Kataloguddrag: Bjørn Wiinblad by ARKEN Museum of Contemporary Art

BJØRN WIINBLAD

Bjørn Wiinblad er en kunstner, som favnede det hele. Unikakeramik, platter, plakater, teaterkostumer, scenografi, vævede billedtæpper og store skulpturer. Fra det mindste til det største. Fra det håndgjorte til det masseproducerede. Som en fremmed fugl landede han i 1945 midt i den danske kunstog designhistorie. Herfra satte han sit tydelige præg på de kommende årtiers visuelle kultur med sin fabulerende og altid genkendelige streg. Som fænomenal billedskaber skabte Wiinblad et eventyrligt univers, som siden blev del af vores liv og erindring. Dette katalog byder indenfor i Wiinblads verden. En verden af skønhed og sanselighed, af drøm og luksus. Det fortæller historien om Wiinblad, hans kunst og liv og skæve placering i kunstog designhistoriens store fortælling.

Bidrag af: Julie Thaning Mikines Nanna Mølbak Hansen Kristian Handberg Christian Björk Kristine Vedtofte

788778

751096

INDHOLD

FORORD Christian Gether

WIINBLADS VIRKE, STIL OG KARRIERE Julie Thaning Mikines

BILLEDOBJEKTER OG META-TEKSTILER Bjørn Wiinblads Scheherezade-billedtæpper Nanna Mølbak Hansen

BIOGRAFI Kristine Vedtofte

119 ENDNu LEVER EVENTyRET På retrorejse med Bjørn Wiinblad Kristian Handberg 131 EN GRæNSEOVERSKRIDENDE MODERNIST Wiinblad mellem form, funktion, forbrug og fantasi Christian Björk 144 uDSTILLINGEN

Modsatte side: Cara, venstre, 1970. Vævet billedtæppe i uld.

WIINBLADS VIRKE, STIL og KARRIERE Julie Thaning Mikines

”Dagens fuldstændig helt igennem røver køb, vi er helt vilde med dagens fund (smiley)” ”...med hjem til samlingen.” ”Jeg har elsket Bjørn Wiinblad siden jeg var barn og vi havde et par platter og vaser. Hans glæde, hans streg, hans lethed, farverne... jeg bliver nærmest lykkelig af at se hans ting... især i farver, fordi alt er så farveafstemt i dag men hans sirlige tegninger har en farveglæde som jeg bliver totalt glad i låget af.” ”Sætter fut i fantasien og jeg finder hele tiden nye detaljer (smiley)” Sådan kan man læse på facebook-gruppen Bjørn Wiinblad elskere, hvor Wiinblad-fans deler billeder af deres arvestykker, nyindkøb, yndlingsværker og seneste loppefund med hinanden. Interessen for Wiinblad er stor, og der bliver kommenteret lystigt på de mange opslag i grupperummet, hvor medlemmerne beundrer hinandens Wiinblad-samlinger og kommer med opklarende viden om de forskellige effekter. Fænomenet kan betegnes som retro, men Bjørn Wiinblad (1918-2006) er også andet end det. Wiinblad er en kunstner, som favner det hele; lige fra platter til store bronzeskulpturer. En fænomenal billedskaber, hvis oeuvre er både smalt og bredt, high og low. Wiinblad ophæver eksisterende kategorier, fordi han gør det hele. Han mestrer alt fra tegning, gouache, keramik, glas, vævede billedtæpper, kostumer, scenetæpper, kakler, tekstiler, tapeter til puslespil og springvand. For nogen er han for meget, for os er han netop noget, fordi det er alt dét,

han gør. ARKENs store udstilling viser bredden i Bjørn Wiinblads værk – et værk, som er inkluderende, fabulerende og eventyrligt. Men hvordan skal man gribe dette overvældende oeuvre an? Hvad var det, Bjørn Wiinblad skabte? En indgang finder man i hans kunstnerhjem. På en lille stikvej i Kgs. Lyngby nord for København med Frilandsmuseet som nærmeste nabo ligger et lysende blåt træhus med hvidmalede vinduer.1 Bygningen indeholder både værksted, atelier og bolig og fungerede fra 1966 og frem til hans død i 2006 som base for Bjørn Wiinblad. Det Blå Hus, som det kaldes, rummer den skat, der langt mere end tusind platter kendetegner manden og kunstneren Bjørn Wiinblad. Siden hans død har huset stået urørt og er bevaret præcis, som han forlod det. Således føres man stadig som gæst igennem den Sanderson-tapetserede hall, hvor de blomstrede gardiner matcher tapetet, der matcher farveholdningen i gulvtæppet, som er afstemt med husets blå beklædning. Denne hall, hvor blomsterne slynger sig i arabeske former på vægge og i gardiner, og hvor et portræt af kunstneren som ung fløjtespiller pryder endevæggen, er kun en lille forsmag på den gennemførte detaljerigdom, der siger meget om, hvem og hvad Bjørn Wiinblad var. Huset er en Aladdin-hule af kunst, bøger, musik, glaskunst og keramik – et overdådigt og visuelt overflødighedshorn, der vidner om en luksuriøs livsstil. Der er ikke skrevet så meget om Wiinblad, og det, som er, handler meget om manden, 15

1 Huset er opført omkring år 1900 og var oprindeligt et kornlager. Siden blev der bygget til og bygget om, og det store træhus på 700 m2 har utallige små hemmelige rum. I 1934 overtog den svenske kunsthåndværker Brita Drewsen (1887-1983) huset og gjorde det til spinderi og væveri under navnet “Den blaa Fabrik”. Her fremstillede hun, sammen med gudrun Clemens tæpper, møbelstoffer og boligtekstiler. Brita Drewsen havde privatbolig i “Den blaa Fabrik”, men hun byggede siden et lille gæstehus på 110 m2 i den fjerneste ende af grunden, som hun indrettede med eget møbeldesign. I 1966 overtog Bjørn Wiinblad fabrikken og omdøbte stedet til “Det Blå Hus”. I de første år blev Brita Drewsen boende i det lille gæstehus. Bjørn Wiinblad og Brita Drewsen lavede flere haveudstillinger sammen, hvor de viste eget design – herunder brugskunst og møbler.

Modsatte side: Eksteriør, hovedindgangen, Det Blå Hus.

2 Det fulde citat lyder sådan her: ”Da jeg var ung, var han alt det, man ikke brød sig om: Han var den flamboyante type med stor hat og svingkappe, der spillede kunstnerrollen ud i det parodiske. Eftersom vi var i gang med at afskaffe kunstnerrollen, opfattede vi ham som lidt af en nar.” Se: Camilla Stockmann, ”Bjørn Wiinblad deler vandene - er han mormor eller ultramoderne?”, i Politiken, 6. februar 2015.

Interiør, salonen, Det Blå Hus. Modsatte side: Øverst: Interiør, salonen, Det Blå Hus. T.v. Interiør, entréen, Det Blå Hus. T.h. Interiør, den blå spisestue, Det Blå Hus.

men ikke så meget om hans værk. Det skyldes måske, at Wiinblad selv skabte en myte om sin person, der stadig karakteriserer det billede, vi har af kunstneren i dag. Som kunstneren Bjørn Nørgaard skriver i 2015, var Wiinblad kendt som den ”flamboyante kunstnertype med stor hat og svingkappe” 2, og han har med sin grandiose persona til tider stået i vejen for sit værk. Og selvom Det Blå Hus i allerhøjeste grad fremstår som den suveræne iscenesættelse af Wiinblads Univers, er det måske netop her i kulminationen af hans private kunstsamlinger, egne frembringelser, bøger og interiører, at værkets egentlige kunstneriske kvaliteter træder frem. Bøger fra gulv til loft vidner om Wiinblads utrolige læselyst, og ser man nærmere på hans store samling af kunstbøger, er det navne som Henri Matisse, Pablo Picasso, Amedeo Modigliani og Vilhelm Lundstrøm, som tydeligst har inspireret og præget Bjørn Wiinblads streg. Det Blå Hus giver os en enestående mulighed for at opleve verden med Wiinblads øjne og 16

trække en direkte linje til Wiinblads væsentligste inspirationskilder. Men vigtigst af alt: Gennem grundige værkbetragtninger lader vi Wiinblads streg og værkerne tale for sig selv. Wiinblad finder sin streg For enden af baggangen går en kældertrappe ned til en lavloftet stor kælder med flere rum, hvor fyldte skabe, tætpakkede billedreoler, plakatrør, kasser, støvet porcelæn og spindelvæv dominerer. På en af reolerne ligger en skitsemappe: Første ark viser en liggende kvinde med ansigtet vendt bort og blottede bryster; tuschtegningen er signeret Bjørn Wiinblad 1940. Dette er året, hvor Bjørn Wiinblad blev optaget på det Kgl. Danske Kunstakademi. Her studerede han ved Grafisk Linje og Malerskolen under professor Aksel Jørgensen. Hans tidligste arbejder herfra er tydeligt naturalistiske og grafiske i deres udtryk, men det ses også, at der ikke går lang tid, før han finder og slår sig fast på sin egen helt unikke streg. Allerede i tegningen Muk med hest

3 Erik Lassen, “Forord”, i udstillingskataloget til udstillingen Bjørn Wiinblad – Arbejder gennem 40 år, København: Kunstindustrimuseet, 1981, 3-4.

T.v. Liggende kvinde, 1940. Akademitegning, tusch på papir. T.h. Muk med hest, 1944. Blyant på papir.

(1944) ser vi Wiinblads karakteristiske svungne streg og særlige måde at tegne trekantsnæsen og de mandelformede øjne på – to elementer, der helt frem til i dag netop gør det let at ”spotte” en Wiinblad. Som nyuddannet i 1943 blev Wiinblad engageret til at illustrere fortællingen om Aladdin og den vidunderlige lampe. Illustrationerne, som udfylder den dobbeltspaltede teksts margin, præsenterer det detaljerige eventyrunivers, som Wiinblad siden bliver så berømmet for. Wiinblads hurtige og fjerlette penselstrøg bevæger sig frit og ubekymret omkring, og klædedragterne i Aladdin-illustrationerne er udsmykket med en ornamentik og farverigdom, som er helt sin egen. Hans streg er sprudlende, fabulerende og svungen som musik. Selv elskede han at lytte til Mozarts toner, og han var altid omgivet af musik, når han arbejdede – ofte til langt ud på de små timer. Wiinblads karakteristiske streg går også igen i hans håndskrift, som er overdreven i størrelse med voluminøse buer og insisteren på berettigelse. Således er hans signatur også storladen og stolt. Wiinblad var myreflittig og dekorerede med en iver, som kun få har kunnet. Han kunne ikke sige stop, 18

