9 minute read
ANALYSE / BLÆST OM ARTETAS PROJEKT
USTABIL LUFT OVER ARSENAL
Sportslige kriser kan minde om orkaner. De bygges langsomt op og samler styrke over varmt vand og gentagne nederlag. For hver spillet kamp sættes endnu en negativ rekord, og eksperter, fans og kommentatorer er hurtige til at puste yderligere, så blæsten tager til og river mere og mere med sig. Tingene hvirvles op i luften, også dem man havde glemt eksistensen af. Meget ses i et nyt lys, man mister orienteringen og ved ikke længere, hvad der er op og ned.
En orkan var på vej mod Arsenal, men den ser ud til at dreje udenom og nøjes med at strejfe klubben med en gang stiv kuling. Julens sejre giver håb om, at det værste er drevet over, og at den altødelæggende orkan med nedrykningskamp, mulig trænerfyring og uro i truppen alligevel ikke rammer med fuld styrke denne gang. De næsten to måneder uden sejre i Premier League var måske bare en efterårsstorm, som ikke river alt bort, men holder sig til begrænsede skader.
•
Disse linjer er skrevet i dagene omkring nytår mellem Brighton og West Bromwich, og vi er så småt begyndt at tro på, at det værste er overstået. Foran os ligger nu både et stort oprydningsarbejde og en fremtidig stormsikring, så det ikke sker lige så let igen. Artetas frisure sidder foreløbig så sikkert, at blæsten ikke har kunnet rykke så meget som et hår, men sidder han også sikkert i trænersædet? Det er nu to efterår i træk, hvor Arsenals resultater har været helt miserable, og selvom vi ikke skal blande os i toppen, er det nødvendigt med lidt mere stabilitet, så vi etablere os som et godt midterhold med mulighed for at nærme sig top seks.
Status ved nytåret er, at det faktisk giver mening at kigge opad i tabellen og ikke kun på nedrykningsstregen, for det eneste, der helt sikkert vil opgradere kulingen til fuldtonet orkan, er, hvis Arsenals helligste rekord skulle komme i fare: Arsenal er den klub, der har været længst i den bedste række. Vi rykkede op i 1919 og har været at finde i øverste række lige siden. Alle de andre har været nede. Nogle er blevet nede og forsvandt i de nedre rækker, mens andre er kommet tilbage igen.
Arsenal var før Chelsea-kampen anden juledag nået dertil, hvor det var nedrykningsstregen, det handlede om. Et par hurtige sejre giver dog håb om, at man kan vove sig ud uden at blive blæst omkuld, og vi tør næsten ikke sige det, men sjettepladsen
Det tog også tid for Klopp - måske har han et godt råd?
er ikke helt vildt langt væk længere. Det afhænger naturligvis af resultaterne i januar, hvor Arsenal møder en stribe hold, som ligger lavt i tabellen. Det går ikke at blive ved med at tabe til dem, så vil stormen tage til i styrke igen.
Hvor meget medvind har Arteta? Vi har peget på det før, men vi kan endnu engang konstatere, at afskeden med Wenger blev nøjagtig så svær som ventet, eller måske endda sværere. Siden professorens afgang har Arsenal haft mere end svært ved at finde tilbage til tidligere tiders styrke. Dog har der i to omgange været tilløb til forbedring.
