Fædrelandet Dokumentar-fortælling om Øst-Ukraine
Irina Bjørnø Belbooks 2014 Redigering Inger Guldberg
Irina Bjørnø
Belbooks 2014
De to sad på balkonen og så på solnedgangen. Klokken var præcis 20:30. De havde spist på en lille fiskerestaurant nær stranden, og nu sad de og slappede af på hotellets terrasse med et glas rødvin, mens de fulgte solens gang ned over horisonten bag bjerget. Bjerget lå i Tyrkiet, og de sad på den græske ø Rhodos, kun femten km fra Bodum og den tyrkiske grænse. Cikaderne hyldede med deres sang endnu en dag, som var ved at være forbi. De to sad og kikkede på de lyserøde palmer i solnedgangens lys, mens de spiste af den marcipan, de havde købt i lufthavnen på vej til Grækenland. Det var den berømt marcipan fra Lübeck. Marcipanen var sød og fed, og den smagte af friske mandler. Musikken fra hotellets restaurant fyldte luften, og parret kunne genkende den berømte melodi fra “Godfather“. Melodien var en lille smule trist - og samtidig magisk at lytte til. Ved ni-tiden dukkede nymånen op. Den hang lidt skævt på disse, sydlige breddegrader. Mørket fik mere magt, og himlen blev dækket af tusindvis af funklende stjerner. Luften var blevet køligere, og det var blevet nemmere at trække vejret. Lyden af rislende vand fortalte, at vandingsanlægget var gået i gang - og blomsterne lukkede sig. De to kunne ikke længere skelne hinandens ansigter, men det behøvede de heller ikke. De kendte hinanden godt efter mange års samliv. De var et perfekt par - to venner, rejsende, elskende. Pludselig kom der et livstegn fra hendes IPad. Der var en besked. Verden kom med ét ind i deres idyl. ………………. [15/06/14 18.58.11] Olga: Lira, hej. I dag vil de udslette os. Ukrainske fascister kommer til vores by, og de er i stand til at udføre deres trusler. Vi er her alle: Jeg, min mor, min mand, min datter og hendes mand, deres baby på 3 måneder og min datters ældste barn - alle er vi i husets kælder. Ja, vi sidder i kælderen og venter på, hvornår disse monstre vil komme ind i huset og dræbe os - og kælderen vil ikke stoppe dem. Vi håber alle, at Gud ikke tillader, vi bliver slået ihjel. ………………….. Men kvinden på altanen havde ikke åbnet sin IPad. “Jeg vil læse det i morgen tidlig, ikke nu," sagde hun til sig selv. Solen havde allerede passeret den græske ø, og natten begynde at kaldte parret til ro. De sad lidt længere på altanen og lyttede til tango-melodien fra hotellets restaurant. Han kyssede hende blidt, og de gik i seng i det air-conditionerede værelse - og faldt snart i søvn. Først efter morgenmaden åbnede hun sin IPad, og nyheden fra den ufredelige verden overvældede hende. Hun havde nu set Skype beskeden fra aftenen før. Hendes veninde, fra en lille landsby i nærheden af Lugansk, havde skrevet til hende. Hun skrev i fortvivlelse og frygt. I hvert bogstav var et dybfølt ønske om, at hun og hendes familie måtte overleve. Være ligesom alle andre, som har fred omkring sig. Kvinden begyndte at skrive sit svar. ………………….. [16/06/14 10.10.15]
2
Irina Bjørnø
Belbooks 2014
