Aarsberetning2012 2013

Page 1

GULDKAMPEN 2013

ÅRSBERETNING 1

badMINTON dANMARK 2012/2013


INDHOLDSFORTEGNELSE SPONSORER & SAMARBEJDSPARTNERE ........................................................................... 2 KÆRE REPRÆSENTANTSKAB, KOLLEGER OG SAMARBEJDSPARTNERE ...................... 3 BERETNING 2012-2013 ........................................................................................................... 4 BREDDE OG UDVIKLING ........................................................................................................ 9 DOMMERUDVALGET ............................................................................................................ 15 UNGDOMSELITEUDVALGET ................................................................................................ 17 SENIORELITEUDVALGET ..................................................................................................... 19 VETERANUDVALGET............................................................................................................ 21 HOLDTURNERINGSUDVALGET ........................................................................................... 24 INTERNATIONALT UDVALG ................................................................................................. 26 DISCPLINÆRUDVALGET ...................................................................................................... 28 APPELUDVALGET ................................................................................................................. 29 BADMINTON BORNHOLM..................................................................................................... 30 BADMINTON FYN .................................................................................................................. 32 BADMINTON KØBENHAVN ................................................................................................... 34 BADMINTON LOLLAND-FALSTER ........................................................................................ 35 BADMINTON MIDTJYLLAND ................................................................................................. 37 BADMINTON NORDJYLLAND ............................................................................................... 39 BADMINTON SJÆLLAND ...................................................................................................... 41 BADMINTON SØNDERJYLLAND .......................................................................................... 43


SPONSORER

SAMARARBEJDSPARTNERE

2


KÆRE REPRÆSENTANTSKAB, KOLLEGER OG SAMARBEJDSPARTNERE Badminton Danmark afholder repræsentantskabsmøde lørdag den 8. juni 2013. Du sidder med Årsberetningen for Badminton Danmarks virksomhed sæsonen 2012/2013. Et tilbageblik på resultaterne for 2012/2013 viser, at sidste sæson blev endnu en sæson præget af flotte resultater til dansk badminton. Selvom vi fortsat er udfordret på indtjening, medlemsudvikling og den internationale konkurrence, kan vi i høj grad glæde os over, at Danmark høstede et historisk medaljeresultat ved OL i London i 2012. YONEX Denmark Open 2012 satte nye højder for afvikling af verdensklasse badmintonturneringer og Danmark vandt retten til at afvikle turneringen for perioden 2014-2017. Det var også et år præget af afskedsfester, hvor vi sagde farvel til en række toneangivende personligheder i dansk badminton. Verdensstjerner, som Jonas Rasmussen, Thomas Laybourn, Peter Gade og Tine Baun, der alle stoppede lange og glorværdige karrierer i landsholdssammenhæng. Danmark deltog for første gang nogen sinde i en international Para-Badminton turnering, hvor Danmark fik en bronzemedalje ved EM i Tyskland, ligesom Danmark med en bronzemedalje ved VM for folkeskoler/efterskoler satte endnu et aftryk til badmintonidrættens historie. Jeg håber, at vores årsberetning for 2012/2013, vil skabe engagement til at pege frem mod de nye, fælles projekter og indsatser. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige tak til alle, vi har samarbejdet med i løbet af sæsonen, eller som på anden vis har bidraget til vores arbejde. Det er samtidig mit håb, at vores bånd knyttes endnu tættere fremover i arbejdet med at sætte nye mål og nå endnu flere resultater. Charlotte Malmroes, Direktør

3


BERETNING 2012-2013 Vi er i en tid med store udfordringer, foreningslivet er under pres, frivilligheden er stadig stor – dog ikke i vores idræt. Vi befinder os stadig i en økonomisk presset verden, badmintonklubberne taber stadig medlemmer, hvilket jo også har stor betydning for Badminton Danmarks kredse og Badminton Danmark. Sagt på en anden måde – vi er udfordret - på alle områder bliver vi udfordret. Det betyder, at Hovedbestyrelsen er i arbejdstøjet og har taget arbejdshandskerne på. Efter repræsentantskabsmødet i 2012, hvor det ikke var muligt at få gennemført de organisatoriske ændringer, som der var lagt op til, var det nødvendigt for Hovedbestyrelsen at se på, hvordan vi skulle arbejde videre for stadig at sikre udviklingen i forbundet. Det er et arbejde, som Hovedbestyrelsen har taget meget alvorligt og lagt et stort stykke arbejde i for til stadighed at sikre udvikling og modvirke den medlemsmæssige tilbagegang. En tilbagegang som jo i sin enkelthed kunne risikere at gå ud over vores råstof, ungdommen og de frivillige ledere i klubberne, i kredsene såvel som i forbund. Det er derfor særdeles glædeligt at projektet – Flere giver mere – som vi har sat i gang i samarbejde med DIF, har givet gode resultater med flere medlemmer og en del flere klubber. En del andre initiativer som DM i Skolebadminton er også med til at sikre medlemmer i klubberne. En af de helt store succeser i sæsonen har været Yonex Denmark Open Premier, som satte helt nye standarder for internationale turneringer og som sikkert også var medvirkende årsag til, at det internationale forbund forlængede vores aftale om en Premier turnering frem til 2017 – noget af en bedrift, vi var trods alt oppe imod andre store badminton nationer. Der er nemlig ikke ubegrænset antal Premier turneringer på Verdensturen – så det var ganske godt gået af vores Eventafdeling at klare denne sag. Der er nu ”kun” to Premier turneringer i Europa – All England og så os med Yonex Denmark Open, og vi fortsætter her samarbejdet med Odense Kommune om denne opgave. Igennem mange år har en af opgaverne for Hovedbestyrelsen været beslutninger om, hvordan vores regler for hold og individuelle turneringer skal afvikles. Et arbejde som har fyldt rigtig meget, men som måske ikke har været så kvalificeret at arbejde med i Hovedbestyrelsen, og derfor medbringer vi et forslag om at ændre denne praksis i fremtiden. Opgaven med at tilrettelægge reglerne på dette område bør være placeret i de udvalg, som har den største kompetence for netop dette, det gælder f.eks. Holdturneringsudvalget og spilleudvalgene. Vi vil derfor sikre, at det bliver disse udvalg, der i fremtiden udarbejder reglerne, naturligvis med ansvar overfor Hovedbestyrelsen.

4


Para-Badminton En anden af de vigtige opgaver har været arbejdet med at få tilrettelagt en indsats for handikapområdet i hele landet og også sikre, at det organisatoriske på det elitære plan kunne sættes i gang. På internationalt plan hedder det ganske enkelt Para-Badminton. Vi har oplevet et meget stort pres fra vores internationale forbund BWF for at sætte gang i det arbejde i Danmark. Vi er nemlig et af de få lande i verden, der ikke har det på programmet. Det skyldes ikke, at vi ikke har lyst eller energi til det, men at vi i Danmark har et forbund, som har dette som hovedopgave, hvorfor de enkelte specialforbund ikke arbejder med denne opgave. Den går bare ikke i fremtiden, for vi risikerer, at badminton kan være en truet idrætsgren i det olympiske, hvis denne gren af badminton ikke er udbredt i hele verden og her mangler Danmark især. Vi har derfor indledt et tæt samarbejde med DHIF – Dansk Handicap Idræt Forbund. Det har betydet, at vi allerede i denne sæson kunne sende en spiller med til de Europæiske Mesterskaber og her med et super flot resultat – Julie Thrane vandt bronze i double sammen med en spiller fra Israel. Vi er nu så langt i samarbejdet, at vi har lavet en samarbejdsaftale om det videre forløb. En aftale som giver nogle retningslinjer for, hvordan vi kan få gang i området og sikre, at der etableres muligheder for handicappede rundt omkring i landet, og så klubberne bliver hjulpet med at løse opgaven, når der er spillere, der ønsker at være med. Det er et samarbejde, som vi forventer os rigtig meget af og som støttes fuldt ud af DIF, der er med inde over aftalerne, da det jo ikke kun er badminton, der har dette pres fra internationale forbund. DIF Danmarks Idræts-Forbund er en vigtig samarbejdspartner for os. DIF er ikke bare vores interesseorganisation, som varetager det overordnede politiske i forhold til regering og lovgivning, men også en medspiller på mange aktivitetsområder. I 2012 var DIF og dermed Olympisk Komite, som er samme bestyrelse, også den aktive partner i forbindelse med OL i London, og her i samarbejde med Sport One Danmark. DIF var her den overordnede organisation, der satte rammerne for, at vi kunne gennemføre en for os meget succesfuldt OL deltagelse. Det skylder vi dem stor tak for. Det er også DIF, som skal være leverandør af det materiale i udredningsarbejdet som Kulturministeriet har ønsket af idrætten. Et udredningsarbejde, som skal synliggøre, hvad det er idrætten står for i Danmark og skal vise, hvad de mange millioner af kroner som idrætten får, bliver brugt til. I Badminton Danmark er vi ikke det mindste i tvivl om, at midlerne bliver brugt mere end fornuftigt til gavn for alle idrætsaktive og også for ikke idrætsaktive med aktiviteter, som kan være med til at friste de mange, der ikke er med i foreningerne, til netop at komme i gang med at være aktive. DIF har også fuldt os meget tæt i projektet – Flere giver mere – og her har de været gode støtter i det store projekt. Det har betydet meget for os, at de aktivt støtter os på denne måde. Hovedbestyrelsen har her i foråret besluttet at videreføre udviklingsprojekter og der ansøges derfor nu om at fortsætte arbejdet i samarbejde med DIF, et samarbejde der skal bruge de gode takter, der har været i Flere giver mere-projektet, til at komme videre med udviklingen af badminton i alle områder af landet. Et samarbejde, som vi forventer, kan starte allerede i

5


efteråret eller senest fra årsskiftet, så vi på denne måde kan fortsætte udviklingen, som blev iværksat med Flere giver mere. Kredsene Kredsene har også i år været et af omdrejningspunkterne i arbejdet med udviklingen af vores idræt. Vores udviklingskonsulenter har været meget aktive i alle kredse, det har betydet, at aktivitets niveauet er steget, og der er sat mange nye tiltag i gang til gavn for klubberne. I flere kredse er der ændret rigtig meget på opbygningen af organisationerne. Det har betydet færre bestyrelsesmedlemmer, men flere aktivitetsmedlemmer i udvalgene og/eller til enkelte aktiviteter. Det betyder, at der er sat flere nye aktiviteter i gang, som kan være med til at synliggøre det store arbejde, der faktisk ydes rundt omkring. I nogle af kredsene er der stadig mangel på frivillige, ikke bare i udvalgene, men også til bestyrelsesposterne. Det vil på sigt svække arbejdet, så der bliver færre aktiviteter og arrangementer. Vi skal derfor se på, hvordan vi kan afhjælpe dette problem. Det vil derfor også være et af de emner, der kommer med i det kommende udviklingsprojekt, så vi her kan se på muligheder for at sikre en fortsat fremdrift også i kredsene. Kredsene har igennem året været platform for den dialog, der skulle tages efter det nedslående repræsentantskabsmøde i 2012 om strukturen. Det har været en givtig dialog, hvor der har været fingeren på pulsen, så der kunne komme nogle konstruktive tilbagemeldinger eller oplæg om det videre arbejde, med at sikre udviklingen i organisationen og skabe den fremdrift, der er nødvendig for at sikre overlevelsen af hele Badminton Danmark og badmintonsporten som sådan. Frivilligheden har ændret karakter Igennem mange år har frivillige ofte været forældre til de aktive børn, og det er det faktisk stadigvæk. Dog har ønsket om at deltage i det frivillige arbejde ændret sig drastisk. Hvor det før var naturligt at gå ind i arbejdet i udvalg eller bestyrelser, er det nu ændret til at være på de enkelte aktiviteter. Det betyder også, som skrevet ovenfor i kredsene, at vi skal ændre vores grundlæggende opfattelse af, hvordan og hvad vi ønsker af de frivillige. Der er ingen tvivl om, at der aldrig har været så mange frivillige inden for idrætten, men de skal ikke ind i udvalg eller bestyrelser, for det gider de ikke. De skal være med til at drive enkelte aktiviteter eller arrangementer, og så ikke mere før næste sæson, og der igen måske det samme arrangement eller aktivitet. Så skal de nok være der. Det er under alle omstændigheder vigtigt, at vi får spurgt og involveret de frivillige i, hvordan Badminton Danmark kan understøtte rekrutteringen og fastholdelse af frivillige i klubberne. Debatten om fremtiden – landsdækkende aktiviteter Flere meget vigtige sager har trængt sig på for at sikre udviklingen. Det gælder bl.a. de aftaler, der er truffet mellem kredsene og forbundet. Der er lavet samarbejdsaftaler med hver enkelt kreds på det oplæg, som Hovedbestyrelsen har givet. Det handler simpelthen om at

6


sikre, at alle klubber, der er medlem af Badminton Danmark får de samme tilbud. Det nytter ikke noget, at der er forskel på, hvad klubbernes tilbydes. De tilbud, som vi anser som vigtige for klubberne, skal tilbydes landsdækkende. Samtidig er det også helt naturligt, at der er tilbud i de enkelte områder af landet, som er tilpasset netop det område, men de landsdækkende tilbud er vigtige. Det drejer sig om – Landsdækkende aktiviteter – og herfra kan nævnes; Holdturnering til og med serie 1, med fælles regler og rammer, breddeaktiviteter såsom; Sommerferielejre rundt i hele landet; Badminton på toppen-projekter, hvor flere klubber er sammen om at sætte aktiviteter i gang med hjælp fra kreds og udviklingskonsulenter, og så er der breddeaktiviteter for voksne – her kan nævnes – Motion i centrum – hvor de voksne motionister får mange flere muligheder for at være aktive og med i klubbens træninger for netop denne gruppe. Som det sidste er det aftalt, at vi i fællesskab skal være meget mere synlige med de mange mesterskaber, som vi sammen afvikler og her tænker jeg på Yonex Denmark Open Premier, Denmark Junior, Denmark Senior – og naturligvis kredsmesterskaberne, Holdturnerings-finalestævnet og ikke mindst DMU. Så der er rigtig meget at tage fat på i et godt og konstruktivt samarbejde, som vi glæder os meget til. Et samarbejde som er til gavn for alle klubberne. Målet med den fælles indsats er at få fyldt hallerne, masser af deltagere og at vi står sammen for at sikre, at disse arrangementer bliver en succes til gavn for vores sport. Kontingentet og fremtiden Vi har igennem rigtig mange år arbejdet med at finde den rigtige løsning på kontingentet, ikke bare til forbundet, men også kredsene – altså for at være medlem af hele Badminton Danmark. Mange forslag har været på bordet, og en del er afprøvet. Helt generelt har det handlet om, at vi skulle have en eller anden form for fair og rimelig brugerbetaling. Vi havde bare ikke fundet den rigtige formel. Det har vi nu arbejdet med igennem hele sæsonen og fundet frem til en model, som sender mere end kr. 500.000 ud til klubberne i form af et billigere medlemskontingent, forstås på den måde, at vi ikke opkræver et beløb af den størrelse. Vi håber så dermed, at klubberne vil bruge pengene til at sætte aktiviteter i gang for medlemmerne. Samarbejdspartnere Det er vigtigt, at vi hele tiden holder os det for øje, hvor stor betydning samarbejde er og især for os som idrætsforbund. Igen i denne sæson har samarbejdet med Sport Event Danmark og Odense Kommune haft stor betydning. Sammen lykkedes det os, at vores internationale forbund valgte os til fortsætte med Yonex Danmark Open på Premier niveau – så vi er blandt de 5, der har de højest rangerende turneringer i de kommende 4 år. Det er også med Sport One Danmark, hvor der arbejdes på det kommercielle område med sponsorer og andre interessenter. Sammen udvikler vi hele dette segment, så vi på denne måde kan sikre indtægter til brug for vores indsats på mange fronter.

7


Ligaforeningen og Ligaklubberne har vi et tæt samarbejde med og der arbejdes på at udvide og formalisere samarbejdet, for også herigennem at udvikle Ligaen til gavn for os alle. Internationalt I vores internationale forbund er der store forandringer på vej. I det europæiske (Badminton Europe) er Poul-Erik Højer genvalgt som præsident, men desværre valgte de ikke at genbesætte vicepræsident posten i verdensforbundet (Badminton World Federation) med Torsten Berg, som har haft denne post i adskillige år. Det er en lidt ærgerlig beslutning, selvom den kom for ikke at skabe hindringer for opstillingen af Poul-Erik Højer til præsidentposten. Den siddende præsident i BWF Dr. Kang har meddelt sin afgang og han stopper på årsmødet, som er afholdt sidst i maj måned. Vi har i Danmark haft et rigtig godt og konstruktivt samarbejde med Dr. Kang og han har været i Danmark adskillige gange. Heldigvis kom vi ikke til at undvære en dansker i BWF, idet Poul-Erik blev valgt som præsident for verdensforbundet, en stor og glædelig begivenhed for det fremtidige arbejde. Afslutning Det har virkelig været et meget arbejdsomt år for Badminton Danmark og ikke mindst kredsene. De mange opgaver, som Hovedbestyrelsen har besluttet, har for de fleste af dem ikke kun haft betydning for den centrale del af organisationen, men så sandelig også for kredsene, for udviklingskonsulenterne, for medarbejderne og for vores mange nære samarbejdspartnere. Et fantastisk år med resultater i… Peter Aage Jensen, Formand

8


BREDDE OG UDVIKLING 2012 var året, hvor Badminton Danmarks udviklingsprojekt ”Flere giver mere” for alvor skulle implementeres og kaste målbare resultater af sig. Det i 2011 igangsatte rekrutteringsarbejde fortsatte derfor for fuld styrke, og der blev tilmed sat ekstra ressourcer ind i kampen for at skaffe flere medlemmer. Projektet blev som bekendt søsat 1. januar 2011 og løber indtil 30. december 2013 og målet er overordnet, at der skal skaffes 80 nye medlemsklubber, svarende til ca. 14.000 nye medlemmer i løbet af projektperioden. Målet for 2012 var at skaffe 30 nye medlemsklubber - svarende til 7.000 nye medlemmer. I løbet af året blev der registreret 42 nye medlemsklubber, svarende til ca. 3.640 nye medlemmer i Badminton Danmark. Sammenlagt med 2011 rekrutteringen gav det i alt 64 klubber og deraf ca. 5.924 medlemmer ved årsskiftet. Målet blev således nået i forhold til antallet af nye klubber, men ikke i forhold til antallet af nye medlemmer. Der er flere årsager til, hvorfor medlemstallet ikke ”følger” antallet af nye klubber; bl.a. er der rekrutteret færre nye store klubber på over 100 medlemmer, end forventet i projektstarten og der er heller ikke rekrutteret så mange nye medlemmer i de eksisterende medlemsklubber, som forventet i projektstarten. Det gav anledning til, at styregruppen bag udviklingsprojektet enedes om at revidere målsætningen for rekrutteringsindsatsen en smule, idet det kunne konstateres, at målet om 14.000 nye medlemmer givetvis var urealistisk at nå. Således blev antallet af nye klubber forhøjet til 100, mens antallet af nye medlemmer blev sænket til 10.000. Det giver forhåbninger om, at vi ved udgangen af 2013 kan realisere målet; sidste optælling (ultimo marts) meldte om i alt 70 nye klubber, svarende til ca. 6.431 medlemmer og med godt og vel et halvt år tilbage af projektforløbet, skal der derfor fortsat være fuld fokus på rekrutteringsindsatsen. I bestræbelserne på at rekruttere flest mulige nye klubber og medlemmer er der gennem hele 2012 arbejdet intensivt på forskellige indsatsområder. Først og fremmest har der været stor fokus på udviklingen af en ny og fair kontingentstruktur, som har skullet tilgodese såvel nye som eksisterende medlemsklubber. I forbindelse med det arbejde blev det bl.a. besluttet at forlænge fristen for gratis indmelding for nye klubber i Badminton Danmark, således at fristen nu løber indtil foråret 2014. Derudover er kontingentstrukturen for de eksisterende medlemsklubber blevet justeret og tilrettet i tæt samarbejde med kredse og klubber og forventes således stadig på plads, så den kan træde i kraft til sæsonen 2013/2014. Af andre tiltag bør nævnes ”Badminton på toppen”, som fokuserer på rekruttering af nye og fastholdelse af nuværende ungdomsspillere samt ”Motion i centrum”, der fokuserer på rekruttering af nye og fastholdelse af nuværende motionistspillere.

9


Begge tiltag har vist sig at være særdeles gode bud på, hvordan medlemsklubberne kan arbejde med rekruttering og fastholdelse af forskellige målgrupper. Sidst, men ikke mindst, blev der i 2012 taget hul på et for Badminton Danmark helt nyt indsatsområde: Para-Badminton. Internationalt set blev der nemlig sat fokus på badminton for fysisk handicappede, idet BWF igangsatte arbejdet med etablering af Para-Badminton i hele verden med det klare formål at få sporten optaget på det Paralympiske program i 2020. Badminton Danmark har ingen erfaringer på området, og selvom der arbejdes på at indgå et samarbejde med Dansk Handicap Idræts-Forbund (DHIF), bliver det os selv, der skal igangsætte og drive indsatsen overfor denne nye målgruppe – og det bliver hårdt arbejde. Men som et af de førende lande i verden i badmintonsporten er dette et indsatsområde, som vi SKAL prioritere; Danmark kan risikere at sætte sit gode navn og renommé på spil ved at ignorere de meget tydelige signaler fra BWF. Derfor skal vi have arbejdshandskerne på; vi skal på den ene side forbedre vilkårene for målgruppen ved at etablere centre rundt om i landet, hvor man kan mødes og spille med andre handicappede udøvere og på den anden side skal vi have lokaliseret de i ”raskidrætten” etablerede spillere, der via et givent handicap allerede er kvalificeret til eller på sigt kan kvalificere sig til at deltage i div. Para-Badminton turneringer, herunder De Paralympiske Lege i 2020. Sidstnævnte ved vi er i klubberne; således fik Danmark bl.a. sin første internationale ParaBadminton medalje i 2012, da Julie Thrane fra Korup på Fyn vandt bronze ved EM. Sluttelige vil jeg gerne takke alle, som bidrager med stort og småt på Bredde- og Udviklingsområdet – såvel professionelle som frivillige folk – for et godt samarbejde i 2012. Jeanette Lund Clausen, Badminton Danmarks Bredde- og Udviklingsansvarlig

10


ELITE OG ARRANGEMENT Som sædvanlig kommer jeg i min beretning ind på de lidt mere overordnede emner fra mit ressortområde, hvor det skal være mig tilladt – ind i mellem – at komme med helt personlige meninger og synspunkter. Alle mine 5 formænd kommer efterfølgende med deres meget udførlige udvalgsberetninger. Der vil i enkelte tilfælde være problemstillinger fra disse beretninger, som tangerer mine problemstillinger. Det kan ikke være anderledes. Ved de mange badmintonarrangementer og -begivenheder, som jeg har været til i løbet af sæsonen, møder jeg fortsat et fantastisk engagement, stor ildhu og interesse hos alle parter. Det er det fundament, vores forbund skal bygge sin fremtid på. De sportslige resultater siden min seneste beretning har overvejende været positive. Først var vore bedste spillere til EM, hvor det ”kun” blev til 3 guldmedaljer og 1 sølvmedalje. Lidt overraskende måtte vi se alle vore top fire herresingler ”floppe” i samme turnering. Senere ved Thomas – og Uber Cup nåede herrerne en tilfredsstillende bronzeplads, medens damerne – forventeligt ikke kom videre fra puljen. OL i London var jo om noget med til at kickstarte badmintonsæsonen 12/13. Eliteafdelingens fokus var gennem hele sidste sæson rettet mod denne begivenhed. For nogle spillere drejede det sig om at kvalificere sig og for de, som var nogenlunde sikre på deltagelse, at få så god en seedning som muligt. Vore 9 deltageres indsats blev godkendt. Ingen skuffede, og det samlede resultat med én sølv- og én bronzemedalje er over forventning. Vi var ydermere tæt på, at bronzen kunne have været mindst en sølv, lige som damedoublen var meget tæt på metal. Den helt og aldeles skandaløse afvikling af netop damedoublen klædte bestemt ikke vores sport. Jeg mener bestemt, at det var rigtigt at smide de fire par ud af turneringen, men man kan med rette spørge, hvem der bærer mest skyld i, at det kom så vidt, at det skulle kunne betale sig at spille baglæns. Når reglerne indbyder til at tabe sig til en fordel, så er det vel reglerne, der er noget galt med. Og hvis det er det, så er det i sidste ende dem, der har lavet reglerne, som skytset skal rettes mod (BWF). På negativsiden bliver jeg nødt til at notere, at vi kun var i stand til at vinde sølv ved EM for hold. Det er klart, at det bliver betragtet som skuffende, når vi siden 1996 har siddet tungt på denne titel og vundet den 9 gange i træk. Det tæller ikke, at vi anfører, at vi ikke var af sted med den bedste herre – og damesingle. Holdets målsætning var at vinde. Det mest positive, der er at sige om nederlaget i finalen til Tyskland, er, at når/hvis vi vinder mesterskabet næste gang, så vil det være med langt større ydmyghed, glæde og opmærksomhed.

Ungdomsverdensmesterskaberne (UVM) må også tælle til sæsonens lidt dårligere resultater og oplevelser. Resultaterne i den individuelle turnering var absolut på det jævne og målsætningen blev ikke nået. Den dårlige oplevelse kom for de spillere, som måske havde regnet med at skulle have været af sted til UVM i forbindelse med Hold VM. På grund af en meget beklagelig, administrativ – og for nogen sikkert utilgivelig – fejl, var vores hold blevet

11


for sent tilmeldt til turneringen, og BWF nægtede os en efter tilmelding. Dette forhold bevirkede, at kun et lille antal spillere kom til Japan. Det er sikkert en ringe trøst for de spillere, som ikke kom af sted, at denne for sene tilmelding ikke gentager sig lige med det samme. Vores samlede talentmasse i U13 – U19 - rækkerne er i min optik uændret, men vi får med mellemrum nogle påmindelser om, at også andre lande arbejder seriøst og intensivt med spillerne i ungdomsrækkerne. Således måtte vores U15 – landshold se sig besejret i finalen i 8-nationers turneringen af Frankrig, og ved U19 EM var Bulgarien med helt fremme med enkelte spillere i den individuelle turnering. En generel styrkelse af det europæiske niveau vil også være med til at løfte vore spilleres standard. Det er kun en udfordring til højnelse af BDs talentarbejde frem mod endnu bedre spillere. Godt støttekoncept, god masterplan, gode sponsorer, godt elite setup, spilleraftale, et godt trænerteam, et godt talentarbejde = et verdensklasseforbund. Det er en meget lang overskrift, men de nævnte begreber er alle en nødvendighed for, at vi kan vedblive at være et verdensklasseforbund. Vores aftale med Team Danmark (TD) for støtteperioden 2009-2012 udløber med udgangen af denne sæson. En masterplan, som skal anskueliggøre, hvordan vi vil angribe perioden 2013-2016, hvad angår vores elitestrategi, er under udarbejdelse. Jeg mener klart, vi fuldt ud opfylder de krav, TD stiller til os som verdensklasseforbund, og jeg mener også, at vi flytter os i den rigtige retning udviklingsmæssigt. Økonomisk er vi klar til at hæve BDs andel til elitearbejdet, og det er TD også. Dermed går det i den rigtige retning i forhold til sportschefens ”Konkurrencedygtig elitearbejde”, som vi behandlede i Hovedbestyrelsen for en del år tilbage (2008). BDs aftale med Spillerforeningen om en spilleraftale faldt på plads i starten af februar. Lad os håbe, at denne ”overenskomst” nu betyder, at der falder ro på de områder, som traditionelt har givet problemer. Denne aftale giver begge parter fordele på den lange bane. Det må også være meningen med en aftale. Pigeprojektet ”Dame single 2016” har nu kørt et lille års tid. De fleste deltagere er omkring 20 år gamle, nogle noget yngre, andre lidt ældre. Jeg noterer, at pigerne/damerne har flyttet sig spillemæssigt. Det kan man som iagttager observere ved de hjemlige turneringer og holdmatcher. Inden for den seneste tid har to af spillerne således vundet i den danske holdturnering over 2 udlændinge, som er i top 50 på verdensranglisten. Årstallet 2016 angiver, at projektet er et langtidsarbejde, hvor grundighed, vedholdenhed, arbejdsomhed og ikke mindst tålmodighed skal være i højsædet. Sæsonen har betydet afsked med fire af vore store verdensnavne fra den internationale badmintonscene: Peter Gade (bl.a. med i verdenseliten i 16 år, et utal af internationale turneringssejre, VM – medaljer, EM – titler), Jonas Rasmussen (bl.a. verdensmester i herredouble 2003), Thomas Laybourn (bl.a. verdensmester i mixed double 2009), Tine Baun (bl.a. 3 dobbelt All Englandmester, internationale turneringssejre, EM–titel).

12


Der skal lyde en stor tak til disse fire spillere, tak for de mange fantastiske oplevelser I har givet os, tak for jeres indsats for Badminton Danmark. Ligaen sluttede sin 8. sæson for ganske nylig med et brag af en match. Skovshoved og Team Skælskør Slagelse gav det store publikum og seerne et brag af en forestilling med en afgørelse i golden set, hvor sæsonens suveræne tophold led sæsonens eneste nederlag. Når man år efter år oplever den kanonstemning, der er på tribunerne under finalen, så kan man ikke lade være med at ønske, at vi kunne have tilsvarende undervejs frem mod finalen. Det har selvfølgelig noget at gøre med opbygningen af en fankultur. Det er noget, der vil kræve et stort arbejde i klubberne. Vedr. ligaen vil jeg gøre følgende bemærkninger:  TV2Sport blev i løbet af sæsonen til TV3 Sport1 (og Sport2). Af TV-transmissioner, som registrerer antal tv-seere, fra ligaen har vi i denne sæson haft 8 (med et gennemsnit på 19.000 seere). Sidste sæson havde vi 10 transmissioner (gennemsnit 21.000 seere) og forrige sæson 16 transmissioner (gennemsnit 18.000). Så det går lidt op og lidt ned. Men alt andet lige virker et tal på 5.000 seere til den ene semifinale som så lille, at det må være forkert!!??  Det er fortsat ikke lykkedes at få lavet en samarbejdsaftale mellem Ligaforeningen og Badminton Danmark. Denne aftale skulle gerne på plads inden længe. Det virker åbenlyst som om, at den manglende aftale hæmmer en videre udvikling af ligaen.  Vi er heller ikke kommet videre med at definere indholdet af ligalicens, som vores ligareglement foreskriver.  Vore topprofiler har alle på nær én deltaget i årets turnering. Jeg vil betegne det som både uheldigt og yderst beklageligt, at unge spillere, som først står på tærsklen til en  

international karriere, dropper Ligaen. Antal af udlændinge i ligaen har ligget på 9 – 12 pr. runde. Det er i forhold til tidligere noget lavere og fortæller historien om en mindre økonomi i ligaklubberne. Derimod har antallet af unge talenter/udviklingsspillere på ligaens 10 mandskaber aldrig været højere. Vi ligger på 38 – 40 spillere. Personligt finder jeg det skønt, at flere og flere unge spillere finder vej ind på ligaholdene. Det er utrolig godt for deres udvikling frem mod at blive internationale topspillere. Det er fortsat min mening, at der må kunne findes et mere spændende og interessant medaljeslutspil. For at udfordre ligaklubberne lidt på dette spørgsmål, så har jeg for nylig sendt dem to forslag til overvejelse. Skulle klubberne være med på ideen, skal vi hurtigt få lavet turneringsformen om.

Holdturneringen - klubbernes og forbundets livsnerve – fra 1. division og til og med danmarksserien kører uændret, stille og stabilt. Vi har desværre fået samme høje antal protester (10) som sidste sæson. To klubber (i danmarksserien) måtte pga. skærpede regler vedr. betalingen af indskud starte turneringen med minus 3 point, men begge klarede den alligevel.

13


Det årlige møde med DH-klubberne blev som tidligere afholdt under Yonex Denmark Open. Ifølge deltagerne er der ikke behov for de store ændringer, men deltagerne kunne bakke op om bl.a. et fælles holdturneringsreglement, der skal dække den kommende landsdækkende turnering ned til og med serie 1 samt at der indføres et stort op- og nedrykningsstævne gældende fra 3. division og nedefter. Dette vil skærpe spændingen i slutspillene, fordi nogle flere hold får noget vigtigt at spille for helt til vejs ende i turneringen. Disciplinærudvalget har gjort Hovedbestyrelsen opmærksomhed på nogle generelle problemstillinger vedr. turneringsledergerningen ved både individuelle turneringer og holdturneringen. Dette vil bevirke nogle justeringer i 3. division samt ved ungdoms Eturneringer. Vores store events Yonex Denmark Open, Yonex Copenhagen Masters, Yonex DM og Ligafinalen har kørt rigtig godt. Vores Super Premier turnering var endnu engang et superarrangement. Der var masser af tilskuere (udsolgt fra torsdag aften og resten af turneringen), god organisation, verdensklassebadminton og god stemning, også om søndagen, hvor der ikke var danskere på banen. Yonex Copenhagen Masters i Falkonercentret var i år reduceret til 2 dage med Peter Gades afskedskamp mod Lin Dan på førstedagen som det helt store trækplaster (udsolgt på 7 minutter) og resten af turneringen ligeledes udsolgt. Kvaliteten af udlændingene var ikke på niveau med tidligere, men det var tydeligt, at publikum først og fremmest ønsker at se de danske topspillere. Senior DM blev for tredje gang afviklet i Vejen. Antallet af tilskuere var ikke overvældende, men der er grund til at rose Vejen som arrangør. Det kan de altså bare. Ligafinalen blev afviklet i Farum Arena og var garneret med Tine Bauns afskedskamp mod Camilla Martin. Det var et flot arrangement med en – som sædvanlig – uovertruffen stemning under hele holdmatchen. Vore ungdomsevents kører primært med klubber/kredse som arrangører. Det er vi i Badminton Danmark yderst taknemmelige og glade for. Der ligger et tidsmæssigt meget stort stykke arbejde i at holde den slags arrangementer kørende med tællere, linjedommere, turneringsledelse, dommere, boldansvarlige m.m., og i langt de fleste tilfælde er der ikke det helt store afkast – om overhovedet noget – til arrangørklubben. Lad mig til sidst udtrykke med ord noget, som næsten bør være et stammeritual: Stor tak til alle, som medvirker til, at vi kan afvikle og udvikle alle vore eliteaktiviteter i forbundet: klubberne, klubledere og -trænere, kredsene, den sportslige ledelse, spillerne, administrationen, dommere, frivillige ved vores events og alle udvalgsmedlemmer under eliteområdet. Stor tak til Team Danmark for samarbejdet i såvel arbejdsgruppen som styregruppen. Samarbejdet bærer præg af gensidig respekt, interesse og engagement, hvor begge parter søger det optimale med de til rådighed stående ressourcer. René Toft, Badminton Danmarks Elite- og Arrangementsansvarlig

