Tørst 1-2014 dansk by Areopagos

JAGTEN PÅ MENING: Døden erstatter Gud UHELBREDELIG: Patienterne på Hospice Lovisenberg skal snart dø SIDSTE ÅNDEDRAG: Buddhisten, præsten og ﬁlosoffen taler om afslutningen

tørst SOMMER 2014 ET MAGASIN UDGIVET AF

TEMA: Døden

Krimiforfatter Karin Fossum:

“Døden er høj og mørk”

Ansvarlig udgiver: Areopagos Peter Bangs Vej 1, indg. 5 2000 Frederiksberg Annoncer: info@areopagos.dk Tlf. 38 38 49 10 Dansk redaktør: Merete Riis Jensen mrj@areopagos.dk Bidragsydere i dette nummer: Solveig Schanke Eikum (redaktionsansvarlig), Kristine Hovda, Tone Leksbø Walgermo, Tine Poppe, Christofóros Schuff og Thomas Reinertsen Berg

LEDER

En uvelkommen gæst EGENTLIG ER DET MÅSKE lidt mærkeligt at udsende et temanummer om døden midt i sommerferien. Lige nu, hvor alting er grønt og frisk, aftnerne er lyse og lange, og de fleste danskere er glade og solbrune. Måske burde vi have ventet med ”døds-nummeret” til november? Det ville ligesom passe bedre ind – i en årstid, hvor mørke aftner, regnvejr og vinterdepressioner er lige så selvfølgelige, som grillpølser og badebolde er netop nu. Men så alligevel ikke ... Måske passer temaet faktisk også rigtig godt ind lige nu. For der er jo det med døden, at den langt fra altid kommer, når vi regner med det. Det er slet ikke kun på vort livs novemberdage, at døden kommer på besøg. Ofte rammer den som et lyn fra en klar sommerhimmel, og med ét enkelt slag er hele vores verden væltet. Livet er skræmmende skrøbeligt, og tanken om at miste – eller om selv at dø – kan fylde os med dyb frygt. Døden vil altid være en uventet – og uvelkommen – gæst. Men derfor skal vi alligevel ikke ”glemme” døden, pakke den væk og aldrig tale om den. Det gør den bare endnu mere skræmmende, når den så dukker op. For dét gør den jo, og derfor må det være bedre at se den i øjnene og erkende, at den er en uundgåelig del af livet. Og måske stopper livet endda slet ikke ved døden? Nogle mennesker (deriblandt undertegnede) tror på, at vi får mulighed for at møde vores kære igen hjemme hos Gud. Og på den måde bliver dødens ubærlige, ødelæggende smerte en lillebitte smule mindre ubærlig, fordi et farvel i stedet bliver til et ”på gensyn”.

Grafisk produktion: Glyf Grafik og Nina Simonnes Forsidebillede: Fredrik Arff/Cappelen Damm Trykt af: Arco Rounborg Grafisk på Amber Graphic FSC Mixed Credit

Merete Riis Jensen, redaktør af Tørst

Areopagos er en kristen dialogorganisation, som arbejder i Danmark, Norge og Kina. Vores arbejdsområder er religionsdialog, kristen spiritualitet og studier af samtidsreligion.

Måske kender du ikke så meget til Areopagos? Måske læser du bare Tørst og er glad for det, og det er også dejligt! Men vi vil gerne invitere dig til at lære os endnu bedre at kende. Som du kan læse her i magasinet, arrangerer vi forskellige arrangementer, dialogaftner, retræter m.v. Du kan læse mere om det hele på vores hjemmeside, areopagos.dk – og du kan følge os på Facebook ved at søge efter ”Areopagos Danmark”. Vi håber, at du har lyst til at være med – og vi glæder os til at lære dig bedre at kende!

2 tørst SOMMER 2014

areopagos.dk

Læs mere på SA

1 G N R . 54

Foto: sxc.hu

Kom og vær med!

Foto: Tone Leksbø Walgermo

På Hospice Lovisenberg lindres de sidste store smerter.

»I tibetansk buddhisme ser man dødsøjeblikket som en mulighed for at blive oplyst.« Ani Kônchog, buddhistisk nonne, side 24

TØRST SOMMER 2014 4 PÅ KIRKEGÅRDEN: Gravsten fortæller meget om mennesker .......................................................................................... 8 OASE: En ung far til tre har fået en dødsdom af lægerne .................................................................................................... 20 ANBEFALET: Læs, lyt og se mere om døden ............................................................................................................................... 22 AREOPAGOS: Pinsen blev danset ind i København ................................................................................................................. 28 TIL JORD SKAL DU BLIVE: Krimiforfatter Karin Fossum er fascineret af døden

FÅ GRATIS abonnement på

torstmag.no

....................................................

tørst SOMMER 2014 3

Man kan komme i en situation, som er så ekstrem, at man gør det, som man er nødt til at gøre.

MORDERINSTINKT: Mange har mistet livet i Karin Fossums bøger, og forfatteren mener, at man kommer tæt på det at være menneske gennem drabet.

4 tørst SOMMER 2014

I farligt selskab Når krimiforfatter Karin Fossum lufter hunden, spadserer hun sammen med en høj, mørk og mager mand TEKST KRISTINE HOVDA

: FOTO FREDRIK ARFF OG ARILD SØNSTRØD/CAPPELEN DAMM

På væggen i Karin Fossums hus hænger et maleri af hendes yndlingsmaler, tyske Käthe Kollwitz. Maleriet hedder ”Døden – med pige på skødet”. ”For maleren er døden en meget mild mand. Sådan er det nok også for mig. Jeg har stor ro i forhold til døden,” fortæller Karin Fossum. LIVSHJUL. Hun er en af Norges mest læste forfattere, og døden er hendes specialitet. Den har hun udforsket i en række krimier, blandt andet i hendes seneste bog, ”Helvedesilden”, som udkom i marts. Første scene i bogen beskriver, hvordan en mor og hendes barn bliver fundet i en gammel campingvogn en varm julidag, brutalt dræbt med kniv. Selv har Karin Fossum været hjemmegående i mange år. Hun har også været rengøringsassistent, taxichauffør og arbejdet på et hospital. Og så har hun flere ophold bag sig som patient på en psykiatrisk institution. Karin Fossum skriver om hverdagsmenneskers dramaer, for det er dem, hun ved noget om. Men også de af hendes bøger, som ikke er krimier, handler på en eller anden måde om døden. ”Døden er nødvendig. Vi dør hele tiden og fødes hele tiden. Det er det store hjul, som vi alle er en lillebitte del af. Men der er vældig stor forskel på død. Nogle gange dør små børn, andre gange dør 100-årige. Døden findes i alle varianter. Jeg har aldrig tænkt på døden som et mysterium. Den er en recirkulation, som er kommet til vores jord efter det, som jeg kalder kosmiske tilfældigheder. Den er et livshjul, som vi ikke nødvendigvis kan se meningen med.” NÆRMER SIG. Karin Fossum er også bevidst om, at hun selv skal dø en dag. ”Det er jeg vældig fortrolig med. Både min far og min bror døde af kræft, og det kommer jeg sikkert også selv til at gøre. Men jeg har været her så længe og oplevet så meget. Når jeg dør, vil det ikke være et tragisk dødsfald, og jeg har et meget afklaret forhold til, hvad døden er. Den er en endelig afslutning, og det er jeg også glad for. Jeg er ikke sikker på, om jeg vil over i en anden eksistens.” Karin Fossum tror, at oplevelser i hendes ungdom har været med tørst SOMMER 2014 5

Den svimlende dødsangst vil ikke ramme mig. til at forme den opfattelse. ”Da jeg var 22, var jeg studerende på Ulleval Sygehus. I løbet af den tid så jeg så meget elendighed og smerte og død, også blandt små børn. Derfor blev det klart for mig, at der ikke fandtes nogen mening uden for, ikke noget liv bagefter og ikke nogen nådig Gud.”

