2 minute read

Den erfarne nordjyde

Thomas Nielsen

er vinder af Badminton Danmarks Talentpris 2021

Det blev abc Aalborg-træner gennem mange år, Thomas Nielsen, som ved RSL UDM 2021 løb med Badminton Danmarks Talentpris 2021. Hæderen tilfaldt den nordjyske talentsmed på baggrund af blandt andet hans vedvarende stræben efter udvikling og anseelige stykke arbejde i såvel klubben som regionen.

Af Lasse Kjær Hansen

Det var en glad og stolt Thomas Nielsen, som til salver af applaus blev tildelt Badminton Danmarks Talentpris på finaledagen af RSL UDM i juni.

- Det er jo et klap på skulderen for alle de timer, man lægger i hallen og i spillerne, som kan bruges i forhold til at få ny motivation til at fortsætte arbejdet, lød nogle af ordene fra Nielsen oven på prishæderen.

Motivation er ellers ikke det, som Thomas Nielsen har manglet de seneste mange år, hvor han har sat et fyldigt aftryk på den nordjyske badmintonscene.

- Så længe der er spillere, som synes, det er sjovt at spille badminton, så er jeg

Tidligere vindere af Badminton Danmarks Talentpris er:

2020 – Jakob Poulsen, Solrød Strand Badmintonklub

2019 – Lennart Engler, Odense OBK

2018 – Michael Kjeldsen, Højbjerg Badmintonklub

2017 – Steen Thomsen og Peter Nedergaard, Kolding BK

2016 – Preben Nørgaard, Solrød Strand Badmintonklub

også klar til at hjælpe dem hen, hvor deres mål og drømme er, fortæller han selv.

I indstillingen af Thomas Nielsen var det da også hans vedvarende sult efter ny viden, som Badminton Danmarks talentudviklingschef, Lars Uhre, blandt andet fremhævede i Nielsens palette af kvaliteter.

- Thomas er hele tiden optaget af at udvikle sig som træner. Han er enormt videbegærlig og deler gerne sin viden med andre. Derudover er han både aktiv og engageret, når det kommer til at samarbejde med og udvikle klubberne i regionen, sagde Lars Uhre.

Netop det regionale og nationale samarbejde fremhæver Thomas Nielsen da også selv som en af sine vigtigste prioriteter.

- Jeg har altid kørt med åbne træninger, for jeg synes, at det er vigtigt at dele viden. Hvis alle hjælper hinanden med at hjælpe hinanden, så løfter vi i flok. Det ser jeg som ekstremt vigtigt og nødvendigt, for ellers risikerer vi at blive sårbare, uanset hvor i landet vi er, siger Thomas Nielsen.

Thomas Nielsen blev valgt som vinder af prisen på baggrund af en afstemning blandt udvalgte talenttrænere – heriblandt ungdomslandstrænere, talentcentertrænere samt undervisere på badmintonsportens træneruddannelser.

Udover Thomas Nielsen var Sune Gavnholt og Rune Ulsing nomineret til prisen.

Badminton Danmarks Talentpris tildeles hvert år en talenttræner, en cheftræner, en sportschef, en leder, en ildsjæl i en klub eller en anden, som i løbet af det/ de seneste år har gjort en ekstraordinær indsats for talentudviklingen i dansk badminton.

Formålet med prisen er at sætte fokus på og anerkende det store talentarbejde, der bliver gjort i dansk badminton – for der er mange, som giver en uvurderlig indsats for vores sport.

This article is from: