BIBZOOM LYTTEGUIDE
DAVID BOWIE - FYRTÅRNET I ROCK 1947 - 2016
DAVID BOWIE (1947 - 2016) David Bowie var et enestående pop- og rockikon, som satte den musikalske dagsorden igennem flere årtier. Alt omkring David Bowie var udtænkt til den mindste detalje. Han var selviscenesættelsens mester helt frem til sin død. Forfatter og journalist Jan Poulsen har mødt David Bowie flere gange og har skrevet flere bøger om ham. I denne guide introducerer han dig til David Bowie, og sidst i guiden får du en beskrivelse af seks af kunstnerens vigtige albums ifølge Jan Poulsen. God fornøjelse.
Tekst: Jan Poulsen
Redaktion: Niels Mark - Layout: Jens Hjørne
DAVID BOWIE: FYRTÅRNET I ROCK AF JAN POULSEN »I’m gay and always has been, even when I was David Jones.« Budskabet var tydeligt, men enten var redaktøren på den britiske musikugeavis Melody Maker berøringsangst, eller også var han ikke helt klar over, hvilken historie han sad med. Bowie var ugens hovednavn i avisen den 22. januar 1972, men det store forsidebillede af sangeren blev ikke ledsaget af en typografi i »majestæten er død-størrelse«. Faktisk fandt musikavisen ikke engang anledning til at nævne »nyheden« på forsiden, som i stedet kunne fortælle, at King Crimson var gået i opløsning, og at Jethro Tull snart ville tage ud på en ny turné. Men i en nation, hvor overlæben dengang var den stiveste kropsdel på store dele af befolkningen, var det vel forventeligt. Først langt inde i Michael Watts artikel, lod bladet
bomben springe. Overskriften, Oh you pretty thing, var til gengæld velvalgt i sin klassiske dobbeltbetydning, som netop den engelske musikpresse er så dygtig til. Den refererede selvfølgelig både til titlen på den Bowie-sang, som Peter Noone havde scoret et komfortabelt hit med et halvt år forinden, og til Bowie selv og hans påklædning under interviewet. For Bowie SÅ godt ud. Han var dog ikke mødt op iført kjole, som i USA året før, så journalisten spurgte selvfølgelig: »Why aren’t you wearing your girl’s dress today?« hvortil Bowie – som den naturligste ting i verden – svarede: »Oh dear, you must understand that it’s not a woman’s. It’s a man’s dress.«
David Bowie var udmærket klar over, at interviewet ville give omtale. Også selv om biog homoseksuelle musikere slet ikke var nogen nyhed i rockhistorien. I midten af 1950’erne kunne ingen være i tvivl om, hvilken side Little Richard var til. Op igennem 1960’erne var homoseksuelle rockmanagere snarere reglen end undtagelsen, men det var nyt, at en musiker meldte så klart og utvetydigt ud. Derfor tog de store dagblade i Londons Fleet Street den også til sig og kogte suppe på den i nogle dage. Historien blev yderligere twistet af, at han både var gift og havde en lille søn. For kunne man det? Og hvad sagde hans kone? Og ville barnet ikke tage skade? Ingen vidste eller kunne vide, hvordan hans åbenhed ville blive modtaget af fans, medier og musikbranchen i almindelighed. Ville det være et karrieremæssigt selvmord? Ville hans fans flygte og finde andre rollemodeller? Eller ville livets gang i pop- og rockland blot fortsættte, som om intet var hændt? Set tilbage kan man i et større perspektiv tale om tiden før og efter hans »springen ud«, for han kom faktisk til at danne skole og starte en hel mode, hvor mærkeligt det end kan lyde. I dag ville ingen løfte så meget som et bryn, hvis en populær musiker fortalte om sine seksuelle preferencer, lige meget hvor alternative de end måtte være. Men dengang – i en tid, hvor Elton John stadig var en lille kejtet og overvægtig, aseksuel klaverbokser, og hvor Freddie Mercury blot forsøgte at være macho, men uden overskæg – blev der vitterlig lagt mærke til det. Det blev diskuteret flittigt i bladenes læserbrevsspalter, men det påvirkede ikke Bowies pladesalg negativt. Det ville selvfølgelig også have været svært, da det stadig var noget nært ikkeeksisterende. For selv om Hunky Dory blev rimeligt godt anmeldt i de engelske musikmedier, solgte lp’en ikke, og ved offentliggørelsen af interviewet i Melody Maker havde den end ikke været i nærheden af en hitliste. Det var, som om at der var blevet lagt i ovnen til noget større. Publikum var blevet nysgerrige og ville opleve Bowie, men i stedet for at konvertere nysgerrigheden til et eksemplar af Hunky
Hunky Dory (cover 1971)
Dory havde publikum nærmest taget en kollektiv beslutning om at vente på den næste lp, som han havde løftet sløret for i interviewet. Til trods for at Hunky Dory blot var én måned gammel, var Bowie allerede et andet sted, og nu, aftalen med RCA var på plads, gjaldt det om at komme frem over stepperne. Bowie kunne ikke vente, for han havde mange ting på hjertet. Interviewet i Melody Maker var også bemærkelsesværdigt set igennem en musikalsk brille, for Bowie havde valgt at melde klart ud om sine favoritter og inspirationskilder. Og derved kom han til at indtage en slags pionérrolle som ham, der oftest fandt og promoverede nye navne; en rolle, som han fortsatte med frem til sin død i januar 2016.
