiken Norup
Og apropos fællesskab og nærvær så har kirken også et måltid, nadveren. Dét lille måltid vil aldrig blive populært hos anmelderskaren, for hvem i alverden kan begejstres over en tør, lille oblat og et mikroskopisk glas vin? Man bliver ikke en gang mæt af det. Men alligevel har nadvermåltidet kæmpe betydning. For det er faktisk i dét måltid, at man modtager tilgivelse og liv fra Gud. Helt gratis. Lige så ofte man vil. Og uden at man behøver at ringe og reservere bord flere måneder i forvejen. Merete Riis Jensen
Trykt af Arco Grafisk A/S på Amber Graphic FSC Mixed Credit
Areopagos er en kristen organisation, som arbejder med religionsdialog, samtidsreligiøsitet og kristen spiritualitet. Vi arbejder i Danmark, Norge og Kina.
Vi vil meget gerne høre, hvad du synes om Tørst. Er artiklerne inspirerende, for korte, for svære, for lette eller lige tilpas? Måske har du et bud på et spændende tema til magasinet? Hvis du har gode idéer, ris eller ros, er du altid meget velkommen til at kontakte os! Send en mail til redaktør Ann Kristin van Zijp Nilsen på akn@areopagos.org.
Læs mere på
YK
2 tørst 01:2012
SA
61
TR
8
areopagos.dk 1 G N R . 54
-
Foto: IstockPhoto
Hvad synes du om Tørst?
Foto: Tone Leksbø
Ansvarlig udgiver: Areopagos Pb. 6763 St Olavs Plass, N-0130 Oslo
leder
Hvad skal vi have til middag?
STEDET: Fader Joël og klosterbrødrene har taget deres hemmelige osteopskrift med til Trøndelag.
12
»Maden er ikke smagt til, for Krishna skal smage først. Gud kan smage på Hare Krishna-munk Leif Asmark Jensen, side 24 maden med både syn og hørelse«
tørst 01 : 2012 4 VOXPOP: Hvad er dit drømmemåltid? ............................................................................................................................................. 8 KOGEBOGS-AKTIVIST: Svenske Anna Braw vil redde spisebordet fra udryddelse .................................................. 10 RIGERE LIV: 2 minutters stilhed og spaghetti ............................................................................................................................. 18 OASE: Køkkenudsigt fra et ikon på væggen ................................................................................................................................. 20 AREOPAGOS: Buddhistiske vegetarhaller inspirerede missionærer i Hong Kong ................................................... 28
FARVEL TIL MADSNOBBERIET: Ernæringseksperten vil spise langsomt .....................................................................
tørst 01:2012 3
Besøgsadresse: Peter Bangs Vej 1D 2000 Frederiksberg Tlf. 38 38 49 10 info@areopagos.dk Annoncer: Tlf. 38 38 49 10 Redaktør: Ann Kristin van Zijp Nilsen akn@areopagos.org
De fleste kender nok fornemmelsen af at stå foran køledisken i Føtex efter en lang arbejdsdag. Man kigger lettere apatisk ned på madvarerne og spekulerer over, hvad man mon skal finde på at berige sig selv og sin eventuelle familie med til aftensmad. Frikadeller eller fasansteg? Eller måske bare pasta og ketchup?
Mad kan ofte være noget, der bare skal overstås. For spises skal der jo, ellers knurrer maven, børnene skriger, og energien forsvinder. Men selvom mad ofte kan virke som en stressende del af en travl hverdag, så fylder mad alligevel meget i medierne og i mange danskeres bevidsthed, især såkaldt »god mad«. Det bliver ikke opfattet som specielt ødselt at købe vin til flere hundrede kroner eller at bruge et par tusind kroner på et måltid på en Michelin-restaurant. En Facebook-status om et besøg på Restaurant Noma bliver mødt af utallige »thumbs up« fra vennerne. God mad er vigtigt, for det giver os en følelse af … ja, af hvad egentlig?
Dansk redaktør: Merete Riis Jensen mrj@areopagos.org
Spørgsmålet er jo, om måltidet i virkeligheden er så meget bedre, fordi det har fået en gylden stjerne? Måske kan en hotdog på en havnegrill faktisk føles mere nærværende og romantisk end en gourmet-middag?
Bidragsydere i dette nummer: Ellen Lande Gossner, Hanna Maria van Zijp, Benedicte Blix, Tone Leksbø, Dorthe Stieper, Tore Laugerud og Sidsel Marie Hegnsvad Drengsgaard.
I dette nummer af Tørst kan du læse adskillige artikler om måltider – blandt andet om drømmemåltider. Lad os ikke afsløre for meget allerede, men et af fællestrækkene for interviewpersonerne er, at nærværet, taknemligheden og fællesskabet omkring måltidet betyder mere end kvaliteten af rødvinssaucen.
Grafisk produktion: Apall Design as Forsidebillede: Maiken Norup
Og apropos fællesskab og nærvær så har kirken også et måltid, nadveren. Dét lille måltid vil aldrig blive populært hos anmelderskaren, for hvem i alverden kan begejstres over en tør, lille oblat og et mikroskopisk glas vin? Man bliver ikke en gang mæt af det. Men alligevel har nadvermåltidet kæmpe betydning. For det er faktisk i dét måltid, at man modtager tilgivelse og liv fra Gud. Helt gratis. Lige så ofte man vil. Og uden at man behøver at ringe og reservere bord flere måneder i forvejen. Merete Riis Jensen
Trykt af Arco Grafisk A/S på Amber Graphic FSC Mixed Credit
Areopagos er en kristen organisation, som arbejder med religionsdialog, samtidsreligiøsitet og kristen spiritualitet. Vi arbejder i Danmark, Norge og Kina.
Vi vil meget gerne høre, hvad du synes om Tørst. Er artiklerne inspirerende, for korte, for svære, for lette eller lige tilpas? Måske har du et bud på et spændende tema til magasinet? Hvis du har gode idéer, ris eller ros, er du altid meget velkommen til at kontakte os! Send en mail til redaktør Ann Kristin van Zijp Nilsen på akn@areopagos.org.
Læs mere på
YK
2 tørst 01:2012
SA
61
TR
8
areopagos.dk 1 G N R . 54
-
Foto: IstockPhoto
Hvad synes du om Tørst?
Foto: Tone Leksbø
Ansvarlig udgiver: Areopagos Pb. 6763 St Olavs Plass, N-0130 Oslo
leder
Hvad skal vi have til middag?
STEDET: Fader Joël og klosterbrødrene har taget deres hemmelige osteopskrift med til Trøndelag.
12
»Maden er ikke smagt til, for Krishna skal smage først. Gud kan smage på Hare Krishna-munk Leif Asmark Jensen, side 24 maden med både syn og hørelse«
tørst 01 : 2012 4 VOXPOP: Hvad er dit drømmemåltid? ............................................................................................................................................. 8 KOGEBOGS-AKTIVIST: Svenske Anna Braw vil redde spisebordet fra udryddelse .................................................. 10 RIGERE LIV: 2 minutters stilhed og spaghetti ............................................................................................................................. 18 OASE: Køkkenudsigt fra et ikon på væggen ................................................................................................................................. 20 AREOPAGOS: Buddhistiske vegetarhaller inspirerede missionærer i Hong Kong ................................................... 28
FARVEL TIL MADSNOBBERIET: Ernæringseksperten vil spise langsomt .....................................................................
tørst 01:2012 3
Frikadeller kan spises med nærvær Tekst MERETE RIIS JENSEN
Ernæringseksperten Per Brændgaard er træt af madsnobberi. Han vil hellere have fokus på, hvordan vi spiser, og han er tilhænger af »mindful spisning«. Mad er populært. Man kan ikke tænde for fjernsynet uden at støde ind i et madprogram eller et kokke-reality-show, hvor mere eller mindre kendte danskere konkurrerer om at lave den bedste boeuf bearnaise. Kogebøgerne fylder boghandlerne, og aviserne går i selvsving, når Michelin uddeler stjerner til danske restauranter. Mad fylder meget i Danmark. Men måske fylder mad faktisk for meget – og det at spise fylder for lidt? Det mener Per Brændgaard i hvert fald. Han er ernæringsekspert og sundhedshumanist og har gennem sin forskning og sit arbejde oplevet, at rigtig mange mennesker har et uhensigtsmæssigt forhold til det at spise. »For mange mennesker bliver måltider bare en del af en i forvejen stresset hverdag. Man kaster maden ind i munden og når knap nok at smage på den – og da slet ikke at nyde den – inden man skynder sig videre til dagens næste gøremål,« siger Per Brændgaard. »Andre overspiser, fordi de bare spiser og spiser uden egentlig at registrere, hvorfor de spiser, hvor meget de spiser, og om de overhovedet er sultne. Det leder til overvægt og helbredsproblemer.«
MINDFUL SPISNING. Som en mulig løsning på de problemer har Per Brændgaard for nogle år siden »adopteret« konceptet »mindful spisning«, som han de senere år har undervist såvel almindelige danskere som sundhedsprofessionelle i. »Kort fortalt så handler mindful spisning om at koncentrere sig om maden og være nærværende, mens man spiser. Man spiser med fuld sanselighed, og det betyder, at når man har et stykke kød på gaflen, så er det dét, man tænker på, og ikke alt muligt andet,« forklarer Per Brændgaard. »Det handler om at fylde sindet helt med selve det at spise og skubbe alle andre tanker væk imens. Spisningen bliver en slags meditation, og hver gang opmærksomheden vandrer væk, trækker man den tilbage igen med tålmodighed og venlighed.«
4 tørst 01:2012
Det handler om at værdsætte maden i stedet for bare at kyle den indenbords. Foto: Maiken Norup
tørst 01:2012 5
Frikadeller kan spises med nærvær Tekst MERETE RIIS JENSEN
Ernæringseksperten Per Brændgaard er træt af madsnobberi. Han vil hellere have fokus på, hvordan vi spiser, og han er tilhænger af »mindful spisning«. Mad er populært. Man kan ikke tænde for fjernsynet uden at støde ind i et madprogram eller et kokke-reality-show, hvor mere eller mindre kendte danskere konkurrerer om at lave den bedste boeuf bearnaise. Kogebøgerne fylder boghandlerne, og aviserne går i selvsving, når Michelin uddeler stjerner til danske restauranter. Mad fylder meget i Danmark. Men måske fylder mad faktisk for meget – og det at spise fylder for lidt? Det mener Per Brændgaard i hvert fald. Han er ernæringsekspert og sundhedshumanist og har gennem sin forskning og sit arbejde oplevet, at rigtig mange mennesker har et uhensigtsmæssigt forhold til det at spise. »For mange mennesker bliver måltider bare en del af en i forvejen stresset hverdag. Man kaster maden ind i munden og når knap nok at smage på den – og da slet ikke at nyde den – inden man skynder sig videre til dagens næste gøremål,« siger Per Brændgaard. »Andre overspiser, fordi de bare spiser og spiser uden egentlig at registrere, hvorfor de spiser, hvor meget de spiser, og om de overhovedet er sultne. Det leder til overvægt og helbredsproblemer.«
MINDFUL SPISNING. Som en mulig løsning på de problemer har Per Brændgaard for nogle år siden »adopteret« konceptet »mindful spisning«, som han de senere år har undervist såvel almindelige danskere som sundhedsprofessionelle i. »Kort fortalt så handler mindful spisning om at koncentrere sig om maden og være nærværende, mens man spiser. Man spiser med fuld sanselighed, og det betyder, at når man har et stykke kød på gaflen, så er det dét, man tænker på, og ikke alt muligt andet,« forklarer Per Brændgaard. »Det handler om at fylde sindet helt med selve det at spise og skubbe alle andre tanker væk imens. Spisningen bliver en slags meditation, og hver gang opmærksomheden vandrer væk, trækker man den tilbage igen med tålmodighed og venlighed.«
4 tørst 01:2012
Det handler om at værdsætte maden i stedet for bare at kyle den indenbords. Foto: Maiken Norup
tørst 01:2012 5
Foto: Femina
tiske klostre, så selvfølgelig har det en slags religiøs herkomst, men der behøver altså overhovedet ikke at være noget religion i det. Det er ligegyldigt, om man tror på Buddha, Gud, julemanden eller er ateist. Det handler om opmærksomt nærvær – om at fylde sindet helt med det, der sker lige nu,« siger han.
PER BRÆNDGAARD (41) - ernæringsekspert (cand. scient.), sundhedshumanist, forfatter og foredragsholder - tilknyttet Center for Forskning i Eksistens og Samfund på Københavns Universitet - udvikler af små skridtmetoden i samarbejde med Sundhedsstyrelsen og mindful spisning-konceptet i samarbejde med psykolog Uffe Damborg - 17 års erfaring som sundhedsformidler i mange forskellige medier
6 tørst 01:2012
HANDLER IKKE OM RELIGION. Mindful spisning leder naturligt nok tankerne hen på ordet mindfulness, og det er da også derfra, at metoden stammer. »Mindfulness er blevet stuerent i løbet af de senere år. For nogle år siden tænkte folk det lidt på niveau med new age og pendulering, men det er blevet mere alment kendt og accepteret de senere år. Og der er meget forskning inden for sekulær mindfulness, som har spredt sig til forskellige områder, og noget af det nyeste er så mindful spisning,« siger Per Brændgaard. Men helt nyt er det nu alligevel ikke, erkender han. »Man kan jo genkende metoden i den gamle kristne praksis. Tidligere bad man bordbøn, og der var madro og en anden ydmyghed omkring det at spise, så faktisk er det jo en måde at gå tilbage til tidligere tiders madkultur på. Det handler om at værdsætte maden i stedet for bare at kyle den indenbords,« konstaterer han. Men trods referencerne til kristendommen mener Per Brændgaard ikke, at der er noget religiøst forbundet med den »nye« spisemåde. »Munkene spiser også på den måde i buddhis-
NYD HVER EN BID. Helt praktisk foregår mindful spisning sådan, at man sætter sig ned og spiser langsomt. Man tager sig tid til at nyde hver en bid og synker maden, inden man tager den næste bid. Og så spiser man i stilhed, også selvom man spiser sammen med andre. »På den måde nyder man maden maksimalt, og man kan jo sagtens snakke og være social på et andet tidspunkt. Jeg vil jo nok mene, at man har et fattigt liv, hvis man absolut skal tale konstant for at have det godt,« siger Per Brændgaard med et smil. Og ifølge ernæringseksperten behøver det ikke at kræve noget særligt forarbejde at spise på den måde. »Det kan være værdifuldt at være i kontakt med sit åndedræt og at lave en form for meditation inden. Men man kan udøve mindful spisning på flere niveauer, og det mindste niveau er at tage én mundfuld mad, som man virkelig smager på. Så kan man udbygge det derfra, hvis man vil,« siger Per Brændgaard. »Og man kan altså sagtens spise sine almindelige onsdagsfrikadeller med nærvær. Det behøver ikke at være fin gourmetmad, hvor man sidder og sanser hver en detalje i saucen.« ER JEG SULTEN? Ernæringseksperten har undervist mange almindelige danskere, overvægtige og sundhedsprofessionelle i mindful spisning, og han oplever gang på gang at få god feedback på konceptet. »Mange folk oplever, hvor enkelt og let det er at spise på den måde. De oplever små smagsnuancer, og de spiser mindre, end de ellers ville gøre. Ikke fordi maden som sådan smager anderledes, men fordi de simpelthen registrerer, hvornår de er sultne, og hvornår de er mætte,« siger han. »Det er jo faktisk den naturlige spisemåde, for det er sådan, små børn spiser. De spiser bare, og de nægter at spise, hvis de ikke er sultne, for de har ikke lært, at man spiser videre, og at man absolut skal snakke imens.« Ifølge Per Brændgaard handler det også om mindful ikke-spisning. »Det er noget med at lære at opdage, hvad der foregår mellem måltiderne. Hvornår er jeg sulten
FARVEL TIL MADSNOBBERIET. Per Brændgaard har erfaring fra mange klienter, der har tabt sig, når de er begyndt at spise med nærvær, og han fortæller, at der også er lavet videnskabelige forsøg på området. »Det hjælper med at virke stressreducerende og fremmer trivsel. Og mange slankekursofre har rigtig meget gavn af at
få normaliseret spisningen på den måde. Hvis man har været på slankekur i årevis, kan man have fået mange psykiske skader, så det er virkelig vigtigt at normalisere spisningen,« siger han. Per Brændgaard håber på, at mindful spisning med tiden bliver den helt normale spisemåde for Hr. og fru Jensen.
»
»Måske er det urealistisk, at alle skal spise på den måde, men det er visionen. Og jeg tror på, at der kommer et comeback til spisningen i løbet af nogle år. Lige nu handler alting om madsnobberi med Noma og Geranium og den slags, men jeg tror og håber, at vi kommer tilbage til spisningen på et tidspunkt.«
Man kan jo genkende metoden i den gamle kristne praksis. Tidligere bad man bordbøn, og der var madro og en anden ydmyghed omkring det at spise.
Man kan lære at forstå, hvorfor man egentlig sidder med en kanelsnegl i hånden, siger Per Brændgaard.
Foto: Henrik Stenberg
Per Brændgaard håber, at »mindful spisning« med tiden bliver den normale spisemåde for danskerne.
nok? Er det fysisk eller psykisk sult? Mange spiser for at dulme stress, og det kan være værdifuldt at se på, om spisetrangen egentlig overhovedet er koblet til sult. På den måde kan man blive sin egen terapeut, hvor man kan lære at forstå, hvorfor man egentlig sidder med en kanelsnegl i hånden,« siger han.