14


DOMMERUDVALGET DU har i sæsonen bestået af: Formand: Preben Nøies. Aktivitet udvalg: Preben Nøies. Bedømmer udvalg: Peter Ganes. Uddannelse udvalg: Finn B. Nielsen. De 3 udvalg har yderligere konstitueret sig, se nedenfor. I sæsonen har der været afholdt 2 møder med alle kredsdommerlederne og 1 møde i DU for næste sæsons planlægning. DU har også deltaget i et godt møde med disciplinærudvalget. Det er glædeligt, at på trods af uroen som opstod i sidste sæson, så er denne sæson ved hjælp af mange dommere forløbet næsten problemfrit. Sven Arleth har sagt ja til at være dommerleder ved diverse events, Kristian Hedelund har hjulpet til med at styre Ligaen i vest og Lars Nørager i øst, Erik Kirt har påtaget sig opgaven med at oversætte de lovændringer m.m. som kommer fra BWF og Palle Christensen styrer økonomien i Ligaen. Der har kun været problemer med at få indsamlet uddannelsesmaterialet m.m. fra den tidligere formand for uddannelsesudvalget, idet hans computer tilsyneladende havde slettet alt på harddisken – det er dog nu lykkedes at redde det meste. På det internationale går det fortsat strygende. Christian Johannessen var dommer ved OL i London og skal virke ved UWM i Thailand. Erik Kirt var dommer ved UWM i Japan. Henrik Boas skal virke ved Surdiman Cup i Kuala Lumpur, Malaysia. Jacob Syndberg blev certificeret BWF dommer og skal virke ved Japan Open. Peter Ganes er optaget i BWFs bedømmer gruppe og skal til bedømmerseminar Kuala Lumpur i maj. Frank Ahlstrøm er blevet certificeret BE dommer. Søren B. Knudsen og Jesper H. Larsen er begge blevet accrediterede BE dommere. En ny dansk Referee er på vej, da Sven Arleth i skrivende stund forsøger at blive BE Referee. Peter Ganes og Preben Nøies bliver fortsat benyttet af BE som bedømmere. Badminton Danmark har pt. over 25 aktive forbundsdommere. Danske forbundsdommere har deltaget i 22 turneringer i Europa Badminton Danmark har besluttet at yde økonomisk støtte til, at de danske BWF dommere kan deltage i SS turneringer i østen, på vegne af BWF, men hvor BWF kun vil betale en mindre del af flybilletten. Budgettet er på 25.000 kr. og som ovenfor nævnt skal Jacob til Japan. Det er fortsat DUs opfattelse, at BWF burde betale hele rejseudgiften.

15


Dommeruddannelsesudvalget Udvalget (DUDU) har i sæsonen 12-13 bestået af Finn B. Nielsen med hjælp fra Peter Ganes og Preben Nøies. Udvalget har i denne sæson afholdt et kredsdommerkursus i BD-N med 5 dommere som alle bestod, samt 2 brush-up kurser, et i BD-N og et i BD-M. Igen i år har Finn holdt et dommerkursus i Grønland. Finn har meddelt, at han ikke ønsker at fortsætte som formand. En stor tak til Finn for hans arbejde i den forgangne sæson. Aktivitetsudvalget Aktivitetsudvalget bestod i denne sæson af Preben Nøies som formand og med stor hjælp af Svend Arleth som dommerleder og Lars Nørager og Kristian Hedelund som udkaldsleder i hhv. Øst og Vest samt Palle Christensen for Økonomi. Forbundsdommerne har dækket alle kampe i badmintonligaen inkl. slutspillet med assistance fra kredsdommere. YDO i Odense forløb uden problemer. Yonex Copenhagen Masters blev afviklet på vanlig god vis ved københavnske og sjællandske forbundsdommere. Yonex DM i Vejen blev dækket af forbundsdommere og med hjælp af jyske kredsdommere til torsdagens kampe. Vi får flere invitationer til udenlandske turneringer, som vi må takke nej til, da dommerne også har andre prioriteter. Bedømmerudvalget Vest for Storebælt: Axel Bøhne og Palle Christensen. Øst for Storebælt: Christian Johannessen, Preben Nøies, Peter Ganes, Jacob Syndberg, Niels H. Mortensen og Henrik Boas. Jeg vil gerne takke alle for den store hjælp gennem sæsonen. Der er sket bedømmelser i Ligaen, ved Yonex Denmark Open, ved Yonex DM og ved Denmark International. Den indsats har, igen i år, betydet, at stort set alle Forbundsdommere i Danmark er blevet bedømt mindst 3 gange. Til slut skal der også lyde en tak til alle Kredsdommerlederne, Forbundsdommerne, til kontoret, øvrige udvalg samt til Klubber og Kredse, som alle har bidraget til det gode samarbejde. Preben Nøies, Formand Badminton Danmarks Dommerudvalg

16


UNGDOMSELITEUDVALGET Her ved sæsonafslutningen 2012/13 er det tid til at gøre sine betragtninger om tilstanden i dansk ungdoms elitebadminton. For første gang i mange år virker det som, at der er mere potentiale hos vores damesingler i forhold til herresinglerne. Forbundets udtagelse af otte talentfulde piger har virkelig rykket, og nu venter vi på, at de begynder at opnå gode resultater i de europæiske seniorturneringer. Faktisk har Line Kjærsfeldt vist vejen, og flere af pigerne har fulgt efter. Selvfølgelig er den lang vej op til Tine Baun, men pigerne kan presse hinanden, og med lidt tålmodighed kan vi sagtens se fremtiden i møde med optimisme. Derimod kunne noget tyde på, at vi er gået lidt i stå på herresiden, hvad angår singler. På den baggrund er en god ide, at der er lavet et projekt for de bedste herrespillere fra U19 til U15, hvor de følges tæt i de kommende år. Måske har vi lullet os lidt i søvn af kometen, Viktor Axelsen, hvis store succes for 3 år siden med VM-titel, fik Badminton Danmark til at tro, at der ville komme flere spillere af den kaliber. På den baggrund har sportschefen sammen med UEU og trænerne for de enkelte årgange haft en debat om den fremtidige talentudvikling. Der er flere aspekter i denne sag. For det første skal vi være bedre til at fastholde de talentfulde ungdomsspillere, som rykker op til senior. I den fase har vi tabt for mange spillere. Det gælder ikke mindst på Sjælland og København, mens der både i Odense og Århus findes kraftcentre, som kan tilbyde disse spillere mere træning end i spillerens klub, f.eks. ved morgentræning. Fremtidigt kan vi nok ikke forvente, at forbundet kan klare opgaven alene, men her må klubberne træde sammen. Således kunne flere naboklubber måske lave et træningssamarbejde, hvor de havde morgentræning nogle gange om ugen. På Sjælland kunne det f.eks. være Lillerød og Værløse, eller Solrød og Greve. Denne tanke er jo gennemført i Nordjylland, og vi har behov for at tænke anderledes, hvis vi skal fastholde vores position, bare i Europa. Andre lande står på spring. Lidt om hver årgang U19 Den stærke årgang fik her i påsken EM-pokalen for hold med hjem fra Ankara efter vores flop i 2011. Bredden på holdet betød, at vi vandt alle kampe sikkert. I den individuelle turnering markerede vi os også stærkt med to titler. En ren dansk finale i herredouble og en lidt uventet sejr i mixed double. Derudover blev det to finalepladser i damesingle og damedouble. Den store skuffelse var vores herresingler, hvor vi ikke var repræsenteret i kvartfinalen. Det forklarer måske lidt om den bekymring, jeg indledte beretningen med.

17


Ved U VM i Japan var resultaterne på det jævne. Rent faktisk var det vel kun herredoublen (Daugaard/Christiansen), der indfriede forventningerne med en kvartfinaleplads. Vi fik dog nogle enkelte gode sejre, bl.a. vandt Rasmus Grill over den næstbedste kineser i herresingle, så afstanden til asiaterne er formindsket. På grund af en beklagelig fejl fik vi ikke tilmeldt os til holdturneringen ved U VM. Det gav megen snak og sker næppe igen… Tilmeldingerne til U19 E-turneringerne falder stadig, og flere af sæsonens turneringer har været så små, at det gav tab for arrangørklubben. Faktisk er det kun Gentoftes internationale turnering DJC og DM, der har fuld deltagelse. Som noget nyt vil vi derfor i den kommende sæson prøve med to U21-turneringer, hvor flere årgange kan deltage. U17 Gruppen skal til Holland i slutningen af april for at deltage i 6 nations. Flere af de bedste drenge har i løbet af sæson været og præget U19-rækken, og især i doublerækkerne er der flere spændende typer i aldersgruppen. Hos pigerne er det især førsteårsspillerne, som har været dominerende. U15 For første gang i mange år vandt Danmark ikke holdturneringen ved 8 nations. De franske drenge var for stærke i finalen, og med et uventet nederlag i damesingle blev det til et nederlag på 5-4. Vi tog revanche i den individuelle turnering med fire sejre, kun herresinglerækken smuttede. U13 Der har været flere internationale opgaver i denne sæson. I efterårsferien med Danish Junior Cup, hvor kredshold fra Danmark møder landshold. I februar måned var en gruppe i England for at deltage i en lokal turnering og spille en landskamp mod værterne. Derimod har vi fravalgt deltagelse i Malmøs turnering først på sæsonen. Hold DM og Ungdoms Grand Prix For første gang nogensinde er det lykkes at samle 12 hold til DM i alle årgange fra U13 til U17. Lillerød afviklede for tredje gang Ungdoms Grand Prix, og en stor tak til klubben. Ligeledes en tak til klubberne, som påtog sig hvervet som arrangør af det individuelle DM. Her skal vi til næste sæson finde en fælles måde at arrangere DM på, så vi kan hjælpe de berørte klubber. Afslutningsvis vil jeg gerne takke kontoret i Brøndby for hjælp i løbet af året. Det samme gælder gruppeledere og trænere, som yder en enorm indsats. Alle gør det af stor kærlighed til sporten og dette arbejde er uvurderligt for talentarbejdet. Ole Colberg, Formand Badminton Danmarks Ungdomseliteudvalg

18


SENIORELITEUDVALGET Udvalget består i denne sæson af Ernst Thrane Sportschef Finn Trærup Hansen John Hansen Landtræneren medvirker i sager, der har direkte berøring med spillerne samt seedninger. Sæsonplan Sæsonplanen for 2013/2014 er færdig, og der er stort set det samme antal turneringer som tidligere år. Yonex DM Yonex DM blev i indeværende sæson afviklet i Vejen med deltagelse af det meste af den danske elite. Det ser ud til, at vi har ramt det rigtige koncept med hensyn til deltagerantal. Der var kun ros til arrangementet, og vi må igen rose Vejen for en perfekt afvikling. I år havde vi også her afslutning på den landsdækkende skoleturnering, som har været en stor succes. Grand Prix turneringer Der har været afviklet 2 Grand Prix turneringer i indeværende sæson. Vi vil gerne takke arrangørerne - Aarhus AB samt Greve - for nogle gode arrangementer. Fremover vil der blive afviklet 2 eliteturneringer med tilskud fra Badminton Danmark – 1 øst og 1 vest. Disse kan søges frit, og planlægning og afvikling vil i større omfang blive lagt ud til klubberne, dog stadig med støtte fra SEU. Vi vil stadigvæk anmode klubber/trænere om at prioritere deltagelse i disse turneringer, ligesom vi gerne ser deltagelse af U19- og U17- spillere. For at promovere Mesterrækketurneringerne, som ind imellem har været lidt tyndt besat, vil vi udvide muligheden for deltagelse. International Challenge I maj blev der for tredje og foreløbigt sidste gang afviklet International Challenge turnering i Frederikshavn. Der var deltagelse af 207 spillere fra 19 lande og kampene blev igen vist live på Badmintoneurope.tv. BadmintonPeople Endnu engang skal vi anmode klubber/spillere om at være mere opmærksomme på tilmeldingsfrister/procedurer på BadmintonPeople, da der stadigvæk er for mange, der bliver tilmeldt efter tilmeldingsfristen er udløbet. Man skal ikke regne med, at vi og klubberne i fremtiden laver redningsaktioner. Det kræver meget ekstraarbejde, samtidig med at der i mange tilfælde må rykkes flere gange for at få gebyret betalt.

