The Cure
Månedens tema på DR P6 Beat Hør udsendelsen "P6 Beat elsker The Cure" på DR radiokanalen P6 Beat den 30/8 kl. 10-16
Månedens tema i GAFFA PLUS GAFFA, nordens største musikmagasin, har tidligere bragt anmeldelser og artikler om The Cure, som du kan læse på GAFFA.dk. Find mere om The Cure på GAFFA.dk samt tilbud på musik og merchandise i GAFFAs medlemsklub GAFFA Plus.
Månedens tema på Bibzoom Læs artikler om månedens tema og lyt til musikken.
Musik Download indspilninger på Bibzoom CD og DVD på Bibliotek.dk
Tekst og Redaktion: Bjørn Alexander Gøtzsche Lange
The Cure Af: Bjørn Alexander Gøtzsche Lange ”Jeg vil ikke huskes for andet end for at have været med i et godt band”. Ordene er Robert Smiths og stammer fra 1993 da han i anledning af at det band, han på daværende tidspunkt havde været front- og bagmand for, sanger, sangskriver og guitarist i og synonym med gennem godt 20 år, afhængig af, hvordan man tæller, udsendte dets andet live-udgivelse på det gode gamle VHS-format. Videofilmen hed ”Show” og bandet hed selvfølgelig The Cure. Men hvor ydmygt et ønske, dette end er, så skal han nok ikke regne med at det går i opfyldelse, den gode Hr. Smith. For få kunstnere har som han og The Cure formået at skabe et så trofast følge og inderlig fankultur om sig, som det legendariske, sortklædte rockband fra Sussex, i det ukarakteristisk solrige Sydengland. Det tog nogle år og diverse inkarnationer af både bandbesætning og –navn, før gruppen for alvor kom i gang, men der var nok alligevel ikke mange, der havde forudset den massive kultdyrkelse, der skulle blive The Cure til del op gennem firserne og halvfemserne, da gruppen i 1979 udgav de smalle, stramme og mildest talt ikke opløftende singler ”Killing An Arab”, ”Boys Don’t Cry” og ”Jumping Someone Else’s Train”. Nok udkom de i en tid, hvor bands som Siouxsie & The Banshees, Wire og Joy Division var markante figurer og en vis anmeldertilfredshed var der også at spore efter debutLP’en ”Three Imaginary Boys” udsendtes samme år. Men superhits var der ikke ligefrem tale om. Alligevel havde The Cure fat i et eller andet, der ikke var hørt før og allerede med opfølgeren ”Seventeen Seconds” som udkom året efter, var grundstenen lagt til det, der skulle gå hen og blive 1980’ernes måske mest umulige succes. For hvem skulle egentlig tro, at man i et årti, der i så udpræget grad var kantet af kommercialisme, forbrug, yuppiedrømme og plasticpop, alligevel kunne udsælge stadionturneer og sende millioner af LP’er over diverse pladediske verden over, på baggrund af albums så nihilistiske og sørgmodige som de tidligste The Cure-plader? I begyndelsen af Nick Hornbys vidunderlige 20-something-roman ”High Fidelity” stiller hovedpersonen, den noget blegnæbbede pladebutik-indehaver Rob Fleming spørgsmålet: “What came first – the music or the misery? Did I listen to the music because I was miserable? Or was I miserable because I listened to the music? Do all those records turn you into a melancholy person?” I dette spørgsmål findes en del af svaret på The Cures succes ganske givet. Unge menneskers tristesse har til alle tider haft brug for en popkultur at spejle sig i, men i netop The Cures tilfælde skal svaret også findes i bandets samtid. The Cure satte lyd og ord på nogle af de tanker og følelser, det hastigt accelererende startfirser-samfund, ikke mindst i Margaret Thatchers England, hvor ungdomsarbejdsløshed, blandet med atomtrusler og stigende samfundsklasseskel, uomgængeligt måtte skabe hos mange unge. På et tidspunkt hvor 70’er-ungdommens adelsmærke, modkulturen, i form af punk og rock, blev midtersøgende og gjort salgsbart, stillede The Cure sig an og fungerede som det nye antiestablishment. De sortrandede og ofte litterære tekster cirkulerede om emner som fremmedgørelse, angst og død, men på en ny og romantisk måde, som kunne minde om 1800-talsdigtere som Poe og Lord Byron eller Anne Rice, (som udgav romanen ”Interview With The Vampire” i 1976).
