FA CUP TRIUMF I CORONAENS SKYGGE

FA Cup finalen på Wembley er andet og mere end en fodboldkamp. Det er normalt en traditionsrig festforestilling, hvor fans fester på kryds og tværs. Det manglede, men kampen og resultatet var lige det, Arsenal og fansene manglede som aflsutning på en svær sæson.

Med sin 14. finalesejr er Arsenal det klart mest vindende mandskab i verdens ældste og mest fornemme pokalturnering. En triumf, der under normale omstændigheder havde været startskuddet til en kæmpe fest, og som havde understreget og udbygget forholdet mellem klub, spillere og fans.

Desværre spændte den verdensomspændende coranakrise ben for den fest. Allerede før det første fløjt stod det klart, at finalen blev afviklet under helt specielle omstændigheder. Brølet manglede Spillernes entre er første akt i den tradionsrige forestilling, og de mødes normalt af en fantastisk lydkulisse, som på godt og ondt er en blanding af hyldestsange og hylekor. Håbet er intakt hos alle - og alle ved at det handler om at være der på dagen. En dag som enten ender i eufori eller frustration, og som undervejs sender alle på en rejse gennem hele følelsesregistret. Der er ingen næste kamp eller returkamp - det skal afgøres på dagen. •

Det kan ikke gøres om og netop derfor bliver det hele så intenst og spændingsmættet. Jubel, fortvivlelse, håbløshed, ærgelse, vrede. Det hele strømmer gennem kroppen og forstærkes, identificeres og fortættes af lydkulissen.

Det sus og det brøl, der normalt møder spillerne når de går på banen, og som gennem mere end 100 år, har fået det til at gyse i enhver fodboldfan var i dag afløst af en nærmest larmende stilhed. Enkelte råb fra få maskeklædte akkrediterede rungede gennem arenaen, og selvom den engelske nationalsang altid indikerer at der er tale om en helt speciel begivenhed, var det hele lidt tamt.

At den traditionelle præsentation af spillerne overfor de kongelige også var blevet lagt ned er til at leve med. Det var den stemning, lydkulissen leverer, der manglede.

Iskold hovedrolleindehaver Anden akt i den store forestilling var selve kampen, og hovedrolleindehaveren blev hurtig identificeret - Pierre-Emerick Aubameyang. Tidligt i kampen var han med i Arsenals første chance og han skulle snart indtage scenen - både på banen og i den efterfølgende fejring af triumfen.

Efter den hurtige Chelsea scoring kunne man frygte at The Gunners faldt sammen. Men nej - den tro, moral og kampgejst som Arteta har fået banket ind i tropperne viste sig hurtigt. En fantastisk scoring af Pepe blev desværre annulleret for offside, men øjeblikket efter oversprintede Auba en fortvivlet Azpilicueta, som desperat forsøgte at hive den gabonesiske sprinter omkuld. Det lykkedes, men først inde i feltet og på det efterfølgende straffe var Auba iskold. Herefter stod der Arsenal på begivenhederne indtil pausen. 2. halvleg startede med et mindre overtag til Chelsea, men efter et commandoraid fra Bellerin endte bolden efter et par andre stationer hos Aubameyang. Han dansede forbi Zouma for derefter - igen iskoldt, at loppe bolden over Caballero og ind i kassen.

Herefter blev det hele lidt af en rodebutik med mange afbrydelser, frispark, en udvisning og en skade. En fortjent sejr, men en lidt kedelig afslutning på en ellers seværdig finale, og undervejs glemte man næsten den manglende lydkulisse. Men den skulle slå igennem igen i 3. akt.

Sejrsceremoni med manglende fans Det normale brøl, der altid følger efter sidste fløjt, var forvandlet til tavshed, og coronaen skulle også kaste sin skygge over sejrsceremonien, som blev den mest mærkværdige i turneringens lange historie.

Den traditionelle tur op til „kongelogen“ og uddeling af medaljer og pokaler var sløjfet. I stedet blev pokaloverrækkelsen nærmest et slags tag-selv-bord hvor Aubameyang og spillerne selv måtte hente pokalen og deres medaljer. Her fik Auba igen en hovedrolle da han ikke kun tog pokalen, men også hele soklen med. Her svigtede den hurtige angribers ellers fine teknik, og til sidst styrtede sølvtøjet til jorden.

Helt grotesk så det også ud da Kolasinac stangede medaljerne ud til holdkammeraterne. Det så næsten ud som om han langede varer fra en montre - over disken - til kunderne i den lokale døgnkiosk.

