Guide til Blues del 3
1980-2010
Tekst: Jakob Wandam, DBC & redaktør for Bluesnews.dk
Redaktion: Niels Mark
Guide til bluesmusik fra perioden 1980-1989
Fakta om blues i perioden 1980—1989 Texas blues Storhedstid: Ca. 1975-1995
Kendetegn: Boogie/shuffle-baseret med den elektriske guitar i centrum og fokus på improvisation og lange, rockorienterede soli
Væsentlige navne: Johnny Copeland, Albert Collins, Johnny Winter, Stevie Ray Vaughan, Lonnie Mack
Nutidige udøvere: The Fabulous Thunderbirds, Lou Ann Barton, Omar & the Howlers, Jimmie Vaughan, ZZ Top, Angela Strehli, Anson Funderburgh, Debbie Davies, Sue Foley
Guide til bluesmusik fra perioden 1980-1989
1980’ernes blues byder på en tilbagevenden til mere traditionelle dyder. De begynder med filmkomedien The Blues Brothers, der måske nok hovedsageligt byder på soul blues og rhythm & blues, men i hvert fald præsenterer et helt nyt, ungt publikum for genren.
Frem fra Austin, Texas stormer efterfølgende guitaristen Stevie Ray Vaughan, der efter at have spillet på David Bowies Let’s dance-album springer fra jobbet som turné-guitarist for Bowie for i stedet at hellige sig karrieren som solist. Det skal vise sig at være en god beslutning: Hans rockede Texas blues og guitar-ekvilibrisme gør ham og hans Double Trouble til en uventet MTV-favorit.
Stevie Ray Vaughan baner vejen for en række andre, nye Texas blues-navne, hvoraf The Fabulous Thunderbirds (med Stevie Rays bror Jimmie Vaughan) og Omar & the Howlers er nogle af de største.
Rødder Texas bluesen har rødder tilbage til Blind Lemon Jefferson, hvis guitarspil var mere kompliceret og improvisatorisk end hans samtidiges. Jeffersons protegé, T-Bone Walker, var en anden nyskabende guitarist fra Texas, der gav den elektriske guitar sin fremtrædende plads i bluesen. Og netop guitarens dominans og den store vægt på guitarsoli og improvisation er særligt kendetegnende for Texas blues.
Dens moderne form skylder meget til Albert Collins og Johnny Copeland, som tegner en stor del af bluesscenen i slut-70’erne og 80’erne, og til Johnny Winter, der benytter sig meget af det boogiebeat, som også præger meget af Stevie Ray Vaughans musik.
Guide til bluesmusik fra perioden 1980-1989 Stevie Ray Vaughans betydning for bluesmusikkens videre udvikling kan ikke overvurderes. Hans kombination af en lynhurtig teknik og stilfuldt improviserede, Albert King-inspirerede soli har influeret enhver bluesguitarist, der har efterfulgt ham. Hans egen karriere bliver desværre tragisk kort, da han dør i et helikopterstyrt i 1990 på vej væk fra en koncert, hvor han har delt scene med Eric Clapton, Robert Cray, Buddy Guy og Jimmie Vaughan.
Mainstream Et andet band, der opnår mainstream-succes, er George Thorogood & the Destroyers, der i dyb gæld til John Lee Hooker spiller boogie-blues og får store hits med bl.a. ”Bad to the bone” og ”One bourbon, one scotch, one beer”. Hele verden ser på, da de optræder ved Live Aid i 1985 med Albert Collins og Bo Diddley som gæster. B.B. King og Eric Clapton er de eneste andre bluesnavne ved koncerten, der har omkring 2 milliarder tv-seere. Det nye sorte blues-håb er Robert Cray, der spiller elegant soul blues med en fod plantet i Chicago. Hans popularitet hjælpes frem af Eric Clapton, på hvis succes-album Journeyman Cray spiller en fremtrædende rolle. Robert Cray er også en af de musikalske gæster, da Clapton spiller en række rendyrkede blueskoncerter i Royal Albert Hall i London. De giver karriere-boosts til Cray, Buddy Guy, Albert Collins, Jimmie Vaughan m.fl. Også i Chicago fortsætter nye navne med at pible frem, om end de ikke når mainstreamen. Big Daddy Kinsey og The Kinsey Report, Carl Weathersby, Melvin Taylor og Kenny Neal er blandt disse.
