Guide til Dizzy Mizz Lizzy

DIZZY MIZZ LIZZY

BIBZOOM LYTTEGUIDE

Dizzy Mizz Lizzy er et af Danmarks største rockfænomener gennem tiderne.

Forfatter og journalist Jan Poulsen har fulgt gruppen gennem hele historien fra stor­ hedstiden omkring det selvbetitlede debutalbum og frem til i dag. Han er forfatter til bogen ”Dizzy Mizz Lizzy. En drengedrøm” udgivet på Gyldendal i november 2015.

I denne guide introducerer Jan Poulsen dig til historien bag Dizzy Mizz Lizzy. Sidst i guiden får du en kort beskrivelse af gruppens tre studiealbums.

God fornøjelse!

TEKST: JAN POULSEN Redaktion: Jens Laigaard & Niels Mark - Layout: Jens Hjørne

DIZZY MIZZ LIZZY

DRENGEDRØM OG DANSK ROCKHISTORIE Mere end en halv million danskere har oplevet Dizzy Mizz Lizzy live siden gendannelsen i 2015, og det er flere end ved gruppens comebackturné i 2010, der ellers formede sig som et sandt triumftog og skrev sig ind i den danske rockhistorie som alle tiders største comeback, hvis man ellers gør den slags op i antal solgte koncertbilletter.

Når gruppen i dag har kunnet gentage succesen og mere til, er det udtryk for flere ting: Først og fremmest skuffer Dizzy Mizz Lizzy ikke live. Publikum ved, at de får noget af den bedste og mest medrivende rockmusik, der nogensinde er produceret i Danmark. Punktum. De får også et band, der sætter en ære i at give alt, hvad de har, og som hverken snyder på vægten eller sparer på budgettet.

Gruppens shows er derfor visuelt også nogle af de smukkeste, vi endnu har set et dansk band præstere.

Med kun de dygtigste folk bag både lyd og lys skal resultatet naturligvis være derefter. Og det er det.

Hver aften.

Danskerne synes umættelige, når det gælder den hårde og melodiske, riffbaserede rock, som har været Dizzy Mizz Lizzys varemærke siden den første dag for mere end et kvart århundrede siden. I modsætning til andre gamle bands, der finder sammen af nostalgi­ ske grunde og turnerer med et retroshow og taler i datid, ser Dizzy Mizz Lizzy fremad. Jovist spiller de deres gamle hits, og dem er der mange af, men de præsenterer også ny musik. Det er lysten til at skrive nye sange og spille dem for publikum, der har været omdrejningspunktet for gendannelsen. Og rygraden på deres sætliste ved koncerterne i år er netop sange fra deres overbevisende tredje album, “Forward In Reverse”, der udkom i april 2016 til superlativer fra et sjældent enigt anmelderkorps.

Dizzy Mizz Lizzy anno 2016 ser ud til at blive et lige så stort eventyr som trioens hærgen i midten af 1990´erne. Dengang var det ikke bare en dren­ gedrøm, der gik i opfyldelse for tre teenageknægte fra Valby og Vanløse, det var også et stort og flot kapitel i dansk musikhistorie, der blev skrevet.

EN AFTEN I MONTMARTRE Historien begynder ikke den 30. april 1993, men det var den dag, Dizzy Mizz Lizzy for alvor gjorde sin entre på den danske rockscene ved i tredje forsøg at vinde dét års DM i Rock. Hundredvis af timer i øvelokalet i de forgangne fem år, småkoncerter her og der og deltagelse i andre konkurrencer lå forud for finalen i Montmartre i København, og selv om nerverne sad uden på tøjet hos de tre langhårede knægte, var dommerpanelet enige om, at de 18-årige Tim Christensen og Martin Nielsen og 19-årige Søren Friis-Larsen var de rigtige vindere i et ellers særdeles kompetent felt med grupper som Kashmir, Impotators og Inside The Whale på de følgende pladser.

“Waterline”, “Mother Nature’s Recipe”, “Barbed­ wired Baby’s Dream” og “Silverflame”. Blot fire numre, men et stærkt, hjemmekomponeret sæt med stor melodisk træfsikkerhed og en smittende, naturlig spilleglæde gjorde udslaget til Dizzy Mizz Lizzys fordel. Ikke kun hos dommerne, men også blandt det begejstrede publikum på gulvet, hvor B.T.’s rockjournalist Steffen Jungersen fulgte euforisk med: ”…aftenens særklasseband udi rock med fede melodier og ditto fornemmelse: Københavnske Dizzy Mizz Lizzy, der var bedre end 99 procent af de bands herhjemme, der allerede har pladekontrakt”, lød hans dom i avisen dagen efter. Som han i øvrigt – i respekt for sin deadline – fældede, inden dommerne havde talt.

Alle var dog ikke lige så begejstrede som B.T.´s udsendte, for med ti bands på plakaten og kun én vinder, var der også stor skuffelse på spillestedet dén aften. Ikke mindst blandt de unge musikere i Kashmir, som gjorde en særdeles god figur, men altså blev slået på målstregen. Kasper Eistrup fra gruppen fortalte mig senere om sin oplevelse af aftenen: ”Da Dizzy Mizz Lizzy vandt DM i Rock, og vi blev nummer to, gik jeg hjem fra Montmartre den aften meget, meget skuffet, for ”second best is the first loser”. Jeg var så skideirriteret, for jeg havde “Silverflame” med Dizzy på hjernen, jeg kunne simpelthen ikke få den ud, jeg måtte sidde og spille det riff, da jeg kom hjem, for jeg syntes, at det var så imponerende godt skrevet. Jeg var skidesur over, at det ikke var mig, der havde lavet det.”

Præmien for førstepladsen var indspilningen af en præsentations-cd, medvirken på den rullende musikkaravane Rockshow 93 sammen med store, etablerede navne som Lars H.U.G., Sko/Torp, Shu-bi-dua og Dalton, et musikalsk rendezvous på den franske L’Europe d’Art d’Art-festival i byen Niort, spillejobs på festivalerne i Roskilde og på Midtfyn, Langeland og Skanderborg samt deltagelse som Danmarks repræsentant i den skandinaviske konkurrence Nordisk Rock 93.

Koncert i Montmartre 1993

SOMMERDAGE I SWEET SILENCE Udsigten til så mange og store oplevelser skulle nok kunne gøre enhver ung musiker temmelig tumme– lumsk, men det var en meget nøgtern og klædeligt ydmyg 18-årig forsanger og guitarist, der lod sig interviewe til den lokale avis, Valbybladet, oven på sejren i Montmartre: ”Selv om vi nu har vundet DM i rockmusik, er det meget tvivlsomt, om vi kan slå så meget igennem, at vi kan leve af musikken.

Rockmusikken er en hård branche med en knivskarp konkurrence”.

Hvad Tim Christensen ikke sagde til Valby Bladet, var dog, at han og sine to kammerater i Dizzy Mizz Lizzy var rede til at tage kampen op med de ældre og langt mere erfarne kolleger i D-A-D, Sort Sol og The Sandmen, der regerede på den hjemlige rockscene i de år. For et rockmusikalsk hamskifte syntes på vej, hvis ellers digteren Poul Borums ord stod til troende.

Og det gjorde de ofte. Han havde ved flere lejligheder tidligere sagt, at ”en generation varer tre-fire, højst fem år”, og selv om han specifikt havde talt om forfattere, kunne hans definition af en generation sagtens overføres til musikkens verden.

D-A-D havde vendt op og ned på en hel masse på den danske scene, da de bragede igennem lydmuren i 1989 med albummet “No Fuel Left For The Pilgrims” efterfulgt af “Riskin’ It All” i 1991, Sort Sol fulgte trop med “Flow My Firetear” og “Glamour­ puss” i henholdsvis 1991 og 1993, og ind imellem havde The Sandmen stafetten for en stund i 1992 med deres “Sleepyhead”-album.

Selv om de tre grupper repræsenterede et tiltrængt nybrud i dansk rock, udsprang de alle – med deres rødder i det københavnske undergrundsmiljø i slutningen af 1970´erne og starten af 1980´erne – af en helt anden scene end Dizzy Mizz Lizzy. Tim, Martin og Søren havde end ikke lyttet meget til dem, men havde i stedet dyrket den mere klassiske heavyrock,

DAD, Sort Sol, The Sandmen

lige som de havde opfanget de første skvulp af den nye grungebølge, der skyllede ind fra Seattle i det nordvestlige USA. Og så havde især Tim en stor forkærlighed for The Beatles, som havde leveret store dele af soundtracket til hans opvækst. Det kan han ikke løbe fra.

En lille måned efter succesen i Montmartre var der dømt deja-vu. Gruppen indtog på ny scenen på Nørregade i det indre København, men denne gang var det ikke DM i Rock, det gjaldt, men derimod finalen i Nordisk Rock. Resultatet var dog det samme, for Dizzy Mizz Lizzy hev endnu en sejr hjem.

De mange års slid i øvelokalet havde således nok engang givet pote, men det var nu ikke udsigten til mere festivitas og farver, der optog trioen oven på den nye succes, men derimod det kommende besøg i Sweet Silence studiet på Amager. En del af gevinsten fra DM i Rock skulle ”indløses”, og gruppen kunne slet ikke vente med at få lagt fire af Tims sange ned på bånd. At indspilningerne oven i købet skulle foregå i det legendariske Sweet Silence studie, hvor både Gasolin’, Beatles-trommeslageren Ringo Starr, Ritchie Blackmore’s Rainbow og Metallica tidligere havde indspillet, gjorde ikke forventningerne til gruppens første besøg i et rigtigt studie mindre.

Fra vinderaftenen i Montmartre blev “Mother Nature’s Recipe” erstattet af “…And So Did I”, men ellers var resten det samme, og efter et par dage i studiet med Flemming Hansson som tekniker og producer kunne Dizzy Mizz Lizzy forlade Sweet Silence med et færdigt masterbånd med “Waterline”, “…And So Did I”, “Silverflame” og “Barbedwired Baby’s Dream”.

RADIOGENNEMBRUD Blot et par uger senere lå de fire sange klar på en funklende frisk disk: En cd udgivet af Dansk Musiker Forbund på organisationens helt nye plademærke DK, som netop havde til formål ”at sikre bindeleddet mellem vækstlaget i dansk rock og professionelle vilkår”, som det hed om initiativet. Med andre ord kunne cd’en ikke købes i pladebutikkerne, men de 500 eksemplarer, der blev trykt, blev distribueret til udvalgte journalister, koncertbookere, DJ’s og andre, som var noget ved musikken. Formålet var blandt andet at løfte Dizzy Mizz Lizzy det sidste stykke vej hen imod en pladekontrakt og dermed en professio­ nel karriere.

Danmarks Radio bed med det samme på, og “Silverflame” og ikke mindst “Waterline” blev noget nær nationens soundtrack dén sommer, alt imens at tusinder og atter tusinder af danskere gik forgæves til landets pladebutikker for at købe en cd med ”det nye band fra radioen”. Ja, enkelte pladeforhandlere fandt sågar frem til Tims telefonnummer og begyndte at kime ham ned i et forsøg på at skaffe noget musik

med det efterspurgte band. Samtidig begyndte historierne om nogle meget energiske koncerter at løbe som en steppebrand i det danske sommerland, hvor Dizzy Mizz Lizzy spillede på alle de store festivaler. Resultatet blev, at Tim, Martin og Søren med ét var landets mest ombejlede teenagere. De store pladeselskaber stod i kø for at gøre deres hoser grønne hos de tre ynglinge, og selv fra store selskaber i Tyskland og Holland var der indløbet bulletiner om interesse i det populære band.

Det blev EMI, som fik de tre unge musikeres eftertragtede autografer på en kontrakt, og dermed sluttede det vildeste år for Tim, Martin og Søren. De havde spillet omkring 40 koncerter siden DM i Rock, de fleste endda udsolgte, og de havde haft et af årets største radiohits uden at have en plade på gaden. Nu var pladekontrakten i hus, sangene lå klar til at blive indspillet, og landets klubber havde allerede booket nye besøg af det populære band.

1994 – here we come!

Dizzy Mizz Lizzy 1994. Foto: Bent Midstrup

ENIGT ANMELDERKORPS Et kig i B.T. den første hverdag i 1994 bekræftede, at det nye år meget vel kunne stå i Dizzy Mizz Lizzys tegn. ”Du kan ligeså godt indstille dig på, at Dizzy Mizz Lizzy bliver det helt store hit. Jeg har allerede haft mere end 100 forespørgsler på deres LP. Den kommer til marts, så der er noget at se frem til”, lød det nærmest profetisk fra indehaveren af pladeforret­ ningen Gaucho i Lyngby, som var med i en artikel i formiddagsavisen, som forsøgte at forudse musikkens veje og vildveje i det nye år.

