1 minute read
Dans i krydsfeltet mellem scenekunst, teknologi og film
Kunstig intelligens kommer til at ændre vores måde at leve på i fremtiden. Med kunstig intelligens kan maskiner træffe beslutninger og udføre handlinger, som vi normalt forbinder med den menneskelige bevidsthed. Netop kunstig intelligens er omdrejningspunktet for Dansk Danseteaters værk, KENTAUR. Et ambitiøst og nyskabende værk, der benytter kunstig intelligens både i den kunstneriske skabelsesproces og i udførelsen på scenen.
Dansk Danseteater blev også ramt af nedlukningen under coronakrisen, og kompagniets store satsning kunne ikke som planlagt få premiere i maj 2020. Derfor fik Dansk Danseteater støtte til at eksperimentere med at få KENTAUR ud til publikum gennem en virtual reality-film. Virtual reality er et greb, der samtidig knytter sig tæt til forestillingens tematik.
Advertisement
Filmen er baseret på forestillingen og gør det muligt for publikum at opleve dele af forestillingen enten gennem et VR-headset derhjemme eller med en smartphone. Der er ikke tale om en repræsentation af hele værket, men VR-filmen er snarere et spinoff-projekt, hvor beskueren er i fokus. Beskueren vælger selv sit perspektiv og oplever dermed værket på sin helt egen måde, langt fra teatrets plyssæder.
VR-filmen skal ses som et selvstændigt værk og en film- og publikumsoplevelse, der ikke kun går i dialog med selve hovedværket, men også med dets publikum.
Hvem: Dansk Danseteater Hvad: VR-film om danseprojektet KENTAUR Bevillingsår: 2020 – udkommer i 2021
Beløb: 215.000 kr.
Med VR-filmen har Dansk Danseteater skabt en særlig film- og publikumsoplevelse.