Thomas Dybdahl – EN GUIDE TIL NORGES TOPTRUBADUR
BIBZOOM LYTTEGUIDE Thomas Dybdahl – En guide til Norges toptrubadur TEKST Jonas Sloth Bach
REDAKTION Niels Mark Jens Laigaard
LAYOUT Jens Hjørne
FØDT AF KOLDE FJELDE MED VARME HJERTER Sandnes ligger smukt. I læ af klippefremspring fungerer den som stopklods for en af de mange fjorde, der skærer den norske vestkyst i talrige takker. I 1979, den 12. april for at være helt præcis, blev Thomas Dybdahl født i Sandnes. Det er 34 år siden nu, og i de år har byen haft et voldsomt vokseværk. Siden 1980 har Sandnes næsten fordoblet sit indbyggertal, og den regnes for at være den hurtigst voksende by i hele Norge. Sandnes, der ligger 16 kilometer syd for Stavanger, vokser faktisk så meget, at de to byer ofte omtales i samme åndedrag. De er simpelthen ved at vokse sammen. Og tilsammen udgør de det tredjemest befolkede byområde i Norge.
Og Thomas Dybdahl er vokset. Først voksede hans lemmer, hans arme blev længere, hans hænder blev større og til sidst voksede et karakteristisk skæg ud af hans ansigt. Men han voksede også musikalsk. Først med ungdommelige skridt i forskellige retninger på samme tid, og siden med storladne skridt direkte ind på den nordiske musikscene, hvor han har bevist sin evne til at skrive smukke sange og gribende tekster siden årtusindskiftet. Nu er Thomas Dybdahl klar med sit sjette studiealbum, og hvis du ikke allerede kender ham, er det på tide. Derfor hjælper Bibzoom dig med en guide til et nyt nordisk skatkammer af musik. Lad denne lytteguide inspirere dig til at dykke ned og lære Norges kapelmester bedre at kende. God fornøjelse.
BIBZOOM - BIBLIOTEKERNES DIGITALE MUSIKTJENESTE
AT SLÅ MUSIKALSKE RØDDER PÅ KLIPPEGRUND I sine unge dage var Dybdahl guitarist i det jazz- og popinspirerede Stavangerband Quadraphonics, men i slutningen af forrige århundrede satsede han på en solokarriere og begyndte at udgive sine egne ting. Single debuten ”Bird” fra 2000 fik hans navn til at brede sig blandt de norske musikinteresserede og med EP’en John Wayne slog Thomas Dybdahl i 2001 fast, at man med god grund kunne forvente sig noget af hans musikalske karriere. Allerede dengang havde Thomas Dybdahl fundet et unikt lydunivers med et meget personligt udtryk. Den akustiske guitar indtager det musikalske centrum, men Dybdahls velklingende mørke vokal besjæler både tekst og melodi. I baggrunden bliver dagligdagsgenstande til rytmeinstrumenter. Simple bækkenslag bliver suppleret af skramlende trommer, tamburin og enkle slag på en tom ølflaske. På John Wayne er vokalen overstyret og støvet og bliver flere steder støttet af understemmer, der giver en blandet følelse af kor og fællessang. Enkelte steder falder elguitaren i med beskidte indfald, og en smuk mundharmonika spiller et par sololinjer, mens en banjo giver endnu en rytmisk dimension i baggrunden. Selv har Thomas Dybdahl ikke nogen stor, filosofisk forklaring på sin lyd. Han er mere jordnær.
»Som det er med mange andre ting, kan det egentlig bedst forklares med tilfældigheder«, sagde han i et interview til Popmatters. »Da jeg begyndte at optage og producere min egen musik, havde jeg kun en mikrofon, og det var umuligt at optage et vellydende trommesæt med bare en mikrofon. Jeg var nødt til at bryde det op i individuelle perkussive elementer og optage dem et efter et. Det blev meget tidskrævende, og en masse gange optog jeg ikke rigtige trommer. I betragtning af, at min timing
var meget bedre på guitaren, end den var på perkussion, brugte jeg guitaren mere og mere som det bærende perkussive element«, fortæller han. Selv om han ikke nødvendigvis selv tænkte over det blev den nedbarberede lyd afgørende for ham og mange andre kunstnere i de kommende år. Lyden varslede indgangen til et analogt årti, hvor skovmandsskjorter, fuldskæg og følsomme mænd blev de nye rocksymboler for en generation, der søgte tilbage mod det analoge, det
virkelige og det gennemskuelige i en uoverskuelig verden med global opvarmning, terroraktioner og grænseløse krige. En generation, der søgte tilbage til naturen, nærheden med mad, musik og skabelsesprocesser. Lige præcis den stil fangede Thomas Dybdahl med sine tidligste udspil, og snart var vejen banet for en ambitiøs, musikalsk tretrinsraket, der skulle sende den norske trubadurs karriere op mod stjernerne med lysets hast.