Pressen var derfor heller ikke sen til at sætte The Cure i bås som et goth-band; en kasse, de delte med bands som Siouxsie and the Banshees og Bauhaus. Fælles for disse bands var, ud over den til tider dødsromantiske lyrik og stemningsfulde, guitar- og synthtunge rock, et image som sortklædte outsidere, der tiltalte horder af utilpassede eller oprørske unge. Dette image var Robert Smith dygtig til at fastholde og lukrere på, selv da bandet op gennem firserne, rent musikalsk fjernede sig meget fra den tidlige gotiske rock og, på overfladen, udviklede sig til et regulært popband. Netop denne bevægelse er måske Smiths største genistreg, for med et image som den indadvendte outsider med det viltre hår og den tunge makeup at pakke sprudlende popsange som ”Just Like Heaven”, ”In Between Days”, ”Why Can’t I Be You?” eller ”Close To Me” ind i, havde Smith skabt en troværdig pakke, der appellerede til både popfans og ”seriøse” musikelskere. Og pludselig var der heller intet i vejen for at også MTV og radioer verden over tog bandet til sig og således skabte et af musikhistoriens første regulære crossover-bands inden for pop-scenen. The Cure er faktisk at finde på en 12. plads over de bedst sælgende kunstnere i ’80erne alene, kun overgået af kunstnere som Madonna, U2, Prince og Michael Jackson – og det ikke på baggrund af deres gotiske perioder. Op gennem halvfemserne fortsatte The Cures succes, først med afsæt i mesterværket ”Disintegration” fra ’89 og siden med albummet ”Wish” i 1992, der affødte bandets til dato største hit, ”Friday, I’m In Love”. Netop ”Friday I’m In Love” er et godt eksempel på, hvordan The Cures goth-image, på godt og ondt, har vist sig som et af de allermest hårføre og holdbare på hele rockscenen. Således var den engelske X-Factor-dommer Simon Cowells forargelse stor, da en deltager i det britiske show formastede sig til at synge netop ”Friday I’m In Love”. ”You can’t sing that – that’s a goth song!!” Men nej, det er det ikke! ”Friday, I’m In Love” er en popsang – en fantastisk popsang, leveret med så megen indædt forelskelse og begejstring, en glæde-gennem-tårer-begejstring, der nok kan virke banal, men som det er meget svært ikke at holde af. Selv de allermest triste mennesker kan få lyst til at svinge hofterne fra tid til anden og The Cure - og de kaskader af bands, som i dag står bundløs gæld til gruppen - har gjort plads på dansegulvet til alle os, der, ligesom Rob Fleming, på et tidspunkt har lukket melankolien ind, men alligevel ikke kan stå for et solstrejf af en popmelodi. Siden succesen med ”Wish” har The Cure måske nok befundet sig lidt i dødvande, kreativt som kommercielt, selvom især albummet ”Bloodflowers” fra 2000, der fungerer som afslutningen på den mørke, men uendeligt smukke trilogi, der foruden nævnte, består af ”Pornography” og ”Disintegration”, bestemt har sine højdepunkter. Smith & Co har op gennem 00’erne desuden udsendt albummerne ”The Cure” (2004) og ”4:13 Dream” (2008), begge uden at skabe de store krusninger på overfladen, og oplever man bandet live i dag, ligger hovedvægten da også på 80’er & 90’er-materialet. Dog leveres sangene endnu indædt, med kærlighed og respekt for de mange fans, for hvem Robert Smith til stadighed er meget mere, end bare en fyr fra et eller andet ”godt band”.