Man kan sagtens spise sine onsdagsfrikadeller med nærvær. Det behøver ikke at være fin gourmetmad, hvor man sidder og sanser hver en detalje i saucen.
tørst 01:2012 7
Foto: Femina
tiske klostre, så selvfølgelig har det en slags religiøs herkomst, men der behøver altså overhovedet ikke at være noget religion i det. Det er ligegyldigt, om man tror på Buddha, Gud, julemanden eller er ateist. Det handler om opmærksomt nærvær – om at fylde sindet helt med det, der sker lige nu,« siger han.
PER BRÆNDGAARD (41) - ernæringsekspert (cand. scient.), sundhedshumanist, forfatter og foredragsholder - tilknyttet Center for Forskning i Eksistens og Samfund på Københavns Universitet - udvikler af små skridtmetoden i samarbejde med Sundhedsstyrelsen og mindful spisning-konceptet i samarbejde med psykolog Uffe Damborg - 17 års erfaring som sundhedsformidler i mange forskellige medier
6 tørst 01:2012
HANDLER IKKE OM RELIGION. Mindful spisning leder naturligt nok tankerne hen på ordet mindfulness, og det er da også derfra, at metoden stammer. »Mindfulness er blevet stuerent i løbet af de senere år. For nogle år siden tænkte folk det lidt på niveau med new age og pendulering, men det er blevet mere alment kendt og accepteret de senere år. Og der er meget forskning inden for sekulær mindfulness, som har spredt sig til forskellige områder, og noget af det nyeste er så mindful spisning,« siger Per Brændgaard. Men helt nyt er det nu alligevel ikke, erkender han. »Man kan jo genkende metoden i den gamle kristne praksis. Tidligere bad man bordbøn, og der var madro og en anden ydmyghed omkring det at spise, så faktisk er det jo en måde at gå tilbage til tidligere tiders madkultur på. Det handler om at værdsætte maden i stedet for bare at kyle den indenbords,« konstaterer han. Men trods referencerne til kristendommen mener Per Brændgaard ikke, at der er noget religiøst forbundet med den »nye« spisemåde. »Munkene spiser også på den måde i buddhis-
NYD HVER EN BID. Helt praktisk foregår mindful spisning sådan, at man sætter sig ned og spiser langsomt. Man tager sig tid til at nyde hver en bid og synker maden, inden man tager den næste bid. Og så spiser man i stilhed, også selvom man spiser sammen med andre. »På den måde nyder man maden maksimalt, og man kan jo sagtens snakke og være social på et andet tidspunkt. Jeg vil jo nok mene, at man har et fattigt liv, hvis man absolut skal tale konstant for at have det godt,« siger Per Brændgaard med et smil. Og ifølge ernæringseksperten behøver det ikke at kræve noget særligt forarbejde at spise på den måde. »Det kan være værdifuldt at være i kontakt med sit åndedræt og at lave en form for meditation inden. Men man kan udøve mindful spisning på flere niveauer, og det mindste niveau er at tage én mundfuld mad, som man virkelig smager på. Så kan man udbygge det derfra, hvis man vil,« siger Per Brændgaard. »Og man kan altså sagtens spise sine almindelige onsdagsfrikadeller med nærvær. Det behøver ikke at være fin gourmetmad, hvor man sidder og sanser hver en detalje i saucen.« ER JEG SULTEN? Ernæringseksperten har undervist mange almindelige danskere, overvægtige og sundhedsprofessionelle i mindful spisning, og han oplever gang på gang at få god feedback på konceptet. »Mange folk oplever, hvor enkelt og let det er at spise på den måde. De oplever små smagsnuancer, og de spiser mindre, end de ellers ville gøre. Ikke fordi maden som sådan smager anderledes, men fordi de simpelthen registrerer, hvornår de er sultne, og hvornår de er mætte,« siger han. »Det er jo faktisk den naturlige spisemåde, for det er sådan, små børn spiser. De spiser bare, og de nægter at spise, hvis de ikke er sultne, for de har ikke lært, at man spiser videre, og at man absolut skal snakke imens.« Ifølge Per Brændgaard handler det også om mindful ikke-spisning. »Det er noget med at lære at opdage, hvad der foregår mellem måltiderne. Hvornår er jeg sulten
FARVEL TIL MADSNOBBERIET. Per Brændgaard har erfaring fra mange klienter, der har tabt sig, når de er begyndt at spise med nærvær, og han fortæller, at der også er lavet videnskabelige forsøg på området. »Det hjælper med at virke stressreducerende og fremmer trivsel. Og mange slankekursofre har rigtig meget gavn af at
få normaliseret spisningen på den måde. Hvis man har været på slankekur i årevis, kan man have fået mange psykiske skader, så det er virkelig vigtigt at normalisere spisningen,« siger han. Per Brændgaard håber på, at mindful spisning med tiden bliver den helt normale spisemåde for Hr. og fru Jensen.
»
»Måske er det urealistisk, at alle skal spise på den måde, men det er visionen. Og jeg tror på, at der kommer et comeback til spisningen i løbet af nogle år. Lige nu handler alting om madsnobberi med Noma og Geranium og den slags, men jeg tror og håber, at vi kommer tilbage til spisningen på et tidspunkt.«
Man kan jo genkende metoden i den gamle kristne praksis. Tidligere bad man bordbøn, og der var madro og en anden ydmyghed omkring det at spise.
Man kan lære at forstå, hvorfor man egentlig sidder med en kanelsnegl i hånden, siger Per Brændgaard.
Foto: Henrik Stenberg
Per Brændgaard håber, at »mindful spisning« med tiden bliver den normale spisemåde for danskerne.
nok? Er det fysisk eller psykisk sult? Mange spiser for at dulme stress, og det kan være værdifuldt at se på, om spisetrangen egentlig overhovedet er koblet til sult. På den måde kan man blive sin egen terapeut, hvor man kan lære at forstå, hvorfor man egentlig sidder med en kanelsnegl i hånden,« siger han.
Man kan sagtens spise sine onsdagsfrikadeller med nærvær. Det behøver ikke at være fin gourmetmad, hvor man sidder og sanser hver en detalje i saucen.
tørst 01:2012 7
Foto: Ole Lind
Foto: Leif Tuxen
Foto: Privat
Drømmemåltidet
Foto: TV2
Voxpop
Drømme kan være meget forskellige. Også drømme om mad. Her er ni svar på spørgsmålet: »Hvad er dit drømmemåltid?«
Jeg kunne ikke drømme om at have et drømmemåltid. Hvis der er noget, jeg gerne vil spise, så spiser jeg det. Så for mig er der kun tale om noget, der smager supergodt! Jeg elsker hummer og skaldyr, og hvis jeg får lyst til det en almindelig onsdag aften, så laver jeg det der. Jeg laver gerne gode måltider i hverdagen, for der har jeg ofte mere tid.
8 tørst 01:2012
Claus Holm, kok i Go’ morgen Danmark
Steen Skovsgaard, biskop over Lolland-Falsters Stift
Jeg husker særligt et måltid, jeg fik på en rejse til Marokko for godt 10 år siden. Dengang var jeg medlem af Folketinget og var på en officiel rejse. Vi sad ved lave runde borde, og ind blev bragt det helstegte, godt krydrede lam med forskellige sideretter. Lammet blev anbragt midt på bordet, og alle tog for sig af retterne. Det var fantastisk. Jeg blev bogstaveligt talt fodret, for de lokale ved bordet blev ved med at lave godbidder, som de så »fodrede« os danskere med. Kødet faldt helt fra hinanden, når man spiste det. Det var virkelig mørt. Det foregik i øvrigt med fingrene, og kødet blev dyppet i en blanding af spidskommen og andre krydderier.
De skønneste måltider, jeg husker, har været med min familie. En aften på en lille udendørs havnerestaurant på Cinque Terre i Italien under min kones og min bryllupsrejse for 16 år siden. Den dag, på det sted, var alt godt. Måltidet er for mig helt centralt og noget næsten helligt. Det er der, familien samles, og vi gør en dyd ud af at spise sammen i vores familie. Ingen begynder, før alle sidder der, og vi prøver at samles til både morgen- og aftensmaden. Vi synger et bordvers eller beder en bøn og minder derved os selv og hinanden om, at vi lever af det, der rækkes os, og at måltidet er forbundet med taknemmelighed. Mit drømmemåltid består ikke af en bestemt menu, men af et bestemt fællesskab.
Har spist det meste, drømt om alt, smagt på livet og det krydderi, der følger med. Mit drømmemåltid kommer igen og igen, for jeg får det hver uge, og det er min skønne kone, som også er kok og min soulmate til solen og hjem igen, som står for denne ret. Det er for mig ægte, det er tryghed, det er smag, det er kærlighed. Hver søndag får jeg mine drømme indfriet. Anne, som min kone hedder, steger verdens bedste kylling, som er en himmerlandskylling. Den steger hun, så duften af kyllingen og duften af hende selv spreder sig i hele huset. Helt simpelt, med nye kartofler vendt i salt og persille og med Annes alt for lækre meget hjemmelavede agurkesalat.
Af alle de bedste måltider jeg har indtaget, og som jeg kan drømme om, kan intet måle sig med øjeblikket lige inden! Her vil jeg give Peter Plys ret. Det er ikke dette at spise honningen, som er det bedste. Det bedste er øjeblikket lige inden, man indtager det. Sådan ser mit drømmemåltid ud - i ordets egentlige betydning.
UNNI RÅMUNDDAL, administrationssekretær i Areopagos
HADIA TAJIK, stortingsrepræsentant for Arbejderpartiet i Norge Når jeg er på farten, spiser jeg sushi. Hjemme hos mor og far spiser jeg norsk husmandskost: kartoffelkugler med saltkød og rutabaga-mos.
Erik Bjerager, chefredaktør på Kristeligt Dagblad
ISELIN JØRGENSEN, præst i Kirkeligt Dialogcenter i Norge
Foto: Tone Leksbø
Charlotte Bircow, fitness-ekspert
Verdens bedste hønsekødssuppe blev lavet af mine bedsteforældres kogekone. Når hun tilberedte suppen, fossede sveden fra hendes pande ned i gryden. Ingen har set hende bruge salt, og alligevel var suppen saltet, som den skulle være. Under hendes negle lå der sort muld. Mens hun tilberedte suppen, gled det ud som stærk, fed marv. I hendes øjenkroge havde søvnen lagt sig som cremefraicheagtige ophobninger af hendes drømme. Men når suppen var færdig, var søvnen borte, og i mange år var jeg sikker på, at den var blevet til de hvide melboller, der flød i suppen. Hun lærte mig, at hvis mad skal smage, skal kokken lægge sig selv i den. Mine bedste måltider var de gange, jeg spiste denne suppe sammen med min familie. Den forvandlede os alle. Vi fik røde kinder og begyndte at snakke varmt med hinanden. Det var, som om vore ord havde ligget i munden på os som isklumper, der blev tøet op af den dampende suppe. Det var umuligt at sige, om himlen var faldet ned i suppen, eller suppen løftet op i himlen. Men en ting var sikkert. Det var en suppe, der gav os smag på livet.
Foto: Arbeidarpartiet
Foto: Artebooking.dk
Poul Joachim Stender, sognepræst og kogebogsforfatter
Gitte Seeberg, generalsekretær i WWF - Verdensnaturfonden
Foto: Tone Leksbø
Foto: Jesper Egholm
Det var en suppe, der gav os smag på livet.
Et drømmemåltid kan være så meget mere end gode råvarer og opfindsomme menuer. Lige nu er mit drømmemåltid noget helt andet. For nogle uger siden blev min mand alvorligt syg og har ligget på sygehuset siden. Hver dag kommer jeg hjem til et stort, tomt hus og en skive knækbrød med ost. Der er ikke overskud til at tænke på mad i min situation, selvom jeg godt kan være sulten. Netop nu er mit drømmemåltid en familiemiddag sammen med børn og børnebørn og med bedstefar som midtpunkt. Menuen ville nok som sædvanlig være børnenes favorit: Spaghetti med kødsovs og rød hindbærgele.
Mit drømmemåltid var sidste år, da den lokale moske inviterede alle venner fra forskellige tros- og livssynssamfund til middag efter Ramadanen, selve »juleaften«, hvor de normalt er hjemme sammen med familien. Kristne, jøder, holister, bahai’er, human-etikere og mormoner deltog i fejringen sammen med muslimer i et festmåltid, hvor alle kunne være sammen. tørst 01:2012 9
Foto: Ole Lind
Foto: Leif Tuxen
Foto: Privat
Drømmemåltidet
Foto: TV2
Voxpop
Drømme kan være meget forskellige. Også drømme om mad. Her er ni svar på spørgsmålet: »Hvad er dit drømmemåltid?«
Jeg kunne ikke drømme om at have et drømmemåltid. Hvis der er noget, jeg gerne vil spise, så spiser jeg det. Så for mig er der kun tale om noget, der smager supergodt! Jeg elsker hummer og skaldyr, og hvis jeg får lyst til det en almindelig onsdag aften, så laver jeg det der. Jeg laver gerne gode måltider i hverdagen, for der har jeg ofte mere tid.
8 tørst 01:2012
Claus Holm, kok i Go’ morgen Danmark
Steen Skovsgaard, biskop over Lolland-Falsters Stift
Jeg husker særligt et måltid, jeg fik på en rejse til Marokko for godt 10 år siden. Dengang var jeg medlem af Folketinget og var på en officiel rejse. Vi sad ved lave runde borde, og ind blev bragt det helstegte, godt krydrede lam med forskellige sideretter. Lammet blev anbragt midt på bordet, og alle tog for sig af retterne. Det var fantastisk. Jeg blev bogstaveligt talt fodret, for de lokale ved bordet blev ved med at lave godbidder, som de så »fodrede« os danskere med. Kødet faldt helt fra hinanden, når man spiste det. Det var virkelig mørt. Det foregik i øvrigt med fingrene, og kødet blev dyppet i en blanding af spidskommen og andre krydderier.
De skønneste måltider, jeg husker, har været med min familie. En aften på en lille udendørs havnerestaurant på Cinque Terre i Italien under min kones og min bryllupsrejse for 16 år siden. Den dag, på det sted, var alt godt. Måltidet er for mig helt centralt og noget næsten helligt. Det er der, familien samles, og vi gør en dyd ud af at spise sammen i vores familie. Ingen begynder, før alle sidder der, og vi prøver at samles til både morgen- og aftensmaden. Vi synger et bordvers eller beder en bøn og minder derved os selv og hinanden om, at vi lever af det, der rækkes os, og at måltidet er forbundet med taknemmelighed. Mit drømmemåltid består ikke af en bestemt menu, men af et bestemt fællesskab.
Har spist det meste, drømt om alt, smagt på livet og det krydderi, der følger med. Mit drømmemåltid kommer igen og igen, for jeg får det hver uge, og det er min skønne kone, som også er kok og min soulmate til solen og hjem igen, som står for denne ret. Det er for mig ægte, det er tryghed, det er smag, det er kærlighed. Hver søndag får jeg mine drømme indfriet. Anne, som min kone hedder, steger verdens bedste kylling, som er en himmerlandskylling. Den steger hun, så duften af kyllingen og duften af hende selv spreder sig i hele huset. Helt simpelt, med nye kartofler vendt i salt og persille og med Annes alt for lækre meget hjemmelavede agurkesalat.
Af alle de bedste måltider jeg har indtaget, og som jeg kan drømme om, kan intet måle sig med øjeblikket lige inden! Her vil jeg give Peter Plys ret. Det er ikke dette at spise honningen, som er det bedste. Det bedste er øjeblikket lige inden, man indtager det. Sådan ser mit drømmemåltid ud - i ordets egentlige betydning.
UNNI RÅMUNDDAL, administrationssekretær i Areopagos
HADIA TAJIK, stortingsrepræsentant for Arbejderpartiet i Norge Når jeg er på farten, spiser jeg sushi. Hjemme hos mor og far spiser jeg norsk husmandskost: kartoffelkugler med saltkød og rutabaga-mos.
Erik Bjerager, chefredaktør på Kristeligt Dagblad
ISELIN JØRGENSEN, præst i Kirkeligt Dialogcenter i Norge
Foto: Tone Leksbø
Charlotte Bircow, fitness-ekspert
Verdens bedste hønsekødssuppe blev lavet af mine bedsteforældres kogekone. Når hun tilberedte suppen, fossede sveden fra hendes pande ned i gryden. Ingen har set hende bruge salt, og alligevel var suppen saltet, som den skulle være. Under hendes negle lå der sort muld. Mens hun tilberedte suppen, gled det ud som stærk, fed marv. I hendes øjenkroge havde søvnen lagt sig som cremefraicheagtige ophobninger af hendes drømme. Men når suppen var færdig, var søvnen borte, og i mange år var jeg sikker på, at den var blevet til de hvide melboller, der flød i suppen. Hun lærte mig, at hvis mad skal smage, skal kokken lægge sig selv i den. Mine bedste måltider var de gange, jeg spiste denne suppe sammen med min familie. Den forvandlede os alle. Vi fik røde kinder og begyndte at snakke varmt med hinanden. Det var, som om vore ord havde ligget i munden på os som isklumper, der blev tøet op af den dampende suppe. Det var umuligt at sige, om himlen var faldet ned i suppen, eller suppen løftet op i himlen. Men en ting var sikkert. Det var en suppe, der gav os smag på livet.
Foto: Arbeidarpartiet
Foto: Artebooking.dk
Poul Joachim Stender, sognepræst og kogebogsforfatter
Gitte Seeberg, generalsekretær i WWF - Verdensnaturfonden
Foto: Tone Leksbø
Foto: Jesper Egholm
Det var en suppe, der gav os smag på livet.
Et drømmemåltid kan være så meget mere end gode råvarer og opfindsomme menuer. Lige nu er mit drømmemåltid noget helt andet. For nogle uger siden blev min mand alvorligt syg og har ligget på sygehuset siden. Hver dag kommer jeg hjem til et stort, tomt hus og en skive knækbrød med ost. Der er ikke overskud til at tænke på mad i min situation, selvom jeg godt kan være sulten. Netop nu er mit drømmemåltid en familiemiddag sammen med børn og børnebørn og med bedstefar som midtpunkt. Menuen ville nok som sædvanlig være børnenes favorit: Spaghetti med kødsovs og rød hindbærgele.
Mit drømmemåltid var sidste år, da den lokale moske inviterede alle venner fra forskellige tros- og livssynssamfund til middag efter Ramadanen, selve »juleaften«, hvor de normalt er hjemme sammen med familien. Kristne, jøder, holister, bahai’er, human-etikere og mormoner deltog i fejringen sammen med muslimer i et festmåltid, hvor alle kunne være sammen. tørst 01:2012 9
Hellere kager sammen end kulhydratfattig mad alene For Jamie Oliver, Eyvind Hellstrøm og Nigella Lawson er madlavning styret af smagen. Anna Braws kogebøger handler om at dele hverdagslivet med hinanden. Tekst Hanna Maria van Zijp
Anna Braw er redaktør på det svenske forlag Libris. Siden 2003 har Anna Braw redigeret kogebøger, som lægger vægt på fællesskab, hverdagsliv og måltidsglæde. Anna Braw har inviteret eksperterne, altså studerende, pensionister, mødre, fædre og lærere, til at bidrage med opskrifter og livshistorier. Bøger som Kyrkkaffe (2004), Påtar (2008), Tilsammansmat (2010) og Brödglädje (2011) er blevet til på denne måde. Anna Braw blogger om kirkekaffe på kyrkkaffe.libris.se.
:
Foto LIBRIS FöRLAG, PREMSHREE PILLAI OG H IS FOR HOME/FLICKR
Der bliver udgivet en kogebog om dagen. Sådan sagde man i folkemunde for 10 år siden i Sverige. Det var tv-kokkenes tid, hvor antallet af kogebøger, madmagasiner og madprogrammer eskalerede. Det øgede gourmetpres fik Anna Braw, som er forlagsredaktør i svenske Libris, til at spørge sig selv, om man virkelig spiste mere sammen, eller om tærsklen var blevet for høj. UDRYDNINGSTRUET DYR. Spisebordet er et alvorligt udrydningstruet dyr, fremgik det af en brochure, som Braws mor fik i 1980’erne. Det er det stadig, ifølge redaktøren. »Nu ligger der bærbare computere og nyvasket tøj på spisebordene. Så sætter man sig måske og spiser – en ad gangen – før man tager af sted og træner. Men det er vigtigt at spise sammen, for det skaber et hjem i tilværelsen,« siger Anna Braw. »Hvad mener du med det?« »Meget i vores tilværelse er flygtigt. Man løber rundt med kaffekruset i hånden og spiser alene på vej fra sted til sted. Jeg tror, at det skaber en vis hjemløshed, og at det at komme tilbage til det samme sted, med for eksempel de samme mennesker, er vigtigt. At man skaber et mødested, hvor man giver og får.« RESPEKT FOR MADEN. Ved at dele et måltid kan man også få ro til at spise og dele hverdagen med hinanden. Desuden er det en måde at vise respekt for maden på og - i forlængelse af det – respekt for skaberværket, mener kogebogseksperten. »Modsætningen er at gå på McDonald’s og få noget i en pose, hvor man spiser noget og kaster resten fra sig. Så kan man fungere rent fysisk og
10 tørst 01:2012
få energi, men man er ikke ligefrem vokset som menneske.« »Sådan at man bare bliver en kunde, som bruger og smider væk?« »Ja, man har ikke taget sig tid til andre. Ved for eksempel kirkekaffe bidrager man sammen. Da ser man dem, som vasker op, i øjnene og kan takke dem direkte. Man får et helt andet forhold til maden og måltidet.« »Hvad er forskellen på et måltid og det at spise?« »Et måltid indeholder altid øjenkontakt, også med ens eget indre. Man kommer til et måltid med den indstilling, at her kan der ske noget, jeg ikke har planlagt. Man kan få nye impulser i livet,« siger Anna Braw. AFSTAND PÅ CAFÉEN. Mange møder gode venner over kaffe på en café. Er det ikke det samme som at invitere nogen på kaffe derhjemme? Anna Braw mener, at hjemmet er et vigtigere mødested for dybere relationer. »Jeg tror, det er lettere at holde afstand på en café. Der behøver man ikke at vise alle sider af sig selv.» »Som det beskidte badeværelse?« »Lige præcis, men også i samtalen. Jeg taler ikke om alting, når jeg er ude blandt mennesker, og jeg censurerer meget. Det kræver et vist mod at invitere nogen hjem. Da tager man det første skridt med en indbydelse til et dybere venskab.« Anna Braw mener, at det er en træningssag at invitere folk med hjem. Jo mindre man gør det, jo sværere bliver det. Men tricket er at gøre det enkelt og se bort fra de urealistiske billeder, som madprogrammer i fjernsynet formidler.
REALISTISK INSPIRATION. »Folk har enorme mængder kogebøger, som de bladrer i, men sjældent bruger. Vores mål er at give realistisk inspiration,« forklarer hun. Anna Braw og forlaget Libris har udgivet flere kogebøger om at dele hverdagslivet med hinanden over et enkelt måltid. I den første bog »Kirkekaffe« er livshistorierne lige så vigtige som opskrifterne. »Det var der, vores skrivemetode opstod: Vi spredte budskabet via sociale medier og udsendte invitationer til mange menigheder om, at vi havde brug for bidrag, hvor man kunne fortælle om kirkekaffe. I en bog som ’Kirkekaffe’ skal man ikke have eksperter. Det er almindelige mennesker, der kan fortælle der,« siger Anna Braw. FORSMAG PÅ FESTEN. At spise sammen giver os mulighed for at dele livet. Ifølge Anna Braw er kirkekaffen ikke bare et enkelt måltid sammen, men en forsmag på festen i himmelen. Jesus beskriver himmelen som en fest, hvor ingenting mangler, og alle er velkomne, og alle deler med alle. »Sådan skal det også være på Jorden. I Bibelen står der ofte om enkle måltider som brød og fisk. Det bliver et festmåltid, når vi spiser sammen. Går man på Michelin-restaurant, så tager man også det hele med sig: alle følelser og tilstande. Er selskabet ikke opbyggeligt, bliver det måske ikke noget drømmemåltid, selvom maden har tre Michelin-stjerner. På samme måde kan nogle skiver med ost og en kop te være et festmåltid sammen.« Anna Braws ideal for kirkekaffe er, at der er plads til alle, og at det ikke gør noget, om barnet vælter glasset med saftevand. Man kommer, selvom man hører dårligt eller ikke kan spise gluten. USUND KULHYDRATFATTIG MAD. Anna Braw er selv vegetar, men ville egentlig have været veganer, altså ikke bare undgå kød og fisk, men alle produkter fra dyr, som for eksempel mælk og æg. Men fordi veganer-maden kan være så asocial, fordi man ofte må tage sin egen mad med eller lave forskellig mad til alle, bliver den livsstil også usund, mener hun. »Det er ikke bare råvaren, som afgør, hvordan man har det.« »I modsætning til forkæmperne for kulhydratfattig mad mener du, at kager er sunde. Hvorfor?« »Pointen er, at det er sundt at spise kager sammen. Man hører på hinanden, tager sig tid til hinanden og ser hinanden. Kager er som medicin for samtalen, og da er det godt. Det enkle måltid med venner, familie, bekendte og ukendte er meget sundere end kulhydratfattig mad.«
BESØG: Anna Braw mener, at det skaber dybere relationer at mødes hjemme. »Jeg tror, det er lettere at holde afstand på en café,« siger kogebogredaktøren.
Det er en træningssag at invitere folk med hjem. Jo mindre man gør det, jo sværere bliver det. tørst 01:2012 11
Hellere kager sammen end kulhydratfattig mad alene For Jamie Oliver, Eyvind Hellstrøm og Nigella Lawson er madlavning styret af smagen. Anna Braws kogebøger handler om at dele hverdagslivet med hinanden. Tekst Hanna Maria van Zijp
Anna Braw er redaktør på det svenske forlag Libris. Siden 2003 har Anna Braw redigeret kogebøger, som lægger vægt på fællesskab, hverdagsliv og måltidsglæde. Anna Braw har inviteret eksperterne, altså studerende, pensionister, mødre, fædre og lærere, til at bidrage med opskrifter og livshistorier. Bøger som Kyrkkaffe (2004), Påtar (2008), Tilsammansmat (2010) og Brödglädje (2011) er blevet til på denne måde. Anna Braw blogger om kirkekaffe på kyrkkaffe.libris.se.
:
Foto LIBRIS FöRLAG, PREMSHREE PILLAI OG H IS FOR HOME/FLICKR
Der bliver udgivet en kogebog om dagen. Sådan sagde man i folkemunde for 10 år siden i Sverige. Det var tv-kokkenes tid, hvor antallet af kogebøger, madmagasiner og madprogrammer eskalerede. Det øgede gourmetpres fik Anna Braw, som er forlagsredaktør i svenske Libris, til at spørge sig selv, om man virkelig spiste mere sammen, eller om tærsklen var blevet for høj. UDRYDNINGSTRUET DYR. Spisebordet er et alvorligt udrydningstruet dyr, fremgik det af en brochure, som Braws mor fik i 1980’erne. Det er det stadig, ifølge redaktøren. »Nu ligger der bærbare computere og nyvasket tøj på spisebordene. Så sætter man sig måske og spiser – en ad gangen – før man tager af sted og træner. Men det er vigtigt at spise sammen, for det skaber et hjem i tilværelsen,« siger Anna Braw. »Hvad mener du med det?« »Meget i vores tilværelse er flygtigt. Man løber rundt med kaffekruset i hånden og spiser alene på vej fra sted til sted. Jeg tror, at det skaber en vis hjemløshed, og at det at komme tilbage til det samme sted, med for eksempel de samme mennesker, er vigtigt. At man skaber et mødested, hvor man giver og får.« RESPEKT FOR MADEN. Ved at dele et måltid kan man også få ro til at spise og dele hverdagen med hinanden. Desuden er det en måde at vise respekt for maden på og - i forlængelse af det – respekt for skaberværket, mener kogebogseksperten. »Modsætningen er at gå på McDonald’s og få noget i en pose, hvor man spiser noget og kaster resten fra sig. Så kan man fungere rent fysisk og
10 tørst 01:2012
få energi, men man er ikke ligefrem vokset som menneske.« »Sådan at man bare bliver en kunde, som bruger og smider væk?« »Ja, man har ikke taget sig tid til andre. Ved for eksempel kirkekaffe bidrager man sammen. Da ser man dem, som vasker op, i øjnene og kan takke dem direkte. Man får et helt andet forhold til maden og måltidet.« »Hvad er forskellen på et måltid og det at spise?« »Et måltid indeholder altid øjenkontakt, også med ens eget indre. Man kommer til et måltid med den indstilling, at her kan der ske noget, jeg ikke har planlagt. Man kan få nye impulser i livet,« siger Anna Braw. AFSTAND PÅ CAFÉEN. Mange møder gode venner over kaffe på en café. Er det ikke det samme som at invitere nogen på kaffe derhjemme? Anna Braw mener, at hjemmet er et vigtigere mødested for dybere relationer. »Jeg tror, det er lettere at holde afstand på en café. Der behøver man ikke at vise alle sider af sig selv.» »Som det beskidte badeværelse?« »Lige præcis, men også i samtalen. Jeg taler ikke om alting, når jeg er ude blandt mennesker, og jeg censurerer meget. Det kræver et vist mod at invitere nogen hjem. Da tager man det første skridt med en indbydelse til et dybere venskab.« Anna Braw mener, at det er en træningssag at invitere folk med hjem. Jo mindre man gør det, jo sværere bliver det. Men tricket er at gøre det enkelt og se bort fra de urealistiske billeder, som madprogrammer i fjernsynet formidler.
REALISTISK INSPIRATION. »Folk har enorme mængder kogebøger, som de bladrer i, men sjældent bruger. Vores mål er at give realistisk inspiration,« forklarer hun. Anna Braw og forlaget Libris har udgivet flere kogebøger om at dele hverdagslivet med hinanden over et enkelt måltid. I den første bog »Kirkekaffe« er livshistorierne lige så vigtige som opskrifterne. »Det var der, vores skrivemetode opstod: Vi spredte budskabet via sociale medier og udsendte invitationer til mange menigheder om, at vi havde brug for bidrag, hvor man kunne fortælle om kirkekaffe. I en bog som ’Kirkekaffe’ skal man ikke have eksperter. Det er almindelige mennesker, der kan fortælle der,« siger Anna Braw. FORSMAG PÅ FESTEN. At spise sammen giver os mulighed for at dele livet. Ifølge Anna Braw er kirkekaffen ikke bare et enkelt måltid sammen, men en forsmag på festen i himmelen. Jesus beskriver himmelen som en fest, hvor ingenting mangler, og alle er velkomne, og alle deler med alle. »Sådan skal det også være på Jorden. I Bibelen står der ofte om enkle måltider som brød og fisk. Det bliver et festmåltid, når vi spiser sammen. Går man på Michelin-restaurant, så tager man også det hele med sig: alle følelser og tilstande. Er selskabet ikke opbyggeligt, bliver det måske ikke noget drømmemåltid, selvom maden har tre Michelin-stjerner. På samme måde kan nogle skiver med ost og en kop te være et festmåltid sammen.« Anna Braws ideal for kirkekaffe er, at der er plads til alle, og at det ikke gør noget, om barnet vælter glasset med saftevand. Man kommer, selvom man hører dårligt eller ikke kan spise gluten. USUND KULHYDRATFATTIG MAD. Anna Braw er selv vegetar, men ville egentlig have været veganer, altså ikke bare undgå kød og fisk, men alle produkter fra dyr, som for eksempel mælk og æg. Men fordi veganer-maden kan være så asocial, fordi man ofte må tage sin egen mad med eller lave forskellig mad til alle, bliver den livsstil også usund, mener hun. »Det er ikke bare råvaren, som afgør, hvordan man har det.« »I modsætning til forkæmperne for kulhydratfattig mad mener du, at kager er sunde. Hvorfor?« »Pointen er, at det er sundt at spise kager sammen. Man hører på hinanden, tager sig tid til hinanden og ser hinanden. Kager er som medicin for samtalen, og da er det godt. Det enkle måltid med venner, familie, bekendte og ukendte er meget sundere end kulhydratfattig mad.«
BESØG: Anna Braw mener, at det skaber dybere relationer at mødes hjemme. »Jeg tror, det er lettere at holde afstand på en café,« siger kogebogredaktøren.
Det er en træningssag at invitere folk med hjem. Jo mindre man gør det, jo sværere bliver det. tørst 01:2012 11
stedet
Osteklosteret FRANSK: Rødkitt-osten Munkeby laves efter en opskrift fra moderklosteret i Cïteaux. »I Frankrig er maden vigtigst,« siger fader Joël.
Vi arbejder ikke for os selv, men for hinanden.
Historiens første cisterciencerkloster blev grundlagt i Cîteaux i 1075 for at reformere benediktinerordenen. I middelalderen blev den asketiske cistercienserorden en af de mest indflydelsesrige organisationer i Europa. Munkeby Kloster blev etableret engang i 1100-tallet. I 1207 flyttede munkene fra Munkeby til øen Tautra i Trondheimsfjorden. Klosteret blev nedlagt efter reformationen. I middelalderen var der tre andre cistercienserklostre i Norge: Nonneseter Kloster i Bergen, Lyse Kloster uden for Bergen og Hovedøya Kloster uden for Oslo. I ordenen findes der nu omkring 100 klostre for mænd og 70 for kvinder (mariasøstre). I 1999 kom ni mariasøstre til Tautra for at starte det første permanente cistercienserkloster i Norge siden reformationen. I 2006 stod det nye nonnekloster færdig på Tautra. I 2009 flyttede de fire klosterbrødre Cyril, Joël, Bruno og Arnaud til Munkeby i Levanger for at oprette et cistercienserkloster. Britiske Rufus er for nylig kommet til. Klosteret skal udbygges i fremtiden. Det vil koste 36 millioner kroner og vil blive finansieret af gaver. Udvidelsen kommer til at give plads til 12 munke samt et gæstehus.
Munkeby kloster laver Norges bedste ost efter en hemmelig fransk opskrift. Selv lever munkene et asketisk liv med tre måltider om dagen. Tekst BENEDICTE BLIX
:
Foto TONE LEKSBØ
Det ringer til tidebøn i Munkeby Kloster, dagens tredje. Munkene går ind i kapellet. Tavst sætter de sig på knæ foran alteret. Der går et halvt minut, så banker fader Joël knoen i en stol. Alle rejser sig. »Ære være Faderen, Sønnen og Den hellige ånd, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed,« siger de. De fem mænd vender sig mod hinanden. Det lille legetøjskeyboard hjælper dem med melodien. »Herren skal bevare din indgang og din udgang – fra nu af og til evig tid,« synger de. Uden for de høje vinduer er der fuglekvidder, anemoner og lugt af gylle. VELKOMMEN TILBAgE. Broder Bruno er gået fra tidebønnen lidt før de andre. I køkkenet har han skåret brød og kogt tevand. Nu går han ud på trappen og slår ni slag med den store klokke. Tonerne fra kapellet rinder ud. Når brødrene tager plads omkring bordet, er der ingen, som siger noget. De forsyner sig med te og brød. Bagefter veksler de nogle lavmælte ord på fransk og engelsk. De fleste måltider sker i stilhed i klosteret. Frokosten, som de får lidt over 12, er det eneste måltid, hvor munkene i Levanger kan snakke sammen. »Det er en klostertradition. Derfor snakker vi ikke ved morgenmaden eller middagen. I Citeaux læste en bror højt for de andre, men her bruger vi lydbøger, fordi vi kun er fem personer,« fortæller fader Joël (59). Han tog initiativet til at starte klosteret efter et to måneders ophold på nonneklosteret på Tautra. Sammen med tre andre franske munke, Cyril (84), Bruno (37) og Arnaud (35) forlod han klosteret i Cîteaux i Frankrig og flyttede ind i et nybyggeri, som var tegnet af en norsk og en fransk arkitekt. Dengang havde byen været uden kloster i 800 år. Gamle Munkeby Kloster blev forladt i 1200-tallet. Joël siger, at han mødte velvilje fra både kommunestyre og andre i Levanger. »Folk ønskede os velkommen tilbage,« siger han. NORSK RADIO. »Af og til hører vi norsk radio for at lære sproget og for at kunne forstå nordmænd,« forklarer broder Arnaud. Han sluttede sig til cisterciencer-klosteret i Cîteaux for 10 år siden efter at have fuldført ingeniør-uddannelsen. »Jeg havde ikke prøvet at spise i stilhed, før jeg kom til klosteret. Efterhånden er jeg blevet vant til det. Men at spise i stilhed uden at høre på noget er umuligt,« siger broder Arnaud.
Kilder: uio.no, snl.no, katolsk.no
12 tørst 01:2012
tørst 01:2012 13
stedet
Osteklosteret FRANSK: Rødkitt-osten Munkeby laves efter en opskrift fra moderklosteret i Cïteaux. »I Frankrig er maden vigtigst,« siger fader Joël.
Vi arbejder ikke for os selv, men for hinanden.
Historiens første cisterciencerkloster blev grundlagt i Cîteaux i 1075 for at reformere benediktinerordenen. I middelalderen blev den asketiske cistercienserorden en af de mest indflydelsesrige organisationer i Europa. Munkeby Kloster blev etableret engang i 1100-tallet. I 1207 flyttede munkene fra Munkeby til øen Tautra i Trondheimsfjorden. Klosteret blev nedlagt efter reformationen. I middelalderen var der tre andre cistercienserklostre i Norge: Nonneseter Kloster i Bergen, Lyse Kloster uden for Bergen og Hovedøya Kloster uden for Oslo. I ordenen findes der nu omkring 100 klostre for mænd og 70 for kvinder (mariasøstre). I 1999 kom ni mariasøstre til Tautra for at starte det første permanente cistercienserkloster i Norge siden reformationen. I 2006 stod det nye nonnekloster færdig på Tautra. I 2009 flyttede de fire klosterbrødre Cyril, Joël, Bruno og Arnaud til Munkeby i Levanger for at oprette et cistercienserkloster. Britiske Rufus er for nylig kommet til. Klosteret skal udbygges i fremtiden. Det vil koste 36 millioner kroner og vil blive finansieret af gaver. Udvidelsen kommer til at give plads til 12 munke samt et gæstehus.
Munkeby kloster laver Norges bedste ost efter en hemmelig fransk opskrift. Selv lever munkene et asketisk liv med tre måltider om dagen. Tekst BENEDICTE BLIX
:
Foto TONE LEKSBØ
Det ringer til tidebøn i Munkeby Kloster, dagens tredje. Munkene går ind i kapellet. Tavst sætter de sig på knæ foran alteret. Der går et halvt minut, så banker fader Joël knoen i en stol. Alle rejser sig. »Ære være Faderen, Sønnen og Den hellige ånd, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed,« siger de. De fem mænd vender sig mod hinanden. Det lille legetøjskeyboard hjælper dem med melodien. »Herren skal bevare din indgang og din udgang – fra nu af og til evig tid,« synger de. Uden for de høje vinduer er der fuglekvidder, anemoner og lugt af gylle. VELKOMMEN TILBAgE. Broder Bruno er gået fra tidebønnen lidt før de andre. I køkkenet har han skåret brød og kogt tevand. Nu går han ud på trappen og slår ni slag med den store klokke. Tonerne fra kapellet rinder ud. Når brødrene tager plads omkring bordet, er der ingen, som siger noget. De forsyner sig med te og brød. Bagefter veksler de nogle lavmælte ord på fransk og engelsk. De fleste måltider sker i stilhed i klosteret. Frokosten, som de får lidt over 12, er det eneste måltid, hvor munkene i Levanger kan snakke sammen. »Det er en klostertradition. Derfor snakker vi ikke ved morgenmaden eller middagen. I Citeaux læste en bror højt for de andre, men her bruger vi lydbøger, fordi vi kun er fem personer,« fortæller fader Joël (59). Han tog initiativet til at starte klosteret efter et to måneders ophold på nonneklosteret på Tautra. Sammen med tre andre franske munke, Cyril (84), Bruno (37) og Arnaud (35) forlod han klosteret i Cîteaux i Frankrig og flyttede ind i et nybyggeri, som var tegnet af en norsk og en fransk arkitekt. Dengang havde byen været uden kloster i 800 år. Gamle Munkeby Kloster blev forladt i 1200-tallet. Joël siger, at han mødte velvilje fra både kommunestyre og andre i Levanger. »Folk ønskede os velkommen tilbage,« siger han. NORSK RADIO. »Af og til hører vi norsk radio for at lære sproget og for at kunne forstå nordmænd,« forklarer broder Arnaud. Han sluttede sig til cisterciencer-klosteret i Cîteaux for 10 år siden efter at have fuldført ingeniør-uddannelsen. »Jeg havde ikke prøvet at spise i stilhed, før jeg kom til klosteret. Efterhånden er jeg blevet vant til det. Men at spise i stilhed uden at høre på noget er umuligt,« siger broder Arnaud.
Kilder: uio.no, snl.no, katolsk.no
12 tørst 01:2012
tørst 01:2012 13
og den norske restaurantanmelder Erik Fosnes Hansen har kaldt Munkeby for Norges bedste ost. IKKE IMPULSSPISNING. »Det er godt at være optaget af mad. Det bliver en livsstil, og i Frankrig er mad vigtigst. Nordmænd prioriterer hellere biler og ferie,« siger fader Joël. »Bør vi tænke mere på mad?« »Måske. Det er vigtigt med en god balance. Det er vigtigt for os at tage os tid til at forberede ordentlig mad og spise regelmæssigt,« svarer klosterlederen. Han mener, at mange unge åbner køleskabet og spiser det første, de finder. »Når unge mænd kommer til klosteret i Cîteaux, har de brug for vejledning. Alt for mange har et kaotisk forhold til mad og spiser impulsivt. Her spiser vi kun ved måltiderne,« fortæller klosterlederen. Brødrene har indrettet sig efter den norske spiserytme, for i Frankrig fik de varm mad klokken 12. Her har de tre måltider: morgenmad før klokken syv, frokost klokken 12 og middag klokken 17. »Vi laver ofte måltider på den franske måde,« fortæller broder Arnaud. »Det er vigtigt at spise godt og næringsrigt. Vi har stor respekt for mad, og derfor smider vi sjældent rester ud. Hvis der er noget tilovers fra middagen, kan vi for eksempel lave suppe af det,« forklarer fader Joël.
SAMMEN: Broder Cyril (84) er selve ostemesteren, men er glad for norsk gedeost og grovbrød. »Vi deler maden på samme måde, som vi deler alt i livet,« siger broder Rufus (tv. på billedet øverst th.)
Se flere billeder fra Munkeby på torstmag.no
14 tørst 01:2012
»Vi må have lidt distance til maden og ikke bare tænke på den. Vi er jo ikke dyr. Samtidig ønsker vi at spise godt,« siger fader Joël. Det er ofte broder Bruno, som står for madlavningen. »Han laver god mad,« siger broder Cyril smilende. Klosterets veteran har tidligere boet i Cameroun og Frankrig, men sætter stor pris på groft brød og gedeost. »Jeg hjælper til med at lave mad. Andre producerer ost eller vasker tøj. Vi arbejder ikke for os selv, men for hinanden,« fortæller broder Bruno. »Desuden kan jeg godt lide at være kreativ og prøve nye opskrifter. Det er deprimerende altid at spise det samme,« mener den selvlærte kok.
»Mennesket kan ikke leve alene. Vi er afhængige af hinanden. Vi forsøger at leve i kærlighed. Kristus lærte os det, « forklarer klosterlederen. »Når man samles om måltider, har det også en symbolsk betydning for hele vores fællesskab. Vi deler maden på samme måde, som vi deler alt i livet,« siger Rufus (54), fællesskabets nyeste medlem. Det er kun et par uger siden, han ankom, men han kender godt dagsrytmen fra sit tidligere kloster i England. De fem brødre har tænkt sig at leve resten af deres liv i Munkeby-klosteret. Sådan er det at tilhøre cistercienserordenen. Man forpligter sig på at blive i klosteret hele livet.
NØDVENDIG VIN. »I Frankrig er det normalt at drikke vin til maden. Her i Norge drikker vi kaffe, te og vand,« forklarer fader Joël og peger på bordet. »Men når det er højtid – og nogle lørdage – åbner vi en flaske vin fra Frankrig. Det er nødvendigt for at overleve,« siger klosterlederen og smiler i det grånende skæg. »Jesus blev kaldt en storspiser og vindrikker?« Flere af munkene smiler. »Ja, han spiste sammen med alle, også syndere. Mange inviterede han på mad,« siger fader Jöel. »Det skaber en speciel relation at spise sammen,« tilføjer broder Arnaud.
NORGES BEDSTE. På bordet ligger norsk pålæg og frugt, samt brødrenes egen ost. Rødkittosten Munkeby laves efter opskriften fra moderklosteret i Cîteaux. Broder Cyril lyser op, når der bliver snakket om ost. Han var med, da klosteret i Cîteaux startede osteproduktionen for 40 år siden. Den 84-årige mand har overbragt kundskaben til brødre i Frankrig og Munkeby. »Nu har andre overtaget produktionen. De kan mere end mig nu, og det er godt. Osten må videreudvikles og tilpasses europæisk standard,« siger Cyril lavt på fransk. Hver uge kommer 3-400 liter mælk fra en lokal bonde, og det giver 80-90 oste. Hele klosterets indtægt kommer fra ostesalget,
RIGTIG BALANCE. Broder Bruno henter en risdessert og giver hver af brødrene en skål. »Er der nogle måltider, som er mere åndelige end andre?«
»Morgenmaden,« mener den yngste broder. »Da er der stilhed og ro. Vi spiser alene og har lige læst i Bibelen og mediteret, og så kan det fortsætte.« »Og i fastetiden, for da hører vi en oplæsning før maden klokken 12. Vi spiser også frokosten i stilhed. Den er enklere, med havregrød og måske et stykke frugt,« forklarer klosterets kok. Selvom fader Joël mener, at det er rigtigt at spise godt, er han optaget af at finde den rigtige balance. »Der er mennesker, som lever for at spise. Vi prøver at undgå det.« Der opstår en pause, mens han leder efter ordene på norsk. Klosterlederen går ind til bogsamlingen i skriptoriet og henter en ordbog. »Glubsk og grådig,« læser han højt. UFARVET ULD. Der er grænser for, hvor grådig man kan være i klosteret. Cisterciensermunke kan ikke eje noget. Mens andre munke samlede på rigdomme og gik rundt i dyre sorte kapper, gik cisterciencerbrødrene i ufarvet uld. Derfor blev de kaldt hvidebrødrene. Også munkene i Levanger bruger ufarvede kapper. »Man må lære, at man ikke altid kan få tilfredsstillet alle sine behov lige med det samme. Desuden betyder det noget for ens åndelige niveau. Man kan ikke bare følge sin krop, men må have disciplin,« siger fader Joël. »Hvad er det positivt for?« »Så har man friheden og er ikke slave af sine behov. Reglerne er strenge, men man vil opleve, at det er bedre for én selv.«
»Nogle lørdage åbner vi en flaske vin fra Frankrig. Det er nødvendigt for at overleve.«
VIL VÆRE FLERE: De fem munke bor i klosterets fremtidige gæstehus. De vil gerne være 12 munke og drive gæstevirksomhed, når klosteret er færdigbygget.
tørst 01:2012 15
og den norske restaurantanmelder Erik Fosnes Hansen har kaldt Munkeby for Norges bedste ost. IKKE IMPULSSPISNING. »Det er godt at være optaget af mad. Det bliver en livsstil, og i Frankrig er mad vigtigst. Nordmænd prioriterer hellere biler og ferie,« siger fader Joël. »Bør vi tænke mere på mad?« »Måske. Det er vigtigt med en god balance. Det er vigtigt for os at tage os tid til at forberede ordentlig mad og spise regelmæssigt,« svarer klosterlederen. Han mener, at mange unge åbner køleskabet og spiser det første, de finder. »Når unge mænd kommer til klosteret i Cîteaux, har de brug for vejledning. Alt for mange har et kaotisk forhold til mad og spiser impulsivt. Her spiser vi kun ved måltiderne,« fortæller klosterlederen. Brødrene har indrettet sig efter den norske spiserytme, for i Frankrig fik de varm mad klokken 12. Her har de tre måltider: morgenmad før klokken syv, frokost klokken 12 og middag klokken 17. »Vi laver ofte måltider på den franske måde,« fortæller broder Arnaud. »Det er vigtigt at spise godt og næringsrigt. Vi har stor respekt for mad, og derfor smider vi sjældent rester ud. Hvis der er noget tilovers fra middagen, kan vi for eksempel lave suppe af det,« forklarer fader Joël.
SAMMEN: Broder Cyril (84) er selve ostemesteren, men er glad for norsk gedeost og grovbrød. »Vi deler maden på samme måde, som vi deler alt i livet,« siger broder Rufus (tv. på billedet øverst th.)
Se flere billeder fra Munkeby på torstmag.no
14 tørst 01:2012
»Vi må have lidt distance til maden og ikke bare tænke på den. Vi er jo ikke dyr. Samtidig ønsker vi at spise godt,« siger fader Joël. Det er ofte broder Bruno, som står for madlavningen. »Han laver god mad,« siger broder Cyril smilende. Klosterets veteran har tidligere boet i Cameroun og Frankrig, men sætter stor pris på groft brød og gedeost. »Jeg hjælper til med at lave mad. Andre producerer ost eller vasker tøj. Vi arbejder ikke for os selv, men for hinanden,« fortæller broder Bruno. »Desuden kan jeg godt lide at være kreativ og prøve nye opskrifter. Det er deprimerende altid at spise det samme,« mener den selvlærte kok.
»Mennesket kan ikke leve alene. Vi er afhængige af hinanden. Vi forsøger at leve i kærlighed. Kristus lærte os det, « forklarer klosterlederen. »Når man samles om måltider, har det også en symbolsk betydning for hele vores fællesskab. Vi deler maden på samme måde, som vi deler alt i livet,« siger Rufus (54), fællesskabets nyeste medlem. Det er kun et par uger siden, han ankom, men han kender godt dagsrytmen fra sit tidligere kloster i England. De fem brødre har tænkt sig at leve resten af deres liv i Munkeby-klosteret. Sådan er det at tilhøre cistercienserordenen. Man forpligter sig på at blive i klosteret hele livet.
NØDVENDIG VIN. »I Frankrig er det normalt at drikke vin til maden. Her i Norge drikker vi kaffe, te og vand,« forklarer fader Joël og peger på bordet. »Men når det er højtid – og nogle lørdage – åbner vi en flaske vin fra Frankrig. Det er nødvendigt for at overleve,« siger klosterlederen og smiler i det grånende skæg. »Jesus blev kaldt en storspiser og vindrikker?« Flere af munkene smiler. »Ja, han spiste sammen med alle, også syndere. Mange inviterede han på mad,« siger fader Jöel. »Det skaber en speciel relation at spise sammen,« tilføjer broder Arnaud.
NORGES BEDSTE. På bordet ligger norsk pålæg og frugt, samt brødrenes egen ost. Rødkittosten Munkeby laves efter opskriften fra moderklosteret i Cîteaux. Broder Cyril lyser op, når der bliver snakket om ost. Han var med, da klosteret i Cîteaux startede osteproduktionen for 40 år siden. Den 84-årige mand har overbragt kundskaben til brødre i Frankrig og Munkeby. »Nu har andre overtaget produktionen. De kan mere end mig nu, og det er godt. Osten må videreudvikles og tilpasses europæisk standard,« siger Cyril lavt på fransk. Hver uge kommer 3-400 liter mælk fra en lokal bonde, og det giver 80-90 oste. Hele klosterets indtægt kommer fra ostesalget,
RIGTIG BALANCE. Broder Bruno henter en risdessert og giver hver af brødrene en skål. »Er der nogle måltider, som er mere åndelige end andre?«
»Morgenmaden,« mener den yngste broder. »Da er der stilhed og ro. Vi spiser alene og har lige læst i Bibelen og mediteret, og så kan det fortsætte.« »Og i fastetiden, for da hører vi en oplæsning før maden klokken 12. Vi spiser også frokosten i stilhed. Den er enklere, med havregrød og måske et stykke frugt,« forklarer klosterets kok. Selvom fader Joël mener, at det er rigtigt at spise godt, er han optaget af at finde den rigtige balance. »Der er mennesker, som lever for at spise. Vi prøver at undgå det.« Der opstår en pause, mens han leder efter ordene på norsk. Klosterlederen går ind til bogsamlingen i skriptoriet og henter en ordbog. »Glubsk og grådig,« læser han højt. UFARVET ULD. Der er grænser for, hvor grådig man kan være i klosteret. Cisterciensermunke kan ikke eje noget. Mens andre munke samlede på rigdomme og gik rundt i dyre sorte kapper, gik cisterciencerbrødrene i ufarvet uld. Derfor blev de kaldt hvidebrødrene. Også munkene i Levanger bruger ufarvede kapper. »Man må lære, at man ikke altid kan få tilfredsstillet alle sine behov lige med det samme. Desuden betyder det noget for ens åndelige niveau. Man kan ikke bare følge sin krop, men må have disciplin,« siger fader Joël. »Hvad er det positivt for?« »Så har man friheden og er ikke slave af sine behov. Reglerne er strenge, men man vil opleve, at det er bedre for én selv.«
»Nogle lørdage åbner vi en flaske vin fra Frankrig. Det er nødvendigt for at overleve.«
VIL VÆRE FLERE: De fem munke bor i klosterets fremtidige gæstehus. De vil gerne være 12 munke og drive gæstevirksomhed, når klosteret er færdigbygget.
tørst 01:2012 15
Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Jesus
foto Ellen Lande Gossner
Matthæus 6, 26
tørst - Et magasin udgivet af
16 tørst 01:2012
tørst 01:2012 17
Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Jesus
foto Ellen Lande Gossner
Matthæus 6, 26
tørst - Et magasin udgivet af
16 tørst 01:2012
tørst 01:2012 17
MEDITATIONER ONLINE
SOMMERSTÆVNE Et fantastisk Areopagos-Sommerstævne er netop overstået. I år blev stævnet holdt i Norge, og det bød på seminarer, koncerter, meditationer, zen-kino, gudstjeneste og swimmingpool. Men fortvivl ikke, hvis du gik glip af stævnet, for til næste sommer får du chancen igen – her i Danmark! Følg med på areopagos.dk og i vores Facebook-gruppe for at høre mere.
Under krigen blev tusindvis af børn i London forældreløse og hjemløse. Mange af dem, som fik omsorg i flygtningelejre, havde problemer med at sove om natten. De var bange for at vågne op og være hjemløse og uden mad. En plejer begyndte at give hvert barn en bid brød, som de kunne holde fast i, mens de lå i sengene. Så sov barnet trygt. Brødet forsikrede dem om, at »i dag har jeg spist, og i morgen får jeg mad igen.« Dennis, Sheila og fr. Mathhew Linn skriver i bogen Sleeping with Bread – Holding what gives you life (Paulist Press, 1995), at fortællingen fra London kan inspirere os til at holde fast ved det, som giver os liv. Ved sengetid kan man spørge sig selv: »Hvad er jeg mest taknemlig for? Hvad er jeg mindst taknemlig for?«
Foto: Theirhistory/Flickr
18 tørst 01:2012
Foto: IstockPhoto
E-NUMRE OVERALT De er overalt i vores madvarer, e-numrene. De tilsætningsstoffer, som godt nok giver vingummibamserne deres appetitlige røde farve, men som også i nogle tilfælde kan være skadelige for mennesker. Hvis du har en smartphone, har du mulighed for at downloade flere forskellige e-nummer-applikationer, som kan fortælle dig, hvilke e-numre, der er skadelige for dig. Prøv at søge på E-numbers.
Foto: IstockPhoto
SOVE MED BRØD
SPAGHETTI OG GUD Det er ikke et helt nyt fænomen, men det er et godt fænomen! Mange steder i landet kan man deltage i spaghettigudstjenester, som i særlig grad er rettet mod børnefamilier. En spaghettigudstjeneste er en kort gudstjeneste på børnenes præmisser. Den bliver for det meste holdt på en hverdag sidst på eftermiddagen og slutter med fællesspisning – af spaghetti! Læs mere på folkekirken.dk, hvor du kan skrive »spaghetti« i søgefeltet.
FØLG MED PÅ FACEBOOK Hvis du er en af de over tre millioner danskere, som har en profil på Facebook, så har du også mulighed for at følge Areopagos dér. Søg efter gruppen Areopagos Danmark og tilkendegiv, at du synes godt om siden, så vil du fremover blive opdateret på din væg omkring nye arrangementer, relevante debatindlæg m.v. På gensyn på Facebook!
Foto: IstockPhoto
»Ganske vist var det rart at spise honning, men det var det øjeblik, lige før man begynder at spise, som var bedre, end når man begynder.« Peter Plys
Foto: IstockPhoto
Foto: IstockPhoto
Hvis du er glad for kristne meditationer, så har du nu muligheden for at se meditationsvideoer online. I Mesterens Lys, som er en Areopagos-praksis, har produceret nogle nye meditationsvideoer, hvor Ole Skjerbæk Madsen guider meditationer med en lille gruppe deltagere. Meditationerne ledsages af levende musik, som bliver spillet af Torsten Borbye Nielsen. De to første videoer hedder Adam, hvor er du? og At modtage Guds fred, og de er tilgængelige på YouTube og på imesterenslys.dk.
Foto: IstockPhoto
rigere liv
»Du skal ikke lade dig lokke ind i en diskussion ved middagsbordet. Den, som ikke er sulten, vinder altid« Richard Whately
2 MINUTTERS STILHED Kan du sidde helt stille foran din computer i to minutter og slappe af? Altså – helt stille? Du må ikke en gang røre ved musen? På hjemmesiden donothingfor2minutes.com kan du teste, om du er i stand til at slappe helt af i to minutter, mens du hører lyden af beroligende bølgeskvulp. Det er lettere sagt end gjort … tørst 01:2012 19
MEDITATIONER ONLINE
SOMMERSTÆVNE Et fantastisk Areopagos-Sommerstævne er netop overstået. I år blev stævnet holdt i Norge, og det bød på seminarer, koncerter, meditationer, zen-kino, gudstjeneste og swimmingpool. Men fortvivl ikke, hvis du gik glip af stævnet, for til næste sommer får du chancen igen – her i Danmark! Følg med på areopagos.dk og i vores Facebook-gruppe for at høre mere.
Under krigen blev tusindvis af børn i London forældreløse og hjemløse. Mange af dem, som fik omsorg i flygtningelejre, havde problemer med at sove om natten. De var bange for at vågne op og være hjemløse og uden mad. En plejer begyndte at give hvert barn en bid brød, som de kunne holde fast i, mens de lå i sengene. Så sov barnet trygt. Brødet forsikrede dem om, at »i dag har jeg spist, og i morgen får jeg mad igen.« Dennis, Sheila og fr. Mathhew Linn skriver i bogen Sleeping with Bread – Holding what gives you life (Paulist Press, 1995), at fortællingen fra London kan inspirere os til at holde fast ved det, som giver os liv. Ved sengetid kan man spørge sig selv: »Hvad er jeg mest taknemlig for? Hvad er jeg mindst taknemlig for?«
Foto: Theirhistory/Flickr
18 tørst 01:2012
Foto: IstockPhoto
E-NUMRE OVERALT De er overalt i vores madvarer, e-numrene. De tilsætningsstoffer, som godt nok giver vingummibamserne deres appetitlige røde farve, men som også i nogle tilfælde kan være skadelige for mennesker. Hvis du har en smartphone, har du mulighed for at downloade flere forskellige e-nummer-applikationer, som kan fortælle dig, hvilke e-numre, der er skadelige for dig. Prøv at søge på E-numbers.
Foto: IstockPhoto
SOVE MED BRØD
SPAGHETTI OG GUD Det er ikke et helt nyt fænomen, men det er et godt fænomen! Mange steder i landet kan man deltage i spaghettigudstjenester, som i særlig grad er rettet mod børnefamilier. En spaghettigudstjeneste er en kort gudstjeneste på børnenes præmisser. Den bliver for det meste holdt på en hverdag sidst på eftermiddagen og slutter med fællesspisning – af spaghetti! Læs mere på folkekirken.dk, hvor du kan skrive »spaghetti« i søgefeltet.
FØLG MED PÅ FACEBOOK Hvis du er en af de over tre millioner danskere, som har en profil på Facebook, så har du også mulighed for at følge Areopagos dér. Søg efter gruppen Areopagos Danmark og tilkendegiv, at du synes godt om siden, så vil du fremover blive opdateret på din væg omkring nye arrangementer, relevante debatindlæg m.v. På gensyn på Facebook!
Foto: IstockPhoto
»Ganske vist var det rart at spise honning, men det var det øjeblik, lige før man begynder at spise, som var bedre, end når man begynder.« Peter Plys
Foto: IstockPhoto
Foto: IstockPhoto
Hvis du er glad for kristne meditationer, så har du nu muligheden for at se meditationsvideoer online. I Mesterens Lys, som er en Areopagos-praksis, har produceret nogle nye meditationsvideoer, hvor Ole Skjerbæk Madsen guider meditationer med en lille gruppe deltagere. Meditationerne ledsages af levende musik, som bliver spillet af Torsten Borbye Nielsen. De to første videoer hedder Adam, hvor er du? og At modtage Guds fred, og de er tilgængelige på YouTube og på imesterenslys.dk.
Foto: IstockPhoto
rigere liv
»Du skal ikke lade dig lokke ind i en diskussion ved middagsbordet. Den, som ikke er sulten, vinder altid« Richard Whately
2 MINUTTERS STILHED Kan du sidde helt stille foran din computer i to minutter og slappe af? Altså – helt stille? Du må ikke en gang røre ved musen? På hjemmesiden donothingfor2minutes.com kan du teste, om du er i stand til at slappe helt af i to minutter, mens du hører lyden af beroligende bølgeskvulp. Det er lettere sagt end gjort … tørst 01:2012 19
»Hun tænker ikke på, at vi ser hende,« siger Sønnen.
Oase
Udsigt fra ikonet TEKST OG ILLUSTRATION ANN KRISTIN VAN ZIJP NILSEN
»Han ser så slidt ud,« siger Faderen. Sammen med Sønnen og Ånden sidder han i kopien af Rubljovs ikon på køkkenvæggen og ser ned på dem, som rydder beskidte tallerkener og halvfulde glas væk. »Også hende,« siger Ånden. Sønnen kigger op. Han har netop sat bægeret fra sig på bordet og ser på, hvordan opvaskemaskinen bliver stablet fuld. Alt skramler. »Jeg kan så godt lide at være her,« siger han. Lyden af børneskrig skærer gennem gangen og ind i køkkenet som en kniv. Ånden ser, hvordan manden ved vasken bider tænderne sammen. Kniven dirrer i hans trommehinder. »Giv mig styrke,« lyder det lydløst. »Han er så stærk,« siger Sønnen. »Det er dig, han har det efter,« siger han og ser på Faderen. »Nogen har smidt madrester i plasticaffaldet igen i dag,« siger manden uden at få svar. Han siger det igen, højere. »Du skal ikke skyde skylden på mig,« siger endelig hun, som står ved køkkenbordet med hovedet bøjet over smartphonen. »Afdelingslederen vil have, at jeg skal have rapporten klar allerede i morgen,« siger hun. »Tjekker du nu mail igen?« kom det skarpt fra køkkenvasken. »Du forstår ikke, hvordan jeg har det på jobbet,« svarer hun endnu skarpere. »Du må snart forny den replik,« siger han. »Havde jeg ikke vidst bedre, så havde jeg
20 tørst 01:2012
troet, at jeg havde lavet deres ansigter af sten,« mumler Faderen. »De glemmer, at de har kødhjerter,« siger Sønnen. Manden skraber middagsresterne af tallerkenerne op i den fulde affaldsspand og ser på de halvspiste brødskiver, som ligger der. Han må finde en ny pose allerede. Han har prøvet at lære børnene at spise op. »Far, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de skal gøre,« siger Sønnen. Ånden smiler til ham. Så retter han lidt på den grønne kappe. »De har så meget,« siger Faderen. »Og gør så meget,« siger Ånden. »Det er noget tid siden, jeg har hørt hans vitser. De plejer at være gode,« sagde han. »Er det dig, han har humoren efter?« spørger han Sønnen. Sønnen ser på Faderen og smiler. »Nogle morgener snakker han med os i bilen. Det kan jeg godt lide,« siger Faderen. »Når han er kommet for sent af sted, bander han i stedet.« »Ja, han satser på et sikkert kort,« ler Sønnen. Han peger lydløst mod vinbægeret med to fingre og ser på Faderen. Faderen løfter hænderne og velsigner det. Kvinden i køkkenet løfter hovedet og stirrer ud i luften. »Før de fik børn, var hun nogle gange helt
stille sammen med os. Hun kunne godt lide at finde et roligt sted. Nu sidder hun aldrig helt stille længere,« siger Faderen. »Men hun beder sammen med børnene på sengekanten. Da hvisker jeg altid til hendes hjerte,« siger Ånden. Hun ser ikke magnettavlen med regninger, skoleskemaer og madopskrifterne fra nettet. Hun ser ikke vinduet med spor af yoghurt-fingre, smørfingre og ketchupfingre. Hun ser ikke det gamle fad med »Giv os i dag vort daglige brød,« som hun købte på loppemarkedet. Hun tænker på regningerne hun har glemt at betale og på rykkeren, som kom i dag. Hun tænker på nevøerne, som de heller
ikke fik besøgt i denne uge. Hun tænker på, at hun skal huske at tage brød op fra fryseren. Kvinden kigger tomt ind i væggen, hvor ikonet hænger. »Hun tænker ikke på, at vi ser hende,« siger Sønnen. »Jeg ville gerne stryge hende over håret,« siger Faderen. Manden løfter blikket fra skraldespandene under vasken og ser på den ryg, som han kender bedre end sin egen. Den løse hårknude over den stive nakke er i færd med at glide ud af elastikken. Han vasker hænderne og tørrer dem i bukserne.
Treenigheden (ca. 1410) af Andrej Rubljov (ca. 1360-1430) er det mest kendte af alle russiske ikoner og blev oprindeligt malet til ikonostasen i Treenighedskatedralen i Sergijev Posad. I dag hænger originalen i Tretjakovgalleriet i Moskva. Det er inspirereret af fortællingen i Det Gamle Testamente (1. Mosebog, kapitel 18) om Abraham og Sara, som får besøg af Gud i form af tre engle. På ikonet er de tre gæster placeret rundt om bordet. Kristus sidder i midten med rødbrun kjortel, som symboliserer det menneskelige. De to fingre symboliserer hans menneskelige og guddommelige natur, og de peger mod nadverkalken (vinbægeret) med offeret. Faderen (tv.) har en skinnende kappe, og håndstillingen viser, at han har magt både i himmelen og på jorden. Han velsigner og tager imod kalken. Den hellige Ånd sidder til højre og er klædt i grønt, farven for liv og ungdom. Alle er også iklædt blåt, den himmelske farve. Munken Rubljovs ikoner bærer særligt præg af et kontemplativt udtryk. De var berømte allerede i hans samtid og blev førerbilleder for andre ikonmalere. Kilder: katolsk.no og Ulla Käll
tørst 01:2012 21
»Hun tænker ikke på, at vi ser hende,« siger Sønnen.
Oase
Udsigt fra ikonet TEKST OG ILLUSTRATION ANN KRISTIN VAN ZIJP NILSEN
»Han ser så slidt ud,« siger Faderen. Sammen med Sønnen og Ånden sidder han i kopien af Rubljovs ikon på køkkenvæggen og ser ned på dem, som rydder beskidte tallerkener og halvfulde glas væk. »Også hende,« siger Ånden. Sønnen kigger op. Han har netop sat bægeret fra sig på bordet og ser på, hvordan opvaskemaskinen bliver stablet fuld. Alt skramler. »Jeg kan så godt lide at være her,« siger han. Lyden af børneskrig skærer gennem gangen og ind i køkkenet som en kniv. Ånden ser, hvordan manden ved vasken bider tænderne sammen. Kniven dirrer i hans trommehinder. »Giv mig styrke,« lyder det lydløst. »Han er så stærk,« siger Sønnen. »Det er dig, han har det efter,« siger han og ser på Faderen. »Nogen har smidt madrester i plasticaffaldet igen i dag,« siger manden uden at få svar. Han siger det igen, højere. »Du skal ikke skyde skylden på mig,« siger endelig hun, som står ved køkkenbordet med hovedet bøjet over smartphonen. »Afdelingslederen vil have, at jeg skal have rapporten klar allerede i morgen,« siger hun. »Tjekker du nu mail igen?« kom det skarpt fra køkkenvasken. »Du forstår ikke, hvordan jeg har det på jobbet,« svarer hun endnu skarpere. »Du må snart forny den replik,« siger han. »Havde jeg ikke vidst bedre, så havde jeg
20 tørst 01:2012
troet, at jeg havde lavet deres ansigter af sten,« mumler Faderen. »De glemmer, at de har kødhjerter,« siger Sønnen. Manden skraber middagsresterne af tallerkenerne op i den fulde affaldsspand og ser på de halvspiste brødskiver, som ligger der. Han må finde en ny pose allerede. Han har prøvet at lære børnene at spise op. »Far, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de skal gøre,« siger Sønnen. Ånden smiler til ham. Så retter han lidt på den grønne kappe. »De har så meget,« siger Faderen. »Og gør så meget,« siger Ånden. »Det er noget tid siden, jeg har hørt hans vitser. De plejer at være gode,« sagde han. »Er det dig, han har humoren efter?« spørger han Sønnen. Sønnen ser på Faderen og smiler. »Nogle morgener snakker han med os i bilen. Det kan jeg godt lide,« siger Faderen. »Når han er kommet for sent af sted, bander han i stedet.« »Ja, han satser på et sikkert kort,« ler Sønnen. Han peger lydløst mod vinbægeret med to fingre og ser på Faderen. Faderen løfter hænderne og velsigner det. Kvinden i køkkenet løfter hovedet og stirrer ud i luften. »Før de fik børn, var hun nogle gange helt
stille sammen med os. Hun kunne godt lide at finde et roligt sted. Nu sidder hun aldrig helt stille længere,« siger Faderen. »Men hun beder sammen med børnene på sengekanten. Da hvisker jeg altid til hendes hjerte,« siger Ånden. Hun ser ikke magnettavlen med regninger, skoleskemaer og madopskrifterne fra nettet. Hun ser ikke vinduet med spor af yoghurt-fingre, smørfingre og ketchupfingre. Hun ser ikke det gamle fad med »Giv os i dag vort daglige brød,« som hun købte på loppemarkedet. Hun tænker på regningerne hun har glemt at betale og på rykkeren, som kom i dag. Hun tænker på nevøerne, som de heller
ikke fik besøgt i denne uge. Hun tænker på, at hun skal huske at tage brød op fra fryseren. Kvinden kigger tomt ind i væggen, hvor ikonet hænger. »Hun tænker ikke på, at vi ser hende,« siger Sønnen. »Jeg ville gerne stryge hende over håret,« siger Faderen. Manden løfter blikket fra skraldespandene under vasken og ser på den ryg, som han kender bedre end sin egen. Den løse hårknude over den stive nakke er i færd med at glide ud af elastikken. Han vasker hænderne og tørrer dem i bukserne.
Treenigheden (ca. 1410) af Andrej Rubljov (ca. 1360-1430) er det mest kendte af alle russiske ikoner og blev oprindeligt malet til ikonostasen i Treenighedskatedralen i Sergijev Posad. I dag hænger originalen i Tretjakovgalleriet i Moskva. Det er inspirereret af fortællingen i Det Gamle Testamente (1. Mosebog, kapitel 18) om Abraham og Sara, som får besøg af Gud i form af tre engle. På ikonet er de tre gæster placeret rundt om bordet. Kristus sidder i midten med rødbrun kjortel, som symboliserer det menneskelige. De to fingre symboliserer hans menneskelige og guddommelige natur, og de peger mod nadverkalken (vinbægeret) med offeret. Faderen (tv.) har en skinnende kappe, og håndstillingen viser, at han har magt både i himmelen og på jorden. Han velsigner og tager imod kalken. Den hellige Ånd sidder til højre og er klædt i grønt, farven for liv og ungdom. Alle er også iklædt blåt, den himmelske farve. Munken Rubljovs ikoner bærer særligt præg af et kontemplativt udtryk. De var berømte allerede i hans samtid og blev førerbilleder for andre ikonmalere. Kilder: katolsk.no og Ulla Käll
tørst 01:2012 21
VÆRSGO! Anbefalinger fra nær og fjern
M
OGEBOGS-FRIHED: Jeg er storsamler af kogebøger fra hele verden, men jeg vil ikke fremhæve en bestemt. Nogle tror, at det garanterer et godt resultat, hvis man følger opskriften 100 procent. Men det handler altid om det engagement, som man lægger i arbejdet. Min mission er at gøre madlavning ufarlig. Selvom kundskab er vigtig, ved de fleste folk meget allerede – for eksempel at jordbær og tomater er bedst om sommeren. At vælge råvarer efter årstiden er en nøgle til at ting bliver gode. Brug kogebøger som inspiration og for at få lyst til at lave mad! Et billede eller en opskrift kan være starten til en idé – til at kombinere råvarer eller måske holde en fest.
ADKAMP: Bestemmer vi egentlig selv, hvad vi spiser? Bogen Foodfight.eu af Europaparlamentariker Christel Schjaldemose kommer med interessante tanker omkring politikernes ansvar i forhold til de madvarer, som vi danskere har adgang til. Samfundet har givet tæt på total frihed til fødevareindustrien, som må producere og sælge, hvad de vil, så længe det ikke er direkte livstruende. Bogen peger på, at en sundere livsstil kræver både personlige kostændringer og politisk regulering på fødevareområdet, og jeg kan godt lide, at ansvaret ikke bare kastes i hovedet på den enkelte forbruger.
DORTHE STIEPER, bibliotekar og forfatter
M
ESTERKOK: Jeg gider næsten aldrig lave mad. Det er nemmere at købe det, og så kan man faktisk få meget god take away efterhånden. Men når jeg en sjælden gang laver mad, så er det altid i selskab med et godt glas rødvin. Chianti-vinen fra Toscana er favoritten, og det føles altså, som om man bliver en smule mere mesterkok, når man har fået lidt rødvin indenbords.
B
PETER SVENDSEN, håndværker
Ædegildet (La grande bouffe, Marco Ferreri, 1973) er en rigtig god, men ulækker, film om fire mænd i Italien i 1970’erne. De mødes i et afsidesliggende herskabshus for at spise, til de falder døde om. Uden afbrydelser får de serveret de mest overdådige retter, man kan tænke sig. Dekadencen og den politiske nerve i filmen bliver en skarp kommentar til fordelingen af goder i verden. ERLEND LOE, roman- og manusforfattar
TONE GRANAAS, daglig leder i Grøn Hverdag ØKKENGULVSDANS: I kollektivet spiser vi ofte fastfood hver for sig. Men i weekenderne kan jeg godt lide at lave ordentlig mad til os. Så sætter jeg altid det samme album på: It’s time (2005) med Michael Bublé. Jeg kan ellers ikke lide hans musik, men til madlavning er den gamle Frank Sinatra-stil perfekt. Jeg synger med af fuld hals og danser rundt på køkkengulvet. Maden bliver bedre, når man laver den med godt humør og nok tålmodighed.
K
ØDLØS: Jeg er ikke vegetar, men da jeg læste bogen Om at spise dyr af succesforfatteren Jonathan Safran Foer, overvejede jeg for første gang nogensinde at blive det. Bogen undersøger dyrenes forhold og kødindustrien, men den er ikke bare et enøjet forsvar for vegetarisme, men snarere en påmindelse om, at det, vi putter i munden, egentlig betyder noget for vores omverden. MARTIN D. HANSEN, arkitekt
ANDREAS KJØLL, børnehavelærer og musiker
»Efter en god middag kan man tilgive hvem som helst, endda sine egne slægtninge.« Oscar Wilde 22 tørst 01:2012
SONJA LEE, kok
EDSTEMORGRYDE: I Mofongo (Juritzen 2010) fortæller Cecilia Samartin om, hvordan hendes bedstemor fra Puerto Rico klarede at samle familien gennem madlavning og fællesskab omkring bordet. Det er, som om man kender lugtene og smagen, når man læser bogen. Bogen viser sand madglæde og hvor vigtig mad er for traditioner og sammenhold.
Foto: Brenda Anderson
P
Å HUSETS REGNING: For nylig genså jeg Gabriel Axels film Babettes Gæstebud, som i slutningen af 80´erne vandt en Oscar. Filmen er baseret på Karen Blixens novelle af samme navn. For mig er det en fortælling om Guds nåde. Den franske flygtning Babette lander blandt nådesløse i et lille vestjysk fiskersamfund. Som efterfølgere af Luther hører de i kirken prædikener om Guds nåde, men ugen igennem forsøger de at opnå Guds velvilje gennem gode gerninger og fromhed. Nåden kommer til dem i form af et overdådigt festmåltid, som Babette tilbereder og betaler med sin lottogevinst. De har ikke fortjent det og har svært ved at tage imod, selv om festmåltidet gives dem gratis, uden forventninger om modydelser og »på husets regnin«. Sådan forholder det sig også med Guds nåde.
Foto: Morten Brun
ANNE FREDERIKSEN, studerende
FILM
S
TILLE: Jeg hører aldrig musik, når jeg laver mad – og slet ikke når jeg har gæster til bords. Musik er bedst, når man lytter koncentreret, og som akkompagnement til mad og samtale anbefaler jeg stilhed.
Foto: Fredrik Arff/Cappelen Damm
anbefalet
INGER-LISE ULSRUD, orgelprofessor og kantor
tørst 01:2012 23
VÆRSGO! Anbefalinger fra nær og fjern
M
OGEBOGS-FRIHED: Jeg er storsamler af kogebøger fra hele verden, men jeg vil ikke fremhæve en bestemt. Nogle tror, at det garanterer et godt resultat, hvis man følger opskriften 100 procent. Men det handler altid om det engagement, som man lægger i arbejdet. Min mission er at gøre madlavning ufarlig. Selvom kundskab er vigtig, ved de fleste folk meget allerede – for eksempel at jordbær og tomater er bedst om sommeren. At vælge råvarer efter årstiden er en nøgle til at ting bliver gode. Brug kogebøger som inspiration og for at få lyst til at lave mad! Et billede eller en opskrift kan være starten til en idé – til at kombinere råvarer eller måske holde en fest.
ADKAMP: Bestemmer vi egentlig selv, hvad vi spiser? Bogen Foodfight.eu af Europaparlamentariker Christel Schjaldemose kommer med interessante tanker omkring politikernes ansvar i forhold til de madvarer, som vi danskere har adgang til. Samfundet har givet tæt på total frihed til fødevareindustrien, som må producere og sælge, hvad de vil, så længe det ikke er direkte livstruende. Bogen peger på, at en sundere livsstil kræver både personlige kostændringer og politisk regulering på fødevareområdet, og jeg kan godt lide, at ansvaret ikke bare kastes i hovedet på den enkelte forbruger.
DORTHE STIEPER, bibliotekar og forfatter
M
ESTERKOK: Jeg gider næsten aldrig lave mad. Det er nemmere at købe det, og så kan man faktisk få meget god take away efterhånden. Men når jeg en sjælden gang laver mad, så er det altid i selskab med et godt glas rødvin. Chianti-vinen fra Toscana er favoritten, og det føles altså, som om man bliver en smule mere mesterkok, når man har fået lidt rødvin indenbords.
B
PETER SVENDSEN, håndværker
Ædegildet (La grande bouffe, Marco Ferreri, 1973) er en rigtig god, men ulækker, film om fire mænd i Italien i 1970’erne. De mødes i et afsidesliggende herskabshus for at spise, til de falder døde om. Uden afbrydelser får de serveret de mest overdådige retter, man kan tænke sig. Dekadencen og den politiske nerve i filmen bliver en skarp kommentar til fordelingen af goder i verden. ERLEND LOE, roman- og manusforfattar
TONE GRANAAS, daglig leder i Grøn Hverdag ØKKENGULVSDANS: I kollektivet spiser vi ofte fastfood hver for sig. Men i weekenderne kan jeg godt lide at lave ordentlig mad til os. Så sætter jeg altid det samme album på: It’s time (2005) med Michael Bublé. Jeg kan ellers ikke lide hans musik, men til madlavning er den gamle Frank Sinatra-stil perfekt. Jeg synger med af fuld hals og danser rundt på køkkengulvet. Maden bliver bedre, når man laver den med godt humør og nok tålmodighed.
K
ØDLØS: Jeg er ikke vegetar, men da jeg læste bogen Om at spise dyr af succesforfatteren Jonathan Safran Foer, overvejede jeg for første gang nogensinde at blive det. Bogen undersøger dyrenes forhold og kødindustrien, men den er ikke bare et enøjet forsvar for vegetarisme, men snarere en påmindelse om, at det, vi putter i munden, egentlig betyder noget for vores omverden. MARTIN D. HANSEN, arkitekt
ANDREAS KJØLL, børnehavelærer og musiker
»Efter en god middag kan man tilgive hvem som helst, endda sine egne slægtninge.« Oscar Wilde 22 tørst 01:2012
SONJA LEE, kok
EDSTEMORGRYDE: I Mofongo (Juritzen 2010) fortæller Cecilia Samartin om, hvordan hendes bedstemor fra Puerto Rico klarede at samle familien gennem madlavning og fællesskab omkring bordet. Det er, som om man kender lugtene og smagen, når man læser bogen. Bogen viser sand madglæde og hvor vigtig mad er for traditioner og sammenhold.
Foto: Brenda Anderson
P
Å HUSETS REGNING: For nylig genså jeg Gabriel Axels film Babettes Gæstebud, som i slutningen af 80´erne vandt en Oscar. Filmen er baseret på Karen Blixens novelle af samme navn. For mig er det en fortælling om Guds nåde. Den franske flygtning Babette lander blandt nådesløse i et lille vestjysk fiskersamfund. Som efterfølgere af Luther hører de i kirken prædikener om Guds nåde, men ugen igennem forsøger de at opnå Guds velvilje gennem gode gerninger og fromhed. Nåden kommer til dem i form af et overdådigt festmåltid, som Babette tilbereder og betaler med sin lottogevinst. De har ikke fortjent det og har svært ved at tage imod, selv om festmåltidet gives dem gratis, uden forventninger om modydelser og »på husets regnin«. Sådan forholder det sig også med Guds nåde.
Foto: Morten Brun
ANNE FREDERIKSEN, studerende
FILM
S
TILLE: Jeg hører aldrig musik, når jeg laver mad – og slet ikke når jeg har gæster til bords. Musik er bedst, når man lytter koncentreret, og som akkompagnement til mad og samtale anbefaler jeg stilhed.
Foto: Fredrik Arff/Cappelen Damm
anbefalet
INGER-LISE ULSRUD, orgelprofessor og kantor
tørst 01:2012 23
samtalen
LEIF ASMARK JENSEN (54) • Hare Krishna-munk og aktiv religionsdebattør, foredragsholder og forfatter. • Svarer på spørgsmål på religion.dk, blogger på eftertanke.dk og står bag hjemmesiden intelligentdesign.dk • Gift med Dorte, som er nonne. De to lever sammen i cølibat i København.
Til bords med Krishna
Når kristne spiser kød, bryder de buddet om ikke at slå ihjel, mener Hare Krishna-munken Leif Asmark Jensen. Man må ikke blive en slave af selvdisciplinen, mener kristne Lars Mollerup-Degn. I begge traditioner er måltidet et vigtigt ritual.
Tekst og Foto DORTHE STIEPER
Leif Asmark Jensen knæler foran alteret, som er indrettet på en kommode i stuen i hans lille to-værelses-lejlighed i København. Alteret er farverigt pyntet med blomster, Krishna-figurer og billeder af hellige guruer. På en skammel står en messingbakke med små skåle, som er fyldt med mad og drikke. Den danske Hare Krishna-munk har inviteret Areopagos’ dialogsekretær, Lars Mollerup-Degn, på aftensmad og religionsdialog. Men før de kan spise, skal maden ofres til Krishna. Den hvidklædte munk ringer med en lille klokke og messer sit mantra – først højt, så indeni sig selv. Tegnet på hans pande vidner om, at hans krop er indviet som et tempel for Krishna. »Alle vore handlinger og tanker ofres som gaver til Krishna. Det gælder også vores madlavning. Maden er ikke tilsmagt, for Krishna skal smage først. Gud har alle sanser åbne og kan smage på maden med både syn og hørelse,« forklarer Leif, der håber, at Krishna også tager imod dette måltid. »Om ikke andet så for kærligheden og hengivenheden, der ligger bag det tilberedte måltid.«
BRÆNDENÆLDER OG SKVALDERKÅL. Nu har Krishna spist. Så er det Lars og Leifs tur til at spise. Lars sætter sig til bords, mens Leif og hans kone, Dorte, øser op fra gryderne i små skåle, der i bedste indiske stil erstatter den vestlige tallerken. Leif og Dorte har været gift i 15 år. De lever som munk og nonne og dermed i cølibat. Sammen er de dybt engagerede i Hare Krishna og står blandt andet for bevægelsens hjemmeside, blad og forlag i Danmark. Dorte er en habil kok og forfatter til den vegetariske Hare Krishna-kogebog »Hellige Kalorier«. Begge har dog deltaget i tilberedningen af dette måltid. Det har taget halvanden time at tilberede og er lavet af friske råvarer, primært selvdyrkede grøntsager. »Vi har en lille nyttehave, hvor vi dyrker grøntsager. På altanen har vi tønder, hvor vi opbevarer rodfrugter fra sidste års høst. Ud over dem består kosten på dette tidspunkt af året primært af nye skud fra brændenælder og skvalderkål,« forklarer de. BORDBØN OG GÆSTFRIHED. Inden der spises,
TILBEDELSE: »Gæstfrihed regnes som gudstilbedelse i Hare Krishna-bevægelsen,« siger Leif Asmark Jensen (øverst) og serverer Lars Mollerup-Degn vegetarmad på stuebordet ved alteret.
24 tørst 01:2012
tørst 01:2012 25
samtalen
LEIF ASMARK JENSEN (54) • Hare Krishna-munk og aktiv religionsdebattør, foredragsholder og forfatter. • Svarer på spørgsmål på religion.dk, blogger på eftertanke.dk og står bag hjemmesiden intelligentdesign.dk • Gift med Dorte, som er nonne. De to lever sammen i cølibat i København.
Til bords med Krishna
Når kristne spiser kød, bryder de buddet om ikke at slå ihjel, mener Hare Krishna-munken Leif Asmark Jensen. Man må ikke blive en slave af selvdisciplinen, mener kristne Lars Mollerup-Degn. I begge traditioner er måltidet et vigtigt ritual.
Tekst og Foto DORTHE STIEPER
Leif Asmark Jensen knæler foran alteret, som er indrettet på en kommode i stuen i hans lille to-værelses-lejlighed i København. Alteret er farverigt pyntet med blomster, Krishna-figurer og billeder af hellige guruer. På en skammel står en messingbakke med små skåle, som er fyldt med mad og drikke. Den danske Hare Krishna-munk har inviteret Areopagos’ dialogsekretær, Lars Mollerup-Degn, på aftensmad og religionsdialog. Men før de kan spise, skal maden ofres til Krishna. Den hvidklædte munk ringer med en lille klokke og messer sit mantra – først højt, så indeni sig selv. Tegnet på hans pande vidner om, at hans krop er indviet som et tempel for Krishna. »Alle vore handlinger og tanker ofres som gaver til Krishna. Det gælder også vores madlavning. Maden er ikke tilsmagt, for Krishna skal smage først. Gud har alle sanser åbne og kan smage på maden med både syn og hørelse,« forklarer Leif, der håber, at Krishna også tager imod dette måltid. »Om ikke andet så for kærligheden og hengivenheden, der ligger bag det tilberedte måltid.«
BRÆNDENÆLDER OG SKVALDERKÅL. Nu har Krishna spist. Så er det Lars og Leifs tur til at spise. Lars sætter sig til bords, mens Leif og hans kone, Dorte, øser op fra gryderne i små skåle, der i bedste indiske stil erstatter den vestlige tallerken. Leif og Dorte har været gift i 15 år. De lever som munk og nonne og dermed i cølibat. Sammen er de dybt engagerede i Hare Krishna og står blandt andet for bevægelsens hjemmeside, blad og forlag i Danmark. Dorte er en habil kok og forfatter til den vegetariske Hare Krishna-kogebog »Hellige Kalorier«. Begge har dog deltaget i tilberedningen af dette måltid. Det har taget halvanden time at tilberede og er lavet af friske råvarer, primært selvdyrkede grøntsager. »Vi har en lille nyttehave, hvor vi dyrker grøntsager. På altanen har vi tønder, hvor vi opbevarer rodfrugter fra sidste års høst. Ud over dem består kosten på dette tidspunkt af året primært af nye skud fra brændenælder og skvalderkål,« forklarer de. BORDBØN OG GÆSTFRIHED. Inden der spises,
TILBEDELSE: »Gæstfrihed regnes som gudstilbedelse i Hare Krishna-bevægelsen,« siger Leif Asmark Jensen (øverst) og serverer Lars Mollerup-Degn vegetarmad på stuebordet ved alteret.