BIBZOOM - BIBLIOTEKERNES DIGITALE MUSIKTJENESTE
TRILOGIEN OM EFTERÅRET OG DEN ULYKKELIGE KÆRLIGHED Dybdahls tretrinsraket blev sendt af sted i 2002. Pladen …that great October sound var begyndelsen på Oktober-trilogien, der blev udbygget med Stray Dogs året efter, og fuldendt med One day you’ll dance for me, New York City i 2004. Tre plader på tre effektive år. Med det musikalske kvantespring spillede Thomas Dybdahl sig ikke blot ind i de norske hjerter i disse år, han erobrede også resten af Norden med sin smukke, varme vokal og sine fine sange. Musikalsk adskiller pladerne sig ikke voldsomt fra hinanden. Og alligevel er der dog en tydelig udvikling at spore både i udtryk, stemning og professionalisme. …that great October sound er bar og sårbar. Vokalen er distortet og overstyret på flere numre, og umiddelbarheden er tydelig. Det virker flere steder som om Thomas Dybdahl har indspillet numrene i første hug i uforstyrrede onetakes, der efterfølgende har fået flere lag uden at miste deres diktafonagtige skitselyd. Resultatet er en intim oplevelse af at sidde med i det musikalske værksted, hvor alle eksperimenter med den klassiske singer-songwriter-genre kan afprøves og
succeskriteriet er, at man kan mærke umiddelbarheden og den levende nerve i hvert enkelt nummer. Nogle numre er dog mere velproducerede og egnede til et liv i radioen. Det gælder åbningsnummeret ”From Grace” og de næste fire skæringer, at de virker mest velstøbte, og som lytter får man den tanke, at pladen fra ”Postulate” og frem er resultatet af at koble sit mere skitseagtige bagkatalog bag på en velproduceret EP. Pladen har dog en velproduceret afslutning med bonusnummeret ”I Need Love, Baby, Love”.
BIBZOOM - BIBLIOTEKERNES DIGITALE MUSIKTJENESTE
VELPRODUCEREDE EKSPERIMENTER DER HVILEDE PÅ LAURBÆR Der skulle gå to år, før Thomas Dybdahl var klar til at følge op på Oktobertrilogien. Da Science udkom i 2006 havde han taget et stort skridt fra den langsomme, melankolske skønhed på forgængeren. Tempoet var skruet op, der var meget mere rytme og liv, og den sprøde og varme vokal var skiftet ud med mange flere falset-passager. Allerede åbningsnummeret ”Something Real” syrer ud efter et par minutter i noget, der minder om ænder og fugle, der slås bag den pulserende folkrock. Pladen er bundet fint sammen med numre, der overlapper hinanden, og der er lange passager uden sang, hvor musikken får lov til at bære sig selv. Der er dog stadig smukke og ømme numre. Tydeligst står ”Still my body aches”, der er et meditativt eksperiment med elegant klaver, kontrabas og strygere. Generelt fylder strygere meget på albummet, der har kontrabas på de fleste skæringer og lange strygerfyldte passager som eksempelvis på ”Dice” og ”Always”. Albummet er rart og har mange lettilgængelige numre, og det afspejler meget godt, at fanbasen i 2006 allerede var vokset meget. Derfor er det måske
ikke så overraskende, at Science er mere mainstream end tidligere. På ”Maury the pawn” kan man dog høre mere dystre toner, der nærmest spreder lidt uhygge. Det var et tegn fra Thomas Dybdahl om, at hans musik var på vej til noget mærkbart anderledes. Og knap så rart. »Min musik har altid udviklet sig ret lineært, forstået sådan at det, der har skilt sig ud på en plade, er blevet kendetegnende for den næste plade. Og så videre«, forklarede han, da GAFFA talte med ham tilbage i 2010.
