Udsyn Giv plads til naturen – ekstra
En prisopgave for studerende og nyuddannede, der udskrives som en del af projektet ’Vandets Veje’ med støtte fra Statens Kunstfond.
Giv plads til naturen
Hvad kan arkitektfagene gøre for at fremme naturbaserede løsninger i forhold til håndtering af vand i by og på land? Hvordan kan vi inspirere fremtidens fødevareproducenter til at arbejde regenerativt med naturressourcer, og hvordan påvirker det kommende generationers bosætningsformer? Det efterlyser Arkitektforeningen og Danske Landskabsarkitekter svar på i prisopgaven Udsyn – ekstra for studerende og nyuddannede. Vinderen tildeles en præmiesum på 75.000 kr. Deadline for ansøgning er den 31. januar 2025.
Prisopgaven Udsyn - ekstra udskrives som en del af projektet ’Vandets Veje’. Med prisopgaven, som er støttet af Statens Kunstfond, inviterer Arkitektforeningen og Danske Landskabsarkitekter studerende og nyuddannede arkitekter og landskabsarkitekter til at udforme forslag til, hvordan arkitektfagene kan bidrage til en mere bæredygtig arealudvikling med langt mere plads til vild natur - enge, vådområder, moser og mange andre naturtyper, som vi systematisk har fortrængt.
Prisopgaven efterlyser visioner for en ny alliance mellem vores bosætningsformer, dyrkningslandskaber, vand og naturressourcer. Konkret ønsker vi at se inspirerende, nytænkende og bredt appellerende forslag til scenarier for 2050, hvor halvdelen af landarealet er reserveret til beskyttet natur i ét af to udvalgte case-områder: Langeland og vandløbsoplandet til Lumby Strand nordvest for Odense.
Baggrund
De menneskeskabte klimaforandringer har medført dramatiske ændringer af det årlige nedbørsmønster i Danmark. Der falder meget mere regn, og den falder oftere som voldsomme skybrud, der sætter vores infrastruktur, bygningsmasse og landbrugsarealer under pres. Sidste år var det vådeste år i dansk vejrhistorie, og prognoserne for fremtiden er entydige. Vi kan forvente langt mere
vand fremover. Ovenfra, nedefra, udefra og bagfra. I by og på land.
Ifølge den grønne tænketank CONCITO er op imod 600.000 husstande truet af de stigende vandmasser. Der er store samfundsværdier på spil, men mange af problemerne med vandet er paradoksalt nok selvskabte. Vi har europarekord i befæstede arealer og har tilsyneladende glemt, hvordan man læser landskabet og indpasser bebyggelser efter topografien. Det naturlige landskab er i løbet af de sidste 200 år blevet indrettet og undertvunget en ensidig nyttetænkning. En driftig tænkning, der har haft travlt med at dræne og indvinde det naturlige blå-grønne netværk af vådområder, enge, moser og små vandhuller, der engang fungerede som naturlige opmagasineringsområder for vandet og levested for et utal af planter og dyr.
Siden midten af 1800-tallet er der nedgravet omkring en million kilometer drænrør, der nu fungerer som et effektivt transportsystem for miljøgifte og næringsstoffer. Vores produktions- og vækstfokuserede arealforvaltning har ifølge Biodiversitetsrådet ikke bare reduceret omfanget af beskyttet natur i Danmark til 1,6 %, den har også ødelagt vores havmiljø. Den herskende arealforvaltning rummer tilsyneladende ikke rigtig plads til naturen, og der er brug for en radikal anden tænkning, hvis vi skal løse den stadig mere påtrængende klima- og biodiversitetskrise.
Vores vækst og territoriale ekspansion, drevet frem af teknologisk optimisme og blind tro på menneskelig foretagsomhed, er ved at skubbe alle andre levende organismer end os selv ud over kanten. Aktuelle opgørelser viser således et fremtidigt arealbehov, der svarer til 140 % af Danmarks nuværende areal.Hvad vil der ske, hvis ekspansionstænkningen tog de andre arters parti? Hvordan vil landet se ud, hvis vi overlod halvdelen af landarealet til naturen og lod vandet flyde frit? Er det mon muligt at udvikle et fremtidigt velfærdssamfund, der tilgodeser andre end os selv? Hvilke livsudfoldelsesmuligheder får vi, hvis vi rykker sammen på mindre plads og arbejder for at genskabe 50 % beskyttet natur i 2050?
