Guide til Eric Clapton
Eric Clapton—75 år i 2020 Den britiske guitarist, sanger og sangskriver Eric Clapton skulle den 21.-22. juni have besøgt Royal Arena i København. Nu er koncerterne grundet coronavirus-foranstaltningerne udsat til juni 2021, så danskerne får ikke samme mulighed for at fejre guitaristens halvrunde fødselsdag. Den 30. marts 2020 rundede Clapton nemlig 75 år. Med Jimi Hendrix som den eneste seriøse konkurrent er Eric Clapton nok den ultimative guitarhelt, som igennem mere end 50 år har sat sit solide aftryk på populærmusikken. Han er som den eneste optaget hele tre gange i The Rock and Roll Hall of Fame – med The Yardbirds, med Cream og som solist – og han har indspillet med alle fra The Beatles til Ed Sheeran, fra John Lee Hooker til Babyface, fra Michael Kamen til Hiroshi Fujiwara. Mod alle odds – og trods en afhængig natur, der har bragt ham ud i store problemer med alskens lovlige og ulovlige rusmidler – har Eric Clapton overlevet mange af sine samtidige fra nogle af rockens mest formative år. Samtidig har hans støtte været karrieredefinerende for andre musikere som Delaney & Bonnie, Gary Clark, Jr. og Robert Randolph, og han har haft stor betydning for udbredelsen af hans store kærlighed, bluesen.
Tekst: Jakob Wandam Redaktion og Layout: Niels Mark
The Yardbirds dannede for inspiration for den unge Clapton Det var rock’n’roll-musikken, som først gav Eric Patrick Clapton fra Ripley i Surrey, England lyst til at lære at spille guitar, men bluesen definerede hurtigt, hvilken retning hans spil skulle udvikle sig i. Claptons første indspilninger blev med rhythm & blues-bandet The Yardbirds, som han sluttede sig til i 1963. De var blevet inspireret af de bluesplader, der havde fundet vej over Atlanten med de amerikanske soldater, som var udstationeret i Europa efter 2. verdenskrig – og af de amerikanske musikere, som blev hentet til Europa af entreprenante englændere som jazzbasunisten Chris Barber. Big Bill Broonzy var en hyppig gæst på britisk jord og en tidlig inspirationskilde for Eric Clapton, men særligt Robert Johnson - som forlængst var død og borte - og hans musik vandt genklang hos Clapton. The Yardbirds blev hyret som backingband for Sonny Boy Williamson II, en ægte blueslegende, og hermed blev kimen også lagt for en karriere, hvor Eric Clapton løbende skulle spille med de allerstørste. Med Williamson indspillede Clapton og co. albummet Sonny Boy Williamson & the Yardbirds (indspillet i 1963, men udkom først i 1967), men englænderne ville selv være berømte og udgav et par singler samt albummet Five live Yardbirds (1964) under eget navn.
Gennembrud under protest Gennembruddet kom med singlen ”For your love”, men den havde Eric Clapton spillet på under protest. Det var en popsang, og han ville spille blues. Ifølge legenden pakkede han guitaren og skred, men sandheden er, at han blev fyret i 1965 – bandet og manageren Giorgio Gomelsky var trætte af hans brok! Guitaristen blev erstattet af Jeff Beck, og The Yardbirds klarede sig glimrende uden Clapton. Eric Claptons fingerfærdighed på guitaren havde dog allerede gjort ham til et navn på Londons klubscene, hvor han havde fået tilnavnet ”Slowhand” (fundet på af Gomelsky), så han fik ikke svært ved at finde ny beskæftigelse. John Mayall stod allerede klar til at hyre det unge stjernefrø. Clapton spillede på Mayalls første album, og det var et tegn på guitaristens status, at pladen fik titlen Blues Breakers with Eric Clapton (1966). John Mayall var the real deal, og sammen med ham fik Clapton chancen for at indspille med Chicago blues-legender som pianisterne Champion Jack Dupree og Otis Spann. På sidstnævnte session medvirkede sågar Spanns chef, selveste Muddy Waters!
The godfather of British blues John Mayall skulle siden blive kendt som the godfather of British blues, fordi alskens fremtidige stjerner var igennem svingdøren i hans Bluesbreakers. Det gjaldt for eksempel hele det oprindelige Fleetwood Mac (Peter Green blev Claptons erstatning i The Bluesbreakers), den fremtidige Rolling Stones-guitarist Mick Taylor og senere bluesstjerner som Walter Trout og Coco Montoya. Cream (Ginger Baker, Jack Bruce, Eric Clapton)Også super-bassisten Jack Bruce tog en tørn hos Mayall, og han og Eric Clapton blev indbyrdes betaget af hinandens kunnen. Det førte i 1966 til dannelsen af ”rockens første supergruppe” med Bruce, Clapton og trommeslageren Ginger Baker. Alle tre var etablerede stjerner i Englands musikmiljø – på daværende tidspunkt i henholdsvis Manfred Mann, The Bluesbreakers og The Graham Bond Organization - og alment anerkendt som de bedste udøvere på deres respektive instrumenter. De tog derfor det ubeskedne navn The Cream – eller bare Cream. Eric Clapton fortæller, at han forestillede sig, at han skulle være ”Buddy Guy med en rytmesektion.” Men her havde han gjort regning uden vært, for både Jack Bruce og Ginger Baker besad mindst lige så store egoer og havde bestemt ikke tænkt sig blot at skulle være nogens backingband.