Imens fortsatte trioen arbejdet i et studie i Køben­ havn, hvor Nick Foss som producer skulle være fødselshjælper for gruppens musik. Man enedes om i alt 13 sange, der udover nyindspilninger af de fire fra ep´en også var senere livefavoritter som “67 Seas In Your Eyes”, “Glory” og ikke mindst “Love Is A Loser’s Game”. Albummet fik titlen Dizzy Mizz Lizzy, for det var gruppen og ikke så meget andet. Et stærkt personligt og potent mix af 1960´ernes gyldne melodier, 1970´ernes tunge riff og 1990´ernes energi, temposkift og vildskab. Eller som gruppen selv formulerede det: ”Paul McCartney møder Led Zeppelin i Seattle”.

ryger flere meter op af stolen. Så meget fart og effektivitet er der over de tre unge fyre på 19, 19 og 20 år. Selv når der sjæles i et par ballader”, lød dommen, som blev ledsaget af fire stjerner. Det samme, men ud af fem mulige, gav Uffe Christensen i Jyllands-Posten: ”Der er ingen overflødigheder i pladens sange. Det er trio-rock lige i sylten. Take it or leave it. Og herligheden er fostret i forstandighed, originalitet og indlysende musikalitet”.

Helt i top var – ikke uventet – Steffen Jungersen, som i en seksstjernet anmeldelse i B.T. nærmest lod sin kærlighed til det unge band svømme over: ”Jamen kære venner, mindre havde da godt kunne gøre det. Med fare for at give tre unge knægte utidigt storhedsvanvid, så er “Dizzy Mizz Lizzy” den måske bedste debutplade fra noget dansk rockband nogensinde”.

Det var lige noget, det sultne rockpublikum kunne lide. Mere end 7.000 fans havde forudbestilt albummet, og det var uhørt mange for et debutud­ spil, og de landsdækkende medier kendte da også for en gangs skyld deres besøgelsestid, da “Dizzy Mizz Lizzy” udkom på lp, cd og cassette den 4. marts 1994. ”Dizzy Mizz Lizzy får svært ved at undgå at blive en succes. [Albummet] er en imponerende debut.

Topkarakterer for konstant fremdrift, stramme arrangementer og stor ambition i triospillet”, skrev Kim Skotte i Aktuelt og fik delvist følge af Klaus Lynggaard i Information: ”Deres debut er præget af en usædvanlig musikalsk selvsikkerhed” og af Dorte Hygum Sørensen i Politiken: ”Af en debut at være er deres plade en overlegen og professionel rejse i et univers mellem erfaret og flået virkelighed og forsøg på at drømme egne drømme”. ”Det er ligeledes tydeligt, at det ganske unge drengeband oser af talent og gåpåmod. Og at de i deres mest inspirerede stunder virkelig rammer noget næsten uhørt”, mente Lars B. Jørgensen i Berlingske Tidende og var således i tråd med Peter Nørgaard på Ekstra-Bladet: ”Hold da op, hvor den flytter sig. Man

Debutalbummet “Dizzy Mizz Lizzy” 1994

GRAMMYREGN

LIVE IN JAPAN

Dizzy Mizz Lizzy var således ikke kun et frisk pust på den danske rockscene, men også en nødvendig blodtilførsel. Og næsten bedst af alt var, at det lød så forbandet legende let. Eller som Tim synger i “Glory”: ”One guitar, one bass and a drummer / that’s really all it takes”. Ja, mere skulle der faktisk ikke til, og pladerne blev langet hen over diskene i landets pladebutikker i en uhørt høj fart.

Der var dog ikke megen tid til rejseri på dén måde, for allerede dagen efter Grammy-festen var det tilbage på de tyske landeveje, hvor en længere turné var i gang. “Waterline” og “Silverflame” var begge udsendt dernede på singler, men det var alligevel lidt som at rykke tilbage til start, for der skulle arbejdes hårdt for sagen i de små tyske klubber, hvor der typisk var mødt mellem 50 og 300 nysgerrige fans op. Men Dizzy-drengene havde ikke glemt, hvor de kom fra, eller hvorfor de spillede musik, og hvad enten de optrådte i den mindste klub i en lille ukendt tysk provinsby eller i den største danske sportsarena, forsøgte de altid at give sig selv et hundrede procent.

Den indstilling var sund og gav ikke bare respekt hos fanskaren, som troligt mødte op, hver gang gruppen kom til byen, den gjorde det også udholdeligt, for der blev trukket store veksler på de tre musikere i den periode. Frihed var et ikke-eksisterende begreb, og selv om det i mange år havde været deres dren­ gedrøm at leve præcis, som de nu faktisk gjorde, var det også hårdt arbejde med rejser, interviews, koncerter, meet’n’greet med fans, branchefolk og andre røvere, samtidig med at presset på gruppen voksede, for behovet for en ny plade i Danmark begyndte så småt at melde sig, og sange skriver nu engang ikke sig selv.

