Bart贸k
Béla Bartók — en kort introduktion Ligesom mange danske byer har en Carl Nielsens vej, har enhver by i Ungarn med respekt for sig selv en Liszt Ferenc út og en Bartók Béla út. Liszt er den store ungarske komponist fra den romantiske periode, og Bartók er ikke blot hovednavnet i ungarsk modernisme, men en af de helt store musikere til alle tider. Béla Bartók studerede til pianist og komponist ved konservatoriet i Budapest. I 1902, da han var tyve år, overværede han en opførelse af Richard Strauss’ ”Also sprach Zarathustra”. Det var noget af en åbenbaring, og i de første større værker, Bartók udgav, hører man en tydelig påvirkning fra Strauss. Senere i karrieren sugede han også til sig af den helt nye, vilde modernisme: Stravinskijs rytmiske teatermusik og Schönbergs atonalitet. Men den største inspirationskilde fandt han et andet sted — ude på landet. Fra 1905 og mange år frem rejste Bartók rundt til landsbyer i Ungarn, Balkan og Lilleasien for at optage og nedskrive folkemusik. Mødet med bøndernes oprindelige musik fik afgørende betydning for Bartóks udvikling som komponist. Folkemusikkens rytmer og skalaer var helt anderledes end dem, man kendte i vestlig musik. Det lød næsten asiatisk og ofte skævt og dissonant. Bartók indarbejdede dette musikalske råstof i sine kompositioner. Han skabte en syntese mellem øst og vest, tradition og moderne, og fik dermed sin helt egen, personlige stemme. Bartóks musik er fuld af kontraster. Voldsomme udbrud, hårde klange, instrumenter, der gribes af et vanvittigt raseri. Og i næste øjeblik: en varm, lyrisk stemning. Et glimt af humor. Et af Bartóks mest originale virkemidler er hans ”nattemusik”, et tæppe af bittesmå, kriblende
Tekst: Jens Laigaard, Herning Bibliotekerne Redaktion og Layout: Niels Mark og Jens Laigaard
lyde, som kalder billeder frem af insekter og puslende natdyr. I de første mange år var der ikke interesse for Bartóks musik. Han måtte leve af sit arbejde som professor i klaverspil ved konservatoriet i Budapest. Blandt hans elever var der flere kommende berømtheder, som senere skulle dirigere eller spille hans musik, bl.a. Georg Solti, Fritz Reiner og György Sándor. I 1920’erne begyndte hans kompositioner at nå ud til publikum. Folk reagerede med lige dele ærefrygt og gys, men musikken blev i det mindste hørt, og han kunne stadig oftere tage på koncertrejser. Lige så højt Bartók elskede Ungarn, lige så lidt brød han sig om landets højreorienterede styre. I 1940 emigrerede han med kone og søn til USA, hvor han tilbragte de sidste fem år af sit liv. Det blev en ulykkelig tid. Bartók var i konstant pengenød, helbredet var dårligt og han savnede Ungarn. Så sluttede krigen, og i efteråret 1945 skulle han flytte tilbage til sit hjemland. To uger før afrejsen døde han af leukæmi, 64 år gammel. Trods de dystre omstændigheder skabte Bartók i disse sidste år nogle af sine mest afklarede og venlige værker, bl.a. ”Koncert for orkester” og den 3. klaverkoncert. Og de blev populære straks ved premieren. Berømmelsen rullede, nu hvor det var for sent, og inden længe var Bartók fast repertoire i koncertsale verden over. Hans musik var for personlig til at danne en egentlig skole — men den inspirerede mange komponister, bl.a. Lutoslawski, Ligeti, Niels Viggo Bentzon og Vagn Holmboe. I det følgende ser vi på nogle af højdepunkterne i Béla Bartóks produktion.
Koncerten for orkester hører til Bartóks sidste værker. Den er også et af hans mest populære — let tilgængelig og et rigtigt opvisningsstykke, hvor de forskellige instrumenter får lov at vise, hvor virtuost de kan spille. Stemningen i værket udvikler sig fra den strenge indledning til en livsbekræftende finale i femte og sidste sats. Ind imellem kommer der underfundige afbrydelser: den alvorlige første sats afløses af en lys og humoristisk anden sats, og efter den dystre ”dødssang” i tredje sats følger et mellemspil, hvor en klarinet provokerer resten af orkesteret ved at bryde ind med en marchmelodi fra Sjostakovitj’ Leningrad-symfoni. Fritz Reiners indspilning af værket fra 1955 med Chicagos Symfoniorkester er fremragende. Det gælder også lyden, som er flot og levende trods sin høje alder.
Bartóks to første klaverkoncerter, fra henholdsvis 1926 og 1931, var et chok for datidens publikum, og de gør stadig et voldsomt indtryk. Det er barbarisk musik, hvor klaveret bliver behandlet som et slagtøjsinstrument og musikken lever på rytme og fremdrift snarere end melodier. Ud med lyrikken og ind med aggressiviteten! Den 3. koncert, som ikke var helt færdig ved Bartóks død, er ganske anderledes. Her er tonesproget mere enkelt og flydende, de to ydersatser lyser af humor og glæde, og den fredfyldte Adagio er noget af det mest gribende musik, der er skrevet i 1900-tallet. Hvis man vil høre alle tre koncerter i state-of-the art-udgaver, bør man lægge øre til Boulez’ indspilning med tre forskellige orkestre og tre topsolister: Zimerman, Andsnes og Grimaud.
Den 1. violinkoncert blev skrevet til en kvindelig violinist, den unge Bartók var forelsket i. Men han gik i stå efter to satser, og værket blev lagt til side. Da Bartók i 1938 blev opfordret til at prøve igen, leverede han en traditionel koncert i tre satser, melodisk og med glødende sigøjnerstemning. Denne 2. violinkoncert stiller høje krav til solisten både i det tekniske og i det væld af forskellige følelser, musikken udtrykker. Få violinister har opfyldt disse krav så fornemt som Yehudi Menuhin, der var ven med Bartók. Hør ham her med den legendariske Furtwängler som dirigent. I tilgift får man den intense sonate for solo violin, som Menuhin bestilte for at hjælpe på Bartóks økonomi under de svære år i USA. Et stramt, neoklassisk værk med klar tråd bagud til Bachs solo violinsonater.
Bartóks eneste opera, ”Hertug Blåskægs borg”, blev skrevet i 1911. Det er en énakter med kun to personer, hertugen og hans nye hustru, og kun en enkelt kulisse, en umådelig hall i Blåskægs borg. Den unge, nygifte Judith er besat af kærlighed, men også nysgerrig, og hun forlanger at få lov at åbne de syv mægtige døre i hallen. Blåskæg advarer hende, men hun insisterer. Hver dør skjuler noget skrækkeligt — og til sidst bliver Judith fængslet til evig tid bag den syvende dør, sammen med Blåskægs tre forrige hustruer. Til dette psykologiske drama har Bartók skrevet en foruroligende musik, som sagtens kan stå alene uden det visuelle indtryk. Hør blot indspilningen her, hvor man virkelig mærker en dirrende spænding mellem John Tomlinsons uudgrundelige bas og Anne Sofie von Otters angste sopran.
Balletten ”Træprinsen” er et farverigt eventyr om en prins, en prinsesse, en levende trædukke og en fortryllet skov. Og Bartóks musik sætter liv i historien gennem en opfindsom instrumentering: f.eks. bliver trædukkens kejtede bevægelser akkompagneret af en xylofon. Musikken er lidenskabelig og senromantisk med Strauss’ tonedigte som tydeligt forbillede, den har humoristiske indslag og enkelte groteske danse, som er lige dele Stravinskij og ungarsk folklore. Pierre Boulez har indspillet alle Bartóks større orkesterværker for DG, og han leverer et fint stykke arbejde her i ”Træprinsen”. Som ekstranummer få vi den dybt personlige ”Cantata profana”, Bartóks hyldest til naturen og friheden, for to solister, kor og orkester.
Musikken til balletten ”Den forunderlige mandarin” er fra 1924. Her forlod Bartók sagn og bondemusik for i stedet at skildre civilisationens bagside. Stykket forgår blandt ludere og lommetyve i en travl storby. Mandarinen er en mystisk kineser, som lokkes af en prostitueret, hvorefter tre mænd forsøger at bestjæle og dræbe ham — men det lykkes ikke. Først da den prostituerede omfavner mandarinen, begynder hans sår at bløde, og han dør. Bartóks musik passer perfekt til denne ekspressionistiske gyser. Den er aggressiv, hvirvlende, dissonant og præget af komplekse rytmer. Kun tre gange får publikum et åndehul i form af en lyrisk klarinetsolo. De voldsomme rytmer leder tankerne hen på ”Sacre du printemps”. Iván Fischers indspilning med Budapests Festivalorkester er måske den bedste nogensinde — og der er ellers mange!
Bartók skrev rigtig meget for solo klaver. Et af de store værker i denne genre er ”Mikrokosmos”, som er udformet som en klaverskole. Det består af 153 ultrakorte stykker (de fleste varer under et minut), ordnet i stigende sværhedsgrad. De første stykker henvender sig til begynderen, de sidste til den modne virtuos. Bartók skrev en del af stykkerne til sin lille søn Peters klaverundervisning, men samlingen voksede og blev til et kunstværk. Det er en speciel lytteoplevelse, hvor barnlige skalaer flettes sammen med hemmelighedsfulde melodier. Hele ”Mikrokosmos” varer godt to timer, men det er ikke meningen, at det skal høres ud i ét. Bartók plejede at spille et udvalg på 10-15 stykker, når han gav koncert.
Ungarske Zoltán Kocsis synes at være født til at spille Bartók, han mestrer både det vilde og det vemodige, og anslaget er krystalklart. Udvalget her spænder over det meste af Bartóks produktion for klaver. Fra de ”14 bagateller” (1908), hvor han for første gang viser sin personlige, modernistiske stil, til de kraftfulde værker fra 1926, ”Sonate” og ikke mindst ”I det fri”, hvor komponisten illustrerer sin naturglæde med landlige lyde såsom kvækkende frøer og brummende sækkepiber. Ind imellem får vi eksempler på Bartóks arrangementer af folkemusik fra Ungarn og nabolandene: ”To rumænske danse”, ”Rumænske julesange” og ”Tre ungarske folkesange fra Csik”.
Bartók skrev sin 1. sonate for violin og klaver i 1921, og nr. 2 fulgte året efter. I de to værker kan man høre, at komponisten har bevæget sig fra en ren gengivelse af østeuropæisk folkemusik til at blande folkelige harmonier og rytmer med inspiration fra Debussy og Schönberg. Resultatet er yderst personligt og kræver et åbent sind og robuste ører hos lytteren. Hvor violin-klaversonater tidligere var en jævnbyrdig samtale mellem de to instrumenter, er violinen her den dominerende part, mens klaveret nøjes med at skubbe bagpå eller går sine helt egne veje. Det giver en anspændt stemning, som til tider eksploderer i vild folkedans. I disse passager føler man sig hensat til et bondebryllup, hvor sigøjnerorkesteret er på speed.
Mange ser Bartóks seks strygekvartetter som hans største kunstneriske bedrift. De ligger i direkte forlængelse af Beethovens sene kvartetter og har ligesom dem ry for at være indadvendte og svært tilgængelige. Det skal man ikke lade sig skræmme af — alle med interesse for 1900-tallets musik bør høre disse intense værker mindst én gang. Her oplever man som få andre steder Bartóks lyst til at skabe nyt land med gamle rytmer og moderne klangfarver. Især kvartet nr. 3 og 4 er kompakte, udfordrende og kører på kanten til det atonale. Lydbilledet udvides bl.a. ved at spille med bagsiden af buen. Der findes et væld af indspilninger med alle seks kvartetter. Helt oppe i toppen kan man vælge mellem Emerson Kvartetten og Takácks Kvartetten, de er fornemme begge to.
”Musik for strengeinstrumenter, slagtøj og celeste” fra 1936 hører ligesom strygekvartetterne til Bartóks mest originale og komplekse værker. Stykket varer en halv time og består af fire satser, som spilles ud i ét. Besætningen er to grupper strygere, en håndfuld slagtøj såsom bækkener, pauker og xylofon samt klaver, harpe og celeste (en slags klaver med stålstave i stedet for strenge). Den musik, for ikke at sige: de lyde, der skabes af disse vildt forskellige instrumenter, er noget af det mest snigende uhyggelige og overrumplende, der nogensinde er komponeret. Stanley Kubrick hørte helt rigtigt, da han brugte dele af værket i ”Ondskabens hotel”. Georg Solti giver et flot bud på værket i sin indspilning med Chicagos Symfoniorkester, skarpt, voldsomt, præcist.
Kun et år efter musikken for strengeinstrumenter kom der endnu et af Bartóks højdepunkter, ”Sonate for to klaverer og slagtøj”. Her går komponisten endnu dybere i sin udforskning af, hvilke klangfarver og stemninger der kan opstå i mødet mellem den bløde klaverlyd og de skarpe lyde fra slagtøjet. Det går ikke helt, som man kunne forvente, for i værket kommer de vilde udbrud ofte fra klavererne, mens slagtøjet spiller sart og forsigtigt. Stemningen i sonaten er lige så mystisk som i ”Musik for strengeinstrumenter”, men med en mere stram og sort-hvid lyd. Ved premieren i 1938 sad Bartók og hans hustru Ditta ved klavererne, og der findes faktisk en indspilning med de to fra USA, spændende men ikke verdens bedste lyd. Duoen Heisser og Pludermacher leverer en fin moderne version i selskab med janitsharerne Cipriani og Perotin.
Bibzoom guider dig kyndigt gennem festivaler, komponister, bands og musikgenrer. Med Bibzoom som redaktion skriver musikfaglige ildsjĂŚle fra de danske biblioteker dig vej gennem musikjunglen og giver dig tips til godbidder, nyskabelser, sikre satsninger, og meget mere fra musikkens forunderlige verden.