Turbulent levetid for Cream Cream var derfor en særdeles konfliktfyldt gruppe fra begyndelsen og havde en kort og turbulent levetid på blot to år. Til gengæld var de produktive – fire album blev det til, inklusive den posthume Goodbye fra 1969 – og uhyre populære, og de udvidede hurtigt deres bluesbaserede rock til at inkorporere psykedelia og lange, improviserede instrumentalpassager. Amerikanske Jimi Hendrix, der blev hentet til London i samme periode, gjorde stort indtryk på Clapton, og de udviklede hurtigt et venskab og en kammeratlig rivalisering, der endte brat med Hendrix’ død i 1970. Clapton og Hendrix nåede aldrig at indspille sammen, men til gengæld var Eric Clapton en stadig mere anvendt guitarist på andres plader. I Cream-perioden indspillede han blandt andet et par obskure singler med Connie Francis, Dave Rich, Jackie Lynton og Caroline Munro, og han kunne høres på plader med Frank Zappa og Aretha Franklin.
The Beatles og Eric Clapton Allerede i Yardbirds-tiden havde Eric Clapton mødt The Beatles, og særligt han og George Harrison nød et nært venskab. Det førte til en gæsteoptræden på albummet The Beatles (alias The white album), hvor det var Clapton, der spillede den klagende guitar på Harrisons ”While my guitar gently weeps”. Eric Clapton dukkede også op på adskillige andre udgivelser på The Beatles’ selvstiftede pladeselskab Apple. Jackie Lomax, Billy Preston og Doris Troy nød godt af hans bidrag, han spillede på Harrisons Wonderwall-soundtrack, og ikke mindst var han en del af John Lennons uformelle Plastic Ono Band. Cream brændte hurtigt sammen under de konstante konflikter og det faktum, at Clapton var blevet træt af rollen som ”guitarhelt” og stakkene af forstærkere på scenen og i studiet. Han var begyndt at lytte til The Band og ville gerne bevæge sig i retning af mere sangskriverbaseret musik og en mere afslappet arbejdskultur med mindre forventningspres.
Nye legekammerater Clapton begyndte at se sig om efter nye legekammerater. Han havde allerede indspillet et par numre med den engelske bluesrock-scenes vidunderbarn Steve Winwood under navnet Eric Clapton & the Powerhouse, og efter Creams berømte farvelkoncerter i Royal Albert Hall i 1968 begyndte Clapton og Winwood at øve sammen. Blind Faith (Eric Clapton, Steve Winwood, Ginger Baker, Rick Grech)Det kom Ginger Baker for øre, og da han stillede med sit trommesæt, turde Clapton ikke afvise ham. Med indlemmelsen af bassisten Rick Grech fra gruppen Family var endnu en supergruppe født. Pressen fik snart nys herom og udråbte dem til en succes uden at have hørt så meget som en tone. Som en tør kommentar hertil tog de navnet Blind Faith. Den megen hype om Blind Faith lagde et stort pres på bandet, som begyndte at spille koncerter uden egentlig at have fundet en band-identitet. De udgav et enkelt album, også blot med titlen Blind Faith (1969), men igen var Clapton allerede på vej videre.
Bjergtaget af Delaney & Bonnie Han var blevet bjergtaget af opvarmningsbandet på Blind Faiths turné, det amerikanske ægtepar Delaney og Bonnie Bramlett og deres musikerkollektiv Delaney & Bonnie & Friends. De udviste en umiddelbar spilleglæde, overraskede positivt overalt (fordi de var helt ukendte i Europa) og havde et soul- og bluesbaseret repertoire, som Clapton nød. Gradvis mistede Eric Clapton interessen for sit eget band og gled lige så stille ind i Bramlettparrets. Han var i øvrigt ikke den eneste; også George Harrison og Dave Mason (Traffic) blev besnæret af det energiske ensemble og sluttede sig til dem. Delaney & Bonnie var naturligvis ikke blinde for reklameværdien i de engelske stjerner og udsendte live-albummet On tour with Eric Clapton i 1970 (Clapton spillede også et par studiesessions for bandet). Til gengæld tilskyndede Delaney Bramlett guitaristen til at få gang i en solokarriere. Delaney & Bonnie & Friends agerede således backingband på det, der skulle blive Eric Claptons første soloalbum, Eric Clapton (1970). Med var også den amerikanske pianist Leon Russell, som Clapton havde indspillet for i 1969. Eric Clapton indeholdt flere singler, blandt andet J.J. Cales ”After midnight”, som skulle blive en tilbagevendende live-favorit.
Dannelsen af Derek & the Dominos Så skulle man måske tro, at Eric Clapton var færdig med at gemme sig i diverse bandkonstellationer – men nej. Sammen med flere af ”The Friends” var han med til at indspille George Harrisons første post-Beatles-soloalbum, All things must pass (1970). Clapton tog tangentspilleren Bobby Whitlock, trommeslageren Jim Gordon og bassisten Jim Gordon med sig derfra og dannede Derek & the Dominos. De fik betragtelig forstærkning i studiet af slide-guitaristen Duane Allman fra southern rockpionererne The Allman Brothers Band. Produktet blev albummet Layla and other assorted love songs (1970), der skulle blive en rockklassiker og et af de stærkeste album i Claptons katalog – og titelnummeret ”Layla” blev et af hans mest vedholdende hits. Som det kan ses, gik det stærkt i de første 7-8 år af Claptons musikerkarriere, og ud over de allerede nævnte bands og sessions kan det nævnes, at han i 1969-1970 indspillede med Martha Velez, Shawn Phillips, Rick Grech, Vivian Stanshall, King Curtis, The Crickets, Stephen Stills, Jesse Ed Davis, Howlin’ Wolf, P.P. Arnold, Dr. John, John Mayall, Buddy Guy & Junior Wells, The Rolling Stones og Ashton Gardner & Dyke!
Ingen succes Selv om Clapton havde stjernestatus, blev Layla-albummet og den efterfølgende turné ikke i samtiden den succes, han havde håbet. I den henseende havde det næppe været nogen god idé at gemme sig under Derek-aliasset. Samtidig led Derek & the Dominos under Jim Gordons (på det tidspunkt ikke diagnosticerede) paranoide skizofreni. Gruppen påbegyndte indspilningerne til et nyt album i 1971, og de spillede på nogle solo -numre af Bobby Whitlock, men bandet faldt snart fra hinanden (efter gruppens opløsning udsendtes live-albummet In concert (1973)). Duane Allman havde aldrig været officielt medlem, og da han døde i en motorcykelulykke senere samme år, stoppede alle spekulationer om et yderligere samarbejde. Eric Clapton reagerede ved at trække sig tilbage fra offentligheden og ind i heroin- og alkoholtåger. Han dukkede op til George Harrisons historiske velgørenhedskoncert The concert for Bangla Desh og spillede på et par uudgivne sessions for Stevie Wonder og Cilla Black, men var ellers inaktiv indtil januar 1973.
Comeback Her gjorde han et offentligt comeback ved en koncert i The Rainbow Theatre i London. Det var vennen Pete Townshend (The Who), der havde arbejdet på at lokke Clapton ud af eksil, og Townshend var en del af aftenens allstar-band sammen med blandt andre Steve Winwood og Ron Wood. Til gengæld medvirkede Eric Clapton i The Whos film Tommy (og på det tilhørende soundtrack). Eric Clapton's Rainbow concert (1973) fik gang i Claptons solokarriere igen, og med hjælp fra Dominos-bassisten Carl Radle samlede han nu et band af musikere fra Tulsa, Oklahoma. Det var blandt andre trommeslageren Jamie Oldaker, keyboardspilleren Dick Sims og guitaristen George Terry.
Tulsa-stilen påvirkede Claptons musik, der nu var stærkt påvirket af J.J. Cale, og som især i studiet bød på langt færre guitarsoloer end hidtil. Kernen i bandet forblev den samme op igennem 1970’erne, hvor Eric Clapton indspillede en række tilbagelænede album: 461 Ocean Boulevard (1974), There’s one in every crowd (1975), live-albummet E.C. was here (1975), No reason to cry (1976), hovedværket Slowhand (1977) – med signatursangen ”Wonderful tonight” - og Backless (1978). Clapton og bandet agerede også backinggruppe for Claptons idol, bluesguitaristen Freddie King, på nogle indspilninger i 1974.
