Guide til Blues Del 2
1940-1979
Tekst: Jakob Wandam, DBC & redaktør for Bluesnews.dk
Redaktion: Niels Mark
Guide til bluesmusik fra perioden 1940-1949 Fakta om blues i perioden 1940—1949 Jump blues/rhythm & blues Storhedstid: 1940-1950
Kendetegn: Ofte bigbands med “blues shouters” i forgrunden, men også solister gerne med klaverakkompagnement; på grænsen mellem jazz og blues; swingende
Væsentlige navne: Count Basie, Jimmy Rushing, Jay McShann, Joe Williams, Eddie “Cleanhead” Vinson, Big Joe Turner, Louis Jordan, Lionel Hampton, Joe Liggins, Percy Mayfield, Charles Brown, Ray Charles, Rosco Gordon, T-Bone Walker, Dinah Washington, Jimmy Witherspoon, Professor Longhair, Fats Domino Nutidige udøvere: Roomful of Blues, Duke Robillard, Mitch Woods, Jon Cleary, Marcia Ball, Dr. John
Guide til bluesmusik fra perioden 1940-1949
Urbaniseringen af USA’s befolkning har fundet sted siden århundredeskiftet, og den får gevaldige skub fremad i forbindelse med de to verdenskrige. Ikke mindst for den sorte del af befolkningen får det betydning, efterhånden som landbrugsmaskiner tvinger dem væk fra landet, og industrialiseringen trækker dem ind til byerne. Det medfører en ”urbanisering” af bluesmusikken, som i 1940’erne bliver mere glat og sofistikeret end nogensinde før eller efter. Grænserne mellem blues og jazz bliver endnu engang udviskede med fremkomsten af jump blues og rhythm & blues. Jump blues er præget af bigbands og jazz-ensembler som Jay McShanns, Count Basies og Lionel Hamptons, hvor rytmen er intens og swingende, og hvor hvinende saxofoner gerne spiller en central rolle. I front står ofte ”blues shouters”, sangere med så store stemmer, at de uden problemer – og uden mikrofon - kan høres over instrumenterne.
Blandt de største er Jimmy Witherspoon, Jimmy Rushing, Big Joe Turner og Joe Williams, og på spindesiden Dinah Washington. Den største stjerne er dog Louis Jordan, som både er kapelmester og selv synger.
Bredere term Rhythm & blues-begrebet bruges ofte mere eller mindre synonymt med jump blues, men termen favner også bredere end det. En række pianister markerer sig med forskellige fortolkninger af rhythm & blues-idiomet, bl.a. Charles Brown (med Johnny Moore’s Three Blazers) og Nat ”King” Cole, der spiller en stilig, sofistikeret natklubs-blues, som Ray Charles siden starter sin karriere med at eftergøre.
Guide til bluesmusik fra perioden 1940-1949 Joe Liggins og Amos Milburn er andre rhythm & blues-pianister af den urbane skole. New Orleans har sin egen afart af rhythm & blues, som inkorporerer elementer af caribisk musik og Dixielandjazz og har Professor Longhair og Fats Domino blandt de væsentligste navne.
På guitar bliver T-Bone Walker en pioner med sit elegante, jazz-influerede og ikke mindst elektriske spil. Sammen med vennen Charlie Christian gør han den elektriske guitar til et hovedinstrument i jazz og blues, og da han rykker sin base fra Dallas til Los Angeles, lægger han grunden for West Coast bluesen.
Chicago Samtidig spirer det i Chicago, som er mål for mange sorte landarbejdere, der håber på et job i industrien. Her er der allerede i 1930’erne opstået et bluesmiljø, hvor den centrale figur har været Tampa Red og nu bliver Big Bill Broonzy. De indspiller på pladeselskabet Melrose, der også er hjem for bl.a. Lonnie Johnson, Memphis Slim, St. Louis Jimmy, Big Maceo Merriweather, Memphis Minnie, Washboard Sam, Tommy Johnson, Big Joe Williams og Sonny Boy Williamson I.
