Tørst Vinter 2019 by Areopagos

HER ER JEG: Sårbarhed er en forudsætning for fællesskab ENSOM: Det er svært at være alene BED MED KROPPEN: Bøn i Bevægelse giver fællesskab

tørst VINTER 2019 ET MAGASIN UDGIVET AF

Peter Mygind:

Vi må tage ansvar for hinanden

Tema: Fællesskab

Ansvarlig udgiver: Areopagos Peter Bangs Vej 5B 2000 Frederiksberg info@areopagos.dk Redaktør: Merete Riis Jensen mrj@areopagos.dk Grafisk produktion: Glyf Grafik Forsidebillede: Peter Mygind.dk Trykt af: Specialtrykkeriet Arco A/S på Amber Graphic FSC Mixed Credit

LEDER

En del af noget større SOMMEREN 1992 står som noget magisk for mig. Selvom jeg kun lige var fyldt 13 år, er det en af de begivenheder i mit liv, som jeg husker allertydeligst. Danmark vandt EM i fodbold, og hele landet var i selvsving. Der var en helt unik følelse af samhørighed, som jeg aldrig siden har oplevet. Vi var et vi.

Og det er netop dét ”vi”, som fællesskab handler om. For selvom vi hver især er selvstændige individer med hver vores personlighed, holdninger og tanker, så har vi brug for andre mennesker. Ingen af os kan fungere helt alene. Det ved alle, som har oplevet, hvordan det er at være ensom. Og det har de fleste af os måske nok i virkeligheden, så vi ved godt, at det er livsnødvendigt for os at føle os ønskede og set. Desværre er fællesskaber ikke altid hurra-råb og dannebrogsflag. Det kan være rigtig hårdt og frustrerende at være en del af et fællesskab, ligegyldigt om det er i familien, på jobbet, i skolen eller andre steder. For mennesker er ikke perfekte, og derfor bliver fællesskaber heller aldrig perfekte. Men de er livsnødvendige for os. Og derfor må vi hver især arbejde på at forbedre de fællesskaber, som vi er en del af. Det kan være hårdt arbejde, og det kræver tålmodighed, tillid og kærlighed, men det er det hele værd. Og hvis man mangler et godt råd i processen, så gav Jesus faktisk et for 2.000 år siden. Han sagde, at vi skal være mod andre mennesker, som vi ønsker, at de skal være mod os. Måske så vores fællesskaber ret anderledes ud, hvis vi fulgte det råd? Merete Riis Jensen, redaktør af Tørst

Har du en god idé til Tørst? Tørst vil gerne være læsernes magasin, og derfor vil vi gerne høre dine idéer til temaer, artikler eller personer, som kunne være interessante at læse om i Tørst. Så giv lyd, hvis du har en god idé! Vi kan ikke garantere, at vi bruger alle idéer, men vi kan garantere, at vi bliver glade for at modtage dem! Vi vil også gerne høre fra dig, hvis du af og til har lyst til at blive spurgt om at lave en kort anmeldelse af en selvvalgt bog/film/ musik, som passer til det kommende Tørst-tema. Skriv til os på info@areopagos.dk - tak! Foto: xxx

Areopagos er en kristen dialogorganisation, som arbejder i Danmark, Norge og Kina. Vores arbejdsområder er religionsdialog, trospraksis og diakoni.

2 tørst VINTER 2019

Læs mere på areopagos.dk

1 G N R . 54

ENSOM: ”Jeg gad godt, at vi blev bedre til at se hinanden som mennesker.”

Foto: xxxx

» Der er så mange ting, som taler imod, at der skulle være en kærlig Gud. Men alligevel kan jeg mærke dybt indeni, at han findes « Maria, side 16

VINTER 2019 FÅ GRATIS abonnement på

tørst. areopagos. dk

PETER MYGIND: Når fællesskaber fungerer, så fungerer mennesker

..........................................................................

RIGERE LIV: Gode input til din hverdag ......................................................................................................................................... EN STYRKE: Sårbarhed kan styrke fællesskaber GÆSTFRIHED: Vi er alle sammen fremmede

.....................................................................................................................

.............................................................................................................................

VIND EN MIDDAG: Hvordan vil du beskrive fællesskab? .....................................................................................................

4 10 12 18 22

tørst VINTER 2019 3

Beslut dig for, hvilket

4 tĂ¸rst VINTER 2019

menneske du vil være Vi har alle et ansvar for, at vi selv og andre trives i livets forskellige fællesskaber, mener Peter Mygind TEKST MERETE RIIS JENSEN

FOTO ULRIK JANTZEN, SIMON SKIPPER OG STINE TIDSVILDE / RITZAU SCANPIX

Dagen var ikke startet så godt for Peter Mygind. Han skulle køre til Jylland, men var allerede forsinket, og han havde lige sat sig på toilettet, da hans voksne søn kom løbende ned ad trapperne fra 1. sal og bankede på toiletdøren. ”VVS’eren har boret hul i et vandrør, så der sprøjter vand ud af væggen! Der er vand i hele huset,” råbte sønnen gennem døren. Og så sad han dér, Peter Mygind. Men ikke ret længe – for kort tid efter strøg han op ad trapperne for at se, hvad der var sket. ”Jeg prøvede virkelig at trække vejret op ad trappen, for jeg vidste jo godt, at VVS’eren ikke havde gjort det med vilje. Nu skulle jeg få ham til at tænke så klart som muligt, og det ville jeg jo ikke gøre ved at råbe ad ham, så jeg fik pulsen ned og spurgte ham nogenlunde behersket, om det var ham eller mig, der skulle ringe efter et vandskadefirma,” fortæller Peter Mygind grinende. TRÆK VEJRET. Han fortæller anekdoten, fordi den læner sig op ad noget, som er en vigtig pointe for ham: Nemlig hvordan vi behandler andre mennesker. ”Vi er simpelthen nødt til at tænke over, hvordan vi taler til andre, også når vi er irriterede. Det kræver ofte, at man trækker vejret helt ned i maven, for når man gør det, får man gang i den kloge del af hjernen. Ellers kommer der ting ud af munden på os, som vi ikke helt har styr på,” siger Peter Mygind. ”Og der er jo intet, der bliver bedre af, at man

giver et andet menneske en ordentlig sviner. Tværtimod er det den slags, der kan ødelægge relationer og fællesskaber.” Og netop fællesskaber er noget, der ligger den 56-årige skuespiller meget på sinde. Gennem de senere år har han holdt hundredvis af foredrag om at styrke fællesskaber og stoppe mobning, både blandt børn og voksne. ”Fællesskaber er noget af det allervigtigste i livet. Vi befinder os hele tiden i dem, og derfor er det vigtigt, at vi alle forholder os til dem. Den karma, de fodspor, som vi går ind i et fællesskab med, har enormt stor betydning for mennesker omkring os,” siger Peter Mygind. EN FANTASTISK FØLELSE. Han understreger, at når fællesskaber fungerer godt, så fungerer mennesker også godt, og det kan man blandt andet se på arbejdspladser. ”Det er skønt at møde ind på arbejde og mærke, at man har kolleger, der ser og hører en. Så tør man fortælle, at man for eksempel lige er ved at blive skilt eller har kærestesorger og måske ikke er i top præstationsmæssigt. Hvis fællesskabet fungerer, er der plads til os som mennesker, og det er en fantastisk følelse,” siger Peter Mygind. Men det gode fællesskab kommer ikke af sig selv, pointerer han. ”Vi har alle sammen et medansvar for at sørge for, at vores fællesskaber er trygge og rare med plads til forskellighed. Et godt fællesskab er et sted, hvor man tager sig af hinanden. Hvor man tørst VINTER 2019 5