KARIN FOSSUM (59) Krimiforfatter Aktuel med bogen ”Helvedesilden” Hendes bøger om politibetjent Konrad Sejer har et totaloplag på næsten én million Oversat til 25 sprog – bl.a. dansk Har modtaget ﬂere priser Har to børn og er fraskilt

DRABET OG LØGNEN. Hun ved ikke, hvorfor hun er så optaget af døden. Måske begyndte det, da hun som lille pige hørte om en mand i USA, som var på tiltalebænken for at have slået sin kone ihjel. I retssalen påstod manden, at han ikke kunne huske noget om drabet. Det troede lille Karin ikke på. Løgnen, og selve drabet, gjorde stærkt indtryk på hende. ”Jeg er nok en person, som altid har været meget klar over døden – på sådan en måde, at jeg næsten har ham med mig, når jeg går tur med hunden. Jeg har et vældig tydeligt billede af døden. Han er høj og sort og mager, klædt i lange, flagrende, sorte klæder. Jeg tror nok, at jeg ville opfatte døden som meget mere skræmmende, hvis ikke jeg havde det her tydelige billede,” siger Karin Fossum. ”For dem, som ikke har dannet sig nogen mening om døden, må den opleves meget skræmmende. Jeg skal til evigheden, og evigheden har været her meget længere end mig. Alle skal til evigheden, og det er ikke det værste sted at være.” Hun har tænkt meget over dette, læst de store forfattere og poeter, snakket med venner. Og hun er kommet frem til, at der ikke er noget efter døden. Og den erkendelse har hun det godt med. ”Nogle gange, når jeg lægger mig til at sove om aftenen, kan jeg tænke forundret: ’Jeg og mine kære er her stadig’. Det er ikke nogen selvfølge. Jeg ser katastrofer rundt omkring mig hele tiden.” Hun fortsætter: ”Jeg har mødt så mange mennesker, rejst, oplevet kærlighed, fået børn og gode venner. Jeg har fået rigtig meget, jeg har lidenskaber i mit liv, som gør det værd at leve. Hvis jeg fik besked om, at jeg snart skulle dø, ville jeg nok blive vældig trist, fordi jeg skulle forlade mine kære, men den lammende dødsangst ville ikke ramme mig.” NÆRKAMP. Krimiforfatteren bliver ofte spurgt, hvad det er med døden og mord, som optager hende sådan. Hun fortæller, at hun har oplevet drab i sin omgangskreds, nogle af dem endda på vældig nært hold. Men måske er det også det, at

6 tørst SOMMER 2014

man gennem drabet kommer så tæt på dét at være menneske. ”Et drab kan være så mange ting. For nogle er vejen frem til drabet meget lang, noget, som manifesterer sig, når vi er relativt små, en form for kynisme over for andre mennesker. Men den kan også være kort; et drab kan ske i øjeblikket, i kampens hede. De fleste drab sker jo på den måde. Nogle kan ikke holdes ansvarlige for det, de har gjort. De har måske gået et helt liv og kæmpet med aggressioner, som de ikke har fået hjælp til at tøjle.” Hun fortæller, at hun ofte bliver spurgt, om hun tror, at alle mennesker er i stand til at slå ihjel. Som om hun skulle kunne vide det. ”Men jeg har svaret ja. For det kan ske, at man kommer i en situation, som er så ekstrem, at man gør det, som man er nødt til at gøre. Men så har jeg alligevel indimellem tænkt, at der er nogle undtagelser. Nogle mennesker vil i en sådan situation lade sig dræbe for at skåne andre. Det må være de mennesker, som har et afklaret forhold til døden. Enormt mange er jo villige til at ofre sig selv for deres børn. Det er det, som gør os mennesker til enestående væsener. Og som gør, at vi stiller helt andre krav til hinanden end til andre væsener.” Hun tænker lidt. ”Men så kan man også diskutere begrebet fri vilje, som jeg også har problemer med. Jeg tror egentlig ikke, at den er så vældig fri. Det er uendeligt naivt at tro, at vi er frie sjæle. Alle ting påvirker os, mørke og lys, temperatur og andre mennesker. Selv månen spiller ind. Alle andre vil noget med os, alle lever i et hav af forventninger, alle tager hensyn for at opnå fordele. De, som styrer udenom dette, går det dårligt med.” KOSMOS. Når Karin Fossum ikke skriver bøger eller går tur med hunden, ser hun gerne TV-serien Cosmos på National Geographic. Den behandler temaer som mælkevejen, evolution, lyset og planeterne. Og hun synes, at alle bør se serien for at få orden på vores liv. ”Vi burde indse, hvor betydningsløse vi er, så vi koncentrerer os om de vigtige ting. Det kan for eksempel være, om man bør skaffe sig en gud – eller melde sig ud af kirken, som jeg har gjort. Det kan også være, om man er villig til at blive organdonor. Og så handler det om respekt for alt liv, for andre, som ikke er som mig.”

TVIVL: ”Jeg er ikke sikker på, om jeg vil over i en anden eksistens,” siger Karin Fossum

Hun fascineres af tanken om alle de døde, som ligger under jordoverfladen. Og om planter og dyr og universets enorme dimensioner. ”Universet er en kæmpestor organisme, hvor der foregår rigtig mange ting. Og så kommer nogen slæbende med Gud, som ligesom har skabt universet.” Hun griner. ”Jeg har aldrig kaldt mig selv ateist, men jeg føler mig ikke komfortabel i Den Norske Kirke. Jeg har

absolut en flig åben. Men den er meget, meget lille.” Hun tænker. ”Vi kan jo ikke vide, om Gud har skabt universet. Det er helt sandt. Og folk er frygtelig forskellige. Jeg har venner, som har helt andre meninger end mig. En af mine gode veninder mistede et barn. Så blev hun troende. Det blev hun nødt til. Hun måtte møde det barn igen. Jeg kan ikke sige med sikkerhed, hvad sådan en oplevelse havde gjort ved mig.” tørst SOMMER 2014 7

Den knuste gravsten En gåtur på kirkegården fortæller historier om levede liv. Nogle lange, nogle alt, alt for korte TEKST MERETE RIIS JENSEN

FOTO MERETE RIIS JENSEN

Der er tusindvis af dem på kirkegården. Små, store, firkantede, glatpolerede, ru, hjerteformede. Nogle har guldbogstaver, andre har deres eget fuglebad, nogle står op, andre ligger ned. Der er uendeligt mange muligheder, når det handler om at vælge den gravsten, som passer til én selv – eller til en elsket person, som man har mistet. Nogle vælger at få indgraveret et bibelvers, en titel eller en sidste hilsen på stenen. Andre vælger at få sat et billede ind af den afdøde, og andre vælger at illustrere personens hobby med for eksempel en malerpalet, en fodbold eller en sejlbåd.

FREDFYLDT: Tiden står nærmest stille på kirkegården.

8 tørst SOMMER 2014

TIDEN STÅR STILLE. Det gør indtryk at gå rundt på en kirkegård. Selvom kirkegårdene mange steder nu også bliver brugt som parker, og det ikke længere er noget særsyn at se solbadende mennesker tæt på gravene, så er der stadig forskel på en kirkegård og en almindelig park. Der er en slags andægtig stemning her. Man løber ikke på en kirkegård, og man råber heller ikke.

På en eller anden måde står tiden bare stille herinde. Selvom storbyen er lige uden for, er kirkegården fyldt med fuglesang, høje, smukke træer og fred. Fred til at trække vejret og fred til at gå på opdagelse blandt dem, som ikke længere trækker vejret. Det kan måske virke som en lidt pudsig ting at gå på opdagelse på en kirkegård, men der er noget interessant, ja, næsten fascinerende ved det. Det er fascinerende at blive lukket ind i en lillebitte del af vildtfremmede menneskers liv. Årstallene på stenene fortæller historier – om korte og om lange liv. Navnene fortæller historier – om tilhørsforhold og om familier. Og sætningerne nederst på stenene fortæller historier – om savn, om tro og om håb. ELIAS. Der er mange sten på denne kirkegård, som gør indtryk. Nogle, fordi de er smukke og majestætiske. Andre, fordi de er enkle og ægte. Og andre igen, fordi udsmykningen rundt omkring gravstenen fortæller en historie i sig selv. Men en af de sten, der gør allerstørst indtryk på denne kirkegård, er en lille, brun sten med indskriften ”Elias 3.10.13”. Der er indgraveret et billede af en bamse på stenen, og foran selve stenen ligger der også en plysbamse i gruset. Graven er rørende, fordi den fortæller en historie om et meget, meget kort liv. Lille Elias fik muligvis aldrig lov til at trække vejret. Men selve stenen gør graven endnu mere rørende, fordi den er knust i fire ujævne stykker. Vi ved ikke, om stenen er blevet tabt ved et uheld. Om det skyldes hærværk. Eller om det er et bevidst symbol på, at forældrenes hjerter blev knust, da de mistede lille Elias. Vi ved bare, at stenen står der i al sin uperfekthed og fortæller en smuk historie. Om sorg. Og om kærlighed.