Guide til bluesmusik fra perioden 1950-1959 Fakta om blues i perioden 1950—1959 Chicago blues Storhedstid: Ca. 1948-1965 Kendetegn: Oftest en solist med tæt sammenspillet band med guitar, bas, klaver, trommer og mundharpe. Den elektriske guitar er i fokus, men det primære soloinstrument kan også være mundharpe eller klaver Væsentlige navne: Tampa Red, Big Bill Broonzy, Big Maceo Merriweather, Sonny Boy Williamson I, Memphis Minnie, Muddy Waters, Howlin’ Wolf, Jimmy Rogers, Little Walter, Bo Diddley, Slim Harpo, Magic Sam, Otis Rush, Arthur “Big Boy” Crudup, Memphis Slim, Sunnyland Slim, Elmore James, Willie Mabon, Junior Parker, Eddie Boyd, Billy Boy Arnold, Magic Sam, Sonny Boy Williamson II, Koko Taylor Nutidige udøvere: The Mannish Boys, The Cash Box Kings, Kim Wilson, John Primer, Bob Corritore, Mud Morganfield, The Kilborn Alley Blues Band, Mississippi Heat, Lurrie Bell
West Coast blues Storhedstid: Ca. 1948-1960 Kendetegn: Jump blues-baseret band-musik med swing-rytmer, jazzet elguitar, glat og sofistikeret lyd, croonende vokal Væsentlige navne: T-Bone Walker, Charles Brown, Amos Milburn, Percy Mayfield, Johnny Otis, Lowell Fulson, Jimmy McCracklin, Pee Wee Crayton Nutidige udøvere: Sugar Ray & the Bluetones, Rick Estrin and the Nightcats, Robben Ford, Ronnie Earl, Kid Andersen
Guide til bluesmusik fra perioden 1950-1959
Med urbaniseringen opstår der vigtige blues-midtpunkter i byer som Los Angeles, New York, Atlanta og ikke mindst Chicago. Muddy Waters kommer til Chicago i 1940’erne, og efter et par kommercielle vildskud hitter han med ”I can’t be satisfied”/”Feel like going home” i 1948. Singlen rammer det helt rigtige sted mellem den elegante, urbane elektriske blues og den rå, down-home delta blues fra landdistrikterne, og den går lige i hjertet (og fødderne) på de mange sorte industriarbejdere, der måske nok er ”urbaniserede”, men samtidig har sjælen rodfæstet i Mississippi-deltaets marker. Muddy Waters bliver den nye konge af Chicagos bluesscene. Han er en eminent slide-guitarist, har en kraftfuld og udtryksfuld stemme og har både star quality på scenen og er vellidt af musikerne i bluesmiljøet. Han har Chicagos bedste band, oprindeligt med Jimmy Rogers, Otis Spann og Little Walter, senere med bl.a. Pinetop Perkins, Earl Hooker, Pat Hare, Big Walter Horton, Carey Bell, James Cotton, Junior Wells, Bob Margolin, Jerry Portnoy og Paul Oscher. Og han får en perlerække af hits (og blues -klassikere), bl.a. ”(I’m your) hoochie coochie man”, ”Mannish boy”, ”I’m ready” og ”Got my mojo working”. Chess Muddy indspiller for pladeselskabet Chess (og dets under-labels), som bliver Chicagos nye blueskraftcenter, også pga. Muddys største rival, Howlin’ Wolf. Begge modtager sange fra blueshistoriens vel nok største sangskriver, Willie Dixon, der også fungerer som bassist, talentspejder m.m. for Chess.
Guide til bluesmusik fra perioden 1950-1959 Willie Dixon skriver bl.a. ”Hoochie coochie man” til Muddy og ”Spoonful”, ”Little red rooster” og ”Back door man” til Wolf, lige som han forsyner andre kunstnere med hits som ”I can’t quit you, baby”, ”My babe”, ”Wang dang doodle”, ”The seventh son”, ”I ain’t superstitious”, ”You shook me” og ”The same thing”! Blandt Muddy Waters’ og Howlin’ Wolfs samtidige i Chicago er Sonny Boy Williamson II (den første er blevet myrdet ved et voldsomt knivoverfald!), Elmore James, Willie Mabon, Eddie Boyd, Billy Boy Arnold og nye stjerner som Otis Rush, Magic Sam og Buddy Guy. Dette er Chicago bluesens storhedstid! Band-musik Selv om der er fokus på solisterne, er Chicago bluesen i høj grad karakteriseret ved, at det er band -musik. Det tætte sammenspil mellem guitar, bas, trommer, klaver og mundharpe er en stor del af Muddys og de andres succes. Ligesom mange af Muddy Waters’ bandmedlemmer får stor succes i eget navn, er f.eks. pladeselskabet Melroses produktioner kendetegnet ved, at alle stjernesolisterne samtidig er backingmusikere på hinandens plader. Det tekniske og kunstneriske niveau er simpelthen utrolig højt i denne periode. Chicago er også hjemsted for to af rock & roll’ens grundlæggere, Bo Diddley og Chuck Berry. Mange af de tidlige rock & roll’ere var også store bluesmen, hvad man kan få bekræftet ved at lytte til f.eks. Diddleys ”I’m a man” og ”Before you accuse me” eller Berrys ”Wee wee hours”.
Memphis "The blues had a baby and they named it rock and roll," synger Muddy Waters. Rock & roll trækker naturligvis på flere kilder, heriblandt country og doo-wop, men i marts 1951 indspiller rhythm & bluesmusikeren Jackie Brenston sangen ”Rocket "88"” i Memphis med sine Delta Cats, som reelt er Ike Turners Kings of Rhythm, hvor Brenston er saxofonist. Singlen, der er bygget op efter blues-skabelonen, regnes af mange som den første rock & roll-udgivelse.
Og når vi nu er i Memphis, kommer vi nok heller ikke uden om Elvis Presley, hvis første indspilninger i mange tilfælde er ren blues eller rhythm & blues. Han låner en del fra bl.a. Jimmy Rogers og især Arthur ”Big Boy” Crudup, men hans ”egen” ”Heartbreak Hotel” falder også pænt inden for blues-kategorien.
Guide til bluesmusik fra perioden 1950-1959 Jazz-tendenser I Californien videreføres rhythm & bluesens jazz-tendenser i West Coast blues. Udøverne er egentlig musikere fra især Texas, som har rykket teltpælene op og er flyttet vestpå. The Southern Pacific Railroad, der kører gennem Texas, har nemlig endestation i Los Angeles.
Blandt andre T-Bone Walker, Charles Brown, Percy Mayfield og Amos Milburn grundlægger her en blues-stil, der nok er band-orienteret som Chicago bluesen; men hvor man i Chicago har haft held med at inkorporere delta bluesens rå energi, søger West Coast-musikerne mod swing-rytmer, jazzet guitar og en næsten croonende vokal.
Også her står klaver, guitar og senere mundharpe centralt, men musikken er langt mindre pågående end i Chicago. Blæsere er ikke usædvanlige og er med til at danne et billede af en mere sofistikeret, gennemarrangeret bluesform.
Guide til bluesmusik fra perioden 1960-1969 Fakta om blues i perioden 1960—1969 Bluesrock Storhedstid: Ca. 1965-1975
Kendetegn: Guitarbaseret rock, der bygger på bluesformen, men med en tungere (og højere!) lyd. Lange, improviserede soli, gerne med et psykedelisk præg
Væsentlige navne: Cream, Jimi Hendrix, Led Zeppelin, Fleetwood Mac, Foghat, Savoy Brown, Rory Gallagher, Ten Years After, Gary Moore, Humble Pie
Nutidige udøvere: Robin Trower, Joe Bonamassa, Gary Clark Jr., Eric Gales, Tinsley Ellis, Popa Chubby
Guide til bluesmusik fra perioden 1960-1969
I slutningen af 1950’erne og starten af 60’erne oplever USA den såkaldte folk music revival. Uden tvivl inspireret bl.a. af borgerrettighedsbevægelsen søger unge hvide amerikanere tilbage til landets musikalske rødder i en higen efter autenticitet. Det betyder en genopblomstring (og et nyt publikum) for country bluesen (og i mindre grad classic female blues og jug bands). Folklorister og blues-entusiaster finkæmmer Mississippi-deltaet på jagt efter de ”oprindelige” bluesmen og finder bl.a. Son House og Skip James (på samme dag!), Mississippi John Hurt, Blind Gary Davis og Jesse Fuller, der bliver store navne på folk-festivalerne og genoptager deres indspilningskarriere. Også en række ikke tidligere indspillede kunstnere dukker op. Mississippi Fred McDowell, Robert Pete Williams og Mance Lipscomb hører til i denne kategori, og det samme gør et par yngre navne, Juke Boy Bonner og Snooks Eaglin.
Hvide bluesmusikere Det bliver også årtiet, hvor de hvide bluesmusikere melder sig på banen – i begyndelsen med et traditionalistisk repertoire, der spejler deres sorte idoler. Al Wilson og Bob Hite fra Canned Heat er traditionsbevidste; det samme er John Hammond Jr. og Charlie Musselwhite.
Umiddelbart er den samtidige, elektriske Chicago blues ikke interessant for det hvide folkpublikum. Den er ikke ”autentisk” nok! Men da Bob Dylan for første gang spiller elektrisk på Newport Folk Festival i 1965, er det med musikere fra The Paul Butterfield Blues Band, et ungt sort/ hvidt Chicago blues-band, der bl.a. tæller guitaristerne Elvin Bishop og Mike Bloomfield, og hermed indvarsles den elektriske blues’ genkomst. Incitamentet er the British invasion, som The Beatles har indledt i 1963, og som kommer til at tælle blues-baserede navne som The Rolling Stones, Them, The Animals og The Yardbirds.
Guide til bluesmusik fra perioden 1960-1969 England I England har man opdaget bluesen som en følge af den trad jazz-bølge, der er skyllet ind over landet i 1950’erne takket være udstationerede (afro-)amerikanske soldater. Blandt de mest indflydelsesrige engelske jazznavne er basunisten, bandlederen og koncertarrangøren Chris Barber, hvis orkester tæller bl.a. Lonnie Donegan, Alexis Korner og Cyril Davies. Barber henter amerikanske bluesmen til England for at spille, først Big Bill Broonzy og siden bl.a. Muddy Waters, der chokerer og henrykker englænderne med sin elektriske Chicago blues. Korner og Davies starter bandet Blues Incorporated, der tæller eller spiller sammen med fremtidige medlemmer af The Rolling Stones (Mick Jagger, Keith Richards, Charlie Watts, Mick Taylor og Brian Jones) og Cream (Jack Bruce og Ginger Baker) m.fl.
John Mayall Tættest på Chicago-lyden kommer dog John Mayall, der i 1966 indspiller det første album med sine Blues Breakers – inklusive en vis Eric Clapton på guitar. Blues Breakers with Eric Clapton bliver hovedhjørnestenen i det britiske blues-boom, og John Mayall’s Blues Breakers bliver udklækningssted for generationer af bluessuperstjerner; ud over Clapton ser man bl.a. Jack Bruce, det meste af det oprindelige Fleetwood Mac (Peter Green, Mick Fleetwood, John McVie), Mick Taylor, Walter Trout og Coco Montoya. Eric Clapton bliver Englands guitar-gud – og ganske ubeskedent kalder han, Bruce og Baker deres nye band (The) Cream. Men han får kam til sit hår, da amerikanske Jimi Hendrix ankommer til London.
Psykedelisk Lige som Cream spiller Hendrix højoktan-blues tilsat tidens psykedeliske rock-toner, og det bliver om nogen Clapton og Hendrix – og Fleetwood Macs Peter Green – der definitivt gør guitaren til bluesens primære soloinstrument med nærmest timelange, improviserede soli. Bluesrockernes succes – også i USA – åbner dørene til de store spillesteder, og dermed lukrative markeder, for de samtidige amerikanske bluesguitarister. Særligt populære og indflydelsesrige over for kommende generationer bliver the three Kings: Freddie, Albert og B.B. King. Freddie King er fra Texas og bliver bl.a. kendt for instrumentale hits som ”Hide away” og ”San-HoZay”. B.B. og Albert King er begge fra Indianola, Mississippi og har begge påbegyndt karrieren i Memphis. Og begge finder succes ved at nærme sig den fremadstormende soulmusik.
Guide til bluesmusik fra perioden 1970-1979
Fakta om blues i perioden 1970—1979 Soul blues Storhedstid: Ca. 1970-1979
Kendetegn: Kraftige basgange og udbredt brug af blæsere, kor og evt. synthesizer; gospel-påvirket vokal
Væsentlige navne: B.B. King, Bobby Blue Bland, Little Milton, O.V. Wright, Latimore, Johnnie Taylor, Little Johnny Taylor, Albert King, Z.Z. Hill, Little Willie John, Bobby Rush, Johnny Rawls
Nutidige udøvere: John Németh, Tedeschi Trucks Band, Tad Robinson, Curtis Salgado, Janiva Magness, Johnny Rawls
Guide til bluesmusik fra perioden 1970-1979
I 1970’erne står de amerikanske (sorte) bluesmusikere ved en skillevej. Mange tager stafetten op fra de unge, engelske musikere og spiller guitar-båren, rock-influeret elektrisk blues med lange soloer, f.eks. Buddy Guy, der har trådt sine barnesko hos Chess i Chicago i slut-50’erne. Mange især hvide musikere udvikler den elektriske blues videre i retning mod heavy- og stadionrock, inspireret af bl.a. Cream, Hendrix og Led Zeppelin. Det gælder navne som Robin Trower, Rory Gallagher, Roy Buchanan, Ten Years After og Foghat.
