Ella Fitzgerald
Ella Fitzgerald - 100 år d. 25. april 2017 Ella Fitzgeralds stemme er helt i særklasse: varm, forførende, men også sød og fuldstændig uanstrengt. Her følger en beskrivelse af hendes liv og 60-årige karriere. Derefter præsenteres de 11 bedste albums.
Barn– og ungdom Ella Fitzgerald blev født 25. april 1917 i News Newport, Virginia. Hendes forældre var ikke gift og moderen fandt snart en ny partner, hvorefter familien flyttede til Yonkers, New York. Ella lyttede som barn til jazz-plader med bl. a. Louis Armstrong, Bing Crosby og The Boswell Sisters. Moderen dør i et trafikuheld da Ella er 15 år og hun flytter til en tante i Harlem. Hun begynder at pjække fra skolen og overlever ved at synge i Harlems gader.
Debut og natklubsanger Hun debuterer som 17-årig i en talentkonkurrence, hvor hun egentlig skulle danse, men i stedet valgte at synge. Omkring denne tid møder hun orkesterlederen Chick Webb, som ledte efter en kvindelig sanger til sit orkester. Hun blev en del af orkestret, som bl. a. spillede fast på den berømte natklub The Savoy Ballroom. De indspillede plader og hun fik et hit med en sang, hun selv var med til at skrive, ATisket, A-Tasket. Da Chick Webb dør i 1939 omdøbes orkestret til Ella and her Famous Orchestra.
The Songbooks Hendes karriere tager fart i 1946, hvor hun begynder at arbejde med Norman Granz, den senere grundlægger af Verve Records. Han bliver hendes producer og impressario. Han beslutter, at hun ikke skal begrænse sig til kun at synge jazz, men også prøve kræfter med at fortolke de sangskrivere, der tilsammen udgjorde The great american songbook. Den første af otte songbooks kommer i 1956: Ella Fitzgerald Sings the Cole Porter Songbook.
I 1958 får hun to grammyer for Ella Fitzgerald Sings the Duke Ellington Song Book og Ella Fitzgerald Sings the Irving Berlin Song Book. Ella Fitzgerald Sings the Duke Ellington Song Book var den eneste, hvor hun samarbejdede med den komponist, hun fortolkede. Duke Ellington og hans faste samarbejdspartner arrangøren, komponisten og pianisten Billy Strayhorn optrådte begge på albummet. De skrev to nye numre til albummet: "The E and D Blues" og et instrumentalt portræt af Fitzgerald. Scat og bebop Ella turnerede meget med Dizzy Gillespie, som hun var under stor indflydelse af. Gillespie var, sammen med Charlie Parker, en hovedskikkelse i udviklingen af bebop. Fitzgerald ændrede sin sang-stil og begyndte at bruge scat (jazzsang baseret på lydord uden mening og med udelukkende rytmisk og klanglig funktion) i sine fortolkninger. Hun forelskede sig i Gillespies bassist Ray Brown og de blev gift i 1947. Ægteskabet varede kun 5 år. First lady of song 50erne og 60erne bliver succesfulde for Ella Fitzgerald og hun får tilnavnet First Lady of Song. Hun laver i 1956 sammen med Louis Armstrong albummet Ella and Louis. Det bliver en succes og efterfølges af Ella and Louis Again fra 1957 og Porgy and Bess fra 1959. Ella Fitzgerald var gæst i utallige tv-shows f.eks. The Frank Sinatra Show, The Andy Williams Show og The Pat Boone Chevy Showroom. Hun lavede også reklamer, fx. for kassettebåndet Memorex. Her sang hun en tone, som fik et glas til at gå i stykker. Tonen blev indspillet og spillet igen og fik atter glasset til at gå i stykker, hvorefter en stemme spurgte "Is it live, or is it Memorex? Tiden i Norge og Danmark I 1957 blev Ella Fitzgerald forlovet med en nordmand, Thor Einar Larsen. De var tæt på at blive gift, men Norman Granz opdagede, at nordmanden var en bedrager og brylluppet blev ikke til noget. Der er usikkerhed om Ellas tid i Danmark. Hun havde et forhold til en dansk mand, en SASpilot, men det gik i stykker efter et år. Hun blev dog ved med at komme til Danmark, hvor hun kunne være i fred. Hun købte i 1961 et hus i Klampenborg og hun overvejede endda, sammen med Norman Granz, at købe Jazzklubben Montmartre; det blev dog ikke til noget. Succes med Sinatra og Basie Sammen med Frank Sinatra og Count Basie’s Orchestra gav Ella Fitzgerald en række koncerter på Caesars Palace, Las Vegas og koncerterne blev gentaget i september 1975 på Broadway. Det siges, at disse succesrige koncerter var grunden til, at Sinatra afbrød sin selv-pålagte pensionering og vendte tilbage til showbusiness. Desværre kom de to ikke til at indspille musik sammen; årsagen var ifølge Norman Granz ”indviklede kontraktmæssige forhold”. Ella Fitzgerald fortsatte med at give koncerter og indspille albums, men fra midtfirserne fik hun helbredsmæssige problemer. Hun døde 15. juni 1996.
