CLAUS LOHMAN
UNDER OVER FLADEN krimi
Under overfladen Copyright © Claus Lohman 2018 Redaktør: Majse Stricker Omslag: IMPERIET Bogen er sat med Minion Pro hos KAT·ART og trykt i Europa Printed in 2018 1. udgave, 1. oplag, 2018 ISBN 978-87-933386-0-9 Dansk copyright © ARONSEN 2018
Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan. Og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at bruge kortere uddrag i forbindelse med anmeldelser og omtaler af bogen. ARONSEN · København 2018 forlagetaronsen.dk
Til William & Dagny Æret vÌre jeres minde
“It’s not a question of if, it’s a question of when.” Julie L. Gerberding, Former Director, Centers for Disease Control and Prevention (CDC), on the potential for a pandemic outbreak of HN, 2005
PROLOG – Er du nu sikker i din antagelse, McKinley? Den dybe stemme lød som en hul, metallisk rungen i Sheilas dykkerhjelm, og hun drejede langsomt hovedet, til hun fik øjenkontakt med sin makker og tidligere læremester. Små luftbobler viste sig fra toppen af hans hjelm og steg som perler op gennem det krystalklare vand. Sheila dannede en cirkel med tommel- og pegefinger, mens hun udvidede mellemrummet mellem de resterende fingre og strakte dem for at indikere, at alt var okay. – Ja, Jackson, jeg er helt sikker, svarede hun og sparkede let med svømmefødderne, så hun dykkede dybere ned gennem det azurblå vand. Der var tradition i dykkerklubben for at kalde hinanden ved efternavn under dyk, så både Sheila og Patrick efterlevede denne praksis. – Ekkoloddet viste en forhøjning nede på 25 meter vand, så der må være en kant her i nærheden, oplyste hun. – Du har nok ret, lød det med Patricks New York–accent i Sheilas hjelm, og inden hun kunne nå at samstemme, kom makkeren hende i forkøbet. – Som du jo plejer at have! Den nyuddannede dykkerinstruktør trak på smilebåndet og gled roligt gennem Atlanterhavets lune vand med Patrick lige efter sig. Hun trykkede en enkelt gang på dykkercomputeren, der var fastsurret om hendes håndled, og en dybdemåler tonede frem på det lille elektroniske display. Måleren stod kun på syv meter, så hendes skråsikre antagelse virkede sandsynlig. På trods af, at det kun var deres andet frie dyk sammen, følte hun sig 7
allerede tryg, og hun håbede på mange flere dyk med ham. Ikke kun de gængse træningsdyk, hvor han fungerede som hendes mentor, men også de mere vovede og eventyrlige af slagsen. Som eksempelvis det dyk, de netop havde påbegyndt, og som tilmed kunne blive et af dem, de fleste dykkere drømte om, men som kun ganske få ville opleve. En blålig, firkantet fisk med pletter på ryggen kom pludselig til syne foran hende, men søgte straks tilflugt mellem et par sten. – Så du den? udbrød Sheila og så ned mod den grusede bund et par meter under dem, hvor to menneskelignende skygger kunne anes som mørke silhuetter, der majestætisk gled af sted. Hendes kendskab til oceanets dyreliv begrænsede sig endnu til det perifere. – Ja, lød det i hendes hjelm. – Det var en blåplettet kuffertfisk, og den slags vil andre fisk helst undgå. Selvom fisken var væk, trak Sheila straks hånden til sig igen og sparkede lidt hårdere med svømmefødderne. – Hvorfor vil de det? spurgte hun en anelse ængstelig. – Fordi de kan udsende en stærk gift, hvis de bliver stressede, svarede Patrick. – Men de er dog ikke farlige for mennesker, så der er ikke noget at være bange for. Oplysningen fik Sheila til på ny at sagtne farten. – Det er ganske betryggende at dykke med dig, Jackson, sagde hun. – Og jeg håber, du snart vil føle det samme for mig også. Patrick svømmede op på siden af hende. De befandt sig nu blot en halv meter over den solbeskinnede havbund. – Det gør jeg skam allerede, sagde han med lav stemmeføring. – Ellers havde jeg ikke valgt dig som min makker og specielt ikke under et kategori 2 dyk som dette. Sheila drejede hovedet og så på ham. – Tak, sagde hun med et stort smil. Patrick gengældte smilet, mens han fastholdt sit blik på havbunden. Noget foran dem fangede hans opmærksomhed, og han hævede øjenbrynene. – Det ser ud til, du igen har ret, McKinley, sagde han og pegede frem for sig. – Det ligner unægteligt en kant. 8
Sheila rettede ligeledes blikket frem. Få meter foran dem forsvandt den let stenede havbund brat og efterlod et sort dyb. En følelse af frihed gennemskyllede hende, og hun tændte sin pandelygte, mens hun fuld af forventning svømmede hen mod kanten. – Imponerende, udbrød hun og fortsatte ud over kanten. Hun sparkede et par gange yderligere med svømmefødderne, inden hun langsomt drejede omkring, så kløften åbenbarede sig under hende. Det overvældende syn fik hende til at spærre øjnene op, og hun nød øjeblikket. – Hvis bare flere havde oplevelsen af, at naturen er en værdi i sig selv, ville menneskets destruktive adfærd nok ændre sig, lød det i hendes dykkerhjelm. Hun nikkede. Kløften var beklædt med farvestrålende koraller omgivet af forskellig slags vegetation, og små klovnefisk bevægede sig roligt ind og ud mellem aflange, brunlige lianformede tangplanter. – Her er smukt, hørte hun sig selv sige. – Så afgjort, sagde Patrick mindst lige så bevæget. – Vi er afhængige af naturen, mens den ikke er afhængig af os. Sheila drejede hovedet, så pandelygtens lyskegle dansede hen over den lodrette klippevæg. Hun førte den ene hånd frem for sig og lod forsigtigt en af de lange slyngplanter glide gennem sine handskebeklædte fingre, inden hun i adstadigt tempo fortsatte ned i dybet. De befandt sig i skygge, så mørket begyndte at omslutte de to dykkere. Hun så igen på dybdemåleren. 18 meter, viste den. Vandet pressede på hendes dykkerhjelm, så hun skruede en anelse på regulatorenheden for at udligne trykket. Dernæst drejede hun roligt hovedet og orienterede sig i lyskeglens skær. Patrick befandt sig lige over hende og gav hende OK–tegnet. De undlod begge at bryde tavsheden, så naturoplevelsen kunne forblive total. Kun deres egne dybe åndedræt kunne høres i samspil med luftboblernes søgen mod overfladen. 21 meter. Snart skulle det vise sig, om hendes formodning holdt stik, eller om 9
ekkoloddets visning blot var forårsaget af en klippe eller en anden større naturformation. Hun trykkede endnu en gang på dykkercomputeren, så et trykmanometer viste sig på displayet. Jo større en dybde de dykkede på, des mere komprimeret ville deres indåndingsluft blive. Dette var ikke noget problem, så længe de to dykkere befandt sig under tryk, men så snart de ville påbegynde deres opstigning, ville vandets tryk blive reduceret. Hvis selve opstigningen skete for hurtigt, ville der danne sig små bobler i dykkernes blod og væv med fare for, de ville udvikle dykkersyge. Det var derfor af stor betydning hele tiden at kende det omgivende tryk, så de vidste, i hvilket tempo de kunne gennemføre opstigningen og samtidig undgå at løbe tør for komprimeret luft. Alt så ud, som det skulle, så Sheila rettede atter opmærksomheden tilbage mod klippevæggen, der på grund af solens manglende lys synede gold. Roligt førte hun sit blik nedad, og pandelygtens lyskegle opfangede en lille rød- og grålig fisk med gule striber langs siderne og gullige finner. Fisken ignorerede det pludselige lyshav og fortsatte sin søgen efter føde. Den stak hovedet hen til klippevæggen og rodede, så små kaskader af støvpartikler hvirvlede ud. Sheila bemærkede, at fiskens skygge viste sig under den, og bundens kontur langsomt brød frem. – Så er vi ved bunden, udbrød hun og trykkede sig igen via dykkercomputeren frem til dybdemåleren. – 25 meter nede, præcis som ekkoloddet havde forudsagt. Endnu en lyskegle ramte havbunden, der synede sandet. Vegetationen var sparsom, men enkelte steder skød en tangplante i vejret og brød de ellers øde omgivelser. – Så mangler vi bare at finde forhøjningen, sagde Patrick. – Hvis den da ellers er der. Sheila nikkede. – Det skal den nok være, sagde hun og begyndte at svømme væk fra klippevæggen parallelt med havbunden. Patrick fulgte efter hende, og to lyskegler gled roligt hen over bunden, der kun befandt sig omkring en meter under dem. 10
Det krystalklare vand tillod en anelse sollys at nå ned, men ikke nok til, at de to fritidsdykkere kunne orientere sig uden pandelygterne. – Vi har luft nok til at sondere terrænet hernede i op til otte minutter endnu inden opstigningen, lød det i Sheilas hjelm. – Men lad os håbe, det er rigeligt med tid, McKinley. – Det er det, svarede Sheila selvsikkert, eftersom ekkoloddet havde vist, at forhøjningen befandt sig blot ni meter stik vest fra skræntens kant. Spændt fortsatte hun vægtløs hen over den sandede oceanbund godt 40 kilometer nordøst for Puerto Ricos nordkyst. Sekunder senere kunne hun ane en mørk skygge foran sig, og hun så op. Omridset af noget stort tonede frem, efterhånden som hun kom nærmere. – Jeg tror, vi er ved forhøjningen, udbrød hun. Beslutsomt svømmede hendes noget mere rutinerede dykkerkollega forbi hende og inspicerede deres fund. – Det er vist kun en klippeformation, konstaterede han kort efter. – Så din formodning holdt desværre ikke stik. Skuffelsen forplantede sig øjeblikkeligt i Sheila, og hun svømmede op på siden af sin makker for blot ved selvsyn at få bekræftet hans nedslående ord. Et bredt klippestykke skød flere meter op fra havbunden og brød de plane omgivelser og måtte derfor være det, der havde givet udslag på ekkoloddet i den forankrede speedbåd 25 meter over dem. Den ellers så selvsikre kvinde havde svært ved at acceptere sit fejlskøn, men synet foran hende efterlod ingen tvivl. – Jeg er ked af at have overbevist dig om at tage med mig på dykket, Jackson, sagde hun lavmælt. – Jeg skulle alligevel have lyttet til dig. – Det er helt okay, lød det trøstende i hendes hjelm. – Man kan ikke vinde i lotteriet hver gang. Sheila sendte sin mentor et taknemmeligt blik og satte begge hænder på klippeformationen. Dens ru overflade kunne tydeligt mærkes gennem handskerne. – Er det i orden, vi tager en runde om klippen, inden vi begiver os op mod overfladen? spurgte hun. 11
Patrick så på sit display. – Ja, det kan vi sagtens, svarede han. – Vi har stadig luft til seks minutter endnu, og dykket er jo ikke ødelagt, bare fordi forhøjningen ikke viste sig at være det, vi håbede. – Du har ret, sagde Sheila. Patricks ord fik hende til at ryste den værste skuffelse af sig. Hun slap derfor klippen og sparkede let med fødderne, så hun genoptog den glidende bevægelse. Selvom dykket ikke havde givet hende den forløsning, hun i første omgang havde håbet på, kunne de lige så godt nyde de sidste minutter inden opstigningen, også da det ikke var hver dag, de dykkede så langt væk fra New York. Efter blot et par meter stoppede klippen, så Sheila fulgte dens runding og drejede om hjørnet. En krabbe blev skræmt af den pludselige lyskegle og gravede sig lynhurtigt ned i sandet. Sheila observerede krabbens flugt, mens hun nød stilheden og vægtløsheden. Hun var glad for, at hun i sin tid var begyndt at dykke i den lokale dykkerklub, selvom hendes veninde, Tess, havde haft mere end svært ved at overtale hende. Det var først, da hun havde mødt de to attraktive, veltrænede instruktører, Gordon og Peter, at hun var blevet overbevist om at give sporten en chance. Men allerede efter sit første dyk var hun for alvor solgt. Hendes interesse for de to instruktører var lige så hurtigt som krabbens flugt blevet erstattet af en higen efter igen at opleve havet fra sin smukkeste side. Kun en astronaut, der betragtede Jorden ude fra rummet, kunne føle en større form for frihed, tænkte hun. Da hun lod lyskeglen glide forbi den for længst nedgravede krabbe, opfangede hun en uregelmæssighed ude i mørket, og hun drejede nysgerrigt hovedet. En smal og flere meter høj skygge kunne anes skråt foran hende. I begyndelsen troede hun, det var endnu en af de aflange, brunlige lianformede tangplanter, hun havde ført sin hånd igennem under nedstigningen i kløften, men efterhånden som hun kom nærmere, måtte hun revidere sin opfattelse. 12