KÆRLIGHED: Det gør ondt at sige farvel.

tørst SOMMER 2014 9

Den absolutte grænse Er døden blevet vor tids gudserstatning? Areopagosdirektør Raag Rolfsen har skrevet doktorafhandling om det moderne menneskes jagt efter mening. TEKST SOLVEIG SCHANKE EIKUM

RAAG ROLFSEN (51) Direktør i Areopagos Præst med filosofisk doktorgrad Tidligere kapellan i Bragernes menighed i Drammen i Norge og chef for fagafdelingen i Feltpræstkorpset Udarbejdede doktorafhandlingen ”Only Death Can Save Us?” ved Teologisk Fakultet i efteråret 2010. Den handler om, hvad filosoffen Emmanuel Levinas’ ophold i fangelejr betød for hans filosofiske udvikling.

10 tørst SOMMER 2014

Døden er ikke længere noget tabu. Det mener Areopagos’ direktør Raag Rolfsen, som konstaterer, at døden i virkeligheden har ”været en kulturel megatrend i mange år”. Han henviser til udstillinger med lig, dødsromantik i computerspil og film – og til det fokus, som kunst og kultur ofte har på døden. ”Samtidig træder mange tæt på døden i forskellige former for ekstremsport – ikke for at dø, men for at komme tilbage og føle sig endnu mere levende og til stede,” siger Raag Rolfsen. ”Den tyske filosof Martin Heidegger talte om livet mod døden. Han mente, at det først var, når man erkendte livets endelighed og korthed, at man kunne opleve autenticitet og ægthed i tilværelsen her og nu,” fortæller Raag Rolfsen. Han tror, at denne tankegang går igen i vores tid. ”Døden er blevet en slags gudserstatning.” TABT GUD. Inde på Areopagos’ direktørkontor står en række hvide bogrygge med titlen ”Only Death Can Save Us?”. Doktorafhandlingen på næsten 600 sider beskæftiger sig med det moderne menneskes søgen efter mening i tilværelsen. ”Tidligere, i den førmoderne fase, var det uendelige en naturlig horisont i forhold til alt. Det smukke var smukt, fordi det stod i relation til det uendeligt smukke, og ting var begrænsede, fordi de stod i relation til det ubegrænsede. På et eller andet tidspunkt forsvandt denne horisont, og tabet af

: FOTO HANNA MARIA VAN ZIJP OG ERIC CHAN/FLICKR CC

Gud, af det uendelige i menneskets bevidsthed, førte til, at menneskene måtte orientere sig på nyt. Det er her, at døden, endeligheden og ikke uendeligheden, bliver løsningen i en desperat jagt efter noget, som står fast,” siger Raag Rolfsen. ”Det er, som om vi tror, at livet får mening, hvis vi anerkender døden som det absolutte. At hvis vi ærligt og oprigtigt beskæftiger os med døden, kan vi leve autentisk og genuint. Min afhandling stiller spørgsmålstegn ved, om det er muligt. Om denne nøgne fremstilling er tilstrækkelig til at give mening.” DEN ANDEN. En anden filosof, jødisk-litauiske Emmanuel Levinas, tilbragte store del af 2. Verdenskrig i en fangelejr i Tyskland. Oplevelserne fra lejren og massedrabene på jøderne prægede ham, og flere af hans medfanger døde. Sådan voksede filosofien om ”den andens” ansigt frem. ”Levinas mente, at det ikke er døden, som skal sætte den grænse, du kan vende tilbage fra, men den andens sårbare ansigt,” siger Raag Rolfsen. Han synes, det giver mening. ”Der står skrevet, at man ikke må dræbe. Den andens ansigt kan på en måde erstatte tabet af en traditionel gudsforestilling, fordi det siger noget om mig som et ansvarligt subjekt. Det sætter grænser for vold, drab og egoets frie udfoldelse,” siger Raag Rolfsen. ”Dette ansigt kan være fattigt, forældreløst eller

EKSTREMSPORT: Mange træder tæt på døden i forskellige former for ekstremsport. Ikke for at dø, men for at komme tilbage endnu mere levende, mener Raag Rolfsen

ensomt. Det giver indhold, mens dødsgrænsen er mere formel og tom. Den siger bare, at du må få et kick, for det er snart slut.” Han konstaterer, at vi på nogle punkter allerede bruger den andens ansigt som en grænse i samfundet i dag. ”På det mest grundlæggende niveau har det været der, fra du så din mors ansigt første gang, eller når du ser et menneske, som har det svært. Det ligger der som en forudsætning for det at være menneske. På et andet niveau har vi en kultur, som bevidstgør sig i forhold til, hvad der giver mening, og der holdes døden, det neutrale og videnskabelige, op på mange arenaer. Sådan fortrænger vi den mest grundlæggende meningsgivende hændelse, altså mødet med det andet menneske. Vi fremhæver noget, som er mere uforpligtende og formelt,” mener Raag Rolfsen. LØFTET BLIK. Han mener, det er vigtigt at erkende livets endelighed, men tror ikke, at det kan fylde tilværelsen med mening. ”Døden er noget, som vi kan se på, erkende, og så vende os bort fra. Hvis man bruger anledningen til at løfte blikket og se på den anden, så kan man finde mening,” siger han.

”I den andens ansigt møder vi døden på ny, men på en helt anden måde. Vi møder den andens mulige død – den andens sårbarhed, og den giver både indhold, retning og grænser for vores egen handling, for det er den andens død, vi skal forhindre.” KIRKEN. At folk ønsker at fylde et tomrum efter den metafysiske Guds død, kan være en mulighed for kirken, mener Areopagos-direktøren. ”Der findes en dyb åndelig længsel i dag. Det er selvsagt ikke sådan, at alle vender sig mod døden i denne situation. Mange vender sig bagud til traditionen – til mystik, kontemplation og meditation, men også til stoffer, leg og rock n’roll. Pointen er, at tanken om Gud som det absolutte punkt i tilværelsen ikke er lige selvfølgelig i vores tid,” siger Raag Rolfsen. ”Som troende og kirke må vi tage denne situation alvorligt. Vi må læse evangeliet på ny. Evangeliet handler om en Gud, som røres, som bevæges ud af sig selv og mod det fortabte og sårbare menneske. Det er denne bevægelse, som præger alt det, Jesus gør, helt frem til, at han - Gud selv - står der afklædt og gudsforladt. På samme måde kan vi se spor af Gud i det andet menneskes sårbare ansigt.”

I den andens ansigt møder vi døden på ny, men på en helt anden måde.

LITTERATURTIPS Raag Rolfsen anbefaler: For mange virker postmoderne filosofi måske vanskeligt. Det behøver det ikke at være. Hvis du har lyst til at læse en kort artikel om ændringen fra førmoderne via moderne til postmoderne virkelighedsforståelse, så anbefaler jeg det kortfattede appendiks i Gilles Deleuzes bog om Michel Foucault. Det hedder ”Om menneskets død og overmennesket”. Specielt overgangen fra det førmoderne til moderniteten er tankevækkende. Der findes en svensk udgave fra 80’erne, men den nemmeste udgave at få fat i er den engelske (side 102-110 i Gilles Deleuze, Foucault, Continuum, New York, 2006.) tørst SOMMER 2014 11

stedet

Næstsidste hvilested Patienterne på Hospice Lovisenberg i Oslo ved, at de ikke kommer levende derfra. Inden for disse vægge forholder man sig til de store spørgsmål om liv og død. TEKST SOLVEIG SCHANKE EIKUM

FOTO TONE LEKSBØ WALGERMO

”HUN VILLE SÅ GERNE LEVE.” Fysioterapeut Britt Carlsen holder et begravelsesprogram i hænderne. Hun fortæller den hvidklædte flok i personalerummet om en smuk ceremoni til minde om kvinden, som drømte om at kunne løbe og svømme. Mod slutningen var hendes ben som to stykker drivtømmer. Men alligevel var livsgnisten så stærk, at personalet nåede at lære hende godt at kende. ”Hun fik aldrig den sidste tur hjem. Det skulle vi have hjulpet hende med.” Britt Carlsen noterer sig det til næste gang, men for hvert menneske, som kommer, får de bare én chance for at gøre ting rigtigt. Kvinden, som er gået bort, fik alligevel det, hun kom for. ”Hun takkede for, at vi havde givet henne ro midt i uroen.” UHELBREDELIG. Hospice Lovisenberg – Center for Lindring og Livshjælp – ligger i smukke omgivelser lige ved siden af en stor park i Oslo. I ansøgningsbunken for at få plads på hospicet findes historier om mødre og fædre, søskende og døtre. Fælles for dem alle er, at de har fået en uhelbredelig diagnose og har brug for hjælp med fysiske og eksistentielle smerter. Sygeplejerskerne, præsterne,