Nebengesjæft Der kom i det hele taget gang i Claptons nebengesjæft som studiemusiker for andre. Han indspillede med Arthur Louis, Bob Dylan, Rick Danko, Kinky Friedman, Joe Cocker, Stephen Bishop, Ringo Starr, Corky Laing, Roger Daltrey, Pete Townshend, Ronnie Lane, George Harrison og Marc Benno. Desuden var han i 1976 med ved The Bands legendariske ”farvel-koncert”, der blev filmet af Martin Scorsese og udsendt som The last waltz. I 1979 trængte Eric Clapton imidlertid til en fornyelse af sin lyd og fyrede hele sit amerikanske band. Guitaristen George Terry var allerede blevet erstattet af engelske Albert Lee, og Lee var eneste tilbageværende medlem i det nye, engelske band, som desuden bestod af Dave Markee (bas), Henry Spinetti (trommer) og Chris Stainton (keyboards). På plade debuterede den nye backinggruppe med live-albummet Just one night (1980), der snart blev fulgt op af Another ticket (1981). Nu var bandet udvidet med ingen ringere end Gary Brooker, frontfiguren i Procol Harum, på keyboard og vokal, og de lavede også et par singler med Brooker som solist. Andre gæsteoptrædener i perioden var for Danny Douma, Ronnie Lane, Stephen Bishop, Phil Collins, John Martyn og Ringo Starr. Clapton og Roger Waters Med Money and cigarettes (1983) kom en ny rytmesektion til i form af Muscle Shoalsstudiernes berømmelige folk: Roger Hawkins (trommer) og Donald ”Duck” Dunn (bas). Desuden medvirkede selveste Ry Cooder på slide-guitar. 1983 var året for Eric Claptons 20-års jubilæum som indspillende kunstner, og det fejrede han med en række velgørenhedskoncerter, hvor han spillede sammen med sine to efterfølgere i The Yardbirds, Jeff Beck og Jimmy Page. De tre er af eftertiden nærmest blevet opfattet som definerende for 1960’erne britiske blues-boom og har påvirket flere generationer af bluesrockguitarister.
Samme år var Eric Clapton guitarist på den tidligere Pink Floyd-leder Roger Waters’ album The pros and cons of hitch hiking, og han overraskede ved at slutte sig til Waters’ band på den efterfølgende turné. Clapton blev dog hurtigt træt af Roger Waters’ stort opsatte koncerter, hvor der ikke var levnet megen plads til spontanitet og improvisation.
Miste gnisten Clapton trivedes ellers generelt godt som sideman, hvilket også høres på hans gæsteoptrædener, der på dette tidspunkt desuden omfattede udgivelser med Corey Hart og Christine McVie. For så vidt angik hans egne plader, var den generelle konsensus imidlertid, at Eric Claptons guitarspil var ved at miste gnisten, og hans greb om det pladekøbende publikum var heller ikke, hvad det havde været. Claptons pladeselskab, Warner Bros., raslede med sablen og havde allerede opsagt selveste Van Morrison for ikke at være kommerciel nok! For bedre at fange tidsånden og samtidig skabe fornyelse i sin musik allierede Eric Clapton sig nu med Phil Collins. De havde kendt hinanden siden slut-70’erne og havde spillet sammen på Gary Brooker-, Stephen Bishop- og John Martyn-plader, og Clapton havde medvirket på Collins’ fænomenalt succesrige solodebut Face value (1981). Også som producer og sangskriver havde Phil Collins oparbejdet et ry som hitmager. Phil Collins producerede 12 sange til et album – som så blev afvist af Warner Bros.! De krævede (endnu) mere kommercielle numre og gav Clapton fire nye Jerry Lynn Williamskompositioner, som så blev indspillet med nye producere. Det resulterende album, Behind the sun (1985), kom således til at indeholde en blanding af numre fra de to indspilningssessions. Optur Albummet blev da også begyndelse på en ny kommerciel optur for Eric Clapton. Fremgangen blev understøttet af et energisk sæt ved Live aid-koncerten i Philadelphia i 1985, der blev transmitteret direkte verden over og eksponerede Clapton for en helt ny generation, samtidig med at de tidligere generationer blev mindet om hans kvaliteter. Herfra gik Claptons popularitet kun fremad med de næste mange plader. August (1986) havde Phil Collins tilbage i producer- og trommestolen og bød blandt andet på en duet med Tina Turner, som blev gentaget ved dét års velgørenhedskoncert for The Prince’s Trust. Her spillede Clapton også sammen med blandt andre Collins, Elton John, Mark Knopfler, Sting, Rod Stewart, Paul McCartney, Mick Jagger og David Bowie. Clapton var blevet rock royalty! Det afspejlede sig også i periodens mange gæsteoptrædener, der talte flere jobs for Stephen Bishop, Gary Brooker, Bob Dylan, George Harrison og Phil Collins samt J.J. Cale, Lionel Richie, Paul Brady, Liona Boyd, Bob Geldof, The Bunburys, Tina Turner, Jon Astley, Jack Bruce, Sting, Buckwheat Zydeco, Anne Dudley, Yoni Nameri, Jim Capaldi, Gail Ann Dorsey, Carole King, Zucchero, Cyndi Lauper og Brendan Croker.
Clapton som filmkomponist Samtidig indledte Eric Clapton en ny karriere, nemlig som filmkomponist. Han havde snuset en smule til det i 1984, hvor han sammen med Roger Waters komponerede og indspillede et kort stykke musik til filmen The hit. Året efter tog han skridtet fuldt ud med underlægningsmusikken til BBC’s tv-serie Edge of darkness, som han komponerede sammen med Michael Kamen og selv spillede guitar på. Clapton og Kamen fortsatte samarbejdet med soundtracket til Lethal weapon i 1986, nu også med jazzsaxofonisten David Sanborn. De tre skulle sammen komme til at lave musik til alle fire Lethal weapon-film. Clapton skrev og spillede også musikken til filmene Homeboy og Communion (1989). Bluesrødder I slutningen af årtiet begyndte Eric Clapton at søge tilbage mod sine bluesrødder. Bluesen havde altid fyldt en del i hans tone og spillestil, og især ved hans koncerter var der altid bluesnumre på repertoiret. Han havde løbende spillet sammen med bluesmusikere som Freddie King, B.B. King, Muddy Waters og Buddy Guy, når lejligheden bød sig. I studiet havde Clapton imidlertid bevæget sig stadig længere væk fra bluesformen. Det ændrede sig med Journeyman (1989), der på tracklisten havde bluessange af Ray Charles, Leiber & Stoller og Bo Diddley, og hvor det nye, unge blueshåb Robert Cray spillede en stor rolle. Journeyman var ikke en egentlig bluesplade, men det skulle komme senere. I 1987 havde Eric Clapton påbegyndt, hvad der skulle blive en tilbagevendende tradition med en række koncerter i Royal Albert Hall i London. Koncerterne tiltrak ofte berømte gæstemusikere: Mark Knopfler og Phil Collins dukkede op i 1987, i 1988 fik de følgeskab af Elton John, og i 1989 dukkede også Carole King op.
18 koncerter i Royal Albert Hall I 1990 spillede Clapton hele 18 koncerter i Royal Albert Hall, og de var fordelt på seks aftener med en kvartet, seks med et trettenmands-band, tre med National Symphony Orchestra og tre med et bluesband, der blandt andre omfattede Buddy Guy, Robert Cray og Chuck Berrys pianist Johnnie Johnson. Det var første gang, Eric Clapton spillede koncerter med rent bluesrepertoire, siden han havde forladt John Mayall’s Bluesbreakers. På disse aftener så Clapton helt bort fra sine egne sange og spillede udelukkende bluesstandarder. Konceptet blev gentaget i 1991, denne gang med hele 24 koncerter i Royal Albert Hall. Ved dette års bluesafdeling deltog Guy, Cray og Johnson igen og fik følgeskab af Jimmie Vaughan, Jerry Portnoy og Albert Collins. Royal Albert Hall-koncerterne i 1990-1991 blev dokumenteret på live-albummet 24 nights (1991). Også i studiet fik Clapton spillet blues; han medvirkede på plader med Buddy Guy og Johnnie Johnson. Men han indspillede også med Michael Kamen, Jerry Lynn Williams, Lamont Dozier, Richie Sambora, Kate Bush og David Sanborn. Tragedie Alt blev dog overskygget af en ubegribelig tragedie, da Eric Claptons fireårige søn Conor den 20. marts 1991 blev dræbt ved et fald fra et vindue på 53. sal. Alle planer blev naturligvis aflyst, og Clapton bearbejdede sorgen blandt andet ved at skrive sange. En af disse var ”Tears in Heaven”, som blev udgivet på Claptons soundtrack til filmen Rush (1991). Sangen vandt en Grammy, men det, der virkelig gav den momentum, var dens inklusion på det akustiske live-album Unplugged, indspillet for MTV i 1992. Unplugged blev en kommerciel og kunstnerisk kæmpesucces, som indbragte Eric Clapton yderligere en favnfuld Grammy'er. Ud over ”Tears in Heaven” og en omarrangeret ”Layla” indeholdt albummet en række bluessange af navne som Bo Diddley, Big Bill Broonzy, Robert Johnson, Jesse Fuller og Muddy Waters. Samtidig var der godt gang i et nyt blues-boom med blandt andre Gary Moore og en genkommen John Lee Hooker i centrale roller, så tiden var kommet til, at Eric Clapton kunne gå linen ud med the blues. Hans koncerter i Royal Albert Hall i 1993 og 1994 var således blueshistoriske masterclasses, hvor han tog sit publikum med på en rejse fra den tidlige, akustiske country blues og op til Chicago bluesens storhedstid.
