Guide til Blues Del 1
1910-1939
Tekst: Jakob Wandam, DBC & redaktør for Bluesnews.dk
Redaktion: Niels Mark
Guide til bluesmusik fra perioden 1910-1919 Fakta om blues i perioden 1910—1919 Proto-blues Storhedstid: Ca. 1914-1919 Kendetegn March-prægede instrumentalnumre indspillet af militærorkestre eller sange med vaudeville-udtryk Væsentlige navne Victor Military Band, Prince’s Band, W.C. Handy, Marion Harris, Original Dixieland Jass Band, Wilbur Sweatman, Sophie Tucker
Guide til bluesmusik fra perioden 1910-1919
Komponisten og bandlederen W.C. Handy beskriver i sin selvbiografi (Father of the blues, 1941) sit første møde med genren i den lille by Tutweiler, Mississippi i 1903. Sangerinden Ma Rainey fortæller, at hun først hørte blues i Missouri i 1902 og inkorporerede blues i sine koncerter fra da af. Andre skriftlige kilder beskriver musik, der meget vel kunne være blues, i det første årti af 1900-tallet. Mississippi-deltaet Den mest udbredte opfattelse er, at genren opstod i Mississippi-deltaet – herfra kommer også langt de fleste af dens mest kendte udøvere, og stort set alle de tidligst indspillede. Det er også den almene opfattelse, at dens rødder ligger i Vestafrika (særligt griot-musik) og blev bragt til USA med slaveskibene.
Der mangler dog belæg i form af indspillet musik – og viden om, hvilken musik der måtte have eksisteret i andre amerikanske regioner og ikke blev indspillet. Pladebranchen var i høj grad centreret i byer som Chicago og Atlanta, og musikerne blev hentet fra syden. Sandheden er nok, at genren er opstået parallelt og i et glidende forløb i flere regioner, under indbyrdes påvirkning genrerne og regionerne imellem. Man ved dog, at én af genrens grundsten, field hollers – rytmiske arbejdssange sunget af sorte slaver, plantagearbejdere og chain gangs - er importeret direkte fra Afrika. I denne guide vil vi i sagens natur koncentrere os om den indspillede musik.
Guide til bluesmusik fra perioden 1910-1919 Noder Den første dokumenterede bluesmusik bliver indspillet i 1910’erne. Blandt de tidligste komponister er W.C. Handy, som udgiver ”Memphis blues” i 1912 - på noder. Trykte noder bliver på dette tidspunkt anset for den primære publikationsform for musik. De første indspilninger af kompositionen med en vis kommerciel succes bliver lavet i 1914 af Victor Military Band og Prince’s Band, som er husorkestre for pladeselskaberne og grammofonfabrikanterne Victor og Columbia, henholdsvis. De er march-orkestre, hvide musikere, hvis plader sælges til hvide kunder – selv om Handy selv er sort.
Samme år indsynger Morton Harvey en version af ”Memphis blues”, der anses som den første blues-indspilning med vokal. Også han er hvid, og det samme er George O’Connor, der optræder som blackface minstrel (med ansigtet sværtet sort) og indspiller sangen med den nu meget politisk ukorrekte titel ”Nigger blues” i 1916! Blanding Det kan diskuteres, hvorvidt mange af denne periodes blues-indspilninger rent faktisk er blues. Musikalsk er de ofte en blanding af blues, vaudeville (varieté) og marcher, og det ville nok være mere korrekt at kalde dem proto-blues.
Men termen ”blues” bliver tydeligvis populær, og der udsendes også en del kompositioner og indspilninger, som har ”blues” i titlen, men ingen blues-elementer i musikken. Der er dog klart sangere og sangerinder, der synger med blues-fornemmelse og –fraseringer. Blandt disse kan nævnes den populære Sophie Tucker samt Marion Harris, som blandt andet synger ”I ain’t got nobody much” (der i 1956 bliver til et kæmpehit for Louis Prima i et medley med ”Just a gigolo”). Hvide Både Tucker og Harris er hvide. Selv om bluesen altså udspringer primært af afroamerikanske musiktraditioner, hører man sjældent sorte musikere på plade, og da slet ikke sangere. En undtagelse er Ciro’s Club Coon Orchestra, der laver den første vokal-indspilning af W.C. Handys klassiske ”St. Louis blues”. Den første jazz-indspilning foretages således også af hvide musikere, nemlig Original Dixieland Jass Band fra New Orleans. De går i studiet i 1917 og optager ”Livery stable blues” – og blues og jazz begynder et besynderligt og fortsat eksisterende parløb, hvor de indgår som essentielle delelementer af hinanden, men alligevel kommercielt betragtes som skarpt adskilte. Sorte bluesmusikere kommer først for alvor på banen i det efterfølgende årti.