Milepæl 1980’erne slutter med indspilningen af en ny blues-milepæl, Gary Moores Still got the blues, der introducerer en ny generation for bluesmusikken – og for Albert King og Albert Collins, der begge medvirker på albummet og den efterfølgende turné. Gary Moore har rødder i keltisk, progressiv og heavy rock, men med bluesen finder han både sin nok sandeste udtryksform og sin sikreste indtægtskilde – han vender jævnligt tilbage til bluesmusikken i resten af karrieren, der slutter med hans alt for tidlige død i 2011. Gary Moores form for blues tilfredsstiller de lyttere, der gerne vil have guitar-lir, men fremmedgør samtidig mange blues-purister, som ikke synes, han spiller rigtig blues. Men tag ikke fejl: Der gemmer sig en sand bluesmester bag alle forstærkerne, med indføling, elegance og teknik. B.B. King hører formodentlig både dette og kasseapparatets klirren, da han foreslår et fælles-album, som i sidste ende dog begrænser sig til duetten "Since I met you baby".
Guide til bluesmusik fra perioden 1990-1999 Fakta om blues i perioden 1990—1999 Hill country blues Storhedstid: Ca. 1992-2005
Kendetegn: Minimalistisk, råt udtryk domineret af slagtøj, slide-guitar, fløjte og vokal; løse, improviserede kompositioner; repetitiv
Væsentlige navne: Mississippi Fred McDowell, R.L. Burnside, Junior Kimbrough, Othar Turner, Sid Hemphill, Asie Payton, Jessie Mae Hemphill, T-Model Ford, Robert Belfour
Nutidige udøvere: North Mississippi Allstars, Turchi, Kent Burnside, Seasick Steve, Otis Taylor, Luther Dickinson, Cedric Burnside
Desert blues Storhedstid: 1990-?
Kendetegn: Ofte minimalistisk udtryk domineret af strengeinstrumenter (kora, guitar m.m.), slagtøj og vokal; løse kompositioner; repetitiv
Væsentlige navne: Ali Farka Touré, Tinariwen, Bombino, Amadou & Mariam, Tamikrest, Habib Koité, Terakaft, Lobi Traoré, Etran Finatawa, Vieux Farka Touré, Samba Touré
Guide til bluesmusik fra perioden 1990-1999
1990’ernes blues står i høj grad i John Lee Hookers tegn. Hooker har været med siden 1948, hvor han debuterer med ”Boogie chillen”. Som titlen antyder, er den – og en meget stor del af hans repertoire – baseret på klaverbluesens boogie-woogie-rytmer, som på John Lee Hookers guitar bliver til en unik form for delta blues. Det hypnotiske beat og Hookers nærmest messende stemme og fuldstændige mangel på respekt for, hvor mange takstslag der forventes i en verselinje, giver ham en enestående, men ofte efterlignet lyd, der leder tankerne mod det dybeste Mississippi, men også mod vestafrikanske landsbyer. John Lee Hooker er uhyre produktiv og spiller gerne under mere eller mindre gennemskuelige pseudonymer (Texas Slim, John Lee Booker m.fl.) for at komme uden om kontraktlige forpligtelser, og han får en lang række hits, bl.a. ”Boom boom” og ”I’m in the mood”.