19


Seniorranglisten Der lavet en ændring i forbindelse med pointgivning i holdturneringen, således at en kamp, der vindes på WO, ikke er pointgivende. Endvidere er spektret for deltagelse i Mesterrækketurneringer udvidet, således at flere spillere på ranglisten vil være spilleberettigede i Mesterrækketurneringer i næste sæson. Tak til: Administrationen, samt trænere og spillere for den gode indsats. John Hansen, Formand Badminton Danmarks Senioreliteudvalg

20


VETERANUDVALGET Veteranudvalget (VETU), som i denne sæson har bestået af Anne Birgitte Nielsen (Søsser), Ellen Aagaard, Helle Sjørring, Morten Aarup og undertegnede, har haft mange udfordrende opgaver i sæsonen. Vi har efter bedste evne forsøgt at videreføre det gode arbejde under elitesektionen i Badminton Danmark, til gavn for den store gruppe aktive elite veteran - (eller som vi hellere vil kaldes) +35 - spillere, som bakker fint op om vore arrangementer. VETU står primært for at arrangere DM individuelt og DM for hold, samt for koordination/udtagelse til internationale arrangementer såsom All England, Nations Cup, EM og VM, til de internationale stævner stiller VETU også holdleder/teammanager til rådighed. EM individuelt 2012 Blev afholdt 17.-22. september i Sofia Bulgarien. Traditionen tro med god medaljehøst til de danske spillere. 3,5 x guld – 5 x sølv – 17+(3x½) x bronze. Stort tillykke til vore europamestre: +35 HS Carsten Loesch +60 HS Per Dabelsteen +50 HD Jan Petersen og Jesper Tolman +55 HD Jesper Helledie/ Dan Travers Skotland Også tillykke til alle de andre medaljetagere. Nations Cup 2012 Blev afholdt i Gillingham, England 8.-11. november. Udover England og Danmark deltog Holland og Sverige. Det lykkedes vores 10 damer og 11 herrer at hjembringe en sølvmedalje efter England, selvom en del af vore spillere måtte spille i yngre aldersgrupper end deres dåbsattester viste. I løbet af stævnet aftaltes det, at Nation Cup skulle afholdes i Holland næste gang i maj 2013. Senere har vi desværre måtte melde afbud til dette arrangement pga. manglende spillertilslutning. Vi håber selvfølgelig på, at vi igen næste gang der afholdes Nations Cup vil være i stand til at stille et hold fra Danmark. DM individuelt 2013 Blev afholdt 16.-17. marts i Randers. Med lige under 200 deltagere var der lagt op til et par spændende dage med ca. 250 kampe.

21


For første gang prøvede vi i lighed med internationale stævner (VM/EM etc.) at afholde mesterskaberne med +70 rækker på programmet, og det var en succes, at det lykkedes at afvikle hele 3 kategorier i + 70 rækken. Så denne række er helt sikkert kommet for at blive. Det var også første gang vi anvendte BadmintonPeople i forbindelse med tilmelding til turneringen, og trods nogen udfordringer, ser det ud til at fordelene ved anvendelse af BadmintonPeople er så store, at dette sikkert også bliver anvendt i fremtiden. I år havde vi også besluttet (efter mange års fravalg) at have Badminton Danmark dommere til finalerne om søndagen. Vi vil i udvalget evaluere om det er noget, vi skal fortsætte med næste år. En stor tak til Randers Badminton, som havde påtaget sig opgaven som arrangør, og til Hanne Gram, Knud Nielsen, Inge Ødum og Lise Lotte Strange for at lede slagets gang i buret. Tillykke til mestrene og VETU håber, vi ses igen til DM 2014. DM for hold 2013 Der blev afholdt hold DM i Helsinge 13. april 2013. Igen i år afvikledes turneringen efter det nye reglement, endda med anvendelse af den nye regel om ”Golden set” et par gange. Der er stadig behov for nogle små justeringer af det nye reglement, som VETU vil se på inden næste hold DM. I år deltog 11 hold, desværre ingen hold fra ”VEST”, hvilket bekymrer VETU, som vil evaluere mulighederne for at få hold fra vest Danmark til at deltage i fremtidige mesterskaber. En stor tak til Helsinge for afholdelsen af dette års hold DM. All England for +35 spillere Den 18.-21. april drager ca. 40 +35 spillere til Milton Keynes i England for at deltage i dette års All England for veteraner. Følg med på VETUs hjemmeside, BadmintonPeople eller på Facebook. VM individuelt 2013 VM spilles i Ankara Tyrkiet 9.-14. september 2013. Andet og fremtid VETU gruppen er bevidste om, at vores gruppe af deltagere kan bliver større og større. Derfor er det essentielt for gruppen at kigge på udvikling af nuværende danske reglementer. I den forbindelse er det vigtigt, at samarbejdet imellem forslagsstiller og beslutningstagere er tæt, således at eventuelle misforståelser elimineres. Et årligt samarbejdsmøde imellem de nuværende 3 parter – Elitesektionen(Rene Toft)/Badminton Danmark/VETU – er blevet afholdt i år, og vil efter VETUs mening være en god ide at fastholde, som et fast punkt på udvalgets kalender.

22


VETU har fremdeles anvendt en stor del af vore ressourcer (budget og tid) på de større internationale og danske aktiviteter/opgaver, men også prioriteret information til og fra vore aktive +35 højt. Initiativer såsom Facebook-gruppe, fornyet layout på Badminton Danmarks VETU hjemmeside og anvendelse af BadmintonPeople er blevet fuldt implementeret, og VETU har fået stor ros fra de aktive og disse tidskrævende informations aktiviteter. VETU vil opfordre alle +35 spillere til at blive medlem af BadmintonPeople og vores Facebook-gruppe. VETU bistår gerne, hvis der opstår problemer. Jeg har af personlige årsager valgt at stoppe som formand efter denne sæson, da jeg ikke i fremtiden vil kunne lægge den fornødne tid i opgaven som VETU formand. Jeg er dog af den klare overbevisning at repræsentantskabet nok skal finde en kvalificeret afløser, som sammen med det tilbageværende udvalg vil være i stand til at videreføre/videreudvikle arbejdet for +35 spillerne i Badminton Danmark. VETU vil gerne takke jer spillere for jeres engagement og store opbakning til vores aktiviteter, og vi håber, at vi i samarbejde med jer kan tilbyde nogle sportsligt udfordrende og socialt hyggelige arrangementer til glæde for badminton sporten. Også en tak til Badminton Danmarks sekretariat og specielt Kim Hansen for stor hjælp med afvikling af VETUs aktiviteter. Til slut skal lyde en kæmpe tak til VETU medlemmerne for deres utrættelige indsats for +35 badminton i Danmark. Peter Mikkelsen, Formand Badminton Danmarks Veteranudvalg

23


HOLDTURNERINGSUDVALGET Årets finale blev for første gang i 2000-tallet ikke afviklet på Frederiksberg, men var af kapacitetsmæssige årsager henlagt til Farumhallen, hvor tilskuerne i en udsolgt hal blev vidne til endnu en medrivende DH-finale. TSS sikrede sig for mesterskabet for andet år i træk og igen i år skulle der et Golden Set til før mesterskabet var i hus, denne gang med en sejr over SIF, der af mange var betragtet som forhåndsfavoritter til titlen inden sæsonen startede. Joachim Fischer viste med sin sædvanlige fightervilje sammen med Nadiezda Zieba hvor mesterskabet skulle hen i et GS, hvor de fra start til slut dominerede kampen og SIF må vente mindst én sæson før det første mesterskab i mange år kan komme i hus. Greve imponerede ved at tage deres 10. medalje i træk ved at slå VEB i bronzematchen. Det traditionelle møde med mellem klubberne og HU/René Toft blev igen i år afholdt under Yonex Denmark Open. Formålet er jo at give klubberne mulighed for at komme frem med synspunkter og ønsker om ændringer af DH-reglementet både på overordnet strukturelt plan og det mere detaljerede niveau. 13 klubber var i år repræsenteret, et tal der gerne må øges væsentligt, da mødet kan ses som et talerør for klubberne overfor forbundet. Desuden var såvel næstformanden som formanden for forbundet til stede. Et gennemgående punkt på disse møder er, hvorvidt vi har den rigtige turneringsstruktur, såvel helt i toppen, Badmintonligaen, som i Danmarksserien. Konklusionen på dette årsmøde var, at mødedeltagerne ikke mente, der var baggrund for ændringer, hverken i holdstørrelser eller i turneringsform, se i øvrigt René Tofts beretning. Forslaget om en landsdækkende fælles holdturnering blev gennemgået og der var stor tilslutning til, at der bliver udarbejdet et ensartet regelsæt for hele landet, hvilket der sidenhen er blevet arbejdet på. Derimod var der en del debat omkring administrationen af denne og der kunne ikke opnås konsensus på dette punkt. Der skal herfra opfordres til, at klubberne benytter dette talerør overfor BD, da erfaringen viser, der er en god og frugtbar dialog og der med mange fremmødte klubber hurtigt kan gennemføres en ”mini høring”, der kan føre til, at mødets konklusioner hurtigt kan føres ud i livet. Igen i denne sæson har vi haft et stort antal protester, dog med en noget anden sæsonmæssig fordeling end vi er vant til, idet vi allerede efter fire runder havde haft fire protester, hvilket aldrig er sket før (protesterne kommer som regel først, når grundspil eller slutspil ”spidser til”). Igen i år vedrører en stor del af protesterne nulspillere og er således af en ”klassisk” natur, tilbage fra før ranglisternes indførelse. Noget kunne tyde på, at der ikke er hundrede procents opmærksomhed på, at nulstilling ikke er en fritagelse fra styrkemæssig opstilling, men snarere det modsatte, da der er ekstra fokus på nulspillere i en holdopstilling.

24


Der har i sæsonens løb været en række sager i forbindelse med DH-matcher, der tidligere har været svært placerbare, da de har været af en opførselsmæssig natur og således ikke lige til at indplacere i forhold til vore reglementer. Disse sager er på fin vis blevet behandlet i disciplinærudvalget. Til slut vil jeg gerne påskønne et særdeles fint samarbejde med DH-klubberne og Ligaforeningen og takke HU, vor mand på kontoret, Kim Hansen, og vor mand i Hovedbestyrelsen, René Toft, for endnu en travl og god sæson. Peter Locht, Formand Badminton Danmarks Holdturneringsudvalg

25


INTERNATIONALT UDVALG Internationalt udvalg (INTU) har til opgave at deltage i de forskellige politiske sammenhænge i Nordisk Badminton Kongres, Badminton Europe og Badminton World Federation (BWF). Herudover skal INTU forsøge at få dansk badminton repræsenteret i internationale sammenhænge, både i bestyrelser og arbejdsgrupper. Her har vi den forløbne sæson først og fremmest haft Poul-Erik Høyer som præsident for Badminton Europe og Torsten Berg som BWF-vicepræsident for Europa. INTU vil til den kommende sæson præsentere HB for en strategi for, hvordan vi bedst og bredest muligt søger at give Danmark indflydelse fremover, herunder hvordan vi rekrutterer nye, interesserede personer til at indgå i det internationale arbejde. På mødefronten var INTU sidst i maj måned til BWFs årsmøde i Wuhan, Kina, hvor det bl.a. blev vedtaget, at der ved fremtidige årsmøder ikke længere kan gives fuldmagt til andre end ansatte eller frivillige i det nationale forbund. Herudover blev Tom Bacher hædret og fortjent udnævnt til Honorary Life-Vicepresident i BWF i anerkendelse af Toms arbejde gennem 24 år i IBF/BWF. I november 2012 var vi til det årlige møde i Nordisk Badminton Kongres, denne gang i Oslo. På dette møde samles de nordiske nationer for at drøfte nordiske interesser og give hinanden sparring i det daglige arbejde. Her blev vi enige om at bakke op om en ansøgning om at afholde en årlig nordisk Para-Badminton turnering, der i 2013 afholdes i Finland. Turen gik i april 2013 til Bratislava, Slovakiet, hvor Badminton Europe afholdt deres årsmøde. På mødet fik Badminton Europe mulighed for at anskaffe sig fast ejendom til brug for administrationen. Et forslag, som vi på forhånd havde gjort bestyrelsen opmærksom på, at vi ikke var fortalere for. Vi valgte dog ikke at stemme imod, da vi ikke ville udtrykke uenighed med bestyrelsen på mødet. Poul-Erik Høyer blev genvalgt som præsident uden modkandidater, mens der var kampvalg om en vicepræsidentpost, der gik til Andrei Antropov fra Rusland i stedet for den hidtidige vicepræsident Hans Lenkert fra Sverige. Om aftenen var der gallamiddag, hvor en række danske spillere var nomineret som Årets Spillere, og vores OL-sølvmedaljevindere, Mathias Boe og Carsten Mogensen, blev fortjent hyldet for bedste mandlige præstation i 2012. Kirsten Larsen blev pga. sit arbejde i BDs 2016damesingle projekt belønnet med en Women in Badminton pris - og endelig blev Erland Kops fortjent den første danske spiller i Badminton Europes Hall of Fame. I skrivende stund er et fantastisk vellykket årsmøde i BWF blevet afviklet i Kuala Lumpur. Et spændende præsidentvalg mellem Justian Suhardinata fra Indonesien og vores Poul-Erik Høyer endte med valg af Poul-Erik med stemmerne 145-120. Samtidig blev alle 9 europæiske kandidater til bestyrelsen genvalgt, og det tyder på, at bestyrelsen kan fortsætte de sidste fire års gode arbejde. Kvinderepræsentationen i BWFs øverste ledende organ blev samtidig forøget med 200 % (fra to til seks).

26


Poul-Erik får de kommende år en udfordrende og spændende opgave som BWF-præsident, og i bestyrelsen har han ikke mulighed for at få råd og vejledning fra Torsten Berg ved møderne, da Torsten valgte ikke at genopstille efter 28 års arbejde i IBF/BWF. En stor tak til Torsten for det store og uegennyttige arbejde, hvor Torsten til stadighed har arbejdet for badmintonsportens bedste. Forhåbentlig kan INTU fortsat trække på Torstens store viden og erfaring. Klavs Andreassen, Formand Badminton Danmarks Internationale udvalg

27


DISCPLINÆRUDVALGET Udvalget har i beretningsperioden afholdt 6 møder og behandlet tre sager. I den første sag blev en holdturneringsspiller tildelt en advarsel for gentagne gange med hævet ketcher at have truet sin modstander med at slå ham i hovedet. Ved sanktionsudmålingen blev det tillagt vægt, at den indklagede med rette kunne føle sig provokeret og chikaneret af modspillere og tilskuere. Disciplinærudvalget understregede i øvrigt i kendelsen, at den arrangerende klub har pligt til at sikre en ansvarlig afvikling af holdturneringskampe, og at denne pligt også omfatter rettidig indgriben over for usportslig, chikanøs og truende adfærd fra spillere eller tilskueres side. I den anden sag blev en holdturneringsspiller tildelt 4 spilledages karantæne for groft nedsættende ytringer over for dommeren under og efter en kamp og for at have spyttet på dommerens hånd efter kampen. Den tredje sag vedrørte en spillers utilbørlige optræden under en international turnering. Ved afslutningen af en tabt kamp spyttede spilleren i hånden, før han rakte den til sin modstander. For hermed at have skadet Badminton Danmarks anseelse i udlandet blev spilleren ikendt karantæne indtil 1. august 2014 fra deltagelse i badmintonturneringer i udlandet, karantæne indtil udgangen af 2013 fra deltagelse i individuelle åbne turneringer i Danmark samt én spilledags karantæne i holdturneringen. Det blev ved sanktionsudmålingen anset som skærpende omstændigheder, at den foretagne handling var egnet til at krænke og ringeagte modstanderen, og at den indklagede holdturneringsspiller i 2011 havde modtaget henholdsvis en advarsel og to spilledages karantæne for utilbørlig opførsel. Kendelsen er efter påklage stadfæstet af Danmarks Idræts Forbunds Appeludvalg. Mogens Ginnerup-Nielsen, Formand Badminton Danmarks Disciplinærudvalg

28


APPELUDVALGET Udvalget har i den forgangne periode bestået af Torsten Berg, Hans-Henrik Fløe og Hans Birkholm. Udvalget har i perioden fra den 1.5.2012 til den 30.4.2013 haft 1 appelsag til behandling. Appellen blev imødekommet, og appellanten fik således ret i sin appel. Hans Birkholm, Formand Badminton Danmarks Appeludvalg

29


BADMINTON BORNHOLM Arbejdet i Badminton Bornholm har igen i denne sæson været præget af mangel på organisatoriske kræfter. Bestyrelsen består fortsat af de samme blot tre personer – hvoraf kun de to formelt er valgt - og en egentlig formand har vi stadig ikke. Ingen af os i bestyrelsen er imidlertid politisk interesserede og foretrækker “indsatsen i hallen” - derfor har vi været fraværende til stort set samtlige møder “på den anden side af vandet”. Til gengæld har vi nogle trofaste sponsorer, et aktivt ungdomsudvalg, nogle aktive klubber og forældre, og en god portion “ad hoc” personer, som alle er med til at sikre, at der alligevel bliver holdt gang i aktiviteterne - og det er det vigtigste! I starten af sæsonen var vi (i forbindelse med et ungdomsstævne i Nordlandshallen) vært for et arrangement, hvor Badminton Danmark havde sendt et team af udviklingskonsulenter. De afholdte i løbet af dagen en række workshops og fortalte om det at være aktiv som træner/leder indenfor badminton. Intentionen var, at de forældre (der alligevel var i hallen) kunne bruge tiden til at lære noget og tilegne sig nogle værktøjer som frivillig træner/leder. Alt i alt et fint arrangement, som vi godt kan gentage i kommende sæson – evt. lidt længere inde i sæsonen. Holdturneringen har – med lidt småjusteringer i rækkesammensætning - været afholdt stort set som den plejer. I alt var der tre seniorrækker og seks ungdomsrækker, og alle rækker blev gennemført tilfredsstillende (kun få aflysninger og frameldte hold). Vi valgte til denne sæson, at droppe vores eget online system til resultatindberetning og benytte BadmintonPeople (BP), også til detailresultater. Det har været forbundet med en del vanskeligheder, idet klubberne ikke har været gode til at få oprettet alle deres spillere i BP (specielt i senior-rækkerne). Der er derfor alt for mange indberetninger enten helt uden detailresultater, eller hvor spillerne er opgivet som “Ukendt”. Kredsen har tilbudt ekstra fælles-træning til de bedste ungdomsspillere - fem forskellige ugentlige træningspas med forskellige målgrupper. I alt lidt over 50 forskellige spillere har deltaget i disse træninger. Der er stor fremgang at spore blandt deltagerne, og specielt på kvinde-siden er der fortsat mange rigtigt gode spillere på vej – det halter lidt mere på herresiden. Igen i år vil vi afholde hal- og styrketræning hen over sommeren for de bedste spillere. Vi har sendt en del ungdomsspillere afsted til turneringer i det øvrige land i sæsonen, der er gået. Antallet af individuelle rejser er dog af økonomiske årsager blevet beskåret lidt i forhold til tidligere år. Til gengæld har vi haft hold med i Københavnskredsens bedste U13, U15 og U17 rækker, hvilket økonomisk giver mere “bang for the bucks” (ingen overnatninger og fyldte biler hver gang). Desuden lykkedes det at skaffe sponsorer til alle holdene – tak til dem!

30


Resultatmæssigt er det gået fint, også selvom vi måtte opgive at møde til kampene i den sidste holdrunde, fordi færgen blev aflyst pga. storm. Ø-holdet klarede sig – som forventet – ikke så godt, og sluttede tredjesidst i nedrykningsspillet i Danmarksserien. Vi har ganske enkelt ikke kunnet følge med på herresiden, hvor vi over de sidste par sæsoner har mistet 6-8 gode spillere, som er flyttet fra øen. Holdet har derfor bestået af en blanding af U17 og 35-45+ spillere. Damerne (pigerne) har til gengæld klaret det rigtig flot, selvom gennemsnitsalderen næppe er over 17. De unge spillere (af begge køn) er heldigvis modnet meget i år, og vi har forhåbninger om, at vi til næste år vil kunne klare os lidt bedre. En række af vores ellers trofaste dommere har desværre valgt at stoppe. Vi er nu blot fire dommere (heraf en kredsdommer) tilbage på Bornholm. Et passende antal set i forhold til antallet af udkald i et “normal-år”. Dog kan det godt gå hen at blive lidt svært, hvis vi skal afholde U13 DM til næste sæson – men mon ikke vi så kan trække lidt på nogle af “de gamle” alligevel. Bornholms Regionskommune har politisk valgt at inddrage det Bornholmske “Idrættens hus” til andre kommunale formål. Det har betydet, at idrætsforeningerne på Bornholm (inkl. Badminton Bornholm) har måttet rømme lokalerne på Helsevej, hvor vi ellers i en længere årerække har haft kontorfællesskab med bl.a. DHIF, DBU, DGI mfl. Vi har benyttet lejligheden til helt at droppe at have møde-/kontorlokaler, og i stedet flyttet alle vores ting til Åkirkebyhallen, som velvilligt har stillet et skab til rådighed til formålet! Kredsens økonomi led et stort knæk sidste sæson (vi mistede uventet, hvad der svarer til to hovedsponsorer). Det betød, at vi startede indeværende sæson med et lille minus, og vi har derfor måtte spænde livremmen alvorligt ind og vende hver en øre. Det er til gengæld lykkedes så godt, at vi (i skrivende stund) ser ud til at slutte sæsonen med et pænt lille plus på kontoen. Flere af de lokale sponsorer bakker heldigvis stadig op om kredsens ungdomsog elitearbejde, og der skal lyde en stor tak til dem! Lars Wichmann, Repræsentant Badminton Bornholm

31


BADMINTON FYN Beretningen omhandler perioden 1. september 2011 til 31. august 2012. Det vil imidlertid være nærliggende at omtale begivenheder, der også har fundet sted efter 1. september 2012 frem til aflevering af denne beretning den 17. marts 2013. På grund af strukturen i BF er bestyrelsens beretning meget overordnet, hvorimod udvalgenes beretninger går mere i detaljer. Det har været et flot sportsligt år for Badminton Danmark (BD) og jeg vil fremhæve et enkelt sportsligt resultat. Ved OL i London vandt Mathias Boe, OBK en sølvmedalje. Stort til lykke til Mathias og OBK. Ellers er der sket rigtig meget det sidste år, specielt på det organisatoriske område. Her skal nævnes de væsentligste nye tiltag:  De otte kredse og forbundet har fået ensartede hjemmesider.  Alle kredse har skiftet navne – Badminton Fyn, Badminton Sjælland osv. Dermed signaleres, at vi er én enhed med fælles mål.  BadmintonPeople er fuldt integreret og det er vores indtryk, at klubberne er meget glade for det nye system.  ”Flere giver mere” projektet i samarbejde med DIF kører rigtig godt. I øjeblikket er 68 nye klubber blevet medlemmer af BD, herunder også flere nye fynske klubber. Udfordringen er nu at udvikle aktiviteterne i BD, så de nye klubber og medlemmer også ønsker medlemskab, når ”gratis perioden” ophører. Vi afventer spændte den nye medlemsopgørelse, som offentliggøres den 10. april.  På BDs repræsentantskabsmøde den 8. juni skal en række forslag om fælles aktiviteter behandles. Det omhandler bl.a. nyt kontingentsystem, fælles holdturnering, fælles mesterskaber og sommerlejre Forslaget til nyt kontingentsystem lægger op til:  At der kun opkræves et fælles kontingent til både forbund og kreds.  At klubberne fremover skal betale kontingent efter deres forbrug af forbundets og kredsenes tilbud.  At klubber, der kun benytter få af tilbuddene, vil få et meget billigt kontingent.  At vi fremover ikke har B-medlemsskabsklubber. Forslaget om de øvrige initiativer indeholder i første omgang:  Holdturnering for seniorer afvikles efter fælles regler fra DH til Serie 1.  Opbakning til fælles mesterskaber.  Sommerlejre i alle kredse.