for der var altid en krummelure at føje til, altid endnu et farvefelt at udfylde. Næsten alle de medier – keramik, scenetæpper, kakler, tekstiler, tapeter osv. – som Wiinblad kommer til at arbejde med gennem livet, er repræsenteret i disse Aladdin-illustrationer. Det er beskrevet af Erik Lassen i forbindelse med Kunstindustrimuseets udstilling om Bjørn Wiinblad i 1981: ”Her ses i stoffernes mønstre og farver kimen til hans senere trykte stoffer, og her ses også, ind imellem puder og musikinstrumenter, skåle, vaser og krukker, broget dekoreret, en forløber for hans keramik. De bedste billeder viser, at Wiinblad i sin turban også havde fået den sjældne gave at kunne sammensætte farver (...).”3 Det er interessant, at vi allerede her i begyndelsen af Wiinblads kunstneriske karriere ser elementer, som alle indgår i hans senere opgaver – det er næsten, som kunne han forudsige sine værkmedier. Særligt de løgformede låg-krukker, som optræder i Aladdin-illustrationerne, er en direkte forløber for de horndekorerede keramiske unika-arbejder, som for alvor slår Bjørn Wiinblads kunstneriske talent fast. Det er Wiinblads særlige, genkendelige og gennemgående streg,

som binder alle disse medier sammen og skaber overdådighed i genrer og materialer. Wiinblads kunstneriske univers er en fortsættelse af dette Aladdin-univers, som han skabte i 1943, og det er stregen, som Wiinblad holder fast i og bruger som formelement – det er stregen, som forbinder og æstetiserer Wiinblads verden. Ind i keramikken Wiinblads arbejde med keramik opstod tilfældigt, da han blev introduceret til et keramisk værksted af en ven fra akademiet. Hos den unge Wiinblad blev der straks antændt en særlig lidenskab for dette keramiske dekoreringsarbejde med begitninger: ”Jeg glemmer aldrig det øjeblik, da jeg tog kohornet i hånden

og begyndte at dekorere – det var et stort og lykkeligt øjeblik, og da jeg gik derfra, vidste jeg, at jeg havde oplevet noget afgørende.”4 Wiinblad blev aldrig egentlig keramiker (han evnede ikke selv at dreje leret). Hans force lå i den kunstneriske dekoration af materialet, og i det unikadekorerede lertøj tydeliggøres Wiinblads utrolige farveforståelse. Fra 1943 lærte han de keramiske dekorerings-teknikker på Lars Sybergs værksted i Taastrup, hvor han fik lov til at arbejde med sine egne ting. Disse første arbejder i keramik er alle lavet med begitte-teknik og herunder kohornsdekoration, som er en traditionsrig teknik, hvor man udsmykker leret ved at lade farvede begitninger flyde gennem et malehorn. Det udfordrende 19

4 Bjørn Wiinblad, “40 års arbejde”, i Bjørn Wiinblad – Arbejder gennem 40 år, 11-20.

Aladdin og den vidunderlige lampe, 1943. Bogillustration, gouache og blyant på papir.

Manden der boede i en blomst, u.å. Børnebog, gouache på papir. Modsatte side: Lågkrukke med knopper på låg, u.å. Horndekoreret lertøj.

ved teknikken er, at man hele tiden skal kunne forestille sig farvevirkningerne, da de først fremkommer i sidste brænding med transparent glasur. Som det ses i Lågkrukke med knopper på låg (u.å.) mestrede Wiinblad denne teknik til fulde. Wiinblads første udstilling I to år arbejdede Wiinblad målrettet med keramikken, og i 1945 slog han dørene op for sin første udstilling Tegninger og Lertøj i et lejet lokale i Palægade i København. Her viste han for første gang sine keramiske arbejder, samt de naturalistiske portrætter og tegninger fra akademiet. Han udstillede også børnebøger, som han selv havde skrevet og illustreret til sin nevø, bl.a. Manden der boede i en blomst (u.å), Historien om Ole (1943) og Aladdin-illustrationerne (1943). Udstillingen vakte stor opmærksomhed og blev ivrigt anmeldt: “Talentfuld Debutant”, “En usædvanlig Debut”, “Hellere slaa Kolbøtter end være for stilfuld” og “Morsom Keramik” var nogle af overskrifterne i dagbladene de følgende dage. Preben Wilmann fra Socialdemokraten skrev blandt andet: “I Modsætning til hans store gennemarbejdede Figurtegninger, der i deres klare Helhedsopfattelse og sobre Linjeføring er stærkt præget af Akademi men stivner i artig “Mesterstil”, udfolder han en sund og besnærende Personlighed i sine dekorativt udsmykkede keramiske Fade. Her har vi Manden i al hans Glans og Pragt, dristig i Teknikens Udnyttelse, overdådig i den ornamentale 20

5 Preben Wilmann, ”Talentfuld Debutant”, i Socialdemokraten, januar 1945. 6 Wilmann 7 K.F, ”Morsom Keramik”, januar 1945. 8 Pierre Lübecker, ”Hellere slaa Kolbøtter end være for stilfuld”, i Aftenbladet, januar 1945. 9 For videre diskussion af Wiinblad i forhold til modernismen se katalogets to artikler af Kristian Handberg og Christian Björk. 10 Ukendt skribent, ”Kagefad med Selvportræt”, 11.01.1945.

Modsatte side: 30-års jubilæumsplatte, Nymølle, 1976. Fajance med kobbertrykteknik. Jubilæumsplatten markerede tre årtiers samarbejde mellem Wiinblad og fajancefabrikken Nymølle. Fuglene og kvindens blomstrende hår er et yndet motiv, som man finder på mange af Wiinblads fajancearbejder.

Fantasi og munter i Emnevalget.”5 Den artige ’mesterstil’, som Wilmann kritiserer, er heller ikke kendetegnende for Wiinblads videre udtryk, og det bliver netop i de keramiske arbejder, at Wiinblad bl.a. lægger sine kræfter. Wiinblad var uddannet illustrator, hvilket indebærer at arbejde med billeder, som forklarer, fortolker eller dekorerer en tekst eller et budskab. Illustratorens fornemmeste opgave er således at fortælle historier med sine tegninger, hvilket Wiinblad netop fik ros for af Wilmann: “I en Illustrering af Aladdin genfindes den unge Kunstners Trang til Pragt. Siderne er godt sammenkomponerede og Motiverne er gennemtrængt af broget østerlands Ornamentik.”6 En anden kritiker understreger en mulig inspirationskilde for Wiinblad i disse illustrationer: “I hans Illustrationskunst er Forbillederne mere af den engelsk-orientalske Beardsley-Karakter, men ikke uden Glimt af en personlig Humor.”7 Her refereres til den engelske illustrator og tegner Aubrey Beardsley (1872-1898), som havde stor indflydelse på nyere dekorativ kunst. Beardsleys hovedvirksomhed var bogillustrationen, og man må medgive, at Wiinblad i Aladdin-illustrationerne er tydeligt inspireret af Beardsleys fantasifulde og raffinerede linjevirkning samt englænderens dekadente og eksotiske univers, men, som det også fremhæves, med et tydeligt personligt islæt. Pierre Lübecker, som dengang var kunstkritiker ved Aftenbladet, skrev om Wiinblads første udstilling: “Hans Kunst fænger, den virker 22

overraskende frisk, forbløffende, og den bryder med Traditionen i dansk Keramik, hvor det i de senere Aar især har været Interessen for Stoffet, der har været fremherskende.”8 Dette citat understreger, at Wiinblad skilte sig ud fra sin samtid. Og det gjorde han virkelig. Ikke bare inden for keramikken, men inden for næsten alle medier. Han passede ikke ind i modernismens formsprog og var på den vis en fremmed fugl blandt mange af sine samtidige kunstnerkollegaer.9 Asger Jorn tog afgang fra akademiet samme år, som Wiinblad begyndte, og Jorn var, i modsætning til Wiinblad, en del af tidens avantgarde: For Jorn og kunstnerne, som i 1948 udgjorde ‘COBRA’-bevægelsen, handlede kunst om politiske, filosofiske og psykologiske overvejelser i et mere abstrakt formsprog. Dette kunne ikke være mere fjernt fra Wiinblad, som ønskede at vise skønheden i sine arbejder gennem en ornamenteret og figurativ eventyrverden. Desuden var Wiinblad apolitisk. Som vi kan læse ud af anmeldelserne fra Wiinblads første udstilling i 1945, var kritikerne ganske begejstrede for dette humoristiske og farvesprudlende indslag. Måske hang det også sammen med en optimisme hen imod besættelsens afslutning. Et sidste presseklip vedrørende udstillingen fortæller at: “Der var 350 Ferniseringsgæster, og der blev solgt for 1000 Kroner.”10 Blandt disse 350 gæster kunne flere se kvaliteten i Wiinblads værker, og udstillingen affødte opgaver, som havde afgørende betydning for Wiinblads videre arbejde og liv: første plakatbestilling, første teateropgave,

første samarbejde med Håndarbejdets Fremme og indledningen til samarbejdet med Nymølle Keramiske Fabrik. Samarbejdet med Nymølle I 1946 indgik Bjørn Wiinblad et tæt samarbejde med kunsthåndværkeren Jacob E. Bang, som han havde mødt til udstillingen i Palægade. Jacob E. Bang var på dette tidspunkt leder

af Nymølle Keramiske Fabrik, som var en vigtig virksomhed i datidens Danmark. Foruden Wiinblad har en lang række andre kunstnere arbejdet for fabrikken, heriblandt Ib Spang Olsen, Kamma Svensson, Hans Scherfig og Poul Høyrup. Jacob E. Bang så hurtigt potentialet i Wiinblads streg, og på hans initiativ begyndte den unge Wiinblad således at arbejde for Nymølle. Her skabte Wiinblad det keramiske 23

Side 24-25: Månedsplatterne, Nymølle, 1965. Fajance med kobbertrykteknik. Månedsplatterne fra 1965 fortæller historien om et kærlighedsmøde mellem en mand og en kvinde, som begynder med den første kurtisering og ender med fødslen af det lille barn.

11 Wiinblad, 12. 12 Wiinblad, 18-19.

Modsatte side: Interiør, trappeopgangen, Det Blå Hus. Side 28: Spil selv, 1946. Forlæg til plakat, gouache på papir. Side 29: Tivoli nat, 1981. Forlæg til plakat, gouache på papir.