Højdepunkt Karrierens kommercielle højdepunkt bliver dog The healer, der udgives i 1989 under medvirken af Carlos Santana, Robert Cray, Bonnie Raitt, Charlie Musselwhite m.fl. og er produceret af slideguitaristen Roy Rogers. Albummet giver ikke bare Hooker, men hele bluesgenren et kommercielt løft. Det bliver efterfulgt af flere allstar-album under Rogers’ og Van Morrisons supervision, og op igennem 1990’er opfattes John Lee Hooker som bluesgenrens grand old man. Han lever sine sidste år i finansiel tryghed og dør i 2001. Overordnet set må bluesgenren dog affinde sig med at være et nicheprodukt, som befinder sig langt fra single-hitlisterne. En markant undtagelse er Tracy Chapmans ”Give me one reason”, en blues, der når tredjepladsen på US Hot 100 i 1996.
Guide til bluesmusik fra perioden 1990-1999 To år tidligere har grunge-kongerne Nirvana fået en del opmærksomhed omkring deres MTV Unplugged-optagelse af ”Where did you sleep last night” – en anden titel for folkemelodien ”In the pines”, som Leadbelly og andre har indspillet i bluesy udgaver (en single-udgivelse af Nirvanaversionen bliver aflyst i efterdønningerne af forsanger Kurt Cobains selvmord).
Særegen Flere blues-pladeselskaber er opstået i Alligator Records' kølvand, bl.a. Blind Pig (1977). I 1992 får de følgeskab af Fat Possum Records, der har speciale i den særegne hill country blues. Hill country blues er opstået i det nordlige Mississippi og udmærker sig ved det hypnotiske groove, der opnås gennem en simpel instrumentering bestående (ofte) af slagtøj i march-lignende rytmer, slide-guitar og en messende, fortællende sangstil (ja, der er bestemt ligheder med John Lee Hooker!). Stilen bygger på den såkaldte fife & drum-musik, der praktiseres af Othar Turner helt frem til hans død som 95-årig i 2003. Sin mere moderne form (med elektrisk guitar) finder den med Mississippi Fred McDowell, men det kommercielle gennembrud kommer i 1990’erne med R.L. Burnside og Junior Kimbrough. De er dog begge allerede oppe i årene, og Kimbrough dør i 1998, Burnside i 2005. I vore dage videreføres hill country-stilen primært af deres og Othar Turners efterkommere og kredsen omkring dem, bl.a. i North Mississippi Allstars, men den kan også høres i musik fra Otis Taylor og Alvin Youngblood Hart.
Afrikanske rødder Hill country blues regnes af mange for den blues-subgenre, der ligger tættest på bluesens afrikanske rødder. Og netop den afrikanske blues, eller ”desert blues”, får en opblomstring i 1990’erne. Hovedeksponenten er Ali Farka Touré fra Mali, hvis stilmæssige ligheder med John Lee Hooker mange (inklusive Touré selv) ser som et bevis for bluesmusikkens rod i Afrika. Hvad de måske glemmer, er, at Touré er født i 1939 og har lyttet intensivt til Hooker det meste af sit liv! Påvirkningen er nok gået begge veje. De har dog ret for så vidt, at der er åbenlyse sammenfald mellem delta og hill country blues og visse musikformer, der spilles i Vestafrika. De rytmer, det tonesprog og den brug af strengeinstrumenter (bl.a. slide-teknik), man hører især i Mali, men også i Mauretanien, Niger, Senegal, Elfenbenskysten, Guinea og Vestsahara, gør, at man med rimelighed kan karakterisere musikken som blues.
Guide til bluesmusik fra perioden 1990-1999 Konventioner
I desert blues er kompositionerne dog mindre fastlåst i konventioner, end det gør sig gældende for den amerikanske variant (igen et lighedspunkt med Hooker) – i hvert fald konventioner, som er genkendelige for vestlige ører. Mange af ørkenbluesens udøvere tilhører befolkningsgruppen mandingo eller nomadefolket tuareg. Blandt sidstnævnte finder man nogle af de største navne, Tinariwen, Terakaft, Tamikrest og Etran Finatawa, som udfylder tomrummet efter Ali Farka Tourés død i 2006. Andre succesrige kunstnere er Bombino, Amadou & Mariam, Habib Koité og Alis søn Vieux Farka Touré. Flere amerikanske bluesmusikere finder inspiration i den vestafrikanske blues og indspiller sammen med dens udøvere. Det gælder f.eks. Taj Mahal, Corey Harris og Eric Bibb.
Genopblomstring Harris og Bibb er også en del af 1990’ernes genopblomstring af den akustiske blues, som omfatter både hård delta blues (f.eks. Rory Block, Alvin Youngblood Hart), blød Piedmont blues (f.eks. Keb’ Mo’, Paul Rishell & Annie Raines) og folk blues (f.eks. Kelly Joe Phelps). På den elektriske front dukker en ny generation af guitarhelte op for at tage stafetten op efter Stevie Ray Vaughan. En af dem, der opnår stor crossover-succes i første halvdel af årtiet, er canadiske Jeff Healey. Kenny Wayne Shepherd og Jonny Lang debuterer begge i 1995 og udråbes til de store hvide blueshåb. De orienterer sig dog begge i højere grad end Vaughan mod bluesrock (og i Langs tilfælde soul), og det samme kan siges om mange af deres samtidige som Chris Duarte, Bernard Allison, Jimmy Thackery og Tinsley Ellis.
Uventet Endelig sniger bluesmusikken sig ind nogle uventede steder. De fængende guitar-riffs viser sig at være perfekte til tv-reklamer, og pludselig hører man bidder af Howlin’ Wolf, Bo Diddley, Stevie Ray Vaughan og George Thorogood i den bedste sendetid. Tendensen er begyndt allerede i 1980’erne, hvor Muddy Waters i 1988 får et overraskende, posthumt single-hit med ”Mannish boy”, der er blevet brugt i en Levi’s-reklame. Et stort hit i 2000 er electronica-kunstneren Mobys ”Natural blues”, der sampler kraftigt fra Vera Ward Halls ”Trouble so hard”, optaget af John Lomax i 1937. En anden Library of Congressoptagelse, fængselssangen ”Tangle Eye blues” fra 1948, bliver brugt af T.D.F. i nummeret ”Blue rock” i 1997. Billie Holidays ”God bless the child” samples af Alex Gopher på ”The child” (1999), og senere kan man også høre blues-samples og –toner hos f.eks. canadiske Kid Koala og franske St. Germain.
Guide til bluesmusik fra perioden 2000-2009
I det nye årtusind begynder Europa for alvor selv at producere navne, der kan konkurrere med de amerikanske bluesmusikere. De har ganske vist svært ved at slå igennem i USA, men på hjemmekontinentet opstår der et marked, der ikke bare begrænser sig til kunstnernes respektive hjemlande. En vigtig faktor er det tyske pladeselskab Ruf Records, der er oprettet af Thomas Ruf i 1994 med henblik på at udgive Luther Allison. Ruf har også andre amerikanske kunstnere i stald – som Walter Trout og Omar & the Howlers – men begynder ligeledes at udgive flere og flere europæiske navne. England er ikke overraskende velrepræsenteret ved blandt andre Aynsley Lister, Joanne Shaw Taylor, Oli Brown og Dani Wilde. Men Ruf har også succes med f.eks. finske Erja Lyytinen og Wentus Blues Band samt den serbisk/hollandske guitarist Ana Popovic (i 2013 udgiver Ruf Records for første gang et dansk band, Thorbjørn Risager & the Black Tornado). Norge Ikke kun Rufs kunstnere markerer sig internationalt. Fra Norge, der har et stærkt bluesmiljø, kommer Bjørn Berge, som turnerer med succes i Europa, og guitaristen og produceren Christoffer ”Kid” Andersen. Kid Andersen flytter i 2001 til USA og bliver hurtigt en vigtig del af det frodige West Coast blues-miljø, ikke mindst da han i 2006 etablerer sine Greaseland-studier. Navne som Rick Estrin & the Nightcats, John Németh og Terry Hanck indspiller i Greaseland, hvor de lige som f.eks. Little Charlie, Rod Piazza, Mitch Kashmar og Sugar Ray & the Bluetones spiller swingende West Coast-festblues. Sidstnævnte er egentlig ikke fra vestkysten, men fra Rhode Island, men også her er der altså grobund for jump blues-baserede bands – ligeledes ekspliciteret ved Roomful of Blues, hvis evigt skiftende besætning gennem årene har talt navnkundigheder som Duke Robillard, Al Copley, Lou Ann Barton, Ronnie Earl, Curtis Salgado og såmænd også Bluetones-frontmanden Sugar Ray Norcia.