Men dengang i januar 1972 afslørede Bowie, at det oprindeligt havde været Pink Floyds Syd Barrett, som havde fascineret ham og åbnet »portene til en mere fritgalopperende måde at skrive tekster på«. Han fortalte videre, at Lou Reed og Iggy Pop også havde næret ham og hjulpet ham til at udvide sin egen underbevidsthed. Det var specielt de to, han beundrede mest som sangskrivere, og han så sig selv beslægtet og fremturede kækt, at sammen ville de tre »blive de største i verden«. Det kunne lyde lettere arrogant, og man kunne måske også anklage Bowie for at lide af storhedsvanvid, da det var de færreste på det tidspunkt, som havde hørt om Lou Reed og Iggy Pop i England – endsige noget sted! Lou Reed havde forladt The Velvet Underground halvandet år forinden og lå stadig i en slags limbo, inden han senere i 1972 indledte sin solokarriere, og Iggy Pop var mere eller mindre gået til i selvdestruktion, efter at hans gruppe, The Stooges, var opløst, til trods for at den havde udsendt to fremragende, men skammeligt oversete lp’er i 1969-70. Bowies udtalelse afslørede også, at han nok en gang berørte overmennesket, homo superior, som han on and off havde skrevet sange om siden 1967 og senest i 1971 sunget om i både Quicksand og Oh! You Pretty Things, om end det nu var på en anden måde end Nietzsches oprindelige tanke. Det var selvfølgelig ikke en pludselig indskydelse under interviewet, men udtryk for, at han var seriøst optaget af emnet i den periode, hvor han var ved at skabe sin egen homo superior, sin egen Messias. Eller bare en maske, et alter ego. En anden identitet, han kunne gemme sig bag for at beskytte sig selv. I efteråret 1971 og starten af 1972 skrev han en række sange, som med lidt god vilje kunne høres som en sangcyklus. The Rise And Fall Of Ziggy Stardust And The Spiders From Mars var titlen, men der var ikke tale om en lineær historie med en handling i traditionel forstand med indledning, forløb og afslutning. Af samme grund kan man ikke se det som Bowies forsøg på at skrive en rockopera a la Pete Townshends
Ziggy Stardust (cover 1972)
Tommy, selv om der er lighedspunkter mellem Tommy og Ziggy. De er begge helte i en postmoderne tid og har i modsætning til tidligere tiders kongelige, adelige eller politiske forbilleder opnået deres berømmelse på mere utraditionel vis: Ved at spille henholdsvis pinball og guitar (Pinball Wizard vs. Ziggy Stardust). De har disciple (Sally Simpson vs. Lady Stardust), især blandt kvinder, om end Ziggy snarere er bi- end straight heteroseksuel, og de lider til sidst skæbnefællesskab, da de undsiges af disse disciple med fatale følger (We’re Not Gonna Take It vs. Rock’N’Roll Suicide). Men tiden var forskellig, for hvor historien om Tommy starter ved hans fødsel under afslutningen af Anden Verdenskrig – som dog var Første Verdenskrig i Pete Townshends oprindelige tekst – udspiller historien om Ziggy sig et sted ude i fremtiden fem år fra verdens undergang. Scenen er således sat allerede i albummets første – og stærkeste – sang, Five Years: »Pushing through the market square, so many mothers sighing / News had just come over, we had five years left to cry in / News guy wept when he told us, earth was really dying / Cried so much his face was wet, then I knew he was not lying.«