DER ER JO INTET, DER BLIVER BEDRE AF, AT MAN GIVER ET ANDET MENNESKE EN ORDENTLIG SVINER

ikke er ligeglad med, at en af de andre bliver bagtalt, sidder med tårer i øjenkrogen, har problemer på hjemmefronten eller altid sidder og spiser madpakken alene. Vi er nødt til at have øjnene åbne og se, hvordan folk omkring os har det.”

PETER MYGIND (56) • Skuespiller, tv-vært og foredragsholder • Uddannet på Statens Teaterskole • Har medvirket i en lang række film, serier og teaterstykker • Holder ofte foredrag om forskellige emner, blandt andet fællesskab og mobning • Har været gift med Lise Mühlhausen i 28 år. Sammen har de to voksne sønner, Julius og Valdemar

ØDELÆGGER MENNESKER. Der findes rigtig mange gode fællesskaber, men der er desværre også mange dårlige, og i forbindelse med sine foredrag har Peter Mygind talt med mange mennesker, som har fortalt forfærdelige historier om, hvordan både børn og voksne bliver mobbet og holdt udenfor. ”Det kan jo ødelægge mennesker fuldstændig, både fysisk og psykisk, hvis de bliver behandlet dårligt. Og det er derfor, det er så vigtigt, at vi alle kæmper for de gode fællesskaber. Man kan nemt sige, at det jo ikke er mit ansvar, for det er jo ikke mig, der sviner min kollega til. Men jo, du har faktisk et ansvar for at sige fra! Set fra offerets side så er dem, der kigger på, jo lige så ansvarlige,” siger Peter Mygind. Han oplever, at voksne ofte undskylder deres handlinger med, at det jo ”bare var for sjov”, men den forklaring køber han ikke. ”Jeg går absolut ind for, at man griner sammen, men man skal ikke lade det gå ud over nogen. Man kan sagtens lave fis og ballade uden at ydmyge andre. En god test er altid lige at se efter, om personen selv griner hjerteligt af drillerierne. Hvis ikke, så stop med det samme.” BLEV IGNORERET. Peter Mygind har også selv oplevet at blive holdt udenfor fællesska-

6 tørst VINTER 2019

bet. For en del år siden var han med til en genopsætning af en teaterforestilling, hvor en kollega tidligere havde spillet den rolle, som han nu skulle spille. ”Jeg syntes ikke, at hans måde at spille rollen på var særlig sjov, så jeg ville gerne gøre det på min egen måde. Men de andre skuespillere syntes, det var latterligt. Det betød, at de ignorerede mig i to måneder. De talte kun til mig på scenen, ellers ignorerede de mig fuldstændig. Jeg hadede at være der, og jeg var så ulykkelig. Da fandt jeg ud af, hvor brutalt det kan være, når fællesskabet ikke fungerer,” fortæller Peter Mygind. ”Jeg har også arbejdet sammen med instruktører, som kunne finde på at sige: ’Tag dig sammen, Mygind! Kalder du det der for skuespil?’ Før i tiden åd jeg det bare og blev frustreret. Men nu har jeg lært, at når folk taler til mig på den måde, så beder jeg dem om at lade være. Jeg siger til dem, at hvis de gerne vil have, at jeg spiller på en anden måde, så må de sige det til mig på en ordentlig og respektfuld måde, fordi det andet er ydmygende og har den modsatte effekt.” BRUG GIRAFSPROG. Peter Mygind opfordrer til, at flere gør brug af den form for kommunikation, der kaldes ikkevoldelig kommunikation eller girafsprog. ”Man kalder det girafsprog, fordi giraffen har det største hjerte og det bedste overblik. Når man taler girafsprog, taler man ud fra behov, følelser og iagttagelser – og ikke ud fra anklager. Man er tydelig uden at kalde den anden for en idiot, og man sætter

tørst VINTER 2019 7

VI ER NØDT TIL AT HAVE ØJNENE ÅBNE OG SE, HVORDAN FOLK OMKRING OS HAR DET

8 tørst VINTER 2019

MAN BRUGER MINDST LIGE SÅ MEGET ENERGI PÅ AT VÆRE UVENLIG SOM PÅ AT VÆRE VENLIG

grænser på en måde, så vedkommende får lyst til at lytte. Når jeg ikke angriber, lytter den anden. Og jeg har faktisk oplevet mirakuløst adfærdsændrende situationer ved at kommunikere på den måde,” fortæller Peter Mygind. Fordi han har været så mange år i branchen, oplever han også, at han har et stort ansvar for, at nye skuespillere finder sig godt tilpas, når han arbejder sammen med dem. ”Det er jo også et fællesskab, og jeg gør alt, hvad jeg kan, for at tage godt imod dem. Alt andet ville også være fuldstændig latterligt. Det er et valg, jeg har taget, og det koster mig jo ikke noget, for man bruger mindst lige så meget energi på at være uvenlig som på at være venlig. Det handler om at beslutte sig for, hvilket menneske man ønsker at være.” FIRE GENERATIONER. På hjemmefronten lever Peter Mygind også i et helt særligt fællesskab. Han og fruen, Lise Mühlhausen, bor nemlig i et 3 etagers-hus i Charlottenlund med hele fire generationer under samme tag. Foruden dem selv består husholdningen af Lises mor, deres to voksne sønner, Julius og Valdemar, og Julius’

kæreste og deres 2-årige datter. ”Det er jo fantastisk at kunne bo sammen på den måde, og det er så absolut det vigtigste fællesskab i mit liv. Det er en gave at kunne være så tæt på familien. Men det kræver selvfølgelig også noget af os hver især at bo så tæt, for alle fællesskaber kræver arbejde,” siger Peter Mygind. ”Vigtigst af alt er det nok, at vi lytter til hinanden, også når vi ikke forstår, hvad den anden person taler om, eller hvorfor noget overhovedet er et problem. Og så kræver det tålmodighed og en god portion selvindsigt.” Og apropos selvindsigt så mener Peter Mygind, at det er vigtigt at arbejde med sig selv på det mentale plan gennem hele livet. ”Jeg har været i både terapi og parterapi gennem årene, for der er ting ved mig selv, som jeg gerne vil forbedre. Jeg mener, at det er sundt at kigge lidt indad, for det kan gavne både en selv og menneskene omkring en,” siger han. ”Og det er jo egentlig det, der er essensen i forhold til fællesskab. Tænk over, hvordan du gerne selv vil behandles af andre – og gør så det samme mod dem.”

tørst VINTER 2019 9

rigere liv

STOP DÅRLIGSTE STED MOBNING AT FÅ VENNER

Foto: Pexels.com

HVERT ÅR BLIVER Danmark placeret i toppen, når forskere måler verdens lykkeligste lande. Det er en rigtig flot bedrift. Men desværre fører vi også en anden statistik, nemlig statistikken over lande, hvor det er allersværest at få venner, hvis man er tilflytter fra udlandet. En undersøgelse placerer os for tredje år i træk nederst blandt 64 lande, når det kommer til venlighed og venskaber. Af en eller anden grund gider vi ikke investere i at blive venner med amerikanere, svenskere eller andre nationaliteter, som er flyttet hertil. Skal vi ikke gøre en fælles indsats for, at vi ikke vinder dén statistik for fjerde år i træk næste år?

