Tørst 2-2012 dansk

KIRKERNES VERDENSRÅD: Findes der en global grådighedsgrænse?

BJÄRKA-SÄBY: Slottet, der blev en åndelig oase med bageri i kælderen SAMTALEN: Skeptikeren og den katolske biskop er lige grådige

tørst 02 2012 ET MAGASIN UDGIVET AF

TEMA: Grådighed

Pay it forward Christiania-præsten opfordrer til at »dele madpakker«

Det var en råkold efterårsdag. Jeg skuttede mig i kulden, mens jeg gik ud fra Føtex, balancerende med to fyldte plastikposer. Lige foran indgangen stod en ”Hus forbi-sælger”. Det gør der næsten altid. Nogle gange fisker jeg en 20’er op ad lommen og køber bladet. Andre gange går jeg videre og lader, som om jeg ikke har set ham. I dag bestemte jeg mig for at gøre dagens gode gerning. ”Kom godt hjem,” sagde den hjemløse, da han gav mig bladet. ”Tak i lige måde,” svarede jeg, ”eller … øhh, jeg mener …”

Hvad jeg egentlig mente, fik han aldrig at vide, for jeg skyndte mig videre, småforlegen over lige at have italesat forskellen på ham og mig.

Og så cyklede jeg hjem til min 1-værelses-lejlighed, som jeg ofte jamrer over, fordi den jo er alt for lille. Men det er dog et hjem. Og selvom min seng egentlig er en sovesofa, så har jeg dog et sted at hvile kroppen.

Det skader nok ikke at få lidt perspektiv på de velfærdsproblemer, som vi hver især kan gå og ærgre os over. For jeg ved jo egentlig godt, at der er 10 afrikanske børn, der dør af sult, mens jeg står i prøverummet og ærgrer mig over, at jeg ikke kan få kjolen i den rigtige farve. Men jeg har det med at glemme det.

Annoncer: Tlf. 38 38 49 10 Redaktør: Ann Kristin van Zijp Nilsen akn@areopagos.org Dansk redaktør: Merete Riis Jensen mrj@areopagos.org

Grafisk produktion: Glyf Grafik og Apall Design as

Nu skal dette jo ikke blive nogen moralprædiken, for den slags er så trættende at læse. Men jeg tror stadig, det er vigtigt at tænke på, at nej, måske kan jeg ikke udrydde verdens fattigdom, afskaffe hjemløshed og redde ozonlaget. Men jeg kan, som Christiania-præsten i dette nummer af Tørst udtrykker det: ”dele min madpakke med andre”.

Jeg har nok. Det har andre ikke. Så det er min pligt som menneske at dele, hvad jeg har. Og det er faktisk ikke engang en sur pligt. Det føles godt at købe et nummer af ”Hus forbi”. Det føles godt at aflevere sit tøj til genbrug. Det føles godt at give penge til godgørende projekter. I det hele taget føles det godt at hjælpe andre mennesker, som har mindre end mig selv. Det giver faktisk næsten en lidt wellness-agtig fornemmelse. Og wellness er jo godt, siger tidsånden. Så der er vist ikke så mange undskyldninger for at lade være.

Forsidebillede: Michael Dam Trykt af: Arco Grafisk A/S på Amber Graphic FSC Mixed Credit

Areopagos er en kristen organisation, som arbejder med religionsdialog, samtidsreligiøsitet og kristen spiritualitet. Vi arbejder i Danmark, Norge og Kina.

Få et gratis abonnement

TØRST 02 : 2012

Lige nu sidder du med magasinet Tørst i hånden eller på computerskærmen. Vi håber, at du er glad for at læse magasinet og har lyst til også at læse de kommende numre.

Tørst udkommer to gange årligt, og hvis du ikke allerede abonnerer på magasinet, kan du nemt komme til det!

Du kan bare klikke ind på torstmag.no og udfylde dit navn og adresse, så sørger vi for – kvit og frit – at sende de kommende numre af Tørst til din postkasse fremover!

MADPAKKER: To fisk og fem brød kan blive til en fyldt kummefryser .................................................................

VOXPOP: Hvornår er du grådig? ................................................................................................................................................

FÅ GRATIS abonnement på

OASE: Breve fra underbevidstheden .......................................................................................................................................

torstmag.no

ANBEFALET: Litterær og musikalsk modgift mod grådighed

...................................................................................

8

YK

ØKONOMI: Rogate Mshana nægter at acceptere et grådigt system .......................................................................

61

TR

2 tørst 02:2012

STEDET: På loftet i Nya Slottet i Bjärka-Säby er røgelsen tyk under den koptiske nadver.

» Fordi humanismen er et demokratisk livssyn, Skeptiker Marit Simonsen, side 26 siger den det, som flertallet siger. «

Merete Riis Jensen

Læs mere på

areopagos.dk

Foto: Tone Leksbø

Bidragsydere i dette nummer: Kim Nygård, Solveig Schanke Eikum, Hanna Maria van Zijp, Raag Rolfsen, Tone Leksbø, Tore Laugerud, Anette Ejsing, Tom Andre Håland, Hedvig Idås og Kathrine Iversen.

Foto: sxc.hu

Besøgsadresse: Peter Bangs Vej 1D 2000 Frederiksberg Tlf. 38 38 49 10 info@areopagos.dk

LEDER

Ansvarlig udgiver: Areopagos Pb. 6763 St Olavs plass, 0130 Oslo

Kom godt hjem

SA

1 G N R . 54

-

AREOPAGOS: På dagcenteret i Nanjing får mennesker ny selvtillid .......................................................................

4 8 10 20 22 28

tørst 02:2012 3

Det var en råkold efterårsdag. Jeg skuttede mig i kulden, mens jeg gik ud fra Føtex, balancerende med to fyldte plastikposer. Lige foran indgangen stod en ”Hus forbi-sælger”. Det gør der næsten altid. Nogle gange fisker jeg en 20’er op ad lommen og køber bladet. Andre gange går jeg videre og lader, som om jeg ikke har set ham. I dag bestemte jeg mig for at gøre dagens gode gerning. ”Kom godt hjem,” sagde den hjemløse, da han gav mig bladet. ”Tak i lige måde,” svarede jeg, ”eller … øhh, jeg mener …”

Hvad jeg egentlig mente, fik han aldrig at vide, for jeg skyndte mig videre, småforlegen over lige at have italesat forskellen på ham og mig.

Og så cyklede jeg hjem til min 1-værelses-lejlighed, som jeg ofte jamrer over, fordi den jo er alt for lille. Men det er dog et hjem. Og selvom min seng egentlig er en sovesofa, så har jeg dog et sted at hvile kroppen.

Det skader nok ikke at få lidt perspektiv på de velfærdsproblemer, som vi hver især kan gå og ærgre os over. For jeg ved jo egentlig godt, at der er 10 afrikanske børn, der dør af sult, mens jeg står i prøverummet og ærgrer mig over, at jeg ikke kan få kjolen i den rigtige farve. Men jeg har det med at glemme det.

Annoncer: Tlf. 38 38 49 10 Redaktør: Ann Kristin van Zijp Nilsen akn@areopagos.org Dansk redaktør: Merete Riis Jensen mrj@areopagos.org

Grafisk produktion: Glyf Grafik og Apall Design as

Nu skal dette jo ikke blive nogen moralprædiken, for den slags er så trættende at læse. Men jeg tror stadig, det er vigtigt at tænke på, at nej, måske kan jeg ikke udrydde verdens fattigdom, afskaffe hjemløshed og redde ozonlaget. Men jeg kan, som Christiania-præsten i dette nummer af Tørst udtrykker det: ”dele min madpakke med andre”.

Jeg har nok. Det har andre ikke. Så det er min pligt som menneske at dele, hvad jeg har. Og det er faktisk ikke engang en sur pligt. Det føles godt at købe et nummer af ”Hus forbi”. Det føles godt at aflevere sit tøj til genbrug. Det føles godt at give penge til godgørende projekter. I det hele taget føles det godt at hjælpe andre mennesker, som har mindre end mig selv. Det giver faktisk næsten en lidt wellness-agtig fornemmelse. Og wellness er jo godt, siger tidsånden. Så der er vist ikke så mange undskyldninger for at lade være.

Forsidebillede: Michael Dam Trykt af: Arco Grafisk A/S på Amber Graphic FSC Mixed Credit

Areopagos er en kristen organisation, som arbejder med religionsdialog, samtidsreligiøsitet og kristen spiritualitet. Vi arbejder i Danmark, Norge og Kina.

Få et gratis abonnement

TØRST 02 : 2012

Lige nu sidder du med magasinet Tørst i hånden eller på computerskærmen. Vi håber, at du er glad for at læse magasinet og har lyst til også at læse de kommende numre.

Tørst udkommer to gange årligt, og hvis du ikke allerede abonnerer på magasinet, kan du nemt komme til det!

Du kan bare klikke ind på torstmag.no og udfylde dit navn og adresse, så sørger vi for – kvit og frit – at sende de kommende numre af Tørst til din postkasse fremover!

MADPAKKER: To fisk og fem brød kan blive til en fyldt kummefryser .................................................................

VOXPOP: Hvornår er du grådig? ................................................................................................................................................

FÅ GRATIS abonnement på

OASE: Breve fra underbevidstheden .......................................................................................................................................

torstmag.no

ANBEFALET: Litterær og musikalsk modgift mod grådighed

...................................................................................

8

YK

ØKONOMI: Rogate Mshana nægter at acceptere et grådigt system .......................................................................

61

TR

2 tørst 02:2012

STEDET: På loftet i Nya Slottet i Bjärka-Säby er røgelsen tyk under den koptiske nadver.

» Fordi humanismen er et demokratisk livssyn, Skeptiker Marit Simonsen, side 26 siger den det, som flertallet siger. «

Merete Riis Jensen

Læs mere på

areopagos.dk

Foto: Tone Leksbø

Bidragsydere i dette nummer: Kim Nygård, Solveig Schanke Eikum, Hanna Maria van Zijp, Raag Rolfsen, Tone Leksbø, Tore Laugerud, Anette Ejsing, Tom Andre Håland, Hedvig Idås og Kathrine Iversen.

Foto: sxc.hu

Besøgsadresse: Peter Bangs Vej 1D 2000 Frederiksberg Tlf. 38 38 49 10 info@areopagos.dk

LEDER

Ansvarlig udgiver: Areopagos Pb. 6763 St Olavs plass, 0130 Oslo

Kom godt hjem

SA

1 G N R . 54

-

AREOPAGOS: På dagcenteret i Nanjing får mennesker ny selvtillid .......................................................................

4 8 10 20 22 28

tørst 02:2012 3

Madpakker skal deles TEKST MERETE RIIS JENSEN

:

«

Grådighed er, hvis jeg beholder min madpakke for mig selv, fordi jeg ikke kan løse verdens sultproblem alligevel.

FOTO MICHAEL DAM

Christianiapræsten John Andersen opfordrer til, at vi deler, hvad vi har.

Også selvom vi ikke har ret meget DET VAR EN ISKOLD JANUARNAT. Temperaturen i hovedstaden var krøbet et godt stykke ned under frysepunktet, og langt de fleste københavnere lå trygt under dynerne i deres lune lejligheder. Men så var der jo lige dem, som ingen lejlighed har, de hjemløse. Og den nat var der en af dem, som frøs ihjel på fristaden Christiania lige uden for Christianiapræsten John Andersens hus.

JOHN ANDERSEN VAR på nytårsferie hos sin kones familie i Tyskland, da det skete, så han havde ingen mulighed for at forhindre tragedien. Men alligevel slog nyheden ham hårdt, da han kom tilbage til Christiania. ”Det var jo forfærdeligt. Og det var efter den oplevelse, at vi for alvor begyndte at sætte fokus på, hvordan vi kan hjælpe mennesker med mad og varme, og hvad de ellers har brug for. Hvis vi vil tage kristendommens budskab seriøst, så skal vi hjælpe andre mennesker,” siger John Andersen.

OG AT HAN TAGER kristendommens budskab seriøst og ønsker at leve det ud i livet, det er der ingen tvivl om, når man taler med den langhårede christianit. De sidste 14 år har han boet på Christiania, hvor han har startet Christianiakirken, hvor han selv fungerer som præst. ”Jeg var en del af en kirke, som startede på Christianshavn, så på den måde blev jeg nabo til Christiania. Jeg kom rigtig meget på Christiania og gik ofte rundt og fik en stille stund med Gud ved søen. Efterhånden fik jeg et ønske om selv at blive en del af stedet, både for min egen skyld og for at få muligheden for at fortælle christianitterne om Gud. Jeg ville gerne skabe en kirke, som havde Christianias eget unikke udtryk,” fortæller han.

Og som sagt, så gjort. I dag, 14 år senere, er John Andersen et kendt ansigt på Christiania, hvor han bor i et hus tæt på den berygtede Pusher Street sammen med sin kone og deres tre børn.

Blandt christianitterne går han under kælenavnet ”Lille Jesus”, hvilket ifølge ham selv formentlig både hænger sammen med hans udseende og med hans præste-tjans.

4 tørst 02:2012

LILLE JESUS. John Andersen er et kendt ansigt på Christiania, og mange christianitter opsøger ham for at spørge om hjælp til forskellige ting.

tørst 02:2012 5

Madpakker skal deles TEKST MERETE RIIS JENSEN

:

«

Grådighed er, hvis jeg beholder min madpakke for mig selv, fordi jeg ikke kan løse verdens sultproblem alligevel.

FOTO MICHAEL DAM

Christianiapræsten John Andersen opfordrer til, at vi deler, hvad vi har.

Også selvom vi ikke har ret meget DET VAR EN ISKOLD JANUARNAT. Temperaturen i hovedstaden var krøbet et godt stykke ned under frysepunktet, og langt de fleste københavnere lå trygt under dynerne i deres lune lejligheder. Men så var der jo lige dem, som ingen lejlighed har, de hjemløse. Og den nat var der en af dem, som frøs ihjel på fristaden Christiania lige uden for Christianiapræsten John Andersens hus.

JOHN ANDERSEN VAR på nytårsferie hos sin kones familie i Tyskland, da det skete, så han havde ingen mulighed for at forhindre tragedien. Men alligevel slog nyheden ham hårdt, da han kom tilbage til Christiania. ”Det var jo forfærdeligt. Og det var efter den oplevelse, at vi for alvor begyndte at sætte fokus på, hvordan vi kan hjælpe mennesker med mad og varme, og hvad de ellers har brug for. Hvis vi vil tage kristendommens budskab seriøst, så skal vi hjælpe andre mennesker,” siger John Andersen.

OG AT HAN TAGER kristendommens budskab seriøst og ønsker at leve det ud i livet, det er der ingen tvivl om, når man taler med den langhårede christianit. De sidste 14 år har han boet på Christiania, hvor han har startet Christianiakirken, hvor han selv fungerer som præst. ”Jeg var en del af en kirke, som startede på Christianshavn, så på den måde blev jeg nabo til Christiania. Jeg kom rigtig meget på Christiania og gik ofte rundt og fik en stille stund med Gud ved søen. Efterhånden fik jeg et ønske om selv at blive en del af stedet, både for min egen skyld og for at få muligheden for at fortælle christianitterne om Gud. Jeg ville gerne skabe en kirke, som havde Christianias eget unikke udtryk,” fortæller han.

Og som sagt, så gjort. I dag, 14 år senere, er John Andersen et kendt ansigt på Christiania, hvor han bor i et hus tæt på den berygtede Pusher Street sammen med sin kone og deres tre børn.

Blandt christianitterne går han under kælenavnet ”Lille Jesus”, hvilket ifølge ham selv formentlig både hænger sammen med hans udseende og med hans præste-tjans.

4 tørst 02:2012

LILLE JESUS. John Andersen er et kendt ansigt på Christiania, og mange christianitter opsøger ham for at spørge om hjælp til forskellige ting.

tørst 02:2012 5

«

PAY IT FORWARD. ”Grådighed er jo en slags frygt for, at der ikke er nok. Men når man lever i troen på ham, der kan mætte 5.000, så giver det en frihed til at give,” siger John Andersen.

store økonomiske ressourcer i vores kirke. Langt de fleste i kirken har meget lille – eller ingen – indtægt. Men nogle af dem, som selv havde prøvet at være hjemløse, foreslog, at vi skulle begynde på at lave mad. Jeg syntes, det var stort at opleve, at dem, som ikke selv havde ret meget, havde et ønske om at dele med andre.”

JOHN ANDERSEN (46) • ulønnet præst i Christianiakirken på fristaden Christiania i København • er uddannet bygningssnedker. Studerer nu teologi på 3K-uddannelsen (Kristendom, kultur og kommunikation) på Diakonissestiftelsen på Frederiksberg • har boet på Christiania de sidste 14 år • er gift med Sandra og har tre børn på 8, 5 og 2½ år Læs mere om Christianiakirken på christianiakirken.dk

OG PRÆSTETJANSEN FYLDER MEGET i John Andersens liv, som egentlig ellers i forvejen er godt fyldt op med familie og fuldtidsstudier.

I starten holdt Christianiakirken natkirke nogle fredage, hvor folk kom og gik, men efter noget tid begyndte der at komme en fast gruppe, som følte behov for noget mere fællesskabspræget, hvor man også kunne gå lidt mere i dybden. Så nu holder de gudstjeneste hver anden søndag og spiser sammen bagefter. ”Mange, som kommer i vores kirke, har ikke noget tag over hovedet eller noget indkomstgrundlag. Men de er glade for at komme hos os og føler, at der er plads til dem der i modsætning til i resten af samfundet,” fortæller John Andersen. ”Men det er en udfordring for os som kirke at vide, at mange i menigheden ikke har noget sted at gå hjem til efter gudstjenesten, når der nogle gange er minus 10 grader udenfor. Hvordan kan man slutte gudstjenesten af med at sige et ’gå med fred’ til dem?” spørger han med alvorlig stemme.

EN AF KONSEKVENSERNE af den udfordring – og af tragedien med den mand, som frøs ihjel – er, at Christianiakirken har startet et bespisnings-projekt, som foregår fredag aften, hvor forfrosne og sultne mennesker kan få gratis aftensmad. ”Christianiakirken er jo ikke på finansloven,” siger John Andersen med et smil, ”så der er ikke de

6 tørst 02:2012

bliver elsket – elsk jeres næste. Vi får mad og tøj – del det med jeres næste. Grådighed er jo en slags frygt for, at der ikke er nok, og et ønske om mere. Men når man lever i troen på ham, der kan mætte 5.000, så giver det en frihed til at give,” siger John Andersen.

OG SOM NÆVNT SÅ KOM ”bespisningsunderet” altså også til Christiania lige nøjagtigt på det tidspunkt, hvor det så

Vi skal tage, hvad vi har, ligegyldigt hvor lidt det så er – og give det videre til andre.

aller-sortest ud med hensyn til at skaffe mad til de hjemløse. ”Da vi ikke havde flere penge tilbage, samlede vi teamet og så på, hvad vi havde.