Hvad der sker i Ziggy Stardust derimellem, er lidt tåget. Men Bowie skaber denne Messias-lignende rockstjerne, som dog hverken har svar på nogen spørgsmål eller besidder overnaturlige kræfter – ud over at kunne spille guitar som Jimi Hendrix: »He played it left hand ... / ... but boy could he play guitar.« I en række elegante og iørefaldende korte popsange fortæller Bowie om fandyrkelse og rollen som stjerne. Ordet »star« er det centrale og indgår i fire af albummets elleve titler: Starman, Lady Stardust, Star og Ziggy Stardust, og hvis man virkelig spænder buen, kan man sige, at Bowies teknik bestod i en systematisk mytologisering af og omkring sin hovedperson. Sangene var både en hyldest til, en problematisering af og en prognose for Ziggy Stardusts skæbne.
David Bowies favntag med sin figur var velgennemtænkt, og Ziggy Stardust blev hurtigt hans alter ego. Han levede sig så meget ind i rollen, at det var svært at skelne de to fra hinanden, og når Bowie i sangen Ziggy Stardust sang om The Spiders From Mars, blev grænserne mellem fantasi og virkelighed helt udvisket. De to figurer blev én og samme person, som begge havde et backingband med navnet The Spiders From Mars. Lp’en The Rise And Fall Of
1972: Trevor Bolder, David Bowie. Foto: ITV
Ziggy Stardust And The Spiders From Mars udkom i juni 1972 på et tidspunkt, hvor Bowie allerede havde turnéret med sangene derfra i fire måneder. Den 10. februar 1972 gik den officielle start i den sydlige London-forstad Tolworth, og hemmeligere kunne det næsten ikke blive, for antallet af rockmusikere, som igennem tiden havde besøgt den lille flække, kunne nærmest tælles på én hånds fingre. På den anden side kunne det jo kun gå fremad derfra, og folk strømmede til. Publikumsinteressen nærmest eksploderede, da Bowie slap Starman på en single i april 1972 og dernæst optrådte med sangen på det ugentlige BBC-tv-program Top Of The Pops, som reelt var den salgsbaserede britiske singlehitliste udsat for levende billeder. I dag, hvor der er musik og videoer på adskillige tv-kanaler døgnet rundt,
er det svært at forestille sig betydningen af et program som Top Of The Pops. Men dengang, i årene før MTV – endsige før musikvideoen i det hele taget – var programmet en af de eneste muligheder, de musikelskende briter havde for at se deres pop- og rockstjerner i fjernsynet. Top Of The Pops blev sendt første gang den 1. januar 1964 og blev fra start en stor succes med millioner af tv-seere, som trofast fulgte med i hitlisteplaceringerne hver uge. Først i sommeren 2006 – i den tværmediale tid, hvor programmet syntes lidt som en anakronisme sat over for video-downloads til mobiltelefonen – blev det indstillet, men da var det for længst blevet en institution i britisk tv og et stykke kulturhistorie.
1972: David Bowie , Mick Ronson og Mick Woodmansey Foto: ITV
Da Bowie playbackede sig igennem Starman på Top Of The Pops, lå gaderne i Storbritannien øde. Akkurat som de gjorde det herhjemme, hver gang svenskerne bankede os i fodbold. Fjernsynets magt var frygtindgydende dengang, og Bowie blev stjerne nærmest over night. Det var ikke kun musikken, men snarere hans fremtoning, som gjorde den store forskel: Rent visuelt havde Bowie undergået en forandring, man ikke havde set magen til tidligere. Hans lange, gyldne hippielokker med de bløde fald var sakset, og i stedet førte han sig nu frem med højt, strittende, orangerødt hår. Når han lagde sin arm om Mick Ronson og stirrede direkte ind i kameraet, trådte han nærmest ud fra tv-skærmen og direkte ind i de engelske stuer. Men der var også noget foruroligende ved det blik. Noget fremmed, noget anderledes. Hans øjne så ud, som om de havde hver deres farve. Det har de dog ikke. Det er et synsbedrag som følge af en ulykke, han kom ud for som lille. Under en slåskamp med sin kammerat George Underwood, om en piges gunst, sendte George en knytnæve af sted mod den lille Davids ansigt. Næven ramte ham i det venstre øje, hvor den ødelagde en lukkemuskel. Til trods for to operationer var øjet paralyseret, og pupillen permanent udvidet. Det er en tilstand, der er
kendt som aniscora. Han er født med blå øjne, men fordi pupillen i det venstre øje ikke kan forstørres eller formindskes, fremstår øjet oftest som værende brunt eller grønt afhængigt af det omgivende lys. Effekten af den udvidede pupil på iris giver indtryk af forskellige farver. Forud for Top Of The Pops havde han også fået en ny garderobe i form af adskillige farvestrålende kreationer i alskens materialer. Designeren Freddi Burretti og hans stab af skræddere og designere arbejdede nærmest i døgndrift, og resultatet var intet mindre end imponerende: I tv-showet bar han en gul-, blå- og rødmønstret stramtsiddende jakke med tilhørende bukser og høje, røde støvler med grønne snørebånd. Men han havde rigeligt tøj at vælge fra, og på den igangværende turné skiftede han mellem flere forskellige heldragter i både silke og bomuld, kimonolignende skjorter af silke, en strikket top med tilhørende strikkede »albuevarmere«, stramtsiddende sølvbukser i satin, jakke og benklæder i bomuld med små »luftpuder«, et Mondrian-lignende mønstret jakkesæt, en regnbuefarvet jumpsuit, boafjer, adskillige støvler i mange forskellige farver og typisk med plateausåler. En stor del af beklædningen var naturligvis tilsat glimmer, glitter og pailletter, for Bowie skulle jo leve op til sit nye navn, Ziggy Stardust.
Uden direkte at minde om kostumerne i en science fiction-film var Bowies tøj – og The Spiders From Mars’ – mere fremtid end fortid. Og dermed en kraftig reaktion på de reaktionære, denimklædte tidlige 1970’eres musikscene. Bowies tre musikere havde naturligvis også skiftet ham, og selv om de selvfølgelig ikke måtte stjæle billedet og være helt så outrerede som hovedpersonen, matchede de ham fint. De var the gang! En bande på rockmetropolernes spillesteder som Alex og hans droogs på The Korova Milkbar i A Clockwork Orange. Forud for turneen havde Bowie nok en gang ladet sig inspirere af Stanley Kubrick. Den »deserterede« amerikanske – nu britisk-bosatte – instruktørs science fiction-film 2001: A Space Odyssey fra 1968 havde påvirket Bowie på mere end én måde, og instruktørens helt nye opus, den stærkt kontroversielle, voldelige fremtidsgyser A Clockwork Orange fra 1971 gjorde et mindst lige så stort indtryk på ham. Kubrick afslørede nok en gang, at intet var overladt til tilfældigheder i hans film. Han satte en ære i selv at være med overalt i processen,
og det gjaldt også på musiksiden. Hvor han i sin rumfilm havde brugt Also Sprach Zarathustra, tog han i sin nye film fat i Ludwig van Beethoven og fik hans musik skrevet ind som centrale dele af handlingen. Men Kubricks største genialitet i den forbindelse var, at han, i stedet for at anvende en af de mange respekterede optagelser med et verdensberømt symfoniorkester, fik elektronmusikeren Wendy Carlos til at fortolke de klassiske stykker på sin Moog-synthesizer. Hun var en sand pionér på Moog’en og havde haft stor kommerciel succes med fortolkninger af Johan Sebastian Bach på lp’en Switched-On Bach, indspillet i 1968 før hun gennemgik sin kønsskifteoperation og altså stadig var kendt som Walter Carlos. På soundtracket til A Clockwork Orange var det især Wendy Carlos’ elektronificeringer af fjerde sats af Beethovens 9. symfoni (An die Freude) og Gioacchino Rossinis William Tell Overture, som tog kegler, og netop de to stykker valgte Bowie at bruge – i Carlos’ indspilninger – som indledning til de to sæt, han havde tilrettelagt til turneen. Bowie var tidligt ude med sin brug af musikken fra A Clockwork Orange, da filmen
blot havde haft premiere seks uger før turnéstart, den 20. december 1971 i New York City. Den kom til London måneden efter, hvor Bowie så den sammen med Mick Ronson et par dage efter premieren den 13. januar 1972. Bowie var umættelig, når det gjaldt om at lade sig inspirere: Han hørte musik, så film, læste bøger, gik på udstillinger og havde i det hele taget udviklet sig til en kulturel storforbruger. Men han havde stil og åd langt fra alt: Han balancerede på kanten mellem lav- og højkultur, og som en anden Andy Warhol i USA – eller Dan Turèll herhjemme – forsøgte han at rokke ved begreberne, at få dem til at mødes og måske ... smelte sammen.
Bowie havde ikke bare x-faktor, han havde x-, y- og z-faktor. Han var flerdimensionel, konstant søgende og en kilde til evig fordybelse. Hans plader – både Ziggy Stardust og mange af de senere – havde flere lag og var som store lærreder, men de var aldrig færdigmalede, for lytteren blev inviteret med inden for og kunne selv male med. Der lå ingen svar i hans musik, ingen dogmatiske programerklæringer, men en invitation til at følge med ham på rejsen. Ovenstående tekst er et uddrag fra afsnittet om Ziggy Stardust, som er en del af kapitlet Glam City (1972-74) i bogen David Bowie. Station til station mod den næste dag (Gyldendal, 2013) af Jan Poulsen.
David Bowie, Iggy Pop, Lou Reed. Fotot: Mick Rock
LÆS BOGEN
Gyldendal, 2016 (fjerde udgave, 408 sider)
“I foråret 2016 udgiver Jan Poulsen bogen “David Bowie. Starman 1947-2016” (Gyldendal). Ovenfor ser du forsiden til hans forrige bog om Bowie fra 2013
GUIDE TIL DAVID BOWIES MUSIKALSKE UNIVERS David Bowie udgav sit 28. studiealbum, Blackstar, på sin 69-års fødselsdag den 8. januar 2016. To dage senere døde han. Det giver os mulighed for at binde en sløjfe på hans samlede værk og vurdere de mange plader op imod hinanden. I modsætning til de andre store fra rockhistorien med hans anciennitet og værkstørrelse har Bowie ikke et egentligt hovedværk, men adskillige. Ikke dermed sagt at alle hans plader er gode, for det er de ikke, langt fra, men han har dog udgivet bedre plader end de fleste. Skal man have et fyldestgørende billede af ham, skal man næsten høre det hele, men mindre kan dog også gøre det. HER ER EN LILLE GUIDE TIL NOGLE AF DE VIGTIGE BOWIE-PLADER, MAN SKYLDER SIG SELV AT HØRE:
HUNKY DORY (1971) Danskernes foretrukne Bowie-lp, hvis man skal tro P6 Beat, som bad lytterne om at vælge deres favorit i 2013. Det skyldes især et par uovertrufne popsange som Changes og Life On Mars? men tonen er i det hele taget imødekommende på pladen, selv om han også er lettere kryptisk i et par af teksterne, ikke mindst i den afsluttende The Bewlay Brothers. Hunky Dory er Bowies “pay back”-plade, hvor han i en række sange hylder og takker nogle af sine helte og inspirationskilder som Andy Warhol, Bob Dylan og The Velvet Underground. Dermed viskede han tavlen ren, for da lp’en udkom i december 1971, havde han allerede udtænkt sin næste plan: Opfindelsen af et alter ego: Ziggy Stardust. THE RISE AND FALL OF ZIGGY STARDUST AND THE SPIDERS FROM MARS (1972) Otte år efter Bowie udgav sin første single fik han endelig hul igennem til publikum med sin femte lp, (i daglig tale blot) Ziggy Stardust. Det skyldtes ikke mindst en spektakulær tvoptræden på det britiske hitlisteprogram Top Of The Pops i sommeren 1972, hvor han og bandet – iført eventyrlige klæder, farvet hår og make-up – introducerede fremtidens popstjerne. På pladen lancerede han sit første alter ego, den androgyne rock-Messias Ziggy Stardust, som regerede et sted ude i et fremtidsunivers. Rollespil, leg med seksualitet og et stærkt image gjorde det ikke alene, for pladen indeholder nogle af hans mest slidstærke sange som Starman, Ziggy Stardust og Rock’N’Roll Suicide.
LOW (1977) Efter at have gemt sig bag forskellige aliaser i fem år smed Bowie masken på den stærkt eksperimenterende lp, Low, der er den første i hans såkaldte “Berlin-trilogi” (de andre er ‘Heroes’ og ’Lodger’). Pladens første del er en samling korte, næsten skitseprægede sange, mens den anden del består af lange, næsten ordløse lydflader. Low var langt forud for sin tid og kom til at definere ‘det ny udtryk’. Lp’en indeholder ingen hits, men Sound And Vision fik dog lidt opmærksomhed. Alligevel er dens betydning i rockhistorien indiskutabel, og derved er Low en langt vigtigere plade end den beslægtede efterfølger ‘Heroes’, selv om dén plades titelnummer regnes for en af mandens bedste.
LET’S DANCE (1983) Selv om Bowie brød igennem med Ziggy Stardust i 1972, fik hits og solgte mange plader de følgende år, hvor han var en kritikerdarling uden lige, var det alligevel først med popudspillet Let’s Dance, at han ramte det helt store og brede publikum og dermed rykkede op i stadionklassen. Det var nu slut med at eksperimentere og gå forrest for at udfordre sit publikum og trække rockmusikken i nye retninger, som han havde for vane op igennem 1970’erne. Til gengæld ramte han tidens poplyd i solar plexus og fik kolossalt store globale hits med uimodståelige sange som China Girl, Modern Love, Cat People og ikke mindst titelsangen Let’s Dance: Put on your red shoes and dance the blues.
HEATHEN (2002) Efter nogle famlende år i 1980’erne begyndte Bowie så småt at finde melodien igen i 1990’erne, og med trilogien Hours… (1999), Heathen (2002) og Reality (2003) var han helt færdig med at spille roller. Han var et par år forinden fyldt 50 og var sin alder bevidst på mange af de nye sange, som var mere alvorlige på et konkret plan, end vi var vant til at høre fra ham. Han fik en datter i 2000 og tænkte en del over den verden, der ventede hende, bl.a. også i lyset af 9/11, der fandt sted rundt om hjørnet fra hans bopæl i New York City. Der er fine sange på alle af de tre nævnte plader, men Heathen står tilbage som den vægtigste af dem; også på grund af et par velvalgte fortolkninger.
BLACKSTAR (2016) På sin vis er Bowies sidste lp – udsendt blot to dage før hans død – en naturlig opfølger til The Next Day (2013), hvor musikeren Bowie gjorde comeback efter ti års pladepause med en lp fyldt med subtile referencer til hans fortid; musikalsk, lyrisk og visuelt i både cover-art og musikvideoer. På Blackstar gør personen Bowie comeback ved – som i 1970’erne – at gå forrest med en helt ny, grænsesøgende lyd og udtryk. Ikke forstået på den måde, at pladen lyder som nogen af hans andre plader, men hans lyst til at gå nye veje er tydelig igen i en række grumme sange, som man – qua hans uventede død – kan læse mange ting ind i. Titelsangen og Lazarus er kommende klassikere i Bowies kanon.
P6 BEAT DAVID BOWIE P6 BEAT DAVID BOWIE
HØR UDSENDELSE
Lyt til den seks timer lange udsendelse om David Bowie, som blev sendt den 21. september 2013. Værter: Anders Bøtter og Jan Poulsen Kan findes som “P6 Beat elsker David Bowie” på DR.dk.
BIBZOOM LYTTEGUIDES
Bibzoom guider dig kyndigt gennem festivaler, begivenheder, bands og musikgenrer. Med Bibzoom som redaktion skriver en gruppe musikfaglige ildsjĂŚle fra de danske biblioteker dig vej gennem musikjunglen og giver dig tips til godbidder, nyskabelser, sikre satsninger, og meget mere fra musikkens forunderlige verden.