HOTSPOT CLUJ Ny rumænsk kunst
INDHOLD
9 11
Forord Generation Cluj Mellem fortid og fremtid Dorthe Juul Rugaard
25 Realismen og realismen Mihnea Mircan 38 Introduktion til kunstnerne Christina Papsø Weber
Marius Bercea, Untitled, 2012 Courtesy Blain Southern, London
5
6
FORORD
Efter et par intense dage i november 2012 med atelierbesøg i og omkring Fabrica de Pensule er vi ikke i tvivl. Vores udstillingsidé skal føres ud i livet. Stedet er en forladt penselfabrik i den rumænske by Cluj-Napoca, som i 2009 blev omdannet til et center for rumænsk samtidskunst. Udstillingen HOTSPOT CLUJ – Ny rumænsk kunst præsenterer det danske publikum for ni rumænske samtidskunstnere. De er vidt forskellige, men de har en fælles erfaring som individer i et postkommunistisk samfund. De kæmper alle for at finde et eksistentielt fodfæste i det ideologiske vakuum, som har præget tilværelsen i Rumænien siden 1989, hvor Nicolae Ceauşescu og hans kommunistiske styre faldt. Udstillingen viser en række kunstnere, der finder forskellige æstetiske udtryk for deres subjektive og kollektive identitetsforhandlinger i vadestedet mellem øst og vest, lokal og europæisk identitet, historie og nutid, utopi og skepsis over for utopier. Deres erfaringer er bestemt af politiske og sociale forhold, som ligger langt fra livet i Velfærdsdanmark. Alligevel rummer deres værker refleksioner, der taler til os alle, som når Ciprian Mureşans hånddukke i et videoværk opfordrer os til at deltage i sin lille enmandsdemonstration mod sig selv, fordi han gerne vil protestere over, at han ikke længere tror på, at det ændrer noget at protestere. Kunstnerne dækker et bredt felt af praksisser fra performance- og videokunst over fotografi, installation og skulptur til abstrakt og figurativt maleri. De er alle enten på vej til eller har for længst fundet et ståsted på den internatio-
nale kunstscene. Udstillingen bidrager til at bibringe ny viden om denne vedkommende og aktuelle del af den europæiske samtidskunst. En særlig tak skal rettes til alle de kunstnere, der har taget imod os med stor åbenhed og efterfølgende har indgået samarbejde med os om udstillingen. Vi er også dybt taknemmelige for den generøsitet og hjælpsomhed, som vi er blevet mødt med fra Adrian Sutton fra Blain Southern Gallery i London, kunstkritiker og kurator Jane Neal, Mihai Pop fra Plan B Gallery i Cluj og Berlin, Daria Dumitrescu fra Sabot Gallery i Cluj og Jürg Judin fra Nolan Judin Gallery i Zürich. Uden dem havde det ikke været muligt at realisere udstillingen. Tak til katalogets bidragsydere: ARKENs museumsinspektør Dorthe Juul Rugaard, der introducerer til udstillingen, direktør for Extra City Kunsthal i Antwerpen, Mihnea Mircan, der har skrevet et inspirerende essay om Østeuropa mellem to virkeligheder og ARKENs undervisningsleder, Christina Papsø Weber, der har skrevet introduktioner til kunstnerne. Udstillingens værker er tillidsfuldt og gavmildt blevet betroet os af kunstnere, gallerier og privatsamlinger. Vi takker på det varmeste for, at vi kan give denne gavmildhed videre til vores publikum i form af en udstilling med rige muligheder for at opleve og erfare nyt. Endelig skal en varm tak rettes til Nordea-fonden, som vi indgår i et tre-årigt samarbejde med under overskriften Passion og Indsigt. Christian Gether Direktør
Fabrica de Pensule, ClujNapoca
7
Generation Cluj Mellem fortid og fremtid Dorthe Juul Rugaard
“Periferierne udgør de mest foranderlige landskaber, fordi de er fulde af muligheder.” Şerban Savu I Rumænien, et af Europas fattigste lande, har en generation af unge kunstnere igennem de seneste ti år vundet stadig større fodfæste på den internationale kunstscene. En stor del af disse kunstnere er tilknyttet Fabrica de Pensule, en nedlagt penselfabrik i byen Cluj-Napoca. Stedet har siden 2009 fungeret som en lokal platform for samtidskunst med international bevågenhed. Her arbejder omkring 30 kunstnere. De var børn under Nicolae Ceauşescus regime, der fandt sin brutale afslutning i juledagene 1989, og de er blevet voksne i den postkommunistiske eftertid. Deres værker bliver skabt på en grobund af eksistentielle refleksioner, spændt ud mellem orden og kaos, utopi og dystopi, og de vidner om en stor sensibilitet over for både historien og vores egen tid. Ni kunstnere har fundet vej til udstillingen HOTSPOT CLUJ – Ny rumænsk kunst. Dette introducerende essay baserer sig på samtaler og interviews med flere af disse kunstnere om den samtidige bevidsthed om fortiden og nutiden i deres værker.1 Jeg vil vise, hvordan denne bevidsthed manifesterer sig i en stærk tilstedeværelse af kunst- og kulturhistorie i værkerne, en form for retrospektiv – i visse tilfælde nærmest asynkron – praksis, der rummer en drivkraft og et fremadskuende moment.
Ingenmandsland På en parkeringsplads i udkanten af byen stikker fronten af en varevogn ud af en garage. En simpel bilvask er banket op her, omgivet af marker og blide bakkestrøg, måske midlertidigt eller med ambitioner om at udvide i fremtiden. Mens man venter, kan man stille sin tørst i skyggen under de orange reklameparasoller. De er et lysende, syntetisk farveindslag i et støvet og solbeskinnet landskab, der fremstår med en overbevisende naturalisme. Maleriet hedder Granini (2013) og er skabt af Şerban Savu (f. 1978), hvis værker ofte skildrer arbejdsmænd og -kvinder i hverdagslige, udramatiske situationer. De foregår i et perifert terræn mellem land og by, et ingenmandsland, der ofte har den kommunistiske fortids betonstrukturer som elementer i landskabet. Dette landskab er skildret i et distanceret fugleperspektiv, der udvisker figurernes individuelle karaktertræk, ikke ulig den flamske 1500-talsmaler Pieter Bruegel den Ældres narrative kompositioner. Stilistisk og motivisk minder Granini om den franske naturalist og realist Jean-François Millets marklandskaber fra midten af 1800-tallet, der ofte skildrer bønderne som hårdtarbejdende, værdige individer. Også den amerikanske Edward Hoppers urbane og landlige skildringer af det moderne liv synes at spille en rolle i Savus maleri. I hvert fald besidder de noget af den samme ensomhed, kedsomhed og resignation i figurernes interaktion med omgivelserne, og de giver en lignende tvetydighed eller absurditet 9
1 Med mindre andet er angivet, stammer citater og udtalelser fra en række e-mailinterviews med kunstnerne, som jeg foretog i januar 2013.
Şerban Savu, Granini, 2013 Courtesy Plan B, Cluj / Berlin
til den fortælling, som maleriet antyder. Selvom Savus maleri i så høj grad trækker på såvel ældre som moderne malerkunst, skildrer det en nutidig tilstand – en tid og et sted under tilblivelse – ikke på trods af, men i kraft af denne retrospektive praksis:
Radu Comşa, Transskription sort-gul, 2012 Courtesy kunstneren og Sabot Radu Comşa, Transskription, 2012 Courtesy kunstneren og Sabot
“Jeg er ikke nødvendigvis interesseret i ideen om at forny maleriets sprog. Jeg bruger det som et redskab til at sige ting, som jeg finder vigtige. Men selvfølgelig har maleriets sprog sin historie og tradition, som man kan se som en byrde. Så længe mine hensigter ikke er formelle, føler jeg mig fri til at bruge det sprog, som bedst passer til det skildrede emne eller ideen. Det er emnet, der gør mine malerier nutidige.” Inspiration og citater fra kunsthistorien og samtidskunsten er en almindelig praksis i al samtidskunst. Intet opstår i et æstetisk eller 10
kulturelt vakuum. Hos Savu og hans kolleger er kunsthistorien – og historien – dog særdeles præsent, både som referenceramme, indhold og motiv. Ciprian Mureşan (f. 1977), der som mange af sine kolleger er uddannet på University of Art and Design i Cluj (UAD) og i dag arbejder tværmedialt i sine konceptuelle værker, bakker denne observation op. Han siger, at befolkningen i Rumænien er direkte påvirket af den nyere tids historie, og at det meget vel kan være en årsag til, at historien altid er i kunstnernes horisont. Det er forståeligt, når man tænker på de voldsomme begivenheder og forandringsprocesser, som det kommunistiske styre førte med sig. Mureşan giver desuden udtryk for, at han i dag, mere end ti år efter sin afgang fra UAD, føler, at han er mere eller mindre selvlært som kunstner. Adskillige af udstillingens kunstnere beskriver UAD som en institution
uden dialog mellem professorer og studerende. Samtidskunsten blev desuden ikke inddraget som en del af den kunsthistoriske dannelse og praksis, der fokuserede på klassisk maleri, anatomi og perspektivlære. Denne generation af kunstnere har helt på egen hånd opsøgt information om samtidskunsten i og uden for Rumænien i deres daglige ud-
vekslinger med hinanden. Flere kunstnere har også haft lange studieophold uden for Rumænien. Radu Comşa (f. 1975) understreger betydningen af de tætte forbindelser til sine medstuderende: “Da jeg studerede, var der ringe interesse for samtidskunst blandt mine lærere. Der var 11
Dan Măciucă, Forladt doktrin, 2010 Courtesy kunstneren
generelt en stor skepsis over for konceptuelle praksisser og en fuldstændig mangel på diskussion mellem professorer og studerende. Jeg er et produkt af en vidunderlig generation, der er opstået af en stille kamp mod et system, der hellere ville vise muskler end bruge hovedet. Vores oprør fandt mest sted i maleværkstedet, hvor vi konkurrerede om at lave de mest dristige eksperimenter, mens vi udvekslede ideer og fulgte med i de seneste kunstneriske strømninger.” At genskrive alfabetet Comşas bidrag til udstillingen er en konkretabstrakt installation, der indgår i hans undersøgelser af metoder til at forskyde strukturer og tegn fra ét materiale til et andet – ofte industrielle, lokalt fundne materialer. Tidligt i sin karriere arbejdede han med det figurative maleri, der i dag kendetegner den mest succesfulde og eksponerede del af samtidskunsten fra Cluj. Han har lagt dette formsprog fra sig for at udvikle et nonfigurativt maleri, der åbenlyst trækker på det 20. århundredes konstruktivisme og abstrakte modernisme. Men det sker i et udvidet felt, hvor maleriet konstant glider mellem billede, skulpturel form og rumlig tilstedeværelse i en grundlæggende skepsis over for modernismens utopier. Comşa fortæller om årsagen til dette: “Jeg kunne låne Malevitj’s ord og sige, at ‘jeg i et desperat forsøg på at befri kunsten fra den repræsentationelle verdens byrde søgte ly i 12