Nogle levede af at samle flasker og kunne samle lidt ekstra for at kunne give lidt penge til madprojektet. Andre havde andre ting at byde ind med, og vi bad Gud om at velsigne det. Og det gjorde han så,” fortæller Christiania-præsten begejstret. ”Pludselig ringede de fra Fødevarebank-

en og spurgte, om vi kunne bruge 20 kilo lammekød. Og andre ringede og spurgte, om vi kunne bruge nogle grøntsager. Det endte med, at alle blev mætte, og en stor kummefryser var helt fyldt med mad bagefter. Det er det, det handler om, tror jeg. At dele sin madpakke, ligegyldigt hvor lille den så end er. Så velsigner Gud den, og så er man med til at gøre verden til et bedre sted,” siger John Andersen.

FREDAGSSPISNINGERNE BLEV EN SUCCES. Men på et tidspunkt var kirken ved at løbe helt tør for midler, og så var det, at Christianiakirken oplevede det, som John Andersen sammenligner med historien om ”Bespisningsunderet” fra Bibelen.

I den historie underviser Jesus en dag mere end 5.000 mennesker, og på et tidspunkt bliver folk naturligt nok sultne, men ingen har tænkt på at tage mad med, undtagen en lille dreng, som har en madpakke med hjemmefra. ”Drengen har fem brød og to fisk med, og historien ender med, at drengens madpakke bliver velsignet og delt ud til folk, og alle 5.000 mennesker får mad. Der er tilmed 12 kurve tilbage med brød, da alle er blevet mætte,” fortæller John Andersen. ”På den måde blev én lille madpakke til glæde for mange. Et tankeeksperiment kunne være, at drengen jo kunne have tænkt, at hans madpakke umuligt kunne række til 5.000 mennesker. Hvis jeg nu selv spiser den, så bliver én da i hvert fald mæt. Sådan kunne han have tænkt, men han valgte at give sin madpakke videre. Det er lige præcis sådan, vi skal gøre. Vi skal tage, hvad vi har, ligegyldigt hvor lidt det så er – og give det videre til andre.”

JOHN ANDERSEN HENVISER TIL en amerikansk film ved navn ”Pay it forward” (Giv det videre), som havde premiere i år 2000. Pointen i filmen er, at man kan være med til at gøre verden til et bedre sted ved at give det, man har, videre til andre. ”Det er jo det modsatte af grådighed, for grådighed er, hvis jeg beholder min madpakke for mig selv, fordi jeg ikke kan løse verdens sultproblem alligevel,” siger han. ”Jeg tror på, at ’pay it forward’ er et evangelisk princip. Gud giver frit til os, og så kan vi give videre. Vi bliver tilgivet – tilgiv jeres næste. Vi

AFFALD. Christianiakirken er indrettet i typisk Christiania-stil, og det er christianitter, der har lavet altertavlen og korset.

tørst 02:2012 7

«

PAY IT FORWARD. ”Grådighed er jo en slags frygt for, at der ikke er nok. Men når man lever i troen på ham, der kan mætte 5.000, så giver det en frihed til at give,” siger John Andersen.

store økonomiske ressourcer i vores kirke. Langt de fleste i kirken har meget lille – eller ingen – indtægt. Men nogle af dem, som selv havde prøvet at være hjemløse, foreslog, at vi skulle begynde på at lave mad. Jeg syntes, det var stort at opleve, at dem, som ikke selv havde ret meget, havde et ønske om at dele med andre.”

JOHN ANDERSEN (46) • ulønnet præst i Christianiakirken på fristaden Christiania i København • er uddannet bygningssnedker. Studerer nu teologi på 3K-uddannelsen (Kristendom, kultur og kommunikation) på Diakonissestiftelsen på Frederiksberg • har boet på Christiania de sidste 14 år • er gift med Sandra og har tre børn på 8, 5 og 2½ år Læs mere om Christianiakirken på christianiakirken.dk

OG PRÆSTETJANSEN FYLDER MEGET i John Andersens liv, som egentlig ellers i forvejen er godt fyldt op med familie og fuldtidsstudier.

I starten holdt Christianiakirken natkirke nogle fredage, hvor folk kom og gik, men efter noget tid begyndte der at komme en fast gruppe, som følte behov for noget mere fællesskabspræget, hvor man også kunne gå lidt mere i dybden. Så nu holder de gudstjeneste hver anden søndag og spiser sammen bagefter. ”Mange, som kommer i vores kirke, har ikke noget tag over hovedet eller noget indkomstgrundlag. Men de er glade for at komme hos os og føler, at der er plads til dem der i modsætning til i resten af samfundet,” fortæller John Andersen. ”Men det er en udfordring for os som kirke at vide, at mange i menigheden ikke har noget sted at gå hjem til efter gudstjenesten, når der nogle gange er minus 10 grader udenfor. Hvordan kan man slutte gudstjenesten af med at sige et ’gå med fred’ til dem?” spørger han med alvorlig stemme.

EN AF KONSEKVENSERNE af den udfordring – og af tragedien med den mand, som frøs ihjel – er, at Christianiakirken har startet et bespisnings-projekt, som foregår fredag aften, hvor forfrosne og sultne mennesker kan få gratis aftensmad. ”Christianiakirken er jo ikke på finansloven,” siger John Andersen med et smil, ”så der er ikke de

6 tørst 02:2012

bliver elsket – elsk jeres næste. Vi får mad og tøj – del det med jeres næste. Grådighed er jo en slags frygt for, at der ikke er nok, og et ønske om mere. Men når man lever i troen på ham, der kan mætte 5.000, så giver det en frihed til at give,” siger John Andersen.

OG SOM NÆVNT SÅ KOM ”bespisningsunderet” altså også til Christiania lige nøjagtigt på det tidspunkt, hvor det så

Vi skal tage, hvad vi har, ligegyldigt hvor lidt det så er – og give det videre til andre.

aller-sortest ud med hensyn til at skaffe mad til de hjemløse. ”Da vi ikke havde flere penge tilbage, samlede vi teamet og så på, hvad vi havde.

Nogle levede af at samle flasker og kunne samle lidt ekstra for at kunne give lidt penge til madprojektet. Andre havde andre ting at byde ind med, og vi bad Gud om at velsigne det. Og det gjorde han så,” fortæller Christiania-præsten begejstret. ”Pludselig ringede de fra Fødevarebank-

en og spurgte, om vi kunne bruge 20 kilo lammekød. Og andre ringede og spurgte, om vi kunne bruge nogle grøntsager. Det endte med, at alle blev mætte, og en stor kummefryser var helt fyldt med mad bagefter. Det er det, det handler om, tror jeg. At dele sin madpakke, ligegyldigt hvor lille den så end er. Så velsigner Gud den, og så er man med til at gøre verden til et bedre sted,” siger John Andersen.

FREDAGSSPISNINGERNE BLEV EN SUCCES. Men på et tidspunkt var kirken ved at løbe helt tør for midler, og så var det, at Christianiakirken oplevede det, som John Andersen sammenligner med historien om ”Bespisningsunderet” fra Bibelen.

I den historie underviser Jesus en dag mere end 5.000 mennesker, og på et tidspunkt bliver folk naturligt nok sultne, men ingen har tænkt på at tage mad med, undtagen en lille dreng, som har en madpakke med hjemmefra. ”Drengen har fem brød og to fisk med, og historien ender med, at drengens madpakke bliver velsignet og delt ud til folk, og alle 5.000 mennesker får mad. Der er tilmed 12 kurve tilbage med brød, da alle er blevet mætte,” fortæller John Andersen. ”På den måde blev én lille madpakke til glæde for mange. Et tankeeksperiment kunne være, at drengen jo kunne have tænkt, at hans madpakke umuligt kunne række til 5.000 mennesker. Hvis jeg nu selv spiser den, så bliver én da i hvert fald mæt. Sådan kunne han have tænkt, men han valgte at give sin madpakke videre. Det er lige præcis sådan, vi skal gøre. Vi skal tage, hvad vi har, ligegyldigt hvor lidt det så er – og give det videre til andre.”

JOHN ANDERSEN HENVISER TIL en amerikansk film ved navn ”Pay it forward” (Giv det videre), som havde premiere i år 2000. Pointen i filmen er, at man kan være med til at gøre verden til et bedre sted ved at give det, man har, videre til andre. ”Det er jo det modsatte af grådighed, for grådighed er, hvis jeg beholder min madpakke for mig selv, fordi jeg ikke kan løse verdens sultproblem alligevel,” siger han. ”Jeg tror på, at ’pay it forward’ er et evangelisk princip. Gud giver frit til os, og så kan vi give videre. Vi bliver tilgivet – tilgiv jeres næste. Vi

AFFALD. Christianiakirken er indrettet i typisk Christiania-stil, og det er christianitter, der har lavet altertavlen og korset.

tørst 02:2012 7

Foto: privat

ANNETTE HEICK, tv-vært og sangerinde Jeg føler mig allermest grådig, når jeg sætter mig foran en stor slikskål (hvilket ikke hænder så sjældent, når man bor i Sverige, hvor slikket koster mindre end en tredjedel af slik i Danmark). Så sent som i går måtte jeg bremse mig selv. Jeg kan bruge enorme mængder energi på at sidde og planlægge, hvilken ting i skålen jeg skal kaste mig over næste gang, jeg rækker hånden frem. Jeg kan også finde på at skynde mig, fordi jeg er bange for, at andre skal snuppe lige den lakrids inden mig. Selv mine børn kan jeg sidde og køre en kamp med, og det er ærligt talt ikke særlig tiltalende.

8 tørst 02:2012

JACOB BRIXEN, musiker i »Hymns from Nineveh« Jeg føler mig grådig, når jeg – med poser, der bugner af madvarer og overflødighed – endnu engang siger nej tak til Hus Forbi-sælgeren ved indgangen til Kvickly med undskyldningen om, at jeg ikke lige har en 20’er på mig.

Foto: lykketoft.dk

Foto: Vegard Bye Aarseth

Jeg føler mig grådig, når trangen til anerkendelse tager overhånd. Grådighed er, når vejen til værdi skader andre eller een selv.

Foto: fant.dk

NIELS CHRISTIAN FREDERIKSEN, fodboldkommentator

MADS STEFFENSEN, radiovært på Mads & Monopolet på P3

ABDEL AZIZ MAHMOUD, redaktør på ”Aftenshowet” på DR

ERIK RASMUSSEN, tidl. Superliga-træner

Når jeg er mest grådig, handler det ikke om grådighed i klassisk forstand, men i forhold til begrebet tid. Vel at mærke den tid, man har sammen som familie. Her har jeg gennem årene tilladt mig at rage en pæn portion af den tid, som jeg kunne have investeret sammen med mine nærmeste, til mig. Tiden har jeg brugt på egne projekter, såsom at skrive bøger eller tage på dannelsesrejser til fodboldkampe, som jeg i bund og grund lige så godt kunne have set på tv. Jeg synes ikke, at det har gjort mig til et ringere menneske eller en dårligere far. Men grådig kan jeg ikke lyve mig fra, at jeg er.

Jeg ville ønske, jeg var mindre grådig i alt. Det ville givetvis have fjernet tonsvis af moralske dilemmaer, hvis jeg havde haft en grådigheds-stopklods. Men det har jeg ikke … desværre.

Sidst jeg var grådig var i dag, hvor jeg huggede en af mine kollegers nespresso-shot, fordi jeg følte mig kaffetrængende, og bagefter hørte mig selv sige til ham (måske med et fint skjult glimt i øjet): ”Hvis du har et dilemma, så ringer du bare ind på lørdag …

Jeg betragter mig selv som en utroligt gavmild mand, der elsker at udstråle overskud og dele med andre. Men når der kommer sushi på bordet (som andre har købt), er det, som om en klokke ringer til kamp, og mine lange fingre er mit våben. Jeg ved på forhånd, at der ALDRIG er købt nok. ”Nå, sådan en menu med 26 stk. lyder da fint nok til os to, ikke Abdel?” ”… Jo, hvis jeg tager de 20! Hvad tænker du på? Hvis du ikke har tænkt dig at bruge penge på det, så lav nogle madder i stedet!” Jeg holder faktisk - må jeg indrømme - nøje regnskab, og jeg ender altid med at vinde det grådige slag.

Jeg synes ikke, jeg grundlæggende er grådig, hvis definitionen er materiel. Der, hvor jeg måske vil betragte mig selv som grådig, er på livet generelt. Altid at leve nu’erne fuldt ud, selvom det ikke er hensigtsmæssigt eller fornuftigt. Jeg har altid haft svært ved at tænke på i morgen. Jeg vil have det hele med, når jeg er i situationer, jeg sætter pris på. Jeg har altid gjort ting, jeg egentlig ikke har råd til, som for eksempel at rejse meget med mine børn, min kæreste eller alene. For at få det hele med. For at omfavne livet hver dag. For at føle mig i live og stimuleret. Så det er vel min konklusion: Jeg er afgjort ikke materielt grådig, men grådig på livet som sådan.

Foto: kanal9.dk

Foto: guco.dk

Man kan være grådig efter mange ting. Efter mad, oplevelser, blandet slik og tid.

Læs ni kendte danskeres svar på spørgsmålet: »Hvornår er du grådig?«

JAKOB GUNNERTOFT, musiker og komponist, Gunnertoft Gospel Singers

Foto: Agnete Schlichtkrull Dr.dk

Hvornår er du grådig?

Foto: Agnete Schlichtkrull. Dr.dk

Foto: kanal9.dk

voxpop

MOGENS LYKKETOFT (S), formand for Folketinget Jeg føler mig grådig, hvis jeg - bare fordi der er lækker chokolade på bordet - spiser mere end et par stykker. Og jeg ville føle mig grådig, hvis jeg bare havde været uovervejet glad for alle de ufinansierede eller uretfærdigt finansierede skattelettelser, der i de senere år er blevet tildelt mig som vellønnet borger. Men jeg mener faktisk, at de penge havde gjort mere gavn andre steder.

MICHAEL GRAVGAARD, tidl. Landsholdsspiller i fodbold Jeg kan være grådig, når der kun er det mad tilbage i køleskabet, som jeg kan lide.

Ellers synes jeg faktisk, jeg er meget god til at dele. tørst 02:2012 9

Foto: privat

ANNETTE HEICK, tv-vært og sangerinde Jeg føler mig allermest grådig, når jeg sætter mig foran en stor slikskål (hvilket ikke hænder så sjældent, når man bor i Sverige, hvor slikket koster mindre end en tredjedel af slik i Danmark). Så sent som i går måtte jeg bremse mig selv. Jeg kan bruge enorme mængder energi på at sidde og planlægge, hvilken ting i skålen jeg skal kaste mig over næste gang, jeg rækker hånden frem. Jeg kan også finde på at skynde mig, fordi jeg er bange for, at andre skal snuppe lige den lakrids inden mig. Selv mine børn kan jeg sidde og køre en kamp med, og det er ærligt talt ikke særlig tiltalende.

8 tørst 02:2012

JACOB BRIXEN, musiker i »Hymns from Nineveh« Jeg føler mig grådig, når jeg – med poser, der bugner af madvarer og overflødighed – endnu engang siger nej tak til Hus Forbi-sælgeren ved indgangen til Kvickly med undskyldningen om, at jeg ikke lige har en 20’er på mig.

Foto: lykketoft.dk

Foto: Vegard Bye Aarseth

Jeg føler mig grådig, når trangen til anerkendelse tager overhånd. Grådighed er, når vejen til værdi skader andre eller een selv.

Foto: fant.dk

NIELS CHRISTIAN FREDERIKSEN, fodboldkommentator

MADS STEFFENSEN, radiovært på Mads & Monopolet på P3

ABDEL AZIZ MAHMOUD, redaktør på ”Aftenshowet” på DR

ERIK RASMUSSEN, tidl. Superliga-træner

Når jeg er mest grådig, handler det ikke om grådighed i klassisk forstand, men i forhold til begrebet tid. Vel at mærke den tid, man har sammen som familie. Her har jeg gennem årene tilladt mig at rage en pæn portion af den tid, som jeg kunne have investeret sammen med mine nærmeste, til mig. Tiden har jeg brugt på egne projekter, såsom at skrive bøger eller tage på dannelsesrejser til fodboldkampe, som jeg i bund og grund lige så godt kunne have set på tv. Jeg synes ikke, at det har gjort mig til et ringere menneske eller en dårligere far. Men grådig kan jeg ikke lyve mig fra, at jeg er.

Jeg ville ønske, jeg var mindre grådig i alt. Det ville givetvis have fjernet tonsvis af moralske dilemmaer, hvis jeg havde haft en grådigheds-stopklods. Men det har jeg ikke … desværre.

Sidst jeg var grådig var i dag, hvor jeg huggede en af mine kollegers nespresso-shot, fordi jeg følte mig kaffetrængende, og bagefter hørte mig selv sige til ham (måske med et fint skjult glimt i øjet): ”Hvis du har et dilemma, så ringer du bare ind på lørdag …

Jeg betragter mig selv som en utroligt gavmild mand, der elsker at udstråle overskud og dele med andre. Men når der kommer sushi på bordet (som andre har købt), er det, som om en klokke ringer til kamp, og mine lange fingre er mit våben. Jeg ved på forhånd, at der ALDRIG er købt nok. ”Nå, sådan en menu med 26 stk. lyder da fint nok til os to, ikke Abdel?” ”… Jo, hvis jeg tager de 20! Hvad tænker du på? Hvis du ikke har tænkt dig at bruge penge på det, så lav nogle madder i stedet!” Jeg holder faktisk - må jeg indrømme - nøje regnskab, og jeg ender altid med at vinde det grådige slag.

Jeg synes ikke, jeg grundlæggende er grådig, hvis definitionen er materiel. Der, hvor jeg måske vil betragte mig selv som grådig, er på livet generelt. Altid at leve nu’erne fuldt ud, selvom det ikke er hensigtsmæssigt eller fornuftigt. Jeg har altid haft svært ved at tænke på i morgen. Jeg vil have det hele med, når jeg er i situationer, jeg sætter pris på. Jeg har altid gjort ting, jeg egentlig ikke har råd til, som for eksempel at rejse meget med mine børn, min kæreste eller alene. For at få det hele med. For at omfavne livet hver dag. For at føle mig i live og stimuleret. Så det er vel min konklusion: Jeg er afgjort ikke materielt grådig, men grådig på livet som sådan.

Foto: kanal9.dk

Foto: guco.dk

Man kan være grådig efter mange ting. Efter mad, oplevelser, blandet slik og tid.