Lira: I skal bede til Gud for ”monstrene” - Lad Gud give dem tid og mulighed for at huske, at de også har en mor, en far og måske børn. Skriv breve til dem med kærlighed - til den del af dem, der kender kærlighed og smerte. Alt vil blive godt - det lover jeg dig og din familie! Hvis de kommer, skal I åbne jeres hus og møde dem med brød og din berømte surmælk. Vær forberedt på at vise dem, at du ikke er bange, og at dit hjerte stadig har kærlighed i sig. Så vil de lade jer i fred. Det er kærlighedens kraft! Hvis du bliver svag et øjeblik, så forbliv stærk! Jeg ved, I vil klare det. Husk du er stærk, du er mor og mormor!!! Skype på IPad [16/06/14 18.19.21] Olga: Tak for dine opmuntrende ord. Næste dag: [17/06/14 10.15.57] Lira: hvordan har I det i dag?? [17/06/14 10.45.32] Olga: I nat kl. 23.30 var der et raketangreb i gang lige over os. Vi lå i kælderen hele natten. Nu er der stille. [17/06/14 10.46.20] Lira: Fint! Og internettet/telefonen fungerer? Hvordan har dine naboer det? Børnebørnene?? [17/06/14 10.49.45] Olga: Tak, alt er okay, kun mit hoved er meget tungt. [17/06/14 10.50.14] Olga: De ukrainske tropper er på vej ud af byen, og vi er på kanten af krigszonen. [17/06/14 10.50.41] Lira: Olga! Jeg har glemt hvad din landsby hedder? [17/06/14 10.51.07] Olga: Lugansk, men vi bor i forstaden Aleksandrovsk. Der bor vi! [17/06/14 10.51.10] Lira: Hovedet er ikke tungt – hjertet er tungt… [17/06/14 10.51.22] Olga: Vi løber til kælderen, vi…… [17/06/14 10.51.34] Lira: Godt, jeg beder for dig. …………….. De to kvinder havde kendt hinanden i over et år. Venindens navn var Olga. Hun var halvt russiskhalvt ukrainsk. Det skete bare. Olga kom ind i den kvindes liv, fyldte det med sin historie, sine smerter og sin gråd. Olga boede i nærheden af Lugansk, og arbejdede som bibliotekar på universitetet. Hun havde et almindeligt liv – hun var måske ikke så rig, som hun kunne ønske sig, men klarede sig pænt. Hun var mor, havde en datter og en familie, og et 3 måneder gammelt barnebarn - et lille mirakel – en
3
Irina Bjørnø
Belbooks 2014
uskyldig lille pige, som var født midt i kriser og krig. Olga var som millioner af almindelige mennesker, som bor i Øst-Ukraine. Hun var blevet kendt, efter at hendes opskrift på surmælk blev lagt på Youtube, men nu...…. Der var kommet krig ind i Olgas liv - pludselig og uventet. Hvorfor? Hvordan skete det? Hvem har skylden for den krig? Men der er ingen, som hverken kan eller vil svare ærligt. Olgas hverdag lige nu, var fyldt med granater og raketter, som eksploderede på gaderne og dræbte den civile befolkning. En mørk og fugtig kælder var blevet Olgas nye opholdsrum. Her sov hun også med sin familie. Der kom en ny besked på skærmen: Olga var i live. Beskederne var fyldt med stavefejl. De lignede råb fra en såret fugl, som var anskudt af jægere. Hvert bogstav var fyldt med smerte og angst. ………………………… [17/06/14 15.50.41] Lira: hvordan har I det?? [18/06/14 16.01.38] Olga: Hej, i dag er her stille. Våbenhvile! [18/06/14 16.08.08] Lira: Olga! Skæbnen sendte dig og din familie for at leve i et historisk “knæk”. Ikke alle forstår hvad der sker, men det, der rent faktisk sker er – en verdens-polarisering, fordi jeres land ikke har udviklet sig i lang tid. Polarisering frembringer altid voldsomme bevægelser og ødelæggelser. Saml dine venner til en fælles bøn for fred - alle sammen. Du er med til at bestemme over fremtiden. Hvem kan nu bestemme, hvad der er rigtigt – og hvad der er forkert? Det kan DU!!!! Fordi du ikke bøjer dig for kanonerne, men bekymrer dig om familien og den lille pige - dit barnebarn. Gud er med dig - forbliv i din tro! [18/06/14 17.28.05] Olga: Jeg prøver virkelig hårdt, og jeg beder Herren om, at sende fjenden tilbage - tilbage til sit eget hjem. Vores militær prøver at slå vore fjender tilbage – og prøver samtidig ikke at dræbe dem. Indbyggerne her har givet vore fjender