Den smalle skygge bevægede sig ikke i takt med understrømmen, som de andre tangplanter havde gjort, og den rokkede sig ikke ud af stedet. Nysgerrigt sparkede hun sig fremad, og konturerne af flere nye forhøjninger viste sig. Efter endnu et spark kunne hun se, at den meterhøje, tynde skygge havde noget tværgående igennem sig, som en slags kors, og at det stak op fra et langt og flere meter højt ikke-naturligt plateau med adskillige små, runde åbninger. En kuldegysning løb gennem hendes krop. Hendes formodning havde alligevel vist sig at være korrekt. – Jackson? fremstammede hun. – Ja, McKinley, lød det rungende i hendes hjelm. – Har du set nok nu? – Tværtimod, svarede hun. – Jeg havde som sædvanlig ret, som du tidligere så smukt udlagde det. Endnu en lyskegle viste sig som tegn på, at Patrick nu var lige bag hende. – Hvad mener du? Sheila lagde en hånd på forhøjningen og stirrede ind gennem et af dens runde huller. – Det ser ud til, møblerne stadig er intakte derinde, udbrød hun og prøvede at skjule sin begejstring. – Og der er også en luftlomme. Patrick nåede helt op på siden af hende. – Hvad i alverden! udbrød han, da det gik op for ham, hvad det var, de havde opdaget. – Det må have ligget her i mindst 100 år! Sheila trak igen på smilebåndet. Opdagelsen kunne skrive dem begge ind i historiebøgerne, og tanken tiltalte hende. – Har vi luft nok til at undersøge skibsvraget indefra? spurgte hun og fik samtidig øje på et menneskekranium på dørken. Hendes makker svarede ikke, betaget af det imponerende syn.
DEL 1
1. Martin stillede gryden med den sammenkogte kødret på spisebordet og skænkede vin op i alle fire rødvinsglas. – Skat, der er mad! kaldte han og satte sig på sin vante plads nærmest bagdøren. Hans forældre sad allerede ved bordet, og hans far rakte ud efter et glas med vand, mens han fuld af forventning betragtede det synlige resultat af sin eneste søns gastronomiske kunnen. Få sekunder senere genlød det rummelige køkken af fodtrin, og Tina, Martins kæreste, tog ligeledes plads ved det fuldt opdækkede bord. – Det dufter fantastisk, sagde hun og strøg en hånd let gennem sit korte, mellemblonde hår, inden hun fangede sin svigermor, Claudias, blik. – Det er en god vane, Martin er ved at tilegne sig. Svigermoren trak forlegent på smilebåndet, mens Martins tænder lyste op i et smil. – Ja, nyd du det bare, så længe det varer, sagde han med en drillende attitude. – Mine arbejdstider ændrer sig i næste uge, og så er vi tilbage ved den normale kønsopdeling med kvinden i køkkenet. Bemærkningen gjorde, at Martins far fik vandet i den gale hals og hostede let. Han så bevidst ned i bordet, mens antydningen af et smil langsomt bredte sig på hans læber. – Du er ikke så lidt fræk, hva’? grinede Tina. – Du bliver jo ikke ligefrem den eneste med skiftende arbejdstider. Martin øsede en portion af den varme ret op til sin far. – Står mor ikke for det meste hjemme hos jer, far? spurgte han kækt. 17
Faren stillede vandglasset tilbage på bordet. – Æhh, jo, svarede han uden overbevisning i stemmen. – Det er da vist kun i din fantasi, Jerome, indskød hans kone straks. – Eller i dine dagdrømme, mens du vasker op eller ordner vasketøjet. Faren sukkede demonstrativt. – Ak ja, lød det fra ham, mens han opgivende trak på skuldrene. – Tiderne er vist ikke længere, hvad de har været, for rigtige mænd er i dag en saga blot. Claudia nikkede. – Det er de i hvert fald, hver gang du ser dig i spejlet, konstaterede hun sarkastisk og blinkede til sin svigerdatter. – Men de tider, min mand efterlyser, rummede vist heller ikke så mange karrierekvinder som i dag. – Men stadig lige så mange karrieremænd, forsvarede Jerome sig. – Tider går, og nye kommer til, konstaterede Claudia, – og Tina skal da bruge sine mange talenter. – Så afgjort, sagde Jerome samstemmende. Han sendte sin svigerdatter et smil og greb denne gang vinglasset. – Så lad os skåle for Tinas fornemme titel og hendes og Martins fremskridt. Martin havde nu øst mad op til alle og løftede ligeledes sit vinglas. Han rettede fokus mod Tina. Det var imponerende, at hun efter blot få år indenfor New Yorks Politi var blevet tilbudt den ledige stilling som kriminalassistent. Og at hun kun var 26 år, satte det hele i endnu større perspektiv. – Skål og tillykke med din nye titel, min skat, sagde han og klirrede sit glas mod forsamlingens. – Jeg er sikker på, kriminalpolitiet har truffet det rigtige valg i at ansætte dig. – Tak, nøjedes Tina med at sige og smagte på vinen. Jerome lænede sig ind over bordet efter saltet. – Hvad skal du egentlig lave? spurgte han. – Altså udover at skabe DNA-profiler i forbindelse med indbrud og den slags? Hans kone sendte ham et anklagende blik. – Det har vi da talt om, Jerome. – Det ved jeg, min kære, men jeg vil gerne høre mere om det fra Tina selv. 18
Tina smilede. – Jeg skal primært lede efter DNA-spor i forbindelse med kriminelle og mistænkelige hændelser, forklarede hun. – Og dermed være med til at registrere, identificere og forhåbentlig pågribe lovovertrædere. – Jamen, så kan I jo passende supplere hinanden, konstaterede Claudia og pegede på det indrammede certifikat på væggen, der bekræftede sønnens status som uddannet virolog. – Først indfanger du de syge, og bagefter behandler Martin dem. Martin rystede på hovedet. – Ikke helt, mor, sagde han. – Mens Tinas arbejde nok mest vil omfatte de skruppelløse og psykisk syge, drejer mit fagområde sig udelukkende om de fysisk syge. Jerome stak gaflen i et stykke mørt kød i stuvningen, mens han lyttede opmærksomt. – Skal du så arbejde med hende Michelle, som Martin har fortalt os lidt om? spurgte han. Tina rettede sit blik stift mod Martin, tydeligvis påvirket af spørgsmålet. – Øh, nej, kun perifert, afværgede Martin. Han vidste, at Tina ikke brød sig om at tale om arbejdsulykken, der havde skabt kold luft mellem de to kvindelige betjente og gjort, at de nærmest ikke kunne udstå synet af hinanden. Derudover havde ulykken givet hende søvnbesvær og små angstanfald, så hun periodevis og meget mod sin vilje måtte tage Prozac; en antidepressiv medicin, der foruden at virke ved depression og angst gav øget selvtillid og handlekraft. Pillerne trak desuden hendes tanker væk fra skoletiden, hvor hun i en lang periode havde været offer for mobning. Martin kendte ikke meget til den dystre periode i Tinas barndom, men nok til, at han vidste, den stadig stak i hende som issyle. Hendes forældres glødende interesse for antikviteter, der selv den dag i dag kunne få dem til at rejse langt for inspektion af gamle ting, havde gjort, at familien dengang var blevet betragtet som landsbytosser. Og mobningen af Tina havde medført, at hun og forældrene til sidst havde været tvunget til at flytte til et andet område. 19
– Apropos sygdom, er I kommet jer helt over jeres maveonde? indskød Claudia i et forsøg på at skifte emne. – Ja, svarede Martin og genkaldte sig sidste måneds ferie- og dykkertur i Indonesien i anledning af deres et-årsdag. Her var både Tina og han blevet ramt af en alvorlig maveforgiftning. – Det er heldigvis ovre nu. – Det var godt, for det var ellers noget af en omgang, I var igennem, sagde Claudia. – Man skal passe på, hvad man indtager i Asien. – Det skal man nu alle vegne, mente Martin, der var stødt på lidt af hvert i de tre år, han efterhånden havde været tilknyttet Laboratoriet for Virologi og Infektionssygdomme på Rockefeller Universitet i New York. – Manglende fokus på hygiejne optræder desværre overalt og i væsentligt større omfang, end man skulle tro. – Men det er samtidig med til at give dig smør på brødet, sagde hans mor. Martin nikkede. – Ja, det kan man vel godt sige, sagde han. – Uhygiejne er i hvert fald en væsentlig årsag til bakterielle infektioner og virusfremkaldte sygdomme. – Og så er vi tilbage ved kønsrollefordelingen, klukkede Tina og tog en bid af den krydrede ret. – Hvad mener du? spurgte Martin. – Ja, rengøring er jo ikke ligefrem din spidskompetence, lo hun smaskende. Claudia smilede tilsyneladende tilfreds over at have bragt den gode stemning tilbage. Martin så kærligt på sin fire år yngre kæreste. Det var knap et halvt år siden, hun var flyttet ind i hans rækkehus i den nordvestlige New York-forstad Westwood, nær Pascack Brook County Park, og han havde aldrig lagt skjul på sit syn på rengøring. Tiden var bedre brugt foruden, mente han, og han havde tilbudt at betale for rengøringshjælp udefra. Tina havde imidlertid afslået, da hun hellere ville bruge pengene på dykkerudstyr og rejser, hvilket Martin sagtens kunne se idéen i. 20
Han havde dog været skeptisk over at blive sat i en noget uselvstændig bås, men accepterede til sidst. Som kompromis havde de derfor indgået aftale med hendes forældre, der i modsætning til Martins boede i nærheden. Forældrene hjalp gladeligt til hver onsdag eftermiddag, hvor deres lille antikvitetshandel holdt lukket, og de medbragte sågar aftensmad, så Martin og Tina ikke behøvede at tænke på det. – Ja, der er vi ikke til megen hjælp, sagde Jerome og tørrede sig om munden med en serviet. – Den ros kan kun tilfalde Anne og Paul. Tina så beklagende på svigerfaren. – Det skal I altså ikke høre noget for, sagde hun. – Vi er bare heldige, at mine forældre bor så tæt på og har muligheden for at hjælpe. – Det ved jeg, sagde Jerome affejende og klappede sin søns hånd. – Gid jeg havde haft sådan nogle svigerforældre, dengang jeg var ung. – Ha! udbrød Claudia højt. – Dem havde du til gengæld i den grad i mig, Jerome. Jerome betragtede sin kone. – Men det var jo også en anden tid, husker du nok, sagde han smilende, hvorefter den lille forsamling brød ud i latter. † Storbyens lys kæmpede for at trænge gennem de nedrullede persienner i rækkehusets soveværelse, da Martin brat vågnede og satte sig op i sengen. Sveden haglede ned ad hans ansigt, og han tørrede den drivvåde pande med sin fugtige hånd. Han var forvirret. Tina lå ved siden af ham og sov, så han måtte endnu en gang være vågnet, før telefonens alarm gik i gang. Han greb mobilen fra natbordet for blot at konstatere, der stadig var en time, til han skulle op. – Fandens, hviskede han ud i luften og lagde hovedet tilbage på puden, der føltes klam. Han førte en hånd op til sit korte, nyklippede hår og mærkede straks, det var gennemblødt. Hans drømme var taget til i både styrke og antal over den seneste 21
tid, og efterhånden gennemlevede han dem næsten hver nat. Eller rettere den, for det var altid den samme drøm. Altid den samme handling. I drømmen var han ikke mere end fem år. Måske endda kun fire. Han sad på gulvet i bar overkrop foran et højt antikt spejl og så på sig selv, mens han legede med en lille sort, oval sten af en slags. Men noget var galt. Det var, som om hans eget spejlbilledes bevægelser var en anelse forskudte, som en livetransmission på både TV og computer. Med ét, helt ud af det blå og uden nogen årsag, bevægede en mørk skygge sig hurtigt ned over spejlbilledet og fik det til at forsvinde, så han i stedet sad og stirrede igennem spejlet og ind på en bar væg. Martin vendte sig i sengen nogle gange, men var allerede klar over, at han ikke kunne falde i søvn igen. Egentlig ønskede han det heller ikke på grund af den tilbagevendende drøm, så han besluttede sig for at stå op. – Har du haft mareridt igen? Tina lå i sengen og så på ham. Han var alligevel kommet til at vække hende. – Ja, svarede han kortfattet og gabte. – Var det den med dit spejlbillede? Martin nikkede. – Ja, gentog han. – Måske du skulle overveje at besøge doktor Daniels, foreslog Tina og satte sig halvt op i sengen. – Om ikke andet kan han ordinere dig piller, så du kan få sovet igennem om natten. Du holder ikke til det her i længden. Martin nikkede atter, selvom han var modstander af piller og medicin i al almindelighed. Han havde det bedst med at være i kontrol med sin egen krop, uanset hvordan den end måtte have det. Han huskede i særdeleshed, da han som stor teenager havde haft kyssesyge med voldsom feber og halsbetændelse. Men trods lægens anbefaling af smertestillende medicin havde han kategorisk nægtet. I stedet havde han kæmpet sig gennem sygdomsforløbet udelukkende 22
ved hjælp af varme drikke, rigeligt med væske og masser af hvile og stædighed, og hele tiden havde han været i kontrol. Mærket sin egen krop på godt, men mest på ondt, og følelsen havde tiltalt ham. Han rejste sig fra sengen. Sveden var aftagende. Kun iført underbukser gik han gennem soveværelset mod toilettet. Hans blege, muskuløse krop skinnede let i det dunkle rum. Midt i soveværelset stoppede han og så til siden. Op ad væggen foran stolen med hans henslængte cowboybukser og T-shirt stod et stort, antikt spejl, der ragede næsten helt op til loftet. Det havde adskillige udskæringer og ornamenter i dets solide, brune træramme og havde fulgt ham helt fra hans barndom. Det måtte være det, der lagde kulissen til hans drøm. Han havde blot ingen idé om hvorfor.