Bluesstandarder Clapton fulgte koncerterne op med studiealbummet From the cradle (1994), som udelukkende indeholdt bluesstandarder – hovedsageligt elektrisk Chicago blues. Med i bandet var blandt andre Jerry Portnoy, tidligere mundharpespiller i Muddy Waters’ band. Perioden bød dog også på en kortvarig gendannelse af Cream, da bandet blev optaget i Rock and Roll Hall of Fame i 1993. Og så indspillede Clapton med Ray Charles og Robbie Robertson og på albumhyldester til Curtis Mayfield og Jimi Hendrix. Efter et par år med hardcore blues gik Clapton atter nye veje. I 1996 tog han på en festivalturné med Legends, en jazz-supergruppe bestående af Marcus Miller, David Sanborn, Joe Sample, Steve Gadd og Eric Clapton. Clapton kendte Miller og Sanborn fra tidligere samarbejder med saxofonisten, og Steve Gadd havde ofte spillet i Claptons band. Keyboardspilleren Joe Sample var en af hovedkræfterne i The Crusaders, og efter Legends-koncerterne trådte han ind i Claptons band, da det turnerede i Japan.
Inspireret af Curtis Mayfield Eric Clapton var blevet voldsomt inspireret af soulsangeren Curtis Mayfield og The Impressions, men i stedet for at styre mod klassisk soul gik Clapton efter en mere moderne r&b-lyd på sit næste album, Pilgrim (1998). Han ønskede et nutidigt udtryk, der også omfattede samples og en elektronisk-lydende produktion, og til at hjælpe sig engagerede han produceren Simon Climie (engang en del af 80’ernes one-hit wonder Climie Fisher). Med på albummet var også Tony Rich og Babyface, og i det hele taget sporede man en flirt med contemporary R&B i denne æra af Claptons karriere, hvor han kunne høres på plader med trioen Eternal, BeBe Winans, Mary J. Blige og Kelly Price samt netop Tony Rich og Babyface. Sidstnævnte agerede også producer på Claptons hitsingle ”Change the world” fra filmen Phenomenon (1996). Samtidig med Pilgrim indspillede Clapton og Simon Climie albummet Retail therapy (1999). Pladen indeholdt elektronisk musik parret med Claptons guitar og havde sit udspring i nogle indspilninger, de to havde lavet til et Giorgio Armani-modeshow i 1996. De kaldte sig T.D.F., og på albummet optrådte Clapton under pseudonymet X Sample. En efterspurgt gæsteguitarist Eric Clapton var fortsat en efterspurgt gæsteguitarist, og hans virke var alsidigt. Ud over de allerede nævnte spillede han i sidste del af 1990’erne bl.a. på en velgørenhedssingle med Cher, Neneh Cherry og Chrissie Hynde samt for bluesmusikerne Jimmy Rogers, Taj Mahal, Clarence ”Gatemouth” Brown, B.B. King og John Lee Hooker samt med Bill Wyman, The Band, Santana og Jack Bruce. I denne travle periode blev det endvidere til yderligere soundtracks. I tilgift til Lethal weapon-filmene kunne Eric Clapton nu skrive The van (1996), Nil by mouth (1997) og The story of us (1999) på cv’et. I det nye årtusind satte Eric Clapton sig for at gennemføre nogle af de projekter og samarbejder, han gennem nogen tid havde haft på ønskesedlen. Det første blev en duet-plade med B.B. King. Clapton og King havde kendt hinanden siden Cream-årene og spillet sammen ved enkeltstående begivenheder. De var blevet nære venner, og på Claptons initiativ indspillede de nu Riding with the king (2000), atter med Simon Climie som co-producer og under medvirken af blandt andre Joe Sample, Steve Gadd, Jimmie Vaughan og Doyle Bramhall II.
Protegéer Bramhall var en af Claptons ”protegéer”. Eric Clapton havde altid valgt sine ”opvarmningsbands” med stor omhu. I 1970’erne havde det været hans blueshelte, som han gerne ville bringe ud til et større publikum, så som Freddie King og Muddy Waters. Senere blev det yngre guitarister, som Clapton – med succes – eksponerede og gav chancen for at fremme karrieren. Ud over Doyle Bramhall II gjaldt det for eksempel Robert Randolph og Gary Clark, Jr. Næste drømmeprojekt var et samarbejde med The Impressions, Curtis Mayfields gamle vokalgruppe. Mayfield selv havde forladt gruppen i 1970; han mistede førligheden ved en sceneulykke i 1990 og døde i 1999 som følge af sin diabetes. The Impressions var imidlertid fortsat uden Mayfield, og Clapton engagerede dem til at synge på hans næste album, Reptile (2001). The Impressions indspillede også med Clapton på en hyldestplade til Sun Records, og de deltog i dét års koncerter i Royal Albert Hall. Senere optagelser fra årets turné udkom på liveabummet One more car, one more rider (2002). Clapton havde i det hele taget held med at tiltrække stærke kræfter til sit band. På dette tidspunkt kunne man for eksempel opleve guitaristen Andy Fairweather Low (fra Amen Corner), bassisten Nathan East, keyboardmanden David Sancious og Steve Gadd på trommer, og de fik snart selskab af Billy Preston på orgel.
Til minde om den nære ven fra The Beatles Selv optrådte Eric Clapton som gæst på plader med The Crickets, Hubert Sumlin, Jamie Oldaker, Jools Holland, Hiroshi Fujiwara, Buddy Guy, The Crusaders, Brian Wilson og Jerry Lee Lewis. Han deltog sammen med Buddy Guy og Paul McCartney ved The Concert for New York City efter terrorangrebet den 11. september 2001, og bagefter gik han i studiet med McCartney og spillede på støttesinglen ”Freedom”. Hermed havde Clapton indspillet på soloprojekter med samtlige eks-Beatles. Samme år døde George Harrison, og året efter arrangerede Eric Clapton en hyldestkoncert. Paul McCartney og Ringo Starr medvirkede – sammen med blandt andre Tom Petty, Gary Brooker og Jeff Lynne – og koncerten blev efterfølgende udsendt på cd og dvd under titlen Concert for George (2003). Clapton spillede også på Ringo Starrs hyldestsang til Harrison, ”Never without you” på albummet Ringo rama (2003). Herefter kunne Clapton kaste sig over endnu et længe ventet projekt: Et album kun med Robert Johnson-sange. Johnson er en af blueshistoriens mest indflydelsesrige figurer, og der er fortalt mange kulørte vandrehistorier om hans korte liv. Han døde som blot 27-årig i 1938 og efterlod sig et katalog på 28 sange, hvoraf mange blev en del af både bluesens og rockens dna. Han var en stor inspirationskilde for den unge Eric Clapton, og Claptons allerførste indspillede leadvokal var på Johnsons ”Ramblin’ on my mind” fra Blues Breakers with Eric Clapton.
Me And Mr. Johnson Clapton indspillede i alt 19 af Johnsons sange på Me and Mr. Johnson (2004) og den ledsagende dvd/cd-udgivelse Sessions for Robert J sammen med sit faste band, der nu også inkluderede Doyle Bramhall II, samt Jerry Portnoy. 2004 var også året, hvor Clapton arrangerede den første Crossroads Guitar Festival. Her spillede en lang række af verdens bedste guitarister på tværs af genreskel til støtte for Crossroads Centre, en afvænningsklinik, som Eric Clapton havde grundlagt i 1998 efter selv endelig at have lagt diverse alkoholog stofmisbrug bag sig. Crossroads Guitar Festival skulle blive en tilbagevendende begivenhed, som indtil videre har fundet sted fem gange. Clapton fandt også tid til at medvirke på plader med Toots and the Maytals, Bruce Hornsby, Joe Cocker, Rod Stewart og Tony Joe White, inden han kunne tage hul på et år med flere længe ventede projekter. Cream genforenes Det første var en række genforeningskoncerter i Royal Albert Hall og Madison Square Garden, New York med Cream. Det havde været utænkeligt i mange år, primært på grund af det anstrengte forhold mellem Jack Bruce og Ginger Baker, men nu skulle det altså være. Koncerterne blev foreviget på cd- og dvd-udgivelsen med den prosaiske titel Royal Albert Hall, London '05. Trioen skulle da heller aldrig komme til at spille igen; Jack Bruce døde i 2014, og Ginger Baker gik bort i 2019. Efter indspilninger med Les Paul, Marcus Miller, B.B. King, Bob Marley (posthumt) og Robert Randolph kunne Clapton nu færdiggøre sit seneste album, Back home (2005). Herefter gjaldt det det sidste af de planlagte sær-projekter, en duet-plade med J.J. Cale. J.J. Cale havde haft en enorm indflydelse på Claptons sangskrivning og lyd især i 1970’erne, og til gengæld havde indtægterne fra Claptons coverversioner af ”After midnight” og ”Cocaine” formodentlig forsødet Cales tilværelse betragteligt. Nu gik de i studiet med en række musikere, som hovedsageligt var Claptons band samt nye og gamle venner fra Crossroadsfestivalerne som Albert Lee, Derek Trucks (Allman Brothers Band), John Mayer og Taj Mahal. Det resulterede i albummet The road to Escondido (2006).
Rettidig omhu Igen var der tale om rettidig omhu – Cale døde i 2013, og i 2014 udsendte Clapton albummet The breeze, hvor han sammen med blandt andre Mark Knopfler, Tom Petty, Willie Nelson og John Mayer fortolkede J.J. Cales sange. De næste år gik primært med koncertjobs, om end der var sporadiske indspilninger med Sam Moore, Stephen Bishop, David Sanborn, Dr. John og Sonny Landreth. En optræden på Steve Winwoods album Nine lives (2008) blev begyndelsen på et nyt samarbejde med Claptons gamle ven fra The Powerhouse og Blind Faith. Faktisk havde Winwood allerede medvirket på Back home, hvor han havde gentaget sit keyboard-bidrag til George Harrisons ”Love comes to everyone” – Winwood og Clapton havde begge spillet på Harrisons originaludgave. De mødtes igen ved Crossroads Guitar Festival 2007, spillede et par koncerter sammen i Madison Square Garden i 2008 og turnerede i 2009. Resultatet kunne høres på albummet Live from Madison Square Garden (2009).