24 tørst 01:2012
tørst 01:2012 25
SPINAT MED HJEMMELAVET OST (PANIR) Denne ret kan laves med alle former for spiselige grønne blade, dyrkede såvel som vilde, som f.eks. bladbeder og grønkål eller brændenælder og skvalderkål. Den hjemmelavede ost (panir) laves af to liter mælk, der bringes i kog, hvorefter man hælder 2-3 dl kærnemælk, tykmælk eller nogle spiseskefulde citronsaft i, så mælken skiller i ostemasse og valle. Det hele hældes igennem en sigte eller et klæde (gem vallen til suppe eller til at koge ris i), og ostemassen afdrypper en halv times tid, hvorefter den skæres i terninger, der kommes i gryden.
GUDSTJENESTE: Når maden er ofret til Krishna, mener Leif Asmark Jensen, at maden formidler guddommens nåde og velsignelse til alle, som spiser den. Kristne Lars Mollerup-Degn kan godt lide at se, at madlavning kan være en gudstjeneste.
Ingredienser: 300 g panir 800 g frisk spinat eller spiselige, grønne blade 2 spsk. olie (f.eks. olivenolie eller rapsolie) 2 tsk. stødt koriander 3/4 tsk. gurkemeje ½ tsk. cayennepeber ½ dl vand 1½ tsk. havsalt 1½ dl cremefraiche eller piskefløde (kan udelades)
DYREDRAB. Mens måltidet er udtryk for værdier som taknemlighed, fællesskab og gæstfrihed i begge de religiøse traditioner, er der stor forskel på, hvad man spiser. Som tilhænger af Krishna er man vegetar, men Leif var faktisk allerede vegetar, inden han blev Hare Krishna-munk. »Jeg rejste rundt i verden og levede for meget lidt. Og jeg fandt ud af, at det var billigere at være vegetar. Siden blev jeg bevidst om det naturlige og sunde i at være vegetar. Jeg blev også meget miljøbevidst. Der et stort ressourcespild ved animalproduktion, som går ud over klima og miljø. Da jeg mødte Hare Krishna, fik jeg også det etiske aspekt med – at det er forkert at slå ihjel. Det er nu mit vigtigste motiv for at være vegetar.« »Hvad med grøntsagerne og planterne? Slår I ikke dem ihjel?« spørger Lars. »Vi anser også planterne for levende væsner. Så jo, vi slår planterne ihjel. Men der er forskel på at slå et dyr ihjel og på at plukke en brændenælde.«
Spinaten (eller bladene) vaskes grundigt i en skål med vand og løftes op af vandet, så jord og sand bliver tilbage i vandet (hæld ikke vandet fra, mens bladene stadig er i skålen). Gentag dette et par gange om nødvendigt. Skær bladene i strimler. Varm olien i en gryde over middelvarme. Steg krydderierne i olien et øjeblik under omrøring. Kom spinaten i og steg et øjeblik. Hæld vandet i, læg låg på og lad spinaten koge ca. 10 minutter over lav varme, indtil den er gennemkogt. Skær paniren i terninger og kom dem i retten sammen med salt og cremefraiche/piskefløde. Varm retten igennem og server den sammen med salat, brød eller ris. Fra kogebogen »Hellige Kalorier« af Dorte Asmark Jensen. Bragt med tilladelse.
messer Dorte og Leif en bordbøn på sanskrit, en tak til Krishna for maden. Den praksis er også kendt i kristen tradition: »I min familie beder vi også bordbøn eller synger et bordvers, inden vi spiser. Som en tak til Gud og en påmindelse om, at vi ikke skal tage maden for givet. Alt er os givet,« forklarer Lars og fortsætter: »Jeg hørte en psykolog i et radioprogram for nylig. Han talte om ’det hellige måltid’ som en måde at undgå stress og jag i vores samfund. ’Det hellige måltid’ var ifølge ham at sætte sig og spise måltiderne sammen som familie og begynde med en bordbøn,« siger Lars. Mens der bliver sagt »vær så god«, fortæller Leif, at gæstfrihed regnes som gudstilbedelse i Hare Krishna: »Især at tage imod den uindbudte gæst.» »Det gør det også i kristne sammenhænge. At være gæstfri og dele med den fremmede
26 tørst 01:2012
er en måde at realisere Guds rige på. Pointen er at se Kristus i den fremmede,« supplerer Lars. CENTRALT RITUAL. I Hare Krishna spiller måltidet en central rolle. I alle samlinger indgår fællesspisning, ligesom bevægelsen gerne deler mad ud til andre. I Indien står bevægelsen dagligt for bespisning af én million børn. I Danmark driver bevægelsen vegetarrestauranter, ligesom man af og til kan se Krishna-tilhængere i dansende optog ned af hovedstrøget i København, messende deres Hare Krishna-mantra, mens de deler små kager ud. »Maden er ofret til Krishna. Dermed bliver det Guds mad, vi deler ud til andre. Guds nåde og velsignelse,« forklarer Leif, der i sine unge dage gik fra at være ateist til at blive gudsbevidst. Efter at have læst Swami Prabhupadas skrifter fandt han for
30 år siden sit religiøse tilhørsforhold i Hare Krishna. »I de fleste kristne sammenhænge er måltidet ikke så ritualiseret som her. For mig er den daglige tilberedning af mad oftest noget, der bare skal overstås. Jeg kan godt lide, at I gør tilberedningen til en gudstjeneste. Det kunne jeg lære lidt af,« siger Lars og roser den velsmagende mad, inden han fortsætter: »Det mest centrale ritual i kristendommen er dog også et måltid, nemlig nadveren. Nadver-ritualet har rod i Jesu sidste måltid med sine disciple, som igen har rod i det jødiske sabbats- og påskemåltid. Blandt de første kristne var nadveren et decideret kærlighedsmåltid og ikke bare et symbolsk ritual med oblater og et lille glas vin. I mange kirker er fællesskabsmåltidet reduceret til kirkekaffen efter gudstjenesten.«
OFFERKØD. Lars fortæller, at der ikke findes noget åndeligt krav i kristendommen om, hvad man skal spise og drikke. »Jesus spiste for eksempel lammekød og fisk, mens han levede. De første kristne diskuterede, om man måtte spise afgudsofret kød. Paulus slog fast, at for den rene er alt rent. Det kan dog stadig være et diskussionsemne blandt kristne. Nogle har det for eksempel svært med halalkød, fordi det er velsignet af en muslimsk imam. Det har jeg ikke selv et problem med at spise,« understreger Lars. »Men der er forskel på kristne. Syvendedagsadventister er vegetarer og drikker heller ikke alkohol og kaffe,« indvender Leif. »Det er rigtigt,« samtykker Lars og fortsætter: »Ligesom man inden for nogle kristne traditioner faster fra kød, for eksempel op til påske. Når man faster fra kød, er det ikke, fordi det er forkert at spise, men for at leve nøjsomt og fokusere på det væsentlige – den åndelige mad,« forklarer Lars,
som selv op til påsken fastede fra alkohol, slik og kaffe. »Det gjorde jeg for at minde mig selv om, at jeg ønsker at være afhængig af Gud og ikke af stimulanser.« SLAVE ELLER FRI. Samtalen og den gensidige respekt præger måltidet, som nu er blevet afløst af desserten: Drænet yoghurt rørt op med honning og solbær samt små dadelkugler rullet i jordnøddesmør og kokos. Hertil serveres kornkaffe bestående af ristede og malede rug- og bygkorn. »Jeg beundrer kristnes medfølelse med andre, men lige med hensyn til måltidet har jeg et problem på grund af kødet,« siger Leif, der mener, at kristne ved at spise kød bryder buddet om ikke at slå ihjel. »Det bud tolker jeg sådan, at man ikke må slå andre mennesker ihjel,« svarer Lars. Lars beundrer Hare Krishna-munken og hans kone for deres selvdisciplin i den religiøse praksis: »Men det er en balance. Selvdisciplinen må ikke blive for stram, for så kan man også blive en slave af den. Disciplinen er vigtig for at bevare sin frihed og gudsrelation levende. Men den skal balanceres med friheden til at vide sig elsket af Gud med alt hvad man er – inklusive éns svagheder.« »Samtidig må det ikke blive en sovepude. Det kan der være en tendens til i den danske folkekirke, hvor budskabet om, at Gud elsker os alle sammen, kan gøre os ligeglade med, hvordan vi ellers lever.«
LARS MOLLERUP-DEGN (48) • Dialogsekretær og konstitueret landsleder i Areopagos Danmark og glødende optaget af religionsdialog • Kommentator på religion.dk • Bor i København med hustruen Ellen og deres fire børn
MÅLTIDET • En salat af selvdyrkede rødbeder og peberrod rørt op med creme fraiche. • Trygkogt rodfrugtsblanding krydret med mormors krydderi og chili. • Hjemmelavet ost i tern, der er stegt og rørt sammen med en spinatstuvning af skvalderkål. Hertil brune ris og æblechutney.
Pointen er at se Kristus i den fremmede. Lars Mollerup-Degn
tørst 01:2012 27
SPINAT MED HJEMMELAVET OST (PANIR) Denne ret kan laves med alle former for spiselige grønne blade, dyrkede såvel som vilde, som f.eks. bladbeder og grønkål eller brændenælder og skvalderkål. Den hjemmelavede ost (panir) laves af to liter mælk, der bringes i kog, hvorefter man hælder 2-3 dl kærnemælk, tykmælk eller nogle spiseskefulde citronsaft i, så mælken skiller i ostemasse og valle. Det hele hældes igennem en sigte eller et klæde (gem vallen til suppe eller til at koge ris i), og ostemassen afdrypper en halv times tid, hvorefter den skæres i terninger, der kommes i gryden.
GUDSTJENESTE: Når maden er ofret til Krishna, mener Leif Asmark Jensen, at maden formidler guddommens nåde og velsignelse til alle, som spiser den. Kristne Lars Mollerup-Degn kan godt lide at se, at madlavning kan være en gudstjeneste.
Ingredienser: 300 g panir 800 g frisk spinat eller spiselige, grønne blade 2 spsk. olie (f.eks. olivenolie eller rapsolie) 2 tsk. stødt koriander 3/4 tsk. gurkemeje ½ tsk. cayennepeber ½ dl vand 1½ tsk. havsalt 1½ dl cremefraiche eller piskefløde (kan udelades)
DYREDRAB. Mens måltidet er udtryk for værdier som taknemlighed, fællesskab og gæstfrihed i begge de religiøse traditioner, er der stor forskel på, hvad man spiser. Som tilhænger af Krishna er man vegetar, men Leif var faktisk allerede vegetar, inden han blev Hare Krishna-munk. »Jeg rejste rundt i verden og levede for meget lidt. Og jeg fandt ud af, at det var billigere at være vegetar. Siden blev jeg bevidst om det naturlige og sunde i at være vegetar. Jeg blev også meget miljøbevidst. Der et stort ressourcespild ved animalproduktion, som går ud over klima og miljø. Da jeg mødte Hare Krishna, fik jeg også det etiske aspekt med – at det er forkert at slå ihjel. Det er nu mit vigtigste motiv for at være vegetar.« »Hvad med grøntsagerne og planterne? Slår I ikke dem ihjel?« spørger Lars. »Vi anser også planterne for levende væsner. Så jo, vi slår planterne ihjel. Men der er forskel på at slå et dyr ihjel og på at plukke en brændenælde.«
Spinaten (eller bladene) vaskes grundigt i en skål med vand og løftes op af vandet, så jord og sand bliver tilbage i vandet (hæld ikke vandet fra, mens bladene stadig er i skålen). Gentag dette et par gange om nødvendigt. Skær bladene i strimler. Varm olien i en gryde over middelvarme. Steg krydderierne i olien et øjeblik under omrøring. Kom spinaten i og steg et øjeblik. Hæld vandet i, læg låg på og lad spinaten koge ca. 10 minutter over lav varme, indtil den er gennemkogt. Skær paniren i terninger og kom dem i retten sammen med salt og cremefraiche/piskefløde. Varm retten igennem og server den sammen med salat, brød eller ris. Fra kogebogen »Hellige Kalorier« af Dorte Asmark Jensen. Bragt med tilladelse.
messer Dorte og Leif en bordbøn på sanskrit, en tak til Krishna for maden. Den praksis er også kendt i kristen tradition: »I min familie beder vi også bordbøn eller synger et bordvers, inden vi spiser. Som en tak til Gud og en påmindelse om, at vi ikke skal tage maden for givet. Alt er os givet,« forklarer Lars og fortsætter: »Jeg hørte en psykolog i et radioprogram for nylig. Han talte om ’det hellige måltid’ som en måde at undgå stress og jag i vores samfund. ’Det hellige måltid’ var ifølge ham at sætte sig og spise måltiderne sammen som familie og begynde med en bordbøn,« siger Lars. Mens der bliver sagt »vær så god«, fortæller Leif, at gæstfrihed regnes som gudstilbedelse i Hare Krishna: »Især at tage imod den uindbudte gæst.» »Det gør det også i kristne sammenhænge. At være gæstfri og dele med den fremmede
26 tørst 01:2012
er en måde at realisere Guds rige på. Pointen er at se Kristus i den fremmede,« supplerer Lars. CENTRALT RITUAL. I Hare Krishna spiller måltidet en central rolle. I alle samlinger indgår fællesspisning, ligesom bevægelsen gerne deler mad ud til andre. I Indien står bevægelsen dagligt for bespisning af én million børn. I Danmark driver bevægelsen vegetarrestauranter, ligesom man af og til kan se Krishna-tilhængere i dansende optog ned af hovedstrøget i København, messende deres Hare Krishna-mantra, mens de deler små kager ud. »Maden er ofret til Krishna. Dermed bliver det Guds mad, vi deler ud til andre. Guds nåde og velsignelse,« forklarer Leif, der i sine unge dage gik fra at være ateist til at blive gudsbevidst. Efter at have læst Swami Prabhupadas skrifter fandt han for
30 år siden sit religiøse tilhørsforhold i Hare Krishna. »I de fleste kristne sammenhænge er måltidet ikke så ritualiseret som her. For mig er den daglige tilberedning af mad oftest noget, der bare skal overstås. Jeg kan godt lide, at I gør tilberedningen til en gudstjeneste. Det kunne jeg lære lidt af,« siger Lars og roser den velsmagende mad, inden han fortsætter: »Det mest centrale ritual i kristendommen er dog også et måltid, nemlig nadveren. Nadver-ritualet har rod i Jesu sidste måltid med sine disciple, som igen har rod i det jødiske sabbats- og påskemåltid. Blandt de første kristne var nadveren et decideret kærlighedsmåltid og ikke bare et symbolsk ritual med oblater og et lille glas vin. I mange kirker er fællesskabsmåltidet reduceret til kirkekaffen efter gudstjenesten.«
OFFERKØD. Lars fortæller, at der ikke findes noget åndeligt krav i kristendommen om, hvad man skal spise og drikke. »Jesus spiste for eksempel lammekød og fisk, mens han levede. De første kristne diskuterede, om man måtte spise afgudsofret kød. Paulus slog fast, at for den rene er alt rent. Det kan dog stadig være et diskussionsemne blandt kristne. Nogle har det for eksempel svært med halalkød, fordi det er velsignet af en muslimsk imam. Det har jeg ikke selv et problem med at spise,« understreger Lars. »Men der er forskel på kristne. Syvendedagsadventister er vegetarer og drikker heller ikke alkohol og kaffe,« indvender Leif. »Det er rigtigt,« samtykker Lars og fortsætter: »Ligesom man inden for nogle kristne traditioner faster fra kød, for eksempel op til påske. Når man faster fra kød, er det ikke, fordi det er forkert at spise, men for at leve nøjsomt og fokusere på det væsentlige – den åndelige mad,« forklarer Lars,
som selv op til påsken fastede fra alkohol, slik og kaffe. »Det gjorde jeg for at minde mig selv om, at jeg ønsker at være afhængig af Gud og ikke af stimulanser.« SLAVE ELLER FRI. Samtalen og den gensidige respekt præger måltidet, som nu er blevet afløst af desserten: Drænet yoghurt rørt op med honning og solbær samt små dadelkugler rullet i jordnøddesmør og kokos. Hertil serveres kornkaffe bestående af ristede og malede rug- og bygkorn. »Jeg beundrer kristnes medfølelse med andre, men lige med hensyn til måltidet har jeg et problem på grund af kødet,« siger Leif, der mener, at kristne ved at spise kød bryder buddet om ikke at slå ihjel. »Det bud tolker jeg sådan, at man ikke må slå andre mennesker ihjel,« svarer Lars. Lars beundrer Hare Krishna-munken og hans kone for deres selvdisciplin i den religiøse praksis: »Men det er en balance. Selvdisciplinen må ikke blive for stram, for så kan man også blive en slave af den. Disciplinen er vigtig for at bevare sin frihed og gudsrelation levende. Men den skal balanceres med friheden til at vide sig elsket af Gud med alt hvad man er – inklusive éns svagheder.« »Samtidig må det ikke blive en sovepude. Det kan der være en tendens til i den danske folkekirke, hvor budskabet om, at Gud elsker os alle sammen, kan gøre os ligeglade med, hvordan vi ellers lever.«
LARS MOLLERUP-DEGN (48) • Dialogsekretær og konstitueret landsleder i Areopagos Danmark og glødende optaget af religionsdialog • Kommentator på religion.dk • Bor i København med hustruen Ellen og deres fire børn
MÅLTIDET • En salat af selvdyrkede rødbeder og peberrod rørt op med creme fraiche. • Trygkogt rodfrugtsblanding krydret med mormors krydderi og chili. • Hjemmelavet ost i tern, der er stegt og rørt sammen med en spinatstuvning af skvalderkål. Hertil brune ris og æblechutney.