Guide til bluesmusik fra perioden 1920-1929 Fakta om blues i perioden 1920—1929 Classic female blues Storhedstid: 1920-1929, revival i 1960’erne Kendetegn: Vokalister med backing af jazzbands; musikalsk i grænselandet mellem jazz, blues og vaudeville; ofte tvetydige tekster med slet skjult seksuelt indhold (hokum) Væsentlige navne: Mamie Smith, Ma Rainey, Bessie Smith, Clara Smith, Lucille Bogan, Alberta Hunter, Ida Cox, Victoria Spivey, Ethel Waters, Lucille Hegamin, Sara Martin, Sippie Wallace Nutidige udøvere: Maria Muldaur, Janiva Magness, Bonnie Raitt Country blues Storhedstid: Ca. 1925-1939 Kendetegn: Ofte solister, der akkompagnerer sig selv på akustisk guitar eller evt. klaver; repertoiret omfatter folkesange, ragtime, arbejdssange, square dance m.m.; ofte tvetydige tekster med slet skjult seksuelt indhold (hokum) Væsentlige navne: Blind Lemon Jefferson, Charley Patton, Lonnie Johnson, Tommy Johnson, Robert Johnson, Son House, Bo Carter, Papa Charlie Jackson, The Mississippi Sheiks, Leroy Carr, Skip James, Bukka White, Lightnin’ Hopkins, Jesse Fuller, Snooks Eaglin Nutidige udøvere: Kelly Joe Phelps, Corey Harris, John Mooney, Rory Block, Alvin Youngblood Hart, Taj Mahal, John Hammond Jr. Jug band Storhedstid: 1920-1929, revival i 1960’erne Kendetegn: Ensembler med vokal, mundharpe/kazoo, strengeinstrumenter (guitar, banjo, violin etc.) og jug; spiller blues, folkemelodier, ragtime, tidlig country m.m. Væsentlige navne: Gus Cannon’s Jug Stompers, Memphis Jug Band, Clifford Hayes and the Dixieland Jug Blowers, Jim Kweskin’s Jug Band
Nutidige udøvere: Jake Leg Stompers, Pokey LaFarge, Maria Muldaur
Guide til bluesmusik fra perioden 1920-1929
Komponisten og bandlederen W.C. Handy beskriver i sin selvbiografi (Father of the blues, 1941) sit første møde med genren i den lille by Tutweiler, Mississippi i 1903. Hidtil har den indspillede bluesmusik – der får sin spæde begyndelse i det forrige årti – stort set været forbeholdt hvide musikere, selv om afroamerikanske komponister som W.C. Handy står bag en del af den. I 1920 sker der dog noget skelsættende: Mamie Smith udsender ”Crazy blues”. Det er historisk, ikke blot fordi hun er den først indspillede sorte blues-vokalist, men fordi pladen bliver en kæmpesucces blandt de sorte amerikanere (den bliver solgt i 75.000 eksemplarer inden for den første måned). Det går op for pladeselskaberne, at de her står med et hidtil uudnyttet marked af enorme dimensioner. Det meste af USA’s landbefolkning har endnu ingen elektricitet, men mange har grammofoner, der trækkes op med håndsving – især mærket Victrola fra Victor er populære. Og disse landboere vil have musik, som de kan identificere sig med. Race records Dét bliver begyndelsen på de såkaldte race records – naturligvis kaldt således, fordi de er rettet mod ”den sorte race,” men muligvis også fordi musikken er ”racy”, altså vovet! Og blues er den store modedille. Altdominerende er the classic female blues singers. Det er sangerinder, der ofte har erfaring fra vaudeville-scenen og omrejsende medicine shows og følgelig kan fremvise både overdådige sceneshows og imponerende stemmekraft – der var ingen mikrofoner på datidens live-scener!
