Debussy Mozart
Claude Debussy — en kort introduktion I årene omkring 1900 gennemførte Claude Debussy ene mand en musikalsk revolution. Han kom ikke til at danne skole, men hans vision for musikken fik enorm indflydelse på eftertidens komponister. Man kan høre inspiration fra Debussy hos Ravel, Bartók, Stravinsky, Messiaen, Boulez og videre op til Glass og Takemitsu. Claude Debussy er ophavsmand til - og eneste fuldblods repræsentant for - den musikalske impressionisme. Navnet impressionisme blev oprindelig brugt om tidens avantgarde i fransk malerkunst, Monet, Sisley, Degas m.fl., og det var i starten et skældsord, både med hensyn til malerne og Debussy. Men bortset fra, at 1890’ernes kritikere havde det svært med nye stilretninger (sådan har det altid været), så er der faktisk en del fælles træk hos maleriets og musikkens impressionisme. Malerne ville ikke lave en detaljeret gengivelse af virkeligheden, men fastholde et øjebliks indtryk af lys, farve og stemning gennem hurtige penselstrøg. På samme måde vendte Debussy ryggen til romantikkens krav om fremdrift og stærke følelser i musikken - han ville bruge tonerne til at male stemninger og fornemmelser, især dem, der opstår ved indtryk fra naturen. Hertil brugte han harmonifølger og skalaer, der var ganske fremmede i vestlig musik. I stedet for en musikalsk fortælling i en velkendt form fik lytterne en række klange, som var drømmeagtige og tvetydige. Debussy tog i øvrigt selv afstand fra betegnelsen ”musikalsk impressionisme”, han sagde, at det kun var tåber, der brugte den slags upræcise udtryk. Han havde været længe undervejs med sit bud på fremtidens musik. Han blev optaget på
Tekst: Jens Laigaard Redaktion og Layout: Niels Mark og Jens Laigaard
Pariserkonservatoriet i 1873, kun 11 år gammel, og studerede der indtil han var 22. Allerede som student var han et antiautoritært gemyt, der irriterede lærerne ved at eksperimentere med harmonier og skalaer, når han sad ved klaveret. Herefter rejste han rejste han i flere år rundt i Europa og Rusland, snusede til Wagner og hentede inspiration fra nye russiske komponister som Borodin og Mussorgskij. Det mest afgørende for hans musikalske udvikling var dog, da han ved verdensudstillingen i Paris 1889 oplevede et javanesisk gamelan-orkester. Disse musikere, der mest spillede på slagtøj blandet med enkelte blæsere, skabte musik efter helt andre regler end dem, man kendte i Vesten. Debussy hentede de orientalske klange og skæve rytmer over i sine egne kompositioner. I en alder af 32 slog han igennem med orkesterstykket ”Forspil til en fauns eftermiddag”, bygget over et digt af Mallarmé. Det vakte furore, både af den gode og dårlige slags, og er blevet stående som begyndelsen på den moderne musik. Efter århundredskiftet fulgte flere sofistikerede værker for orkester, de tre ”Nocturnes” og ”La mer”, for ikke at tale om hans eneste opera, ”Pelléas og Mélisande”, der skabte sensation i 1902. Debussy arbejdede på yderligere fem operaer, men opgav dem efter tur. De sidste år led Debussy af tarmkræft. Da han døde i 1918, var han anerkendt som Frankrigs betydeligste komponist. I det følgende ser vi nærmere på nogle af hans vigtige og typiske værker.
De sensuelle, dovne toner fra en enlig fløjte, der indleder ”Forspil til en fauns eftermiddag”, er et af de mest berømte temaer i klassisk musik. Også resten af det ti minutter lange stykke er drømmende musik, hvor fløjte og harpe spiller en fremtrædende rolle. ”Faunen” er en musikalsk fortolkning af et digt af Mallarmé, hvor en faun skjuler sig for at belure to nymfer, men døser hen i middagsheden. Debussys orkestermusik er instrumenteret, så den nærmer sig kammermusik, og man skulle tro, at Karajan og Berlinerfilharmonikerne var for tunge partnere. Men de gør det flot og leverer en af de fineste udgaver af værket.
Nocturnes fra 1900 består af tre orkestersatser med hver sin titel: ”Skyer”, ”Fester” og ”Sirener”. Værket hører til det mest fantasifulde og suggestive, Debussy har skrevet. Midterstykket er farverigt med fuldt tryk på messingblæserne - her nærmer Debussy sig det vulgære, men på en raffineret måde. Det første og sidste stykke er derimod vag og flygtig musik, som drivende skyer på himlen eller det omskiftelige hav. I sidste sats, inspireret af havet, træder et kvindekor til med ordløs sang for at illudere de mytologiske sirener.
Endnu et marinemaleri. Mange anser det symfoniske tonedigt ”La mer” for at være Debussys mesterstykke, og det er i hvert fald det mest kendte af hans orkesterværker. Der er igen tre satser med hver sin titel, men her hænger satserne mere sammen musikalsk set. Vi får et indtryk af havet i evig uro, flimrende og gnistrende, tilsyneladende en skitse, men i virkeligheden skabt gennem et omhyggeligt arbejde med hvert enkelt instrument i orkestrets palet. Prøv en nyere version af ”La mer” med Daniele Gatti og Orchestre National de France, den er frisk og autentisk.
”Pelléas og Mélisande”, Debussys eneste fuldendte opera, havde premiere i 1902 og blev straks anerkendt som et skelsættende værk. Den mindede ikke om nogen anden opera. I stedet for flotte arier og medrivende melodier fik man en musik, som var diset og stillestående, og teksten blev ikke sunget, men fremført i et recitativ, der lænede sig op ad almindelig tale. Debussy mente, at ”der var for meget sang i operaer”, og her fik han sin vilje. To en halv time med mange pauser og gådefulde antydninger. Claudio Abbados udgave er ren luksus med Wienerfilharmonikerne og et hold storartede sangere.
Vil man ind til kernen af Debussys toneverden, må man lytte til hans værker for solo klaver. Et godt sted at starte er de tre stykker med titlen Estampes. Debussy skrev: ”Når man ikke har råd til at rejse på ferie, må man klare sig med sin fantasi”, og med de tre musikalske postkort fører han lytteren ud til Østens pagoder og derefter til et drømmeagtigt Spanien, der kun lige strejfes af de traditionelle flamenco-rytmer. I det tredje stykke, ”Haver i regn”, er vi tilbage i Frankrig. Debussy indarbejder brudstykker af to børnesange, så man fornemmer børn bag våde vinduer, der venter på at komme ud og lege.
Debussys største glæde var hans datter Claude-Emma, som han har tilegnet klaversuiten ”Children’s corner”. Det er ikke meningen, at de seks miniaturer skal spilles af børn; de har snarere til hensigt at vække stemninger fra barndommens dage med leg, latter og fantasi. Det er munter og klar musik, undertiden satirisk med citater fra andre komponister, men også med fine tonemalerier som den dejlige ”Sneen danser”. Angela Hewitt gennemlyser stykkerne på smukkeste vis og supplerer med en håndfuld andre klaverting af Debussy, bl.a. hans mest elskede værk, ”Clair de lune”.
De to sæt ”Images” fra henholdsvis 1905 og 1907 er måske det mest karakteristiske, Debussy har skrevet for klaver. Under titler som ”Reflekser i vandet”, ”Guldfisk” og ”Månen går ned over det forsvundne tempel” ledes vi ind i en verden af rene sansninger omformet til lyd. Der er ikke megen dynamik, alt svæver, vugger og står undertiden helt stille, for så pludselig at blive gennemskåret af lysglimt. Alain Planès har denne musik i blodet og får klaveret til at skinne som en dæmpet regnbue.
Præludier I, 1910. Præludier II, 1913. Solpletter danser over cafébordet og får absinten til at lyse som grøn ild i glassene. Man diskuterer musikkens fremtid, alle ved bordet ser op til Debussy, selv om han mistede mange venner, da han forlod sin kone og hun derefter forsøgte at skyde sig. Støvet lyser i solstrålerne mellem platanernes blade. Debussy siger: ”Der findes intet mere musikalsk end en solnedgang.” Og nu går solen ganske rigtigt ned, folk i stiveste puds driver ned ad boulevarden. Fra et vindue på første sal flyder toner fra et klaver ud i det parfumerede tusmørke. Krystian Zimerman. Fornem udførelse, fornem lyd.
Balletten Jeux var bestilt af Diaghilev og havde premiere med hans Ballets Russes i 1913 - kun to uger før ”Sacre du printemps”. Det lille værk med musik af Debussy druknede fuldstændig i postyret omkring Stravinskijs skandale-succes. Først i 1950’erne blev ”Jeux” opdaget og anerkendt af toneangivende komponister. Det er også et ret avantgardistisk værk for sin tid. Handlingen udgøres af to kvinder og en mand, der spiller tennis og gør kur til hinanden. Debussys subtile partitur minder pudsigt nok en del om ”Sacre”, f.eks. de dristige harmonier, der strækker grænserne for tonalitet, og de myldrende, abrubte rytmer.
Strygekvartetten blev skrevet året før ”Forspil til en fauns eftermiddag” og giver et øjebliksbillede af komponisten på vej fra romantik til modernisme. Kvartetten har de traditionelle fire satser, tre hurtige og en dybfølt langsom, men Debussy er ikke så optaget af melodi og sammenspil som af de klangfarver, der kan lokkes ud af de fire instrumenter, og derved bliver kvartetten et skoleeksempel på impressionisme i musikken. Hør den i Arcanto-Kvartettens glimrende version.
Debussy skrev kun otte stykker kammermusik. Det sidste er violinsonaten, fuldendt i 1917 mens han var dødeligt syg, og det blev også hans sidste værk i det hele taget. Det er voldsom musik, hvor både violin og klaver svinger fra det dybt indadvendte til vilde skrig. Her hører man Debussy bevæge sig ud af den billedrige, flydende musik, han blev berømt for, og frem mod et mere kantet og abstrakt udtryk. Violinsonaten er indspillet af rigtig mange, men Perlman og Ashkenazy går man ikke fejl af.
Debussy følte ikke noget slægtskab med malerkunsten, men blev derimod inspireret af de symbolistiske digtere. Han satte musik til mange af deres digte, f.eks. ”Tre digte af Stephane Mallarmé” og ”Fem digte af Charles Baudelaire”. Hans fineste præstation i denne genre er nok Fetes galantes med tekst af Paul Verlaine. Både ord og toner fremmaner en verden i skyggelandet mellem drøm og vågen, yderst elegant, sensuelt og hypnotiserende. Første sæt af ”Fetes galantes” er fra 1892, andet sæt fra 1904, og hørt under ét viser de, hvor meget Debussy udviklede sig kunstnerisk på dette felt.