To måneder efter udgivelsen kunne Dizzy Mizz Lizzy indkassere en guldplade, som dengang modsvarede et salg på 40.000 eksemplarer. I dag er det blot 10.000.

Det skinnende metal var dog ingenting ved siden af tillægsgevinsten, som produceren Nick Foss havde stillet gruppen i udsigt, hvis albummet solgte til guld: Han havde lovet de tre musikere, at de måtte indspille deres næste album i de verdensberømte Abbey Road-studier i London; The Beatles’ hjemmebane og arnestedet for adskillige glorværdige begivenheder i rockens verdenshistorie.

“Dizzy Mizz Lizzy” strøg helt til tops på salgslisten, og turnélisten voksede og voksede. Der var ingen ende på danskernes begejstring for de tre ynglinge og nye yndlinge, og ét højdepunkt var, da gruppen spillede for små 20.000 ellevilde fans på Roskilde Festivalens Grønne Scene på Tims 20-års fødselsdag den 2. juli 1994. Umiddelbart efter koncerten fik de meldingen om, at de nu havde rundet 50.000 solgte eksemplarer af deres album, og deres guldplade fik derfor selskab af en ditto i platin. To måneder senere var salgstallet mere end fordoblet og havde nu rundet de magiske 100.000, og så begyndte interessen fra udlandet også at melde sig.

I oktober og november gik turen til Sverige, Norge, Tyskland, Holland, Østrig og Schweiz, og imens begyndte japanerne at købe albummet ind på hitlisten i Solens Rige. På bare tre uger havde 60.000 japanere fået en dansk cd i deres samling, og nu ønskede de også at se deres nye favoritband i levende live.

Men inden nogen kunne begynde at tænke i de baner, var der også et stort Grammy-arrangement i Cirkusbygningen i København. Dizzy Mizz Lizzy var indstillet i seks kategorier, og på selve aftenen den 18. februar 1995 blev gruppen kaldt op på scenen hele tre gange for at modtage det håndgribelige bevis på, at de både var ”Årets band” og ”Årets nye navn”, og at de havde skabt ”Årets rockplade”. Derudover fik gruppen den særlige ”Folkets Pris” (Tuborgs Grønne Pris), der var et rejselegat på 25.000 kroner.

Foto: Lars Schmidt.

Dizzy Mizz Lizzy, Vig Festival 2010

Hen over foråret 1995 kunne Dizzy Mizz Lizzy endelig begynde at lukke ned for aktiviteterne i Danmark, som kulminerede med åbningskoncerten på Roskilde Festivalens Orange canopyscene. Salget af debutalbummet havde da for længst passeret 150.000 eksemplarer. Men inden fokus kunne rettes mod fremtiden og arbejdet med materiale til et nyt album, lå en invitation fra Japan og ventede. Tre koncerter var blevet arrangeret i juli i Sapporo, Osaka og Tokyo.

Dizzy Mizz Lizzy blev mødt af et stort og begejstret publikum alle tre steder, og japanerne tog i det hele taget så godt imod de tre unge musikere, at de igen og igen måtte love snart at komme tilbage. Og det var ikke kun en høflighedsfrase, for de mente det virkelig. Og for at vise deres påskønnelse over for deres store japanske publikum, som efterhånden havde købt mere end 100.000 eksemplarer af Dizzy Mizz Lizzy, besluttede trioen at give dem en souvenir i form af cd´en “Live In Japan”, optaget under koncerten i Osaka den 16. juli 1995 og udsendt kort før jul samme år.

ABBEY ROAD På det tidspunkt var gruppen godt i gang med indspilningen af deres længe ventede opfølger til debuten, som nu nærmede sig et salg på 200.000 eksemplarer i Danmark. Abbey Road-studierne i London var indtaget, og med Nick Foss som producer igen var grundbåndene til en snes helt nye sange lagt i London. Siden blev de færdigpudset i Grapehouse studiet i København, og 13 af dem samt en outro blev udvalgt til albummet, som havde fået titlen “Rotator”.