Guide til bluesmusik fra perioden 1920-1929 De indspiller gerne med jazzmusikere som Lovie Austin, Louis Armstrong, Clarence Williams, Fletcher Henderson og Coleman Hawkins, og musikalsk befinder de sig også et sted mellem blues, jazz og vaudeville. Der er dog ingen tvivl om, at både de og deres publikum ser dem som bluessangerinder. Det lidt kunstige skel mellem blues og jazz kommer her til udtryk derved, at jazz f.eks. ikke bliver markedsført som race records, men allerede på dette tidspunkt formodentlig bliver anset som mere sofistikeret end blues. Men blues er en meget væsentlig del af jazzens tonesprog, og mange jazzmusikere dengang som nu spiller med fremragende bluesfornemmelse. Louis Armstrong bør for eksempel regnes blandt alle tiders største bluesmen. Superstjerne Mamie Smith bliver populær, men bluesens første superstjerne bliver Ma Rainey. Hun er allerede en kendt performer, da hun først går i studiet i 1923, og hun får hits med bl.a. ”Boll-weavil blues” og ”See see rider blues” (hvor Armstrong spiller kornet) og bliver en publikumsmagnet i hele syden. Ma Raineys rå, usofistikerede stil danner skole blandt bluessangerinderne.
Blandt de mange andre populære sangerinder er Bertha ”Chippie” Hill, Ida Cox, Victoria Spivey, Alberta Hunter og Sippie Wallace. På Clara Smiths ”My doggone lazy man” hører man første gang mundharpe på en bluesindspilning, og Lucille Bogan (der også indspiller som Bessie Jackson) bliver kendt for sine meget seksuelt eksplicitte tekster. Men alle bliver overskygget af ”the empress of the blues”, Bessie Smith. Bessie har en imponerende stemme, er scenevant og har et fremragende repertoire, bl.a. ”Nobody knows you when you’re down and out” - og hun genindspilller gerne sine konkurrenters hits i overlegne udgaver. Så har hun i øvrigt den fordel, at hun indspiller hos Columbia Records, som er sine konkurrenter teknisk overlegen, og hvis lyd er væsentlig klarere, hvilket vi kan prise os lykkelige for her små 100 år senere! The classic female blues singers regerer bluesscenen frem til børskrakket i 1929. Men få af dem er i stand til at fortsætte med at indspille og sælge plader under depressionen, der efterfølgende rammer USA. Bessie Smith fortsætter, indtil hun mister livet i en bilulykke i 1937.
Guide til bluesmusik fra perioden 1920-1929 Country blues De første country blues-sangere begynder også at dukke op i 1920’erne. Country blues bliver første gang foreviget i 1923, hvor Sylvester Weaver indspiller ”Guitar rag” og ”Guitar blues”. De fleste country blues-musikere er guitarister, der ofte spiller med en slide-teknik, der skabes ved at glide hen over strengene med en tilslebet flaskehals (heraf termen ”bottleneck”), en brevkniv eller andet forhåndenværende materiale. Inspirationen hertil kommer sandsynligvis fra Hawaii, som er blevet annekteret af USA i 1898.
Blind Lemon Jefferson bliver country bluesens første superstjerne; han indspiller knap 100 numre fra 1926 og frem, til han fryser ihjel under en snestorm i 1930. Andre tidlige country bluesmestre er Charley Patton, Tommy Johnson og den populære Papa Charlie Jackson, som spiller på en særegen banjo-guitar. Jug bands Fra 1920’erne bør vi også nævne jug band-musikken. Jug bands er små ensembler, der ud over vokal ofte omfatter mundharpe eller kazoo, et antal strengeinstrumenter og selvfølgelig jug – en slags krukke, som man puster over mundingen på og derved spiller musikkens basgang. Jug bands spiller et bredt repertoire af blues, folkemelodier, ragtime m.m. og er især udbredte i Memphis, Tennessee. De mest populære er Cannon’s Jug Stompers og Memphis Jug Band. Bluespianister De mest kendte country blues-musikere er guitarister, men der er også fremtrædende eksempler på bluespianister fra perioden. Mange af disse følger jernbanen rundt i landet, særligt i nordstaterne, og spiller på barer (”barrelhouses” og ”juke joints”) og tømmerpladser, hvor klavererne står og venter på dem. Den største er Leroy Carr, hvis ”How long, how long blues” er en af genrens største klassikere. Sangerinden Ma Rainey fortæller, at hun først hørte blues i Missouri i 1902 og inkorporerede blues i sine koncerter fra da af. Andre skriftlige kilder beskriver musik, der meget vel kunne være blues, i det første årti af 1900-tallet.
Guide til bluesmusik fra perioden 1930-1939 Fakta for blues i perioden 1930-39 Piedmont blues Storhedstid: Ca. 1925-1945, revival i 1960’erne Kendetegn: Akustisk, fingerpicking-guitarbaseret blues med udgangspunkt i ragtime-rytmer. Udtrykket er ”blødere” end delta bluesen og giver et folk-agtigt præg. Mundharmonika og klaver optræder også. Væsentlige navne: Scrapper Blackwell, Blind Blake, Barbecue Bob, Blind Boy Fuller, Buddy Moss, Rev. Gary Davis, Mississippi John Hurt, Blind Willie McTell, Sonny Terry & Brownie McGhee, Etta Baker, Cephas & Wiggins Nutidige udøvere: Eric Bibb, Guy Davis, Phil Wiggins, Keb’ Mo’, Jorma Kaukonen
Boogie-woogie Storhedstid: 1929-1930, 1938-1950 Kendetegn: Hovedsageligt spillet på klaver (også gerne to eller tre klaverer); ”rullende” basgang Væsentlige navne: Pine Top Smith, Pete Johnson, Albert Ammons, Meade Lux Lewis, Cow Cow Davenport, Little Brother Montgomery, Jimmy Yancey, Jay McShann, Amos Milburn, Roosevelt Sykes, Hadda Brooks Nutidige udøvere: Clay Swafford, Jools Holland, Axel Zwingenberger, Victor Wainwright
Guide til bluesmusik fra perioden 1930-1939
Sangerinderne sidder tungt på blues-plademarkedet fra Mamie Smiths debut i 1920 og frem til årtiets slutning, hvor USA (og verden) rammes af det store børskrak i 1929. Nu ser det pludselig anderledes ud. Det er dyrt at indspille bluessangerinderne, fordi de kræver akkompagnement af et fuldt jazzband og sange skrevet af professionelle sangskrivere, og hverken pladeselskaberne eller deres kunder har mange penge efter krakket. Af samme grund, og som følge af talefilmens opfindelse, uddør de rejsende vaudeville-shows, som er bluessangerindernes levevej. Det bliver country blues-sangernes held. En enlig mand med guitar – og med selvskrevne eller traditionelle sange - er meget nemmere at have med at gøre, når der skal arrangeres studietid og transport til og fra studiet. Regionale forskelle Der er regionale forskelle inden for country bluesen. Generelt set er musikken fra Mississippideltaet (Charley Patton, Son House) præget af perkussivt, rytmisk guitarspil og en dyb, ”growlende” vokal. Texas-musikerne (Blind Lemon Jefferson, Lightnin’ Hopkins, Blind Willie Johnson) synger gerne i et højere toneleje, og guitarspillet er mere melodisk. Og i Georgia, North og South Carolina og Atlanta er det ragtime-baseret, blid fingerpicking-guitar og en let, luftig vokal, der skaber den såkaldte Piedmont blues (Blind Blake, Mississippi John Hurt, Blind Willie McTell).
Guide til bluesmusik fra perioden 1930-1939 Hokum Hokum er ikke så meget en subgenre som en tematisk betegnelse. Den betegner de sange, hvis tekster åbenlyst handler om sex, men som bruger et humoristisk billedsprog, der er så nemt at gennemskue, at de bliver aldeles entydige i deres dobbelttydighed! Stilens mester er Bo Carter, der har titler som ”Banana in your fruit basket”, ”Please warm my wiener” og ”The ins and outs of my girl”! I den modsatte ende af det moralske spektrum, så at sige, finder man the guitar evangelists. Disse benytter samme musikalske sprog som hokum-sangerne, men deres tekstunivers kredser om bibelske motiver, formaninger om god, kristen opførsel og advarsler om djævelens fristelser og en hævngerrig gud. Den største af disse guitar-prædikanter er Blind Willie Johnson, der ud over at sprede Herrens budskab altså også er en formidabel bluesguitarist. Hans ordløse ”Dark was the night, cold was the ground” vil siden finde vej ud i rummet ombord på Voyager 1 og 2. Robert Johnson Vi kommer ikke uden om Robert Johnson, ofte kaldet den største af delta blues-sangerne. Det kan diskuteres, hvor stor hans betydning for blueshistorien er – så unik, populær og indflydelsesrig er han heller ikke i sin samtid eller umiddelbare eftertid – men den moderne opfattelse af ham har gjort ham til et ikon. Hans liv er bestemt en god historie: Ifølge legenden møder han djævelen ved en korsvej og sælger sin sjæl for til gengæld at blive et guitar-geni. Han indspiller 29 sange i 1936 og 1937 og dør som ca. 27-årig i 1938, angiveligt forgiftet af en jaloux ægtemand til en ung dame, som Johnson har haft et lidt for godt øje til ved en optræden. At Johnson er en formidabel guitarist og en uhyggelig udtryksfuld sanger, er indiskutabelt, og hans sangkatalog er en af rockens grundsten. Det er desuden blevet sagt, at Robert Johnson er en af de første country blues-musikere, der er et produkt af den indspillede musik. Han har således ikke blot lært af de bluesmen, han er stødt på i sin egen region og på sine rejser, men er formet af de plader, han har hørt fra hele landet.
Guide til bluesmusik fra perioden 1930-1939 Nye vilkår Også pianisterne udnytter de nye vilkår, som depressionen skaber. I den forrige artikel berørte vi Leroy Carr og hans ”How long, how long blues”. Andre af tidens bluespianister er Roosevelt Sykes, Little Brother Montgomery og Jimmy Yancey. De markerer samtidig en overgang til den urbane Chicago blues – og bluesen som bandforeteelse. På ”How long, how long blues” akkompagneres Carr nemlig af Scrapper Blackwell på guitar, og sammen med Tampa Red & Georgia Toms ”It’s tight like that” danner den skole. Leroy Carr og Tampa Red er også nogle af de første bluesmusikere, for hvem den indspillede musik er den væsentligste indtægtskilde. Særlig bevågenhed blandt bluespianisterne får boogie-woogie-udøverne. Stilen har fået sit navn allerede i 1928 med ”Pine Top’s boogie woogie” af Pine Top Smith (der desværre er blevet skudt og dræbt, inden den udgives), og bl.a. Cow Cow Davenport nyder godt af dens første popularitetsbølge. Besættelse Det er dog for intet at regne mod den boogie-woogie-besættelse, der følger efter ”From Spirituals to Swing”-koncerterne i Carnegie Hall i 1938, hvor Pete Johnson, Albert Ammons og Meade Lux Lewis optræder som trio. ”From Spirituals to Swing” er udtryk for en opblomstrende interesse hos det intellektuelle, urbane USA for folkeliv generelt og for folkemusik og de ”rustikke” musikgenrer især. Denne interesse kommer også til udtryk i en lang række musikalske folkemindeindsamlinger, der bliver foretaget fra 1933 af John A. Lomax og hans søn Alan Lomax, der rejser landdistrikterne tynde og opsøger og indspiller musikere på plantager, i fængsler osv. Herfra stammer vores kendskab til bl.a. arbejdssange, fængselssange og field hollers, der kan spores tilbage til slaveskibene, og flere af dem bliver sidenhen bearbejdet og opnår klassikerstatus i nye former, for eksempel ”Black Betty” og ”Rock Island line”. Det bliver også startskuddet for Leadbellys succes; han bliver indspillet i fængslet af Lomax’erne, som senere hjælper med at få ham løsladt.