bud eller noget som helst af din næstes

På den modsatte væg i Det Sixtinske Kapel er Jesu Bjergprædiken afbildet. I den prædiken giver Jesus sin udlægning af det kristne liv. Dermed peger billederne både på sammenhængen og forskellen mellem den gamle og den nye pagt – Det Gamle og Det Nye Testamente. Som vi skal komme ind på, er det vigtigt for forståelsen af De ti bud.

Når Rosselli gengiver begivenhederne omkring modtagelsen af De ti bud så udførligt og dramatisk, er det udtryk for, hvor central en betydning de har i Det Gamle Testamente og i Guds pagt med Israel. Samtidig er det også udtryk for noget mere generelt. Det afspejler den kolossale betydning, som De ti bud har i kristendommen og de kulturer, som er præget af den. Det er ikke for meget at hævde, at de er en af grundpillerne i den religion, som er en del af livssynet for omkring en tredjedel af verdens befolkning. De ti bud udgør i det lys en del af arvesølvet for verdens befolkning.

Nu maler vi med den store pensel, men det er der også gode grunde til. Ikke mindst teologiske. For De ti bud udgør også en kulturel grundpille i den forstand, at de er udtryk for en almen moral. De er udtryk for etiske retningslinjer, som vi kan genfinde i mange forskellige kulturelle sammenhænge, og som sådan udtrykker de en moral, som enhver i udgangspunktet vil kunne sige sig selv, hvis de tænker sig godt om. Praktisk talt alle kulturer har forskrifter for liv, ejendom, ægteskab, andres ære, ligesom vi ser det i De ti bud. De er med andre ord udtryk for en naturlig lov. Det gælder både den del af dem, der handler om forholdet til Gud, og den del, der handler om forholdet til medmennesket.

8

Samtidig er de udtryk for noget særligt, fordi de er givet til israelitterne i en bestemt situation. De er teologisk knyttet til den frelseshandling, at det israelitiske folk er blevet reddet ud af Egypten. Gud ønsker med disse bud at sætte nogle rammer omkring livet for sit folk – både i deres forhold til Gud og i deres forhold til hinanden. At det er denne frelseshandling, der er fortegnet for De ti bud, er afgørende for at forstå buddenes betydning. Det hænger sammen med en tilbagevendende tankegang i de bibelske tekster: At Gud knytter sin fordring til sit folk med udgangspunkt i det, han allerede har gjort for dem. Derudover er der i en kristen sammenhæng noget særligt ved De ti bud, fordi de i mange århundreder er blevet læst som vejledninger for det kristne menneskes livsførelse. I det lys er de også ”mere” end den naturlige lov.

Vi elsker, fordi han elskede os først

I Johannes’ Første Brev kapitel 4 vers 19 finder vi en kort og præcis formulering af kernen i en kristen etik: ”Vi elsker, fordi han elskede os først.” Bedre kan det ikke siges. Det kristne liv er kendetegnet af en kærlighed, der har sit udspring i den kærlighed, som det kristne menneske er blevet mødt med af Gud. For Johannes hænger det tæt sammen med forståelsen af Gud som kærlighed, og at troen på Gud og kærligheden til både Gud og medmennesket hænger uløseligt sammen. Formuleringen i Første Johannesbrev udtrykker et motiv, som vi kan finde som en rød tråd gennem de bibelske tekster. Guds kærlighed kom først, og han ønsker, at vi skal leve i og

9

være præget af den kærlighed. Denne forståelse møder vi også ved De ti bud. I indledningen til De ti bud henvises der nemlig til Guds frelseshandling:

Gud talte alle disse ord: Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset.