Tilbageblik: The Cure live i Danmark 1985-2008 Af: Anders Reuss, GAFFA
GAFFAs The Cure-ekspert har været med til alle gruppens koncert i Danmark og giver her et historisk overblik. (artiklen blev oprindeligt bragt i GAFFA Klubs store The Cure-tillæg i juli 2012) The Cure har spillet ni koncerter i Danmark på 27 år, hvis vi tæller årets Roskilde Festival med. Ret præcist betyder det, at de har været her hvert tredje år siden første besøg i 1985. Kun tre af koncerterne har været almindelige indendørskoncerter. Alle de andre seks har fundet sted på Dyrskuepladsen i Roskilde, som gennem årene har udviklet sig til at være The Cures hjemmebane i Danmark. Det er også her, de har givet deres bedste koncerter, og Roskildes Festivals publikum elsker The Cure. Hvert år står de højt placeret på festivalgæsternes ønskelister, og ved hver begivenhed har de skabt magi, mens aften blev til nat. Få bands kan brede en så intens stemning ud over festivalpladsen som Robert Smith og hans skiftende hold af musikere i The Cure. I år med tilføjelsen af den amerikanske guitarist Reeves Gabrels, som mest er kendt for sit samarbejde med David Bowie. Vi giver her et historisk overblik over koncerterne med The Cure i Danmark frem til 2008: Roskilde Festival 28. juni 1985 Første koncert i Danmark. Vild koncert hvor en fuld og tændt Robert Smith improviserer og kludrer rundt i teksterne. Sættet minder om Concert-livealbummet tilføjet de nye sange In Between Days og The Baby Screams fra det kommende album The Head On The Door. Koncerten slutter med en lang og udsyret Forever som sidste ekstranummer. Tjek Youtube for en fantastisk, næsten ti minutter lang version af A Forest. Brøndby Hallen 24. oktober 1987 The Cure gæster Brøndby Hallen i oktober på deres "The Kissing Tour". Der er intet opvarmningsband, og på et kæmpe lærred foran scenen kører den fem minutter lange film Eyemou med nærbilleder af Robert Smiths mund og øjne. Da filmen er færdig, ruller lærredet op, og koncerten sætter i gang med The Kiss. Sætlisten trækker heftigt på Kiss Me Kiss Me Kiss Me. De spiller hele 15 ud af 18 sange fra dobbeltalbummet plus b-siden A Japanese Dream fra singlen Why Can't I Be You. Ifølge Anders Rou Jensen, som anmelder koncerten i musikbladet MM, spillede The Cure "musik som bare skulle overstås… som opvasken fra sidste uge". Roskilde "Spring Special" 1. maj 1989 The Cure starter "The Prayer Tour" på dyrskuepladsen i Roskilde samme dag som mesterværket Disintegration udkommer. Koncerten er blevet til en endagsfestival med Roskilde Festival som værter, og på programmet på Grøn Scene står også Dinosaur Jr, Shelleyan Orphan og New Model Army. The Cure er helt fantastiske. Der er vildt god lyd, en utrolig smuk lyssætning med roterende, kulørte fisk og sokker og bandet er rygradsrislende velspillende og får bygget en intens og intim stemning op i det kæmpe telt. En uforglemmelig koncert. Med god grund har "The Prayer Tour" siden opnået mytestatus blandt Cure-fans. Roskilde Festival 30. juni 1990 The Cure er tilbage i Roskilde allerede sommeren efter "The Prayer Tour". Denne gang på den almindelige festival, hvor de spiller på Orange Scene. Det er meget mere en greatest hits-koncert end året før med langt mindre vægt på sangene fra Disintegration. Stemningen er også forholdsmæssig løssluppen og festlig. Sætlisten byder på overraskelser i form af de sjældent spillede Catch, Dressing Up og Lament – samt den kommende single Never Enough.
