3 minute read

VI KAN VÆRE STOLTE

Det gik desværre som forudsagt i denne spalte i sidste nummer af GunAction. Manchester City fandt deres topform og leverede en suveræn finish, som satte alt til vægs, også Arsenal. I sæsonens sidste fjerdedel faldt vi i niveau og kunne ikke fortsætte vores flotte stime. Vi måtte lade førstepladsen glide af hænde, men sluttede med en flot hjemmesejr, som bringer optimisme til næste sæson.

Skuffelse og forventning er som to tvillinger, der altid følges ad. Jo højere forventninger, jo større risiko for skuffelse. Hvis vi husker tilbage til sommerferien 2022, så var vi skuffede over at miste en sikker Champions League plads. Den forsvandt i de afsluttende runder af sæsonen, og det gjorde særligt ondt, at det var rivalerne fra Tottenham, der tog vores plads. Derfor var de realistiske forventninger til 22/23 sæsonen at sikre Champion League kvalifikation. Vi skal være tilfredse med opfyldelsen af dette mål og kan nu se frem til at skulle spille på de største arenaer i Europa. Tirsdagsfodbolden er tilbage.

Til rette på ligaens førsteplads

Efter 247 dage på førstepladsen af Premier League steg forventningerne til Arteta & Co. i løbet af sæsonen. Undervejs skabte vi et solidt hul i tabellen til forfølgerne fra Manchester City, og det hele smagte af guld. Kunne vi endeligt hjemføre mesterskabet igen efter 19 års tørke? Kunne vi virkelig fravriste Manchester City deres sikre, tilkøbte trone? Man måtte knibe sig i armen…

Vi ved nu alle, hvordan det gik, og der er sikkert mange, der er skuffede, men tænk tilbage til udgangspunktet, så bør skuffelsen fortage sig. I stedet skal vi lade en anden følelse komme til, nemlig stolthed. Vi skal være stolte over sæsonen, ikke blot placeringen, men også den måde, hvorpå den blev sikret; det flotte spil, de mange mål, de mange flotte præstationer fra vores unge spillere og ikke mindst den uovertrufne stemning og atmosfære, der herskede på lægterne til Arsenals hjemme- og udekampe.

Tilbageblik på en fantastisk sæson 2022/23 har været en ganske forrygende sæson for Arsenal. Vandt vi ingen pokaler, så vandt vi mange hjerter, og det kan vi også se i Arsenal Denmark, hvor vi i sæsonens løb fik næsten 700 nye medlemmer, så vi nu for første gang er over 3.000 medlemmer! En vigtig og meget markant milepæl i foreningens historie.

Sæsonens pointhøst på 84 point var flot og vil i mange sæsoner og i mange andre ligaer række til et mesterskab, men ikke i Premier League med Manchester City ombord.

Målhøsten hos The Gunners var ligeledes i top. Vi har aldrig før scoret 88 mål i en sæson i Premier League. Vi havde fire spillere på topscorerlisten med over 10 mål, og hele 12 spillere fandt vej til netmaskerne. Ramsdale leverede 14 clean sheets i løbet af sæsonen, og han spillede i øvrigt samtlige minutter i samtlige 38 kampe!

Opbakning fra lægterne

Opbakningen til The Gunners i den forgangne sæson er et kapitel for sig. Er man hyppig gæst på Emirates Stadium, så vil man bekræfte, at stemningen på lægterne nåede nye højder i denne sæson. Man skal tilbage til Highbury dagene for at finde sammenligning.

Opbakningen til The Gunners i den forgangne sæson er et kapitel for sig. Er man hyppig gæst på Emirates Stadium, så vil man bekræfte, at stemningen på lægterne nåede nye højder…

Vi fik et nyt stemningsafsnit på Block 25 på Clock End, hvor de unge drenge fra Ashburton Army leverede opbakning i topklasse – en opbakning, som under akkompagnement af Louis Dunford’s nye slagsang ”The Angel” smittede til resten af stadion - og som i øvrigt blev adresseret i Arsenals bestyrelse, der kvitterede med en udsmykning af stadion, som hyldede klubbens mange fans.

Alligevel er der dog plads til forbedring, for vi oplevede en skammelig masseudvandring fra Emirates Stadium, da vi i en andensidste hjemmekamp blev udspillet af Brighton, og det bør ikke finde sted. Rødderne er måske ikke så dybe endnu?

Fortsat udvikling

Arsenal anno 2023 er en hel anden størrelse, end da Wenger forlod os i 2018. Vi er også et helt andet sted, end da Arteta kom til i 2019. Alt peger fremad nu, og der er positive vibes fra alle vinkler. Selvom det bliver svært at gentage den flotte 22/23 sæson næste år, så kan vi med rimelighed hæve vores forventninger og stile efter mere end en Champions League kvalifikation i 2024. Et mesterskab er måske for meget at bede om, for vi må formode at konkurrencen i toppen bliver yderligere tilspidset, men kan vi være med i mesterskabskampen lige til det sidste, så er vi nået langt.

Vores ejere fra USA har lovet penge til nye investeringer, og selvom det formentlig – og forhåbentlig - ikke når op på højde med Chelseas investeringsbudget, så er der spændende forstærkninger på vej til alle tre kæder. Navnlig midtbanen vil få tilført nye hestekræfter.

Vi går en travl sommerpause i vente, men tag nu en slapper, vær stolte over en flot sæson og kom tilbage med ny energi i august. God sommer. //

This article is from: