Uddrag fra kataloget til Michael Ancher og P.S. Krøyer - Venner og rivaler

Page 1



INDHOLD

7 FORORD Christian Gether 11 VENNER OG RIVALER Andrea Rygg Karberg 47 KJÆRE… Nedslag i brevvekslingen mellem Ancher og Krøyer Elisabeth Fabritius 75 KIG IND! Michael Ancher og P.S. Krøyer som kunstnerfigur i samtidens medier Mette Bøgh Jensen 94 VÆRKLISTE

Modsatte side: P.S. Krøyer, Søstudie, 1885. Skagens Museum (63)

5



FORORD

Da ARKEN rettede henvendelse til Skagens Museum for at drøfte ARKENs planer om en udstilling om relationen mellem de to store skagensmalere Michael Ancher og P.S. Krøyer, kunne timingen ikke have været bedre. Skagens Museum stod netop for at skulle holde lukket pga. et omfattende byggeprojekt. Således opstod muligheden for et særdeles omfattende lån af knap 80 hovedværker af de to kunstnere fra Skagens Museum til ARKEN. Vi er Skagens Museum dybt taknemmelige for dets generøse udlån og for det positive samarbejde. Udlånet er suppleret af en række vigtige lån fra Den Hirschsprungske Samling, Statens Museum for Kunst, Michael og Anna Anchers Hus i Skagen, Collection Broere Foundation i Holland og en række private samlere, til hvem der også skal lyde en stor tak. Udstillingen følger op på ARKENs tidligere arbejde med skagensmalerne i form af udstillingerne SKAGENSMALERNE – i nyt lys i 2008 og ANNA ANCHER i 2011. Den første udstilling indkredsede skagensmalernes forskellige måder at skildre sig selv og den lokale fiskerbefolkning på ud fra nyere teorier om iscenesættelse og identitetsdannelse. Den næste udstilling indsatte Anna Anchers modernitet i en fænomenologisk ramme. I denne udstilling går vi tæt på relationen mellem to af de store kunstnere inden for det moderne gennembrud i dansk kunst. Med udgangspunkt i motiverne fra Skagen og i brevene mellem de to malere belyses venskabet mellem Michael Ancher og P.S. Krøyer. Ancher og Krøyer hjalp, udfordrede og

inspirerede hinanden fra Krøyers første sommer i Skagen i 1882 til hans død samme sted i 1909. Der er en gensidig påvirkning i deres billeder, fyldt med fiskere, havvand, venner og familie, og i deres faglige diskussioner, hvoraf en del har overlevet i brevform, skinner deres ligheder og forskelle igennem. Udstillingen viser to forskellige former for modernitet, der kommer til udtryk i henholdsvis Krøyers dynamiske formsprog og Anchers mere statuariske. Samtidig aftvinger den ærlighed og grundighed, som de udtrykker i brevene, en stor respekt. Brevene vidner ikke blot om to kunstneres forskellige sind og tilsvarende forskellige tilgange til maleriet. De giver os også et sjældent indblik i deres venskab. Kataloget indledes af ARKENs museumsinspektør og udstillingens kurator, mag.art. Andrea Rygg Karberg, som med udgangspunkt i billeder og breve præsenterer udstillingens koncept. Den førende Ancher-specialist, seniorforsker mag.art. Elisabeth Fabritius uddyber de vigtigste passager i brevene mellem de to kunstnere ud fra sit store arbejde med den samlede korrespondance til og fra Michael og Anna Ancher, som snart udkommer i ikke mindre end fem bind. Korrespondancen omfatter også de knap 170 bevarede breve mellem Ancher og Krøyer, som Elisabeth Fabritius så generøst har transskriberet, annoteret og stillet til rådighed for forskningen bag denne udstilling. Kataloget byder til slut på en fagfællebedømt artikel af mag.art. Mette Bøgh Jensen, museumsinspektør på Skagens Museum. 7

Modsatte side: Michael Ancher, Portræt af maleren P.S. Krøyer, 1893. Den Hirschsprungske Samling, København (21)