Valby Hallen, 28. september 1992 "The Wish Tour". God koncert, men som i Brøndby Hallen fem år tidligere er det en rutinepræget præstation mærket af et turnétræt band. Lyden i Valby Hallen er næsten utilgiveligt ringe. Stemningen har svært ved at fortætte sig, og magien opstår kun glimtvist. Bedst er The Figurehead fra Pornography, som lyder fænomenalt i den overlegne 1992-udave af The Cure (se omtale af Parislivealbummet). Roskilde Festival 30. juni 1995 Overraskende vellykket koncert set i lyset af at The Cure på dette tidspunkt er kriseramt og under rekonstruktion. På Orange Scene danser en uvant sjov og veloplagt Robert Smith rundt, og ser ud som, han nyder at være der. Den mest udadvendte koncert han har spillet i Danmark. The Cure har lige hyret trommeslageren Jason Cooper og er taget på en kort festivalturne for at få en pause fra indspilningerne til Wild Mood Swings, som er gået i hårknude. Mod alle odds en af de bedste The Cure-koncerter på dansk jord. Meget varieret sætliste med tre nye, uudgivne sange, blandt andet den monumentale åbningshyme Want, som bliver fast del af The Cures live-repertoire i mange år fremover. Forum 28. november 1996 (aflyst på grund af lastbilchaufførblokade ved grænsen) Roskilde Festival 30. juni 2000 (aflyst på grund af den forfærdelige Pearl Jam-ulykke, hvor ni fans omkommer) Roskilde Festival 1. juli 2001 Erstatning for den aflyste koncert året før, og den eneste festival The Cure spiller den sommer. Sætlisten er alvorstung og mærket af de tragiske begivenheder året før. The Cure oplevede ulykken på nærmeste hånd, fordi de skulle have spillet lige efter Pearl Jam og befandt sig ude bag scenen under ulykken. Det er en meget fin og værdig koncert, som lukker Orange Scene søndag aften. Den mest sprælske sang de spiller den aften er In Between Days. Forum 13. februar 2008 Kun den tredje indendørskoncert i Danmark siden første besøg i 1985. En underlig koncert med dårlig lyd. The Cure turnerer som en kvartet uden keyboards for første gang siden 1979, og spiller alligevel en lang række keyboard-baserede sange inklusiv hele syv fra Disintegration. Dels ligger der keyboards som pre-indspillede "backing tracks", og dels gør guitaristen Porl Thompson en stor indsats for at efterligne lydene ved meget udstrakt brug af guitareffekter. Det kommer der nogle spændende twists på de kendte sange ud af. The Cure er begyndt at spille ekstremt lange koncerter, og i Forum bliver publikum underholdt i over tre timer med i alt 36 sange. Sætlisten indeholder tre helt nye sange, hvoraf den ene, med titlen A Boy I Never Knew, aldrig er blevet udgivet.
Albummet ”Disintegration” Af: Michael Hedelain, Diskant.dk
Nogle gange skal man gøre det stik modsatte af, hvad folk ellers forventer, for at gøre det helt rigtige. Opskriften på The Cure’s Disintegration er i høj grad det stik modsatte af, hvordan man skruer en succes sammen – en dystopisk og inadskuende samling af triste sange, der stort set alle handler om savn, død og livets meningsløshed. Men måske er det netop, fordi albummets præmis er så ren og simpel, at den appellerer så bredt. Efter at have etableret sig gennem firserne som både mørkemestre med messende albums som Faith og Pornography, samt med perfekte, fjollede popsange som “Let’s go to Bed” og “Why Can’t I be You?”, var The Cure’s popularitet ved at stige mastermind og bandleder Robert Smith til hovedet. I en alder af 29 år, i sin første midtvejskrise – og vel vidende, at de fleste af de musikere, han beundrede, alle havde nået deres kunstneriske højdepunkt, inden de var fyldt tredive år – var desperationen ved at melde sig. The Cure havde de sidste par år virket som et team eller nærmest en familie, hvor intet kunne gå galt, men nu var dette billede så småt begyndt at krakelere. Indtagelsen af rigelige mængder alkohol med mere var efterhånden begyndt at sætte sine spor hos bandmedlemmerne, hvor tømmermænd og nedtur efterhånden ikke kunne afværges. Som konsekvens lukkede Robert Smith sig fuldstændigt ind i sig selv og sin musik i sådan en grad, at han stort set ikke længere talte til de andre medlemmer. Resultatet blev det dystre, langsomme og messende album Disintegration. Efter indledningens efterhånden meget velkendte – og i livesammenhænge genkendelige – vindspil oversvømmes man af en tsunami af følelser når åbningsnummeret “Plainsong” bryder ud. Sangen sætter standarden for de næste knap 80 minutter med et langsomt tempo, fyldige og flydende keyboards og mørke bas-temaer. Vokalen er træt og trist, og teksten indeholder ikke meget varme – derimod kulde og død. I den efterfølgende sang “Pictures of You” er det kærligheden, der giver smerte og afsavn til en forsvunden tid og pigen, du aldrig nåede at få sagt det rigtige til, for at gøre hende din. Og sådan lader pladen til at levere stof nok til enhver teenagedepression i mange år fremover, indtil det hele kulminerer til sidst med titel-nummeret og det efterfølgende efterspil “Untitled”. Det ene meditative og selvransagende højdepunkt efterfølger det andet, hvor de store følelser i ensomhedens regnvejr får frit spil. Af de mere lette sange stikker “Lullaby” ud – men kun overfladisk, for sangens underfundige og nærmest ondskabsfulde humor er barndomsmareridtet om, at alt det du frygter skal blive til virkelighed, mens du sover. Albummet er gennemgående melankolsk, men ikke uden et lille håb. Robert Smiths bryllupsgave til sin kæreste, som han giftede sig med et par år forinden, “Lovesong” er en simpel og ubetinget endeløs kærlighedserklæring. En tekst og melodi, der skærer essensen helt ind til benet med følelsen af, at hvis alt andet går galt, så har man trods alt den eneste ene at støtte sig op af. Man kan godt følge pladeselskabets bekymring om, at Disintegration ville være kommercielt harakiri, for på papiret ser et album fyldt med introverte sange om ensomhed, afsavn, død og ulykkelig kærlighed ikke ud til at være en sællert. Ikke desto mindre er det netop denne rendyrkede og keyboard-indsvøbte lamentering, der gør, at albummet taler direkte til teenagehjertet i de fleste. Og hvem ville ellers kunne gøre det, hvis ikke den evige teenager Robert Smith med ensemble skulle? Albummet står ikke bare som en kunstnerisk kulmination på bandets ”unge år”, men også fra at opsummere 80’ernes kompakte rendyrkede sortsyn til at pege fremad imod de fragmenterede 90’ere, hvor alt disintegrerer.
Overblik Om The Cure Dansk Wikipedia <Link> Engelsk Wikipedia <Link> All Music <Link>
Diskografi · · · · · · · · · · · · ·
Three Imaginary Boys (1979) Seventeen Seconds (1980) Faith (1981) Pornography (1982) The Top (1984) The Head On The Door (1985) Kiss Me Kiss Me Kiss Me Kiss Me (1987) Disintegration (1989) Wish (1992) Wild Mood Swings (1996) Bloodflowers (2000) The Cure (2004) 4:13 Dream (2008)
Komplet diskografi <Link>
Uddybende information
Inspiration
Bøger
Udvalgte YouTube videoer
Barbarian, Lydie The Cure : ten imaginary years by Barbarian, Steve Sutherland, Robert Smith London, Zomba, Fiction, 1988. - 126 sider, illustreret (nogle i farver) - by Barbarian, Steve Sutherland, Robert Smith
The Cure - The Strange Museum Dokumentarfilm om The Cure <Link>
The Cure The Cure, songwords 1978-1989 London, Fiction, Omnibus Press, exclusive distributors: Book Sales, cop. 1989. - 169 sider, illustreret. - (A Fiction book). Edited by Robert Smith
Boys Don’t Cry <Link>
Apter, Jeff Never enough : the story of The Cure London, Omnibus Press, 2008. - xii, 340 sider
Pictures Of you: <Link>
Thompson, Dave The Cure : a visual documentary by Dave Thompson & Jo-Ann Greene BOG: New edition. - London, Omnibus Press, exclusive distributors: Book Sales, 1993. - 110 sider. By Dave Thompson & Jo-Ann Greene
Artikler Interview med Robert Smith i The Guardian <Link>
Video på bibliotekerne The Cure : Trilogy DVD (film): S.l., Eagle Vision, 2003. - 2 dvd-videoer + 1 bilag Liveoptagelse, The Tempodrom, Berlin november 2002 Produceret af Splinter Films Production for Smith Music Company i 2003 The Cure : Festival 2005 DVD (film): S.l., Geffen, p2006. - 1 dvd-video + 1 bilag Live-optagelser, Europa 2005
Koncert ved Palace of Auburn Hills, 1993 <Link>
Just Like Heaven <Link>
A Letter To Elise: <Link>
Bibzoom Hør albums og tracks med The Cure <Link>
Nyheder om The Cure <Link>