FANKULTUR / NORTH LONDON FOREVER

NORTH LONDON FOREVER

Fodbold og slangsange hænger uløseligt sammen. Der er dem, der hylder egne spillere og dem, der håner modstanderne - og så er der dem, der går lige i hjertet. Dem der kan føles og mærkes, og som taler til dine værdier og menneskelighed.

Twitter er ikke det mest populære sociale medie i Danmark. Andre sociale medier fylder langt mere i den danske bevidsthed, men der findes en solid og toneangivende debat omkring fodbold, især Premier League, på Twitter. Pludseligt dukkede der en video op, hvor en engelsk gut med en sixpence spiller en koncert. Han synger en sang, hvor omkvædet lyder sådan her:

North London forever, whatever the weather These streets are our own And my heart will leave you never My blood will forever run through the stone

Delt tusinder af gange Det var vitterligt det eneste, som det enorme og notoriske ”Arsenal Twitter” kunne tale om. Sangen hedder oprindeligt ”The Angel” og er skrevet og sunget af en 30-årig mand fra Islington ved navn Louis Dunford. Han er født og opvokset i den nordlige del af London og har været Arsenal-fan siden barnsben. Før alt dette postyr var han en relativt ukendt sanger, som ganske vist var tilknyttet et pladeselskab, men han havde ikke opnået den store kommercielle succes. Han udgav ”The Popham EP” i slutningen af marts og i den forbindelse kom den føromtalte koncertoptagelse.

Denne video gik viralt indenfor de afkroge af Twitter, som er tilhængere af Arsenal. Sangen blev delt tusinder af gange

En sang kan være nok så god, men hvis ikke den rammer ind i et særligt tidspunkt af en fan-kulturs følelsesmæssige historie, så falder den nok for døve ører i sidste ende.

Den skal ind og ramme tilhængerne dybt i hjertet før, at den kan synges fra tribunerne…

og de rosende ord væltede ind. Inden videoen havde han under 2.000 følgere på Twitter – nu har han over 32.000. Sangen er allerede blevet spillet til Arsenals hjemmekamp mod Leeds, hvor folk gjorde deres bedste for at synge med og den er godt på vej til at blive vores ”anthem”; vores udgave af ”You’ll Never Walk Alone”. Men hvad er det helt præcist der skete? Hvorfor denne sang og hvorfor nu?

Føles og mærkes - ikke tænkes Vi lever i en konstrueret verden. En verden af marketingsstrategier og veludtænkt følelsesmanipulation. Derfor kan man stille sig skeptisk overfor dette og måske tænke at vi bliver snydt til at tage dette til os – af en eller anden kommerciel årsag. Det kunne dog ikke være længere fra sandheden. Hvis man kigger tilbage på oprindelsen af de klassiske sange, som man forbinder med bestemte klubber, som eksempelvis Liverpool, Celtic, Sheffield United eller West Ham, så har de alle nogle ting til fælles. Først og fremmest er de ikke blevet skrevet til klubben. På intet tidspunkt bliver klubbernes navne nævnt i teksten – de handler ikke engang perifert om fodbold. De portrætterer nogle tematikker og følelser, som har ramt en specifik tid og fan-kultur lige i hjertet. Det er bemærkelsesværdigt og kan egentlig kun bide sig ordentligt fast, hvis det er organisk. Det skal føles og mærkes – ikke tænkes. Det skal tale til dine værdier og din menneskelighed.

Følelsesmæssig fan-kultur ”The Angel” har de samme træk. Sangens hovedperson bevæger sig igennem den del af byen, hvor han og hans familie altid har boet. Det er dog på ingen måde en billedskøn fortælling, men derimod en hudløst ærlig portrættering af det smukke, ærgerlige og virkelige liv. Det er en kompromisløs kærlighedserklæring til den nordlige del af London, hvilket omkvædet smukt cementerer. Sangen nævner dog Highbury og ”the stadiums of stone” allerede i sangens tredje linje, men i kraft af sangens geografiske tematik, føles det hverken påtvunget eller forkert.

Timingen kunne heller ikke være bedre. En sang kan være nok så god, men hvis ikke den rammer ind i et særligt tidspunkt af en fan-kulturs følelsesmæssige historie, så falder den nok for døve ører i sidste ende. Den skal ind og ramme tilhængerne dybt i hjertet før, at den kan synges fra tribunerne. Denne sæsons op- og nedture har sat sine tydelige spor i Arsenals moderne historie, men vi er begyndt at kunne mærke glæden igen. Især vores unge spillere fra Hale End har givet os en fornyet tro på tingene og, måske lidt mere subtilt, en særlig stolthed over området og klubben.

Disse følelser kommer i kølvandet på adskillige års frustrationer, fejltrin og til tider apati, hvilket er det absolut værste en fodboldfan kan opleve. Derfor føles det også dét bedre, når tingene går den anden vej igen. ”The Angel” indkapsler mange af de følelser, som kan være svære at sætte ord på. Vi kan snakke i dagevis om taktik og spillerindkøb, men sangen trykker på nogle helt andre knapper. Uanset om du er født og opvokset i London eller bor på den anden side af kloden, så kan du mærke sangen rumstere i dit inderste indre.

Kærlighed, familie, glæde, gråd Personligt får sangen mig til at tænke på min far, vores utallige ture til London og den sten med vores navne i, som ligger udenfor Emirates. Kærlighed, familie, glæde, gråd. Det er i virkeligheden det, som får os til at tænde for skærmen eller tage på stadion. Det er let at glemme i dette moderne samfund, men det er roden til det hele. Det kan være så uendeligt svært at artikulere, hvorfor man egentligt går så meget op i et fodboldhold fra et andet land, men det er i virkeligheden ovenstående, som det handler om. Det resonerer i os på en måde, som kun musik kan. Vi skal tage det til os, vi skal nyde det og vi skal skråle med hver eneste gang, at vi har chancen. North London Forever! //