Med udgangspunkt i et bredt arkivmateriale behandler artiklen, hvordan Michael Ancher og P.S. Krøyer blev fremstillet i et udvalg af samtidens medier, sammenholdt med de to kunstneres selvforståelse og selviscenesættelse. Med artiklen lægger Mette Bøgh Jensen en vigtig brik til sin forskning i skagensmalerne. Der skal lyde en stor tak til alle skribenter. I løbet af udstillingen har ARKEN brevskrivning som tema. I tilknytning til udstillingen vil man derfor finde en brevskrivningsstation, hvor man kan øve sig i brevskrivningens kunst, ligesom diverse særarrangementer og et omfattende undervisningsmateriale til børn og unge undersøger brevet som kommunikationsform. Vi takker Post Danmark for samarbejdet, samt foreningen ’Post a Letter’. Som et led i vores formidling af udstillingen er en række brevpassager blevet indtalt, som man kan høre i en audio-visuel introduktion til udstillingen samt i tre lytteposter ved udvalgte værker. Vi vil i den forbindelse gerne takke skuespillerne Michael Moritzen som Ancher og Preben Kristensen som Krøyer for et inspirerende samarbejde, samt projektmedarbejderne Hanne BudtzJørgensen og Anne Louise Blicher. Også tak til Trip Trap for lån af møbler til udstillingen. Til slut en stor tak til Knud Højgaards Fond for støtte til udstillingen, samt til Gangsted fonden for støtte til kataloget. P.S. Krøyer, Roser, 1893. Skagens Museum (75)

Christian Gether Museumsdirektør 8



Michael Ancher, Fiskere i færd med at sætte en rorsbåd i vandet, 1881. Skagens Museum (5)

10


11


12


KJÆRE… Nedslag i brevvekslingen mellem Ancher og Krøyer Elisabeth Fabritius

Venskabet mellem Michael Ancher og P.S. Krøyer, varede fra 1882 til Krøyers død i 1909. Nok havde Ancher i 1870ernes begyndelse kortvarigt været Krøyers elev, men de lærte først hinanden rigtigt at kende i Wien i forsommeren 1882. Her besøgte de sammen den internationale udstilling, hvor de begge var repræsenteret, tog på udflugter i omegnen og fulgtes til München, hvor de så byens museer.1 Da Krøyer om sommeren indfandt sig i Skagen, fik de gennem dagligt samvær nærmere kontakt i Brøndums gæstgivergård, hvor Michael og Anna Ancher ofte spiste sammen med de tilstedeværende kunstnere. Krøyer havde studeret i både Paris og Rom, havde udstillet på Salonen, den officielle årlige franske kunstudstilling, og var allerede internationalt berømt. Overordnet synes deres venskab at falde i tre perioder, bestemt af Krøyers livssituation: 1880erne, hvor han som succesrig international kunstner indtog Skagen og så at sige formede kunstnerkolonien i sit billede. 1890erne, hvor han isolerede sig i Skagen Vesterby, koncentreret omkring ægteskabet, familielivet og flere meget store bestillingsopgaver. Endelig tiden fra 1900, hvor hans psykiske sygdom brød igennem og fordrede hyppige indlæggelser, alt imens hans fysiske deroute tog fart og førte til hans tidlige død i 1909. Michael Anchers liv fulgte i de samme årtier et mere lineært forløb. Han opdagede Skagen i 1874 og knyttede sig til stedet, idet han fandt

så mange motiver, han kunne ønske og samtidig forelskede sig i kroværtens datter Anna Brøndum. Han følte sig tryg i Skagen, hvor han ikke havde konkurrenter, for han havde svære vanskeligheder med at lære at mestre pensel og farver. Det lykkedes ham endelig til fulde med maleriet Vil han klare Pynten?, som skabte hans kunstneriske gennembrud på Charlottenborg-udstillingen i 1880. Her blev det købt til det nationale galleri (nuværende Statens Museum for Kunst), der imidlertid afstod, da kong Christian IX ønskede at købe det til sin samling.2

1) Michael Ancher, Selvbiografiske noter (1882. KB, NKS 1197, 8°). 2) Der vises på udstillingen en senere version af billedet, se side 34.