Først under Emery, som efter nederlag i sine første to Premier League-kampe fik rettet skuden noget op for så senere at blæse på grund og blive fyret efter en række dårlige præstationer. Næste permanente mand med vindmåleren blev Arteta, som også kom fornuftigt fra start. Ikke decideret prangende, men stabilt, og med triumfen i først FA Cuppen og senere i Community Shield fik han sat godt med goodwill ind på kontoen hos de fleste Arsenal-fans. Men hen over efteråret er det gået helt galt i Premier League, og netop nu trækker han voldsomt på kontoen. I en verden med ensidigt fokus på succes og øjebliksbilleder har det selvfølgelig sat gang i rygterne om, hvor lang tid han har tilbage i Arsenal. Eksperter, tidligere spillere, betttingfirmaer og en sensationshungrende presse byder alle ind i en, set fra sidelinjen, usmagelig hetz mod en træner, som forsøger at holde skuden på en eller anden form for kurs i blæsevejret. Selvfølgelig skal hverken spillere eller manager fredes, men spørgsmålet dukker alligevel op: Er det rimeligt, på så kort tid, at bedømme og afgøre, om Artetas projekt kan føre Arsenal tilbage til toppen af Premier League?
Først FA Cuppen og senere….
Chokeffekt og reelt niveau Med det ubønhørlige krav om succes fra første fløjt er den hurtige og nemme løsning at smide træneren på porten, hvis resultaterne udebliver - men virker det? En undersøgelse foretaget af Sky Sports i april 2020, hvor man har analyseret effekten af trænerfyringer i Premier League, viser, at der kan være en umiddelbar chokeffekt, men dataene antyder også, at når resultaterne har ramt bunden, og holdet har underpræsteret, vil klubben vende tilbage til dets forventede niveau med eller uden trænerfyring. Det gode spørgsmål er derfor, hvad Arsenals reelle niveau egentlig er.
Det er svært at svare på. Vi må nok erkende, at cupsejrene i sensommeren gav nogle lidt urealistiske forhåbninger. Arsenal er nok et udmærket midterhold, men netop nu heller ikke mere. På den anden side har Arteta endnu ikke haft mulighed for at definere et niveau. Dels sejler han rundt i et farvand fyldt med vragrester fra to tidligere managers, dels har der været temmelig meget turbulens på ledelsesgangen, og dels har pandemien påvirket hele måden, turneringen afvikles på. Intet har været normalt i den tid, han har haft jobbet, så ingen ved endnu, hvad Artetas Arsenal egentlig er. Til sommer får Edu og Arteta lidt handlerum, når en lille håndfuld meget velbetalte spillere uden spilletid har kontraktudløb.
Skal skal ikke Der er næppe nogen tvivl om, at både ejere og ledelse følger situationen tæt. Klubben er ramt på selvforståelsen, og den store mediebevågenhed nærer hele tiden stormen, og giver Arteta vanskelige arbejdsbetingelser. I det lys må opgaven for ejere og ledelse være at holde hovedet koldt. Kun hvis klubben Community Shield har givet Arteta en vis kredit….
kommer i reel nedrykningsfare, skal man selvfølgelig reagere. For det må ikke ske.
Nu er vi jo ikke fans af Arteta, men af Arsenal, og behøver derfor ikke være hverken for eller imod den tidligere midtbanemand, men mange faktorer spiller ind, og løsningen ligger næppe i en fyring alene. Dertil er der gået alt for kort tid, ligesom Arsenal heller ikke er i økonomisk form til endnu engang at skulle rydde op i spillertrup mm.
Ligaplaceringen netop nu er kritisk, men ikke uoverskuelig. En topplacering er kuldsejlet, men en decideret nedsmeltning i form af nedrykning forekommer alligevel usandsynlig. Dertil er der ganske enkelt for mange hold, der er ringere.
Hvis vi kan indstille os på det, er resten af sæsonen i Premier League ’gratis’ i den forstand, at Arteta, spillere og ledere kan bygge barrikader, rydde op i truppen og bygge et hold op omkring nogle af de unge, som har vist mest gejst i en svær tid. Det kommer til at tage tid, men netop nu ser det ud til at orkanen driver forbi. //
Fra Arsène til Arteta Under titlen „Fra Arsène til Arteta“ så vi i GunAction 3 i februar 2020 nærmere på overgangen fra Wenger til Arteta. Vi udpegede en række nøglepunkter, som vi så som afgørende for projektet. Her - knap et år efter - ser vi på, hvordan det er gået.
