Guide til
David Lynch
Tekst: Thomas Vilhelm & Niels Mark Redaktion: Niels Mark
David Lynch — 75 år Af forfatteren Thomas Vilhelm Den amerikanske filminstruktør David Lynch, der i 2021 runder de 75 år, kan ydermere tilføje manuskriptforfatter, maler, konceptkunstner, skuespiller, sangskriver og musiker på sit visitkort. Hans surrealistiske og ofte mareridtslignende film, hvor det virker som om, aktørerne befinder sig i drømmelignende scenarier i både vågen og sovende tilstand, kombinerer visuel opfindsomhed med urovækkende lyddesign og begavet brug af musik.
Min første bog ‘Det visuelle øre - filmmusikkens historie’ (Systime, 2005) indeholder et særskilt kapitel om Lynch’ samarbejde med den ni år ældre komponist Angelo Badalamenti, der har stået på gennem mere end 30 år fra ‘Blue Velvet’ (1986) til de nyeste episoder af ‘Twins Peaks’ sagaen i 2017. I toner og billeder har dette kreative par udforsket spændingsfeltet mellem den uskyldsrene kærlighed, indre dæmoner, forstadens ydre idyl og ondskabens drivkraft ansporet af perverteret seksualitet.
Lynch, der har udgivet flere albums, skrevet sange og spiller flere instrumenter, betoner vigtigheden af musikkens rolle i film og hans egen optagethed af toner og lyde med dette citat brugt i min bog: ‘Alle og enhver kan tage en sang og lægge den på lydsporet af en film. Det, der fascinerer mig, er, når sangen ikke blot er underlægningsmusik. Den skal have nogle ingredienser, som vedrører filmens historie. Det kan være på en abstrakt og lyrisk måde. Så er det som om, du ikke vil kunne leve uden’.
1977 fik Lynch debut- og kultfilm ‘Eraserhead’ premiere. Voldsomme billeder tilføjet et syret lyddesign, der fremmer det krybende ubehag yderligere. Det mere folkelige gennembrud kom i 1980 med ‘Elefantmanden’. Især brugen af Samuel Barbers smukke ‘Adagio for Strings’ hen over dramaets rørende afslutning understreger Lynch’ evner som musikalsk billed- og stemningsskaber.
‘Blue Velvet’ er et hovedværk i Lynch’ produktion hjulpet på vej af filmens soundtrack bestående af Badalamentis score og udvalgte sange, der fungerer perfekt i narrativet. Lynch, der med ‘Blue Velvet’ markerede sig som stilsikker postmodernist, skrev teksten til ‘Mysteries of Love’, som Badalamenti satte musik til og Julee Cruise sang med sin luftlige og kropsløse stemme. Roy Orbisons ‘In Dreams’ er ganske enkelt ikke længere den samme, når man har set ‘Blue Velvet’ - koblingen mellem psykopati, gru og ung kærlighed accentueres kun yderligere, når Cruise og Orbisons vokal høres i mørket og for beskuerens indre lydspor. Badalamenti og Lynch satte i fællesskab yderligere trumf på med ‘Twin Peaks’ universet, der skabte en vis røre som tv serie og kastede to film af sig i 1990 og 1992, ‘Twin Peaks’ og ‘Twin Peaks: ‘Fire Walk With Me’. Det populære soundtrack til beretningen om Laura Palmers sidste dage har solgt i millionklassen ført an af Badalamentis roligt svævende og instrumentale hovedtema samt hipt swingende jazz. Lynch står bag teksterne til flere af de nye numre, som Cruise sang i serien med sin æteriske vokal bl.a. ‘The Falling’, der bygger på hovedtemaet tilføjet ord. De spøgelsesagtige lydflader og sælsomt klingende stryger arrangementer i scoret kreerer en udefinerbar uhygge aldrig hørt lignende før eller siden. Roadmovien ‘Wild At Heart’ (1990) vandt De Gyldne Palmer i Cannes, og på musiksiden får den en over nakken. Ud over Badalamentis bidrag diverteres der med alt fra Strauss, Powermads thrash metal til Chris Isaak, Gene Vincent og irske Them. Hipt, hæsblæsende og ikke uden humor. Badalamenti leverede underlægningen til den dybt mystiske og labyrintiske ‘Lost Highway’ (1997), der løftes yderligere mod vanviddets rand af Bowies intenst pulserende ‘I’m Deranged’ og tyske Rammsteins bombastiske svulstighed i ‘Rammstein’ og ‘Heirate Mich’ - Lynch skyer ingen midler hverken musikalsk eller visuelt. Badalamenti er på arbejde igen i ‘Mulholland Drive’ (2001) med alt fra Big-Band agtig musik fra 40’erne til skummelt rumlende lydlandskaber af udefinerbar karakter. Sine steder halvkvalt, disharmonisk og lige så mystisk uigennemtrængeligt som filmens handling i flere planer - en Pandoras æske uden ledetråde. David Lynch er ikke for fastholdere og gør det ikke nemt for sit voksende publikum, der benovet har ladet sig stryge mod hårene og tålmodigt hængt på, selv om filmene har bevæget sig mod det komplet uforståelige for de fleste fraset de mest analytisk skarpe æggehoveder, der mener at have tjek på indholdet. Lynch hverken be- eller afkræfter deres teser, men fortsætter med sine sære lyde og eksistenser i drømmeland.
Den stærkt eksperimenterende og tre timer lange ‘Inland Empire’ (2006) var skrap kost næppe kun for denne signatur, der ellers bekender kulør som ‘Lynchianer’. Instruktøren står selv for lydsiden, score og udvalget af de musikstumper, der bruges i øvrigt. 15 år efter ventes der stadig på nyt fra spillefilmsfronten, men den excentriske amerikaner synes ikke just at have travlt her. Dog blev ventetiden for fans af ‘Twin Peaks’ forløst i 2017, da 18 nye afsnit endelig var klar til visning efter flere års rygter om, at nu skete det snart. Jeg nåede kun at se de første trefire episoder, hvor Lynch ufortrødent fortsætter sin kompromisløse linje - svært tilgængelig, men skabt af en kunstnerisk kapacitet af sjældent format.
Tredje sæson af ‘Twin Peaks’ byder på nyt og gammelt fra Angelo Badalamentis hånd, såkaldt ‘dark ambient music’ af Lynch og Dean Hurley, klassisk avantgarde af polske Penderecki og diverse indslag med bl.a. Nine Inch Nails og Eddie Vedder, frontman i Pearl Jam. Lynch har også udgivet flere albums i eget og andres navn, hvor han boltrer sig lystigt i alle mulige genrer og udtryk, hvilket han såmænd slipper ganske godt fra.
Det kan man overbevise sig om ved at lytte til de tre soloalbums ‘BlueBOB’ (2001), ‘Crazy Clown Time’ (2011) og ‘The Big Dream’ (2013) - et skønsomt mix af blues, industrial, eksperimenterende rock, elektro pop og electronica. Lynch tager sig af vokal, guitar, keyboards, trommer og trommeprogrammering plus diverse andre ting. En alsidig og talentfuld herre i enhver henseende.
Stort tillykke med de 75 år til David Lynch, der mestrer det meste: Visuel ekstravaganza, lyddesign, kunst, lyrik og tonesætning. Rent verbalt kører det ligeledes ok, når lysten kommer over ham til at indvi os andre dødelige i sit mangfoldige univers af skønhed, rædsel, surrealisme, mysticisme og musik.
