Foo Fighters
Månedens tema på DR P6 Beat Hør udsendelsen "P6 Beat elsker Foo Fighters" på DR radiokanalen P6 Beat den 30/8 kl. 10-16
Månedens tema i GAFFA PLUS GAFFA, nordens største musikmagasin, har tidligere bragt anmeldelser og artikler om Foo Fighters, som du kan læse på GAFFA.dk.
Månedens tema på Bibzoom Læs artikler om månedens tema og lyt til musikken.
Foo Fighters - de onde hippier (Oprindeligt udgivet i Musikmagasinet GAFFA) Af Henrik Tuxen 20 år efter Dave Grohls første solo-demoer er Foo Fighters i dag et af verdens største rockbands, der både appellerer til det brede tandsmil og kanaliserer indestængt aggression. GAFFA fik en snak med guitaristerne Chris Shiflett og Pat Smear om forholdet mellem himmel og helvede. – Jeg kommer fra Virginia, og i det næste nummer (Arlandria, red.) synger jeg om "Sweet Virgina", og I må meget gerne brøle med. Det er dog ikke den amerikanske stat, det handler om, men derimod min mor, Virigina Grohl, der sidder på balkonen i aften. Verdens mest fantastiske kvinde, der har haft verdens sværeste job: at være min mor. Lille, umiddelbart undseelige Virginia Grohl, der også medvirker i den dokumentarfilm, som ledsager Foo Fighters' akutelle album, Sonic Highway, letter sig fra stolen, mens klapsalverne brager mod den sikkert vidunderlige, spinkle dame fra de amerikanske sydstater. Hvis nogen skulle være i tvivl, så har vi her at gøre med endnu en understregning af, at Dave Grohl er "the good guy". Verdens, efter denne skribents mening, bedste nulevende rocktrommeslager, en fantastisk historiefortæller og samlingsfigur på den internationale rockscene. Manden, der uden for offentlighedens søgelys lagde stikkerne på hylden, da Kurt Cobain for egen hånd valgte at joine "Klub 27", sang og spillede sine egne sange, og nu kan fejre 20 års jubilæum som frontfigur i Foo Fighters. Et band, der senest debuterede som nummer et på billboardhitlisten i USA, står bag stribevis af internationale hits og spiller stadionrock over hele kloden efter forgodtbefindende. Brian May, barnebarn og The Holy Shits Dave Grohl er et hyperaktivt legebarn. Således også denne aften. Der skal ske noget, det hele skal ikke være så forudsigeligt! Jeg sidder på balkonen på et rødt plyssæde og ser Foo Fighters for fuld udblæsning i over to timer. Nu har jeg aldrig været en "rigtig" anmelder. Som gammel musiker foretrækker jeg at snakke med folk, bore i hvem de er, hvad de har på hjerte, hvis de har noget, og i givet fald hvad, og hvad Foo Fighters angår, er jeg helt håbløs. Glemmer lidt hver gang, hvor fedt og levende et live-band, de rent faktisk er. Hvordan kan man ikke give det band seks stjerner? Fyren foran mig sidder med en T-shirt med påskriften "Foo Fighters Wembley". Vi befinder os i selvsamme metropol, men det er hverken historikken fra Rooney, Beckham, Gazza eller Keegan, lokaliteten emmer af, selvom der er lidt bold i luften. Vi er tæt op af "The Gunners" historiske hjemmebane Highbury, nærmere bestemt Islington Assembly Hall, med en max kapacitet på 800 mennesker, og de hårdtarbejdende musikere på scenen opererer under navnet The Holy Shits. De spiller for vel fire promille af det publikum, der så dem på Wembley i samme by, så det er vist, hvad man kan kalde en eksklusiv aften. På samme række som "Sweet Virginia" sidder Brian May med børnebørn. Præcis samme frisure som altid, bare gråt, og det meste af aftenen i tæt kontakt med en vel otte-årig knægt iført gigantiske høreværn, hvor en storsmilende bedstefar og barnebarn aftenen igennem får fyret den ene lufttrommesolo af efter den anden. Måske er Grohl kongen bag gryderne, men Taylor Hawkins er så sandelig heller ikke at foragte.
Chris og Pat Laviner af "feel good", fællessang og kosmisk kærlighed. Men ikke som The Carpenters, Barry Manilow eller Jodle Birge ville udtrykke den. Lydniveuaet er bragende højt, og midt i glæden og fælleskabet bliver der holdt i hånd med bæstet, destruktionstrangen og djævelen i hjertet, så den indre forløsning, også af de følelser, er tæt på komplet. Dualiteten Grohl og Foo Fighters. For mig for så vidt logisk, men alligevel interessant at få et par ord fra dem, der selv på en og samme tid udtrykker fælles åndelig kærlighed, og så i lange passager lyder, som var de Lucifer-repræsentanter på planeten Jorden. Denne skribent har fået et møde i hus med guitaristerne Chris Shiftlett og Pat Smear. To blændende repræsentanter for samme dualitet mellem himmel og helvede. Grohl er lederen, men Foo Fighters' udvikling og succes er i den grad et band- og fællesforetagende. Chris, nu i 15 år en Foo-kriger, har, udover soloplader med hang til blues og country, en fortid som en prominent hardcore-punk-guitarist. Pat Smear styrede den seksstrengede hos de hårde punk-rockere The Germs. Samme Smear blev i sin tid – som eneste guitarist nogensinde – håndplukket af en vis Cobain og var i den sidste fase af Nirvanas levetid fast medlem af bandet, som Kurts sidemand. To i øvrigt glade, sjove og smilende familiefædre der, hånden på hjertet, bedre kan huske, hvor de spiste is med ungerne på bandets mange forrygende danske koncerter, end hvordan det var at likvidere Refshaleøen i 2011 eller Roskilde i 2005. I er jo nærmest som en flok glade hippier, der samtidig forstår, udtrykker og udlever bæstet, hvordan hænger det sammen? Chris: – Foo Fighters – næsten hippier, og lidt onde, haha! Det er en del af pakken. Nogle gange hører og spiller jeg musik, som bare giver mig lyst til at smadre møbler. Pat: – Det er sjovt, jeg har aldrig rigtigt tænkt over den kobling før, men en del af forklaringen er nok, at vi alle er store musikelskere. Tager du os alle fem, vil du kunne finde hvilket som helst band, hvilken som helst genre repræsenteret, som mindst en af os ville elske og relatere til. Chris: – Så er der mange fællestræk blandt rockmusikere. Det er typisk folk, der er skæve i hovedet og fucked up på en eller anden måde, der vælger den måde at udtrykke sig på. Hvorfor ville du vælge at gøre det, hvis du var helt straight og normal? Så er vi vant til at gøre tingene på vores egen måde. Vi spiller med andre, alle laver noget forskelligt. Dave begynder hurtigt at kede sig, hvis ting bliver for ensartede, og udfordrer hele tiden sig selv – og dermed os. Så vi kommer rundt i mange afkroge, bragende højt elektrisk, afdæmpet akustisk, gigantiske stadions, helt små venues, alt muligt. Pat: – Dave er som en haj, han er nødt til konstant at bevæge sig for at være i live. At være rock'n'roll-musikere giver potentielt en mulighed for at udtrykke sig, i fællesskab, på en telepatisk og følelsesmæssig måde, som kan give en særlig indre ro, glæde og indsigt. Samtidig viser historien, med talrige skræmmende eksempler, at det er et højrisikofyldt erhverv, for eksempel eksemplificeret ved din gamle bandleder, Cobain, Pat. I udtrykker i den ledsagende film til det nye album Sonic Higway, at Foo Fighters er som en familie. Er det sammenholdet og venskabet, der gør, at I alle i dag har det store smil fremme frem for hver jeres sprøjte i armen? Pat: – Uden at jeg på nogen måde vil nedgøre min biologiske familie, bliver jeg nødt til at være ærlig og sige, at den familie som betyder mest for mig, er den familie, jeg selv har valgt. Mennesker, som jeg deler værdier, passion, forståelse og interesser med, og hvad det angår, er Foo Fighters en fantastisk familie. Chris: – Musikhistorien er rig på mange store bands, som udvikler syge egoer og fjendskaber, hvor hver musiker til sidst har hver deres egen garderobe og bandrum. Det, har jeg simpelthen ikke fantasi til at forestille mig nogensinde vil komme til at ske i Foo Fighters. En ting er, at vi kommunikerer musikalsk, men så er der alt det andet. Du ser os måske på scenen i to timer og hører et album på 45 minutter. Men bag det ligger der timer, måneder, år sammen, på alle mulige måder. Når vi venter i lufthavne, i bandbiler, i studier, og som nu, hvor vi laver promo. Masser af tid til at lave pis med hinanden, snakke, eller bare være, sammen. Og det fungerer simpelthen, andet kan jeg ikke sige. Pat, du forlod Foo Fighters i 1997 og trådte til igen et lille årti efter. Hvad var det for et band, du gik ud af, og hvilket du spillede med igen fra 2006?
Pat: – Det er meget lettere og sjovere i dag. Dengang skulle vi arbejde og kæmpe virkelig hårdt. Nu er bandet blevet til det band, det altid var meningen og ønsket, at det skulle være. Sonic Highways: Foo Fighters' ottende studiealbum er en kærlighedserklæring til den amerikanske musikhistorie. Albummet og den ledsagende film, instrueret af Dave Grohl, er primært en rundrejse i nogle af de mest centrale byer, og sammes musikhistorie, og selvfølgelig byer, der har særlig betydning for de fem, fine, Foo Fighters. Nærmere bestemt Austin, Chicago, Los Angeles, Nashville, New Orleans, New York, Seattle og Washington D.C. Albummet er indspillet i samme byer, i forskellige former for samarbejde med centrale skikkelser og pionerer fra områderne. Guitaristerne fortæller: Pat: – Når du turnerer meget, hvilket er helt normalt som rockband, besøger du en masse byer, men ofte får du ikke oplevet andet end et hotelværelse, en lydprøve, en koncert, og så videre til den næste. Det har været virkelig fedt at dykke ned og lære noget om dit eget land og dets historie på en helt anden måde, end jeg i hvert fald har prøvet før. Dave er fra Virginia, men flyttede som teenager til Washington DC. Der skete så at sige intet i 70'erne, men så blomstrede både punkscenen og Go Go musik med en lederskikkelse som Chuck Brown. Den del af amerikansk kultur kendte jeg ikke meget til, men nu er den helt anderledes levende. Chris: – Det er en hyldest til vores eget land og dets musikhistorie, og det har været en spændende rejse og udvekslingsproces. Jeg har været over hele USA mange gange, men aldrig en uge i Nashville eller i Austin i træk. Denne gang hørte jeg for eksempel der henholdsvis country og blues på hotelværelserne, inden jeg gik i studiet, og kom ind under huden på stemningen og ånden på en anden måde. Pat: Det ville være fantastisk at være på turné, hvor man var en uge i hver by. Problemet er bare, at turen ville tage ti år.
Overblik
Diskografi
Om Foo Fighters
· · · · · · · · ·
Dansk Wikipedia <Link> Engelsk Wikipedia <Link>
The colour and the shape (1997) There is nothing left to lose (1999) One by one (2002) In your honour (2005) Skin and bones (2006) Echoes, silence, patience and grace (2007) Wasting light (2011) Sonic Highways (2014) Concrete and gold (2017)
All Music—diskografi <Link>
· Foo Fighters (1995)
Film og video DVD (kan bestilles gennem bibliotekerne)
Udvalgte YouTube videoer
Foo Fighters - Sonic highways Foo Fighters indspiller de otte sange på albummet "Sonic highways" i otte forskellige amerikanske byer. Dokumentarserien følger indspilningerne og udforsker musikscenen og -historien i hver af de otte byer gennem interviews med musikere, [...]
Foo Fighters - No Distance Left To Run <Link>
Foo Fighters Highways & holidays : 20 years of the Foos Foo Fighters - Back and forth A film by James Moll På omslag: "Full-length documentary film - plus 35 minutes of extras, including band interviews & deleted scenes"
Foo Fighters Rock am Ring 2015 <Link> Foo Fighters - Live Reading Festival 2012 <Link>