2. Skæret fra arkitektlampen oplyste Emma Fitzgeralds koncentrerede ansigt og kastede skygger ind på væggen bag skrivebordet i kollegieværelset. Den 26-årige arkæologistuderende registrerede ikke vægurets enlige slag, der ellers gjorde hende opmærksom på, at hun havde arbejdet på artiklen uafbrudt i efterhånden fem timer, og hun tastede ufortrødent videre på laptoppens tastatur. Selvom afslaget om optagelse på journalistuddannelsen lå næsten fire år tilbage, bankede det stadig i hende som mekaniske stempler. Arkæologistudiet var egentlig spændende nok, men mest valgt som en gardering for at blive optaget på universitetet. Det var formidling, der var hendes største passion, og af den grund havde hun arbejdet som freelancer i de syv semestre, hun havde læst. En lys hårtot forvildede sig ned foran hendes øjne. Hun gav den et let pust og førte den med en hånd videre om bag øret, så den blandede sig med resten af det blonde, skulderlange hår. Tilknytningen til universitetets interne avis og hendes jævnlige indlæg i flere af landets arkæologimagasiner samt i den lokale sprøjte, The News Maker, viste, at hun havde formidlingsevnerne. Afregningen for hendes artikler var dog ikke prangende, men gjorde, at hun lige netop kunne dække de faste udgifter. Hun var overbevist om, at et af de store og mere velansete dagblade en dag ville få øjnene op for hendes artikler. Men selvom hun altid sendte dem ind til både Daily News, New York Post og The New York Times, havde ingen af aviserne endnu bidt på krogen. 24
Artiklen, som hun arbejdede på nu, omhandlede en arbejderfamilie på Manhattan, hvis emigrerede Loughlan-slægt kunne spores tilbage til 1800-tallets Irland, hvor den frygtede kartoffelpest havde kostet op mod en million irere livet og tvunget yderligere en million af dem på flugt. Heraf størstedelen mod Guds eget land, Amerika. Slægtsbeskrivelser og slægtsforskning med rødder tilbage til Europa fra tiden før 1. Verdenskrig var et interessant område i et land med kort, selvstændig historie. Det meste af hendes research bestod af google-søgninger. Men hver gang arkæologistudiegruppen afholdt møde på lokalbiblioteket, tog hun sig bagefter god tid i afdelingen for fagbøger. Interessen for formidling blev vakt, da hun som 13-årig havde mistet først sin tante og kort tid efter også sin onkel, der begge tabte kampen mod kræft. De havde undervist i mange år på den lokale skole, og først efter deres død kom det frem, at myndighederne havde vidst, at størstedelen af arbejdspladsens lofter var af det kræftfremkaldende stof asbest. Fortielsen sendte chokbølger gennem hele landet, og Emma forsvor dengang, at hun som voksen ville arbejde målrettet på at sikre sine landsmænd oplysning. Drevet af håbet om en dag at få sit store gennembrud, så folk endelig ville anerkende hendes journalistiske evner og indse, hvor vigtig en aktør hun var, terpede hun bibliotekets store samling af magasiner og tidsskrifter. En sjælden gang, som nu ved udarbejdelsen af artiklen om den emigrerede Loughlan-slægt, valgte hun at foretage interviews med efterkommere, så autenticiteten og troværdigheden ville øges. Væguret slog på ny. Endnu en halv time var gået, og klokken var nu halv et om natten. Uden at have fortrudt afbuddet til festen på campus satte Emma det sidste punktum og lænede sig tilbage på stolen. Hun gned sig i øjnene og gabte højlydt. Normalt vægtede hun de sociale arrangementer på universitetet højt, men beslutningen om at udeblive havde alligevel ikke været svær at træffe, eftersom hendes ekskæreste og hans nye flamme sandsynligvis ville være til stede. 25
I stedet brugte Emma tiden og kræfterne på at skrive, og hun knyttede sig til det håb, at Loughlan-artiklen kunne være springbrættet til den journalistiske karriere, hun drømte om. Og nu manglede hun kun en overskrift, så var artiklen klar til afsendelse. En bils opbremsning og dytten kunne høres fra gaden efterfulgt af flaskeklirren og latter, der sandsynligvis stammede fra festlystne unge. Emma lod sig ikke distrahere. Hun så ind på laptoppens skærm og lænede sig frem, hvorefter hun lagde en hånd på musen og førte cursoren op i det mørke, aflange felt over selve artiklen. Indtast overskrift, stod der. Hurtigt lod hun fingrene glide hen over tastaturet, og kort efter lænede hun sig igen tilbage i sædet og betragtede de fede typer øverst på siden. – En ny begyndelse, læste hun, mens hun trak en anelse på smilebåndet over titlens tvetydige sammenhæng med hendes egen situation.
3. Martin Henderson steg ud af taxaen og gik langs fortovet hen mod Laboratoriet for Virologi og Infektionssygdomme. Da taxaen overhalede ham, overdøvede dens motorstøj kortvarigt en spurvs morgenfriske fløjten et sted inde fra universitetsparken. Der var stadig dug på blomsternes blade, men de parkerede biler viste, at flere af hans kollegaer allerede var mødt. Han gik friskt op ad trappen og tog sit nøglekort frem, hvorefter han låste sig ind i bygningskomplekset. Han trådte ind i en lys foyer, der med sine mange glasfacader synede pompøs og noget større, end den i virkeligheden var. Rummet var spækket med store, aflange blomsterkummer, hvis grønne planter og små træer fik det til at se frodigt ud. Han gik forbi den øde reception og fortsatte videre hen ad en lang korridor med døre på begge sider, som førte ind til kontorer og laboratorier. Døren til et af laboratorierne stod åben, og Martin tillod sig at stikke hovedet indenfor. En lille, spinkel mand iført kittel og plastikhandsker stod bøjet over et elektronmikroskop i fuld gang med at udføre et eksperiment af en slags. – Godmorgen, Arthur, sagde Martin med et smil. – Du er tidligt på færde. Manden gav et lille hop og så overrasket op fra mikroskopet. Da han genkendte Martin, lyste hans øjne straks op. – Hej, Martin, jeg er midt i en PCR, sagde han og rettede på sine runde hornbriller. – Et forsøgsresultat med subtype H5N8 i går undrede mig, så jeg kopierer virusRNA og laver samtidig en ny immunologisk undersøgelse af virusstammen. 27
Martin nikkede og førte et par fingre væk fra tindingen som en hilsende gestus. Arthur var den type forsker, der levede og åndede for jobbet, og han havde sandsynligvis lagt samme store iver for dagen med blot det halve i lønningsposen. Der var i alt fem afdelinger indenfor virologi i staten, og Laboratoriet for Virologi og Infektionssygdomme var landets førende indenfor patogenese-området, som omhandlede mekanismerne ved sygdomsprocesser. Der var derfor en del prestige forbundet med at være tilknyttet afdelingen, og det var også kun de bedste og mest dedikerede forskere, som havde deres daglige gang på stedet. En af disse var den unge Arthur Frenzon, der efter et succesrigt praktikforløb allerede havde fået ansættelse under studietiden. En anden af de tilknyttede virologer var Martin Henderson selv, som de kommende tre år var udgiftsfri for universitetet. – Ligesom du bruger jeg også både klassiske dyrkningsmetoder for virus og infektionsforsøg i de klassificerede laboratorier og dyrestalde, forklarede Arthur med lysende øjne og pegede på et apparat ved siden af elektronmikroskopet. – Men de nye molekylærbiologiske teknikker, blandt andre Next Generation Sequencing og de mere avancerede dataanalysemetoder, driller lidt. Martin smilede til sin engagerede kollega, hvis halvlange, lyse og pjuskede hår ledte tankerne hen på Albert Einstein. – Prøv at lave en southern blotting, foreslog han. – Så optimerer du DNA-mængden. – Ja, selvfølgelig, udbrød Arthur. – Og tak! – Det var ingenting, men jeg ser frem til at høre din konklusion senere, sagde Martin og gentog sin hilsen fra før. – Jeg har selv en del, jeg skal nå, så jeg må videre. Arthur var for længst dykket ned i sin verden igen og svarede ikke. Martin lod døren ind til laboratoriet stå åben og fortsatte ned ad gangen. Han delte ikke helt samme arbejdsfelt som Arthur, men noget af det overlappede hans. Martins kerneopgave bestod i at undersøge, hvordan vira opdages og bekæmpes af de inficerede cellers 28
immunforsvar, og han undersøgte desuden, hvordan celledeling og celledød påvirkes af infektioner. Endvidere påviste han virusinfek tioner ved hjælp af nyudviklede molekylærbiologiske metoder, så hans arbejdsområde spændte bredt. Flere professorer fandt hans forskning relevant, hvilket gjorde, at han havde været heldig at få tildelt et treårigt arbejdsstipendium fra instituttet. Noget kun de færreste forskere opnåede. Legatet gjorde, at han ved siden af sin basisforskning også havde mulighed for at dykke ned i andre områder indenfor virologien. Af flere interessante nicher havde han valgt at undersøge, hvad forholdet mellem virus og vært betyder for udviklingen og forløbet af en række cancersygdomme. Martin stoppede et stykke nede ad korridoren og låste sig ind i et af de tilstødende kontorer. Han kastede et hurtigt blik på navneskiltet på døren med hans eget navn, da han trådte ind. Med rolige skridt gik han hen til skrivebordet ved vinduet og satte sig på kontorstolen, hvorefter de sidste dages ærgrelse igen brød frem. Hans forskning blev besværliggjort af, at det kunne være vanskeligt at dyrke virus, fordi den enkelte virusart kun kunne formere sig i celler fra en enkelt eller få dyre-, plante- eller bakteriearter. Selvom der indenfor de senere år var udviklet raffinerede dyrkningssystemer til en lang række viruskulturer, gjaldt det ikke for de fleste af de stammer, Martin arbejdede med. Det problem havde han og en anden kollega ellers prøvet at finde en kreativ løsning på. Martin havde for nogle uger siden fået en idé, som han havde forelagt sin chef, Jane Yates. Hun havde syntes godt om den og foreslået ham at videreudvikle den i samarbejde med universitetets IT-ansvarlige, Norman Kennedy. Måske kunne de dyrke virus virtuelt uden at have dem til stede rent fysisk? Hvis idéen kunne udføres i praksis, ville Kennedy og han selv revolutionere hele forskningsfeltet og tilmed reducere omkostningerne 29
betragteligt. Forskerne ville da kunne dyrke virus hjemme, på ferier, ja nærmest overalt. Gennem flere uger havde det umage makkerpar arbejdet videre på idéen via Kennedys selvkreerede 3D-simuleringsprogram, men de måtte til sidst erkende, at idéen ikke kunne realiseres, eftersom viras overflade muterede for radikalt fra generation til generation. Og sådanne mutationer kunne ikke efterlignes af et simuleringsprogram, da deres grad af tilfældighed ikke kunne forudsiges af nogen matematisk formel. Det uheldige var, at det netop var disse uforudsigelige mutationer, der gjorde hans virusstammer farlige, og som vanskeliggjorde en mulig vaccine, der var det optimale mål i hans forskning. Martin rystede tankerne ud af hovedet og så rundt i sit kontor. De hvide vægge var bare, og foruden en bunke papirer, en printer og en laptop stod der et enkelt indrammet billede af hans kæreste på skrivebordet. Indgående betragtede han det, mens han taknemmeligt trak på smilebåndet. Ikke alt gik ham heldigvis imod. Han åbnede laptoppen på skrivebordet foran sig og loggede på virologernes interstatslige, interne system for at se, om der var kommet svar på den virusstamme, han forleden havde sendt med bud til den patologiske afdeling på Arizona Universitet. Hans egne analyseresultater af den pågældende viruskultur havde vist spor af såkaldt højpatogen aviær influenza, der i medierne var kendt som smittefarlig fugleinfluenza, af undertypen H7, der forårsager alvorlig sygdom hos inficerede høns og kan medføre høj flokdødelighed. Prøven kom fra en hønsebesætning i North Carolina, og da typen var en af de mest alvorlige fugleinfluenzaformer, skulle den først bekræftes af et andet laboratorium. Hvis den slog ud som positiv, ville hele hønsebesætningen og andre nærliggende fuglebesætninger blive slået ned for at undgå yderligere smitte. Ikke blot af frygt for smitte blandt fjerkræ, men også blandt svin og mennesker, da varianten var kendt for at bryde artsbarrieren og havde mange menneskeliv, primært i Asien, på samvittigheden. 30
Martin klikkede sig frem til prøven og så, der var kommet svar. Han åbnede den vedhæftede fil og konstaterede som forventet, at prøvesvaret bekræftede hans egne resultater. Som forsker behøvede han ikke at foretage sig yderligere, da systemet selv underrettede de relevante myndigheder. Han lukkede derfor mailen og åbnede en anden fra chefen, der rummede et par ekstraopgaver, som instituttet havde modtaget henover natten. Netop da han havde læst mailen, ringede hans telefon, og han kunne se på displayet, det var hans kammerat. – Hej, Jim, sagde han. – Hvad skyldes æren? – Hej, Martin, lød en dyb, maskulin stemme i den anden ende af røret. – Jeg vil bare høre, om vi stadig har en aftale ude ved dokken i eftermiddag? Martin tog sig til hovedet. – Argh! udbrød han flov og slog sig for panden. – Den har jeg helt glemt. – Hmmm, det tænkte jeg nok, sagde kammeraten tilsyneladende en anelse skuffet. – Det er jo ikke første gang, det sker, men det er vel, hvad man kan forvente af en kommende nobelprismodtager? Kommentaren fik Martin til at smile. Tanken om forskerverdenens højeste udmærkelse tiltalte ham, men han vidste også, at det nok aldrig ville blive ved andet end tanken, til trods for hans dedikation til sit arbejde. – Min glemsomhed er nok det nærmeste, jeg kommer på den pris, svarede han. – Og apropos kan jeg faktisk ikke huske, om jeg har lavet andre aftaler i eftermiddag, så regn med mig. Jeg skal bare hjem og vende inden. – Lige mine ord! udbrød Jim. – Kan du nå det til klokken fem? – Nej, den bliver nok kvart over, sagde Martin, da han først skulle have fyldt iltflasken op og gennemgå det meste af sit dykkerudstyr. – Men jeg skynder mig. – Så får jeg gjort båden klar inden, lød det fra Jim. – Og tastet koordinaterne til vores dyk ind på GPS’en. Martin smilede på ny. Denne gang af taknemmelighed. 31
– Du er en guttermand, Jim, sagde han. – Jeg giver en Guinness nede på Saint Jackson & Peaks i aften. – Sød musik i mine ører, grinede Jim. – Vel snarere en hel symfoni, samstemte Martin. – Vi ses derinde senere. – Det gør vi, sagde Jim og afsluttede samtalen. Martin lagde telefonen ved siden af laptoppen og skimmede endnu en gang chefens mail igennem. Der var flere interessante virusundersøgelser på programmet, men eftermiddagens dyk overtrumfede for en gangs skyld dem alle. Det var sjældent, han gav sig tid til at dykke med Jim, så derfor glædede det ham, at han trods sin distræthed heldigvis kunne overholde aftalen alligevel. Nogen tid senere, da parkeringspladsen næsten var fuld af biler, så han ud ad vinduet. En ældre mand i trenchcoat og tweedkasket kom langsomt gående. Manden stoppede op, som havde han mærket, at nogen betragtede ham, og han drejede hovedet og stirrede indgående på Martin, der løftede brynene i forbløffelse. Efter en længere øjenkontakt lettede manden høfligt på sin sixpence og fortsatte videre ind i universitetsparken, som om intet var hændt. Martin studsede. Hvad skete der lige der? tænkte han og rystede forvirret på hovedet, overbevist om at han i modsætning til dykkeraftalen ville huske den noget aparte oplevelse.
4. Sheila drejede nøglen og låste sig ind i sin et-værelses lejlighed på River Street i Hoboken, kun et stenkast fra Hudsonfloden. Hun kastede et flygtigt blik på sit nyligt ophængte dykkercertifikat, hvis fine sølvramme var købt for dele af hendes første løn fra dykkerklubben, Aquator. Sollyset fik rammen til at skinne let i rummet, og det fik certifikatet til nærmest at fremstå magisk. Hun smækkede hoveddøren og lagde nøglebundtet på entrébordet. Feberen var taget til, og hun førte en hånd op på sin pande, der føltes både varm og svedig. Det var sjældent, hun var syg, men når det endelig skete, var det selvfølgelig altid på de mest ubelejlige tidspunkter. Senest nu i dag, hvor hun måtte tage tidligere hjem fra fejringen i Aquator, selvom arrangementet havde været til ære for hende og Patrick for deres dykkerfund en uges tid forinden. De to dykkerinstruktører havde haft et hold kursister med sig på et ugeophold i Puerto Rico for at foretage dyk på kendte vrag. Da sidstedagen havde været til fri afbenyttelse, hvor kursisterne prioriterede anderledes, havde hun indvendigt glædet sig over, at hun og Patrick egenhændigt kunne udforske lidt af Atlanterhavet i håbet om at finde et uopdaget skibsvrag. På åbent hav havde bådens ekkolod registreret en forhøjning, og udslaget kunne meget vel gemme på en ægte historisk sensation. Under det efterfølgende dyk var de stødt på et velbevaret skibsvrag med inventar, tønder og sågar menneskeknogler. Men da mængden 33
af medbragt luft var sparsom, havde der ikke været mulighed for at inspicere vraget indefra. Til alt held havde de opdaget en luftlomme i træskibets lastrum. På grund af rummets metalklædte isolering havde det modstået de mange års vandtryk og forhindret luften i at diffundere ud i vandet. Via luftlommen var det alligevel lykkedes dem at entre og undersøge vraget, der viste sig at være en 100 år gammel skonnert ved navn Seagull. På trods af, at fundet ikke var en af de sagnomspundne spanske 1500-tals galeoner lastet med ufattelige rigdomme fra blandt andet Inka- og Aztekerriget, var det alligevel interessant, eftersom vragdyk var yderst populære og derfor genererede øget turisme for det land, der ejede findestedet. Samtidig ville finderne få en mindeplade sat op nede i selve vraget med deres navne påført. Da Sheila og Patrick teknisk set var på arbejde for Aquator, da de havde gjort opdagelsen, ville dykkerklubben ligeledes få sit navn på pladen og dermed også få sig en plads i historiebøgerne. Og det var denne udmærkelse, der nu lå til grund for dagens fejring i dykkerklubbens lokaler i New Yorks havn, desværre med afbud fra først Patrick og siden også Sheila, der ellers begge var årsagen til al festivitassen. Sheila hostede let og lagde sig på futonen i stuen. Hovedpinen var hen over dagen taget til i styrke, og smerten var nu så kraftig, at den fik hende til at misse med øjnene og skære tænder. En kulderystelse gennemløb hendes krop, og både muskler og led føltes ømme. – For fanden! udbrød hun, da hun godt kunne fornemme, hun var ved at ryge ind i en ordentlig omgang influenza. – Det kan du simpelthen ikke være bekendt, Patrick! Hun løftede bagdelen en smule og trak sin telefon op af bukselommen, hvorefter hun skrev en kortfattet SMS til sin dykkermakker. Det måtte være ham, der havde smittet hende, eftersom han selv var syg: Måtte tage hjem fra Aquator med feber. Tak! – Og godnat! 34
Det værkede i halsen, og Sheila hostede på ny. Denne gang mere kraftfuldt og noget harkende. Hun strakte armen og lagde telefonen fra sig på stuebordet, inden hun udkørt lukkede øjnene. En høj, vibrerende lyd fyldte med ét stuen, og hun slog forvirret øjnene op. Lyden gentog sig, og først efter nogle sekunder gik det op for hende, at det drejede sig om et indgående opkald. Modvilligt strakte hun armen og greb telefonen. – Det gik hurtigt med den undskyldning, din sjuft, mumlede hun ud i luften, da hun så på displayet, at opringningen var fra hendes dykkermakker. Hun førte mobiltelefonen op til øret og besvarede opkaldet. – Jeg håber, du har dårlig samvittighed, Patrick Jackson, sagde hun med hæs stemme, – for du har også taget mig med ned i dyndet. En skinger hyletone, der langsomt fortonede sig, kunne høres i telefonens højttaler, så Sheila holdt mobilen lidt væk fra øret. – Hvad sker der, Patrick? udbrød hun og spilede kortvarigt øjnene op. – Ser du nu krimi på Netflix igen? En del stemmer kunne høres i baggrunden, og det lød, som om en bil kørte forbi. – Hallo, er det frøken McKinley? lød det med ængstelig røst i Sheilas øre, og stemmen var ikke Patricks. Sheila kæmpede sig modvilligt op i siddende stilling. – Ja, det er mig, svarede hun hostende, mens en let metallisk smag bredte sig i hendes mund. – Hvem taler jeg med? – Det er Paul Perkins, lød det i røret. – Patrick Jacksons room mate. – Hej Paul! udbrød Sheila overrasket. – Hvorfor ringer du til mig fra Patricks telefon? Der er vel ikke sket ham noget? – Øhhh, jo, egentlig, svarede Paul efterfulgt af en kort pause, hvor det virkede på Sheila, som om han ledte efter ordene. – Altså, jeg vidste ikke lige, hvilken af Patricks kontakter jeg skulle ringe til, men da din SMS tikkede ind, faldt mit valg på dig. Sheila sank en klump. – Hvad er der sket? spurgte hun med hævet stemme. 35
Igen var linjen tavs et par sekunder, hvor kun stemmerne og trafikken i baggrunden kunne høres. – Jo, altså …, fremstammede Paul, men tog langt om længe mod til sig. – Ser du, Patrick er lige blevet hentet i ambulance med udrykning og hele molevitten. Jeg fandt ham inde i soveværelset. – Hvad er det, du siger? En foruroligende tanke fór gennem hendes hoved. – Jeg fandt ham halvt bevidstløs med vejrtrækningsproblemer og blodnæse, forklarede samboen. – Så jeg skyndte mig at ringe efter en ambulance. – Det var et klogt træk, Paul, for nu er han i kyndige hænder, sagde Sheila, stadig med bekymret mine, da hun frygtede det værste. – Jeg håber sandelig ikke, min influenza vil udvikle sig i samme retning, for det lyder da ikke rart. Igen var der en kort pause. – Men det var ikke det eneste, lød det fra roommaten. – Hvad mener du? brød Sheila ind. Uroen i hendes krop tiltog i styrke. – Der var også opkast med slimet blod, ja, nærmest som ved en blodstyrtning, fortsatte Paul, – og … altså … ja, så var han mørkegul over det hele, og ambulanceredderne kastede sig nærmest over ham, da de så ham og gav ham kunstigt åndedræt og hjertemassage. Sheila prøvede at rejse sig, men havde ikke længere kræfterne og faldt udmattet tilbage på futonen. Hendes øjne smertede, og hun holdt sin ene hånd op for munden og hostede højlydt. – Det var da helt forfærdeligt, udbrød hun kort efter. – Ja, lød det fra Paul, der ikke var klar over, at Sheilas udbrud ikke skyldtes hans oplysninger, men i stedet at hele hendes hånd var indsmurt i slimet, blodfarvet opkast.