mad og husly. Vi er mennesker!!!. Og de er ofte sultne og forladte af deres regering. Men nu er de blevet til elitesoldater, bastarder og mordere. [18/06/14 17.49.26] Lira: Bliv i kælderen! Vi beder for jer – alle sammen! [18/06/14 17.50.47] Lira: Ja, du har ret! De mennesker, som angriber jer, har deres livsdramaer, derfor er de blevet onde. ………………….. Olgas nabo blev dræbt. Dræbt på åben gaden under en våbenhvile. Olga så hvordan det skete. Naboen var lige vendt tilbage fra Italien, hvor hun havde arbejdet i en italiensk familie som handicaphjælper. Det gjorde hun for at kunne brødføde sin familie i Øst-Ukraine. Ikke noget godt liv, men en nødvendig løsning. Hun tog til Italien i ti måneder hver år efter sin mands pludselig død. Han var eneforsørger i familien, og da han var væk, måtte hun tage dette desperate skridt - at rejse til et fremmed land og tjene penge. Lang tid efter “befrielsen” fra Rusland og USSR, tænkte den ukrainske regering kun på sig selv. I årevis blev befolkningen på Krim glemt sammen med Donbas og Lugansk. Ukrainske arbejdere
4
Irina Bjørnø
Belbooks 2014
begyndte at være den billigste arbejdskraft i de store russiske byer. Italienske hoteller og wellnesresorter i Grækenland var fyldt med flittige, billige og arbejdsvillige ukrainske kvinder. Nogle af pigerne var så heldige, at blive gift i udlandet, men kun enkelte ud af tusinder var lykkelige. Men billige og flittige kvinder som arbejdskraft gavnede selvfølgelig vesten - de var au-pairs, børnepassere, servitricer, rengøringspersonale - altid lavest i hierarkiet og til den dårligste løn. De ukrainske drenge og piger blev spredt ud over hele verden, tjente nødvendige penge for at overleve, men vendte altid hjem på ferie - til Fædrelandet. Ordet er hankøn på russisk, men jeg tillader mig at sige, at Fædrelandet er HUNKØN!!! Olgas nabo var kommet tilbage fra Italien i begyndelsen af juni. Hun kom med en kuffert fyldt med italienske tøj fra billige butikker, og pungen var fyldt med nødvendige euro for at overleve. Penge, hun havde sparet op igennem 10 måneder. Der var officiel våbenhvile den dag. Hun havde en smuk kjole på, hendes hår var sat op, og hun var på vej til et møde med sine gamle klassekammerater. Mødet skulle være på hendes gamle skole. Hun var ikke særlig stolt af sig selv. Hun var tjenestepige i huset hos en handicappet mand i Palermo, og arbejdet var hårdt. Hun sørgede for alt i familien: For at lave mad, gøre rent, vaske tøj, og for plejen af den gamle, syge mand. Og hun følte sig meget ensom. Hun var i et fremmed land med et fremmed sprog og en fremmed kultur. Selv om der var andre kvinder fra Ukraine i Palermo, som arbejdede på hoteller og på restauranter, havde hun ikke haft så mange veninder. Alle de ukrainske kvinder var trætte om aftenen, havde ikke meget fri og arbejdede der kun for pengenes skyld. Men hun mødte ukrainske Natasha, som havde levet i Palermo i mere end ti år. Natasja var gift, men var ikke lykkelig. Natashas mand var italiener. Han ejede et lille hotel ved havet. Han tvang hende til at arbejde på lige fod med de andre tjenere på hotellet. Hun blev holdt som tjenende stuepige, kok og som en tavs, medgørlig hustru. Natasha mødte Olgas nabo på et tidspunkt, hvor hun allerede var uhelbredeligt syg. Sygdommen hed kræft, og kom af overtræthed og utilfredshed med hverdagen. Hun udviklede en tumor, der åd hende op indefra. …………………………… [04/07/14 13.10.05] Olga: Hej, vi er i kælderen