kvadratets form’, men det ville kun være den halve sandhed. Jeg havde også behov for at befri mig selv fra socialrealismens arv og svømme imod Cluj-strømmen. Jeg tror desuden ikke længere på, at figurativt maleri, eller maleriet alene, kan påvirke nutidig tænkning; vi må alle lege med hele formsproget, genskrive alfabeterne og revidere vores viden og erfaring.” En kunstner som fx Savu artikulerer sin nutidserfaring ved hjælp af realismen og den figurative maleritradition. Afstandtagen til figurationen og aktiv genlæsning af den abstrakte modernisme er en vej for Comşa til at skabe et nyt kunstnerisk ståsted i sit æstetiske laboratorium med socialismens æstetiske doktrin som bagtæppe og byrde. Dan Măciucă (f. 1979) arbejder også med det nonfigurative maleri. Ligesom Comşas maleri har det dybe rødder i modernismen, om end udtrykket er radikalt anderledes. Măciucă nedbryder den figurative form i en arbejdsproces, der tager udgangspunkt i fotografiske motiver fra nutidens urbane og industrielle landskab, som bliver omsat til gestiske sort-hvide tegninger og til sidst ender som tætte, tommetykke bas-relieffer. De har en gestikulerende, lyrisk kraft, der kan genfindes hos såvel tyske Otto Dix som i britiske Frank Auerbachs dystre, ekspressive maleri. Măciucă fortæller, at han i sine år på UAD følte sig “tiltrukket af neo-ekspressionismen og værker af bl.a. Georg Baselitz, Anselm Kiefer, Francis Bacon, Jean-Michel Basquiat og Karel Appel. Jeg var interesseret
i overfladens billedsprog og det pseudofigurative.” Trods sin beskedne størrelse er værket Forladt doktrin (2010) en fortættet eksplosion af farvemateriale i et udvidet malerisk felt. Det vidner om indflydelser fra det moderne og postmoderne maleris historie, men det er også en del af samtidskunstens diskurs om undersøgelsen af maleriets muligheder som medie. Măciucăs værker er samtidig refleksioner over individets skrøbelige, sociale vilkår i forbrugskulturens tidsalder. Og selvom der
er betydelige forskelle mellem fx Savus og Măciucăs maleri, aner man konturerne af en parallel opfattelse af, hvordan kunsthistorien og maleriets tradition kan bruges til at artikulere nutiden.
Marius Bercea, Elektronymfe, 2012 Courtesy Blain Southern, London
Læs mere i kataloget, som kan købes på ARKEN. 13
Ĺžerban Savu, Park, 2012 Courtesy kunstneren
15
INTRODUKTION TIL KUNSTNERNE
Cristi Pogăcean F. 1980 Bor og arbejder i Tîrgu Mureș Cristi Pogăcean arbejder med religion, kultur og politik i sine konceptuelle værker, der mimer hverdagens æstetik. Hans værker kan være udformet i alt fra sæbe og vægtæpper til skulptur, fotografi, video og billboards i det offentlige rum. Trosbærer (2012) er et manipuleret fotografi, der på realistisk vis sammenføjer en gotisk katedral og et hangarskib på det åbne hav. Det kristne krigsskib fremstår faretruende og kolossalt med kurs direkte mod beskueren. Værket kan ses som en kommentar til Vestens invasioner i Mellemøsten. Selvom den vestlige verdens officielle argumentation for at gå i krig i vores tid ikke bliver hentet i religionen, foreslår Pogăcean, at samtidens ideologiske magtkampe mellem øst og vest giver genklang til tidligere tiders korstog. Ved at fremhæve krigsførelsens religiøse dimension minder Pogăcean om, at Vestens ideologier stadig bygger på troen som en tung, kulturel ballast. Pogăcean trækker på den nyeste historiefremstilling, når han undersøger fremstillingen af moderne krigsmonumenter og kredser om begreber som indespærring, opofrelse og helte. Han henter sin inspiration i hverdagen og den massemedierede virkelighed, som han drejer i uventede retninger.
Værker i udstillingen Trosbærer, 2012 C-print, 45 x 30 cm Courtesy Plan B, Cluj / Berlin (Afbildet her) Ren himmel, 2001-12 C-print, 30 x 45 cm Courtesy Plan B, Cluj / Berlin Bortførelsen fra Seraillet, 2005 Billedtæppe i uld, 110 x 160 cm Courtesy Plan B, Cluj / Berlin
18
19
HOTSPOT CLUJ Ny rumænsk kunst Indtil den 10. november 2013. Køb kataloget på ARKEN eller bestil det på: reception@arken.dk