Foto: Merete Riis Jensen

Foto: Pexels.com

FÆLLESSKAB er ikke kun noget, der er vigtigt for voksne. Allerede i vuggestuen, børnehaven og skolen er det vigtigt, at der er fokus på, at børnene lærer at inkludere alle i fællesskabet. Men hvordan gør man så det? Det er der gode råd til på hjemmesiden mobbestop.dk, hvor børn, lærere, pædagoger og forældre kan læse gode råd om, hvordan man skaber et godt fællesskab blandt børn.

VOLONTØR I KINA ELLER HONG KONG

ER DU UNG, og har du lyst til at opleve et meningsfuldt år i Kina eller Hong Kong? Eller kender du en, som kunne have lyst til det? Så skal du følge godt med på areopagos.dk og på Facebook i løbet af vintermånederne, for det er på det tidspunkt, at Areopagos opslår ledige volontørstillinger i både Kunming og Hong Kong. Måske er det dig, der skal rejse østpå til august? Du kan allerede nu læse mere på areopagos.dk.

MÅSKE ER DET ikke sommerferie, du tænker allermest på lige nu. Eller måske er det netop? Ligegyldigt hvad så har vi i hvert fald et godt tilbud, som du kan gøre brug af til sommer – nemlig årets Areopagos-festival! Festivalen bliver afholdt hvert år, skiftevis i Danmark og i Norge, og i 2020 er det Norges tur. Det sker den 2.-5. juli 2020 på Norefjell Ski & Spa, hvor man kan bo i enten hytter eller på hotel. Mere information følger i de kommende måneder på areopagos.dk og på Facebook.

»Hvis du ikke kan hjælpe hundreder af mennesker, så hjælp blot ét« MODER TERESA

10 tørst VINTER 2019

Foto: Areopagos

FESTIVAL TIL SOMMER

FÅ DET FIKSET GRATIS ER BRØDRISTEREN GÅET i stykker? Eller dur fjernbetjeningen ikke længere? I stedet for at smide ud og købe nyt har du mulighed for at besøge en Repair Café og få repareret dine ting ganske gratis. Repair Café er et bæredygtigt udviklingskoncept med afdelinger i hele Danmark. En Repair Café er ikke nødvendigvis en cafe, men et non-profit-initiativ, hvor frivillige ildsjæle mødes og tilbyder lokale borgere at reparere defekte genstande, som ellers var blevet smidt ud. De giver livet tilbage til din mobiloplader, syr flængen i din skjorte, får din brødrister til at riste igen eller trækker nye ledninger i din gamle lysekrone. Og al hjælp er gratis!

Der findes i øjeblikket 21 Repair Caféer, og antallet øges inden længe til 50. Læs mere på repaircafedanmark.dk.

»Sandt venskab findes, hvor tavshed mellem to mennesker er behagelig« DAVE T. GENTRY

Foto: Pexels.com

FÆLLESSKAB OM MAD HVAD GØR MAN, hvis man føler sig ensom? Et af svarene kan være at mødes og spise sammen med andre mennesker. Og til det formål kan hjemmesiden modensomhed.dk anbefales. Siden er lavet af Folkebevægelsen Mod Ensomhed, og formålet er at arrangere små og store spisearrangementer over hele landet og på den måde gøre det lettere at møde nye mennesker og skabe fællesskab. Målet er at komme ud i enhver krog af Danmark - på tværs af generationer og kulturer. Tjek modensomhed.dk ud og se, om der er mulighed for at lære nye mennesker at kende i nærheden af dig.

CHRISTFULNESS HAR DU HØRT om Christfulness? Christfulness handler om opmærksomt og ikke-dømmende nærvær i verden i forhold til sig selv, Gud og andre mennesker. Du kan læse meget mere på christfulness.areopagos.dk.

tørst VINTER 2019 11

eftertanke

Ka’ du lege? Kan du huske øjeblikket, hvor tiden gik i stå, mens du ventede på svaret?

Klummen er skrevet af Mads Lindholm, som er erhvervspsykolog, ph.d.

Spørgsmålet handler ikke blot om børns uskyldige leg på børneværelset eller i skolegården. Spørgsmålet udtrykker én af de første variationer af det spørgsmål, vi som mennesker bliver ved med at stille livet igennem, og som handler om de to måske væsentligste poler i menneskelivet: Ikke liv og død. Men fællesskab eller afvisning. Igennem livet stiller vi spørgsmålet igen og igen: ”Ka’ du lege?” bliver med tiden til: ”Vil du sidde her?” – ”Vil du med i biografen?” – ”Vil du læse min ansøgning?” – ”Vil du komme på besøg?” SÅRBARHED. Den amerikanske professor Brené Brown forklarer, at spørgsmål som disse i virkeligheden handler om at turde vise sin sårbarhed. Og der, hvor vi som mennesker har allermest på spil, er, når det handler om vores forbundenhed til andre. Vi lever og ånder i fællesskaber. Uden for fællesskabet bliver vi magtesløse, identitetsløse, meningsløse. Brown beskriver, at begreber som sårbarhed, fællesskab, skam og mod er nøje forbundne. Skammen, siger hun, er dybest set knyttet til de sider af vores liv, som vi frygter vil fratage os fællesskabet. Når jeg handler på den måde, tænker på den måde eller føler på den måde, så kan jeg umuligt være værd at elske – ergo opstår skammen. Modsætningen er der, hvor jeg tør stille mig frem og stille spørgsmålet: ”Ka’ du lege?” – ”Må jeg sidde her?” Eller hvilke andre variationer, vi i vores dagligdag bruger for at knytte os sammen med andre mennesker i et fællesskab. For i alle disse spørgsmål ligger et håb om, at jeg er værd at inkludere i fællesskabet. Forudsætningen er netop ikke, at jeg er perfekt. Men tværtimod, at jeg trods det uperfekte stadig er god nok til fællesskabet - og har modet til at turde tro det.