og under beskydning. I går sov vi igen i kælderen om natten. Raketten ramte i nat det onkologiske hospital, og der blev skudt mod Skole no. 7 i Vergunki (den private sektor). Jeg er så træt mentalt. [04/07/14 14.13.19] Lira: Hvorfor flytter I ikke til Rusland? [04/07/14 16.25.19] Olga: Jeg kan ikke efterlade huset. Alt vil straks blive røvet. Vi har ingen penge og absolut ingen opsparing. Og så er det nødvendigt at komme tilbage hertil en dag. Hvis jeg ikke var bundet til noget, så kunne jeg tænke på at flytte - måske. Men landet, som er styret af nazi ...… [04/07/14 17.15.09] Olga (efter en pause): ……..er dødsdømt. Et sådant land kan ikke overleve. Vi må prøve at holde ud et stykke tid, og derefter vil vi beslutte, hvad vi gør i fremtiden. ………………………. Natasha døde i Italien, og fik ikke at vide, at der en måned efter hendes død, kom “Majdan” i Kiev, og at borgerkrigen derefter eksploderede i det Øst-Ukraine. Olgas nabo fulgte Natasha på sin sidste rejse til krematoriet ved hospitalet i Palermo, og hendes aske blev senere sendt med posten
5
Irina Bjørnø
Belbooks 2014
til Natashas mor, som var halvfems år gammel, og boede alene i det Øst-Ukraine Fædreland.
i sit
Da Olgas nabo gik på gaden, på vej til mødet med klassekammeraterne, ringede hendes mobiltelefon i tasken. Det var hendes søn, der ønskede at spørge, om hun ville komme til frokost, men opkaldet mislykkedes. Raketten eksploderet lige ved siden af kvinden, og hun fik splinter af metal direkte ind i sit trætte hjerte. Mobiltelefonen i hendes taske ringede stadig, men kvinden - i den smarte kjole og med opsat hår - var allerede død. I hendes taske lå også den læbestift, som hun købte i den tax-free shop i Milano’s lufthavnen, hvor hun skiftede fly sidste gang på vej hjem til sit Fædreland. Læbestiften var i en lyserød nuance, som matchede hendes sommerkjole med blomster - nu gennemblødt af blod. Pink og rød. Samtidig - på den anden side af gaden - faldt en overvægtig, ældre mand ned fra stigen, mens han var i gang med at plukke modne kirsebær fra sit træ i haven. Dette var det andet offer for den eksploderede raket. Den havde gennemført sit ødelæggende job. Dette stykke dødbringende våben havde revet hul i mandens halspulsåre. Han faldt ned fra stigen, men havde ikke kræfter til at råbe om hjælp. Samtidig faldt en fuld skål af modne kirsebær ned og dækkede den døende mand med sød, rød saft. Den sårede mand åbnede munden, og hans vejrtrækning begyndte at blive svagere og svagere. Nogle lokale militsfolk (frihedskæmpere) løb hen til ham. Men det var for sent. En fontæne af blod sprang fra den gamle mands hals med en hvislende lyd. Alt var forbi. - Kom! Vi har to sårede her! Nogle råbte, andre prøvede at genoplive kvinden med kunstig åndedræt. Pludselig begyndte mobiltelefonen i kvindens taske at ringe igen. Manden i militæruniform åbnede tasken og tog telefonen. - Hvem er det? Mor? Er det dig? Militærmanden med uniform og pistol trykkede på afbryderen. Han ville ikke tale til sønnen om moderens død nu. Nej! Ikke nu. I den nu afdøde kvindes taske lå et gyldigt, ukrainsk pas med et Schengen visum, gældende for et år. En lyserød læbestift, et knust spejl og et lommetørklæde, som var rent og silkeblødt. Et af hjørnerne på lommetørklædet var bundet i en knude. Militærmanden besluttede at løsne knuden i lommetørklædet. Ud i hans hånd trillede tørrede klumper af jord. Jorden var næsten blevet til støv. Han rystede resterne ud, og jordstøvet