Pointen er at se Kristus i den fremmede. Lars Mollerup-Degn
tørst 01:2012 27
areopagos
Vegetarernes åndelige hjem
»Gennem besøgene i vegetarhallerne udviklede der sig venskaber og eksistentielle samtaler.« BUDDHISTNONNER: Abbedisse (tv.) og nonne ved spisebordet i Nan Yoh-klosteret (udateret illustrationsbillede). NYE MISSIONÆRER: Annie Lemming (tv.), Elisabeth Pettersen og Birgitta Thormann ved udrejsen i 1949. I de buddhistiske vegetarhaller lærte de meget om, hvordan de kunne skabe plads til kristen fordybelse i en travl hverdag.
Skandinaviske missionærer lærte vegetarpraksis af buddhistnonner i Hong Kong Tekst TORE LAUGERUD : Foto AREOPAGOS
AI TAO YUAN: »Haven, hvor man er glad for Kristus« blev bygget i slutningen af 1950’erne og var Hong Kongs første og eneste kristne vegetarhal.
R
undt omkring på Hong Kongs smukke bjergsider ligger der stadig nogle bygninger, som kaldes »tsai tang« – vegetarhaller. Det er en slags templer, hvor buddhistiske lægfolk kan tilbede og udføre deres ritualer. Da de tre Areopagos-udsendinge Elisabeth Pettersen, Annie Lemming og Birgitta Thormann kom til Hong Kong i 1949, var vegetarhallerne hjem for religiøse kvinder, som praktiserede nogle af de buddhistiske discipliner. Disse kvinder ønskede blandt andet at efterleve buddhismens store bud om ikke at dræbe noget levende og afstod derfor fra at spise kød og fisk. Derfor blev de ofte kaldt vegetarkvinder. I buddhismen er motivet for denne praksis knyttet til reinkarnationstanken. Menneskesjælen kan tage bolig i både mennesker og dyr. Ved at tage liv kan man hindre en sjæl på vandringen fremover. RESPEKT. De tre skandinaviske kvinder ønskede at komme i dialog med buddhistnonner og religiøse kvinder i Hong Kong. Derfor opsøgte de disse såkaldte vegetarhaller som gæster. Her udviklede der sig dialog om spiritualitet, tro og eksistentielle spørgsmål. Særligt Elisabeth Pettersen skrev flittigt notater og beretninger om stedet og menneskerne, de mødte. Beretningerne er præget af en stor respekt for vegetarkvindernes dygtighed og nøjsomhed og for deres religiøsitet. Det var tydeligvis vigtigt for hende at formidle denne respekt tilbage til kirken i Skandinavien. Beretningen om Pu Chiao Yuan, »Stedet hvor hjertelivet vågner«, giver indblik i vegetarhallernes formål, liv og organisation. Stedet var ledet af en buddhistisk nonne, som var flyttet ud fra sit kloster, fordi nogle af hendes disciple havde spurgt hende,
28 tørst 01:2012
om hun kunne åbne en vegetarhal. Disciplene var erhvervsaktive kvinder, som opsøgte nonnerne for åndelig vejledning. De længtes efter at forene livet i samfundet med et disciplineret religiøst liv. Derfor byggede de en vegetarhal for deres egne midler, og når de selv havde lejlighed til det, tog de derind for at hvile, rekreere og tilbede. TILBEDELSE. Nonnen fik en vis indtægt fra kvinderne og dyrkede derudover også grøntsager – og eventuelt også frugt og ris. Hun ledte det religiøse liv på stedet. Det vil sige, at hun reciterede buddhistiske skrifter forskellige tider på dagen. Det foregik i »tilbedelsesrummet«, hvor der altid brændte en lille olielampe, som symboliserer bønnen om at få et oplyst hjerte. Husets beboere kunne være med hende i de faste recitationstider, men tilbedelsesrummet var åbent hele dagen for dem, som ville recitere skrifterne. Motivet for tilbedelsen var at »rense hjertet« og at åbne sig for buddhaens hjælp. Vegetarhallerne forenede religiøse øvelser og en omsorgsfunktion. Særligt for enlige kvinder var det en stor tryghed at tilhøre en vegetarhal. Her havde de et hjem, som de altid kunne vende tilbage til, og hvor de kunne ende deres dage blandt venner, som tog sig af dem, når de blev syge, og ville sørge for en værdig begravelse, når de døde. Mange af kvinderne i vegetarhallerne var amah-er, husmedhjælpere. Nogle vegetarhaller fungerede nærmest som hjem for fattige eller ældre. Gennem besøgene i vegetarhallerne udviklede der sig venskaber og eksistentielle samtaler. Missionærerne lærte meget om, hvordan de kunne skabe rum for kristen fordybning i en travl hverdag. Samtidig blev de klar over vegetarhallernes sociale betydning. Det var ikke let for en
kvinde, som tilhørte en vegetarhal, at blive kristen. Den kristne fordybelse måtte gå hånd i hånd med omsorg (diakoni). Deres mål blev derfor at bygge et kristent kvindehjem ud fra samme mønster som de kinesiske vegetarhaller. INSPIRATION. Lidt neden for Areopagos’ center i Hong Kong, Tao Fong Shan, »Stedet hvor Kristusvinden blæser«, opbyggede de fra slutningen af 50’erne den kristne vegetarhal »Ai Tao Yuan« (»Haven, hvor man er glad for Kristus«). Den talte i sidste ende 12 kvinder. Ligesom de buddhistiske vegetarhaller lagde de vægt på at have et nært forhold til naboerne og en funktion i lokalsamfundet, blandt andet med social udveksling, familiemøder og kvindeforening. Den samfundsmæssige og religiøse udvikling bidrog
efterhånden til, at dette arbejde mistede dialogkontakten med buddhisterne og blev et rent kristent kvindearbejde. I de buddhistiske vegetarhaller – og i den kristne vegetarhal på Ai Tao Yan – genkender vi nogle vigtige mønstre fra de kristne retrætesteder, som efterhånden voksede frem i Norge. Areopagos, som dengang hed Buddhistmissionen, var en vigtig formidler af inspiration og modeller for det kristne retrætearbejde i Norge. I dag er det vigtigt for os at bidrage til, at den kristne fordybning, som sker på retrætestederne, går hånd i hånd med en dialog med det stigende antal mennesker, som søger uden for kirken, først og fremmest i de nyåndelige miljøer. Kilde: Vegetarhaller i Shatin, Hong Kong. Elisabeth Pettersen 1986. Beretninger i Østen og vi.
ELISABETH PETTERSENS NOTATER: Tai Ku (I vegetarhallen Ordets Have) tilbød os at sidde hos hende, hvis vi skulle læse eller skrive. Hun mente, at der måtte være mere stille hos hende end oppe på Tao Fong Shan, hvor der var så mange mennesker. ”Nonnen (i vegetarhallen Haven, hvor blomsterne når den funde blomstring) fortsatte med at sige: ’Hvis alle skulle lægge deres byrder på Jesus, ville han føle stor smerte. Byrderne ville få ham til at bryde sammen.“ tørst 01:2012 29
areopagos
Vegetarernes åndelige hjem
»Gennem besøgene i vegetarhallerne udviklede der sig venskaber og eksistentielle samtaler.« BUDDHISTNONNER: Abbedisse (tv.) og nonne ved spisebordet i Nan Yoh-klosteret (udateret illustrationsbillede). NYE MISSIONÆRER: Annie Lemming (tv.), Elisabeth Pettersen og Birgitta Thormann ved udrejsen i 1949. I de buddhistiske vegetarhaller lærte de meget om, hvordan de kunne skabe plads til kristen fordybelse i en travl hverdag.
Skandinaviske missionærer lærte vegetarpraksis af buddhistnonner i Hong Kong Tekst TORE LAUGERUD : Foto AREOPAGOS
AI TAO YUAN: »Haven, hvor man er glad for Kristus« blev bygget i slutningen af 1950’erne og var Hong Kongs første og eneste kristne vegetarhal.
R
undt omkring på Hong Kongs smukke bjergsider ligger der stadig nogle bygninger, som kaldes »tsai tang« – vegetarhaller. Det er en slags templer, hvor buddhistiske lægfolk kan tilbede og udføre deres ritualer. Da de tre Areopagos-udsendinge Elisabeth Pettersen, Annie Lemming og Birgitta Thormann kom til Hong Kong i 1949, var vegetarhallerne hjem for religiøse kvinder, som praktiserede nogle af de buddhistiske discipliner. Disse kvinder ønskede blandt andet at efterleve buddhismens store bud om ikke at dræbe noget levende og afstod derfor fra at spise kød og fisk. Derfor blev de ofte kaldt vegetarkvinder. I buddhismen er motivet for denne praksis knyttet til reinkarnationstanken. Menneskesjælen kan tage bolig i både mennesker og dyr. Ved at tage liv kan man hindre en sjæl på vandringen fremover. RESPEKT. De tre skandinaviske kvinder ønskede at komme i dialog med buddhistnonner og religiøse kvinder i Hong Kong. Derfor opsøgte de disse såkaldte vegetarhaller som gæster. Her udviklede der sig dialog om spiritualitet, tro og eksistentielle spørgsmål. Særligt Elisabeth Pettersen skrev flittigt notater og beretninger om stedet og menneskerne, de mødte. Beretningerne er præget af en stor respekt for vegetarkvindernes dygtighed og nøjsomhed og for deres religiøsitet. Det var tydeligvis vigtigt for hende at formidle denne respekt tilbage til kirken i Skandinavien. Beretningen om Pu Chiao Yuan, »Stedet hvor hjertelivet vågner«, giver indblik i vegetarhallernes formål, liv og organisation. Stedet var ledet af en buddhistisk nonne, som var flyttet ud fra sit kloster, fordi nogle af hendes disciple havde spurgt hende,
28 tørst 01:2012
om hun kunne åbne en vegetarhal. Disciplene var erhvervsaktive kvinder, som opsøgte nonnerne for åndelig vejledning. De længtes efter at forene livet i samfundet med et disciplineret religiøst liv. Derfor byggede de en vegetarhal for deres egne midler, og når de selv havde lejlighed til det, tog de derind for at hvile, rekreere og tilbede. TILBEDELSE. Nonnen fik en vis indtægt fra kvinderne og dyrkede derudover også grøntsager – og eventuelt også frugt og ris. Hun ledte det religiøse liv på stedet. Det vil sige, at hun reciterede buddhistiske skrifter forskellige tider på dagen. Det foregik i »tilbedelsesrummet«, hvor der altid brændte en lille olielampe, som symboliserer bønnen om at få et oplyst hjerte. Husets beboere kunne være med hende i de faste recitationstider, men tilbedelsesrummet var åbent hele dagen for dem, som ville recitere skrifterne. Motivet for tilbedelsen var at »rense hjertet« og at åbne sig for buddhaens hjælp. Vegetarhallerne forenede religiøse øvelser og en omsorgsfunktion. Særligt for enlige kvinder var det en stor tryghed at tilhøre en vegetarhal. Her havde de et hjem, som de altid kunne vende tilbage til, og hvor de kunne ende deres dage blandt venner, som tog sig af dem, når de blev syge, og ville sørge for en værdig begravelse, når de døde. Mange af kvinderne i vegetarhallerne var amah-er, husmedhjælpere. Nogle vegetarhaller fungerede nærmest som hjem for fattige eller ældre. Gennem besøgene i vegetarhallerne udviklede der sig venskaber og eksistentielle samtaler. Missionærerne lærte meget om, hvordan de kunne skabe rum for kristen fordybning i en travl hverdag. Samtidig blev de klar over vegetarhallernes sociale betydning. Det var ikke let for en
kvinde, som tilhørte en vegetarhal, at blive kristen. Den kristne fordybelse måtte gå hånd i hånd med omsorg (diakoni). Deres mål blev derfor at bygge et kristent kvindehjem ud fra samme mønster som de kinesiske vegetarhaller. INSPIRATION. Lidt neden for Areopagos’ center i Hong Kong, Tao Fong Shan, »Stedet hvor Kristusvinden blæser«, opbyggede de fra slutningen af 50’erne den kristne vegetarhal »Ai Tao Yuan« (»Haven, hvor man er glad for Kristus«). Den talte i sidste ende 12 kvinder. Ligesom de buddhistiske vegetarhaller lagde de vægt på at have et nært forhold til naboerne og en funktion i lokalsamfundet, blandt andet med social udveksling, familiemøder og kvindeforening. Den samfundsmæssige og religiøse udvikling bidrog
efterhånden til, at dette arbejde mistede dialogkontakten med buddhisterne og blev et rent kristent kvindearbejde. I de buddhistiske vegetarhaller – og i den kristne vegetarhal på Ai Tao Yan – genkender vi nogle vigtige mønstre fra de kristne retrætesteder, som efterhånden voksede frem i Norge. Areopagos, som dengang hed Buddhistmissionen, var en vigtig formidler af inspiration og modeller for det kristne retrætearbejde i Norge. I dag er det vigtigt for os at bidrage til, at den kristne fordybning, som sker på retrætestederne, går hånd i hånd med en dialog med det stigende antal mennesker, som søger uden for kirken, først og fremmest i de nyåndelige miljøer. Kilde: Vegetarhaller i Shatin, Hong Kong. Elisabeth Pettersen 1986. Beretninger i Østen og vi.
ELISABETH PETTERSENS NOTATER: Tai Ku (I vegetarhallen Ordets Have) tilbød os at sidde hos hende, hvis vi skulle læse eller skrive. Hun mente, at der måtte være mere stille hos hende end oppe på Tao Fong Shan, hvor der var så mange mennesker. ”Nonnen (i vegetarhallen Haven, hvor blomsterne når den funde blomstring) fortsatte med at sige: ’Hvis alle skulle lægge deres byrder på Jesus, ville han føle stor smerte. Byrderne ville få ham til at bryde sammen.“ tørst 01:2012 29
Jørn annonce 3_Layout 1 17/06/12 18.17 Side 1
- et univers af viden
Uavhengige råd
NYE BØGER FRA FORLAGET UNIVERS: Jesus - en jødisk kynikers liv og lære Bernhard Lang (oversættelse Hans Jørgen Lundager Jensen). 301 s., 249 kr. Juni 2012. Hvem var Jesus egentlig? Bernhard Lang giver her et svar: Jesus var en jødisk udgave af de græske, kyniske filosoffer. En lærd bog med nye tanker og inspirerende ideer.
Samtidsreligion - levende religion i en foranderlig verden (red. Marie Thomsen og Jørn Borup). 160 s., 199 kr. Februar 2012. Bogen er skrevet i et formidlingsvenligt sprog af religionsvidenskabelige og teologiske forskere med tilknytning til Center for SamtidsReligion ved Aarhus Universitet. ”Man bliver klogere af den, får nye øjne at se med og ser det velkendte i et andet lys."
Kaldet til Kina - danske missionærers liv og oplevelser i Manchuriet 1893-1960 Simon Gjerø. 241 s., rigt illustreret, hardback. Fem stjerner. "Hæsblæsende, medrivende og velskrevet" Tor Tolstrup, Jyllands Posten
Tilbud: nu kun 99 kr.
Kristeligt Dagblad
Bestil bøgerne direkte hos forlaget: info@forlagetunivers.dk. (Forsendelsesgebyr lægges til prisen)
Jørn annonce 3_Layout 1 17/06/12 18.17 Side 1
- et univers af viden
Uavhengige råd
NYE BØGER FRA FORLAGET UNIVERS: Jesus - en jødisk kynikers liv og lære Bernhard Lang (oversættelse Hans Jørgen Lundager Jensen). 301 s., 249 kr. Juni 2012. Hvem var Jesus egentlig? Bernhard Lang giver her et svar: Jesus var en jødisk udgave af de græske, kyniske filosoffer. En lærd bog med nye tanker og inspirerende ideer.
Samtidsreligion - levende religion i en foranderlig verden (red. Marie Thomsen og Jørn Borup). 160 s., 199 kr. Februar 2012. Bogen er skrevet i et formidlingsvenligt sprog af religionsvidenskabelige og teologiske forskere med tilknytning til Center for SamtidsReligion ved Aarhus Universitet. ”Man bliver klogere af den, får nye øjne at se med og ser det velkendte i et andet lys."
Kaldet til Kina - danske missionærers liv og oplevelser i Manchuriet 1893-1960 Simon Gjerø. 241 s., rigt illustreret, hardback. Fem stjerner. "Hæsblæsende, medrivende og velskrevet" Tor Tolstrup, Jyllands Posten
Tilbud: nu kun 99 kr.
Kristeligt Dagblad
Bestil bøgerne direkte hos forlaget: info@forlagetunivers.dk. (Forsendelsesgebyr lægges til prisen)
Returadresse: AREOPAGOS Peter Bangs Vej 1D 2000 Frederiksberg