På de følgende sider præsenteres Ella Fitzgeralds 11 bedste albums Lullabies of Birdland (1955) Et studioalbum, som indeholdt tracks, indspillet fra 1945 til 1955. Hør her de dejligt swingende "How High The Moon" og "Oh Lady Be Good".
Ella Fitzgerald Sings The Cole Porter Songbook (1956) Cole Porter skrev elegante, sofistikerede sange og alle de kendte er her selvfølgelig fx "Night and Day," "I Love Paris," "What Is This Thing Called Love" og "I've Got You Under My Skin", men også nogle mere ukendte. Ella er måske på sit stemmemæssige højdepunkt her. Det er det første Songbook album og det blev en stor succes. Det var også det første album, Fitzgerald indspillede for Verve, Norman Granz’ pladeselskab og i det hele taget det første album, Verve udsendte. Det er Buddy Bregman, der har arrangeret. Norman Granz besøgte Cole Porter og spillede albummet for ham. Han udbrød "My, what marvelous diction that girl has". Af sidemen kan nævnes på trompet Harry "Sweets" Edison og på klarinet, saxofon og fløjte Bud Shank. Min uptempo favorit er ” I'm Always True To You In My Fashion” og ” Ridin' High”. Af balladerne er det “Easy to love”.
Ella and Louis (1956) Norman Granz var igen producer og han satte en kvartet sammen bestående af Oscar Peterson (piano), Buddy Rich (trommer), Herb Ellis (guitar) and Ray Brown (bass). Ellas silkeagtige stemme og Armstrongs grove ditto passer forbavsende godt sammen og valget af sange er som skabt til de to. Mine yndlingsnumre herfra er Gershwin-brødrenes "They Can't Take That Away from Me" og "Isn't This a Lovely Day?” af Irving Berlin.
Like Someone in Love (1957) Dette album er indspillet på same tid som ”Ella and Louis”. Arrangør og dirigent er Frank DeVol. Stan Getz spiller med på fire numre, herunder "Midnight Sun" and "You're Blasé". Det er en fin samling standards sunget med stor indføling og varme. At lytte til dette album er som at tage bad i flødeskum.
Ella Fitzgerald Sings the George and Ira Gershwin Songbook (1959) Som nok bekendt var Nelson Riddle Frank Sinatras arrangør på flere af hans allerbedste albums. Men Riddle arbejdede også sammen med mange andre, her altså Ella Fitzgerald. Ira Gershwin er ofte citeret for disse ord: "I never knew how good our songs were until I heard Ella Fitzgerald sing them.” Det er en imponerende præstation af både solist og arrangør. Der er nogle sjældent hørte sange med her, f.eks "The Real American Folk Song" og "Just Another Rhumba". Fitzgerald fik en grammy for ”But not for me” og den er også bemærkelsesværdig smuk og gåsehudsfremkaldende.
The Complete Ella in Berlin: Mack the Knife (1960) Ellas bedste og mest berømte live-album. Titelnummeret er legendarisk; hun glemmer tekstlinier og improviserer sig frem. Hvis man kan lide scat-sang, skal man absolut høre ”How high the moon”. Også den vidunderlige ballade skrevet af Erroll Garner, ”Misty”, er det værd at høre Ella fortolke.
The intimate Ella (1960) Her akkompagneres Ella af pianisten Paul Smith. Det er kun ballader og albummet er perfekt til en trist regnvejrsdag. Hør f.eks. de to saloon-sange ”Angel eyes” og ”One for my baby (and one more for the road)”.
Ella swings brightly with Nelson (1961) Som en stor beundrer af Nelson Riddle, der jo var Frank Sinatras arrangør på dennes bedste albums, er jeg selvfølgelig også begejstret for dette album. Ella vandt en grammy for det. Hun lyder fantastisk her. Hør f.eks. Ellingtons ”What am I here for” og Kerns ”I won’t dance”. Vil man høre mere Ella og Riddle har de også udgivet Ella Swings Gently with Nelson og selvfølgelig Ella Fitzgerald Sings the George and Ira Gershwin Songbook.
Ella at Duke’s Place (1965) Ellas andet studiealbum med Duke Ellington efter ”Ella Fitzgerald Sings The the Duke Ellington Songbook”. Også her er Ella i topform. Billy Strayhorns ”Passion flower”, hvor også Johnny Hodges brillerer på altsax er i særklasse.
Take love easy (1973) Dette album er et samarbejde mellem Ella og guitaristen Joe Pass. Ella lyder langt yngre end hun er på dette album (56 år); hun synger afslappet og Joe Pass følger hende smukt. Duoen indspillede flere albums i 70érne, men dette er det bedste.
Ella in Rome : The birthday concert (1988) Ella Fitzgerald fejrer her sin 40-års fødselsdag og det var i 1958, men albummet er først udsendt i 1988. Med sig har hun som sædvanlig, når hun var på turné i disse år på klaver Lou Levy, på bas Max Bennett og på trommer Gus Johnson. Jeg vil fremhæve ”Just squeeze me”, ”Caravan” og ”I loves you, Porgy”. På ”I can’t give you anything but love” imiterer hun både Louis Armstrong og den i Danmark nok ikke så kendte Rose Murphy.
Tekst af Susie Beck Kristensen, 2017