Samme år giftede han sig med Anna, der netop havde debuteret på Charlottenborg. De var begge kommet under påvirkning af nyere fransk maleri og var dermed blevet en del af det moderne gennembrud i nordisk maleri. Det faglige fællesskab, de allerede havde etableret, udviklede de i stor harmoni og malede hver især en række mesterværker. I modsætning til de fleste af datidens mænd satte Ancher ikke grænser for sin kones professionelle udfoldelse, heller ikke da de i 1883 blev forældre. Forholdet imellem dem var præget af stor kærlighed og gensidig respekt, menneskelig som faglig, som varede livet ud. Den vigtigste kilde til vor viden om forholdet mellem Michael Ancher og P.S. Krøyer er deres indbyrdes breve. Der er bevaret omkring 170 og i mange tilfælde breve begge veje, således at man kan følge deres meningsudvekslinger og diskussioner om faglige såvel som private 13

Modsatte side: Michael Ancher til P.S. Krøyer, Skagen 11.12.1897. Den Hirschsprungske Samling, København


3) Michael Anchers breve til P.S. Krøyer findes i Den Hirschsprungske Samling, København. Krøyers breve til Ancher er i Helga Anchers Fonds brevsamling, deponeret på Det Kongelige Bibliotek, København og i Michael og Anna Anchers Hus, Skagen. 4) Udateret brev [tidligst 25.7.1882] fra Michael Ancher til Viggo Johansen (KB, NKS 4192, 4°).

emner.3 Det er dagligdags meddelelser, skrevet uden tanke på offentliggørelse. De giver et enestående indblik i deres venskab, som det udviklede sig over tid, og dertil indsigt i den kunstneriske skabelsesproces. I det følgende skal deres kunstneriske styrkeforhold indkredses, og to eksempler fra brevvekslingen, som knytter sig til bestemte malerier, præsenteres. På Anchers enemærker 1882 I sommeren 1882 bestemte Krøyer sig for at male i Skagen og ankom dertil den 19. juni. I Brøndums gæstgivergård, hvor han var i pension, traf han ikke blot Anna og Michael Ancher, men også den berømte forfatter og marinemaler Holger Drachmann og senere den svenske maler Oscar Björck. Et par dage efter Krøyers fødselsdag den 23. juli, som de fejrede ved et muntert gilde, gav Michael Ancher sin ven, maleren Viggo Johansen følgende situationsrapport: ”Han Drmn. er her jo og Krøyer ogsaa. Han er frisk og levende Dr., og endnu har han kun vist sin elskværdige Side ud. Krøyer i Begyndelsen trist med daarlig Mave og kunde ingen Motiver finde; nu maler han et fra Butiken, lidt brunt vist, men ret morsomt; men langtfra hvad det kunde være, og nogle der ved Solnedgang i fladt Sollys drager Vaad, i Compositionen ikke kommet ud over Neumann, det kan dog vist blive virkningsfuldt; men saa kan han ingen Modeller finde, han kommer saa og spørger, hvem han skal tage til hver især, medens vi andre prøver og vrager. Han holder 14

Morgenbladet og er Venstremand men hans Betragtning af Sagerne er en fuldstændig nationalliberal. Forresten meget elskværdig.”4 Henvisningen til Carl Neumanns maleri Fiskere trækker vod på Skagen Nordstrand fra 1870 (Statens Museum for Kunst) var ikke nogen kompliment. Ancher var ikke umiddelbart imponeret over Krøyer, men han ændrede holdning, da Krøyer var færdig med de nævnte billeder, der fik titlerne I købmandens bod, når der ikke fiskes (se side 50-51) og Fiskere der trækker vod på Skagens Sønderstrand (se side 35). Fiskermotiver havde Ancher hidtil haft for sig selv, men værst var det, at Krøyer havde trængt sig ind på hans personlige enemærker ved at male i Brøndums butik, som han angiveligt selv havde planer om at male. Da Krøyer var rejst sidst i oktober, gik der ikke længe, før Ancher måtte have luft for sine frustrationer. Som det ses af hans brev til Krøyer den 5. november, opfattede han på det nærmeste Krøyers billeder som tyveri fra hans personlige revir: ”Kjære Krøyer! Allerførst, hvorfor o.s.v. Kjære, jeg holder virkelig meget af dig, mindst maaskee i Skagen men ogsaa der, det er jo umuligt andet, men husk nu paa, at netop her har jeg fundet en Grube (Guld – Sølv – Kobber alt efter hvad man mønter ud deraf); med megen Uleilighed har jeg faaet et Apparat istand, har tænkt mig selv male saagodt som ethvert Motiv; saa kommer Du, der er saa dygtig, du benytter kun de