Anden Mosebog kapitel 20 vers 1-2

Det er altså med baggrund i, at Gud har reddet Israels folk fra Egypten, at de bliver givet disse ti bud. Det er ikke en lovfordring, der blot står uformidlet som et krav til dem. Den har sit fortegn i, at Gud i kærlighed har reddet dem fra trældom og undertrykkelse. Derfor er De ti bud også udtryk for Guds gode vilje. Det er noget af det samme, Paulus er inde på, når han taler om, at loven er både hellig og god (Paulus’ Brev til Romerne kapitel 7 vers 12). Buddene ligger i forlængelse af den kærlighedshandling, som Gud allerede har vist sit folk, og de udtrykker derfor, hvad denne kærlighed indebærer for folket. Guds vilje, som den udtrykkes i De ti bud, er udtryk for Guds kærlighed og hvordan han ønsker, at denne kærlighed skal komme til udtryk i forhold til ham og indbyrdes mellem mennesker.

Denne grundforståelse er afgørende for tilgangen til De ti bud og for at læse dem som mere end teologiske og etiske anvisninger. De ti bud er snarere et kærlighedsbrev, der sammenfatter Guds forståelse af det bærende i livsforholdet til ham og medmennesket. De er udtryk for, hvad der bør være kendetegnende for et levende og tillidsfuldt forhold til ham og et kærligt og retfærdigt

10

forhold til medmennesket. De ti bud angiver et grundforhold i en bibelsk etik, hvor det kristne liv er et gensvar på den kærlighed, vi er blevet mødt med.

Er der ti bud og to tavler?

Hvis vi taler om De ti bud som en fast samling af forskrifter, springer vi en del mellemregninger over, som vi er nødt til at nævne her. Faktisk ved vi ikke, om de er bud, hvordan de skal inddeles og om der er ti af dem. De står i Anden Mosebog kapitel 20, og i indledningen til dem (vers 1) bliver de omtalt som ord (debarim). Selve teksten giver altså ikke grundlag for at omtale dem som bud. Det er konteksten og buddenes betydning for den gamle pagt, som retfærdiggør betegnelsen. I Femte Mosebog kapitel 4 og 5 bliver de dog omtalt som lov (torah).

Traditionelt inddeler vi dem i en grundstruktur med to tavler, hvor første tavle omhandler forholdet til Gud, og anden tavle vedrører medmennesket. Selv om der er to tavler, er det dog lige så vigtigt, at de ikke adskilles. I Anden Mosebog kapitel 20 står der slet ikke noget om to tavler. Det hører vi først om i kapitel 31 vers 18, hvor de omtales som ”Vidnesbyrdets to tavler, stentavler beskrevet med Guds finger”. De to tavler kan imidlertid ikke skilles fra hinanden. De udtrykker sammenhængen mellem forholdet til Gud og medmennesket, som også bliver afspejlet i det dobbelte kærlighedsbud. Det dobbelte kærlighedsbud møder vi blandt andet i Matthæusevangeliet kapitel 22 vers 34-40, hvor Jesus omtaler både buddet om at elske Gud som det største bud i loven, og at der er et andet, som er lig dette

11

– næstekærlighedsbuddet. Adspurgt af en af de lovkyndige farisæere om, hvilket bud der er det største, svarer Jesus: ”‘Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.’ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ‘Du skal elske din næste som dig selv.’ På de to bud hviler hele loven og profeterne.” Jesus sammenfatter altså hele loven og profeterne i buddene om at elske Gud og næsten. Dermed er angivet, både at det er kernen i loven og profeterne, og at de to bud hænger nøje sammen. Forholdet til Gud er forbundet med forholdet til næsten og omvendt. Det svarer til forholdet mellem første og anden tavle i De ti bud. Men faktisk hersker der usikkerhed om, hvordan man skal tælle buddene, og om der overhovedet er ti. De fremstår uden nummerering og er en samling af påbud og forbud, som vi kan finde både i Anden Mosebog kapitel 20 og i Femte Mosebog kapitel 5. Ordlyden er overordnet sammenfaldende, men der er mindre variationer. Blandt andet er buddet om hviledagen gjort stærkere i Femte Mosebog, da det knyttes direkte sammen med, at Gud reddede Israels folk fra Egypten. Selv om der i århundreder for både jøder og kristne har været en tradition for at tælle dem som ti bud, er der dog ikke helt enighed om, hvordan de skal tælles.