Guide til bluesmusik fra perioden 2000-2009 Joe Bonamassa Ligeledes i USA kan man i år 2000 for første gang købe en plade med guitaristen Joe Bonamassa. Dem skal der komme mange af, for Bonamassa og hans management fører en meget aggressiv udgivelsespolitik, hvor de nærmest oversvømmer markedet med studie- og live-plader. Det er en strategi, der ser ud til at virke, for efterhånden bliver Joe Bonamassa verdens vel nok mest sælgende bluesmusiker. Især i Europa er Bonamassa i stand til også at fylde koncertsale op. Det skyldes måske, at hans ekvilibristiske bluesrock primært er inspireret af 1960’ernes engelske bluesguitarister som Jimmy Page, Jeff Beck, Eric Clapton og Peter Green.
Lukket land Single-hitlisterne er stadig lukket land for bluesen, om end crossover-orienterede musikere som Eric Clapton og Bonnie Raitt endnu kan sælge album. Man ser dog en stærk bluesindflydelse hos et band som The White Stripes, der endda på deres første plader indspiller versioner af bl.a. Son House- og Blind Willie McTell-sange.
The White Stripes er et af tidens mest populære garagerock-bands, hvis lo-fi-indspilningsteknik og –æstetik går godt i spænd med gamle, skrattende country blues-plader og kan minde en del om 1990’ernes hill country blues med R.L. Burnside og andre.
Rockpublikummet opdager også, måske lidt tilfældigt, bluesguitaristen og –sangeren ”Seasick” Steve Wold, da han nytårsaften 2006 optræder på BBC TV i et populært musikprogram med boogie-woogie-pianisten Jools Holland som vært.
Det bliver begyndelsen på en enorm popularitetsbølge for Seasick Steve, som efterfølgende optræder i udsolgte koncertsale og på festivaler verden over, blandt andet i Roskilde. Seasick Steve spiller forholdsvis traditionel hill country- og delta blues, men hans succes smitter ikke af på genrens andre udøvere.
Guide til bluesmusik fra perioden 2000-2009 Pladeselskaber Som niche lever bluesen dog i bedste velgående, og der skyder fortsat nye blues-orienterede pladeselskaber op. Delta Groove etableres i Californien 2004 og bliver hurtigt et af de førende labels inden for især West Coast blues med blandt andre The Mannish Boys, Mitch Kashmar, Kirk Fletcher, Rod Piazza, Candye Kane og Terry Hanck på kontrakt.
I 2007 starter Delta Groove en underafdeling ved navn Eclecto Groove til den musik, der ikke så nemt lader sig kategorisere. De udgiver blandt andre Ana Popovic, Mike Zito, Jason Ricci og Nick Curran.
I Canada åbner NorthernBlues Music kontoret i 2000 og udsender en række højkvalitetsudgivelser med navne som Janiva Magness, JW-Jones og Watermelon Slim. Canada er allerede hjem for Stony Plain Records (som i Europa distribueres af franske Dixiefrog) og Electro-Fi, og i USA udgives der fortsat blues i Chicago fra Alligator og Delmark Records, i Los Angeles fra Blind Pig, i Cleveland fra Telarc, og i Cambridge, Massachusetts fra roots-selskabet Rounder Records.
Endelig har det britiske selskab Document Records siden 1987 udgivet primært førkrigs-blues i grundigt researchede og omfattende opsamlings-serier. I 2013 allierer Document sig med Jack Whites Third Man Records om at udgive udvalgte kunstnere på vinyl.