Bluesrockerne spiller hovedsageligt for et hvidt publikum. Det sorte publikum synes imidlertid at mistet interessen for traditionel blues og vil hellere høre soul. Det får mange sorte bluesmusikere til at fusionere bluesen med soulmusikkens fede basgange, blæsere og keyboard.
Soul Albert King indspiller på soul-pladeselskabet Stax med dettes husorkester, Booker T. & the MG’s (der i øvrigt står bag Stax’ første hitlistetopper, den instrumentale blues ”Green onions”). Hans funky lyd, sjælfulde vokal og bidende guitarspil gør ham til et hit blandt sorte og hvide. Mange af hans sange bliver bluesstandarder, ikke mindst ”Born under a bad sign”, skrevet af Booker T. i samarbejde med soulsangeren William Bell. Ingen har dog større crossover-succes end B.B. King, der udvikler sig til at blive bluesmusikkens ubetinget væsentligste ambassadør og en af dens største legender. Han får sit første hit i 1951 med ”3 o’clock blues”, følger op med en perlerække af bluesklassikere op igennem 1960’erne (”How blue can you get?”, ”Paying the cost to be the boss” og mange flere) og indspiller så sit store crossover-hit, ”The thrill is gone”, i 1969. Det er en svulstig slow blues tilsat strygere, noget der aldrig var sket i 1950’ernes Chicago (men som Johnny ”Guitar” Watson havde gjort med ”Cuttin’ in” i 1961).
Guide til bluesmusik fra perioden 1970-1979 B.B. er en stor mand med en stor, gospel-influeret stemme, et stort hjerte og en unik teknik, der gør guitaren Lucille til hans anden stemme – en stilfuld, minimalistisk stemme med en vibrato, der altid kan genkendes, men som ingen kan gøre ham efter.
Manden, alle vil spille med The king of the blues har måske nok udgangspunkt i Chicago blues og ikke mindst i Louis Jordans jump blues, men han flirter med soul og funk op igennem 1970’erne og bruger bl.a. Stevie Wonder som studiemusiker. B.B. King bliver i det hele taget manden, alle vil spille med, og samarbejder gennem sin karriere med alle fra Peter, Paul & Mary til Pavarotti, fra Willie Nelson til The Simpsons. Andre store soul blues-sangere er Little Milton, Johnnie Taylor, Little Johnny Taylor, Bobby Rush og ikke mindst Bobby ”Blue” Bland, der har været en stjerne siden 1950’erne med sange som ”Farther up the road” og ”I pity the fool”. Han er usædvanlig, fordi han er en af de få store stjerner fra Chicago-storhedstiden, der ikke spiller et instrument. Også flere kunstnere, som regnes for soulsangere, baserer meget af deres musik på blues-formen, f.eks. Sam Cooke (”Bring it on home to me”), Wilson Pickett (”Mustang Sally”), James Brown (”I got you (I feel good)”) og Al Green (”Take me to the river”). Og navne som Solomon Burke, O.V. Wright og Latimore balancerer mellem blues og soul. Traditionelle Der er til gengæld længere imellem de traditionelle blues-udgivelser i 1970’erne. Nogle af dem kommer fra hævdvundne navne fra Chicago bluesens heyday, der samarbejder med deres yngre, engelske arvtagere. Blandt disse er Buddy Guy & Junior Wells (med Eric Clapton, Steve Winwood og medlemmer af Rolling Stones), Muddy Waters (med Winwood, Rory Gallagher og Georgie Fame) og John Lee Hooker (med Canned Heat). I Chicago dukker også enkelte nye navne op, som holder byens bluesform i hævd, heriblandt Magic Slim, Lonnie Brooks og Lurrie Bell. Alt i alt er det fremherskende blues-udtryk dog på vej væk fra sine rødder og favner i stedet tidens toner: soul, disco, funk. Selv synthesizeren har fundet en plads i bluesmusikken! Fra nu af bliver traditionel blues – og med tiden blues i det hele taget – en niche-genre med et kultpublikum. Det illustreres om noget ved, at man i 1971 i Chicago kan bevidne åbningen af det første specialiserede blues-pladeselskab, Alligator Records, der i begyndelsen kan takke især Hound Dog Taylor og Son Seals for sin levedygtighed.