DOWNLOAD FRIT INGEN REKLAMER INTET ABONNEMENT NYHEDER OG ANBEFALINGER ORGANISÉR DIN MUSIK
BIBZOOM - BIBLIOTEKERNES DIGITALE MUSIKTJENESTE
OPRØR MOD DE RARE FORVENTNINGER Hvis man havde troet, at Thomas Dybdahl efter en mainstream og munter afstikker med Science på det næste album ville finde tilbage det den storladne romantisk og den smukke melankoli, tog man fejl. Der gik fire år, før Waiting for that one clear moment kom. Til gengæld går der kun et minut af pladen, før man ved, at der er sket noget med Thomas Dybdahl. Han er blevet dyster. Ikke på en smuk måde. Nej, på en defragmenteret, dystopisk måde. ”Blackwater” er uhyggelig, rodet og nærmest amusikalsk dekonstrueret. Et årti med krig mod terror har sat helt håndgribelige spor i musikken, der virker forladt for håb for fremtiden. Tydeligt bliver det allerede efter tre minutter af nummeret, hvor en amerikansktalende stemme taler om Saddam Husseins forbrydelser mod menneskeheden, mens han løfter en pegefinger mod den vestlige verden for at have støttet diktatoren i de foregående år. Musikalsk er det svært at trække tråde tilbage til det foregående album, og Thomas Dybdahl har også udtalt, at pladen er gennemsyret af ikke at ville gøre det samme som på de tidligere fire albums. Strygerne har stadig en central plads i Dybdahls lydunivers, men mere som de ildevarslende lydeffekter fra skræmmende film eller symfonier i mol. Det er som
om hele pladen er en mørk sky, som solen kun i meget få glimt skinner hul igennem. Det gør de enkelte solstrålers effekt større, men ændrer ikke på, at man efter pladens ti sange har en stor risiko for at være i dårligt humør. Og pladens lange tilblivelsestid er udtryk for, at Thomas Dybdahl også selv har haft svært ved at få de rene åbenbaringer. »Det tog vældig lang tid. Når man skal være ærlig, så er grunden til, at det tog så lang tid, at de klare øjeblikke er kommet sjældnere og har varet kortere. Så jeg har måttet gøre det til en sport at prøve som en vildmand at få fat i det, når man får sådan et øjeblik, hvor man tænker ”Yes, der er det”«, sagde Thomas Dybdahl om albummet i et interview med Gaffa lige inden udgivelsen. Thomas Dybdahl viser sjældent, at hans stemme rent faktisk kan være rund og varm. I stedet synger han spinkelt, lyst og kortfattet. Som om han prøver på at slippe for det. På titelnummeret snakker han sig igennem den stressende skæring. Albummet blev ikke nogen salgssucces men fik rigtig pæne anmeldelser over det meste af linjen. De kunstneriske ambitioner får frit løb, og pladen er både udfordrende og ambitiøs. Med danske øjne var det mest interessante at bonusnummeret blev sunget i selskab med Tina Dickow, der giver albummet et lille dansk islæt.
TILBAGE MED ET MESTERVÆRK Efter tre års albumpause er Dybdahl tilbage. What’s Left Is Forever er et album, der indkapsler alt det, Thomas Dybdahl kan. Og det kan meget vel gå hen at blive det vigtigste album i hans samling. Der er hele 13 numre på pladen, og de trækker alle hver deres tråde til tidligere værker fra Dybdahl. På samme tid bliver de hver for sig og særligt i helhed også til et nyt udtryk, der på ny viser, at Thomas Dybdahl er en unik kunstner i Norden. Der er både plads til lange sanselige passager uden sang eller tydelige melodier og plads til træfsikre radiohits som singlen ”Man On A Wire”. Lydbilledet er stadig analogt, naturligt og meget levende og organisk, og det
låner både fra de trancelignende dele af den foregående plade og de smukke og storslåede mesterværker fra de første tre plader. Generelt er pladen ganske afdæmpet og ligger i stemningsleje et sted mellem Science og Stray Dogs. »Min musik siger masser om mig som menneske. Det jeg indspiller siger noget om mit væsen og mit humør; min sindsstemning. Jeg er en ganske rolig fyr«, sagde Thomas Dybdahl til GAFFA i 2010. Og skal man tage dette album som en temperaturmåling af Dybdahls person, har han det godt, velafbalanceret og til tider nærmest hørbar lykkelig.
BIBZOOM PÅ
FACEBOOK Nyheder, konkurrencer, guides, support og meget mere...
www.facebook.com/bibzoom
BIBZOOM UNSIGNED
FÅ UDGIVET DIN MUSIK Mangler du en pladekontrakt? Bibzoom distribuerer og promoverer gerne din musik... og betaler dig, naturligvis...
LÆS HVORDAN PÅ BIBZOOM bibzoom.dk/unsigned
ALBUMOVERBLIK …THAT GREAT OCTOBER SOUND (2002)
LYT PÅ BIBZOOM
Den mest skrabede og skramlede udgivelse viser både Dybdahl som en dygtig melodisnedker og en god guitarist. Halvdelen af pladen er velproduceret og vellydende, mens resten er mere rå, skitseagtig og intim. Lyt til: Life Here Is Gold, der er nærværende, smuk og sanselig med slideguitar og ømhed. Love’s Lost, der er mere bar, rå og har en herlig overstyret vokal og unisone korstykker. STRAY DOGS (2003)
LYT PÅ BIBZOOM
På denne plade er de store, glade følelser i højsædet. Flere gange rammer lyden som en storladen tsunami, som man kun kan blive trukket med af. Det er overvældende og blidt. Lyt til: Rain Down On Me, der er fabelagtig smuk. Cecilia, der trods en tung tekst om svær kærlighed er et livsbekræftende stykke musik.
ONE DAY YOU’LL DANCE FOR ME, NEW YORK CITY (2004)
LYT PÅ BIBZOOM
Den mest langsomme af de tre plader fra Oktobertrilogien men samtidig også den, hvor Thomas Dybdahl som sanger er mest overbevisende og tættest på lytteren. De smukke numre står i kø, og inderligheden bliver næsten for meget af det gode. Lyt til: Henry, der både er smuk, opløftende og varieret rent vokalt. It’s Always Been You, hvis du kan holde det sukkersøde budskab ud, er det et tindrende smukt nummer.
SCIENCE (2006)
LYT PÅ BIBZOOM
Mere rytmisk og energisk end forgængeren. Science introducerede de småsyrede elementer i små umærkelige stik og holdt samtidig fast i de smukke og sarte sange. Pladen lod vente på sig og levede ikke helt op til forventningerne, men den holder stadig niveau. Lyt til: B A Part, der er et fint og skønt nummer, der indikerer den lidt mainstream stil på albummet. Still My Body Aches, der er ømskindet og spinkel, men samtidigt meget poetisk. WAITING FOR THAT ONE CLEAR MOMENT (2010)
LYT PÅ BIBZOOM
Det mest syrede og dystre album fra Thomas Dybdahl til dato. De klare øjeblikke er små åbenbaringer på pladen, der ellers mest er dystopisk og mørkt. Men ikke desto mindre et stort og ambitiøst kunstværk. Lyt til: I Just Can’t Bring Myself To Say The Words, der er en af de små solstråler på pladen. The World Is My Oister, der er en stille kamp mod en verden i moralsk forfald.
WHAT’S LEFT IS FOREVER (2013)
LYT PÅ BIBZOOM
Umiddelbart lyder dette album meget mere som Thomas Dybdahl end forgængeren. Han synger mere, lyden er mere harmonisk og blid. Humøret er mere afbalanceret og selvom enkelte numre har en iboende vildskab, virker det til, at Dybdahl er landet et rart sted. Lyt til: Soulsister, der er gribende smuk og fyldt med fine korhamonier og sublimt guitarspil. Man On A Wire, der allerede tidligt viste radiopotentialet på pladen, og som nemt gør lytteren i godt humør.
BIBZOOM LYTTEGUIDES Bibzoom guider dig kyndigt gennem festivaler, begivenheder, bands og musikgenrer. Med Bibzoom som redaktion skriver en gruppe musikfaglige ildsjĂŚle fra de danske biblioteker dig vej gennem musikjunglen og giver dig tips til godbidder, nyskabelser, sikre satsninger, og meget mere fra musikkens forunderlige verden.