12 tørst SOMMER 2014

lægerne, kokkene og terapeuterne arbejder tværfagligt for at dæmpe symptomerne og hjælpe de mennesker, som kommer der det sidste stykke af deres liv. HÅBETS HUS. ”De fleste håber på noget, uanset hvilken fase de er i,” siger konsulent Karin Skyrud i receptionen. Hun er den første, som møder patienter og pårørende, når de kommer. Så hun må tackle bekymring, sorg og frygt og havner ofte i samtaler om døden. ”Håbet kan være stort eller lille. Nogle håber på smertelindring, andre på at leve længe nok til at opleve en barnedåb, og andre håber på at få en samtale for at få afklaret nogle ting, før de dør.” På væggen bag hende hænger tre lysestager. Hver gang nogen har trukket vejret for sidste gang, tændes et lys for den afdøde. Det andet lys er for de pårørende, og det tredje er for de ansatte. Fra receptionsområdet, hvor lysene på væggen stadig er tændt, strømmer der en besynderlig ro gennem gangene, forbi akvariet med farverige fisk, klaveret, som står over trappeafsatsen, bordet med kaffe, te og kopper, og videre ud til et rum, som er fyldt med bamser og legetøj. Her hænder det, at små

»Det, patienterne står med af udfordringer, er ikke for sarte sjæle.« SYGEPLEJERSKE JETTE NEBEL JØRGENSEN

LINDRING: Patienterne, som kommer her, kan få hjælp med både fysiske og eksistentielle smerter. De ﬂeste har uhelbredelig kræft.

tørst SOMMER 2014 13

DØDSSYG: ”Jeg er ikke bange for at forsvinde, men for at være syg, have ondt og ikke kunne klare mig selv,” siger patient Torun Haave Bentsen.

14 tørst SOMMER 2014

drenge og piger samler alle de dukker, de kan finde, lægger dem pænt på række og lader dem forlade livet på forskellige måder. ET SPADESTIK DYBERE. ”Vi, som arbejder med dette hver dag, går et spadestik dybere,” siger danske Jette Nebel Jørgensen. Hun er sygeplejerske og skulle egentlig kun være vikar i tre måneder, men kom aldrig af sted igen. ”Her kan vi virkelig gøre en forskel, både for patienter og pårørende.” Med medicin på bakken tager hun trapperne op til dagens første patient. Torunn Haave Bentsen stråler mod hende efter en god rygepause på verandaen. Hun synes, det er dejligt, at ingen moraliserer her i huset. Hun havde ikke røget i flere år, da hun fik at vide, at hun havde uhelbredelig lungekræft. Den 70-årige kvinde ser veloplagt ud. En uge med tilpasning af medicinen har givet hende noget, som hun ikke troede, at hun kunne få. I går aftes var hun i teateret. Og hun har købt både støvler og nyt tøj uden at se på prissedlen. I dag skal hun flytte hjem igen. ”Jeg er et nyt menneske nu, hvor de grusomme smerter er væk. Jeg troede, at jeg var tvunget til at have det sådan,” siger hun. Torunn Haave Bentsen sov i halvandet døgn, da hun ankom til hospicet. Hun var fuldstændig udslidt.

”De har viden om sygdommen her, og så kan jeg godt lide holdningen. Jeg håber ikke, at dette sted bliver nedlagt, før jeg dør,” siger hun. Slutningen på livet er både fjern og meget nær for hende lige nu. ”Jeg tror ikke, at der er så længe til, men jeg fatter det ikke,” siger hun – og fortæller, at hun ikke er sikker på, hvad der sker, når hun dør. ”Jeg troede engang på reinkarnation, men jeg ved ikke. Jeg er ikke bange for at forsvinde, men for at være syg, have ondt og ikke kunne klare mig selv. Jeg har altid klaret mig selv,” siger Torun Haave Bentsen. VARER IKKE EVIGT. Inde på værelse 430 ligger en anden patient. Anne-Elise Andersen (83) fik at vide, at hun havde kræft i æggestokkene for et år siden. ”De siger, at det tager længere tid med ældre mennesker. Jeg har haft et langt og godt liv og er taknemlig for det, som ligger bag mig.” Hun har mand, børn og børnebørn. De taler åbent om det, der skal ske. Hun har blandt andet tilbragt flere år på Madagaskar som missionær, og den kristne tro giver hende tryghed. ”Jeg tror på et liv efter døden, men hvad det går ud på, tror jeg ikke, at hovedet og hjernen har mulighed for at fatte. Præsten plejer at sige, at de overgiver den døde i Guds forvaring, og jeg er tryg ved, at det er

noget godt, som venter mig. Livet har trods alt en begyndelse og en slutning,” siger Anne-Elise Andersen. ”Det varer ikke evigt for nogen af os.” EKSISTENTIELLE SMERTER. De fleste, som har fået bevilget ophold her på hospicet, har indset, at de snart skal dø. For nogle indebærer det voldsomme eksistentielle smerter, og det er ikke altid, at de selv forstår, hvad det går ud på. Så sætter Jette Nebel Jørgensen sig ned og spørger, om de er bange. ”Der er nogle ting, som de ikke kan sige til deres egen familie, fordi det vil påføre dem smerte. Jeg har stor respekt for mine patienter. Det, de står med af udfordringer, er ikke for sarte sjæle. De klarer det flot, ofte bedre end de pårørende.” Hun oplever, at det er meget forskelligt, hvad patienterne tror, der sker efter døden. ”Mange kristne her i Norge har det, de kalder barnetro, men mange siger også, at de ikke tror på noget som helst. At de skal i jorden, og så er det ovre. Det er også en form for afklarethed, som kan give en slags ro,” fortæller den danske sygeplejerske. ”Der bliver tænkt mange tanker herinde, som vi ikke bliver delagtiggjort i, men det ser ud til, at mange – uanset livssyn – oplever dødsøjeblikket på samme måde. Patienter, som dør af kræft, dør over lang tid. Min opfattelse er, at den tid, de har fået til at afklare,

hvad der skal ske, gør dem rolige. De er mere urolige for smerterne, tanken om kvælningsdød, eller hvis der er en person, som de gerne ville have set. Tro eller mangel på tro er ikke det, som oftest kommer op. Men vi ser for eksempel, at mange muslimer har en total skæbnetro. Vi kan ikke komme og sige, at nu skal de dø, for det er det kun Allah, som kan sige. Når de dør, er det også okay, for det er Allahs vilje.”

HOSPICE LOVISENBERG

DØD OG LIV. Efter at Jette Nebel Jørgensen begyndte at arbejde med døende, er det blevet vigtigere for hende at koble af i fritiden. ”Her på arbejdet beskæftiger vi os med de store spørgsmål om liv og død, så når jeg kommer hjem, vil jeg hellere se ’Friends’ i fjernsynet,” siger hun grinende. Hun oplever, at stemningen ved en fest godt kan dale flere grader, når hun fortæller, hvad hun arbejder med. ”Det er dejligt, at de er nødt til at forholde sig til det. Jeg ville af og til ønske, at folk så det, som jeg ser. Så ville de holde op med at udsætte alting og begynde at leve livet til det yderste.”

• Lindrende døgnenhed, som tilbyder behandling, pleje og omsorg til patienter med alvorlig kræftsygdom

• Center for lindring og livshjælp • En del af Lovisenberg Diakonale Sykehus i Oslo

• Støtte til pårørende og efterladte er en del af behandlingstilbuddet

Efter interviewet havde patienten Torun Haave Bentsen to gode uger, før hun igen fik stærke smerter. Hun håber, at lægerne kan hjælpe. Anne-Elise Andersen døde efter kort tid, og reportagen er trykt med tilladelse fra hendes pårørende.