dansede i vinden og dalede ned som et tyndt lag - og dækkede ansigtet på den afdøde kvinde. - Bonderøve! At skyde på en dag med våbenhvile! Beskidte skiderikker! Militærmanden med uniform og pistol åbnede sin radiosender og kontaktede sin kommandopost: - To døde. En kvinde og en ældre mand. Vi har brug for transport! Samtidig landede den næste raket på den anden side af den afdøde mands hus. Den faldt lige bag ved huset, hvor den udslettede et hønsehus. Militærmanden med uniform rejste sig op fra jorden for at vente på hjælp og transport. Angrebet var forbi for denne gang. Han kikkede på den afdøde kvindes ansigt. Nu var hendes ansigt perfekt
6
Irina Bjørnø
Belbooks 2014
symmetrisk, og hun lignede en sovende engel. Alle tegn på bitterhed og træthed var væk, og hun lå der, midt på gaden med åbne arme, som om hun ville give et knus. Klumperne af tørret jord, som hun altid have i sin taske i lommetørklædet, var jord fra hendes mands grav. Det var en lille del af hendes Fædreland. Nu dækkede fædrelandets jord hendes ansigt, og det så ud som om, kvinden var glad fra denne kontakt med sit Fædreland. ………………………… [04/07/14 34.13.19] Olga: For lidt siden satte jeg vand over for at koge æg, og ægget eksploderede! Jeg troede, jeg var ramt af en kugle! Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde. ……………………. Olga så hele scenen med drabet på kvinden og manden med kirsebærrene - og det efterfølgende raketangreb - fra sit lille vindue i hønsehuset, hvor hun var i gang med at samle æg til familien. Alle sad og ventede på mad i kælderen. Gudskelov, hønsene stadigvæk gav æg i disse urolige tider! Alt skete så hurtigt foran hende, at hun ikke rigtigt forstod, hvorfor de menneske faldt om. Men hendes nabo lå på jorden midt på gaden. Olga løb hurtigt tilbage til kælderen med æggene. Der sad hendes datter med hele familien samlet, samt Olgas gamle mor i sine bløde tøfler med bare, ømme fødder på madrasserne. Alle var tavse og bange. Olga sagde ingenting om, hvad der var sket på gaden, men hviskede bare: - Skræmmende! Og hun havde ikke ord til at svare på deres spørgsmål om, hvad der var sket. Alle var samlet omkring et improviseret bord, lavet af stablede, tomme kasser, og de spiste med god appetit de friske, varme æg, som Olga havde bragt med. - Mor, skal vi flytte herfra? - spurgte Olga. Lyden af hendes stemme gav et uhyggeligt ekko i kælderen. -Olga, dog! Hvordan kan vi forlade vores Fædreland? – udbrød den gamle mor. - Mor! Nu er det vigtigste at overleve, og Fædrelandet er altid med os - i vore hjerter. Olga tørrede en ufrivillig tåre på kinden væk. ………….. Alt dette skete på det tidspunkt, hvor Iraks Suni-muslimske oprørstropper annoncerede oprettelsen af Kalifatet i de besatte områder. Der var stadig krig, og området var blevet bombet af militærfly, fremstillet i Rusland. På samme tidspunkt kastede israelerne missiler mod Palæstina, som hævn for tre dræbte, jødiske drenge. På samme tidspunkt affyrede Hamas raketter mod Tel Aviv fra Gaza. De havde gemt deres våben i tunneller og i kældrene under børnehaver og skoler. De vidste, at israelerne ikke ville bombe børn – ikke engang som hævn for deres dræbte israelske drenge. ……………… På samme tidspunkt sidder de to voksne - mand og kvinde - på den smukke ø Rhodos i Grækenland. De sidder på terrassen med udsigt over havet på det femstjernede hotel. Morgenmaden er serveret: yoghurt med honning, vandmelon, friskbagt brød og japansk, grøn te.