Eraserhead (1977) (Instruktør: David Lynch / Musik: David Lynch med Alan Splet)
Af Niels Mark David Lynch komponerede selv musikken i forbindelse med hans debutfilm ”Eraserhead” fra 1977. Filmen kræver næppe større introduktion. ”Eraserhead” er en bizar rejse ind i to depraverede menneskers verden og deres liv som nybagte forældre. Da jeg under et interview med den legendariske hollandske lydkunst-trio Kapotte Muziek spørger til det album i musikhistorien, som havde gjort størst indtryk på dem, var det prompte svar: David Lynch’s lydspor til Eraserhead. Når man giver sig tid til at fordybe sig i albummets soniske univers, må det tilkendegives at det er en ganske særegen lydoplevelse! Musikalsk er albummet bygget op omkring maskinelle støjdroner, der langsomt og atmosfærisk bølger frem og tilbage kun afbrudt af bizarre stemmer fra filmens personer. Efter tyve minutters tour de force-trip gennem dronernes støjende brusen kommer pludselig pladens eneste deciderede musikalske indslag, som til gengæld får det til at løbe koldt ned ad ryggen på lytteren. Den triste og melankolske repetitive sangstrofe ”In heaven everything is fine” sunget af en lille pige overrumpler lytteren midt i det støjende kaos. Kontrasten mellem maskinernes iskolde og støjende vejrtrækning og den smukke og melankolske barnestemme er særegen og følelsesmæssigt bevægende. At Eraserhead og dermed lydsporet til filmen allerede blev skabt i midten af 70’erne, siger en del om hvor langt forud for sin tid David Lynch i virkeligheden var—også som komponist.
Dokumentar om David Lynch på Filmstriben
David Lynch - the art life (2016) Den amerikanske billedkunster og filminstruktør David Lynch (f. 1946) fortæller om sin opvækst i Montana, de unge år som billedkunster i Philadelphia og arbejdet med de tidlige film i Los Angeles i 1970'erne. I erindringerne indflettes betragtninger over den kunstneriske proces samt nutidige optagelser fra hans arbejde i atelieret. Filmen giver et fascinerende indblik i manden bag mesterværker såsom 'Elefantmanden', 'Blue Velvet', 'Mulholland Dr.' og 'Twin Peaks'. IMDB: 7.2/10
Se filmen på Filmstriben
Spillefilm af David Lynch på Filmstriben Mulholland Drive (2002) Mulholland Drive er en amerikansk spillefilm fra 2001 af den amerikanske filminstruktør David Lynch. Filmen kan karakteriseres som en typisk David Lynch-film i kraft af et uigennemskueligt plot, en urovækkende lydside, unaturlige miljøer og et yderst broget persongalleri. Betty kommer fra Deep River til Hollywood for at gøre karriere. I sin lejlighed møder hun en mystisk kvinde, der har været ude for en ulykke og mistet hukommelsen. IMDB: 7.9/10
Se filmen på Filmstriben
Twin Peaks - Laura Palmers sidste dage (1992) Filmen er den spændende forhistorie til instruktør David Lynch’ populære tv-serie, Twin Peaks. FBI-agent Chester Desmond (Chris Isaak) forsvinder på mystisk vis under efterforskningen af drabet på servitricen Teresa Banks (Pamela Gidley). Året efter lader det til, at en anden ung pige - homecoming-queen Laura Palmer (Sheryl Lee) udsættes for de samme onde kræfter, der øjensynligt har infiltreret hele lokalområdet. Men så overtager FBI-agent Dale Cooper (Kyle MacLachlan) efterforskningen, og med sin skarpsindighed og intuition sætter han alt ind på at opklare mysteriet. IMDB: 7.3/10
Se filmen på Filmstriben
Lost highway (1997) Kryptisk fortælling om en jazzmusiker, der mistænker sin kone for utroskab og pludselig er hovedmistænkt i mordet på hende. Filmen følger en saxofonisten Fred Madison, der begynder at modtage mystiske VHS- bånd af ham og hans kone (Arquette) i deres hjem, og som pludselig bliver dømt for mord, hvorefter han uforklarligt forsvinder og erstattes af en ung mekaniker (Getty), der fører et andet liv. IMDB: 7.6/10
Se filmen på Filmstriben