SKUFFENDE NØDVENDIGT

Deltagelsen i fodboldens ældste pokalturnering blev en fuser. Mange vil pege på holdets fokus på PL som udslagsgivende for det tidlige exit, men bør Arsenal have et større fokus på FA-cuppen?

Forløsning. Det er vel nok det altoverskyggende begreb, som de fleste vil koble på Arsenals triumf i FA-cup finalen i 2014. Efter ni års trofætørke og uforløst potentiale blev stimen endeligt brudt efter forlænget spilletid. Det er velsagtens en kamp, som står ganske skarpt i det moderne Arsenals historie. Triumfen blev fulgt op allerede året efter og igen i 2017, inden Mikel Arteta i sin første sæson kunne sætte et foreløbigt punktum for antallet af løftede pokaler for Arsenals vedkommende i den historiske turnering. Klubben har vundet flest gange af alle og med 14 titler er det, med andre ord en turnering, som Arsenal har haft et historisk godt tag på. Arsene Wenger har vundet den hele syv gange, hvilket har affødt et særligt kælenavn til turneringen blandt Arsenals tilhængere: ”The Arsene Wenger Invitational”.

Tom fornemmelse

Ovenstående kælenavn vil jo egentlig indikere, at denne turnering har karakter af træningsturnering – at Arsenals sejr er en formalitet. Fodbold er et spil med 11 spillere på hvert hold og til sidst vinder Arsenal FA-cuppen. Virkeligheden er naturligvis noget mere jordbundet end det, men der er alligevel en vis forventning, når de rød-hvide helte går på banen i lige præcis den kontekst. Derfor kan man måske godt stå tilbage med en tom fornemmelse, når man zoomer ind på holdets præstationer i årets udgave af turneringen, hvor det blev til blot to kampe.

Det startede på udebane imod Oxford United fra den tredjebedste række. Tilsyneladende en smal sag, hvilket resultatet måske også indikerer, men på dagen udeblev det smukke spil og Arsenal havde Eddie Nketiah at takke for et respektabelt resultat. Den unge angriber udbyggede føringen til henholdsvis 2-0 og 3-0 efter Mo Elneny havde bragt os foran på et hovedstød. Ved hans første mål blev han sat i scene af en velspillede Fabio Vieira på et kontrastød og anden gang spillede Martinelli hem helt fri, hvorefter han fra en spids vinkel chippede målmanden.

En del af breddespillerne fik, som håbet, spilletid i den kamp og der var sjældne minutter til Rob Holding, Albert Sambi Lokonga og Mo Elneny. Der var dog adskillige spillere fra den normale startellever, som også måtte tage en tørn. Dernæst fulgte den værste lodtrækning man kunne forestille sig – Manchester City. De lyseblå har ry for at tage disse turneringer mere end alvorligt og med to spillere til flere hundrede millioner kroner på hver plads, kan man også tillade sig dette.Selvom kampen blev til et snævert 1-0 nederlag og spillet til tider var glimrende, så blev City endestationen for denne gang.

Tager turneringen alvorligt men…

Det føles næsten uretfærdigt at forvente mere – Arsenals hold er det yngste i ligaen og med den sensationelle sæson, som holdet præsterede i PL, så kan man tilgive dem for at bruge de andre turneringer som værdifuld hvile til bærende spillere og givtige minutter til de yderste dele af truppen… Alligevel sidder man måske tilbage med en følelse af, at vi burde gøre os mere gældende i lige netop denne turnering. Havde udfaldet af lodtrækningen til fjerde runde været en anden, så var vi måske også nået længere, men fokus syntes aldrig rigtig at være her.

Det er også uretfærdigt at påstå, at denne turnering bør prioriteres over de andre – vi kan, og skal, have højere ambitioner i forhold til Premier League og endda til den eventuelle europæiske turnering, som vi befinder os i. Når det så er sagt, så indeholder FA-Cup'en stadigvæk en vis mængde prestige, som bør tages alvorligt. Der kan såmænd ikke være tvivl om, at Arteta tager denne turnering alvorligt i det omfang han kan tillade sig at gøre det, men underbevidst er øjnene altså rettet mod andre, vigtigere turneringer. FA-cuppen er en del af Arsenals DNA. Nogle af klubbens mest historiske øjeblikke er kommet i denne turnering. Patrick Vieiras sidste spark for klubben, som afgjorde finalen imod Manchester United i 2005. ”It’s Only Ray Parlour” og hans drøn i 2002. Den fuldstændigt vanvittige finale i 1979 - turneringen er ganske enkelt indskrevet i Arsenals historie. Derfor gør det også ekstra ondt, når vi må forlade den før tid – det føles ikke rigtigt. Uagtet klubbens andre fodboldmæssige forpligtigelser vil FA-Cup'en altid have en særlig plads i manges hjerter – måske bliver næste år året, hvor vi henter pokal nummer 15? //

Rets Karakter

En pligtsejr over et mandskab fra den tredjebedste række og en respektabel indsats imod de tredobbelte mestre bringer karakteren op på 02. Det er akkurat bestået, men vi kan godt tillade os at forvente bare lidt mere. Om ikke andet blot for historiens skyld.