7
Irina Bjørnø
Belbooks 2014
Ved siden af terrassen vokser hibiscusbuske med blodrøde blomster. Blomsterne er nu lige begyndt at folde deres kronblade ud mod solen. De er fyldte med gullig pollen, som tiltrækker utallige bier. Fra balkonen kan de to se det blå hav med de første morgenbadere. Kvinden spørger sin kloge, ældre mand: - Hvad synes du, min elskling, er det muligt at skabe en retfærdig fred for alle på jorden? Hun vil have ham til at sige, "Ja, sikkert! En skønne dag bliver der fred og retfærdighed for alle!" Men han sukker, tager en bid af sit friske rundstykke med smør, og efter en pause, hvor han tygger brødet og drikker en halv kop lunken grøn te, siger han: - Nej! Folk vil altid kæmpe imod - og dræbe hinanden. Der vil altid være våben på jorden og altid være uskyldige, som bliver dræbt. Der vil aldrig blive fred og retfærdighed for alle. Aldrig! - Hvorfor? Hvorfor siger du sådan? Han smiler, rører blidt hendes solbrændte næse og siger: - På grund af den evig kamp for Fædrelandet - og det er dyrebart. Meget dyrebart! De to sidder fortabt i hver deres tankestrøm. Han tænker kun på morgenmad og på, at ferien næsten er forbi. Det er også på tide, at de to rejser hjem. Kvindens tanker er anderledes: - Hvorfor er der så meget ondskab på Jorden? Og hvor ligger det, vores Fædreland? Hvorfor er vi nødt til at dræbe for Fædrelandets skyld? Hun har rejst over hele verden og har næsten altid set det samme: De vestlige, rige lande glider gradvist ind i en lykkelig ”barndomstilstand”, med deres afhængighed af spil, rigdom og utæmmelige fornøjelser. Men hun ved også, at denne levestandard kun er mulig på bekostning af udnyttelse af mennesker i de ”underudviklede lande”. De ønsker sig også rigdom, spil og vestlige fornøjelser, og de er parate til at dræbe deres herskere, for at få deres del af fornøjelserne og rigdommen. Lykken er ingen steder, og ingen religion er i stand til at stoppe krig, vold og udnyttelse. Kvinden ved, at vores “Fædreland” ikke er en ”mand”, men mere vores fælles mor, vores ”Moder Jord". Det er muligt at leve fredeligt på Jorden, at arbejde i fællesskab og sammen skabe en ny oplevelsesrig tilværelse – og dog! Hun sukker dybt og begynder at spise sin tykke, græske yoghurt med honning, som mennesker har stjålet fra flittige bier. ………………………….. Men hvad skete der med Olga og hendes familie? Det er en helt anden historie. For at skrive historien færdig, sidder jeg og venter på nyheder fra hende - men min IPad er tavs. Jeg håber, at hele familien er i sikkerhed og har overlevet krigen. At de starter på et fredfyldt liv sammen med den lille pige – som nu allerede er fire måneder, og er født i en kælder. Jer håber på en fredelig løsning for både Ukraine og for byen Lugansk med forstaden Aleksandrovsk, hvor Olgas toetagers bondehus ligger. Huset, som ligger i Olgas Fædreland.