GIVER SLIP: De ansatte tænder lys i kapellet for hver patient, som er død i løbet af den seneste uge. Fysioterapeut Britt Carlsen (foroven i midten) illustrerer, hvor glad en patient blev for en smøg. Sygeplejerske Jette Nebel Jørgensen er nummer to fra højre i sofaen, og konsulent Karin Skyrud ses på billedet her ved siden af. tørst SOMMER 2014 15

Foto: iStockPhoto

Hvert år på den dato der tilfældigvis blev din fødselsdag tager vi toget til Århus for at besøge din grav som nu engang er det sted her i verden hvor du ikke er. På turen op gennem byen køber vi blomster og taler som på enhver anden dag indtil vi står foran stenen. Og på vej tilbage regner det altid. Eftersom intet af dette giver mening og alligevel finder sted må det være af største betydning.

SØREN ULRIK THOMSEN fra ”rystet spejl” gyldendal, 2011

ET MAGASIN UDGIVET AF

rigere liv

CHRISTFULNESS PÅ ENGELSK

BØN I BEVÆGELSE

TIL TRODS FOR det engelskklingende navn så er Christfulness faktisk en pæredansk opﬁndelse. Det var Areopagos’ missionspræst Ole Skjerbæk Madsen, som ”opfandt” begrebet for knap ﬁre år siden.

Arrangementerne starter i august og løber hen over efteråret, men de konkrete datoer er endnu ikke helt på plads ved redaktionens slutning. Følg med på areopagos.dk og i Areopagos Danmarks Facebookgruppe!

TIL EFTERÅRET har du mulighed for at komme med til en række spændende aftner på ”Areopagos-torvet” i Aarhus, Svendborg og København. Aftnerne vil handle om ”Bøn i bevægelse”, og det er meditationsvejleder Øyvind Borgsø, som vil fortælle og vise konkrete øvelser. Der bliver også god tid til dialog og til selv at prøve bøn i bevægelse. I foråret havde vi en række tilsvarende aftner i København, og de var meget populære hos deltagerne.

Foto: Jens Friis

Christfulness er en kristen pendant til det måske mere kendte begreb mindfulness, og kort fortalt handler Christfulness om opmærksomt og ikkedømmende nærvær i forhold til sig selv, Gud og andre mennesker. Areopagos har udgivet en introduktionsbog og en tidebønnebog om emnet, og vi har startet et onlinekursus, som du kan læse mere om på bagsiden af dette magasin. Og nu er der altså også udkommet en engelsk udgave af introduktionsbogen. Så husk at viderebringe det gode budskab til dine engelsksprogede venner! Alle tre bøger kan købes på lulu.com. Bare søg efter ”Christfulness Ole”.

PILGRIMSVANDRING FLERE OG FLERE DANSKERE tager på pilgrimsvandring enten her til lands eller i udlandet. Hvis du gerne vil vide mere om pilgrimsvandringer, kan du klikke dig ind på pilgrimsvandring.dk. Her kan du læse om pilgrimsvandringer gennem tiden, ligesom du kan ﬁnde konkrete ruter, gode råd, stille spørgsmål og meget andet. God tur!

»Dræb ikke fluen på din vens pande med en økse.« KINESISK ORDSPROG 18 tørst SOMMER 2014

Foto: Ann Kristin van Zijp Nilsen

ASCENSION HOUSE DET LILLE VANDRERHJEM på Tao Fong Shan i Hong Kong var et yndet overnatningssted for rygsækturister i 20 år. Efter nogle år med forskelligt brug genopstår Ascension House nu som hostel eller gæstehus. Dermed er de rygsækrejsende velkomne tilbage på dialogcenteret, som blev grundlagt af Areopagos. Prisen for en overnatning er 150 Hong Kong-dollar, hvilket er lidt over 100 kr. Ascension House er åbent for alle uanset alder, religion og nationalitet. Huset har seks gæsteværelser, og værterne er skandinaviske volontører, som er udsendt af Areopagos. Følg huset på facebook.com/ascensionhousehk.

»Den, som stadig tænker på hævn, holder sine sår åbne.« FRANCIS BACON, FILOSOF Foto: Merete Riis Jensen

SOMMERSTÆVNE 2015 NOGLE VIL MÅSKE INDVENDE, at der er lang tid til sommeren 2015 … Men når man skal lægge sommerferieplaner, så er det godt at være i god tid! Og derfor vil vi allerede nu gerne oplyse om, at næste års Areopagos-Sommerstævne kommer til at ﬁnde sted den 26.-28. juni 2015 på Galleri Emmaus i Haslev. Mere info følger – men husk allerede nu at sætte kryds i kalenderen. Vi garanterer, at det bliver et inspirerende, hyggeligt og underholdende sommerstævne!

DEN GYLDNE CIRKEL AREOPAGOS OG I MESTERENS LYS er glade for at deltage på alternativmesser og for i det hele taget at være i dialog med alternative miljøer. Således også med Den gyldne Cirkel og dens grundlægger Asger Lorentsen, som indtil sin død i 2012 var en af de flittigste og mest toneangivende undervisere omkring åndelige og spirituelle emner. Lis Frederiksen har udgivet et biografisk skrift om Asger Lorentsen med titlen ”Om Asger Lorentsen”. Bogen vil kunne interesse Areopagos’ venner, fordi Asger også var optaget af dialogen mellem åndsvidenskab/teosofi og kristendom. Vi følger i skriftet hans vej ind i teosofien og frem til grundlæggelsen af Den gyldne Cirkel og oprettelsen af centret på Birkemosegård ved Frederiksværk. Asger Lorentsen og de bevægelser, han var med i, var en væsentlig inspirationskilde til starten på I Mesterens Lys. Og i bogen fortælles, hvordan der ud af mødet mellem Asger Lorentsen og Ole Skjerbæk Madsen opstod et venskab, som var til gensidig berigelse. Bogen kan bestilles hos forfatteren på lisf@get2net.dk.

tørst SOMMER 2014 19

oase

FADER CHRISTOFÓROS SCHUFF er far, ægtemand, ortodoks præst, husmand og musiker.

Visselig skal du dø Vi ved alle, at vi skal dø en dag. Men at få at vide at man skal dø tidligt – ja, endda som ung – er en svær besked at acceptere. TEKST CHRISTOFÓROS SCHUFF

Gennem årene har jeg indimellem tænkt på, hvad jeg ville gøre, hvis jeg fik beskeden om, at jeg skulle dø om et halvt år eller et år. Ville jeg vælge at leve anderledes, ændre noget, fremskynde nogle planer, hoppe i faldskærm, holde op med at tro …? VENTER I LIMBO. Og så skete det en novemberdag i 2012. En specialist i blodsygdomme ringede fra kræftcenteret i Kristiansand. Lige siden jeg fik resultaterne af en CT-scanning, som blev foretaget på grund af store smerter nogle uger tidligere, havde jeg fornemmet, hvad der var på færde, men den anden prøve stadfæstede det endeligt. Jeg ventede i spænding – i en slags limbo – en ventetid mellem uvished og vished. Hvad kunne jeg sige til andre i mellemtiden? Når folk intetanende venligt spurgte mig ’Går det godt?’, svarede jeg for eksempel: ’Jeg er lidt træt, men har det godt.’” DIAGNOSEN. Lægens stemme betød afslutningen på uvisheden. Fra nu af var jeg blevet en ”kræftoverlever”, om dødsdagen så kom om en uge eller om 20 år. Jeg havde fået follikulær lymfekræft. Kræfttypen regnes som uhelbredelig, især hvis den