Kan vi, som Den Grønne Ungdomsbevægelse taler for, sikre en ”Retfærdig Naturbevarelse”? Har arkitektfagene virkemidler, der kan ændre den uholdbare kurs, vi har afstukket? Findes der et andet danmarksbillede, vi kan navigere efter? Hvordan kan vi bebo landskabet uden at undertvinge det? Hvordan kan vi dyrke fødevarer i ledtog med naturen, og hvordan kan vi hilse vandet velkommen tilbage i landskabet? Kan vi gøre kampen for øget biodiversitet til en arkitektonisk strategi? Store spørgsmål vi med denne prisopgave gerne vil have nogle gode svar på.
Vi efterlyser nu konkrete visioner for det fremtidige landskabs- og bybillede, som studerende og nyuddannede gerne vil se frem til selv at leve i.
Opgaven
Hovedopgaven er at vise et konkret forslag til et fremtidsscenarie for 2050 med en naturlig hydrologi og 50 % beskyttet natur i ét af de to udvalgte case-områder værende Langeland og vandløbsoplandet til Lumby Strand nordvest for Odense.
De to case-områder rummer forskellige problemstillinger og har forskelligt omfang.
Lumby Strand - Fyn
Området nordvest for Odense rummer flere åbne problemstillinger og udviklingsmuligheder. Her findes en anseelig samling af udtjente drivhuse, villaog forstadsbebyggelser, en indvundet fjordarm og en del landbrugsarealer.
(Se kort over området på s. 4 og 5)
Langeland
I samarbejde med Langeland Kommune er der udpeget tre fokusområder, der ønskes bearbejdet. Løkkeby øst for Tullebølle, Rudkøbing Vejle og et område med særlige drikkevandsinteresser vest for Hesselbjerg.
(Se kort på s. 6)
Hvad skal du aflevere
Afleveringen består af tre stk. A3-plancher i pdffilformat:
1.
Første planche skal udfolde en vision, understøttet af appellerende illustrationer og levende beskrivelser af, hvordan vi tilpasser os landskabet for det udvalgte område med en naturlig hydrologi og plads til 50 % beskyttet natur i 2050. Det handler om at give konkrete bud på, hvordan bosætning, natur og dyrkning af fødevarer kan spille sammen på nye måder.
2.
Anden planche skal vise en læsning af områdets landskabelige potentialer. Hvor skal der i fremtiden være bosætning, infrastruktur og produktionsanlæg? Hvor kan der dyrkes fødevarer, og hvor kan den beskyttede natur få lov til at udfolde sig? Og hvordan hænger det sammen? Formatet er frit, men tekst og illustrationer skal være fremstillet, så lægfolk kan afkode det.
3.
Tredje planche skal præsentere et rumligt fremtidsscenarie: Tegninger, visualiseringer, collager, modelfotos eller andet, der viser dele eller udsnit af det valgte område anno 2050.
Der lægges vægt på, at forslagenes visioner og fremtidsscenarier kan inspirere og tilskynde de danske kommuner til i højere grad at arbejde med vandets naturlige strømningsveje - og bruge det som afsæt for både klimahåndtering, naturgenopretning, udvikling af rekreative stisystemer til glæde for folkesundheden og den almindelige naturdannelse.
Konkurrencetekniske betingelser
1. Konkurrenceudskriver, -form og -sprog
Konkurrencen er udskrevet af Arkitektforeningen i samarbejde med Danske Landskabsarkitekter. Opgaven er formuleret af MAA Boris Brorman Jensen i samarbejde med Arkitektforeningens direktør MAA Lars Autrup og programleder for Agenda Earth Mie Dyreberg Haldrup.
Konkurrencen er en åben idékonkurrence for medlemmer af Arkitektforeningen og Danske Landskabsarkitekter og udskrives den 4. september 2024.
Konkurrencematerialet udgives på dansk.
2. Deltagelse
Hvert konkurrenceteam skal inkludere mindst ét medlem af Arkitektforeningen eller Danske Landskabsarkitekter, som enten er studerende eller har afsluttet deres uddannelse i juni 2022 eller senere.
Følgende er udelukket fra at deltage i konkurrencen, jf. Arkitektforeningens konkurrenceregler:
• Alle personer eller virksomheder, som har været med til at tilrettelægge konkurrencen eller har ydet væsentlige bidrag til formulering af konkurrenceopgaven.
• Repræsentanter for konkurrenceudskriveren eller ansatte hos denne.
• Ansatte hos kompagnoner til eller arbejdsgivere for noget medlem af dommerkomiteen eller dennes rådgivere.
• Personer, der er i nær familie med eller har et nært familielignende forhold til noget medlem af dommerkomiteen eller dennes rådgivere.
• Virksomheder, som er helt eller delvist ejet af personer, der er i nær familie med eller har et nært familielignende forhold til noget medlem af dommerkomiteen eller dennes rådgivere.
Uanset på hvilken måde, man medvirker ved udarbejdelsen af et konkurrenceforslag, har man pligt til at gøre sig bekendt med ovenstående. I tvivlstilfælde bør man straks kontakte konkurrencens sekretær.
3. Spørgsmål/svar
Der er mulighed for at stille spørgsmål til konkurrenceprogrammet via iBinder.
Spørgsmål skal være stillet senest fredag den 22. november 2024. Svar vil blive lagt op på iBinder løbende og senest den 26. november.
4. Konkurrencens sekretær
Programleder for Agenda Earth Mie Dyreberg Haldrup, Arkitektforeningen.
5. Konkurrencemateriale
Konkurrencematerialet består af dette program og nedenstående bilag.
Konkurrencematerialet kan rekvireres på iBinder på følgende link: https://my.ibinder.com/etendering/eebd796d2f48-49a3-bf77-cbf836d0002d/tenders/OIHKX2U2V/public
Bilagsmaterialet består af følgende: Bilag 1: Navneseddel Bilag 2: Kort over Lumby Strand Bilag 3: Kort over Langeland
6. Afleveringsmateriale
Forslaget skal være anonymt og et konkurrenceforslag eller dele heraf må ikke tidligere have været offentliggjort.
Afleveringsformatet er 3 stk. A3-plancher i henhold til opgavebeskrivelsen på side 7. Forslaget kan være på dansk eller engelsk.
Plancher skal afleveres digitalt som PDF i to opløsninger; én udgave i en lav skærmopløsning til web (max. 20 MB) og én udgave i en høj opløsning til print.
Alt materialet afleveres anonymiseret via iBinder,
hvor samtlige dele af forslaget skal mærkes med et tydeligt kendingstal, som kan findes på iBinder. En visuel guide til at finde kendingstallet foreligger på forsiden af Udsyn – ekstra efter login på iBinder. Hvis du har problemer med at identificere dit unikke kendingstal, kan du med fordel kontakte iBinder support på support@ibinder.dk.
Det understreges, at andet forslagsmateriale, udover ovennævnte, ikke vil blive taget op til bedømmelse.
Yderligere digitalt materiale
a. Navneseddel (bilag 1) udfyldes og afleveres via iBinder.
Ved forslag med flere medvirkende skal det anføres, hvem der har ophavsret til forslaget, og hvem der eventuelt har medvirket som medarbejder, konsulent eller rådgiver uden andel i ophavsretten. Ligeledes angives det, hvem der er holdets kontaktperson.
b. Væsentlige illustrationer fra forslaget med henblik på gengivelse i dommerkomiteens betænkning, pressemateriale og lignende. Illustrationerne bedes afleveret som enkeltfiler i højopløseligt pdf-, eps-, tifeller jpg-filformat. Hver illustration som særskilt fil.
c. Ét præsentationsbillede som forslagsstilleren ønsker skal bruges i forbindelse med digital udstilling af forslaget.
7. Forslagets udførelse
Alle illustrationerne udføres i en teknik, der muliggør en klar opfattelse af forslaget.
8. Indlevering
Alle forslag skal senest være uploadet på iBinder fredag den 31. januar, 2025 kl.12.00.
9. Priskomité
Konkurrenceforslagene vil blive bedømt af en priskomité bestående af:
Arkitekt MAA Johnny Svendborg
Arkitekt MAA og professor i byplanlægning ved Københavns Universitet, Gertrud Jørgensen Landskabsarkitekt MAA og MDL Julie Lecuelle.
Rådgivere uden stemmeret er arkitekt MAA og projektleder på ’Vandets Veje’, Boris Brorman Jensen samt landskabsarkitekt MAA og MDL og lektor ved Arkitektskolen Aarhus, Katrina Wiberg.
Priskomiteen har ret til at indkalde særligt sagkyndige som rådgivere, hvis der i priskomiteen er enighed herom. Priskomiteens betænkning vil ikke indeholde separat kritik af alle forslagene.
10. Bedømmelseskriterier
Vi søger skønheden i din besvarelse. Din evne til at koble visioner for natur- og samfundsudvikling med arkitekturens virkemidler.
De afleverede besvarelser vil blive bedømt på:
• Visionens klarhed og umiddelbare appel i ord og billeder
• Besvarelsens evne til at udfolde prisopgavens temaer
• Besvarelsens visuelle kvaliteter og udtryksfuldhed
Jf. konkurrenceprogrammets krav og ønsker.
11. Præmiering
Det vindende forslag tildeles en præmiesum på 75.000 kr. Derudover er der en pulje på 60.000 kr. til uddeling blandt flere projekter. Priskomiteen kan vælge at give rosende omtaler.
12. Offentliggørelse af resultat
Resultatet foreligger primo 2025, hvor vinder og eventuelle modtagere af rosende omtaler vil blive underrettet personligt. Resultatet vil blive offentliggjort på et arrangement i foråret 2025.
Her vil prisen blive overrakt af en repræsentant fra dommerkomiteen, hvorpå vinderen får mulighed for at præsentere sit projekt.
Resultatet vil herefter blive offentliggjort på Arkitektforeningens og Danske Landskabsarkitekters hjemmeside og senere publiceret i en opsamlende antologi.
13. Udstilling af forslag
Samtlige forslag vil blive vist på www.arkitektforeningen.dk og www.landskabsarkitekter.dk, når konkurrencen er afgjort.
Det vindende forslag og eventuelle rosende omtaler udstilles desuden i Arkitektforeningen.
14. Rettigheder
Ejendomsretten til det præmierede forslag tilhører konkurrenceudskriveren.
Ophavsretten til et konkurrenceforslag forbliver dog altid hos forslagsstilleren.
Konkurrenceudskriveren, Arkitektforeningen og Danske Landskabsarkitekter har ret til at publicere de indkomne forslag, f.eks. i dagblade, fagtidsskrifter, egne publikationer og elektroniske medier.
Ved publiceringen vil forslagsstillernes navne blive oplyst.
16. Programmets godkendelse
Nærværende konkurrenceprogram er godkendt af priskomiteens medlemmer og konkurrencen gennemføres i henhold til Arkitektforeningens konkurrenceregler af den 1. juni 2007.
Konkurrenceprogrammet er udarbejdet af Arkitektforeningen i samarbejde med Danske Landskabsarkitekter.
København, september 2024.
Hvad er Udsyn – ekstra?
Udsyn – ekstra er en prisopgave, der udskrives som en del af projekt ’Vandets Veje’ med støtte fra Statens Kunstfond. I prisopgaven efterlyser Arkitektforeningen og Danske Landskabsarkitekter bud fra studerende og nyuddannede på, hvordan arkitektfagene kan bidrage til en mere bæredygtig arealudvikling med langt mere plads til vild natur – enge, vådområder, moser og mange andre naturtyper, som vi systematisk har fortrængt.
Det vindende forslag tildeles en præmiesum på 75.000 kr. Derudover er der en pulje på 60.000 kr. til uddeling blandt flere projekter. Priskomiteen kan vælge at give rosende omtaler.
Projektet er en del af Agenda Earth, et større initiativ, der sætter ord og billeder på fremtidens byggede miljø og landskaber og skubber til de lovgivningsmæssige rammer, der skal muliggøre det. Initiativet drives af Arkitektforeningen og udvikles løbende i samarbejde med Dreyers Fond og Advokatsamfundet – og er støttet af Dreyers Fond.
Hvem kan være med?
Med Udsyn – ekstra inviterer Arkitektforeningen og Danske Landskabsarkitekter studerende og nyuddannede arkitekter og landskabsarkitekter til at byde ind. Hvert konkurrenceteam skal inkludere mindst ét medlem af Arkitektforeningen eller Danske Landskabsarkitekter, som enten er studerende eller har afsluttet deres uddannelse i juni 2022 eller senere.
Du kan også deltage, selv om du kommer med en anden faglig baggrund – det kræver blot, at du allierer dig med en af ovennævnte.
Konkurrencen er udskrevet den 4. september 2024, og der er deadline den 31. januar 2025 kl. 12.00.