Indholdsfortegnelse
7
Forord
ESSAYS 13 Omvendt kannibalisme Introduktion til India : Art Now Stine Høholt 54 KALEJDOSKOPISKE UDSAGN Udviklingen i indisk samtidskunst Ranjit Hoskote 64 JEG, MIG OG DU Zehra Jumabhoy InterviewS 85 Rina Banerjee 89 Shilpa Gupta 93 Jitish Kallat MAximum CITY 97 PERSONLIG GEOGRAFI Suketu Mehta KUNSTNERE 122 KUNSTNERBIOGRAFIER 153 VÆRKLISTE
Bharti Kher, The hot winds that blow from the West, 2011. Detalje. Courtesy kunstneren og Hauser & Wirth (24)
FORORD
Siden 1990erne har den indiske kunstscene været i nærmest eksplosiv udvikling og er i dag blandt de mest spændende kraftcentre i samtidskunsten. Det skyldes blandt andet landets hastige økonomiske vækst samt udbredelsen af nye medier og visuelle teknologier. Samtidig har den indiske kunstscene for alvor åbnet sig op mod den globale scene gennem udveksling, dialog, rejser og samarbejder på tværs af nationale grænser. Den accelererende globalisering har medvirket til, at landet i disse år omdannes til et område i stor vækst med en milliardbefolkning, som danner grobund for nye kunstneriske og kreative udtryk, en højteknologisk urban kultur og et stort kunstpublikum. INDIA : ART NOW viser, hvordan nogle af Indiens mest interessante samtidskunstnere fortolker tilværelsen i krydsfeltet mellem det lokale og det globale. Gennem udvidede installationer og værkgrupper af 13 udvalgte kunstnere og kunstnergrupper skaber udstillingen en koncentreret dialog mellem forskelligartede kunstneriske stemmer, som fra hver deres udgangspunkt forholder sig til, hvad det vil sige at være inder i dag. På denne baggrund fokuserer kataloget på nye tendenser og kunstneriske positioner i indisk samtidskunst samt dens rolle på den globale samtidskunstscene set ud fra et spektrum af førende indiske kunstkritikere, kuratorer og kunstnere. Kataloget indledes af ARKENs overinspektør Stine Høholt, som introducerer til udstillingens kunstnere og værker ud fra tre overordnede temaer: ”Byens rum”, ”Identitet og hverdagsliv” og ”Selvartikulation”. Herefter retter kurator og kritiker Ranjit Hoskote blikket mod den indiske kunstscene og diskuterer de mangfoldige betydninger af ”indisk selvopfattelse”. Dernæst zoomer kunstkritikeren Zehra Jumabhoy ind på identitet og tilhørsforhold i indisk samtidskunst; et tema, som den skønlitterære forfatter Suketu Mehta beskriver fra en selvbiografisk vinkel i katalogets afsluttende bidrag, hvor han beretter om sin barndoms ”personlige geografi”. Kataloget rummer desuden tre kunstnerinterviews med Rina Banerjee, Shilpa Gupta og Jitish Kallat, som fortæller om deres inspirationskilder og en kunstscene i forandring. INDIA : ART NOW er en del af projektet India Today/Copenhagen Tomorrow, der har til ambition at bringe det moderne Indien til Danmark ved at fremme udvekslingen af kultur, videnskab og handel imellem de to lande. ARKEN er hovedaktør i projektet, som foruden museets udstillinger INDIA : ART NOW og INDIA : FASHION NOW også præsenterer indisk film, moderne indisk dans og musik, forskning, kulturudveksling m.m. Projektet er støttet af Holck-Larsen Fonden, etableret af civilingeniør Henning Holck-Larsen, som var medgrundlægger af en af Indiens største virksomheder, det internationale industrikonglomerat Larsen & Toubro. Virksomheden blev grundlagt i Mumbai i 1938 og har siden været højt respekteret i det indiske samfund på grund af dets holistiske tankegang og sociale ansvarlighed, som sikrer boliger, velfærdscentre og uddannelse til virksomhedens mange tusinde ansatte og deres familier.
5
Subodh Gupta, Terminal, 2010. Installationsview, Take off your shoes and wash your hands, Tramway, Glasgow, 2010. Courtesy kunstneren og Hauser & Wirth (17)
Jeg ønsker at rette en varm tak til æresformanden for India Today/Copenhagen Tomorrow, hr. A.M. Naik, bestyrelsesformand og direktør for Larsen & Toubro. Derudover ønsker jeg at takke Holck-Larsen Fonden for muliggørelsen af dette unikke og ambitiøse projekt. Var det ikke for fondens engagement og økonomiske generøsitet ville ARKENs udstillingsprojekt ikke have været muligt. En stor tak til Holck-Larsen Fondens bestyrelse, særligt fondens formand, advokat Steen Lassen, som med stort personligt engagement og ildhu har initieret projektet og vist en ekstraordinær velvillighed frem mod projektets realisering. Jeg vil gerne takke Larsen & Toubro Ltd., som foruden hr. A.M. Naiks personlige engagement i projektet har ydet afgørende økonomisk støtte til projektet. I den forbindelse også tak til Vice President Northern Europe, hr. Sarbajit Deb, Larsen & Toubro Infotech Danmark. Tak til Nordea Fonden, der med midler til det treårige tværfaglige projekt ”Passion og Indsigt” generøst har været med til at muliggøre projektet. Også tak til Rambøll, DSV, Indian Council for Cultural Relations, Hindsgaul og Neutral. Tak til følgende personer, som på forskellige måder har bidraget til projektets realisering undervejs: Peter Andersen, Ashok Kumar Attri, Flemming Hedegaard, Frederik Larsen, Maria Mackinney-Valentin, Janne Meier, Peter Nagy, Lotte Sophie Lederballe Pedersen, Anne Ring Petersen og Freddy Svane. En særlig tak skal også rettes til de museer, privatsamlinger, gallerier og kunstnere, der med stor imødekommenhed har udlånt værker til udstillingen og været behjælpelige undervejs i forberedelserne: Haunch of Venison, Hauser & Wirth, Galerie Nathalie Obadia, Gallery Nature Morte, Project 88, Sakshi Gallery, Tapi Collection, Tate Modern, Vadehra Art Gallery, Galerie Yvon Lambert, kunstnere i udstillingen og privatsamlinger, der ønsker at være anonyme. Også tak til DR og Casablanca Film samt den indisk/skotske designduo Doshi Levien for design af udstillingens læselounge og Moroso SpA, Cavalicco, Italien, for produktion og udlån. En udstilling som denne er kun blevet til gennem velvilligt samarbejde fra kunstnernes side. Der skal derfor lyde en varm og hjertelig tak til alle udstillingens kunstnere, som åbnede deres atelierer for os under vore besøg i Indien og accepterede vores invitation til at udstille deres værker på ARKEN: Rina Banerjee, Hemali Bhuta, Atul Dodiya, Sheela Gowda, Shilpa Gupta, Subodh Gupta, Jitish Kallat, Reena Saini Kallat, Rashmi Kaleka, Bharti Kher, Ravinder Reddy, Vivan Sundaram og kunstnerduoen Thukral & Tagra. Sidst men ikke mindst vil jeg gerne rette en særlig varm tak katalogets skribenter for inspirerende og indsigtsfulde bidrag. Christian Gether Museumsdirektør
6
ESSAYS
Omvendt kannibalisme Introduktion til India : Art Now Stine Høholt
Lange, sorte, bastlignende reb hænger i bylter fra loftet eller er viklet rundt om de blanke forkromede kofangere, som hænger langs udstillingsrummets hvide vægge. Det var den på én gang minimalistiske og sanselige installation, man kunne opleve ved den 53. Venedig Biennale på Arsenales udstilling Fare Mondi/Making Worlds i 2009. Installationen fremstod som et sindrigt netværk af uafhængige strukturer, en art bio-arkitektur, og var skabt af kunstneren Sheela Gowda (f. 1957 i Bhadravati, bor og arbejder i Bangalore). For en stund blev man hevet ud af den stemning af kunstfaglig blaserthed, man nemt kan falde ind i, når man gennem flere dage vandrer rundt på Venedig Biennalen og ser på kunst. Her var tale om et præcist formuleret værk med både nærvær og globalt udblik. I virkeligheden var de lange sorte reb skabt af sammenfiltret menneskehår. Gennem et møjsommeligt og tidskrævende arbejde havde kunstneren trevlet de korte reb op, som man ser på bilernes kofangere i det sydlige Indien, og genanvendt dem i sin installation. I det sydlige Indien bruges de små reb som amuletter. Håret, som bruges til at knytte de små reb, samles ind i Tirupati-templerne, hvor det er barberet af pilgrimme under rituelle ofringer. Gowdas værk, Behold (Se, 2009), sætter fokus på en overtro, som vi finder i Indien i dag. Hun benytter sig af materialer, som refererer til en specifik religiøs og rituel sammenhæng og til landets modernisering gennem de forkromede kofangere. Valget af materiale udgør hos Sheela Gowda en identitetsmarkør: Det bliver en måde at iscenesætte identiteten på ved hjælp af hverdagselementer. Hendes værker udtrykker med andre ord en interesse for det lokale, samtidig med at installationen formmæssigt ligger tæt op ad den vestlige samtidskunst. Værkets specifikke ”indiskhed” er til stede ikke som en særlig egenskab, en særlig ”spiritualitet” eller ”nationalitet”, men gennem kunstnerens iscenesættelse af en særlig lokal, indisk erfaring. Gennem installationen bliver denne erfaring iklædt en transnational udtryksform, som alle inden for samtidskunstscenen kan identificere sig med. Da jeg oplevede værket på Venedig Biennalen, blev det et personligt vendepunkt, som gjorde det klart for mig, at vi i dag står med et kunstnerisk verdenskort, hvor mange af de kunstneriske nybrud, vi oplever i verden i dag, sker i eller i tilknytning til den såkaldte periferi – og er oppebåret af et personligt nærvær og samfundsmæssigt engagement. Udstillingen og denne publikation er skabt med ønsket om at øge kendskabet til den indiske samtidskunst. Målet har været at lægge et snit ind i den aktuelle kunstscene for at se, om det på den baggrund er muligt at definere en translokal indisk samtidskunst. Det vil sige en kunst, som både låner fra Vestens kunst og bibeholder et art ”lokalt” særpræg. Værkerne er et bud på, hvordan vi artikulerer en global, kulturel identitet i dag – en problemstilling, der deles af alle i dag, hvad enten vi bor i Mumbai, Delhi, Lemvig, Los Angeles eller København. I artiklen her vil jeg introducere til udstillingens værker, hvor vi har valgt et meget fokuseret udsnit af den indiske kunstscene med præsentationen af installationer eller værkgrupper af kunstnerne Rina Banerjee, Hemali Bhuta, Atul Dodiya, Sheela Gowda,
9
Sheela Gowda, Behold, 2009. Installationsview, 53. Venedig Biennale, 2009. Courtesy kunstneren og GALLERYSKE (15)
1 Saskia Sassen, “Whose City Is It? Globalization and the formation of new claims”, in Okwui Enwezor (red.): Trade Routes, 2nd Johannesburg Biennale, Johannesburg 1997, 61. 2 Ibid., 56.
Shilpa Gupta, Subodh Gupta, Rashmi Kaleka, Jitish Kallat, Reena Saini Kallat, Bharti Kher, Ravinder Reddy, Vivan Sundaram og Thukral & Tagra. Mit ærinde er først og fremmest at udpege nogle gennemgående tematikker, som optræder som identitetsmarkører i værkerne ud fra overskrifterne ”Byens rum”, ”Identitet og hverdagsliv” og ”Selvartikulation”. Byens rum Hvis man placerer knappenåle på et kort over Indien, som angiver, hvor udstillingens 13 kunstnere og kunstnergrupper bor og arbejder i dag, vil man se, at næsten alle nålene samler sig i million-storbyerne Delhi og Mumbai. Det er ikke tilfældigt. Eksistentielt, strukturelt og økonomisk spiller de to millionbyer en afgørende rolle for den globale, indiske samtidskunst, som vi viser på udstillingen. Megabyer som Mumbai og Delhi spiller en central rolle i værkerne som identifikatorisk ramme og et sted, man henter inspiration i arbejdet med eksistentielle spørgsmål. Kunstnernes referenceramme er således ikke nationen, men derimod det levede liv i byen. Den globale metropol er i det hele taget emblematisk for globaliseringen og det på mange måder. Den globale metropol udgør et hierarkisk og ikke-neutralt rum for skabelsen af transnationale identiteter og fællesskaber. Som den politiske økonom Saskia Sassen har udtalt: ”Det rum, som skabes af det globale netværk af byer, et rum med nye økonomiske og politiske muligheder, er måske et af de mest strategisk vigtige for dannelsen af transnationale identiteter og fællesskaber.”1 Udviklingen fra nationalstatens svækkede betydning og frem mod de globale metropolers stigende betydning beskrives af Saskia Sassen som fremkomsten af en ny “centraliseringens geografi” – og denne recentralisering i storbyens rum er værd at udforske i relation til flere af værkerne i udstillingen.2 Lad os starte ved at vende os mod udstillingens lydinstallation Chhota Paisa (Small Change) (Byttepenge, 2012), en videreudvikling af værket Hawkers Ki Jagah (A Place for Hawkers) (Et sted for gadesælgere, 2005-09), skabt af den kvindelige kunstner Rashmi Kaleka (f. 1957 i Nairobi, Kenya, bor og arbejder i Delhi). Som publikum træder man ind i et mørkt rum, hvor man mødes af en kakofoni af stemmer, et bølgebrus som løsriver betragterne fra tid og sted og placerer os i værket. Dette lydtæppe af stemmer udgør et stemningsmættet portræt af gadesælgerne i Delhi, der ledsages af en billedside, som viser Delhis lave tage filmet i de tidlige morgentimer, hvor alt ånder fred og ro. Det er et smukt og meget rørende værk, hvor kunstneren optræder nærmest som en antropolog, der indsamler en lokal, autentisk kultur, som er ved at forsvinde i takt med globaliseringen, og som samtidig er det velkendte lydtæppe, mange indere i dag forbinder med det at vokse op i Delhi.
Vivan Sundaram, Prospect, 2008. Courtesy kunstneren (33)
( ... )
10
Ravinder Reddy, Untitled, 2007-08. Courtesy privat samling, Indien (27)
12
Vivan Sundaram, Diva R-E-D, 2011. Courtesy kunstneren (38, 37)
Atul Dodiya, Grace, 2012. Courtesy kunstneren (11, 8)
14
InterviewS
15
Interview med Rina Banerjee Af Mathias Ussing Seeberg
Du tog en bachelorgrad som polymer-ingeniør, før du afsluttede et masterstudie på Yale University School of Art. Vil du fortælle mig om din vej ind i kunstens verden, og hvorfor du ikke gik direkte på kunstakademiet? Grunden til at jeg valgte ingeniørstudiet, havde mest at gøre med de manglende valgmuligheder jeg havde, da jeg skulle træffe den beslutning om min fremtid. Det naturvidenskabelige studie lovede sikkerhed, muligheder, accept og status, men vigtigst af alt håb. Jeg kan ikke påstå, at jeg nogensinde blev spurgt om, hvad jeg ønskede at blive som voksen. Jeg tænkte ikke på at bede om noget, som jeg følte, at jeg personligt havde behov for, så som kunst. Jeg studerede til ingeniør og gennemførte det med stort besvær. Jeg fik arbejde efter den afsluttende eksamen. Arbejdet var kedsommeligt, monotont og i ubehagelig grad domineret af mænd (jeg fandt hurtigt ud af, at alle karrierer er domineret af mænd). Der, i det øjeblik hvor jeg gik og ønskede og drømte om noget, der kunne tiltrække mig, blev det klart for mig, at mit liv var mit eget, og at intet ville være mere nyttesløst end at opgive det. Jeg ønskede at få plads, tid og ret til at tænke på frihed som et gode i verden, på min egen udvandring og de vandringer, som mennesker verden over foretager, og hvad denne bevægelse betød. Hvorfor var kunst så forkastet? Hvorfor er kulturen så provokerende, farlig? Hvorfor opdeler vi folk, anbringer dem i nemme, fastlåste, stedfaste kategorier? Hvorfor er det, at ”hjemme” i så høj grad svækker individets frihed? Hvorfor er sociale strukturer og hierarkier vigtige? Vil du dermed sige, at disse spørgsmål, som jeg formoder også drejer sig om identitet, og hvordan den skabes, stadig er kernen i det, der interesserer dig som kunstner? Jeg mener, hvem bestemmer, hvad vi er? Jeg tror, at den måde, man identificeres, kan blive så vigtigt, at det næsten bliver en religion for folk. En kontrol af folks identitet giver dem, der regerer, mulighed for en slags sikkerhed på afstand af dem, der ikke gør. Politikken vedrørende identitet styrer vores liv, begrænser og farver det, vi opnår. En farvet person i en hvid verden er stadig bange for at blive plukket ud og ned i forfølgelsens og voldens dybe hul. Vi er et socialt og økonomisk adskilt samfund. Vi tror, at der ikke er nok til alle, at nogle vil få og andre vil lide. Kan vi slippe fri af denne antagelse? Kan vi udvikle os ud af dette strukturelle handicap? Det kræver dyrebar tid og tålmodighed at række ud og at tænke over disse ting. Min kunst drejer sig om en fiktion, som ser virkelig ud, føles konkret. Kunsten råder over en uimodståelig viden om vores menneskelighed, den beskriver en akavet skønhed under udvikling. Jeg tror, at ved at omgive os med kunst og støtte kunsten som bevægelse i den globale verden, prøver vi at skabe en virkelighed og sige, at der er noget virkeligt, som er større end det, vi forstår eller kan se. Dette større er en destination, vi kommer tæt på, et sted hvor håbet befinder sig.
17
Portræt af Rina Banerjee Courtesy kunstneren og Galerie Nathalie Obadia, Paris-Bruxelles
Dine skulpturer indeholder et stort antal forskellige genstande. Hvad er dine tanker om de genstande og materialer, du bruger? Folks forhold til materialer og genstande er somme tider forskellige, og det er i denne forskydning gennem oversættelse, at mine tanker om genstande i høj grad befinder sig. Den forfejlede kommunikations verden er en kreativ gråzone, hvor ideologier kan blive afprøvet, undertrykkes og nye kan komme frem. Jeg er interesseret i afstanden mellem kulturer og i uoverensstemmelser inden for en kultur eller et fællesskab. Dels de fysiske forskydninger i form af udvandringer fra moderlandet og hjemlandet, men også det at klynge sig til dette sted som en længsel, som om nogen var død. De materialer og genstande, jeg vælger, har ofte en arkaisk, nostalgisk, romantisk, sentimental bagage knyttet til sig. Ligesom rurer på skibe er der spor efter dem – deres eksistens modstår selv tid og vandringer. Genstandes betydninger bliver aldrig statiske, for så længe folk bliver ved med at migrere, rejse væk fra deres hjem, se sig om efter nye perspektiver, bliver de genstande, de engang kendte, hægtet af. Folk er naturligt fulde af fiduser, og når den magtfulde verden presser hårdt på, bliver folk selvfølgelig mere glatte, opfindsomme, og det, som var en frygtelig kløe, kan blive et sejrrigt hamskifte. Det er sådan, vi formår at forvandle