20 tørst SOMMER 2014

bliver opdaget efter stadie 1. Jeg var allerede på stadie 2-3, da jeg fik diagnosen. En sådan melding gav grund til eftertanke. At indse, at ens egen tid er afgrænset, kan kaste lys over, hvad der virkelig er væsentligt – i forhold til én selv, éns nærmeste eller til omverdenen. Og sådan en erkendelse har både praktiske og tankemæssige følger, når man ser på sit liv. ”Hvor meget tid har jeg, og hvordan skal jeg bruge den?” blev et naturligt spørgsmål. PIGERNE. Jeg er far til de tre dejligste piger i verden. Det var dem, jeg tænkte på først, da jeg fik den endelige melding. Ville jeg få lov at se dem vokse op – og være med til deres bryllupper? Hvordan ville de huske mig som far? Sådanne spørgsmål gør al stræben efter det materielle, jobs og verdslig hæder meningsløs. Jeg ville meget hellere bare være der med og for dem, end jeg ville have en god stilling, mange penge eller et godt rygte. ARVEN EFTER MIG. Lykke bliver alt for ofte regnet ud fra økonomisk velstand. Penge eller goder er ikke problemet i sig selv, men vores stræben efter dem kan tage alt for meget plads i vore liv. Vi kan sætte det

før de mennesker, som er omkring os. Døden får mig til at tænke på andre værdier – og jeg tror, at det gælder for mange andre i samme situation. Jeg vil helst efterlade mig andre ting end dem, som kan tælles i kroner og øre. ”Hvordan vil de huske mig som far?” har for længst erstattet interessen for, hvad du som læser må mene om det, som jeg skriver. Hvad hvis dette er det sidste, jeg skriver? Skrev jeg det, som jeg selv mente, var vigtigt, eller bare det, som jeg troede, at folk ville synes om? Døden kan få sandheden frem i én – om ikke for andre, så for én selv. EN DAGLIG ØVELSE. At tænke på ens egen død bør være en daglig, åndelig øvelse i den ortodokse tradition, for visselig skal jeg dø, om jeg vil det eller ej. ”Vi bør altid huske på døden, for det fjerner al uro og tomhed,” siger Heiilage Hesychios, en ortodoks ørkenfar. Denne øvelse er det modsatte af et mørkt syn på tilværelsen – tværtimod, det er frigørelse! Døden behøver ikke at være noget, vi frygter. Ikke på grund af en tro på et bedre liv efter døden, men fordi døden på de fleste planer alligevel er uden for vores kontrol – bortset fra at vi kan forsøge at leve sundt eller

Foto: iStockphoto

« Jeg vil gerne forsone mig med at give slip på det, som ”kunne have været”

undlade at tage vores eget liv. Evigheden begynder her og nu ligegyldigt hvad. Jeg er ikke blevet en anden. I bedste fald er jeg måske blevet lidt mere klar over, hvad jeg vil med livet. TILFREDS. Selvsagt ønsker jeg at leve længe! Og jeg ønsker helt klart at udføre

ting: udgive mere musik, fremme godhed og skabe venlighed. Men at bekymre mig for morgendagen, penge, hæder eller døden river ned i stedet for at bygge op. Fremfor alt ønsker jeg både at leve og dø ”tilfreds”. Tilfreds med det liv, jeg nu lever, på trods af vanskeligheder, og tilfreds med det, jeg har prøvet at udføre – selvom det

har været mislykket. Og jeg vil gerne forsone mig med at give slip på det, som ”kunne have været”. I mødet med døden ser jeg ingen anden vej. Og jeg har det godt!

tørst SOMMER 2014 21

anbefalet

Hvor kan man høre, læse og se mere om døden?

ARIG KÆRLIGHED. Bogen The Heart of Grief. Death and the Search for Lasting Love (Oxford University Press 2002) indeholder mange historier fra virkeligheden og handler om menneskers møde med død og sorg. Bogen er skrevet på et enkelt sprog og har store dybder. Forfatteren Thomas Attig er en ikke-religiøs amerikansk ﬁlosoﬁprofessor. Jeg tror, at bogen vil give mening for læsere uanset ståsted. JEFF TAK SHU, psykoanalytiker og leder af det kristne dialogcenter Tao Fong Shan i Hong Kong

Å VEJEN. I ﬁlmen The Way (af Emilio Estevez, 2011) følger vi øjenlægen Tom, som bliver rystet ud af sit trygge liv i Californien, da hans eneste søn dør på første del af pilgrimsrejsen til Santiago de Compostela. Han bestemmer sig for at fuldføre den historiske rute for at ære sin søn. Tom vil helst holde sorgen for seig selv og er ikke forberedt på, hvordan turen og hans medvandrere vil udfordre ham. Filmen er en stille og smuk fortælling om sorg, sårbarhed og spiritualitet – og om, hvordan livet kan føre os ad nye og overraskende veje. En lille advarsel: Ser du ﬁlmen, er der stor chance for, at du selv bliver inspireret til at tage af sted på pilgrimsruten. THEA ELISABETH HAAVET, informationsleder i Stefanusalliansen

»Det er en del af min trosbekendelse, at livet går i stykker.«

ET ENDER GODT. Hvad sker der, når vi dør? Jeg synes, at bogen Det ender godt – Johannes Møllehave om døden (Gyldendal, 2009) siger mange interessante ting om det emne. Den består af en lang række samtaler med Johannes Møllehave om livets store spørgsmål, og jeg kan godt lide, at det er en præst, som har oplevet livet, der udtaler sig. Han har set for mange af livets skyggesider til at forsage de lette forklaringer. Blandt andet har han selv mistet, og han har været så langt ude, at han stod uden for gelænderet på Storebæltsbroen, men kom til besindelse, før han slap taget. Bogen er bygget op som en række kapitler om emner som meningen med livet, om at blive gammel, om lidelse og skyld, tro og tvivl, om at savne og mindes og om håbet om det evige liv. Jeg synes, det er en styrke, at bogen tør tale konkret og jordnært omkring noget så stort som døden.

THOMAS SJÖDIN, svensk præst og forfatter

PETER ANDERSEN, studerende

Da tsunamien ramte Det er næsten 10 år siden, men jeg husker stadig, hvor stærkt det berørte mig, da tsnuamien ramte Sydøstasien i juledagene 2004. Verden væltede for tusindvis af mennesker, og selvom jeg lykkeligvis ikke selv var direkte påvirket, så gjorde tragedien et dybt, dybt indtryk på mig. Og det gjorde også et meget stort indtryk på mig senere at læse Flemming Kofod-Svendsens bog Døden, sorgen, håbet (Rosinante, 2007). Han mistede sin søn, svigerdatter og to børnebørn i tsunamien, og i bogen fortæller han om sine tanker omkring tabet og håbet, som trods alt stadig lever i ham. Et lille citat fra bogen: ”Jeg har læst ﬂere beskrivelser af, hvor meningsfyldt, ja næsten vidunderligt livet kan blive forvandlet gennem lidelse. Sådanne ord kan jeg ikke bruge, for det er ikke min erfaring. Min daglige bøn til Gud har været, om han vil give mig kraft, styrke og frimodighed til netop denne dags opgaver. Kort sagt hjælp til at leve." SARAH ANDREASEN, journalist

22 tørst SOMMER 2014

Musikalsk ven

50/50 Det er svært at lave en glad film om et alvorligt sygdomsforløb. Og ret beset er det vel heller ikke meningen med den slags film. Men jeg synes faktisk, at filmen 50/50 (2011) er en både rørende og indimellem humoristisk oplevelse på trods af filmens alvorlige tema. Den handler om en 28-årig journalist, som pludselig får konstateret en sjælden kræftform med kun 50 procent chance for overlevelse. Filmen viser hans oplevelser med både behandlingen og de følelsesmæssige konsekvenser. Og jeg synes, at filmen på en ægte måde viser hovedpersonens svingninger mellem at have lyst til at opgive det hele og til at kæmpe alt, hvad han overhovedet kan, for at overleve en livstruende sygdom. Det er interessant at iagttage, hvordan vi reagerer, når livet er ved at forsvinde. JENS PEDERSEN, efterlønner

»Sorg er kærlighed, som vi ikke kan komme af med.«

For de ﬂeste fremstår døden nok både som trist, grusom og meningsløs, mens den for andre kan være en befriende udgang fra en uretfærdig og smertefuld verden. For religiøse mennesker vil døden sikkert ofte have noget håbefuldt knyttet til sig, og i specielle tilfælde kan den måske endda indeholde noget smukt. For min del så tror jeg, at et fokus på døden rummer alle disse ting, men måske mest af alt en hjælp til at blive bevidst om, hvad der er vigtigst i livet frem til, at døden melder sin ankomst. For at hjælpe med den bevidsthed er min bedste musikalske ven lige nu Bill Fays Life is People (2012). Disse sange berører liv og død og mening så ekstremt smukt, og det er en af de få plader, som kan få tårer til at trille ned over mine kinder. MIKAEL R. ANDREASEN, musiker i det pastorale folk-kollektiv KLOSTER