32


Alle forslag er sendt til høring i klubber og kredse. På vort Repræsentantskabsmøde vil vi uddybe de enkelte forslag. Endelig arbejdes der på at udbyde en fælles holdturnering for ungdom i hele Danmark, som også giver deltagerne individuelle point. På initiativ fra BF er der indledt et tættere samarbejde med de jyske kredse. I første omgang betyder det en centralisering af dommerudkald for to af de jyske kredse og Fyn, samt fælles bedømmelse af dommere i de samme kredse. Det samarbejde iværksættes fra den kommende sæson. Endelig samarbejdes der nu om at udvikle et koncept for venskabsklubber for ungdom. Tak til de fynske badmintonledere for et godt samarbejde, og det store frivillige arbejde, der udføres for badmintonsporten. En stor tak til forbundet for godt samarbejde og tak til de ansatte på kontoret i Brøndby, som brænder og knokler for badminton. Tak til bestyrelses- og udvalgsmedlemmer i BF for rigtig godt og konstruktivt samarbejde. Endelig også en stor tak til vores webmaster Lars Lyskjær. Martin Andersen, Formand Badminton Fyn

33


BADMINTON KØBENHAVN Bestyrelsen Bestyrelsen har bestået af Arne Jensen – formand, Morten Bilberg Rasmussen – næstformand, Torben Aagaard – kasserer, Hanne Nielsen – Veteranudvalg, Lars ParadesUSU, Lars Holmberg – Seniorudvalg, Niels Holm Mortensen – dommerrepræsentant og med deltidsansat sekretær Karina Sørensen. Regnskab KBKr Resultatet for 2011/12 udviste et mindre underskud på ca. kr. 38.700. Underskuddet skyldes især ansættelse af personale, og nedgang i medlemstallet. Medlemstal Kredsen oplever nu en tilgang af badmintonspillere på 390 siden sidste år, så antallet er sneget sig over de ti tusinde og er nu 10.078 fordelt på kredsens i alt 51 klubber. En stor del af kredsens klubber gør en stor indsats på børne- og ungdomsområdet KBKr – aktiviteter Der har i efteråret som noget nyt været afholdt kredsmesterskaber for ungdom A-, B-, C-, Drækker den 1. & 2. december 2012. Der har ligeledes været afholdt kredsmesterskaber for ungdom på elite- og M-rækkeniveauer Holdturneringen har været afviklet via BadmintonPeople, men ikke uden en del vanskeligheder. Claus Eskildsen har forsøgt at hjælpe klubberne i gang – især var det i starten svært at downloade holdsedler, så en del kampe blev afviklet efter håndskrevne skemaer. De fleste ”børnesygdomme” synes nu overstået, men desværre var der en for stor andel holdledere der gav op, men vi håber at få dem med igen. Claus takker hermed af som holdturneringsadministrator KBKr har fået tilsagn fra Tryg-fonden om afholdelse af 9 x 6 timers førstehjælpskurser, som klubberne kan gøre brug af helt gratis. Tværfagligt Idrætsforum i København (IFK) Kredsen deltager i et tværfagligt Idrætsforum med Københavnske idrætsforbund med det formål at være ”talerør” på idrættens vegne overfor Købehavns kommune, især med henblik på koordinering af kommunens idrætsfaciliteter og sportsevents i København. FKI vil især fokusere på den kulturarv, der ligger i frivilligt foreningsarbejde i den organiserede idræt og sikre, at der forsat fokuseres på gode vilkår for frivilligt ledere og trænere samt breddeidræt. Arne Jensen, Formand Badminton København

34


BADMINTON LOLLAND-FALSTER Kredsen ændrede navn fra Lolland-Falsters Badminton Kreds til Badminton Lolland-Falster i november måned, og kredsen tæller i dag 29 klubber med en forventning om en lille medlemsstigning, da flere klubber har meddelt stigende antal ungdomsspillere. Målsætningen om at nå bedre ud til klubberne, mener vi er lykkes. Vi er dog stadig obs på, at der endnu er en stor opgave i at få budskaberne helt ud til de enkelte målgrupper/medlemmer. På kredsens repræsentantskabsmøde i marts skete der to udskiftninger i bestyrelsen, som er på syv personer, men enkelte poster i diverse udvalg er vakant. Kredsformanden har i sæsonen også varetaget USU-formandsposten. Kredsens aktivitetstilbud: Det udbudte aktivitetstilbud fra kredsens udvalg var igen i år pænt stort og kun to aktiviteter aflyst pga. manglende tilslutning. Holdturnering og kredsmatch for ungdom-, senior- og veteranspillere er gennemført med stigende deltagerantal. Kredsmatch afviklet i tre og fire kategorier med meget flot deltagerantal. Tre seniorhold har deltaget i Sjællandskredsens holdturnering og et U15B kreds mixhold samt et U15A klubhold fra Stubbekøbing. Fra næste sæson er kredsen igen repræsenteret i Danmarksserien med et hold fra Ønslev Eskilstrup Badmintonklub. Familiebadminton i Nakskov og Nr. Vedby blev begge gennemført med rimeligt antal deltagere. Ældrebadminton blev afviklet de planlagte tre gange med deltagerantal på mellem 75 og 90 pensionister. Ladies Cup lykkedes det igen at få gennemført med et flot deltagerantal. Et nyt tiltag, ”Engelsk Double” og den populære Julecup gennem 17 år kunne ikke gennemføres pga. manglende deltagerantal. Begge forsøges igen i den nye sæson. Kursus: Teknika/miniton afviklet en gang og et inspirationskursus med fokus på doublespil med instruktør Martin Lundgaard. Kredstræning for de bedste U13, U15, U17 spillere, 10-12 gange i sæsonen med deltagelse af ca. 20 udvalgte spillere. En indsats som har højnet det sportslige niveau, men vi har stadig for lidt A, M og E spillere i kredsen. Udviklingskonsulenten: Kredsens udviklingskonsulent, Linda Nielsen, har besøgt mange klubber og deltaget i enkelte bestyrelses- og udvalgsmøder, således at samarbejdet er tæt og informativt.

35


Vi ser fortsat frem til et nytterigt og resultatgivende samarbejde. Et af klubbesøgene har bl.a. medført, at klubben er vært ved et åbent ungdomsstævne i den kommende sæson. BadmintonPeople er ved at blive kendt og brugt af flere, kun få tilmeldinger ved ungdomskredsmatch kom uden om BadmintonPeople, men det er fortsat en stor udfordring, især for veteraner og pensionister. BadmintonPeople er godt og effektivt, men procedurerne må ikke blive så fastlåste, at det udelukker nogen for deltagelse i aktivitetstilbuddene. Synlighed: Klubbernes og kredsens aktiviteter har været rigtig pænt omtalt i den lokale avis Folketidende med mange artikler og billeder. Kredsens hjemmeside bliver brugt mere og mere og rigtig mange klubber har deres egen hjemmeside, således at tilflyttere og øvrige badmintoninteresserede nemt kan finde oplysning om badmintonsporten på Lolland-Falster og Møn. Fremtiden: Strukturen i vores kreds er præget af mange små klubber på et lille geografisk område, derfor ser vi, at der allerede nu og i fremtiden sker fusioner/samarbejde blandt tætliggende klubber. Dette kræver færre bestyrelser og dermed færre personer, men også en udfordring omkring fordeling haltimer. Klubberne skal også blive bedre til at stille krav til forældrene, inddrage dem i Ad-hoc opgaver til aflastning af den faste bestyrelse, hvilket vil medføre nemmere rekruttering til bestyrelserne. Et nyt mål er at få uddannet nogle flere ungdomstrænere således, at vi bedre kan fastholde og øge antallet af ungdomsspillere ved at tilbyde kvalitetstræning. Dette afspejler sig tydeligt i de klubber, der har dygtige trænere. Økonomien i kredsen vil bliver yderligere udfordret med indførelsen af det nye kontingentsystem, især i en lille kreds som vores, og følger medlemstallet DIF’s prognose, vil kredsen ikke kunne fortsætte som en selvstændig kreds, men nødsaget til at fusionere. Kurt Wiell, Formand Badminton Lolland-Falster

36


BADMINTON MIDTJYLLAND Kredsen har også i år afviklet en hel masse aktiviteter, både på ungdom, senior, veteran og dommerområdet. Se mere herom i aktivitetsberetningerne. På det organisatoriske område ændrede vi jo sidste år vores organisationsform, så vi beskar antallet af bestyrelsesmedlemmer. Til gengæld udvidede vi antallet af vores aktivitetsledere ved, at der efterfølgende blev udpeget 10 nye aktivitetsansvarlige. Udgangspunktet har været, at vi oplever, at der er mange, der vil være behjælpelig med afgrænsede aktivitetsopgaver, men færre ønsker at blive inddraget i det mere brede bestyrelsesarbejde. Vores egen oplevelse er, at organisationsændringen har været en succes. Med færre bestyrelsesmedlemmer har alle udvist engagement i de mere overordnede drøftelser i kredsbestyrelsen, og de nye aktivitetsledere har taget over med opgaverne på bedste måde. Det har også været meget glædeligt, at stort set alle de personer, som vi prikkede på skulderen, har givet en positiv tilbagemelding på at påtage sig de beskrevne opgaver. Vi håber også, at klubledere har oplevet den nye organisationsændring positivt. Det vil vi selvfølgelig gerne have nogle tilbagemeldinger på i forbindelse med årsmødet. Administrativt har Hanne Gram som sædvanligt varetaget opgaverne på bedste måde. Vi har i 2012 fået ansat en udviklingskonsulent på deltid, Jesper Christiansen. Han har haft fokus på at understøtte det nordvestjyske område. Sammen med Kirsten Leth og Carsten Jensen har han også være meget aktiv i forbundets projekt: ”Flere giver mere”. På landsplan har projektet medført en rekruttering af 70 nye medlemsklubber. De 30 nye klubber kommer fra det midtjyske område!! På forbundsplan har der været fokus på et nyt kontingentsystem og på fælles aktiviteter, der er ens over hele landet. Det nye forslag til kontingentsystem er beskrevet mere uddybende på badminton.dk. Meget kort kan det forklares ved,  at der kun opkræves et fælles kontingent til både forbund og kreds  at klubberne fremover skal betale kontingent efter deres forbrug af forbundets og kredsens tilbud  at klubber, der kun benytter få af tilbuddene, vil få et meget billigt kontingent  at det billige kontingent medfører, at vi ikke fremover vil have B-medlemskaber af forbundet. B-medlemskabsordningen blev oprettet, da der var klubber, der syntes kontingentbetalingen pr. medlem var for dyr.