Inden for jødedommen er der tradition for at tælle indledningen med på første tavle. Guds frelseshandling er i denne forståelse altså en del af buddene. Inden for den katolske kirke og i den lutherske tradition regnes der med tre bud i forholdet til Gud. Det er denne

12

tradition, som jeg følger i denne bog. Her bliver buddet om, at vi ikke må lave noget gudebillede (Anden Mosebog kapitel 20 vers 4-6) talt med som en del af det første bud. Billedforbuddet er altså et forbud mod at dyrke falske guder eller afguder, som vil blive omtalt i forbindelse med det andet bud. På den måde bliver de tre bud på første tavle: at vi ikke må have andre guder end Gud; at vi ikke må bruge Guds navn til løgn; og at vi skal holde hviledagen hellig. Det indebærer, at anden tavle må omfatte syv bud. Det løses ved at dele det sidste bud om ikke at begære vores næstes hus eller hjem op i to bud. I den ortodokse kirke og i den reformerte tradition bliver buddet om, at vi ikke må lave os noget gudebillede, talt med som et selvstændigt bud. På den måde får de ortodokse og de reformerte fire bud på første tavle ligesom i den jødiske tradition.

De forskellige måder at tælle De ti bud på er knyttet sammen med de forskellige traditioners teologi. Når der i jødedommen bliver lagt vægt på at tælle indledningen med, hænger det sammen med den helt grundlæggende betydning, som Guds frelse af Israels folk fra Egypten har. Denne udfrielse bliver stadig fejret og genfortalt hvert år i den jødiske påske for herigennem at videreføre fortællingerne til efterfølgende generationer. Når de kristne kirker har diskuteret billedforbuddet, skyldes det ikke en uenighed om forbuddet mod afguder. Det har kristne og jøder været helt enige om. Spørgsmålet har været, om billeder eller ikoner risikerede at blive tilbedt i sig selv, eller de ledte tilbedelsen i retning af Gud. Det har der været store stridigheder omkring dels i

13

den såkaldt ikonoklastiske strid i det ottende århundrede og dels i reformationstiden med billedstormerne. Et af de centrale spørgsmål var forholdet mellem at ære og tilbede. Tilhængerne af billederne mente, at de kunne æres, fordi de pegede hen på noget større. Kritikerne var bekymrede for, at det kunne ende med en tilbedelse af selve billederne og dermed en afgudsdyrkelse. Inden for lutherdommen var der omkring reformationen en uenighed mellem Luther og en fløj anført af Andreas Karlstadt, der mente, at alterbillederne måtte fjernes. Det endte dog med, at Luthers mere moderate standpunkt blev fastholdt, og at de lutherske kirker derfor også bevarede en udsmykning, som vi kender den fra middelalderens kirker – og at den lutherske tradition har lagt sig i forlængelse af den katolske i måden at tælle buddene på.

De ti bud er både almene og særlige

I Bjergprædikenen går Jesus tilsyneladende et skridt videre, i og med han sammenfatter hele loven og profeterne i det, der siden er blevet kaldt den gyldne regel.

Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne.

Matthæusevangeliet kapitel 7 vers 12

Anliggendet her er umiddelbart, at det er i forholdet til næsten, hele loven og profeterne er sammenfattet, og at det er muligt at foretage denne sammenfatning uden at

14

inddrage forholdet til Gud. Men her er det vigtigt at læse teksterne i lyset af hinanden og på den måde lade dem være gensidige tolkningsnøgler. Når Jesus sammenfatter loven og profeterne i den gyldne regel, skal det læses som en markant formulering af, at forholdet til næsten aldrig er løsrevet fra forholdet til Gud. Derfor kan Jesus også sammenfatte loven og profeterne i relationen til medmennesket, uden at han af den grund ignorerer forholdet til Gud. Det er i den forbindelse også væsentligt at være opmærksom på, at hele Bjergprædikenen bliver givet til de skarer af tilhørere, der samler sig om Jesus. Der er altså ikke tale om en gylden regel, der er uafhængig af forholdet til Gud eller Jesus, men derimod en sammenfatning af loven og profeterne fortalt til dem, der er i et umiddelbart forhold til Jesus.

Læsningen af De ti bud som den naturlige lov står centralt i den lutherske tradition, og det lagde både Martin Luther og Philipp Melanchthon lagde stor vægt på. Melanchthon kunne ligefrem bruge De ti bud som en form for skabelon for udlægningen af, hvad den naturlige lov rummer. Herved fremhæves buddenes almene gyldighed. Denne forståelse trækker på en forestilling om en almen morallov, som alle kender – uafhængigt af kultur, religion eller etnicitet. Paulus omtaler den i Romerbrevet som den morallov, som hedningerne kender ud fra deres samvittighed (Paulus’ Brev til Romerne kapitel 2 vers 14). Ud fra den tilgang er der altså noget alment over De ti bud, som vi også genfinder i Jesus’ sammenfatning af Den gyldne regel, som jo også er en almen etisk forskrift.

15

Men der er også noget særligt ved De ti bud. Det særlige udspringer af den sammenhæng og den forhistorie, som de indgår i. På samme måde, som der er noget særligt ved, at netop Jesus sammenfatter Den gyldne regel og formidler den til sine tilhørere. De ti bud er som nævnt knyttet til Guds frelseshandling, som sætter et særligt fortegn for dem. De er altså givet til det folk, som Gud har vist sin kærlighed ved at redde. Ligeledes får buddene en særlig signatur ved den måde, som Gud giver dem til Moses på. Det er skildret på ganske dramatisk vis i kapitlet umiddelbart forinden (Anden Mosebog kapitel 19). Derved sættes den almene etiske fordring ind i en særlig sammenhæng eller omvendt – den særlige sammenhæng kaster et specielt lys over de almene etiske fordringer. Dermed har jeg også antydet, at jeg mener, det er vanskeligt at opretholde tanken om De ti bud som helt igennem almene. Det gælder også andre almene tilgange til etik. Ingen af os er blot almene. Vi kommer alle et sted fra, og det præger vores forståelse. Det indebærer også for De ti bud, at det gør en forskel, om vi læser dem ud fra en kristen eller en anden sammenhæng. I denne bog vil jeg fremhæve nogle af de almene sider ved De ti bud, men samtidig vil jeg lægge vægt på en læsning af dem som etiske forskrifter i en kristen tradition.

En teologisk læsning

Når vi læser de bibelske tekster, er vi nødt til at reflektere over, hvordan vi læser dem. Vi bringer hver især nogle forudsætninger med os, når vi læser de bibelske tekster, eller for så vidt en hvilken som helst anden

16

tekst. Det er der ikke noget galt i. Disse forudsætninger er med til at give os en dybere forståelse af teksternes mening.

Den teologiske læsning kan nogle gange blive sat op i modsætning til en historisk læsning. Det er ikke mit ærinde. Den historiske læsning har bestemt et vigtigt anliggende. Den kan hjælpe os med at sætte teksterne ind i deres oprindelige sammenhæng, og vi kan herudfra også finde frem til, hvad der er det særlige ved de bibelske tekster. Der går ikke noget fra de bibelske tekster ved at blive forstået ud fra en sammenhæng, hvor vi får blik for, hvordan de er fremkommet, og hvilke kulturelle, religiøse og politiske forhold, der har præget teksterne. Det arkæologiske gravearbejde i og med teksterne er vigtigt, ligesom det konkrete arkæologiske arbejde er vigtigt for at finde frem til ny historisk indsigt om de forhold, der omtales i de bibelske tekster. Men det er ikke nok. Der må spørges videre. Det er her, den teologiske læsning spiller en afgørende rolle.

Den teologiske læsning spørger til betydningen af teksterne. Denne tilgang søger teksternes mening i forhold til den tid og de forhold, som den nutidige læser befinder sig i. Den teologiske læsning kan trække på og lære meget af den historiske tilgang til teksterne. Men den er ikke bundet af den, for spørgsmålet er bredere. For en teologisk læsning bliver det centrale spørgsmål altså, hvad teksterne betyder for os i dag. Der er tale om at læse teksterne som bærere af et eksistentielt budskab for os. Teksterne bliver derfor læst på en mere direkte måde, hvor de taler til læseren og tolkes ind i læserens

17