Abbey Road Studios

Med den nye samling sange beviste Dizzy Mizz Lizzy først og fremmest, at debuten ikke var en enlig svale, for mange af de nye sange som “Thorn In My Pride”, “Run” og titelsangen var mindst lige så stærke på både melodi, riff, energi og temposkift. Men der var også mange flere facetter i musikken, og en ballade som “11:07 PM” høres sjældent smukkere på noget album. Noget sted. De tre musikere var selvfølgelig blevet ældre og mere erfarne siden debuten, men de havde stadig lysten til at trykke den af og gik uforfærdet til sagen.

Hvis Nick Foss’ slette bagtanke med at sende gruppen i Abbey Road-studiene var, at det skulle forpligte at indspille på The Beatles´ hjemmebane, var taktikken lykkedes. “Rotator” havde reminiscenser af the fab four her og der, men det var også præcis så helstøbt og flot et album, som de fleste havde drømt om, men de færreste turde håbe på. Den såkaldte ”svære toer” eksisterede ikke i Dizzy Mizz Lizzys vokabularium, og mange fans stod i kø, da pladebutikkerne slog dørene op den 2. april 1996.

“Rotator” solgte til guld på udgivelsesdagen.

Anmelderkorpset gentog i det store og hele deres dom fra debuten, og der var glæde og smil over hele linien. En mindre Danmarksturné omkring udgivelsen var udsolgt over alt, og invitationer fra landets mange festivaler begyndte at tikke ind. Tim, Martin og Søren vidste således godt, hvor de skulle holde deres sommerferie, og det var i det musikglade danske sommerland med enkelte afstikkere til store festivaler i Sverige og Tyskland.

ROTATOUR “Rotator” blev også sluppet ud i Japan, og modtagelsen dér var lige så god som i Danmark.

Dizzy Mizz Lizzy havde ikke glemt deres løfte til fanskaren derude, og seks koncerter blev arrangeret i september. To i Tokyo og så ellers i Sapporo og Osaka, som gruppen også havde besøgt året før, og som nye steder indgik byerne Nagoya og Fukuoka i planerne. Samtlige seks koncerter blev nærmest udsolgt samme sekund, de blev sat til salg, og jeg stødte selv til holdet i Tokyo og rejste med rundt og fik en oplevelse for livet, for sjældent – hvis nogensinde før – havde jeg set et så dedikeret og hengivent publikum.

De japanske fans var over alt. De kendte samtlige sange og sang med på dem under koncerterne, og de dukkede op på hotellerne, på banegården, i lufthavnen, i nattelivet i byerne, og hvor Dizzy Mizz Lizzy nu ellers var i de ti dage, turneen strakte sig over. Det var som om, at de hver og en uden undtagelse havde en personlig DML-GPS, for de kunne spore bandet ALLE steder. Vi kunne tage afsked med en gruppe fans om formiddagen på hotellet i Osaka for at blive kørt til stationen, hvor et af de hurtige Shinkansen-tog ville tage os til Nagoya.

På stationen dér ventede en minibus på os for at køre os direkte til hotellet, hvor den samme gruppe af fans stod og tog imod os. Hvordan det var lykkedes dem at udpege det rigtige hotel og tilmed komme hurtigere frem end os, som nærmest blev båret på hænder og fødder, fandt jeg aldrig ud af.

Det var fascinerende at opleve, og jeg forstår godt, hvorfor Dizzy Mizz Lizzy – som så mange andre grupper – elskede at være i landet.

Den modtagelse, gruppen fik af de japanske fans, var et rent adrenalinkick, som de tre musikere kunne ride længe på, men respekten og kærligheden var gensidig, for Tim, Martin og Søren gav også 100 procent af sig selv, når de mødte deres fans og imødekom nogle af deres ønsker. Ikke uventet var fotos populært, og her kom jeg ind i billedet, for aldrig har jeg taget så mange billeder som i de dage.

Det helt store hit for den japanske fan var nemlig at blive foreviget sammen med sin favorit-Dizzy og så dukke op igen dagen efter, når filmen var blevet fremkaldt, og få signeret fotografiet. Det var både sødt og uskyldigt, og frem for alt var det anderledes end den fankultur, man sædvanligvis kender fra den anglosaksiske del af verden.

Dizzy Mizz Lizzy og Japan var som en stormende forelskelse, og det var tre glade, men også trætte unge mænd, der forlod landet efter seks succesrige koncerter, som i den grad havde stimuleret salget af “Rotator” på de kanter, hvor det nærmede sig 100.000 eksemplarer.

PAUSE Samme magiske grænse blev passeret herhjemme, hvor både “11.07 PM” og “When The River Runs Dry” blev solide radiohits henover sensommeren og efteråret 1996, hvor gruppen nok engang var på turné. Der var bud efter gruppen fra selv den mindste flække i landet med en sportshal eller det, der ligner, og alene i november 1996 gik turen forbi både Kirke Hyllinge og Agerbæk; ikke just metropoler på det rockmusikalske Danmarkskort, men også der boede der Dizzy Mizz Lizzy-fans, som skulle tilgodeses med et besøg.

Det var a-never-ending-tour, som en vis spillemand kalder sit turnéliv, og det var tydeligt at se, at de mange koncerter sled alvorligt på de tre musikere.

For første gang kunne man spore en vis metaltræt­ hed i den ellers så velsmurte maskine. Det var derfor ikke så overraskende, at Dizzy Mizz Lizzy besluttede at holde pause i hele 1997. Efter små fire års konstant arbejde med endeløser turneer i ind- og udland, indspilninger, interviews, fotosessions, tv-shows og alt det løse var batterierne stort set brugt op. Kun gemte de lidt kræfter til at gå på scenen i Cirkusbygningen i København den 1. februar 1997 for at hente en Grammy for “Rotator” i katego­ rien Årets Rockudgivelse, ligesom Nick Foss også scorede en som Årets Producer af samme album.

Debutalbummet “Dizzy Mizz Lizzy” 1994

OPLØSNING Det lykkedes faktisk Dizzy Mizz Lizzy at holde fri fra hinanden og bandet i hele tolv måneder, men da de tre musikere endelig mødtes igen i starten af 1998 var det tydeligt, at der var sket store forandringer med dem hver især under pausen. De ville ikke længere det samme musikalsk, og efter forgæves at have forsøgt at finde et fælles fodfæste i øvelokalet i to måneder besluttede de at lade en bombe sprænge. Tirsdag den 10. marts 1998 kl. 11:16 tikkede en fax fra gruppens management ind på landets avisredaktioner: ”Vi skal hermed meddele at Dizzy Mizz Lizzy er opløst per dags dato. Opløsningen sker i fuld overensstemmelse, og vort mangeårige venskab vil fortsætte herefter. Tak for jeres støtte…”, stod der blandt andet i pressemeddelelsen, der sluttede med en stille bøn: ”Bandet har på forhånd frabedt sig interviews om opløsningen og håber, at alle vil respektere dette”.

Sådan. Lige så pludseligt gruppen var braget igennem lydmuren den 30. april 1993, lige så pludseligt havde den kastet håndklædet i ringen.

Dizzy Mizz Lizzy 2016

”It’s better to burn out than to fade away”, sagde Neil Young engang, og Dizzy Mizz Lizzy brændte vitterligt ud, og dermed var et smukt kapitel i den danske rockhistorie med ét afsluttet, men på en både sober og værdig måde.

Historien om Dizzy Mizz Lizzy er levendegørelsen af drengedrømmen. Den findes hverken bedre eller større i Danmark… eller noget andet sted. De små fire år i rampelyset blev én lang optur med succes og rekord på rekord. Radiohits på stribe, udsolgte turneer og et imponerende pladesalg. Faktisk er Dizzy Mizz Lizzys første album med 250.000 solgte eksemplarer stadig det danske debutrockalbum, der findes i flest hjem her i landet. Nu er salgstal jo en mærkelig størrelse, men for at sætte den kvarte million solgte plader i Danmark i relief ville det svare til, at et engelsk og et amerikansk rockband solgte henholdsvis omkring 2,8 og 14 millioner eksemplarer af deres debutalbum i deres respektive hjemlande alene. Det er aldrig sket i England og blot tre gange i USA for henholdsvis Guns N’ Roses (“Appetite For Destruction”, 18 mio.), Boston (“Boston”, 17 mio.) og Hootie & The Blowfish (“Cracked Rear View”, 16 mio.).

COMEBACK OG GENDANNELSE Når Dizzy Mizz Lizzy valgte at turnere i 2010, var det ikke fordi, at der var arbejde fra dengang, der ikke blev gjort færdigt, men fordi Tim, Martin og Søren havde et ønske om at spille sammen igen. Og i modsætning til første runde i manegen afsatte de tid til at nyde eventyret, som bragte dem rundt i både Danmark og Japan nok engang.