12 tørst VINTER 2019

HER ER JEG. Nils Villemoes, den danske ledelseslektor, der holder noget så selvmodsigende som stand up-morsomme foredrag om ledelse, har sagt, at HEJ i virkeligheden er en forkortelse. Det står for Her Er Jeg. Og når vi træder ind i et rum og siger HEJ, gør vi i virkeligheden det samme, som når vi spørger: ”Ka’ du lege?” Vi håber på, at de andre responderer. At der kommer et HEJ den anden vej. At træde ind i et fællesskab, måske endda et nyt fællesskab, med et Her Er Jeg! kræver mod. Det kræver en tro på, at man er god nok. Og netop den følelse er under et massivt pres i den tid, vi er en del af. I den evige sammenligning med uopnåelige idealer er det lettest at fodre den indre stemme, der siger: ”De andre er bedre ...” – ”De andre er smukkere ...” – ”De andre er mere værd ...” Meget af det, vi grupperer under begrebet stress, handler i virkeligheden om en grundlæggende tvivl på netop det: Om jeg er god nok. Når den tvivl melder sig, er der en hårfin grænse mellem sårbarheden, som er fællesskabets forudsætning, og skrøbeligheden, der kan forvandle sjæle til skygger af sig selv. ROBUSTHED GIVER VI TIL HINANDEN. Derfor er det måske ikke underligt, at der i disse år er et stort fokus på robusthed. Engang var det fleksibilitet og omstillingsparathed, der prægede jobannoncernes vokabularer. I dag er det robusthed. Men bag ønsket om, at ’du skal være robust’, gemmer der sig egentlig en misforståelse: Nemlig den, at man kan være robust alene. Man kan træne styrke, udholdenhed og meget andet. Men robustheden – det at have modstandskraft over for livets til tider ubarmhjertige krav – kræver et fællesskab. For eksempel viser stress-

« VI KAN GØRE SÅRBARHEDEN TIL EN STYRKE

forskningen, at det stærkeste værn er fællesskabet. At være elsket. At have nogen at kunne række ud efter og dele det svære med. For at stjæle fra et slidt slogan fra DR’s licenskampagner: ”Robusthed er noget, vi gi’r til hinanden.” Og selvfølgelig kræver et godt liv en robusthed – et stærkt rodnet, om man vil – som kan hjælpe og stabilisere, når livets storme raser. Men ikke som modsætning til sårbarheden; måske nærmere tværtimod. For robustheden kan i virkeligheden ikke bruges til meget, når man åbner døren på klem til fællesskabet: ”Må jeg være med?” – ”Er der plads til mig?” Netop dér er der noget på spil, som robustheden ikke kan gardere imod. For hvis robustheden betyder, at man er upåvirket af en mulig afvisning, så har robustheden forvandlet sig til kynisme. VI ER ALLE SÅRBARE. På samme måde som sårbarheden er beslægtet med skrøbelighed og ituslåethed, er robustheden forbundet med kynisme og selvtilstræk-

kelighed. Det er ikke dumt at være i god form hverken fysisk, socialt, psykisk eller eksistentielt. Men ender man på mentale steroider, hvor man tror, at styrke er ensbetydende med usårlighed, så risikerer man at miste sårbarheden: Følelsen af, at der er noget på spil. Følelsen af, at man kan rammes. Følelsen af, at det betyder noget. I Peter Jacksons filmatisering af Hobbitten møder man dragen Smaug, som tilsyneladende er usårlig. Bortset fra ét sted, hvor den tidligere er blevet ramt. Og netop dér rammer skyttens pil og trænger gennem dragens panser – den var både sårbar og skrøbelig, som vi alle er, hvis vi bliver ramt på de steder, hvor panseret er slået itu. Og sådanne steder har vi alle. Vi kan forsøge at bygge en illusion om usårlighed ved at udstråle perfektion, godnokhed og selvværd. Eller vi kan gøre sårbarheden til en styrke ved at turde være i den, acceptere den og se den som nøglen til det væsentlige: Meningsfulde fællesskaber omkring det, der betyder noget. tørst VINTER 2019 13

Foto: Glenn Carrie

Fællesskab fødes, når jeg bliver til os. ”Gi’ os lyset tilbage” Per Krøis Kjærsgaard

ET MAGASIN UDGIVET AF

Jeg føler mig

ensom

Maria har ikke haft held med at skabe sin egen familie, og derfor føler hun sig ofte udenfor fællesskabet TEKST MERETE RIIS JENSEN

FOTO PEXELS.COM

En lille hvid uldtot af en hund hopper op og ned indenfor glasdøren, når man banker på døren til Marias lejlighed. ”Ja, det er så Ludvig,” siger Maria med et grin, mens hun åbner døren, inviterer indenfor og kærligt skubber uldtotten lidt væk. ”Han er altså ikke min, men jeg har lovet at passe ham et par dage,” siger hun, mens Ludvig begejstret løber et par cirkler rundt om sig selv. ”Det kunne faktisk være rigtig fedt at have en hund, men det må jeg ikke have her i lejligheden. Jeg tror ellers, at det kunne hjælpe lidt på ensomheden,” siger Maria. GRÆNSEOVERSKRIDENDE. Og det er netop ensomhed, der er temaet for samtalen. Maria er 45 år, single, bor i Aarhus og har sagt ja til at fortælle om sit liv. Ikke fordi det er specielt usædvanligt, for der findes over en million singler i Danmark, men fordi hun mener, at der alligevel er nogle oversete vinkler. Maria ønsker ikke at stå frem med sit efternavn, fordi hun synes, at det er et følsomt emne at fortælle om. ”Jeg synes, det er rigtigt vigtigt at tale om det, men jeg har ikke lyst til, at det her dukker op, hvis en fremtidig arbejdsgiver eller wannabe-kæreste googler mig. Det er jo egentlig ikke pinligt, men det er i hvert fald lidt grænseoverskridende at fortælle om,” siger Maria. ”Ingen har jo lyst til at indrømme, at de er ensomme. Men jeg tror virkelig, at det er et grundvilkår, hvis man er single. Der er så mange fællesskaber, som folk i familier automatisk bliver en del af. Og så har de jo også altid deres eget lille fællesskab i familien. Omkring aftensmaden. Omkring fredagsslikket. Omkring ferieture. Omkring at slænge sig i sofaen og lave ingenting. Som single savner jeg det hele,” siger hun. NÅL PÅ ET HØLOFT. Og det er ikke, fordi hun ikke har prøvet at skabe sin egen familie, fortæller hun. ”Det har jeg ellers ofte fået skudt i skoene. ’Du kunne jo bare prøve noget mere.’ Ja tak! Det er nemmere sagt end gjort. Det er lidt det samme, som arbejdsløse ofte får at vide. ‘Du kan da bare’ ...”

