FANKULTUR / ARSENAL ARVEN

// NIKOLINE DAHL // AF

ARSENAL ARVEN

Kærligheden til en bestemt klub kan opstå på baggrund af mange forskellige ting. Det kan være bestemte kampe eller spillere, som har indprentet sig på ens nethinde, og har gjort, at man finder lige netop denne klub speciel. Andre gange kan passionen gå i arv fra generation til generation, hvilket kan medføre mange diskussioner, men også være med til at skabe helt specielle familiebånd. Dette er tilfældet i min familie, og jeg har derfor taget en snak med min far, Søren, om hans liv med Arsenal i tykt og tyndt.

Min far blev født i 1972 som den yngste af tre brødre. Året forinden i 1971 havde Arsenal vundet FA-cuppen i en kamp mod Liverpool, hvor angriberen Charlie George scorede det afgørende mål i forlænget spilletid, hvorefter han lagde sig ned og blev løftet op af de øvrige spillere. Kampen vakte interesse for Arsenal hos min fars 10 år ældre storebror, som hurtigt blev fan af klubben og med tiden også prægede min far til at blive fan. Jo ældre min far blev, jo mere passioneret blev han for klubben, og interessen blev ikke mindre da Arsenal igen begyndte at vinde trofæer i 80´erne. Et af de første øjeblikke, han husker, er, da liga-cuppen blev vundet i 1987, hvilket han så på TV. Netop det at se kampene på TV var ikke hverdagskost dengang, og derfor blev øjeblikket endnu mere specielt.

“Dengang i 80’erne blev der ikke vist det samme antal fodboldkampe i TV, som der gør i dag. Der blev der kun vist én kamp fra England hver lørdag på DR1, hvilket også blev kaldt Tipslørdag, og ellers kunne man følge kampene gennem den engelske radiokanal BBC Radio 5. Jeg tror, at dette også har været medvirkende til, at jeg blev fan af et engelsk

Min onkel og far på vej på Highbury. Min far med Perry Groves på Highbury.

hold, fordi det kun var fodbold fra England, som vi kunne se/ høre hjemme i Nordjylland.”

Efter triumfen i 87 gik der kun to år før Arsenal igen vandt et trofæ. Her blev Premier League-trofæet vundet med en 2-0 sejr over Liverpool i en sidste kamp, hvor Arsenal skulle vinde med 2 eller mere for at blive mestre. Succesen i slutningen af 80’erne gjorde, at min fars kærlighed til klubben kun blev endnu større.

Magiske Highbury Efterhånden som min far blev mere og mere passioneret omkring Arsenal, begyndte han også at se dem spille live. Den første kamp var, da Arsenal vandt Europa-cuppen over Parma, som blev spillet i København i 1994. Selvom det var stort for ham at se klubben spille for første gang, så er det dog ikke den kamp, der har gjort størst indtryk på ham. Det skete først i 2000, da han for første gang så Arsenal spille på Highbury.

“Jeg var taget med mine brødre til England for at se Arsenals kamp mod Derby County. Dengang kunne man sejle fra Esbjerg til Harwich, så vi var kørt fra Nordjylland til Esbjerg for at tage over og se kampen. Efter kampen sejlede vi hjem igen samme dag, men transporttiden var det hele værd, for oplevelsen af at være på Highbury var helt magisk. Det var et sted, hvor jeg havde set Arsenal spille mange kampe, og pludselig stod jeg der selv, så der gik lige et sus igennem kroppen, da jeg stod der. For mig var der også noget helt specielt over Highbury. Selvom det var mindre end Emirates havde det bare noget mere sjæl over sig ved, at det var et så historisk stadion. Derudover var mange ting anderledes

Mod Stoke på Emirates i 2008. dengang for eksempel med spillerne og ejerskabet. Det var ikke så kommercielt det hele, hvilket jeg bestemt synes havde sin charme.”

Arsenal i blodet Min fars passion for klubben har også sat sit præg på mig. Jeg blev født den 23. oktober i 1999 på en dag, hvor Arsenal mødte Chelsea. Efter 52 minutter førte Chelsea med 2-0, men omtrent på samme tid som jeg blev født lavede Kanu et hattrick, så Arsenal endte med at vinde 3-2. På baggrund af dette insisterede min far på, at mit navn skulle staves med K efter Kanu, så jeg fik bogstavelig talt Arsenal ind med modermælken I de første år af min barndom tog min far altid souvenirs med hjem til mig og min søster, når han havde set Arsenal spille. En af disse var blandt andet en t-shirt, hvor der stod “Me and my dad support Arsenal”, og sådan har det været lige siden. Det at dele passionen for en klub med min far har gjort, at der er blevet skabt et særligt bånd mellem os. Der går ikke en uge, hvor vi ikke vender resultater, kommende kampe eller de seneste udviklinger, hvilket gør, at der har været utrolig mange samtaler om fodbold, men også andre ting, som relaterer sig hertil.

For min far og jeg er fodbolden noget, som påvirker vores hverdag, og en dårlig kamp kan nemt påvirke hele vores dag. Egentlig er det mærkeligt, at et engelsk fodboldhold kan præge ens liv så meget, men det hænger nok sammen med, at kærligheden til klubben er noget, der løber i blodet, og at det derfor gør så ondt, når resultaterne ikke er med, men på trods af dette ville jeg ikke være min Arsenal-arv foruden. //

Som lille supporter - og Highbury.