Reaktionen fra publikum var ekstatisk, og intet ville have været lettere for de tre musikere end at fortsætte, for der var bud efter dem fra spillesteder over hele landet, men sådan spillede klaveret ikke.

Eventyret blev nok engang lukket ned, og det stod soleklart for dem, at hvis de nogensinde skulle ud og spille igen, skulle det være med nye sange på repertoiret.

De begyndte så småt at komme til Tim, og i løbet af 2013 satte de tre medlemmer igen hinanden regelmæssigt stævne i øvelokalet. De indspillede to nye sange, “I Would If I Could But I Can’t” og “Made To Believe”, i 2014, som udkom på singler året efter, hvor gruppen endelig var taget ud på en ny turné.

Ind imellem de mange koncerter indspillede de flere nye numre, og ved indgangen til 2016 havde de reelt sange nok til et helt album.

udviklet sig kolossalt og prøver flere nye ting af uden at give køb på de gamle dyder som slidstærke melodier og knivskarpe riffs. På den måde er bandet anno 2016 både fortid og fremtid, og som noget ganske enestående i dansk rock – måske som det eneste band ved siden af Gasolin’ – har Dizzy Mizz Lizzy været soundtrack for en hel generation og lige så relevant for de følgende. Det er usædvanligt for et band, der ikke engang synger på vores modersmål, men de manglende danske tekster opvejes til fulde af gruppens musik, som er skrevet i rockmusikkens universelle og letforståelige sprog.

“One guitar, one bass and a drummer, that’s really all it takes,” lød det i 1994 på Dizzy Mizz Lizzys første album, og hvem tør i dag sige gruppen imod?

Ovenstående tekst blev i en anden form i 2010 trykt – på engelsk – i det hæfte, der medfulgte boxen Dizzcography.

Vil du læse hele historien om bandet, bør du skaffe Jan Poulsens bog Dizzy Mizz Lizzy. En drengedrøm (Gyldendal, 2015).

“Forward In Reverse” udkom den 29. april og er det album, som tusinder af fans har drømt om, men de færreste formentlig turde håbe på. Gruppen har

Dizzy Mizz Lizzy “Live 2015”

DIZZKOGRAFI “DIZZY MIZZ LIZZY” (1994) Det bedst solgte danske debutrockalbum nogensinde. Og måske det stærkeste. Slidstærke melodier og knivskarpe riffs står i kø på et generøst og potent rockudspil, hvor højoktane sange som “Waterline”, “Silverflame”, “Barbedwired Baby’s Dream”, “Glory”, “67 Seas In Your Eyes” og “Love Is A Loser’s Game” ligger side om side.

“ROTATOR” (1996) Forventningerne til den unge trios andet album var ved at tage livet af de tre musikere, men de stod distancen på et markant hårdere og mere uforsonligt udspil. “Thorn In My Pride”, “When The River Runs Dry”, “Run” og titelsangen blev hurtigt store publikumsfavoritter, mens balladen “11:07 PM” gav trioen et kæmpe radiohit.

“FORWARD IN REVERSE” (2016) Det er ikke mange forundt at holde pladepause i 20 år og udgive et album, der på ingen måde står tilbage for to af danskrockens populæreste plader. Dizzys treer er et godt bud på et frisk rockalbum anno 2016 med nogle af gruppens bedste og mest ambitiøse sange som “Made To Believe” og “Say It To Me Anyway”.

LÆS BOGEN

P6 BEAT

DIZZY MIZZ LIZZY P6 BEAT DIZZY MIZZ LIZZY

HØR UDSENDELSE 6 timers radio om et af Danmarks største rockfænomener, Dizzy Mizz Lizzy.

Sendt i anledning af udgivelsen af comebackalbummet ‘Forward In Reverse’ (2016), som er det første nye album i 20 år.

Hør hele historien om debutalbummet fra 1994, mød Dizzy-fans som politik­ eren Johanne Schmidt-Nielsen og Gasolin’-guitaristen Franz Beckerlee - og få lytternes Dizzy Mizz Lizzy Top 10.

Værter: Anders Bøtter og Jan Poulsen.

BIBZOOM LYTTEGUIDES

Bibzoom guider dig kyndigt gennem festivaler, begivenheder, bands og musikgenrer. Med Bibzoom som redaktion skriver en gruppe musikfaglige ildsjĂŚle fra de danske biblioteker dig vej gennem musikjunglen og giver dig tips til godbidder, nyskabelser, sikre satsninger, og meget mere fra musikkens forunderlige verden.