16 tørst VINTER 2019

Maria har været på mange dates og også haft kortvarige forhold, men ingen af mændene har for alvor sparket benene væk under hende. ”Det er jo ikke nok at finde en, som bare er sød. Der skal jo være plads til dybe samtaler, fælles værdier og det der udefinérbare, som bare er rigtigt svært at finde,” siger Maria. ”Jeg har fundet det hele en enkelt gang, men det forhold blev desværre aldrig til noget, og lige siden har jeg ledt efter noget tilsvarende, men det føles som at lede efter en nål på verdens største høloft.” ”Det er virkelig frustrerende, for der er intet andet i livet, som jeg savner mere end kærligheden.” INGEN KATTEDAME. Maria har det egentlig svært med at sidde og fortælle om sit liv, for hun vil nødig have det til at lyde, som om hun fisker efter medlidenhed. ”Jeg ønsker absolut ingen medlidenhed. Og jeg ved godt, at jeg jo ikke skal klage i forhold til for eksempel hjemløse, eller mennesker, som slet ingen gode relationer har. Og der er mange, som er alvorligt syge. I forhold til dem har jeg det jo godt, men derfor gør det stadig ondt at være alene, og jeg tænker over det hver dag.” ”Jeg mødes ofte med mine venner, og jeg har virkelig nogle dejlige venner, men problemet er jo, at jeg altid går alene hjem. De går hjem til deres koner, kærester og mænd, mens jeg går hjem til min ikke-eksisterende kat,” siger hun – og tilføjer grinende: ”Men i det mindste slipper jeg så for at ende som en mærkelig kattedame!” UD AF BOBLEN. Nærmest i samme sekund kommer Ludvig trissende ind i stuen og lægger sig under sofabordet, mens Maria fortæller videre. ”For mig er veninderne stadig rigtig vigtige, men jeg ligger ret langt nede på deres prioriteringsliste, fordi de har deres egne familier,” fortæller hun. ”Det er sådan, det er. Og jeg ville jo nok have det på samme måde, hvis det var mig. Men jeg synes stadig godt, at folk kunne tænke lidt mere over det.”

« DER ER INTET ANDET I LIVET, SOM JEG SAVNER MERE END KÆRLIGHEDEN

Maria ville sætte pris på, hvis folk generelt huskede at kigge lidt mere ud af deres egen lille boble, hvad enten de er i den ene eller anden livssituation. ”Det, som folk i forhold nok ikke rigtigt tænker over, er, at de jo altid har nogen. Hvis de er syge, er der en, som tager sig af dem. De skal aldrig bekymre sig om, hvem der skal hente dem på hospitalet efter en operation. Og hvis de er kede af det, er der altid en til at trøste dem. De græder sig ikke i søvn alene. Jeg tror, at de nogle gange glemmer, hvordan livet er, når man som udgangspunkt er helt alene,” siger Maria. ”Jeg vil gerne fortælle min historie for at vise, at det ikke kun er gamle mennesker, der kan føle sig ensomme. Og jeg vil gerne, at vi bliver bedre til at se hinanden som mennesker.” INGEN LALLEGLAD TRO. Maria kan ikke umiddelbart se nogen let løsning på at komme ud af sin ensomhed. ”Måske er det sådan her, mit liv kommer til at være fremover. Det

håber jeg ikke, men det er ikke til at vide. Og jeg arbejder på at finde andre ting i livet end kærlighed, som kan give mit liv værdi – også på sigt,” siger Maria. Hun fortæller, at noget af det, der blandt andet giver hendes liv værdi, er hendes tro på Gud. Troen beskriver hun som en ”tro på trods”. ”Jeg har ikke sådan en lalleglad, optimistisk tro på Gud. Jeg synes, at det kan være rigtig svært at tro. Der er så mange ting, som taler imod, at der skulle være en kærlig Gud. Men alligevel kan jeg mærke dybt indeni mig, at han er der. Og at han elsker mig. Han elsker os alle sammen.” Den følelse giver hende en ro, som hun også bruger helt konkret, når bekymringerne fylder for meget. ”For mig giver det en ro indeni at give bekymringerne til Gud, for min egen grublen gør bare alting værre. På mit natbord har jeg et billede stående med teksten: ’Give it to God and go to sleep’. Det er en god påmindelse.”

Folk føler sig hjemme, når de får I Apostelkirken i København har de fokus på gæstfrihed – også i forhold til flygtninge og asylansøgere. Det handler blandt andet om at være fremmede sammen med dem TEKST HANS IVAR STORDAL

FOTO ISTOCKPHOTO / BIBELSELSKABET / CARSTEN LUNDAGER

Da flygtningestrømmen nåede Apostelkirken i København i 2015, prøvede præsten Niels Nymann Eriksen og menigheden ihærdigt på at skabe et fællesskab, hvor alle følte sig hjemme. ”Men vi indså, at det var et helt urealistisk mål, og at vores opgave nærmere er at være fremmede sammen. Det er jo selve den kristne gundfortælling: Vi er ikke i Edens have længere. I udgangspunktet er vi alle udenfor. Vi er alle fremmede,” siger Niels Nymann Eriksen. ENSOMHED. Sidste år udgav han bogen ”Gæstfrihed”, og i det meste af hans arbejdsliv har han

18 tørst VINTER 2019

engageret sig i kirkeligt omsorgsarbejde. Apostelkirken, hvor han er sogne- og indvandrerpræst, ligger i et gammelt arbejderkvarter på Vesterbro, hvor man har lang erfaring med alkoholisme, hjemløshed og fattigdom. ”Nu retter vores arbejde sig mere mod flygtninge, asylansøgere og tidligere indsatte,” fortæller Niels Nymann Eriksen. ”Der er mange forskelligheder, men en fællesnævner blandt grupperne er ensomhed. Når de indsatte kommer ud af fængslet, har de brug for meningsfulde fællesskaber, for ellers falder de let tilbage i gamle vaner. Og flygtningene har

ansvar ofte været del af et tæt net af slægt og naboer, hvor de kommer fra, og det er helt fraværende i Danmark.” BYTTER ROLLER. Niels Nymann Eriksen fortæller, at han og kirken har ændret tilgang til migranterne, så de ikke længere bare siger ’kom ind, lad os tjene dig, her er ingen krav’. ”Folk føler sig hjemme, når de får ansvar. Først bad vi nogle af dem om at hjælpe med at tolke, og efterhånden fik de mere og mere synlige roller. I dag er det ofte tidligere flygtninge, som byder velkommen i døren, deler nadver ud og laver mad,” fortæller han. ”Vi skiftes til at være gæster og værter.” For også i et hjem vil der altid være en asymmetri mellem værten og gæsten, påpeger han. ”Derfor er det fint at åbne ens hjem, men det er lige så vigtigt at besøge andre i deres hjem. Gæstfrihed er ikke bare at tage imod – det er også at blive taget imod.” TURISTHYTTER. I sin bog bruger han turisthytter som et billede på det særlige fællesskab, som kirken kan være. ”Det syn på kirken kommer af indsigten om, at vi er fremmede sammen. Vi er alle på vej, på vandring, og kirker er huse, som er rejst for de vandrende. Når du kommer til kirken, så er det din kirke. Du har ret til at komme ind og føle dig hjemme. Men dagen efter tilhører den lige så meget den næste besøgende,” siger Niels Nymann Eriksen. Traditionelt går danskere i kirke søndag mellem klokken 10 og 11, men Apostelkirken er ikke en typisk folkekirkemenighed. Deres grundtanke er, at ’en kirke uden fællesskab er som et legeme uden en sjæl’. ”Derfor er der behov for noget mere efter selve gudstjenesten, nogle andre sammenhænge, hvor man kan være sammen og skabe fællesskab. Derfor går gudstjenesten direkte over i en fælles frokost og så til samtaler i grupper. De, som vil tale med præsten, kan også gøre det,” fortæller han. ÆNDRER SIG. Niels Nymann Eriksen har erfaret, at asylansøgernes behov for fællesskab ændrer sig.

VI SKIFTES TIL AT VÆRE GÆSTER OG VÆRTER

”I begyndelsen har mange brug for en tæt kontakt med kirken. Hvis de får asyl, går livet over i en anden modus: Så handler det om at finde et job, tage en uddannelse, få en kæreste. Så har de behov for et fællesskab, hvor de står på egne ben.” Og selvom det kan være hårdt at skulle forholde sig til andre mennesker og deres behov, mener Niels Nymann Eriksen ikke, at det er nødvendigt at holde en professionel distance. ”Man kan ikke altid forholde sig professionelt til ensomhed. Mange, jeg møder, har brug for et medmenneske, ikke en arbejder. Men man kan sige ’ikke lige nu’, uden at det betyder, at man forlader den anden.” ”Det er sårbart at have med andre mennesker at gøre, at leve gæstfrit. Men som kristen kan jeg bede: ’Gud, nu overgiver jeg ansvaret for dette menneske til dig. Jeg gør den lille del, jeg kan.’ Vi må forsone os med vores egen begrænsning.” SOCIAL GASTRONOMI. Han tror, at kirkens fællesskab er unikt, fordi det ikke kun er til for dem, som er ’indenfor’. Apostelkirken samarbejder med Vesterbro Maduddeling om at hjælpe familier i området, og nu vil de udvide det med konceptet Social Gastronomy. ”Tanken er, at fælles madlavning og spisning kan give værdighed til socialt udsatte mennesker. Frivillige kokke hjælper en gruppe frivillige, som selv kan være socialt udsatte, med at lave mad. Om aftenen åbnes dørene til ’restauranten’ for alle, som vil komme. Den slags initiativer skaber en god symbiose mellem kirken og lokalsamfundet, en synergi mellem gode kræfter.” Vesterbro-præsten er i høj grad inspireret af den måde, som Jesus mødte mennesker på. ”Jesus var ekstremt åben – ja, tilmed opsøgende – overfor mennesker, som havde brudt normer eller var udenfor fællesskabet. På den måde er han et stort eksempel på, hvad gæstfrihed er. Når Jesus siger, at det, vi gør mod en af hans mindste, gør vi mod ham, så er mødet med den fremmede og udsatte også et møde med Jesus. Vil vi møde Jesus, så må vi møde den fremmede.”

NIELS NYMANN ERIKSEN (53) • sogne- og indvandrerpræst i Apostelkirken på Vesterbro i København • aktiv i medier og politiske debatter om indvandring • fik Bibelskabets Pris 2019 som en anerkendelse for sit arbejde blandt indvandrere på Vesterbro • har skrevet bogen Gæstfrihed (se boganmeldelse side 20-21)

tørst VINTER 2019 19

anbefalet

Vi har bedt en række Tørst-læsere om at pege på deres yndlings-bog, -cd eller -film, som på den ene eller anden måde handler om fællesskab.

D I VILDMARKEN. Jeg har længe godt kunnet lide forskeren Brené Brown. Hun har rigtig mange interessante tanker omkring mange ting i livet, og nogle af dem kan man læse i bogen Ud i vildmarken (Dansk Psykologisk Forlag, 2018) med undertitlen ”Jagten på ægte samhørighed og modet til at stå alene”. Jeg synes, at bogen siger så mange interessante og personlige ting omkring hendes oplevelse af, hvor vigtigt det er at lære at stå fast og være tro mod sig selv. Men også om, hvor vigtigt det er for os alle at være en del af fællesskaber, også selvom det nogle gange kan virke lettere bare at være sig selv og holde sig fra fællesskaberne. Bogen har både den personlige og den professionelle vinkel, og det gør den så god.

Den bevægelige spiritualitet

JESPER N. ANDERSEN

Elizabeth Knox-Seith

MAJA HANSEN

ATADOR. Alle danskere over 12 år har jo nok set Matador. Men derfor vil jeg nu alligevel nævne serien, for det er den første, jeg kommer til at tænke på, når jeg tænker på ordet ”fællesskab”. Der er jo ufatteligt mange lag i serien, og den fortæller på en helt fantastisk måde, hvordan folk udvikler sig gennem tid, og hvordan både små og store begivenheder påvirker vores livsbaner, beslutninger og følelser. Og selvom fællesskab måske ikke er det gennemgående tema, så synes jeg stadig, at Matador igen og igen viser, hvor vigtigt det er. Som i en af de sidste episoder, hvor Grisehandleren, Maude og Kristen Skjern pludselig står sammen imod tyskerne på trods af deres indbyrdes forskelligheder. Matador viser, at vi godt kan finde ud af at stå sammen, også selvom vi er forskellige. Serien er en milliard gensyn værd.

ILGRIMSVANDRINGER. Der er netop udkommet en ny bog om pilgrimsvandringer. Bogen hedder Den bevægelige spiritualitet (Eksistensen, 2019) og er skrevet af Elizabeth Knox-Seith, som i mange år har arbejdet med pilgrimsvandringer. Bogen er så ny, at jeg endnu ikke har fået læst den, men lad mig gengive et afsnit fra bogens forord af den svenske pilgrimspræst Hans-Erik Lindström: ”Motiverne for at vandre er mange. Men der findes en fællesnævner for de allerfleste. Pilgrimmen længes efter at se synlige tegn på det usynlige i det landskab, som vi vandrer igennem – at lede efter det, som er bagved vores synsfelt. Det handler ofte om en længsel efter mere frihed i en alt for tidskomprimeret livssituation; mere enkelhed i en ofte overforbrugende kultur; mere stilhed i en tilværelse præget af lyd og bilstøj; mere langsomhed i en tid med hurtighed og stress; mere åndelighed i en kropsfikseret tilværelse; mere fællesskab og deling i en tid, som bliver stadig mere selvfikseret og præget af udvendige kontakter. Denne bog bidrager til en øget forståelse for det nutidige menneskes længsel efter at finde tilbage til både sig selv og til den Gud, som er den usynlige medvanElizabeth Knox-Seith drer gennem livet.” Den bevægelige spiritualitet – Pilgrimsvandring som oPdagelsesrejse

Eksistensen

»Det er bedre at tænde et lys end at forbande mørket« KINESISK ORDSPROG

20 tørst VINTER 2019

MERETE RIIS JENSEN

»Ethvert fæ kan finde Gud på en bjergtop – den sande udfordring er at finde ham blandt mennesker, der er lige så irriterende som mig selv« LILLIAN DANIEL

ÆSTFRIHED. Niels Nymann Eriksens bog Gæstfrihed (Akademisk Forlag, 2018) er ikke sat i verden for at give dig dårlig samvittighed over, at du ikke inviterer flere på middag, såvel som den ikke er en metode til social integration. Den er bredere i sit format. ”Gæstfrihed” handler om den berigelse, der ligger gemt i kontakten til et menneske, som ikke umiddelbart kan give os noget igen; ”Den fremmedes velsignelse”! Med udgangspunkt i sit virke som sogne- og indvandrerpræst og sin egen personlige historie plæderer Niels Nymann Eriksen for, at ”den fremmede har noget at give mig, som jeg ikke kan give mig selv, og at en væsentlig del af min opgave er at blive modtagelig overfor den gave”. Bogen behandler flere vigtige temaer, men det, som gør særligt indtryk på mig, er, at gæstfrihed ikke blot gestaltes som en handling, men i lige så stor grad som en holdning, vi kan indtage. En holdning, som kan hjælpe mig til at være på udkig efter og åben overfor den ”fremmede”, der krydser min vej i hverdagen. Bogen er velskrevet og i et lettilgængeligt sprog trods dybe eksistentielle temaer. Bogen efterlod mig med en ny nysgerrighed overfor den ”fremmedes velsignelse” i de hverdagsåbninger, jeg selv møder. Jeg giver bogen min varmeste anbefaling. MIRJAM FABRICIUS-ZUTA

ARATONSANG. Det her er egentlig hverken en bog eller en film, men det er et arrangement, som jeg tidligere har været med til, og som jeg har været rigtig glad for, fordi det giver en dejlig følelse af fællesskab med vildtfremmede mennesker. Det drejer sig om arrangementet Maratonsang, som foregår på Vartov i København hvert år på årets længste dag. Det går helt praktisk ud på, at man fra kl. 7 morgen til 22.30 aften synger flest muligt sange sammen fra Højskolesangbogen. Det plejer at være et kæmpe tilløbsstykke, og der er en helt særlig fællesskabsfølelse ved at være med til at synge sammen på tværs af alder og alle mulige andre skel. Der findes lignende arrangementer andre steder i landet, ved jeg, og de kan garanteret også anbefales.

Babettes Gæstebud Jeg anbefaler dvd’en Babettes Gæstebud, som er en filmatisering af Karen Blixen-bogen ved samme navn. Både bogen og dvd’en kan købes for under 100 kr. på nettet, og ved at læse bogen og se filmen kan der opleves eller tolkes forskellen mellem de to medier. Babettes Gæstebud er en fortælling, som indeholder mange fællesskaber: søskende, soldaterkammeratskab, familiesammenhold, kunstnersamarbejde og menigheden. Fællesskaberne følges over en menneskealder. På et andet plan ses skuespillerne indgå i et arbejdsfællesskab, hvor de præsterer deres ypperste. Filmatiseringen indeholder bl.a. Thorvaldsens Kristusfigur, som er symbolet på et ubeskriveligt fællesskab. JØRGEN INGVORSEN

METTE CHRISTENSEN tørst VINTER 2019 21

konkurrence

22 tĂ¸rst VINTER 2019

Vind en middag for to Hvordan vil du illustrere fællesskab?

Hvad tænker du på, når du tænker på ordet fællesskab? Og hvordan ville du illustrere eller beskrive ordet? Det får du rig lejlighed til at tænke nærmere over nu, hvor du kan deltage i Tørsts fællesskabs-konkurrence! Vi vil nemlig gerne opfordre vores læsere til på en eller anden måde at illustrere dette nummers tema. Det kan gøres med et fotografi, en tegning, en novelle, en kronik, et digt – eller noget helt sjette. Det er op til dig! Eneste krav er, at dit bidrag handler om fællesskab, og at du selv har produceret det. Og hvis du indsender en novelle eller kronik, må den max. fylde 4.900 tegn inkl. mellemrum. Et dommerudvalg vurderer de indsendte bidrag og afgør, hvem der vinder. Vinderbidraget bliver trykt i næste nummer af Tørst, som udkommer i juni 2020. Derudover er præmien en Smartbox med et gavekort til en middag for to (værdi 499 kr.), så du kan nyde fællesskabet og en god middag med en ven, kæreste eller hvem du nu ønsker at tilbringe en hyggelig aften med.

Du bedes indsende dit bidrag til info@areopagos.dk senest den 1. maj 2020.

tørst VINTER 2019 23

Bøn bliver stærkere i fællesskab

Når man er til Bøn i Bevægelse, beder man med hele kroppen med enkle ord. Det giver et helt særligt fællesskab 24 tørst VINTER 2019

DET ER EN FANTASTISK SAMMENSMELTNING AF FÆLLESSKABET MED GUD OG MED HINANDEN

TEKST MERETE RIIS JENSEN

FOTO MERETE RIIS JENSEN

Det er en mørk og blæsende aften, men indenfor i Emmauskirken i København er lyset tændt, og folk begynder drypvis at bevæge sig ind ad døren til kirkerummet. Det er den sidste tirsdag i måneden, og det betyder, at det er blevet tid for Bøn i Bevægelse. Bøn i Bevægelse er en særlig form for bønspraksis, hvor man bruger hele kroppen, mens man beder sammen. Det er helt enkle bevægelser, man laver, samtidig med at man bliver ledt i bøn uden ret mange ord. ”Min veninde fortalte mig om Bøn i Bevægelse, og da jeg hørte om det, var jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at det ville skabe en helhed indeni mig,” siger en af deltagerne, Kaja Kruse. VI KAN MÆRKE DET. Hun havde en længsel efter at finde en måde, hvorpå hendes krop kunne få lov til at være med i hendes bønsliv. ”Min krop hjælper mig blandt andet til at holde mig på plads tankemæssigt i bønnen, så tankerne ikke flyver rundt imens. Og så nyder jeg, at vi gør det her sammen. Jeg kan godt bede og meditere alene derhjemme, men det er helt anderledes at gøre det i et fællesskab,” siger Kaja Kruse. ”Når mennesker er sammen, når vores kroppe og nervesystemer er sammen, så spiller de sammen og beroliger hinanden. Der er rigtig mange ting, som vi ikke har styr på, som Gud har lagt i os, og som viser, at der er noget i det her fællesskab, som vi ikke helt kan forklare. Men vi kan i hvert fald mærke det,” siger hun. FADERVOR UDEN ORD. Flere af deltagerne denne aften glæder sig over, at Bøn i Bevægelse ikke indeholder ret mange ord. ”Jeg kan godt lide, at man ikke skal sige