Koncerter med den gamle ven Jeff Beck Clapton var i studiet med Pinetop Perkins, Buddy Guy, Robbie Robertson, Paul Jones, Paul Wassif, Paul Stewart og Jerry Lee Lewis, og så spillede han en god håndfuld koncerter med sin gamle ven Jeff Beck. Igen lagde Royal Albert Hall og Madison Square Garden scene til. Eric Clapton: ClaptonEric Clapton havde aldrig været den mest produktive sangskriver, og hans næste album, Clapton (2010), bestod da også næsten udelukkende af covers. Der var bluesstandarder af blandt andre Snooky Pryor, Little Walter og Robert Lockwood, Jr., men han skelede også i høj grad til traditionel jazz og the great American songbook med sange af Hoagy Carmichael, Johnny Mercer m.fl. Denne fremgangsmåde gentog han på opfølgerne Old sock (2013) og I still do (2016).
Trods en lang række gæstestjerner – Doyle Bramhall II, Nikka Costa, Derek Trucks, Kim Wilson, Wynton Marsalis, Allen Toussaint, Trombone Shorty, J.J. Cale, Paul Carrack og Sheryl Crow var alle på rollelisten – var Clapton en relativt afdæmpet affære, og det var tydeligt, at der var tale om en ældre kunstner, men også en kunstner, der hvilede i sig selv og sin stil.
Nyt ståsted Wynton Marsalis & Eric Clapton play the blues - live from Jazz at Lincoln CenterEric Claptons nye ståsted afspejledes i gæsteindspilninger med Chris Barber og Paul McCartney – sidstnævnte i forbindelse med eks-Beatlens album med standarder, Kisses on the bottom (2012). Det sås også i høj grad ved hans koncerter med Wynton Marsalis, der blev optaget og udgivet som Wynton Marsalis & Eric Clapton play the blues - live from Jazz at Lincoln Center (2011). Claptons alder begyndte også at kunne mærkes på hans helbred, og han antydede flere gange, at pensionsalderen nærmede sig. I 2013 erklærede han, at han ”nok” ville stoppe med at turnere, når han fyldte 70. Da den runde dag kom i 2015, markerede han den dog vanen tro med en koncertrække i Royal Albert Hall og Madison Square Garden og udgav efterfølgende live-albummet Slowhand at 70 (2015). Der blev dog droslet gevaldigt ned for aktiviteterne i løbet af 2010’erne, og koncerterne blev sporadiske. Blandt andet spillede Eric Clapton et par koncertrækker i Tokyo i 2016 og 2019. På indspilningsfronten hørtes han på plader med Jerry Douglas, Sonny Emory, Johnny Winter, Nathan East, The Rolling Stones, Kurt Rosenwinkel, Ed Sheeran, Doyle Bramhall II, Hawkwind og Sheryl Crow. Juleplade Clapton skrev og indspillede også musik til Philippe Moras dokumentarfilm Three days in Auschwitz (2015). Den seneste albumudgivelse i eget navn fra Eric Claptons hånd er julepladen Happy Xmas (2018). I efterhånden vanlig stil er der tale om jazzede standarder, lidt blues og en enkelt ny Clapton-komposition. Dem skal man nu næppe forvente at høre, næste gang Clapton kommer til Danmark, for det bliver to sommerkoncerter i Royal Arena den 14. og 15. juni 2021. Trods alle trusler om tilbagetrækning drager Eric Clapton nemlig atter på Europaturné. Med sig til København har Eric Clapton et band bestående af Nathan East, Doyle Bramhall II, keyboardspillerne Paul Carrack og Chris Stainton samt korsangerinderne Sharon White og Katie Kissoon – alle musikere, der har spillet med Clapton i mange år. Bandets trommeslager er endnu ikke annonceret. Support bliver jazzguitaristen Kurt Rosenwinkel, som tidligere har optrådt på Crossroads Guitar Festival, og på hvis album Caipi (2017) Eric Clapton er gæst (koncerterne er netop blevet udsat fra de oprindelige datoer i 2020. Det er muligt, at bandsammensætning og support bliver ændret som følge heraf).
Selv om Eric Clapton for længst har overskredet den gængse pensionsalder – et temmelig mirakuløst faktum set i lyset af det liv, han har levet - er der altså ingen grund til at tro, at han forsvinder helt fra spotlyset lige foreløbig. Og når han gør, er der en lang og alsidig indspilningshistorie at gå på opdagelse i….
Spotify-playlisten som der linkes til nedenfor er et aldeles subjektivt udpluk af Eric Clapton bedste studieindspilninger som frontfigur. De fleste af hans studieindspilninger som sideman kan høres ved at klikke på billedet her: