Bach
Johann Sebastian Bach — en kort introduktion Mange ser Bach som den største komponist, der har levet. Om han er det, eller om Mozart eller Beethoven er større, er en håbløs diskussion, vi ikke skal ud i her. Bach er en hoved-skikkelse i klassisk musik og den mest betydelige komponist i barokken (år 1600 til 1750). Mens han levede var Bach ikke særlig værdsat som komponist. Kun nogle få kolleger forstod, at denne mand kunne noget helt enestående med noder. Bach var først og fremmest kendt som virtuos organist og ekspert i orgelbyggeri. Han førte sig heller ikke frem, men udfyldte sin rolle som beskeden håndværker i musikken. På hver af sine kompositioner skrev han ”Soli Dei gloria” - Gud alene æren. Bach var det meste af livet ansat ved kirken, kun afbrudt af et par perioder som hofmusiker i Weimar (1708-17) og Köthen (1717-23). Det var i disse år, han skrev hovedparten af sin instrumentalmusik: sonater og suiter for cembalo, violin og cello, samt orkesterværker, ikke mindst Brandenburgkoncerterne. De sidste 27 år af sit liv var han ansat som kantor ved Thomasskolen i Leipzig og musikdirektør ved byens fire største kirker. Det var et krævende arbejde. Han skulle dels undervise i latin (men det betalte han sig fra, fordi det var kedeligt), dels skrive korværker til kirkelige højtider og den ugentlige søndagsgudstjeneste. Indimellem skulle der øves med de to kirkekor og to orkestre, og var der tid til overs, tog han elever til privat musikundervisning. Når han skulle slappe af, spillede han noget af sin lystige, verdslige musik med et studenterorkester i et af Leipzigs kaffehuse. Man skulle ikke tro, der blev plads til et egentligt privatliv i al denne aktivitet. Men det gjorde
Tekst: Jens Laigaard, Herning Bibliotekerne Redaktion og Layout: Niels Mark og Jens Laigaard
der. Et fredeligt og trygt familieliv var den base, Bach behøvede for at pligter og inspiration kunne balancere. Bach var gift to gange og fik i alt tyve børn, hvoraf ni overlevede til voksenalder og to, Wilhelm Friedemann og Carl Philipp Emanuel, blev anerkendte musikere. Som komponist var Bach ufatteligt produktiv. Da han døde i 1750, efterlod han et godt stykke over tusind værker, hvoraf mange aldrig var blevet opført. Selv om Bachs musik i de sidste år blev ret indviklet og præget af talsymbolik, så er den ikke svær at lytte til. Uanset om det er et orgel, der tordner, et kor, der skruer sig op eller en violin, der går på opdagelse, så er Bachs toner klare og præget af en matematisk orden, som virker beroligende. Jævnligt rækker musikken også ud og rører ved følelser dybt i os. Tværs gennem århundrederne kan den begejstre - og få har udtrykt denne begejstring bedre end Thorkild Hansen: ”Johann Sebastian Bach, der brugte sine 65 år på denne jord til at lave børn med sine koner og skrive den mest overjordiske musik, der findes; ikke bare den geniale harmonimester og kontrapunktist, der altid fremhæves; rundt om i hans produktion, i koncerterne, oratorierne, kantaterne, suiterne og helt ned til Anna Magdalenas lille Notenbüchlein, findes der så mange skønne melodier, at man, hvis man kunne tælle dem op, ikke ville se ham overgået af nogen anden, ikke engang af Mozart, ikke engang af den melodibindegale Verdi!” I det følgende ser vi på nogle af højdepunkterne i Bachs produktion.
De seks Brandenburg-koncerter fra 1721 har navn efter deres dedikation til Christian Ludwig, markgreven af Brandenburg. Det er concerti grossi efter italiensk forbillede, hvor en lille gruppe solister spiller op mod resten af orkesteret. De byder på et væld af klangfarver, da soloinstrumenterne skifter fra koncert til koncert. Nr. 2 har obo, blokfløjte, violin og trompet i sologruppen, mens det i nr. 6 er bratsch, gambe, cello og kontrabas. Alle koncerterne er livsglade og dansende, så det er ikke mærkeligt, at de hører til Bachs mest populære værker. Trevor Pinnock og The English Concerts indspilning var blandt de første med originalinstrumenter, og den står stadig som en af de bedste - gennemsigtig, frisk og med storartede bidrag fra alle solister.
Bachs orgelværker er det fornemste, der er skrevet for dette instrument. En god del af værkerne er korte koralforspil skrevet til brug under gudstjenesten. Men Bach komponerede også dramatiske, fabulerende stykker beregnet til koncerter eller anden slags opvisning: toccataer, fantasier, præludier, fugaer og triosonater. Man får en fin introduktion til Bachs orgelkunst i udvalget her, fremført af Helmut Walcha. Den blinde organist hører til den gamle skole, hvor Bach-spillet er strengt og alvorligt, men det lyder totalt overbevisende. Walcha er ét med Bach, lige fra de inderlige Schübler-koraler til den monumentale Passacaglia i C-dur.
Bach skrev to violinkoncerter samt en koncert for to violiner. De er opbygget efter Vivaldis model: en langsom sats indrammet af to hurtige, og en tæt vekslen mellem tutti og soli. I ydersatserne er stemningen lys og energisk, mens de langsomme satser byder på noget af det smukkeste musik, der er skrevet i barokken. Ikke mindst largoen i dobbeltkoncerten, hvor de to solostemmer væver sig ind og ud af hinanden i en blid leg. Egentlig et ganske enkelt mønster af op- og nedadgående skalaer, der gentages, men dybt bevægende og med rette et af Bachs mest elskede stykker. Der findes utallige indspilninger af de tre koncerter. En af de fineste er fra 1978 med den belgiske violinist Arthur Grumiaux - men hør også nogle af de nyere versioner på originalinstrumenter.
Den største værkserie fra Bachs hånd er de fem samlinger af kirkekantater, han skrev i Leipzig. Der er bevaret godt 200 kantater, men det er sandsynligvis kun halvdelen af Bachs produktion i denne genre. Kantaten, som var en forholdsvis ny opfindelse i gudstjenesten, var et korværk, som uddybede dagens evangelielæsning. Bach gjorde sine kantater til musikalske dramaer af 20-30 minutters varighed, hvor kirkegængerne både fik arier, korsang, recitativ og koraler, alt sammen ledsaget af orgel og orkester. Det er altså brugsmusik, men de bedste kantater er stor kunst. På denne indspilning hører vi to af Bachs mest populære kantater, nr. 140, ”Wachet auf” og nr. 147 , ”Herz und Mund”, og det er en fin introduktion til det øvrige kantateværk.
Ud over den støtte produktion af kantater komponerede Bach også korværker med betydeligt større vingefang. Det mest storslåede er hans Matthæuspassion - nogle regner det for Bachs største værk overhovedet. Det er Jesu lidelseshistorie omsat til en kantate i overstørrelse, to en halv time lang. Teksten fra Matthæusevangeliet synges som regibemærkninger af en tenor, mens Jesus’ og de andre hovedpersoners direkte tale synges af en række solister, og koret lægger stemme til diverse forsamlinger. Stemningen i stykket er selvfølgelig dybt tragisk, men også meditativ trods den dramatiske handling. På John McCreesh’s indspilning med Gabrieli Players er koret udeladt og synges i stedet af de samlede solister, og det giver et stramt lydbillede, hvor ordene står fuldstændig klart.
Bachs andet hovedværk inden for kirkemusikken er messen i h-mol. Det er et af de få steder, han anvender en tekst på latin, som jo ellers hører til i den katolske gudstjeneste. Messen er stykket sammen af musik, Bach skrev over flere årtier - Kyrie, Gloria, Credo, Sanctus, Agnus Dei med flere og det bliver sammenlagt et massivt, ophøjet værk af godt halvanden times varighed. Blandt de mange versioner af Messe i h-mol er det værd at fremhæve John Eliot Gardiner med English Baroque Soloists på originalinstrumenter, en håndfuld fine solister og ikke mindst Monteverdi-koret, som synger med ild og sjæl.
Hvert år ved juletid kan man høre Händels Messias og Bachs Juleoratorium i mange af landets kirker. Det er ikke underligt, at Juleoratoriet er så elsket, for det er sprudlende musik, gennemstrømmet af glæde over Jesu fødsel. Trods navnet er det ikke et egentligt oratorium, men en cyklus af seks kantater, som skulle opføres ved de seks gudstjenester mellem første juledag og helligtrekonger. Hvert stykke udgør et afrundet hele og fortæller hver sin del af Juleevangeliet. Det meste af musikken har Bach genbrugt fra tidligere kantater (en praksis, der var ret almindelig i barokken). De seks dele kan også opføres ud i et, som man gør nu til dags. At det også var Bachs hensigt ses af, at værket er musikalsk organiseret omkring Ddur, at det fortæller en fortløbende historie, og at det slutter som det begyndte, med festlige trompeter og trommer.
Endnu et populært korværk, hvor glæden er i højsædet, og det andet af Bachs to mesterværker, som benytter latinsk tekst. Titlen Magnificat kommer af Jomfru Marias ord, da hun fortæller sin kusine om undfangelsen: ”Magnificat anima mea Dominum”, min sjæl højlover Herren. I modsætning til passionerne og kantaterne har Magnificat intet recitativ, kun arier, kor og orkester. Selv om det er et ret lille værk på knap en halv time, spænder det over et væld af stemninger, og det byder på nogle indtagende melodier. Ganske som Juleoratoriet begynder og slutter Magnificat med gjaldende trompeter. Hør det her i Sigiswald Kuijkens indspilning fra 1988 med det fremragende Nederlands Kammerkor og La Petite Bande.
De seks år, Bach var ansat ved hoffet i Köthen, skrev han masser af instrumentalmusik. Bl.a. seks sonater for solo violin og seks suiter for solo cello. Det er spændende, men også underlig musik, og uhyre krævende for solisten. Måske har Bach komponeret disse stykker for at afsøge instrumentets grænser med hensyn til klang og teknik. Nogle satser er livlig dansemusik, mens andre er indadvendte og nærmest ophæver tid og rum. Sæt en aften af til at høre cellosuiterne. Blandt musikkyndige går Pierre Fourniers udgave fra begyndelsen af 1960’erne for at være den, der kommer tættest på sagens kerne. Førsteklasses teknik, elegant og varmt.
Bach var ikke kun orgelmester, men beherskede alle tidens tasteinstrumenter. Das wohltemperierte Clavier viser hans begejstring over den nye, ”veltempererede” måde at stemme klaverinstrumenter på, som gjorde det muligt at spille i alle tonearter uden at instrumentet skulle stemmes om. Værket består af to bøger, som hver indeholder 24 korte præludier og fugaer. Første bog er fra 1722, anden bog kom tyve år senere. Tilsammen udgør ”de 48” en klaverskole, som både demonstrerer spil og komposition - men det er så langt fra noget tørt værk. Opfindsomheden er uden ende i de små stykker, som gnistrer, danser, spankulerer og falder hen i posei. Nu til dags spilles Das wohltemperierte Clavier mest på flygel, men hør også værket på det instrument, Bach komponerede ved, cembaloet.
Efter sigende blev Goldbergvariationerne skrevet til grev von Keyserlingk, som ønskede noget behagelig musik, hans cembalist Goldberg kunne spille for ham i søvnløse nætter. Det er en tvivlsom historie, men den givet navn til værket, som Bach selv kaldte ”Klaverøvelse, bestående af en arie med forskellige variationer”. Først hører man arien, en køn, eftertænksom og lidt tøvende melodi, så følger 30 variationer, og til slut gentages arien. Variationerne bygger ikke på ariens melodi, men derimod på dens basgang, otte toner, der bliver vendt, drejet og forvandlet. En rigdom af sprøde harmonier og krumspring, som Bach har sat ind i en overordnet struktur med megen talmystik og et stænk humor. Man er ikke snydt med Trevor Pinnocks indspilning, den er klar og bundsolid.
En forårsdag i 1747 besøgte Bach Berlin og blev budt indenfor hos den musikglade kong Frederik den Store. Kongen havde længe ønsket at møde ”den gamle Bach”. Han viste ham sine nye, hypermoderne fortepianoer (han havde 15) og gav Bach et tema, han på stedet skulle improvisere en trestemmig fuga over. Da Bach kom hjem til Leipzig, arbejdede han videre med kongens tema og lod det indgå i en serie kanoner og fugaer samt en triosonate. Samlingen blev fornemt trykt og indbundet og sendt til kongen som Ein musikalisches Opfer - en musikalsk gave. Det er kammermusik på højt intellektuelt plan, især i de små kanoner, hvor Bach bl.a. spejlvender temaet eller spiller det forlæns og baglæns på samme tid.