Samme, Du maler fra Butikken hos mine Svigerforældre, stort nærmere kunde Du dog ikke gaae; om jeg saa kunde faae Fornemmelsen af at blive Landflygtig heroppe, blive traadt lidt paa Ligtornene, var det da saa underligt, det er jo som et Angreb paa Ens faste Plads; det mindede om den rige Mand, der havde mange Faar, men slagtede den Fattiges eneste Lam. Allerede salig Vessel havde jo den Mening, at tvende Hunde om et Ben eller tvende beilende til En havde ondt ved at holde Fred, naa forholdsvis har vi jo dog havt det ret fredeligt og selv om jeg nu sagde til mine Svigerforældre, at jeg syntes det var rimeligt, da baade jeg og deres Datter ere Malere, at vi fik Eneret til at male derovre, det vilde vist Ingen synes var mere end billigt. See her Noget af det som er faret gjennem Hovedet paa mig den forløbne Sommer og som vel ofte har gjort mig mindre imødekommende end Din Elskværdighed fortjente.” Desværre er Krøyers svarbreve til Ancher ikke bevaret, men det er tydeligt, at Ancher ikke lod sig formilde, selv om han udtrykte sin sympati for Krøyer som person. Den 21. november uddybede han emnet: ”Lad mig ligesaa godt begynde med at fortælle Dig, at jeg virkelig finder Dig knusende elskværdig og holder saare meget af Dig for derefter at gaae over til Dagsordenen; thi saa kan man jo tale rent ud af Posen, altsaa det veed vi nu. Du har, for at bruge Dine egne Ord, Sympathi for mig baade som Menneske og

Kunstner, jeg i hvert Fald ikke mindre for Dig, saa begynder jeg igjen. – Husker Du, Du sagde selv engang til mig i Sommer, at vi egentlig vare lidt for nær ved hinanden da vi malte omtrent lignende Ting begge, og dette er det egentlig der rammer min Tanke ikke mener jeg at have Patent paa Motiverne her, langtfra; men i Verden er der 1400 Millioner Mennesker, i Danmark 2 Mill., i Skagen vel 500 Fiskere, af disse har jeg maaskee malt 20, Du kommer og Du maler accurat de samme 20 eller 10 af de 20. Butikken har jeg nu seet saa meget paa, tænkt at male saa ofte, talt derom med min Kone, den er hos vore Forældre, der er 1000 andre Butiker, vel! Du kommer! Du maler den og efter Dig kan jeg naturligvis ikke male den. Seer Du ikke, at sligt et Billede gaaer mig saa nær som muligt, netop da jeg boer heroppe, det vilde komme af sig selv, saasnart jeg fik andre expederede. Jeg seer nu ikke at det er at see saa græsselig smaat paa Tingene, et andet er det jo, at det er saa meget nemmere at benytte den Jord der er dyrket end at dyrke selv paa et nyt Sted; thi det er dog vanskeligt at vide hvormange Malersteder der er i Danmark, før man har været rundt omkring. Ikke mener jeg altsaa at man har Patent paa Noget, fordi man har været den Første, der malede det, eller at i det Hele at andre Patenter gjælde i Kunstens eller Aandens Verden end Dygtighedens og min Tid er det, ikke at have malet mine Billeder saa gode, at Ingen Andre gad male dem, men – jeg troer ikke jeg selv havde gjort det...

Fortsættes det trykte katalog der kan købes på ARKEN

15


16


17


Venner – og rivaler. Sådan var de, de to skagensmalere Michael Ancher og P.S. Krøyer. Forskellige som nat og dag og alligevel nært forbundne. Lige fra de mødtes første gang i Skagen i 1882 til Krøyers død i 1909 hjalp, udfordrede og inspirerede de hinanden. Dette katalog fortæller med udgangspunkt i de to kunstneres malerier og indbyrdes brevveksling historien om deres venskab og rivalisering. Vi får herigennem et sjældent indblik i deres forskellige sind, selvforståelse, kunstsyn, arbejdsproces og indbyrdes relation. Malerierne af vejrbidte fiskere, oprørt hav, venner og familie vidner om den gensidige inspiration, som bølgede frem og tilbage imellem dem. Brevene beretter om faglige diskussioner og stridigheder, der kun blev løst med skriften som mellemmand.

Bidrag af: Andrea Rygg Karberg Elisabeth Fabritius Mette Bøgh Jensen

Køb kataloget på ARKEN

9

788778

751027


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.