Læs ni kendte danskeres svar på spørgsmålet: »Hvornår er du grådig?«

JAKOB GUNNERTOFT, musiker og komponist, Gunnertoft Gospel Singers

Foto: Agnete Schlichtkrull Dr.dk

Hvornår er du grådig?

Foto: Agnete Schlichtkrull. Dr.dk

Foto: kanal9.dk

voxpop

MOGENS LYKKETOFT (S), formand for Folketinget Jeg føler mig grådig, hvis jeg - bare fordi der er lækker chokolade på bordet - spiser mere end et par stykker. Og jeg ville føle mig grådig, hvis jeg bare havde været uovervejet glad for alle de ufinansierede eller uretfærdigt finansierede skattelettelser, der i de senere år er blevet tildelt mig som vellønnet borger. Men jeg mener faktisk, at de penge havde gjort mere gavn andre steder.

MICHAEL GRAVGAARD, tidl. Landsholdsspiller i fodbold Jeg kan være grådig, når der kun er det mad tilbage i køleskabet, som jeg kan lide.

Ellers synes jeg faktisk, jeg er meget god til at dele. tørst 02:2012 9

Griskhedens revser Økonom Rogate Mshana i Kirkernes Verdensråd nægter at acceptere, at grådighed ikke kan bremses. :

:

ROGATE MSHANA (61):

TEKST RAAG ROLFSEN

• fra Mwanga i Tanzania • har en doktorgrad i økonomi fra universitetet i Frankfurt • har skrevet og redigeret mange bøger om behovet for en ny økonomisk verdensorden • leder Kirkernes Verdensråds arbejde for økonomisk retfærdighed • udtalte i 2009, at fattigdomsgrænsen bør kompletteres med en grådighedsgrænse

»Jeg oplevede perioder med dyb fattigdom i barndommen. Der kunne gå dage, uden at vi spiste, slet og ret fordi der ikke var noget mad i huset,« fortæller Rogate Mshana fra Tanzania.

Han møder Tørst-journalisten på globaliseringskonferencen, som Kirkernes Verdensråd (KV) arrangerer i Indonesien. Rogate Mshana arbejder ved KV’s hovedkontor i Genève, hvor han de sidste 12 år har været direktør for afdelingen »Justice, Diakonia and Responsibility for Creation« (Retfærdighed, diakoni og ansvar for skaberværket).

KIRKERNES VERDENSRÅD • er verdens største tværkirkelige organisation med 340 kirkesamfund som medlemmer. Det er 550 millioner kristne i mere end 120 lande • satte efter generalforsamlingen i 2006 gang i et arbejde ved navn ”Poverty, Wealth and Ecology” (Fattigdom, rigdom og økologi). Fem møder på fem kontinenter har sat fokus på sammenhængen mellem fattigdom, ekstrem rigdom og økologisk bærekraft • afholder sin 10. generalforsamling i Sydkorea i foråret 2013, hvor spørgsmål om grådighedskultur og klimaretfærdighed skal behandles

10 tørst 02:2012

FOTO NADIA NATHANIA/FLICKR

ILLUSTRATIONSFOTO JASON HARGROVE/FLICKR

GRÆNSER FOR GRÅDIGHED. Nu er hans familie taget hjem til landsbyen Mwanga, som ligger ved foden af Kilimanjaro i Tanzania, og Rogate Mshana forbereder sig på at følge trop. Efter at have tilbragt 30 år i Europa bliver det noget af et chok for ham at vende tilbage, for Tanzania er stadig et af de fattigste lande i verden. »Ting kan ændre sig,« siger Rogate Mshana, som har en doktorgrad i økonomi, men har arbejdet med økumeni (mellemkirkelig forståelse og samarbejde) i store dele af sit liv. Hans fokus er ikke først og fremmest på Tanzania, men på en verdensøkonomi, som er bæredygtig.

Som afdelingsleder i Kirkernes Verdensråd tog han initiativ til at definere en »grådighedsgrænse«.

Det blev en udfordring. Arbejdsgruppen, som har vurderet dette fra et teologisk, økologisk, økonomisk og etisk perspektiv i tre år, kom frem til, at det ikke er muligt at opsætte en eksakt grænse for grådighed, ligesom man gør for fattigdom. Grådigheden måles på flere måder, hvor bærekraftigt forbrug og social retfærdighed er vigtige elementer. Det er også vigtigt at skelne mellem individuel grådighed og strukturel grådighed.

GUCCI OG PARFUME. Rogate Mshana mener ikke, at man bare kan skyde skylden for grådigheden på den »menneskelige natur«. »Vi drives mod at opfylde vores grundlæggende behov. Det ser vi også hos dyrene, men samtidig

lærer de os noget. Når fuglene er mætte, så samler de ikke mere mad sammen, medmindre det er til deres unger. Løverne dræber heller ikke flere dyr, end de har behov for for at blive mætte,« siger han, og han mener, at mennesket engang havde det samme instinkt. »Vi konsumerede naturligvis det, vi havde behov for. Ønsket om at have mere, end vi har brug for, har udviklet sig senere. Det er det, økonomerne udnytter,« siger han – og fortæller, at han gerne skelner mellem behov og ønsker. »Jeg har behov for mad, vand og husly. Jeg ønsker mig et guldur, jeg vil have Gucci, jeg vil have parfume. Det er den slags ønsker, som leder til grådighed. Økonomerne forsøger at udvikle så mange nye produkter som muligt for at udvide menneskers følte behov,« forklarer Rogate Mshana. »NOK ER NOK«. I løbet af interviewet bliver han ofte afbrudt af medarbejdere, som giver ham beskeder eller beder om råd. Pludselig rejser han sig og snakker med en person på tomandshånd – og kommer tilbage igen. Uden at miste tråden siger han, at det er kirkens pligt at »gå imod denne økonomiske model«. »Det handler slet og ret om at afdække Guds tanker om en retfærdig husholdning. Vi kan allerede se det i Det gamle testamente, for eksempel i ’manna-økonomien’: Israelitterne er i ørkenen, hvor Gud giver dem manna som mad.

Pointen her er, at de skal spise det, de har brug for. Ikke for meget, ikke for lidt, men akkurat nok.

Nogle samlede mere op, men det blev ødelagt.

Gud ønskede en ’nok er nok-økonomi’.« Rogate Mshana siger, at Bibelen viser endnu en pointe i fortællingen om Jesus, som mætter 5000 mennesker. »Man kan se, hvor meget de går op i at samle alle resterne sammen. De ved, at der er andre, som har brug for den mad. De smider ingenting væk, i modsætning til i dag, hvor vi smider tonsvis af spiselig mad væk. Vi producerer mere, end vi har brug for, fordi økonomien kræver det.«

Rogate Mshana hævder også, at Jesus har en mening om skattesystemet. »Efter sin omvendelse lover Zakæus, at han vil give det tredobbelte tilbage til de fattige mennesker, han har udnyttet. Og Jesus siger til den rige unge mand, at det, som mangler, for at han kan være retfærdig, er, at han giver alt, hvad han ejer, tilbage til de fattige.

Den anden del af ’Det dobbelte kærlighedsbud’, som siger, at du skal elske din næste som dig selv, må have et reelt og konkret indhold.« PROFETISK KIRKE. Kirkerådslederen mener, at en naturlig konsekvens af dette må være, at kirken står uden for det uretfærdige system. »Kirken må påtage sig det, som jeg kalder ’kostbart discipelskab’. Det er selvsagt temmelig svært, men det koster noget at være kirke. Og Jesus siger også, at hvis man vil følge ham, så må man tage sit kors op og bære det. Disciplene måtte betale for deres discipelskab med livet. Spørgsmålet er så, om kirken kan tage denne opgave på sig på en komfortabel måde, eller om det slet og ret må være ukomfortabelt at være kirke?« Rogate Mshana er klar over risikoen for, at det på den måde kan blive et »os og dem« - at kirken på den måde kan blive »de gode«, og resten af verden kan være »de onde«. »Sådan har det altid været. Det var også det, som profeterne blev anklaget for – at de var dømmende.

Men det var ikke dem, som dømte. Det var Guds ord, som dømte det uretfærdige samfund. De talte ikke på deres egne vegne.« SYSTEMER KAN ÆNDRES. Kirkerådslederen siger, at han har et håb. »Engang sagde mine forældre til mig, at jeg ikke måtte gå i skole mere. Hvorfor skulle jeg gå i skole, når de ikke engang havde råd til mad til mig? Det, som reddede mig, var, at Tanzania fik en ny præsident, Julius Nyerere, som sagde, at alle børn skulle fuldføre en grundlæggende uddannelse i skolen. Han forandrede min skæbne ved at ændre systemet.« Rogate Mshana siger, at mange har troet, at systemerne var uforanderlige. »Apartheid fremstod som noget, der ikke kunne ændres. Men det stoppede. Kommunismen fremstod, som om den aldrig ville stoppe, men den forsvandt. Det er det samme med systemerne i dag, ligegyldigt om det er diktatoriske samfund, eller hvad det ellers kan være. De kan ændres.

Intet system, som er skabt af mennesker, er så fasttømret, at det ikke kan ændres. Det er det, som giver mig en grundlæggende optimisme.«

Intet system, som er skabt af mennesker, er så fasttømret, at det ikke kan ændres

ØNSKESEDLEN: Jeg har behov for mad, vand og husly. Jeg ønsker mig et guldur, jeg vil have Gucci, jeg vil have parfume. Økonomer forsøger at udvikle så mange nye produkter som muligt for at udvide menneskers følte behov, mener Rogate Mshana. tørst 02:2012 11

Griskhedens revser Økonom Rogate Mshana i Kirkernes Verdensråd nægter at acceptere, at grådighed ikke kan bremses. :

:

ROGATE MSHANA (61):

TEKST RAAG ROLFSEN

• fra Mwanga i Tanzania • har en doktorgrad i økonomi fra universitetet i Frankfurt • har skrevet og redigeret mange bøger om behovet for en ny økonomisk verdensorden • leder Kirkernes Verdensråds arbejde for økonomisk retfærdighed • udtalte i 2009, at fattigdomsgrænsen bør kompletteres med en grådighedsgrænse

»Jeg oplevede perioder med dyb fattigdom i barndommen. Der kunne gå dage, uden at vi spiste, slet og ret fordi der ikke var noget mad i huset,« fortæller Rogate Mshana fra Tanzania.

Han møder Tørst-journalisten på globaliseringskonferencen, som Kirkernes Verdensråd (KV) arrangerer i Indonesien. Rogate Mshana arbejder ved KV’s hovedkontor i Genève, hvor han de sidste 12 år har været direktør for afdelingen »Justice, Diakonia and Responsibility for Creation« (Retfærdighed, diakoni og ansvar for skaberværket).

KIRKERNES VERDENSRÅD • er verdens største tværkirkelige organisation med 340 kirkesamfund som medlemmer. Det er 550 millioner kristne i mere end 120 lande • satte efter generalforsamlingen i 2006 gang i et arbejde ved navn ”Poverty, Wealth and Ecology” (Fattigdom, rigdom og økologi). Fem møder på fem kontinenter har sat fokus på sammenhængen mellem fattigdom, ekstrem rigdom og økologisk bærekraft • afholder sin 10. generalforsamling i Sydkorea i foråret 2013, hvor spørgsmål om grådighedskultur og klimaretfærdighed skal behandles

10 tørst 02:2012

FOTO NADIA NATHANIA/FLICKR

ILLUSTRATIONSFOTO JASON HARGROVE/FLICKR

GRÆNSER FOR GRÅDIGHED. Nu er hans familie taget hjem til landsbyen Mwanga, som ligger ved foden af Kilimanjaro i Tanzania, og Rogate Mshana forbereder sig på at følge trop. Efter at have tilbragt 30 år i Europa bliver det noget af et chok for ham at vende tilbage, for Tanzania er stadig et af de fattigste lande i verden. »Ting kan ændre sig,« siger Rogate Mshana, som har en doktorgrad i økonomi, men har arbejdet med økumeni (mellemkirkelig forståelse og samarbejde) i store dele af sit liv. Hans fokus er ikke først og fremmest på Tanzania, men på en verdensøkonomi, som er bæredygtig.

Som afdelingsleder i Kirkernes Verdensråd tog han initiativ til at definere en »grådighedsgrænse«.

Det blev en udfordring. Arbejdsgruppen, som har vurderet dette fra et teologisk, økologisk, økonomisk og etisk perspektiv i tre år, kom frem til, at det ikke er muligt at opsætte en eksakt grænse for grådighed, ligesom man gør for fattigdom. Grådigheden måles på flere måder, hvor bærekraftigt forbrug og social retfærdighed er vigtige elementer. Det er også vigtigt at skelne mellem individuel grådighed og strukturel grådighed.

GUCCI OG PARFUME. Rogate Mshana mener ikke, at man bare kan skyde skylden for grådigheden på den »menneskelige natur«. »Vi drives mod at opfylde vores grundlæggende behov. Det ser vi også hos dyrene, men samtidig

lærer de os noget. Når fuglene er mætte, så samler de ikke mere mad sammen, medmindre det er til deres unger. Løverne dræber heller ikke flere dyr, end de har behov for for at blive mætte,« siger han, og han mener, at mennesket engang havde det samme instinkt. »Vi konsumerede naturligvis det, vi havde behov for. Ønsket om at have mere, end vi har brug for, har udviklet sig senere. Det er det, økonomerne udnytter,« siger han – og fortæller, at han gerne skelner mellem behov og ønsker. »Jeg har behov for mad, vand og husly. Jeg ønsker mig et guldur, jeg vil have Gucci, jeg vil have parfume. Det er den slags ønsker, som leder til grådighed. Økonomerne forsøger at udvikle så mange nye produkter som muligt for at udvide menneskers følte behov,« forklarer Rogate Mshana. »NOK ER NOK«. I løbet af interviewet bliver han ofte afbrudt af medarbejdere, som giver ham beskeder eller beder om råd. Pludselig rejser han sig og snakker med en person på tomandshånd – og kommer tilbage igen. Uden at miste tråden siger han, at det er kirkens pligt at »gå imod denne økonomiske model«. »Det handler slet og ret om at afdække Guds tanker om en retfærdig husholdning. Vi kan allerede se det i Det gamle testamente, for eksempel i ’manna-økonomien’: Israelitterne er i ørkenen, hvor Gud giver dem manna som mad.

Pointen her er, at de skal spise det, de har brug for. Ikke for meget, ikke for lidt, men akkurat nok.

Nogle samlede mere op, men det blev ødelagt.

Gud ønskede en ’nok er nok-økonomi’.« Rogate Mshana siger, at Bibelen viser endnu en pointe i fortællingen om Jesus, som mætter 5000 mennesker. »Man kan se, hvor meget de går op i at samle alle resterne sammen. De ved, at der er andre, som har brug for den mad. De smider ingenting væk, i modsætning til i dag, hvor vi smider tonsvis af spiselig mad væk. Vi producerer mere, end vi har brug for, fordi økonomien kræver det.«

Rogate Mshana hævder også, at Jesus har en mening om skattesystemet. »Efter sin omvendelse lover Zakæus, at han vil give det tredobbelte tilbage til de fattige mennesker, han har udnyttet. Og Jesus siger til den rige unge mand, at det, som mangler, for at han kan være retfærdig, er, at han giver alt, hvad han ejer, tilbage til de fattige.

Den anden del af ’Det dobbelte kærlighedsbud’, som siger, at du skal elske din næste som dig selv, må have et reelt og konkret indhold.« PROFETISK KIRKE. Kirkerådslederen mener, at en naturlig konsekvens af dette må være, at kirken står uden for det uretfærdige system. »Kirken må påtage sig det, som jeg kalder ’kostbart discipelskab’. Det er selvsagt temmelig svært, men det koster noget at være kirke. Og Jesus siger også, at hvis man vil følge ham, så må man tage sit kors op og bære det. Disciplene måtte betale for deres discipelskab med livet. Spørgsmålet er så, om kirken kan tage denne opgave på sig på en komfortabel måde, eller om det slet og ret må være ukomfortabelt at være kirke?« Rogate Mshana er klar over risikoen for, at det på den måde kan blive et »os og dem« - at kirken på den måde kan blive »de gode«, og resten af verden kan være »de onde«. »Sådan har det altid været. Det var også det, som profeterne blev anklaget for – at de var dømmende.

Men det var ikke dem, som dømte. Det var Guds ord, som dømte det uretfærdige samfund. De talte ikke på deres egne vegne.« SYSTEMER KAN ÆNDRES. Kirkerådslederen siger, at han har et håb. »Engang sagde mine forældre til mig, at jeg ikke måtte gå i skole mere. Hvorfor skulle jeg gå i skole, når de ikke engang havde råd til mad til mig? Det, som reddede mig, var, at Tanzania fik en ny præsident, Julius Nyerere, som sagde, at alle børn skulle fuldføre en grundlæggende uddannelse i skolen. Han forandrede min skæbne ved at ændre systemet.« Rogate Mshana siger, at mange har troet, at systemerne var uforanderlige. »Apartheid fremstod som noget, der ikke kunne ændres. Men det stoppede. Kommunismen fremstod, som om den aldrig ville stoppe, men den forsvandt. Det er det samme med systemerne i dag, ligegyldigt om det er diktatoriske samfund, eller hvad det ellers kan være. De kan ændres.

Intet system, som er skabt af mennesker, er så fasttømret, at det ikke kan ændres. Det er det, som giver mig en grundlæggende optimisme.«

Intet system, som er skabt af mennesker, er så fasttømret, at det ikke kan ændres

ØNSKESEDLEN: Jeg har behov for mad, vand og husly. Jeg ønsker mig et guldur, jeg vil have Gucci, jeg vil have parfume. Økonomer forsøger at udvikle så mange nye produkter som muligt for at udvide menneskers følte behov, mener Rogate Mshana. tørst 02:2012 11

stedet

Arvegodset Hvad gør en svensk pinsekirke, når den arver et slot? I Bjärka-Säby fejrer de koptisk nadver på loftet hver torsdag.

TEKST ANN KRISTIN VAN ZIJP NILSEN, TONE LEKSBØ OG TORE LAUGERUD

ALTERBORDET I DEN ØVERSTE SAL ER DÆKKET. Brødene bliver båret i procession op ad den lange trappe fra det lille bageri i kælderen. Alle, som bor i den tværkirkelige kommunitet (fællesskab), kommer ind i rummet. De er klædt i hvide kjortler og sætter sig på bedeskamler rundt om alteret.

Gæsterne sidder på gulvet i lyset fra det lille vindue og fra stearinlys.