Foto: Privat

Foto: Per Bækgaard

YBFROST. The Prospect of Immortality af den engelske fotograf Murray Ballard er et anderledes perspektiv på dødstemaet, som overrasker og fascinerer. Over en periode på seks år har Murray Ballard fulgt mennesker, som er inspirerede af ideen om udødelighed her på jorden, og som ønsker at få frosset deres kroppe ned, når de dør, i håb om, at den teknologiske udvikling skal muliggøre et nyt liv senere. Ideen om ”cryonics” bygger på tanken om, at en dybfrossten krop har større chance for at blive fornyet end en, som rådner i jorden, og at der om 50-100 år ﬁndes medicin for det, som i dag er uhelbredelige lidelser. Ballard har fulgt det internationale cryonics-samfund. I dag er 200 afdøde mennesker lagret i ﬂydende nitrogen, og omkring 2.000 har aftalt at blive det, når de er døde. Se mere på murrayballard.com. JONAS BENDIKSEN, fotograf

tørst SOMMER 2014 23

samtalen

Du og jeg, døden Døden er noget, alle mennesker har tilfælles, men vi har forskellige syn på den. Hvad siger en præst, en buddhistisk nonne og en ﬁlosof om livets afslutning? TEKST THOMAS REINERTSEN BERG

ANI KØNCHOG er ordineret nonne i den tibetanske buddhismetradition og psykolog. Hun har praktiseret buddhisme i over 20 år

ELSE WERRING er ﬁlosoﬁsk praktiker og frivillig i Fransiskushjelpens sorggrupper

ANNE BORGEN er præst i Den norske kirke i Oslo

24 tørst SOMMER 2014

FOTO HÅVARD KROGEDAL

”Døden er en af vores mest værdifulde oplevelser. Det er virkelig en mulighed, man bare får én gang i løbet af livet.” Den buddhistiske nonne, Ani Kønchog, tillader sig at være galgenhumoristisk, og de andre griner. Deres samtale er ellers gravalvorlig nok, for de snakker om døden. Anne Borgen er præst i Den norske kirke i Oslo, mens Else Werring er filosof, agnostiker og arrangør af dødscaféer. Mere om det senere. Ani Kønchog uddyber, hvad hun mener. ”I tibetansk buddhisme ser man dødsøjeblikket som en mulighed for at blive oplyst. Det er, fordi vi da mister kroppen og kan se det åndelige meget tydeligere. Så kan man være en del af ’altet’ eller det, de kristne kalder Gud, og det, vi kalder det absolutte, det, som inkluderer alt. Dalai Lama har sagt, at han ser frem til døden og forbereder sig så godt, han kan, på det øjeblik, den indtræffer. Jeg skal selv snart holde et kursus om det at forberede sig på at dø.” ”Interessant. Der vil jeg gerne være med, eller er det kun for buddhister?” spørger Else Werring. ”Det er for alle. Bare vær forberedt på, at der bliver en del meditation,” svarer Ani Kønchog. DØDSØJEBLIKKET. Vi mødes på ”Paramita” midt i Oslo. Det er et sted for buddhister med et stort, stille og sparsommeligt indrettet værelse, som egner sig godt til meditation. ”En del af buddhistisk praksis handler om at meditere for at fjerne frygten for det, som sker, når man mister kroppen og er helt afhængig af sindet. Fødslen, også et afgørende øjeblik, kan man ikke forberede sig på, men vi kan blive bevidste om den overgang, der sker, når vi dør,” siger Ani Kønchog. ”Men det forudsætter måske, at man får en plejende tid op til døden, at man ikke bliver dræbt pludseligt i en ulykke eller på andre måder,” siger

præsten Anne Borgen. ”Ja, en langsom død er det bedste,” medgiver Ani Kønchog. ”Er der noget, man som buddhist kan gøre for de døende?” spørger Else Werring. ”Blandt andet være til stede for dem – og tilhører man den samme retning kan man praktisere sammen, hjælpe dem, så de ikke er bange, men i stedet ser muligheden og dør så bevidste som muligt.” Alle de tre omkring bordet er enige om, at det beriger livet at snakke om døden. ”Det gælder også fra et filosofisk standpunkt,” siger Else Werring. ”Filosofi skal jo handle om at lære at dø, noget, som både Cicero og Montaigne skrev om. Og Martin Heidegger og eksistentialisterne sagde også, at livet bliver rigere med en ramme omkring. Mange af dem, som kommer til vores dødscaféer, lurer på, hvad det at snakke om døden gør ved livet.” DØDSCAFÉER. Dødscaféer er et fænomen, som startede i Frankrig i 2010, og siden er Death Cafe Movement blevet et internationalt fænomen. En dødscafé er et åbent arrangement med et begrænset antal deltagere, som mødes for at spise sammen og snakke om døden. Indtil videre har de arrangeret tre af den slags caféaftner i Norge. ”Alle mulige mennesker kommer. Nogle er midt i livet. De undrer sig over døden og føler et behov for at snakke, men mærker, at andre synes, det er et skummelt og påtrængende tema at tage op midt i hverdagen. Andre kommer, fordi de lider af dødsangst og vil sætte ord på den. Nogle har konkrete erfaringer med kræft eller har været tæt på døden på andre måder.” For Else Werring begyndte interessen for døden, da hun var gravid.

”Det er et privilegium at tale med dem, som er forsonet med, at livet er slut og har fundet fred. Det smitter. Men sådan er det jo ikke for alle,” siger præsten Anne Borgen.

Jeg kan komme til en skole, hvor en af eleverne er død, og snakke med dem, men det er ofte, når jeg lyser velsignelsen, at de takker mig. Anne Borgen, præst i Den Norske Kirke tørst SOMMER 2014 25

PÅ TRYG AFSTAND: ”Flere på dødscaféerne føler, at vi har distanceret os fra døden i vores samfund,” siger filosofisk praktiker Else Werring. Hun fik selv øjnene op for døden, da hun blev gravid.

Egentlig ville jeg bruge de filosofiske samtaler til at snakke med de døende, men de sagde, at det var de efterladte, som havde størst behov for at tale Else Werring, filosofisk praktiker

26 tørst SOMMER 2014

”Kroppen blev pludselig meget mere nærværende, end jeg havde oplevet tidligere. Den føltes som et tog, jeg ikke kunne stå af. Det var fint alligevel, men døden fulgte med alle disse livgivende oplevelser. Man bliver jo bange for at dø, for man føler sig så uundværlig, og selvfølgelig er man bange for, at babyen skal dø,” siger hun. ”Flere på dødscaféerne føler, at vi har distanceret os fra døden i vores samfund. Alt skal være så effektivt og vitalt, mens de værdier, som handler om bare at sidde og være, ikke bliver værdsat. Men der findes også en slags åndelighed i det sekulære – det at kende noget stort og at ville give det videre til andre.” RITUALERNE. I sit job som præst bliver Anne Borgen ofte tilkaldt, når folk nærmer sig døden. Det sværeste er, siger hun, at sidde sammen med mennesker, hun kender, enten fra vennekredsen eller fra arbejdet. ”Det er nådesløst at se disse dejlige mennesker, hvis krop er gået i forfald, eller som går bort for tidligt. Samtidig er det et privilegium at tale med

dem, som er forsonet med, at livet er slut og har fundet fred. Det smitter. Men sådan er det jo ikke for alle. Nogle vil ikke dø, fordi de har børn. Jeg kan huske en alenefar, som døde, da han var i 40’erne. Han havde en søn, som kun var 12 år gammel. Faderen kæmpede og kæmpede, og idet han måtte give op, sagde han ”Åh, fandens!” Og det, syntes jeg, var så stærkt. Sønnen trøstede sig med disse stærke protestord, som viste, at faderen ikke ville gå fra ham. At dø fra sit barn eller at miste sit barn til døden er nådesløst, og spontane, stærke ord må også til for at erkende splittelsen mellem levende og døde.” Hun erfarer, at de fleste sætter pris på de gamle og velprøvede ritualer, som hun forvalter som præst. ”Jeg kan komme til en skole, hvor en af eleverne er død, og snakke med dem, men det er ofte, når jeg lyser velsignelsen, at de takker mig. De rituelle ord og former går dybere end samtalen i en hårdt prøvet forsamling. Men af og til må de justeres, tilpasses lidt efter, hvor de bruges, og hvem vi er, når det gælder alder, kultur og hvad, der udløste sorgen.”

”En del af buddhistisk praksis handler om at meditere for at fjerne frygten for det, som sker, når man mister kroppen og er helt afhængig af sindet,” fortæller Ani Kønchog, som er buddhistisk nonne.