8
Irina Bjørnø
Belbooks 2014
……………………… Her er de sidste breve fra Olga og hendes familie. Jeg har ikke fået nogen besked efter den 15.07. Men 2 dage efter den sidste besked fra Olga, blev det Malaysiske fly MH17 skudt ned fra ti kilometers højde i Olgas Fædreland: [07/07/14 15.58.16] Olga: I de sidste 2 dage har vi siddet i kælderen. I går skete der en radikal drejning i krigen: vores militser gik i offensivt angreb, og begyndte at jage Ukrainske militærtropper. Klokkerne ringer i min hovede. [07/07/14 16.02.37] Lira: Gudskelov! Sandheden vil sejre! Hold ud! Dagen efter: [08/07/14 14.02.27] Lira: Olga! Hvordan klarede du og familien sidste nat?? …………………. Ingen svar i to dage, herefter kom beskeden: [10/07/14 10.24.37] Olga: I dag kl. 03:30 begyndte de ukrainske militærtropper at skyde på os igen. For et øjeblik siden eksploderede en raket i haven, kun to gader væk fra os. Splinter fra den ramte jorden foran en mand, som kørt hjem på cyklen. Han slap uskadt - Gud-ske-lov! Tre dage efter. [13/07/14 18.11.36] Lira: Olga! Hold ud!! Ingen svar. [14/07/14 11.13.01] Lira: Olga! Hvordan overlevede I sidste nat? [15/07/14 16.32.00] Olga: Kære Lira! I søndags kom jeg til min datters lejligheden i boligblokken for at hente noget børnetøj til vores lille pige (hun vokser, og det gå stærkt). Lige pludselig var jeg involveret i et offensivt angreb fra ukrainske militærtropper. Jeg var midten i eksplosionen. Jeg var på 9. etage i højhuset og følte, hvordan hele bygningen pludselig rystede. Jeg søgte tilflugt i badeværelset. Splinter fra granater fløj ind igennem vinduet. Der var kamphandlinger hele vejen rundt om huset. Alle vinduerne blev blæst ud med et kæmpe brag. Skolebygningen ved siden af højhuset var under beskydning. Jeg har set alle de ødelæggelser med min egne øjne. Jeg tror, der ligger mange billeder på internettet fra den kamp. Det hele er sandt. Kvinden uden hoved midt på gaden. Huset ved siden af er brændt ned, og de skød direkte på vore hus. Der var hårde kampe til klokken 3 om natten i Roskoshnoje, en landsby tæt på. Jeg har set det hele fra vinduet i højhuset. Sådan var sidste nat for mig.
9
Irina Bjørnø
Belbooks 2014
Om morgenen gik min mand ud for at finde mig i Aleksandrovsk, hvor kampene fortsatte, men vi fandt ikke hinanden, for jeg var allerede i kælderen. Der var ingen lys - lyset kom dog tilbage efter 24 timer - men vi har stadigvæk ikke vand. Jeg takker min Gud for, at vi har vores egen brønd her. I dag er her stille og roligt efter frokost, men forude venter natten. Sådan er situationen, Lira. Jeg beder uophørligt og tror, at Gud vil beskytter vores hus, min familie og mit Fædreland. Det var den sidste besked fra Olga. Jeg beder Gud om at vise barmhjertelighed med alle mennesker på begge side af fronten i ØstUkraine: Må Guds fred fylde jeres trætte hjerter!!!!
PS: Mit kunstnavn i Rusland er Lira Bella - http://www.proza.ru/avtor/belbooks Irina Bjørnø 22.07.2014 13:45 Redigering af dansk tekst: Inger Guldberg All rights belong to Belbooks, 2014
Forfatteren: Irina Bjørnø, Ph.D. i fysik, blev født i 1959 i USSR og tog sin Ph.D. grad fra Moskva Statsuniversitet. Senere arbejdede hun 12 år som lektor på DTU, og undervist bl.a. i ultralyd. Hun har skrevet omkr. 200 videnskabelige artikler, og har deltaget i mange videnskabelige konferencer verden over. Fra år 2010 har hun dedikerede sit liv til litteraturen, og har indtil i dag skrevet 17 bøger på 3 forskellige sprog, (bl.a. børnebøger, digte, sange, noveller og antologier). I 2011 etablerede hun sit eget e-bog forlag, ”Belbooks”, hvor hun udgiver sine værker. Hun holder desuden foredrag og skriver videobloggen ”Belbookstoday” på dansk, engelsk og russisk. For kontakt: www.belbooks.dk belbooks.dk@gmail.com www.youtube.com/belbookstoday www.facebook.com/belbooks https://sellfy.com/belbooks
10