os. Jeg er ikke, hvad jeg forekommer at være i mit eget spejlbillede og min søgen. Kan genstande blive ved at være de samme? Enshed er noget forestillet, fabrikeret. Forskellighed er også forestillet. Du bearbejder ikke kun materialer, men i høj grad også ord. Dine titler er ofte lange, digtlignende sætninger, der synes at være “værket” i samme grad som den egentlige skulptur og ikke noget, der er føjet til bagefter for at kunne skelne to transportkasser på et lager fra hinanden. Kan du forklare din opfattelse af forholdet mellem skulptur og titel i dine værker? Jeg kan godt lide den lyd, en tekst laver, når vi former ordene med munden. Ligesom farver kan de skabe kontraster, harmonisere, skabe mislyde, kakofoni eller forvilde sig væk fra det sprog, der bliver brugt. Man stoler på, at teksten mener, hvad den siger, og derfor kan man ikke så nemt fornægte dens stemme, dens retning. Vi, som kultur her, er blevet mere og mere afvisende over for det intellektuelle og kunsten. Til at begynde med betragtede jeg dette som et amerikansk fænomen, men på det seneste har vi set et amerikaniseret Indien. Vi er mistænksomme over for alt, der tager tid. Minimalisme og pop-kultur er det, alle vil have, den nye tradition, det dominerende. Jeg er meget bevidst om, at jeg taler det engelske sprog, fordi jeg er inder, og at det ikke er mit eget, så jeg kan lide at lege med det, få det til at bøje sig, strække sig, række ud. Engang imellem tænker jeg, at utålmodighed og udspekuleret bekvemmelighed dominerer de fleste titler. Jeg er
18
interesseret i at dele noget, som jeg tror eller føler føjer noget til billedet eller skulpturen, du ser foran dig, og hverken styrer det eller hersker over det, og bestemt ikke forklarer det. Min forvanskning af det engelske sprog er ikke kun et lille oprør, men mit forsøg på at massere det til at tale på vegne af et meget stort antal mennesker, som bruger det sparsomt, kluntet, kreativt, under presset fra globalisering, kolonisering og kommercialisering af engelsk kultur. Jeg hævder ejerskab over dette sprog for at få det til at samarbejde med min vision og mit billedsprog. Jeg får mine titler til at slå kolbøtter, lave akrobatiske numre og skabe et rum, som er upræcist. Courtesy kunstneren og Galerie Nathalie Obadia, Paris-Bruxelles
19
Rina Banerjee, Her captivity was once someone’s treasure and even pleasure but she blew and fled away took root which grew, we knew this was like no other feather, a third kind of bird that perched on vine intertwined was neither native nor her queen’s daughters, a peculiar other, 2011. Detalje. Courtesy Galerie Nathalie Obadia, Paris-Bruxelles (2)
INDIA : ART NOW Indtil den 13. januar 2013. Køb kataloget på ARKEN eller bestil det på: reception@arken.dk
Indien er i dag et af samtidskunstens mest levende og innovative centre. Med stor kreativitet og intellektuel dybde reagerer en ny generation af kunstnere på globaliseringens hastige forandringer i verdens største demokrati. India : Art Now præsenterer den æstetiske spændvidde, hvormed en række af Indiens mest spændende samtidskunstnere fortolker tilværelsen på grænsen mellem det lokale og det globale. Med bidrag af førende indiske kritikere, kuratorer, forfattere og kunstnere undersøger og diskuterer bogen nye tendenser og kunstneriske positioner i indisk samtidskunst og dens rolle på den globale kunstscene. Bidragsydere: Ranjit Hoskote, Stine Høholt, Camma Juel Jepsen, Zehra Jumabhoy, Suketu Mehta og Mathias Ussing Seeberg. Interview med kunstnere Rina Banerjee, Shilpa Gupta og Jitish Kallat.
156 sider, 81 farveillustrationer
Kunstnere Rina Banerjee Hemali Bhuta Atul Dodiya Sheela Gowda Shilpa Gupta Subodh Gupta Rashmi Kaleka Jitish Kallat Reena Saini Kallat Bharti Kher Ravinder Reddy Vivan Sundaram Thukral & Tagra