Anne Borgen tror, at én af grundene til, at den tidlige kristendom skød fart og bredte sig så stærkt og vidt, var kristendommens kald til nærhed hos syge og døende. ”Det gav mange mennesker en værdighed, de ikke havde haft tidligere. Den fattige, syge og døende krop havde fået værdighed og blev ikke foragtet eller forladt. Ritualer blev skabt for at understrege Guds velsignelse for alle dem, som ikke havde andet håb,” siger hun. UDDANNET PSYKOLOG. Ani Kønchog er uddannet psykolog. Oprindeligt ønskede hun at arbejde med folk, som havde fået en dødsdiagnose eller en diagnose, som på en anden måde forandrede deres liv. ”Jeg var færdiguddannet i 1998, men på den tid var der ingen job i Norge for psykologer, som ønskede at være på sygehusene. Derfor begyndte jeg som frivillig i Fransiskushjelpen.” ”Der arbejder jeg også nu,” siger Else Werring. Fransiskushjelpen er en katolsk organisation, som yder hjælp til alvorligt syge, døende mennesker og

mennesker i nød. De driver blandt andet Sorgtjenesten, som giver hjælp og vejledning i forbindelse med sorg efter dødsfald. Både Ani Kønchog og Else Werring fik opgaver i Sorgtjenesten. ”Egentlig ville jeg bruge de filosofiske samtaler til at tale med de døende, men de sagde, at det var de efterladte, som havde størst behov for at tale, så sådan blev det,” siger Else Werring. ”Jeg kom til at arbejde med døden på en anden måde, end jeg først havde forestillet mig. I dag er det normalt med psykologer på sygehusene, blandt andet fik en fra mit hold senere arbejde på et kræftcenter,” fortæller Ani Kønchog. I sin hovedopgave interviewede hun 18 kvinder, som havde brystkræft, hvoraf halvdelen gik i gruppeterapi. ”De allerfleste var ikke bange for at dø, men for at forlade familien,” siger hun. ”Vi hører ofte det samme i caféerne. Folk er ikke bange for at være døde, men for en eventuel smerte før og for at tænke på, at man har meget ulevet liv tilbage,” fortæller Else Werring. tørst SOMMER 2014 27

areopagos

PINSESOL: Sommervejret var med til at skabe den perfekte ramme for pinsefesten.

28 tĂ¸rst SOMMER 2014

Pinsen blev danset ind på Rådhuspladsen Hundredvis af mennesker dansede med, da Areopagos arrangerede pinsefest på Rådhuspladsen i København. TEKST MERETE RIIS JENSEN : FOTO MERETE RIIS JENSEN

Issælgerne havde kronede dage pinsesøndag, hvor solen bagte ned over København. Det var det mest vidunderlige sommervejr, og dermed var der de helt rigtige rammer for en sand pinsefest. Og festet, det blev der! Areopagos var nemlig med til at arrangere en stor begivenhed lige midt på Rådhuspladsen, hvor der først var forbøns- og lovsangssamling ved den rwandesiske menighed Zion Temple, som holder til på Amager. De bad for Danmark og for verden og sang forskellige lovsange.

CENTRALT: Pinsefesten blev holdt lige foran Københavns Rådhus.

HOUSE-WORSHIP-FEST. Derefter var der house-worship-fest ved DJ Øyvind Borgsø med band. Bandet spillede et remix af forskellige sange med Gudvendte tekster. Og de lækre latinamerikanske/afrikanske rytmer trak hundredvis af københavnere – og turister – til Rådhuspladsen, hvor der i dén grad blev danset igennem i pinsesolen. På et tidspunkt kom en hel busfuld kinesiske turister og tog sig en svingom, og i det hele taget var der bare masser af glade, dansende mennesker på Rådhuspladsen denne eftermiddag. DIALOG FORANDRER LIV. Formålet med pinsefesten var at fejre pinsen på en anderledes måde gennem mangfoldighed og dialog. ”Vi var meget glade for arrangementet og over den store tilslutning af mennesker, som spontant begyndte at danse med,” siger Lars Mollerup-Degn, som er landsleder i Areopagos. ”Hvor Guds Ånd er, der er der frihed! Pinsens Ånd bringer folk af mange slags sammen i fællesskab og fælles dans. På tværs af kulturelle, sociale, etniske og religiøse skel bygger glædens og bevægelsens dialog bro mellem mennesker. Og i Areopagos tror vi på, at dialog forandrer liv!” tørst SOMMER 2014 29

Vær smuk og vær trist

Til oktober har du mulighed for at komme med til en spændende aften under temaet ”Vær smuk og vær trist! Om melankoli, kunst og skønhed.”

bliver brudt og bliver til et udtryk i skrift, figur eller billede. Kunstneren trækker sig ind i sig selv, ind i mørket, og finder dér skabelsens kilde.”

Det er billedkunstner og foredragsholder Jørn Henrik Olsen, som holder et foredrag om emnet

Ud over selve foredraget er der også god mulighed for dialog og hyggeligt samvær i løbet af aftenen.

torsdag den 23. oktober kl. 19.30-22 i Richard Mortensen Stuen i Studenterhuset i Aarhus. Jørn Henrik Olsen beskriver selv temaet således: “Det generøse i melankolien er det punkt, hvor ensomheden

Der kommer mere information om arrangementet efter sommerferien - så følg med på areopagos.dk og i Areopagos Danmarks Facebook-gruppe!

Danmark får besøg fra Iona

Fotos: sxc.hu

Der bor kun 177 mennesker på den ”hellige”, skotske ø, Iona. Men hvert år kommer en kvart million gæster på besøg for at opleve den helt særlige stemning og deltage i pilgrimsvandringer, tidebønner, gudstjenester og sociale aktiviteter. Fokusset er på indre fornyelse gennem bøn og bibellæsning og et stærkt samfundsengagement for social retfærdighed, miljø og fredsarbejde. FREDAG DEN 12. SEPTEMBER kommer Iona til Danmark, når Roskilde får besøg af Jo Love og Graham Maule fra Iona. Temaet for dagen er SPIRITUALITET, LITURGI OG FORHOLDET TIL VORES OMVERDEN, og gæsterne fra Iona vil lede en dag med oplæg, workshops, gudstjenester og måltidsfællesskab. Torsten Borbye Nielsen fra gruppen ”Vindens Vej” holder også en workshop med fokus på sang og musik, og sognepræst Per Vibskov holder oplæg om, hvordan vi i Danmark rk kan lade os inspirere af Iona. Dagen slutter med liturgisk måltid og gudstjeneste i Natkirken rken i Roskilde. Dagen er arrangeret i et samarbejde mellem Areopagos, Kirkefondet, Danske Kirkers Råd og Natkirken i Roskilde Domkirke. Velkommen! Læs mere på areopagos.dk!

RETURADRESSE: Areopagos

Peter Bangs Vej 1, indg. 5 2000 Frederiksberg

DELTAG PÅ NÆSTE CHRISTFULNESS-ONLINEKURSUS! I FORÅRET DELTOG 28 PERSONER I DET ALLERFØRSTE CHRISTFULNESS-ONLINEKURSUS. NU HAR DU MULIGHED FOR AT KOMME MED PÅ DET NÆSTE KURSUS, DER STARTER TIL SEPTEMBER! Onlinekurset varer 10 uger og giver dig masser af fordybelse i Christfulness både via videoundervisning, kropsøvelser, tekster, debatforum og personlige samtaler med kursuslederne, som er missionspræst Ole Skjerbæk Madsen og meditationslærer Øyvind Borgsø.

HVAD SIGER DELTAGERNE OM KURSET? ”Jeg har været utrolig glad for at deltage på onlinekurset, og jeg har benyttet mig meget af særligt undervisningen og bogen ’Daglig bøn’. Jeg synes, at fokus på bøn, bibellæsning/tekster og meditation formåede at ’løfte’ mig op, ikke bare følelsesmæssigt, men også åndeligt - at nærme sig Guds hjerte og perspektiv på livet og verden, hvor jeg ellers ofte oplever, at mine egne bønner bliver så centreret om mit begrænsede og 'lave’ perspektiv.” Dorte Toudal Viftrup

”Efter mange års træning i mindfulness er det skønt at kunne drage troen på Jesus Kristus ind i den daglige praksis! Mindfulness er helt tømt for ethvert religiøst aspekt, sådan at det kan anvendes af alle, uanset trosretning eller ingen tro overhovedet. At bringe Jesus Kristus ind i mine daglige øvelser med Christfulness er at invitere liv og kærlighed og direkte respons indenfor i hjertet! De øvelser, der før bar præg af at være mentale og fysiske øvelser, er nu blevet et samspil med Gud og et levende gudsnærvær. Dejligt!” Kirsten Larsen

LÆS MERE PÅ AREOPAGOS.DK!