noget, for jeg er meget glad for det kropslige i det,” siger Lotte Madsen. ”Jeg kommer i en frikirke, som er lidt mere larmende, men jeg har altid godt kunnet lide sådan noget med ro og stilhed og meditation. Og da jeg kom med til Bøn i Bevægelse, kunne jeg mærke, at det var godt for mit inderste. Sidste gang lavede vi bevægelser til Fadervor, og jeg har næsten lavet bevægelserne hver dag derhjemme siden.” Kaja Kruse nikker og tilføjer, at det gode ved at lave Fadervor er, at man ikke kan tænke på andre ting, når man står og laver bevægelser. ”Ellers kan man jo nemt nå at tænke mange tanker imellem bønnens sætninger, hvis man bare beder den normalt uden bevægelser. Jeg synes, det er så smukt, at bønnen får lov til ikke at blive forstyrret af andre tanker.” KROPPEN ER ET TEMPEL. Samme opfattelse har Ole Pedersen. Han har været med til Bøn i Bevægelse i et lille års tid og er blevet rigtig glad for det. ”I starten var det ikke så ofte, at jeg var her, og jeg var her måske mest, for at vi kunne lave noget sammen,” siger han og smiler til sin kone, Dorte Karpf. ”Men jeg er blevet rigtig glad for at være med. Jeg synes, det er dejligt at sætte bevægelse til bønnen, og jeg synes, at det giver så god mening. Hvorfor skal vi ikke bruge vores kroppe? Kroppen er jo vores tempel,” siger han. Hans kone deler også begejstringen for Bøn i Bevægelse. ”Jeg kan godt lide, at jeg får bønnen fra hovedet og ned i kroppen. At det hele bliver ét. Og så har fællesskabet også stor betydning. Jeg er nok mest indeni mig selv, men selvom jeg står

BØN I BEVÆGELSE

• er en bønspraksis, som benytter langsomme bevægelser sammen med få ord som hjælp til at falde til ro og være til stede i Guds kærlige nærvær • findes i øjeblikket i ni danske byer. Flere kommer jævnligt til • kræver ingen forkundskaber • starter op hvert år i februar og august • er gratis, hvis man er medlem af Areopagos (100 kr. årligt) – ellers koster det 50 kr. pr. gang. Første gang er gratis • kan du læse meget mere om på bib.areopagos.dk

tørst VINTER 2019 25

FÅ ORD: Det handler mere om bevægelser end om ord, når Kaja Kruse, Lotte Madsen, Ole Pedersen og Dorte Karpf er til Bøn i Bevægelse.

FRED INDENI: Dorthe Davidsen Langås (tv.) og Katrine Stewart føler et særligt nærvær, når de beder sammen.

med lukkede øjne, kan jeg mærke, at vi er en helhed, et fællesskab,” siger Dorte Karpf. SMÅ LYS. Fællesskabet betyder også meget for Dorthe Davidsen Langås, som var med i opstarten af Bøn i Bevægelse. ”Jeg har en oplevelse af, at når vi står og laver Bøn i Bevægelse, så er vi alle sammen nogle små lys. Og det lys bliver mere fortættet, når vi beder sammen, end når jeg beder alene. Jeres lys forstærker mit og omvendt. Sammen bliver vi et stort, stærkt lys. Sammen bliver vi Kristi legeme,” siger hun. ”Der er noget med dét, at vi bliver ét. Jeg oplever, at vi kan rumme hinanden på en helt særlig måde. Vi er meget forskellige, men det, vi gør sammen, er langt dybere end overfladen. Der er en dybde, som er uforklarlig. Et dybt fællesskab med Gud og med hinanden. Bagefter kan folk for eksempel sige, at de føler sig lettede, eller at deres hovedpine forsvandt,” siger Dorthe Davidsen Langås. ”Der var en mand, som var med til Bøn i Bevægelse for første gang, og han sagde: ’Det er mærkeligt, for vi står og beder hver for sig, men det er, som om vi bærer hinandens byrder’. Det, synes jeg, var rigtig godt sagt.” STOR OMSORG. Den tanke deles af Katrine Stewart, som også er leder af Bøn i Bevægelse. ”Jeg har det også sådan, at det er nemmere at bede, når vi er sammen. Det skaber en ramme, og det giver en større ro. Og så tror jeg også på,

26 tørst VINTER 2019

at vi mærker hinanden. Jeg lytter til Gud og til min egen krop, men jeg lytter også til de andres.” ”For mig handler Bøn i Bevægelse meget om at rette opmærksomheden mod min krop og mine bevægelser og bruge de sanser, som jeg har indeni min krop. Vi bruger også fagter, hvor vi sætter bevægelser til nogle ord, men jeg tror, det er stærkest for mig, når jeg ikke skal tillægge bevægelsen nogen betydning, men bare mærker den i kroppen. Når jeg gør det, kan jeg mærke, at jeg bliver meget nærværende og møder mig selv med meget stor omsorg,” siger Katrine Stewart. EN SAMMENSMELTNING. Aftenen skal til at gå i gang, men inden deltagerne bevæger sig op foran alteret, hvor de plejer at stå, tilføjer Kaja Kruse, at fællesskabet med Gud også er noget helt særligt ved disse aftner. ”Fællesskabet med Gud overvældes jeg af. Jeg har mange gange oplevet, at noget har vokset sig helt tydeligt indeni mig, som Gud minder mig om. Det bliver en sanselighed af noget konkret, et ord eller en hilsen, og det giver mig en fornemmelse af, at Gud har skabt mig med en indre kilde, og den får han til at risle,” siger Kaja Kruse. Dorte Karpf nikker smilende og tilføjer: ”Ja, det er så godt at invitere Gud ind i sine dybeste lag. Og når jeg bliver stille, bliver jeg helt automatisk også opmærksom på Gud. Der bliver så stille, at jeg kan høre den kilde, som du nævner. Det er en fantastisk sammensmeltning af fællesskabet med Gud og med hinanden.”

Savner du

fællesskab? SÅ HAR AREOPAGOS EN RÆKKE GODE TILBUD TIL DIG: ✦

Bøn i Bevægelse – i adskillige byer over hele landet

✦

Skovkirke i Vejle

✦

Nautilus – et åbent fællesskab med brunch i Brønshøj

✦

Areopagos-festival hver sommer – skiftevis i Danmark og Norge

✦

Retræter – både i Jylland og på Sjælland

✦

Årsmøde med interessant input og hyggeligt samvær

– næste gang i København 18. april 2020 ✦

Areopagos-katedralen

– besøg os på SommerOase 11.-18. juli 2020 i Horsens ✦

#aabenhimmel i København

– en anderledes aftengudstjeneste med højt til loftet Du kan læse mere om vores tilb ud på

areopagos.d og på Faceb

ook

Vi glæder os til at se dig!

RETURADRESSE: Areopagos

Peter Bangs Vej 5B 2000 Frederiksberg

GUD ER HER. ER DU? Vejledte meditationer. Bøn i Bevægelse. Christfulness. Prøv en måned gratis på Trospraksis.tv