Et loftsrum fyldt med engleklædte folk og røg kan nemt ligne en mærkelig sekt 12 tørst 02:2012

MÆRKELIG SEKT. Røgelsen fylder luften. For de, som bor der, viser det forbindelsen mellem jorden og himmelen. »Jeg tænkte på, om det var noget i den stil. Det sved i øjnene og virkede lidt overdrevet,« siger Liv Hegle bagefter. Hun er præst i Areopagos og på besøg sammen med flere kolleger. »Hvis nogen var kommet ind udefra nu, kunne de tro, at det her var en samling galninge, tænkte jeg, mens jeg sad der. Et loftsrum fyldt med engleklædte folk og røg kan nemt ligne en mærkelig sekt,« siger hun med et lille smil. Hun fortæller, at alting var helt anderledes end noget, hun havde prøvet før. Men så begyndte hun at genkende det, som blev læst op undervejs, og nogle enkle Taizé-sange, som man også synger i norske kirker. »Da kunne jeg mærke samhørigheden. Og så var det stærkt at vide, at liturgien har rødder tilbage til 300-tallet og stadig er i brug i dagens koptiske kirker. Så sænkede jeg skuldrene og følte mig rig ved at få lov til at være en del af det,« siger Liv Hegle.

NADVER: På Nya Slottet fejrer det tværkirkelige fællesskab messe ud fra koptisk tradition. Mange af deltagerne er fra Pinsekirken.

:

FOTO TONE LEKSBØ

NYA SLOTTET, BJÄRKA-SÄBY • blev doneret til Pinsekirken i Linköping i 1980.

Personalet, det tværkirkelige kommunitet og fællesskabet tager imod gæsterne og driver slot og park sammen med en stor gruppe frivillige.

• Slottet er åbent året rundt for gæster, som kommer for at være på retræte, studere og samtale. De arrangerer kurser, retræter og konferencer.

Om sommeren er Slotscaféen åben, og de tilbyder guidede historiske rundvisninger.

• Hjemmeside: www.nyaslottet.se

BRØDHUSET. Vi bevæger os nogle timer bagud i tiden – til kælderbageriet tidligere den samme formiddag. Bageriet hedder Betlehem, som tørst 02:2012 13

stedet

Arvegodset Hvad gør en svensk pinsekirke, når den arver et slot? I Bjärka-Säby fejrer de koptisk nadver på loftet hver torsdag.

TEKST ANN KRISTIN VAN ZIJP NILSEN, TONE LEKSBØ OG TORE LAUGERUD

ALTERBORDET I DEN ØVERSTE SAL ER DÆKKET. Brødene bliver båret i procession op ad den lange trappe fra det lille bageri i kælderen. Alle, som bor i den tværkirkelige kommunitet (fællesskab), kommer ind i rummet. De er klædt i hvide kjortler og sætter sig på bedeskamler rundt om alteret.

Gæsterne sidder på gulvet i lyset fra det lille vindue og fra stearinlys.

Et loftsrum fyldt med engleklædte folk og røg kan nemt ligne en mærkelig sekt 12 tørst 02:2012

MÆRKELIG SEKT. Røgelsen fylder luften. For de, som bor der, viser det forbindelsen mellem jorden og himmelen. »Jeg tænkte på, om det var noget i den stil. Det sved i øjnene og virkede lidt overdrevet,« siger Liv Hegle bagefter. Hun er præst i Areopagos og på besøg sammen med flere kolleger. »Hvis nogen var kommet ind udefra nu, kunne de tro, at det her var en samling galninge, tænkte jeg, mens jeg sad der. Et loftsrum fyldt med engleklædte folk og røg kan nemt ligne en mærkelig sekt,« siger hun med et lille smil. Hun fortæller, at alting var helt anderledes end noget, hun havde prøvet før. Men så begyndte hun at genkende det, som blev læst op undervejs, og nogle enkle Taizé-sange, som man også synger i norske kirker. »Da kunne jeg mærke samhørigheden. Og så var det stærkt at vide, at liturgien har rødder tilbage til 300-tallet og stadig er i brug i dagens koptiske kirker. Så sænkede jeg skuldrene og følte mig rig ved at få lov til at være en del af det,« siger Liv Hegle.

NADVER: På Nya Slottet fejrer det tværkirkelige fællesskab messe ud fra koptisk tradition. Mange af deltagerne er fra Pinsekirken.

:

FOTO TONE LEKSBØ

NYA SLOTTET, BJÄRKA-SÄBY • blev doneret til Pinsekirken i Linköping i 1980.

Personalet, det tværkirkelige kommunitet og fællesskabet tager imod gæsterne og driver slot og park sammen med en stor gruppe frivillige.

• Slottet er åbent året rundt for gæster, som kommer for at være på retræte, studere og samtale. De arrangerer kurser, retræter og konferencer.

Om sommeren er Slotscaféen åben, og de tilbyder guidede historiske rundvisninger.

• Hjemmeside: www.nyaslottet.se

BRØDHUSET. Vi bevæger os nogle timer bagud i tiden – til kælderbageriet tidligere den samme formiddag. Bageriet hedder Betlehem, som tørst 02:2012 13

I begyndelsen af 1900-tallet var Nya Slottet Bjärka-Säby et åndeligt og kulturelt centrum med en tværkirkelig profil. For at føre denne tradition videre gav familien Ekman hele slottet til Pinsekirken i 1980. 10 år senere blev den første retræte arrangeret på Nya slottet, og i 1996 kom nogle »brødre« dertil for at teste, hvordan det var at leve i et kommunitet i et år eller to. Det var starten på det tværkirkelige kommunitet, som nu har base på Nya Slottet.

I dag bor der også volontører på slottet i kortere perioder. Maria Gustafsson har været der i to år.

Det sidste år har hun også været medlem af kommunitetet. »Det var dejligt at komme her. Jeg kunne så godt lide den tydelige rytme i dagene med tidebønner og faste rutiner,« siger hun.

Hun har også oplevet, hvordan man skal arbejde for at kunne leve så tæt sammen med andre mennesker. »Man er nødt til at komme overens, selvom man ikke har valgt hinanden. Livet her gør, at det ydre ’skaller af’, og man kan ikke skjule sig bag masker, som man kan andre steder. De falder ganske naturligt af. Man bliver ærligere på godt og ondt,« fortæller Maria Gustafsson.

BESØG: Liv Hegle (tv.) og Tore Laugerud fra Areopagos er slotsgæster.

Volontør Maria Gustafsson og leder Niklas Lindholm arbejder der.

BRØDHUSET: Man læser højt og bager i tre timer.

Brødene bliver stemplet og ”sårmærket”, før de bliver bagt. Så bliver de båret op til den øverste sal.

Se flere billeder fra Nya Slottet på torstmag.no

14 tørst 02:2012

betyder »brødhuset«. Lamperne er lige blevet slukket. Der er stille. En stemme læser med norsk accent: »Hvor er det godt og herligt, når brødre sidder sammen. Det er som den gode olie på hovedet, der flyder ned over skægget …« I skinnet fra stearinlys på køkkenbordet begynder to unge medlemmer af kommunitetet at bage brød.

Med rolige bevægelser ælter de melet og former brødene. Sammen med den bløde lyd af bagning kan man høre Liv Hegle og Tore Laugeruds stemmer fra talerstolen med ikonet. De har fået ansvaret for den rituelle læsning af Bibelen under hele bageprocessen.

Det færdige brød bliver mærket med brødstemplet – et stort kors og 12 små. Så skal det »sårmærkes«.

Med faste bevægelser laver bagerne fem huller i brødet med en syl som et billede på Jesus’ tre naglemærker, tornekronen og spyddet i siden.

I tre hele timer læser de to Areopagos-præster uddrag fra Bibelen, helt fra skabelsen til endetiden.

De læser, mens brødene bliver bagt og til sidst lagt i en kurv og dækket med en hvid dug. Så bliver brødene båret op af trappen helt op til loftet, mens deltagerne synger »Laudate omnes gentes, syng lovsang, hele jorden«. Slottet bliver fyldt af duften af brød, og overalt fornemmer man, at »nu sker det snart«.

Hun ved ikke, hvad hun skal lave, når hun snart afslutter sit ophold, bare at hun skal tilbage til hjembyen Jönköping. »Jeg får naturlige pauser, når jeg er hjemme til jul. Det er næsten som et chok at komme ud til verden uden for igen. Det er helt anderledes miljøer. Det er vigtigt at vide, hvad der er godt ved den ’ydre verden’, og hvad, der er godt her på Bjärka – og at vide, hvordan man skal tage det med sig videre.« TILTRÆKNING. Lederen af Bjärka Säby, Niklas Lindholm, mener, at Nya Slottet har et specielt kald, som samtidig er en nådegave. Det er at være »byen, hvor man kan mødes fra forskellige traditioner, ikke for at debattere, men for at sige, at vi er ét gennem gudstjenestelivet, tidebønnerne og nadveren.« »Nya Slottet vil give plads for forskellige former for tiltrækning. Nogle bliver tiltrukket af det sakramentale eller det kontemplative, andre af det profetiske eller det karismatiske,« siger han.

Ligegyldigt hvad så tror han, at hemmeligheden bag væksten af den slags klosterfællesskaber er erfaringen af Gud. »Det handler om folks indre fornyelse.«

DET ØKUMENISKE KOMMUNITET I BJÄRKA-SÄBY • er et lægmands-fællesskab af cirka 150 personer fra forskellige kirkesamfund. Et vigtigt kald for kommunitetet er at bede for og kropsliggøre den kristne enhed.

• Medlemmerne bor spredt rundt omkring i Sverige og resten af Norden. De følger en fælles ”åndelig regel” (som er en vejledning, der er baseret på kristen klostertradition) og kommer jævnligt til Nya Slottet. En del af medlemmerne bor i og rundt om Bjärka-Säby.

• Peder Halldorff er leder af kommunitetet, som henter meget inspiration fra ørkenfædrene og oldkirken.

SANSELIG. Selv om nadverfejringen er fuld af liturgi, får ingen af gæsterne noget hæfte at følge med i. »Det er helt med vilje,« vurderer Tore Laugerud, som er leder af Areopagos’ arbejde i Norge. »Denne messe skal tale lige så meget til sanserne som til hovedet. Den skal male et billede. Det er noget mere og andet end at deltage i ord fra et stykke papir. De, som kommer her fast, vil efterhånden lære liturgien udenad.«

» Denne messe skal tale lige så meget til sanserne som til hovedet.

Ved slutningen af den ortodokse gudstjeneste begynder flere af de unge mennesker omkring alteret pludselig at bede frie bønner om ganske private ting: at en syg søster må blive rask, at en kammerat må begynde at tro.

Tore Laugerud og de andre gæster bliver overraskede. »Det mest fascinerende og unikke ved dette kommunitet er, hvordan det har indlemmet arven fra oldkirken i Pinsetraditionen. De følger klostertraditionen med tidebønner fire gange om dagen, enkelt liv og åndelig fordybning – og sætter dette naturligt sammen med det karismatiske,« siger han bagefter.

”BED OG ARBEJD”. Den gamle godsejer Oscar Ekmans valgsprog lyser fra et farvet glasvindue i slotscaféen. Hovedparten af det praktiske arbejde bliver udført af frivillige fra den lokale pinsekirke. tørst 02:2012 15

I begyndelsen af 1900-tallet var Nya Slottet Bjärka-Säby et åndeligt og kulturelt centrum med en tværkirkelig profil. For at føre denne tradition videre gav familien Ekman hele slottet til Pinsekirken i 1980. 10 år senere blev den første retræte arrangeret på Nya slottet, og i 1996 kom nogle »brødre« dertil for at teste, hvordan det var at leve i et kommunitet i et år eller to. Det var starten på det tværkirkelige kommunitet, som nu har base på Nya Slottet.

I dag bor der også volontører på slottet i kortere perioder. Maria Gustafsson har været der i to år.

Det sidste år har hun også været medlem af kommunitetet. »Det var dejligt at komme her. Jeg kunne så godt lide den tydelige rytme i dagene med tidebønner og faste rutiner,« siger hun.

Hun har også oplevet, hvordan man skal arbejde for at kunne leve så tæt sammen med andre mennesker. »Man er nødt til at komme overens, selvom man ikke har valgt hinanden. Livet her gør, at det ydre ’skaller af’, og man kan ikke skjule sig bag masker, som man kan andre steder. De falder ganske naturligt af. Man bliver ærligere på godt og ondt,« fortæller Maria Gustafsson.

BESØG: Liv Hegle (tv.) og Tore Laugerud fra Areopagos er slotsgæster.

Volontør Maria Gustafsson og leder Niklas Lindholm arbejder der.

BRØDHUSET: Man læser højt og bager i tre timer.

Brødene bliver stemplet og ”sårmærket”, før de bliver bagt. Så bliver de båret op til den øverste sal.

Se flere billeder fra Nya Slottet på torstmag.no

14 tørst 02:2012

betyder »brødhuset«. Lamperne er lige blevet slukket. Der er stille. En stemme læser med norsk accent: »Hvor er det godt og herligt, når brødre sidder sammen. Det er som den gode olie på hovedet, der flyder ned over skægget …« I skinnet fra stearinlys på køkkenbordet begynder to unge medlemmer af kommunitetet at bage brød.

Med rolige bevægelser ælter de melet og former brødene. Sammen med den bløde lyd af bagning kan man høre Liv Hegle og Tore Laugeruds stemmer fra talerstolen med ikonet. De har fået ansvaret for den rituelle læsning af Bibelen under hele bageprocessen.

Det færdige brød bliver mærket med brødstemplet – et stort kors og 12 små. Så skal det »sårmærkes«.

Med faste bevægelser laver bagerne fem huller i brødet med en syl som et billede på Jesus’ tre naglemærker, tornekronen og spyddet i siden.

I tre hele timer læser de to Areopagos-præster uddrag fra Bibelen, helt fra skabelsen til endetiden.

De læser, mens brødene bliver bagt og til sidst lagt i en kurv og dækket med en hvid dug. Så bliver brødene båret op af trappen helt op til loftet, mens deltagerne synger »Laudate omnes gentes, syng lovsang, hele jorden«. Slottet bliver fyldt af duften af brød, og overalt fornemmer man, at »nu sker det snart«.

Hun ved ikke, hvad hun skal lave, når hun snart afslutter sit ophold, bare at hun skal tilbage til hjembyen Jönköping. »Jeg får naturlige pauser, når jeg er hjemme til jul. Det er næsten som et chok at komme ud til verden uden for igen. Det er helt anderledes miljøer. Det er vigtigt at vide, hvad der er godt ved den ’ydre verden’, og hvad, der er godt her på Bjärka – og at vide, hvordan man skal tage det med sig videre.« TILTRÆKNING. Lederen af Bjärka Säby, Niklas Lindholm, mener, at Nya Slottet har et specielt kald, som samtidig er en nådegave. Det er at være »byen, hvor man kan mødes fra forskellige traditioner, ikke for at debattere, men for at sige, at vi er ét gennem gudstjenestelivet, tidebønnerne og nadveren.« »Nya Slottet vil give plads for forskellige former for tiltrækning. Nogle bliver tiltrukket af det sakramentale eller det kontemplative, andre af det profetiske eller det karismatiske,« siger han.

Ligegyldigt hvad så tror han, at hemmeligheden bag væksten af den slags klosterfællesskaber er erfaringen af Gud. »Det handler om folks indre fornyelse.«

DET ØKUMENISKE KOMMUNITET I BJÄRKA-SÄBY • er et lægmands-fællesskab af cirka 150 personer fra forskellige kirkesamfund. Et vigtigt kald for kommunitetet er at bede for og kropsliggøre den kristne enhed.

• Medlemmerne bor spredt rundt omkring i Sverige og resten af Norden. De følger en fælles ”åndelig regel” (som er en vejledning, der er baseret på kristen klostertradition) og kommer jævnligt til Nya Slottet. En del af medlemmerne bor i og rundt om Bjärka-Säby.

• Peder Halldorff er leder af kommunitetet, som henter meget inspiration fra ørkenfædrene og oldkirken.

SANSELIG. Selv om nadverfejringen er fuld af liturgi, får ingen af gæsterne noget hæfte at følge med i. »Det er helt med vilje,« vurderer Tore Laugerud, som er leder af Areopagos’ arbejde i Norge. »Denne messe skal tale lige så meget til sanserne som til hovedet. Den skal male et billede. Det er noget mere og andet end at deltage i ord fra et stykke papir. De, som kommer her fast, vil efterhånden lære liturgien udenad.«

» Denne messe skal tale lige så meget til sanserne som til hovedet.

Ved slutningen af den ortodokse gudstjeneste begynder flere af de unge mennesker omkring alteret pludselig at bede frie bønner om ganske private ting: at en syg søster må blive rask, at en kammerat må begynde at tro.

Tore Laugerud og de andre gæster bliver overraskede. »Det mest fascinerende og unikke ved dette kommunitet er, hvordan det har indlemmet arven fra oldkirken i Pinsetraditionen. De følger klostertraditionen med tidebønner fire gange om dagen, enkelt liv og åndelig fordybning – og sætter dette naturligt sammen med det karismatiske,« siger han bagefter.

”BED OG ARBEJD”. Den gamle godsejer Oscar Ekmans valgsprog lyser fra et farvet glasvindue i slotscaféen. Hovedparten af det praktiske arbejde bliver udført af frivillige fra den lokale pinsekirke. tørst 02:2012 15

I siger ofte: ”Jeg vil gerne give, men kun til dem, som fortjener det.” …

Den, som er værdig til at modtage sine dage og nætter, må da helt sikkert også være værdig til at modtage hvad som helst fra jer.

Og den, som har fortjent at drikke af livets hav, har fortjent at få fyldt sit bæger fra jeres lille flod.

Kahlil Gibran, fra ”Om at give” i Profeten, 1923

tørst

- ET MAGASIN UDGIVET AF

ÅRETS NORSKE BILLEDE 2011: «RUGBY», KIM NYGÅRD

16 tørst 02:2012

tørst 02:2012 17

I siger ofte: ”Jeg vil gerne give, men kun til dem, som fortjener det.” …

Den, som er værdig til at modtage sine dage og nætter, må da helt sikkert også være værdig til at modtage hvad som helst fra jer.

Og den, som har fortjent at drikke af livets hav, har fortjent at få fyldt sit bæger fra jeres lille flod.

Kahlil Gibran, fra ”Om at give” i Profeten, 1923

tørst

- ET MAGASIN UDGIVET AF

ÅRETS NORSKE BILLEDE 2011: «RUGBY», KIM NYGÅRD

16 tørst 02:2012

tørst 02:2012 17

rigere liv

Foto: iStockPhoto

Foto: sxc.hu

FARVEL JUL – GODDAG SOMMER

DE FLESTE MENNESKER HAR nok efterhånden hørt ordet ”mindfulness”, men knap så mange har formentlig hørt om den kristne pendant, ”Christfulness”. Christfulness handler – ligesom mindfulness - om opmærksomt og ikke-dømmende nærvær, men det er ikke kun nærværet i forhold til én selv, men også i forhold til Gud og til andre mennesker. Og så handler Christfulness om at forstå, at man er villet og elsket af Gud. Du kan læse meget mere på christfulness.dk.

» Alt, hvad der kan tælles, tæller ikke nødvendigvis. Alt, hvad der tæller, kan ikke nødvendigvis tælles. « Albert Einstein

ER DU GLAD FOR KRISTNE MEDITATIONER? Så har du mulighed for at gøre brug af I Mesterens Lys’ meditationsvideoer. I Mesterens Lys er en Areopagos-praksis, som arbejder med at bygge bro mellem kirken og åndeligt søgende mennesker. Som en del af det arbejde har I Mesterens Lys udgivet en række meditationsvideoer, hvor meditationerne bliver ledsaget af live-guitarmusik. Du kan finde videoerne på imesterenslys.dk eller på Youtube.

I SKRIVENDE STUND ER ADVENTSTIDEN over os, og dermed er det også tradition for julekalendre.

Både dem, man kan spise, dem, man kan se i fjernsynet – og dem, man kan læse på nettet. Sidstnævnte fænomen har Areopagos’ missionspræst Ole Skjerbæk Madsen været med til at lave på kristendom.dk. Hver mandag i adventstiden kommer der et nyt afsnit, hvor han skriver om adventstidens prædikentekster. Følg med i adventskalenderen på kristendom.dk.

FOR TREDIVE ÅR SIDEN VAR DET ULOVLIGT AT TRYKKE BIBLER I KINA, og myndighederne begrænsede al distribution.

I dag ligger verdens største – og helt lovlige – bibeltrykkeri i Nanjing i Øst-Kina. Amity Printing Company trykkede i sidste måned bibel nummer 100 millioner. De leverer 18 millioner færdige bibler hvert år, både til brug i Kina og til eksport til mere end 70 andre lande.

Trykkeriet har høj arbejdsmiljøstandard og arbejder for at blive miljøcertificeret. Det er et fællesforetagende mellem De Forenede Bibelselskaber (Unite Bible Societies) og den kristne Amity-stiftelse, som er Kinas største velgørende, frivillige organisation. Areopagos arbejder tæt sammen med Amity, blandt andet om et miljøprojekt.

TEENS VUGGE Foto: Cheng Photo/Flickr

ADVENTSKALENDER

Foto: Ann Kristin van Zijp Nilsen

I SEPTEMBER BLEV TAO FONG SHAN, Areopagos’ gamle meditations- og dialogcenter på et bjerg i Hong Kong, for alvor overført til en lokal kristen stiftelse.

Overføringen er et resultat af en mangeårig proces, som blev endeligt aftalt i 2010, men jura i de to lande har forsinket gennemførelsen. Tao Fong Shan skal stadig samarbejde tæt med Areopagos. Et eksempel på det er seniorvolontørerne Estrid Hessellund og Sindre Eide, som er sendt ud af Areopagos og bor der nu. De skal blandt andet tage imod gæster og arrangere en verdensmusikfestival på Tao Fong Shan i februar sammen med udøvere fra TCG Nordica i Kunming.

Foto: sxc.hu

Foto: Bibelselskapet

Foto: sxc.hu

HVIS DU HAR EN FACEBOOK-KONTO, så ved du godt, at ovenstående spørgsmål ikke bare er en norsk sætning, som den danske Tørst-redaktion har glemt at oversætte til dansk. Tværtimod er det et vigtigt spørgsmål, for hvis du husker at ”like” Areopagos Danmarks Facebook-side, så er du sikker på, at du ikke går glip af vigtige arrangementer, artikler eller debatter omkring spiritualitet, religionsdialog og Asien. Så husk at trykke ”like” ved Areopagos Danmark, næste gang du logger på Facebook!

ENDELIG OVERFØRT

MEDITATIONS- 100 MILLIONER VIDEOER

18 tørst 02:2012

”LIKER” DU AREOPAGOS?

CHRISTFULNESS

Foto: iStockPhoto

MÅSKE ER DET IKKE LIGE SOMMERFERIE, du tænker mest på lige nu. Det er nok nærmere nisser og æbleskiver. Men ikke desto mindre er det en god idé allerede nu at tænke en lille smule på sommerferie. I hvert fald er det vigtigt at plotte en bestemt weekend i sommerferiekalenderen.

I weekenden den 28.-30. juni holder Areopagos nemlig sit årlige Sommerstævne! Stævnet kommer til at foregå på Galleri Emmaus i Haslev på Sydsjælland, og vi kan allerede nu garantere, at det bliver en weekend med masser af spændende oplevelser! Så husk at sætte kryds i kalenderen!

NÆST EFTER VAND er te det, som drikkes mest i verden. Al te kommer fra samme plante; Camellia sinensis. Den dyrkes i 52 lande, men er oprindeligt fra grænsen mellem Nord-Burma og Sydkina. Verdens ældste tebusk er over 3200 år gammel og vokser i Yunnan-provinsen i Sydvestkina, hvor Areopagos samarbejder om kultur- og uddannelsesprojekter med lokale partnere.

Yunnans ravfarvede te regnes som Kinas ”noble” te og er velegnet for kejsere. Den kraftige pu’er-te (pu-erh) fra samme provins presses sammen, gæres og lagres som vin. Pu’er er omgivet af mystik, koges gerne i fem minutter og kan have brug for flere trækninger for at udvikle alle smagene. (Kilde: The Telegraph)

tørst 02:2012 19

rigere liv

Foto: iStockPhoto

Foto: sxc.hu

FARVEL JUL – GODDAG SOMMER

DE FLESTE MENNESKER HAR nok efterhånden hørt ordet ”mindfulness”, men knap så mange har formentlig hørt om den kristne pendant, ”Christfulness”. Christfulness handler – ligesom mindfulness - om opmærksomt og ikke-dømmende nærvær, men det er ikke kun nærværet i forhold til én selv, men også i forhold til Gud og til andre mennesker. Og så handler Christfulness om at forstå, at man er villet og elsket af Gud. Du kan læse meget mere på christfulness.dk.

» Alt, hvad der kan tælles, tæller ikke nødvendigvis. Alt, hvad der tæller, kan ikke nødvendigvis tælles. « Albert Einstein

ER DU GLAD FOR KRISTNE MEDITATIONER? Så har du mulighed for at gøre brug af I Mesterens Lys’ meditationsvideoer. I Mesterens Lys er en Areopagos-praksis, som arbejder med at bygge bro mellem kirken og åndeligt søgende mennesker. Som en del af det arbejde har I Mesterens Lys udgivet en række meditationsvideoer, hvor meditationerne bliver ledsaget af live-guitarmusik. Du kan finde videoerne på imesterenslys.dk eller på Youtube.

I SKRIVENDE STUND ER ADVENTSTIDEN over os, og dermed er det også tradition for julekalendre.

Både dem, man kan spise, dem, man kan se i fjernsynet – og dem, man kan læse på nettet. Sidstnævnte fænomen har Areopagos’ missionspræst Ole Skjerbæk Madsen været med til at lave på kristendom.dk. Hver mandag i adventstiden kommer der et nyt afsnit, hvor han skriver om adventstidens prædikentekster. Følg med i adventskalenderen på kristendom.dk.

FOR TREDIVE ÅR SIDEN VAR DET ULOVLIGT AT TRYKKE BIBLER I KINA, og myndighederne begrænsede al distribution.

I dag ligger verdens største – og helt lovlige – bibeltrykkeri i Nanjing i Øst-Kina. Amity Printing Company trykkede i sidste måned bibel nummer 100 millioner. De leverer 18 millioner færdige bibler hvert år, både til brug i Kina og til eksport til mere end 70 andre lande.

Trykkeriet har høj arbejdsmiljøstandard og arbejder for at blive miljøcertificeret. Det er et fællesforetagende mellem De Forenede Bibelselskaber (Unite Bible Societies) og den kristne Amity-stiftelse, som er Kinas største velgørende, frivillige organisation. Areopagos arbejder tæt sammen med Amity, blandt andet om et miljøprojekt.

TEENS VUGGE Foto: Cheng Photo/Flickr

ADVENTSKALENDER

Foto: Ann Kristin van Zijp Nilsen

I SEPTEMBER BLEV TAO FONG SHAN, Areopagos’ gamle meditations- og dialogcenter på et bjerg i Hong Kong, for alvor overført til en lokal kristen stiftelse.

Overføringen er et resultat af en mangeårig proces, som blev endeligt aftalt i 2010, men jura i de to lande har forsinket gennemførelsen. Tao Fong Shan skal stadig samarbejde tæt med Areopagos. Et eksempel på det er seniorvolontørerne Estrid Hessellund og Sindre Eide, som er sendt ud af Areopagos og bor der nu. De skal blandt andet tage imod gæster og arrangere en verdensmusikfestival på Tao Fong Shan i februar sammen med udøvere fra TCG Nordica i Kunming.

Foto: sxc.hu

Foto: Bibelselskapet

Foto: sxc.hu

HVIS DU HAR EN FACEBOOK-KONTO, så ved du godt, at ovenstående spørgsmål ikke bare er en norsk sætning, som den danske Tørst-redaktion har glemt at oversætte til dansk. Tværtimod er det et vigtigt spørgsmål, for hvis du husker at ”like” Areopagos Danmarks Facebook-side, så er du sikker på, at du ikke går glip af vigtige arrangementer, artikler eller debatter omkring spiritualitet, religionsdialog og Asien. Så husk at trykke ”like” ved Areopagos Danmark, næste gang du logger på Facebook!

ENDELIG OVERFØRT

MEDITATIONS- 100 MILLIONER VIDEOER

18 tørst 02:2012

”LIKER” DU AREOPAGOS?

CHRISTFULNESS

Foto: iStockPhoto

MÅSKE ER DET IKKE LIGE SOMMERFERIE, du tænker mest på lige nu. Det er nok nærmere nisser og æbleskiver. Men ikke desto mindre er det en god idé allerede nu at tænke en lille smule på sommerferie. I hvert fald er det vigtigt at plotte en bestemt weekend i sommerferiekalenderen.

I weekenden den 28.-30. juni holder Areopagos nemlig sit årlige Sommerstævne! Stævnet kommer til at foregå på Galleri Emmaus i Haslev på Sydsjælland, og vi kan allerede nu garantere, at det bliver en weekend med masser af spændende oplevelser! Så husk at sætte kryds i kalenderen!

NÆST EFTER VAND er te det, som drikkes mest i verden. Al te kommer fra samme plante; Camellia sinensis. Den dyrkes i 52 lande, men er oprindeligt fra grænsen mellem Nord-Burma og Sydkina. Verdens ældste tebusk er over 3200 år gammel og vokser i Yunnan-provinsen i Sydvestkina, hvor Areopagos samarbejder om kultur- og uddannelsesprojekter med lokale partnere.

Yunnans ravfarvede te regnes som Kinas ”noble” te og er velegnet for kejsere. Den kraftige pu’er-te (pu-erh) fra samme provins presses sammen, gæres og lagres som vin. Pu’er er omgivet af mystik, koges gerne i fem minutter og kan have brug for flere trækninger for at udvikle alle smagene. (Kilde: The Telegraph)

tørst 02:2012 19

oase

ANETTE EJSING

er forretningsteolog og styremedlem i Areopagos

Åndelig grådighed TEKST: ANETTE EJSING

:

ILLUSTRATION: TOM ANDRE HÅLAND

DET BEGYNDTE MED EN DRØM. Jeg stod uden for mit barndomshjem med min toilettaske i hånden. Da jeg så ned i den, opdagede jeg en klump sort tørv eller en slags vissent græs. Det hørte ikke til i toilettasken, så jeg vendte den om og tømte indholdet ud. Da kravlede en stor, sort edderkop ud af tørvet og forsvandt ned i et mørkt hul i jorden. Hullet var som en dyb brønd, hvor jeg ikke kunne se bunden.

Drømmetydning er ikke mig. Jeg har altid sammenlignet det med en slags åndelig grådighed, som jeg godt kan væmmes ved.

Ikke fordi der er noget galt med vores drømme, men menneskets inderste er et helligt sted, og drømmetydning virker for letbenet og tiltrækker flere lommepsykologer, end jeg har lyst til at stifte bekendtskab med.

I vores kultur hungrer vi så meget efter mening, at drømme hurtigt bliver en større udfordring, end vi kan håndtere. De byder

20 tørst 02:2012

sig til som overflødighedshorn af billeder og symboler, der venter på at kommunikere mening til os.

Samtidigt står grådigheden klar i baggrunden. Tavs og usynlig. Klar til at sætte sit angreb ind – og derfor kan vi pludselig lægge mere mening i vores drømme, end de kan bære. Vi overfortolker og misfortolker. Det er sådan, jeg altid har tænkt om drømmetydning.

Alligevel betragter jeg mit drømmeliv som en slags velbehagelig musik i baggrunden af min psyke. Jeg tror på, at det bidrager til mental sundhed, men jeg lader det styre sig selv, og blander mig ikke. Måske følger jeg det på afstand, men kun med tilbageholdt nysgerrighed.

Men så kom denne edderkoppedrøm. Den sommer var jeg lige startet på en 30 dage lang faste på vand, te, kosttilskud og frugt tre gange dagligt. På samme måde som Jesus i ørkenen havde jeg besluttet mig for

at tage imod fasten som en mulighed for at give Guds nærvær mere plads i mit liv. Jeg var klar til at byde den personlige sårbarhed velkommen, som jeg ved, at fasten skaber.

Jeg havde to mentorer under fasten, og jeg fortalte dem om drømmen. Uden at sige noget særligt som respons gav de mig en bog, der handlede om den helende kraft, der ligger og venter på os i vores drømme.

Forfatteren siger, at drømme er som breve, vi bliver ved med at skrive til os selv, indtil vi sætter os ned og begynder at læse dem.

Tør vi læse dem, får vi til gengæld en oplevelse af at finde noget, vi længe har ledt efter. Det er ikke den dybere mening i livet, vi finder. Det er sammenhænge, vi allerede selv fornemmer. Lidt ligesom når vi lægger en ting et bestemt sted, sådan at vi ikke glemmer, hvor den er – men alligevel kan vi ikke finde den igen senere.

Hvor har jeg og edderkoppen mødt hinanden før? Er vi venner eller fjender?

Forsvandt den ned i hullet for at blive væk?

» Drømme er som breve, vi bliver ved med at skrive til os selv, indtil vi sætter os ned og begynder at læse dem. « Eller har den tænkt sig at vende tilbage igen?

Forfatteren siger, at vi skal lytte til den følelse, vi har, når vi vågner af drømmen.

Den er ofte nøglen til at forstå, hvad drømmen prøver at fortælle. Derfor spurgte jeg mig selv, hvilken følelse jeg vågnede med efter drømmen med edderkoppen. Var jeg bange? Glad?

Nysgerrig? Befriet? Vred? Jeg konkluderede at det handlede om væmmelse. Måske endda angst.

I løbet af de 30 dage med faste kom der mange flere drømme. Da nogle af dem begyndte at gentage sig, opdagede jeg, at Gud brugte mine drømme som en invitation. Han kaldte mig dybere ind i sit eget nærvær. Som om han insisterede på min opmærksomhed igennem mine drømme.

Måske kommer der et tidspunkt til os alle, hvor Gud nænsomt peger på vores drømme. Fordi de gemmer på sammenhænge, som han håber, vi har lyst til bedre

at forstå. Derfor ved jeg nu, at drømmetydning ikke behøver blive til åndelig grådighed. Når vi hungrer efter mening i livet, skal vi bare huske, at Gud selv er den eneste, der kan gøre os mætte. Husker vi det, får den åndelige grådighed ikke plads til at sætte sit angreb ind.

Og hvad kom drømmen om edderkoppen til at betyde for mig? En ny tryghed. Bag min væmmelse ved åndelig grådighed fandt jeg ikke angst, men en længsel efter den levende Gud. tørst 02:2012 21

oase

ANETTE EJSING

er forretningsteolog og styremedlem i Areopagos

Åndelig grådighed TEKST: ANETTE EJSING

:

ILLUSTRATION: TOM ANDRE HÅLAND

DET BEGYNDTE MED EN DRØM. Jeg stod uden for mit barndomshjem med min toilettaske i hånden. Da jeg så ned i den, opdagede jeg en klump sort tørv eller en slags vissent græs. Det hørte ikke til i toilettasken, så jeg vendte den om og tømte indholdet ud. Da kravlede en stor, sort edderkop ud af tørvet og forsvandt ned i et mørkt hul i jorden. Hullet var som en dyb brønd, hvor jeg ikke kunne se bunden.

Drømmetydning er ikke mig. Jeg har altid sammenlignet det med en slags åndelig grådighed, som jeg godt kan væmmes ved.

Ikke fordi der er noget galt med vores drømme, men menneskets inderste er et helligt sted, og drømmetydning virker for letbenet og tiltrækker flere lommepsykologer, end jeg har lyst til at stifte bekendtskab med.

I vores kultur hungrer vi så meget efter mening, at drømme hurtigt bliver en større udfordring, end vi kan håndtere. De byder

20 tørst 02:2012

sig til som overflødighedshorn af billeder og symboler, der venter på at kommunikere mening til os.

Samtidigt står grådigheden klar i baggrunden. Tavs og usynlig. Klar til at sætte sit angreb ind – og derfor kan vi pludselig lægge mere mening i vores drømme, end de kan bære. Vi overfortolker og misfortolker. Det er sådan, jeg altid har tænkt om drømmetydning.

Alligevel betragter jeg mit drømmeliv som en slags velbehagelig musik i baggrunden af min psyke. Jeg tror på, at det bidrager til mental sundhed, men jeg lader det styre sig selv, og blander mig ikke. Måske følger jeg det på afstand, men kun med tilbageholdt nysgerrighed.

Men så kom denne edderkoppedrøm. Den sommer var jeg lige startet på en 30 dage lang faste på vand, te, kosttilskud og frugt tre gange dagligt. På samme måde som Jesus i ørkenen havde jeg besluttet mig for

at tage imod fasten som en mulighed for at give Guds nærvær mere plads i mit liv. Jeg var klar til at byde den personlige sårbarhed velkommen, som jeg ved, at fasten skaber.

Jeg havde to mentorer under fasten, og jeg fortalte dem om drømmen. Uden at sige noget særligt som respons gav de mig en bog, der handlede om den helende kraft, der ligger og venter på os i vores drømme.

Forfatteren siger, at drømme er som breve, vi bliver ved med at skrive til os selv, indtil vi sætter os ned og begynder at læse dem.

Tør vi læse dem, får vi til gengæld en oplevelse af at finde noget, vi længe har ledt efter. Det er ikke den dybere mening i livet, vi finder. Det er sammenhænge, vi allerede selv fornemmer. Lidt ligesom når vi lægger en ting et bestemt sted, sådan at vi ikke glemmer, hvor den er – men alligevel kan vi ikke finde den igen senere.

Hvor har jeg og edderkoppen mødt hinanden før? Er vi venner eller fjender?

Forsvandt den ned i hullet for at blive væk?

» Drømme er som breve, vi bliver ved med at skrive til os selv, indtil vi sætter os ned og begynder at læse dem. « Eller har den tænkt sig at vende tilbage igen?

Forfatteren siger, at vi skal lytte til den følelse, vi har, når vi vågner af drømmen.

Den er ofte nøglen til at forstå, hvad drømmen prøver at fortælle. Derfor spurgte jeg mig selv, hvilken følelse jeg vågnede med efter drømmen med edderkoppen. Var jeg bange? Glad?

Nysgerrig? Befriet? Vred? Jeg konkluderede at det handlede om væmmelse. Måske endda angst.

I løbet af de 30 dage med faste kom der mange flere drømme. Da nogle af dem begyndte at gentage sig, opdagede jeg, at Gud brugte mine drømme som en invitation. Han kaldte mig dybere ind i sit eget nærvær. Som om han insisterede på min opmærksomhed igennem mine drømme.

Måske kommer der et tidspunkt til os alle, hvor Gud nænsomt peger på vores drømme. Fordi de gemmer på sammenhænge, som han håber, vi har lyst til bedre

at forstå. Derfor ved jeg nu, at drømmetydning ikke behøver blive til åndelig grådighed. Når vi hungrer efter mening i livet, skal vi bare huske, at Gud selv er den eneste, der kan gøre os mætte. Husker vi det, får den åndelige grådighed ikke plads til at sætte sit angreb ind.

Og hvad kom drømmen om edderkoppen til at betyde for mig? En ny tryghed. Bag min væmmelse ved åndelig grådighed fandt jeg ikke angst, men en længsel efter den levende Gud. tørst 02:2012 21

anbefalet

Foto: Sigurd Svela

F

ÆLLES MENNESKELIGHED: Den ultimative musik mod grådighed må være My Story (2007) af den fantastiske roma-sanger Esma. Den fortæller om et helt folk uden land, som aldrig har været i krig eller gjort krav på noget territorium, og den hjælper lytteren til at genkende fælles menneskelighed på tværs af ydre forskellighed. Dalai Lama mener, at mennesket er grundlæggende godt, og når vi ikke handler godt, har vi brug for at komme i kontakt med den, vi egentlig er. Songs of Compassion (2002) af Sonia Loinsworth hjælper mig med at genoprette den indre balance.

Men måske er lidt grådighed af det gode?

SOLFRID MOLLAND, musiker og komponist

22 tørst 02:2012

L

ÆGENS RECEPT: Vi i Vesten har flere penge, mere mad og bedre helbred end resten af verden.

Alligevel vil vi have mere af alt.

Når nogen tager mere af noget, får andre mindre, og den enormt skæve fordeling har sin pris og sine ofre. Jeg vil anbefale to film, som kan øge folks bevidsthed om forskellene. The Constant Gardener handler om lægemiddelindustriens umoralske spil i den tredje verden i jagten på penge. Blood Diamond handler om den kyniske diamantindustris udnyttelse af fattige minearbejdere. Indtag hver film som en hel engangsdosis og lad dem virke i baghovedet i lang tid.

ASLE FINNSETH, redaktør for magasinet STREK

WASIM ZAHID, (Twitter)-læge og forsker

» Frem for alt: Vogt dit hjerte, for derfra udgår livet. « Ordsprogenes Bog 4, 23

M

IKROLÅN. Jeg synes, det kan være svært at være med til at bekæmpe fattigdom i verden. Jeg mener … hvad kan jeg dog gøre for at hjælpe en fattig bonde i Nicaragua?

Men så var det, at en af mine venner fortalte mig om hjemmesiden kiva.org, hvor man kan give mikrolån til fattige mennesker i u-landene, som for eksempel har brug for startkapital til at lave deres egen lille forretning. Man låner 150 kroner til en person, og det er der flere andre ”rige vesterlændinge”, der også gør – og så betaler personen lånet tilbage i løbet af et år eller to. Det er en fantastisk mulighed for at kunne hjælpe iværksættere i gang i u-landene, og jeg kan godt lide tanken om, at man på den måde støtter deres virkelyst og hjælper dem til selv at kunne kæmpe sig ud af fattigdommen i stedet for ”bare” at forære dem penge.

SIMON H. ANDERSEN, lærer

N

ATURLIG KUNST: Kunstneren Andy Goldsworthys værk kan man ikke købe eller samle på. Hans ”landart” er installationer og skulpturer i naturen, lavet af kviste og blade eller sne og is.

Goldworthy gør det modsatte af mange andre kunstnere og vil ikke lave mærker i landskabet. Naturen får lov at overtage kunstværkerne. Sneskulpturerne smelter, bladene blæser bort. Værkerne er stærke i sin skrøbelighed og udtrykker noget helt andet end det, dyr kunst gør, men det er naturligvis(!) vanskeligt at få set dem. Den prisvindende film Rivers and tides (2011) giver seerne lov til at komme så tæt på Goldsworthys kunstværker, som det er muligt, når det ikke er muligt at være der.

ERIK HILLESTAD, pladeproducent og tekstforfatter

TONE LEKSBØ, programskaber og –koordinator i Areopagos

G

G

LINE SØRENSEN, kommunikationsrådgiver

ANDREAS PETERSEN, universitetsstuderende

ENBRUG. Egentlig er det jo ret banalt, men jeg synes, at det er godt for mig at blive mindet om det: Genbrug. For det ord er vel på mange måder en slags medicin mod grådighed. Det hjælper i hvert fald andre, som ikke har samme mulighed for at være grådig som mig. Så for mig er det godt at huske på at sende alting videre til genbrug – lige fra tømte øldåser til de ubrugte bukser bagerst i mit skab, som jeg købte sidste år i sikker forvisning om, at jeg da snildt kunne tabe mig to størrelser …

Kan musik kurere grådighed? Det tror jeg desværre ikke, men jeg tror, den kan fremme generøsitet. Man bliver generøs af at høre Mozarts 40. symfoni.

Man bliver nogle grader ekstra gavmild og løsner på slips og fordomme, når en cubansk habanera fylder rummet, eller når Ladysmith Black Mombasa synger sine enkle korsatser. Men grådighed er som en vinter. Der må en hel årstid til for at smelte den, og musikkens små solstrejf og hvirvelvinde kan fremskynde processen.

IV EN FODBOLD: Julen nærmer sig, og jeg har altid et lidt ambivalent forhold til det der med at købe julegaver, fordi det nemt kommer til at lugte lidt af grådighed. Det er jo dejligt at give og få gaver, men jeg mangler egentlig ikke noget selv, og det gør min familie vel ret beset heller ikke. Derfor er jeg glad for den ”Giv en ged-kampagne”, som Folkekirkens Nødhjælp lancerede for nogle år siden. Jeg kan godt lide tanken om, at man – i stedet for at købe endnu en dvd til samlingen - kan give en gave til nogle, som virkelig har brug for det. Sidste år købte jeg en plastikfodbold til min nevø, og sammen med den fik han et gavekort som bevis på, at han har givet en fodbold til et barn i Kasakhstan. Den slags gaver giver mening, synes jeg.

Foto: Marianne Lystrup

S

TOR NOK: Inderst i grådigheden bor angsten. Den stirrer med vidt åbne øjne på verden som et dyr, der er på vej til slagtebænken. I det sorte hul stiller angsten alt det, den får fat i, som ligner liv, for at dæmpe sig selv. I England i 1300-tallet i skyggen af Den Sorte Død levede Julian af Norwich. Da hun var alvorligt syg, fik hun åbenbaringer, som hun skrev om i The Revelations of Divine Love. Enkle ord, mættet af en forløsende erfaring: ”Gud, af din godhed giv mig dig selv, for du er nok for mig.” Bogen regnes som et af de vigtigste værker inden for Vestens fromhedslitteratur.

Solstrejf

Foto: John Briggs, Kiva

KAN MAN FÅ MEDICIN MOD GRÅDIGHED? Her er en samling anbefalinger, som måske kan hjælpe lidt på problemet.

tørst 02:2012 23

anbefalet

Foto: Sigurd Svela

F

ÆLLES MENNESKELIGHED: Den ultimative musik mod grådighed må være My Story (2007) af den fantastiske roma-sanger Esma. Den fortæller om et helt folk uden land, som aldrig har været i krig eller gjort krav på noget territorium, og den hjælper lytteren til at genkende fælles menneskelighed på tværs af ydre forskellighed. Dalai Lama mener, at mennesket er grundlæggende godt, og når vi ikke handler godt, har vi brug for at komme i kontakt med den, vi egentlig er. Songs of Compassion (2002) af Sonia Loinsworth hjælper mig med at genoprette den indre balance.

Men måske er lidt grådighed af det gode?

SOLFRID MOLLAND, musiker og komponist

22 tørst 02:2012

L

ÆGENS RECEPT: Vi i Vesten har flere penge, mere mad og bedre helbred end resten af verden.

Alligevel vil vi have mere af alt.

Når nogen tager mere af noget, får andre mindre, og den enormt skæve fordeling har sin pris og sine ofre. Jeg vil anbefale to film, som kan øge folks bevidsthed om forskellene. The Constant Gardener handler om lægemiddelindustriens umoralske spil i den tredje verden i jagten på penge. Blood Diamond handler om den kyniske diamantindustris udnyttelse af fattige minearbejdere. Indtag hver film som en hel engangsdosis og lad dem virke i baghovedet i lang tid.

ASLE FINNSETH, redaktør for magasinet STREK

WASIM ZAHID, (Twitter)-læge og forsker

» Frem for alt: Vogt dit hjerte, for derfra udgår livet. « Ordsprogenes Bog 4, 23

M

IKROLÅN. Jeg synes, det kan være svært at være med til at bekæmpe fattigdom i verden. Jeg mener … hvad kan jeg dog gøre for at hjælpe en fattig bonde i Nicaragua?

Men så var det, at en af mine venner fortalte mig om hjemmesiden kiva.org, hvor man kan give mikrolån til fattige mennesker i u-landene, som for eksempel har brug for startkapital til at lave deres egen lille forretning. Man låner 150 kroner til en person, og det er der flere andre ”rige vesterlændinge”, der også gør – og så betaler personen lånet tilbage i løbet af et år eller to. Det er en fantastisk mulighed for at kunne hjælpe iværksættere i gang i u-landene, og jeg kan godt lide tanken om, at man på den måde støtter deres virkelyst og hjælper dem til selv at kunne kæmpe sig ud af fattigdommen i stedet for ”bare” at forære dem penge.

SIMON H. ANDERSEN, lærer

N

ATURLIG KUNST: Kunstneren Andy Goldsworthys værk kan man ikke købe eller samle på. Hans ”landart” er installationer og skulpturer i naturen, lavet af kviste og blade eller sne og is.

Goldworthy gør det modsatte af mange andre kunstnere og vil ikke lave mærker i landskabet. Naturen får lov at overtage kunstværkerne. Sneskulpturerne smelter, bladene blæser bort. Værkerne er stærke i sin skrøbelighed og udtrykker noget helt andet end det, dyr kunst gør, men det er naturligvis(!) vanskeligt at få set dem. Den prisvindende film Rivers and tides (2011) giver seerne lov til at komme så tæt på Goldsworthys kunstværker, som det er muligt, når det ikke er muligt at være der.

ERIK HILLESTAD, pladeproducent og tekstforfatter

TONE LEKSBØ, programskaber og –koordinator i Areopagos

G

G

LINE SØRENSEN, kommunikationsrådgiver

ANDREAS PETERSEN, universitetsstuderende

ENBRUG. Egentlig er det jo ret banalt, men jeg synes, at det er godt for mig at blive mindet om det: Genbrug. For det ord er vel på mange måder en slags medicin mod grådighed. Det hjælper i hvert fald andre, som ikke har samme mulighed for at være grådig som mig. Så for mig er det godt at huske på at sende alting videre til genbrug – lige fra tømte øldåser til de ubrugte bukser bagerst i mit skab, som jeg købte sidste år i sikker forvisning om, at jeg da snildt kunne tabe mig to størrelser …

Kan musik kurere grådighed? Det tror jeg desværre ikke, men jeg tror, den kan fremme generøsitet. Man bliver generøs af at høre Mozarts 40. symfoni.

Man bliver nogle grader ekstra gavmild og løsner på slips og fordomme, når en cubansk habanera fylder rummet, eller når Ladysmith Black Mombasa synger sine enkle korsatser. Men grådighed er som en vinter. Der må en hel årstid til for at smelte den, og musikkens små solstrejf og hvirvelvinde kan fremskynde processen.

IV EN FODBOLD: Julen nærmer sig, og jeg har altid et lidt ambivalent forhold til det der med at købe julegaver, fordi det nemt kommer til at lugte lidt af grådighed. Det er jo dejligt at give og få gaver, men jeg mangler egentlig ikke noget selv, og det gør min familie vel ret beset heller ikke. Derfor er jeg glad for den ”Giv en ged-kampagne”, som Folkekirkens Nødhjælp lancerede for nogle år siden. Jeg kan godt lide tanken om, at man – i stedet for at købe endnu en dvd til samlingen - kan give en gave til nogle, som virkelig har brug for det. Sidste år købte jeg en plastikfodbold til min nevø, og sammen med den fik han et gavekort som bevis på, at han har givet en fodbold til et barn i Kasakhstan. Den slags gaver giver mening, synes jeg.

Foto: Marianne Lystrup

S

TOR NOK: Inderst i grådigheden bor angsten. Den stirrer med vidt åbne øjne på verden som et dyr, der er på vej til slagtebænken. I det sorte hul stiller angsten alt det, den får fat i, som ligner liv, for at dæmpe sig selv. I England i 1300-tallet i skyggen af Den Sorte Død levede Julian af Norwich. Da hun var alvorligt syg, fik hun åbenbaringer, som hun skrev om i The Revelations of Divine Love. Enkle ord, mættet af en forløsende erfaring: ”Gud, af din godhed giv mig dig selv, for du er nok for mig.” Bogen regnes som et af de vigtigste værker inden for Vestens fromhedslitteratur.

Solstrejf

Foto: John Briggs, Kiva

KAN MAN FÅ MEDICIN MOD GRÅDIGHED? Her er en samling anbefalinger, som måske kan hjælpe lidt på problemet.

tørst 02:2012 23

samtalen

Vil ikke spise andres kage

For at kurere grådighed må man se sig selv udefra og andre indefra.

Biskop Bernt Eidsvig

For den katolske biskop Bernt Eidsvig er grådighed en dødssynd.

Skeptiker Marit Simonsen mener, at vi er grådige, fordi evolutionen har krævet det. Men ingen af dem rører skålen med konfekt.

TEKST: ANN KRISTIN VAN ZIJP NILSEN

MARIT M. SIMONSEN (28) • blev i 2011 valgt som leder for Foreningen Skepsis.

Hun er en af arrangørerne bag den årlige norske skepsiskonference ”Kritisk Masse”.

• arbejder som organisations- og administrationskonsulent og eneste ansatte i Humanistisk Forbund (Human-Etisk Forbunds ungdomsorganisation).

• har studeret evolutionsbiologi på Universitetet i Oslo og kalder sig selv videnskabsnørd. Indtil videre har hun anskaffet sig seks udgaver af Charles Darwins bog ”Arternes oprindelse”.

24 tørst 02:2012

:

ILLUSTRATION: HEDVIG IDÅS

De to mennesker, der sidder i lænestolene, har vidt forskellige tilgange til tro. Den ene er katolsk biskop, og den anden er skeptiker. I dag mødes de i den katolske bispegård i Oslo til en samtale om grådighed, og det er et emne, som de begge kender til. »Jeg ønsker ikke at være grådig, men i visse situationer kan det koste mig en viljeanstrengelse at styre grådigheden. Det kan være, når jeg vil spise mere, end jeg har godt af, eller købe noget tøj, som jeg ikke har brug for,« siger den katolske biskop Bernt Eidsvig (59).

Som medlem af Augustinerordenen ejer han hverken sit tøj eller andre jordiske ting. Han disponerer bare over det. Og han siger, at grådighed ikke er en stor motivation i livet. Hvis det var det, ville han nok have valgt et andet job.

EVOLUTION. Skeptikeren Marit Simonsen er 28 år, humanetiker, leder for foreningen Skepsis og uddannet i evolutionsbiologi. Det er første gang, hun er i den katolske bispegård i Oslo, og hun siger, at hun tror, mennesker er grådige, fordi millioner af års evolution har krævet det af os. »En af grundene til, at vi er en vellykket art, er, at vi har samlet det ind, som kan samles, og bygget velstand og værdier for os selv,« siger hun. »Grådighed er altså positivt?« »Ja, hvis det sker for at sikre dig selv og din familie.« »Jeg vil nok som udgangspunkt bedømme grådighed som noget negativt,« siger biskoppen.

Han tilføjer, at han måske definerer ordet lidt anderledes end Marit Simonsen. »Jeg sammenligner det med at spise andre menneskers kage, ud over at jeg også spiser min egen kage. Hos børn kan vi tydeligt se, at de vil have mere end det, som er godt for dem. Hvis det

får lov til at udvikle sig ind i voksenlivet, så går det over grådighedsgrænsen,« siger Bernt Eidsvig.

Det er Marit Simonsen enig i. »Det, at mennesket har kunnet samarbejde og taget sig af de svage, har nok gjort menneskeden til en vellykket art,« siger hun.

DØDSSYND. Møblerne er tunge, og bøgerne er mange i biblioteket, som også er biskoppens dagligstue. På bordet står tynde kaffekopper og konfekt i en skål. Ingen forsyner sig med chokoladen. »Grådighed er en af dødssynderne i Den katolske kirke?« »Ja, den er en destruktiv kraft, hvis ikke den tæmmes. Men det kommer an på situationen, hvor slemt det er. Hvis den får mig til at tage maden fra en sultende familie, er det det værste, jeg kan gøre,« svarer biskoppen. »Jeg ser ikke på grådighed som en synd, sådan som en religiøs ville gøre. Men jeg modarbejder den, fordi den hverken gavner mig eller dem, som er omkring mig,« siger Marit Simonsen. »Hvad er alternativet til grådighed?« »Altruisme. At give helt uselvisk,« mener hun. »Det er jeg enig i. For at kurere grådighed må man se sig selv udefra og andre indefra,« siger biskoppen. »Empati,« siger skeptikeren.

MODNING. Et par af de gamle oliemalerier på biblioteksvæggene viser nonners dagligliv i kloster.

Lidt ved siden af hænger et relief af Jomfru Maria.

Alle ser hengivent åndelige ud. »At blive mindre grådig … handler det om åndelig modning for en katolik?« Biskoppen nikker. »Jeg tror det. For mig handler åndelig modning

SKEPTISK: Grådighed er en af dødssynderne i biskoppens katolske kirke. For Marit Simonsen er syndsbegrebet ikke relevant. tørst 02:2012 25

samtalen

Vil ikke spise andres kage

For at kurere grådighed må man se sig selv udefra og andre indefra.

Biskop Bernt Eidsvig

For den katolske biskop Bernt Eidsvig er grådighed en dødssynd.

Skeptiker Marit Simonsen mener, at vi er grådige, fordi evolutionen har krævet det. Men ingen af dem rører skålen med konfekt.

TEKST: ANN KRISTIN VAN ZIJP NILSEN

MARIT M. SIMONSEN (28) • blev i 2011 valgt som leder for Foreningen Skepsis.

Hun er en af arrangørerne bag den årlige norske skepsiskonference ”Kritisk Masse”.

• arbejder som organisations- og administrationskonsulent og eneste ansatte i Humanistisk Forbund (Human-Etisk Forbunds ungdomsorganisation).

• har studeret evolutionsbiologi på Universitetet i Oslo og kalder sig selv videnskabsnørd. Indtil videre har hun anskaffet sig seks udgaver af Charles Darwins bog ”Arternes oprindelse”.

24 tørst 02:2012

:

ILLUSTRATION: HEDVIG IDÅS

De to mennesker, der sidder i lænestolene, har vidt forskellige tilgange til tro. Den ene er katolsk biskop, og den anden er skeptiker. I dag mødes de i den katolske bispegård i Oslo til en samtale om grådighed, og det er et emne, som de begge kender til. »Jeg ønsker ikke at være grådig, men i visse situationer kan det koste mig en viljeanstrengelse at styre grådigheden. Det kan være, når jeg vil spise mere, end jeg har godt af, eller købe noget tøj, som jeg ikke har brug for,« siger den katolske biskop Bernt Eidsvig (59).

Som medlem af Augustinerordenen ejer han hverken sit tøj eller andre jordiske ting. Han disponerer bare over det. Og han siger, at grådighed ikke er en stor motivation i livet. Hvis det var det, ville han nok have valgt et andet job.

EVOLUTION. Skeptikeren Marit Simonsen er 28 år, humanetiker, leder for foreningen Skepsis og uddannet i evolutionsbiologi. Det er første gang, hun er i den katolske bispegård i Oslo, og hun siger, at hun tror, mennesker er grådige, fordi millioner af års evolution har krævet det af os. »En af grundene til, at vi er en vellykket art, er, at vi har samlet det ind, som kan samles, og bygget velstand og værdier for os selv,« siger hun. »Grådighed er altså positivt?« »Ja, hvis det sker for at sikre dig selv og din familie.« »Jeg vil nok som udgangspunkt bedømme grådighed som noget negativt,« siger biskoppen.

Han tilføjer, at han måske definerer ordet lidt anderledes end Marit Simonsen. »Jeg sammenligner det med at spise andre menneskers kage, ud over at jeg også spiser min egen kage. Hos børn kan vi tydeligt se, at de vil have mere end det, som er godt for dem. Hvis det

får lov til at udvikle sig ind i voksenlivet, så går det over grådighedsgrænsen,« siger Bernt Eidsvig.

Det er Marit Simonsen enig i. »Det, at mennesket har kunnet samarbejde og taget sig af de svage, har nok gjort menneskeden til en vellykket art,« siger hun.

DØDSSYND. Møblerne er tunge, og bøgerne er mange i biblioteket, som også er biskoppens dagligstue. På bordet står tynde kaffekopper og konfekt i en skål. Ingen forsyner sig med chokoladen. »Grådighed er en af dødssynderne i Den katolske kirke?« »Ja, den er en destruktiv kraft, hvis ikke den tæmmes. Men det kommer an på situationen, hvor slemt det er. Hvis den får mig til at tage maden fra en sultende familie, er det det værste, jeg kan gøre,« svarer biskoppen. »Jeg ser ikke på grådighed som en synd, sådan som en religiøs ville gøre. Men jeg modarbejder den, fordi den hverken gavner mig eller dem, som er omkring mig,« siger Marit Simonsen. »Hvad er alternativet til grådighed?« »Altruisme. At give helt uselvisk,« mener hun. »Det er jeg enig i. For at kurere grådighed må man se sig selv udefra og andre indefra,« siger biskoppen. »Empati,« siger skeptikeren.

MODNING. Et par af de gamle oliemalerier på biblioteksvæggene viser nonners dagligliv i kloster.

Lidt ved siden af hænger et relief af Jomfru Maria.

Alle ser hengivent åndelige ud. »At blive mindre grådig … handler det om åndelig modning for en katolik?« Biskoppen nikker. »Jeg tror det. For mig handler åndelig modning

SKEPTISK: Grådighed er en af dødssynderne i biskoppens katolske kirke. For Marit Simonsen er syndsbegrebet ikke relevant. tørst 02:2012 25

OPHAVET: Bernt Eidsvig tror, at Gud har lagt en bevidsthed om rigtigt og forkert ned i mennesker. ”Du har sikkert en anden forklaring på det,” siger han til skeptikeren. Hun tror, at det, som gavner flest, er det rigtige.

selv, og at kirken er en stor organisation. Den kræver sit. »Desuden gør den ganske meget for sultende mennesker og har gjort det gennem historien.

Men spørgsmålet er vigtigt for vores troværdighed.« »Jeg har forståelse for, at kirken er en stor organisation, og jeg synes ikke, dette er gyldigt som organisationskritik. Alligevel er der en vis afvigelse mellem det, som kirken siger, og det, man ser. Det virker lidt underligt,« udfordrer Marit Simonsen. »Alle må for så vidt stå over for den samme udfordring. De lutherske kirker er heller ikke uden formue. Eller Human-Etisk Forbund for den sags skyld,« svarer Bernt Eidsvig.

Det, at mennesket har kunnet samarbejde og tage sig af de svage, har nok gjort menneskeheden til en vellykket art.

Marit Simonsen

blandt andet om, at ting ikke skal få magt over mig.« Marit Simonsen vil ikke bruge udtrykket »åndelig« om sin egen udvikling, men hun bruger gerne udtrykket »etisk modning«. »Man går gennem en personlig vækst, hvor man finder ud af, hvad der er godt, og hvad der gør verden til et bedre sted.« »Du nævnte altruisme, Marit Simonsen. Er der nogle bestemte personer, som inspirerer dig?« Skepsis-chefen griner lidt. Hun kan ikke komme i tanke om nogen, men siger, at der er mange. »Jeg har også mange, og de behøver slet ikke at være katolikker. For eksempel folk, som lever nøgternt og ikke bare rager til sig,« svarer Bernt Eidsvig. »Kan man være kristen og meget grådig?« »Ja, det kan man godt. Spørgsmålet er, om troen gør os bedre, end vi ellers ville have været. Vi bliver ikke fejlfrie, men vi er forpligtet til at stræbe for at blive fri for det onde.« »Hvad siger den humanistiske etik om grådighed?« »Fordi humanismen er et demokratisk livssyn, siger

26 tørst 02:2012

den det, som flertallet siger. Det handler om at passe på jorden, sådan at alle kan have det godt her, både nu og i fremtiden.« RIG KIRKE. Bernt Eidsvig repræsenterer en 2000 år gammel kirke med en betydelig formue. Selv har han aflagt fattigdomsløftet. »Din og kirkens herre bad folk om at sælge alt og give det til de fattige. Passer det ikke, Bernt Eidsvig?« »Det sagde Jesus i en bestemt situation, men jeg ved ikke, om han ville sige det til alle. Jeg tror, det handler om, at ejendommen i dette tilfælde var blevet vigtigere end Gud. I andre situationer peger Jesus på andre ting, som står mellem Gud og mennesket.« Marit Simonsen spørger, om hun må få lov til at stille et spørgsmål. »Jeg så et billede på Facebook af paven i fuldt stads og et fattigt, sultent barn ved siden af, med teksten: ’Gå og sælg alt, du ejer’. Hvad tænker du om det?« Biskoppen tænker sig lidt om, leder lidt efter ordene.

Han siger, at paven ikke bruger mange penge på sig

HUMAN-ETIK. Marit Simonsen er ansat i HumanEtisk Forbunds selvstændige ungdomsorganisation, Humanistisk Ungdom. Moderforbundet har 80.000 medlemmer. »I har et minimalt hjælpearbejde. Til sammenligning har norske missionsorganisationer færre medlemmer, men sender hundredvis af hjælpearbejdere til hele verden. Hvorfor er det sådan?« »Mit indtryk er, at mange af vores medlemmer er engageret i andre hjælpeorganisationer. I HumanEtisk Forbund har vi lagt vægt på andre ting, som for eksempel at få en sekulær stat, ligestilling mellem livssynene og ceremonier, som giver humanister og andre et ligeværdigt tilbud for de store markeringer i livet,« svarer Marit Simonsen.

Hun snakker lidt ekstra hurtigt. »Humanetik er jo et livssyn. Handler det ikke om troværdighed?« »Jo, det er egentlig lidt vigtigt. Velgørenhed handler om menneskesyn, og derfor bør vi faktisk arbejde med det, hvis vi har kapacitet til det. Det har vi sat på agendaen nu og vil gøre noget ved,« fortæller hun.

URØRT KONFEKT. Skålen med komfekt står stadig urørt. Marit Simonsen siger, hun i hvert fald har tænkt sig at tage ét stykke, før hun går. Bernt Eidsvig ryger cigar, men fortæller, at han aldrig gør det i denne stue, selvom han en enkelt gang måtte posere med en cigar i lænestolen for en fotograf. »Findes der strukturel grådighed, som påvirker os? Kapitalisme for eksempel?« »Jeg tror ikke, der er mindre grådighed under andre økonomiske modeller,« mener biskoppen.

Han tror, at grunden, til at vi ikke gør noget ved fattigdommen i verden, kan være en psykologisk forklaring. Vi oplever ikke, at det, som vi gør,

virker, for afstanden mellem os og dem er for stor. »Socialisme ønsker at udjævne forskellene i samfundet. Det er vigtigt, at hele samfundet ser på fattigdommen som et anliggende, men om det kan løse verdens store problemer, er vel spørgsmålet.« ATEISME. Bernt Eidsvig har altid været kristen.

Han er døbt og opvokset inden for Den norske kirke, men konverterede til katolicismen under teologistudiet. »Jeg spurgte mig selv, om jeg kunne være ateist, men ateismen har aldrig givet mig antydningen af svar,« siger han. »Kan mennesket vide, hvad der er rigtigt og forkert uden Gud?« »Nogle har sagt, at hvis der findes rigtigt og forkert, må der være en Gud. Jeg tror på Gud og derfor på, at han har lagt en bevidsthed ned i os om, hvad der er rigtigt og forkert – eller i hvert fald en mulighed for at udvikle den bevidsthed. Du har sikkert en anden forklaring på det,« siger biskoppen og ser på Skepsis-lederen. »Ja, for mig handler etik om empati. Jeg ser ikke noget behov for absolutte love, men tror, at det, som er rigtigt, er det, som gavner de fleste. Og det er ikke alt, der findes gode og enkle svar på, men det er sådan, verden er.« Marit Simonsen prøvede at være kristen i konfirmationsalderen, fortæller hun, men hun blev mere og mere fascineret af videnskaben – og senere overbevist ateist. »Nogle kristne siger, at de er ’praktiske ateister’.

Det er vel i det mindste noget?« »Så undrer jeg mig lidt over, hvad de får ud af at være troende,« siger hun grinende. »Men der findes vældig mange ateister, som kalder sig kristne af vane eller konformitet. Nogle kendte ateister regnes jo for at være vældig vrede, som Richard Dawkins. Jeg kan godt forstå, at man ikke vil associeres med folk, som udtaler sig så negativt om troen.« »Humanetikerne og katolikkerne har en fælles platform i Samarbejdsrådet for tros- og livssynssamfund. Har I mere til fælles end normale, grådige mennesker?« »Vi har forskellige bevæggrunde, men der er bestemt meget, som vi kan enes om,« svarer skeptikeren og får støtte fra biskoppen. »I det katolske præstestudium er filosofi vigtig.

Der har vi måske en platform, hvor vi kan møde humanetikere.« »Ja, kritisk refleksion sætter vi pris på,« siger Marit Simonsen.

BERNT IVAR EIDSVIG (59) • er katolsk biskop i Oslo, den katolske kirkes øverste leder i Norge.

• studerede teologi på Universitetet i Oslo for at blive luthersk præst, men konverterede til katolicismen i 1977.

• blev medlem af ordenen Augustinerkorherrerne i Østrig i 1991 og fik navnet Markus. Han boede og arbejdede der indtil 2003.

• blev i 2005 udnævnt af pave Benedikt XVI og bispeviet i Trefoldighedskirken i Oslo. Som biskop har han sit eget våbenskjold og mottoet ”LABORI NON HONORI” (arbejde, ikke ære).

tørst 02:2012 27

OPHAVET: Bernt Eidsvig tror, at Gud har lagt en bevidsthed om rigtigt og forkert ned i mennesker. ”Du har sikkert en anden forklaring på det,” siger han til skeptikeren. Hun tror, at det, som gavner flest, er det rigtige.

selv, og at kirken er en stor organisation. Den kræver sit. »Desuden gør den ganske meget for sultende mennesker og har gjort det gennem historien.

Men spørgsmålet er vigtigt for vores troværdighed.« »Jeg har forståelse for, at kirken er en stor organisation, og jeg synes ikke, dette er gyldigt som organisationskritik. Alligevel er der en vis afvigelse mellem det, som kirken siger, og det, man ser. Det virker lidt underligt,« udfordrer Marit Simonsen. »Alle må for så vidt stå over for den samme udfordring. De lutherske kirker er heller ikke uden formue. Eller Human-Etisk Forbund for den sags skyld,« svarer Bernt Eidsvig.

Det, at mennesket har kunnet samarbejde og tage sig af de svage, har nok gjort menneskeheden til en vellykket art.

Marit Simonsen

blandt andet om, at ting ikke skal få magt over mig.« Marit Simonsen vil ikke bruge udtrykket »åndelig« om sin egen udvikling, men hun bruger gerne udtrykket »etisk modning«. »Man går gennem en personlig vækst, hvor man finder ud af, hvad der er godt, og hvad der gør verden til et bedre sted.« »Du nævnte altruisme, Marit Simonsen. Er der nogle bestemte personer, som inspirerer dig?« Skepsis-chefen griner lidt. Hun kan ikke komme i tanke om nogen, men siger, at der er mange. »Jeg har også mange, og de behøver slet ikke at være katolikker. For eksempel folk, som lever nøgternt og ikke bare rager til sig,« svarer Bernt Eidsvig. »Kan man være kristen og meget grådig?« »Ja, det kan man godt. Spørgsmålet er, om troen gør os bedre, end vi ellers ville have været. Vi bliver ikke fejlfrie, men vi er forpligtet til at stræbe for at blive fri for det onde.« »Hvad siger den humanistiske etik om grådighed?« »Fordi humanismen er et demokratisk livssyn, siger

26 tørst 02:2012

den det, som flertallet siger. Det handler om at passe på jorden, sådan at alle kan have det godt her, både nu og i fremtiden.« RIG KIRKE. Bernt Eidsvig repræsenterer en 2000 år gammel kirke med en betydelig formue. Selv har han aflagt fattigdomsløftet. »Din og kirkens herre bad folk om at sælge alt og give det til de fattige. Passer det ikke, Bernt Eidsvig?« »Det sagde Jesus i en bestemt situation, men jeg ved ikke, om han ville sige det til alle. Jeg tror, det handler om, at ejendommen i dette tilfælde var blevet vigtigere end Gud. I andre situationer peger Jesus på andre ting, som står mellem Gud og mennesket.« Marit Simonsen spørger, om hun må få lov til at stille et spørgsmål. »Jeg så et billede på Facebook af paven i fuldt stads og et fattigt, sultent barn ved siden af, med teksten: ’Gå og sælg alt, du ejer’. Hvad tænker du om det?« Biskoppen tænker sig lidt om, leder lidt efter ordene.

Han siger, at paven ikke bruger mange penge på sig

HUMAN-ETIK. Marit Simonsen er ansat i HumanEtisk Forbunds selvstændige ungdomsorganisation, Humanistisk Ungdom. Moderforbundet har 80.000 medlemmer. »I har et minimalt hjælpearbejde. Til sammenligning har norske missionsorganisationer færre medlemmer, men sender hundredvis af hjælpearbejdere til hele verden. Hvorfor er det sådan?« »Mit indtryk er, at mange af vores medlemmer er engageret i andre hjælpeorganisationer. I HumanEtisk Forbund har vi lagt vægt på andre ting, som for eksempel at få en sekulær stat, ligestilling mellem livssynene og ceremonier, som giver humanister og andre et ligeværdigt tilbud for de store markeringer i livet,« svarer Marit Simonsen.

Hun snakker lidt ekstra hurtigt. »Humanetik er jo et livssyn. Handler det ikke om troværdighed?« »Jo, det er egentlig lidt vigtigt. Velgørenhed handler om menneskesyn, og derfor bør vi faktisk arbejde med det, hvis vi har kapacitet til det. Det har vi sat på agendaen nu og vil gøre noget ved,« fortæller hun.

URØRT KONFEKT. Skålen med komfekt står stadig urørt. Marit Simonsen siger, hun i hvert fald har tænkt sig at tage ét stykke, før hun går. Bernt Eidsvig ryger cigar, men fortæller, at han aldrig gør det i denne stue, selvom han en enkelt gang måtte posere med en cigar i lænestolen for en fotograf. »Findes der strukturel grådighed, som påvirker os? Kapitalisme for eksempel?« »Jeg tror ikke, der er mindre grådighed under andre økonomiske modeller,« mener biskoppen.

Han tror, at grunden, til at vi ikke gør noget ved fattigdommen i verden, kan være en psykologisk forklaring. Vi oplever ikke, at det, som vi gør,

virker, for afstanden mellem os og dem er for stor. »Socialisme ønsker at udjævne forskellene i samfundet. Det er vigtigt, at hele samfundet ser på fattigdommen som et anliggende, men om det kan løse verdens store problemer, er vel spørgsmålet.« ATEISME. Bernt Eidsvig har altid været kristen.

Han er døbt og opvokset inden for Den norske kirke, men konverterede til katolicismen under teologistudiet. »Jeg spurgte mig selv, om jeg kunne være ateist, men ateismen har aldrig givet mig antydningen af svar,« siger han. »Kan mennesket vide, hvad der er rigtigt og forkert uden Gud?« »Nogle har sagt, at hvis der findes rigtigt og forkert, må der være en Gud. Jeg tror på Gud og derfor på, at han har lagt en bevidsthed ned i os om, hvad der er rigtigt og forkert – eller i hvert fald en mulighed for at udvikle den bevidsthed. Du har sikkert en anden forklaring på det,« siger biskoppen og ser på Skepsis-lederen. »Ja, for mig handler etik om empati. Jeg ser ikke noget behov for absolutte love, men tror, at det, som er rigtigt, er det, som gavner de fleste. Og det er ikke alt, der findes gode og enkle svar på, men det er sådan, verden er.« Marit Simonsen prøvede at være kristen i konfirmationsalderen, fortæller hun, men hun blev mere og mere fascineret af videnskaben – og senere overbevist ateist. »Nogle kristne siger, at de er ’praktiske ateister’.

Det er vel i det mindste noget?« »Så undrer jeg mig lidt over, hvad de får ud af at være troende,« siger hun grinende. »Men der findes vældig mange ateister, som kalder sig kristne af vane eller konformitet. Nogle kendte ateister regnes jo for at være vældig vrede, som Richard Dawkins. Jeg kan godt forstå, at man ikke vil associeres med folk, som udtaler sig så negativt om troen.« »Humanetikerne og katolikkerne har en fælles platform i Samarbejdsrådet for tros- og livssynssamfund. Har I mere til fælles end normale, grådige mennesker?« »Vi har forskellige bevæggrunde, men der er bestemt meget, som vi kan enes om,« svarer skeptikeren og får støtte fra biskoppen. »I det katolske præstestudium er filosofi vigtig.

Der har vi måske en platform, hvor vi kan møde humanetikere.« »Ja, kritisk refleksion sætter vi pris på,« siger Marit Simonsen.

BERNT IVAR EIDSVIG (59) • er katolsk biskop i Oslo, den katolske kirkes øverste leder i Norge.

• studerede teologi på Universitetet i Oslo for at blive luthersk præst, men konverterede til katolicismen i 1977.

• blev medlem af ordenen Augustinerkorherrerne i Østrig i 1991 og fik navnet Markus. Han boede og arbejdede der indtil 2003.

• blev i 2005 udnævnt af pave Benedikt XVI og bispeviet i Trefoldighedskirken i Oslo. Som biskop har han sit eget våbenskjold og mottoet ”LABORI NON HONORI” (arbejde, ikke ære).

tørst 02:2012 27

areopagos

Når mennesker klarer ting, som de aldrig har gjort før, bliver selvtilliden bedre og bedre.

Et værdigt liv DAGCENTER-PROJEKTET • drives af Areopagos sammen med Nanjing KFUK (YWCA), det kinesiske handicapforbund, tre lokale frivillige organisationer og kinesiske myndigheder

I Kina bliver personer med psykiske udviklingsvanskeligheder ofte sat til fabriksarbejde 12 timer om dagen.

I Nanjing giver et Areopagos-projekt dem nye muligheder.

• skal videreudvikle Home of Grace som lokalt mønstercenter for nye dagcentre

»Egentlig ville jeg gerne have, at dagcenterprojektet skulle hedde ’Project Life Beautiful’, fordi jeg ønsker, at vores elever får et smukt og værdifuldt liv. De, som er psykisk udviklingshæmmede og har alvorlige psykiske lidelser, er en af de mest sårbare grupper i Kina. Ofte har de nogle meget svære liv,« siger Fung Shiu Wing.

• skal oplære personale til 136 nye dagcentre, også speciallærere • skal hjælpe forældre til at være gode talsmænd for deres voksne børn med særskilte behov • skal drive folkeoplysning om psykisk udviklingshæmmedes og syge menneskers behov og rettigheder • startede i foråret 2011 og har en ramme på 5 år • er godkendt og støttet af NORAD (den norske udgave af DANIDA)

28 tørst 02:2012

TEKST ANN KRISTIN VAN ZIJP NILSEN/TONE LEKSBØ : FOTO TONE LEKSBØ/HOME OF GRACE

Han er projektleder for dagcenteret Home of Grace i Nanjing, som er et mønstercenter i et nyt oplæringsprojekt for dagcenterpersonale i byen.

Egentlig er han pensionist fra Hong Kong, men den tidligere KFUM-leder ville hellere arbejde som frivillig i Nanjing sammen med sin kone Esther, end han ville holde fri.

FABRIKSARBEJDE. »Vi kalder vores brugere for ’elever’. Det gør noget for deres selvtillid. Vores mål er at gøre dem lykkeligere og sundere. Nogle af dem har aldrig gået i en almindelig skole og har ikke fået chancen for at lære sociale færdigheder.

Det får de her, samtidig med at de lærer det, de har brug for for at kunne fungere i hverdagen. Vi prøver at gøre dem så selvhjulpne og uafhængige som muligt,« forklarer Fung Shiu Wing.

Han kan fotælle, at personer med psykiske udviklingsvanskeligheder ofte bliver sat til fabriksarbejde 12 timer dagligt eller passiviseret hjemme hos forældrene. På dagcenteret får eleven fysisk, intellektuel og social træning, som er tilpasset den enkelte elev.

DIGT FRA TANG-DYNASTIET. En af eleverne på 58 år lå hjemme og sov 22 timer i døgnet, før han begyndte på dagcenteret. Nu vil han helst være der syv dage i ugen. »Det viste sig, at han har talent for at skrive smukt,« fortæller Fung Shiu Wing. »Nu får han kalligrafi-lektier for i weekenden, så han har noget at lave derhjemme. Han kopierer klassiske digte fra Tang-dynastiet, som han viser mig mandag morgen. Ifølge dagcenterlederen fik den 83-årige mor næsten aldrig sin søn med ud i frisk luft tidligere. Nu er hun meget taknemlig for, at sønnen er i aktivitet på et trygt sted. Fung Shiu Wing er begyndt at opmuntre ham til at tage lidt mere ansvar derhjemme også. »Jeg siger ’nu er du voksen, og du kan jo også tage med din mor på tur i parken på søndag’.« VIGTIG KAMP. »Mennesker med psykiske udviklingsvanskeligheder eller lidelser bliver ofte set ned på og sat uden for. Når forældrene dør, havner mange på gaden og får et uværdigt liv og en uværdig død,« fortæller Grethe Raddum, som leder Areopagos’ arbejde i Asien. Hun mener, at kampen for denne gruppes værdighed handler om både menneskerettigheder og om at vise det kristne menneskesyn i praksis. »Derfor har Areopagos sat gang i et stort projekt sammen med Nanjing KFUK (YWCA), det kinesiske handicapforbund, tre lokale frivillige organisationer og myndighederne.« Nanjing har syv millioner indbyggere og 68 bydele. Myndighederne vil oprette to dagcentre i hver bydel, og det Areopagos-støttede projekt er startet på at uddanne speciallærere og administrations-

personale til de nye centre. Folkeoplysning om rettigheder og behov for psykisk udviklingshæmmede og syge er også en del af arbejdet. »I Kina ser man ofte på dette som en samlet gruppe, mennesker med alt fra psykoser til Downs syndrom. Projektet skal bidrage til øget forståelse og en mere tilpasset form for omsorg,« fortæller Grethe Raddum.

Udgangspuntet for projektet er arbejdet, som drives ved dagcenteret Home of Grace. Det fungerer som et mønstercenter for oplæring af medarbejdere til nye dagcentre i andre bydele.

BEDRE SELVTILLID. På Home of Grace får elever mellem 16 og 60 år udfordringer og oplevelser, de aldrig har haft før, hvad enten det er at tage på udflugt til dyreparken eller at lære at rede en seng.

De har gymnastik, lærer at skrive, tegne, lave mad og udføre enkelt husarbejde. Derudover har centeret arbejdstræning og småproduktioner af varer som muffins, softice og dekorationer, som de sælger. »Vi ved, at når mennesker klarer ting, som de aldrig har gjort før, så bliver selvtilliden bedre og bedre. Der er mange eksempler på folk, som kommer her, bange og generte, og som bliver glade, nysgerrige og udadvendte efter noget tid,« siger Fung Shiu Wing.

FORÆLDREINITIATIV. Gennem dagcenteret har forældrene også fået et mødested, vejledning og undervisning. Samtaler har fjernet tabuer og lettet oplevelsen af at være alene og unormal. Nu har de dannet en forældreforening, som arbejder med at sikre de psykisk udviklingshæmmede livslang værdighed. »Dette er helt unikt i Kina,« siger Grethe Raddum. »Forældrene har været vigtige promotorer for projektet. De deltager i planlægning og i det styrende organ. Det sikrer, at projektet har et stærkt lokalt ejerskab.«

LÆRING: På dagcenteret Home of Grace gør øvelse mester gennem fysisk, intellektuel og social træning tilpasset den enkelte.

Vil du støtte dagcenter-projektet?

Så indbetal en gave til Areopagos’ konto: reg.nr: 7640, kontonr.: 1087937. Mærk indbetalingen ”Projekt 3033-33”.

tørst 02:2012 29

areopagos

Når mennesker klarer ting, som de aldrig har gjort før, bliver selvtilliden bedre og bedre.

Et værdigt liv DAGCENTER-PROJEKTET • drives af Areopagos sammen med Nanjing KFUK (YWCA), det kinesiske handicapforbund, tre lokale frivillige organisationer og kinesiske myndigheder

I Kina bliver personer med psykiske udviklingsvanskeligheder ofte sat til fabriksarbejde 12 timer om dagen.

I Nanjing giver et Areopagos-projekt dem nye muligheder.

• skal videreudvikle Home of Grace som lokalt mønstercenter for nye dagcentre

»Egentlig ville jeg gerne have, at dagcenterprojektet skulle hedde ’Project Life Beautiful’, fordi jeg ønsker, at vores elever får et smukt og værdifuldt liv. De, som er psykisk udviklingshæmmede og har alvorlige psykiske lidelser, er en af de mest sårbare grupper i Kina. Ofte har de nogle meget svære liv,« siger Fung Shiu Wing.

• skal oplære personale til 136 nye dagcentre, også speciallærere • skal hjælpe forældre til at være gode talsmænd for deres voksne børn med særskilte behov • skal drive folkeoplysning om psykisk udviklingshæmmedes og syge menneskers behov og rettigheder • startede i foråret 2011 og har en ramme på 5 år • er godkendt og støttet af NORAD (den norske udgave af DANIDA)

28 tørst 02:2012

TEKST ANN KRISTIN VAN ZIJP NILSEN/TONE LEKSBØ : FOTO TONE LEKSBØ/HOME OF GRACE

Han er projektleder for dagcenteret Home of Grace i Nanjing, som er et mønstercenter i et nyt oplæringsprojekt for dagcenterpersonale i byen.

Egentlig er han pensionist fra Hong Kong, men den tidligere KFUM-leder ville hellere arbejde som frivillig i Nanjing sammen med sin kone Esther, end han ville holde fri.

FABRIKSARBEJDE. »Vi kalder vores brugere for ’elever’. Det gør noget for deres selvtillid. Vores mål er at gøre dem lykkeligere og sundere. Nogle af dem har aldrig gået i en almindelig skole og har ikke fået chancen for at lære sociale færdigheder.

Det får de her, samtidig med at de lærer det, de har brug for for at kunne fungere i hverdagen. Vi prøver at gøre dem så selvhjulpne og uafhængige som muligt,« forklarer Fung Shiu Wing.

Han kan fotælle, at personer med psykiske udviklingsvanskeligheder ofte bliver sat til fabriksarbejde 12 timer dagligt eller passiviseret hjemme hos forældrene. På dagcenteret får eleven fysisk, intellektuel og social træning, som er tilpasset den enkelte elev.

DIGT FRA TANG-DYNASTIET. En af eleverne på 58 år lå hjemme og sov 22 timer i døgnet, før han begyndte på dagcenteret. Nu vil han helst være der syv dage i ugen. »Det viste sig, at han har talent for at skrive smukt,« fortæller Fung Shiu Wing. »Nu får han kalligrafi-lektier for i weekenden, så han har noget at lave derhjemme. Han kopierer klassiske digte fra Tang-dynastiet, som han viser mig mandag morgen. Ifølge dagcenterlederen fik den 83-årige mor næsten aldrig sin søn med ud i frisk luft tidligere. Nu er hun meget taknemlig for, at sønnen er i aktivitet på et trygt sted. Fung Shiu Wing er begyndt at opmuntre ham til at tage lidt mere ansvar derhjemme også. »Jeg siger ’nu er du voksen, og du kan jo også tage med din mor på tur i parken på søndag’.« VIGTIG KAMP. »Mennesker med psykiske udviklingsvanskeligheder eller lidelser bliver ofte set ned på og sat uden for. Når forældrene dør, havner mange på gaden og får et uværdigt liv og en uværdig død,« fortæller Grethe Raddum, som leder Areopagos’ arbejde i Asien. Hun mener, at kampen for denne gruppes værdighed handler om både menneskerettigheder og om at vise det kristne menneskesyn i praksis. »Derfor har Areopagos sat gang i et stort projekt sammen med Nanjing KFUK (YWCA), det kinesiske handicapforbund, tre lokale frivillige organisationer og myndighederne.« Nanjing har syv millioner indbyggere og 68 bydele. Myndighederne vil oprette to dagcentre i hver bydel, og det Areopagos-støttede projekt er startet på at uddanne speciallærere og administrations-

personale til de nye centre. Folkeoplysning om rettigheder og behov for psykisk udviklingshæmmede og syge er også en del af arbejdet. »I Kina ser man ofte på dette som en samlet gruppe, mennesker med alt fra psykoser til Downs syndrom. Projektet skal bidrage til øget forståelse og en mere tilpasset form for omsorg,« fortæller Grethe Raddum.

Udgangspuntet for projektet er arbejdet, som drives ved dagcenteret Home of Grace. Det fungerer som et mønstercenter for oplæring af medarbejdere til nye dagcentre i andre bydele.

BEDRE SELVTILLID. På Home of Grace får elever mellem 16 og 60 år udfordringer og oplevelser, de aldrig har haft før, hvad enten det er at tage på udflugt til dyreparken eller at lære at rede en seng.

De har gymnastik, lærer at skrive, tegne, lave mad og udføre enkelt husarbejde. Derudover har centeret arbejdstræning og småproduktioner af varer som muffins, softice og dekorationer, som de sælger. »Vi ved, at når mennesker klarer ting, som de aldrig har gjort før, så bliver selvtilliden bedre og bedre. Der er mange eksempler på folk, som kommer her, bange og generte, og som bliver glade, nysgerrige og udadvendte efter noget tid,« siger Fung Shiu Wing.

FORÆLDREINITIATIV. Gennem dagcenteret har forældrene også fået et mødested, vejledning og undervisning. Samtaler har fjernet tabuer og lettet oplevelsen af at være alene og unormal. Nu har de dannet en forældreforening, som arbejder med at sikre de psykisk udviklingshæmmede livslang værdighed. »Dette er helt unikt i Kina,« siger Grethe Raddum. »Forældrene har været vigtige promotorer for projektet. De deltager i planlægning og i det styrende organ. Det sikrer, at projektet har et stærkt lokalt ejerskab.«

LÆRING: På dagcenteret Home of Grace gør øvelse mester gennem fysisk, intellektuel og social træning tilpasset den enkelte.

Vil du støtte dagcenter-projektet?

Så indbetal en gave til Areopagos’ konto: reg.nr: 7640, kontonr.: 1087937. Mærk indbetalingen ”Projekt 3033-33”.

tørst 02:2012 29

BIBELEN Å FORTELLE OM DEN LEVENDE GUD TIL LEVENDE MENNESKER KREVER ET LEVENDE SPRÅK «Årets største litterære begivenhet er den nye oversettelsen av Bibelen».

INGUNN ØKLAND I AFTENPOSTEN, JULAFTEN 2011

I en globalisert verden som blir stadig mindre, tør Vårt Land å stille de store spørsmålene. Vi har vår vinkel på nyhetsstrrømmen n, og gir leseren innsikt. Hos oss kan du lese om m trro og eksistens i et flerkulturelt samffunn n.

«Bibelteksten er den viktigste teksten som noen gang er skrevet» KARL OVE KNAUSGÅRD, FORFATTER OG KONSULENT BIBEL 2011

«Eg har prøvd å bidra til at det norske språket er korrekt og moderne, for 2000-talet og ikkje for 1800-talet» SYLFEST LOMHEIM, SPRÅKVITER OG KOSULENT BIBEL 2011.

Prøv Vårt Land i 3 uker gra atiis Seend SMS S med kodeo ord VL til 1933 …eller gå inn på vl.n no/grratis

www.bibel.no

BIBELEN Å FORTELLE OM DEN LEVENDE GUD TIL LEVENDE MENNESKER KREVER ET LEVENDE SPRÅK «Årets største litterære begivenhet er den nye oversettelsen av Bibelen».

INGUNN ØKLAND I AFTENPOSTEN, JULAFTEN 2011

I en globalisert verden som blir stadig mindre, tør Vårt Land å stille de store spørsmålene. Vi har vår vinkel på nyhetsstrrømmen n, og gir leseren innsikt. Hos oss kan du lese om m trro og eksistens i et flerkulturelt samffunn n.

«Bibelteksten er den viktigste teksten som noen gang er skrevet» KARL OVE KNAUSGÅRD, FORFATTER OG KONSULENT BIBEL 2011

«Eg har prøvd å bidra til at det norske språket er korrekt og moderne, for 2000-talet og ikkje for 1800-talet» SYLFEST LOMHEIM, SPRÅKVITER OG KOSULENT BIBEL 2011.

Prøv Vårt Land i 3 uker gra atiis Seend SMS S med kodeo ord VL til 1933 …eller gå inn på vl.n no/grratis

www.bibel.no

RETURADRESSE: Areopagos

Peter Bangs Vej 1D 2000 Frederiksberg

Vil du give en julegave til psykisk udviklingshæmmede i Kina?

I Kina er der ikke tradition for at tage sig særlig godt af handicappede mennesker.

Ofte bliver de bare ”parkeret” hjemme hos deres forældre eller sat til at udføre fabriksarbejde 12 timer om dagen.

Og når deres forældre dør, havner mange af dem på gaden og får et uværdigt liv og en uværdig død.

Det problem vil Areopagos gerne være med til at gøre noget

Du kan læse meget mere om projektet på side 28-29

ved. Derfor støtter vi et kinesisk dagcenterprojekt, hvor psykisk udviklingshæmmede får mulighed for at få en hverdag med indhold.

Vil du være med til at hjælpe de psykisk udviklingshæmmede til at få et værdigt liv? Vi håber, at mange vil være med til at give en julegave til projektet. Alle beløb, store som små, er meget velkomne!

Du kan indbetale

din gave til projektet på Areopagos’ bankkonto: reg.nr. 7640 kontonr. 1087937 Mærk betalingen

projekt 3033-33

god jul