univers, som han nok er mest kendt for: platter, lysestager, småfade, askebægre, vaser osv. Nymølle-udtrykket adskiller sig meget fra Wiinblads første keramiske arbejder med kohornsbegitninger, da der her er tale om en helt anden teknik, nemlig kobbertryk. Denne teknik gør det muligt at skabe reproduktioner, og Wiinblad elskede den detaljerigdom, som man kan afstedkomme med kobbertryk. Som han formulerede det i tilbageblik: ” Jeg elskede at sidde med den fineste pen og tegne bittesmå detaljer. Disse pennetegninger blev så gennem en kobberplade ført over på fajancen. Der var også det morsomme for mig ved at vælge denne meget enkle teknik og holde fast ved den, at jeg derved blev tvunget til stadig at fortælle nye historier på hver ting, jeg lavede.”11 Det var Wiinblads klare valg og ønske netop at skabe produkter, der kunne masseproduceres, således at flere mennesker kunne få glæde af dem. Dette blev han dog kritiseret meget for i sin samtid af sine jævnaldrende kolleger, som alle syntes, at det var kunstnerisk prostitution at arbejde med reproduktion. Wiinblad så anderledes på det: ”Det kan aldrig være mængden af en ting, der er forkert – det kan kun være kvaliteten. Jeg lægger lige så mange tanker, lige så mange overvejelser og lige så stor iver efter at gøre det rigtigt i mit arbejde, når jeg laver indpakningspapir, som jeg gør, når jeg skaber en dekoration til den Kongelige Ballet (...).”12 Wiinblad havde således allerede i 1946 et andet syn på kunst. Et syn, som gjorde det muligt for ham, til forskel fra de fleste af hans samtidige kollegaer, at tjene 26

penge på sin kunst. Lad os nu vende tilbage til Det Blå Hus, og lad os gå op af kælderen... Plakatens sprog Vælger man at gå ind ad bagdøren i Det Blå Hus, møder man på venstre hånd en trappeopgang, som fra gulv til loft er tapetseret med Wiinblads farvestrålende plakater. Den første plakat, som Wiinblad skabte i 1946, var for ”Musikugen” – en sammenslutning med det formål at få folk til at spille selv, frem for at lytte til grammofon eller radio. Plakaten Spil selv (1946) forestiller et menneske, der spiller en fløjtesolo af Händel. Melodien kommer ud af fløjten som noder på en nodelinie og bevæger sig ind i fløjtespillerens eget øre som for at understrege, at han spiller selv, for sig selv. Det originale forlæg til denne plakat er en gouache-tegning, som viser Wiinblads klare plakat-formsprog, når det er bedst. Det er vigtigt, at en plakat er tydelig i sit udtryk, da den skal formidle et budskab i byrummet, hvor man ofte er på vej fra et sted til et andet. De første Spil selv-plakater, som Wiinblad skabte, blev meget omtalt og reproduceret rundt om i verden og blev således også hans springbræt til at arbejde i udlandet; første gang i Paris i 1950, hvor han arbejdede for den amerikanske ambassade. Det klare formsprog, som Wiinblads første plakater havde, blev i nogle af hans senere plakater overskygget af kunstnerens store dekoreringslyst, og fremstår næsten mere som dekorativ kunst end egentlige plakater. Tænk her fx på plakaterne til eventyrsamlingen

13 Wiinblad har skabt plakater for UNICEF, Tivoli, Landsforeningen til bekæmpelse af øjensygdomme, reklameplakater, teater- og koncertplakater samt bogplakater m.m.

Herover: Interiør, tegnestuen, Det Blå Hus. Her blev Wiinblads plakater, bogillustrationer, kostumeforlæg og forlæg til billedtæpper skabt. Modsatte side: 1001 nat, u.å. Forlæg til plakat, gouache og blyant på papir. Side 32: Eva, u.å. Penselsdekoreret fajance. Side 33: Eva, 1976. Penselsdekoreret fajance.

Tusind og én nat, et hovedværk i den arabiske folkelige fortællekunst (Tusind og én nat, Gyldendal, 1975). Men vi skal huske, at Wiinblad ikke var grafisk designer, som de fleste andre plakattegnere på denne tid. Han var illustrator, og hans arbejder havde denne fortællende, udsmykkende og stemningsskabende kvalitet. Til slut i sin karriere finder han tilbage til det direkte plakatudtryk, som man eksempelvis ser det i Tivoli-plakaten (1981). Wiinblads plakatunivers er mangfoldigt13, og gouacheforlæggene til disse plakater understreger Wiinblads ubestridelige talent som kolorist og formidler. Wiinblads første keramiske værksted Wiinblads store succes med de første plakater gjorde det muligt for ham i 1952 at købe og oprette sit eget keramiske værksted i Hjortekær 30

i Kgs. Lyngby nord for København. Her fortsatte han sin produktion af horndekorerede unika-arbejder, men påbegyndte også, assisteret af sin stab af ’malerpiger’, en gevaldig produktion af både små og store dekorerede fajancearbejder – de samme, som den dag i dag bliver produceret af ’malerpigerne’ i Det Blå Hus efter Wiinblad-forlæg. Disse fajancer skaber tilsammen et kæmpe univers, der er befolket af figurerne, som Wiinblad navngav Eva, Titania, Dyveke, Tulipa, Celestine osv. Det er også via denne produktion, at de fire årstider, de festlige blomsteropsatser og hans Tivoli-springvand er kendt. Fajancerne var som oftest blåmalede – et udtryk, som Wiinblad var inspireret af fra både kinesisk porcelæn og hollandsk fajance. I Det Blå Hus kan man i dag opleve Wiinblads overvældende samlinger af blåmalet fajance og porcelæn. Eksempelvis i