37


Fælles aktiviteter over hele landet vil i første omgang være  Holdturneringen for senior skal afvikles efter fælles regler fra DH- serie 1.  Opbakning til fælles mesterskaber  Motion i centrum  Badminton på toppen  Sommerlejre Derudover arbejdes der på, at der udbydes en landsdækkende holdturnering for ungdom, som også giver deltagerne individuelle point. Motion i centrum, Badminton på toppen og sommerlejre vil være nye aktiviteter for vores kreds. Vi ønsker derfor at få udpeget nogle aktivitetspersoner, der sammen med vores udviklingskonsulenter kan være klubberne behjælpelige med at igangsætte de nævnte tiltag. Jeg vil gerne runde årets beretning af med at sige tak til  alle klublederne for et godt samarbejde igennem året  alle vores nye aktivitetsledere, der er startet rigtigt godt op  bestyrelsesmedlemmerne for en god indsats  vores dygtige medarbejdere for deres kompetente arbejde  gode samarbejdspartnere i forbundet Jens Dall-Hansen, Formand Badminton Midtjylland

38


BADMINTON NORDJYLLAND Badminton Nordjylland fik reelt ny bestyrelse ved det ekstraordinære repræsentantskabsmøde i september 2012. Med indvælgelse af ny formand og nyt medlem var det som at starte forfra. Badminton Nordjylland har haft en periode med en del aktiviteter, og med alt for meget arbejde lagt på få frivillige. Det var en forudsætning, at denne situation blev ændret, og det er sket med ansættelse af en sekretær på deltid. Vi meldte ud fra starten, at vi tror på en organisation, hvor vi ansætter til de tunge administrative funktioner og bruger de frivillige til det politiske arbejde, og frem for alt til det, det hele drejer sig om: aktiviteter. Vi vil også fremover arbejde ud fra denne strategi – også i form af vort politiske arbejde i forhold til Badminton Danmark. Som en del af beretningen vil vi gerne nævne, hvad det er vi står for, idet det måske forklarer nogle af beslutningerne – og gør det tydeligt, hvilken bestyrelse I evt. genvælger: Vi ved, at Badminton Nordjylland har stolte traditioner for både spillere på højeste plan, og rigtig mange aktiviteter for dem, der har vores sport som en fritidsfornøjelse. Hvis vi skal leve op til de traditioner, skal vi finde nye veje. For der er brug for, at vi får flere medlemmer og der er brug for, at vi ved gensidig hjælp sikrer udbredelsen ved hjælp af mange klubber med mange spillere og mange aktiviteter – i en tid hvor det er sværere end før at finde de frivillige, der skal organisere dette. Vi tror på udbredt klubsamarbejde i små netværk sådan, at det enkelte netværk både kan hjælpe hinanden med klubbernes organisation, og med at sikre tilbud og aktiviteter i lokalområdet. Det er kredskonsulenterne allerede i gang med, bl.a. med netværk omkring Jammerbugt, Frederikshavn og Brønderslev. Målet er, at alle områder indeholder sådanne netværk – til gensidig gavn for de frivillige ledere, for de aktive spillere, og for de forældre der i sidste ende er afgørende for, om vi kan blive ved med at rekruttere børn til vores sport. Ungdom  Vi har deltaget i kredsmatch for U11 – men i år ikke i Danish Junior Cup. Der har deltaget 163 hold for ungdom.  Vi har afviklet lejre med deltagelse af over 80 spillere og badmintonskoler med deltagelse af over 1.900 begynderbørn. Senior  126 deltagende hold under Jyllandsserieniveau

39


Trænere  Vi oplever stadig mangel på trænere. Vi har sågar oplevet steder, hvor medlemstilgangen måtte stoppes pga. trænermangel. Det er derfor vigtigt, at alle klubber tænker på at få trænere på kurser. Der er både mulighed for centralt udbudte kurser og lokale kurser i netværk. Dommere  Kredsen har også i år uddannet nye dommere (Seks i alt) Ledere  Der har været afviklet et kursus for klubledere – og der har været arbejde med og for klublederne i de føromtalte netværk. Vi har fokus på, at det skal være nemt at være klubleder og vil gøre, hvad vi kan for at denne tankegang præger hele organisationen. Tak til alle jer frivillige, der er med til at gøre badmintonsporten til den bedste sport for alle. Gitte Paulsen, Formand Badminton Nordjylland

40


BADMINTON SJÆLLAND Sæsonen 2012/2013 er næsten overstået, og som formand vil jeg først og fremmest se tilbage på, hvad der er sket i Badminton Sjælland siden sidste beretning – den første sæson med nyt navn. Vi har mange gode aktiviteter, som vi afvikler fornemt med passende deltagelse fra vores medlemsklubber. Dem kan du læse meget mere under beretningerne fra de enkelte udvalg. Vi er heldigvis begunstigede med mange ildsjæle, både på kreds- og klubplan og i regi af Badminton Danmark. Sådanne personer kan badminton slet ikke undvære, men vi hører ofte fra klubberne, at det er vanskeligt at finde tid og/eller personer til at videreudvikle på aktiviteter eller igangsætte nye. Mange forsøger først og fremmest at finde personer til at klare de bestående aktiviteter. Hvordan skal badminton organiseres fremover Gennem de senere år har bestyrelsens beretning handlet en del om arbejdet med organisationsudviklingen i forbindelse med Fremtidens Badminton. Imidlertid var der ikke på Badminton Danmarks årsmøde i juni 2012 kvalificeret flertal for Hovedbestyrelsens forslag om, at klubberne fremover skulle være direkte medlemmer af Badminton Danmark frem for af kredsene, og derfor valgte Hovedbestyrelsen at trække en række af de øvrige forslag, så Hovedbestyrelsen kunne revurdere forslagene til ændret organisation. I løbet af den forløbne sæson har arbejdsgrupper arbejdet intenst med dels forslag til en ændret kontingentstruktur og dels samarbejdsaftaler mellem Badminton Danmark og de 8 kredse om fælles og/eller landsdækkende aktiviteter. Badminton Sjælland deltager gerne i arbejdet med fælles og/eller aktiviteter og fælles regelsæt for holdturneringen, da det vil være til gavn for hele Badminton Danmark og dermed også de sjællandske klubber. Mange af detaljerne i det forslag om ændret kontingentstruktur, som I klubber har fået udsendt, har bestyrelsen i Badminton Sjælland også været enige i, men det er i sidste ende kredsenes medlemmer, dvs. klubberne, som skal vedtage ændrede kontingentbestemmelser, og derefter de delegerede på Badminton Danmarks årsmøde – og det forhold, syntes vi ikke, fremgik af det materiale, som var blevet udsendt til samtlige klubber. Efterfølgende har vi haft et konstruktivt møde med Badminton Danmark, hvor Anders Nielsen på vores vegne havde udarbejdet et alternativt forslag. Efter det oprindelige forslag ville fordelingen af kontingenter tilbage til Badminton Sjælland på sigt blive væsentligt nedsat, hvis sammensætningen af vores medlemsklubber også fortsat har samme struktur – nemlig at de sjællandske klubber gennemsnitligt har flere medlemmer i forhold til gennemsnittet for Badminton Danmark. Medlemstal De vigende medlemstal – og ønsket om at komme ud mere bredt i Badminton Danmark – er en af årsagerne til projektet Flere giver mere – klubberne i centrum er iværksat.

41


Vi har ikke modtaget de endelige medlemstal for klubberne fra DIF i skrivende stund, men de foreløbige tal viser desværre et fortsat svagt fald i medlemstallet i de sjællandske klubber. Til gengæld har den nye fælles indberetning af medlemstal til DIF og DGI betydet, at langt hovedparten af de sjællandske klubber har fået indberettet medlemstal rettidigt, og vi håber også, at klubberne har følt, at det var en administrativ lettelse. Klubberne bør huske at trække på Badminton Danmarks udviklingskonsulenter, hvis I fx har behov for en snak om, hvordan I udvikler nye aktiviteter i klubberne, tiltrækker nye medlemmer eller fastholder de bestående, eller hvordan I tiltrækker/fastholder ledere. Der er to udviklingskonsulenter, der har Badminton Sjælland som et af deres indsatsområder, Linda Nielsen og Pernille Fløjstrup Andersen. Administration og de frivillige i SBKr Sædvanen tro har de ansatte i Badminton Sjælland ydet et flot stykke arbejde igen i denne sæson. Anders Hebo følger op på vores økonomi ved at varetage bogføring, opkrævninger og holde styr på vores debitorer, og Siv Jønsson har flot overtaget administrationen af holdturneringen på BadmintonPeople efter Ulla Maltesen. Udvalgene i Badminton Sjælland har hver især også flot klaret deres opgaver og arrangementer, med god støtte af vores administration og forskellige personer til ad hoc opgaver. I år må vi desværre tage afsked med Mette Bjersing fra bestyrelsen, og bestyrelsen har ikke fundet ny kandidat i skrivende stund til at overtage formandstjansen i Breddeudvalget. Heldigvis har medlemmerne i det hidtidige breddeudvalg givet tilsagn om at fortsætte som taskforce, så vi fortsat kan få afviklet vores populære BegynderCups. Endelig også en stor tak til jer klubledere og de klubber, der hjælper med haller og bistand, når vi afvikler vores aktiviteter. Uden jeres indsats ville vi være vanskeligt stillet. Klavs Andreassen, Formand Badminton Sjælland

42


BADMINTON SØNDERJYLLAND På repræsentantskabsmødet i Badminton Danmark blev den nye struktur, som der jo var blevet brugt megen tid på arbejdsmæssigt, og som der også var brugt mange penge på, idet alle kredse samt forbundet havde afholdt ekstraordinære repræsentantskabsmøder, som bekendt ikke vedtaget. Men alle var enige om, at de fælles aktiviteter, som der også var arbejdet med, var en god idé. Så i det forløbne år er mange af disse aktiviteter blevet mere detaljeret og gjort klar til søsætning. Meningen er så, at enkelte aktiviteter starter ved sæsonstart 13/14, og de resterende klargøres til start sæsonen 14/15. OL blev en succes for Danmark med hele to medaljer i badminton - dejligt at se, at vi fortsat kan gøre os gældende på så højt et niveau; spændende bliver det nu at se, om der også er afløsere klar til at tage over efter de af vores topspillere, der har valgt at stoppe... Der vil nok gå et stykke tid i nogle af kategorierne – og et mål, der må arbejdes hen imod, må være VM i Danmark. Det kunne være spændende med gode danske resultater på hjemmebane. I DH har Badminton Sønderjylland været repræsenteret i danmarksserien ved Haderslev 1, i jyllandsserien ved Haderslev 2, Broager 1 og Aabenraa 1. Haderslev 1 ligger til oprykning til 3. division, og de tre jyllandsseriehold forventes også at spille i jyllandsserien i sæsonen 13/14. Indberetning af medlemstal har i år foregået noget anderledes, idet der har været en fælles indberetningsdatabase, så klubberne kun skal indberette ét sted; alle har dog ikke gjort det rettidigt, så det har desværre været nødvendigt at rykke få klubber, selv om den nye metode har gjort det noget nemmere for klublederne. “Flere giver mere“ har igen været et stort indsatsområde for forbundet, og i forbindelse med DM i Vejen blev der forsøgt i det sønderjyske område, men desværre var interessen ikke særlig stor, så arrangementet måtte aflyses. En holdturnering, hvor spillerne opnår points som vi kender det fra de individuelle turneringer, er på trapperne. Vi skulle nemlig gerne have gjort de unge mennesker mere interesseret i at spille holdturnering, så det bliver spændende at se, om det kan animere flere til at spille holdturnering; det håber vi i hvert fald på. Fælles landsdækkende aktiviteter vil som sagt starte ved sæsonstart 13/14 med den første aktivitet, som bliver en landsdækkende holdturnering til og med serie 1; holdstørrelsen er fastsat til seks herrer og fire damer og selvfølgelig med et fælles holdturneringsreglement. Det betyder så, at den øverste sønderjyske række bliver serie 2. Samarbejdet mellem de tre jyske kredse fungerer fortsat fint, og de fælles aktiviteter har igen været jyllandsserien for seniorer, vest-serien for ungdom, Danish Junior Cup samt de

43


jysk/fynske mesterskaber for ungdom. Fyn har ønsket at blive større del af det jyske samarbejde, hvilket vi selvfølgelig gerne ser. Samarbejdet med Fyn gælder også på dommerområdet, og jeg vil gerne opfordre klubberne til at finde dommeraspiranter, idet der hele tiden er en naturlig udskiftning. Omkring træneruddannelsen sendes der nu invitationer ud fra forbundet, og kurserne for vores område vil ligge i Kolding-området, hvilket jo geografisk er meget fint. Derfor er opfordringen fra min side: Benyt jer af disse tilbud til at få uddannet nogle dygtige trænere det har vores landsdel brug for. Til slut skal lyde en stor tak til bestyrelse, udvalg, dommere og klubledere for et godt samarbejde i den igangværende sæson; ligeledes skal der lyde en tak til udviklingskonsulenterne samt øvrige samarbejdspartnere i kredse og forbund for et godt samarbejde. Karl Chr. Thomsen, Formand Badminton Sønderjylland

44


Udgivet af: Badminton Danmark I forbindelse med Repræsentantskabsmøde 2013.

Redaktion: Charlotte Trip Malmroes Bettina Mortensen

Layout: Badminton Danmark

Foto: BadmintonPhoto Badminton Danmark Badminton Danmark Idrættens Hus - Brøndby Stadion 20 - Dk-2605 Brøndby Tlf.: 43 26 21 52 - Fax: 43 26 21 50 info@badminton.dk badminton.dk

2


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.