FRA ARSÈNE
TIL ARTETA
Som nævnt på forrige side kaster vi her blikket tilbage på en række nøglepunkter, som vi anså som afgørende i Artetas genrejsning af Arsenal.
AF // PETER HELLER LÜTZEN OG LARS JACOBSEN //
Arteta har ikke vendt resultaterne endnu Nej - ikke hvis vi ser på det med realistiske briller og navnlig ikke i Premier League. Resultaterne i Europa League har været upåklagelige, men på et helt andet niveau. I næste runde venter en langt sværere opgave i portugisiske Benfica. Kun FA Cuppen har været entydigt positiv, og som fans blev vi nærmest forført af triumfen på Wembley og glemte nok at se hele projektet i et objektivt lys.
Artetas udfordringer er enorme Ja - udfordringerne var fra starten store, og de er ikke blevet mindre. De er snarere eksploderet som dårligt nytårskrudt mellem hænderne på spanieren. I takt med de svigtende resultater er fansene også begyndt at kritisere spillestilen. I årene under Wenger fik klubben mange nye fans på grund af holdets offensive, attraktive og charmerende spillestil. Wenger ville underholde, ja han så det som en forpligtelse over for fansene og blev mange gange betragtet som naiv, fordi han ikke prioriterede forsvaret. Lyspunkterne i Arteta-tiden er skabt ud fra en kontrolleret defensiv, men når resultaterne svigter, tager kritikken af spillestilen også til.
Arteta er ikke dygtig nok endnu, men han kan vokse med opgaven En lidt vovet påstand, som vi dog vover at fastholde. Trods en læretid hos to af spillets absolutte mestre, Wenger og Guardiola, er man som 38-årig og i sit første store job på egne ben ikke udlært. Navnlig ikke i krisehåndtering, som ingen af læremestrenes karrierer har været præget af. Og krisehåndtering er der virkelig brug for i øjeblikket.
I takt med de svigtende resultater siver rygterne om sammenstød under træningen, interne uenigheder mellem Arteta og spillerne, et tabt omklædningsrum osv. Derved tager den sportslige orkan til i styrke, og måske er den manglende disciplin på banen udtryk for det.
Arteta, ledelse og fans skal være tålmodige Et virkelig afgørende punkt for Arteta. Ligesom fansene med FA Cup-resultatet og Community Shield-trofæet i en kort stund var overbevist om, at nu kørte det igen for The Gunners, så lod ledelse og ejere sig tilsyneladende også rive med. Der var næsten ingen grænser for, hvad Arteta på rekordtid havde udrettet i Arsenal, og belønningen kom hurtigt, da klubben ændrede hans titel til „First Team Manager“ og udvidede hans beføjelser. Alt åndede fryd og gammen, og med signingen af Thomas Partey viste ledere og ejere, at de troede på projektet. Det virker som lysår siden nu, men det er nu, det skal vise sig, om tilliden holder. Det vil de kommende måneder afgøre, men Arteta overlevede stormen i november, som ifølge Sky Sports’s undersøgelse af trænerfyringer er den traditionelle højsæson for trænerfyringer.
Der går nogle år endnu, før Arsenal kan blande sig i toppen At Arsenal ikke er med i toppen, burde ifølge ovenstående ikke være den store overraskelse. Men at det skulle gå så galt i Premier League, at nedrykningsspøgelset blev inviteret ind på Emirates, er alligevel en overraskelse. Nu er sæsonen jo langt fra slut, og under The Gunners ligger der trods alt klubber, som ser svagere ud, men resultaterne skal snart rette sig, hvis ikke det skal blive til et længere ophold under midten. Top fire er ikke realistisk, og top seks bliver meget svært, så vi må nok erkende, at det kommer til at være år endnu, før Arsenal igen skal spille om medaljer og Champions League-deltagelse. //