den blå spisestue og i pejsestuen, hvor Delft Blue fra Holland og den fine blåmalede hvide porcelæn fra Kina blander sig på vægge, hylder, borde, opsatser og i vitrineskabe. Wiinblad samlede lidenskabeligt på begge genrer, mens hans egne nyfortolkninger af blåmalet fajance blev samleobjekter og elsket af folk over hele verden. Hans storsamlere tæller folk lige fra norske husmødre til Dronning Ingrid og Arnold Schwarzenegger. Den tyske porcelænsgigant Philip Rosenthal, direktøren for Rosenthal Porzellan AG, blev i 1957 præsenteret for Wiinblads arbejder for Nymølle, og han bad Wiinblad tage turen til Tyskland. Det blev startskuddet til et betydningsfuldt og indbringende samarbejde, som varede resten af Wiinblads liv. Han tegnede et stort antal porcelænsdesigns for virksomheden og fungerede i en årrække endda som chefdesigner for den tyske porcelænsgigant. Servicerne Tryllefløjten, Romance og Lotus er bare nogle af de klassikere, som Wiinblad skabte i Rosenthal-regi. Tryllefløjten

fremstilles i øvrigt stadig den dag i dag. Udtrykket i dette servicedesign fremstår mere enkelt, rent og stramt, og det kan ved første øjekast overraske, at det er Wiinblad-design. Men ser man nærmere på tallerkenborternes dekor, er Wiinblads streg tydeligt genkendelig. Wiinblad formåede altid at være tro mod sin streg. Rosenthal-samarbejdet var med til for alvor at give Wiinblad stor international tyngde, og hans design er fortsat genstand for stor opmærksomhed hos samlere i Tyskland, Asien og USA. Det var således også gennem Rosenthal-samarbejdet, at Bjørn Wiinblad fik opgaven med shahens stel. Shahens stel Da shah Reza Pahlavi af Iran i oktober 1971 skulle fejre 2500-året for grundlæggelsen af det persiske imperium, fik Wiinblad en fornem royal bestillingsopgave – nemlig at designe middagsstellet til den store festmiddag. Bestillingen kom sig af, at kejserinden Farah Diba året forinden havde set Wiinblads stel Tryllefløjten. Hun ønskede, at Wiinblad skulle 35

Lysestage med kvindehoved, u.å. Penselsdekoreret fajance. Wiinblads hjem er fyldt med kunst fra hele verden og mange tider. ofte lod Wiinblad sig inspirere af sin private kunstsamling, hvilket kom til udtryk i form, farve og ornamentik. Her er hans penselsdekorerede lysetage i fajance inspireret af et kvindehoved fra antikken. Modsatte side: Kande med farvekoder, 1971. Penselsdekoreret fajance. Wiinblads assistenter bliver i daglig tale kaldt ’malerpigerne’. De hjalp Wiinblad med at dekorere keramik og fajance ud fra de farvekoder, som Wiinblad havde angivet.

14 Leder på bagsiden, i Information, 13. oktober 1971.

Romance, Rosenthal, 1964. Stel i porcelæn. Tryllefløjten, Rosenthal, 1968. Stel i porcelæn. Modsatte side: Øverst: Portræt af Bjørn Wiinblad med Shahens stel, 1971. Wiinblads stel til den iranske shahs fejring af 2.500 året for det persiske riges opståen. I hånden holder Wiinblad en specialdesignet kaviarskål, der består af to dele – den øverste til kaviar, den nederste til is, der skal holde kaviaren kold. Nederst: Shahens stel, 1971. Stel i porcelæn med forgyldte tallerkenborter.

skabe et stel i samme stil, om end endnu mere overdådigt. Formmæssigt minder de to stel om hinanden, men ornamentikken på de gulddekorerede tallerkenborter er på shahens stel inspireret af gammel persisk ornamentik og motiver fra rigets historie og har selv i dag et cool og kontemporært udtryk. Fejringen af det persiske imperium bestod af en omfattende række af festligheder, som fandt sted over flere dage i oktober 1971. Hensigten med fejringen var at markere Irans lange historie og fremvise landets moderne fremskridt under Reza Pahlavi, shahen af Iran. Til festmiddagen var der sekshundrede gæster, og middagen varede over fem en halv time, hvilket gjorde arrangementet til den længste og mest overdådige officielle middagsfest i moderne historie. Fejringen af 2500-års jubilæet i Iran fik dog ikke enstemmig opbakning i Danmark. På lederpladsen i Information blev der fx stillet spørgsmålstegn ved det danske kongepars deltagelse og rejse til Iran. Som der stod, ville det have været bedre, hvis kongeparret ”havde fundet 36

dansk neutralitet såre passende fra det øjeblik, festens kvalmende overdådighed blev kendt. Det kniber med at opfatte rejsen som privat!”14 Kritikken skyldtes festlighedernes omkostninger på op mod 300 mio. kroner. Desuden førte raseriet over denne ødselhed til oprørsgrupper og studenteruroligheder. Regeringens forsøg på at tæmme oprørsgrupperne indebar, at de involverede oprørere blev slemt behandlet af sikkerhedspolitiet, og at der i månederne op til festlighederne blev interneret mellem 600 og 1000 mennesker som en sikkerhedsforanstaltning. Der blev udtrykt kritik i den vestlige presse, og Ruhollah Khomeini, som senere væltede shahen i 1979, kaldte fejringen for ”Djævelens Festival”. Hele denne politiske problematik involverede Wiinblad sig ikke i. Politik var ikke hans felt – for ham har det været hele den eventyrlige ’Tusind og én nats-stemning’ og æren ved opgaven, som har præget hans engagement. Da Ekstra Bladet i august 1971 spurgte Wiinblad om denne voldsomme ødselhed i et fattigt og undertrykt land ikke gav ham betænkeligheder, svarede han prompte: ”Da jeg sagde ja, var der ingen

15 Citat af Bjørn Wiinblad i artiklen: ”Flere danske bag Shahens kæmpegilde”, i Ekstra Bladet, 20. august 1971

Nøddeknækkeren, Det Kgl. Teater, 1971. Kostumeforlæg, gouache på papir. Modsatte side: Interiør, pejsestuen, Det Blå Hus. Pejsestuen i Det Blå Hus er fyldt med kinesisk porcelæn og Delft fajance. Karakteristisk for Wiinblads indretning er den symmetriske ophængning.

kritik kommet frem endnu. Jeg tænkte ærlig talt ikke på det. Det har jeg selvfølgelig gjort siden, men jeg tager det bare som en kunstnerisk opgave. [Jeg] undersøger normalt ikke folks moral, som vil have noget lavet hos mig. Og hvad, har man kongedømme, skal det da også fejres (…).”15 Teatrets univers I tegnestuen i Det Blå Hus står en lille teaterscenemodel – selve scenekassen er dyb grøn, og det scenografiske indhold lyser med farver, former og perspektiviske virkemidler. Wiinblad nåede gennem sit lange liv at opbygge et stort repertoire af teaterforestillinger for Det Kgl. Teater, Det Ny Teater, Pantomime Teatret m.fl., hvortil han tegnede og designede både scenografi, rekvisitter og kostumer. Gennem Wiinblads teaterkarriere har han haft samarbejder med folk fra både ind- og udland såsom Edwin Tiemroth, Paul Baker, Flemming Flindt, Erling Schroeder, Stig Lommer og Niels Bjørn Larsen. Når Bjørn Wiinblad arbejdede med teatret kunne hans fascination af og glæde ved at skabe hele universer virkelig komme til udtryk. Wiinblads kostumeforlæg er i stor udstrækning bevaret, også selvom 38

de egentlig blot var forlæg, som kostumieren skulle bruge ved mønster- og syarbejdet. Men Wiinblad kunne som sædvanligt ikke lade en tegning være, og kostumeforlæggene har en særegen kunstnerisk kvalitet. Herhjemme er Wiinblad særligt kendt for sin scenografi og kostumer til balletten Nøddeknækkeren på Det Kgl. Teater, som med koreografi af Flemming Flindt spillede fra 1971 og mange år frem. Wiinblads eventyrlige streg er fremherskende i scenografi-forlæggene, som med fantastisk præcision fanger og videreformidler den stemning, som et bagtæppe i en forestilling skal skabe. Netop her kommer styrken i hans streg frem, for det er helskabte og troværdigt eventyrlige universer, som Wiinblad skabte til teatret. Wiinblads fabulerende streg svinger sig rundt på både for- og bagtæppernes overflade og i kostumerne og sætter scenen. I hans teaterarbejder er man så at sige indhyllet i hans streg. Også helt privat elskede Wiinblad at gå i teatret primært for at se ballet og opera. Det første han gjorde, når han kom til en ny by, var at undersøge operaprogrammet det pågældende sted. Han omgav sig med skuespillere, operasangere og balletdansere, og Wiinblad er i dag begravet

16 For at skabe sig begreb om det kolossale arbejde, der har ligget bag tilblivelsen af Scheherezade-tæpperne, kan man nævne, at det tog næsten 270 arbejdsuger (10.000 arbejdstimer) at væve tæpperne, og selve designet krævede 76 ugers arbejde. Der var en væverske for hver 70 cm tæppe, således at det største tæppe havde 10 kvinder arbejdende samtidigt skulder ved skulder. Det tog Maria do Céu gemperle 6 uger at omforme Wiinblads tegninger til en væveopskrift.

Modsatte side: Interiør, værkstedet, Det Blå Hus. I Det Blå Hus står gipsfiguren til de færdige bronzeskulpturer The Gossips, som blev lavet på bestilling fra The Hilton Anatole i Dallas i USA.

på Søllerød Kirkegård ved siden af sin gode veninde, skuespillerinden Lulu Ziegler. Eventyret i Porto Bjørn Wiinblads vævede billedtæpper er noget af det mest imponerende i hans oeuvre. Billedtæpperne er produceret i Porto i Portugal hos væveriet Fortunato Silvério, Lda. Bjørn Wiinblad og væveriet blev introduceret til hinanden i 1969 gennem det amerikanske stormagasin Bloomingdales i New York, som havde en udstillingsrække med titlen De skabende, hvor Wiinblad skulle udstille sine værker. I den forbindelse blev han opfordret til at forsøge sig med billedtæpper, og stormagasinet satte ham i forbindelse med væveriets ejere, ægteparret Maria do Céu og Rolf Gemperle. Dette blev starten på et langt og udbytterigt samarbejde. De to første billedtæpper fra 1970, med titlerne Cara, venstre (1970) og Cara, højre (1970) (se side 4 og 145), som Wiinblad og Fortunato Silvério, Lda. producerede sammen, var således bestemt til Bloomingdales. Selv i disse billedtæpper er Wiinblads streg gennemtrængende, og både næser og øjne er karakteristiske for Wiinblad, ligesom selve motivet er det: en kvinde i farverig mønstret kjole omgivet af hvide fugle og dekorativ ornamentik. Samtidig med udstillingen i New York fik Wiinblad en meget stor opgave for den amerikanske forretningsmand og ejendomsudvikler Trammell Crow. Crow bestilte Wiinblad til at udsmykke The Apparel Mart i Dallas, hvortil Wiinblad fandt på at skabe fem enorme 40

vævede billedtæpper (det største målte ti meter i højden og syv meter i bredden). Da The Apparel Mart var et shopping center med fokus på modetøj, skabte Wiinblad motiver, som gengiver slutningen af Tusind og én nat, hvilket han betegnede som litteraturens første mannequinopvisning. Motiverne viser den kvindelige fortæller Scheherezade i færd med at påklæde sin lillesøster i farvestrålende og besmykkede silkedragter med overdådige hovedbeklædninger (se s.48-51). Tæpperne er vævet med ’rolinho’, som er en teknik, hvor vrangen på billedtæppet er lige så fin som forsiden. Forskellige detaljer i motivet, så som fugle, hårpragt og blomster, er fremhævet i tæpperne ved at lade det farverige garn arbejde i flere dimensioner, således at det står frem fra grundvævningen.16 Torsdag d. 18. oktober 1973 åbenbaredes Scheherezade-tæpperne i Dallas Apparel Mart, hvor de hang indtil shoppingcentret lukkede i 2004. Dallas var på mange måder Wiinblads by, og det var også hertil, at Wiinblad skabte sin store bronzeskulpturgruppe The Gossips. Bronzerne forestiller tre kvinder i svungen positur, som står og sladrer med hinanden. Gruppen, som stadig står der i dag, er placeret på The Hilton Anatole i Dallas foran hotellets bar Gossip Bar, der har taget navn efter Wiinblads skulpturværk. En ’camp’ sensibilitet ”For nogen er han for meget, for os er han netop noget, fordi det er alt dét, han gør.”

17 oprindeligt udgivet i tidskriftet Partisan Review. genoptrykt to år senere i Susan Sontags ”Notes on ’CAMP’, i Against Interpretation and Other Essays, London: Penguin Classics, 2009 (1966).

Modsatte side: Interiør, salonen, Det Blå Hus. Side 44-45: Interiør, den blå stue, Det Blå Hus. Den blå stue i Det Blå Hus har dannet ramme om adskillige festlige middagsselskaber, hvor gæster fra ind- og udland sad med til bords.

Sådan lød det i denne artikels indledning. Og ja, Wiinblad er for meget – fordi han gør det hele – på samme tid. I sin praksis arbejder han på tværs af alle hævdvundne kategorier som kunst, design, kunsthåndværk og illustration og unddrager sig således enhver klassifikation. Han skaber billeder, drømme og universer, der befinder sig milevidt fra den virkelige verdens realpolitik og levede liv. Seriøst useriøs kunne man kalde ham med henvisning til den alvor med hvilken, han tager livtag med livets lethed. Eller rendyrket ’camp’ for nu at trække et begreb af lidt ældre dato op fra kulturhistoriens arkiv, som dog stammer fra Wiinblads velmagtsdage, og som måske bedst af alt kan beskrive Wiinblads streg og kunstneriske virke. I 1964 udgav den amerikanske litteraturhistoriker Susan Sontag nemlig et essay om et for hende at se endnu ubeskrevet fænomen i tiden.17 En bestemt sensibilitet, eller tilgang til verden, som hun lokaliserede, og som hun kaldte ’camp’. Essensen af camp er evnen til at konvertere det alvorlige til det letlevende. Det er, som Sontag beskrev det, kærligheden til det unaturlige: det kunstigt skabte og overdrivelsen. I Sontags optik kunne det for eksempel være operaforestillinger, Tiffanylamper, Hollywoodfilm som King Kong – og i denne sammenhæng også interessant nok tegninger af Beardsley, som var den kunstner, som Wiinblad blev sammenlignet med helt tilbage i 1945 i forbindelse med hans første udstilling. Læser man videre i essayet, er der mange træk ved ’camp’, som i ligeså høj grad kunne knyttes til Wiinblad. Det apolitiske 42

eksempelvis, og dyrkelsen af form, tekstur og sanselige overflader over indhold. Man kan betragte ’camp’ som en æstetiserende tilgang til verden. Som en måde at se verden på, der først og fremmest ser den som et æstetisk fænomen. Eller netop som en måde at tage det useriøse seriøst – og derigennem tildele det smukke, det fabulerende, det eventyrlige – selve billedskabelsen i sig selv – en central plads i menneskets liv. Det Blå Hus fremstår med sine fantasifulde indretninger, dekorative opsatser, detaljerige udsmykninger og sælsomme blandinger af Wiinblad-objekter med asiatisk, præcolumbiansk, hollandsk og mellemøstlig kunst og kunsthåndværk, som et epicenter for ’camp’. Her er samlingsprincippet netop æstetik og udtryk fremfor herkomst og datering. På samme måde synes Wiinblads streg at rumme essensen af denne sensibilitet. Den er på mange måder alt for meget, overdreven, unaturlig, eventyrlig og fabulerende – men netop derfor er den noget – for os. Fordi den skaber rum og overskrider grænserne for, hvad der er god og dårlig smag, hvad der er fin- og populærkultur, hvad der er cool, og hvad der er kitsch, hvad der er kunst, og hvad der er design. Julie Thaning Mikines er cand.mag, museumsinspektør på ARKEN Museum for Moderne Kunst.

Køb kataloget i ARKEN SHOP

Bidrag af: Julie Thaning Mikines Nanna Mølbak Hansen Kristian Handberg Christian Björk Kristine Vedtofte

788778

751096