En helt igennem anderledes forestilling end normalt, men det skal ikke tage noget fra holdet og Artetas triumf, som har kæmpe betydning for klub, spillere og fans. Det mest ærgelige er den manglende fejring af sejren sammen med netop klubbens fans - den manglede i den grad. Det gjorde også scenen hvor anføreren får overrakt pokalen i „kongelogen“ og fansene går amok, og turen ned i det hjørne, hvor det vindende holds fans står. Det havde den verdensomspændende pandemi desværre også slettet fra forestillingen.

Selvfølgelig en mindre ting i den store krise pandemien har skabt, men også en understregning af, hvor stor betydning fankulturen har for fodbolden. Det er i situationer som disse, og i forbindelse med kampene, at fans mødes i en fælles eufori baseret på kærligheden til klubben og på tværs af traditionelle demografiske kriterier som uddannelse, bopæl og indtægt.

Det er her stjernerne på banen, maskinarbejderen, magisteren og mureren på tribunen bliver til „vi“ - det manglede.

Men vi vandt... //

3

6 4

På modsatte side: En mennesketom allé op mod Wembley og tomme tribuner taler deres tydelige sprog om en anderledes finale.

På denne side: 1. Bellerin starter sit commandoraid, som fører til Arsenals anden scoring.

2. Mundbind og krykker havde indtaget Wembley.

3. Aubameyang udnytter iskoldt straffesparket begået mod ham selv.

4. Spillerjubel på et tomt Wembley.

5. Aubmayang har snydt Zouma og lopper bolden ind over Caballero.

6. Selvbetjenings sejrsceremoni hvor Auba taber pokalen til stor jubel for hele truppen.

FRA PASSION TIL APATI

– en fodboldfan uden fodbold

Meget er allerede sagt og skrevet om COVID-19 og dets konsekvenser i mere eller mindre samtlige afkroge af verden. En af disse konsekvenser var, at den professionelle fodbold måtte sættes på hold. Selvom dette jo naturligvis ikke er pandemiens værste, så var det en særdeles underlig oplevelse og gav i den grad anledning til refleksion hos denne artikels skribent. Jeg kan og skal ikke generalisere alle fodboldfans’ oplevelser, ikke engang Arsenalfans’ oplevelser, så denne artikel tager udelukkende udgangspunkt i mine egne refleksioner, oplevelser og meninger.

Den moderne fodboldkultur var nået til et nærmest usandsynligt niveau af frekvens og økonomi. Man kunne komme til at se en fodboldkamp nærmest når man ville og man kunne til enhver tid deltage i debatter på sociale medier eller opsøge nyheder. Der var en konstant strøm af fodboldrelateret ‘content’ og møllen kørte bare derudaf. Selvom verden så småt begyndte at håndtere de følger, som pandemien kom med, så var det som om, at fodboldverden ikke helt tog det så alvorligt, som de måske burde – indtil vores egen Mikel Arteta blev testet positiv.

Pludseligt gik det stærkt. Premier League blev officielt sat på stand-by og dermed blev møllen bragt til standsning. Allerførst var det svært at forholde sig til; man tog det ikke rigtig alvorligt. Fodbold er uovervindeligt – dette er bare et bump på vejen. Eller hvad?

Orkede det ikke mere Som tiden gik virkede det som om, at fans på sociale medier blev mere og mere fortvivlede. Det virkede til tider som en samling børn, som lige havde fået slukket deres TV med tegnefilm. Det er på ingen måde for at tale negativt om nogens reaktion – nedlukningen var en så uforudsigelig og uset hændelse, at langt det meste kan få pardon. De sædvanlige fodboldformidlere gjorde deres allerbedste for at holde hjulene i gang. Gamle kampe blev vist i en lind strøm og nyt og mere kreativt indhold, som der almindeligvis ikke er plads til, kom frem i lyset. Podcasts, blogs og dets lignende holdt toget kørende så godt de kunne.

For mig nåede det til et punkt, hvor jeg simpelthen ikke orkede det mere. Det var nogle hæderlige forsøg, bevares, men jeg måtte indse, at jeg måtte tage en pause fra fodbold.

Følgevirkninger og et bredere perspektiv Alene den realisering var voldsom nok i sig selv, men når der ikke engang var noget at vende tilbage til, når man synes den pause skulle være ovre, var endnu mere drastisk. Det kom sig dog af, at jeg fik en større og større fornemmelse for, hvilke aspekter af moderne fodbold, som jeg ikke kan forlige mig med. Disse blev tydeliggjort - endda udstillet - af manglen på kampe og dermed nyhedsstrøm og flow i selve kulturen.

Nedlukningens følger på den enorme fodboldøkonomi var blandt andet noget af det, som kom mig til sinde, men det kan du læse mere om andetsteds i dette GunAction.

Under nedlukningen fandt jeg ud af, at jeg har ét enormt problem med den moderne fodboldkultur. Et problem, som er taget til i kraft af sociale medier, men som på en eller anden måde har eksisteret i fodbold så længe jeg kan huske: den kortsigtede tilgang.

Som den gamle fodboldkliché lyder, så er der altid en ny kamp rundt om hjørnet. Meninger og holdninger om spillere, trænere og dets lignende formes i høj grad af de seneste par kampe.

Det kan være udfordring nok i sig selv, at kigge med et lidt bredere perspektiv, når der hele tiden er nye præstationer og resultater at forholde sig til. Jeg har dog enormt svært ved ikke at tage denne tilgang – jeg har altid givet spillere og trænere betydeligt længere snor end de fleste og har været meget påpasselig med kritik, fordi jeg har altid har set tingene i dette brede perspektiv. Måske er det mig, som er galt på den, men nu er det jo mig, som skriver artiklen.

Foden på speederen og komprimeret program Under selve nedlukningen var denne kortsigtede tilgang og vurdering fra kamp til kamp ikke til stede, alene af den årsag at der ikke var en ny kamp lige rundt om hjørnet. Da Premier League så kom tilbage og vi startede med et resolut nederlag til Manchester City, så kom det tilbage i fuldt flor. Spillere som blev hyldet før pausen var ikke længere gode nok til at spille og meninger blev lynhurtigt dannet på et meget spinkelt datasæt. Måske havde det været anderledes, hvis ikke Arsenal havde haft deres dårligste sæson i 25 år, men ikke desto mindre var det tilfældet.

Jeg havde i forvejen været lidt påpasselig med, at investere mig selv for meget i denne første kamp, idet jeg egentlig synes at min pause fra den daglige trummerum rent fodboldmæssigt var rigtig rar, og min appetit for fodbold blev ikke just vækket af denne opdagelse. Foruden dette blev selve kampprogrammet komprimeret, så kampene kom endnu hurtigere end normalt, hvilket blot speedede processen op. En spiller kunne være altafgørende for holdet om søndagen og ubrugelig om onsdagen.

Jeg er uddannet terapeut og har dermed tendens til, at fokusere mere på processen end resultaterne undervejs. Jeg er personligt kæmpe tilhænger af vores ‘nye’ træner og den tilgang, som han er kommet med. Der vil være bump på vejen, ingen tvivl om det, og jeg kan godt være nervøs for, hvorvidt den kortsigtede tilgang til resultater og præstationer kan kortslutte denne proces.

Apati eller snarere en lettelse Når alt dette så er sagt, så er jeg selvfølgelig glad for, at jeg igen kan se mit elskede hold spille. Jeg glæder mig til, at vi igen kan komme over og se dem spille, men spørgsmålet er hvor længe der går inden da. Manglen på tilskuere til kampene kan man næsten vænne sig til, selvom det stadig er en smule surrealistisk, men der er desværre også mulighed for, at dette varer meget længere end vi ønsker. Fansene er fodboldens hjerte – det er jeg overbevist om. Derfor er det endnu mere besynderligt at se, hvordan tomheden på tribunerne er så tydelig som den er. For alle dem som har sæsonkort og jævnligt ser Arsenal ude og hjemme, må det være en underlig og negativ oplevelse.

Alligevel har jeg hørt talrige eksempler på, at mange egentlig synes det er rart med at afbræk for fodbolden. Det er næsten som om, at man er blevet holdt i et jerngreb af ens egen kærlighed til spillet. Nogle mener sandsynligvis det modsatte, men ikke desto mindre er der røster som ovenstående. Spørgsmålet er om apati egentlig er det rigtige ord, fordi mange har udtrykt det mere som en mindre lettelse.

Kærligheden, begejstringen og fortvivlelsen i behold Hvorvidt vi kan komme fra apati til passion tror jeg ikke bliver noget problem for langt de fleste. Mange er, inklusive mig selv, så indoktrinerede i vores kærlighed til klubben, at der skal mere til at ryste os i vores grundvold. Alligevel må vi nok konstatere, at tingene ikke bliver det samme – i hvert ikke foreløbigt. Jeg har en formodning om, at når sæsonen er slut og transfervinduet begynder, så bliver begejstringen, eller fortvivlelsen, akkurat som den plejer. En eventuel sejr i FA cup finalen ville også fejres i ligeså høj grad, som altid – og vice versa et nederlag.

Oplevelserne i forbindelse med nedlukningen vil dog for evigt sidde i os – det er en historisk begivenhed, som forhåbentligt aldrig kommer til at gentage sig. Jeg håber på, at denne pause har givet anledning til refleksion og introspektion for ikke blot fansene, men også de højere magter i fodboldverden. For om ikke andet, så vil vi i hvert fald have lært noget af det. //

Arsenal udfordret - også økonomisk

En række sæsoner udenfor Champions League, sekundære placeringer i Premier League og senest en coronakrise har ramt Arsenal på pengepungen. Sidste sæson var der røde tal på bundlinjen og der er ingen penge i ryggen.

Coronakrisen har i 2019/2020-sæsonen kostet Arsenal op corona-nedlukning var det begyndt at se skidt ud. I forrige mod 250 mio.kr. Spillere og trænere er ganske vist gået med sæson lå Arsenal nr. to i Premier League, hvad angår billettil en midlertidig lønnedgang på 12½ %, men det har kun besalg, og derfor rammer manglende tilskueradgang klubben grænset betydning for den samlede økonomi. I den kommende lidt hårdere end de fleste konkurrenter. Hertil er Arsenal sæson vil en fortsat nedlukning kunne koste klubben op mod gennem en årrække sakket agterud på tv-indtægter og salg 1 mia. kr. De andre Premier League klubber vil naturligvis også af merchandise. I 2019 var klubben faldet ned på en sjetopleve meget store tab, men Arsenals udgangspunkt er teplads i begge kategorier, og den pauvre 2019/20 sæstærkt svækket efter dalende sportslige præson vil føre til yderligere nedgang på i hvert stationer i flere sæsoner. Heldigvis kan fald tv-ranglisten, hvor hvert trin ned ad tingene hurtigt ændre sig i fodbold, så placeringsstigen koster 2,7 mio. pund. alt håb er ikke ude for en af EngDette års ottendeplads koster altså lands helt store traditionsklubber. godt 8 mio. pund (ca. 66 mio. kr.) Følger af nedlukning femteplads. Samtidig står en Med en ottendeplads leverede klub som Leicester City med Arsenal det dårligste sportslige pengestærke ejere til en eksresultat siden 1995. Det økonotraindtægt på omkring 11 mio. miske regnskab kendes endnu pund. I det lys er det altså alt ikke, men det vil med sikkerhed andet end ligegyldigt, om man vise et betydeligt underskud, selv ender et par pladser højere eller om FA Cup-triumfen sender ca. 30 ÖZIL - TYNGER PÅ lavere. mio. kr. ned i klubkassen. Alene tabet BUDGETTET De aktuelle tab kommer oven på et af tilskuerindtægter fra de sidste fire måneregnskab, som blev offentliggjort lige før ders Premier League-kampe og mistede entreindcorona-nedlukningen, og som havde røde tal på tægter fra de seneste måneders opløftende FA Cup-kampe bundlinjen for første gang siden 2002. Den gang udtalte Josh løber op i næsten 200 mio. kr. Kigger vi et år frem, vil 19 hjemKroenke: “Vi har lønudgifter som i Champions League, men mekampe samt Europa League og engelske cup-kampe spilindtægter som i Europe League”. Det fortsætter nu i næste let for lukkede døre betyde tabt omsætning på op mod 850 sæson og skal bl.a. finansiere en ugeløn på 350.000 pund til mio. kr. Hertil kommer mistede indtægter fra trøjesalg osv. i Özil et år endnu. forbindelse med hjemmekampene. De økonomiske følger af sammenlignet med sidste års nedlukningen er dermed temmelig alvorlige. Ingen penge i ryggen Det er for længe siden gået op for klubbens mange fans, at Sportslige resultater klubejeren Stan Kroenke ikke er en sugar daddy, så i bedste Hertil kommer, at de vigende sportslige resultater gennem fald kan Arsenal undgå, at ejerselskabet KSE (Kroenke Sports en årrække har forværret Arsenals udgangspunkt. Selv uden Enterprises) tager penge ud af klubben. Derfor er det også

usandsynligt, at klubben vil stå særlig stærkt rustet på det netop åbnede transfermarked. Arsenal er både på grund af sin sportslige situation og som følge af den aktuelle krise ikke en klub, der kan lave store investeringer i truppen.

At Arsenal har mistet nogle økonomiske muskler, så vi senest i kampen om at sikre sig nedrykkerne fra Bournemouths hollandske forsvarsspiller, Nathan Ake, som Manchester City betalte 40 mio. pund for. Her kunne Arsenal slet ikke være med, selv om Ake lignede den ideelle forstærkning af det usikre midterforsvar, der kostede så mange point i den forgange sæsonen, og det var kun en fattig trøst, at heller ikke lokalrivalerne fra Tottenham kunne forhindre City i at indkøbe Ake. Nu kan det selvfølgelig indvendes, at Arsenal heller ikke for et par år siden kunne vippe City af pinden i et pengekapløb, men det nye er, at Coronakrisen har sat sit spor i alle hjørner af både samfundet og sporten. Arsenal heller ikke foreløbig kommer i nærheden af nye transferrekorder.

Den hidtidige transferrekord på 72 mio. pund til indkøb af forhåbentlig mulighed for at fastholde Aubameyang i næste Pepe vil med sikkerhed ikke blive nået i dette transfervindue, sæson krydret med indkøb af et par solide forstærkninger af og med mindre Arsenal igen kvalificerer sig til Champions bagkæde og midtbane. Det kan delvist finansieres ved salg League, sker det heller ikke de kommende år. Først efter det af unge talenter og erfarne holdspillere, som Arteta ikke tror aktuelle transfervindue bliver vi klogere på, hvad spillere skal have centrale roller i et forhåbentlig nyt og stærkt samegentlig er værd på et marked, som i hele verden er rystet af menspillet Arsenal-hold, hvor en del af stammen sammen med nedlukning og spil for tomme tribuner. den i forvejen stærke offensiv skal være unge spillere som fx

Der er mange ubekendte, når man skal prissætte en ung Tierney, Saka og Saliba. spiller for slet ikke at tale om at fastsætte hans løn. Hvad Arsenal har fortsat top-fire-lønniveau i Premier League, er de reelle indtjeningsmuligheder? Ingen ved det med sikog klubbens gæld er stor, men dog overkommelig. Hvis de kerhed. Men vi ved, at Arsenal er en klub, der skal sælge for seneste sæsoners nedtur fortsætter, kan det til gengæld blive at kunne købe. Der kommer ikke nogen med en pose penge rigtig slemt, men FA-cup sejren giver også håb. Hvis the winat shoppe for. ning ways kommer tilbage, så kan Arsenal FC med sin store FA Cup-boost og økonomisk. // Derfor var sejren i FA Cup-finalen den 1. august også så vigtig. Uden den ville tingene have set endnu værre ud. Nu er der fanbase hurtigt komme med i top fire igen. Både sportsligt

NYT FRA LONDON

Mærkelig sæson reddet på målstregen!

Artetas første tid som manager er godkendt og en ny darling er fundet. Men coronaen kaster fortsat skygger over London og de lokale frygter for, hvornår de igen kan komme på stadion.

Corona satte et præg på London i et omfang, der får vores danske problemer med samme virus til at blegne. Alle i London kender en eller flere, der blev offer for Covid 19.

Da pandemien peakede, var der nærmest tale om krigslignende tilstande, men fansene rykkede sammen. En trend der vist nok blev startet af Millwall fans, hvor grupper af unge fans lavede besøgskæder, hvor man kontaktede ældre og udsatte fans for, at tjekke om de var okay, og om de behøvede hjælp til at hente medicin, mad og andre fornødenheder.

Gooners adopterede ideen, og udover at kunne gøre nytte, og hjælpe andre ligesindede, så har det også styrket samhørigheden, når nu man hverken kunne være sammen på Emirates, eller næsten endnu værre - på pubben!

Ingen i London tør tro på, at de kommer til at opleve fyldte stadions i den nye sæson. De er misundelige på den danske model, og håber i bedste fald på, at noget tilsvarende vil kunne implementeres i Premier League. Bare titusinde tilskuere ville give lidt liv og stemning. Det var deprimerende at se luftfotos af et fuldstændig øde område omkring Wembley, når man nu ved, hvor stor en folkefest der plejer at være i forbindelse med FA-Cup finalen.

Tilskuere eller ej - Den 14. sejr kom i hus, og i London mere end godkender man Artetas første tid som manager. Der er ikke længere plads til spillere, der “lopper den” og ikke kæmper for holdet. Og var man i tvivl om hvad Arteta ønsker at se fra truppen, så fik vi det at se i sejrene over Liverpool, Manchester City og Chelsea. Det gi’r forhåbninger om, at vi vil kunne spille med om Champions League pladser i den nye sæson.

Tierney er allerede blevet den nye Darling hos de lokale, og deres helt store ønske er nu, at der forlænges med Auba, og at det lykkes at beholde Ceballos.

På den negative side nævnes naturlig nok, at der heller ikke i år blev nogen Sct. Totteringhams Day, og at de fleste lokale desværre tror, at både Özil - og måske mere overraskende - Guendouzi, sandsynligvis har spillet deres sidste kampe for Arsenal! //